Börne[I] kulminerer som Forfatter med sine »Breve fra Paris[0001]«, særligt de første Bind af dette Værk. Bøger var han ikke i Stand til at skrive, end ikke Afhandlinger eller Undersøgelser, og for hans Stemnings- og Tanke-Explosioner laa da ingen Form bedre end Brevformen. Og det er virkelige Breve, ikke Avisartikler, end ikke Korrespondancer, rettede til et Blad, nej Breve, skrevne til en Veninde og fra først af uden Tanke paa Offentliggjørelse, indtil Veninden tog Initiativet og udbad sig Börne’s[II] Minde til forsøgsvis af de modtagne Meddelelser at uddrage hvad der kunde have Interesse for et Publikum.
Denne Dames Navn var Fru Jeannette Wohl[III], og hun indtager en meget stor Plads i Börnes[IV] Liv, om end maaske ikke en saa stor som han i hendes. Men fra 1816, da han lærte hende at kjende, til sin Død 1837, altsaa i fulde tyve Aar, har han skjænket hende sin Fortrolighed og neppe gjort noget Skridt uden at have raadført sig med hende, paa samme Tid som hans Forfattervirksomhed, hans Helbredstilstand, hans daglige Liv var Midtpunktet i hendes Existens.
Da de saa hinanden første Gang, var han 30, hun 33 Aar gammel. Hun havde da været gift med en rig Mand, med hvem hun havde levet ulykkeligt, og fra hvem hun, efter at have plejet |111| ham under en langvarig Sygdom, lod sig skille uden at ville modtage nogen Del af hans Formue og uden at ville beholde hans Navn. Levede Börne[V] paa samme Sted som hun, saa læste han Alt for hende, hvad han skrev; levede de i forskjellige Byer, saa var det hende, der snart ansporede ham til Arbejd, ivrig for at han skulde vinde Ry og sikre sig Uafhængighed, snart atter, naar hun frygtede, han var for flittig, og at hans stadigt vaklende Helbred vilde lide derunder, anraabte ham om ikke at tage sig sine Forpligtelser til Forlæggere saa nær, bønfaldt ham om at unde sig nødvendig Lediggang.
Bekymret for hans Ære, som hun var, tilbragte hun lange Tider i Angst og Ophidselse, naar hun syntes, han unddrog sig sine Pligter overfor Publikum. Da saaledes Börne[VI] havde modtaget Forudbestilling af Abonnenterne paa »Die Wage[0002]« for dette Tidsskrifts andet Bind, men efter kun at have givet fem Hefter gjorde en længere Pause, fordi han træt af Arbejdet og desuden i stærk Pengeforlegenhed i Øjeblikket søgte mere lønnende Gjerning, holdt hun ham i sine Breve, som han altid ventede i en Spænding, der tidt steg til Feber, med en bekymret Kvindes Opfindsomhed og Udholdenhed i de forskjelligste Vendinger og Former »Die Wage[0003]« for Øje. Hun beder og truer, hun formaner og driller, hun sender ham |112| fire store Sider, paa hvilke der kun staar »Die Wage[0004]«.
Men paa den anden Side er hun ligesaa tidt kun optaget af at adsprede og underholde ham, beskytte ham mod Overanstrengelse og værne om hans gode Humør. Bliver han alvorligt syg langt borte fra hende, sørger hun over ikke at kunne pleje ham, ja er engang fast besluttet paa at sætte sit gode Navn paa Spil derved; hun véd jo ret vel, at Omgivelserne da ikke ville tro paa, det kun er Venskab, der forbinder dem.
Det var i Virkeligheden en Følelse midt imellem Venskab og Elskov, for hvilken Sproget savner Ord. Iblandt Jeannettes[VII] Efterladenskaber fandt man en almindelig Tyendebog, paa hvis Titelblad Börne[VIII] i November 1818 har skrevet sit Navn og Signalement. Paa det første Blad staar:
Traadte i Tjeneste naar? 15. Jan. 1818.
Hos hvem? Fru Wohl.
Paa hvor lang Tid? For evig.
I hvilken Egenskab? Som Ven.
Traadte ud naar? Paa sin Dødsdag.
Man kan ikke mere lakonisk udtrykke en livsvarig Hengivenhed udenfor alle legitime Baand. Og de sidste Ord gik bogstaveligt i Opfyldelse, thi Jeanette[IX] var det levende Væsen, paa hvis Skikkelse den Døendes sidste Blik hvilede, og til |113| hende rettede han sine sidste Ord: »De har voldt mig megen Glæde.«
Jeannette Wohl’s[X] — efter Börnes[XI] eget Udsagn veltrufne — Billede viser en Kvinde med langligt Ansigt, regelmæssige, tiltalende Træk, høj Pande, sjælfuld, smukt skaaren Mund og noget tindrende Inderligt i Blikket; den stærke Hage tyder paa Energi. Hendes Stemme skal have været ualmindeligt velklingende. Hun har ikke været nogen udpræget original, endmindre nogen produktiv Natur, men hun har været en af de Kvinder, der helt kunne gaa op i Hengivenhed for en Mand. Hun har overfor Börne[XII] som Skribent besiddet den for Kvinden saa naturlige Egenskab at indgyde Manden Tillid til sig selv, hun har taget en nedsættende Ytring af ham om egne Evner eller Fortjenester saa ilde op, som var den bleven sagt af en anden. Hun har været hans Trøst i Menneskeskikkelse. Han havde i hende det Væsen, han kunde stole ubetinget paa, betro Alt uden Fare for nogensinde at misforstaas, endsige forraades eller udleveres, og henvende hele sin Forfattervirksomhed til. Hun var ham en Abbreviatur af det ideale Publikum, for hvilket han skrev.
I et af sine fortrolige Breve har han erklæret sin Følelse for Jeannette[XIII] karakteriseret paa et Sted i »La nouvelle Héloise[0005]«, som lyder: »Det er den rørende Forening af levende Modtagelig|114|hed og uforanderlig Blidhed, det er denne saa ømme Medlidenhed med Andres Lidelser, den sikre Forstand og den udsøgte Smag, hvis Renhed stammer fra Sjælens, det er med ét Ord Følelsernes Ynde, som jeg tilbeder hos Dem.« Og at han ikke udøvede en mindre stærk Tiltrækning end han fornam, det erfarer man, naar man læser, hvorledes Jeannette[XIV] i 1833 (sytten Aar efter at de stiftede Bekjendtskab) betegner som en fix Idé, en kronisk Sygdom den Sindsbevægelse, hvori hun befinder sig henad Tiden for Postens Ankomst: hun har den Dag maattet afbryde sit Arbejd og lægge sig paa sin Kanapé, og da Brevet kommer, græder hun af Glæde.
Hun ordner hans Pengeforhold for ham, gjør Beregning over hans Honorarer, hæver hans Politipension til ham; da han engang heftigt attraar en Rejse til Italien, men ikke har Raad, tager hun en Lodseddel i Haab om at vinde Beløbet til ham, og da det skuffes, vil hun sælge sit Klaver, men kan ikke faa Summen ind derfor.
Og alt dette uden egentlig Erotik. Ja endnu mere troede hendes Venner hende i Stand til at gjøre for |115| ham. Thi da hun fik den Idé, at Börne[XVI] burde give sine Breve til hende i Trykken, og til en Kusine udtalte den naive Betænkelighed, der var opdukket i hende, om man kunde udgive Breve, hvis Adressat ikke var død, svarede den Adspurgte, at hun tiltroede ret vel Jeannette[XVII] at ville lade sig begrave blot for at være Dr. Börne[XVIII] nyttig.Tidt har de gjort Rejser sammen, undertiden, synes det, boet sammen; men aldrig skiftede deres Forhold Karakter. Det er sandsynligt, at i deres Bekjendtskabs første Tid har Börne[XIX] søgt at bevæge Veninden til Giftermaal, men Forsøget er da strandet paa hendes, senere af ham delte, Sky for, at Forholdet ved at blive et hverdagsligt Ægteskab skulde tabe i Skjønhed. Uden en, nok saa svag, nok saa lidt bevidst, fysisk Antipathi eller Kulde fra den kvindelige Side eller fra begge synes det dog neppe forklarligt, at Forholdet saa længe holdt sig paa samme Punkt, da begge vare frie og Herrer over deres Person. En ydre Hindring for Ægteskabets Indgaaelse bestod ganske vist deri, at Börne[XX] af Konfession var Kristen, Jeannette[XXI] Jødinde, dennes orthodoxe Moder lidenskabeligt imod Datterens Overgang til Kristendommen og blandet Ægteskab i hine Dage meget vanskeligt at opnaa. Dog var denne Vanskelighed ikke den afgjørende. Jeannette[XXII] siger selv i sine Breve, at til at ægte Börne[XXIII] udfordres »mere Mod og mere Selvtillid«, end hun har, og vi se ham, hvem vi |116| lærte at kjende som en saa fortabt forelsket Yngling, og som hele Livet led under et skinsygt Temperament, i dette Forhold hurtigt hæve sig til den rene Hengivenheds Højde, saa han jævnligt i Jeannettes[XXIV] Interesse opfordrer hende til at ægte en Mand, der er hende værdig, og grunde et lykkeligt Hjem.
Hans dristige Ord i et af disse Breve, at han og hun i deres gjensidige saa egenartede Kjærlighed ikke vilde miste noget ved hendes Ægteskab med en Anden† , gik ved et Særsyn i Opfyldelse. Da Jeannette[XXVI] i temmelig fremrykket Alder blev greben af en virkelig jordisk Forelskelse og ægtede en betydeligt yngre Mand, |117| var det den fælles Begejstring for Börne[XXVII], der førte Parret sammen, og i Jeannettes[XXVIII] Svar paa Frierbrevet forekommer der en længere Passus om Börne[XXIX], der i sin simple Veltalenhed er saa karakteristisk, at den ikke tør savnes i denne Analyse af hans Menneskevæsen og Forfatterliv. Hun skriver:
»Doctoren har Ingen i Verden undtagen mig, jeg er ham Veninde, Søster, Alt hvad Venligt, Deltagende, Velvillende man betegner med disse Navne. Vil De misunde ham det, ham, der ikke har Andet i Livet og har affundet sig med Skjæbnen [...] ja endog føler sig lykkelig derved [...] Jeg kan ikke tænke mig Andet: Doctoren maa kunne være hos os, naar, hvor og saa ofte han vil og for bestandig, hvis han vil det — jeg kan ikke nu sige De, mit Hjerte er for fuldt — kan du tænke dig det anderledes — saa er Alt anderledes, end jeg tænkte mig det. Jeg! Vi! skulde kunne forlade en Mand som Doctoren — han var da en opgivet, fortabt Mand! Heller miste Alt, hellere ophøre at leve end vælte det paa min Samvittighed, ja, jeg kunde ikke engang, om jeg vilde [...] Disse faa Ord, jeg nu har skrevet derom, have sat mig i Skjælven og gjort mig ligbleg. Thi Intet kan ryste mig dybere end blot den svageste Tanke om et Forræderi, om Utroskab mod Troskaben. Saalænge jeg lever, indtil det sidste Aandedræt, vil |118| jeg bevare Börne[XXX] en Datters Kjærlighed til sin Fader, en Søsters til sin Broder, en Venindes til sin Ven. Hvis du ikke opfatter eller begriber Forholdet, ikke kjender mig — saa er Alt ude og Nat. Jeg kan ikke skrive videre. Det er godt. Nu er det overstaaet.«
Det viste sig, at Straus[XXXIII], Jeannettes[XXXIV] tilkommende Mand, i Et og Alt gik ind paa hendes Følemaade, ja delte den. Han blev Börne[XXXV] en trofast Ven. I Sommeren 1838 levede Börne[XXXVI] fem Maaneder hos Parret i Schweiz. Da de for hans Skyld bosatte sig i Paris[a], levede Börne[XXXVII] sammen med dem fra Slutningen af 1833 til sin Død, om Vinteren i Paris[b], om Sommeren i Auteuil[c]. Ingen har tilladt sig noget nedsættende Ord om dette Forhold uden Heine[XXXVIII] paa det usalige Sted i Bogen »Ludwig Börne[0007]«, som foranledigede Duellen med Straus[XXXIX], hvori Heine[XL] blev saaret. Heine[XLI] har senere af egen Drift slettet Stedet ud. Dog under Ærgrelsen og Sorgen over, hvor stærkt Skriftet om Börne[XLII] havde skadet hans Ry, betegnede han gjerne i Samtaler Jeannette[XLIII] som den hæslige Kvinde, der, da han som Tyskernes Yndlingsdigter holdt sit Triumftog, skred tværs over hans Vej, varslende |119| ham Ulykke, og blev Skyld i at han fór tilbage og tabte sin skjønne Laurbærkrans i Skarnet.
Vistnok glemte Jeannette[XLV] aldrig Heine[XLVI] hans uundskyldelige Overlast, men Ingen var fjernere end hun fra at være en Megære. Det var næsten sandt, hvad Börne[XLVII] engang skrev til hende, hvis mangelfulde Retskrivning han plejede at gjøre sig lystig over, at i det Brev, han fik den Dag, var der flere Fejl, end hun selv havde, nemlig en.
Man kan forfølge Börnes[XLVIII] politiske Udviklingstrin i hendes Anskuelser. Efter Julirevolutionen er ogsaa hun radikal Demokrat. Som hendes Biograf Schnapper-Arndt[XLIX] fortræffeligt har udtrykt det: hun tænker mest med Börne[L], undertiden imod Börne[LI], men sjældent uden ham. Fuldt selvstændig synes hun dog at være i sin rent ud glødende Sympathi med det polske Folk under dets Opstand, en Lidenskab, der driver hende til heftige Bebrejdelser mod Börne[LII], for at han i en saadan Tid ogsaa gider skrive om den italienske Opera i Paris[d]. De polske Lemænd, den polske Frihed — ved Siden af det klinger intet Andet. Hun synes, Alle maa hjælpe, selv giver hun sine Værdigjenstande til Polakkerne, og Intet ligner hendes Skamfølelse, da Tyskerne først vise Polens Sag Ligegyldighed, Intet hendes Glæde, da en Storm af Sympathi og Begejstring gaar igjennem det tyske |120| Folk, og hun kan meddele Börne[LIII] Vidnesbyrdene derom.
højresiderne i kapitel 9 har i førsteudgaven klummetitlen »Börne.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
det samme som skudsmålsbog, dvs. en lille bog med fortrykte rubrikker, udstedt til en tjenestepige eller en tjenestekarl, udfyldt med håndskrevne personoplysninger om denne. Ved pladsskifte kunne tjenestepersonens gamle herskab indføre en skriftlig udtalelse eller anbefaling af vedkommende, et skudsmål beregnet til at kunne læses af personens kommende herskab. I Danmark anvendtes sådanne autoriserede skudsmålsbøger fra 1832 til 1921.
indholdet af 'tyendebogen' er gengivet i Gottlieb Schnapper-Arndts artikel »Jeanette Straus-Wohl und ihre Beziehungen zu Börne«, 1887 Schnapper-Arndt 1887:47.
gengivet af Karl Gutzkow i biografien Börne's Leben, 1840 Gutzkow 1840:285.
dvs. en forkortelse.
citatet er indføjet i et brev fra Ludwig Börne til Jeanette Wohl, 9.7.1826; det stammer fra Jean-Jacques Rousseaus brevroman Lettres de deux amans, 1761, i senere udgaver betitlet Julie ou la Nouvelle Héloïse Rousseau 1961, 2:32.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 410): »Mange Mennesker er blevne vanvittige af Kærlighed, men af Menneskekærlighed endnu Ingen. Kun De var i Stand dertil . . . Det er en Lykke, at De endnu aldrig har fundet Manden efter Deres Hjerte - De kan end ikke taale Vinen blandet med Vand!«; citatet er fra et brev fra Ludwig Börne til Jeanette Wohl, 12.11.1821 Börne 1968, 4:444-445.
af et brev fra Jeanette Wohl til Ludwig Börne fra 1821. Et uddrag af brevet er gengivet i Gottlieb Schnapper-Arndts artikel »Jeanette Straus-Wohl und ihre Beziehungen zu Börne«, 1887 Schnapper-Arndt 1887:56.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 411): »Jeg sværger Dem til ved den levende Gud, at saa hed min Attraa end er efter at besidde Dem og saa ofte jeg end har udtalt Ønsket, har jeg dog altid derved mere tænkt paa Deres Lykke end paa min. Min Kærlighed til Dem gør mig lykkelig; hvad kunde Ægteskabet have givet mig mere, da det dog ikke kunde forøge min Kærlighed? Ja, selv om jeg ikke har tilstaaet Dem det, har jeg altid næret Bekymring for at Ægteskabet vilde drage vort Forhold ned i Livets lave Virkelighed. Men jeg tænkte mig, hvad jeg endnu tænker, at De vilde vinde derved, og det havde da ogsaa middelbart forøget min Lykke. Der gives altsaa ikke Noget, der kunne afholde Dem fra at indgaa en Forbindelse med en anden Mand. De og jeg, vi tabte Intet derved«; citatet er fra et brev fra Ludwig Börne til Jeanette Wohl, 5.11.1821 Börne 1968, 4:439.
af et brev fra Jeanette Wohl til Salomon Straus fra 1832. Et uddrag af brevet er gengivet i Gottlieb Schnapper-Arndts artikel »Jeanette Straus-Wohl und ihre Beziehungen zu Börne«, 1887 Schnapper-Arndt 1887:56-57.
folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af kongedømmet under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
Novemberopstanden, en national opstand i 1830 i den russiske del af Polen, der medførte dannelsen af en provisorisk polsk regering; med russernes indtagelse af Warszawa i september 1831 blev opstanden kvalt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik