Det var dog ikke Indtryk fra Udlandet, der bidroge mest til den store poetiske Renaissance. Nei, det var Gjenfindelsen, Opdagelsen af en national Storhed, hvis Tilværelse Ingen havde anet. |92| Som Stødet gaves til den italienske Humanisme ved den nye Tids Begyndelse, da de første Statuer gravedes op af den Jordbund, der saa længe havde skjult dem, saaledes var Stødet givet til en hel poetisk Revolution i Frankrig fra Aaret 1819 af, da André Chéniers[I] Poesier[0001] bleve fundne, samlede og udgivne. Det faldt som Skjæl fra Samtidens Øine, da disse sjælfulde ioniske Digtninge fulde 26 Aar efter deres Ophavsmands Død bleve dragne frem for Lyset; alle de poetiske Afguder fra Keisertiden, Delille og alle de naturbeskrivende Læredigtes Poeter faldt paa deres Ansigter og gik i Stykker. Et Foraarspust fra det gamle Hellas[a], det virkelige, egentlige Grækenland, trængte ind i Frankrig og befrugtede Atmosfæren. Alexandrineren, der i det 18de Aarhundrede havde været et saa slapt og kraftesløst, i det 17de Aarhundrede et saa stivt og symmetrisk Vers, aabenbarede hemmelighedsfulde Harmonier, en fin og smidig Fasthed, en dristig og sandselig Ynde, og da Cæsuren ikke mere faldt regelmæssigt efter den sjette Fod, Meningen ikke mere endte med Verset, en Mangfoldighed, som Ingen havde drømt om. Ideerne og Følelserne vare moderne, men Aanden, i hvilken de kunstnerisk fremstilledes, var antik. Der var i denne Blanding skjult det bevægende Princip, der kunde fremkalde en hel poetisk Evolution af samme Art, som den, Ronsard[II] i det sextende Aarhundrede ved at gribe et lig|93|nende Udgangspunkt havde indvarslet og sat i Værk. I denne Poesi mødtes den nye Tids og Oldtidens Aand, og de havde sat hinanden Stævne langt fra den Vei, ad hvilken den antike og moderne Poesi i Ludvig den 14des[III] Tidsalder havde søgt hinanden. Navnet Andre Chénier[IV] slukte med sin rene Glands alle de hidtil lovpriste Poeters Navne. Fra Graven var en Aand stegen op med Geniets Straaler om sin Pande, med Martyrglorien om sit Hoved og viste den unge Slægt Veien ind til den nye Poesis forjættede Land.
André Marie de Chénier[V] var født i Constantinopel[b] (Galata[c]) 1762 af en deilig, aandfuld og livlig Grækerinde – hendes Pigenavn var Santi L’Homaka.*)
Faderen[VII] var den franske Generalkonsul i Tyrkiet, en fremragende Lærd. Allerede som ganske lille Barn kom André[VIII] til Frankrig og blev opdraget i en smuk Egn i Languedoc[d]. Han glemte sit Modersmaal, men da han i Skolen i Paris[e] begyndte at lære det paany, nemmede han det saa hurtigt, at han sexten Aar gammel beherskede det fuldstændigt og fordybede sig helt i dets Litteratur. Han var fuldt saa hjemme i den som i sit Fædrelands. Tyve Aar gammel traadte han ind i Hæren som »adelig Cadet« (Cadet gentilhomme) en Art Underlieutenant, laa med sit Regiment i Garnison i Strasburg[f] og benyttede sin |94| Fritid til filologiske Studier; men det aandsfortærende Garnisonsliv, det aandsforladte Samliv mellem Officererne nagede ham; allerede efter et halvt Aars Forløb vendte han tilbage til Paris[g], og da der paa dette Tidspunkt begyndte at udvikle sig en Sygdom hos ham, hvis Helbredelse fordrede et strengt og roligt Liv, tog han sin Afsked. Men diætetisk Afholdenhed og Uvirksomhed passede kun slet for en Yngling der med alle en livfuld Ungdoms Lidenskaber forenede en genial og rastløs Aands videnskabelige og kunstneriske Hang. Han foretog med Venner en toaarig Udenlandsreise til Schweiz og Italien med langt Ophold i Rom[h]. Nye Sygdomsanfald, der ramte ham i Neapel[i], forhindrede ham i at naae Grækenland, Reisens og hans Længsels egentlige Maal. Da han i Begyndelsen af 1785 vendte tilbage til Paris[j], fandt han i sine Forældres Hus Paris’s[k] bedste Selskab forsamlet; der lærte han Digteren Le Brun[IX], Maleren David[X], Chemikeren Lavoisier[XI] at kjende, desuden en Række af Diplomater og Øvrighedspersoner, hvis Navne Revolutionen skulde gjøre bekjendte; han havde udenfor Hjemmet sin egen fortrolige Kreds af høitbegavede unge Adelsmænd og endelig søgte han, der i disse Ungdomsaar