Verden udvidede sig. Fader[I] medbragte fra Paris et mærkværdigt Spil, Fortunaspil kaldet, med Klokker over Huller, med Kugler, der stødtes med Kø’er. Fem Dage og |31| seks Nætter havde han kørt med det fra Frankrig. Det var usigeligt fængslende; ingen Anden i Kjøbenhavn havde et saadan Spil. Og næste Aar, da Fader[II] paany kom hjem fra Paris, medbragte han en stor, flad, blankpoleret Kasse, hvori der var vel et Dusin forskellige Slags Spil, franske Spil med Boldte og Fjerboldte og Ketsjere, Spil, som ogsaa de Voksne morede sig med, og der var Vogne, der gik i en Kres ved Hjælp af et Uhrværk, og en Bajads, der slog baglænds Saltomortaler ned ad en Trappe, saasnart han stilledes paa det øverste Trin. Saadanne Ting kunde de Folk i Frankrig gøre.
Verden udvidede sig stedse mere. Der kom jævnlig Slægtninge fra Gøteborg. De talte Svensk; men passede man paa, forstod man godt, hvad de sagde. De talte Sproget fra »Frithiofs Saga[0001]«, men udtalte anderledes end Hr. Voltelen[III]. Og der kom en ung fransk Greve, hvis Slægtninge den danske Farbroder[IV] havde kendt; han var heroppe som Sømand paa et fransk Krigsskib, kom og blev til Middag og sang Marseillaisen. Af ham hørte jeg den Sang for første Gang. Han var kun femten Aar og meget smuk og klædt som en Matros, endda han var Greve.
Og saa var der de to Onkler, Morbror Jakob[V] og Farbror Julius[VI], der begge to forlængst var blevne Franskmænd og boede i Paris. Morbror Jakob[VII] kom ofte paa nogle Uger eller mer. Han var lille og bredskuldret og smuk. Alle Mennesker holdt af Onkel Jakob[VIII]; alle Damer vilde indbydes, naar Onkel Jakob[IX] kom. Han havde Kone og fire Børn i Paris. Men det havde jeg opsnappet af de Voksnes Samtaler, at Tante Victorine[X] var hans Kone og dog ikke hans Kone. Bedstemoder[XI] vilde ikke vide af hende. Og Onkel Jakob[XII] havde gjort en Rejse helt ned til Paven i Rom for at bede ham, om hun maatte blive hans Kone. Men Paven havde sagt Nej. Hvorfor? Fordi Tante Vic|32|torine[XIII] forud havde en anden Mand, som havde været ond imod hende og slaaet hende, og den Mand kom nu og da, naar Onkel[XIV] var borte, og tog hendes Møbler fra hende. Det var ubegribeligt, at han havde Lov, og at Paven ikke engang vilde hindre det, da hun dog var Katolik.
Onkel Jakob[XV] havde et besynderligt Udtryk om Munden, naar han smilte. Der var en vis Ynde over Alt, hvad han sagde og gjorde, men Vemod i hans Smil. Han havde været letsindig, hed det, og var ikke lykkelig. En Morgen, da han var i Besøg hos Far[XVI] og Mor[XVII] og laa og sov i den store Stue, blev der stærk Uro i Huset; der gik Bud efter Doktor og der blev sagt Ordet Morfin. Han var syg; men kom sig dog hurtigt igen. Da han næste Dag spurgte sin Søster[XVIII]: Hvor er min Pistolkasse blevet af? svarte hun med alvorlige Øjne: Den har jeg taget og den beholder jeg.
Aldrig havde jeg tænkt som Dreng, at jeg nogensinde skulde lære Onkel Jakobs[XIX] Kone[XX] og Børn at kende. Og saa skete det dog. Mange Aar efter, da jeg var bleven en ung Mand og kom til Paris, opsøgte jeg efter Onkels[XXI] Død Victorine[XXII] og hendes Børn. Jeg vilde den Gang selv bringe hende den maanedlige Understøttelse, hendes Slægtninge sendte hende fra Danmark. Jeg fandt hende ældet før Tiden, ydmyg af Fattigdom, medtaget af Savn. Hvor kunde hun have det saa knapt? Fik hun da ikke hver Maaned udbetalt den Hjælp, som sendtes fra Kjøbenhavn til Onkels[XXIII] bedste Ven, Hr. Fontane[XXIV] i Rue Vivienne? Ak nej, Hr. Fontane[XXV] gav hende en sjælden Gang en lille Almisse og jagede ellers hendes Børn hjem med stygge Ord.
Det viste sig, at Hr. Fontane[XXVI] havde været en Bedrager, der selv havde beholdt de Penge, der i Aarevis var blevne sendte til Enken[XXVII] efter hans bedste Ven. Han var en høj, køn Mand, der sad i en stor Bedrift. Ingen skulde troet, |33| at en Kæltring saa saaledes ud. Han nødtes tilsidst til at udlevere Pengene. – Og naar Fætteren [XXVIII]fra Danmark saa ringede paa hos de franske Slægtninge, var han i samme Øjeblik saa behængt som et Juletræ med smaa Drenge og en lille Pige, der sprang op og hængte sig om Halsen pa ham, og ikke vilde slippe.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
