Huset var min Farfars[I] og havde været en Snes Aar i dennes Eje. Paa dets anden Sal boede mine Forældre[II]. Det laa paa Byens mest befærdede Strøg lige i Hjertet af Kjøbenhavn. Paa første Sal boede en vestindisk Herre, der talte Dansk med fremmed Betoning; hos ham kom der undertiden en dansk Mand af fransk Afstamning, Hr. Lafontaine[III], der efter Sigende var saa stærk, at han med én Haand kunde tage to Geværer ved Bajonetspidserne og holde dem vandret i stiv Arm. Jeg fik aldrig Hr. Lafontaine[IV] at se, altsaa endnu mindre Kunststykket; men jeg stirrede, naar jeg gik ned ad Trappen, paa den Dør, bag hvilken noget saa Mærkeligt foregik.
I Kælderen boede Niels, Familiens Karl, der foruden den huslige Gerning fik Tid til at udvikle Forretningstalent. Han drev i al Stilhed en efter Forholdene betydelig Handel med simple Uhre og desuden med Mjød, to Arter af Varer, der ikke havde noget med hinanden at gøre. Uhrene optog ikke synderligt en lille Dreng, men Mjøden desmere, der opbevaredes i Krukke ved Krukke paa en Hylde. Den fængslede min hele Interesse. Det var jo den Drik, de gamle Nordboer havde elsket saa højt, at de Døde drak |35| den i Valhal. Det var forbausende, at den forefandtes endnu. Hvor maatte den ikke smage! Jeg fik Lov til at smage paa den, og den oversteg alle Forventninger. Sødere end sødt! Lifligere end nogetsomhelst Jordisk, jeg havde smagt. Men drak man mer end et ganske lille Glas deraf, fik man Kvalme.
Og det blev Genstand for min dybeste Forundring, at Einheriarne havde kunnet skylle Mjøden i sig af store Horn og spise fedt Flæsk dertil. Hvilken Sammensætning af Livretter! Og aldrig fik de ondt i Maven deraf.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
