Jeg blev naturligvis Vidne til hvad der var mig tilgængeligt af offenligt Liv i Paris.
Ikke sjældent søgte jeg, som allerede i 1866, til Justits|303|palæet for at høre de store Advokater tale. Den, jeg havde mest Glæde af, var Jules Favre[I], hvis Navn jo snart skulde komme paa Alles Læber. Ungdommen beundrede ham som Kejserdømmets principfaste og tapre Modstander i Kammeret, og han gjaldt noget nær for Frankrigs mest veltalende Mand. Som Advokat var han uforlignelig. Hans sjældne Skønhed, det dejlige Ansigt under en Hjælm af graat Haar, og hans ranke Holdning kom ham her til Gode. Hans Veltalenhed var saglig, indtrængende, overbevisende, idet den dyngede Kendsgerning paa Kendsgerning, og den var paa fransk Vis tillige dramatisk med store Haandbevægelser, der bragte Advokatkappen til at flagre uroligt som Flaggermusvinger.† Trist var det, at han siden som Minister overfor Bismarck[II] saa lidet var i Stand til at gøre Fyldest.
Paa Théâtre français overværede jeg en Højtidelighed i Anledning af at Ponsards[III] Byste blev afsløret. For Romantikerne var Ponsard[IV] jo ikke andet end den Æselskæft, hvormed Filistrene slog Hugo[V]. Men Emile Chasles[VI], en Søn af min gamle Velynder, holdt et Foredrag om ham, og derefter spiltes Le lion amoureux[0001], et ret taaleligt Stykke fra Revolutionstiden, hvori bl. A. Napoleon I[VII] forekommer som ung. Der findes deri nogle smukke revolutionære Tirader, om hvilke Prinsesse Mathilde[VIII] efter den første Opførelse sagde, at de fik hendes republikanske Hjerte til at banke. Højtideligheden for denne ubetydelige Modpave mod Victor Hugo[IX] var ganske køn.
For en Gangs Skyld fik jeg ogsaa Adgangskort til en Modtagelse i det franske Akademi. Det var Digteren Auguste Barbier[X], som blev optaget, og det var Silvestre de Sacy[XI], der bød ham velkommen, efter akademisk Skik i en Tale, der gik ham vel nær. Barbiers[XII] Jamber[0002] havde hørt til de Digtsamlinger, jeg i Aaringer havde elsket, og jeg kunde mangen Strofe udenad, de berømte f. Eks. om Fri|304|heden og om Napoleon[XIII]; jeg havde ogsaa fulgt, hvorledes Barbiers[XIV] Energi var sunket i de følgende Digtsamlinger; i Grunden levede han endnu paa sit Ry fra 1831, og de fleste troede vist, han var død. Nu stod han deroppe, en indskrumpet gammel Mand i Palme-Uniform, og hans Tale røbede hverken satirisk Kraft eller overlegen Aand. Han skyldte sikkert sin Afsky for Napoleon[XV] (Digtet »Afguden[0003]«) at Akademiet, der stadig fronderede mod Kejserdømmet, nu saa sent havde kastet sine Øjne paa ham. Den lille skaldede Silvestre de Sacy[XVI], den spinkle Søn af en betydelig Fader[XVII], bebrejdede ham hans Vers om Friheden som den djærve Kvinde af Folket, der ikke skyer Udgydelse af Blod. »Det er ikke Friheden, som jeg forstaar den«, peb den lille Mand[XVIII], og man troede ham, men kunde dog ikke lade være at mumle med Digteren:
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
