Dagens ærgerlige Øjeblik var det, hvor man skulde i Seng. Med Hensyn til Sengetid var Forældrene mærkeligt fordomsfulde. Netop naar man morede sig bedst. Naar der var kommet Fremmede og Samtalen var kommen i Gang, ikke mindre fængslende for En, fordi man neppe forstod Halvdelen af hvad der blev sagt, saa hed det: Nu i Seng!
|3| Men der var dog ogsaa smukke Øjeblikke naar man var kommen i Seng. Naar Mor[I] kom ind og bad Aftenbøn med En, og man laa der godt omgærdet af det høje Sprinkelværk, hvis Stænger med den lille Udbøjning paa Midten Ens Fingre kendte en for en; det var umuligt at falde ned der igennem. Den var god nok, den lille Seng med sit Rækværk, og man sov i den, som man aldrig kom til at sove mer i denne Verden.
Det var ogsaa fornøjeligt, liggende paa Ryggen i sin Seng, at se Forældrene gøre sig i Stand til at gaa i Teatret, Faderen[II] med skinnende hvid Mansketskjorte og det krøllede Haar smukt strøget til den ene Side, Moderen i hvidt Crêpesjal over Silkekjolen og med lyse Handsker, der lugtede godt, naar hun kom og sagde Farvel og Godnat.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