delte sin Tid temmelig ligeligt mellem Studier og Adspredelser, Datidens mest letlevende og fritlevende Selskab, der bestod af store Herrer (Hertugen af Montmorency, Fyrsten af Czartorisky |95| o. s. v.), fornemme Damer (Hertuginden af Mailli, Fyrstinden af Chalais o. s. v.), Kunstnere, Digtere, Skribenter (som Beaumarchais[XII], Mercier[XIII] o. s. v.) og endelig af unge smukke Courtisaner, (de af André[XIV] besungne Glycère, Rose, Amélie) – et broget Selskab, hvis Liv og Færd Rétif de la Bretonne[XV] har beskrevet, og som udaandede under Faldøxens Hug. Paa dette Tidspunkt gjorde André Chénier[XVI] iøvrigt Bekjendtskab med en Mand, hvem fælles Kjærlighed til Frihed og fælles Had til alt Rædselsregimente strax gjorde til hans Ven, den italienske Digter Alfieri[XVII], der ledsaget af Grevinden af Albany[XVIII] netop da indfandt sig i Paris[l], og samtidig lærte han den Kvinde at kjende, der i talrige af hans Digte findes besunget, lovprist og anklaget under Navnet Camille, hans Ungdoms Elskede Madame de Bonneuil[XIX], til hvem en stormfuld og langvarig Lidenskab bandt ham. Fire og tyve Aar gammel har André[XX] tidt paa hendes Landgods ligget paa Knæ for hendes Fødder, naar hun til Harpen sang en af Datidens Romancer om Elskovs Smægten og Fryd.1 1787 udnævntes han til Gesandtskabsattaché i London[m], hvor han følte sig i høi Grad ulykkelig over sin Isolerthed og Afhængighed, oplevede der Revolutionens Udbrud, som elektriserede ham, og vendte, fuld af rige Fremtidsforhaabninger tilbage til Paris[n]. Bevidstheden om hans Digtergave var alt tidligere opstaaet hos ham; nu begyndte han |96| at anlægge og udføre større digteriske Compositioner af høist forskjellig Art, men alle strengt antike i Stilen. Alt tilforn havde den franske Litteratur to Gange søgt tilbage til Antiken, første Gang i Ronsards[XXI] Tidsalder, da man udstyrede Oldtiden med den italienske Renaissances brogede Flitter, anden Gang paa Ludvig den 14des[XXII] Tid, da man udrustede den med Hofprang og Ceremoniel; André Chénier[XXIII], som havde ægte græsk Blod i sine Aarer, der læste og skrev sit Modersmaal som Fransk og som, maaskee ene i det hele Land hverken saa det gamle Hellas[o] gjennem latinske Glas eller gjennem Støvet fra det 17de Aarhundredes Parykker, sprængte uden Anstrengelse, naivt som en ung Apollo, den Opfattelse af Antikens og derigjennem af Poesiens Væsen, som herskede rundt omkring ham. Han forstod, at Grækenlands Digtere havde talt og skrevet Folkesproget, og at deres paa Selvindskrænkning hvilende Formfuldkommenhed var noget fra Respekt for vilkaarlige, vedtægtsmæssige Forbud himmelvidt forskjelligt. Han betegner i Forhold til det attende Aarhundredes Stil i Poesien en lignende Reaction og Fornyelse som Thorvaldsen[XXIV] i Billedhuggerkunsten; han var ligesom Thorvaldsen[XXV] i talrige Enkeltheder en Efterligner og Benytter af Antiken; han overgaaer ham i Følelsesbevægethed, i sandselig Varme og i Pathos. Før 1789 viser André Chénier[XXVI] sig i sine Digte især som Erotiker med et Anstrøg af Sensualisme, |97| som Elegiker og Idyldigter. Hans poetiske som hans menneskelige Væsen udvikledes, da den franske Revolution brød ud og fyldte Luften med sin Torden. Han var bleven opdraget i den filosofiske Aand, der efter Voltaires[XXVII] Virken raadede i Aandsaristokratiet; han havde delt de Følelser, som bragte udmærkede Franskmænd til at forfægte de nordamerikanske Fristaters Sag; nu hilste han med den reneste Begeistring den Frihedens nye Æra, som han saa længe havde attraaet at opleve. Han opfattede Friheden som den ubetingede Tænkefrihed og Religionsfrihed. Tilstrækkelig belært »af de atten Aarhundreder, som theologiske Taabeligheder have blodfarvet, uden Agtelse for nogen Præstestand, hvilken Bekjendelse den end tilhører«, overbevist om at Medlemmerne af enhver saadan Stand »have sammensvoret sig mod Menneskehedens Lykke og Ro« vil han »knække det despotiske og theokratiske Aag«. Han var uerfaren og ædelmodig nok til at troe Iværksættelsen af dette Resultat muligt uden Brud paa den strengeste Lovligheds Herredømme.
I Revolutionens første Aar helligede han endnu Poesien sin meste Tid. Han havde fattet en forbigaaende Kjærlighed til en ung skjøn Dame, Madame Gouy d’Arcy[XXVIII], hvem han har forherliget i en bekjendt Elegi, men snart trængte Politiken alle andre Beskjæftigelser og Lidenskaber tilbage. I 1792 rettede André[XXIX], som anede det forestaaende |98| Rædselsregimente, i en Bladartikel et heftigt Angreb paa Jakobinerne. Da hans yngre Broder, Revolutionstidens bekjendte Digter Marie-Joseph Chénier[XXX], der spillede en Rolle i Jakobinerklubben, følte sig forpligtet til at forsvare sine Samfundsfæller, optog André[XXXI] med stolt Hensynsløshed den tilkastede Handske. Det lykkedes vel Venner af Brødrene at bringe den pinlige Polemik imellem dem til en hurtig Afslutning; imidlertid vedblev der endnu i nogen Tid at herske Spænding mellem dem. De havde tidligere stedse været inderligt forbundne. Men for André[XXXII] som for Oldtidens Romere maatte Blodets Baand briste, hvor det gjaldt en politisk Idee. Han havde ved Revolutionens Udbrud modtaget sin Broders Dedication af Tragoedien »Brutus og Cassius[0002]« og i Svaret paa denne Tilegnelse med Datidens Naivetet erklæret sig for overbevist om at den store Brutus havde udtrykt sig netop som i Dramet; han havde benævnet Stykkets Helte »ædle Mordere, store Tyrandrabsmænd, som Nutidens Ordgydere ikke mere forstaae«, havde kort sagt udtalt sig for Kongemord hvor dette var nødvendigt. Men Processen mod Ludvig den 16de[XXXIII] vakte hans fulde Indignation, han ansøgte om at staae Kongen bi i hans Forsvar, han skrev en Række af Forsvarsindlæg for ham, og det var André Chénier[XXXIV], som da Dødsdommen var falden, førte Pennen for Ludvig[XXXV] og skrev det smukke og værdige Brev, i |99| hvilket Kongen anmodede Nationalforsamlingen om Tilladelse til at appellere sin Dom til Folket. Det er (som Becq de Fouquières[XXXVI] har bemærket) betegnende, at tre af Europas ypperste Digtere, André Chénier[XXXVII], Schiller[XXXVIII] og Alfieri[XXXIX], der alle i lige Grad vare Modstandere af den gamle Absolutisme og der alle havde hilset Revolutionen med Begeistring, i 1792 fattede den Plan at forsvare Kong Ludvig[XL]. Marie-Joseph Chénier[XLI] var en ringere og lettere Aand, der gjerne fulgte Strømmen og der glædede sig ved den rundelige Popularitet, som et Talent, der nøie passede til Samtiden, indbragte ham. André[XLII] besad et Mod, som paa given Anledning kunde stige til den trodsigste Stolthed, og han var af det Malm, af hvilket Historien former Martyrer. Den aabenbare Fare gjorde ham kun dristigere i sine Angreb paa de Magthavere, der i hans Øine vanærede Frankrig. Han offentliggjorde under sit fulde Navn sin haansprudende Hymne i Anledning af den Fest, Jakobinerne gav de amnesterede Soldater af Regimentet Chateauvieux, der med Rette vare blevne dømte til Galeierne for lave Forbrydelser. Og da Marat[XLIII] var bleven fældet, da 44,000 Altre reistes for »Folkets Ven«, følte André Chénier[XLIV] alene blandt Frankrigs Digtere sig tilskyndet til at lovsynge Charlotte Corday[XLV]. Det var dengang en modigere Handling end sidenhen.
»O herlige Pige! Grækenland vilde have |100| beundret dit Mod, have hugget Marmorblok efter Marmorblok løs paa Øen Paros[p] for at reise din Billedstøtte ved Siden af Harmodios’s og Aristogeiton’s, og Chorene vilde i hellig Begeistring ved din Grav have lovsunget Nemesis, den langsomme Gudinde, der rammer den Slette i hans Magt. Men Frankrig strækker Hals under Øxen og holder Mindefester for det slagtede Uhyre«.
Opholdet i Paris[q] var siden Kongens Død bleven umuligt for André[XLVI]. Hans Broder søgte et Tilflugtssted for ham i et lille afsides beliggende Hus i Versailles[r]. Her levede han nogen Tid i rolig Ensomhed, arbeidede paa sit store Digt »Hermes[0003]«, som han alt i 10 Aar havde syslet med uden at naae videre end til Udførelsen af nogle korte Brudstykker, og skrev til Fanny (Madame Laurent Lecoulteux[XLVII]), en ung i Nærheden bosat Dame, sine sidste Kjærlighedsdigte, der bære Stemplet af en i André Chéniers[XLVIII] Poesier ny Følelse, den usandselige Elskovs Melancholi. Et udmærket kvindeligt Væsens sjeldne Adel og Ynde meddelte sig til disse vemodige og kydske Vers. Dog det stille Liv i Versailles[s] var i André Chéniers[XLIX] Levnet kun den korte Stilhed før Orkanen.
Hans Bestræbelser for at forhindre en Dames Arrestation, til hvilken den revolutionære Comité havde givet Befaling, bragte ham selv i Fængsel. I Saint-Lazare[t] anvendte han Tiden til at gjennemsee sine Manuscripter og skrev her enkelte af |101| sine skjønneste og mest storstilede Digte som de to berømte til Hertuginden af Fleury, født Coigny, (»La jeune Captive[0004]« og det der i Udgaverne bærer den urigtige Titel »Mademoiselle de Coigny«) og det beundringsværdige Fragment, der begynder »Comme un dernier rayon[0005]«. Han blev for Revolutionsdomstolen anklaget som »Folkets Fjende« og dømt til Døden for at have »skrevet mod Friheden og til Forsvar for Tyranniet«. Dagen forud havde han digtet Versene:
»Som en sidste Solstraale, en sidste Luftning opliver en smuk Dag, der er tilende, saaledes prøver jeg ved Skafottets Fod endnu min Lyre; maaskee kommer Turen snart til mig; maaske vil, før Timen har tilbagelagt sine afmaalte tredsindstyve Skridt paa Skivens blanke Flade, Gravens Søvn lukke mine Øines Laag. Maaskee vil, før den sidste Halvdel† af det Vers, jeg nu begynder, er skrevet ned, Dødens Sendebud, den sorte Hverver af Skygger til Underverdenen, fylde disse lange mørke Korridorer med mit Navn [...]«
Om Aftenen den 7de Thermidor 1794 ↄ: Dagen før Robespierre’s[L] Fald, der indtruffet een Dag tidligere vilde have frelst ham, besteg André Chénier[LI] Skafottet. Endnu paa Karren skal han mismodigt have svaret Maleren Roucher[LII], der døde sammen med ham: »Ak! jeg har intet gjort for Efterverdenen«, men efter Sagnet har han paa |102| Skafottet slaaet sig for Panden med Ordene: »Pourtant j’avais quelque chose là!«
Skjøndt André Chéniers[LIII] Prosa-Artikler havde vakt ualmindelig Opmærksomhed endog i Udlandet – Wieland[LIV] lader ham hilse, Kongen af Polen sender ham en Æresmedaille – havde han dog i levende Live intet Digterry. Han havde ikke offentliggjort mere end to af sine Digte, Hymnen til David[0006] i Anledning af Scenen i Boldthuset og den ironiske Hymne til Regimentet Chateauvieux[0007], og fra den Julidag af i 1794, da hans Hoved skiltes fra Kroppen, var hans Navn forglemt og Erindringen om ham forsvunden.
Saa hændte det sig en Dag i 1819, at nogle Pariserboghandlere, som stode i Begreb med at udgive Marie-Joseph Chénier’s[LV] nu ganske forældede dramatiske Værker, fik det Tilbud at udfylde det sidste Bind med et Tillæg »Digte af en ubekjendt Broder til Chénier«. De bade den bekjendte Litterator Henri de Latouche[LVI] at løbe disse Vers igjennem, og slagen af deres Skjønhed begyndte nu denne Mand at spørge rundt efter flere Haandskrifter af André[LVII]. Saaledes bragte han efterhaanden den ene lille gamle Pakke efter den anden, det ene lille gule Hefte efter det andet for Lyset, foranstaltede med Forsigtighed og Smag et Udvalg og revolutionerede ved sin Udgave den poetiske Bevidsthed i sit Fædreland. André Chéniers[LVIII] Navn fløi Landet rundt, Ungdommen i |103| Provindserne ikke mindre end i Paris[u] begeistredes for den nye poetiske Aabenbaring (man se Skildringen af denne Enthousiasme i Balzac’s[LIX] Roman »Les deux poètes† [0008]«, Indledningen til »Illusions perdues[0009]«).
Den længst afdøde Digter gjorde ikke blot al den Lyrik, der var skreven i den sidste Menneskealder, forældet og umulig, men slog i ideal Forstand selv Lamartine’s[LX] omtrent samtidigt udgivne første »Poetiske Meditationer[0010]« rent af Marken. Thi denne Poesi foregik ikke som Lamartine’s[LXI] i Skyerne eller over Skyerne, men paa Jorden; den var ren uden at være from, sjælfuld uden at være følsom, den havde intet Forhold til det Uendelige og Abstracte, den var uden Mysticisme som uden Irreligiøsitet.
Det var i André Chéniers[LXII] første Værker en hedensk Yngling, der troede paa Apollo og Artemis og især paa Afrodite, der her ved et Tilfælde stod Ansigt til Ansigt med den serafiske Skoles Stifter, ingenlunde spiritualistisk som han, men i Ordets antike Forstand epikuræisk. De første Kvinder, han besang, var ikke aandrige og brystsvage Elvirer som Lamartine’s[LXIII], men varmblodige Elskerinder eller unge og smukke Courtisaner fra Ludvig den 16des[LXIV] Dage; kun blev hans Sandselighed aldrig vellystig end mindre frivol i Tidens Stil. Orgiet fremstod, naar han skildrede det (som i den 28de Elegi), som et Basrelief fra |104| Grækenlands ædleste Tid. Den unge Kvinde med det udslagne Haar var udført med en Stilens Kydskhed som en dandsende græsk Mænade, og ved Fremstillingens ædru Klarhed forvandles Drikkelaget til et atheniensisk Bacchanal i parisk Marmor. Den rene Skjønhed og en fuldendt Simpelhed prægede alt dette Liv. Hint Hæslige, som Hugo[LXV] senere skulde indføre i Lyriken og hvis Tiltrækning Lamartine[LXVI] paa et givet Tidspunkt ikke mere modstod, fattedes saa fuldstændigt som Andagt og Mystik.
Men ogsaa Manden, der i André Chéniers[LXVII] Manddomsværker og -Fragmenter dæmrede frem, dannede en vækkende Modsætning til den Lyrik, der i 1819 vakte Begeistring. De Kvinder, han i uforglemmelige Digte forherligede, vare Heltinder eller Dødsdømte fra Revolutionstiden. Der var en mandig Pathos i hans Jamber, der gjenkaldte de gamle græske Jambedigteres, og i Brudstykkerne af hans store Digt »Hermes[0011]« Udtryk for en Livsanskuelse, der ved sin antike Sandhedskjærlighed og sin videnskabelige Alvor dannede den skarpeste Modsætning til det romantiske og fantastiske Sværmeri hos Lamartine[LXVIII]. For André[LXIX] er Stjernerne ikke Blomster paa Himlens Enge; de ere simpelthen Verdener, der rulle i Ætherens Strømme; han nævner »deres Vægt, deres Former, deres Afstande« og Lovene for deres Tiltrækning, som han føler virke i sin egen Sjæl. Forsynet taler |105| ikke ned fra dem til Mennesket, Bønner stige ikke fra Mennesket op til dem, men Betragtningen udmunder i et mægtigt Indtryk af Naturaltets Enhed og Lovbundethed.
André Chéniers[LXX] Poesi, der paa saa mange Maader foregriber det 19de Aarhundredes, – thi den er afgjort lyrisk og det attende Aarhundrede frembragte i Frankrig ingen virkelig Lyriker undtagen ham – fornegter dog ikke Indflydelsen af Tidsalderens to ledende Aander Rousseau[LXXI] og Voltaire[LXXII]. Fra Rousseau[LXXIII] stammer det Idylliske hos Chénier[LXXIV], hans Hyrdescener, der vel have laant meget hos Theokrit[LXXV], men som dog kun have øst af denne Kilde, fordi Rousseau[LXXVI] havde peget tilbage til Naturtilstanden; fra Voltaire[LXXVII] stammer den Lidenskab for Universalitet, der bragte André[LXXVIII] til at søge sin Inspiration hos Newton[LXXIX] og rivalisere med Lucretius[LXXX] i et Læredigt om Naturen.
Det er dog især ved rent kunstneriske, tildels endog rent techniske Fortrin, at André Chénier[LXXXI] virkede saa befriende og fornyende paa den næstnæste Slægts Poesi. Alexandrinerverset var i hans Digte ikke mere Racines[LXXXII]; det var ved Overskjæring og Enjambements blevet et langt smidigere, friere og mangfoldigere Vers; Cæsurer og Overgange vare i hans dithyrambiske Poesier anvendte med endnu mere overraskende Nyhed, og Resultatet var blevet en hidtil ukjendt lyrisk Lidenskab og Flugt. Vel fandt man allerede hos |106| Lamartine[LXXXIII] de fleste af hans metriske Reformer forsøgte, men ligesom ubevidst og uden den Fasthed eller Præcision i Formen, der fortryllede Ungdommen hos Chénier[LXXXIV]. Alle de, der forstode at sætte Pris paa fast og plastisk Form, svore ved hans Navn. De delte uvilkaarligt Datidens Skribenter i to store Grupper, en, der stammede ned fra Madame de Staël[LXXXV], den meget talende, meget skrivende Improvisatrice, som uden synderlig Bekymring for det Heles Udformning i Enkelthederne havde udslynget en Hvirvel af Ideer og Ord, og den nu sig dannende Skole, der med André Chénier[LXXXVI] som Forbillede opstillede den strengeste kunstneriske Samvittighedsfuldhed som sit Princip.
Til de rent formelle Fremskridt i André Chéniers[LXXXVII] Poesier kom et stort Fremskridt i Farvegivningen. Man havde hidtil i Verset foretrukket det ubestemt abstracte, oversandselige eller følsomme Ord for det concrete, sandselige og maleriske Udtryk, man havde f. Ex. sagt »Himlen i dens Vrede«; André Chénier[LXXXVIII] skrev »en sort og skyet Himmel«; man havde skrevet »fine Fingre«, André Chénier[LXXXIX] sagde hellere »hvide og lange Fingre«. Og til denne sandselige Klarhed i visse Betegnelser og Beskrivelser kom Indførelsen af et nyt Clair-obscur i Udtrykket, af Ord og Vendinger, der ved noget Gaadefuldt eller Hemmelighedsfuldt eller Fantasirigt, pludseligt aabnede Udsigter og Fjernsyn. |107|
Hvad man fra et menneskeligt mere end fra et kunstnerisk Synspunkt mest savner i denne skjønne Poesi, det er Udtrykket for den personlige Smerte. Denne Digtning er trods sin Ild og sin Franskhed for afmaalt, for attisk. Det Hæslige er for systematisk udelukket, og til det Hæslige, det Smudsige har Digteren ægte græsk regnet sine private Lidelser, sin personlige Sorg og Melancholi. Kun gjennem nogle Prosa-Optegnelser og Breve erfare vi f. Ex., hvormeget han i sin Tid led under sin Afhængighed i London[v]. Han giver ikke denne Lidelse Luft i sin Poesi. Naar han nu og da tidligere har følt sig trykket af sin Armod og den Tvang, den paalagde ham, saa har han kun givet denne Følelse Udbrud ad en Omvei i saadanne Digte som Idyllen »Friheden[0012]« i Theokrits[XC] Maneer, i hvilken Hyrden knækker sin Fløite, flyer Pigernes Dands og Sang, forbander enhver Trøst, fordi han er Slave. Kun saaledes omskrevet tillod Chénier[XCI] sin Sorg at bryde frem i sin Digtning.*)
Det er umuligt at give et Begreb om André Chéniers[XCVII] Poesiers Natur gjennem en Oversættelse, |108| endnu mindre gjennem et blot Referat i Prosa. Sprogkunst, Verskunst, Sprogfarve gaaer tabt. Men naar der ligefuldt bliver en eiendommelig Skjønhed tilbage, kan Læseren slutte sig til Originalens Værd. Jeg sammentrænger for at give et Exempel Digtet »Den syge Yngling[0015]«, der som Alt hos Chénier[XCVIII] er gjort med næsten Intet og som man dog aldrig glemmer. Det minder ved sin Composition om den tredie Scene i første Akt af Racine’s[XCIX] »Phèdre† [0016]«, der synes at have været det fjerne Forbillede:
»Apollo, du frelsende Gud, du Livets og de lægende Planters Gud, hav Medlidenhed med min Søn, mit eneste Barn, og med en sørgende Moder, der kun har levet for ham og nu skal see ham døe! Du unge Gud, kom hans Ungdom til Hjælp! Sluk den brændende Feber, som fortærer hans skyldfri Liv i dets Blomst, og jeg skal med disse gamle Hænder hænge min Onyxskaal ved Fødderne af din Statue og hver Sommer ofre en hvid Tyr ved dit Alter.
Og du, min Søn, er du bestandig uden Barmhjærtighed? er du ubønhørlig, vil du ikke tale? I tre Dage har du ikke spist, i tre Nætter ikke sovet. Barn, vil du da døe? Skal din hvidhaarede Moder blive ene tilbage paa Jorden, skal hun lukke dine Øine og forene din Aske med din Faders? Tal min Søn, hvad Smerte fortærer dig? Den Sorg, man skjuler, er bitrest at bære. |109|
Moder, Farvel! Jeg døer, du har ingen Søn mere. Et brændende, forgiftet Saar fortærer mig; jeg aander kun med Møie; jeg vil ikke tale; Farvel [...] Sengen piner mig, Tæppet trykker mig; Alt tynger og trætter mig. Hjælp mig! jeg døer. O vend mig om paa Siden! jeg forgaaer, hvilken Kval!
Og hun rækker ham forgjæves en Lægedrik, som en thessalisk Kvinde ved Tryllekunster har brygget. Men han taler. Han mindes Erymanthos’s[y] Bredder, Lundene med deres Løvværk, Vindenes friske Pust, som bragte Vandet, Løvet og Linnedkjortlens Folder over Pigernes unge Bryst til at skjælve, han mindes de lette, dandsende Pigers Skjønhed, endelig et guddommeligt Ansigt. Han taler forvirret: disse Arme, disse Blomster, dette Haar, disse nøgne Fødder, saa hvide og saa skjønt formede! jeg skal aldrig gjensee dem mere! Han seer en ung Kvinde for sig, der med langsomme Skridt gaaer til sin Moders Grav, han hører hendes deilige Stemme; han spørger sig, om hun ogsaa vil besøge hans Grav.
Og Moderen erfarer, at det er af haabløs Elskov hendes Søn er syg: Men sig mig, min Søn, hvad er det for en Jomfru du har seet paa Erymanthos’s Bredder? Du er jo rig og du er jo smuk, eller du var det, før Smerten havde bragt dine Kinders unge Blomster til at visne. Er det Eglaia, eller den unge Irene med de lange |110| lyse Fletninger eller skulde det være den stolte Skjønhed, hvis Navn jeg daglig hører gjentage, paa hvem alle de smukke unge Piger er skinsyge, og hvem, som man siger, Mødre og Hustruer aldrig see uden Angst i Templer og ved Fester? skulde det være Dafne?
O Guder, ti dog, Moder, ti. Hun er stolt, ubøielig som de Udødelige, skjøn og frygtelig. Tusinde Elskere have tilbedt hende, og have elsket hende forgjæves; som de vilde jeg kun have faaet et hovmodigt Afslag. Nei lad hende aldrig erfare [...]
Og dog! o Kval og Død! min kjære Moder! du seer i hvilken Jammer jeg gaaer tilgrunde. Gaa og find hende! Dine Træk, din Alder vil maaskee minde hende om hendes Moder. Tag denne Kurv og vore smukkeste Frugter, tag vor Eros af Elfenben, tag vor Onyxskaal fra Korinth[z]; tag mine Gedekid, tag mit Hjerte, tag mit Liv, kast det Alt for hendes Fødder; sig hende, hvem jeg er, at jeg døer, at du ikke har nogen Søn mere; fald for den gamle Mands Fødder, suk, bed og anraab i Himlens og Havets Navn ved Guder, Templer, Altre og Gudinder, og vender du hjem uden at have bøiet deres Sind, saa Farvel Moder! saa er mit Liv tilende.
Hun bedækker hans blege Pande med Kys og Taarer og iler bort skjælvende af Frygt og Alder. Men snart kommer hun stønnende tilbage igjen og |111| langt borte fra hører man hendes Stemme: Min Søn, min kjære Søn! du bliver i Live. Hun sætter sig ved hans Leie. Og hende følger den gamle Mand med et Smil og med ham kommer den unge Skjønhed, rødmende, med sænket Pande, og kaster et Blik paa Sengen. Den Ulykkelige skjælver som fra Sands og Samling; han vil skjule sit Hoved under sit Tæppe.
Ven, siger hun, i tre Dage har man ikke seet dig ved nogen Fest. Hvad har du for? hvorfor vil du dø? Du er syg. Man siger mig, at jeg kan helbrede dig. Lev og lad os udgjøre een Familie tilsammen. Lad min Fader have en Søn og din Moder en Datter.« –
Det er umuligt at give en lidenskabelig Situation en simplere, mere effektfri Løsning.
Et Grundlag af denne Art var det, den nye romantiske Skole fandt at bygge videre paa: den ædleste Simpelhed i Sproget, Tegningens Rigtighed, en græsk Rytmik i alle Overgange, Basreliefets skjønne Linier, usammensatte Farver og strenge Form.
højresiderne i kapitel 6 har i førsteudgaven klummetitlen »Tilbageblik. Indenlandske Forudsætninger.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
André Chénier led af tilbagevendende angreb af nyresten.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
der hentydes til André Chéniers digt »Et c’est Glycère, amis, chez qui la table est prête ?«, Oeuvres complètes, 1819 Chénier 1862:232.
perioden 1793-1794 under Den Franske Revolution, ledet af bl.a. Maximilien Robespierre, hvor tusindvis af såkaldte modstandere af revolutionen blev henrettet.
André Chénier skrev adskillige digte om Camille, heriblandt 12 elegier i Oeuvres completes, 1819.
Den Nordamerikanske Frihedskrig, 1775-1783, som førte til de amerikanske koloniers løsrivelse fra Storbritannien og oprettelsen af USA som en føderal republik. Krigen støttedes officielt af Frankrig med indgåelsen af den fransk-amerikanske alliance i 1778.
citeret i Louis Becq de Fouquières' forord »André Chénier. Sa vie et ses oeuvres«, Poésies de André Chénier. Édition critique, étude sur la vie et les oeuvres d'André Chénier Chénier 1862:XXIX.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
der hentydes til digtet »[Domingue,] île charmante, Amphitrite, ta mère,«, i Louis Becq de Fouquières udgave dedikeret til »D'.R.«, i en note identificeret som Madame d’Arcy Chénier 1862:271.
perioden 1793-1794 under Den Franske Revolution, ledet af bl.a. Maximilien Robespierre, hvor tusindvis af såkaldte modstandere af revolutionen blev henrettet.
André Chéniers artikel »Le parti des Jacobins«, trykt i avisen Journal de Paris, 11.5.1792 Chénier 1840:144-148.
politisk bevægelse på den revolutionære venstrefløj under Den Franske Revolution.
citat fra et brev fra André Chénier til broren Marie-Joseph Chénier Chénier 1840:259.
der hentydes til André Chéniers kontroversielle digt »Hymne aux Suisses de Chateauvieux«, trykt i avisen Journal de Paris, 15.4.1792. Digtet er en parodi på de mange ceremonielle oder og hymner udgivet under Den Franske Revolution.
tallet sigter til de 44.000 kommuner, de mindste administrative enheder, som Frankrig var inddelt i under Den Franske Revolution.
tilnavnet spiller på titlen på Jean-Paul Marats populære revolutionære avis L'ami du peuple, 1789-1792. Marat blev dræbt af en ung pige fra Normandiet, Charlotte Corday, og blev siden opfattet som martyr for Den Franske Revolution og stedt til hvile under stor højtidelighed i Panthéon, for blot et år efter at blive fjernet derfra igen.
citat fra André Chéniers digt »À Marie-Anne-Charlotte Corday«, Oeuvres complètes, 1819 Chénier 1862:440.
to athenere, der i 514 f.Kr. slog den athenske tyran Hipparkhos ihjel. En statuegruppe i marmor, en romersk kopi af græsk original (nu i Museo Archeologico Nazionale i Napoli).
otte digte til Fanny er trykt i Oeuvres complètes, 1819 Chénier 1862:276 ff..
citeret i Henri de Latouches forord »Sur la vie et les ouvrages d'André Chénier«, Oeuvres complètes d'André de Chénier, 1819 Chénier 1819:XIX-XX.
citat fra André Chéniers digt »Comme un dernier rayon, comme un dernier zéphyre«, Oeuvres complètes, 1819 Chénier 1862:451.
ifølge den franske revolutionskalender datoen 25.7.1794. Maximilien Robespierre blev guillotineret 28.7.1794.
citeret i Henri de Latouches forord »Sur la vie et les ouvrages d'André Chénier«, Oeuvres complètes d'André de Chénier, 1819 Chénier 1819:XXI.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 68): »Jeg havde dog noget dèr!«; citeret efter Henri de Latouches forord »Sur la vie et les ouvrages d'André Chénier«, Oeuvres complètes d'André de Chénier, 1819 Chénier 1819:XXI.
navnet på den elskede i Alphonse de Lamartines digte Méditations poétiques, 1820-1823.
der hentydes antagelig til André Chéniers »Et c’est Glycère, amis, chez qui la table est prête ?« (»Élegie XXIX«), Oeuvres complètes, 1819.
marmor fra øen Paros i Grækenland.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
der hentydes til Alphonse de Lamartines udtryk »Beaux astres! fleurs du ciel« i digtet »Les étoiles«, Nouvelles méditations poétiques, 1823 Lamartine 1963:126.
citat fra André Chéniers ufuldendte digt »Hermès« Chénier 1862:346.
der hentydes til Jean-Jacques Rousseaus forestilling om naturtilstanden, menneskets tilstand forud for civilisationen og mulighed for at vende tilbage dertil, bl.a. i værket Émile, ou de l'éducation, 1762.
der hentydes til André Chéniers ufuldendte digt »Hermès«, som var inspireret af Lukrets' didaktiske epos »De rerum natura« (Om verdens natur). Jf. Henri de Latouches forord »Sur la vie et les ouvrages d'André Chénier«, Oeuvres complètes d'André de Chénier, 1819.
eksemplerne er taget fra Charles-Augustin Sainte-Beuves skønlitterære værk Vie, poésies et pensées de Joseph Delorme, 1829 Sainte-Beuve 1861:165.
sammensat citat fra André Chéniers digt »[Le jeune] Malade«, Oeuvres complètes, 1819 Chénier 1862:46-54.
fra Thessalien, græsk region mellem Epiros i vest og Det Ægæiske Hav i øst.
Aglaia, en af de tre chariter, ifølge græsk mytologi de tre gudinder for ynde.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik