Man var lille og iagttog Verden fra neden af opad. Alt det, der foregik, skete over En. Alle saa ned til En.
Men de Store havde den prisværdige Evne at kunne løfte En op til deres Stade eller over det. Det gik saadan til: Ens Far[I] eller en Fremmed udbrød pludselig uden Foranledning, som man laa paa Gulvet og rodede og legede og tænkte paa Ingenting: Vil du se Kjøge Høns? I det samme lagde to store Hænder sig om Ens Hoved over Ens Øren, og Armene blev strakte højt i Vejret. – Det var en Fornøjelse. Men der var dog nogen Skuffelse forbunden dermed. Kan du nu se til Kjøge? var et Spørgsmaal, man ikke kunde gøre Noget ud af: hvad var Kjøge? Men paa det andet Spørgsmaal: Ser du Hønsene? anstrengte man sig forgæves for at se Noget. Efterhaanden forstod man, at det bare var en Talemaade, og at der Intet var at kigge efter.
Det var den første Erfaring om blotte Talemaader, og den gjorde Indtryk.
Nok saa morsomt var det imidlertid, naar der spurgtes af de Store: Vil du være Fedtelam? Nu leger vi Fedtelam. – Man blev som et slagtet Lam kastet over Mandens Skulder og hang der eller man sprang op og red med Benene |2| om hans Hofter, kravlede saa tappert flere Skridt i Vejret, havde Benene om hans Skuldre og befandt sig deroppe i den svimlende Højde. Saa tog han En om Livet, svingede, og efter en mægtig Kolbøtte i Luften naaede man uskadt Jorden paa sine Fødder. Det var en sammensat Fornøjelse med tre forskellige Stadier, først det løftede og magelige Sæde, saa det interessantere, hvor man alligevel havde Følelsen af at man sad for Fald, saa endelig Springet, hvorunder der helt vendtes op og ned paa En.
Men man kunde ogsaa nede paa Gulvet indtage Stillinger, der ligesom gav En mere Vægt og tvang de Store til at rette Øjnene paa En. Sagde de: Kan du staa som Kejser Napoleon[II]? rettede man sig, satte den ene Fod lidt frem og lagde Armene overkors som den lille Figur paa Kommoden.
Man vidste ret vel, hvorledes det gjaldt om at se ud. Thi da den tykke, bredskuldrede svenske Onkel[III] med det store Skæg og de svære Hænder, efter hos Forældrene at have forhørt sig om Ens Kundskabsforraad, stillede sig op med Armene overkors og spurgte: Hvem ligner jeg? fik han Svaret: Du ligner Napoleons Karl. – Til Ens Forundring, men ikke ringe Glæde, fremkaldte dette Svar et højt Udraab af Fornøjelse fra den ellers saa overlegne og strengt dømmende Moder[IV], og belønnedes af hende, der sjældent kærtegnede, med et Kys.
Dagens ærgerlige Øjeblik var det, hvor man skulde i Seng. Med Hensyn til Sengetid var Forældrene mærkeligt fordomsfulde. Netop naar man morede sig bedst. Naar der var kommet Fremmede og Samtalen var kommen i Gang, ikke mindre fængslende for En, fordi man neppe forstod Halvdelen af hvad der blev sagt, saa hed det: Nu i Seng!
|3| Men der var dog ogsaa smukke Øjeblikke naar man var kommen i Seng. Naar Mor[V] kom ind og bad Aftenbøn med En, og man laa der godt omgærdet af det høje Sprinkelværk, hvis Stænger med den lille Udbøjning paa Midten Ens Fingre kendte en for en; det var umuligt at falde ned der igennem. Den var god nok, den lille Seng med sit Rækværk, og man sov i den, som man aldrig kom til at sove mer i denne Verden.
Det var ogsaa fornøjeligt, liggende paa Ryggen i sin Seng, at se Forældrene gøre sig i Stand til at gaa i Teatret, Faderen[VI] med skinnende hvid Mansketskjorte og det krøllede Haar smukt strøget til den ene Side, Moderen i hvidt Crêpesjal over Silkekjolen og med lyse Handsker, der lugtede godt, naar hun kom og sagde Farvel og Godnat.
Altid maatte jeg høre, at jeg var bleg og tynd og spinkel. Det var det Indtryk, jeg gjorde paa Alle. – Endnu næsten tredive Aar senere sagde en Iagttager til mig: »Det Ejendommelige ved Deres Ansigt er den stærke Bleghed.« – Derfor saa jeg ogsaa mørkere ud end jeg var; mit brune Haar kaldtes sort.
Bleg og tynd med et tykt brunt Haar, et vanskeligt Haar. Det sagde Haarskæreren, Hr. Alibert, der kaldte Fader Erré: Goddag, Erré; Farvel, Erré. Og alle hans Svende, der dog var danske nok, sagde, saa godt de kunde, ligedan. – Et vanskeligt Haar! Der er en Hvirvel oppe ved Issen, som strutter, hvis han ikke bærer det lidt langt, sagde Hr. Alibert.
Altid hørte jeg sige, at jeg var bleg og spinkel, især bleg. Fremmede Folk saa paa mig og sagde: Han er noget |4| vel bleg. Andre sagde spøgende: Han ser noget grøn ud i Ansigtet. Og saasnart der taltes om mig, lød Ordet tynd.
Jeg led godt mit Navn. Min Mor[VII] og mine Tanter sagde det med saadan venlig Betoning. Og Navnet var mærkeligt, fordi det var saa svært at udtale. Ingen mindre Dreng eller Pige kunde udtale det rigtigt; alle sagde de Gerok.
Jeg var kommet til Verden to Maaneder for tidligt, havde havt alt for megen Hast. Moder havde født mig alene uden Hjælp. Da Jordemoderen kom tilstede, laa jeg der allerede. Jeg var saa spæd, at der de første Aar maatte anvendes megen Omhu paa at holde Livet i mig. Velskabt var jeg nok, men ikke stærk, og dette voldte mig mange Bryderier i de Aar, hvor Drengens eneste Attraa og eneste Hæder er den at være stærk.
Jeg var ikke kluntet, snarere ret smidig, blev dygtig til at springe i Højden, flink til at klatre og løbe, ikke helt daarlig til at brydes og efterhanden meget øvet i at slaas. Men jeg var ikke muskelstærk og kunde aldrig sammenlignes med de Stærke.
Verden var imidlertid saa ny og endnu saa ukendt. Jeg opdagede paa den Tid nye Elementer.
Jeg var ikke bange for det, hvortil jeg ikke havde Lyst. Thi det at overvinde Ulysten tilfredsstillede ofte Æresfølelsen.
Er du bange for Vandet? spurgte en Dag den raske, fynske Onkel[VIII]. Jeg vidste ikke nøje, hvad der var at være bange for, men svarte paa Forhaand Nej. Jeg var fem Aar gammel; det var Sommer, altsaa Regnvejr og Blæst.
Jeg klædte mig af i Badehuset; den gamle Sømand spændte mig en Korksele om Livet. Den var afskyeligt vaad, da en anden Dreng lige havde lagt den af; saa det |5| gøs gennem Kroppen. Onkel tog mig om Livet, kylede mig ud i Vandet, og lærte mig at bjerge mig selv. Derefter fik jeg Svømningen ordenligt lært ved Hjælp af en lang Stang, som blev befæstet i Selen og som Bademesteren holdt; men min Fortrolighed med det salte Element fik jeg allerede fra den Dag af, da jeg som en lille Pakke blev kastet ud deri. Uden nogensinde at udmærke mig i Svømning saa lidt som i nogen anden Idræt, blev jeg en meget ordenlig Svømmer, og der udviklede sig i mig en Kærlighed til Vand og til Badning, saa jeg mit Liv igennem daarligt kunde undvære mit Bad nogen Dag.
Der var et andet Element, jeg paa samme Tid lærte at kende, et, der var langt frygteligere end Vandet. Det havde jeg endnu aldrig set i Frihed: Ilden.
En Aften, jeg laa i Barnekammeret og sov, blev jeg vækket af min Moder[IX] og af min Morbror[X], den franske Onkel. Denne sagde højt: Vi maa tage Børnene op.
Det var aldrig hændt mig før, at man vækkede mig om Natten. Jeg slog Øjnene op, og en Rædsel gennemfor mig, hvorom Erindringen aldrig senere blev udslettet. Stuen var ganske oplyst uden at der dog var tændt noget Lys, og da jeg vendte Hovedet, saa jeg udenfor Vinduet umaadelige Flammer slaa i Vejret. Luer knitrede og Gnister fløj. Det var en hel Verden af Ild. Det var Efterslægtskolen, som brændte. Onkel Jakob[XI] stak sin Haand ind under min »Natklokke«, et langt Klædningsstykke med et smalt Bomuldsbælte om Livet, og sagde leende: Har du Hjertebanken, naar du er angst? – Jeg havde aldrig før hørt noget om Hjertebanken. Jeg følte efter med Haanden, fandt for første Gang mit Hjerte, og virkelig, det bankede voldsomt.
Saa lille jeg var, spurgte jeg om Datoen og erfor, at det var Natten mellem den 25. og 26. November, og saa dyb var den Forfærdelse, jeg følte, at jeg aldrig glemte |6| denne Dato, der hos mig blev Genstand for en overtroisk Ængstelse, og da den nærmede sig i det følgende Aar, var jeg overbevist om, at den paany vilde bringe mig noget Ondt. Det slog forsaavidt til, som jeg næste Aar paa nøjagtigt samme Tidspunkt blev syg og maatte tilbringe et Par Maaneder i Sengen.
Jeg var altfor spinkel til, at man turde sende mig i Skole ved Femaarsalderen som andre Drenge. Onkel Doktor[XII] sagde, at det kunde der ikke være Tale om. Men da jeg dog ikke kunde vokse op i den rene Uvidenhed, blev det besluttet, at jeg skulde faa en Lærer for mig selv.
Og der blev antaget en Lærer[XIII], som hurtigt vandt min hele Hengivenhed og over hvem jeg var glad. Læreren kom hver Morgen og lærte mig Alt hvad jeg skulde vide. Det var en Lærer, man kunde spørge om hvadsomhelst, han vidste Besked. Først var det ABC’en. Den var lært i faa Timer. Jeg kunde læse før jeg rigtigt kunde stave. Saa var det Skrivning og Regning og endnu mer. Snart var jeg saa vidt, at Læreren[XIV] kunde læse højt af Frithiofs Saga[0001] paa Svensk og blive nogenlunde forstaaet, ja, han kunde tage et tysk Læsestykke frem og forklare at det hed ich og ikke isch, som det dog faldt saa naturligt at sige.
Hr. Voltelen[XV] var en fattig Student, og af de Voksnes Samtale havde jeg godt forstaaet, hvad Glæde og Gavn Hr. Voltelen[XVI] havde af hver Dag at faa en Kop Kaffe ekstra og dertil fint Hvedebrød med frisk Smør. Paa Slaget halvelleve bragte Pigen det ind paa en Bakke. Undervisningen afbrødes, og Læreren[XVII] spiste og drak med et Behag, hvormed jeg endnu aldrig havde set Nogen spise og drikke. Blot |7| Maaden, hvorpaa han tog Sukkeret – mere Sukker end Mor[XVIII] og Far[XIX] tog – og lod det opløses i Kaffen, før han kom Fløde i, viste, hvad Nydelse den Kop Kaffe gav ham.
Hr. Voltelen[XX] havde et svagt Bryst, og undertiden sagde de Voksne, at man var bange for, han ikke kunde leve. Det hed sig, at en rig Velgører, ved Navn Nobel[XXI], havde tilbudt ham en Rejse til Italien for at han kunde komme sig i Varmen dernede. Det var smukt af Hr. Nobel[XXII], og Hr. Voltelen[XXIII] tænkte paa at rejse.
Men nu fik han en anden Sygdom. Han havde et smukt, brunt, lokket Haar. En Dag udeblev han; hans Hoved var blevet daarligt, han havde faaet Haarpest af en uren Kam paa en Badeanstalt. Og da han endelig kom op igen, var han neppe til at genkende. Han bar en lille mørk Paryk. Hvert Haar var gaaet af hans Hoved; selv hans Øjenbryn var gaaede af. Hans Ansigt havde en kalkagtig Bleghed. Og nu hostede han tilmed stærkt.
At Gud dog ikke havde beskyttet ham mod Brystsygen! Og at Gud kunde nænne at give ham Haarpest, naar han i Forvejen var saa syg! Gud var forunderlig. Han var almægtig, men brugte ikke sin Almagt til at beskytte Hr. Voltelen[XXIV], der var saa god og saa klog, desuden saa fattig, at han mer end nogen anden trængte til Støtte. Hr. Nobel[XXV] var bedre mod Hr. Voltelen[XXVI] end Gud. Gud var ogsaa ellers forunderlig; han var allestedsnærværende, og saa blev Moder[XXVII] dog vred og gnaven, naar man spurgte, om Gud ogsaa var i den nye Moderatørlampe, der brændte langt klarere i Dagligstuen end tidligere de to Stearinlys. Gud var alvidende, hvad der var uhyggeligt nok, for man kunde da ikke skjule det Ringeste for ham. Underligst var det dog at tænke paa, at dersom man vidste, hvad Gud troede, man nu vilde sige, saa kunde man sige noget andet, og hans Al|8|videnhed kom tilkort. Men naturligvis, man vidste jo ikke, hvad han troede, der nu kom. – Værst var det dog, at han saaledes lod Hr. Voltelen[XXVIII] i Stikken.
Nogle Glimt af jordisk Højhed og Pragt strejfede min beskedne Eksistens. Næst efter Gud kom Kongen[XXIX].
En Dag, da jeg gik med Fader[XXX] paa Gaden, udbrød denne: Der kører Kongen[XXXI]! Jeg saa ind i den aabne Vogn, men fandt intet Mærkeligt der, og fæstede min Opmærksomhed paa den røde Kusk og Jægerens Fjærhat: Kongen[XXXII] var der jo ikke! – Vist saa, han sad i Vognen. – Var det Kongen[XXXIII]? han saa jo ud af Ingenting, havde ingen Krone paa. – Kongen[XXXIV] er en smuk Mand, sagde Fader[XXXV]. Men i sin Stads er han kun, naar han kører til Højesteret.
Vi gik da ud en Dag for at se Kongen[XXXVI] køre til Højesteret. Der stod en Mængde Mennesker og ventede henne ved Holmens Kirke. Saa kom Toget. Hvilken Pragt! Der var Løbere foran Hestene med hvide Silkestrømper og formelige Urtepotter paa Hovedet; aldrig havde jeg set noget lignende, og paa Hestene for Vognen red Jockeyer. Jeg glemte rent at se ind i Vognen; fik knap et Glimt af Kongen[XXXVII] at se. Og det gjorde intet Indtryk. – At Kongen[XXXVIII] hed Christian den Ottende[XXXIX] vidste jeg ikke; han var kun Kongen[XL].
Men saa en Dag hed det, at Kongen[XLI] var død og at han skulde udstilles to Gange. Det kaldtes med unaturlige Ord: Lit de Parade og Castrum doloris; jeg hørte dem saa tidt, at jeg kunde sige dem og ikke glemte dem. Paa Lit de parade saa man Kongen[XLII] selv ligge udstrakt som Lig; det var for sørgeligt for en lille Dreng. Men Castrum doloris var blot Fornøjelse, og virkelig var det herligt. Man trippede først længe gennem smalle Gange; saa aabenbarede sig højt |9| i Luften i den sortbetrukne Hal Ligkisten dækket af sort Fløjl helt besat med skinnende, blinkende Stjerner. Og en Masse Lys rundt omkring. Det var den største Pragt, jeg endnu havde set.
Et Stadbarn var jeg vel, men ikke derfor uden Glæde ved Livet i fri Luft, med Planter og Dyr. Landet var ikke dengang saa langt borte fra Byen som nu. Min Farfar[XLIII] havde lejet et Landsted et Stykke Vej udenfor Nørreport, hvor der var smukke Træer og Frugthave; det ejedes af en gammel Mand, som gik med høje Kanonstøvler og havde en hel Samling af Æbler og Pærer af Voks, saa mærkværdigt eftergjorte, at man, første Gang man saa dem, ikke kunde lade være at bide i dem. Naar man om Sommeren kørte ud til Landstedet, saa rumlede og gungrede det, saasnart man kørte gennem Nørreport, og skulde man hjem, saa maatte der passes paa, at man kom igennem, før Porten blev lukket.
Vi laa desuden selv paa Landet ude ad Vesterbro ved Sorte Hest (som sidenhen i Kolerasommeren) eller paa Gamle Kongevej, hvor der var dejlige store Haver. I en saadan mægtig Have stod jeg en Sommer ved Siden af min Moder[XLIV] foran et stort aflangt Bed med mange Slags Blomster. Det Bed skal være dit, sagde Moder[XLV], og glad blev jeg. Jeg selv skulde rive Gangene om det, passe og vande Planterne deri. Og det blev en Genstand for min store Opmærksomhed og Interesse, hvorledes der for hver Aarstid kom et nyt Sæt Blomster. – Naar Asterserne og Georginerne sprang ud, saa var Sommeren forbi.
Haven var dog ikke det rigtige Land. Det rigtige Land var hos Inger[XLVI], min gode Amme. Hun kaldtes min Amme, |10| fordi hun havde plejet mig, da jeg var lille. Men hun havde ikke givet mig sin Mælk; det havde Moder[XLVII].
Inger[XLVIII] boede i et Hus med Marker omkring ved Høje Taastrup. Der var endnu ingen Jernbane dertil; man kørte derud med to Heste for Vognen. Først senere blev den mærkværdige Jernbane lagt helt ud til Roskilde. Da blev det en Begivenhed uden Mage for Børnene, at skulle køre med Jernbane til Valby og tilbage. Deres Fader tog dem med. Mange mente, det var for farligt. Men Børnene brød sig ikke om Faren. Det gik da ogsaa godt, og de kom levende tilbage.
Inger[XLIX] havde en Mand, der hed Peer. Han var rar, men sagde ikke meget. Inger talte meget mere og sørgede for Alt. De havde en ganske lille Dreng, som hed Niels; men han laa i Vugge og kom ikke i Betragtning. Hos Inger og Peer var Alt anderledes end i Byen. Der lugtede helt sært i hendes Stuer med Dragkisten og Bænkene, ikke just ilde, men uforglemmeligt. De havde anderledes store Fade med Mælk og med Grød end man kendte i Kjøbenhavn. De brugte ikke at lægge Grøden eller Tykmælken af paa Tallerkener. Inger og Peer og den fremmede Dreng sad om Mælkefadet eller Grødfadet og stak til det med Skeen. Men Gæsten fik sin egen Ske. De drak ikke hver af sit Glas; men han fik sit eget Glas.
Der var morsomt paa Landet. En Ko og Grise, som man tumlede med, og varm Mælk fra Koens Yver. Inger[L] kærnede, og man kunde drikke Kærnemælken. Det var en herlig Spas for en lille Dreng fra Kjøbenhavn at boltre sig i Høstakke og ligge paa Hølæssene, naar de kørtes ind. Og hver Gang, naar jeg efter et Ophold derude kom hjem, lo Moder[LI] af mig, saasnart jeg aabnede min Mund, for, uden at vide deraf, talte jeg nu ganske som de andre paa Landet, hvad de i Kjøbenhavn kaldte bondsk.
Paa Brændeloftet, et lille Rum, der med Tremmer er skilt fra det store Loftsrum, hvor der skraanende opefter ligger en Mængde kløvet Ved og finere hugget Pindebrænde, som lugter friskt og tørt, udstaar allerede paa tredie Time en lille Purk med sluttet Mund og trodsig Mine sin Straf, at være indelukket der.
Flere Gange allerede har hans bekymrede Moder[LII] sendt Stuepigen op at spørge, om han nu vil bede om Forladelse. Han har blot rystet paa Hovedet. Han er sulten; thi han blev ført derop straks efter Skolen; men han vil ikke give tabt, for han er i sin Ret. Det er ikke hans Skyld, at de Store ikke kan forstaa ham. De véd ikke, at det, han lider nu, er Ingenting i Sammenligning med, hvad han har maattet lide. Det er sandt, at han ikke har villet gaa med Barnepigen[LIII] og sin lille Bror[LIV] i Kongens Have. Men hvad véd Far[LV] og Mor[LVI] om den Vanære, det er, Dagen igennem at maatte høre af Kammeraterne: Naa, saa du blir hentet af Amme! eller: Nu kommer din Amme og henter dig. Skamfølelse overvælder ham ved Tanken om de andre Drenges Haan. Det er slet ikke hans Barnepige[LVII], men hans Brors[LVIII]. Magelig kunde han finde hjem alene; men kan han forklare Drengene, at Forældrene[LIX] endnu ikke betror ham at gaa med den lille og sender Bud efter dem begge paa en Gang! Nu skal det være forbi; han vil ikke mere i Kongens Have med Barnepigen[LX].
Der er Stuepigen for paany at spørge, om han saa vil bede om Forladelse. Forgæves. Alt er forsøgt med ham, Skænd, endog en Lussing; men han har ikke ladet sig knække. Nu staar han her; han giver sig ikke.
Hans gode Moder[LXI] har dog denne Gang ikke ladet Pigen komme tomhændet. Han faar sin Mad ind i Aflukket |12| og spiser. Saa er det imidlertid saa meget des lettere at holde ud. Og nogle Timer senere bliver han hentet ned og lagt i sin Seng uden at have gjort Afbigt.
Før jeg saa smerteligt erfor, hvor vanærende det var at gaa med Pigen i Kongens Have, havde Stedet været mig saare kært. Hvilken Plads til Tagfat, til Saltebrød og Kispus! Hvilke herlige Alleer til Paradisspil med Himmerig og Helvede! Ikke at tale om, hvorledes man dèr kunde lege Kusk og Heste! Et langt Stykke Bændel blev lagt over Skuldrene og trukket under Armene paa to Kammerater; saa kørte man dem i stramme Tøjler med Pisk i Haanden. Og var det allerede morsomt i gamle Dage, da jeg kun havde Bændler til Tømmer, saa var det morsommere nu, da jeg af min Fader[LXII] havde faaet prægtige brede Tømmer af stribet Uld, forsynede med Bjælder, saa man langt borte fra kunde høre, naar Tospandet kom i flyvende Fart ned ad de brede Alleer.
Jeg holdt af Haven, der var stor, dengang langt større end nu, og af Træerne, der var mange, dengang langt flere end nu. Og hver Del af Haven havde sit. Herkulespavillonen var hemmelighedsfuld; Herkules med Løven lærerig og mægtig. Skade, det var blevet saa beskæmmende at gaa dèr!
Før havde jeg ikke vidst af det. For ikke lang Tid siden havde jeg en Dag følt mig meget lykkelig dèr. Jeg havde længe kunnet læse rent i mine Læsestykker og skrive paa Tavle. Men en Dag havde Hr. Voltelen[LXIII] sagt til mig: Du maa ogsaa lære at læse Skrift. Og fra det Øjeblik af blev det et Ærgerrighedsmaal for mig at kunne læse Skrift, et Begreb, der hidtil havde været mig fremmed. Først da min Lærer viste mig Skrift, var det for mig hvad for voksne Lægfolk Kileskrift og Hieroglyfer; men efterhaanden lykkedes det mig at genkende de vante Bogstavtegn i denne |13| friere, letsindigere Forklædning, hvor de flød over i hinanden og hvor deres Regelrethed var opløst. I den første Hovedallé i Kongens Have gik jeg da op og ned med det tynde, i Midten ombrækkede Hefte i min Haand, det første Hefte Skrift, jeg nogensinde havde set, og jeg havde allerede stavet mig til Overskriften: Den lille Rødhætte[0002]. Historien var jo sikkert ikke meget lang; men den fyldte flere af de smalle Sider, og det var spændende at stave sig til dens Indhold; thi den var mig ny. I den triumferende Følelse af at have overvundet nogle Vanskeligheder og staa i Begreb med at overvinde flere, stansede jeg af og til foran en fremmed Barnepige, viste hende Heftet og spurgte: Kan du læse Skrift?
Tre og tyve Aar derefter gik jeg som ung Mand op og ned ad den samme Allé, atter med et Hefte i Haanden, hvori jeg læste. Jeg indprentede mig min første Forelæsning og hørte mig i den til jeg kunde den omtrent udenad, for nogle Øjeblikke efter med Uro at opdage, jeg havde glemt det Hele, og det var galt nok, for hvad jeg i den Forelæsning vilde sige, det var Ting, der laa mig paa Hjerte.
Kongens Have blev ved at indtage en Plads i mit Liv. Senere, i saa mangt et Aar, naar Foraar og Sommer gik hen og jeg var bundet til Byen og længtes bort efter Træer og Blomsterduft, gik jeg ind i Haven og skraaede op igennem den til Bedene i Nærheden af de smukke Blodbøge nær Indgangen fra Voldsiden, hvor der altid fandtes velplejede og sødt duftende Blomster. Dem kærtegnede jeg med Øjet, deres Duft indsugede jeg bøjet frem over Rækværket.
Men nu lod jeg mig hellere indespærre paa Brændeloftet, end jeg vilde hentes af Barnepigen fra Skolen til Haven. Skrækkeligt var det ogsaa at skulle gaa saa langsomt med Pigen, om jeg end nu ikke længer skulde holde |14| hende i Skørtet. Hvor misundte jeg de Drenge, der med Foragt kaldtes Gadedrenge! De løb ind i Gaarden og ud af den, skreg op og gjorde Larm, saa meget de vilde, holdt Styr og sloges ude paa Gaden, bevægede sig frit. Jeg kendte jo dog Gader nok. Man kunde sende mig et Ærinde i Byen; jeg skulde sagtens finde Vej.
Og endelig opnaaede jeg Tilladelsen. Lykkelige, lykkelige Dag! Jeg fløj afsted som en Pil; det var mig umuligt at gaa. Og jeg løb atter hjem i strakt Karrière. Fra den Dag af løb jeg altid, naar jeg skulde gaa ud alene. Ja, jeg begreb ikke, at de Store og de andre Drenge kunde gaa. Jeg forsøgte derpaa nogle Skridt; men Utaalmodigheden greb mig og jeg pilede afsted. Det var en Nydelse at løbe saadan, at man formelig følte sin Hast for hvert Skridt ved at give sig et lille Smæk bagpaa med Hælen.
Min Fader[LXIV] kunde dog løbe meget hurtigere endnu. Det var umuligt at løbe omkaps med ham om en Græsplæne. Men forunderligt var det, hvor de Gamle var langsomme. Der var dem iblandt dem, som ikke kunde løbe op ad en Bakke og som kaldte det besværligt at stige op ad Trapper.
Verden var i det Hele venligtsindet. Det gjaldt jo mest om man var artig eller ikke. I modsat Fald klagede især Karoline[LXV] over En, og Fader[LXVI] og Moder[LXVII] forvandledes til vrede Magter. Fader var naturligvis en langt alvorligere Magt end Moder, en fjernere og mere haardhændet Magt. Ingen af dem indjog dog til daglig nogen Skræk. De var væsenlig beskyttende Magter.
Den skræmmende Magt var paa dette allerførste Stadium Bussemanden. Han foer pludselig frem af en Krog med et Tørklæde for Ansigtet og udstødte Lyden Bøh!, saa man |15| foer sammen. Blev Tørklædet taget bort, kom dog snart et leende Ansigt til Syne bag det. Det gjorde straks Bussemanden mindre frygtelig. Og deri laa det vel, at Marens Trusel: »Hvis du nu ikke er artig, saa kommer Bussemanden og tager dig«, temmelig hurtigt tabte sin Virkekraft. Og dog var det denne saa koldblodigt afrystede Bussemand, af hvem paa et senere Stadium en Personlighed udviklede sig, der ikke var at spøge med og som ikke saadan lod sig afvise, en Personlighed, for hvem man følte baade Angst og Bæven, Djævelen selv.
Men han viste sig først senere indenfor min Synskres. Det var ikke ham, der afløste Bussemanden. Det var – Politiet. Politiet var den fremmede, forfærdelige Magt, hvorimod der ingen Tilflugt gaves for en lille Dreng. Politiet kom og slæbte af med ham bort fra hans Forældre, bort fra Barneværelset og Dagligstuen og satte ham i Fængsel.
Paa Gaden gik Politiet med en blaa Frakke paa og en stor Spanskrørstok i Haanden. Ve den, der gjorde Bekendtskab med den Stok!
Min Morfar[LXVIII] lod sit Pakhus gøre nyt i Stand, et Pakhus, der var stort og højt med tre Etager. Fra den øverste Luge i Midten under Gavlen udgik der en Kran og ned fra den gik et umaadelig tykt Tov, i hvis Ende der sad en stærk Jernhage. Ved Hjælp af den kunde de store Tønder med himmelblaa Indigo, som bragtes paa Vogne, hejses i Vejret. Inde i Pakhuset gik Tovene gennem Huller i Gulvene ned gennem alle Etager. Trak man derinde i det ene eller det andet Tov, hissedes Tovet med Jernkrogen udenfor op eller ned.
I Pakhuset opholdt Jens[LXIX] sig, som var stor, stærk, ordknap, majestætisk, med rød Næse og en lille Pibe i Munden, altid blaa om Fingrene af Indigo. Havde man sikret sig Jenses Gunst, kunde man tumle sig i Pakhuset Timer ad |16| Gangen, rulle de tomme Tønder, og hvad Hovedsagen var, trække i Tovene. Dette sidste var en Nydelse, som satte alle Evner i Spænding. Det Vidunderlige var, at man stod inde i selve Huset og trak, og samtidigt gennem de aabne Luger kunde iagttage, hvorledes Tovet udenfor hævede sig eller sank. Hvorledes det gik til, var en Gaade. Men man havde den vederkvægende Følelse af, at man udrettede Noget, for sine Øjne saa Resultaterne af sin Virken.
Man modstod da heller ikke Fristelsen til at trække i Tovene, naar Jens var borte og Pakhuset tomt. Den lille Broder[LXX] havde Kighoste, saa man kunde dog ikke bo hjemme, men maatte være hos Morfar[LXXI]. En Dag kom saa Jens over En, og det kunde nok være, at han var vred: Jo, du er en net Fyr. Naar du saadan trækker i Tovet i Utide, saa filer du det kostbare Tov midt over, og det har kostet 90 Rigsdaler. Hvad tror du, Bedstefar saa vil sige!
Det var naturligvis en afskrækkende Tanke at komme til at ødelægge en saa umaadelig Værdi. Ikke at jeg havde nogen bestemtere Forestilling om Penge og Tal. Jeg havde vel Færdighed i Multiplikationstabellen og tumlede stadigt med de største Tal; men de svarede for mig ikke til Virkelighed. Naar jeg havde udregnet, hvad et flercifret Tal, mangfoldiggjort med et andet, omtrent lige saa højt, kom til at udgøre, vidste jeg ingenlunde, om Far[LXXII] eller Bedstefar havde saa mange Daler eller færre eller fler. Der var kun en af Onklerne, som morede sig over min Multiplikationsbegavelse, det var den tykke, rige Onkel med den skæve Mund[LXXIII], om hvem de sagde, at han ejede en Million, og som altid tænkte paa Tal. Neppe stod han i Døren til Moders[LXXIV] Dagligstue, saa raabte han: Er du en rask Dreng og kan du sige mig hvad er 27,374 Gange 580,208, saa skal du faa fire Skilling, og hurtigt kom Tavlen og Griffelen frem, og |17| Regnestykket var færdigt paa et Øjeblik, og Firskillingen indkasseret.
I Tallenes Verden var jeg da husvant, men ikke i Værdiernes. Det vilde alligevel være skrækkeligt at tilintetgøre saa stor en Værdi, som 90 Rigsdaler syntes at være. Men var det mon ikke noget, som Jens[LXXV] bare sagde? Han kunde vist ikke se paa Tovet, om der var trukket deri.
Saa gjorde jeg det da igen, og da Jens[LXXVI] en Dag med Strenghed spurgte mig ud, kunde jeg ikke fragaa min Brøde. Jeg har set det, sagde Jens[LXXVII], Tovet er næsten helt revet over, og nu kan du ha’ det saa godt, nu kommer Politiet og henter dig.
Jeg havde fra da af Uger igennem ingen rolig Time. Hvor jeg gik og stod, forfulgte Angsten mig for Politiet. Jeg turde ikke tale til Nogen om hvad jeg havde gjort og hvad der ventede mig. Jeg skammede mig for meget; jeg mærkede jo ogsaa, at Forældrene[LXXVIII] ikke vidste Noget. Men naar en Dør pludselig gik op, saa jeg spændt paa den Indtrædende. Gik jeg med Barnepigen[LXXIX] og den lille Broder[LXXX], saa jeg mig om til alle Sider, og kiggede jævnlig tilbage, om Politiet ikke var efter mig. Endog naar jeg laa i min Seng, værnet af Sprinkelværket paa alle fire Sider, var Angsten for Politiet over mig.
Der var jo kun En, jeg turde tale med derom; det var Jens[LXXXI]. Da nogle Uger var hengaaede, forsøgte jeg da ogsaa at faa Svar af ham. Da viste det sig, at Jens[LXXXII] end ikke vidste, hvorom jeg talte. Jens[LXXXIII] havde øjensynligt glemt det Hele. Jens[LXXXIV] havde holdt mig for Nar. Var Lettelsen umaadelig, saa var dog Harmen ikke ringe. Saa mange Kvaler for Ingenting!
De Ældre som havde mærket, hvilket Indbegreb af alt Frygteligt Politiet var for mig, benyttede sig undertiden deraf |18| til Forklaring af Ting, som formentes at ligge over min Fatteevne.
Da jeg var seks Aar gammel, hørte jeg første Gang det Ord Krig. Jeg vidste ikke, hvad det var, og spurgte. Det vil sige, svarte en af mine Fastre, at Tyskerne har stillet Politi op nede i Slesvig og forbyder de Danske at gaa dèr, og vil slaa dem, ifald de bliver. – Jeg forstod nok det; men derefter hørte jeg Tale om Soldater. Er der ogsaa Soldater? spurgte jeg. Politi og Soldater, lød Svaret. Men dette forvirrede mig ganske; thi de to Ting hørte i min Bevidsthed til i to ganske forskellige Rubriker. Soldater var smukke, brogede, med Chacoter, holdt Vagt, marcherede i Takt med Trommer og Piber og Musik, saa man bare vilde følge med. Soldater blev derfor afbildede i Tin, og man fik dem til sin Fødselsdag i Æsker. Politibetjente derimod gik enkeltvis uden Musik, uden smukke Kulører paa Uniformen, strenge og truende med en Stok i Haanden. Ikke et Menneske faldt paa at afbilde dem i Tin. Ikke ringe var min Ærgrelse, da jeg snart begreb, at man havde vildledt mig ved sin Forklaring, og at der her kun var Tale om Soldater.
Der var ikke gaaet en Maaned, før jeg fulgte skarpt med, naar efter Bordet de Voksne læste højt† af Skillingsbladene om Slagene ved Bov, Nybbøl osv. Altid vandt de Danske. I Grunden var da Krigen en glædelig Ting.
Men saa skete der en Dag noget Uventet, Overvældende. Moder[LXXXV] sad paa Forhøjningen i Dagligstuen med sit Haandarbejde ved Sybordet med de mange smaa Gemmer, hvori der under de løse Mahognylaag laa skjult saa mange smukke og mærkelige Ting, Fingerringe og dejlige Ørenringe med Perler – da Døren gik op til Køkkenet og Pigen traadte ind: Har Madamen hørt det? Christian den Ottende er sprunget i Luften ved Eckernførde og Gefion er taget. – |19| Er det muligt? sagde Moder[LXXXVI]. – Og i det Samme bøjede hun sig over Sybordet og brast i Graad, hulkede formelig. Det gjorde et Indtryk paa mig som intet Tidligere. Aldrig før havde jeg set Moder græde. De Voksne græd jo overhovedet ikke. Jeg vidste ikke engang at de kunde. Og nu græd Moder[LXXXVII] med strømmende Taarer. Jeg vidste hverken hvad Christian den Ottende eller Gefion var; først nu forklarede Pigen mig, at det var Skibe. Men jeg begreb, at en stor Ulykke var hændt, og snart ogsaa, hvorledes Mennesker ved Krudt var sprængt op i Luften, og hvor godt det var, at en af vore Bekendte, en rask ung Mand, der var vel lidt af Alle og altid kom godt fra det, var sluppet ganske helskindet derfra og var ankommen til Kjøbenhavn i civil Forklædning.
Paa den Tid gik det nogenlunde op for mig, hvad Fødsel og Død var. Fødsel var noget, der kom ganske uventet, og saa var der et Barn mere i Huset. En Dag, da jeg sad midt i Sofaen mellem Bedstefar[LXXXVIII] og Bedstemor[LXXXIX] ved deres Spisebord i Klareboderne og spiste i temmelig stort Selskab, gik Døren i Stuens Baggrund lige for mig op, Far[XC] stod i Døren og sagde uden Goddag disse Ord: Du har faaet en lille Bror[XCI] – og virkelig laa der en lille En i en Vugge, da jeg kom hjem.
Døden havde jeg hidtil mest kendt fra et stort smukt Maleri paa Bedstefaders[XCII] Væg; thi Kongens[XCIII] Død havde ikke rørt mig. Maleriet forestillede en Have, hvor paa en hvidmalet Bænk Tante Rosette[XCIV] sad og foran hende stod Onkel Edvard[XCV] med lokket Haar og i Bluse og rakte hende en Blomst. Men Onkel Edvard[XCVI] var død, død som lille Dreng, og da han havde været saadan en udmærket Dreng, var |20| Alle meget bedrøvede over, at de ikke skulde se ham mere. – Men nu var der daglig Tale om Døden. Saa og saa mange Døde, saa og saa mange Saarede! I al den Ulykke var Fjenden Skyld.
Der var dog ogsaa andre fjendtlige Magter end Politiet og Fjenden, uhyggeligere, mindre haandgribelige. Naar jeg gik og dryssede efter Barnepigen[XCVII], der holdt den yngre Broder[XCVIII] i Haanden, hørte jeg undertiden bag mig et Raab, og vendte jeg mig, saa jeg en grinende Dreng med vrængende Mund og truende Hænder. Længe havde jeg ikke agtet videre derpaa, men efterhaanden hørtes Raabet oftere, og jeg spurgte Pigen, hvad det vilde sige. Hun svarte: Aa, Ingenting. Paa mine gentagne Spørgsmaal, sagde hun blot: Det er et stygt Ord.
Men en Dag, da jeg paany havde hørt Raabet, vilde jeg vide Besked, og da jeg kom hjem, spurgte jeg Moder[XCIX]: Hvad betyder det? – Jøde! sagde Moder. Jøder, det er nogle Mennesker. – Stygge Mennesker? – Ja, svarte Moder[C] smilende, undertiden ret grimme Mennesker, dog ikke altid. – Kan jeg faa en Jøde at se? – Det kan du godt, sagde Moder[CI], og løftede mig rask op foran det store ovale Spejl, der hang over Sofaen.
Jeg udstødte et Skrig, saa Moder hurtigt satte mig ned paa Gulvet, og jeg viste mig saa forfærdet, at Moder[CII] fortrød, hun ikke havde forberedt mig. Senere talte hun undertiden derom.
Der var endnu flere fjendtlige Magter i Verden, som efterhaanden dukkede op. Naar man var blevet lagt tidligt i Seng, hændte det ofte, at Pigerne satte sig ved Bordet i Barnestuen og samtalede halvhøjt til langt ud paa Aftenen. Og saa fortalte de Ting, der kunde faa Haarene til at rejse sig paa Ens Hoved. Om Spøgelser, der gik hvidklædte, lydløse eller ogsaa med raslende Lænker gennem Husenes Værelser, viste sig for de Sengeliggende, forskrækkede de Skyldige. Om malte Skikkelser, der traadte ud af Rammerne og bevægede sig over Gulvet. Om Rædselen ved at tilbringe Natten i Mørke i en Kirke. Det turde Ingen. Om de Skrækkens Steder, Kirkegaardene var, hvor de Døde i lange Linklæder stod op af deres Grave om Natten og skræmmede Livet af Folk, mens Djævlen selv løb over Kirkegaarden i Skikkelse af en sort Kat. Aldrig kunde man overhovedet, naar man saa en sort Kat ved Aftenstid, være sikker paa, at Djævelen ikke var i den. Og Djævelen kunde som Ingenting forvandle sig til et Menneske og komme bag paa dem, han vilde til Livs.
Rædselsfuldt spændende var det at ligge vaagen og høre paa alt dette. Og der var ikke Tvivl. Baade Maren og Karoline[CIII] havde selv oplevet saadan noget og kunde anføre Vidner i Hobetal. Det frembragte en Omvæltning i min Bevidsthed. Jeg lærte Mørkets Rige og Mørkets Fyrste at kende. En Tid lang turde jeg neppe gaa igennem et mørkt Værelse. Jeg vovede ikke at sidde ved min Bog med en aaben Dør bag mig. Hvem kunde ikke lydløst være traadt ind! Og havde jeg et Spejl for mig paa Væggen, skælvede jeg for dèr at komme til at se Djævlen staaende med luende Øjne bag min Stol. –
Da langt om længe Indtrykket af alle hine Spøgelse-|22| og Djævlehistorier tabte sig, bevarede jeg i mit Sind en kraftig Uvilje mod Mørkerædslen og mod alle dem, der spekulerer i de Uvidendes forsvarsløse Frygt for Mørkets Magter.
Verden udvidede sig. Den var ikke blot Hjemmet og Huset og de to Par Bedsteforældres Hjem og Onklernes, Tanternes og Fætrenes Clan; den blev større.
Det føltes ved Troppernes Hjemkomst. To Gange kom de hjem. Den første Gang var Indtrykket vel stærkt, men gik ikke dybt. Det var rent udvortes og utydeligt sammensmeltet: Guirlander paa Husene og over Gaden, den store Folkestimmel, de blomstersmykkede Soldater, der gik frem i Takt under stadig Blomsterregn fra alle Vinduer og smilende saa i Vejret. Den anden Gang længe efter fik jeg i mit Indtryk anderledes Enkelthederne med. De Saarede, der gik forrest og hyldedes med en vis Ømhed. Officererne tilhest, der hilsede med Kaarderne, om hvilke der laa Krans over Krans. De skæggede Soldater med Smaakranse om Bajonetterne, mens store Drenge bar Geværerne for dem. Og Den tapre Landsoldat[0003] svirrende ustandseligt gennem Luften, naar den da ikke afløstes af Danmark dejligst[0004] eller Vift stolt![0005]
Men anden Gang var jeg ikke helt optaget af Skuet; for jeg pintes af Anger. Min Faster[CIV] havde Dagen forud foræret mig tre ganske smaa Kranse at kaste til Soldaterne; den ene skulde jeg selv beholde; af de andre skulde jeg give en til hver af mine smaa Brødre[CV]; jeg havde lovet det bestemt. Og nu havde jeg beholdt dem alle tre for mig selv og havde til Hensigt selv at kaste dem alle. Jeg vidste det var Uret og Bedrag; jeg led derunder; men Lykken ved |23| ene at kaste alle Kransene var for stor. Jeg slyngede dem ud. En Soldat greb den ene paa sin Bajonet; de andre faldt til Jorden. Jeg skammede mig dygtigt og glemte ikke siden min Skam.
Det vidste jeg, at Teatret, hvor jeg aldrig havde været, det var det Sted, hvor Moder[CVI] og Fader[CVII] morede sig bedst. Derom taltes der ofte, og mest fornøjede var de, naar Skuespillerne havde »spillet godt«, en Ting, hvorom jeg ikke kunde gøre mig noget Begreb.
Dengang var det endnu ikke Smaabørn forbudt at komme i det kongelige Teater, og jeg havde intet hedere Ønske end at naa indenfor. Jeg var da ogsaa meget lille endnu, da jeg engang blev taget med i Vognen, som kørte Fader[CVIII] og Moder[CIX] og Moster[CX] til Teatret. Jeg fik Plads med de Andre i andet Parket, og sad maalløs af Forundring, da Tæppet gik op. Endnu en ny Verden aabenbarede sig her. Stykket, de spillede, hed Eventyr paa Fodrejsen[0006]. Men jeg kunde Ingenting forstaa deraf. Mænd kom ind paa Skuepladsen, talte sammen. En krøb frem under en Busk og sang. Jeg begreb det ikke, og spurgte jeg, tyssedes der bare paa mig. Men min Sindsbevægelse var saa stærk, at jeg fik ondt og maatte bæres ud. Ude paa Torvet kastede jeg op og bragtes hjem. Det var, desværre for mig, nøjagtigt hvad der skete ogsaa anden Gang, da Forsøget efter mit Overhæng blev fornyet. Spændingen, Henrykkelsen, Overvældelsen, Agtpaagivenheden paa det Uforstaaelige var for stærk; jeg var en Afmagt nær, og maatte efter første Akts Slutning forlade Teatret. Nu varede det derfor længe, før jeg blev betragtet som stor nok til at kunne bære Sindsbevægelsen.
|24| En enkelt Gang fik jeg dog Lov til at komme paa Komedie. Det var da Hr. Voltelen[CXI] forærede mig Billet til en Studenterforestilling paa Hofteatret, hvor han selv skulde optræde. Stykket hed En Ødeland[0007], og jeg saa det uden at tage Men. – Der var en ung letsindig Mand deri, som kastede Gulddalere ud af Vinduet, og der var en gammel, grim Kælling, og desuden en ung, køn Pige. Jeg sad og passede paa som en Smed, naar min Lærer[CXII] skulde komme; men det blev til Skuffelse; der var aldeles ingen Hr. Voltelen[CXIII] at se.
Næste Dag, da jeg takkede for Morskaben, tilføjede jeg: Men De havde narret mig, De var jo slet ikke deri. – Hvorledes? Jeg var der ikke? Saa du ikke den gamle Kælling? Det var mig. Saa du ikke den unge Pige? Det var ogsaa mig. – Ufatteligt var det, at Nogen kunde forstille sig saaledes. Hr. Voltelen[CXIV] havde uden Tvivl »spillet godt«. – Men endnu mange Aar derefter begreb jeg ikke, hvorpaa dette kendtes. Da Stykkerne virkede paa mig ganske som Virkelighed, var jeg naturligvis ude af Stand til at udsondre Skuespillernes Del.
At der var Krig, gav Tinsoldaterne en helt ny Interesse. Man kunde ikke have Æsker nok deraf. De opstilledes i Kompagnier og Batailloner; de udfoldede sig til Angreb, stormede, saaredes og faldt. Undertiden lagde de sig trætte ned og sov paa Valpladsen. Men en Dag, da en ny Æske blev bragt, tabte de gamle al deres Værd. Thi Soldaterne i denne nye Æske var rigtige Soldater med Bryst og Ryg, runde at føle paa, tunge at veje i Haanden. I Sammenligning med dem sank de ældre, Profilsoldaterne, der i deres Smalhed blot kunde ses fra Siden, i dyb Ringe|25|agt. Et Fremskridt var gjort fra det Abstrakte til det Konkrete. Det var ikke længer nogen Fornøjelse at lege med de smalle Soldater. Jeg sagde: »Ifjor, da jeg var lille, morede de mig.«
En lignende Forandring, et lignende Billede af det historiske Fremkridt, var det, da Kæphesten, man skyldte saa mange glade Stunder, den, paa hvilken man havde redet gennem Stuer og Gange, blev sat i Krogen for Gyngehesten, der længe ønsket og attraaet blev baaret ind ad Døren og nu holdt der i Stuen letvuggende som rede til det dristigste Ridt i samme Øjeblik Rytteren kastede sig i Sadlen.
Jeg sad der, og, o Lykke! Ridtet begyndte og fortsattes med Lidenskab, saa jeg nær var gaaet ud over Hestens Hals: Da jeg var lille, morede Kæphesten mig; nu ikke mere. – For hvert nyt Trin, jeg tilbagelagde, hvor ringe det end var, beholdt jeg denne Følemaade og denne Tankegang. Moder[CXV] holdt sig ofte op derover, helt ind i min voksne Alder. Voksede jeg hurtigt fra mine Tilbøjeligheder, var jeg helt færdig med Noget eller Nogen, der for ikke lang Tid siden havde sysselsat eller opfyldt mig, sagde hun med et Smil: Ifjor, da jeg var lille, morede Kæphesten mig.
Dog, Fremskridtene skete ikke altid uden Forlegenhed. Da jeg var lille, havde jeg smukke Bluser, især en graa med brune Agramaner, som det var morsomt at gaa med; nu gik jeg i simple glatte Bluser med et Læderbælte om Livet. Senere kom den Tid, da Ærgerrigheden vaagnede efter at gaa i Trøje som de store Drenge; og da dette Ønske endelig var opfyldt, vaagnede, som det gaar i Livet, en endnu højere sigtende Drift, Attraaen efter at bære Frakke. Da Tidens Fylde kom, blev en gammel Frakke af Faders[CXVI] syet om til mig. Jeg saa tynd og slunken ud i den, dog Dragten var ærefuld. Men det forekom mig, som |26| maatte Alle kunne se paa mig, at jeg bar Frakke for første Gang. Jeg vovede da ikke at gaa med den i Gaderne, men gjorde Omveje rundt ad Voldene af Angst for at møde Nogen.
Som ganske lille var jeg naturligvis ikke sysselsat med mit Udseende. Jeg huskede ikke, at jeg var bleven tegnet flere Gange. Men da jeg var ved ni Aars Alderen, havde Tante Sarah – alle Mennesker var dengang Onkler og Tanter – besluttet, at vi Brødre[CXVII] skulde afbildes i Daguerretypi til Faders[CXVIII] Fødselsdag. Begivenheden gjorde et dybt Indtryk, fordi jeg skulde staa aldeles rolig, mens Afbildningen fandt Sted, og fordi Daguerreotypisten, en Tysker, som hed Schätzig, snurrede paa r’erne og hvislede med s’erne. Selve Sagen var en dyb Hemmelighed, som ikke maatte røbes. Foræringen skulde være en Overraskelse, og jeg maatte love ubrødelig Taushed. Jeg overholdt den en Dag. Men næste Dag ved Middagsbordet kom jeg til at udbryde: Nu ganske schtille! som Manden sagde. Hvilken Mand? Der laa Hemmeligheden.
Selve Opholdet hos Hr. Schätzig maatte jeg længe huske. En eller Anden havde sagt, at jeg havde en slank Hals, som saa godt ud. I det Øjeblik, vi skulde ind, sagde Tante: Du forkøler dig derinde! og bandt mig trods min Vægring et lille Silketørklæde om Halsen. Det Tørklæde fordærvede mig hele Glæden ved at blive foreviget. Og det er paa det gamle Billede endnu at se om min Hals.
Tinsoldaterne havde kaldt de krigerske Instinkter til Live. Med Gyngehesten fulgte efterhaanden mere og mere Krigstilbehør. En blank Hjælm til at spænde fast under Hagen, med hvilken man saa’ helt statelig ud; et Kyrads af |27| virkeligt Metal som Hestgardens, og en kort Stødkaarde i Læderskede, som kaldtes med det fremmede Ord Hirschfänger, og var et frygteligt Vaaben for Ens smaa Brødre[CXIX], naar de ubarmhjertigt nedsabledes med den. Sad man paa Gyngehesten iført al denne Pragt, saa drømte Sindet vilde Drømme om krigersk Storhed, Drømme, der blev spundne videre fra Aar til Aar, indtil de i otte-ni Aars Alderen fik ny og usund Næring af de Ingemannske[CXX] Romaner.
Tilhest i Spidsen for en udsøgt Skare mod talløse Fjender, der kæmper som fortvivlede! Gyngehesten gaar voldsomt op og ned. Fjenden vakler, han begynder at vige. Gyngehesten holdes an. Der vinkes med Hirschfängeren ad de Meniges Flokke. Fjenden bliver slagen og flyer; det gælder nu om at forfølge ham. Gyngehesten sættes i rasende Bevægelse. Sejr over det Hele. Indtog i Hovedstaden; Jubel og Blomsterkranse for Sejrherren og hans Mænd.
Netop paa dette Tidspunkt, da jeg i Indbildningen var saa stor en Krigsmand, havde jeg i det virkelige Liv havt god Brug for flere Kræfter, nu, da jeg ikke mere fulgtes til Skole af Barnepigen[CXXI], men selv skulde være Beskytter for min to Aar yngre Broder[CXXII]. Opbruddet fra Hjemmet var behageligt nok. Madkasserne af Tin med Velbekomme i Guldskrift udenpaa stod aabne paa Bordet. Moder[CXXIII], der stod for Bordenden, smurte til hvert af Børnene seks Stykker Brød, der sammenlagdes to og to, Franskbrød paa Rugbrød, en Blanding, der frembød en overordenlig Velsmag. Saa mange Stykker kunde Kassen nøjagtigt rumme. Den blev saa lagt til Bøgerne i Tornistret. Og med det paa Ryggen begav man sig i Skole altid ad samme Vej. Men dette var Tider, da Vandringen besværliggjordes. Hvert Øjeblik mødte man |28| Drenge, som udskældte En og slog til den Lille[CXXIV], saa man maatte slaas paa hvert Gadehjørne, ad hvilket man skulde dreje. Og dette var Tider i Skolen selv, hvor trods Datidens ikke senere naaede Humanitet Skældsord og Puf og udsøgte Forhaanelser var det daglige Brød, og jeg ser mig endnu som jeg en Dag i Slagsmaal med en meget større Dreng sprang op paa denne og bed mig fast i hans Nakke, saa en Lærer maatte vriste mig løs, og den anden faa sin Nakke badet under Posten.
Jeg beundrede hos Andre den Styrke, der fattedes mig selv. Der var i Klassen en Dreng, svær, firskaaren, usigeligt godmodig, med hvem Ingen kunde tage det op i Slagsmaal. Han var fra Lolland og hed Ludvig, var ikke meget kløgtig, men kærnesund og kæmpestærk. Saa kom der en Dag ind i Skolen en Vestindier ved Navn Muddie, mørk af Lød med krøllet Haar, stærk og slank som en Vild, uimodstaaelig ved alle de Fif og Finter, han kunde saavel naar der skulde tages Tag som i Nævekamp. Han overvandt alle Skolens stærkeste Drenge. Kun Ludvig havde han aldrig udæsket, saa lidt som denne ham. Men der var stor Nysgerrighed mellem Drengene efter at erfare, hvem af de to, der var stærkest, og i et Frikvarter blev en Brydekamp arrangeret. Det var for Drengene, der alle var Kendere, et af de smukkeste Syn at se to saa udmærkede Kæmpere brydes, især da Lolliken kastede sig ned over den anden og Vestindieren med formelige Slangevridninger forgæves søgte at vride sig ud af hans Tag.
En Dag kom der to nye Drenge ind i Skolen, to Brødre; den ældre, Adam, var lille og gusten, underligt vissen, saa ud som en Vanfør uden dog at være det; den lidt yngre, Sofus, var smukt bygget og forbavsede straks i den første Time, i hvilken de nytilkomne deltog – en Gymnastiktime – ved sin sjældne Dygtighed i at klatre og gaa i Skraa|29|stang. Han syntes lige stærk og behændig, og hos en lille Dreng, der saa op til de Stærke, maatte han vække formelig Begejstring. Den steg endda den følgende Dag, da en stor ondskabsfuld Dreng, der havde haanet Adam som Skrælling, i et Nu blev saaledes gennembanket af Sofus, at han tabte baade Vejret og Modet.
Jeg, som kun fra Gyngehesten havde udført Slagsmaals-Bedrifter, og den nysankomne Sofus blev fra nu af nogen Tid uadskillelige Venner. Det var et af de sædvanlige Venskabsforhold mellem Smaadrenge, hvor den ene beundrer og den anden lader sig dyrke. Den Beundrende her kunde kun give sine Følelser Næring ved at skænke den anden det Dyrebareste, han besad. Dette Dyrebareste var Billeder af udhugget Guldpapir fra Frankrig, som forestillede alle mulige Genstande og Personligheder, fra Skibe med Master og Sejl til Riddere og Damer. Jeg havde i lang Tid samlet paa dem og opbevaret dem Stykke for Stykke ved at indklæbe dem i en Bog, der var min Stolthed. Den Bog gav jeg uden ringeste Betænkning bort til Sofus, der tog imod den uden at bryde sig en Smule om den.
Og nu begyndte Sofus, der hidtil havde været saa ligefrem, at blive lunefuld paa Grund af den urimelige Beundring, for hvilken han var Genstand. Det var en fast Regel, at han og jeg skulde følges ad fra Skolen. Men en Dag var der med Et Vanskelighed; Sofus havde lovet Valdemar, en afskyelig Dreng, der snød i Timerne, at gaa hjem med ham. Og næste Dag var han ogsaa forhindret. Men da jeg, som nu paa én Gang lærte alle Tilsidesættelsens og den forsmaaede Hengivenheds Kvaler at kende, den tredje Dag, efter at have ventet forgæves, mødte ham skraaende over Frueplads med Valdemar, tog jeg i min Vrede min fordums Ven haardt i Armen, udbrød med fortrukket Ansigt: Du er en Skurk! og skyndte mig bort for aldrig at |30| tiltale ham mere. – Det var højst uklogt gjort; rent ud sagt det dummeste, jeg kunde gøre. Men jeg var altfor lidenskabelig til at bære mig fornuftigt ad. Valdemar udbredte min Færd i hele Klassen, og i Frikvarteret lød det mig næste Dag allevegne imøde fra leende Munde: Du er en Skurk! Du er en Skurk!
Verden udvidede sig. Undervisningen blev flersidigere. Der var megen Undervisning udenfor Skolen. Af Lærerinden i Tegning, en elskværdig ung Pige, der med Sortkridt kunde tegne Fingal i Hjelm, lærte jeg at se paa Tingene i Verden, hvorledes de stod mod hinanden, dækkede hverandre og viste sig i Perspektiv – af Lærerinden i Musik, min gode Faster, at kende Noder og Nøgler, at spille først Smaastykker, saa Sonater, tohændigt, dernæst firhændigt. Men ak! Hverken i Synets eller Hørelsens Kunst viste jeg mig nogensinde mer end middelmaadig. Aldrig kom jeg hverken i Tegning eller i Klaverspil videre end til en aandløs Rigtighed. Og neppe synderligt større Anlæg udviste jeg, naar jeg paa lyse Søndagformiddage, der lidet indbød til Dansens Glæder, med mange andre smaa Purke og Tøse opstilledes til Dans i den kongelige Danser Hr. Hoppes[CXXV] Sal, og lærte at indtage første til femte Position, og at svinge Pigerne i Polka-Mazurka. Jeg blev en ivrig, men aldrig nogen udmærket Danser.
Verden udvidede sig. Fader[CXXVI] medbragte fra Paris et mærkværdigt Spil, Fortunaspil kaldet, med Klokker over Huller, med Kugler, der stødtes med Kø’er. Fem Dage og |31| seks Nætter havde han kørt med det fra Frankrig. Det var usigeligt fængslende; ingen Anden i Kjøbenhavn havde et saadan Spil. Og næste Aar, da Fader[CXXVII] paany kom hjem fra Paris, medbragte han en stor, flad, blankpoleret Kasse, hvori der var vel et Dusin forskellige Slags Spil, franske Spil med Boldte og Fjerboldte og Ketsjere, Spil, som ogsaa de Voksne morede sig med, og der var Vogne, der gik i en Kres ved Hjælp af et Uhrværk, og en Bajads, der slog baglænds Saltomortaler ned ad en Trappe, saasnart han stilledes paa det øverste Trin. Saadanne Ting kunde de Folk i Frankrig gøre.
Verden udvidede sig stedse mere. Der kom jævnlig Slægtninge fra Gøteborg. De talte Svensk; men passede man paa, forstod man godt, hvad de sagde. De talte Sproget fra »Frithiofs Saga[0008]«, men udtalte anderledes end Hr. Voltelen[CXXVIII]. Og der kom en ung fransk Greve, hvis Slægtninge den danske Farbroder[CXXIX] havde kendt; han var heroppe som Sømand paa et fransk Krigsskib, kom og blev til Middag og sang Marseillaisen. Af ham hørte jeg den Sang for første Gang. Han var kun femten Aar og meget smuk og klædt som en Matros, endda han var Greve.
Og saa var der de to Onkler, Morbror Jakob[CXXX] og Farbror Julius[CXXXI], der begge to forlængst var blevne Franskmænd og boede i Paris. Morbror Jakob[CXXXII] kom ofte paa nogle Uger eller mer. Han var lille og bredskuldret og smuk. Alle Mennesker holdt af Onkel Jakob[CXXXIII]; alle Damer vilde indbydes, naar Onkel Jakob[CXXXIV] kom. Han havde Kone og fire Børn i Paris. Men det havde jeg opsnappet af de Voksnes Samtaler, at Tante Victorine[CXXXV] var hans Kone og dog ikke hans Kone. Bedstemoder[CXXXVI] vilde ikke vide af hende. Og Onkel Jakob[CXXXVII] havde gjort en Rejse helt ned til Paven i Rom for at bede ham, om hun maatte blive hans Kone. Men Paven havde sagt Nej. Hvorfor? Fordi Tante Vic|32|torine[CXXXVIII] forud havde en anden Mand, som havde været ond imod hende og slaaet hende, og den Mand kom nu og da, naar Onkel[CXXXIX] var borte, og tog hendes Møbler fra hende. Det var ubegribeligt, at han havde Lov, og at Paven ikke engang vilde hindre det, da hun dog var Katolik.
Onkel Jakob[CXL] havde et besynderligt Udtryk om Munden, naar han smilte. Der var en vis Ynde over Alt, hvad han sagde og gjorde, men Vemod i hans Smil. Han havde været letsindig, hed det, og var ikke lykkelig. En Morgen, da han var i Besøg hos Far[CXLI] og Mor[CXLII] og laa og sov i den store Stue, blev der stærk Uro i Huset; der gik Bud efter Doktor og der blev sagt Ordet Morfin. Han var syg; men kom sig dog hurtigt igen. Da han næste Dag spurgte sin Søster[CXLIII]: Hvor er min Pistolkasse blevet af? svarte hun med alvorlige Øjne: Den har jeg taget og den beholder jeg.
Aldrig havde jeg tænkt som Dreng, at jeg nogensinde skulde lære Onkel Jakobs[CXLIV] Kone[CXLV] og Børn at kende. Og saa skete det dog. Mange Aar efter, da jeg var bleven en ung Mand og kom til Paris, opsøgte jeg efter Onkels[CXLVI] Død Victorine[CXLVII] og hendes Børn. Jeg vilde den Gang selv bringe hende den maanedlige Understøttelse, hendes Slægtninge sendte hende fra Danmark. Jeg fandt hende ældet før Tiden, ydmyg af Fattigdom, medtaget af Savn. Hvor kunde hun have det saa knapt? Fik hun da ikke hver Maaned udbetalt den Hjælp, som sendtes fra Kjøbenhavn til Onkels[CXLVIII] bedste Ven, Hr. Fontane[CXLIX] i Rue Vivienne? Ak nej, Hr. Fontane[CL] gav hende en sjælden Gang en lille Almisse og jagede ellers hendes Børn hjem med stygge Ord.
Det viste sig, at Hr. Fontane[CLI] havde været en Bedrager, der selv havde beholdt de Penge, der i Aarevis var blevne sendte til Enken[CLII] efter hans bedste Ven. Han var en høj, køn Mand, der sad i en stor Bedrift. Ingen skulde troet, |33| at en Kæltring saa saaledes ud. Han nødtes tilsidst til at udlevere Pengene. – Og naar Fætteren [CLIII]fra Danmark saa ringede paa hos de franske Slægtninge, var han i samme Øjeblik saa behængt som et Juletræ med smaa Drenge og en lille Pige, der sprang op og hængte sig om Halsen pa ham, og ikke vilde slippe.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
