Man var lille og iagttog Verden fra neden af opad. Alt det, der foregik, skete over En. Alle saa ned til En.
Men de Store havde den prisværdige Evne at kunne løfte En op til deres Stade eller over det. Det gik saadan til: Ens Far[I] eller en Fremmed udbrød pludselig uden Foranledning, som man laa paa Gulvet og rodede og legede og tænkte paa Ingenting: Vil du se Kjøge Høns? I det samme lagde to store Hænder sig om Ens Hoved over Ens Øren, og Armene blev strakte højt i Vejret. – Det var en Fornøjelse. Men der var dog nogen Skuffelse forbunden dermed. Kan du nu se til Kjøge? var et Spørgsmaal, man ikke kunde gøre Noget ud af: hvad var Kjøge? Men paa det andet Spørgsmaal: Ser du Hønsene? anstrengte man sig forgæves for at se Noget. Efterhaanden forstod man, at det bare var en Talemaade, og at der Intet var at kigge efter.
Det var den første Erfaring om blotte Talemaader, og den gjorde Indtryk.
Nok saa morsomt var det imidlertid, naar der spurgtes af de Store: Vil du være Fedtelam? Nu leger vi Fedtelam. – Man blev som et slagtet Lam kastet over Mandens Skulder og hang der eller man sprang op og red med Benene |2| om hans Hofter, kravlede saa tappert flere Skridt i Vejret, havde Benene om hans Skuldre og befandt sig deroppe i den svimlende Højde. Saa tog han En om Livet, svingede, og efter en mægtig Kolbøtte i Luften naaede man uskadt Jorden paa sine Fødder. Det var en sammensat Fornøjelse med tre forskellige Stadier, først det løftede og magelige Sæde, saa det interessantere, hvor man alligevel havde Følelsen af at man sad for Fald, saa endelig Springet, hvorunder der helt vendtes op og ned paa En.
Men man kunde ogsaa nede paa Gulvet indtage Stillinger, der ligesom gav En mere Vægt og tvang de Store til at rette Øjnene paa En. Sagde de: Kan du staa som Kejser Napoleon[II]? rettede man sig, satte den ene Fod lidt frem og lagde Armene overkors som den lille Figur paa Kommoden.
Man vidste ret vel, hvorledes det gjaldt om at se ud. Thi da den tykke, bredskuldrede svenske Onkel[III] med det store Skæg og de svære Hænder, efter hos Forældrene at have forhørt sig om Ens Kundskabsforraad, stillede sig op med Armene overkors og spurgte: Hvem ligner jeg? fik han Svaret: Du ligner Napoleons Karl. – Til Ens Forundring, men ikke ringe Glæde, fremkaldte dette Svar et højt Udraab af Fornøjelse fra den ellers saa overlegne og strengt dømmende Moder[IV], og belønnedes af hende, der sjældent kærtegnede, med et Kys.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
