Fra nu af begyndte jeg at gruble fuldt saa meget over Livet som over Kunsten og at underkaste de Livsforhold Kritik, som jeg tidligere havde taget paa Tro og Love.
Jeg var overfor Livet som overfor Kunsten ingenlunde paa Forhaand Radikaler. Der laa megen Pietet i mit Væsen, og jeg var en samlende, bevarende Natur. Først efterhaanden og Skridt for Skridt førtes jeg af mine Indtryk, mine Hændelser og min Udvikling til Brud med mangen Overlevering, jeg saa længe som muligt havde fastholdt.
Det var i den gamle Æstetiks Aand, at jeg efter at have sysselsat mig med det Tragiskes Begreb fordybede mig i Undersøgelser af det Komiske, og altsom Stoffet ordnede sig for mig, forsøgte at skrive en Doktordisputats derom. Abstrakte Undersøgelser gjaldt for værdifuldere end Historieforskning. I den komiske Literatur var det især Aristofanes[I], som henrev mig, og jeg havde i Sinde at lade mine almindelige Begrebsbestemmelser glide over i en Fremstilling af den græske Komikers Storhed; men da Traaden bristede for mig, kom jeg ikke længere end til Læren om det Komiske i Almindelighed. Den var ikke, som min forrige Afhandling om den tragiske Skæbne, fremstilt i Treheder efter hegelsk[II] Mønster, men nedskrevet ligefrem uden nogen Inddeling i Paragrafer.
Under Udarbejdelsen af denne Afhandling havde jeg naturligvis uafbrudt maattet raadspørge de nationale Komedier og Lystspil, saa jeg kendte dem ud og ind. Da derfor Digteren Gotfred Rode[III], der var knyttet til Frk. Zahles[IV] Opdragelsesanstalt for unge Piger, henvendte sig til mig med Spørgsmaal om jeg vilde holde en Række offenlige Forelæsninger for Damer, valgte jeg til Æmne: Det danske Lystspil[0001]. Forelæsningerne holdtes i den militære Højskoles |221| daværende Lokaler paa Kongens Nytorv og var stærkt besøgte. Æmnet var jo højst uskyldigt, og Behandlingsmaaden ganske konservativ. Jeg nærede da en oprigtig og kun svagt betinget Beundring for Heiberg[V], Hertz[VI], Hostrup[VII] med flere som Lystspildigtere, ja var ikke langt fra at tillægge deres Arbejder en lignende Betydning som Holbergs[VIII]. Ligefuldt undgik jeg ikke at vække Anstød. Jeg havde, synes det, om Heibergs[IX] Klister[x] og Malle[xi] med en iøvrigt vistnok Kierkegaardsk[XII] Vending brugt Udtrykket: at oversavle et Forhold. Denne Talemaade blev med Forargelse bragt til Frk. Zahle[XIII], og den ubesindige Foredragsholder modtog en Anmodning om at indfinde sig hos Institutbestyrerinden[XIV]. Da jeg lidet anende, hvad man havde at sige mig, efter lang Ventetid fik Foretræde, viste det sig, at jeg var bleven hidkalt for at modtage en høflig, men bestemt Advarsel mod at saare mine Tilhørerinder ved Udtryk, der ikke hørte god Tone til, og da jeg, som ikke var mig noget Ondt bevidst, spurgte, til hvilke Udtryk der blev sigtet, fik jeg det ulykkelige »savle« anført: de unge Tilhørerinder var ikke Trine Rar’er[xv], for hvem slig Talebrug kunde passe.
Jeg blev ikke oftere anmodet om at holde Foredrag for unge Damer.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
