Det nye digteriske og kunstneriske Gjennembrud havde fremmede og indenlandske Kilder. Paavirkningen fra Udlandet er den mest iøinefaldende.
Som alt berørt, blev paa een Gang det Fremmede, der skjøndt gammelt hidtil var bleven holdt udenfor Frankrig, og det, der nu fængslede Samtiden ved sin Nyhed, tilegnet og optaget af den unge Slægt med en Iver, der stod i Forhold til den Grad, i hvilken det afveg fra den tidligere Litteraturs Regelrethed. Der dannede sig for den unge Skoles Øine et Farveskjær, i hvilket alle Straaler brødes paa en vis overensstemmende Maade. De Straaler, som trængte igjennem, skiftede Charakter med det Samme.
Først og fremmest var Shakespeares[I] Navn tidligt i Romantikernes Mund blevet det afgjørende Løsen. A. W. Schlegel[II] havde brudt Veien for Shakespeare[III]; thi han havde i sine berømte Forelæsninger over dramatisk Kunst og Litteratur[0001], der ogsaa udkom paa Fransk, været den første til at forherlige og forklare ham. Franskmanden Mercier[IV], »Romantismens Profet«, slog med Lidenskab ind i samme Tone, Villemain[V] og senere Guizot[VI] fulgte Sporet; Efterligninger og Oversættelser, de sidste mere tro end det forrige Aarhundredes, gjorde deres til at popularisere den store Brittes Navn |70| og Kunst. Endnu i Begyndelsen af Tyverne var man ikke videre, end at engelske Skuespillere, der paa Porte-Saint-Martin Theatret[a] prøvede paa at spille Shakespeare[VII], bleve modtagne med en Regn af Æbler og Æg og Raabene: »Tal Fransk! Ned med Shakespeare[VIII]! Det var en af Wellingtons[IX] Adjutanter!«*)
Men vi have seet, at deres Efterfølgere kun faa Aar efter fik en glimrende Modtagelse. I Mellemtiden falder blandt Andet Beyle’s[XI] haardnakkede Kamp for at skaffe Shakespeare[XII] den forskyldte Anerkjendelse og Udgivelsen af Bladet »Globe[0003]«, der først tre Gange ugentlig, dernæst som Dagblad virkede som den yngre Slægts Organ og med Bistand af dens ypperste Kræfter overordentlig dygtigt ledede Felttoget for de nye Principer.Beyle[XIII], der trods sin Paradoxi er et af Tidens klareste og mest originale Hoveder, formulerer sin Beundring af Shakespeare[XIV] skarpt uden dog at gjøre sig skyldig i nogen Mangel paa Pietet mod Racine[XV], hvem han opstiller som dennes Modbillede. Han viser, at de Øieblikke af fuldstændig Illusion, der under en Theaterforestilling kunne og skulle indfinde sig, ere hyppigere hos Shakespeare[XVI] end hos Racine[XVII], og at den egentlige Fornøielse ved det tragiske Skuespil afhænger af disse korte Illusionsmomenter og den Sindsbe|71|vægelse, de i deres Intervaller efterlade i Tilskuerens Sind. Hvad der mest hindrer Illusionens Opstaaen, det er Beundringen for en Tragedies smukke Vers. Man maa klare sig Spørgsmaalet: Hvad er Opgaven for den dramatiske Digter, at give smukke Udviklinger paa velklingende Vers eller med Sandhed at male Menneskets Bevægelse? Og han gaaer i sit Svar paa dette Spørgsmaal videre end den romantiske Tragedie under Victor Hugo[XVIII] og Alexandre Dumas[XIX] senere bevægede sig, idet han absolut forkaster Verset som Form for det tragiske Drama. Saasnart Tragedien søger sin Virkning ved at give et nøiagtigt Maleri af Sindsbevægelserne, saa maa den, mener han, fremfor Alt gaae ud paa med Klarhed at udtrykke Tanker og Følelser. Men denne Klarhed forhindres af Verset. Han anfører Macbeths[xx] Ord »The table is full« overfor Banquo’s[xxi] Skygge, der sidder paa hans Plads, og hævder at Rim og Rytme intet kunne føie til et saadant Udbruds Skjønhed. Øiensynlig har senere Vitet[XXII], ikke Hugo[XXIII], svaret til hans dramaturgiske Ideal.
Beyle[XXIV] raader Ingen til at efterligne Shakespeare[XXV]. Hvad man bør efterligne hos ham er kun hans Evne til at studere den Verden, i hvis Midte han levede, hans Kunst at give sine Samtidige netop den Art Tragedie, de havde Behov; thi ogsaa nu, 1820, lever Trangen til en vis Art tragisk Skuespil, selv om Datiden, skræmmet af |72| Racines[XXVI] store Ry, ikke vover at fordre det af Digteren. Kun naar man studerer og fyldestgjør sin Samtid, er man i Sandhed romantisk. Thi »Romanticismen« er den Kunst at skjænke Folkene de litterære Værker, som under deres Anskuelsers og Vaners nærværende Tilstand formaaer at yde dem den størst mulige Fornøielse, medens Klassicismen frembyder dem den Litteratur, som foraarsagede deres Oldefædre den størst mulige Nydelse. Racine[XXVII] har i sin Tid været romantisk, Shakespeare[XXVIII] er romantisk, først fordi han har fremstilt Englænderne fra 1590 de blodige Afgjørelser, som Borgerkrigene havde medført, dernæst fordi han har givet en Række mesterlige indtil det Fineste afskyggede Billeder af Hjertets Bevægelser og Lidenskabernes Liv. Den romantiske Theori er da ikke den at efterligne England eller Tydskland, men at hvert Folk skal have sin særegne Litteratur, modelleret over dets særegne Karakter, ligesom vi alle bære Dragter, der ere afpassede og syede til os alene. – Som man seer, er for Beyle[XXIX] Romantiken næsten ganske ensbetydende med Begrebet moderne Kunst. Eiendommeligt for den romanske Karakters ovenfor berørte indgroede Hang til Klassicitet er det, at han paa flere Steder kommer tilbage til, at man bør være »romantisk« med Hensyn til Ideerne, thi det er »Aarhundredets Fordring«, derimod bør man forblive klassisk i Udtryksmaaden, i Sprog|73|form og Vendinger; thi Sproget er en vedtægtsmæssig Sag og derfor saa godt som uforanderligt. Man bør stræbe at skrive som Pascal[XXX], Voltaire[XXXI] og La Bruyère[XXXII].*)
Med forskjellige Varianter formulere »Globes[0005]« betydeligste Medarbeidere Definitionen af den sig fremad kjæmpende Romantisme i ret god Overensstemmelse med hinanden indbyrdes og med Beyle[XXXIII]. Paa den Tid, da Hugo[XXXIV] endnu var kongeligsindet, christen og conservativ, var »Globe[0006]« allerede revolutionær, filosofisk og liberal. Den første som i »Globe[0007]« gav sig til at give Romantismens Program var Thiers[XXXV], der, som det i Regelen skeer ved litterære og kunstneriske Gjennembrud, opstillede Ordene Natur og Sandhed som Løsen. Han bekjæmper i den bildende Kunst det Akademiske, det Symmetriske, fordrer i dramatisk Poesi den historiske Sandhed, det Samme omtrent som man senere mente med Localfarven. Duvergier de Hauranne[XXXVI] bestemmer i en Artikel »Om det Romantiske[0008]« Klassicismen som Rutine, Romantismen som Frihed, nemlig som Frihed for de mest forskjelligartede Talenter (Hugo[XXXVII] og Beyle[XXXVIII], Manzoni[XXXIX] og Nodier[XL]) til at udfolde sig med deres hele Eiendommelighed. Medens Ampère[XLI] definerer Klassicismen som Efterligning, Romantismen som Originalitet, forsøger en Anonym (efter al Sandsynlighed |74| Sismondi[XLII]) at give en strengere Definition, idet han bemærker, at Ordet Romantisme ikke er bleven dannet for at betegne de litterære Værker, i hvilke et hvilketsomhelst Samfund har givet sig Udtryk, men kun den Litteratur, der giver et tro Billede af den moderne Civilisation. Da denne efter hans Overbevisning i sit Væsen er spiritualistisk, saa er Romantismen at definere som Spiritualismen i Litteraturen. Med ungdommelig Voldsomhed og i dristigere Udtryk optræder »Barrikaderne[0009]«s senere Forfatter, den tyveaarige Vitet[XLIII], som Bestemmer af Romantismens Væsen. Den betyder simpelthen Uafhængighed i Kunstanliggender, individuel Frihed i Litteraturen. »Romantismen er«, siger han, »Protestantismen i Litteratur og Kunst« og tænker øiensynlig herved udelukkende paa Løsrivelsen fra en pavelig Autoritet. Den er, fortsætter han, hverken en litterær Doctrin eller en Partisag, men Nødvendighedens Lov, Forandringens, Fremskridtets Lov: »Om tyve Aar vil hele Folket være romantisksindet; jeg siger hele Folket, thi Jesuiterne ere ikke Folket.«
Der er, som Læseren seer, neppe en Nuanceforskjel mellem disse Definitioner og den, i hvilken Victor Hugo[XLIV] havnede: »Romantismen er Liberalismen i Litteraturen« og man vil ikke undre sig over at »Globe[0010]« hilste Fortalen til »Cromwell[0011]« med Udbruddet: »Bevægelsen er nu naaet til Hr. Hugo[XLV].« |75| I Virkeligheden bragte han den af sit Eget ikke stort Mere end Seiren.*)
Næst Shakespeare[XLVII] var Walter Scott[XLVIII] den engelske Digter, hvis Indflydelse var om ikke dybest dog tydeligst. Han banede sig Vei over Grændsen her som overalt. Den store Skotte havde allerede tidligere i Tydskland, Italien og Danmark fundet Beundrere, der besjælede af en levende Nationalfølelse og med folkelige og sædelige Idealer for Øie ansloge hans Romaners Tone. Waverley-Romanerne begyndte at udkomme 1814; alt 1815 efterlignes de af La Motte Fouqué[XLIX] i germanisk-junkerlig Retning, 1825-26 udgives Manzoni’s[L] »Promessi Sposi[0013]«, 1826 begynder Ingemann[LI] til Bedste for en barnlig Nationalfølelse og ikke mindre barnlig Royalisme Udgivelsen af sine romantisk-historisk Fortællinger, i hvilke Walter Scotts[LII] Aand forunderligt blander sig med Fiesole’s[LIII] Stil. Næsten strax ved deres Fremkomst gjorde Waverley-Romanerne i Oversættelse stor Lykke i Frankrig. Scotts[LIV] Navn var saa populært, at Theaterdirektørerne i Begyndelsen af Tyverne opfordrede Poeterne til at »arrangere« Skuespil af hans Romaner. Det mislykkede Drama »Emilia[0014]« af Overgangstidens Digter Soumet[LV] var en saadan Bearbeidelse af Walter Scott[LVI]. Den unge roman|76|tiske Slægt følte sig iøvrigt mest tiltrukket af de Egenskaber ved Romanerne som man i de protestantiske Lande ikke havde skattet høiest, det malerisk beskrivende Talent og den middelalderlige Tone. Walter Scott[LVII] behagede i Frankrig, fordi man hos ham forefandt i rigt Udvalg Køllerter og Buer, et broget Costume og gamle Borges romantiske Architektur. Hans nøgterne Livsanskuelse, hans protestantiske Sædelighed, der vandt ham Læsere i Tydskland og i Norden, oversaa eller misbilligede man. Beyle[LVIII] var den første, der rettede skarpe kritiske Indsigelser mod Scott[LIX]. Han spaaer ham trods al den øieblikkelige Larm om hans Navn et kun kortvarigt Ry; thi efter hans Mening har Scotts[LX] Talent snarere bestaaet i Evne til at skildre Personernes Klædedragt og male deres Ansigtsform end i Evne til at gjengive deres Følelsesliv og vise os deres Lidenskaber. Kunsten kan og skal ganske vist aldrig efterligne Naturen Træk for Træk; den er altid en smuk Usandhed, men Walter Scott[LXI] har været altfor usandfærdig; hans lidenskabelige Personer synes at skamme sig for sig selv, de mangle Sikkerhed og Dristighed, de have altfor faa naturlige Træk. Temmelig tidligt begyndte man da ogsaa at bebreide Scott[LXII], hvad Balzac[LXIII] senere ofte gjør gjældende imod ham, at han ikke forstod at skildre Kvinden og hendes Lidenskaber eller i alt Fald ikke vovede at skildre disse Lidenskaber med deres Glæder, Kvaler og |77| Tugtelser i et Samfund, der lagde en overdreven Vægt paa den litterære Ærbarhed.*)
De af hans Romaner, der foregik i den mere moderne Tid, gjorde intet Indtryk; man holdt sig til »Ivanhoe[0017]«, »Quentin Durward[0018]«, »Den smukke Pige i Perth[0019]« og et Par andre. Hvad man især vurderede hos den fremmede Digter var, at han havde erstattet begge de tidligere Former for den større Roman – den fortællende, hvis Kapiteloverskrifter vare sande Udtog og i hvilken Fortælleren stedse stak Hovedet i Veiret, og Brevformen, der klemte alt Pludseligt og Lidenskabeligt ind imellem et »Kjære Ven!« og et »Deres hengivne«, – med den dialogiserede, dramatiske Roman. De største Talenter blandt de unge franske Digtere røbe Paavirkningen af ham. Den blandt dem, der i moralsk Henseende stod England nærmest, Alfred de Vigny[LXVII] skrev sin Roman »Cinq-Mars[0020]«, der foregaaer under Richelieu[LXVIII], et underholdende, men nu forældet Arbeide, i hvilket Modsætningen af Godt og Ondt overskygger alle andre Modsætninger og i hvilket Mangelen paa Blik for Richelieu’s[LXIX] Statsmandsstorhed er paafaldende. Scotts[LXX] alsidige Charakteristik fattes i høieste Grad; i Steden for den er traadt et lyrisk Element, Forherligelsen af ungdommelig |78| fremfusende Ridderlighed, den gammelfranske Bravoure. Samtidigt med De Vigny[LXXI] lod Prosper Mérimée[LXXII] sig paavirke af den store Skotte og forfattede under denne Indflydelse sin »Krønike fra Karl den 9des Regjering[0021]« (»Fra Bartholomæusnattens Tid«), et Værk hvis Aandsretning ligger endnu fjernere fra Scotts[LXXIII]. Mérimée[LXXIV] opsøger i Historien de stærke og voldsomme Lidenskaber for deres egen Skyld, kun med det franskromantiske Bi-Øiemed at opirre Spidsborgerne ved den uforbeholdne Skildring; hans Charaktertegning er mesterlig skarp og knap, Fremstillingen kold, udført paa Trods mod al moralsk Conveniens.Det er bekjendt, at Alexandre Dumas[LXXV] senere hen i mange lette og underholdende Romaner – »De tre Musketerer[0022]« f. Ex. – paa sin Vis tilegnede sig Scotts[LXXVI] farverigdom og historiske Stil. Mindre bekjendt er det derimod, at Balzac[LXXVII], Begrunderen af den moderne franske Roman, ganske som de Vigny[LXXVIII] og Mérimée[LXXIX] følte sig tiltrukket af den i Romanens Historie epochegjørende fremmede Mester. Han vilde træde i hans Spor uden at være en blot Efterligner. Han mente i den beskrivende Genre, som Romantiken paany bragte til Ære, ret vel at kunne kappes med Scott[LXXX] og tiltroede sig Evne til at give Dialogen et ganske andet Liv. Hos Walter Scott[LXXXI] fandtes kun én Kvindetype; i Frankrig vilde den, der gav sig til at forfatte historiske Romaner, kunne stille Katholi|79|cismens glimrende Laster og brogede Sæder overfor Calvinismens mørke Skikkelser i den franske Histories lidenskabelige Periode. Saaledes var han sikret mod Ensformighed. Endelig fattede han, hvis Aand stadig pønsede paa Kjæmpeværker og instinctmæssig søgte det systematisk Omspændende, den Plan at fremstille ethvert Tidsrum fra Karl den Store[LXXXII] til Datiden i en eller flere Romaner, der skulde danne en sammenhængende Kjæde; det var en lignende Idee som den, Freytag[LXXXIII] senere i sit Værk »Die Ahnen[0023]« har søgt at virkeliggjøre for Tydsklands Vedkommende. Et Led i denne Kæde skulde den første Roman være, som Balzac[LXXXIV] udgav under eget Navn, »Les Chouans[0024]«, i hvilken Kampene i Vendée[b] paa Revolutionstiden skildres, og som udkom 1829, netop samme Aar som »Cinq-Mars[0025]« og »Chronique du règne de Charles IX.[0026]« Andre Brudstykker af det paatænkte store Værk ere de meget senere udgivne Bøger »Sur Cathérine de Médicis[0027]« og »Maître Cornélius[0028]«, en Roman, i hvilken Balzac[LXXXV] i ligefrem Kappestrid med Walter Scott[LXXXVI] lader Ludvig XI[LXXXVII], hvem den fremmede Digter efter hans Opfattelse havde gjort Uret, spille en Hovedrolle. Disse Bøger, der i og for sig betragtede, have en vis Værdi og indeholde livlige, grundige Charakterstudier, vise dog, at hvis Balzac[LXXXVIII] havde fastholdt sin Plan at kalde Fortiden tillive, vilde hans Betydning i Aarhundredets Litteraturhistorie være |80| bleven en ganske underordnet; man havde simpelthen regnet ham til Walter Scotts[LXXXIX] Elever.
Ogsaa hos Victor Hugo[XC] fremkaldte de Scottske Forbilleder Ønsket om at forfatte en stor historisk Roman. Han besluttede at give den til Midtpunkt Paris’s[c] gamle Kathedralkirke[d], hvis Overkalkning havde opfyldt ham med Rædsel og for hvis historisk-monumentale Væsen han nærede et ganske lignende Sværmeri som i sin Tid Goethe[XCI] for Strassburger Dom[e] og Oehlenschläger[XCII] for Roeskilde Domkirke[f]. Efter Kontrakt med en Boghandler skulde denne nu saa berømte Roman være afleveret i April 1829, Hugo[XCIII] formaaede ikke at holde Kontrakten, fik først fem Maaneders Frist, saa Frist til 1ste December 1830 mod at betale en Bøde af 1000 Francs ugentlig, hvis Romanen ikke var færdig til da. Den 27de Juli havde han sine Forarbeider i Orden og begyndte Nedskrivningen, Dagen efter indtraf Julirevolutionen; Hugo’s[XCIV] Hus var udsat for Kugleregnen, under Flytningen til et andet Hus gik en Bog med alle hans Optegnelser til Romanen tabt. Han fik da tre Maaneders Frist endnu, lod sig negte hjemme paa ubestemt Tid, lukkede sine sorte Klæder inde for ikke at kunne gaae ud, iførte sig sin Arbeidsjakke, kjøbte sig en Flaske med Blæk og arbeidede uden at gjøre eller modtage noget Besøg indtil 14de Januar 1831, da Blækflasken var tom, og Romanen færdig. Kun en eneste Gang havde |81| han i Mellemtiden tilladt sig en Adspredelse, det var da han gik ud for at see Karl den 10des[XCV] Ministre blive dømte; men for ikke at overtræde sin egen Bestemmelse havde han den Dag iført sig sin Borgervæbningsuniform.
Allerede fra Hugos[XCVI] tidligste Ungdom af havde han modtaget et dybt Indtryk af Walter Scott[XCVII]. I en Anmeldelse af »Quentin Durward[0029]«, som han skriver 21 Aar gammel, udtaler han den høieste Beundring for Scotts[XCVIII] historiske Sands, sædelige Alvor og dramatiske Form. Der findes ligefuldt heri en Sætning, i hvilken han ligesom angiver det Skridt, han selv haaber at kunne føre Kunsten videre. Den lyder: »Efter Walter Scotts[XCIX] maleriske, men prosaiske Roman, staaer der tilbage at skabe en anden Art Roman, der efter vor Mening vil være smukkere og mere fuldendt. Det er den Roman, som paa een Gang er Drama og Epos, som vel er malerisk, men tillige poetisk, vel er virkelig, men tillige ideal, vel sand men tillige stor, og som indfatter Walter Scott[C] i Homer[CI].« De sidste Ord, der paa ægte Hugo’sk Maade gjennem Overdrivelse fordærve Virkningen, bør ikke hindre os i at anerkjende den unge Forfatters Klarsyn for hvad han selv engang vilde kunne yde i Romanfaget. Han synes at have følt, at hans Romaner vilde blive store Digte i Prosa, store maleriske Legender snarere end Virkelighedsbilleder som Scotts[CII].
»Notre Dame de Paris[0030]«, der var bestemt til at give et Billede af Paris’s[g] Liv og Sæder i det 15de Aarhundrede, er et Foster af en storartet architektonisk Fantasi. Hugo’s[CIII] Hang til det Mægtige og Kolossale har her fundet en passende Gjenstand. Han besjæler denne Kirke, fylder den med sin Aands Pust, saa den bliver et levende Væsen, og som man af en enkelt Hvirvel undertiden kan gjenconstruere en Dyreform, saaledes fremmaner hans Hjerne ud fra Kirken som Udgangspunkt det hele omgivende Paris[h], som længst er forsvundet. Troens og Overtroens, Sædernes og Kunsternes, Lovenes og Hjerternes Tilstand i hin gamle Tid er malt i brede, kraftige Træk uden megen Skarphed men med en Art Magi, der overvælder. Menneskeskikkelserne ere geniale Grundrids til Charakterer, udførte i Epopeens Stil, i halvt overnaturlig Størrelse. Walter Scotts[CIV] ærbare og borgerlige Menneskelighed er erstattet af en farvedrukken Kunstneraand, Walter Scotts[CV] fromme Sind er afløst af en storstilet Lidenskabelighed, der uden at beroliges peger hen paa den jernhaarde, blinde Nødvendighed, hin άναγϰη, som er ridset paa Kirkens Væg og som knuser os alle, Zigeunersken og Præsten, Skjønheden og Dyret, Phøbus[cvi] og Quasimodo[cvii], Aarhundrede efter Aarhundrede, under sin Jernhæl.
Endnu stærkere end Walter Scott[CVIII] betog Byron[CIX]. Det var det heftige Element af Liden|83|skab i hans Digte og dets Sammenhæng med hans Levnets Uregelmæssigheder, det var Childe Harold[cx] og endnu mere Lara[cxi], den af Skjæbnens Finger mærkede Personlighed, der rugende over et hemmelighedsfuldt Tungsind slæber sin Stolthed og sin Kval med sig fra Land til Land, det var denne Typus i dens Byronske Former, fantastisk forstørret ved Alt, hvad der klæbede af Mythe og Legende ved Digterens Liv, som fortryllede den Ungdom, Hugo[CXII] havde vakt eller samlet. Faa vare de Kritiske, der som Beyle[CXIII] – iøvrigt en stor Beundrer af Byron[CXIV] – hævdede, at han »som Forfatter til regelmæssige, dødeligt kjedsommelige Tragedier« aldeles ikke var Romantikernes Høvding. Umiddelbart efter hans Død havde allerede den hele Horde af franske Smaapoeter kastet sig over de tvende Æmner Grækenland og Lord Byron[CXV], og var hele Aar igjennem vedblevet at besynge dem med saamegen Iver og saa liden Evne til Forstaaelse og Charakteristik af den Afdødes Eiendommelighed, at Sainte-Beuve[CXVI] i »Globe[0031]« maatte nedlægge en Protest mod Misbrugen af Ordene Byron[CXVII], Frihed, Sørgehymne o. s. v. Saavel Hugo[CXVIII] som Lamartine[CXIX] havde ved Efterretningen om Byrons[CXX] Død givet deres Følelser for ham Luft, den første i en Artikel, den sidste i et Digt. Begge lægge paa dette Tidspunkt under Skildringen af Byrons[CXXI] Digterpersonlighed Hovedvægten paa hans Skepticisme og Pessimisme; Ingen af |84| dem synes at have modtaget noget dybere Indtryk af Byrons[CXXII] Manddomsværker; den friske og bidende politisk-religiøse Satire i »Don-Juan[0032]« forblev i 1824 overhørt og uforstaaet af dem som af saa mange andre. Men medens Hugo[CXXIII] fremfor Alt stræber at opvise Modsætningen mellem Byrons[CXXIV] Poesi og det attende Aarhundredes – »Forskjellen mellem Byrons[CXXV] og Voltaires[CXXVI] Latter er den, at Voltaire[CXXVII] ikke havde lidt« – er for den blødagtige og halvveis troende Lamartine[CXXVIII] Byron[CXXIX] endnu den faldne Engel. Lamartines[CXXX] »Femte Sang af Childe Harold[0033]«, i hvilken han stræber at anslaae de Byronske Toner, viser hvori han troede at finde Ligheden mellem den engelske Lord og sig selv, nemlig i den romantisk-heroiske Personlighed. Han benytter Byrons[CXXXI] Maske til gjennem den at give de Tvivl og de revolutionære Sympathier Udtryk, der kun ganske glimtvis kom frem i hans poetiske Meditationer[0034], men som han snart skulde udtale i sit eget Navn. Rimeligvis har desuden Mindet om Byron[CXXXII] lokket saavel ham som Hugo[CXXXIII] til Østerland; den sidste nøiedes med digteriske Farter, Lamartine[CXXXIV] satte en storartet Reise i Scene, til hvilken han udrustede sig med fyrstelig Pragt. Saavel Lamartine[CXXXV] som Hugo[CXXXVI] modtoge imidlertid om ikke af Byrons[CXXXVII] sidste Værker saa af hans sidste Bedrifter og hans Død et dybtvirkende politisk Indtryk.
Spor af Byronsk Paavirkning findes nu sikkert |85| nok hos Flertallet af de paa hin Tid debuterende franske Digtere, men saa betydelig og kraftig var denne unge productive Slægts Originalitet, at Byrons[CXXXVIII] Sønderrevethed, der som smittende Exempel overalt viste sig forførerisk, og som har udsaaet Efterligning og Affectation i saa mange Litteraturer, preller af paa disse Aander. Kun én var der iblandt dem, i hvis Ører netop disse Byron’ske Toner klang som Bud fra en beslægtet Aand, og det var eiendommeligt nok den eleganteste og mest aristokratiske af dem og den mest udprægede Pariser blandt dem allesammen, Alfred de Musset[CXXXIX]. De fleste af disse fremragende Individualiteter fødtes udenfor Paris[i], Victor Hugo[CXL] og Nodier[CXLI] i Besanzon[j], George Sand[CXLII] i Berry[k], Balzac[CXLIII] i Tours[l], Gautier[CXLIV] i Tarbes[m], Lamennais[CXLV] i Bretagne[n], Sainte-Beuve[CXLVI] i Boulogne-sur-Mer[o] og disse bringe hver paa sin Vis et kraftigt Fond af Provinsialisme med sig, der ikke lader sig gjennemtrænge af Byronsk Indflydelse, skjøndt den, iøvrigt i yderst forskjellige Former, spores hos George Sand[CXLVII] og Th. Gautier[CXLVIII]. Mérimée[CXLIX], der fødtes i Paris[p], kjøledes tidligt altfor stærkt til at paavirkes af Byrons[CL] poetiske Naturel, han berørtes mest paa anden Haand gjennem Stendhal[CLI] af det Negative i hans Væsen. Men der er Ingen i hvem Byron[CLII] slaaer ned som i hint blege, slanke Pariserbarn, der besidder al den Svaghed og al den udsøgte Ynde, som i fornemme Slægter findes hos de sidste |86| Arvinger med hvilke Stammen døer ud. Byron[CLIII] havde som ægte Englænder i Begyndelsen af sin Optræden været Spiritualist, aandig og melancholsk; Sandselivet indtager kun ringe Plads i hans Ungdoms Poesi; det er først i hans Manddomsalder, efter at han har besøgt Italien og været bosat i romanske Lande, at hans Digtning, som Goethe’s[CLIV] i Venedig[q], bliver sensuel og fræk og djærv. Musset[CLV] omvendt tager i sin tidlige Ungdom til Udgangspunkt den Art brutal Realisme, som undertiden fremtræder i Byrons[CLVI] senere Arbeider og bliver efterhaanden mere og mere aandig i sin Poesi. Han er paa sin Høide baade som Iagttager og som Erotiker finere end Byron[CLVII], hans Digtning har en rafaelisk Skjønhed, som Byron[CLVIII] hverken naaer eller søger. Han er den franske, svagere, zartere, yndefuldere Byron[CLIX], som Heine[CLX] den tydske, mindre, kaadere, vittigere Byron[CLXI], som Paludan-Müller[CLXII] den danske, satiriske, orthodoxe, loyalt-conservative Byron[CLXIII]. Musset[CLXIV] lider som en Yngling, klager som en Kvinde, han er, som Billedhuggeren Auguste Préault[CLXV] engang kaldte ham, »Frøken Byron«.
Shelley[CLXVI], hvis Navn først langt senere trængte ind i Frankrig, forblev ganske ukjendt for hin Generation. Hvad Søskolen angaaer, da var Sainte-Beuve[CLXVII], som tidligt var bleven indviet i det engelske Sprog og som var den mest kritiske Aand blandt dem alle, den eneste, som følte denne |87| naturelskende og virkelighedssøgende Skoles Værd, som tilegnede sig Noget af dens Væsen, og gjennem enkelte Oversættelser stræbte at popularisere den. Brizeux[CLXVIII], Bretagnes[r] Digter, minder om Skolen, men har ikke kjendt den.
Fra Tydskland var Paavirkningen mindre stærk end fra England, og overfor dette Land er den frie Behandling af Indtrykkene endnu lettere paaviselig. Tydskland saaes overskygget af de† gamle teutoniske Ege, om dets Kilder og Floder svævede Alfer og Elverpiger med de hvide Kjoler slæbende efter sig i det dugvaade Græs; i dets Bjerge boede Troldfolket og ovenpaa dem holdt Hexene deres Sabbath. Tydskland var Walpurgisnachtsdrømmenes† Land. Af Goethe[CLXIX] blev kun et eneste Værk stærkt læst, nemlig »Werther[0035]«, i hvilket det exalterede Udtryk for Lidenskaben henrykte. Werther[clxx] forekom som en René[clxxi], fordi man lærte ham – der dog var saa meget ældre end René[clxxii] – at kjende efter Renéskikkelsen[clxxiii], og denne Synsmaade berøvede ham sin Friskhed og nærmede ham til Childe-Harold[clxxiv] Typen. Faustfiguren[clxxv] modtog et Tryk i samme Retning; denne mægtige Skikkelse, der imponerede hele Europa, var de Franske fuldkomment fremmed og blev aldrig opfattet efter sit Væsen. Den franske Poesi havde aldrig dreiet sig om Forskeraandens Kampe og Lidelser. Og denne tydske Doctor, der er naiv nok til at see Djævelen i en Pudelhund, sentimental |88| nok til at nære religiøse Følelser paa Margrethes[clxxvi] Tærskel og dog samvittighedsløs nok til at forlade den Forførte og dræbe hendes Broder i en uærlig Duel, var altfor ufransk til at forstaaes. Hvilken Art af Indvendinger Mændene af den klassiske Skole rettede mod Goethe’s[CLXXVII] »Faust[0036]«, sees af Romantikernes Forsvarsartikler. »Hvor mange Mennesker,« hedder det i en Artikel af Duvergier de Hauranne[CLXXVIII], »gjør ikke den blotte Forestilling om en Pagt med Djævelen ufølsomme for dette Mesterværks Skjønheder! De begribe ikke, at man lader en saadan Usandsynlighed gaae upaatalt hen, og dog have de selv uden ringeste Indvending fra deres Barndom af seet Agamemnon myrde sin Datter for at erholde Medbør!« Man var vant til den klassiske Overtro, men følte sig frastødt af den middelalderlige. Stort var ogsaa Antallet af dem, der uden at læse Goethes[CLXXIX] Værker forkastede dem som uciviliseret Poesi. Romantikernes stupide Angriber, det franske Akademis Sekretær, Auger[CLXXX] fik endnu i 1825 Akademiets Medlemmer til at smile ved i et Udfald mod Romantikerne, »disse Elskere af den skjønne Natur, der gjerne vilde give Apollo fra Belvedere for en uhyrlig Statue af den hellige Christopher og som med største Fornøielse vilde give »Phèdre[0037]« og »Iphigénie[0038]« bort for »Faust[0039]« og »Götz von Berlichingen[0040]«,« at udtale disse sidste Titler med burlesk Betoning som barbariske Navne. Romantikernes Beundring |89| for »Faust[0041]« var imidlertid, som allerede antydet, ufrugtbar. Skjøndt Gérard de Nerval[CLXXXI] oversatte det store Dramas første Del til den gamle Goethe’s[CLXXXII] høieste Tilfredshed og skjøndt Delacroix’s[CLXXXIII] Maleri af Faust og Mephistopheles, der ride gjennem Luften, ligeledes vakte den gamle Digters og Kjenders Beundring, lader der sig i Datidens franske Litteratur kun sparsomt (som hos Quinet[CLXXXIV]) paavise Indflydelse fra Goethe’s[CLXXXV] »Faust[0042]«.
Hvorvel Schiller[CLXXXVI] ved sin Sammenhæng med Rousseau[CLXXXVII] og sin blomstrende dramatiske Rhetorik kunde synes lettere tilgjængelig for Franskmændene end Goethe[CLXXXVIII], slog han i kun ringe Grad an hos den yngre Slægt. Hans hele Theater blev vel bearbeidet og opført, men det var umiddelbart før at den egentlig romantiske Skole dannede sig, og Overgangsperiodens halvromantiske Poeter, der efter Lyst og Lune tilskare hans Stykker til regulære Tragedier i den herskende Smag, skamskændede hans Værker istedenfor at aabne Forstaaelsen for dem. Af »Jomfruen fra Orleans[0043]« og »Don Carlos[0044]« fabrikerede Soumet[CLXXXIX] en »Jeanne d’Arc[0045]« og en »Elisabeth af Frankrig[0046]«; »Fiesco[0047]« blev bearbeidet og mishandlet af Ancelot[CXC], »Wallenstein[0048]« af Liadières[CXCI]; men hverken Klassikere eller Romantikere følte nogen Tilfredsstillelse med Resultatet, og den strenge Beyle[CXCII], der dog stræbte at gaae til Kilderne, dømmer, at Schiller[CXCIII] i altfor høi Grad har hyldet den gamle franske Smag til at han har kunnet |90| give sine Landsmænd den Tragedie, der fordredes af deres Sæder. For Schillers[CXCIV] virkelige Storhed mangler han fuldstændigt Blik; han har øiensynlig været altfor uvidende i Tydsk til at kunne nyde og forstaae »Wallenstein[0049]« og iøvrigt lod han som mange andre blandt de Yngre sig ved sine Lovprisninger i saa høi Grad lede af Hensynet til hvad der kunde formodes at ville ærgre Klassikerne mest, at han priser Werners[CXCV] »Luther[0050]« som det nyere Drama, der kommer Shakespeare[CXCVI] nærmest og dets Forfatter som en langt større Digter end Schiller[CXCVII].
Foruden Goethe[CXCVIII] gjorde af alle Tydsklands samtidige Digtere kun E. Th. A. Hoffmann[CXCIX] et dybere Indtryk. Ja for Franskmændene blev Hoffmann[CC] Tydskeren par excellence. Tieck[CCI] var for ubestemt, Novalis[CCII] for hemmelighedsfuld til at kunne finde et Publicum i Frankrig som f. Ex. i Danmark; men Hoffmann[CCIII] forbandt med det uberegneligt Fantastiske, der var et fuldstændigt nyt poetisk Element for Franskmændene, den skarpe Sikkerhed i Konturerne, som tiltaler dem, og som erindrede dem om deres Landsmand, Lothringeren Callot[CCIV]. Hoffmanns[CCV] Kunstnermod, der vover at forfølge Capricen til det Yderste, vandt dem for ham. Han var grel, han skyede ikke de stærkeste Virkninger, og han var i al sin Vildskab smaaligt tydelig som et Maleri af den hellige Antonius’s Fristelser, udført af Breughel[CCVI] eller Teniers[CCVII]; han |91| kom i Modsætning til Novalis[CCVIII] Franskmændene imøde ved sin Berlinerrationalisme, der er saa beslægtet med den franske; der var en Slags Forstandsmethode selv i hans Galskab. Derfor fik han alene blandt alle tydske Digtere Efterfølgere, næsten Disciple i Frankrig. Allerede Charles Nodier[CCIX] røbede, som vi saa, stærk Paavirkning af hans Poesier; senere er Gérard de Nerval[CCX] i endnu langt høiere Grad denne Paavirkning underkastet, og den er meget tydelig i Gautiers[CCXI] Noveller. Saa original denne sidstnævnte Digter overhovedet end er, saa har han, der neppe kunde et tydsk Ord, dog i forskjellige Perioder af sit Liv staaet under tydsk Indflydelse. Som hans Ungdomsnoveller (»Romans et Contes[0051]«) minde om Hoffmann[CCXII], saaledes minder Mangt og Meget i hans »Emaux et Camées[0052]« om Heinrich Heine[CCXIII]. Goethes[CCXIV] »West-Oestlicher Diwan[0053]« havde desuden i ganske særlig Grad imponeret ham. Hvad der tiltrak ham hos Goethe[CCXV], det var den kunstneriske Uanfægtelighed, som fremtraadte i den tydske Digters senere Leveaar.
højresiderne i kapitel 5 har i førsteudgaven klummetitlen »Tilbageblik. Fremmede Forudsætninger.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
der hentydes til fx Louis-Sébastien Merciers bog Mon bonnet de nuit, bd. 3, 1785, s. 279 ff.
der hentydes til fx Abel-François Villemains afhandling Essai biographique et littéraire sur Shakspeare, 1838, og François Guizots udgave Oeuvres complètes de Shakspeare, 1821, samt Guizots monografier De Shakspeare et de la poésie dramatique, 1822, og Shakspeare et son temps, 1852.
sammensat citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) afhandling Racine et Shakspeare, 1823/1825 Stendhal 1854:215.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 42): »Bordet er fuldt«; citat fra William Shakespeares tragedie Macbeth, ca. 1606, III, 4 Shakespeare 2005:982.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) afhandling Racine et Shakspeare, 1823/1825 Stendhal 1854:117.
der hentydes til Adolphe Thiers artikel »Paris beaux-art. Exposition de 1824«, trykt i avisen Le globe, 17.9.1824 og 26.9.1824.
et centralt begreb inden for den franske romantisme, som angår det at skildre det særlige og fremmedartede ved et bestemt sted, fx en egn eller et land; kendt fra fortalen til Victor Hugos drama Cromwell, 1827 Hugo 1912, 23:35.
der hentydes til Jean-Jacques Ampères artikel »Essais sur la littérature romantique«, trykt i avisen Le globe, 9.7.1825.
der hentydes til artiklen »Du romantisme considéré historiquement«, ikke anonym, men signeret M.D. [Marcelin Desloges], trykt i avisen Le globe, 1.10.1825.
citater fra Louis Vitets artikel »De l'indépendance en matière de goût«, trykt i avisen Le globe, 2.4.1825.
sammensat citat fra fortalen til Victor Hugos drama Hernani, 1830 Hugo 1912, 23:523.
citat fra Charles de Rémusats anmeldelse af Victor Hugos drama Cromwell, 1827, trykt i avisen Le globe, 26.1.1828 og 2.2.1828.
en serie på 26 populære historiske romaner af Walter Scott, 1814-1832.
der hentydes til Friedrich de la Motte Fouqués ridderroman Die Fahrten Thiodulfs, des Isländers, 1815.
der hentydes til B.S. Ingemanns romantiske, konge- og fædrelandsdyrkende romaner Valdemar Seier, 1826, Erik Menveds Barndom, 1828, Kong Erik og de Fredløse, 1833, og Prinds Otto af Danmark og hans Samtid, 1835.
Honoré de Balzacs kolossale romanrække på mere end 90 færdiggjorte titler, 1830-1856. Et forord blev tilføjet otte-binds-udgaven fra 1842 ff. Balzac 1976, 1:7-20.
er i betydningen: lysende, glansfuld.
der hentydes til det kontrarevolutionære oprør under Vendéekrigen, 1793-1796, organiseret af den overvejende katolsksindede bondebefolkning i departementet Vendée i Vestfrankrig.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
der hentydes til Victor Hugos roman Notre-Dame de Paris, 1831.
Johann Wolfgang von Goethes vurdering af domkirken i Strasbourg og dens tyske arkitekt Erwin von Steinbach (ca. 1244-1318) er skildret i essayet »Von deutscher Baukunst«, 1772.
Adam Oehlenschlägers digt »Roeskilde Domkirke«, Poetiske Skrifter, 1805.
væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
der hentydes til det retslige opgør som følge af Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen.
citat fra Victor Hugos anmeldelse »Sur Walter Scott. A propos de Quentin Durward«, først trykt i tidsskriftet La muse française, juli 1823, optrykt i Littérature et philosophie mêlées, 1834 Hugo 1934, 45:119.
ananke (gr.) tvang el. nødvendighed; personifikation af naturnødvendigheden i den græske mytologi. Ordet er ridset på væggen af Notre-Dame-kirken af den fiktive person ærkediakon Claude Frollo i Victor Hugos roman Notre-Dame de Paris, 1831 Hugo 1904, 1:225.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) afhandling Racine et Shakspeare, 1823/1825 Stendhal 1854:35.
der hentydes til Charles-Augustin Sainte-Beuves anmeldelse af Édouard Louvets pamflet Byron et la liberté. Hymne de mort, 1824, trykt i avisen Le globe, 30.12.1824.
der hentydes til Victor Hugos artikel »Sur George Gordon, Lord Byron«, først trykt i tidsskriftet La muse française, 15.6.1824, optrykt i Littérature et philosophie mêlées, 1834.
Alphonse de Lamartines digt Le dernier chant du pélerinage d'Harold, 1825, en nydigtet slutning på George Gordon Byrons (Lord Byrons) Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818.
citat at Victor Hugos artikel »Sur George Gordon, Lord Byron«, først trykt i tidsskriftet La muse française, 15.6.1824, optrykt i Littérature et philosophie mêlées, 1834 Hugo 1934, 45:131.
Alphonse de Lamartine foretog i 1832-1833 en længere rejse til bl.a. Grækenland, Libanon og Syrien, skildret i rejesberetningen Voyage en orient, 1835.
der hentydes til Johann Wolfgang von Goethes digte Venetianische Epigramme, skrevet 1790, udgivet i Friedrich Schillers Musen-Almanach für das Jahr 1796.
udtryk tilskrevet Antoine-Augustin Préault; citeret i Auguste Vacqueries artikel om Alfred de Musset i 4. udg. af Profils et grimaces, 1864 Vacquerie 1864:218.
(eng.: Lake Poets), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
Valborgsaften, natten til 1. maj, hvor heksene ifølge folketroen samledes på Blocksberg. Der hentydes antagelig til »Walpurgisnachtstraum oder Oberons und Titanias goldne Hochzeit«, den tredjesidste scene i Johann Wolfgang von Goethes Faust. Eine Tragödie, første del, 1808.
citat fra Duvergier de Haurannes artikel »Du Robin des bois«, trykt i avisen Le globe, 8.2.1825.
der hentydes antagelig til Jean Racines drama Iphigénie, opført 1674, om den græske sagnkonge Agamemnon, som på vej mod krigen i Troja blev tvunget af guderne til at ofre sin datter Ifigenia, hvis han ville have god vind til rejsen.
(fr.: Académie française), fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
citat fra tale af Louis-Simon Auger i Det Franske Akademi, gengivet i Pierre-François Tissots artikel »Institut. Séance de l'Académie française pour la réception de l'archevêque de Paris et de M. Soumet«, trykt i tidsskriftet Le mercure français du dix-neuvième siècle, bd. 7, 1824, s. 409.
marmorstatue af Apollon, Apollo di Belvedere, formentlig en romersk kopi af en græsk original fra 300-tallet f.Kr. (nu på Musei Vaticani i Rom).
Skt. Kristoffer, katolsk martyr og skytshelgen for bl.a. rejsende og gartnere.
muligvis hentydes der til Eugène Delacroix' litografi »Faust et Méphistophélès galopant dans la nuit du sabbat«, trykt i Philipp Albert Stapfers franske oversættelse af Faust, tragédie de M. Goethe, 1828.
der hentydes til Jacques-François Ancelots tragedie Fiesque, 1824, efter Friedrich Schillers Die Verschwörung des Fiesko zu Genua, 1783.
der hentydes til Pierre-Chaumont Liadières' tragedie Walstein, 1829, inspireret af Friedrich Schillers Wallenstein-trilogi, 1798-1799.
der hentydes til en beskrivelse i Marie-Henri Beyles (Stendhals) afhandling Racine et Shakspeare, 1823/1825 Stendhal 1854:91.
der hentydes til henholdsvis Pieter Bruegel d.æ.s maleri ca. 1550/1575, og David Teniers d.y.s række af malerier fra midten af 1600-tallet af den kristne eneboer Skt. Antonius, der ifølge overleveringen flyttede ud i en klippehule i den libyske ørken, hvor han kæmpede mod Djævelens mange fristelser.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik