Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

XXX.

Det var Sainte-Beuves[I] egentlige og større Kald, der førte ham bort fra Digtekunsten. Det førte ham ikke bort fra Poesien. Poesien blev fra nu af en underjordisk Kilde, der meddelte hans kritiske Undersøgelser, selv deres tørreste og alvorligste Egne, Friskhed og frodigt Liv.

Det er imidlertid interessant at see, ad hvilke Slyngveie den første store moderne Kritiker langsomt modnedes til sit Kald. Da ved Julirevolutionen det romantiske Cénacle opløste sig, var Sainte-Beuve[II] saa forsonet med Restaurationens herskende Mænd, at han stod i Begreb med at blive udnævnt af Polignac[III] til som Lamartines[IV] Gesandtskabssecretær at ledsage Digteren til Grækenland. Han havde ikke havt noget imod at modtage en for en ung Poet saa ønskværdig Post |472| af Magthaverne. Han nærede da uvilkaarligt nogen Bitterhed mod det nye Regimente, under hvilket næsten alle hans litterære Venner avancerede politisk, og da der i ham stadigt var et vist folkeligt og demokratisk Fond, (han bortkastede Partiklen »de« foran sit Navn, skjøndt han arvede den efter sin Fader) blev han snart en Slags Tolk for den naivtbegeistrede Socialfilosof Pierre Leroux[V] og forblev ved Bladet »Globe[0001]« selv da det fra de romantiske Doctrinæres Hænder gik over i Saint-Simonisternes og som deres Organ udkom med Mottoet: »A chacun selon sa vocation, à chaque vocation selon ses œuvres«. Han var (som Heinrich Heine[VI]) begeistret for Père Enfantin[VII] og satte i en Artikel fra 1831 Saint-Simons[VIII] religiøse Skrifter høit over Lessings[IX] »Menneskehedens Opdragelse[0002]«.

Neppe havde han efter Opløsningen af den Saint-Simonistiske »Familie« i 1832 skilt sig fra Saint-Simonisterne, før han nærmede sig Armand Carrel[X], det republikanske Frankrigs litterære Høvding. Skjøndt han i den Artikel, han i 1852 skrev om Carrel[XI], har tilsløret sit nære Forhold til ham, er det vist, at han tre hele Aar skrev i »National[0003]«, og det saavel om Politik som om Litteratur. Han blev indrulleret blandt Republikanerne, som tidligere blandt Saint-Simonisterne, Romantikerne og Royalisterne og lærte ogsaa dem at kjende. Paa samme Tid indførte hans Ven |473| Ampère[XII] ham i L’Abbaye des Bois[a], hvor den gamle Madame Récamier[XIII] tronede og hvor Chateaubriand[XIV] blev dyrket som Afgud. Da det i Anledning af en Artikel om Ballanche, der syntes at røbe legitimistiske Sympathier, kom til Brud mellem Sainte-Beuve[XV] og Carrel[XVI], nærmede han sig mere til Lamennais[XVII], der iøvrigt havde søgt ham først. Han blev snart Lamennais’[XVIII] Fortrolige og Raadgiver. Hvad der interesserede ham ved Lamennais[XIX], det var dels den demokratiske Flamme i den store Præsts Sjæl, dels dennes Grundtanke, at det for at holde Demokratiets uimodstaaeligt stigende Strøm indenfor sine Bredder var nødvendigt overfor dets saa mægtige og indenfor en vis Begrændsning saa sande Princip at hævde et andet endnu mægtigere Princip, det religiøse, der kunde tale med Myndighed til Folkene og med ikke mindre Overlegenhed til deres Konger. Ja Sainte-Beuve[XX] var saa betagen af Lamennais[XXI] før dennes afgjørende Frafald fra Rom[b], at han endog i en af sine Artikler rettede en betinget Bebreidelse mod ham for dette Frafald; han mente, at Den ikke havde Ret til at optræde som antipavelig Demagog, der saa nylig havde kjæmpet for at bøie Aanderne under den bestaaende Kirkes Tugt.

De tre Aar 1834-37 vare de smerteligst bevægede i Sainte-Beuves[XXII] Liv. Hans Forhold til Madame Hugo[XXIII] løstes i det sidste Aar ved en pludselig Krise, der samtidigt brød de Baand, der |474| fængslede ham til den romantiske Gruppe og tilintetgjorde hans religiøse Velleiteter. Han tyede til Lausanne[c], hvor han i Aarene 1837-38 begyndte de Forelæsninger, af hvilke hans store Værk »Port-Royal[0004]« opstod. Planen var tidligere lagt, Begyndelsen tidligere skrevet; at Foredragene holdtes for et vel protestantisk, men troende protestantisk Auditorium, bestemte til en vis Grad deres Tone. Desuden kom Sainte-Beuve[XXIV] i Lausanne[d] i intim Berøring med den udmærkede reformerte Schweizerpræst Vinet[XXV], en af de faa Mænd, for hvem han til sin Død bevarede Ærefrygt, og denne Mand der var en streng og oprigtig Religiøs og samtidig en yderst fin og skarp Kritiker af den franske Litteratur, interesserede Sainte-Beuve[XXVI] lige stærkt som Charakter og som Aand. Vinet’s[XXVII] Betoning af Christendommen som Inderlighed gjorde Indtryk paa hans aarvaagne theologiske Sands, og naar han gik som opmærksom Tilhører, troede Vinet[XXVIII] ham omvendt til sin Tro. Ikke desmindre reiste Sainte-Beuve[XXIX] vantro fra Lausanne[e] til Italien og fra Italien tilbage til Paris[f], hvor han optog sin Virksomhed som Kritiker i større Stil end nogensinde før, nærmest med den Forskjel, at han, der var begyndt som Kampkritiker, nu optraade som forklarende og belærende Skribent.

Han blev den høit ansete litterære Dommer i »Revue des deux mondes[0005]«, indflydelsesrig, Verdensmand, søgt og yndet i aristokratiske Saloner, |475| gjaldt for en vel uafhængig, men rolig og værdig Forfatter; i Politik nærmest høire Centrum. En Dame, til hvem han snart traadte i det ømmeste Venskabsforhold, sikrede hans Stilling i den fornemme Verden. Det var Madame d’Arbouville[XXX], Forfatterinde af nogle smukke og melancholske Noveller, Enke efter en General[XXXI], Nièce af Førsteministeren Grev Molé[XXXII]. Sainte-Beuve[XXXIII] tilbragte om Vinteren sin Fritid i hendes og hendes Bekjendtes Huse, laa om Sommeren paa Landet hos hendes Slægtninge. Han blev Grev Molé’s[XXXIV] Ven og litterære Raadgiver og tog ved given Leilighed Parti for denne fintdannede Adelsmand af den klassiske Skole mod sine egne gamle romantiske Forbundsfæller, naar de lode det skorte paa Smag og Takt.*)

*) Man se Sainte-Beuves[XXXV] Artikel om de Vigny’s[XXXVI] Optagelse i Akademiet, desuden det af ham selv meddelte Brev til ham fra en Dame [Madame Hugo[XXXVII]] om denne Optagelse.
Han blev alt 1844 og uden at have lidt noget tidligere Nederlag optaget som Medlem af det franske Akademi, beskyttet som han var i hint Øieblik af alle de monarchiske og klassiske Saloner. (Man kan hos Madame de Girardin[XXXVIII], Sainte-Beuve’s[XXXIX] aandrige Fjende, læse et bittert Angreb paa ham i den Anledning.)*)
*) » Lettres parisiennes[0006]« IV. 170.
Det Pikante ved Ex-Romantikerens Indtrædelsesceremoni forhøiedes ved, at det tilfaldt Victor Hugo[XL], hvem Akademiet |476| først havde optaget efter tre Afvisninger, at holde Modtagelsestalen til ham.

Sainte-Beuve[XLI] følte sig imidlertid lige saa lidt stavnsbunden til denne nye Kreds som til de ældre, i hvilke han havde tilbragt sin Ungdom. Revolutionen i 1848 splittede dette Selskab ad og da de seirende Republikanere krænkede ham dødeligt ved Offenliggjørelsen af en aldeles fjottet Anklage imod ham, følte han sig mere end nogensinde isoleret.*)

*) Man anklagede ham for at have ladet sig bestikke af Julimonarchiets hemmelige Fond med en Sum af – 100 Francs. Det viste sig at være Penge, der vare blevne udgivne til Istandsættelse af en Ovn i Mazarinbibliotheket[g], hvor han var Bibliothekar.
Han forlod for anden Gang paa nogen Tid Frankrig, holdt i Liège de Foredrag, af hvilke hans Bog »Chateaubriand[XLII] et son groupe littéraire[0007]« fremgik, Foredrag, hvis Indhold og Tone maatte gaae det monarchiske og katholske Parti meget nær og som røbede en høi Grad af Desillusion.

Madame d’Arbouville[XLIII] døde 1850 og dermed var det private Baand, der forenede ham med de gamle Partier bristet. Det demokratiske og socialistiske Instinct, der havde draget ham til Saint-Simonisterne og til Armand Carrel[XLIV] drog ham nu til det andet Keiserdømme. Han var saa lidt som nogen anden Mand fra 1830 (den en kort Tid berømte, hæderlige, men iøvrigt ringe begavede Dig|477|ter Auguste Barbier[XLV] fraregnet) fri for at dele den almindelige Napoleonscultus, han betragtede Keiserdømmet som en af Folket baaren, mod Bourgoisiets Herredømme rettet Imperialisme, og i den bekjendte, meget angrebne Artikel »Les regrets[0008]« erklærede han ikke blot sin Tilslutning til Napoleon III[XLVI]. men udtalte sig endog med en underlig glemsom Haan om Orleanister og han Legitimister. Han skrev først i »Le Constitutionnel[0009]«, saa en Tid lang i »Moniteur officiel[0010]«, saa atter i »Le Constitutionnel[0011]«, endelig i sit sidste Leveaar i Oppositionsbladet »Le Temps[0012]«. Han var øiensynligt fuldstændig oprigtig, han søgte ingen Fordel ved sit Omslag, han lod sig kun nu som altid uvilkaarligt paavirke, for senere at kritisere des mere klarsynet og indsigtsfuldt. Med Keiserens[XLVII] Person kom han kun flygtigt i Berøring, han sluttede sig til »Keiserdømmets Venstre«, blev af Prindsesse Mathilde[XLVIII] og Prinds Napoleon[XLIX] behandlet og hædret som Ven, og han benyttede sit Venskabsforhold til Prindsessen paa den smukkeste Maade, nemlig til en stilfærdig og ædel Velgjørenhed i største Stil.

Først i denne sit Livs sidste Periode lykkedes det ham at udfolde hele sit Talent. En ukritisk Digter har i Regelen Udsigt til at blive slettere med Aarene, en Kritiker har i Regelen Udsigt til at blive bedre, og Sainte-Beuve[L] udviklede sig fra Aar til Aar lige til sin Død. Hans Sandhedskjærlighed, der fra først af havde været ligesaa |478| levende som hans Arbeidsdrift, men som tidt var bleven hæmmet af Hensyn, blev nu bestandig mere meddelsom, medens Arbeidskraften holdt sig uforandret. Han har skrevet omtrent halvtredsindstyve Bind, og der findes i dem ikke en skjødesløs Linie, neppe en Unøiagtighed; men først i denne sin sidste Periode fik Sainte-Beuve[LI] fuldt Mod til at føre det Frisprog, han trængte til for at give sine virkelige Meninger paa det religiøse og filosofiske Omraade Udtryk. Alt, hvad han havde trængt tilbage, siden han i sin Ungdom studerede det attende Aarhundredes Filosofer, fik nu Luft. Hans ringe Sands for Balzac’s[LII] saa meget grovere og Beyle’s[LIII] saa meget særere Væsen kan ikke bringe det Mod og den Fasthed i Glemme, hvormed han nu i Litteraturen stod som den opvoxende Forfatterslægts Talsmand og Fører. Det bør heller ikke glemmes, at han afslog at skrive en Artikel om Napoleons[LIV] »Vie de César[0013]«. Og i Senatet optraadte han, helt alene, og med ikke ringere Fasthed som Klerikalismens overlegne og hensynsløse Modstander. I Marts 1867 forsvarede han Renan[LV] og hans »Jesu Liv[0014]«. I Juni samme Aar stod han, da man paa Grundlag af en Klage fra Smaastadsmatadorerne i Saint-Étienne[h] vilde udelukke al den Geistligheden ubehagelige Litteratur (deri indbefattet Voltaire[LVI], Rabelais[LVII] o. s. v.) af Folkebibliothekerne, ganske ene i det servile og klerikale Senat som den frie Forsknings Talsmand og be|479|geistret Hævder af den franske Litteraturs Ære. Studenterne der i 1855 havde udhysset ham paa Grund af hans Tilslutning til Keiserdømmet, hyldede ham i denne Anledning ved en Deputation og et Leve. De løgnagtige Rygter, som bleve udspredte af den klerikale Presse i Anledning af et lille Middagsselskab, han i 1868 ved en Tilfældighed kom til at give paa Langfredag, udpegede ham formelig som Antichrist, som en gjenfødt Voltaire[LVIII], og da han i Mai 1868 samlede sine sidste Kræfter for med svag Stemme men med uhørt Dristighed i Senatet at forsvare Pressefriheden og angribe Lovforslaget om de katholske Universiteter, var hans Navn bleven til en Fane, til den frie Tankes Symbol. I Januar 1869 brød han med Keiserdømmet. Efter fire Aars Sygdom og lang Tids frygtelige Lidelser, som han med stoisk Standhaftighed udholdt, drog han den 13. October 1869 sit sidste Suk.

Sainte-Beuve[LIX] har, som man seer, med sin ualmindeligt modtagelige Natur undergaaet en hel Række af religiøse, litterære og politiske Modificationer. Det var den Skole, han maatte gjennemgaae for at blive Stifteren af den moderne Kritik. Men hvad man tør hævde ham, selv i Meningsvexling, det er Ærlighed. Personlige Grunde have i store Ting kun kunnet have ringe Magt over en Mand, hvis Væsen er saa sandt som det, der lyser ud af |480| hans Skrifter. Thi, som Franklin[LX] siger: Sandhed og Ærlighed ere som Ild og Flamme. De have en vis naturlig Glands, der ikke lader sig male.

  • XXX.
    højresiderne i kapitel 30 har i førsteudgaven klummetitlen »Sainte-Beuve.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • Julirevolutionen
    væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
  • Cénacle
    Le Cénacle, litterært selskab grundlagt i 1827 med Victor Hugo som hovedskikkelse. Andre medlemmer var Alphonse de Lamartine, Alfred de Vigny, Alfred de Musset, Théophile Gautier og Charles-Augustin Sainte-Beuve.
  • Restaurationen(s)
    dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og Julirevolutionen i 1830. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
  • ledsage Digteren til Grækenland
    Alphonse de Lamartine foretog i 1832-1833 en længere rejse til bl.a. Grækenland, Libanon og Syrien, skildret i rejseberetningen Voyage en orient, 1835.
  • Saint-Simonisterne(s)
    tilhængere af saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
  • »A chacun selon … œuvres«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 280): »Enhver bør lønnes efter sit Kald, ethvert Kald lønnes efter hvad det frembringer«.
  • en Artikel fra 1831
    kort efter at avisen Le globe var erhvervet af saint-simonisten Pierre Leroux, skrev Charles-Augustin Sainte-Beuve en artikel, signeret af Leroux, som hyldede den franske socialist Saint-Simon, trykt 18.1.1831.
  • den Artikel, han i 1852 skrev
    der hentydes til Charles-Augustin Sainte-Beuves tredelte artikel »Armand Carrel«, først trykt i avisen Le moniteur, 3.5., 10.5. og 17.5.1852, optrykt i Causeries du lundi, bd. 6, 1853 Sainte-Beuve 1853, 6:69-85.
    C.A. Sainte-Beuve: Causeries du lundi, vol. 1-15, 1851-1862.
    .
  • tre hele Aar skrev i »National«
    Charles-Augustin Sainte-Beuve skrev i 1832-1834 for den liberale, republikanske avis Le national, grundlagt i 1830 af Adolphe Thiers, Armand Carrel, François-Auguste Mignet og Auguste Sautelet.
  • L’Abbaye des Bois … Chateaubriand
    det gamle Bernardinerkloster i Paris var i 1819-1849 hjemsted for den franske selskabsdame Juliette Récamier, der blev kendt for sine storslåede litterære saloner, som hun holdt i det nedlagte kloster sammen med François-René de Chateaubriand.
  • en Artikel om Ballanche
    der hentydes til Charles-Augustin Sainte-Beuves artikel »Poètes et philosophes modernes de la France. XV. M Ballanche«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.9.1834.
  • legitimistisk(e)
    forestillingen om, at den franske krone skulle besiddes af direkte efterkommere af den ældste gren af den bourbonske fyrsteslægt. De oprindelige Bourboneres sidste repræsentant, Karl 10., blev styrtet ved Julirevolutionen i 1830, hvor Ludvig-Filip af Orléans, som var af en yngre gren af slægten Bourbon, satte sig på tronen.
  • en af sine Artikler … Frafald
    der hentydes til Charles-Augustin Sainte-Beuves anmeldelse af Félicité de Lamennais' »Affaires de Rome«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.11.1836. Efter Julirevolutionen i 1830 helligede den tidligere kirketro Lamennais sig kampen for ytrings- og trosfrihed samt for adskillelsen af kirke og stat og blev som følge heraf fordømt af pave Gregor 16.
  • Sainte-Beuves Artikel om … Akademiet
    der hentydes til Charles-Augustin Sainte-Beuves artikel »Réception de M. le comte Alfred de Vigny à l'Académie française«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 1.2.1846.
  • Akademiet
    Det Franske Akademi (fr.: Académie française), fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
  • Lettres parisiennes
    der henvises til Delphine de Girardins Lettres parisiennes, 1843; Lettre II, dateret 25.2.1845 Girardin 1857, 4:170.
    Delphine de Girardin: Le Vicomte de Launay. Lettres parisiennes 1836-1848, vol. 1-4, 1857.
    .
  • Julimonarchiet(s)
    perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
  • Saint-Simonisterne
    tilhængere af saint-simonismen, en socialistisk utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon.
  • det andet Keiserdømme
    det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
  • Orleanist(er)
    tilhænger af det konstitutionelle monarki anført af en nyere gren af den bourbonske fyrsteslægt, Huset Orléans, særligt af Ludvig-Filip, som var konge fra 1830 til 1848.
  • Legitimist(er)
    tilhængere af den såkaldte legitimisme, forestillingen om, at den franske krone skulle besiddes af direkte efterkommere af den ældste gren af den bourbonske fyrsteslægt. De oprindelige Bourboneres sidste repræsentant, Karl 10., blev styrtet ved Julirevolutionen i 1830, hvor Ludvig-Filip af Orléans, som var af en yngre gren af slægten Bourbon, satte sig på tronen.
  • han afslog at skrive en Artikel om … César«
    historien om artiklen er beskrevet i den franske journalist Pierre Vésiniers Étude critique sur l'histoire de Jules César de Napoléon III, 1865 Vésinier 1865:6-7.
    Pierre Vésinier: Étude critique sur l'Histoire de Jules César de Napoléon III, 1865.
    .
  • Keiserdømmet
    det andet franske kejserrige fra 1852 til 1870, under ledelse af Napoleon 3.
  • Sandhed og Ærlighed … male
    let omskrevet citat, gengivet af Charles-Augustin Sainte-Beuve i artiklen »Franklin«, først trykt i avisen Le constitutionel, 15.11.1852, optrykt i Causeries du lundi, bd. 7, 1853 Sainte-Beuve 1853, 7:110.
    C.A. Sainte-Beuve: Causeries du lundi, vol. 1-15, 1851-1862.
    .
    • 1 kommentarer er ikke tilknyttet databasen

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik