Det største sammenhængende Værk, Sainte-Beuve[I] har skrevet, er »Port-Royal[0001]« (1840-59). Det er i sin Art enestaaende. Med den Ulyst til at bevæge sig ad Forskningens store Landeveie og med det romantiske Hang til at dvæle ved religiøst Sværmeri, der fra tidlig Tid betegnede ham, valgte han sig Jansenismens Historie i Frankrig til Hovedæmne. Jansenismen var en begeistret, aarvaagen, anstrengt og ildfuld Form af Religiøsitet, der, skjøndt født og baaren paa Katholicismens Grund, dog havde en personlig, det vil sige kættersk Lidenskab for Sandhed, der paa engang tiltrækker Fornuften ved sin Frihed og Medfølelsen ved det Heltemod, hvormed den trodsede Forfølgelse og Tvang. Jansenismen og dens Historie »Port-Royal[0002]« naae begge deres høieste Oversigtspunkt i Pascal[II], hvis magre, sygelige Skikkelse personificerer den overfor den blodrige, sundere begeistrede Tydsker, der i Nabolandet mere end et Aarhundrede tidligere med større Held havde ført en lignende Kamp mod Rom[a].
Sainte-Beuve[III] havde alle Betingelser for at |481| skrive Jansenismens Historie. Han var ingen Troende, men han havde været det eller troet at være det. Den Anskuelse, man selv nærer, er man sjeldent i Stand til at overskue; den Anskuelse, man aldrig har næret, er man sjeldent i Stand til at forstaae; man forstaaer bedst den Synsmaade, man engang har delt og nu ikke længere deler. Og tvivler man, om Sainte-Beuve[IV] ogsaa forstaaer disse middelalderlige Følelser, denne Trang til at forlade Verden, denne den grebne Sjæls Strid med Naturen og angerfulde urolige Tyen til Naaden, om at han ogsaa rigtig veed, hvad Aand der rører sig under disse Prædikener og theologiske Afhandlinger, hvilke Hjerter der banke under disse Snese af Nonnedragter, hvad Begeistring, hvad Andagt, hvad Haab og Længsel, hvad for mystisk Sværmeri og hellig Ekstase der skyder op paa dette lille indviede Terrain, da læse man blot de to første Bind igjennem indtil Afsnittet om Pascal[V], hvor Forstaaelsen allerede var lettere, fordi Skikkelsen var større og alt forud mere bekjendt. Man gjøre sig blot fortrolig med de to mesterligt udførte Portraiter, Sainte-Beuve[VI] giver af François de Sales[VII] og Saint-Cyran[VIII], og see, hvorledes han af Ytringer, mundtlige og i Breve, af nogle Afhandlinger og Prædikenstykker formaaer at danne to Skikkelser, saa naturtroe og menneskelige, at man fører et Samliv med dem. Rundt omkring sporer man, at Sainte-Beuve[IX] er be|482|gyndt som Romanforfatter. Hvormange Scener mellem dette Nonneklosters, dette Dueslags skyldfri Beboerinder staae ikke levende som i en Roman! Og han bruger bestandig sin Fantasi kun til at skildre, aldrig til at opfinde og forvanske.
Værkets Mangel er den, at de første Dele, som ere de mest underholdende, savne historisk Stil. Man sporer nu og da paa en pinlig Maade den forhenværende Underholdningsskribent. Sainte-Beuve[X] bruger her kun Port-Royal[b] til Udgangspunkt. Det gamle Kloster er næsten blot hans Kastel, hvorfra han gjør det ene Udfald efter det andet; han opsøger Paralleler, hiddrager Analogier, snart fra Litteraturen, snart fra det virkelige Liv, lærerige, men haartrukne og drøfter saaledes i Forbigaaende ikke blot Corneille[XI], Racine[XII], Molière[XIII], Voltaire[XIV], Vauvenargues[XV], men endog ganske moderne Forfattere som Lamartine[XVI] og George Sand[XVII]. I de senere Bind, hvor Fremstillingen er mere ædru og historisk, savnes til Gjengjæld hine Episoders Tiltrækning, og Æmnet er tiltrods for den kjærlige Omhu, hvormed det er behandlet, noget vel specielt til i Længden at interessere.
Langt høiere end i dette sit formentlige Hovedværk staaer Sainte-Beuve[XVIII] i den lange Række Bind, »Causeries du lundi[0003]« og »Nouveaux lundis[0004]«, der indeholde de kortere Artikler fra hans Forfatterskabs mest fuldkomne Periode. Disse Artikler ville sent gaae i Glemme. Ulbach[XIX] skrev om dem |483| ved hans Død: »Jeg veed ikke hvad Tiden vil bevare af den Litteratur, hvoraf vi nu ere stolte. Nogle Vers af Lamartine[XX] og Victor Hugo[XXI], nogle Romaner af Balzac[XXII]? Men saa meget er vist, at det vil være umuligt at skrive Historien uden at opsøge Sainte-Beuve[XXIII] og gjennemlæse ham fra Ende til anden.«
Sainte-Beuve[XXIV] har havt to Manerer. Han var i sin Ungdom især ved Studiet af det sextende Aarhundrede, fra hvilket han som de andre Romantikere optog adskillige Ord, kommet i Vane med at veie og vrage, forfine og soignere det sproglige Udtryk saa stærkt, at han udsatte sig for berettiget Kritik, om end ikke for en saa voldsom og haanlig, som den, hvormed Balzac[XXV], der var ægget ved nogle spydige Artikler, i sin Tid overfaldt ham. Denne Overforfinelse af Stilen tabte sig imidlertid, da Sainte-Beuve[XXVI] blev Journalist. Som Littré[XXVII] sagde: »han kunde, da han havde bundet sig til at levere en Feuilleton om Ugen, ikke mere faae Tid til at fordærve sine Artikler«. Det er ikke let at charakterisere denne som Staalet paa eengang smidige og skarpe Stil. Den er for det Første i ingen Henseende paafaldende. En i Fransk ikke synderlig forfaren Læser vil aldeles ikke opdage, at der her er Noget, man kunde kalde Stil. Sætningerne følge paa hinanden urhytmisk, uden at samles i Grupper, nonchalant, som Zouaverne marchere. Aldrig en |484| pathetisk Sætning, sjeldent et Udbrud, en enkelt Gang en Apostrofe »o Digter!« eller lignende. Talen rinder som et mildt kruset Vand. Men den, der læser med Opmærksomhed, henrives over Sprogets ædle Atticisme. Tonen er ikke afgjørende, men ganske rolig og stille skeptisk. Jeg anfører et Par Exempler, tagne allevegnefra. »Hvad er det da, som hersker hos ham, er det det faste Grundlag eller det bølgende? Du troer, det er det bølgende. Men er der ikke under dette en endnu fastere Grundvold? Du troer, det er det faste. Men er der ikke under dette en endnu mere bølgende Grund?« Om hvor mange Personligheder maa Psychologen ikke spørge saaledes, men hvor faa Psychologer forstaae at stille Spørgsmaalet saa sikkert og saa fint. Hvad man har kaldt det Bizarre i hans Stil, er kun det tidt Overraskende i hans Brug af Billedet; men Billedet selv er altid til Overraskelse rigtigt. Han har et Sted skildret en stor, lidet mild eller blomstrende Bodsprædikant fra det sextende Aarhundrede og meddelt, at de Samtidige, paa Grund af hans tørre Strenghed, sammenlignede ham med Tornebusken. Noget senere fortæller han om samme Mand et Træk af mægtig og ædel Indignation, og tilføier da: »Man har kaldt ham en Tornebusk og en Busk uden Blomster; man kan tilføie, at han undertiden var en brændende Tornebusk.« Vil man høre, hvorledes denne bøielige Stil for|485|mer sig som Spot og Satire? Han skildrer det Sprog, som Nisard[XXVIII], en Tid hans Rival i Litteraturen, anvender, og indslynger i megen bittersød Ros dette lille Træk: »En Akademiker har fundet ham kraftig; flere Lærde finde ham yndefuld.« Han siger om Cousin: »Det er en Hare med et Ørneblik.« Vil man have et Exempel paa denne Stils Evne til at charakterisere, da læse man denne Sætning om Musset[XXIX]: »Hvad han virker ved, er ikke et Lag af ovenpaa hinanden lagte Farver, men ved at Virkeligheden, som han skildrer, hist og her forgyldes som et Støvgran af Morgensolens Straaler og pludselig flyver Blikket afsyne i en guddommelig Transfiguration.« Vil man endelig have et Exempel paa, hvorledes denne ligelige og jævne Stil taler Indignationens Sprog, da læse man følgende Stykke, der paa samme Tid skildrer Manden. Talen er om et Værk, som Akademiet i et Plenarmøde havde nægtet den Pris, hvilken den udvalgte Commission af Kyndige havde tilkjendt det, fordi Værkets Grundanskuelse stod i Strid med den officielle eklektiske Stats-Filosofi. Sainte-Beuve[XXX] siger herom: »Ja der existerer virkelig en meget lidet talrig Klasse af stille, ædruelige Filosofer, der leve af meget Lidt, der ikke intriguere, ene beskjæftigede med samvittighedsfuldt at søge Sandheden ved at dyrke deres Aand og som holde sig borte fra enhver anden Lidenskab, opmærksomme paa Verdens almindelige Love, |486| sysselsatte med at lytte til og forske i enhver Del af Naturen, i hvilken Verdens Sjæl og Tanke aabenbarer sig for dem; Mænd, der ere Stoikere i deres Hjerte, som forsøge at gjøre det Gode og at tænke saa godt og nøiagtigt de kunne, selv uden Tiltrækningen af en individuel Belønning i Fremtiden, tilfredse ved at føle sig i Overensstemmelse med sig selv og med Verdens almindelige Harmoni – er det passende, spørger jeg, at stemple disse Mænd med et hadefuldt Navn, at fjerne dem paa Grund af dette, eller idetmindste kun at taale dem, som man naadigt amnesterer overbeviste Vildfarende og Skyldige, have de ikke endnu hos os erobret deres Plads og deres Krog i Solen, have de ikke, o ædle Eklektikere, som jeg saa gjerne sammenligner med dem, I, hvis stadige fuldkomne moralske Uegennyttighed og hvis uforanderlige Sjælehøihed under Guds Øie Verden kjender, have de ikke Ret til idetmindste at stilles paa lige Fod med Jer i Kraft af deres Læres Renhed, deres Hensigters Retsindighed og deres Livs Uskyldighed? Det er dette endelige og det nittende Aarhundrede værdige Fremskridt, som jeg gad see fuldbyrdet før min Død.«
Sainte-Beuves[XXXI] Reform af Kritiken var flersidig.
For det Første gav han den Grund under Fødderne, Historiens og Naturvidenskabens Grund. Den gamle, saakaldte filosofiske Kritik tog det litterære Aktstykke som faldet fra Skyerne, be|487|dømte det uden Hensyn til Ophavsmanden og anbragte det i en eller anden æsthetisk eller historisk Rubrik. Sainte-Beuve[XXXII] gik gjennem Værket til Værkets Ophav, forstod bag Papiret at opdage Mennesket. Han har lært Samtid og Eftertid, at man Intet forstaaer, intet Skrift og intet Aktstykke fra Fortiden, før det er lykkedes En at begribe den Sjælstilstand, fra hvilken det udsprang, og danne sig Billedet af den Personlighed, der har frembragt det. Først saaledes faae Documenterne Liv. Først saaledes faaer Historien Aand. Først saaledes opfattet bliver Kunstværket gjennemsigtigt.
Sainte-Beuve’s[XXXIII] herskende Evne var Videbegjærlighed, og han havde den Form deraf, som man kunde kalde den videnskabelige Nysgjerrighed. Den ledede hans Levnet, endnu inden den ytrede sig frit i hans Kritik. Først spores den kun lidet. Thi han begyndte overfor sine Samtidige som Chateaubriand[XXXIV], Lamartine[XXXV], Hugo[XXXVI], de Vigny[XXXVII] og andre, med Lovprisninger, han senere maatte indskrænke betydeligt, og gjennemgik saaledes den modsatte Bevægelse af Théophile Gautier[XXXVIII], der begyndte saa skarpt, men efterhaanden forfaldt til en Overbærenhed uden Nerve. Men Sainte-Beuves[XXXIX] første ukritiske Ros stammer ligefuldt fra hans kritiske Drift. Den overdrevne Ros kom af at han som ung stod dem, han bedømte, altfor nær; men selve denne Omstændighed havde sin Grund i hans Videbegjærlighed. Han, der dunkelt anede |488| Afstanden mellem Bøgerne og Livet, før han kjendte den, og som mindre end Nogen var anlagt til at respectere hvad Forfatteren udgav sig for eller hvad Billede han vilde bibringe Mængden af sig igjennem sine Skrifter, han droges ubevidst af sin Forskerlyst, at sin psychologiske Finsands, af sin Tørst efter at see selv og se nærved, af sin Lyst til at gaae udenom det Officielle og Givne løs paa det Sande, som skjules, og paa det Smaa, som forklarer, til at gjøre Alles personlige Bekjendtskab, medens han selv ungdommeligt mente kun af Begeistring for Ideerne at tye til Ideernes Væld. Her er i Regelen et frygteligt Dilemma for Kritikeren: Kun om de Levende veed han Sandheden, men kun om de Døde kan han sige Sandheden. Slemt tager det sig nu ganske vist ud, naar Dødsfaldet paa een Gang helt forvandler Kritikens Charakter som Tilfældet f. Ex. er med Chateaubriands[XL] Død og Sainte-Beuves[XLI] Kritik. Hans ældste Artikel om Chateaubriand[XLII] er kun Virak. Man føler under hvilket socialt Tryk den er skrevet, hvorledes Pietet og Respect, Sympathier og Forhold, Frygt for skjønne Øines Vrede, Umuligheden af at saare en saa elskværdig Dame som Madame Récamier[XLIII] ved en Dadel af hendes Husgud, har gjort den første Skizze af Chateaubriand[XLIV] til et blot beundrende Referat.† Hans store Bog og hans senere Artikler om Chateaubriand[XLV] ere derimod inspirerede af en sand negativ Lidenskab, Lidenskaben for at |489| afrive Masker. Paa sin Høide kan Sainte-Beuve[XLVI] imidlertid siges at ramme Midten. Han undgaaer at beundre og forklare Alt ved ædle Motiver, men han undgaaer ogsaa at opsøge de lave. Han hverken priser eller sværter Menneskenaturen. Han kjender den, og han har den ved Omgang med en Mangfoldighed af Mennesker, ved uafbrudt kritisk Studium, ved den franske Finhed og ved den parisiske Forfinelse mangfoldigt skjærpede Takt til at kjende den igjen. Hvor han staaer høiest, kan han ved sin Aands Universalitet minde om Goethe[XLVII]. Man er stundom fristet til at kalde ham »viis«; og der gives neppe nogen anden Kritiker, om hvem man kunde fristes til at bruge dette Ord. Han lader sig aldrig blænde eller bestemme af de vedtagne Forestillinger, der knytte sig til et Navn, de være nu ophøiede eller rørende eller nedsættende, men studerer Forfatterens Afstamning, Sundhedstilstand, Formuestilstand, hans oprindelige Forestillingskreds, hans Udviklingshistorie, opsnapper en Bekjendelse, der uvilkaarligt er undsluppen ham, viser, at den støttes ved andre Udtalelser, at den belyser og forklarer Mandens Handlinger; han skildrer ham i hans ædle og lyse Øieblikke, han overrumpler ham i Negligée, han udforsker i Kraft af sin mærkværdige »Evne til at finde en Naal i en Høstak« hvad den Afdøde gjemte i den skjulteste Krog af sit Hjerte, veier med en Naturforskers rolige |490| Overlegenhed hans Tilbøieligheder til Godt og Ondt mod hverandre, og bringer saaledes et troværdigt Portræt til Veie – eller rettere en Række af hver for sig troværdige, men hinanden tidt modsigende Portrætter. Thi saa stor Sainte-Beuve[XLVIII] end er som Kritiker, er der dog en Hovedvanskelighed, med hvilken Kritikeren har at kjæmpe, som bestandig bliver omgaaet af ham, og det er denne: En samvittighedsfuld Kritiker har i Regelen læst det Værk, han vil forklare og bedømme, mange Gange og paa mange forskjellige Udviklingstrin, han er hver Gang bleven slaaet af noget Forskjelligt og tilsidst har han seet Værket fra saa mange Synspunkter, at det er ham umuligt uden Anvendelse af en Art indre Vold at fastholde een Stemning og eet Synspunkt. Er Talen ikke om et enkelt Værk, men om en Forfatter med en rig Productivitet og mange Udviklingsstadier eller endog om en hel Skole i Litteraturen, stiger selvfølgeligt Vanskeligheden ved at projectere Mangfoldigheden af de Indtryk, man under ganske forskjellige sjælelige Tilstande har modtaget, i et enkelt samlet Billed. En Bygning, man kun har seet en enkelt Gang, halvt solbelyst, halvt dækket af en mægtig Slagskygge, bliver staaende for Erindringen i tydelige Omrids med en vis bestemt Himmel til Baggrund og i en eneste Belysning, men en Bygning, man har set til alle Dagstider, i Halvmørke og i Maaneskin, fra alle Sider, fra |491| Punkter af forskjellig Høide, og ligesaa hyppigt indenfra som udefra, en Bygning, hvori man har boet og hvis Rum har syntes En først større saa mindre, alt eftersom man voxede til, en saadan Bygning er det vanskeligt at give et enkelt rigtigt Billede af. Denne Vanskelighed, gaaer Sainte-Beuve[XLIX] uden om ved bestandig at give nye Skildringer og Domme af en og samme Gjenstand og saa overlade Læseren selv at uddrage sit Resultat. Med fuld Føie valgte han til Motto for en Rækkefølge af sine Skrifter disse Ord af Senac de Meilhan[L]: »Nous sommes mobiles et nous jugeons des êtres mobiles.«
Det sidste Led i denne Sætning, at nemlig ethvert menneskeligt Væsen, vi bedømme, har været i bestandig Udvikling, forstaaer han som ingen anden før ham. Han vexler Tone, saatidt han skifter Gjenstand ja vexler Fremgangsmaade, saatidt som samme Gjenstand skifter Charakter, indtil hans smidige Aand formaaer at gjøre alle den enkelte Menneskesjæls Bevægelser under dens Udvikling efter.*)
Hans Fremstillingsform bliver |492| derfor ligesaa omskiftelig som hans Æmne; han blander uophørligt Biografien med Kritiken, pakker saa mange nuancerende Betingelser og Parentheser som muligt ned i sine Perioder, sammenruller Sætninger, der mildne og dæmpe hinanden, anvender med Forkjærlighed techniske Ord, der drage et langt Slæb af Idee-Associationer og Erindringer efter sig, og benytter gjerne ubestemte Vendinger, der antyde meget mere end de sige. Thi bevæger han sig end gjennem Biografiernes Mørke med en Dykkers Sikkerhed, der gjennem Vandet seer den underjordiske Vegetation, saa ynder han af mange Grunde en vis Ubestemthed i sin Udtryksmaade om det Sete; hvor han taler om endnu Levende, tør han jo kun antydningsvis berøre deres Privatliv, og de Døde have i Regelen en Vagt af Efterkommere eller Slægtninge om Sandheden i deres Liv. Han nøies da gjerne med at vise, at han aner eller kjender Mangt og Meget, hvorved han ikke vil dvæle.Med Aarene blev Sainte-Beuve[LIII] mere dristig og mere fysiologisk i sin Psychologi. Man høre ham selv forsvare sin Methode. Han skriver i et af sine sidste Leveaar (9. Mai 1863) til en Kri|493|tiker, der har bebreidet ham visse negative Domme: »Kunsten – og især en rent aandig Kunst som den kritiske – er et Instrument, som det er vanskeligt at tumle, og den duer kun saa meget, som Kunstneren duer. Men naar det er indrømmet, var det saa ikke nødvendigt at bryde med al denne forkerte Vedtægt, som gjør at man bedømmer en Skribent ikke alene efter hans Hensigter, men endog efter hans Prætensioner? Hvorledes! jeg skal være forpligtet til i Fontanes[LIV] kun at see den store, slebne, ædle, elegante Mester og tør ikke see den lille, hidsige og sandselige Kumpan som han var? [...] Eller for vore Dages Vedkommende – nu har jeg i 35 Aar levet i Villemain’s[LV] umiddelbare Nærhed, der er et saa stort Talent, saa skjøn en Aand, og som formelig flager med ædelmodige, frisindede, menneskekjærlige, christelige, civilisatoriske o. s. v. Følelser, og jeg skulde ikke i ham turde skildre den smudsigste Sjæl, den ondskabsfuldeste Abe, der gives? Skal man i alle Evigheder blive ved at rose hans ædle, ophøiede Følelser, som man uforandret gjør det rundt om ham, er det Pligt at lade sig trække om ved Næsen og tage de Andre ved Næsen? Ere da Skribenter, Historikere, Moralprædikanter kun Skuespillere, man ikke har Lov til at studere udenfor den Rolle, de have arrangeret sig? Tør man kun see dem paa Scenen? eller er det tilladt, dristigt om end discret med Dissectionskniven at |494| berøre de Steder, hvor Harnisket er sammenføiet? at pege paa Sømmen og Systingene, hvor Overgangen er fra Sjælen til Talentet? At rose dette sidste men ogsaa antyde Manglerne i det Sjælelige, der spores i selve Talentet og i den Virkning, dette i Længden frembringer? Vil Litteraturen tabe i Glands derved? det er muligt; men Aandsvidenskaben vil vinde.«
Det første Skridt er altsaa dette: Fast Grund under Fødderne, ingen falsk Idealitet! Det næste Skridt er, at Kritiken, fra at være opløsende og udstykkende, hos Sainte-Beuve[LVI] er bleven sammenfattende, om end med den Begrændsning, som den store Kritikers Naturel medførte. Hans Kritik giver en Organisme, et Liv ligesom Poesien. Den hugger ikke det givne Stof til Smaasten eller Grus, den danner en Bygning deraf. Den tager ikke Menneskesjælens Materiale fra hinanden, saa vi kun lære den døde Maskine at kjende uden at vide, hvorledes den tager sig ud, naar den er i Gang. Nei den fører os ind til Maskinen, medens den arbeider, saa vi see den Ild, der driver den og høre den Larm, den gjør, paa samme Tid som vi lære dens Sammensætning at kjende.
Saaledes er ved Sainte-Beuve’s[LVII] Reform Litteraturhistorien, som før var en Slags historisk Bividenskab, bleven en Veiviser for den egentlige Historie, den mest sjælfulde, mest levende Del af Historien, fordi den i Litteraturerne besidder det |495| interessanteste og rigeste Materiale, som Historien overhovedet har at tumle med.
