Lad os fra Southey[I] vende Blikket mod en bedre Mand end han, mod den Digter, der formede den eiendommeligt britiske Romantik paa Folkenaturens og Historiens Grund, der ikke som |156| Søskolens Mænd maatte gjøre sig til Renegat for at blive conservativ i religiøs og politisk Henseende, men som var det uden Had eller Uvillie mod Aanderne af den modsatte Retning, ren og rolig af Naturel, ædel og fast af Charakter, poetisk saa sprudlende rigt begavet, at han mere end en Snes Aar igjennem forsynede alle Europas Lande med en sund og underholdende Læsning, og saa dybt original i sit Syn paa Menneskeracer og Verdenshistorie, at hans Indflydelse paa Europas Historieskrivning ikke blev ringere end den han udøvede paa Romandigtningen i alle civiliserede Lande.
Walter Scott[II] fødtes i Edinburgh[a] den 15de† August 1771 som den niende Søn i en gammel adelig Familie. Faderen[III] var Jurist og synes med sin strenge Ordenssands at have havt nogen Lighed med Goethes Fader[IV]; Sønnen har malt ham, siges der, som den gamle Kjøbmand i »Rob Roy[0001]«. Der herskede i Familien en stærk monarchisk Tradition – først som Hengivenhed for Stuarterne, saa for Huset Hannover – og den strengeste† Kirkelighed. Den lille Walter[V] var sund og stærk, indtil i hans andet Aar det høire Ben pludselig blev lamt. Den rolige Aandsligevægt, hvormed han hele sit Liv igjennem bar denne Lamhed staaer i en mærkelig Contrast til den Lidenskabelighed, hvormed hans store engelske Rival omfattede sin beslægtede Vanskjæbne. Han |157| voxede op i Sværmeri for den fordrevne Kongefamilie og for Folkesangene med deres Meddelelser om Høilændernes og Skotternes gamle Kampe; allerede i den spædeste Alder kunde han lange Stykker udenad af hin Ballade[0002] om Hardiknut[VI], hvormed han i 1815 skulde aflokke Byron[VII] Taarer. Alt hvad der var Anekdotagtigt især i Rim og Balladeform lærte han med Lethed, derimod bemærkes det udtrykkeligt, hvad der allerede antyder Charakteren af hans senere Production, at Aarstal og almindelige Principer tilegnede han sig kun med Vanskelighed. Den lille halte Dreng, der bestandig red omkring paa en Pony, som ikke var større end en almindelig Slagterhund, var en Kjender af Percy’s[VIII] Samling af gammelskotske Digte og Fragmenter[0003], ja hvad mere mærkeligt er, han samlede paa gamle Digte som andre Børn paa Mønter eller Segl og havde 10 Aar gammel flere Bind fulde. Hele sit Liv igjennem vedblev han ogsaa at være en Balladejæger. Hans Sands var ligesaa tidligt opladt for Naturomgivelserne som for Poesien. Han standsede og dvælede ved enhver Ruin, ethvert Mindesmærke, ja ved enhver gammel Sten; men han betragtede ikke Naturen med Wordsworth’s[IX] eiendommelige Inderlighed for dens egen Skyld blot som Natur; den havde for ham en overveiende historisk og poetisk Interesse. En Gruppe gamle sammenvoxede Træer kunde ikke i og for sig vække den Andagt i hans Sind som i |158| Wordsworth’s[X]; men hed det sig: Under dette Træ har Karl den 2den[XI] hvilet – eller: Dette Træ er helliget ved Erindringen om Mary Stuart[XII] – da skar han Grene af Træet til Minde om sit Besøg paa Stedet og glemte det aldrig. Femten Aar gammel lærte han de maleriske skotske Høilande at kjende, der skulde faae saa stor en Betydning for hans Poesi ved at forsyne hans digtede Skikkelser med et nyt og Europa ubekjendt Sceneri. Fra det Øieblik af da han var bleven sig bevidst som Digter, studerede han Naturen aldeles som en Maler optager Studier. Vilde han beskrive en Egn, reiste han expres derhen, noterede paa det Nøieste Bjergenes Udseende, Skovenes Beliggenhed og Form, selv Skyernes Charakter i det givne Øieblik, ja ofte de enkelte Blomster og Buske, der stode paa Veien eller ved Indgangen til en Hule. Det poetiske Blik paa Naturen, han havde tilfælles med Romantikerne i Tydskland og Danmark, udelukkede ikke den kraftigste Realisme og Præcision i Skildringen; medens Oehlenschläger[XIII] længe har kunnet hjælpe sig med »Kjærminder« og Roser, kjendte Scott[XIV] hver Høi, hver Dal, hver Bæk, hver Klippe, hver Sten, hver Sti,*)
og den hele skotske Flora.Endnu var Scotts[XV] Digterkald dog ikke blevet |159| ham klart, han uddannede sig til en flittig og stadig Jurist, der skrev sine Akter med den zirlige Juristhaand og de juridiske Snirkler, hvormed han senere skulde bringe saa mange poetiske Værker paa Papiret. Trods sin Vanførhed besad han et sundt, smidigt og kraftigt Legeme og var saa øvet i legemlige Idrætter, at han engang en hel Time igjennem paa en ensom Vei forsvarede sig med sin Stok imod tre Karle, der overfaldt ham. Men hvad der er høist betegnende for hans aandelige Construction: Denne Sundhed var ikke forenet med nogen tilsvarende Finhed i Sandseorganerne. Han manglede næsten helt Lugtesandsen, og hans homeriske Appetit var alt Andet end Lækkersultenhed; han kjendte hele sit Liv igjennem ikke god Vin fra slet, og kunde ingen Forskjel smage paa daarligt og fint tilberedt Mad – et Punkt, hvori han danner den mest udprægede Contrast til sin yngre Samtidige Keats[XVI]. I Forholdet til det andet Kjøn var han saa kold, at han paa Grund af denne Kulde maatte udstaae Drillerier af sine Kammerater; ikke desmindre nærede han i Ynglingeaarene romantiske Følelser for en ung Dame, der ægtede en Anden, men beherskede sig saa fuldkomment, at Ingen anede noget derom. Han kom hurtigt ud over denne Smerte og efter en kydsk og rolig Ungdom ægtede han 26 Aar gammel en fransk protestantisk Dame (Miss Carpenter[XVII]) hvis Fader[XVIII] var død under Re|160|volutionen. Vinteren 1796-97 tilbragte han under den almindelige Frygt for en Landgang af Franskmændene med at oprette Frivilligregimenter, og da han var Fyr og Flamme for Sagen, udnævntes han til et af Regimenternes Kvartermester og Secretær. Jeg har allerede berørt hans første Oversættelser fra Tydsk. Han, som saa længe havde været et levende Magasin af Sange, Ballader og Fortællinger, udgav nu i 1803 en Samling af skotske Folkeviser (»Minstrelsy of the Scottish† Border[0005]«), som han helligede sit Fødeland, »Albions bedre Halvdel«; den 3die Del »Nyere Efterligninger[0006]« indeholder Digte af Udgiveren selv.*)
En Kritik af Bogen havde den prophetiske Bemærkning, at den indeholdt Stof til hundrede Romaner.Med al sin Troskab mod det engelske Kongehus følte han sig dog bestandig som Skotte, ja der er ingen Tvivl om at selve det skotske Racepræg er det afgjørende Grundlag for hans Originalitet. Allerede den poetisk-historiske Interesse, der kommer til Gjennembrud hos ham, er skotsk. Intet Fællesmærke har været saa udpræget hos Skotterne gjennem alle Tider som en heftig og lidenskabelig Nationalfølelse. Hint Ord »perfervi|161|dum ingenium Scotorum«, der fra Middelalderen af og i Aarhundreder var den staaende Talemaade om Skotlands Beboere har oprindeligt ingen anden Betydning. Se vi et Øieblik bort fra den indre Partispaltning i Landet, som ikke omstøder Følelsen af Fællesskab, saa finde vi ikke let i noget andet Land en saadan Fornemmelse af Samhørighed som hos dette lille Folk, hvis Rige er landfast med et andet betydeligt større, der taler samme Sprog og har Regimentet derover. Ogsaa Englænderen har en levende Nationalfølelse, men den er langt mindre fremtrædende og skarp; den er af rent positiv Natur og har til Indhold alt det Meget og Forskjellige, der efter Englænderens Opfattelse udmærker hans Folk. Skotlænderens Nationalfølelse derimod er uafbrudt aarvaagen, bestandig paa sin Post, fordi den i det Væsentlige er af negativ Natur. Naar Englænderen siger: Jeg er en Engelskmand, saa mener han nøiagtigt dette, som han siger; men naar Skotten siger eller tænker: Jeg er Skotte, saa betyde disse Ord i hans Mund saa meget som: Jeg er ikke nogen Englænder.*)
For ret at forstaae denne Følelse maa man betænke Skotternes Faatallighed i Sammenligning med deres mægtige Naboers Antal. Naar man veed, at endnu i Aaret 1707 Skotlands hele Befolkning ikke naaede op over een Million, |162| saa begriber man, at en dyb Følelse af Sammenhold, Haardnakkenhed og defensiv Stridbarhed var nødvendig for at den mindre talrige Race ikke skulde see sin Eiendommelighed overskyllet eller fortrængt søndenfra. Saaledes kom man da til paa en særligt eftertrykkelig Maade at beundre og elske det ru og mørke Skotland i Modsætning til det grønne og frugtbare England, til at omfatte dets Høider, Enge, Sumpe og Taager med en næsten polemisk Fædrelandskjærlighed. Det kan da ikke undre, at da der i dette Land fødes en stor episk Digter og det tilmed paa en Tid, da Nationalfølelsen hele Europa over bryder ind i Poesien, bliver det Skotland, som frembringer de første og kraftigste Producter af den historiske og folkepsychologiske Romantik. Hvad laa mere nær for en Digter i dette Land end at fordybe sig i Høilændernes eiendommelige Sæder og skildre dem med deres effectrige Costume, hvad var naturligere for den Mand, hvis blotte Navn syntes at stemple ham som en Incarnation af hans snevrere Fædreland, end at tye tilbage til Fortiden, dens Monumenter og Minder for ligesom at bøde paa sine Landsmænds ringere Tal og Betydning i Samtiden ved at skildre deres Fortidsliv og deres historiske Bedrifter!Hvad der udmærkede den skotske Nationalfølelse var da først dens Charakter af Fællesskabsfølelse: Provindsnationen var mere substantiel, rum|163|mede ikke saa skarpe individuelle Modsætninger som Hovednationen. Scott[XX] har mange Steder skildret denne energiske Slægtskabsfølelse hos sine Landsmænd, ingensteds skjønnere end i 3die Del af »Fængslet i Edinburgh[0009]«, hvor denne sunde og smukke Følelse giver den stakkels Bondepige Freidighed til at henvende sig om Hjælp til Hertugen af Argyle[xxi] ganske som til en Paarørende. Men den skotske Nationalfølelse havde endnu et andet Grundtræk, nemlig det, at den i sit Væsen var en Particularisme, og som saadan umodern, traditionel og derfor i Slægt med alle gamle Traditioner. Heraf hos Scott[XXII] den overdrevne Ærefrygt for Kongemagten og dens Attributer. Da han var Medlem af Commissionen for Undersøgelsen angaaende de gamle skotske Kronregalier, satte Fundet af disse ham i en saa levende og andægtig Bevægelse, at han, da en af Embedsmændene vilde prøve Diademet paa en ung Dames Hoved, ei kunde lade være at skrige: Nei, for Guds Skyld, nei! – Den første store Particularisme drog fremdeles en Hærskare af nye Particularismer med sig. Paa samme Tid som ikke ret mange Folk havde Skotternes Samhørighedsfølelse, havde endnu færre deres Splittethed i Partier og Leire. Individets Følelse af den Pligt at gaae op i en fælles Substans begyndte ikke først ved Staten, men ved Stammen, Clanen, ja Familien.
Derfor træffe vi da ogsaa hos Scott[XXIII] som |164| Balladesamler en særlig Forkjærlighed for de Ballader, der behandle Bedrifter, som Digterens Stammefrænder eller Forfædre have udført. Og derfor har han i sin Egenskab af Skotte den mest fremtrædende Familiefølelse. Han var en mønsterværdig Søn, han var en exemplarisk Ægtefælle, han var – som hans Breve til den ældste Søn[XXIV] udvise – den kjærligste Fader; han var en god Opdrager af sine Børns Legeme og Sjæl, der nærmest kun stillede den gammelpersiske Fordring til dem, at de skulde sidde godt til Hest og tale Sandhed; men selv i disse Følelser er han ingen ret moderne Aand. I hans Privatliv som i hans Poesi gik Slægten ham forud for Individet. Han havde en Broder, Daniel Scott[XXV], som forfaldt, og som uden nogensinde at have begaaet noget directe Uhæderligt dog gjorde Familien Skam. Han skaffede gjennem Correspondance denne sin forfaldne Broder en lille Ansættelse i Vestindien, men kaldte ham i Brevene til hans Foresatte bestandig kun sin »Slægtning«, forlangte ligeledes af ham, at han aldrig maatte angive for Nogen, hvor nært dette Slægtskabsforhold var, vilde paa ingen Maade see ham, da han var vendt tilbage til Skotland, eller nævne hans Navn eller overvære hans Begravelse, da han døde, eller bære Sorg for ham. Det er den Art Feil, som følge med de stærkt conservative Dyder. Men det vil ikke undre Nogen, at den Mand, der ellers saa mild i sin Følelse |165| ofrede saa meget paa Slægtens Alter, ikke kunde blive Individualitetens Digter, men med eet Slag blev kastet tilbage i Fortiden, da Byron[XXVI] opstod.
I Aaret 1802 stiftedes »Edinburgh Review[0010]«, og Scott[XXVII] gav fra Begyndelsen af Bidrag til dette Organ, hvis Hovedredacteur var hans Landsmand Jeffrey[XXVIII], der som Kritiker spiller saa stor en Rolle i Datidens Digteres Liv, skjøndt en vis djærv Forstand uden Smidighed og uden Skole var hans eneste kritiske Gave. Dette Medarbeiderskab varede dog kun i 7 Aar, da Scott[XXIX] i Aaret 1809, misfornøiet med »Edinburgh Review’s[0011]« altfor liberale Holdning i det katholske Spørgsmaal og opirret over Jeffrey’s[XXX] nedsættende Anmeldelse af »Marmion[0012]«, grundlagde »Quarterly† Review[0013]«. I 1805 udkom Scotts[XXXI] første episke Digtning »Den sidste Minstrels Sang[0014]«. Den gjorde overordentlig Lykke, man glædede sig over denne Tilbagevenden til Folkepoesien og til Naturen; især bleve Naturskildringerne høiligt beundrede; Pitt[XXXII] udtalte, at Scott[XXXIII] efter hans Mening paa flere Steder havde naaet Malerkunstens Virkninger, og hans Modstander Fox[XXXIV] var undtagelsesvis enig med ham i dette Punkt. Havde Scott[XXXV] allerede blot ved sin personlige Elskværdighed som Embedsmand været saa populær, at Wordsworth[XXXVI] i Aaret 1803 fandt, at hans Navn var nok til som med et Trylleslag at aabne En alle Døre i hans Embedsdistricter, saa blev han nu ligesaa yndet som Digter. I |166| kort Tid afsattes 30,000 Exemplarer. Det var det 16de Aarhundredes Tilstande, der her fremstillede med tilnærmelsesvis historisk Nøiagtighed traadte Læseren imøde; Skildringen af de høilandske Sæder interesserte saa meget, at det Bifald, hvormed de modtoges, bragte Digteren paa den Tanke at forsøge noget Lignende i Prosa, en Tanke, der senere hen legemliggjort fik Navnet »Waverley[0015]«. Foreløbigt var Interessen vakt for Middelalderen, Riddervæsenet, Kongeherligheden, Lehnstroskaben og den skotske Nationaleiendommelighed. De fodreisende Englændere begyndte at gjøre romantiske Valfarter til Ruinerne af de gamle Borge og til Valpladsen ved Killiecrankie[b], hvor deres Landsmænd i det 17de Aarhundrede vare blevne slagne af Uhyrerne med Tartanerne og de nøgne Lægge.
Hidtil havde Scott[XXXVII] skrevet om Aftenen og langt ud paa Natten; nu da hans egentlige Virksomhedsperiode begynder, henlagde han sin Arbeidstid til den tidlige Morgen. Han var oppe før 5, gik først ned i sine Stalde, hilste paa sine Heste og Yndlingshunde og saae til alle sine Husdyr, saa satte han sig til at skrive, og arbeidede saa let og rask, at han, naar han mellem 9 og 10 mødte til Frokost næsten altid allerede »havde knækket Halsen paa sit Dagværk«. Kl. 12 forlod han sit Arbeidsværelse og tilbragte Resten af Dagen med sin Familie og sine Gjæster. I de |167| friske Morgentimer var det da, at han udarbeidede alle de Værker, som nu fulgte, medens Byron[XXXVIII] eiendommeligt nok skrev alle sine Poesier om Natten. Det er, selv hvor de to Digtere staae hinanden nærmest, som kunde man føle den lyse eller mørke Undfangelsestimes forskjellige Stemning hvile over Værket.
Og nærmest kommer Scott[XXXIX] netop Byron[XL] i det Digt, han nu i November 1806 begyndte, »Marmion eller Slaget ved Flodden Field[0016]«. Med Hensyn til sin Fabel staaer denne Digtning Scotts[XLI] øvrige ganske nær; det er atter det 16de Aarhundrede, atter Skotland, atter Livet paa Borgen og ved Hove, som skildres. Men Digtets Helt er en saadan, at han direkte danner Overgangen til de Byronske Helte, ligesom det hele Værk er skrevet i de lette og flydende, men noget enstonige firfodede Jamber, som Byron[XLII] i sine poetiske Fortællinger hyppigst har benyttet. Marmion[xliii] er en stolt og uforfærdet Ridder, men af en forbryderisk Natur. Han har bortført en ung, deilig Nonne, Constanze af Beverley[xliv], der følger ham overalt i Mandsdragt som hans Page; men hurtigt kjed af hende vil han med Magt tiltvinge sig en anden ung Adelsdames Haand, skjøndt han veed, at denne elsker en Anden. Drevet af skinsyg Fortvivlelse gjør Constanze[xlv] et Attentat paa Marmions[xlvi] Liv; og med kold Grusomhed overgiver han hende som undvegen Nonne til Klosterets Straf. |168| Abbedissen dømmer hende, og i en romantisk Rædselsscene af den Art, Byron[XLVII] pleier at ynde, men tillige at udmale med langt ringere Skaansel for Læserens Nerver, bliver hun levende indmuret i en underjordisk Hvælving. Her er hos Scott[XLVIII] ikke megen Tale om sjælelig Motivering; Rustningernes Pragt og Klosterets Mørke og de gamle Slottes nøiagtigt gjengivne Architektur er ham mere værd end de fine Bevægelser i Sjælen; men ligefuldt har han i »Marmion[0017]« givet Noget, der for os nu tager sig ud som en Prototyp til »Giauren[0018]« og særlig til »Lara[0019]«. Ogsaa Giaurens[xlix] Elskerinde lider en skrækkelig Død, ogsaa Lara[l] ledsages overalt af en hengiven Kvinde i Pagedragt, og der forekommer i »Marmion[0020]« en Scene, hvor Digtets Helt offentlig beskjæmmes, som har nogen Lighed med den, hvor Lara’s[li] Fortid pludselig forekastes ham med Foragt. Klinger det ikke næsten allerede Byronsk:
» Marmion[lii], hvis Hjerte og hvis Blik altid forbleve lige faste i de værste Farer, Marmion[liii], hvis Sjæl ikke selv fra hans Konge taalte et overmodigt Blik, hvis Commandostemme i Leiren klang befalende til den tapreste af de tapre, følte nu baade Tanken og Mælet svigte; han slog sit Øie ned og en Rødme foer over hans Pande. Saa mægtigt blev hans Samvittighed ramt.«*)
|169| De Ord, hvormed hans Samvittighedskval er malt:
»Høisindede Sjæle, hvis Stolthed og Kraft er medfødt, føle dybest dine Kvaler, o Samvittighed! Uslinger frygte for Svøben, men du er de Tapres Bøddel«.*)
og disse† Ord ere som et Varsel om det berømte Sted i »Giauren[0022]«, hvor Aanden, der ruger over Jammer og Skyld, sammenlignes med den af Flammer omgivne Skorpion, der fortvivlet vender sin Giftbraad mod sin egen Hjerne.Og som der er nogen Lighed mellem Marmions[liv] og Laras[lv] Situation og Charakter, saaledes døe de ogsaa paa samme Maade, ramte i aaben Kamp, ubøiede i Døden, ugudelige indtil Livets sidste Øieblik.
Men hermed er ogsaa Ligheden ude; den er netop stor nok til at gjøre Byrons[LVI] Eiendommelighed klar. For Scott[LVII] er Marmions[lviii] Personlighed ikke Hovedsagen, han benytter den kun til om den at gruppere Skikkelser og Situationer af sit Fædrelands Fortid; han behøver Heltens Laster for at faae sin simple Handling i Gang; men de interessere ham ikke i og for sig og han frem|170|stiller dem fuldkomment upersonligt. Naar Byron[LIX] derimod skizzerer sine første forbryderiske Helte, da vil han fremfor Alt vække Interesse for dem. Allerede deres Aasyn fremkalder Opmærksomhed og Deltagelse hos Enhver, der seer dem, og bibringer Forestillingen om Stolthed, Skyld, Had og Trods; de slaae intet Øieblik i deres Liv som Marmion[lx] Øinene ned for en Anklager; de leve som hin Sagnets Skorpion: trindt om Flammer og forinden Død. Uden at finde Trøst i Himlen eller paa Jorden trækker deres Hjerte sig sammen i Stolthed og i Kval, indtil det ophører at banke. Var Marmion[lxi] end en haardhjertet og selvkjærlig Ridder, saa er hans sidste Tanke og sidste Ord dog »England«, han er knyttet til et større Hele end sit eget egoistiske Liv. Anderledes Byrons[LXII] tidligste Helte: de leve fuldstændigt i deres eget Indre, der udgjør ligesom en helt tillukket Verden for sig selv, og Digteren har sørget for glimtvis at lade Publikum ane en lignende mørk og afsluttet Verden i hans egen Sjæl. Hans Individualitet skimtes bag den digtede; man føler bag Værket et Hjerte, som har lidt, og som søger en Lindring i halve Tilstaaelser og dunkle Udbrud; Fremstillingen er med eet Ord i aller fuldeste Forstand personlig, og dermed er en Revolution i den engelske Digtemaade indtraadt.
I Scotts[LXIII] rent episk formede Digt var det ikke Hovedpersonen, men Begivenhederne, som især gjorde |171| Lykke, fremfor Alt Slagmalerierne i sidste Sang, der af den begeistrede Kritik erklæredes for de bedste siden Homer[LXIV]. Og var Digtet nu vel skikket til at vække Beundring hos Scotts[LXV] jævne Landsmænd, saa var det ikke mindre egnet til at behage ved Hove. Byron[LXVI] havde Ret, da han til Prindsregenten[LXVII] sagde, at Scott[LXVIII] ret forekom ham at være en Digter for Fyrster, de vare aldrig blevne mere glimrende skildrede end i »Marmion[0023]« og »Jomfruen fra Søen[0024]«. Jeg gad endog vide, om der ikke i »Marmion[0025]« findes direkte Hentydninger til Prindsregenten[LXIX] og hans Hustru[LXX]. Den første kunde neppe uden Sindsbevægelse læse Skildringen af Kong James’[lxxi] Optræden i den pragtfulde Hofdragt,*)
og den fra Hoffet forstødte Prindsesse af Wales[LXXII], hvem Scott[LXXIII] havde lært personligt at kjende, da han i 1806 første Gang feiredes som Løve i London[c], og til hvis Parti han som Tory sluttede sig, kunde paa sig anvende Digtets Skildring af den forladte Dronning Margaretes[lxxiv] ensomme Liv, medens den ridderlige og letfærdige Monarch tilbringer Tiden med sine Elskerinder.|172| Begyndt i 1806 udkom »Marmion[0027]« i 1808, og da Scott[LXXV] Aaret efter anden Gang kom til London[d], fik han der en Modtagelse, som vilde have fordreiet Hovedet paa enhver Anden. Han spillede sin Løverolle med en Godmodighed og et Humeur, som ikke hyppigt findes hos den, der i en Verdensby er Øieblikkets Helt. Det siges, at han engang, da han havde underholdt et helt Selskab med sine Fortællinger og Indfald, og sent paa Natten efter Gjæsternes Bortgang var bleven alene med nogle fortrolige Venner, med spillende Lune brød ud i dette Citat af Shakespeare[LXXVI]: »I veed, jeg er kun Snedker Snug[lxxvii] og ingen Løve vild«, og saa beskeden var og blev han, at han, da Talen faldt paa Burns[LXXVIII], heftigt sagde, at han ei fortjente at nævnes paa samme Dag som Burns[LXXIX].
Men var Scott[LXXX] tam og mild som Løve, saa var han des mere gram som Tory. Hans Reise til London[e] havde særlig til Øiemed at skaffe Medarbeidere til »Quarterly† Review[0028]«; den skulde redigeres i strengt conservativ Aand, og det var især Spørgsmaalet om Katholikernes Emancipation, der satte Scott[LXXXI] i Bevægelse. Hans Tankegang var den, at naar en religiøs Sekt efter sit Væsen var nøie forbundet med en udenlandsk Magts politiske Bestræbelser, og underkastet den aandelige Indflydelse af et Præsteskab, der i Kløgt og Virkekraft ikke havde sin Lige, saa kunde man ei fortænke Staten i, at den ikke vilde kalde dens Til|173|hængere til sine Embeder. »Naar En vil gaae med et Par Pund Krudt i Lommen,« sagde Scott[LXXXII], »og jeg er godmodig nok til ikke derfor at fordrive ham fra mit Hus, saa behøver jeg dog vel ikke at give ham Plads ved Ilden.« Han vedligeholdt hele sit Liv disse Anskuelser; thi endnu faa Aar før sin Død sagde han en Dag til sin Svigersøn: »Jeg holder Papisteriet for saa lav og forfærdelig en Overtro, at jeg neppe vilde have givet mit Samtykke til Ophævelsen af de pinlige Straffe, der til 1780 vare i Brug. Men nu, da man har taget den babyloniske Dame Plasteret fra Munden, veed jeg ikke, hvorfor man gjør saa mange Ophævelser med Hensyn til at give hende Sæde i Parlamentet.« Man begriber, at den engelske Almenhed trængte til Digtere som Moore[LXXXIII], som Byron[LXXXIV] og Shelley[LXXXV], naar man hører en Mand af Scotts[LXXXVI] Aandsadel og Dannelse udtale sig med en saa skammelig og grusom Bornerthed.
I 1810 udkom »Jomfruen fra Søen[0029]«. Det var det største succès, Digteren endnu havde opnaaet. Den herlige Skov- og Fjeldfriskhed, der gjennemstrømmer dette smukke Værk, dets milde Varme, dets sande Følelse, der ingensteds stiger til stormende Lidenskabelighed, det hele Naturbillede, der ikke som hos Wordsworth[LXXXVII] forstyrres af Fattighussympathier og Prækeri, virkede betagende paa Læseverdenen. Digtets Popularitet var saa stor, at Postbefordringsindtægterne paa de |174| Sceneriet nærmest liggende Stationer fordoblede sig. Man maa tage sin Tilflugt til Kjendsgjerninger af Scott’s[LXXXVIII] eget Liv for at finde et Sidestykke til saadant et Factum. Da hans Roman »Oldgranskeren[0030]« kom ud, hvoraf der i to Dage solgtes 6000 Exemplarer, rygtede det sig, at Scott[LXXXIX] havde opkaldt Dandie Dinmonts[xc] to Hunde »Peber« og »Sennep« efter nogle Hunde som en Forpagter i Liddlesdale[f] havde givet disse underlige Navne. Denne Mand, hvis Navn var Davidson[XCI] og som iøvrigt aldeles ikke var portraiteret i Romanen, blev derved saa bekjendt, at Folk gjorde Reiser for at see ham, ja en fornem Dame, der ønskede et Par Hvalpe af de berømte Hunde, og ikke vidste hans Navn, adresserede Brevet til Dandie Dinmont[xcii] – og det kom ham ihænde. »The Lady of the lake[0031]« blev neppe modtaget med ringere Varme. Et Brev fra den skotske Capitain Adam Fergusson[XCIII] underrettede f. Ex. Digteren om, at han i Portugal paa Forpost havde læst hans Digtning høit, udsat for Fjendens Kugler, selv knælende, medens Mandskabet laa plat udstrakt paa Jorden, og at der, da han læste Beskrivelsen af Slaget i sjette Sang, havde hersket en lydløs Taushed, kun afbrudt af et tordnende Hurra, naar en fransk Kugle slog ned i Jorden ved Siden af.
Hvad finder en moderne og fremmed Læser nutildags i dette Digt? Først Nationalpræget, Forherligelsen af de nationale og feudale Minder |175| og Sæder, af Kongemagten og Clantroskaben i klare, levende, uskyldige Sange, saa Naturskildringer, dugfriske som Christian Winthers[XCIV] – ingen Psychologi. Her er en gammel Barde ved Navn Allan[xcv], en romantisk Olding, halvt Druide, halvt Prophet ved Navn Brian[xcvi], romantiske Drømme, der gaae i Opfyldelse og Prophetier der slaae ind. Men dette er taget med som folkekjært, ikke som mystisk. Der er ikke Spor af det Uhyggeliges Romantik, som Scott[XCVII] selv var den sidste til at ville troe paa. Hvor stor en Moro han end kunde have af sine Aande- og Spøgelsehistorier, han selv var lige modsat de tydske Romantikere meget langt fra at være underkastet Indtryk af det Gyselige og Hemmelighedsfulde. Han fortæller etsteds, at han en Aften, da han kom til et Landsby-Værtshus fik den Besked, at ingen Seng var ledig. – Er der slet ingen Plads, hvor jeg kan sove? – Nei, den eneste Seng, som er fri, staaer i et Værelse, hvor der ligger et Lig. – Er Personen død af en smitsom Sygdom? – Nei. – Godt, saa giv mig den anden Seng. – Saa lagde jeg mig ned, siger Scott[XCVIII], og har aldrig tilbragt en mere uforstyrret Nat. – Man tænke sig Novalis[XCIX] eller Hoffmann[C] i en lignende Situation!
Det er da langtfra, at den romantiske Duft i »Jomfruen fra Søen[0032]« skulde have noget Ufrisk ved sig. Hvad der gjør Digtet mindre interessant for os nu, er ikke dette, men det theatralske |176| Arrangement i Skildringen af Sæder og Skikke. Heller ikke Scott[CI] har helt formaaet at omseile den romantiske Epopees værste Skjær: Balletten, hvorpaa Southey[CII] strandede. Der sker f. Ex. i Digtet »Opbud til Krig[0033]« og nu fortælles omstændeligt, hvorledes dette gik for sig, idet en Yngling løbende bærer Budstikken omkring. Her er Alt for Theatervirkningens Skyld stillet paa Spidsen: Den unge Mand træffer først en Ligfærd og tager den vaabendygtige Søn bort fra Faderens Lig, saa møder han en Brudeskare og tager Brudgommen bort fra Bruden. Man seer ligesom Processionen gaae over Scenen og den grelle Effect, da Budbringeren kommer ilende ind fra Coulissen. Det gaaer til som paa Theatret: Paa et Stød i en Pibe fyldes tomme Dale og Høie med Hundreder af bevæbnede Mænd; en Haandbevægelse – og de forsvinde atter; det er Massevirkninger, og man føler, at Masserne, ikke Individet, er Digteren Hovedsagen. Han vil først og fremmest med grelle og tydelige Træk fremstille sit Lands skjønne Sæder: den Fremmede modtages i Hytten uudspurgt, den ene Fjende deler af Courtoisi sin Plaid med den anden, da han trættes – dernæst vil Digteren overraske sin Læser ved uskyldige Effectmidler, Forvandlingsscener og deslige: den høilandske Fører, der ledsager Fitz-James[ciii] afslører sig pludselig som den frygtede Clanhøvding Rodrick Dhu[civ] og Fitz-James[cv] sig selv tilsidst som ingen Ringere end Kongen |177| selv. Men hvor sund, hvor let, hvor glad, hvor bredtstrømmende flyder ikke denne Lovsang over Skotland og Skotter! Kongen behersker ærekjær som en Konge hos Calderon[CVI] sin egen Lidenskab, og Høilændere og Sletteboere, Mænd og Kvinder have alle Hjertet paa rette Sted. Man nyder Indblikket i en harmonisk Verden og man savner ikke Wordsworth’s[CVII] straffende og moraliserende Psychologi. Vil man i Virkeligheden have et lærerigt Modstykke til »The Lady of the lake[0034]«, da læse man Wordsworth’s[CVIII] paa en Ballade i Percy’s[CIX] Samling[0035] grundede Epos »Den hvide Daa fra Rylstone[0036]«, der ligeledes begyndtes 1809, og som er det Digt, i hvilket Poeten fra Rydal Mount, der vel følte sig ansporet til Concurrence, kommer Scott’s[CX] Territorium nærmest. Det vil neppe falde Nogen ind at negte, at Følelsen er langt dybere hos Wordsworth[CXI]. Med sit Had til alle blændende Dyder og glimrende Laster har han valgt sig en Helt, der, skjøndt lydig Søn og modig Riddersmand, af Pligthensyn negter at følge sin Fader og sine Brødre, da de reise Oprørsfanen mod Dronning Elisabeth af England[cxii], og som forstødt og miskjendt uden at kunne dele sine Slægtninges Fare maa opleve deres Nederlag og forsmædelige Straf. Han har udrustet sin Helt med Resignation, Fasthed, Hjertensgodhed og en Nazarensk Religiøsitet, men hvor Meget er her ikke af det forlorent Dybsindige, det affecteret Halvovernatur|178|lige, det Sentimentale og Salvelsesfulde? Scott[CXIII] seer paa Naturen og de gamle Sæder med en Jægersmands Øie, Wordsworth[CXIV] med en Moralists. Wordsworth’s[CXV] tunglastede Fragtskib bevæger sig langsomt, dvæler og dræver paa Veien, Scotts[CXVI] Digterbaad løber for fulde Seil kun efterladende lette Bobler i Læserens Phantasi, men som der i Digtets 3die Sang staaer om Baaden – den løb saa hurtigt, at da den nærmede sig den modsatte Bred, »var endnu ingen af de Bobler bristet, som den havde dannet i hele sit Kjølvands Længde; de vuggede sig endnu alle paa Bølgefladen.« Man vil let forstaae, at Scotts[CXVII] Poesier med deres Forkjærlighed for de ridderlige Dyder, for Dristigheden og Modet selv hos oprørske Clanhøvdinge, Sørøvere, Zigeunere, Smuglere o. s. v., kort sagt med alle de Sympathier, der danne Overgangen til Byrons[CXVIII] Forkjærlighed for det Forvovne og Vilde, havde en Side, fra hvilken de vare Søskolens moralske og christelige Digtere høiligt imod. Jeg har med Hensyn hertil fundet et høist charakteristisk Sted hos Coleridge[CXIX],*)
hvor han beskylder Scott[CXX] for at arbeide »den fordærvede Attraa efter Pirringsmidler ihænde ved at fremstille den Lastefulde og Infame sympathetisk, saa snart den Djævel blot er forvoven,« og slutter med disse høist gnavne Ord: »Ikke tyve Linier af Scott[CXXI] ville naae til Eftertiden, de staae |179| ikke i Relation til Nogenting.« Prophetien er ikke gaaet i Opfyldelse.Aaret 1812† bragte de to første Sange af »Childe Harold[0038]« og kort derefter et inderligt Brev til Scott[CXXII] fra Byron[CXXIII] med ærlig ment Undskyldning for det taabelige Angreb i »English Bards og Scotch reviewers[0039]«. Den unge hidsige Poet havde her overhobet sin ældre Collega med Spottegloser ikke blot fordi hans Yndlingshelt var en Blanding af »Vildttyv, Røver og almindelig Kjæltring« men fordi Scott[CXXIV] modtog Honorar for sine Skrifter, skrev for Løn og »arbeidede for sine Brødherrer«. Noget som Byron[CXXV] i sin første Ungdom, hvor haardt han end trængte, af Fornemhed vægrede sig ved – indtil han efter sin anden Bortreise fra England lærte at gjøre sig sine Arbeider tilbørligt indbringende. Han fortrød sin Overilelse mod Scott[CXXVI] ligesaa varmt som alle sine andre Overilelser at samme Art, og den kortvarige Spænding mellem de to store og elskelige Mænd afløstes nu af det hjerteligste Forhold. – Men paa Scotts[CXXVII] Production havde »Childe Harold[0040]« en dybt indgribende Indflydelse. Med klart Blik saae han, at han i den poetiske Fortælling ikke kunde rivalisere med Byron[CXXVIII] og besluttede at slaae ind i en anden Kunstform, den, hvori han snart skulde staae uden nogen Rival i Europa. De Udtalelser om hans Bevæggrunde hertil og overhovedet alle de Udtalelser om Byron[CXXIX], der findes spredte i hans Levnet og staae som Vidnesbyrd om hans ædle |180| Humanitet, ere af den mest elskværdige Aabenhed. I Aaret 1821 sagde han til en Ven: »Jeg har længe opgivet at skrive Vers. Jeg havde været Seirherre paa denne Løbebane og vilde ikke opleve den Tid, da jeg havde maattet blive tilbage for en Anden. Klogskab mindede mig om at stryge Seil for Byrons[CXXX] mægtigere Geni. Havde jeg været begjærlig efter Digterry og skinsyg derpaa, vilde jeg maaskee med ligesaa meget Mod som det, Byron[CXXXI] udfoldede ved sin Optræden, have indladt mig paa Tvekampen, eller jeg vilde have sat Publicum i Forundring og Skræk, idet jeg i egen Person opførte den døende Fægters Rolle; men jeg tilstaaer heller med den Aabenhed, De i tyve Aar har kjendt hos mig, at jeg ikke følte mig stærk nok.« Og da han Aaret før sin Død blev udspurgt, hvorfor han havde opgivet Verset, sagde han ligefrem: »Fordi Byron[CXXXII] har slaaet mig,« og til Spørgerens Indvending, at han for sin Del kunde ligesaa mange Steder udenad af Scott’s[CXXXIII] Digte som af Byrons[CXXXIV], svarte han: »Det kan være; men han har slaaet mig af Marken ved sin Beskrivelse af de lidenskabelige Følelser og sin dybe Kundskab til det menneskelige Hjerte.« Maatte dette end i første Øieblik være en bitter Følelse for Scott[CXXXV], saa kunde han med Rette søge Opreisning i den Tanke, han en anden Gang har udtalt: »Havde jeg Aarsag til at tage mig det nær, at hans Genies Udfoldelse syn|181|tes at stille mig i Skygge, saa maatte jeg trøste mig med, at Naturen til Gjengjæld havde udrustet mig med langt større Anlæg til sand Lykke.«
Med »Waverley[0041]« der udkom anonym i Februar 1814 begyndte da den lange Række af anonyme Romaner, der gjorde Scott[CXXXVI] og hans Fædreland berømte over hele den civiliserede Verden. Deres Fremtræden falder sammen med den nationale Stoltheds Opblussen ved Fredsslutningen med Frankrig og de haabefulde Udsigter for Fremtiden. Disse Værker ere ikke som de ypperste Digteres, som Goethes[CXXXVII] og Byrons[CXXXVIII], Producter af forskjellige Udviklingstrin og Dannelsesstadier, ikke heller af dybt indgribende, personligt oplevede Hændelser, men fuldbaarne Frembringelser af en uudtømmelig Fortællergave og et ualmindeligt charakteriserende Talent. De betegne i to Retninger et overordentligt Fremskridt – med Hensyn til Opfattelsen af det Historiske og med Hensyn til Fremstillingen af det borgerlige Liv.
Medens det 18de Aarhundredes Historieskrivere, hvis Ideal laa i deres egen Tid, havde opfattet deres Kald som et mere oratorisk end digterisk, og med abstract Forstandighed havde syslet med de politiske og civilisatoriske Spørgsmaal uden Blik for Climaternes og de geographiske Situationers Indflydelse og uden Syn paa de ethnographiske Aarsager, da Folket som Folkeslag overhovedet ikke spillede nogen Rolle i deres Bevidsthed |182| – gik Walter Scott[CXXXIX] som historisk Romanforfatter fremfor Alt ud paa at give en farvet Fremstilling af den bestemte Tidsalders og det bestemte Lands Eiendommelighed og var saa meget mindre fristet til at lade sine Helte optræde i sin egen Tids Costume, som han inderst inde i sin Sjæl langt foretrak Fortidens brogede og colorerede Liv for sit eget Aarhundredes farveløse Færd og glatte Raisonnementer. Chateaubriand[CXL] havde faa Aar forud i »Martyrerne[0042]« gjort det første Forsøg paa at maale enhver Tidsalder med dens eget Maal og gjengive Oldtidens Physiognomi i levende Malerier. Men Walter Scott[CXLI] er dog den egentlige Opdager og Gjennemfører af hin »Localfarve« i Digtningen, der blev Grundlaget for Romantismens hele Poesi i Frankrig og som fra først af inspirerede Hugo[CXLII], Mérimée[CXLIII] og Gautier[CXLIV]. Ja ikke nok med at han med sin historiske Sands blev en hel Digterskoles Veiviser, han udøvede ved sine fordringsløse Romaner den største Indflydelse paa det nye Aarhundredes Historieskrivning. Det skal ikke glemmes, at det var Walter Scotts[CXLV] »Ivanhoe[0043]«, som bragte Augustin Thierry[CXLVI] paa den Tanke, at der bag Clovis’[CXLVII], Carl den Stores[CXLVIII] og Hugo Capets[CXLIX] Bedrifter laae som de sande Aarsager til Begivenhederne Racekampen mellem Normanner og Saxer og Sporene af en frankisk Erobring.*)
Denne Digter, |183| hvis Blik for det enkelte moderne Menneskes Sjæleliv ikke var dybt, og som overfor den moderne individualistiske Tid var paa mange Maader bundet og hildet ved nationale, monarchiske og religiøse Fordomme, besad i Kraft af sin mægtige Naturalisme, saasnart han stod overfor Menneskene som Clan, som Folk, som Stamme eller Race det skarpeste Opdagerblik for Natursubstansen i dem. Han, som var vant til i sin Tanke at tumle med Modsætningen mellem Skotter og Engelskmænd, fandt let og som ved en pludselig Inspiration Betydningen af Racemodsætningen mellem Angelsaxer og Normanner, og hans Skildringer have derved en ligesaa stor Betydning for Folkepsychologien som Byrons[CL] have det for den Enkeltes Psychologi.Men hertil kommer disse Bøgers store Fortrin som Skildringer af alle de borgerlige Samfundslag i udprægede og typiske Repræsentanter. Medens man i det forrige Aarhundredes Romaner (Fielding’s[CLI] f. Ex.) tumler fra een Værtshusscene til en anden, aabenbarer det borgerlige Liv sig hos Scott[CLII] i hele sin troskyldige Bredde. Og Værdien heraf forøges endnu ved den realistiske Energi, hvormed Individet er malt. Englænderne have altid sat Pris paa den Evne hos Digteren, at kunne skildre med haandgribelige og øiensynlige Enkeltheder, saa at Skikkelsen tegner sig for Læserens Øie. Deres drøie, sunde Forstand glæder sig ved det kraftigt |184| anskuelige Udtryk. De ønske helst det poetiske Billede udført med saa kraftige Farver, at man seer det for sig, som var det et Vaaben, malet paa et Skilt. Denne Forkjærlighed kom Scott[CLIII] som Romanforfatter imøde. Man tilgav ham gjerne hans Beskrivelsers og hans Samtalers græsselige Bredde, fordi den tydelige Anskuelse derigjennem indvandtes, enten ved Addering af Træk efter Træk eller ved uendelig Gjentagelse af de samme Charaktertræk. Er hans Fremgangsmaade trættende, saa er han dog ligefuldt en af de største Charaktertegnere, som har levet. En Kvindeskikkelse som Diana Vernon[cliv] i »Rob Roy[0045]« eller som Jeanie Deans[clv] i »Fængslet i† Edinburgh[0046]«, en historisk Personlighed som Ludvig den 11te[clvi] i »Quentin Durward[0047]« staaer paa Høiden af hvad Romandigtningen har naaet.
Men der var fra først af en stor Mislighed ved disse Romaners Frembringelsesmaade, en Mislighed, som i den følgende Tid gik i Arv til en hel Klasse af talentfulde Romanforfattere: det ukunstneriske Hurtigskriveri, der med kolossale Honorarer for Øie drev Digtningen fabrikmæssigt som en Industri. Allerede i Aaret 1809 var Scott[CLVII] traadt i Forbindelse med Forlæggerfirmaet Ballantyne, der trykte og udgav »Quarterly† Review[0048]« for ham; som Romanforfatter gik han formeligt i Compagni med sin Bogtrykker og Forlægger, et Firma, som desværre var langt mere entreprenant end forsig|185|tigt. Han skrev nu med en fabelagtig Hurtighed. »Guy Mannering[0049]« blev skrevet og samtidigt trykt i 25 Dage, og snart drev han det til gjennemsnitligt at levere 12 Bind om Aaret; at have 40 trykte Sider færdige før Middag var ham kun et almindeligt Formiddagsarbeide. Afsætningen svarede til den uhyre Produktion: af »Rob Roy[0050]« blev 10000 Exemplarer udsolgte i 6 Uger, af de senere Romaner var Salget endnu mere rivende; for ved et Tal at tydeliggjøre, hvilken Grad af Udbredelse Bøgerne naaede, vil jeg blot meddele, at i Aaret 1822 alene udgav Scotts[CLVIII] Forlægger 145,000 Bind gamle og nye Romaner af ham. Honorarerne steg med Afsætningen: for de to første Udgaver af »Napoleons Levnet[0051]« modtog Scott[CLIX] 18,000 Pund, og hans aarlige Indtægt i Honorarer var til 1826 intet Aar ringere end 200,000 Kroner dansk. Han anvendte disse Penge til Udvidelse af sin Eiendom Abbotsford og til Opførelsen af en formelig Borg, hvor han med fyrstelig Gjæstfrihed optog den Hærskare af Gjæster, der oversvømmede hans Hus og for lange Tider ad Gangen slog sig til Ro der. Hans Navnkundighed og Popularitet var i uafbrudt Stigen. Under sit Triumphophold i London[g] 1815, hvor man i ham ei blot hyldede Digteren men Patrioten, Edinburgh’s[h] Æresborger, der havde gjort sig bekjendt ved sit glødende Had til Napoleon[CLX], blev han indført hos Prindsregenten[CLXI], der overøste ham med Naade. Man har |186| fra dette Besøg en Anekdote, der dog giver en Art Forestilling om ved hvilken Art af Vid det var, at Tronfølgeren[CLXII] en kort Tid kunde vinde og bestikke. Der var Aftenselskab hos Prindsregenten[CLXIII], og Scott[CLXIV] havde som Æresgjæst uafbrudt maattet fortælle, medens Prindsen[CLXV] bestandig skjemtende stræbte at lede ham paa Glatis for at faae ham til at tilstaae Forfatterskabet til Waverley-Romanerne. Scott[CLXVI] bøiede behændigt af, og gav sig for at undvige Spørgsmaalene til at fortælle en sand Historie om sin gamle Bekjendt Overdommer Braxfield[CLXVII], der paa sine Retsrundreiser pleiede at overnatte bos en rig Godsbesidder, der ligesom Dommeren var lidenskabelig Skakspiller og ofte lod et Parti henstaa uafgjort fra det ene Aar til det andet. Godseieren begik en grov Forbrydelse og det tilfaldt Braxfield[CLXVIII] at udtale Dødsdommen over sin Ven og Medspiller. Han satte den sorte Hue paa sit Hoved og oplæste Dødsdommen, der endte med de Ord »at du skal hænges ved din Hals, til du er død.« Han sagde disse sørgelige Ord med al mulig Pathos, saa tog han den skjæbnesvangre Hue af og med et fiffigt Smil og Nik til sin Spillekammerat tilføiede han: »Og nu Donald[CLXIX], min Gut, tænker jeg at have gjort dig skakmat for evigt!« I det samme Øieblik udraabte Prindsregenten[CLXX]: Høit leve og endnu engang høit og tredie Gang høit Forfatteren til »Waverley[0052]«! og endnu et Glas for »Marmions[0053]« Forfatter! og med et Blik paa Scotts[CLXXI] for|187|legne Ansigt og afværgende Miner tilføiede han: Og nu Walter[CLXXII], min Gut, haaber jeg at have gjort dig skakmat for evigt! –
»Fængslet i Edinburgh[0054]« en af Perlerne blandt Scotts[CLXXIII] Værker, udkom i 1818; den hævede Digteren til hans Ryes Høieste. Da fulgte i December 1819 »Ivanhoe[0055]« og ledsagedes af en uhyre Bifaldsstorm. Over hvor faa og ringe Virkelighedselementer Scott[CLXXIV] formaaede at forme sin poetiske Verden sees bedst ved denne mesterlige Roman. En Hr. Skene[CLXXV], der kom hjem fra en Reise i Tyskland, fortalte Scott[CLXXVI] en hel Del om Jødernes Tilstand der, deres særegne Dragt og Sæder, og den Haardhed, hvormed de bleve behandlede. Det var Scott[CLXXVII] nok til derpaa at bygge en saa herlig Skildring som den af Isaac[clxxviii] og Rebecca[clxxix]. Var han i sit private Liv høist bornert med Hensyn til Spørgsmaalet om de fra Kirken afvigende Troesbekjenderes politiske Rettigheder, saa gjør det ham som Digter des større Ære, at han med en saadan Fordomsfrihed kunde gjøre en Jødinde til Heltinden i sin Roman og udruste hende med en saa uopnaaet ideal og dog natursand Skjønhed. – Aaret 1823 bragte »Quentin Durward[0056]«, i hvilken Scott[CLXXX] for første Gang betraadte fremmed Grund og som forøgede hans engelske og amerikanske Navnkundighed med en ligesaa stor i Frankrig, Tydskland og Italien. Hr. Skenes[CLXXXI] Dagbøger fra Frankrig vare Scott[CLXXXII] nok til at give Digtet den beundringsværdige Farve, det har. – |188| Hans Navn var nu i Alles Munde og kjendt selv af de mest ulærde Mænd blandt hans Landsmænd. Under den forfærdelige Trængsel, der i London[i] opstod ved Kroningsfesten, var Digterens Liv især paa Grund af hans Lamhed udsat for Fare. Midt paa en Plads var der draget et Spalier af skotske Gardedragoner og Scott[CLXXXIII] tiltalte en af Underofficiererne og bad om at maatte træde ind i det aabne Rum bagved. Manden svarede kort, at han havde streng Ordre, Sagen var umulig. I det Samme raabte en af Digterens Ledsagere, der saae en ny Menneskeskare komme: Sir Walter Scott[CLXXXIV], tag Dem i Agt! Neppe hørte Dragonen dette Navn, før han raabte: Hvad? Sir Walter Scott[CLXXXV]! Han gaaer overalt frit igjennem! og idet han vendte sig til sine Kammerater, sagde han: Gjør Plads, Folk, for Sir Walter Scott[CLXXXVI], vor store Landsmand. Folkene svarte: Sir Walter Scott[CLXXXVII]! Gud velsigne ham! – Saaledes modtog den franske Hær i Africa Horace Vernet[j] med Trommehvirvler, Fanfarer og de samme militaire Æresbevisninger, der vistes en Overgeneral. Jeg kan ikke tænke mig nogen større Triumph for en Kunstner end denne Hyldest af den menige Mand.
I 1826 indtraf Krisen i Digterens Liv. Forlæggerfirmaet Ballantyne, hvori han var Parthaver, gik Fallit og det viste sig til den økonomiske og i sine Privatanliggender yderst nøiagtige Scotts[CLXXXVIII] Forbauselse, at Gjælden beløb sig til den |189| uhyre Sum af 117000 Pund. Han bar sin Ødelæggelse som en Mand. Den kongelige Bank sendte en Deputation til ham for at sige ham, at den i enhver Henseende stillede sig til hans Raadighed. Han modtog ikke dens Tilbud. Anonymt blev en Gave af 30,000 Pund ham tilbudt, han afslog Alt. Han besluttede med Heltemod at gjøre det fortvivlede Forsøg paa med sin Pen at betale den uhyre Gjæld og ikke unde sig Rast eller Ro før han havde indløst de Forpligtelser, Andres Letsindighed og Uorden havde læsset paa hans Skuldre. Men det kan heller ikke undre Nogen, at fra nu af synker hans Productioners Værdi stedse mere. Den stakkels Skribent afsluttede Contract om Bøger – saa og saa mange Romaner at levere i et Aar – hvis Indhold, ja hvis Titelblad han ikke kjendte. Netop i denne ulykkelige Tid, faa Maaneder efter Falliten, mistede han sin høit elskede Hustru[CLXXXIX]; hans Forretninger tillode ham end ikke at sidde ved hendes Dødsseng. Han skrev og skrev, af Romanen »Woodstock[0057]« et halvt Bind i fire Dage, medens Creditorerne stormede ind. Han, som havde seet sit Hus fuldt af Gjæster fra Morgen til Aften, levede nu en Eneboers Liv. Capitain Basil Hall[CXC] skildrer det nedslaaende Indtryk det gjorde paa ham, da han kom ind til Scott[CXCI], og saae den Mand, der pleiede at sidde tilbords med sin Hustru overfor sig og omringet af Slægtninge og Fremmede, sætte sig ved Bordet, og Tjeneren bringe et Couvert |190| til Een. – Han foretog endnu nogle Reiser, bl. A. en for at foretage Archivstudier til Paris[k], hvor en Deputation fra »Les dames de la halle« overbragte ham en Kjæmpebouquet; han udgav sine samlede Værker[0058] – Afsætningen af de ni første Bind var 35,000 Exemplarer om Maaneden – han betalte en Del af sin Gjæld; han saae med Sorg England begive sig ind paa Reformernes Vei – i 1830 udraabte han: England er intet Opholdssted mere for ærlige Mennesker, siden disse nye Reformer faae Raaderum – han foretog syg, svækket og lammet i en Del af Ansigtet sin sidste Udenlandsreise, under hvilken han endnu i Neapel[l] samlede alle de gammelitalienske Ballader og Sange, han kunde opspore, sammen; han ilede syg hjemad for at døe i sit Fædreland og udaandede i September 1832 netop et halvt Aar efter Goethe[CXCII]. Han havde hele sit Liv igjennem været en oprigtig, mildt rationalistisk Troende, fuldstændig uberørt af sit Aarhundredes prøvende og dristige Videnskab. I 1825 sagde han en Dag: »Jeg haaber, der gives faa Mennesker, som negte Guds Tilværelse, ja jeg troer, at Ingen nogensinde har haft en saa afskyelig Anskuelse.« Samtidigt indrømmede han, at Helvedes Ild og Sphærernes Musik kunde være billedlige Udtryk, ligesom han jo med Glæde og uden Indignation modtog Tilegnelsen af Byrons[CXCIII] »Kain[0059]«. Han var i religiøs Henseende som i politisk og poetisk endnu ikke naaet til Personlighe|191|dens Frigjørelse fra de tilfældige Traditioner, i hvilke den fra Fødselen af er holdt bunden. Ogsaa paa dette Punkt overlod han den yngre Digterslægt en uløst, men af Historiens Gang tydeligt betegnet Opgave.
See vi fra vor Tids Høide tilbage paa det andet Tidsrum af hans Digtning, Prosa-Perioden, og den hele lange Rækkefølge af Romaner, saa er det En ikke muligt at see dem i samme Lys, hvori de stode for hans Samtid. Vi begribe, at de maatte tilfredsstille, da vi forstaae, at de aldrig vakte Anstød, altid kunde hilses med Glæde, ikke blot som poetiske, men som moralske. Men netop dette er Aarsag til, at de have mindre Interesse for os. Man kan i de moderne Litteraturer uden Overdrivelse opstille den Lov, at en Skribent maa gjælde for umoralsk og maa vække Anstød idetmindste hos een Generation af sin Samtid, hvis han ikke allerede skal forekomme den ham nærmest følgende Generation triviel og bornert. Manglerne ved Scotts[CXCIV] Romaner falde os nu i Øinene. De fornøie Læseren ved Charaktertegningens Dygtighed og Dialogens Liv, men de tilfredsstille ikke Forstanden, de sætte ikke i nogen høi Grad Følelsen i Bevægelse, de spænde ikke engang Nysgjerrigheden. De ere sjælfulde, men ideeløse. Det gjaldt, føler man, for Scott[CXCV] som patriotisk Digter, efter at Macpherson[CXCVI] og Burns[CXCVII] havde henledet Opmærksomheden paa Skotland, |192| om at holde denne Interesse vedlige. Derfor skriver han saaledes, at han aldrig kan jage nogen Læser, selv den Bornerteste paa Flugt. Han, hvem en Kunstners Sandser vare negtede, berører Kjønsforholdet paa saa skaansom en Maade, at erotiske Skildringer næsten ere udelukkede. Og han, hvem Moralen var vigtigere end Kjærligheden til Kunsten, gjenfremstillede ikke de gamle Tider anderledes end med saa stærk en Mildnen af deres brutale Elementer, at den historiske Sandhed i høi Grad lider derunder. Den Kunstgenre, han indførte og som betegnede et saa betydeligt Fremskridt fremfor den ældre Roman, er i vore Dage paa sin Side forældet; man har over hele Europa indseet, at den historiske Roman med alle sine Fortrin var en Bastardart, snart saa belæsset med historisk Materiel, at den poetiske Udvikling staaer stille, snart saa fri i sin Omdigtning af Historien, at de reelle og de tildigtede Elementer i Forening frembringe en høist uharmonisk Concert. Hvor stødende er f. Ex. ikke den Maade, hvorpaa i tiende Capitel af »Fængslet i Edinburgh’s[0060]« 3die Del historiske og opdigtede Repliker af Hertugen af Argyle[CXCVIII] ere nittede sammen! Hertil kommer, at det er blevet os stedse mere klart, hvor afvigende det Totalbillede, der her gives, er fra den fjerne Tids virkelige Charakter, der hyppigt slet ikke vilde forstaaes eller dog slet ikke vække Sympathi, ifald den fremstilledes usminket |193| som den var. Scotts[CXCIX] »Talismanen[0061]« og »Korsfarerne[0062]« ere Leiebibliotheksromaner om Korstogenes Eventyrlande og eventyrlige Bedrifter, næsten ligesaa uvirkelige som Tasso’s[CC] »Det befriede Jerusalem[0063]«, men skrevne med langt ringere poetisk Talent og uden Tasso’s[CCI] samvittighedsfulde Kunstnerkjærlighed til Udførelse og Stil.
Hvor kunde det være anderledes hos en Digter, der som Scott[CCII] skrev uden nogensinde at gjennemlæse endsige rette det nedskrevne Blad, uden Trang til at sammentrænge og uden at stille alvorlige Fordringer til sig selv med Hensyn til Korthed og Composition. Han stiller endnu færre Fordringer til sin Læser med Hensyn til Agtpaagivenhed og Finhed i Opfattelsen. Han gjentager sig og lader sine Personer gjentage sig, snakker med midt i Fortællingen, peger med Fingeren og forklarer, og nøies ikke med at lade Personligheden optræde med et bestemt Præg, men lader den selv i Nødstilfælde gjøre Rede for sit Væsen med Udbrud som: »jeg taler nu med Rolighed, skjøndt det strider imod min Charakter« eller med Repliker, i hvilke den Talende selv uddrager Moralen af sine slette Handlinger af Frygt for at Læseren skal oversee den og forføres. (Læs f. Ex. George Staunton’s[cciii] hele Skriftemaal til Jeanie Deans[cciv], et Mønster paa slet Stil og falsk Psychologi). Overfor saa store Mangler i Detaillen nytter det ikke, at Compositionens Grundtræk i de |194| bedste Romaner ere fortræffelige og gjerne samle sig til en eller flere store dramatiske Katastropher. En Bog, der skal beholde sit Ry et Aarhundrede igjennem, maa ikke blot være poetisk anlagt, men kunstnerisk gjennemført paa hvert enkelt Punkt, Noget, hvortil Scott[CCV] fra det Øieblik af, da han begyndte at skrive i Prosa, aldrig gav sig Tid. Selv den mest dramatiske Scene, Scott[CCVI] har forfattet: den herlige og gribende Retsscene i »Fængslet i† Edinburgh[0064]«, hvor Jeanie[ccvii] med blødende Hjerte, men ædel Sandhedskjærlighed aflægger Vidnesbyrdet mod sin egen Søster, taber Halvdelen af sin Virkning ved den Bredde og Skjødesløshed, hvormed den er fortalt. Af Thomas Moores[CCVIII] »Memoirer[0065]« seer man, at Bogens Hovedindhold: den unge Pige, der negter at aflægge Vidnesbyrd for sin Søster i Retten, og derefter foretager den lange Reise for at bønfalde om hendes Benaadning, er en factisk Begivenhed, som i et anonymt Brev blev Scott[CCIX] meddelt. Han har havt det skarpeste Blik for denne Begivenheds sædelige Skjønhed, men meget lidt for dens dramatiske Charakter. Havde Scott[CCX] besiddet kun halvt saa meget Talent, men dobbelt saa stor Dannelse og Selvkritik, da vilde han vel ikke have gjort den larmende Opsigt, han vakte, men have frembragt Værker af høiere og varigere Værd.*)
Han følte det selv, |195| at det var hans Dannelses Lacuner, der forhindrede ham i at naae det Høieste paa Digtekunstens Omraade. Der findes etsteds i hans Dagbog et lille mærkeligt Resumé af hans Levnet: »Hvor forunderligt har mit Liv ikke formet sig! Min Dannelse er halv, min videnskabelige Opdragelse blev forsømt eller overladt til mig selv. Saaledes stoppede jeg mit Hoved fuldt af en Masse dumt Tøi og blev en Tid lang miskjendt af mine Jævnaldrende. Dog kom jeg frem og gjaldt for en klog og dygtig Fyr til deres Beskjæmmelse, som havde holdt mig for en Drømmer […] Og nu maa jeg styrte vingeskudt ned fra min Stoltheds Høide, blot fordi det falder Londonerbørsen ind at gjøre sig gal, og jeg arme skikkelige Løve trænges nu haardt derfor af Bjørne og Oxer.« Det hævner sig i dette Aarhundrede paa en Digter at være uberørt af den hele moderne Videnskabs Gang. Kan han ikke som Byron[CCXIII] ved en Intuition ane Alt hvad Videnskaben søger og fastslaaer, saa falde hans Værker ud af de Dannedes Hænder for at gribes af dem, der kun søge Underholdningslecture, eller de bevares og indbin|196|des af de Dannede – for af dem at bortskjænkes som Fødselsdags- og Confirmationsforæringer til deres Sønner og Døtre, Neveuer og Niècer. Det er denne Lod, som er bleven Scotts[CCXIV]. Den Digter, som i vort Aarhundredes andet og tredie Tiaar beherskede det litterære Marked, som paavirkede alle Europas Lande og som i Frankrig havde Efterlignere som Mérimée[CCXV] og Hugo[CCXVI] og den ældre Dumas[CCXVII] (»Les Mousquetaires[0067]«), i Italien en Discipel som Manzoni[CCXVIII], i Tydskland Aandsbeslægtede som Fouqué[CCXIX], i Danmark Beundrere og Elever som Poul Møller[CCXX], Ingemann[CCXXI] og Hauch[CCXXII], er i vore Dage ved Tidens stumme, men lærerige Kritik bleven Yndlingsdigteren for Drenge og Piger omkring Fjortenaarsalderen, en Digter, som alle Voxne have læst og ingen Voxen nogensinde læser.
højresiderne i kapitel 10 har i førsteudgaven klummetitlen »Den historiske og ethnographiske Naturalisme.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
kongelig slægt i Skotland fra 1371 (og i England fra 1603).
engelsk kongelig slægtsgren af tysk oprindelse. Huset havde seks på hinanden følgende monarker i perioden 1714-1901, hvor det blev efterfulgt af huset Sachsen-Coburg-Gotha (fra 1917 under navnet House of Windsor).
der sigtes til Byron, der var lettere invalideret af en misdannelse i den ene fod.
der sigtes til den kongelige slægt Stuart, som gennem århundreder sad først på den skotske og fra 1603 også på den engelske trone. Den sidste Stuart på tronen var Anne Stuart, som døde i 1714 uden en arving. Hun fulgtes af George 1. fra huset Hannover. Stuart-slægten gjorde fortsat krav på tronen, men flere forsøg på at erobre tronen slog fejl.
jf. John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 3:245.
jf. Walter Scotts Marmion; A Tale of Flodden Field, 1808 Scott 1808:212.
voldsomme appetit.
Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
af Walter Scotts Minstrelsy of the Scottish Border, 1802 Scott 1802, 1:cx.
jf. John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 1:300.
(lat.) skotternes overmåde glødende temperament; lettere omskrevet citat fra André Rivets Iesuita vapulans, 1635, hvor det hedder: »Id prætereà observandum est, si quæ durissimis persecutionum temporibus à Scotis & Anglis nonnullis temerè scripta fuerunt ea posse imputari non tam Religioni, quam nationum illarum Scoticanæ præsertim, fervido ingenio …« (I øvrigt må man bemærke at hvis nogle skotter og englændere i perioder med hårde forfølgelser har skrevet noget uoverlagt, så kan det ikke tilskrives religion så meget som disse nationers, og især skotternes, glødende temperament) Rivet 1635:275.
synspunktet stammer fra David Massons »Scottish Influence in British Literature«, 1856 Masson 1856:401.
efter at England og Skotland i 1707 sluttedes sammen i en union, blev de skotske regalier gemt væk i Edinburgh. Som tiden gik, blev deres nøjagtige placering glemt, og det førte til rygter om, at regalierne i virkeligheden var blevet ført til England. På foranledning af Walter Scott blev en kommission nedsat med det formål at lokalisere regalierne, hvilket lykkedes 4.2.1818. Den omtalte episode fandt sted dagen efter. Jf. John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Scott 1837, 4:85.
der sigtes til Herodots Historiae, hvor det om perserne hedder, at deres drengebørn fra femårsalderen til tyveårsalderen alene oplæres i tre ting: »at ride, at skyde med bue og pil og at tale sandhed» Herodot 1979, 1:72.
sammenfattende betegnelse for en omfattende offentlig debat i Irland og Storbritannien i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Det samlende tema var de lovmæssigt gældende begrænsninger af katolikkers rettigheder i landene.
der sigtes til Francis Jeffreys kritiske anmeldelse af Walter Scotts Marmion; A Tale of Flodden Field, 1808, i The Edinburgh Review, nr. 23, 12.4.1808.
den omtalte anerkendelse fra de fremtrædende personligheder kom til Walter Scott privat, jf. John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:52.
jf. John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838, hvor det fortælles, at det af GB omtalte stammer fra en samtale mellem Lockhart og William Wordsworth Lockhart 1837, 2:16.
der sigtes til et slag ved det nordskotske pas Killiecrankie, hvor en talmæssigt underlegen skotsk styrke i juli 1689 besejrede en engelsk hær.
af John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:72.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 366) er GB's oversættelse på vers: »Marmion, hvis Hjerte og hvis Blik / var i den værste Fare fast, / som selv af Kongen taalte ej / et overmodig Øjekast, / hvis Stemme højt i Lejren lød / og over alle Tapre bød, / ham svigted Tanken nu og Mælet. / Forvirret slog han Øjet ned; / en Rødme over Panden gled, / der røbed, hvad den Stolte led, / da ramt i sin Samvittighed / han maalløs stod, af Skam afsjælet«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Walter Scotts lange digt Marmion; A Tale of Flodden Field, 1808 Scott 1808:145-146.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 366) er GB's oversættelse på vers: »Anger! din Braad gaar dybest ind / i medfødt Kraft, i stolte Sind. / Uslingens Svøbe, det er Gru, / du er de Tapres Bøddel, du!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Walter Scotts lange digt Marmion; A Tale of Flodden Field, 1808 Scott 1808:144-145.
af Walter Scotts lange digt Marmion; A Tale of Flodden Field, 1808 Scott 1808:144-145.
det omtalte sted findes i begyndelsen af Byrons The Giaour, a Fragment of a Turkish Tale, 1813 Byron 1813:8.
i Walter Scotts lange digt Marmion; A Tale of Flodden Field, 1808, lyder beskrivelsen af den døende Marmion: »With dying hand, above his head / He shook the fragment of his blade, / and shouted »Victory!- /[«] / »Charge, Chester, charge! On, Stanley, on!«.... / Were the last words of Marmion« Scott 1808:366.
det omtalte synspunkt findes i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:133.
der sigtes til et brev fra Byron, dateret 6.7.1812, til Walter Scott Byron 1833, 2:156.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 368): »I Kongedragt han kom, den Høje. / Hans Fløjelskappe, rød og fin, / var kantet rigt med Hermelin. / Med skiftende Lød hans Atlasktrøje / fortrylled, blænded hvert et Øje«; af Walter Scotts lange digt Marmion; A Tale of Flodden Field, 1808 Scott 1808:252.
historien, der angiveligt har sit ophav i Walter Scotts gode ven, John Bacon Sawrey Morritt, findes i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:203.
af Shakespeares A Midsummer Night's Dream, 1595, V,1 Shakespeare 2005:421.
historien, der angiveligt har sit ophav i Walter Scotts udgiver og ven, James Ballantyne, findes i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:248.
af et brev fra Walter Scott, dateret 15.12.1807, til Robert Southey Lockhart 1837, 2:123.
af Walter Scotts dagbog for 28.2.1829 Lockhart 1838, 7:138.
der sigtes til de såkaldte Penal Laws - en række love rettet mod tilhængere af den katolske tro - der i 1500- og 1600-tallet blev indført i England og Irland. Straframmen spændte fra bøder til dødsstraf. Lovene blev ad flere omgange ophævet fra slutningen af 1700-tallet.
protestantisk betegnelse for Rom, dvs. paven og den katolske tro (med afsæt i Johannes' Åbenbaring kap. 17).
historien om, hvordan Adam Ferguson - Walter Scotts ven gennem mange år - i Portugal under beskydning fra fransk artilleri læste højt af Scotts The Lady of the Lake, 1810, fortælles i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:279.
historien kendes fra en dagbog, som Walter Scotts ven, søofficer Basil Hall, førte under et juleophold hos Scott i vinteren 1824/1825. Hall overlod siden en kopi af dagbogen til John Gibson Lockhart, der lod dele af den trykke i Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838. Historien er optegnet under datoen 30.12.1824 Lockhart 1837, 5:292.
dvs. William Wordsworth, hvis hjem bar navnet Rydal Mount.
inderlig, ydmyg kristendom (med reference til Jesus, som kom fra Nazaret).
prosaoversættelse af en del af Walter Scotts lange digt The Lady of the Lake, 1810 Scott 1810:113.
(eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
sammensat citat fra et notat af Samuel Taylor Coleridge fra begyndelsen af maj 1821 Coleridge 1836, 1:193.
af et notat af Samuel Taylor Coleridge fra begyndelsen af maj 1821 Coleridge 1836, 1:193.
der sigtes til et brev fra Byron, dateret 6.7.1812, til Walter Scott. Byron havde i sin satiriske English Bards, and Scotch Reviewers, 1809, bl.a. angrebet Scott for at være levebrødsforfatter, hvad der faldt Scott for brystet. Få år efter havde Byron dog skiftet mening, og han skrev et brev til Scott, hvori han viderebragte royal ros til Scott og fortalte, at han følte sig »haunted by the ghosts« af sin ubetænksomme kritik Byron 1833, 2:155.
løs gengivelse af Byrons versificerede angreb på Walter Scotts litterære heltefigur Marmion i English Bards, and Scotch Reviewers, 1809 Byron 1833, 7:234.
løs gengivelse af Byrons versificerede angreb på det forhold, at Walter Scott modtog betaling for sine værker. Angrebet står i Byrons English Bards, and Scotch Reviewers, 1809 Byron 1833, 7:234-236.
af et formentlig aldrig sendt brev fra Walter Scott til veninden grevinde Purgstall. Brevet er udateret, men er sandsynligvis skrevet 1820 eller 1821 Lockhart 1837, 5:104-105.
historien kendes fra de erindringer, som Walter Scotts ven, Sir William Gell, optegnede kort efter Scotts død i 1832. Gell overlod siden erindringerne til John Gibson Lockhart, der lod dele af dem trykke i Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838. Den citerede ordveksling fandt formentlig sted ikke længe før Scotts død Lockhart 1838, 7:263.
af en beskrivelse af Walter Scotts relation til Byron, som førstnævnte på anmodning fra Thomas Moore (udgiver af Byrons værker) udfærdigede og overlod til Moore Byron 1833, 3:166.
der sigtes til Pariserfreden, en samlebetegnelse for de to fredsslutninger ved afslutningen på Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Den første fred mellem Frankrig og de allierede magter (Storbritannien, Østrig, Preussen og Rusland) undertegnedes 30.5.1814, kort efter at Napoleon 1. havde abdiceret. Han vendte dog kort efter tilbage og led først året efter sit endelige nederlag i Slaget ved Waterloo. Herefter undertegnedes 20.11.1815 den anden fred.
havde Walter Scott frem for alt til hensigt, ønskede Walter Scott frem for alt.
et centralt begreb inden for den franske romantisme, som angår det at skildre det særlige og fremmedartede ved et bestemt sted, fx en egn eller et land; kendt fra fortalen til Victor Hugos drama Cromwell, 1827 Hugo 1912, 23:35.
den omtalte anekdote, der hos GB gengives en anelse anderledes, fortælles i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 3:249-250.
anekdoten fortælles i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 5:76-77.
der sigtes til festlighederne i forbindelse med kroningen af George 4. Kroningen fandt sted i Westminster Abbey i London 19.7.1821 (selv om George 4. havde været konge siden januar 1820).
den franske maler Horace Vernet besøgte i årene 1833-1853 Nordafrika fem gange, bl.a. for med egne øjne at samle indtryk af og dokumentation for de franske erobringer i Algeriet og Marokko. Det er uklart, hvilken situation der præcis henvises til, men Vernet var med sine storslåede skildringer af slag og samtidige begivenheder en særdeles populær skikkelse i samtiden.
historien kendes fra en dagbog, som Walter Scotts ven, søofficer Basil Hall, førte. Hall overlod en kopi af dagbogen til John Gibson Lockhart, der lod dele af den trykke i Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838. Det omtalte besøg hos Scott fandt ifølge dagbogen sted 10.6.1826 Lockhart 1838, 6:226-227.
(fr.) torvekonerne; Les Halles var dengang det centrale fødevaremarked i Paris.
Walter Scotts udsagn faldt, ifølge John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838, i samtale med lægen Robert Ferguson, der over flere omgange tilså Scott i den sidste tid Lockhart 1838, 7:244.
af Walter Scotts dagbog for 10.12.1825 Lockhart 1838, 6:121.
da Byrons »Cain« i 1821 udkom (sammen med to andre titler) var det med en trykt tilegnelse til Walter Scott: »To Walter Scott, Bart. / This mystery of Cain / is inscribed / by his obliged friend, / and faithful servant, / the author« Byron 1821:333.
betegnelse for en række kristne felttog i 1000-, 1100- og 1200-tallet. Oprindelig med det formål at befri Det Hellige Land (Palæstina) for muslimsk herredømme og for at sikre kristne besiddelser i området. Senere også rettet mod hedninge, muslimer, kættere og ikke-katolske kristne i forskellige dele af Europa.
der er ikke tale om et citat af Walter Scott, men om et tænkt eksempel af GB.
afgørende vendinger, vigtige begivenheder.
af Thomas Moores dagbog for 29.10.1825, hvor Moore beretter om et samvær med Walter Scott Moore 1853, 4:333-334.
af Walter Scotts The Heart of Mid-Lothian, 1818 Scott 1818, 1:290-291.
sammensat citat fra Walter Scotts dagbog for 18.12.1825 Lockhart 1838, 6:126.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik