Det Paris, jeg gensaa, var et forandret. Allerede paa Rejsen fra Calais hørte jeg til min Forundring den hidtil strengt forbudne Marseillaise nynne og brumme. I Paris gik Folk med hinanden under Armen syngende gennem Gaderne, og Marseillaisen hørtes overalt. Stemmerne var i Regelen raa, og det virkede pinligt at høre den Sang, der var bleven hellig ved saa længe at have maattet forstumme, saaledes profaneret under Vrælen og Skrig af Halvdrukne ved Nattetid. Men ogsaa de følgende Dage blev den nynnet, tudet, fløjtet og sunget overalt, og da Franskmændene er et af Jordens mest umusikalske Folk, lød det fordetmeste meget ilde.
Der var i de Dage, da endnu intet Sammenstød mellem Troppemasserne havde fundet Sted, en vis Oprømthed over Paris; den sporedes i alle Samtaler; Folk var livfuldere, mere højrøstede, snakkede mere end ellers; Droskekuskene brølte højere og knaldede mere uophørligt med deres Piske.
Forvisningen om tilkommende Sejre kom allevegne til Orde, selv hos Hotelpersonalet i Rue Racine, og fra Opvarternes Læber paa enhver Restaurant. Alle fortalte om, hvor mange der allerede var gaaede frivilligt med; Tallet steg dog fra Dag til Dag; først var det Titusind, saa Fem og halvfjerdsindstyve Tusinde, saa Hundredtusind. Rundt om i det latinske Kvarter sad Studenterne i deres Kafeer, |329| en Mængde af dem i deres Uniformer, omgivne af deres Kammerater, der sagde dem Farvel. Betegnende nok havde de ikke mere deres Kvindemennesker hos sig; de kastede dem tilside, nu da det var Alvor. Hver Eftermiddag saas et langt, langt Vogntog med afgaaende unge Soldater bevæge sig ud mod Nordbanegaarden. Fra hver Vogn vajede store Faner. Kvinderne, de gamle Mødre, Arbejdersker, som sad med i Vognene, holdt mægtige Buketter ud paa lange Stænger. Den tykke Menneskemasse, hvorigennem man kørte, var alvorlig; men Soldaterne bevarede fordetmeste deres Lystighed, skar Ansigter, røg og drak.
Alligevel havde Kejserens[I] Proklamation gjort et meget daarligt Indtryk. Det skulde virke som Ærlighed, at han spaaede, Krigen vilde blive lang og pinlig (longue et pénible); det havde overfor et Folk med det franskes Nationalkarakter været bedre, om han havde kunnet skrive, den vilde blive »frygtelig men kort«. Selv nu, da man havde taget sig i Situationen, laa denne Proklamation over Sindene som en Mare. Des mere forbauset blev jeg, da et gammelt Eksemplar af det danske Dagbladet[0001] fra 30. Juli kom mig i Hænde og jeg deri læste, at Korrespondenten (den da til Paris nysankomne Topsøe[II]) havde set en Blusemand rive Hatten af efter Læsningen af Proklamationen og hørt ham raabe: Leve Frankrig! Saa letsindigt vedblev man da at fodre det danske Publikum med den Næring, hvortil det var vænnet.
Ved den 8. og 9. August traf jeg gentagne Gange Artiklens Forfatter. Han meddelte mig, at Hertugen af Cadore[III] var traadt yderst ubestemt op i Kjøbenhavn og ikke havde opnaaet det Mindste der. Iøvrigt var Topsøe[IV] mærkværdigt uvidende med Hensyn til franske Forhold, havde alt i alt kun været fire Uger i Frankrig og tilstod aabent, at han efter Evne pyntede paa sine Korrespondancer. Han havde |330| endnu aldrig havt Adgang til Corps législatif; ikke desmindre havde han skildret, hvorledes der kom Taarer i Øjnene rundt om hos Medlemmerne og paa Tribunerne den Dag, da Hertugen af Grammont[V] »atter løftede Frankrigs Fane højt«. Han sagde: »Jeg har været naiv som et Barn med Hensyn til denne Krig« og tilføjede, at Bille[VI] havde været endnu naivere end han selv.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