Vi begyndte med at sige, at Sainte-Beuves[LVIII] kritiske Virksomhed ikke førte ham bort fra Poesien. Vi kunne nu bestemtere paavise, at Kritiken, som han i Slutningen af sit Liv, paa Høiden af sin Udvikling, udøvede den, var traadt i det nærmeste Slægtskabsforhold til den nyere Tids Poesi. Thi samtidigt med at Kritiken blev synthetisk, foretog – ligeledes paa Grund af Naturvidenskabens gradvise Erobring af det moderne Aandsliv – Poesien en beslægtet Bevægelse. Ved Aarhundredets Begyndelse gjaldt Fantasien som fri Fantasi for den egentlige Digterevne; Opfindelsesevnen som saadan gjorde Digteren til Digter; han var ikke bunden til Natur og Virkelighed, var lige saa hjemme i den overnaturlige Verden som i den kjendte. I Slægten fra 1830 repræsentere Digtere som Nodier[LIX] og Alexandre Dumas[LX] hver paa sin Vis denne Synsmaade. Men efterhaanden som Romantismen udmundede i Virkelighedssands og Virkelighedsstudium, opgav Poesien stedse mere sine fantastiske Farter paa kryds og tværs gjennem Rummet. Den søgte fuldt saa meget at forstaae som at opfinde, og den nærmede sig herigjennem Kritiken. Romanen blev Psychologi. Romandigteren og Kritikeren gaae i vore Dage i deres Skildring ud fra samme Udgangspunkt: en Tidsalders aandelige Livsluft. I denne |496| træde Skikkelserne frem. Den ene vil fremstille og forklare et Menneskes Handlemaade, den anden et skrevet Værk saaledes, at saavel Handlingen som Værket sees som Producter, Mennesket med virkelig eller tilsyneladende Nødvendighed frembringer, naar visse indre Anlæg og ydre Indskydelser forenes. Grundforskjellen er kun den, at Digteren lader sine opdigtede Personer, der dog i Reglen have Modeller i det virkelige Liv, tale og handle i mulige Consequenser af det Givne, medens Kritikeren er fuldstændig bunden af Kjendsgjerningerne, og hans Fantasivirksomhed indskrænker sig til Reconstruction af den Sjælstilstand, der foraarsagede eller betingede dem. Romanforfatteren slutter fra den iagttagne Charakter til dennes mulige Handlinger. Kritikeren slutter fra det iagttagne Værk tilbage til den til Grund liggende Charakter.
Kritiken i Betydning af Evne til ved mangesidig Sympathi at overvinde sin Naturs oprindelige Indskrænkethed har været en Hovedevne hos alle dette Aarhundredes største Digtere. Émile de Montégut[LXI] har taget Kritiken i denne Mening, da han engang kaldte den for den yngste Genius, Cendrillon blandt Aanderne. »Kritiken«, skrev han, »er den tiende Muse. Det var den, som var Goethes[LXII] hemmelige Brud. Det var den, som gjorde Goethe[LXIII] til tyve Digtere. Hvad er den tydske Litteraturs Grundvold Andet end Kritiken? hvad ere de en|497|gelske Digtere i vore Dage? Bevægede Kritikere. Hvad var Italiens ædle Leopardi[LXIV]? En flammende Kritiker. Af alle nyere Digtere have kun Byron[LXV] og Lamartine[LXVI] ikke været Kritikere og derved have de tabt Mangfoldighed og Afvexling og ere blevne saa monotone som de ere.« Naar Kritiken tages i videre og egentlig Forstand, bortfalder den sidste Restriction. Thi i Betydning af Evnen til at underkaste det Bestaaende en Dom, har den været en inspirerende Magt ogsaa for Tidsalderens store Lyrikere, den er det hos Hugo[LXVII] som hos Byron[LXVIII], hos George Sand[LXIX] som hos Lamartine[LXX]. Fra det Øieblik af da Poesien ophører at afspærre sig mod Samtidens Liv og Ideer, fra det Tidspunkt af, da de lyrisk-romantiske Digtere forvandle sig til Ideernes Organer, sees ogsaa i deres Digtning Kritiken som et besjælende Princip. Den har inspireret Hugo’s[LXXI] »Les Châtiments[0006]« som den inspirerede Byrons[LXXII] »Don Juan[0007]«. Den viser Menneskeaanden Vei. Den planter Hegn og Fakler paa Veien. Den bryder og rydder nye Baner. Thi det er Kritiken, som flytter Bjerge, alle Autoritetstroens, Fordommenes, den ideeløse Magts og den døde Overleverings Bjerge.
højresiderne i kapitel 31 har i førsteudgaven klummetitlen »Sainte-Beuve og den moderne Kritik.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
dvs. reformatoren Martin Luther, som i opgør mod det katolske pavedømme grundlagde den evangelisk-lutherske kirke.
citat fra Louis Ulbachs (Ferragus') biografi Nos contemporains. Sainte-Beuve, 1869 Ferragus 1869:72.
der hentydes navnlig til Honoré de Balzacs kritiske anmeldelse »Sur M. Sainte-Beuve à propos de Port-Royal«, trykt i tidsskriftet Revue parisienne, 25.8.1840.
citeret i Louis Ulbachs (Ferragus') biografi Nos contemporains. Sainte-Beuve, 1869 Ferragus 1869:68.
her i den oprindelige betydning: følelsesfuld, højtidelig.
citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves artikel »M. de Rémusat, passé et présent«, først trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.10.1847, optrykt i Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:320.
beskrivelsen angår den franske teolog abbed Saint-Cyran (Jean Duvergier de Hauranne) og fremgår af Charles-Augustin Sainte-Beuves værk om jansenismen, Port-Royal, 1840 Sainte-Beuve 1953, 1:305.
citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves værk om jansenismen, Port-Royal, 1840. Der hentydes til synet af den brændende tornebusk i Anden Mosebog 3,2-24 i Det Gamle Testamente, hvor Moses blev udpeget af Gud til at lede israeliterne ud af Egypten til Kanaan Sainte-Beuve 1953, 1:370.
citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves artikel »M. Nisard«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.11.1836 Sainte-Beuve 1870, 3:349.
her i betydningen: medlem af Det Franske Akademi.
citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves nekrolog over Victor Cousin, trykt i avisen Le constitutionnel, 14.1.1867 Sainte-Beuve 1868, 10:452.
citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves artkel »M. Alfred de Musset«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.1.1833 Sainte-Beuve 1870, 2:188.
Det Franske Akademi (fr.: Académie française), fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
sammensat citat fra sidste del af Charles-Augustin Sainte-Beuves anmeldelse af Hippolyte Taines litteraturhistorie Histoire de La litterature anglaise, trykt i avisen Le constitutionnel, 13.6.1864. Taines værk var indstillet til Det Franske Akademis pris Prix Bordin, men to af akademiets medlemmer, Félix Dupanloup og Frédéric-Alfred de Falloux, nedlagde protest, hvorfor det endte med, at prisen slet ikke blev udddelt dette år Sainte-Beuve 1867, 8:136-137.
her iden oprindelige betydning: (overdreven) smiger.
der hentydes til Charles-Augustin Sainte-Beuves kritiske værk Chateaubriand et son groupe littéraire sous l’Empire. Cours professé à Liége en 1848-1849, 1861.
her i betydningen: bemærkelsesværdig.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 291): »Vi er selv omskiftelige og vi bedømmer omskiftelige Væsener«. Citatet står som motto til 1870-udgaven af Charles-Augustin Sainte-Beuves essaysamling Portraits contemporains og stammer fra den franske forfatter Gabriel Sénac de Meilhans fortælling Les deux cousins, 1790 Meilhan 1790:39-40.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 292): »Det er til Hr. de Saint-Cyran, som han var i sin modne og fuldtfærdige Skikkelse, at jeg nu gaar over; det er om ham, at det Følgende er sandt. Hvis noget af det Foregaaende ikke mere passer paa ham, saa forkaste man det blot, som han selv under sin Udviklingsgang har forkastet det«; citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves værk om jansenismen, Port-Royal, 1840 Sainte-Beuve 1953, 1:361.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 292): »Man kan ganske vist skære en Calvinist ud af Hr. de Saint-Cyran, men paa den Betingelse, at man skærer mangt et Stykke levende Liv bort af hans Skikkelse«; citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves værk om jansenismen, Port-Royal, 1840 Sainte-Beuve 1953, 1:363.
sammensat citat fra et brev fra Charles-Augustin Sainte-Beuve til den franske moralfilosof Ernest Bersot, 9.5.1863 Sainte-Beuve 1877 1:1315-316.
sammensat citat fra Émile Montéguts artikel »La nouvelle littérature française. Les romans de M. Victor Cherbuliez«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.5.1867, s. 486-487. Udtrykket »den tiende Muse« sigter til muse nr. 10 i forhold til de traditionelle 9 muser i græsk mytologi.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik