Reactionen i Frankrig (1874)

|[1]|Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Forelæsninger
holdte ved Kjøbenhavns Universitet
i Efteraarshalvaaret 1873
af

Georg Brandes.

Reactionen i Frankrig

Kjøbenhavn.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).

Græbes Bogtrykkeri.

1874.

Forbemærkninger

Generelt

Georg Brandes’ tekster, ikke mindst Hovedstrømningers seks bind, er levende størrelser, der ændrede sig fra udgave til udgave i kraft af forfatterens revisioner. Disse havde med stilistik og ortografi at gøre, men også med substansen. Forfatteren blev klogere og mere indlæst i sine emner, ligesom han fik nye æstetiske og ideologiske impulser.

Dette variantapparat er selektivt, idet der er anlagt et kvantitativt defineret væsentlighedskriterium ved bedømmelsen af, hvilke varianter der skal medtages, nemlig: 2 linjers ændret tekst i form af udeladelser, tilføjelser eller omarbejdelser i forhold til førsteudgaven. Samme pragmatiske begreb om varians er lagt til grund i Jens Kr. Andersen og Chr. Jacksons »Georg Brandes: Emigrantlitteraturen« (Danske Studier, 1971) og i Per Dahls forarbejder til en bibliografi over Brandes’ forfatterskab. Udpegningen af varianter er foretaget ved hjælp af både digitale kollationeringsværktøjer og analog kontrollæsning. Straks nedenfor i en indledende prosaredegørelse til hvert bind af Hovedstrømninger, er den varians, der falder uden for perspektivet, karakteriseret og eksemplificeret.

Det, der sammenlignes, er i alle tilfælde 1.- og 2.-udgaven af de enkelte bind af Hovedstrømninger. I nogle tilfælde af udgivelseshistorien er der indimellem disse udgaver skudt en tysk udgave, som var det egentlige grundlag for revisionen. De tyske varianter er ikke medtaget i apparatet. For udgivelses- og oversættelseshistorien til de enkelte bind henvises til redegørelsen for Udgaveforhold. Her findes også i kort form en beskrivelse af de større ændringer, der forekommer i senere udgaver af de enkelte bind.

Om 2.-udgaven af Reaktionen i Frankrig (1892)

1. 1892-udgavens udgivelseshistorie

1.-udgaven af Reactionen i Frankrig udkom i 1874 som det tredje bind af Georg Brandes’ Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. 2.-udgaven udkom i 1892. På titelbladet er angivet, at der er tale om ”Anden omarbejdede Udgave” – ligesom det er tilfældet med 2.-udgaverne af Hovedstrømningernes to første bind. Det signalerer, at der i denne udgave er tale om væsentlige ændringer i forhold til 1.-udgaven.

1874-udgaven har to indledende mottoer af J.W. von Goethe og John Stuart Mill og består ud over en kort indledning af ni nummererede kapitler (I-IX). Den tyske 1.-udgave med titlen Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts. Die Reaktion in Frankreich, der udkom allerede samme år og er oversat af Adolf Strodtmann, følger den danske 1874-udgave, hvilket også er tilfældet for de følgende tyske Strodtmann-udgaver (2. udgave: 1886; 3. udgave: 1892). Den danske, omarbejdede 2.-udgave udkom først otte år senere, i 1892. Udgavens omarbejdning har ud over en række større og mindre ændringer resulteret i en overordnet omstrukturering af bindet. Antallet af kapitler er vokset til 13, hvoraf kapitel 5 om Joseph de Maistre er hentet fra 1.-udgaven af andet bind, Den romantiske Skole i Tydskland, forsynet med ny indledning og afslutning. Derudover findes der en større mængde tilføjelser og udeladelser fordelt ud over bindet. De mange ændringer slog i første omgang ikke igennem i den efterfølgende Strodtmann-udgave, idet den tyske 1894-udgave (4. udgave) er identisk med den danske 1874-udgave. Først i 1897, i en såkaldt Jubiläums-Ausgabe, medtages ændringerne fra den danske 1892-udgave, og bindet betegnes på titelbladet: »Fünfte, gänzlich umgearbeitete, vermehrte und mit einem Generalregister versehene Auflage«. I modsætning til den danske 1892-udgave er de indledende mottoer fra den danske 1874-udgave dog bevaret i den tyske Jubiläums-Ausgabe.

2. Sproglige ændringer i 1892-udgaven

I det følgende redegøres for en række ændringer, som forekommer så gennemført i 1892, at der kan tales om en generel bestræbelse hos forfatteren. Ikke alle ændringstyperne er gennemført til fulde, men dog i vid udstrækning. Det drejer sig alle steder om ændringer, der falder uden for det ovennævnte princip for, hvornår en tekstændring optages i variantlisten: 2 linjers ændret tekst i form af udeladelser, tilføjelser eller omarbejdelser i forhold til førsteudgaven.

a. Retorik og stil

Overordnet set kan det siges, at Brandes i 1892-udgaven så at sige skriver sig selv ud af værket ved at indlægge en (akademisk) distance. Teksten i 1874-udgaven bærer endnu – som det er tilfældet med de første bind af Hovedstrømninger – præg af retorikken fra forelæsningerne, som jo er værkets udgangspunkt. I 1892-udgaven er de steder, hvor Brandes i 1874-udgaven inkluderer sig selv med jeg/mig-former, flere steder erstattet af en vi-form eller fjernet til fordel for en neutral form uden subjekt, og den mere mundtlige historiske nutid er flere steder ændret til datid. En række eksempler:

Jeg anfører Slutningen: > Slutningen lyder:
Litteraturbevægelsen grunder, som jeg har vist > Litteraturbevægelsen grunder, som vi have set
saa synes den hele Argumentation mig at være fuldkomment sand > saa er denne Tankegang fuldkomment rigtig
Da Stænderne træde sammen > Da Stænderne traadte sammen
I Gaarden ser han en hel Del Regimenter > I Gaarden saa han en hel Del Regimenter

Derudover er flere direkte referencer i 1874-udgaven til forelæsningsrækken udeladt, hvilket fremgår af variantapparatet nedenfor.

b. Fordanskning

Brandes har i 1892-udgaven lagt en stor indsats i at erstatte de i 1874-udgaven hyppigt forekommende fremmedord med gængse danske ord. Dette gælder både de mere sjældne og fremmedklingende ord og de mere almindeligt forekommende. Ordene erstattes enten og hyppigst en-til-en eller foldes forklarende ud. En række eksempler:

Restaurationen > Gjenindførelsen
Nationalgardens > Borgerbevægelsen
Constitution > Forfatning
Universum > Verdensalt
Invectiver > Udfald
Apostrophe > Hentydning
Tribunen > Talerstolen
Individualitet > Personligheder
Indifferents > Ligegyldighed
Auspicier > Varetægt
Sentimentalitet > Følsomhed
Postulat > Paastand

Samtidig bliver korte franske vendinger eller franske ord oversat, fx:

vendéenne > Kvinde fra Vendée

c. Modernisering

GB har i 1892-udgaven ret nøje gennemført en række ændringer på bogstavniveau. Det drejer sig i høj grad om bestemte bogstaver, der erstattes af andre, men også til en vis grad af enkelt-bogstaver, der glider ud. I det følgende gives en række grupperede eksempler. Det skal bemærkes, at en del af ændringerne er i overensstemmelse med de samtidige retstavningsreformer, jf. Henrik Galberg Jacobsens Ret og skrift. Officiel dansk retstavning 1739-2005, 2010.

c > k:
Reaction > Reaktion
Cardinal > Kardinal
Cultus > Kultus
Directoriet > Direktoriet
Tractat > Traktat

ch > k/kk:
Monarch > Monark
patriarchalsk > patriarkalsk
Melancholi > Melankoli
Echo > Ekko

i > j:
geistlig > gejstlig
Keiser > Kejser
Seir > Sejr

lli > lj:
Villie > Vilje
Lillierne > Liljerne

z > s/c:
Modemagazin > Modemagasin
zirlig > sirlig
zart > sart

ph > f:
Philosof > Filosof
Phanstasi > Fantasi
Triumph > Triumf
Prophetier > Profetier

ou > u / ai > æ:
Souverain > Suveræn
Boutik > Butik

qu > kv/k:
Inquisitionen > Inkvisitionen
Reliquie > Relikvie
Etiquette > Etikette

e udelades:
slaae > slaa
troer > tror
seer > ser

-t- slettes:
Schweitz > Schweiz
Intelligents > Intelligens

-d- slettes:
Kronprinds > Kronprins
Tydskland > Tyskland
skjøndt > skjønt

Udeladelse

Motto af J.W. von Goethe

Hätt’ ich gezaudert zu werden,
Bis man mir’s Leben gegönnt,
Ich wäre noch nicht auf Erden,
Wie ihr begreifen könnt,
Wenn ihr seht, wie sie sich geberden.
GOETHE.
(1874:[2])

Udeladelse

Motto af John Stuart Mill

There is no philosophy possible, where fear of consequences is a stronger principle than love of truth.
JOHN STUART MILL.
(1874:[2])

Tilføjelse

Om det religiøse autoritetsprincip

[...] under det Givne. Den har oprindeligt ikke havt andre Virkemidler end Tvang og Frygt, og den beholder dem til alle Tider; men den har tidligt fremkaldt Følelser som Ærefrygt og Taknemmelighed. Mennesket har ikke skammet sig ved sin Afhængighed eller lidt under den overfor Myndigheden, naar det følte sig denne Myndighed forpligtet. Familieautoriteten, det borgerlige Samfunds Myndighed, Statens Autoritet, der historisk en Tid lang falder sammen med Despotens Vilje, have efterhaanden udviklet sig og alle søgt deres Støtte i en endnu højere Myndighed, den religiøse Autoritet. Først ved den bliver Autoritetsprincipet ubetinget. Almagtens Vilje bliver den højeste Lov, for hvilken Mennesket maa bøje sig og som maa lydes blindt.

Autoritetsprincipet har havt en stor opdragende Betydning i Menneskehedens Historie; men dets Sendelse er den at gjøre sig selv overflødigt. Paa det lavere Standpunkt underkaster Mennesket sig Loven, fordi den udgaar fra Autoriteten, paa det højere, fordi det indser det Fornuftige i Lovens Indhold. Hvor Autoriteten er ubetinget, maa den optræde som et Under og afvise al Kritik som opsætsig og kjættersk. Den ubetingede Autoritet har da ogsaa altid fordret sig anerkjendt som Mirakel og Mysterium.

Thi ubetinget er Autoriteten kun i Kraft af religiøs Stadfæstelse. Dog som Kristendommen historisk havde udviklet sig i Europa, var hidtil i den Autoritetsprincipet ikke fremtraadt i dets abstrakte Renhed. Kristendommen havde (idetmindste officielt) hævdet at være Kjærlighedens Religion, Kristi Religion. Ganske vist gik historisk sideordnet dermed, i Virkeligheden som overordnet Princip, den kirkelige Hævden af Kristendommen som Tro og af Troen paa den overnaturlige Autoritet som Pligt. Ikke Kjærligheden, men Lydigheden maatte for Kirken som for Staten være det ubetinget Vigtige. Men hidtil havde i Historien Theologer, Gejstlige, kirkelige Forfattere i Almindelighed, selv naar de var strengest, talt den religiøse Sindsbevægelses Sprog, forkyndt Kjærlighedens Evangelium ved Siden af Troens Lære og stræbt at vinde Sjælene, ikke blot at tale Myndighedens Sag. Først paa dette Tidspunkt da et Flertal af de udviklede Menneskers Sind i mange Lande var frigjort fra overnaturlige Autoriteters Tryk og derfor kritisk stemt overfor ubetingede Autoriteter ogsaa paa det politiske og sociale Omraade, blev Autoritetsprincipet i dets Renhed og Goldhed forfægtet uden Følelsesbevægethed med Beviser, der henvendte sig hyppigst til Forstanden alene, undertiden ogsaa til Fantasien.

Autoritetsprincipet kan hævdes [...] (1874:[5] / 1892:[5]-7)

Udeladelse

Motto af Camille Desmoulins

On accuse la génération de tout renverser et de ne rien édifier. Mais ne faut-il pas avoir détruit la Bastille avant de rien éléver sur son emplacement? Déja maint architecte s’évertue à imaginer un palais digne des augustes représentants de la nation. Bientôt vous le verrez sortir de dessous les ruines de cette Bastille.
Camille Desmoulins: Discours de la lanterne.
(1874:[9] / 1892:11)

Omarbejdelse

Om katolske skribenter

[...] den religiøse Tolerance. Ingen Paastand er mere usand end den, der ofte er bleven fremsat af katholske Skribenter, at det er den christne Kirke [...] (1874:10)

>

[...] den religiøse Tolerance. Det er ingenlunde den kristne Kirke [...] (1892/11)

Udeladelse

Om Nationalforsamlingen

[...] der foregik. Man maa for at forstaae det erindre, at i denne Forsamling var Fortidens Parti, bestaaende af Erkebiskopper og Bisper, Prindser, Hertuger, Marquis’er og Baroner i Forening med nogle Deserteurer af tredie Stand endnu meget mægtigt. Alle disse Mænd, der opholdt sig i Salens høire Side, troede endnu neppe paa Revolutionen og affærdigede tidt og mangen Gang de alvorligste Angreb med et Bonmot. I October 1789 [...] (1874:15-16 / 1892:17)

Omarbejdelse

Om abbed Jean-Sifrein Maury

[...] Clermont-Tonnerre tager sig med Varme af dette rørende Bønskrift. Men man troer ikke, hvilke Paafund Geistligheden hittede paa for at negte en Ret, der i Grunden maatte betragtes som allerede givet. Abbed Maury reiser sig. Han har et bredt, forvovent Ansigt, de syv Dødssynder i sit Ansigt, som man sagde om ham, en bestemt Mund, Øine, som skinne af Forstand, Falskhed og Sophisteri, den Art Sophisteri, der indeholder Forbauselse over, at noget Menneske kan falde paa at kalde det for Sophisteri. Han er fræk og koldblodig. Det er ham, som faa Maaneder senere, da Befolkningen paa Gaden omringede ham under Raabene: »Til Lygtepælen med ham!« svarede: »Troer I, kjære Venner, at I ville see bedre for det?« Han siger: »Hvem vil endnu [...] (1874:17)

>

[...] Clermont-Tonnerre tog sig med Varme af dette Bønskrift. Den forvovne og koldblodige Abbed Maury nedlagde Indsigelse imod hans Ord. Han sagde: »Hvem vil endnu [...] (1892:18)

Omarbejdelse

Om jøder

[...] tillagde dem. »Dette Folk,« fortsætter han, »har gjennemlevet 17 Aarhundreder uden at blande sig med de andre Folkeslag, de have kun drevet Handel med Penge; ikke En iblandt dem [...] (1874:17)

>

[...] man tillagde dem: »Ikke En iblandt [...] (1892:18)

Omarbejdelse

Om Maximilien Robespierre

[...] Stemningen var flau. Man følte, at Forslagets Skjæbne var afgjort. Ikkun een eneste Deputeret vover at nedlægge Protest. Det er en endnu helt ubekjendt Mand, Advocat af Fag, en af dem, som da endnu holdt sig i anden Række og pleiede at sidde skjult bag de fremtrædende Personligheder, der endnu for største Delen tilhørte de tilforn priviligerede Stænder. Hans Ansigt er almindeligt og ikke meget livligt, men uhyggeligt blegt. Han er simpelt, men særdeles renligt og omhyggeligt klædt, og hans Haar sidder smukt. Allerede hans Ydre antyder hans Respect for sig selv og hans Lidenskab for Orden. Præsidenten nævner hans Navn, som Ingen lægger Mærke til: Maximilien Robespierre. Han bestiger Tribunen og siger kort og skarpt: »Jødernes Laster ere en Følge af den Fornedrelse, hvori I have holdt dem. De ville blive gode Mennesker, saasnart de have nogen Nytte af at være det.«
Men han [...] (1874:18-19)

>

[...] Stemningen var flov. Kun et eneste Medlem af Forsamlingen, dengang endnu ubemærket, Maximilien Robespierre var for Jødernes Ligestilling. Han betegnede Jødernes Laster som Følger af den Fornedrelse, hvori man havde holdt dem.
Men han [...] (1892:19)

Udeladelse

Om opgøret med kirken

[... ] Udbrud i Ord. Det bekjendte Ord: »I Herrer af Kleresiet! nu barberer man jer, og hvis I spræller alt for galt, blive I skaarne midt over«, lød fra Tilskuerpladsen ikke fra Salen. Forbitrelsen gav [...] (1874:20 / 1892:20)

Omarbejdelse

Om opgøret med kirken

[...] med dette Hverv. I et rettroende Skrift fra 1792 »Conjuration contre la religion catholique et les souverains« hedder det: »Aldrig har Christi Kirke havt saa mange Fjender at bekjæmpe paa een Gang. Det synes som om det hele Helvede er sluppet løs for at hidføre dens Ruin […] Philosopherne ville afskaffe den christelige Religion ikke blot i Frankrig, men i hele Europa, ja i hele Universet.« Der ligger ingen Overdrivelse i disse Ord. Kun er det interessant at mindes, at Philosopherne for at opnaae dette Resultat havde henvendt sig til de store Landes Regenter, til Friedrich af Preussen, til Catharina af Rusland og andre, men at det var ud fra Folket, at Slaget blev ført, ifald man ved Folket vil forstaae Middelstanden. Paven tog da ikke feil, da han om den constituerende Forsamling i en Tale til sine Cardinaler sagde, »at Franskmændene havde gjort sig til Slaver af en Forsamling af Philosopher og havde glemt, at de Nationer ere de lykkeligste, som adlyde deres Konger.«
Præsterne, der [...] (1874:20-21)

>

[...] med dette Hverv. Det syntes dem som var det hele Helvede sluppet løs paa Kristi Kirke og som om »Filosoferne« vilde »afskaffe den kristelige Religion ikke blot i Frankrig, men i hele Europa, ja i hele Verden«. (»Conjuration contre la religion catholique et les souverains« 1792). For at opnaa dette Resultat havde »Filosoferne« henvendt sig til de store Landes Regenter, til Friedrich af Preussen, til Catharina af Rusland og andre, men det var ud fra den franske Middelstand at Slaget blev ført. Præsterne, der [...] (1892:20-21)

Omarbejdelse

Om jansenisterne

[...] Den constitutionelle Ordning af Kirkens Forhold opnaaedes ved en Alliance mellem Voltairianerne og Forsamlingens Jansenister. Disse sidste vare ganske vist gode Christne, men det politiske Udslag af den jansenistiske Fatalisme var i ingen Henseende forskjelligt fra Voltairianismens politiske Consequentser. Jansenisterne hadede som religiøse den jordiske Storhed og godkjendte som Fatalister den menneskelige Elendighed, de havde som ægte Bourgeois Lighedsfølelse opadtil og Ulighedsfølelse nedadtil, ganske som Voltairianerne. De stemmede da fuldkomment overeens med disse angaaende Inddragningen af Kirkens Rigdomme. Hertil kom, [...] (1874:21-22)

>

[...] Den nye Ordning af Kirkens Forhold opnaaedes ved et Forbund mellem Forsamlingens Voltairianere og Jansenister. Jansenisterne hadede som religiøse den jordiske Storhed og godkjendte som Fatalister den menneskelige Elendighed. De vilde da ikke se Kirken rig og bekymrede sig ikke om den Gavn, dens Rigdomme gjorde nedadtil. Hertil kom, [...] (1892:21)

Omarbejdelse

Om jansenisterne

[...] Borde indrettet til deres Orgier. (Livet der er beskrevet af et Øienvidne, den royalistiske og clericale Skribent Montgaillard i andet Bind af hans »Histoire de France).« Havde man nu nøiedes med at bemægtige sig Kirkens Øverstes Rigdomme, saa havde man tvunget dem til enten at give efter eller tilstaae, at deres Opposition var foraarsaget af Havesyge. Men man rørte ved deres Disciplin og skaffede dem saaledes et Paaskud til Modstand. Enhver Modification af Cultus’ens ydre Former gav dem Anledning til at udskrige, at Religionen var [...] (1874:22-23)

>

[...] Borde indrettet til deres natlige Svirelag.
Havde man nøjedes med at bemægtige sig Kirkefyrsternes Rigdomme, saa havde man kunnet afvise Beskyldningen for at ville Religionen tillivs. Men man gjorde Indgreb i Kirkens indre Forhold som i dens Tugt; man ændrede Gudsdyrkelsens ydre Former, og Kirkens Foresatte forkyndte da naturligvis
, at Religionen var [...] (1892:21-22)

Udeladelse

Om Maximilien Robespierre og religion

[...] blev formeligt udhungret.
Den eneste, der uden at være hverken Voltairianer eller Jansenist, deltog i Discussionen om Kirkens Constitution, var Robespierre. Han fremhævede Rousseaus »civile Religion« (»Contrat social« 4,8) hvis Dogmer ere »Existentsen af en mægtig, intelligent og alvidende Guddom, et tilkommende Liv, de Retfærdiges Belønning, de Ondes Straf, den sociale Contracts Hellighed og Statens Love«. Han var en Ordenens Mand, ingen Troende. Religiøsitet bestod for ham i Opfyldelsen af de sociale Pligter. Kleresiet betragtede han som Magistratspersoner, som verdslige Embedsmænd. Han anraabte med Rousseausk Følsomhed Forsamlingen om at understøtte de gamle og svage Præster og bad dem særligt sørge for dem, der vare over 70 Aar gamle og som hverken havde Pension eller Sportler; men Forslaget afsloges. Hans Tid var endnu ikke kommen.
Den nye Tingenes [...] (1874:23-24 / 1892:22)

Omarbejdelse

Om girondinerne

[...] for Voltaires Aand. Girondineren er Individualist til det Yderste, liberal i dette Ords moderne Forstand, det vil sige, at han gjør det fra Samfundet udskilte Individ og dets Fornuft til eneste Dommer over dets Omgivelser og sig selv. Den individuelle Fornuft føler sig ikke opfordret til at vise Samfundsreligionen og dens Bærere noget Hensyn.
Girondinernes berømte Fører Vergniaud redigerer en Proclamation, hvori det hedder:
»Oprørske Præster [...] (1874:26)

>

[...] Voltaires Aand.
I en offentlig Erklæring, som er forfattet af Girondinernes berømte Fører Vergniaud, hedder det: »Oprørske Præster [...] (1892:24)

Omarbejdelse

Om guillotinen

[...] men det forbydes dem at gaae ud, for at de ikke skulle forpeste Befolkningen.« Dette skreves i April. I Marts havde den lovgivende Forsamling i den forøvrigt menneskekjærlige Hensigt at skaane de Dødsdømte for enhver Art physisk Tortur vedtaget en vis Maskine til Udførelsen af Dødsdomme, som først blev forsøgt paa Lig, men som snart blev bragt i Anvendelse paa de Levende. Den fik Navnet Guillotine, og man føler noget af dens skarpe Stil i den sidst anførte Artikel. Voltaires Vin [...] (1874:33)

>

[...] men det bør forbydes dem at gaa ud, for at de ikke skulle forpeste Befolkningen.« Voltaires Vin [...] (1892:30)

Udeladelse

Om jakobinerne

[...] under Voltaires. Den var organisatorisk og formalistisk, derfor følte uafhængige Naturer som Camille Desmoulins eller fremfusende Naturer som Danton sig ikke hjemme i den. Jacobinernes første Program [...](1874:33 / 1892:31)

Omarbejdelse

Abbed Fauchet om Jean-Jacques Rousseau

[...] til sin Existents. I den associative Pagt, der ifølge Naturens og Billighedens souveraine Decreter skaber et Folk, giver Mennesket sig helt hen til sit Fædreland og modtager sig helt af dets Haand.« Og med næsten ganske samme Vending [...] (1874:34-35)

>

[...] til sin Existens.« Og han udvikler, at Samfundspagten er en Pagt mellem Mennesket og dets Fædreland. Med næsten samme Vending [...] (1892:32)

Udeladelse

Om Maximilien Robespierre

[...] dens typiske Udtryk. Hans første offentlige Skridt var Besvarelsen af det Prisspørgsmaal, Akademiet i Metz havde udstedt om »Den Fordom, der delagtiggjør de ved Loven Dømtes Familie i disses Vanære«; han havde vundet Prisen, og ikke nøiet med at have bekjæmpet Dødsstraffens Accidentser havde han i Anledning af Guillotinens Indførelse paa det Heftigste udtalt sig mod Dødsstraffen selv. Som man seer kunde Ingen i Theorien give Følelsen mere Raaderum end han. Han var den første (1874:35 / 1892:32)

Udeladelse

Citat af Jean-Jacques Rousseau

[...] den naturlige Religion.
Rousseau havde i »Den savoyardiske Præsts Troesbekjendelse« sagt, at hvad enten Materien er evig eller skabt, om der er et passivt Princip eller ikke, er saa meget dog vist, at Alt er Et og forkynder en eneste Intelligents, og han havde tilføiet: »Dette Væsen, som vil og som kan, som selvvirksomt bevæger Universet og ordner alle Ting, det kalder jeg Gud.« Robespierre skriver i 1792: »Jeg afskyer saa meget som Nogen alle de ugudelige Sekter, der dække Ærgjerrighed,4 Fanatisme og alle Lidenskaber med den Eviges Navn, som har skabt Naturen og Menneskeheden. Men det er langt fra mig at sammenblande ham med hine Imbecile, som Despotismen har brugt til Redskaber. At anraabe Forsynet og udtale Ideen om et evigt Væsen, der væsenligt indvirker paa Nationernes Skjæbne og som paa en ganske særegen Maade synes mig at vaage over den franske Revolution, det er ikke et tilfældigt Indfald af mig, men mit Hjertes Trang, Ytring af en Følelse, der er mig nødvendig, og som i Forsamlingen, hvor jeg er overgivet til enhver Art Lidenskaber og usle Intriguer og omringet af saa talrige Fjender, til enhver Tid har holdt mig opreist. Hvorledes havde jeg, ene med min Sjæl, kunnet staae mig i Kampe, der udfordre mere end menneskelig Kraft, ifald jeg ikke havde hævet min Sjæl til Gud!« Ord som disse tillade ingen Tvivl om, at hans Religiøsitet var oprigtig, og bestandig beraaber han sig paa samme Mand som sin Lærer. Da han i Forsamlingen af sine Fjender blev opfordret til Selv-Ostracisme, udstrakte han Armen mod Rousseaus Buste, der prydede Salen. »Hvor skulde jeg vel begive mig hen, udraabte han. Hos hvilket Folk vilde jeg finde Friheden oprettet, og hvilken Despot vilde vel give mig Asyl? Himlen har maaskee tiltænkt mig med mit Blod at skulle betegne den Bane, der vil føre mit Land til Lykke. Jeg vil da gjøre det med Sværmeri«.
Det var ikke denne [...] (1874:35-37 / 1892:32)

Omarbejdelse

Om autoritetsprincippets ophævelse

[...] Tryllekraft brudt i alle Sphærer.
Det er knækket; men hvad vil man erstatte det med? Hvilket Princip skal være dets Afløser? Er det Voltaire eller Rousseau, som vil seire, Frihedens eller Broderskabets Princip? Hvert for sig indbefatte de Lighedens, kun forskjelligt forstaaet.
Da Mystikeren [...] (1874:44-45)

>

[...] Tryllekraft brudt paa alle Omraader.
Feltraabet: Frihed, Lighed og Broderskab fortrængte det. Men dette Løsen indbefattede mindst to Principer, ikke et enkelt. Frihedens Princip svarede nærmest til Voltaire, Broderskabets til Rousseau. Og Ligheden forligtes slet med Frihed.
Da Mystikeren [...] (1892:40)

Omarbejdelse

Om ejendomsretten

[...] Haanden paa Proletariatet. (Smlgn. Lassalle: Arbeiterprogramm). Men medens Girondinernes Udkast først og fremmest [...] (1874:46)

>

[...] Haanden paa Proletariatet.
Konventet, som tærede paa Rousseau's og Mably's Tanker, forstod, at Uligheden indenfor det borgerlige Samfund var den politiske Ligheds værste Fjende og drømte om at frembringe Harmoni mellem Ejendomsbesiddelsen og Ligheden derved at man gav Alle Ejendom. Condorcet vilde anvende Statsmagtens Midler ikke til at afskaffe Privatejendommen, men til at udjævne de for store Forskelligheder i Formuestilstanden. Arveretten skulde ophæves, Undervisningen være tilgjængelig for Alle osv. Først da efter Robespierre's Fald de Besiddendes Reaktion mod de Ejendomsløse begyndte, opstod Angreb paa Ejendomsretten som saadan, og Babeuf's kommunistiske Sammensværgelse fulgte. Den blev forraadt og knust, druknet i sine Ophavsmænds Blod uden at nogen Stemme hævede sig til Gunst for dens Ideer. End ikke Socialismen bragte det jo under Revolutionen til mere end Tilløb.
Medens imidlertid Girondinernes Udkast til Erklæringen af Menneskerettighederne
først og fremmest [...] (1892:41-42)

Udeladelse

Om Condorcet og Robespierre

[...] og Broderskabets Pligt. Condorcet siger: »Frihed bestaaer i Magt til at gjøre Alt, hvad der ikke strider mod Andres Rettigheder«, Robespierre tilføier til sin Definition: »Friheden er den Mennesket tilkommende Magt til efter Godtbefindende at øve alle sine Evner« disse Ord: »Den har Retfærdigheden til Regel, Andres Rettigheder til Grændse, Naturen til Princip og Loven til Beskytter.« Medens Girondinerne gjøre Eiendomsretten til en absolut og individuel Ret, gjøre Jacobinerne den til en relativ og social, uden dog i mindste Maade praktisk at forgribe sig paa den. Robespierre siger endog: »Jeg vil først foreslaae Eder nogle Artikler, der ere nødvendige til at fuldstændiggjøre Eders Theori om Eiendomsretten. Lad dette Ord ikke forskrække Nogen! I Sjæle af Skarn, der kun agte Guldet, jeg vil ikke røre ved Eders Skatte, hvor uren end deres Kilde mon være. I burde vide, at den agrariske Lov, hvorfor I ere saa bange, er et Skræmmebillede, som Slyngler have opstillet til at forfærde Tossehoveder med; man behøvede visselig ikke en Revolution for at lære, at en høi Grad af Misforhold mellem det, som den Ene og det, som den Anden besidder, er Kilde til mange Onder og mange Forbrydelser; men vi ere ikke mindre overbeviste om, at Formueslighed kun er en Chimære.« Modsætningen er ligefuldt tydelig nok. For Condorcet er Samfundet et System af Garantier, for Robespierre et sympathetisk Baand mellem Individerne. Den første siger: »Der finder Undertrykkelse Sted, naar en Lov krænker de Rettigheder, som den bør garantere«, den anden siger: »Der finder Undertrykkelse Sted mod det hele Samfund, naar et enkelt af dets Medlemmer bliver undertrykt.« Girondinerne opstille Ikke-Interventionsprincipet. [...] (1874:46-48 / 1892:42)

Omarbejdelse

Om forfatningsforslaget

[...] men som Mordere og oprørske Briganter.«
Det Girondinske Udkast er den rene Rationalisme; man kjender Voltaire igjen i hans Sønners Værk. I Bjergets Erklæring derimod banker et Hjerte. Det hedder f. Ex. deri: »Franskmand er enhver Fremmed, om han end kun har boet i Frankrig eet Aar, ifald han adopterer et Barn eller underholder en Olding.« Selve Stilen minder om Rousseau.
Girondinerne bekæmpede enhver [...] (1874:48)

>

[...] men som oprøske Mordere og Røvere.
Girondinerne bekæmpede enhver [...] (1892:43)

Omarbejdelse

Om Maximilien Robespierre

[...] tilværks. For Robespierre derimod stod det klart, at det ikke nyttede Noget, at indrømme den Værkbrudne, at han har Ret til [...] (1874:48-49)

>

[...] tilværks. Jacobinerne saa klarere det Unyttige i at indrømme den Værkbrudne Ret til [...] (1892:43)

Omarbejdelse

Om Maximilien Robespierre og det højeste væsen

[...] Husenes anden Etage. Grebne af Hvirvelen udnævnte selv Jacobinerne Clootz til Clubbens Præsident. Da er det, at Robespierre protesterer og ved sin personlige Overlegenhed driver Revolutionen ud af den Bane, den var slaaet ind paa. Netop fordi han næsten i ingen Henseende er forud for sin Tid, forstaaer han den som ingen Anden, og fordi han forstaaer den, griber han det politisk Rigtige, det, som kan forstaaes af Tiden. Det er ham, som med Blikket heftet paa Europa bevæger Conventet til at udstede det Decret, at det franske Folk anerkjender Existentsen af det høieste Væsen, ligesom det var ham, der bevægede Jacobinerne til at indgive en Adresse til Conventet om, at Forsamlingen skulde gjøre sit for at gjenoprette Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed. Det er Robespierre som fører de heftige Kampe for disse to Ideer, ligeligt vendende sig polemisk mod Christendommen og mod Pantheismen, som han stedse frygtede og aldrig forstod. Først angriber han Kirkestormerne: »Den, siger han, der vil forhindre, at Messen bliver læst, er ligesaa fanatisk som den, der læser den. Der gives Mennesker, som troe at kunne danne en Religion af Atheismen. Enhver Philosoph, ethvert Individ kan i den Henseende have hvilken Mening, han lyster; den, der vilde regne ham det til Last, vilde være forrykt; men endnu mere forrykt vilde den Lovgiver være, der vilde antage et saadant System. Nationalconventet afskyer det. Conventet er ikke nogen Bogmager, ikke nogen Forfatter af metaphysiske Systemer. Det er et politisk og folkeligt Corps.« Han retter imod Encyclopædisternes Disciple sin Sætning, at Ideerne Forsyn og Retfærdighed er een og samme Idee; han udslynger imod dem det paa den Tid frygtelige Ord, at »Atheismen er aristokratisk.« Og da han i Mai 1794 bestiger Tribunen for at opfordre Conventet til at høitideligholde Festen for det høieste Væsen, vender han sig efter nogle begeistrede Ord til Ære for Rousseau ligesaa bestemt imod Christendommen. »Fanatikere, haaber Intet af os! At kalde Menneskene tilbage til den rene Dyrkelse af det høieste Væsen, det er at give Fanatismen Dødsstødet. Alle Fictioner forsvinde overfor Sandheden [...] (1874:52-53)

>

[...] Husenes anden Etage.
Clootz blev udnævnt til Jacobiner-Klubbens Formand. Da bevægede Robespierre som god Discipel af Rousseau og med Blikket heftet paa Europa Konventet til at udstede den Kundgjørelse, at det franske Folk anerkjendte det højeste Væsens Tilværelse, ligesom det var ham, der bevægede Jacobinerne til at indgive en Adresse til Konventet om, at Forsamlingen skulde gjøre sit for at gjenoprette Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed. Han angreb Kirkestormerne som Fanatikere af Katholikernes Art og han angreb Atheismen som »aristokratisk«. Da han endelig i Mai 1794 besteg Talerstolen for at opfordre Konventet til at højtideligholde Festen for det højeste Væsen, vendte han sig efter nogle begejstrede Ord til Ære for Rousseau ligesaa bestemt imod Kristendommen: »Alle Opdigtelser forsvinde overfor Sandheden [...] (1892:46-47)

Omarbejdelse

Citat af Maximilien Robespierre

[...] dets Repræsentanter respectere Frihed til enhver Art Cultus og proscribere ingen Art deraf.« Saa decreteres der da et bestemt Antal af religiøse Fester. Robespierre holder Talen desangaaende. Han siger: »Du skal skjænke dit Navn til en af de skjønneste af disse Fester, o du Naturens Datter, du Lykkens og Hæderens Moder, du Verdens eneste legitime Souverain, som Forbrydelsen har stødt fra Tronen, du, hvem det franske Folk har gjengivet din Magt og som til Gjengjæld skjænker det et Fædreland og sædelig Alvor, ærværdige Frihed! Og du skal dele vort Offer med din udødelige Søster og Ledsagerske, du blide og hellige Lighed! Vi ville ogsaa feire Menneskeheden, som nedværdiges og trædes under Fødder af Fjenderne af den franske Republik. En skjøn Dag vil det være, paa hvilken vi kunne høitideligholde Festen for Menneskeslægten, naar det franske Folk ud fra Seirens Skjød kan indbyde den uhyre Menneskefamilie til sig, hvis Ære og hvis ufortabelige Rettigheder det forsvarer. Vi ville ogsaa forherlige alle de store Mænd, fra hvilken Tid og hvilket Land de end ere, som have befriet deres Fædreland fra Tyranniets Aag og grundet Frihed ved forstandige Love.« Det er i Kraft heraf, at Festen for det høieste Væsen, som Robespierre kaldte for den skjønneste Dag i sit Liv, blev afholdt. Her var det, at han paa sin Magts Tinde, men omringet af sine Dødsfjender, umiddelbart før sit Fald optraadte som Profet. Det hele Arrangements [...] (1874:54-55)

>

dets Repræsentanter ære Frihed til enhver Art Kultus.« Man besluttede da Afholdelsen af et bestemt Antal religiøse Fester, Fest for Friheden, for Ligheden, for Menneskeheden, for de store Mænd, der havde virket som Befriere, osv. Det første Udslag af denne Bevægelse var Festen for det højeste Væsen. Det hele Arrangements [...] (1892:48)

Omarbejdelse

Om gejstligheden og revolutionen

[...] stikke op af Jorden. Der var selvfølgelig Uret paa begge Sider, kun maa det ikke glemmes, at det var den rasende Modstand af den dømte Fortids Tilhængere, der styrtede Frankrig ind i Rædselsregimentet, og at Biskopperne, naar de kaldte Folket til Vaaben, vare langt værre end Revolutionsmændene, da de vilde gjenindføre alt det, som havde gjort Revolutionen nødvendig. Hvorom Alting er, saa indsaa Revolutionsmændene snart, at deres Fremgangsmaade [...] (1874:59)

>

[...] stikke op af Jorden. Revolutionsmændene nødtes snart til den Indsigt, at deres Fremgangsmaade [...] (1892:51-52)

Omarbejdelse

Om religionen efter revolutionen

[...] til Pressefriheden.
At der ikke heri ligger nogensomhelst Undskyldning for den religiøse Restauration er dog ligesaa sikkert. Hvilke Udskeielser der end nu og da i Praxis fandt Sted, Frankrigs lovmæssige Stilling var paa den Tid, da Concordatet blev indgaaet, fuldkommen Religionsfrihed. Paa [...] (1874:61)

>

[...] til Pressefriheden. Det var ikke Menigmand alene, som i sit stille Sind var bleven Kirken tro. Rundtom i de fornemme Familier paa Landet var under Revolu- tionen Moderen med sine Døtre forbleven katholsk, da Faderen, hvordan han end ellers var sindet, med Franskmændenes bekjendte moralske Fejghed altid ansaa Religionen for et gavnligt Baand paa Kvinden. Damerne havde broderet et Klæde til Alteret, beskyttede Præsten, gav ham Penge til hans Fattige og Syge og forsømte aldrig nogen Messe. Nu var Messen forbudt. Den arbejdsomme og træge franske Bonde og hans Husstand havde, lige til Revolutionen kom, været vant til at se op til Præsten, til Monsieur le curé, som til et Slags jordisk Forsyn, været vant til at hilse ham dybt, naar han gik forbi og til at spørge ham om Raad; han havde døbt Børnene, han havde meddelt dem den første Nadvere, han havde viet Jacques til Fanchette, han havde givet den gamle Moder den sidste Olie. Man læste ikke i Bondehuset, dyrkede hverken Litteratur eller Filosofi eller Musik. Hver en Følelse i Sjælen, der hævede sig op fra Plovfuren og de trillende Jordklumper omkring den, tog Vejen til Kirken. Hvor ringe den var, var den dog en Festsal i Sammen- ligning med Husmandshuset ; den var hellig, man knælede i den. Nu var Kirken lukket. Hvem der har set Almuesmænd i Frankrig eller Italien bede, set den rørende Andagt i Øjne saa alvorlige og saa klare som en Hunds, begriber, hvad det for Bonden vilde sige, at der ikke mere skulde være Messe eller Præst. Endelig Søndagen. Bonden er imod enhver Forandring, hvis Nytte ikke øjeblikkelig synes ham indlysende. Og nu skulde Søndagen sløjfes. Havde man hørt Mage? Hvem var nogensinde faldet paa noget lignende! Hvem kunde falde derpaa uden disse Herrer i Paris! I meget mere end tusinde Aar havde man holdt Søndag, maaskee lige siden Verdens Skabelse, Vor Herre selv havde jo holdt Søndag, og nu skulde Ugen have ti Dage og kaldes Decade, som Ingen vidste hvad var. Man vilde altsaa endogsaa afskaffe den gode Gud.
Man føje hertil Virkningen paa de yngre og endnu ufordærvede Præster. Frayssinous, der blev saa berømt som katholsk Kristendomsforsvarer under Restaurationen, fortæller, hvorledes han selv og en Ven af ham, der ligeledes var Præst, midt under Rædselsperioden trods alle Trusler om Forvisning vedbleve at udøve deres præstelige Embede, og for at prøve og styrke sig, for at gjøre sig fortrolige med den Død, som ventede dem i det Tilfælde, at de bleve opdagne, skiftevis gik hen og overværede Henrettelserne paa det staaende Skafot i Rodez.
Man tænke sig unge, begejstrede Præster som disse eller som de skildres i Lamartines »Jocelyn« samles i Stilhed med deres Menighed Søndagmorgen i Huler under Jorden, i kolde og fugtige Kjældere, der næsten kunde minde om de første Kristnes Katakomber. Man taler sammen om de trange Tider for Kirken, trøster hverandre, hører en Præken, modtager den indviede Hostie og gaar bort med vaade Øjne og opløftet Sind. Den fornemme Dame og den simpleste Bondekone have her følt sig som Medlemmer af samme Menighed paa en ganske anden Maade, end da de vare adskilte ved hele den Afstand, der skiller den øverste Kirkestol fra den sidste.
Selve Berøvelsen af Kirkegodset blev fremdeles et Gode for Kirken. Mangen en Præst, som Vellevnet havde fordærvet, saa sig pludselig: indskrænket til den evangeliske Fattigdom. Hvis Savnene tirrede og æggede Mange, saa lutrede de Andre. Den Sag, for hvilken et Menneske lider, bliver ham kjær. Den usikre, halvfilosofiske Præst, der tidligere (som Barante fortæller det om det 18de Aarhundredes Gejstlighed) i Grunden rødmede ved at bekjende de kristelige Dogmer, følte sin Selvagtelse stige, alt som den Sag, han tjente, forfulgtes. Biskop Lecoz skriver 1801: »Den Religion, som Frelseren grundede uden Rigdommens Hjælp, vil han ogsaa vedligeholde uden denne Hjælp, der er ham uværdig. Da han kaldte sine tolv Apostle, hvortil kaldte han dem da? Til Nydelse af Ejendom eller af Ære? Nej, men til Arbejde, til Møje, til Lidelse. Hvis altsaa vi Jesu Kristi Tjenere nu ere nær ved at befinde os i denne apostoliske Tilstand, bør vi da knurre derover? Nej, lad os snarere glæde os over denne dyrebare Berøvelse af ydre Goder, og lad os takke Herren, der har genopvakt hin gamle Tingenes Tilstand, som de frommeste af hans Børn aldrig have ophørt at ønske tilbage.« Ligesom Forfærdelsen og Skammen over Rædselsperioden, da den var ovre, kaldte Tanken paa Kongedømmet og Kongefamilien tilbage i en Mængde Franskmænds Sind, saaledes vakte den Religionsforfølgelse, der havde fnndet Sted, heftige Følelser for Kirken og dens Præster.
I Belgien, der nylig var bleven indlemmet i Frankrig, og hvor Gejstligheden var bleven forvist i Hobetal, var der overalt paa Landet udbrudt Oprør. Man havde for at kue det maattet brænde mange Landsbyer og slaa flere Tusinde Bønder ihjel. Der var nu i Frankrig ikke blot ét Vendée; hver Landkreds havde sit. I de tolv vestlige Departementer var ved Aaret 1800 de klerikale Royalister Herrer næsten overalt paa Landet og havde 40,000 Mand under Vaaben. Selv de, der var fastest knyttede til den nye Tingenes Tilstand, de der havde erhvervet det konfiskerede Kirke- og Klostergods, følte sig ilde tilmode ved deres nye Rigdom. Fordum tilhørte den Jord, som den ny Ejer nu besad, Præstegaarden, Hospitalet eller Skolen. De var nu plyndrede, og han blev fed af deres Fattigdom. Kvinderne i hans Hus, hans Kone, hans Moder, følte sig ikke lykkelige, tidt betyngede, og naar han blev syg, mærkede han selv den onde Samvittigheds Bid, haabede paa i sidste Øjeblik at opnaa Syndsforladelse af Præsten og ængstedes for, at den kunde blive ham negtet. (Taine: Le régime moderne I, 134 ff.).
Der laa heri en kraftig Forberedelse for den religiøse Restauration. Saa glemme man ikke den aandelige Styrke, den mægtige Alliance, Kirken modtog derved, at den nu lige med Et kunde tilegne sig Revolutionens eget Princip og i dets Navn erobre sig Sympathier. Hele Situationen var forandret fra det Øjeblik af, da den saa længe som muligt frihedsfjendske Kirke, tvunget af Nødvendighed, skrev Frihed paa sin Fane. Nu, da den selv havde Brug for Friheden imod Undertrykkelsen, nu talte den i Frihedens Navn, og det saa bevægeligt, at alle de, som hørte Krokodillen græde, tog den for et værgeløst Væsen. Den liberale Katholicisme blev til, hvor slemt end disse Ord skurre imod hinanden. Kirken fravristede Revolutionen dens bedste Vaaben og gav sine Tilhængere det i Haanden — foreløbigt naturligvis, indtil den havde gjenerobret sin gamle Magt, thi da ve Friheden! Men nu var Paven pludseligt bleven liberal: Religionsfrihed hed det. Selv da Jesuiterordenen paany blev oprettet, vilde Jesuiterne »den gode og sande Frihed«.
Hvor ærligt man mente det med denne Paaberaabelse af Friheden, viste sig, saasnart man var kommen til Magten. Da Napoleon i 1808 forlangte, at Paven skulde tilstede Religionsfrihed, svarede han: »Da denne Artikel staar i Strid med Kirkens Kanon og Concilier og i Strid med den katholske Religion, og paa Grund af de frygtelige Følger, den vilde medføre, staar i Strid med Statens Rolighed og Lykke, have vi forkastet den.« De naive Katholiker, der senere toge det bogstaveligt med denne Tale om Friheden, som Lamennais for Exempel, fik Kjærligheden at føle. Men selv da Lamennais i 1830 blev ramt af en pavelig Bulle, gav man hans Elev Montalembert, der skilte sig fra ham og blev Katholicismens kraftigste Forsvarer i Midten af dette Aarhnndrede, Lov til vedblivende at foredrage den liberale Katholicisme, som man først i 1873, da man slet ikke mere kunde bruge den til Noget, banlyste i en af de mest harmfulde Buller, man nogensinde har set. Faa af dem, der dengang læste den i Aviserne, have forstaaet, hvor meget denne Bulle egentlig sagde.
Man erhvervede sig altsaa Bistand ved Opraab i Frihedens Navn. Men til de mange Bedre, som i Omslagets Øjeblik under Konsulatet paavirkedes heraf og som den brutale Behandling, Paven senere under Kejserdømmet var udsat for, indgav forøgede Sympathier for Kirken, kom under Begivenhedernes følgende Udvikling, da Bourbon'ernes Gjenindsættelse fandt Sted, alle de Mange, der til alle Tider hylde Magthavernes Religion, alle Tilhængerne af Rævens Morale hos Holberg: »Scrupuleer ikke udi Religionen, men holdt Dig blindt til den herskende Tro!« Ved Aaret 1800 var imidlertid, trods de Udskejelser af revolutionær Natur der enkeltvis nu og da endnu fandt Sted, Frankrigs lovlige Stilling fuldkommen
Religionsfrihed. Paa [...] (1892:53-60)

Omarbejdelse

Om Napoleon 1.

[...] betænkte sig ikke, stillet som han var mellem en sikker Fordel paa den ene Side og et stort og ædelt Princip paa den anden. Hans Magtsyge valgte for ham. (1874:62)

>

[...] betænkte sig ikke. Kirkens Gjenoprettelse var et nødvendigt Led i hans hele Politik. (1892:60)

Omarbejdelse

Om hæren

[...] for at møde; men til ingen Nytte. Og hos alle [...] (1874:67)

>

[..] for at møde.
Hæren var nemlig mere end, noget andet Samfundselement blevet Revolutionens Principer tro. Allerede da under Direktoriet den royalistiske Reaktion syntes paa Nippet til at sejre, strandede den, fordi den republikanske Regjering, saa svag og indbyrdes uenig den end var, kunde stole paa Hæren. Thi i Hæren var Lighedens rent republikanske Princip blevet gjennemført som intet andet Sted. Før Revolutionen var Afstanden imellem Officeren og Soldaten en gabende Kløft. Officeren var oprindeligt Lehnsherren, senere Gods ejeren, senest Adelsmanden, og ingen Soldat kunde, hvor stærkt han end udmærkede sig, naa op og bryde ind i den højere Kaste. Under Revolutionen var der ganske vendt op og ned paa dette Forhold. Da en Mængde menige Soldater frivilligt havde meldt sig, hørte for det Første mange af dem til Samfundets fornemmere Lag, og for det Andet var Adelsstandens Forret til Officerspladserne tilintetgjort; Officererne udgik fra de menige Soldaters Rækker. Fælles Afsavn og Strabadser havde under Republikens Krige gjort Officerer og Soldater til Kammerater i samme Lejr. Tiltrods for Disciplinen følte den menige Soldat sig som sin Foresattes Vaabenbroder, til hvis Side Mod og Lykke kunde bane ham Vej. En royalistisk Reaktion, paa hvilken enhver klerikal Tilbøjelighed opfattedes som Forbud eller Symptom, vilde have ramt denne unge Hærordning i selve dens Livsprincip.
Derfor talte Hæren paa dette Tidspunkt endnu det gamle revolutionære Sprog, var lige fjendtlig mod Kongerne, Aristokraterne og Præsterne. Den levede i Uro for en Tilbageførelse af Kongemagten og Katholicismen, stolede paa Bonaparte som paa Manden, der skulde forhindre en saadan, og var rede til, hvis han svigtede, da at henvende sig med sin Anmodning om Statskup til en anden jacobinsk General, Jourdan, Bernadotte eller Augereau.
I Concordatets Øjeblik havde Hadet til den katholske Gejstlighed derfor vist sig saa levende i Hæren, at man holdt hemmelige Møder og stiftede en Sammensværgelse for at sprænge Forliget med Kirken. Mange højere Officerer, endog nogle fremragende Generaler indlod sig med de Sammensvorne. Moreau stod dem nær, skjønt han ikke var tilstede ved noget Møde. I en af Sammenkomsterne gik man saavidt, at Førstekonsulens Mord blev besluttet. En vis Donnadieu tilbød sig til at udføre det. Men General Oudinot, som var tilstede, underrettede Davoust om Sagen, og Donnadieu, som blev fængslet, gav Oplysninger. Man spredte de Sammensvorne ad, sendte dem alle mere eller mindre langt bort. Nogle bleve fængslede, andre landsforviste som General Monnier, der havde kommanderet en af Desaix's Brigader ved Marengo*). [*) L. von Stein: Geschichte der socialen Bewegung in Frankreich I 230. Taine: Le régime moderne I, 134.]
Dette forklarer tilstrækkeligt Stemningen i Hæren.
Og hos alle [...] (1892:65-67)

Omarbejdelse

Om Adolphe Thiers

[...] om Concordatets Historie og gjerne fortier alt hvad der kan sætte denne Begivenhed i dens sande og skarpe Lys, maa bruge saadanne Ord som: »Medlemmerne sadde [...] (1874:68)

>

[...] om Concordatets Historie, anvender disse Udtryk: »Medlemmerne sadde [...] (1892:68)

Omarbejdelse

Om erhvervningen af kirke- og klostergods

[...] Ed paa Republikens Constitution, og den store uvidende [...] (1874:69)

>

[...] Ed paa Republikens Forfatning, dernæst de talrige Erhververe af Kirke- og Klostergods, der fik Lov at beholde deres Bytte og hvis Usikkerhed nu var til Ende, endelig den store uvidende [...] (1892:69)

Omarbejdelse

Om Napoleon Bonapartes ordning af Frankrig

[...] verdslige Keiser Besøg.
Hvad var Aarsagen til, at den første Consul fastholdt og gjennemførte en Plan, der ved første Blik kunde synes saa upopulær og upolitisk? Svaret er simpelt. De Planer, som Bonaparte bar paa, lode sig ikke forene med Opretholdelsen af Republikens Ordning af Forholdet mellem Stat og Kirke. Han, som netop nu gik ud paa at give Republiken Dødsstødet, maatte ramme den i dens Hjerte, i dens Principer. Han indsaa, at det aldrig vilde lykkes tilgavns at knække den borgerlige Frihed, med mindre man tillige knækkede den aandelige og Tankens Frihed, og han bekymrede sig kun lidet om, hvad enten han satte Frankrigs Udvikling et Aarhundrede tilbage i Tiden eller ei, hvis han derved muliggjorde sin Enevælde eller fremmede sine egoistiske Formaal. Med den kirkelige Autoritet [...] (1974:77)

>

[...] verdslige Kejser Besøg.
For tilfulde at begribe Aarsagerne til, at Førstekonsulen fastholdt og gjennemførte en Plan, der ved første Blik kunde synes saa upopulær og upolitisk, er det nødvendigt til en Begyndelse at se denne Sag fra den rent økonomiske Side.
Revolutionen havde styrtet Frankrig i økonomisk Elendighed. Velstanden var forsvunden, Hungersnød truede med at oprive Befolkningen. Midt i Halvfemserne laa mere end Halvdelen af Frankrig uopdyrket hen. De adelige Emigranters og den katholske Kirkes Grundejendomme var af Kjøberne betalte med Assignater, men disse var uden Værd. Landet kunde økonomisk kun frelses ved at man nyttede de Kilder til Erhverv, som var blevne aabnede ved den nye Fordeling af Nationalgodset.
Længe havde man aldeles opsat at udnytte den Jord, der var bleven frataget Adelen og Kirken, thi da Jordens Grøde fordrer Tid til at blomstre og modnes, vilde Ingen drive Landbrug uden Sikkerhed for at Ejendommen forblev i hans Besiddelse længe nok til at lønne det Arbejde, der nedlagdes i den. Men denne Sikkerhed fandtes ikke, saalænge de gamle Ejere af Jorden opholdt sig i Landet og ikke havde givet noget Afkald. Kun deres Udryddelse gjorde Dyrkelsen af det nys erhvervede Nationalgods rimelig og fornuftig. Fordi Rædselsherredømmet adryddede dem, blev det fordret og taalt. Da det havde opfyldt sit dobbelte Hverv at frelse Republiken udadtil og indadtil at sikre den nye Ejendom sf or deling, blev det styrtet. Efter dets Fald fordrede de Besiddende fremfor Alt en Tilstand af den offenlige Magt, onder hvilken Udnyttelsen af de nyerhvervede Jorder var mulig.
Der fandtes i Frankrig endnu kun Elementer til et moderne Samfund, nye Ejendoms- og Retsforhold; men Alt var ufæfdigt. Der gaves ikke mere Stænder, men endnu ikke Klasser, og den nye Tingenes Orden var endnu ikke bleven et Led i Familiebevidstheden, endnu ikke optagen i den private Moral. Det gjaldt om at opnaa en varig Tingenes Tilstand.
Man kunde ikke opnaa den ved at kalde Kongedømmet tilbage; thi Kongedømmet var endnu paa dette Tidspunkt overalt i Europa det gamle Samfunds, den gamle Rets og den gamle Ejendomsfordelings Repræsentant. Bonaparte gav Frankrig den Sikkerhed, det attraaede. Og ikke alene det; men ved hans Sejre udbredtes det nye franske Samfunds Sæd i Europa.
Det Mislige i Frankrigs Forhold udadtil ved Aarhundredeskiftet laa i den Modsætning, hvori det nye Samfund her og det gamle i Europa stod til hinanden. Frankrig maatte for sin egen Sikkerheds Skyld omforme de sociale Forhold hos de Folk, det overvandt. Bonaparte forstod det og indførte den nye Samfnnds- og Retstilstand allevegne, saavidt hans Indflydelse rakte.
Men paa den anden Side ansaa han det for politisk nødvendigt at gjøre Indrømmelser, virkelige eller tilsyneladende, paa de Punkter, hvor der ikke anderledes lod sig bringe Ensartethed tilveje mellem de franske Tilstande og Europas. Det gjaldt jo for at sikre Forholdenes Varighed om hvad han selv har kaldt: mettre les institutions de la France en harmonie avec celles de l'Europe.
Saadanne Punkter var Kirkevæsenet, Fyrstevæsenet og Adelsvæsenet. Som Bonaparte forestillede sig, at Kejserkronen paa hans Hoved vilde forsone Enropa med den franske Revolution, og som han mente at kunne fremme Overensstemmelsen mellem Udlandet og Frankrig ved Oprettelsen af en Adel, saaledes ansaa han det ogsaa for politisk rigtigt at give Frankrig en Kirkelighed tilbage, der lignede det øvrige Europas.
Han begyndte fra Grunden af, med de kirkelige Forhold. 1802 sluttedes Concordatet. Samme Aar oprettedes Æreslegionen, der gjorde Fyldest som militær Belønning, men hvis egentlige, forfejlede, Hensigt var at skabe en Adel. 1804 oprettedes Kejserdømmet. 1807 gjenoprettedes Majoraterne. 1808 stiftedes en fuldstændigt ny Adel.
Frankrig blev dog ikke derved ensartet med Europa. Napoleons Valgfyrste-Magt lignede ikke de gamle Dynastiers; hans Adel var en Adel nden Forrettigheder og hans Kirke blev en Kirke nden Kirkegods. Men skjønt han ved sine Restaurationsbestræbelser stedte mange af de ypperste Elementer i det franske Samfund fra sig, kan man ikke benægte, at der var god politisk Mening i dem med Hensyn til de indre Forhold som til de ydre.
Der laa en sund politisk-økonomisk Tanke bag Concordatet.
Endnu var det nemlig ikke lykkedes Staten at borttage den Art Skamplet, som hvilede paa det af Private erhvervede Adels- og Kirke-Gods. Dette havde end ikke samme Markedsværdi som anden Ejendom. Et Arvegods og en Nationaldomæne, der indbragte det Samme, fandt ingenlunde Kjøbere til samme Pris. Nationaldomænen maatte afhændes 40 Procent billigere. Det maatte da for Staten gjælde om at skaffe de nye Besiddere de gamle Ejeres formelle Afkald. I Regelen lod dette sig naturligvis ikke gjøre. Kun i ét Tilfælde var det muligt, nemlig overfor Kirkegodset. Thi Kirken havde et Hoved, hvis Afgjørelser var bindende for alle hans Undergivne.
Ved Concordatet med Paven opnaaede Bonaparte at give Erhververne af Kirkegods den Sikkerhed, de saa længe forgjæves havde attraaet. Paven erklærede i Concordatet tydeligt, at hverken han eller hans Efterfølgere vilde gjøre Rettigheder til det bortsolgte Kirkegods gjældende. Der var da ikke mere nogen Risiko ved at eje det, og det var ikke mere nogen Synd. Til Gjengjæld gav Staten Kirken visse faste Indtægter. Bisper og Præster bleve satte paa fast Gage, fik en aarlig, forholdsvis beskeden Løn og en Bolig. De Kirker, der ikke vare solgte, bleve overladte dem. Hvad Kultus-Udgifter angaar, henvistes Kirkeforvaltningen til Kommunen eller Departementet, der i dette Øjemed fik Skatter paalagte, desuden til milde Gaver af de Fromme. Lignende Overenskomst blev truffet med Hensyn til de kirkelige Undervisnings- og Velgjørenhedsanstalter, som Revolutionen havde plyndret. Staten havde berøvet den katholske Kirke mindst fem Milliarder i Kapital og 270 Millioner i Indtægt, den lovede den til Gjengjæld en aarlig Indtægt af sytten Millioner, gjorde altsaa forsaavidt en fortræffelig Forretning paa samme Tid som den beroligede Erhververne af Kirkegods paa den ene Side, de Troende paa den anden.
Concordatet gav de tre betydeligste kristelige Konfessioner og den israelitiske Religion samme Beskyttelse og bragte deres Gejstlighed i samme Afhængighed af Staten. Napoleon overvurderede øjensynligt den Magt han derved opnaaede over den katholske Kirke, den i Frankrig alene vigtige. Da han snart mødte Modstand i Kirken, brugte han Vold imod den, bortførte Paven og tog ham til Fange. Han satte selv sit Concordat overstyr.
Men hvad der var deri af sund politisk Ide og Taktik bragte det dog til at overleve saavel disse Brud derpaa som dets egen Ophavsmands Fald.
Det behøver kan at antydes, i hvor høj Grad Bonapartes rent personlige Ærgjerrighed og Magtsyge maatte føre ham til Concordatet.
Med den kirkelige Autoritet [...] (1892:77-82)

Udeladelse

Om Napoleon Bonaparte

[...] selv, er bekjendt. Dog dette har kun lidet at sige. Men i hvilken Grad han ved denne sin Trods mod Tidsaanden, denne Udfordring til Revolutionen, som han skyldte Alt, denne Haan imod alt det Største og Bedste, den havde bragt eller indvundet, forgiftede sit Fædrelands Aandsliv og derved lammede dets igjennem saa heltemodige Anstrengelser erhvervede Cultur, det har først Eftertiden sandet og sande vi hver Dag mere, den Dag idag maaskee dybere end nogensinde. Bittert maatte han snart [...] (1874:84-85 / 1892:88)

Omarbejdelse

Om Napoleon Bonaparte

Regjerings største Feil«. Om Hertugen af Enghiens Justitsmord blev det bekjendte Udtryk brugt: »Det var mere end en Forbrydelse, det var en Feil.« Om Concordatet kan man vende Ordene om. Det var mere end Napoleons største Regjeringsfeil, det var den største Forbrydelse, som dette mægtige Geni i sin hensynsløse Despotisme har begaaet.*) [*) Thiers: Histoire du Consulat. — Lanfrey: Histoire de Napoléon I. — Mignet: Histoire de la Révolution Tome II. — De Pradt: Histoire des quatre concordats. — Portalis: Discours et rapports sur le corcordat.] (1874:85)

>

Regjerings største Fejl«. En politisk Fejl var det neppe. Men det var i ethvert Tilfælde det første og afgjørende Brud med Revolutionens Ideliv. Det sikrede visse af dens materielle Resultater, men sikrede dem paa Bekostning af Frankrigs fremskridende Kultur*). [*) Thiers: Histoire du Consulat. — Lanfrey: Histoire de Napoleon I. — Mignet: Histoire de la Revolution Tome II. — De Pradt: Histoire des quatre concordats. — Portalis: Discours et rapports sur le corcordat. — Lorenz von Stein: Geschichte der socialen Bewegung in Frankreich I. — Taine: Le regime moderne I.] (1892:88-89)

Omarbejdelse

Om Napoleon Bonaparte og konkordatet

III.
Kan man forstaae, at alt det Skete skulde betragtes som uskeet, at alle de uhyre Anstrengelser skulde være spildte? Naar man betænker, [...] (1874:85)

>

III.
Bonaparte, der gik ud paa at give Republiken Dødsstødet, maatte ramme den i dens Hjerte, dens Principer. Han indsaa, at det aldrig vilde lykkes tilgavns at knække den borgerlige Frihed, medmindre man først knækkede den under Revolutionen stedse mægtigere fremtraadte Stræben efter aandelig Frihed. Concordatet banede det hele kirkelige Væsen Vejen til Gjenerobring af dets gamle Magt. Det saa for de Samtidige ud, som om alle de uhyre Anstrengelser der havde været gjorte, nu maatte betragtes som spildte. Naar man betænker, [...] (1892:89)

Omarbejdelse

Om religionen i Frankrig

Paves forenede Segl!
De bestemte Aarsager, der gjorde det muligt, lade sig paavise. Rundtom i de fornemme Familier paa Landet var under Revolutionen Moderen med sine Døtre forbleven katholsk, da Faderen, hvordan han end ellers var sindet, med Franskmændenes bekjendte moralske Feighed altid ansaa Religionen for et gavnligt Baand paa Kvinden. Damerne havde broderet et Klæde til Alteret, protegerede Præsten, gav ham Penge til hans Fattige og Syge og forsømte aldrig nogen Messe. Nu var Messen forbudt. Den arbeidsomme og stille franske Bonde og hans Husstand havde, lige til Revolutionen kom, været vant til at see op til Præsten, til Monsieur le curé, som til et Slags jordisk Forsyn, været vant til at hilse ham dybt, naar han gik forbi og til at spørge ham om Raad; han havde døbt Børnene, han havde meddelt dem den første Communion, han havde viet Jacques til Fanchette, han havde givet den gamle Moder den sidste Olie. Man læste ikke i Bondehuset, dyrkede hverken Litteratur eller Philosophi eller Musik. Hver en Følelse i Sjælen, der hævede sig op fra Plovfuren og de trillende Jordklumper omkring den, tog Veien til Kirken. Hvor ringe den var, var den dog en Festsal i Sammenligning med Husmandshuset; den var hellig, man knælede i den. Nu var Kirken lukket. Hvo der har séet Almuesmænd i Frankrig eller Italien bede, seet den rørende Andagt i Øine saa alvorlige og saa klare som en Hunds, begriber, hvad det for Bonden vilde sige, at der ikke mere skulde være Messe eller Præst. Endelig Søndagen. Bonden er imod enhver Forandring, hvis Nytte ikke øieblikkelig synes ham indlysende. Og nu skulde Søndagen sløifes. Havde man hørt Mage? Hvem var nogensinde faldet paa noget lignende? Hvem kunde falde derpaa uden disse Herrer i Paris! I meget mere end tusinde Aar havde man holdt Søndag, maaskee lige siden Verdens Skabelse, Vor Herre selv havde jo holdt Søndag, og nu skulde Ugen have ti Dage og kaldes Decade, som Ingen vidste hvad var. Man vilde altsaa endogsaa afskaffe den gode Gud.
Man føie hertil Virkningen paa de yngre og endnu ufordærvede Præster. Frayssinous, der blev saa berømt som katholsk Apologet under Restaurationen, fortæller, hvorledes han selv og en Ven af ham, der ligeledes var Præst, midt under Rædselsperioden trods alle Trusler om Proscription vedbleve at udøve deres præstelige Functioner og for at prøve og styrke sig, for at gjøre sig fortrolige med den Død, som ventede dem i det Tilfælde, at de bleve opdagne, skiftevis gik hen og overværede Henrettelserne paa det permanente Skafot i Rodez.
Man tænke sig unge, begeistrede Præster som disse eller som de skildres i Lamartines »Jocelyn« samles i Stilhed med deres Menighed Søndagmorgen i Huler under Jorden, i kolde og fugtige Kjældere, der næsten kunde minde om de første Christnes Katakomber. Man taler sammen om de trange Tider for Kirken, trøster hverandre, hører en Præken, modtager den indviede Hostie og gaaer bort med vaade Øine og opløftet Sind. Den fornemme Dame og den simpleste Bondekone have her følt sig som Medlemmer af samme Menighed paa en ganske anden Maade, end da de vare adskilte ved hele den Afstand, der skiller den øverste Kirkestol fra den sidste.
Selve Berøvelsen af Kirkegodset blev fremdeles et Gode for Kirken. Mangen en Præst, som Vellevnet havde fordærvet, saa sig pludselig indskrænket til den evangeliske Fattigdom. Hvis Savnene tirrede og æggede Mange, saa lutrede de Andre. Den Sag, for hvilken et Menneske lider, bliver ham kjær. Den usikre, halvphilosophiske Præst, der tidligere (som Barante fortæller det om det 18de Aarhundredes Geistlighed) i Grunden rødmede ved at bekjende de christelige Dogmer, følte sin Selvagtelse stige, alt som den Sag, han tjente, forfulgtes. Biskop Lecoz skriver 1801: »Den Religion, som Frelseren grundede uden Rigdommens Hjælp, vil han ogsaa vedligeholde uden denne Hjælp, der er ham uværdig. Da han kaldte sine 12 Apostle, hvortil kaldte han dem da? Til Nydelse af Eiendom eller af Ære? Nei, men til Arbeide, til Møie, til Lidelse. Hvis altsaa vi Jesu Christi Tjenere nu ere nær ved at befinde os i denne apostoliske Tilstand, bør vi da knurre derover? Nei, lad os snarere glæde os over denne dyrebare Berøvelse af ydre Goder, og lad os takke Herren, der har gjenopvakt hin gamle Tingenes Tilstand, som de frommeste af hans Børn aldrig have ophørt at ønske tilbage.«
Saa glemme man ikke den uhyre Alliance, Kirken modtog derved, at den nu lige med Et kunde tilegne sig Revolutionens eget Princip og i dets Navn erobre sig Sympathier. Hele Situationen var forandret fra det Øieblik af, da den saa længe som muligt frihedsfjendske Kirke, tvunget af Nødvendighed, skrev Frihed paa sin Fane. Nu, da den selv havde Brug for Friheden imod Undertrykkelsen, nu talte den i Frihedens Navn, og det saa bevægeligt, at alle de, som hørte Krokodillen græde, tog den for et lille, værgeløst Barn. Den liberale Katholicisme blev til, hvor slemt end disse Ord skurre og hvine imod hinanden. Kirken fravristede Revolutionen dens bedste Vaaben og gav sine Tilhængere det i Haanden – foreløbigt vel at mærke, indtil den havde gjenerobret sin gamle Magt, thi da vee Friheden! Men nu var Paven pludselig bleven liberal: Religionsfrihed hed det. Selv da Jesuiterordenen paany blev oprettet, vilde Jesuiterne, som alle vore Dages saakaldte Liberale, »den gode og sande Frihed«, forstaaer sig Frihed for dem. Hvor ærligt man mente det med denne Paaberaabelse af Friheden, viste sig, saasnart man var kommen til Magten. Da Napoleon i 1808 forlangte, at Paven skulde tilstede Religionsfrihed, svarede han: »Da denne Artikel staaer i Strid med Kirkens Canon og Concilier og i Strid med den katholske Religion, og paa Grund af de frygtelige Følger, den vilde have, i Strid med Statens Rolighed og Lykke, have vi forkastet den.« De naive Katholiker, der toge det bogstaveligt med denne Tale om Friheden, som Lamennais for Exempel, fik snart Kjærligheden at føle. Men selv da Lamennais i 1832 blev ramt af en pavelig Bulle, gav man hans Elev Montalembert, der skilte sig fra ham og blev Katholicismens kraftigste Forsvarer i Midten af dette Aarhundrede, Lov til vedblivende at foredrage den liberale Katholicisme, som man først nu iaar for nogle Maaneder siden, da man slet ikke mere kunde bruge den til Noget, banlyste i en af de mest indignerede Buller, man nogensinde har seet. Faa af dem, der dengang læste den i Aviserne, have maaskee forstaaet, hvor meget denne Bulle egentlig sagde.
Man erhvervede sig altsaa Bistand ved Opraab i Frihedens Navn. Men til de mange Bedre, som i Omslagets Øieblik under Consulatet paavirkedes heraf og som den brutale Behandling, Paven senere under Keiserdømmet var udsat for, indgav forøgede Sympathier for Kirken, kom under Begivenhedernes følgende Udvikling, da den Bourbonske Restauration fandt Sted, alle de Mange, der til alle Tider hylde Magthavernes Religion, alle Tilhængerne af Rævens Morale hos Holberg: »Scrupuleer ikke udi Religionen, men holdt Dig blindt til den herskende Tro!«
Fra de Herskendes Side [...] (1874:87-93)

>

[...] Paves forenede Segl?
Foreløbigt blev Emancipationsbevægelsen standset. Det begyndte paany at blive upopulært, ikke at bekjende en positiv Tro, og efter Napoleons Fald blev det farligt. Fra de Herskendes Side [...] (1892:91)

Omarbejdelse

Om de psykologiske studier i Hovedstrømninger

[...] vi ville følge. Hvad jeg i denne samlede Række af Studier ønsker at give, er en nogenlunde fuldstændig Psychologi af vort Aarhundredes første Halvdel. Denne Psychologi vilde have en følelig Lacune, ifald vi sprang Restaurationens litterære Bevægelse over. Lad være, [...] (1874:94)

>

[...] vi ville følge. Den Psykologi af vort Aarhundredes første Halvdel, som disse Studier søge at give, vilde ellers have et føleligt Hul. Lad være, [...] (1892:92)

Omarbejdelse

Om Alfred de Vigny

[...] De Vigny var ligeledes kongelig Officier og ivrig Royalist, og blev, som en af Revolutionen 1830 overrumplet royalistisk Digter, den desillusionerede Conservative, som hvilken hans [...] (1874:97)

>

[...] De Vigny var fra sin Barndom af ivrig Royalist, hans Fader gav ham under Kejserdømmet Korset paa St. Ludvigs Ordenen at kysse. Af Vassaltroskab blev han kongelig Officer. Han bevarede denne Holdning af Stolthed, selv da alle hans Illusioner om det legitime Kongedømme vare bristede og vare vegne for en uudtalt Ringeagt til alle Sider, og han blev efter Revolutionen 1830 den fordomsfri, men ordknappe og indesluttede Konservative, som hvilken hans [...] (1892:96)

Omarbejdelse

Fra forelæsning til bog

[...] som særligt religiøs. Jeg har anvendt en Række Forelæsninger til at vise, hvad den i sin Spire var. Jeg brugte der det Udtryk, at Reactionen i [...] (1874:99)

>

[...] som særligt religiøs. Vi have set, at Reaktionen i [...] (1892:98)

Udeladelse

Fra forelæsning til bog

[...] tilgrunde med Kirken. Jeg ønsker særligt Opmærksomheden henledt paa Simpelheden af de Elementer, hvortil jeg i den første Række af disse Foredrag førte Bevægelsen tilbage: Følelsens Reaction imod Forstanden. I sin Oprindelse [...] (1874:100 / 1892:99)

Omarbejdelse

Om Ferdinand Lassalles »Über Verfassungswesen« og »Was nun?«

[...] et Blad Papir – en Sandhed, der med genial Anskuelighed er udviklet i Lassalles to Brochurer »Über Verfassungswesen« og »Was nun?«. For De Maistre har Autoriteten selvfølgelig altid en ubetinget Souverainitet. Enhver Opstand [...] (1874:103)

>

[...] et Blad Papir. For De Maistre har den givne Autoritet altid en ubetinget Ret. Enhver Opstand [...] (1892:101)

Omarbejdelse

Oversættelse

[...] saa fører til »die weiteren, bloss verständigen, das an und für sich seyende Göttliche und dessen absolute Autorität und Majestät zerstörenden Konsequenzen.«*) [*) Hegel: Werke 8ter Band 314.] – I »Den sociale Contract« havde Jean-Jacques forsøgt [...] (1874:108)

>

[...] saa fører til »andre, kun forstandige, Følgeslutninger, der nedbryde det ubetinget Guddommelige og dettes Autoritet og Majestæt.«*) [*) Hegel: Werke 8ter Band 314.] I »Samfundspagten« havde Jean-Jacques forsøgt [...] (1892:106)

Omarbejdelse

Citat af Mme Girardin om Georg Sand

[...] for hvem Forfatterinden har sværmet. »George Sands Natur, der skiftevis har vist sig kold og illusionsberøvet med Salonheltene, frisk og smilende med Kildernes og Lyngens Sanger, poetisk med Digteren, republikansk med Advocaten, viser sig nu moralsk og religiøs med den politiske Præst [Lamennais], hvad forleden Dag gav Anledning til at sige: Det er især naar [...] (1874:114)

>

[...] for hvem Forfatterinden har sværmet, og citerer saa dette Udbrud af en Spøgefugl: »Det er især naar [...] (1892:112)

Tilføjelse

Om Joseph de Maistre og jesuiterne

[...] ogsaa have Slægten derhen. De Maistre var hele sit Liv igjennem Jesuiternes Beskytter og begejstrede Talsmand. Han udsatte sig for store Ubehageligheder ved St. Petersborger Hoffet hellere end at tage sin Haand fra dem.
Tredje Del [...] (1874:116 / 1892:114)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriand

[...] Chateaubriands Ungdomsstandpunkt, men hans Moder døer og efterlader den Bøn til ham, [...] (1874:124)

>

[...] Chateaubriands Ungdomsstandpunkt, som han dog kun i kort Tid indtog; thi han var altfor skeptisk af Anlæg til at kunne holde selv en negativ Overbevisning fast. Hvad der var af Tro i det attende Aarhundredes Filosofi, Overbevisningen om det stadigt fortsatte menneskelige Fremskridt, har rimeligvis først stødt ham tilbage og med denne Overbevisning: faldt snart hans Ungdoms andre. Selv giver han den Grund til sit Omslag, at hans Moder ved sin Død efterlod den Bøn til ham, [...] (1892:122-123)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriands noveller »Atala« og »René«

[...] er dog sammentrængt i dets Episoder »Atala« og »René«, der som Prøveballoner udsendtes længe før Værket, [...] (1874:127)

>

[...] er dog sammentrængt i Novellerne »Atala« og »René«, der efter Chateaubriands oprindelige Ide skulde udgjøre Kapitler af Værket, hvor de vilde have gjort besynderlig Figur mellem Kapitler som det om Missionærerne og det om de barmhjertige Søstre. De bleve nu imidlertid udsendte som Prøveballoner længe før Værket, [...] (1892:125)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriand og kristendommen i litteraturen

[...] deres historiske Betydning.*) [*) Emigrantlitteraturen S. 64-74.]
Her ville vi kun i Forsvarsmethodens Charakter søge og levere Beviset for Usandheden
af den hele Retning, [...] (1874:127)

>

[...] deres historiske Betydning.*) [*) Emigrantlitteraturen Anden Udgave 44 ff., 78 ff.]
Værkets Methode bestod efter Forfatterens eget Udsagn ikke i en Godtgjørelse af at Kristendommen er fortræffelig, fordi den kommer fra Gud, men af at den kommer fra Gud, fordi den er fortræffelig (excellent).
Chateaubriand viser, at man har havt Uret i at ringeagte Kristendommen, at den har smukke, ophøjede, poetiske Sider. Han overser, at selv om det lykkes ham paa mange Punkter at eftervise Sneversyn hos Encyclopædisterne, mod hvem han uafbrudt polemiserer, saa leverer dette Forhold jo ingen Art Bevis for Religionens guddommelige Udspring.
Det hele Værk er i Virkeligheden fremgaaet af den Uvilje og Ringeagt der efterhaanden havde udviklet sig hos ham for det 18de Aarhundredes Filosofi og Digtning. Dets Aand forekom ham nu dræbende, kvælende for al Menneskesjælens højere Higen og Tragten. Dette Aarhundrede havde miskjendt Pathos og Poesi. Det gjaldt da om at forkaste hvad det havde lovprist og at prise hvad det havde vovet at forsmaa. Men hvad havde det forsmaaet som Kristendommen!
Chateaubriand var ikke nogen religiøs men en litterær Natur og han havde en frugtbar litterær Ide. Han indsaa at det klassiske Tidsrum i Frankrig havde levet sit Liv til Ende og udtalte den Paastand at Efterligningen af den hedenske Oldtids Værker nu burde være forbi. I ikke mindre end 250 Aar havde den idetmindste tilsyneladende varet ved. Digterne havde undgaaet de nationale og religiøse Æmner og hyldet den antike Mythologi; i Slutningen af det 18de Aarhundrede havde de end ikke mere efterlignet Oldtiden, men deres egne Poeter fra det 17de Aarhundrede. Nu var det nok, nu burde Frankrig afskaffe den mythologiske Digtning og faa sig en Litteratur, der var beaandet af Landets egen Historie og Landets egen Religion.
Ad denne Omvej kom han til sin Hævden af Kristendommens Skjønhed og til sit Forsvar for den som mere æsthetisk end noget Hedenskab.
Forsvarsmethodens Karakter leverer Beviset for Beskaffenheden
af den hele Retning,[...] (1892:126-127)

Omarbejdelse

Om François de Chateaubriand

[...] Chateaubriand Treenigheden af Gratierne som Kariatider.
Til dette Forsvar for de [...] (1874:129)

>

[...] Gratierne som Kariatider. Og hertil svarer, at han godtgjør Korsets Guddommelighed ved en Henvisning til Stjernebilledet det sydlige Kors.
Til Forsvaret
for de [...] (1892:129)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriands påvisning af guddommelige hensigtsårsager i naturen

[...] elske Guds Godhed!«
Hvor Restaurationens Mænd komme ind [...] (1874:130)

>

[...] elske Guds Godhed!«
Rent ud humoristisk er Chateaubriands Paavisning af guddommelige Hensigtsaarsager i Naturen. Han forklarer, at Trækfuglene komme til os paa en Aarstid, hvor Jorden ikke mere giver Afgrøde, i det Øjemed at blive spiste. Han udvikler, at Husdyrene fødes nøjagtigt med den Grad af Instinkt, som er nødvendig til at de kan tæmmes.
Hvor Nykatholicismens
Mænd komme ind [...] (1892:130)

Omarbejdelse

Nyt kapitel om Joseph de Maistre hentet fra Den romantiske Skole i Tyskland, men med nye tilføjelser, er i 2.-udgaven indsat i det, der svarer til 1.-udgavens kapitel IV., som med tilføjelsen af det nye kapitel bliver delt i kapitel IV., V. og VI i 2.-udgaven. Indledningen af 2.-udgavens kapitel VI. er hentet fra s. 159-162 i 1.-udgaven.

[...] af Føleri. – Lad os da see dette Princip, udsondret fra Alt, hvad der kan tilhylle det, i et andet af Tidens Hovedværker, i Bonalds berømte Bog »Le divorce«, efter min Anskuelse det mest originale og mest interessante af hans Skrifter. [...] (1874:135)

>

[...] af Føleri.
V.
Dets Tronbestigelse blev hidført af en Mand af helt andet Malm.
Grev Joseph de Maistre fødtes i Aaret 1754 i Chambéry i Savoien i en Familie, som tilhørte den høje Embedsstand, og som i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede var indvandret fra Frankrig. I Forældrenes Hus raadede Faderens strenge og myndige Aand, baaret af gammeldags Religiøsitet. Joseph de Maistre, som var det ældste Barn af ti, blev opdraget i saa ubetinget en Lydighed, at han endnu ved Universitetet i Turin aldrig tillod sig at læse en Bog uden at have skrevet til sin Fader om Tilladelse dertil. Han fordybede sig fra sin unge Alder af i alvorlige Studier, og lærte syv Sprog, hvad der for en Fransktalende endnu er en Sjældenhed men da var en større. Han gik Embedsvejen, blev Øvrighedsperson og Senator i sin Fødeby som hans Fader før ham, og giftede sig 32 Aar gammel.
Han var Familiefader med to Børn, da den franske Revolution brød ud og foranledigede en gjennemgribende Omvæltning i hans Livsskjæbne. Savoien blev indlemmet i Frankrig, og han forlod sit Hjem for at blive sin Konge tro; man gav ham Valget mellem at blive Borger af den franske Republik og at se sine Godser konfiskerede; han vaklede ikke. Han levede nu nogle Aar i Schweiz, forfattede der sit første (anonyme) Arbejde »Considérations sur la France«, skrevet 1796, udgivet i London 1797, og lærte der bl. A. Fru de Stael at kjende, hvem han fandt saa »forrykt« som den moderne Filosofi efter hans Opfattelse maatte gjøre enhver Kvinde, men hvem han forøvrigt kalder »forbausende aandrig, især naar hun ikke stræbte at være det«. De disputerede saa Funkerne fløj uden nogensinde derfor at blive Uvenner.
I 1797 da Kongen af Sardinien bukkede under og nødsagedes til at forlade sine Besiddelser paa Fastlandet for at ty ud paa sin Klippeø, var Grev de Maistre netop i Turin. Han maatte flygte derfra til Venedig, hvor han ankom efter mange Gange at have været i Livsfare og hvor han med sin Familie led stor Nød. Fra Aaret 1800 af var han den højeste Øvrighedsperson paa Sardinien og forsøgte med Møje at hidføre faste Tilstande i Øens slappede Retsvæsen. 1802 udnævnte den fra alle Sider forladte Konge ham til sin Minister i Petersburg. Overtagelsen af denne Post tvang ham til at skille sig fra sin Familie, til hvilken han var knyttet ved de inderligste Baand. Gagen var saa ussel, at den neppe kunde brødføde ham, end mindre flere. Han var saa fattig, at han ikke engang ejede en Pels. Men i Rusland, hvor Alexander den Førstes Regjering netop da stod i Flor og hvor det lige strax lykkedes den fattige Minister for en Magt, der næsten ikke kom i Betragtning, at vinde Kejserens Tillid i aller højeste Grad, udfoldede de Maistres Evner og Indflydelse sig helt. Hans Karakters Fasthed og Renhed, hans udpræget monarkiske og konservative Anskuelser, endelig hans kundskabsrige Aands Skarphed og Vid sikrede ham en overlegen Stilling ved et Hof, hvis Herre hverken manglede Sans for en ualmindelig Karakter eller for fremragende Evner.
Skjønt af Nationalitet en Piemonteser og af Livsstilling som Diplomat nødvendigvis til en vis Grad Kosmopolit, tilhører Joseph de Maistre ved sit Sprog og ikke ved det alene den franske Litteratur. Alle hans litterære Forudsætninger vare franske, og der var i hans Aands hele Anlæg meget Fransk. Ikke blot var Frankrig ham altid den centrale Magt i Europa og Frankrigs Konge som den »allerkristeligste« Monark nødvendigvis Hovedstøtten for den monarkiske og kristelige Statsorden, men han holdt i Grunden med Frankrig, selv naar dets Fjender kjæmpede for hans Ideer imod det. Trods Alt glædede han sig, naar han saa det republikanske Frankrig slaa de allierede Hære. Thi disse vilde Frankrigs Deling, Tilintetgjørelsen af dets Indflydelse: »Men vore Efterkommere, der ville bryde sig saare lidt om vore Lidelser og der ville danse paa vore Grave, ville lettelig trøste sig over de Udskejelser, som vi have været Vidner til og som have bevaret det skjønneste Rige efter Himmeriges udelt.« Han ønsker Sejr over Jacobinismen, men ikke Frankrigs Ødelæggelse, thi den vilde være enstydig med »Menneskeslægtens uigjenkaldelige Fordummelse.«
Han følte sig da ogsaa i visse Maader som af fransk Blod. Hele sit Liv igjennem hævder han og opfylder han sin Troskabspligt som Kongen af Sardiniens Mand og Tjener, men naar han bliver mere end almindeligt slet belønnet for sine Tjenester, kommer Følelsen af egentlig ved en Art Naturfejltagelse ikke at være bleven Franskmand op i ham. Det hedder i en af hans Depecher: »Jeg kan ikke faa ud af mit Hoved, at jeg, hvordan jeg end bærer mig ad, slet ikke er den Mand, som passer for Hs. Majestæt. Undertiden indbilder jeg mig i mine poetiske Drømmerier, at Naturen en Gang har baaret mig i sit Forklæde fra Nizza til Frankrig, har gjort et Fejltrin paa Alperne (hvad der er saare undskyldeligt hos en gammel Dame) og at jeg saa faldt ned i Ghambéry. Hun havde skullet gaa lige til Paris, eller idetmindste standse i Turin, hvor jeg kunde have udviklet mig; men den uheldbredelige Dumhed er nu engang gjort den l April 1754. Jeg finder i mig selv, jeg véd ikke hvilket gallisk Element, for hvilket jeg øvrigt har den Respekt, som jeg skylder det.«*) [*) Corréspondance diplomatique I 197.] — Saaledes er det ikke blot muligt men nødvendigt at nævne hans Navn først blandt deres, der i Frankrig have hidført den voldsomme aandelige Reaktion mod det attende Aarhnndredes Grundtanker.
Allerede i 1796 røber hans første Bog Karakteren af den Reaktion, han giver Udtryk og haardnakket Konsekvens. Det gjælder for ham endnu under Revolutionen, men i det Øjeblik da Kontra-Revolutionen er ved at komme til Kræfter, om at hævde de to Magter, som Aarhundredet havde gjort det af med, Troen paa det Overnaturlige og Dyrkelsen af den politiske Tradition.
Han udvikler at ethvert Folk som ethvert Individ har sin Sendelse at opfylde. Frankrig har paa den mest skyldbetyngende Maade misbrugt den Øvrighedsstilling, som var det overdraget i Europa. Det stod i Spidsen for det religiøse System, og ikke uden Grund kaldtes dets Konge for den allerkristeligste. Da det nu har brugt sin Indflydelse til at handle stik imod sit Kald og demoralisere Europa, kan man ikke undre sig over at det ved frygtelige Tugtelser bliver ført tilbage til den rette Vej. Den franske Revolution har havt et satanisk Præg, der skiller den fra alt, hvad man har set og maaske fra alt, hvad man vil faa at se. Dens saakaldte Lovgivere have udtalt et Ord som dette »Folket lønner ingen Kultus«, et Ord, som næsten tyder paa Had til Guddommen.
Allerede Rousseau, som dog er »det Menneske, der mest har taget fejl« indsaa, at kun en snever og hovmodig Filosofi i Stifterne af Religioner som den jødiske eller muhamedanske saa' blot heldige Bedragere. Filosofien er en desorganiserende, Religionen alene en organiserende Magt. Men ingen Religion i Verden kan sammenlignes med Kristendommen. Den alene er skjønt grundet paa mirakuløse Kjendsgjerninger og skjønt en Aabenbaring af ufattelige Dogmer, bleven troet 18 Aarhundreder og forsvaret af Tidernes første Mænd fra Origines til Pascal. Nu er den bleven styrtet og dens Altre væltede; Filosofien staar som Sejerherre, men hvis Kristendommen udgaar af denne Prøvelse mere ren og mere stærk end nogensinde, saa gjør Plads, Franskmænd 1 for den allerkristeligste Konge, løft ham op paa hans gamle Trone, rejs hans Oriflamme og lad den forkynde, at Kristus befaler, styrer og sejrer!
Der gives ingen anden Regjeringsform end Theokrati, og enhver Forfatning kommer fra Gud. En Forfatning fremgaar aldrig af en Forhandling, og Folkenes Rettigheder er aldrig skrevne, eller de Grundlove, som er skrevne, er aldrig andet end Erklæringer af ældre Rettigheder, om hvilke man kun kan sige at de existere, fordi de existere. Forfatningen af 1795 er som de tidligere revolutionære gjorte for Mennesket. Men der gives ikke Mennesker i Verden: »Jeg har i mit Liv set Franskmænd, Italienere, Russere osv., jeg véd endog — takket være Montesquieu — at der gives Persere; men Mennesket har jeg aldrig i mine Dage mødt; hvis det existerer, er det imod mit Vidende.« Nej, naar Befolkningen, Sæderne, Religionen, den geografiske Beliggenhed, de politiske Forhold, Nationalformuen, de gode og slette Egenskaber hos et vist Folk er givne, saa er en Forfatning Løsningen af den Opgave, at finde de Love, som passe for dette Folk.
Han undersøger, hvorledes Kontrarevolutionen vil finde Sted, og han viser meget forstandigt Urimeligheden af den Antagelse, at den kun kan komme som Resultat af folkelig Vilje. Fire eller fem Personer, siger han, vil maaske give Frankrig en Konge. Breve fra Paris ville forkynde Provinserne, at Frankrig har en Konge, og Provinserne ville raabe: Leve Kongen! Og De Maistre forudsiger Gjenindsættelsen endog i Enkeltheder. Han gjør det i Kraft af sin haardnakkede Forsynstro paa et Tidspunkt, da saadanne Forhaabninger maatte synes byggede paa Sand. Og han viser allerede her den interessante Forening af yderliggaaende Begejstring for de førrevolutionære Tilstande med den praktisk politiske Sans, der leder til Undgaaen af en Doktrinarisme, som vilde gjøre disse Tilstandes Tilbageførelse umulig, idet han med Hensyn til det kildne Spørgsmaal, om Kongemagtens Tilbagevenden vil medføre National-Ejendommenes Tilbagegivelse til deres rette Ejermænd, udtrykker sig med en Forsigtighed, der staar i stærk Strid med Skriftets overbeviste og udæskende Tone. Han forklarer, at en revolutionær Regjering efter sit Væsen afgiver et ustadigt Herredømme. Under den er Intet fast. Da nu Erhvervelsen af Nationalejendomme efter den almindelige Opfattelse ikke endnu er befriet for den Plet, der oprindeligt klæber ved den, saa vilde en Regjering, der aldrig betragtede det som sig forment at omstyrte det engang Gjorte, efter al Sandsynlighed falde over disse Godser og Grunde, saasnart den kunde: »Derimod er under et stadigt Regimente Alting stadigt, saa det endog for Erhververne af Nationalejendomme er vigtigt, at Monarkiet gjenoprettes, for at de kunne vide, hvad de have at holde sig til.« — Med andre Ord, der er saa megen Opportunisme i ham, at han indser, det ikke gaar an at regjere efter Revolutionen nøjagtigt som før den.
Hans Grundanskuelse som Politiker er den, at Staten er en Organisme, at den som Organisme har virkelig Enhed og lever i Kraft af en fjern Fortid, hvoraf den øser som af et Væld og i Kraft af et indre, hemmeligt Livsprincip. Den udgaar ikke af en Drøftelse, men af et Mysterium. Derfor betyder en skreven Forfatning Ingenting. Et Folks Sjæl er det, som giver Folket Enhed og Varighed, og denne Sjæl er Folkets Kjærlighed til sig selv og de nationale Minder. Frankrig er ikke tredive Millioner Mennesker, der leve mellem Pyrenæerne og Rhinen, men tusind Millioner Mennesker, der have levet der. Fædrelandet er ikke andet end Enheden af dem, som leve, som have levet og som i Fremtiden ville leve paa dette samme Stykke af Jorden. Og idet nu en enkelt Familie bliver Sindbilledet paa denne Folkets fortsatte Bestaaen, naaer De Maistre til Kongedømmet.
Suveræniteten lader sig ikke dele. Derfor har Kongen ikke at dele sin Magt med Landets Store. Disse have ingen Særrettigheder, men de have Pligter. De er Kongens Raad, Vogtere af den nationale Enhed, idet de knytte Folket til Tronen, og Vogtere af den nationale Sammenhæng, idet de hævde Overleveringen. De bør uophørligt prædike Autoritetens Velgjerninger for Folket og Frihedens Velgjerninger for Kongen. Loven er som Lov ens for alle, derfor uden den Smidighed, der udfordres til at kunne give og sikre Frihed. Den oplyste Enevælde er Betingelsen for Frihed.
Da Bonaparte opstaar og hurtigt udvikler sig til Napoleon, er Joseph de Maistre selvfølgeligt hans uforsonlige Fjende. Men han anerkjender Monarken i ham, føler at det franske Folks Enhed er personificeret i ham, skjønt han i hans Øjne er demonium meridianum (se Corr. diplom. II, 65). Han skriver (Juli 1807): »Bonaparte lader sig i sine Aviser kalde Guds Udsending. Intet er sandere. Bonaparte kommer lige fra Himlen ... som Lynet,« Med andre Ord, De Maistre saa i de Ulykker, Napoleon bragte over Europa, som i alle (gudsendte) Ulykker Straffedomme, hvis Retfærdighed ikke formindskede deres Udøveres Skyld. Han bestræbte sig endog af Kjærlighed til sit Land for, saa meget det end kostede ham, i 1808 fra Petersburg af at opnaa en Audiens hos Napoleon i den Hensigt at tale Sardiniens Sag. Han foretog Skridtet ikke som Minister men som Privatmand paa eget Ansvar. Napoleon, der iøvrigt lod hans Brev ubesvaret, men der øjensynligt har havt et Indtryk af Mandens Værd, lod ham paa adskillige Maader udmærke af den franske Gesandt i Rusland og tog ham ingenlunde hans Dristighed ilde op. Det gjorde derimod hans eget Hof. Man var meget fornærmet og lod ham vide, at Kabinettet var blevet forbauset over det gjorte Skridt, om hvilket han strax havde indgivet Melding. Med stolt Ironi svarer han: »Kabinettet er blevet forbauset! Det gjør intet til Sagen, at Verden styrter sammen; men Gud bevare os for et uforudset Indfald! Og det er dette, som endnu mere levende overbeviser mig om at jeg ikke er Deres Mand; thi jeg kan love Dem at besørge Hs. Majestæts Anliggender saa godt som en Anden, men jeg kan ikke love, aldrig at forbause Dem. Det er en Mangel ved min Karakter, som jeg ikke kan raade Bod paa.« Han sandede hvad han etsteds har sagt, at det at stole paa Standhaftigheden af et Hofs Velvilje »bogstaveligt er det Samme som at lægge sig paa en Møllevinge for at sove trygt.« Og han forsvarer sig med disse Ord: »Jeg kjender alt, hvad man kan sige om Bonaparte; han er Usurpator, han er Morder; men læg vel Mærke til, at han er Usurpator i ringere Grad end Vilhelm af Oranien og Morder i ringere Grad end Elisabeth af England ... Foreløbig er vi ikke stærkere end Gud, og vi maa forhandle med Den, hvem det har behaget ham at give Magten.« (Lettres et opuscules I, 114.)
Fjorten Aar tilbragte Joseph de Maistre som Gesandt i Petersburg, smerteligt adskilt fra de kvindelige Medlemmer af sin Familie. Mange Sorger nagede paa Faderhjertet. Hans yngste lille Datter var ham helt fremmed. I hans Breve forekommer om hende det rørende Ord, at naar han om Natten overanstrengt af Arbejde ligger paa sit Leje, tror han »at høre det græde i Turin«.
Kejseren af Rusland havde for at vise ham sin Agtelse og Velvilje givet baade hans Broder og hans unge Søn Stillinger som Officerer i sin Hær. Broderen bliver saaret under Felttoget i Kaukasus. Sønnen deltager i Krigen mod Napoleon. »Ingen véd,« skriver han, »hvad Krig er, naar han ikke har en Søn, som er med. Jeg stræber, saa godt jeg kan, at afbryde de Drømme om afhuggede Arme og knuste Hoveder, som uophørligt pine mig; saa spiser jeg til Aften som en Yngling, sover som et Barn og vaagner som en Mand, det vil sige tidligt.«
Den store Lovpriser af Bøddelen og Baalet havde i sit private Liv et meget ømt Hjerte. Han mangler i sine private Udtalelser ingenlunde Godlidenhed, saalidt som der i hans offentlige Udtalelser fattes et vist Lune.
Elskværdigst viser han sig maaske i Brevene til sin Datter: »Du spørger mig, mit kjære Barn, hvoraf det kommer, at Kvinderne ere fordømte til Middelmaadighed. Det ere de ingenlunde. De kunne endogsaa blive store, men paa kvindelig Maade. Ethvert Væsen bør holde sig paa sin Plads og ikke efterstræbe andre Fortrin end dem, der tilhøre det. Jeg har her en Hund ved Navn Biribi, som er vor Glæde; hvis den en Dag fik Lyst til at lade sig sadle og tøjle for at bære mig ud paa Landet, saa vilde jeg være ligesaa lidt fornøjet med den, som med Din Broders engelske Hest, hvis den fik Lyst til at hoppe op paa mine Knæ eller drikke Kaffe med mig. Visse Kvinders Vildfarelse bestaar i den Indbildning, at de for at hæve sig over Gjennemsnittet maa gjøre det som Mænd .....
Dersom en smuk Dame for tyve Aar siden havde spurgt mig: Tror De ikke, at en Dame ligesaagodt som en Mand kan være en stor General, saa vilde jeg ikke have undladt at svare: Ganske vist Frue; hvis De kommanderede en Hær, vilde Fjenden kaste sig paa Knæ for Dem, ligesom jeg gjør nu, og De vilde drage ind i den fjendtlige Hovedstad med Trommer og klingende Spil. Hvis hun havde sagt til mig: Hvad forhindrer mig fra at kunne ligesaa megen Astronomi som Newton? vilde jeg ligesaa oprigtigt have svaret: Intetsomhelst, min guddommelige Skjønhed. Tag Kikkerten, og Stjernerne vilde anse det for en stor Ære at blive lorgneterede af deres smukke Øjne og skynde sig med at røbe Dem alle deres Hemmeligheder. Se, saaledes taler man til Kvinderne baade paa Vers og i Prosa. Men den er brav dum, som tager det for gode Varer.« Han viser nu, at Kvindens Kald er at føde og opdrage Mænd og fortsætter: »Forresten, mit kjære Barn, bør man ikke overdrive Noget. Jeg tror, at Kvinderne i Almindelighed ikke bør lægge sig efter Kundskaber, som stride mod deres Pligter, men jeg er meget langt fra den Tro, at de bør være fuldkomment uvidende. Jeg vil ikke have, de skulle mene, at Peking ligger i Frankrig, eller at Alexander den Store friede til en Datter af Ludvig den 14de.« Og i et følgende Brev: »Jeg ser, Du er bleven noget vred over mine impertinente Udfald mod de lærde Kvinder; vi maa imidlertid nødvendigvis slutte Fred inden Paaske, og Sagen synes mig saameget des lettere, som Du sikkert ikke har forstaaet mig rigtigt. Jeg har aldrig sagt, at Kvinderne var Aber, jeg sværger Dig til ved Alt, hvad der er mest helligt, at jeg altid har fundet dem uden Sammenligning smukkere, elskværdigere og nyttigere end Aber, jeg har kun sagt, og det fragaar jeg ikke, at de Kvinder, som ville være Mænd, kun er Aber, thi det at ville være Lærd er at ville være Mand. Jeg finder, at den hellig Aand har vist sig meget aandfuld ved at indrette det saaledes, hvor trist det end kan synes. Jeg bøjer mig dybt for den Frøken, om hvem Du taler, som har indladt sig paa et episk Digt, men Gud bevare mig for at være hendes Mand, jeg vilde være altfor bange for at se hende nedkomme i mit Hus med en eller anden Tragedie eller endog med en eller anden Farce; thi naar Talentet engang er i Fart, saa standser det ikke saa let.«
»Det, som er bedst i Dit Brev og mest afgjørende, det er Din Iagttagelse over Materialerne til den menneskelige Skabelse. Strengt taget er det kun Manden, der er Aske og Støv. Hvis man vilde sige ham Sandheden i Ansigtet, saa maatte han kaldes Skarn, istedenfor at Kvinden blev gjort af et Dynd, der allerede var præpareret og hævet til Værdigheden Ribben. Corpo di Bacco! questo vuol dir molto. Forresten, mit kjære Barn, kan Du efter min Anskuelse ikke tale formeget om Kvindernes Adel, end ikke om de borgerlige Kvinders; der bør for en Mand ikke være noget mere Fortræffeligt end en Kvinde, ganske som for en Kvinde o. s. v. . . . Men det er netop i Kraft af denne høje Idee, som jeg har om disse sublime Ribben, at jeg bliver alvorligt vred, naar jeg ser nogle, som ville gjøre mig til primitivt Dynd. Det synes mig, at Spørgsmaalet hermed er fuldstændigt klaret.« (Lettres et opuscules I 145, 156).
Man undres ved at se den strengt rettroende Katholik spøge saa frit med det bibelske Sagn; men selv i Vittigheden og Spøgen fornegter det reaktionære Grundtræk sig ikke. Det er overhovedet ejendommeligt for de Maistre, at en vis pirrende Vittighed hos ham gaar Haand i Haand med Udbruddets voldsomme og dæmoniske Energi, en Energi, der blandt Andet ytrer sig i et saadant lille Symptom, som at Ordet à brûle-pour-point er hans Yndlingsord; det sigter jo ordret til at brænde et Ildvaaben af paa selve Modstanderens Frakke. I »Soirées de Saint-Pétersbourg«, hvor han allerede lader den Forbitrelse gaa ud over Baco, som siden gav sig Luft i et saa stort og dilettantisk Værk, siger han med en Spøg, der stemmer med den nyeste Naturvidenskabs Opfattelse af Sagen: »Baco var et Barometer, der meldte smukt Vejr, og da han meldte det, saa troede man, det var ham, der havde skabt det«, og i et Brev med en anden spøgende Vending: »Jeg ved ikke, hvordan det gik til, at jeg kom til at slaas paa Liv og Død med den salig Kansler Baco. Vi have boxet med hinanden som to Boxere fra Fleetstreet, og har han end revet mig nogle Haar ud af Hovedet, saa skulde jeg tro, at hans Paryk ikke mere sidder paa sin Plads.«
Naar han kommer ind paa sine Yndlingsideer, har hans Vittighed undertiden en selvironisk Karakter, saaledes hvor han i anden Del af Soiréerne taler om de Maader, hvorpaa man kan vedligeholde Korpsaanden. Der ligger her en ualmindelig Menneskeforagt bag Spøgen! »Til at hævde Æren og Disciplinen, siger han, i et Korps eller en hvilkensomhelst Art Samfund ere privilegerede Belønninger end ikke saa virksomme som privilegerede Straffe.« Han viser, hvorledes Romerne havde hittet paa at gjøre den militære Bastonnade til en Forret, idet Soldaterne alene havde Ret til at blive bankede med Vinstokke. Ingen Mand, der ikke var Militær, kunde blive banket med en Vinstok, og intet andet Træ end dette kunde bruges til at banke en Militær. »Jeg begriber ikke, at ikke en lignende Idee er opstaaet i en moderne Souveræns Hjerne. Hvis jeg blev adspurgt angaaende dette Punkt, vilde min Tanke ikke gaa tilbage til Vinstokken, thi slaviske Efterligninger nytte Intet. Jeg vilde foreslaa Laurbærtræet.« Det udvikles nu, hvorledes et stort Drivhus burde oprettes i Hovedstaden, bestemt udelukkende til at frembringe det nødvendige Laurbærtræ til i Underofficerernes Hænder at garve Ryggene paa den russiske Hær. Dette Drivhus skulde staa under Opsyn af en General, der var Ridder af St. Georgs Ordenen idetmindste af anden Klasse, og som skulde bære Titelen »Overinspektør over Laurbærdrivhuset.« Planterne skulde ikke kunne passes, plejes og beskjæres af Andre end af gamle Invalider af et uplettet Rygte. Modellen til Stokkene, der alle burde være nøjagtigt ens, skulde opbevares i Krigsministeriet i et rødt Etui; enhver Stok skulde hænge i Underofficerens Knaphul i et St. Georgsbaand, og paa Drivhusets Façade skulde man læse: Det er mit Træ, som frembringer mine Blade.
De Maistre levede i Petersburg i stor Mangel. Han bar sine Savn uden at ydmyges derved. Han var paa alle Maader mistroet og ladt i Stikken af sit utaknemmelige Hof, fra hvilket han end ikke kunde faa de Udlæg tilbage, med hvilke han nu og da var nødsaget til af sine saa knappe Midler at forstrække Landsmænd i Rusland. I disse Aar naaede imidlertid hans Ideer deres Udvikling og hans aandelige Fysiognomi fik sin hele Originalitet. De Breve, private som diplomatiske, han i disse Aar skrev, give et fortræffeligt Billede af Stemninger og Tilstande ved Alexander I's Hof; særligt er de Breve, der gaa forud for og ledsage Napoleons Felttog i Rusland, yderligt interessante ved det levende Indblik, de give i Befrygtninger, Forhaabninger, Paniker, Glædesstemninger, fremkaldte ved falske og sande Efterretninger rundt om i det russiske Rige da. De Maistre er i Begyndelsen højligt bekymret for Krigens Udfald og gjennemskuer de Generalers Udygtighed, man stiller mod en Feltherre som de Franskes Kejser, men fra det Øjeblik af, da det viser sig hvor usselt den franske Hær er udrustet til at taale det russiske Efteraar, endsige den russiske Vinter, nærer han ikke mere nogen Tvivl om Udfaldet og forudser som nær forestaaende Napoleons Fald og hans Erobringsværks Tilintetgørelse, hvilke han allerede lang Tid forud i Almindelighed havde været forvisset om.
I Petersburg forfatter han sex af sine Værker, hvoriblandt Bøgerne Om Paven og Om den gallikanske Kirke, Undersøgelsen af Baco's Filosofi og endelig Aftensamtalerne i St. Petersburg ere vigtigst og mest betegnende for deres Autor.
»Les soirées de St. Petersboug« indeholder det filosofisk-theologiske Grundlag, paa hvilket hans politiske Theori er bygget. Han maatte være forberedt paa den Indvending, at hans absolute Konge ikke havde noget Grundlag for sin Magt og ikke bar noget Ansvar for den, at med andre Ord Enevælden var uretfærdig. Han imødekommer denne Indvending, først med det almindelige Gjensvar at Uretfærdighed er Loven i alle Samfund, fordi den er Jordelivets Lov. Allerede i Naturen hersker Tyranni, Planter og Dyr dræbe uophørligt med den Stærkeres Eet hverandre. Og langt fra at sættes ud af Gyldighed i Menneskeverdenen hersker Loven ogsaa her som Krigens Lov. Krigen er en stadig Tilstand i Menneskehedens Liv. Med ganske faa Aars Undtagelse i hvert Aarhundrede har den fra de ældste Tider af til de nyeste raset og vil altid vedblive dermed. Menneskeblod skal altid strømme over Jordkloden. Thi Tugtelsen fra oven er over Menneskene. Deraf den høje Anseelse, hvori Krigerhaandværket staar og til alle Tider har staaet. Ingen Stand er saa æret som Soldatens. Menneskeslægten som Helhed er skyldig og fortjener Krigens Svøbe, saa uretfærdigt denne end i det Enkelte kan træffe, naar den udgyder den Uskyldiges Blod.
Det er da efter Guddommens Forbillede, at paa Jorden Suverænen for det Første er Krigsherre, for det Andet har den guddommelige og frygtelige Forret: at straffe de Skyldige. Men af denne Forret følger igjen Nødvendigheden af et Menneskes Existens, der har det Hverv at sætte de Tugtelser i Værk, som den menneskelige Retfærdighed forordner. Og i Virkeligheden findes et saadant Menneske allevegne — forunderligt og uforklarligt nok; thi vor Fornuft finder ikke i Menneskenaturen nogen Bevæggrund, der kunde bestemme Nogen til dette Valg af Livsstilling. Og en Følelse af Andagt og Ærefrygt griber den Mand, hvem de Maistre lægger sine Meninger i Munden, ved Tanken om Bødlens Person, der er saa miskjendt.
Den Militære som saadan er efter den almin- delige og for de Maistre fuldtberettigede Opfattelse saa fornem, at han adler selv det, der i den almindelige Mening er det mest Nedværdigende; han kan udøve Bøddelgjerning uden at blive i mindste Maade ringere derved, forudsat at han kun foretager Exekution paa sine Standsfæller og forudsat at han ikke bruger andre Midler end sine Vaaben til at give dem Døden. Ikke for intet glimrer paa hver Side i det gamle Testamente Betegnelsen Hærskarernes Gud. I Virkeligheden er Intet mere hædret end det, med uskyldigt Sind at udgyde uskyldigt Blod. Ja beundringsværdigst finder de Maistre Soldaten, naar denne hæver sig til Blodbadets Begejstring. Aldrig er det set, at nogen Hær har vægret sig ved at gaa i Kamp. Intet modstaar den Kraft, der driver Mennesket ind i et Slag. Og hvorfor? For at uophørligt og til Tidernes Ende kan fuldbyrdes den Lov om de levende Væseners voldsomme Ødelæggelse, der strækker sig fra det laveste Dyr til Mennesket.
Men medens der saaledes fra Arildstid af ikke har existeret nogen mere hædret Livsstilling end den, som medfører Udgydelsen af uskyldigt Blod, er ved en mærkværdig Fordom Bøddelens Livs- stilling lige saa ringeagtet som Soldatens er anset.
De Maistre opkaster det Spørgsmaal, om denne Mand, der for alle indbringende og hæderlige Professioner har foretrukket den at pine og ihjelslaa sine Medmennesker, ikke er et Væsen af ganske særegen og højere Art, og han lader i sine Dialoger Greven, der er hans eget Talerør, svare:
»For mig er der ingen Tvivl derom. Udvortes er han skabt som vi; han fødes som vi; men han er et Væsen af overordenlig Art, og for at han kan existere i Menneskefamilien adfordres der en særegen Akt af Skabermagten. Han er skabt som en Verden. Alle sky ham; omkring hans Hus er der tomt; Alle flytte bort fra det Sted, hvor han bor med sin Han og sine Unger, hvis Menneskestemmer er de eneste, han hører; uden dem vilde han kan høre Klageskrig ... Et uhyggeligt Signal bliver givet. En af Retfærdighedens laveste Tjenere banker paa hans Dør og underretter ham om, at man har Brag for ham; han tager bort; han ankommer til en offentlig Plads, som er bedækket af en sammentrængt Menneskeskare i Spænding. Man kaster en Giftmorder, en Fadermorder, en Kirkeskjænder for ham: han griber Manden, han binder ham paa et vandret beliggende Kors, løfter Armen: saa indtræder en forfærdelig Stilhed, og man hører kun Lyden af Knoglerne, der knuses under Jernkøllen, og Offerets Hylen. Han tager Manden ned, han bærer ham hen paa Hjulet; de knækkede Lemmer slynges om Hjulets Radier; Hovedet hænger ned; Haarene rejse sig, og Munden, der er aaben som en glødende Ovn, udstøder kan med Mellemrum et lille Antal af blødende Ord, der anraabe om Døden. — Han har endt sit Værk; hans Hjerte banker, men det er af Glæde; han bifalder sin Gjerning, han siger i sit Hjerte: Ingen stejler bedre end jeg. Han stiger ned, udstrækker sin blodfarvede Haand, og Øvrigheden kaster i saa stor Frastand som muligt nogle Guldmønter ned i den, med hvilke han fjerner sig gjennem to Rækker Mennesker, som vige tilbage af Rædsel. Han sætter sig tilbords og spiser; han gaar saa i Seng, og han sover. Og naar han næste Morgen vaagner, tænker han paa alt Andet end det, han gjorde igaar. Er det et Menneske? Ja. Gud modtager ham i sine Templer og tillader ham at bede. Han er ingen Forbryder og dog kalder intet menneskeligt Sprog ham hæderlig og agtværdig.«
»Ikke desmindre hviler al Storhed, al Magt, al Over- og Underordning paa Skarpretteren. Han er det menneskelige Samfunds Rædsel og sammenholdende Baand. Tag denne ufattelige Virkekraft bort fra Verden og i samme Øjeblik er Ordenen erstattet af Kaos, Tronerne synke i Afgrunden og Staten forsvinder. Gud, som er Ophav til Suveræniteten, er da ogsaa Ophav til Tugtelsen: han har bygget vor Jord paa disse to Poler, thi Herren er Polernes Herre og lader Verden dreje sig om dem.«
Og for ret at indprente den overraskede Læser den Ærefrygt for Bøddelembedet, som det stemmer med Systemet at bibringe ham og som de Maistres Temperament finder Nydelse i at forbause med, optager han dette Æmne fra Bogens første Samtale paany i den syvende, opkaster der det Spørgsmaal hvad en Intelligens fra andre Kloder, der staderede jordiske Forhold, vel vilde tænke om Bøddelen, og giver selv Svaret: »Det er et ophøjet Væsen, Samfundets Hjørnesten. Da Forbrydelsen nu engang har fæstet Bo paa Jorden, og da den kun kan holdes i Ave ved Tugtelsen, saa er det klart, at hvis Skarpretteren forsvandt, vilde al Orden forsvinde med ham. Og hvilken Sjælsstorhed, hvilken ædel Uegennyttighed maa ikke nødvendigvis formodes hos en Mand, der paatager sig en Gjerning, der vistnok er saare hæderfuld, men dog saa pinlig og stridende mod den menneskelige Natur osv.«
Der er her paa én Gang den Glæde ved Konsekvens, som findes hos Autoritetsprincipets første store Dyrker i det 19de Aarhundrede, den Glæde ved Paradoxet, som er et af Grundtrækkene i de Maistres Aand, og den Glæde ved Udmalingen af Lidelser, som han har tilfælles med Görres og saa mange andre Forfægtere af den mørke Lære om Menneskehedens nødvendige Underkuelse under Konger og Præster.
De Maistre oprøres over, at der hyppigt tales som om Forbrydelser forblev ustraffede. Hvad mener man dermed? »For hvem findes der da Knut, Galger, Hjul og Baal? For Forbrydelsen øjensynligt.« At Domstolene undertiden kunne tage fejl, bevirker Undtagelser som ikke kunne rokke Reglen. Man bør ingenlunde tro paa de mange Justitsmord, hvorom der fortælles. Man nævne ikke Calas. Intet er mere usikkert end Calas' Uskyldighed.
Alene den Omstændighed, at Voltaire tog ham i Forsvar, taler øjensynligt mod den.
Men i værste Tilfælde: At en Uskyldig bøder med Livet, det er en Ulykke som en anden. At en Skyldig undslipper, er en anden Undtagelse af samme Art. Ofte er imidlertid de Omstændigheder, der føre til en Forbrydelses Opdagelse, saa uventede og saa uforudselige, at den menneskelige Retfærdighed tydeligt nok ikke kan være blottet for en vis højere Bistand. Desuden er Intet rimeligere end at, naar vi daarligt bebrejde den menneskelige Retfærdighed at have straffet en Ikke-Skyldig, denne da ligefuldt er skyldig, kun i en anden, ganske ubekjendt, Forbrydelse. Flere Tilfælde af den Art ere endog ved egen Tilstaaelse komne for Dagen. — De Maistre véd, som man ser, altid Udvej.
Hvad Sygdomme angaar, saa gjælder noget Lignende. Ogsaa Uretfærdigheden ved deres Komme er kun tilsyneladende. Hvis man kande fordrive Umaadeholdenheden paa alle Omraader, vilde man forjage største Delen af Sygdommene, ja i Virkeligheden dem alle. Man kan nemlig slutte sig til dette saaledes: Dersom der ikke var noget moralsk Onde paa Jorden, vilde der ikke være noget legemligt Onde, og da en uendelig Mængde Sygdomme er de umiddelbare Følger af visse Uordener saa er det tilladeligt at almindeliggjøre denne Iagttagelse, og sige, at det gjælder om alle.
Alt er da moralsk i sin Orden. Vistnok er Jordelivet forfærdeligt, men Gud er ikke derfor uretfærdig; han er fornærmet, han er krænket og til at mildne hans Vrede kræves der Blod. Menneskeheden har tidligt forstaaet sit eget dybe Fald, tidligt forstaaet at ogsaa den Uskyldige kan og maa bøde for de Skyldiges Synder i Kraft af Fortjenesternes Overdragelighed og at der ikke er nogen Frelse nden ved Udgydelsen af Offerets Blod.
Begrebet Offer har derfor levende og stadigt sysselsat de Maistre. Offeret er det ideale Drab, foraarsaget ene og alene ved Tanken om at gjøre det Tilbørlige. Det har været i Brug fra Mennehedens første Tider af som Dyre- og Menneske-Offer, og det har i Kristendommen faaet sin Indvielse og dybere Mening. Her er det ikke en tilfældig Uskyldig, som ofres, om hvem man ikke véd, om han maaske i andre Punkter er skyldig, men et Væsen, der er udkaaret til Døden netop paa Grund af sin Uskyld. Følgelig er her Højdepunktet naaet.
Visselig er alt dette Fornuften en Forargelse. Men det Irrationelle er selve Sandhedens Kjendetegn. Den tilsyneladende soleklareste Theori strider, næsten altid mod Erfaringen. Hele det 18de Aarhundredes Filosofi, dets Optimisme, dets Liberalisme er soleklare. Netop derfor er de saa overfladiske. De tilfredsstille Fornuften; men Erfaringen aabner Øjnene for deres Uværd. Intet synes mere indlysende end at Mennesket er født frit. Dog naar Rousseau siger: »Mennesket er født frit, og er ligefuldt overalt i Lænker«, saa mærker han ikke, at han ikke blot siger en Dumhed, men udtrykkeligt erklærer den derfor. Det vilde være ganske lige saa forstandigt at sige: Faarene er fødte kjødædende, ikke desto mindre leve de overalt af Planteføde. — Paa samme Maade er theoretisk Intet urimeligere end det arvelige Kongedømme. Hvis man paa Forhaand skulde vælge sig en Regjering, vilde man antage den for gal, der vaklede mellem et Arve- og et Valg-Monarki. Og dog véd vi af Erfaring, at Alt i Alt er det første den bedste, det andet den sletteste Regjeringsform.« Verden er med andre Ord saa langt fra at være fornuftig, at den omvendt er et System af dybe og kraftige Fornuftstridigheder.
Kristendommen er derfor ikke noget nyt Livssyn, ukjendt før dens Komme. Den staar i Sammenhæng med hele Rækkefølgen af de hedenske Religioner og er forberedt i dem. Alle de kristelige Sandheder findes antydede i Hedenskabet. Saaledes indeholder allerede det gamle Offervæsen den afgjørende Offertanke. Og de Maistre forbitres, naar han hos Voltaire læser Udbrud af irreligiøs Afsky for Hedenskabets Offerfester. Han forbitres endmere naar han hos ham efter en Skildring af Menneske- og Børne-Ofringer finder disse Ord: »Dog Inkvisitionens Ofre, som vi have talt saa meget om, er hundrede Gange afskyeligere.«
I den Anledning bryder han allerede i Afhand- lingen »Eclaircissement sur les sacrifices« en Lanse for Inkvisitionen, som han snart skulde forsvare i et særegent Skrift. Han skriver: »Stykket om Inkvisitionen synes forfattet under et Anfald af Dilirium. Hvorledes I Den lovlige Exekution af et lille Antal Mennesker, paabudt af en lovlig Domstol i Kraft af en forud højtideligt forkyndt Lov, hvis Straffebestemmelser ethvert af Ofrene havde fuld Frihed til at undgaa Sammenstødet med, denne Exekution, siger jeg, skulde være hundrede Gange afskyeligere end Forældres gyselige Gjerning, der lagde deres Barn i Molochs flammende Arme! hvilket vildt Vanvid! hvilken Glemsel af al Fornuft, al Retfærdighed, al Skam!« — De Maistre raser, fordi han her staar overfor den Mand, der var hans Modpol og der havde kjæmpet med Viddets og med Paradoxiens Vaaben som han, kun mangefold vældigere end han.
Idet han førte sin politiske Lære tilbage til Religionen som Grundlag, udledede han altsaa Fyrstemagten fra Gud. Det er fra Gud, at Kongerne have deres Ret, mod Gud at de have deres Pligter. Ikke Kongens Magt er ubetinget, hans Pligt er det, thi den er Pligt mod det Ubetingede. Folkets Ret igjen, det er Kongens Pligt imod Gud. Der er i Ordet »Folkets Røst er Guds Røst« den Sandhed, at Folkets Ret det er Guds Ret overfor Kongen. Og Guds Røst er ikke en Talemaade, Guds Røst er levende i Kirken. Kongen er ansvarlig for Gud, og Kirken er Bevareren af den guddommelige Sandhed. Men Kirken igjen er ordnet monarkisk ligesom Staten. Som Staten vil sige Kongen, raadet og vejledet af Landets Store, saaledes vil Kirken sige Paven, raadet og vejledet af Kardinaler og Bisper. Det ligger i selve Suverænitetens Begreb at som Kongen er enevældig, saaledes er Paven ufejlbar. Folk undres ikke over at Kapitainen paa et Skib optræder som ufejlbar Suveræn, aldrig vilde kunne taale Kritik af sine Ordrer, men befaler ubetinget og maa adlydes blindt; Folk undres over, at Paven i alle kirkelige Anliggender er ufejlbar. Folk er vante til den Forestilling, at der over alle Under- og Overretter gives en Højesteret, hvis Domme er inappellable og ikke tør underkastes nogen Kritik, og de undres over, at Paven som Kirkens Hoved er ufejlbar. Hvis de havde en Forestilling om hvad Suverænitet vil sige, saa vilde de ikke undres. — Han forsøger, som man ser, med stor Dygtighed at rationalisere det kirkelige Dogme for Lægfolk.
Hans af Katholikerne som et Hovedværk betragtede Bog Om Paven drager det sidste Resultat af hans kirkelige Anskuelser.
Den var fremkaldt af Anger over at han selv i et kritisk Øjeblik havde gjort Brud paa den Ærefrygt, han skyldte Kirkens Hoved. Da tre Aar efter Concordatets Afslutning Paven efter Napoleons Opfordring rejste til Paris for at salve og krone den nye Kejser, følte Joseph de Maistre som trofast Royalist en saa heftig Harme derover, at han i flere Breve til sit Hof brugte yderst heftige Udtryk om den hellige Fader, saa stærke Udtryk at Cavour i Aaret 1858 lod Joseph de Maistre's »Mémoires et corréspondance diplomatique« fra hine Aar udgive for at berøve Pavemagten en aandelig Allieret. Da de Maistre faa Aar efter oplevede Bruddet mellem Napoleon og Paven og saa denne krænket og mishandlet af Kejseren, angrede han sin tidligere Færd eg besluttede at give Paven fold Oprejsning.
Bogen om Paven har den Grundtanke, at der ikke gives noget menneskeligt Samfund uden Regjering, ingen Regjering uden Suverænitet og ingen Suverænitet uden Ufejlbarhed, ja dette sidste Privilegium er saa nødvendigt, at man er nød til at forudsætte Ufejlbarheden selv i de verdslige Samfund (hvor den ikke findes) under Straf af at se disse Samfund opløse sig. Kirken forlanger ikke Mere end de øvrige Suveræniteter, skjøndt den har den umaadelige Overlegenhed over dem, at dens Ufejlbarhed er paa den ene Side forudsat af Mennesker, paa den anden Side lovet af Gud.
Han siger i denne Bog: »En stor og mægtig Nation har nylig for vore Øjne gjort den største Anstrengelse henimod Frihed, som Verden har set. Hvad har den opnaaet? Den har bedækket sig med Latter og Skam, for tilsidst at sætte en korsikansk Gendarm paa den franske Konges Trone.« Han viser, hvorledes det katholske Dogme selvfølgelig forbyder enhver Art Oprør, medens Protestantismen, der gaar ud fra Folkets Suverænitet, lægger Afgjørelsen i den indre Følelse, der skal skrive sig fra et vist moralsk Instinkt. »Der er saamegen Analogi, saamegen Broder-Lighed, saamegen indbyrdes Afhængighed mellem den pavelige og den kongelige Magt, at man aldrig har rokket den første uden at røre den sidste«, og han citerer til Bevis disse Ord af Luther: »Fyrsterne ere i Almindelighed de største Narre og de mest topmaalte Skurke af Verden; man kan ikke vente sig noget Godt af dem, de ere Guds Bødler, som han bruger til at tugte os med.« Han viser, at Protestantismen, der ikke respekterer Kongemagten, heller ingen Respekt har for Ægteskabet: »Havde Luther ikke den Frækhed at skrive i sin Kommentar til Genesis 1525, at med Hensyn til det Spørgsmaal, om man tør have flere Koner, stiller Patriarkernes Autoritet os frit, at Tingen hverken er tilladt eller forhadt, og at han for sin Part ikke afgjør Noget, en opbyggelig Theori, der snart fandt sin Anvendelse i Landgreven af Hessen-Cassels Hus.« Luther tillod jo denne Suveræn at gifte sig med to Koner paa engang. — Mod Rousseau hævder han her, at Mennesket af Naturen er Slave, og at først Kristendommen paa overnaturlig Maade har gjort det frit. Derfor kalder han ogsaa den kristne Kvinde et i Sandhed overnaturligt Væsen. — Voltaire er ham her ligefrem den Mand, »i hvis Hænder Helvede havde nedlagt sin hele Magt«. Bogen kulminerer i hans Statstheori: »Monarkiet er et Mirakel, og istedenfor at ære det som saadant, skjælde vi det ud for Despoti. Den Soldat, der ikke dræber et Menneske, naar en legitim Fyrste befaler det, er ikke mindre skyldig, end den, som begaar et Drab uden Ordre.« De Stater, der have indført Protestantismen, ere blevne straffede igjennem Berøvelse af deres Monarker. Thi de Maistre har udregnet, at Fyrsternes Regjeringstid er kortere i de protestantiske Lande end i de katholske. Kun én Vanskelighed møder ham her, som han ikke kan forklare. Den stammer fra Danmark. Han finder, at i Danmark alene blandt de protestantiske Lande leve Fyrsterne efter Reformationen ligesaa længe som før den. »Danmark synes i Kraft af en eller anden skjult, men sikkert for Nationen hæderlig Grand, ikke at have undergaaet denne Lov om Regjeringstidens Forkortelse.«*) [*) Du Pape. S. 160, 174, 383.]
Til Bogen Om Paven sluttede sig i den ældste Udgave som femte Bog af dette Værk det senere selvstændigt udgivne Skrift »Om den Gallikanske Kirke«, der fører Pavedømmets Theori ud i en for den franske Kirkes relative Uafhængighed tilintetgjørende Konsekvens og derfor kommer til at vende sig fjendtligt og overlegent mod Bossuet, hvem de Maistre ellers i alle Maader priser. Det er især den Kirkeforsamling, som fandt Sted i Frankrig 1682 i den Hensigt at drage faste Grænser for Pavens Magt, der er Gjenstand for hans Vrede og Angreb, dernæst den, der i Aaret 1700 i lige Grad misbilligede Jesuiter og Jansenister. Her taler et helt Livs Lidenskab ud af de Maistre. Sit Liv igjennem havde han været Jesuiternes begejstrede Ven, Beundrer og Støtte. Igjennem hans diplomatiske Breve fra Rusland af drager sig den stadige Omhu for at sikre deres vanskelige Stilling som Katholiker i det græsk-orthodoxe Land, dække dem, naar Hoffet er forbitret over at de have gjort Proselyter i den høje Adel osv. Her slaar han et Slag for Jesuiterne mod Pascal. Ikke fra en overlegen Filosofi's Synspunkt som det meget vel kunde rettes. Thi med den sunde Forstaaen af at der ikke kan gives nogen anden Moral end Formaalsmoral staa Jesuiterne i visse Maader over deres geniale Angriber. Heller ikke som Forsvaret fra et rent Verdensmandsstandpunkt lod sig føre, forsaavidt Jesuiterne ved deres Lempninger af Principer og deres praktiske Overbærenhed have fulgt den Klogskabsregel ikke at skræmme og hellere faa Noget opfyldt af Moralens Bud ved at fordre Mindre end slet Intet ved at fordre Alt. Han nøjes med at betegne de af Pascal angrebne jesuitiske Moralbøger som ganske forældede og støvede Skrifter, hvilke Pascal udrev af Glemselen ene for derved at krænke og nedsætte en Orden, hvem selv dens Fjender have maattet indrømme dens Sæders Regelmæssighed og Strengheden af dens Disciplin. Og idet han til en Afvexling behændigt stiller sig paa Verdensbarnets Standpunkt siger han ganske vittigt: »Vi er iøvrigt meget pudsige, vi, denne Verdens Børn, naar vi give os til at deklamere mod Jesuiternes slappe Moral. Saa meget er dog vist, at hele Samfundet vilde skifte Fysiognomi, ifald ethvert Menneske gav sig til at udøve blot Escobar's Moral uden nogensinde at tillade sig andre Fejl end dem, han har undskyldt.«
Den energiske Forsvarer af Fortidens System maatte endelig i Slutningen af sit Liv give den store Miskjendte, Inkvisitionen, en udtrykkelig Æresoprejsning. Det skete i »Lettres à un gentilhomme russe sur l'inquisition espagnole«. Han samler her Alt, hvad der lader sig sige til Forsvar og Ære for Inkvisitionen; men man maa ved Læsningen mindes det dybsindige Ord, som den gamle Tiger siger i Indiernes Hitopadesa: »Ligefuldt — lige- fuldt, siger Tigeren, er det Rygte, at Tigrene æde Mennesker, svært at gjehdrive.« De Maistre oplyser her først en stor Mængde Usandheder, der ere blevne sagte om Inkvisitionen, og viser, at den aldeles ikke var nogen gejstlig, men en verdslig Domstol. Det Parti af Bogen, der har Interesse for os, er imidlertid det, hvor han forsvarer Inkvisitionens Bedrifter. Han siger: »I Spanien og Portugal som andensteds lader man ethvert Menneske i Fred, der holder sig rolig; hvad den Uforsigtige angaar, der dogmatiserer eller forstyrrer den offentlige Orden, da kan han kun beklage sig over sig selv .... Den moderne Sofist, der i Mag konverserer i sin Dagligstue, bryder sig lidet om, at Luthers Argumenter have frembragt Trediveaarskrigen; men de gamle Lovgivere, der vidste, hvad disse ulykkesvangre Lærdomme kunde koste Menneskene, straffede saare retfærdigt med Døden en Forbrydelse, der var i Stand til at ryste Samfundet i dets Grund og bade det i Blod .... Det er i Kraft af Inkvisitionen, at der i de sidste 300 Aar har været mere Lykke og Ro i Spanien end i det øvrige Europa.«
Foran dette Skrift har de Maistre sat et Citat, der lærer, at alle store Mænd have været intolerante, og at man maa være det. »Hvis man, har Encyclopædisten Grimm sagt, paa sin Vej møder en skikkelig Fyrste, saa bør man prædike Tolerance for ham, for at han kan gaa i Snaren, og det knuste Parti faa Tid til at rejse sig ved den Tolerance, der tilstaas det, og saa knuse sin Modstander, naar Turen kommer til det at herske. Derfor er Voltaires Prædiken, der vaaser om Tolerance, en Prædiken, som kun passer for Tossehoveder og dem, som lade sig narre, eller for Folk, der slet ingen Interesse have i Sagen.«
Heri skjuler sig en grov Sofisme. Enhver sand Lidenskab umuliggjør naturligvis Tolerance. Men Voltaires Princip er ikke derfor mindre sandt. Knuden løses let. I Theorien gjælder Intolerancens Princip, i Praxis Tolerancens. Paa Theoriens Omraade ingen Pietet, ingen Tolerance, ingen Skaansel! Thi Vildfarelsen skal hugges sønder og sammen, og Daarskaben sprænges i Luften, og Løgnen skal flaas. Men nu Løgneren og Tossen og den Vildfarne? skulle de maaske ogsaa hugges sønder og sammen eller flaas eller sprænges i Luften? De skal gaa deres Gang. Praxis — det er Tolerancens Omraade.
Først efter de Maistres Død udkom hans »Examen de la philosophie de Bacon« i to Bind, det mest trættekjære og trættende af hans Værker, det i hvilket den stridbare Apologet tydeligst aldeles forløfter sig paa det Stof, han forsøger at tumle. Han har villet nedlægge Bacon, fordi efter hans Opfattelse det attende Aarhundredes ugudelige Filosofi i Frankrig helt og holdent nedstammer fra ham, og han kaster sig over ham med et rent ud theologisk Raseri, angribende ham paa alle Omraader: Erkendelseslærens, Fysikens, Optikens, Meteorologiens, Psykologiens, Religionens, hvor han har Ret og hvor han engang imellem har havt Uret, gribende ham i uvæsentlige og formelle Modsigelser, eftervisende Mangler i hans Latin og i hans Smag, men altid larmende, voldsom, dogmatisk, hentende sine Vaaben ud af Aabenbaringstroens og Overleveringens Arsenaler. I enkelte Afsnit som i det om Finalaarsagerne er der en vis ufrugtbar Skarpsindighed, i andre som det, der bærer Titlen »Forening af Religion og Videnskab« en vis koldhjertet Fanatisme. Det hedder her bl. A. : »Videnskaben har uden Tvivl sit Værd, men den bør begrænses paa mere end én Maade ... Man har meget træffende sagt, at Videnskaben ligner Ilden: sammentrængt paa de forskjellige Arnesteder, der er bestemte til at optage den, er den Menneskets nyttigste og mægtigste Hjælper; udsat for Tilfældet er den en frygtelig Svøbe.«
Sit System tro, ikke at lade nogen Plet faa Lov at sidde paa Kirkens Skjold eller Sværd vil han overfor Bacons franske Oversætter med yderste Lidenskab hævde, at Kirken aldrig er traadt Naturvidenskaberne i Vejen. Oversætteren havde nedskrevet de jævne Ord, at Intet havde skadet Kirken mere end Godtgørelsen af visse Sandheder, som Kirken længe haardnakket havde negtet, ja endog forfulgt. Og han havde nævnet Galilæi som Exempel. Efter først paa alle Maader at have besunget Kirken som Beskytter af Videnskaben i andre Tilfælde og efter paa alle Maader at have bortforklaret Tilfældet med Galilei nødes de Maistre til at gjøre en Indrømmelse. Og han gjør den i denne Form: »Galilei blev dømt af Inkvisitionen, det vil sige af en Domstol, der kunde tage fejl som en anden, og der virkelig tog fejl med Hensyn til Spørgsmaalets Kjerne; men Galilei gjorde sig selv al mulig Uret overfor Domstolen, og han skyldte sine egne mangfoldige Uforsigtigheder en Krænkelse, som han med største Lethed og uden paa nogen Maade at kompromittere sig, havde kunnet undgaa ... Hvis han havde undladt at skrive, saaledes som han havde givet sit Ord paa; hvis han ikke havde holdt fast ved at ville bevise Kopernikus's System ud af den hellige Skrift; hvis han endog blot havde skrevet paa Latin istedenfor at ophidse Sindene ved at bruge det almindelige Sprog, saa vilde der ikke været hændt ham noget.«
De Maistre blev sig lig til det Sidste, opgav ikke en Fodsbred af det Jordsmon, der allerede for Aarhundreder siden var gaaet tabt.*) [*) J. de Maistre: Considérations sur la France. — Lettres et Opuscules 1, II. — Corréspondance diplomatique I, II. — Soirées de St. Petersbourg I, II. — Du pape. — De l'église gallicane. — Examen de la philosophie de Bacon I-II. — Margerée: Le comte J. de Maistre. — E. Faguet: Politiques et moralistes du 19me siécle.]
Hans store Skikkelse er interessant. Han er den tabte Sags sejerrige Forfægter; thi hans Levetid igjennem var hans Sag i Fremgang. Som Myndighedens Talsmand, som Kongemagtens Talsmand, som Kombattant, som Pessimist, som Kristendommens Ridder og som Naturvidenskabens Ringeagter har han en svag Lighed med Kierkegaard. Men hans System er et Udvorteshedens System som Kierkegaards et Inderlighedens.
De Maistre er Autoritetsprincipets overbeviste og heftige, men koldhjertede Hævder. Der er Hjerte i hans Breve, men der er intet Hjerte i hans Skrifter, intet Andet end hidsig Argumentation, ført med sofistisk Logik og drillende Vid. Han er ikke sjældent bidende som Voltaire, nu og da uhyggeligt dvælende ved Rædsler som Swift. Det morer ham at forbause og ærgre. Han elsker Paradoxet, fordi han deri nyder sin Overlegenhed, forvirrer Læseren og vanskeliggjør Modstanderen dennes Angreb, eftersom Paradoxet er en Skanse, man uden Skam forlader før Stormen.
Hans Kristendom er et ganske udvortes System. Han er Kristen, som man er Beskyttelsesmand eller Frihandler, paa Grundlag af en mere almen theoretisk Forvisning. Hans Kristendom er en Kristendom uden Kjærlighed til Næsten, ja en Kristendom uden Kristus som Frelser og Forsoner. Kristus er her kun det af den krænkede Guddom fordrede blodige Offer som Ifigenia eller Jeftas Datter. Hans Kristendom er, som Faguet slaaende har udtrykt det, »Rædsel, passiv Lydighed og Statsreligion«. Det er en Kristendom, der ikke stammer fra Jerusalem men fra Rom; han selv er »saadan noget som en Vaticanets Prætorianer«.
Den lidenskabeligste Modstander af det 18de Aarhundredes Aand og Filosofi har den Overensstemmelse med det Aarhundrede, hvori han fødtes, at han mangler historisk Sans. Han vil fornegte, han vil overspringe det attende Aarhundrede som dette vilde fornegte og overspringe Middelalderen. Han er Modstykket til den Kvinde, der forestillede Fornuftsgudinden; han er den Mand, der forestiller den fra alle historiske Forudsætninger løsrevne Autoritet. Og han er inderst inde ganske saa blottet for religiøst Følelsesliv som det Aarhundrede, han i Aabenbaringstroens Navn bekjæmper.
Haard og kold, med et spottende og undertiden med et grusomt Træk om sin Mund, men ædel af Karakter og fast af Vilje som af Sind, staar han paa det ny Aarhundredes Tærskel som den store internationale Reaktions om ikke gode, saa dog bedste Aand. Ingen Forvexling er mulig mellem ham og de Dværgeskikkelser, der i Aarhundredets Løb have udvandet hans Ideer, taget Saft og Kraft fra hans Tanker, og trivialiseret eller forvansket hans Theorier for i Ly af dem at undertrykke og at hykle. Joseph de Maistre var en Aand; disse have kun været Kroppe. Han var en Mand uden Lavhed og uden Hykleri, en pavelig Zouavoberst i Litteraturen, den mest krigerske og mest tiltalende Figur som Aarhundredets reaktionære Lejr har at opvise.
VI.
Side om Side med Joseph de Maistre, hans Fælle i alle Tendenser og praktiske Bestræbelser, men ligesaa enstonig som han er mangfoldig, lige- saa korrekt som han er genial, staar den europæiske Reaktions berømte , middelalderlige Theoretiker Bonald.
Louis Gabriel Ambroise Vicomte de Bonald fødtes samme Aar som Joseph de Maistre 1754 i Mouna i Sydfrankrig, hørte først til Ludvig den 15des Musketerere, hyldede senere ved Revolutionens Begyndelse frisindede Anskuelser, som han hurtigt opgav, giftede sig tidligt, blev saa valgt til Præsident for Bestyrelsen af Departementet Aveyron. Han indgav sin Afskedsansøgning, da Ludvig den 16de saa sig nødsaget til at stadfæste Gejstlighedens verdslige Forfatning, og gik saa 1791 i Landflygtighed, hvor han traadte ind i Emigranternes Korps. Da han i Heidelberg havde skrevet sin »Magtens Theori«, blev næsten hele Oplaget tilintetgjort af Direktoriets Politi. Et enkelt Exemplar, som han havde sendt til Bonaparte, naaede lykkeligvis for Forfatteren dog til sin Bestemmelse og var Skyld i, at denne strøg ham af Emigrantlisten.
Han havde ikke for Intet lært Verden, at enhver Revolution begyndes af Undersaatten, men endes af Magten, opstaar paa Grund af, at Autoriteten har været svag og har givet efter, og ender derved, at Autoriteten kommer til Kræfter igjen. Han havde vist, at alle Uroligheder kun styrke Magten, og spaaet, at Revolutionen, som begyndte med Erklæringen af Menneskerettighederne, vilde ende med Erklæringen af Guds Rettigheder. Da Bonaparte nu netop erklærede disse ved Concordatet, naaede Bonald snart en anset Stilling. Han vedblev vel kun at sværme for og drømme om Bourbonerne, men valgte foreløbig at hengive sig til disse Drømme i en Ansættelse, som Kejseren gav ham. Han blev conseiUer tutélaire ved Univer- sitetet med 12000 francs om Aaret for Intet at gjøre. Chateaubriand anmeldte hans Bøger med dyb Beundring. De Maistre skrev til ham efter Offentliggjørelsen af hans »Recherches pbilosophiques« : »Er det fatteligt, at Naturen har moret sig med at udspænde to Strenge, der samstemme saa fuldstændigt som Deres Aand og min. Hvis man nogensinde trykker visse Sager, vil De finde næsten samme Udtryk, De selv har brugt, og dog har jeg visselig Intet forandret.« Ja i et andet Brev bruger han den endnu stærkere Vending: »Jeg har ikke tænkt noget, som De ikke har skrevet, og ikke skrevet noget, som De ikke har tænkt.« Bonald følte sig smigret over disse Ud- talelser uden dog at føle sig overbevist om deres Rigtighed. Og med Bette. Thi saa stor Lighed der er mellem Resultaterne, hvortil de to Kamp- fæller kom, saa uensartet er deres Aandsliv.
Hvilken Anseelse Bonald var i Besiddelse af, ser man bl. A. af det rørende Brev, Napoleons Broder, Ludvig af Holland, skrev til ham for at bønfalde ham om at opdrage hans ældste Søn. Han skildrer heri først, hvor syg han selv bestandig er, hvor højt han elsker sin Søn, hvor stærkt denne trænger til at dannes af en Mand i dette Ords fulde Betydning for selv at blive en Mand. Saa siger han: »Efter at have søgt overalt, har jeg, skjøndt jeg ikke kjender Dem personligt, tænkt, at De er en af de Mænd, som jeg agter højest. De vil da tilgive mig, at jeg nu, da jeg har at vælge En, hvem jeg agter at betro Mere end mit Liv, henvender mig til Dem. Hvis den Lykke, som De uden Tvivl nyder i et fredeligt Hjem, ikke har gjort Dem ufølsom for hvad Godt De kan urette, jeg siger ikke mod mig, en Enkeltmand, men mod et helt Folk, der er endnu mere agtværdigt end ulykkeligt, og det vil sige meget — saa tag imod at være Opdrager for min Søn.« Og han slutter i samme Tone med at forsvare sig imod de Bagvadskelser af ham, som han tænker kunde være komne Bonald for Øre. Med saadan Ydmyghed nærmede en Konge sig denne Mand — og forgjæves, han afslog Opfordringen.
Et andet endnu mere paafaldende Træk viser, hvilken Indflydelse og Vægt, man dengang tillagde saa despotisk sindede Autoritetens Mænd som ham. En Dag modtog Bonald en Billet med Anmodning om at indfinde sig hos Kardinal Maury. Denne var nu under Kejserdømmet bleven en anderledes mægtig Mand, end da han holdt Taler mod Jødernes Borgerrettigheder i Nationalforsamlingen. Da Bonald var ene med Kardinalen, rettede denne det Spørgsmaal til ham, hvad han vilde sige, ifald Kejseren lod ham anmode om at paatage sig Opdragelsen af Kongen af Rom. Et Øjeblik stod Bonald forbauset over saa megen Ære; saa gav han, siger man, det afslaaende Svar: »Jeg tilstaar, at hvis jeg nogensinde lærte ham at herske, saa skulde det før blive alle andre Steder end i Rom.« Under Restaurationen blev han da en af Hovedophavsmændene til, at Rom og dets Aand: Autoritetsprincipet kom til at herske istedenfor til at blive behersket. Han havde hele sit Liv igjennem bekjæmpet Pressefriheden. Han endte med at faa hele Censuren under sig.
1815 valgtes han ind i Deputeretkammeret, hvor han sluttede sig til yderste Højre; under Ludvig XVIII blev han Medlem af Akademiet og Pair af Frankrig, i hvilken Egenskab han haardnakket bekjæmpede Trosfriheden og Pressefriheden. 1830 trak han sig tilbage fra det offentlige Liv, da han ikke vilde aflægge Hyldingseden til Julimonarkiet.
Den, der fra de Maistre kommer til Bonald, vil have Møje med at gjennempløje hans Værker. Thi en dødelig Kjedsommelighed slaar En imøde næsten fra dem alle. Der er intet Menneske i disse Bøger, kun den bare Theori, og Bonalds Theori bestaar af lutter theologisk-politiske Sætninger, som fordres antagne uden Bevis. Man kan ikke forestille sig en mere fuldstændigt dogmatisk Aand, det vil sige en paa én Gang mere ideologisk og mindre filosofisk Personlighed. Han synes aldrig at have tvivlet. Og intet Øjeblik under hans lange Forfattervirksomhed synes der at være opstaaet en Tvivl hos ham med Hensyn til de yderst faa, simple Grundtanker, paa hvilke han føler sig sikker. De foreligge i hans Skrifter i Forsteningens Form.
Nøjere bestemt i Trilogiens. Som Middelalderens Skolastikere før ham, som Hegel efter ham, tænker han i Treheder; kun tænker han uden al Dialektik, uden Smidighed, uden Aand. Han radbrækker alle Livets og Historiens Kjendsgjerninger over en eneste Trekant: Aarsag, Middel og Virkning. Dertil svarer paa det politiske Omraade Treheden Magt, Minister og Undersaat. Gud er Aarsag, Jesus Midler, Verden Virkning. Men Jesus er atter Magt, Minister og Undersaat i det religiøse Samfund: Magt ved sin Tanke, Minister ved sit Ord, Undersaat som Offer for dette sit Ord, og han er fremdeles Magt, Minister og Undersaat i det politiske Samfund: Magt som Jødernes Konge, Minister som Præst, Undersaat som den lydige Martyr.
I Menneskevæsenet, i Familien, i Samfundet, i Staten, i Altet paavises samme Trehed og samme Enhed, alt i det Øjemed at bevise Monarkiets Nødvendighed og Sandhed. Kongedømmet er sandt, fordi det er bygget som Verdensordenen. Altet er monarkisk. Revolutionære og Republikanere, der have vovet for en Tid at styrte Kongedømmet have da ikke gjort Mindre end et frækt Forsøg paa at vælte selve Verdensordenen overende. De have angrebet Tingenes evige Natur. De have ikke afskaffet en Forfatning, men Forfatningen; thi der er kun én.
Bonald spotter Erfaringens, ringeagter Historiens Vidnesbyrd. Det Empiriske har ingen Betydning for den, som er i Besiddelse af det Evige, Principerne. Han afskyr endog Naturhistorien, fordi han i den sporer Udviklingsbegrebet, som er Fjenden.
Der existerer ingen historisk Udvikling; der existerer en historisk Overlevering, og det er den, som det gjælder om at klamre sig til. Thi gjennem Overleveringen naa vi til Gud. I den Kjæde af Blinde, som udgjør Menneskeheden, behøver kun den første Blinde en Stav, og denne Stav er Overleveringen.
Det 18de Aarhundrede havde fremfor noget tidligere troet paa Menneskets bevidste Evne til Opfinden og Frembringen. Senest havde Rousseau ladet Mennesket opfinde og stifte et Samfund. Bonald protesterer: Mennesket har ikke opfundet Nogetsomhelst, saalidt Familie eller Samfund som Tale eller Skrift. Mennesket var fra først af den tabula rasa, om hvilken Condillac og Sensualisterne have fablet. Kun at denne tomme Tavle er bleven fyldt ikke ved Sanseindtryk men direkte ved Undervisning af Gud.
Thi Gud var ikke blot fra først af Skaberen, men er stadigt vedbleven med at være det og er det den Dag idag, Han har stiftet Samfundet og dets Betydning er den at bevare hans Ord og hans Tanker. Men dette kan det kun ved at bevare Overleveringen uafbrudt.
Overleveringens Betydning og Opgave er altsaa den at bevare Gud i Verden.
Enhver Stræben efter Brud med Overleveringen er da Stræben efter aandelig Død. Enhver Stræben efter Bevaring af det Overleverede er da ét med Attraa efter det kraftigst pulserende Liv. Fastholden af den reneste Tradition skaber den reneste og stærkeste Existens. Derfor Bonalds Klamren sig til Romerkirkens Dogmer og Kirkeherredømmet.
For at hævde Skabelsen og den fortsatte Skabelse paa alle Omraader maa han sikre Verdensaltet den samme Ubevægelighed som han forfægter i Politiken, og saaledes kommer han lige fra Aar 1800 stadigt tilbage til sine Angreb paa den da forholdsvis nye Udviklingslære. Som Voltaire før ham og Disraeli efter ham gjør han sig lystig over den Forestilling at Mennesket skulde nedstamme fra en Fisk.
Sympathetisk og intelligent men med haardnakket Skjønfarveri har Bonald fremstilt Frankrigs gamle Forfatning under Konger som Henrik IV og Regenter som Richelieu. Han har mod dem, der under Revolutionstiden angreb det gamle Kongedømme og dets Adel med Dygtighed eftervist, at Kongemagten efter sin Ide hverken var det Despoti eller Adelen efter sin Ide den aflukkede Kaste, som man senere vilde gjøre dem til. Med Skarpsyn har han set Manglerne ved den nye Tilstand, hvor den lovpriste Frihed for Hvermand indskrænkede sig til den at være Vælger, og med Varme fremstilt Fortrinene ved den gamle Ordning, der tillod den Rige at blive Adelsmand, men satte Rigmandsvælden Skranker ved at formene Adelsmanden Arbejden paa at blive rig. Kun overser han forsætligt, at hine det gamle Kongedømmes oprindelige Fortrin tilsidst kun fandtes paa Papiret og at under dets Vinger den skjændigste Uretfærdighed og den laveste Pengebegjærlighed groede op og gik i Svang.
Han er vel oprigtig nok i sin Afsky for Parlamenters og Domstoles Uafhængighed, for Samvittighedsfrihed og Pressefrihed; men han er ikke engang ærlig i sine Lovtaler over Fortidens Regeringsform. Han er som Historiker uvidende, dog ikke uvidende nok til ikke at vide, hvad denne Regjeringsform virkeligt var.
Hans Skrifter er i vore Dage ikke blot forældede, men hensmuldrede. Man kan i hans store systematiske Værker læse, hvor man vil, og slaa op, hvor man vil, en svag Duft af Støv og visne Blade og gammel sur Forraadnelse slaar En imøde. De vigtigste Kapitler i hans engang berømte «Recherches philosophiques* (som de om Sprogets og Skriftens Oprindelse) virke som Brokker af en gammel Dogmatik.
Hos systematiske Forfattere af denne Art pleje korte Afhandlinger, Lejlighedsartikler at have bevaret et friskere Præg. Men man kan gjennemlæse de to tykke Bind, Bonald har samlet under Titelen »Mélanges«, uden at finde en Side, der kan betegnes som frisk. Selv saadanne Afhandlinger som den om Voltaire's Skrifter, eller den om Jøderne eller den om Tolerancen, hvis Æmner synes at maatte indbyde Bonald til at sige noget Kraftigt og Skarpt eller dog Noget, hvis Ordlyd indprentede sig, er forfærdende graa af Farve og glatte af Form. Hvad enten han misbilliger Voltaire's Frivolitet eller kjæmper for at berøve Jøderne Borgerrettigheder eller udvikler at Tolerancen er en Last og en Umulighed, det sker altid med samme højtidelige og tomme Apparat, altid med samme Brug af Aarsag, Middel og Virkning, altid i samme alvorsfulde og ensformige Takt: Trip, Trap, Træsko. Bonald er ulæselig i Kraft af den Lidenskabsløshed, hvoraf han er stolt.
Kun en eneste af hans Bøger er endnu til at læse, fordi der i den undtagelsesvis findes Glimt af Lidenskab. Det er hans berømte Bog «Le divorce», sikkert det mest underholdende
af hans Skrifter. (1892:134-183)

Udeladelse

Om Louis de Bonald

[...] Bonalds egen Theori. Den er værd at lære at kjende. Er hans Philosophi saare mager, saa er den saa meget mere curiøs.
En udviklet Fornuft, [...] (1874:137 / 1892:185)

Omarbejdelse

Om Louis de Bonald og samfundets formål

[...] Samfundets Formaal? Enhver vil indrømme, at man maa brænde efter at faae dette Spørgsmaal besvaret. Hvad svarer da Bonald? Han svarer med en conservativ Clericals hele rolige Fripostighed: Samfundets Formaal er dets egen Bevarelse.*) [*) La société a pour parvenir à sa fin, qui est sa conversation, des lois. S. 107.]
Hvilken Lære for alle de Tilhængere af Nyttephilosophien, der naivt bilde sig ind, at Samfundets Formaal er dets Medlemmers Lykke og som ligesaa barnligt have levet i den Illusion, at Institutioner overhovedet ere til for Individernes Skyld, at Ægtefællerne f. Ex. ikke ere til for Ægteskabets Skyld, men Ægteskabet omvendt for Ægtefællernes Skyld, og som drage alle Consequentser af denne Tanke!

Idet Hensynet til Børnene [...] (1874:144-145)

>

[...] Samfundets Formaal? Man brænder efter at faa dette Spørgsmaal besvaret. I Kraft af sin theologisk dogmatiske Lære om at Samfundet ved at bevare sin Overlevering o: sig selv, bevarer intet Ringere end Gud, svarer Bonald, som han maa svare, med denne tomme Formel: Samfundets Formaal er dets egen Bevarelse.*) [*) La société a pour parvenir à sa fin, qui est sa conversation, des lois. S. 107.]
Ikke et Ord spildes paa den Illusion, at Institutioner overhovedet ere til for Menneskenes Skyld, og ikke en Tanke skjænkes disses Lykke, Slægtens Udvikling eller Frembringelsen af menneskelig Storhed.

Idet Hensynet til Børnene [...] (1892:192-193)

Omarbejdelse

Om læren om individets suverænitet

[...]Drifter og Lyster. De tage da ligesaa meget Hensyn til [...] (1874:153)

>

[...] Drifter og Lyster. Og de finde det ligesaa oprørende, at en Mands hele Liv skal ofres for en Forbindelse, over hvilken han fortvivler. De tage lige saa meget Hensyn til [...] (1892:200)

Omarbejdelse

Om læren om individets suverænitet og metodeovervejelser

[...] til Maalet. Jeg charakteriserer her kun Principet som Modstykke til Autoritetens. Intet er mig fjernere end i en historisk Skildring at forsøge paa selv at opstille en Theori. Hvad jeg selv personligt vil hævde, det er paa dette som paa alle andre Punkter kun Forskningens ubetingede Frihed. [...] (1874:153-154)

>

[...] til Maalet. Her er kun Principet karakteriseret som Modstykke til Autoritetens. Hvad det gjælder om at hævde er her som paa alle andre Punkter Forskningens ubetingede Frihed. [...] (1892:201)

Omarbejdelse

Om Louis de Bonald. Tekststykket er i 2. udgaven flyttet til begyndelsen af kapitel VI., s. 174-178

[...] under hans Livsbane. Han fødtes i Aaret 1754 og døde først i 1840 mæt af Hæder og Dage; han var først Militær, giftede sig tidligt, blev saa valgt til Præsident for Administrationen i Departementet Aveyron; han indgav sin Dimission, da Ludvig den 16de saa sig nødsaget til at stadfæste Geistlighedens civile Constitution, og emigrerede saa 1791. Da han i Heidelberg havde skrevet sin »Magtens Theori«, blev næsten hele Oplaget tilintetgjort af Directoriets Politi. Et enkelt Exemplar, som han havde sendt til Bonaparte, naaede lykkeligvis for Forfatteren dog til sin Bestemmelse og var Skyld i, at denne strøg ham af Emigrantlisten.
Han havde ikke for Intet lært Verden, at enhver Revolution begyndes af Undersaatten, men endes af Magten, opstaaer paa Grund af, at Autoriteten har været svag og har givet efter, og ender derved, at Autoriteten kommer til Kræfter igjen. Han havde vist, at alle Uroligheder kun styrke Magten, og spaaet, at Revolutionen, som begyndte med Erklæringen af Menneskerettighederne, vilde ende med Erklæringen af Guds Rettigheder. Da Bonaparte nu netop erklærede disse ved Concordatet, naaede Bonald snart en anseet Stilling. Han vedblev vel kun at sværme for og drømme om Bourbonerne, men valgte foreløbig at hengive sig til disse Drømme i en Ansættelse, som Keiseren gav ham. Han blev conseiller tutélaire ved Universitetet med 12000 francs om Aaret for Intet at gjøre. Chateaubriand anmelder hans Bøger med dyb Beundring, De Maistre skriver til ham efter Offentliggjørelsen af hans »Recherches philosophiques«: »Er det fatteligt, at Naturen har moret sig med at udspænde to Strenge, der samstemme saa fuldstændigt som Deres Aand og min. Hvis man nogensinde trykker visse Sager, vil De finde næsten samme Udtryk, De selv har brugt, og dog har jeg visselig Intet forandret.« De vare skabte til at forstaae hinanden. Hvilken Anseelse Bonald var i Besiddelse af, seer man f. Ex. af det rørende Brev, Napoleons Broder, Ludvig af Holland, skrev til ham for at bønfalde ham om at opdrage hans ældste Søn. Han skildrer heri først, hvor syg han selv bestandig er, hvor høit han elsker sin Søn, hvor stærkt denne trænger til at dannes af en Mand i dette Ords fulde Betydning for selv at blive en Mand. Saa siger han: »Efter at have søgt overalt, har jeg, skjøndt jeg ikke kjender Dem personligt, tænkt, at De er en af de Mænd, som jeg agter høiest. De vil da tilgive mig, at jeg nu, da jeg har at vælge En, hvem jeg agter at betroe Mere end mit Liv, henvender mig til Dem. Hvis den Lykke, som De uden Tvivl nyder i et fredeligt Hjem, ikke har gjort Dem ufølsom for hvad Godt De kan udrette, jeg siger ikke mod mig, et Individ, men mod et helt Folk, der er endnu mere agtværdigt end ulykkeligt, og det vil sige meget – saa tag imod at være Opdrager for min Søn.« Og han slutter i samme Tone med at forsvare sig imod de Bagvadskelser af ham, som han tænker kunde være komne Bonald for Øre. Med saadan Ydmyghed nærmede en Konge sig denne Mand – og forgjæves, han afslog Opfordringen.
Et andet endnu mere paafaldende Træk viser, hvilken Indflydelse og Vægt, man dengang tillagde saa despotisk sindede Autoritetens Mænd som ham. En Dag modtog Bonald en Billet med Anmodning om at indfinde sig hos Cardinal Maury. Denne var nu under Keiserdømmet blevet en anderledes mægtig Mand, end da han holdt Taler mod Jødernes Borgerrettigheder i Nationalforsamlingen. Da Bonald var ene med Cardinalen, rettede denne det Spørgsmaal til ham, hvad han vilde sige, ifald Keiseren lod ham anmode om at paatage sig Opdragelsen af Kongen af Rom. Et Øieblik stod Bonald forbauset over saa megen Ære; saa gav han, siger man, det afslaaende Svar: »Jeg tilstaaer, at hvis jeg nogensinde lærte ham at herske, saa skulde det før blive alle andre Steder end i Rom.« Under Restaurationen blev han da en af Hovedophavsmændene til, at Rom og dets Aand: Autoritetsprincipet kom til at herske istedenfor til at blive behersket. Han havde hele sit Liv igjennem bekjæmpet Pressefriheden. Han endte med at faae hele Censuren under sig.
[...] (1874:159-162)

>

[...] under hans Livsbane. Han blev 86 Aar gammel, var hele sit Liv igjennem en af sin Tidsalders mest indflydelsesrige og mest hædrede Mænd og døde først i 1840 mæt af Hæder og Dage. (1892:207)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriand og Napoleon 1.

[...] ingen Poesi. Napoleon var Tidens eneste Digter. Rækken af hans [...] (1874:163)

>

[...] ingen Poesi. Chateaubriand var vel en Aand med store digteriske Anlæg, men Napoleon var Tidens eneste Digter i stor Stil. Chateaubriand, der hadede ham, følte det saare vel. Han siger (i fjerde Del af sine Erindringer): »En vidunderlig Indbildningskraft besjælede denne saa kolde Politiker; han havde ikke været hvad han var, hvis han ikke havde havt sin Muse. Hans Forstand udførte Digterens Ideer.« Rækken af hans [...] (1892:207-208)

Omarbejdelse

Om den nykatholske skole vs. filosoferne

[...] De Clericale pegede paa Philosopherne og sagde: »Tag dig iagt for de Mænd, der skrive saaledes. De ere Nedbrydere af Fag, de hade Dig, om saa blot fordi Du er Architekt, og ville nedbryde den Bygning, Du opfører.« Philosopherne hviskede ham fra den anden Side i Øret: »Veed Du, hvad de Mennesker i den anden Leir ville? De ville narre Dig til at opføre et Hus, hvis Nøgler de saa ville udbede sig til en anden. Ved at følge deres Raad arbeider Du hen imod at gjøre Dig selv overflødig. Hører Du ikke, at de bestandig raabe paa Orden. Snart vil Du være den eneste Uorden, som er tilbage i Frankrig. Man vil da tvinge Dig til at fortrække, som Architekten gaaer, naar Husets Herre tager sin Eiendom i Besiddelse.«
Det var utvivlsomt, som da ogsaa Fremtiden viste, Philosopherne, der her havde Ret. Tilhængerne af den nykatholske Skole vare og bleve inderligt knyttede til det gamle Dynasti. Deres Methode var den at rose Delille, fordi han var i Unaade, og Chateaubriand, som især siden Hertugen af Enghiens Drab indtog en fjendtlig Holdning imod Napoleon, kort at vikle det politiske Spørgsmaal ind i de litterære Debatter. Man priste Racine, men paa en saadan Maade, at det saaes, det var Ludvig d. 14de, man mente; man hudflettede Voltaire, men saaledes at man ramte det revolutionære Parti bag hans Ryg; man fremhævede Lyssiderne ved det gamle Regimente under Paaskud af at skrive Fortidens Historie, og beviste saa godt man kunde, at det hvilede paa Rettens og Retfærdighedens Principer under Paaskud af at give et Cursus i Philosophi.
Napoleon, der paa [...] (1874:168-169)

>

[...] De Klerikale stemplede Filosoferne som Nedbrydere af Fag, der i denne Egenskab maatte hade Napoleon som Bygmester. Filosoferne beskyldte de Klerikale for at gaa om med Planer til, naar Kejserens Bygning var færdig, da at udlevere dens Nøgler til en Anden.
Fremtiden viste, at Filosoferne havde Ret. Tilhængerne af den nykatholske Skole vare og bleve inderligt knyttede til det gamle Kongehus. Deres Fremgangsmaade var den at rose Delille, fordi han var i Unaade, og Chateaubriand, fordi hans Afskedsansøgning efter Hertugen af Enghiens Drab havde betegnet ham som Misbilliger af Despotiet. De fremhævede Lyssiderne ved Fortidens Regjeringsform under Paaskud af at skrive Historie.
Napoleon, der paa [...] (1892:212-213)

Udeladelse

Om François-René de Chateaubriand

[...] et christeligt Epos. Han søgte da ikke sine Helte paa nogen af Europas store Valpladse; Navne som Marengo og Austerlitz gjorde intet Indtryk paa ham. I Overensstemmelse med [...] (1874:172 / 1892:216)

Omarbejdelse

Citat af François-René de Chateaubriand

[...] Digt. Han siger: »Jeg har ikke [...] (1874:173)

>

[...]Digt. Han siger paa det første Sted: »Denne Rejse blev alene foretaget for at se og male de Lokaliteter, til hvilke jeg vilde henlægge Scenen i Martyrerne,« paa det andet Sted: »Jeg har ikke [...] (1892:217-218)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriands pilgrimsrejser

[...] deres egne.«
Er det nu allerede et stærkt Stykke af en rent moderne Aand som Chateaubriand at tillægge sig Pilgrimsfølelser og Pilgrimsformaal, da de gamle Pilgrimme, saavidt vides, ikke reiste ud efter Billeder og Indtryk til litterære Productioner, hvad skal man saa sige, naar man i Chateaubriands efterladte »Memoirer« finder en Tilstaaelse om hvad det fjernere Formaal var med denne Opsøgen af Billeder, som kaster det grelleste Lys over hine sidst anførte Ord. Han haabede [...] (1874:175)

>

[...] deres egne.«
Disse Ord skurre allerede stærkt og stygt mod den nys anførte Udtalelse: »Jeg søgte Billeder, det var Alt.« Men i Chateaubriands efterladte Erindringer findes desuden en Tilstaaelse om hvad det fjernere Formaal var med denne Opsøgen af Billeder, som kaster det grelleste Lys over de Pilgrimsfølelser og Pilgrimsformaal, hvorom her tales. Han haabede [...] (1892:219)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriand

[...] Mindende i dette Forhold! men hvilken Prælatsjæl maa man ikke have for her at ville tale om Korsfart og Pilgrimsgang! Chateaubriand siger [...] (1874:176)

>

[...] Mindende i dette Forhold — en sand Begrebsforvirring maa ligefuldt findes hos den, der her vil tale om Korsfart og Pilgrimsgang. Og dog var Chateaubriand ingen Prælatsjæl; han var en grand seigneur, hovmodigstolt og opfyldt af sig selv, fuld af Oppositionslyst og Menneskeforagt, der paa Trods havde anbragt Kirkens Farver paa sin Hjelm og nu bar dem ikke blot i ethvert Dystløb, men ogsaa ved ethvert Stævnemøde.
Chateaubriand siger [...] (1892:220)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriand

[...] det hele Digt ligger ikke i min Plan. Det ligger endog udenfor min Plan at stille det betydelige Talent, som Forfatteren her udfolder, i dets fulde Lys. Jeg kan i det Høieste gjøre en Læser af Bogen opmærksom paa Skjønheden af enkelte Scener som for Exempel den, hvor den græske [...] (1874:181)

>

[...] det hele Digt er unødvendigt. Det betydelige Talent, som Forfatteren udfolder, lægger sig kun for Dagen i Enkeltheder og Episoder. Smuk er den Scene, hvor den græske [...] (1892:225)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriands kristne poesi

[...] guddommelige Raseri. Jeg kan kun give nogle Draaber af Værkets Saft; man maa saa bedømme hele Frugten efter dem.
Jeg gaaer lige løs paa Chateaubriands Thesis, den christelige Vidunderverdens Brugbarhed for Poesien. Man behøvede intet bedre Bevis end hans Digt for, at den hele christelige Poesi i vore Dage er een stor Anachronisme. Jeg tager først hans Helvede for mig, fordi dette i Almindelighed er lykkedes Digterne bedre end Skildringen af de Saliges Tilstand. Enhver kjender Dantes, Enhver veed, hvorledes hos ham
en hel Hærskare [...]

>

[...] guddommelige Raseri.
Der lod sig endnu fremhæve andre større Partier som Skildringen af Slaget mellem Frankerne og den forenede romerske og galliske Hær, der, ikke faa Aar førend Walter Scott begyndte Udarbejdelsen af sine historiske Romaner, er betydningsfuld og ny ved sit ethnografiske Element. Landskabsbillederne endelig ere, som altid hos Chateaubriand, af ikke ringe Værdi.
Det bør ogsaa fremhæves, at hvor han selv i sine Erindringer kommer til »Martyrerne« omtaler han sit Værk med en stolt Beskedenhed, røber Blik for visse af dets Mangler og fremhæver stærkt hvor langt ringere Held det havde med sig end »Kristendommens Aand«. Han tillægger nærmest ydre Omstændigheder den forholdsvis mindre gunstige Modtagelse, Værket i første Øjeblik fik, og med Rette. Napoleons Forhold til Paven var nu spændt og fjendtligt. Man anvendte paa Kejseren hvad her blev sagt om Diocletian som Kristenforfølger. Der var Hentydninger til Napoleons ringe Ungdomskaar og umættelige Ærgjerrrighed i Skildringen af Galerius, og andre Hentydninger til hans Hof i Fremstillingen af Diocletians Omgivelser.
Bogen fandt derfor ingen Understøttelse og Udbredelse fra Regjeringens Side som Tilfældet havde været med Chateaubriands første Værk, og Gejstligheden med Biskoppen af Chartres i Spidsen fandt ikke Digtningen tilstrækkeligt orthodox, men opdagede Kjætterier. »Martyrerne« trængte dog ligefuldt tilsidst igjennem og oplevede i ikke mange Aar fire Oplag.
Den Sætning, Chateaubriand med sin Digtning vilde bevise, var den kristelige Vidunderverdens Brugbarhed for Poesien. Man behøvede intet bedre Bevis end hans Digt for, at orthodox kristelig Poesi i vore Dage er en Anakronisme. Af det andet Livs Kredse lykkes i Almindelighed Helvede Digterne bedre end Skildringen af de Saliges Tilstand. Hos Dante dukker
en hel Hærskare [...] (1892:226-227)

Omarbejdelse

Til fodnote

[...] Kjærligheden at føle. Paul Heyse har skrevet det træffende Epigram:
Bist Du schon gut, weil Du gläubig bist?
Der Teufel ist sicher kein Atheist.
og herimod lader der sig virkelig Intet indvende.
Lad os da [...] (1874:187)

>

[...] Kjærligheden at føle.*) [*) Paul Heyse har skrevet det træffende Epigram: Bist Du schon gut, weil Du gläubig bist? Der Teufel ist sicher kein Atheist.]
Lad os da [...]

Omarbejdelse

Til fodnote

[...] dette gudsforgaaene Digt, som man neppe vilde fordriste sig til at nævne paa dansk Grund, hvis ikke N. M. Petersen, forført af den smukke Rolle, som Parny har tildelt de nordiske Guder, og øiensynligt i Tillid til, at intet Menneske anede hvad Digtet indeholdt, havde rost det og citeret flere Stykker af det i Slutningen af sin »nordiske Mythologi« (S. 440). Glandsscenerne deri, som Treenighedens [...] (1874:188)

>

[...] dette gudsforgaaene Digt.**) [**) Man vilde neppe fordriste sig til at nævne det paa dansk Grund, hvis ikke N. M. Petersen, forført af den smukke Rolle, som Parny har tildelt de nordiske Guder, og øiensynligt i Tillid til, at intet Menneske anede hvad Digtet indeholdt, havde rost det og citeret flere Stykker af det i Slutningen af sin nordiske Mythologi (S. 440).]
Glandsscenerne
deri, som Treenighedens [...] (1892:232)

Omarbejdelse

Om Évariste de Parny

[...] for en stor Armee.«*) [*) Hos Parny er de langt mindre beskjæftigede:
Viennent après les Dominations,
Trônes, Vertus, Principautés, Puissances,
Esprits pesants, grosses intelligences,
qu'on charge peu de saintes missions;
Regardant tout, mais à tout inhabiles,
Les bras croisés, ils sont là sur deux files;
Propres sans plus [...] (1874:190)

>

[...] for en stor Hær.« — Hos Parny er de langt mindre sysselsatte. Den Tjeneste, de hos ham gjøre, er paa Grund af deres lidet udviklede Intelligens væsenligt dekorativ. De staa i Hækker langs Væggene og se til.*)
[*)
Propres sans plus [...] (1892:235)

Udeladelse

Dele af citat af Évariste de Parny

[...] triple personnage ...
..... »Je fais ce que je veux.
Je fais n'est pas le mot propre et technique,
Triple je suis sans cesser être unique,
Et je faisons vaudrait peut-être mieux.
Mais vous cédez quelque chose au plus vieux;
Non pas, nous sommes du même âge,
De moi pourtant vous procédez.
Je vous ai donc un moment précédé?
On le croirait, c’est assez l’usage.
Point; mes enfants se trouvent mes jumeaux.
Notre amalgame est un plaisant chaos,
Et je m’y perds« ...]
Til dagligt Brug (1874:193 / 1892:238)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriand og Évariste de Parny

[...] og den Sidste.«
Det kunde synes, at om ogsaa denne Gymnastik den første Gang kan have noget Tiltrækkende eller Overraskende for de Udkaarne, maa Fornøielsen ved at styrte næsegrus ned som død og derpaa faae Lov til at reise sig for at betragte bestandig det Samme, i meget høi Grad tabe sig ved Vanen. Men man bør maaskee erindre, at vi ikke tør anlægge vor endelige Erfaringsmaalestok paa disse overjordiske Glæder.
Og hermed lade vi Chateaubriand beholde sit Himmerige. Jeg troer ikke, at det kan kaldes mindre besynderligt end Parny’s. Eller hvad er mest besynderligt, at Lammet som hos Parny kommer brægende ind, eller at som hos vor Digter de hellige Oldinges Dragter blive hvidnede i Lammets Blod? Jeg vil imidlertid ikke ophobe Exempler paa denne Himmels Overnaturligheder, jeg vil hellere anføre et Par Træk, hvorved den røber
sig som moderne [...] (1874:194)

>

[...] og den Sidste.«
Ved Gjentagelse synes denne Gymnastik at maatte tabe meget af sin Tiltrækning.
Valdemar Atterdag vilde bede Gud lade Chateaubriand beholde sit Himmerige.
Som Exempel paa denne Himmels Overnaturligheder kan anføres, at de hellige Oldinges Dragter blive hvidnede i Lammets Blod. I andre Træk røber denne Himmel
sig som moderne [...] (1892:239)

Tilføjelse

Om Alphonse de Lamartine

[...] o. s. v.
Lamartines første Digtninge, der dog gjerne dvæle ved jordiske Landskaber, søge stadigt paany i Hymnens Himmelflugt op til Ætheren, hvor den hellige Poesi, som Lamartine skildrer den, har sit Sæde »med Panden kranset af Palmer og Stjerner.«
Lord Byron, der ogsaa [...] (1874:198 / 1892:242)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriands kristne poesi

[...] tilbage over denne dristige Digtning, dette forvovne Forsøg paa at tvinge det 19de Aarhundredes litterære Smag tilbage til »Johannes’ Aabenbarings« og Dantes Standpunkt, saa lader det sig ikke negte, at dette Forsøg paa at feire »Religionens Triumph« er mislykkedes. Hvad der duer [...] (1874:200)

>

[...] tilbage over denne halvvejs saa dristige og halvvejs saa konventionelle Digtning, lader det sig ikke negte, at den Del deraf, som gaar ud paa direkte Anvendelse af Kristendommens overnaturlige Verden er mislykket, hvad Digteren da ogsaa aabent tilstaar i sine Erindringer. Hvad der duer [...] (1892:244)

Tilføjelse

Om François-René de Chateaubriand

[...] fordums Jerusalemsfarer!*)
»Martyrerne« vise Chateaubriand fra hans digterisk svageste Side. En Scene, som den, der i bedste Hensigt her skildres af Fru Allart de Méritens, viser ham fra hans menneskeligt svageste. Og dog virker dette Gjennembrud af det Menneskelige næsten velgjørende i Sammenligning med det Arrangerede, der saa ofte betegner hans Holdning. Han fører altfor ofte Gud og Kongen i Munden. Dette Arrangerede bør imidlertid ikke bringe Nogen til at overse det virkeligt Storladne og Rige i denne mærkværdige Personligheds Anlæg og Livsførelse.
For at faa det fulde Indtryk af Chateaubriand maa man gjennemlæse de tolv Bind »Mémoires d'outre-tombe« og de Bind, der slutte sig udfyldende til dem. Som Rousseau's Bekjendelser er den interessanteste Bog, han har skrevet, saaledes er Chateaubriands Erindringer hans ypperste Værk. Der er et helt og det et betydeligt Menneske i denne Bog. Det er en grand seigneur, som uden at være videre skarpseende overfor Menneskeheden, der ikke sysselsatte ham synderligt, her har samlet alt sit Skarpsyn paa den eneste Gjenstand, der faldt interesserede ham, hans eget Jeg, og har fremstilt og udstilt det for os, dels frivilligt, dels ufrivilligt, men temmelig fuldstændigt. Det er et Jeg, stolt indtil Hovmod, sørgmodigt indtil Mismod, tvivlesygt indtil Ligegyldighed, uden Tro paa noget Fremskridt, dybt gjennemtrængt af Overbevisning om Intetheden af selve de Livsgoder, der en Tid lang more det som Elskov, Ry, indflydelsesrig Stilling, med Aarene stedse mere faldt af Livslede og stedse mere faldt af sig selv. Det er et Jeg, som har en varm, rig Indbildningskraft og en stor kunstnerisk Evne, og som allerede paa et Tidspunkt, (i Slutningen af det 18de Aarhundrede), hvor de Samtidiges Kunstsmag gik ud paa det Lette, det Nydelige og det Smaa, følte sig staaende ene med sin Kjærlighed til det Store og det Stores Skjønhed.
I en vis Forstand var Chateaubriand som ingen anden Tidspunktets Mand. Han svarede, som vi have set, med sin »Kristendommens Aand« saa nøje til Øjeblikkets Fordring, at han som litteraturhistorisk Fænomen derved voxede langt udover den Betydning, man kan indrømme hans Alvor og hans Talent.
Forsaavidt har Øjeblikket, hvori han optraadte, forstørret ham.
Men ser man Sagen fra en anden Side, lader det sig med lige saa stor Sikkerhed hævde, at det historiske Øjeblik, hvori han tog sin Stilling for Livet, paatvang ham en Rolle, der et halvhundrede Aar igjennem bragte ham i Strid med hans inderste Væsen. Hans Natur reagerede jævnligt mod Rollen; alt det Uafhængige og Ustyrlige i ham laa i stadig Strid med den religiøs-politiske Rettroenhed, det var blevet hans Livs Opgave at udtrykke og forfægte. Hans historiske Stilling bragte ham med andre Ord i ulægelig Splid med sig selv.
I sin Alderdom tilstaar han det undertiden rentud. I Slutningen af sit Værk om Kongressen i Verona siger han aabent: »Som Officer ved Regimentet Navarra var jeg vendt tilbage fra Amerikas Skove for at begive mig til den landflygtige Legitimitet og kjæmpe i dens Bækker imod min egen Oplysning (contre nos propres lumières), Alt uden Overbevisning, af ren Soldaterpligtfølelse og fordi jeg, som havde havt den Ære at kjøre i de kongelige Vogne fra og til Versailles troede mig særligt forbunden en Prins af Blodet.*) [*) Congrès de Vérone II 527.] Det forhindrer ham ikke i to Sider længere henne at tilskrive det lykkelige Udfald af Krigen i Spanien, som han satte igjennem mod Frankrigs, Spaniens og Englands Ønske, mindre sin egen Dygtighed, hvilken han dog ingenlunde undervurderer, end »et af Himlens sidste Mirakler til Gunst for den hellige Ludvigs Æt.«
Han gjør her som ellers i sine sidste Skrifter stærk Forskjel mellem Kongedømmet som Ide og Kongernes Personer. Han forsøger at forsone en paastaaet, uforandret Troskab mod Ideen med en uforstilt Ringeagt for Kongerne som Evner og Karakterer.
Meget bidrog til denne Ringeagt vistnok Bourbon'ernes stupide Utaknemmelighed imod ham, hvem de skyldte saa meget. Men han antidaterer i ethvert Tilfælde i sine Erindringer denne Følelse og fører den i Grunden tilbage til sine første Sammentræf med Ludvig den 18de og hans Omgivelser. Det blev ham tidligt klart, at Kong Ludvig ikke yndede ham, og Broderen, den senere Karl den 10de, saarede ham allerede ved ikke at have læst en eneste Bog af ham, end ikke »Kristendommens Aand.« Hvor han ser tilbage paa sit Liv siger han: »Ludvig den 18de og hans Broder kjendte mig daarligt. Den sidste sagde om mig: Godt Hjerte og hedt Hoved! Denne Trivialitet ... var falsk. Mit Hoved er meget koldt, og mit Hjerte har aldrig slaaet synderlig varmt for Konger.«
Legitimiteten maatte, hvis den overhovedet ikke ansaa sig selv for altfor selvherlig til at føle sig Nogen forpligtet, betragte sig som Chateaubriand forbunden ikke blot fordi han som Officer i Condé's Emigranthær havde kjæmpet og lidt for dens Sag, ikke blot fordi han under Napoleon havde afbrudt sin Løbebane og trodset Magthaveren ved at tage sin Afsked efter at denne havde forgrebet sig paa Hertugen af Enghien, men fordi han endnu før Napoleons Tronfrasigelse i Fontainebleau, i 1814 havde forberedt Stemningen for Bourbon'erne ved en »Brochure, der efter Ludvig den 18des eget Udsagn var ham til lige saa stor Nytte som hundredetusind Mand.
Dette Flyveskrift »Buonaparte et les Bourbons« er vel Chateaubriands lidenskabeligste, mest hadefulde, mest galdesyge, og mest kunstigt begejstrede Partiskrift. Det er et Skrig af Raseri mod den faldne Napoleon, hvem ingen Ære levnes, og et Hurra af hul Enthusiasme for den bovlamme Ludvig den 18de, der forgudes. I ingen anden Bog af Chateaubriand findes saa hadefulde Dumheder. Han gaar her saa vidt som til at negte Bonaparte militært Talent. Han skildrer ham som en Uduelighed, der kun formaaede at lade sine Tropper gaa paa, og sejrede ved deres, af hans Førelse ganske uafhængige, Fortræffelighed, men iøvrigt aldrig forstod at sikre eller foretage et Tilbagetog og langt fra at udvikle Krigskunsten førte den tilbage til dens Barndom.*) [*) Qu'avait il done pour séduire les Français cet étranger? Sa gloire militaire. Eh bien, il en est dépouillé. C'est en effet un grand gagneur de batailles; mais hors de là, le moindre général est plus habile que lui ... On a cru qu'il avait perfectionné l'art de la guerre, et il est certain qu'il l'a fait rétrograder vers l'enfance de l'art. Buonaparte et les Bourbons 36, 37.] Marquis'en af Seiglière i Sandeau's bekjendte Komedie siger ingenlunde større Urimeligheder om Napoleon.
Til Gjengjæld kaldes Ludvig den 18de en Fyrste, der er bekjendt for sin Indsigtsfylde. Af alle de Fyrster, hedder det, som nu kunne regjere Frankrig, er han den, som passer bedst for Landets Stilling og Aarhundredets Aand, ligesom Bonaparte er den af alle som mindst var skikket til Kongemagt.
Saaledes i den officielle Brochure. Men hvor ganske anderledes tænker og taler Chateaubriand ikke i sine »Erindringer«!
Han lader her Bonapartes Krigskunst vederfares Retfærdighed, han siger udtrykkeligt om ham, at »han har opfundet Krigen i stor Stil« og begriber med Et, at det at vinde Slag efter Slag er en ret væsenlig Del af Strategien.
Her i »Erindringerne« meddeler han ogsaa — fordi det smigrer hans Forfængelighed — mangt et Træk af Napoleon, der viser, hvor godt denne forstod at gjengjælde Chateaubriands Had med upartisk Anerkjendelse. Saaledes lod han, efter at Chateaubriand havde brudt med ham, Akademiet spørge, hvorfor det ikke havde tilkjendt »Kristendommens Aand« en Belønning. Saaledes læste han i Fontainebleau den giftige Brochure »Buonaparte et les Bourbons« med Sindsro, og bemærkede kun »Det dér er rigtigt; det dér er ikke rigtigt. Jeg har intet at bebrejde Chateaubriand. Han har været min Modstander i min Velmagtstid; men disse Kjeltringer ...« Han nævnte dem. Og hertil føjer den smigrede Chateaubriand denne morsomme og overraskende Vending: Min Beundring for Bonaparte (denne Gang uden u) har altid været stor og oprigtig.« Han taler sikkert sandt. Han beundrede og misundte Napoleon; han maalte sig med ham, og den Andens samtidige Existens generede ham.
Endelig siger han i sine »Erindringer« Sandheden om de Konger, overfor hvilke han stillede sin Troskab og sin Ærefrygt til Skue.
Han fortæller, at han 1814 frygtede det Indtryk, Ludvig den 18des Jammerskikkelse vilde gjøre, og han aftrykker den rørende og pompøse Skildring, han derfor dengang lod trykke af hans Indtog, en Skildring, siger han, som han udførte uden Mandat og uden Smag for Sligt; men idealiserende ved Musernes Hjælp. »En Mand træder frem for Officererne, der aldrig have set ham, for Grenadererne, der neppe kjende ham af Navn. Hvem er denne Mand? Det er Kongen! Alle falde ned for hans Fødder.«
Saa fortæller han, hvorledes Indtoget virkelig gik for sig, og har den frimodige Vending: »Jeg løj med Hensyn til Soldaterne.« Han maler med kraftige Træk den Holdning, som Resterne af Napoleons gamle Garde indtog udenfor Notre Dame, opstillet i Dobbeltrække, som Kongen skulde passere, »jeg tror ikke, at Menneskeansigter nogensinde havde havt et saa frygteligt og truende Udtryk.« Han skildrer dem paa Nippet til at hugge Kongen ned.
Og han bestræber sig ikke for at vise det Ugrundede i deres Foragt. Da han har fortalt, hvorledes hans Plan til et Forsvar i de hundrede Dage strandede paa Kongens og hans Omgivelsers Fejghed, udbryder han: »Hvorfor er jeg kommen til Verden paa en Tid, hvor jeg blev saa Ilde stillet! Hvorfor har jeg været Royalist imod mit Instinkt paa en Tid, hvor en elendig Hofrace hverken vilde høre mig eller kunde forstaa mig! Hvorfor er jeg bleven kastet ind i denne Trup af Middelmaadigheder, der holdt mig for en Forrykt, naar jeg talte om Mod, og for en Revolutionær, naar jeg talte om Frihed.«*) [*) Mémoires d'Outre-tombe. 1849 Tome V 452 ff., VI 1 ff.]
Alt som »Erindringerne« skride frem, løfter Kongemagtens Ridder stedse mere Sløret for Ludvig den 18des Religiøsitet, Forstand og Karakter. »Det er at frygte, at Religionen for den atterkristeligste Konge kun var en Elixir, der egnede sig til Bestanddel af det Bryg, hvoraf Kongedømmet bestaar.« Han taler om den »Libertiner-Fantasi, Kongen havde arvet fra sin Fader.« Han siger skjemtende, at Kongen gjerne roste sig selv og gjorde Løjer med sig selv paa én Gang. Saaledes, naar han talte om mulige Tronarvinger, »Han brystede sig da med en vigtig og spotsk Mine.« Og han fortæller, at han tav dertil, fordi han »ikke agtede at bestride Kongen nogen Evne.«*) [*) Et il se rengorgea d'un air capable et goguenard; mais je ne prétendais disputer an Roi ancune puissance.] Hvor han vil skildre Ludvig nøjere, siger han: Egoistisk og uden Fordomme som Ludvig den 18de var vilde han bevare sin Rolighed for enhver Pris ... Uden at være grusom var Kongen dog ikke menneskelig.« Han fortæller, hvorledes Ludvig roste sig af at kunne hæve en Favorit saa højt, at denne vilde vække almindelig Misundelse, og protesterer: »For at kunne løfte de andre maa man være vis paa ikke at falde selv. Men hvad var paa den Tid, til hvilken vi med Ludvig den 18de var naaet, Kongerne? Kunde de end gjøre en Mand rig, saa kunde de dog ikke længer gjøre ham stor. De var ikke mere andet end deres Yndlinges Bankier'er.«
Og ikke nok med disse skarpe Ord. Der er Steder hvor Chateaubriand tyr til de humoristiske. Saaledes fortæller han i sin Bog om Kongressen i Verona, hvorledes det paa et enkelt Tidspunkt hændte, at han vandt Kongens Velvilje, saa hans Kolleger i Ministeriet formelig bleve skinsyge paa ham: »Kongen faldt ofte i Søvn i Statsraadet, og deri gjorde han højligt Ret; thi hvis han ikke sov, saa fortalte han Historier. Han havde et stort Skuespillertalent. Men det morede ikke Hr. de Villéle, som vilde behandle Statssagerne. Hr. de Corbiére lagde sine Albuer, sin Tobaksdaase og sit blaa Lommetørklæde op paa Bordet; de andre Ministre hørte til i Tanshed. Jeg alene kunde ikke lade være at more mig over Hans Majestæts Fortællinger, og Kongen var øjensynligt henrykt derover. Før han da begyndte en Anekdote, søgte han efter en Undskyldning, og sagde med sin lille tynde, klare Stemme: »Jeg vil faa Hr. de Chateaubriand til at le.«*) [*) Mémoires. Tome VII 216, 222. Congrès de Vérone I 172, II 525.]
Det kan da ikke andre, at Chateaubriand efter etsteds at have udviklet hvorledes man i et demokratisk Samfund gjør Carriére ved at vaase om Frihed, Menneskeslægtens Fremskridt og Fremtid etc., fuldstændiggjør Billedet ved denne Udmaling af Forholdene i det aristokratisk-monarkiske Samfund, han altid havde forherliget: »Spil Whist, sig med en dyb og alvorsfuld Mine Trivialiteter og Vittigheder, der er forberedte forud, og dit Genis straalende Løbebane er sikret.«
Saa fuldstændigt helbrededes i Aarenes Løb for alle Illusioner den Mand, der historisk indvarsler det 19de Aarhundredes Halvtro, dets æsthetiske Kristendom og dets affekterede Kongedyrkelse.
Han var for stolt til at bære Masken til det sidste, og han kastede den »hinsides Graven«.
Han betegner selv som sine »Hovedfejl«: Livslede, Væmmelse ved Alt og stadig Tvivl. Disse Fejl havde deres gode Side. Den dybe Ligegyldighed overfor Jordelivets Goder bevarede ham mod en lav Ærgjerrigheds Fristelser; Tvivlen befriede ham fra at løbe sig fast i Tillid til hvad han nærmest af aristokratisk Trods fra først af havde forfægtet; hans Stolthed bar ham oppe, og beskyttede den ham end ej mod Hykleri, saa bevarede den ham dog for nogensinde at begaa en lav Handling. Men der var en aldrig forsonet Splid mellem hans Natur og hans historiske Rolle, saalænge indtil Utaknemmeligheden hos den Autoritet, han havde gjenoprejst, drev ham over i Opposition imod den.
[...] (1874:202 / 1892:247-257)

Tilføjelse

Citat af Joseph de Maistre

[...] tre Ting skete. I 1807 skriver han (Lettres et opuscules S. 98): »Intet kan gjenoprette Preussens Magt. Denne navnkundige Bygning, der var opført af Blod, Skarn, falsk Mynt og Flyveskriftsblade, er styrtet sammen i et Øjeblik og er for al Tid forbi.« Saaledes spaaede han [...] (1874:223 / 1892:277-278)

Omarbejdelse

Om Alexander 1. af Rusland

[...] han var af Samvittighedsnag, stærkt svækket som [...] (1874:224)

>

[...] han var af Samvittighedsnag; stærkt medtaget som han var af Sorg over at en Elskerinde, han i elleve Aar havde været knyttet til, for ham havde foretrukket en af hans Adjutanter, og over at deres eneste Barn, der overhovedet var hans eneste, pludseligt døde; stærkt svækket som [...] (1892:279)

Omarbejdelse

Om Madame de Krüdener

[...] Elegien til Sidonie, i Længden skulde have Kraft til at modstaae Revolutionens fornyede Dønninger. Thi man maa ikke troe, at Revolutionen er forbi. Vi ere og leve endnu midt i den. Hvor tre ere forsamlede i dens Navn, der er den midt iblandt dem.
I Tractaten
erklære »i den [...] (1874:228-229)

>

[...] Elegien til Sidonie, femten Aar igjennem havde Kraft til at dæmme op for Revolutionens fornyede Dønninger. Da først gav den historiske Udvikling, Videnskabens Fremskridt, Kunstens Dristighed, Hjerternes Svulmen sig et saadant Udslag i Handling, at Fortryllelsen brast. I Traktaten erklære »i den [...] (1892:283)

Omarbejdelse

Til fodnote

[...]til Hæren. Hendes religiøse Sværmeri betegnes bedst ved en Frembringelse som denne:
Gebet der Liebe.
Liebe! lehre uns beten, dass uns erhöre die Liebe.
O der Liebe vereintes Gebet ist Quelle der Liebe,
Quelle des ewigen Lebens und unaussprechlicher Wonne!
Schwester rufe mir zu: »O Bruder! Bitten der Liebe
Sende dem Vater für mich – ich sende Bitten der Liebe
Täglich dem Vater für dich.« O Schwester! der Bitten nicht eine Kann an die Liebe, von Liebe, für Liebe gesendet umsonst seyn.
Tonen er hos hende hende trods al sin Inderlighed dog ligesaa pietistisk-abstract som hos Mme de Krüdener mystisk-sensuel.*) [*) Se Katerkamp: Denkwurdigkeiten aus dem Leben der Furstinn Amalia von Gallitzin. Mynster 1828.]
Hvad vi i [...] (1874:233) 1892:)

>

[...] til Hæren. Tonen er hos hende trods al sin Inderlighed ligesaa pietistisk-abstrakt som hos Fru de Krüdener mystisk-sanselig.*) [*) Se Katerkamp: Denkwurdigkeiten aus dem Leben der Furstinn Amalia von Gallitzin. Mynster 1828.
Hendes religiøse Sværmeri betegnes bedst ved en Frembringelse som denne:
Gebet der Liebe.
Liebe! lehre uns beten, dass uns erhöre die Liebe.
O der Liebe vereintes Gebet ist Quelle der Liebe,
Quelle des ewigen Lebens und unaussprechlicher Wonne!
Schwester rufe mir zu: »O Bruder! Bitten der Liebe
Sende dem Vater für mich – ich sende Bitten der Liebe
Täglich dem Vater für dich.« O Schwester! der Bitten nicht eine Kann an die Liebe, von Liebe, für Liebe gesendet umsonst seyn.]
Hvad vi i [...] (1892:287-288)

Udeladelse

Om GB's brug af kilder

[...] Derniers Portraits.
Jeg udkastede dette Afsnit i Sommer udenlands, og havde da kun Eynards Biographi ved Haanden. Ved min Hjemkomst fandt jeg, at et Par af de Steder i Mme de Krüdeners Breve, der havde slaaet mig mest, netop ogsaa vare blevne bemærkede af Sainte-Beuve, uden at der forøvrigt var nogensomhelst Overensstemmelse i Behandlingen. Der gives i enhver Bog tre eller fire Steder, som enhver Kritiker, der nogenlunde forstaaer sit Fag, altid vil lægge Mærke til og anføre. Saaledes opstaaer undertiden Skinnet af, at den ene har benyttet den anden, hvor det ikke er Tilfældet. Stuart Mill har i den Anledning skrevet: Coleridge reminded one of his critics, that there are such things in the world as springs, and that the water, a man draws, not necessarily comes from a hole made in another mans cistern.
En dansk Fremstilling af Mme de Krüdeners Liv findes i »Dansk Maanedsskrift« 1862, 2det Bind, af C. Carstensen
[...] (1874:240-241 / 1892:294)

Omarbejdelse

Om restaurationen

[...] sig over Frankrig. Restaurationen frembød et dobbelt Physiognomi, det var Gjenoprettelsen af et Dynasti, om hvilket man havde troet, at Revolutionen for evigt havde udelukket det fra Frankrigs Trone, den førte Tilstande tilbage, om hvilke man havde ment, at de udelukkende hørte Fortiden til, og paa den anden Side var den Gjenoprettelsen af lovlig Frihed i Modsætning til det frygtelige Militærdespoti, der nu i saa mange Aar havde holdt Frankrig gispende under sin Voldsmagt. For Litteraturen var den tilsyneladende idetmindste en Frihedsbebuder. Efter 15 Aars Forløb var en fri Debat af Ideer atter mulig. Den tunge Haand, der havde hvilet knugende paa Pressen, trak sig bort. Seglet løstes fra det Skrin, i hvilket de kjæmpende Aander og Systemer laae bundne, man havde Lov til at discutere Alt: Revolutionen og Keiserdømmet, det 18de og det 19de Aarhundrede, Fortid, Nutid og Fremtid. [...] (1874:241)

>

[...] sig over Frankrig. Hans første Tilbagevenden havde til en vis Grad havt Udseende af en Tilbagekaldelse, foretaget af det franske Folk. Men da han end ikke selv havde gjort ringeste Forsøg paa med de Tropper, der vare blevne ham tro, at møde Napoleon, lod det sig ikke skjule, at han førtes tilbage af fremmede Hæres Bajonetter. Hans Tronbestigelse for anden Gang havde da nødvendigvis i det store Flertals Øjne Karakteren af en det franske Folk tilføjet Ydmygelse. Paa den anden Side var den Gjenoprettelsen af lovlig Frihed i Modsætning til det frygtelige Militærdespoti, der nu i saa mange Aar havde holdt Frankrig gispende under sin Voldsmagt.
For Litteraturen var Restaurationen tilsyneladende idetmindste en Frihedsbebuder. Efter 25 Aars Forløb var en rolig Drøftelse af Ideer atter mulig. Den tunge Haand, der havde hvilt knugende paa Pressen, var nu borte. De baandlagte Aander og Systemer kunde rejse sig frit, man havde Lov til at undersøge og dømme alt det Forbigangne: Revolutionen som Kejserdømmet, og det var uden altfor store Hindringer tilladt at forhandle om Frankrigs
Fremtid. [...] (1892:295)

Omarbejdelse

Om restaurationen

[...] efter Hvile. Man glædede sig, som naar en Choleraepidemi, der har hærjet en By til det Yderste, endelig er ovre. Man begyndte paany [...] (1874:242)

>

[...] efter Hvile.
Franskmændene begyndte paany[...] (1892:296)

Omarbejdelse

Om Alphonse de Lamartine

[...] Digterens aandelige Udgangspunkter. I Mødrenehjemmet er Bibelen hans stadige Børnelæsning. Han opdrages med Troen paa Kongedømmet af Guds Naade. Som Yngling lever han under Paavirkning af Mme de Staël og Chateaubriand, dog især den sidste. Han læser med Beundring Tassos »Det befriede Jerusalem«; Ossian giver ham Forvisningen om, at sand Poesie kan være ubestemt og taaget, Bernardin de Saint-Pierre er for ham som for Madame de Krüdener ved sin Naturs fredelige Mildhed og Harmoni det nærmeste Forbillede. Han optræder [...] (1874:244-245)

>

[...] Digterens aandelige Udgangspunkter. Alphonse de Lamartine fødtes i Mâcon 1790 i en Familie af den ringere Adel. Hans Fader hørte under Revolutionen til Kongens sidste Forsvarere og led derunder. I Hjemmet lærte hans gode og fromme Moder ham at læse i en Billedbibel. De patriarkalske Scener, Historierne om Josef og Samuel, om Sara og Tobias med Englen gav ham de første boglige og kunstneriske Indtryk. Fra 1794 levede Familien meget tilbagetrukken og i smaa Kaar paa dens lille Landejendom Milly. Der blev Sønnen først opdraget af en elskværdig Abbed, saa sat i en Skole i Lyon, der ved en vis Raahed i Tone og Færd saarede hans Finfølelse og vakte hans Afsky. Han blev derfor efter sin Moders og sit eget Ønske sendt til en Jesuiterskole i Belley, som Jesuiterne paa dette Tidspunkt, da de officielt vare fordrevne fra Frankrig, underholdt under Navn af »les péres de la foi«. Han følte sig her usigeligt lykkelig og vel tilpas. Lærerne vare venlige og fine; en af dem mindede ham om Fénélon; Jesuiterne ere visselig i vort Aarhundrede de elskværdigste og klogeste af alle Gejstlige. Og blandt Eleverne fandt han hurtigt jævnbyrdige Venner, der tilhørte sardinske og franske Adelsfamilier, saaledes en ung Alfieri, den unge Virieu, der under Mærket V. forekommer i Lamartine's »Graziella«, og en Søstersøn af Grev Joseph de Maistre, Louis de Vignet, gjennem hvem han lærte alle Medlemmerne af den berømte Familie at kjende, af hvilke Greven vel personligt tiltrak ham mindst, men dog igjennem Breve som igjennem sine Værker udøvede sin Indflydelse paa ham.
Her i Skolen lærte han en Dag gjennem en af Lærernes Oplæsning Chateaubriand at kjende. Den majestætiske Stils Storhed og Ynde gjorde det dybeste Indtryk paa Drengen, der aldrig havde hørt noget Lignende. Imidlertid hævder han i sine »Erindringer«, at han næsten strax forholdt sig kritisk til denne Stil; han faldt, siger han, i et Delirium af Beundring, men »ikke i den slette Smags Delirium«. Og han paastaar at han kort Tid efter til sine Kammerater samlede sine Udsættelser i denne Udtalelse om »Kristendommens Aand«: »Der mangler Hovedelementet i al fuldendt Skjønhed, det Naturlige. Det er smukt, men det er altfor smukt.« Med andre Ord, han, som selv var saa instinktiv, fandt Chateaubriands Udtryk søgt, »og det, som er søgt, er ikke fundet.« Rimeligvis antidaterer han en Smule sin Kritik. Hans Enthusiasme var i ethvert Tilfælde saa stor, at den endnu i 1824 ved Karl d. 1Odes Salvning gav sig Luft i Hymnestil:
L'archevéque.
Et ce preux chevalier qui sur l'ecu d'airain
Porte au milieu des lis la croix du pélerin,
El donc l'oeil, rayonnant de gloire et de génie,
Contemple du passé la pompe rajeunie?
Le Roi.
Chateaubriand! Ce nom a tous les temps répond;
L'avenir au passé dans son coeur se confond:
Et la France des preux et la France nouvelle
Unissent sur son front leur gloire fraternelle.
Foruden Chateaubriand læste han med Beundring Tasso. Ossian gav ham Forvisningen om, at sand Poesi kunde være ubestemt og taaget; Bernardin de Saint-Pierre var for ham som for Fru de Krüdener ved sin Naturs Mildhed og Harmoni det nærmeste Forbillede.
De underholdende og letfærdige Bøger fra det attende Aarhundrede, som faldt i hans Hænder henrev og hidsede vel en kort Tid hans ungdommelige Indbildningskraft, men disse Indtryk udviskedes paany af dem, Jesuiterskolen gav ham. Religiøse Sværmerier og Henrykkelsestilstande over Naturens Friskhed og Skjønhed smeltede sammen, lutrede hans Sjæleliv og satte det i Svingning.
»Om jeg levede tusinde Aar«, skriver han i sine Erindringer, »jeg vilde aldrig kunne glemme Studiets Dage, Bønnens Timer, de i Grublen tilbragte Nætter, og de Henrykkelsens Glæder, som jeg nød ved at opfylde mine Pligter under Tanken paa Gud.« Og han skildrer i samme Aandedræt den Salighed, det var ham, om Vinteren paa sine Skøjter at fare som baaret af Aandevinger over Sumpenes Is eller om Foraaret siddende i den lune, stille Luft under Avnbøgene at føle sig fortabt i Andagt og lykkelig ved sin Samvittigheds Fred.
Bourbonernes Tilbagevenden blev i Lamartines Slægt og af ham selv som ung Mand hilset med Jubel. Hans Fader, som var bleven saaret den 10de August 1792, bragte sin Søn til Paris for at lade ham optage i Kongens Garde. Som ung Officer blev han selvanden anbragt ved Siden af Lndvig den 18des Rullestol en Dag, da denne lod sig mile gjennem Louvres Gallerier for at tage de under Napoleons Felttog sammenslæbte Kunstværker i Øjesyn. Den dybe Respekt, han medbragte, lod ham finde Kongens Stemme melodisk, ham selv majestætisk og fin, værdig af Ydre, overlegen ved sit Blik, aandfuld, naar han talte, veltalende, naar han tav. — Senere henvendte Kongen nogle Gange Ordet til ham, naar han red ved Siden af den kongelige Vogn.
Da Napoleon var landet i Cannnes og foretog sit Sejersleb igjennem Frankrig, fulgte Lamartine Hoffet til den flanderske Grænse, men dér blev Garden opløst og hjemsendt, og efter de hundrede Dage tog han ikke Tjeneste mere, saa ikke heller Kongen igjen. Dog da denne i 1820 læste det første Bind af Lamartines Digte, mindedes han at have set den unge Officer af sin Garde, og sendte ham som Belønning en Udgave af det gamle Grækenlands og Roms Digtere. Lamartine bemærker i den Anledning noget vel hastigt, at Kong Ludvig øjensynligt antog sig for en Augustus, der havde opdaget en Virgil.
Han optræder [...] (1892:298-302)

Udeladelse

Om Alfred de Vigny og Louis de Bonald

[...] menneskelige Love«. Maaskee har Bonald ogsaa foresvævet de Vigny, da han kort efter forfattede sit Digt »Moïse«. Lamartine skrev [...] (1874:245 / 1892:303)

Omarbejdelse

Ny fodnote

[...] Uordenen til Ordenen selv. Dette magre Begreb [...] (1874:245)

>

[...] Uordenen til Ordenen selv *) [*) Par le dèsordre à l'ordre même L'univers moral est conduit.] Dette magre Begreb [...] (1892:303)

Tilføjelse

Om Alphonse de Larmatines digtning

[...] Erindringer til at leve. Og saa var der desuden i denne Lyrik et virkelig nyt Element. For Lamartine var det Stygge og Onde ikke til, ja end ikke det Smaa og Smaalige existerede for ham. Alt fremtraadte hos ham i et Klædebon af skinnende Lys. Der var Himmelglans over hans Digte. For første Gang i lang Tid fik brede, rige Følelser Udtryk i skjøntflydende Vers.
I den Modtagelsestale, [...] (1874:248 / 1892:306)

Tilføjelse

Citat fra Alphonse de Lamartines tiltrædelsestale i Det Franske Akademi

[...] indtage bestemte Standpunkter.
Endnu meget senere var Lamartine Tidsrummets Mand. I sin Tiltrædelsestale til det franske Akademi, holdt kun fire Maaneder før Julirevolutionens Udbrud, gjør han i den ham paalagte Lovtale over Daru det Kunststykke ikke at nævne Napoleons Navn og siger udtrykkeligt: »Dette Aarhundrede vil blive dateret fra vor dobbelte Restauration: Frihedens Gjenoprejsning ved Tronen og Tronens ved Friheden ... Lad os ikke glemme, at vor Fremtid er uopløseligt knyttet til vore Kongers, at man ikke kan skille Træet fra dets Rod uden at udtørre Stammen og at Kongedømmet hos os har baaret Alt, endog Frihedens fuldkomne Frugter.«
Foreløbigt var dette[...] (1874:249 / 1892:307)

Omarbejdelse

Om Alphonse de Lamartine og Victor Hugo. Tekststykket om Hugo, indsat i 2.-udgaven s. 318-326, er hentet fra 1.-udgavens s. 274-282

[...] hendes virkelige Navn?
Alle hine Spørgsmaal ere af liden Interesse for os, der nu fordybe os i disse Minder for at begribe hin Tid og dens Aand tilfulde. Men de berøre et Punkt, der ogsaa for os har den høieste Interesse, nemlig det: Af hvad Beskaffenhed er den erotiske Følelse i hine Digte og overhovedet hos Lamartine, af hvad Beskaffenhed er den i den hele Gruppe af Litteratur, hvoraf han er paavirket og hvori han udgjør et Led? Af alle de Følelser, som Digtekunsten behandler, er den erotiske den, der spiller den største Rolle. Hvorledes den opfattes [...] (1874:251)

>

[...] hendes virkelige Navn?
Vi Nulevende ere gjennem Lamartines senere Prosaskrifter tilstrækkeligt oplyste herom, men med Tilfredsstillelsen af en mulig Nysgjerrighed desangaaende er Interessen ved Lamartines lyriske Digtning ikke slukt.
Det er naturligt, at hans Ungdoms Samtidige i ham nærmest saa Tronens og Alterets Digter. Hans ældste trykte Digt er en følt Taksigelse til den Jesuiterskole, der havde givet hans Drengeaar Ly. Et Digt som hans Ode var kun Kvintessensen af Chateaubriands »Kristendommens Aand«, sat paa Vers. Hans Strofer ved Hertugen af Bordeaux's (Greven af Chambord's) Fødsel efter Faderens Død med deres Optakt »Han er født, Miraklets Barn« var et Udtryk for de kongetroeste Katholikers Stemning. Og ved alle Lejligheder, i alle Digtene næsten, forherliger, retfærdiggjør, lovsynger og tilbeder han en Gud og et Forsyn. Undertiden som i Digtet »Den stille Uge«, skrevet under et Ophold hos den unge Hertug af Rohan, der senere blev Erkebiskop og Kardinal, er det som brændte han med andagtsfuldt Sind Kirkerøgelse i sine Vers. Naar han mange Aar efter om dette Digt skriver, at han alene af de unge Mænd, der samledes om Hertugen, ikke havde nogensomhelst Smag for Sakristiernes mystiske Glæder, saa viser det, ifald han staar til Troende, kun, at Tidsstrømningen rev hans Digterevne med sig.
I Almindelighed gjælder det om den Del af hans Ungdomsdigtning, der er rent religiøs, at den, uden Naivetet og uden Følelsesinderlighed som den er, nutildags er næsten ulæselig. Den er aldrig sangagtig og kortfattet. Den er Betragtning uden Anskuelighed, Overvejelse uden Tanker, Bredde uden Dybde. En Type er det til Byron rettede Digt »Mennesket«, hvis Opfattelse af den engelske Digter er den dengang overleverede og staaende, usigeligt flade, at han kun ynder Fortvivlelsens Concerter, at hans Øje, som Satans, lodder Af- grundene osv., og for at belære ham om, hvorledes den sande Digter bør synge istemmer Lamartine nu den servileste Lovsang til en Gud, der efter hans egen Fremstilling overøser med Elendighed og Ulykke, plager, martrer, raner og rammer, og slutter saa med den Opfordring til Byron:
Jette un cri vers le ciel, ô chantre des enfers!
De senere tilføjede Anmærkninger til dette Digt røbe en Uvidenhed om Lord Byrons Forhold, der er forbausende. Næsten Alt, hvad der heri siges om Byron, er galt. Ja Lamartine, der har føjet en Sang til »Childe-Harold«, lærte sit Liv igjennem aldrig at stave dette Navn.
En lignende Formyndertone, som den Lamartine her anslog overfor Byron, traadte senere paany frem i hans Digtning overfor Alfred de Musset, hvem han ligeledes henviste til religiøse og moralske Trivialiteter som Kurmidler.
Uskyldigere fremtræder den obligate Religiøsitet i Oden »Udødelighed«, fordi den her er mere følt. Den er rettet til Elvire, hans Ungdomselskede, hvis fritænkerske Aandsretning voldte ham saa mange Sorger, og har til Øjemed at trøste hende, den Dødssyge, med Udsigten til en Udødelighed, hvorpaa hun hidtil ikke har villet tro. Og dog forekommer selv her saa kolde Allegorier som denne: »Og Haabet, som staar nær dig, o Død!, drømmende paa en Grav, aabner mig en skjønnere Verden.«
Virkeligt lyrisk og ikke blot veltalende bliver Lamartine kun i et eneste af disse til Guddommen rettede Digte, og det er i Meditationen »Fortvivlelse«, som udtrykker Oprøret mod Gudsideen. Den har rytmisk Sving, lidenskabelig Flugt og to Egenskaber der høre til de sjældneste hos denne Digter: Kraft og Fynd. Hvad har Gud vel set siden Verdens Skabelse:
La vertu succombant sous l'audace impunie
L'imposture en honneur, la vérité bannie,
L'errante liberté
Aux dieux vivants du monde offerte en sacrifice
Et la force, partout, fondant de l'injustice
Le régne illimité!
Og Digtet har i sin oprindelige Skikkelse endda indeholdt ganske anderledes bitre og ugudelige Strofer, som ved Trykningen blev skaarne bort. Betegnende nok gjendrev Lamartine det strax efter paa sin Moders Opfordring i Svardigtet »Forsynet til Mennesket«, der ikke mangler klangfuld Melodi men dog endog efter hans egen Mening ikke taaler nogen Sammenligning med det foregaaende. Det første, siger han selv meget rigtigt, er et Foster af Inspiration, det andet af Overvejelse.
Det hele theologiske Apparat var imidlertid i Virkeligheden kun paaklistret hans Lyrik. Eller rettere: Det var som en skjødesløst forbundet Tømmerflaade, der glider paa en Strøm, saa skilles ad i sine Bestanddele og forsvinder. Al denne dogmatiske Religiøsitet udmundede snart i Naturdyrkelse, i Pantheisme, i from og følt Naturfilosofi.
Og hvad der under den virkeligt levede og aandede i hine første Samlinger det var noget af den Uafhængigt, en blød og tillige fornem Sjæls Stemnings- og Følelsesliv. Den Sjæl, som her gav sig Udtryk, havde dette det ny Aarhundredes Karakter mærke, at den søgte Ensomhed og først i Ensomheden fandt sig selv og følte sig rig. Den var uselskabelig og tilbøjelig til at dirre i Samklang med Naturen. Den var dernæst afgjort elegisk, aldrig, uden Undtagelse aldrig, munter eller kjæk, men stadigt vemodig og alvorsfuldt greben. Den var endelig altid og aldrig erotisk; thi kun et enkelt af Digtene var Udtryk for Elskoven som besiddende og lykkelig; ellers drog sig gjennem dem alle Smerten over Tabet af den Elskte, der var bleven Dødens Rov. Medens det attende Aarhundredes Lyrik havde opløst Elskoven i Galanteri og mindst af alt havde taget den og Kvinden højtideligt, var Elskoven her en stille Kultus af et Minde og Kvinden her forgudet og forklaret som i den middelalderlige Kvindedyrkelses Dage, dog Kvinden kun som hedengangen, som Aand.
Aldrig skildrede han den vilde Kval ved Tabet i Tabets Øjeblik. Smerten hos ham var bleven en Tilstand, en stille Fortvivlelse, der sløvede, stivnede, pinte og nu og da opløste sig i Taarer.
Dette var en Lyrik, som kunstløst strømmede fra Kilden, fyldig og fin, det var en Musik som af Harpetoner blandede med himmelske Violiners Klang. Og baarne af disse Toner meddelte simple, Læseren velkjendte, Stemninger sig til hans Sind. Det var Stemninger som den i Digtet »L'isolement«: Lykken venter mig ingensteds. Det var Stemninger som den i Digtet »L'automne«: Naturens Sørgedragt i Efteraaret svarer til min Sorg og behager mine Øjne. Eller en Stemning som den i »Le golfe de Baia«: Denne Egn som engang var Skuepladsen for saa store Scener bevarer nu intet Spor deraf; saaledes skulle vi selv sporløst forsvinde. Men vel at mærke dette udtrykt i en saa underfuld Strofe som denne:
Ainsi tout change, ainsi tout passe;
Ainsi nous-mémes nous passons,
Hélas! sans laisser plus de trace
Que cette barque ou nous glissons
Sur cette mer où tout s'efface.
Det var aldrig direkte Naturskildring, allermindst nogen Art Maleri; det var et øjeblikkeligt Naturindtryk, genialt grebet i al dets Flygtighed og fastholdt for alle følgende Tider.
Digteren sidder ved Aften ene paa et øde Fjæld og ser Venusstjernen stige i Horisonten. (Le soir). Det er ham som om en Straale fra Stjernen gled over hans Pande og rørte hans Øjne, og det er ham som om den Afdøde, i hvis Selskab han har levet i denne Egn, svævede om ham, var ham nær. Han tiltaler Straalen fra Venus:
Mon coeur à ta clarté s'enflamme,
Je sens des transports inconnus,
Je songe à ceux qui ne sont plus:
Douce lumière, es-tu leur âme?
Eller han sidder paany paa, en Sten ved Søen (Le Bourget), hvor han i lykkelige Dage sad ved hendes Side, og han gribes smerteligt af Kontrasten mellem det Foranderlige i Menneskeskjæbnen og Naturens Uforanderlighed. Det er denne Stemning, over hvilken Digtet «Søen» (Le lac) er bygget, hvilket trods dets overordentlige Popularitet rimeligvis er det bedste, han har skrevet. Det er typisk for Lamartine's Poesi, mildt strømmende uden at der spores nogen Anstrengelse, end ikke den, man kalder Kunst; naturligt melodisk som selve Søens Skvulpen. Med fuldendt Sikkerhed anslaas Stemningen i den første Strofes Slutningslignelse: Kunne vi da aldrig paa Tidernes Ocean kaste Anker en eneste Dag? Søen skildres, som den nu bruser mod Klipperne og som den gjorde det for et Aar siden, da hun hørte dens Skvulpen, og den Savnende mindes de Ord, hun dengang i en stille Nattetime, tilbragt paa Søens Vande, sagde, en Anraabelse til Tiden, den lykkefyldte Tid, om at opsætte sin Flugt og staa stille, en Bøn til Tiden om at ile for de Ulykkelige, der lide ondt, men at dvæle hos dem, der elske og elskes, og ban gjentager hendes Slutningsudraab: Bønnen er frugtesløs, lad os da elske hinanden og nyde den flygtige Time! Mennesket har ingen Havn, Tiden har ingen Strandbred, den flyder og vi svinde. — Og til denne Gjengivelse af den bortgangne Elskedes Udbrud knytter saa Digteren sin egen Anraabelse af Naturen. Han tiltaler Søen, de stumme Klipper, Grotterne, de mørke Skove, de som Tiden skaaner eller som Tiden kan forynge, og bønfalder dem om at bevare Erindringen om hin Nat.
Og næsten saa aandig som Lamartine er i Udtrykket for det elskende Hjertes Sorger og Savn er han, naar han en enkelt Gang vil give den lykkelige Kjærlighed Udtryk. Det er sket i Digtet »Chant d'amour«, hvilket han selv naivt betegner som en moderne Kjærlighedens Højsang med mindre gjennemtrængende Toner og mindre østerlandske Farver end den gamle, men der i Virkeligheden staar den saa fjernt som Vesterlandets skyeste Spiritualisme staar Østens Sanseglød i fuldbaaren menneskelig Elskov.
Her som overalt er den elegiske Ømhed, der slaar over i Andagt, den Streng, hvorpaa han spiller.
Det er disse rent menneskelige Digte, til hvilke i vore Dage Sympathien knytter sig ved Lamartines Ungdomspoesi. Man ledes og kjedes ved de tanketomme Digte; der efter Opskriften i al religiøs Poesi ere den bare Tilbedelse af en Gad, som beundres i hans Værker.
Den Digterpersonlighed, der træder En imøde, er vistnok stærkt forfængelig, stærkt optagen af sig selv og sin Elskværdighed, og tidt altfor blødsøden i sit Udtryk. Men denne Forfængelighed er saa naiv og næsten uskyldig, at man hurtigt vænner sig til den, og det virker velgjørende, at den ikke er af litterær Natur. Lamartine er lykkelig over at være smuk, elsket af fine Kvinder, god Rytter, senere ypperlig Taler, men han er ikke indbildsk, end ikke stolt, af sine digteriske Gaver.
Han, hvis Talent i Digtekunsten var en sand Improvisators, betegner sig i sine Fortaler og Erindringer bestandigt med fornem Beskedenhed som en Amatør, en Dilettant. Han var det forsaavidt som han var for skødesløs til at kunne kaldes sand Kunstner. Han har kun den ubevidste Teknik, Smidighed og Lethed, men en Tilbøjelighed til Vidtløftighed og Gjentagelser, som undertiden forspilder Virkningen, og en Mangel paa Selvkritik, der vanskeliggjør, ja næsten umuliggjør ham det at rette og forbedre. Dog han var og blev sit Liv igjennem Digter, trods alle kunstneriske Lyder en sand Digter og en af Frankrigs mest ægte. Han kunde ikke for at hans Opdukken i Litteraturen fandt Sted under Reaktionstidens ugunstige Stjerner.
Det er under de samme Stjerners ugunstige Indflydelse, at den Digter, der skulde blive Frankrigs navnkundigste i dette Aarhundrede, først vandt sig et Navn. Victor Hugo, født 1802, er tolv Aar yngre end Lamartine. Tidsaandens Magt tvang ham bort fra den voldsomme, næsten om de førshakespearske Digtere mindende Manér i hans tidligste Romaner (Bug Jargal, Han d'Islande), og han begyndte sin poetiske Løbebane som klerikal Royalist i samme kristelig-monarkiske Aand som Lamartine.
Det gjør et underligt Indtryk paa den yngre Slægt, der er vant til at betragte Hugo som Romantismens litterært revolutionære Høvding og som den store landsforviste Republikaner, at finde ogsaa ham i denne Lejr og gjenfinde dens Løsen og Stikord i hans første Ungdoms Poesier. Ikke at denne Skiften Standpunkt paa nogen Maade geraader ham til Skam, eller at den, som Uforstand og Lavhed saa tidt har villet insinuere, har havt urene eller blot tilfældige Bevæggrunde. Hugos Liv er at betragte som Afspejling af en historisk Bevægelse, som det franske Folk i Aarhundredets første Halvdel har foretaget.
Han har selv i den sidste Fortale til sine »Oder og Ballader« udtalt sig derom. Han siger her paa sin pompøse Maade: »Historien falder gjerne i Henrykkelse over Michel Ney, der født Bødker blev Marschal af Frankrig og over Murat, der født Stalddreng blev Konge. At deres Udgangspunkt var saa dunkelt, betragtes som en Ad- komst mere til Agtelse og forhøjer Glansen af det Punkt, hvortil de ere naaede. Af alle de Stiger, der føre fra Mørket til Lyset, er den, som det er vanskeligst og mest fortjenstfuldt at gaa op af, sikkert den, der fører En fra Stillingen som kongetro Aristokrat til den som Folkeven. At stige fra et Skur til et Palads, det er sjældent og smukt, om man vil; at stige fra Vildfarelse til Sandhed, det er sjældnere og mere smukt. Ved den første Stigning af disse to har man ved hvert Skridt, man har gjort, vundet Noget og forøget sit Velvære, sin Magt, sin Rigdom; ved den anden Opstigen er det lige modsat, ... der maa man bestandig med materielle Ofre betale sin aandelige Væxt ... og hvis det er sandt, at Murat med nogen Stolthed kunde lægge sin Postillonspisk ved Siden af sit Konge- scepter og sige: det var dermed, jeg begyndte, saa kan man visselig med mere billig Stolthed og med større indre Tilfredsstillelse pege paa de kongeligsindede Oder, man har skrevet som Barn og Yngling og lægge dem ved Siden af de demokratiske Digte og Værker, man har forfattet som voxen Mand. Denne Stolthed er maaske især berettiget, naar man, efter at Opstigningen var til- ende, paa det højeste Trin af Lysets Stige har fundet Landsforvisning, og naar man kan datere denne Fortale fra Exilet.«
Man kan da i disse Hugos første Oder mindre studere Digteren end den Tidsalder, i hvilken de bleve til. De gjennemgaa Frankrigs Historie fra 1789 til henimod 1825 og indeholde det hele System af Synsmaader, der under Restaurationen var det officielle. I dem af dem, der behandle Revolutionen, er der ligesom i de tilsvarende Digte hos Lamartine to Ord, der forekomme hyppigere end alle andre, det er Ordene: Bodler og Ofre. Han ser i Revolutionens Historie ikke Andet. For Revolutionens ledende Aander gives der hos ham kun én Betegnelse: Bødler. Conventet betegnes som skabt af Djævelen (Liv. I, Ode 4), og hvor lidet Hugo end ellers ynder den hedenske Mythologi, kan han dog ikke undvære Anarkiets »Hydra«, naar det gjælder om at skildre Revolutionstilstandens Sorthed. For Revolutionens Fjender derimod er Betegnelsen Ofre den staaende, Vendéens Opstand forherliges i hvert andet af Digtene, og der helliges dens Helte og Heltinder hele Oder (f. Ex. La Vendée, Quiberon, Mile Sombreuil). Skafottet staar bestandigt for Digterens Fantasi og er den stadige Gjenstand for hans Forbandelser, naar han ikke som i Oden »Le dévouement« (Liv. IV, Ode 4), lader sig henrive til i egen Person at ønske Martyriet, »da Martyrens Engel er den skjønneste af de Engle, der bringe Sjælene op til Himlen«.
I Chateaubriands Spor gaar Hugo saa tilbage til den romerske Oldtids kristne Martyrer og skildrer i ikke mindre end fire Oder (Le repas libre, l'homme keureux, Le chant du cirque, Un chant de féte de Néron) Martyrernes kvalfulde Triumfer over den raa og vellystige Grusomhed, for hvilken de udvortes talt bukke under, og Symboliken er her den samme som hos Chateaubriand. Det er den rettroende Adelsmand og Præst, hvis Død paa Valpladsen eller under Guillotinen billedligt fremstilles under Form af Slagterierne paa den antike Cirkus. Til de smukkeste af disse Digte hører det, som besynger en lille Kreds af skyldfrie unge Piger, der under Rædselsherredømmet efter en aarelang Fængsling bleve henrettede uden Lov og Dom paa en aldeles løs og falsk Mistanke om at have vist Glæde ved Preussernes Indrykning i deres By (Les vierges de Verdun). Hugo søger at sværte Conventets Domstol end yderligere end nødvendigt ved at paadigte Anklageren Fouquier-Tinville en uren Tilbøjelighed for sine Ofre og lade ham gjøre dem krænkende Tilbud, men selv uden uhistoriske Tilsætninger var disse unge Kvinders Død saa oprørende, deres Skjæbne saa tragisk og deres Optræden saa yndefuld og værdig, at de vel havde fortjent et digterisk Mindesmærke, ja et endnu bedre end det, de fik af Hugo.*) [*) Hvem der interesserer sig for deres virkelige Historie kan finde den fortalt efter Original-Manuskripter i Cuvillier-Fleury's Portraits politiques 1851, 377 ff.]
Men er Digterens Pathos nu fuldt berettiget i Tilfælde som dette, hvor Revolutionen viste sig fra sin mørke og uretfærdige Side overfor Ungdom og Uskyld, saa bliver den besynderligt skurrende og falsk, saasnart hans Doktriner komme med i Spillet. Den Tone, hvori han taler om Kongedømmet og Kongeherligheden, er rent ulidelig. I Oden »Ludvig d. 17de« opfordrer Gud Seraferne, Profeterne og Erkeenglene til at neje sig for den nysankomne Tronfølger: »Courbez-vous, c'est un Roi«, ja, ikke nok hermed, Gud selv tiltaler ham ved hans Titel, ikke ved hans Navn: »0 Roi!« og minder ham om, at Guds egen Søn var en Konge med Tornekrone som han. I Digtet i Anledning af Greven af Ghambords Daab hedder det endnu stærkere: »Gud har givet os en af sine Engle, ligesom han i gamle Dage gav os sin Søn«, og der mindes om, at det Vand af Jordans Flod, som Chateaubriand har bragt hjem med, og hvormed Barnet døbes, er det Samme, hvormed Jesus blev døbt; Himlen har, siges der, villet, »at den beroligede Verden allerede paa Daabens Vand skolde kunne kjende en Frelser«. I Digtet »Visionen« stævnes endelig det 18de Aarhundrede for Guds Domstol, anklages, fordi det, »stolt af sine Videnskaber, har leet af de Dogmer, som bevare Lovene og de gode Sæder«, og da det frygtsomt udtaler et Haab om, at Fremtiden vil stille det i et mildere Lys, udtales Fordømmelsesdommen over det, og »det skyldige Aarhundrede« stedes ned i Afgrunden, forfulgt endnu i sit Fald af Dommerens ubønhørlige Røst.
Udtalelserne om Napoleon, der benævnes Buonaparte, svare til det Synspunkt, under hvilket Revolutionen ses; han er Despoten, den blodige Soldat, der har myrdet Enghien, og atter og atter gjentages det med Hentydning til Bour bonernes Vaaben, at Liljer er bedre end Laurbær. Som Ven af Enghien og som fordreven Kongesøn forherliges den Søn af Gustav d. 4de Adolph, der som fordreven Repræsentant for de faldne Troner levede i Frankrig under Restaurationen (Liv. III, Ode 5). Endelig hæves naturligvis Bourbonerne selv til Skyerne. Alle deres Familiebegivenheder (Fødsel, Daab, Død, Tronbestigelse, Salvning af en Bourbon) behandles som verdensrystende Hændelser. I Anledning af den forkastelige Krig, som Frankrig i den europæiske Reaktions Interesse under Chateaubriands Indflydelse førte i Spanien, forherliges Kongemagten ikke blot i og for sig som et Vidunder, men Kongen skildres udtrykkelig som Krigsherre, som støttende sig til Sværdets Magt, og det hedder, at Kongemagten uundgaaeligt har Krigen til Ledsager:
11 faut comme un soldat qu'un prince ait une épée,
Il faut des factions quand l'astre impur a lui,
Que nuit et jour, bravant leur attente trompée,
Un glaive veille aupres de lui;
Ou que de son armée il se fasse un cortège.
Que son fier palais se protège
D'un camp au front étincelant;
Car de la Royauté la Guerre est la compagne,
On ne peut te briser, sceptre de Charlemagne,
Sans briser le fer de Roland!
Det kan da ikke undre, at alle disse Oder have Mottoer af Bibelen eller af religiøse Digte, men først og sidst af Chateaubriands Martyrer, hvilken sidste Komposition behersker Samtiden saa stærkt, at de yngre Digtere endog sætte en Ære i at omskrive hele Sider af den paa Vers.*)[*) Se f. Ex. Émile Deschamps: Poésies, Udg. af 1841 S. 124; »Une page des martyrs«, »Autre« etc.] Og som Lamartine til Bonald rettede sin Ode »Geniet«, saaledes dedicerer Hugo til Chateaubriand en Ode af samme Navn, hvori det hedder om ham, at han lider »Geniets og Dydens dobbelte Martyrium.«
Til Lamartine ere flere af Digtene rettede — Hugo skriver, at han vil staa paa samme Stridsvogn som Vennen, Lamartine skal føre Lansen, han styre Hestene — og disse Digte høre til de interessanteste, dels fordi de ere overordenligt skjønne og vidne om Hugos paa engang ærbødige og broderlige Forhold til den ældre Digter, dels fordi i dem jævnsides med de religiøse og sociale Anskuelser æsthetiske Synsmaader bryde frem. I alle Digtene lægger det sig for Dagen, hvor alvorligt, men ogsaa med hvilken højtspændt og lidet tiltalende Selvfølelse den unge Digter har opfattet sit Kald. Dette Kald betegnes overalt som Profetens. En Seer, en Folkenes Hyrde er Digteren, ja om Lamartine hedder det, at man skulde tro, Gnd havde aabenbaret sig for ham Ansigt til Ansigt. Men i Digtene til denne sidste ses det skarpest, hvorledes Hugo opfatter den nye Poesis Stilling og Forhold til det 18de Aarhundredes. Denne hans Opfattelse har en slaaende Analogi med Maaden, hvorpaa ved Aarhundredets Begyndelse i Danmark Oehlenschlager og hans Venner opfattede deres Stilling overfor Baggesen. Man gjennemlæse f. Ex. Digtet »Lyren og Harpen« (Liv. IV, Ode 2). Lyren betegner den forgangne Tidsalders letsindige og letfærdige Poesi, der opfordrer til Livsnydelse, besynger Jupiter, Mars, Apollo og Eros og lærer en aandfuld Epikuræisme; i Harpens Toner derimod klinger Opfordringen til at vaage og bede, til at tænke paa Livets Alvor og paa Døden, til at støtte og hjælpe sin vaklende Broder. Digtet er helliget »M. Alph. de L.«; allerede Ordet Harpe maatte lede Tanken hen paa Lamartine.
Men denne Opposition mod Fortiden er det første Symptom paa det snart indtrædende Brud med denne Fortids hele Idekreds, fra hvilket Hugo's Betydning som Digter og Høvding for en litterær Bevægelse maa dateres.*) [*) Lamartine: Mémoires. Voyage en Orient. Meditations poétiques. Nou velles meditations poétiques. Harmonies poétiques et réligieuses I og II. — Victor Hugo: Odes et Ballades.]
Et Punkt af største Interesse til Tidens Karakteristik er dette: Af hvad Beskaffenhed er den erotiske Følelse i hele denne Gruppe af Litteratur? Af alle de Følelser, som Digtekunsten behandler, er den erotiske den, der optager mest Plads og i Regelen griber Læserne stærkest.
Hvorledes den opfattes [...] (1892:309-326)

Omarbejdelse

Til fodnote

[...] om dens Bestaaen:
Doch wenn du sagst, ich liebe dich,
Dann muss ich weinen bitterlich.
I en forskruet, [...] (1874:251-252)

>

[...] om dens Bestaaen.*) [*) Doch wenn du sagst, ich liebe dich,
Dann muss ich weinen bitterlich.

I en forskruet,[...] (1892:327)

Omarbejdelse

Om Alphonse de Lamartines digt »Le Crucifix«

[...] har kysset. Kaste vi nu fra »Meditationerne« et Blik paa det Skrift af Lamartine, »Raphael« ved Navn, i hvilket han har skildret sin Kjærligheds sande Historie, saa [...] (1874:265)

>

[...] har kysset, og Digtet »Le Crucifix« er saa sjælfuldt, at man tror Lamartine, naar han i en Anmærkning til Digtet har tilføjet »Jeg gjennemlæser aldrig disse Vers.« I den betydeligt senere udgivne Kjærlighedsroman »Raphael« har Lamartine skildret dette Forholds virkelige Historie, saa [...] (1892:340)

Tilføjelse

Om Alphonse de Lamartine

[...] disses fulde Navn. Han har skildret sig selv som han var, 24 Aar gammel, ung og fattig, ensom og menneskesky, blød og sværmerisk, allerede lidt træt og udtømt paa Grund af et Overmaal af sensuelle Udskejelser, led ved alle de vulgære og letfærdige Forbindelser med Kvinder, hvori han havde levet.
Man kan iøvrigt[...] (1874:265 / 1892:340-341)

Omarbejdelse

Om Alphonse de Lamartines »Raphael«

[...] nemlig som Digter, dog lod en Del tilbage at ønske i Sammenligning med sine Forbilleder, hvis Liv rigtignok ikke heller som hans blev ført foran Speilet. Men lad os see ham elske, see, hvem han elsker og hvorledes.
Først nogle Præliminarier. Det forstaaer sig, at en Tidsalder som denne ikke kan behandle det Erotiske rent uden at blande Theologien ind deri. Medens en moderne Digter, som Turgéniew f. Ex., aldrig spilder et Ord paa theologiske Materier, høist som i »En besynderlig Historie« skildrer den religiøse Fanatisme som en Vanvidsform, lader en Digter som Lamartine sine Elskende gjennemgaae hele theologisk-philosophiske Cursus med hinanden. De ere af forskjellig Anskuelse og hun ham aandeligt overlegen; hun synes ogsaa at have været to eller tre Aar ældre, hvilket i dette Tilfælde betyder saare meget, især da hun er gift med en saa meget ældre Mand; thi det vil i Virkeligheden sige, at de tilhøre to forskjellige Generationer, hun Revolutionens, han Restaurationens Tidsalder. Medens i den gamle store Tid Faust, naar han blev katechiseret af sin Gretchen, maatte afbøde et Omvendelsesforsøg og stræbe at forklare den Elskede sin Vantro gjennem formildende Omskrivninger, er her det Omvendte Tilfældet; det er her Faust, som maa gjøre frugtesløse Forsøg paa at omvende sin Gretchen til Orthodoxien. Julie siger (»Raphael« 55): »Jeg,
som er opdragen [...] (1874:266-267)

>

[...] nemlig som Digter, naaede han som bekjendt ikke disse Forbilleder.
»Raphael« er en Bog, i hvilken paa mesterlig Maade en ung Mands sværmeriske Forelskelse er fremstilt, en Forelskelse, som vel har bemægtiget sig Sindet helt, men som dog er af en næsten usanselig Natur, dels fordi dens Gjenstand indgyder saa megen Ærefrygt og Medlidenhed, at Sanserne ikke faa Lov at tale, dels fordi den unge Mand efter et letfærdigt Levnet med Kvinder, for hvilke han ingen Agtelse har følt, gyser tilhage fra at gjøre Forholdet til denne Kvinde, som han beundrer, ensartet med de tidligere Forbindelser, hvori han har staaet.
Han har havt Kjærlighedshistorier, men han er ikke gaaet op i en Kjærlighed før. Det synes ham som om Blikket fra hendes Øjne kommer fra en Afstand, han aldrig har sporet i noget menneskeligt Øje; det minder ham om de Stjerners Blinken, fra hvilke Lyset har tilbagelagt nogle Millioner Mile i Himmelrumjnet. Han har en Sky for at nærme sig hende, der bringer ham til at fornemme Afstanden imellem dem som uoverskridelig. Da det endelig lykkes ham at gjøre hendes Bekjendtskab, er den Plads og det Navn, hun skjænker ham, en Broders, og han føler sig lykkelig derved« Saasnart de have fundet hinanden, er det ham, som var han blevet lettet for en tung Byrde; og denne Byrde er hans Hjerte. Idet han bortskjænker det, har han Følelsen af at have vundet Livets Fylde. Det er ham, som svømmede han i Luftens rene Æther, og den Glæde, der fylder ham, er uendelig og lysende som Luften. I de Timer, han første Gang tilbringer med hende, ophører for ham al Tidsfornemmelse; han har Indtrykket af at kunne leve tusind Aar paa denne Maade, og de vilde være ham som Sekunder. Han føler sig ikke som et Menneske men som en levende Takkehymne. Og denne henrykte Stemning varer ved, saa længe han aander i hendes Nærhed. De ere lykkelige ved hinanden i de smukke Sommerdage; men da Efteraaret kommer, foretrække de denne Aarstid: »Vor Sommer var i os.«
Hele denne en nng Forelskelses Henrykkelsestilstand virker i Skildringen oplevet og ægte. Det unge Par opholder sig i den Egn, hvor Rousseau som Yngling elskede Fru de Warens. Raphael er jo noget yngre end Julie, han 24, hun 28 Aar gammel, forsaavidt er der en svag Analogi med Forholdet mellem Rousseau og hans Beskytterinde ; men deres Følelsesliv er ligesaa usanseligt og overspændt, som det andet Pars drøjt menneskeligt.
Og ikke blot den Lykke, som den Elskedes Nærhed skjænker, men Savnet under Adskillelsen, Længselen efter Breve, Forventningens Feber, saa tidt et Gjensyn stunder til, og Afskedens Kvaler ere her fortalte en stor Digter værdigt, med talrige, slaaende, smaa Virkelighedstræk.
Han lever paa Landet, hun i Paris. Naar han spadserer, gaar han altid uvilkaarligt imod Nord for at formindske Afstanden, der skiller ham fra hende. Dagen har for ham kun én god Time, det er den, hvor Postbudet bringer ham hendes Brev. Saasnart han hører Budets Skridt, er han ved sit Vindue, han passer altid at modtage ham i Gadedøren, gjemmer Brevet i sin Lomme og iler med bankende Hjerte, med skælvende Knæ op paa sit Kammer for at laase sig inde og læse det i Fred. — Og siden i Paris den fortræffelige Skildring: af hans Vandringer i Vinteraftenerne op og ned ad Seinebroen for at oppebie det Øjeblik da Lampen i hendes Vindue vil betegne ham, at hendes Gjæster have forladt hende og at der er Sikkerhed for at træffe hende ene. Den blinde Tigger paa Broen, i hvis Tinbøsse han stadigt kaster sin Skjærv! Kirkeklokkernes Slag hver halve og hele Time, mens han venter! Og det fine Træk, at hans Hørelse efterhaanden skjærpes saaledes, at han kjender hver enkelt Kirkeklokkes Metalklang i Koret.
Alt dette er smnkt og godt. Desværre fordærves Bomanen som Helhed ved den spiritualistisk-religiøse Tendens.
Dette Tidsrum kunde ikke behandle det Erotiske rent uden at blande Theologien ind deri. Lamartine lader da ogsaa sine Elskende gjennemgaa hele theologisk-filosofiske Kursus med hinanden. De ere af forskjellig Anskuelse og hun ham aandeligt overlegen. Han holder endnu ved sin Barnetro, hun har i sin berømte Mands Hus levet i en Kreds af aandeligt frigjorte Videnskabsmænd, hvis Dannelse har det attende Aarhundredes Præg, og hvis Ideer hun har indsuget. De tilhøre i Grunden to forskjellige Slægtled, hun Kejserdømmets, han Restaurationens Tidsalder. Medens Faust, naar han bliver katekiseret af sin Gretchen, maa afbøde et Omvendelsesforsøg og stræbe at forklare den Elskede sin Vantro gjennem formildende Omskrivninger, er her det Omvendte Tilfældet: Raphael gjør længe frugtesløse Forsøg paa at omvende sin Julie til Gudstro og Kristendom. Højst forbauset bliver den uskyldige Yngling, da han første Qang anbefaler hende at ty til Gud, og ser hende med en sørgmodig og adspredt Mine vende Blikket bort som eneste Svar. Da han frygtsom spørger om Grunden, siger hun: »Det er, fordi det Ord piner mig.« — Hvorledes, det Ord, som indeholder Navnet paa alt Liv, al Kjærlighed og alt Godt, hvordan kan det pine den mest fuldendte af Guds Skabninger? osv. — Hun maa da forklare ham, at hvad han kalder Gud, der er hvad hun kalder Lov, Ideen om en umaalelig Storhed, en ubetinget og ubøjelig Nødvendighed, som det er umuligt at opsende Bønner til.
Af denne hendes Overbevisning følger hendes frisindede men stolte Holdning i sædelig Henseende. Julie siger: »Jeg,
som er opdragen[...] (1892:341-345)

Tilføjelse

Om Alphonse de Lamartines »Raphael«

[...] det er os.«
Alt dette klinger mere tendentiøst end troværdigt. Lykkelig Elskov har ikke denne Art Veltalenhed.
Hvis[...] (1874:268 / 1892:347)

Omarbejdelse

Om Alphonse de Lamartines »Raphael«

[...] af en Søn.«
Paa en Maade har han heller ikke nogen egentlig Grund til Skinsyge, men dette er et Kapitel for sig. Strax efter at Raphael [...] (1874:269)

>

[...] af en Søn.« Pudsigt nok har Raphael til Gjengjæld overfor Oldingen ingen anden Bekymring end Sorgen over at han uden Udødelighedstro nærmer sig sin Grav, og betegnende nok ender selv denne videnskabsdyrkende Olding med en Omvendelse.
Paa en Maade har den Gamle i Virkeligheden ikke nogen egentlig Grund til Skinsyge. Lamartine har ret naivt i Romanen indført et Virkelighedsmotiv, som paa en Gang forklarer Adskilligt og forstyrrer den tilsigtede, opbyggelige Virkning.
Strax efter at Raphael [...] (1892:347)

Omarbejdelse

Om Alphonse de Lamartine og platonisk kærlighed

[...] Det er, som man seer, den saakaldte platoniske Kjærligheds Theori, hvorom Plato aldrig har vidst Noget og som vor Tid ikke pleier at betragte med Beundring. Da den religiøse Reaction i Danmark begynder, docerer Ingemann den i sine Ungdomsskrifter. Om Julie har udtalt den, eller den ikke maaskee snarere skyldes Lamartine, der i alle sine tidligere Kjærlighedsforbindelser havde praktiseret den, maa staae hen. Vi kjende dem alle, thi han, som efter [...] (1874:269-270)

>

[...] Det er, som man ser, den Sanserne foragtende Kjærlighed, hvis Pris Julie forkynder, ikke uden Forskruethed. Saa vist som det er, at Elskov kan leve, ogsaa naar Forholdene forbyde den fuld Tilfredsstillelse, saa vist er Forsagelsen for Aandighedens og Forsagelsens egen Skyld imod Naturen. Da den religiøse Reaktion i Danmark begyndte, docerede Ingemann den i sine Ungdomsskrifter. Om Julie har hyldet den, eller den ikke maaske snarere skyldes Lamartine, der beundrede den uden at have dyrket den, maa staa hen. Han plejer, hvor han litterært gjenkalder sig sine Kjærlighedsforhold, at skildre sig som frigjort fra al sanselig Attraa. Og vi kjende alle disse Forhold; thi han, som efter [...] (1892:348)

Omarbejdelse

Om erotik i Alphonse de Lamartines »Raphael«

[...] en lukket Egedør. Det Pinlige, det Anstødelige og Unaturlige ligger kun i al den Opmærksomhed, [...] (1874:271)

>

[...] en lukket Egedør, og en til det Yderste ophidset rent sentimental Ekstase: en Elskov, der kun ytrer sig i lange Blik, i Smægten indtil Vanvid, i Sukken indtil Skrig, i lange Panser og ustandselige Ordstrømme, aldrig i et Kjærtegn eller et Favntag. Pinlig, næsten anstødelig, i ethvert Tilfælde unaturlig er den Opmærksomhed, [...] (1892:349-350)

Tilføjelse

Om Lamartines og Chateaubriands afstandtagen til Louis de Bonald

[...] Rebeller mod Ordenen. Selv her i Romanen forsømmer Lamartine iøvrigt ikke at tage Afstand fra Bonald og hans theokratiske Lærdomme. — Det blev tilsidst Skik, at Alle toge Afstand fra ham. Endog Chateaubriand siger i sine Erindringer (IV 23): »Hr. de Bonald var et godt Hoved. Man tog hans Skarpsind for Geni.«
Saatidt Julie beklager [...] (1874:271 / 1892:350)

Omarbejdelse

Nyt citat af Alfred de Vigny

[...] at det Skrækkelige ikke skeer. De Vigny lader Satan tale [...] (1874:272)

>

[...] at det Skrækkelige ikke sker. Ogsaa hos de Vigny optræder samme Apparat:
Les Chérubins brûllants qu'enveloppent six ailes,
Les tendres Séraphins, dieux des amours fidéles,
Les Trônes, les Vertus, les Princes, les Ardeurs,
Les Dominations, les Gardiens, les Splendeurs,
Et les Reves pieux, et les saintes Louanges
Et tous les Anges purs, et tous les grands Archanges osv.
Han
lader Satan tale [...] (1892:352)

Omarbejdelse

Om Alphonse de Lamartine

[...] efter Meditationernes ætheriske Sværmeri.
Man gik her [...] (1874:273)

>

[...] efter Meditationernes ætheriske Sværmen, og drukner tilsidst sin Fremstillings virkelige Skjønheder i et mat og taaredrivende Føleri.
Man gik her [...] (1892:353)

Omarbejdelse

Om Victor Hugo. Tekststykket er flyttet til s. 318-326 i 2.-udgaven

[...] Det er da ogsaa under disse Ideers ugunstige Auspicier, at den Digter, der skulde blive Frankrigs største i dette Aarhundrede, først vandt sig et Navn. Tidsaandens Magt tvinger ham bort fra den voldsomme, næsten om de førshakspearske Digtere mindende Maneer i hans tidligste Romaner (»Bug Jargal«, »Han d’Islande)«, og han begynder sin poetiske Løbebane som clerical Royalist i samme christelig-monarchiske Aand som Lamartine. Det gjør et underligt Indtryk paa den yngre Slægt, der er voxet op i Begeistring for Hugo som Romantismens litterært-revolutionære Høvding og som den store landsforviste Republikaner, og der gaaer om med Stropher af »Les orientales« og af den i rent æsthetisk Henseende langtfra nok beundrede Digtsamling »Les châtiments« paa Læberne og i Hjertet, at finde ogsaa ham i denne Leir og gjenfinde dens Løsen og Stikord i hans første Ungdoms Poesier. Ikke at denne Skiften Standpunkt paa nogen Maade geraader ham til Skam, ikke at den, som Uforstand og Lavhed saa tidt har villet insinuere, har havt urene eller blot tilfældige Motiver. Hugos Liv betegner den historiske Bevægelse, som den franske Litteratur overhovedet i Aarhundredets første Halvdel har foretaget.
Han har selv paa den mest fyldestgjørende Maade i den sidste Fortale til sine »Oder og Ballader« udtalt sig derom. Han siger: »Historien falder gjerne i Ekstase over Michel Ney, der født Bødker blev Marechal af Frankrig og over Murat, der født Stalddreng blev Konge. At deres udgangspunkt var saa dunkelt, betragtes som en Adkomst mere til Agtelse og forhøier Glandsen af det Punkt, hvortil de ere naaede. Af alle de Stiger, der gaae fra Mørket til Lyset, er den, som det er vanskeligst og mest fortjenstligt at gaae op af, sikkert den, at være født Aristokrat og Royalist og blive Demokrat. At stige fra et Skur til et Palads, det er sjeldent og smukt, om man vil; at stige fra Vildfarelse til Sandhed, det er sjeldnere og mere smukt. Ved den første Stigning af disse to har man ved hvert Skridt, man har gjort, vundet Noget og forøget sit Velvære, sin Magt, sin Rigdom; ved den anden Opstigen er det lige modsat, ... der maa man bestandig med materielle Ofre betale sin aandelige Væxt ... og hvis det er sandt, at Murat med nogen Stolthed kunde lægge sin Postillonspidsk ved Siden af sit Kongescepter og sige: det var dermed, jeg begyndte, saa kan man visselig med mere billig Stolthed og med større indre Tilfredsstillelse pege paa de royalistiske Oder, man har skrevet som Barn og Yngling og lægge dem ved Siden af de demokratiske Digte og Værker, man har forfattet som voxen Mand. Denne Stolthed er maaskee især berettiget, naar man, efter at Opstigningen var tilende, paa det høieste Trin af Lysets Stige har fundet Landsforvisning, og naar man kan datere denne Fortale fra Exilet.«
Lad os da i disse Hugos første Oder mindre studere Digteren end den Tidsalder, i hvilken de bleve til. De gjennemgaae hele Frankrigs Historie fra 1789 til henimod 1825 og indeholde det hele System af Synsmaader, der under Restaurationen var det officielle. I dem af dem, der behandle Revolutionen, er der ligesom i de tilsvarende Digte hos Lamartine to Ord, der forekomme hyppigere end alle andre, det er Ordene: Bødler og Ofre. Man seer i Revolutionens Historie ikke Andet. For Revolutionens ledende Aander gives der kun een Betegnelse: Bødler, Conventet betegnes som skabt af Djævelen (Liv. I, Ode 4), og hvor lidet Hugo end ellers ynder den hedenske Mythologi, kan han dog ikke undvære Anarchiets »Hydra«, naar det gjælder om at skildre Revolutionstilstandenes Sorthed. For Revolutionens Fjender derimod er Betegnelsen Ofre den staaende, Vendéens Opstand forherliges i hvert andet af Digtene, og der helliges dens Helte og Heltinder hele Oder (f. Ex. »La Vendée«, »Quiberon«, »Mlle Sombreuil«). Skafottet staaer bestandigt for Digterens Phantasi og er den stadige Gjenstand for hans Forbandelser, naar han ikke selv, som i Oden »Le dévouement« (Liv. IV, Ode 4), lader sig henrive til i egen Person at ønske Martyriet, »da Martyrens Engel er den skjønneste af de Engle, der bringe Sjælene op til Himlen«. I Chateaubriands Spor gaaer Hugo saa tilbage til den romerske Oldtids christne Martyrer og skildrer i ikke mindre end fire Oder (»Le repas libre«, »l’homme heureux«, »Le chant du cirque«, »Un chant de fête de Néron«) Martyrernes kvalfulde Triumpher over den raa og vellystige Grusomhed, for hvilken de udvortes talt bukke under, og Symboliken er her den samme som hos Chateaubriand. Det er den rettroende Adelsmand og Præst, hvis Død paa Valpladsen eller under Guillotinen billedligt fremstilles under Form af Slagterierne paa det antike Circus. Til de smukkeste af disse Digte hører det, som besynger en lille Kreds af skyldfrie unge Piger, der efter en aarelang Fængsling bleve henrettede uden Lov og Dom under Terrorismen paa en aldeles løs og falsk Mistanke om at have vist Glæde ved Preussernes Indrykning i deres By (»Les vierges de Verdun«). Hugo søger at sværte Conventets Tribunal end yderligere end nødvendigt ved at paadigte Anklageren Fouquier-Tinville en uren Tilbøielighed for sine Ofre og lade ham gjøre dem krænkende Tilbud, men selv uden uhistoriske Tilsætninger var disse unge Kvinders Død saa oprørende, deres Skjæbne saa tragisk og deres Optræden saa yndefuld og værdig, at de vel havde fortjent et digterisk Mindesmærke, ja et endnu bedre end det, de fik af Hugo. Men er Digterens Pathos nu fuldt berettiget i Tilfælde som dette, hvor Revolutionen viste sig fra sin mørke og uretfærdige Side overfor Ungdom og Uskyld, saa bliver den besynderlig skurrende og falsk, saasnart hans Doctriner komme med i Spillet. Den Tone, hvori han taler om Kongedømmet og Kongeherligheden, er rent ulidelig. I Oden »Ludvig d. 17de« opfordrer Gud Serapherne, Propheterne og Erkeenglene til at neie sig for den nysankomne Tronfølger: »courbez-vous, c’est un Roi«, ja, ikke nok hermed, Gud selv tiltaler ham ved hans Titel, ikke ved hans Navn: »O Roi!« og minder ham om, at Guds egen Søn var en Konge med Tornekrone som han. I Digtet i Anledning af Greven af Chambords Daab hedder det endnu stærkere: »Gud har givet os en af sine Engle, ligesom han i gamle Dage gav os sin Søn«, og der mindes om, at det Vand af Jordans Flod, som Chateaubriand har bragt hjem med, og hvormed Barnet døbes, er det Samme, hvormed Jesus blev døbt; Himlen har, siges der, villet, »at den beroligede Verden allerede paa Daabens Vand skulde kunne kjende en Frelser«. I Digtet »Visionen« stævnes endelig det 18de Aarhundrede for Guds Domstol, anklages, fordi det, »stolt af sine Videnskaber, har leet af de Dogmer, som bevare Lovene og de gode Sæder«, og da det frygtsomt udtaler et Haab om, at Fremtiden vil stille det i et mildere Lys, udtales Fordømmelsesdommen over det, og »det skyldige Aarhundrede« stødes ned i Afgrunden, forfulgt endnu i sit Fald af Dommerens ubønhørlige Røst.
Dommene over Napoleon, der benævnes Buonaparte, svare til det Synspunkt, under hvilket Revolutionen sees, han er Despoten, den blodige Soldat, der har myrdet Enghien, og atter og atter gjentages det med Allusion til Bourbonernes Vaaben, at Lillier er bedre end Laurbær. Som Ven af Enghien og som fordreven Kongesøn forherliges den Søn af Gustav d. 4de Adolph, der som fordreven Repræsentant for de faldne Troner levede i Frankrig under Restaurationen (Liv. III Ode 5). Endelig hæves naturligvis Bourbonerne selv til Skyerne. Alle deres Familiebegivenheder (Fødsel, Daab, Død, Tronbestigelse, Salvning af en Bourbon) behandles som verdensrystende Hændelser. I Anledning af den forkastelige Krig, som Frankrig i den europæiske Reactions Tjeneste under Chateaubriands Indflydelse førte i Spanien, forherliges Kongemagten ikke blot i og for sig som et Vidunder, men Kongen skildres udtrykkelig som Krigsherre, som støttende sig til Sværdets Magt, og det hedder, at Kongemagten uundgaaeligt har Krigen til Ledsager: Il faut comme un soldat, qu’un prince ait une épée; Il faut des factions quand l’astre impur a lui, Que nuit et jour, bravant leur attente trompée, Un glaive veille auprès de lui; Ou que de son armée il se fasse un Cortège. Que son fier palais se protège D’un camp au front étincelant; Car de la Royauté la Guerre est la compagne, On ne peut te briser, sceptre de Charlemagne, Sans briser le fer de Roland!
Det kan da ikke undre, at alle disse Oder have Mottoer af Bibelen, af religiøse Digte, men først og sidst af Chateaubriands »Martyrer«, hvilken sidste Composition behersker Samtiden saa stærkt, at de yngre Digtere endog sætte en Ære i at omskrive hele Sider af den paa Vers. Og som Lamartine til Bonald rettede sin Ode »Geniet«, saaledes dedicerer Hugo til Chateaubriand en Ode af samme Navn, hvori det hedder om ham, at han lider »Geniets og Dydens dobbelte Martyrium.« Til Lamartine ere flere af Digtene rettede – Hugo skriver, at han vil staae paa samme Stridsvogn som han, Lamartine skal føre Landsen, han styre Hestene – og disse Digte høre til de interessanteste, dels fordi de ere overordentligt skjønne og vidne om Hugos paa engang ærbødige og broderlige Forhold til den ældre Digter, dels fordi i dem jævnsides med de religiøse og sociale Anskuelser æsthetiske Synsmaader bryde frem. I alle Digtene lægger det sig for Dagen, hvor alvorligt den unge Digter har opfattet sit Kald. Dette Kald betegnes overalt som Prophetens. En Seer, en Folkenes Hyrde er Digteren, ja om Lamartine hedder det, at man skulde troe, Gud havde aabenbaret sig for ham Ansigt til Ansigt. Men i Digtene til denne sidste sees det skarpest, hvorledes Hugo opfatter den nye Poesies Stilling og Forhold til det 18de Aarhundredes. Denne hans Opfattelse har en slaaende Analogi med Maaden, hvorpaa ved Aarhundredets Begyndelse hos os Oehlenschlæger og hans Venner opfattede deres Stilling overfor Baggesen. Man gjennemlæse f. Ex. Digtet »Lyren og Harpen« (Liv. IV, Ode 2). Lyren betegner den forgangne Epoches letsindige og letfærdige Poesi, der opfordrer til Livsnydelse, besynger Jupiter, Mars, Apollo og Eros og lærer en aandfuld Epicuræisme, i Harpens Toner derimod klinger Opfordringen til at vaage og bede, til at tænke paa Livets Alvor og paa Døden, til at støtte og hjælpe sin vaklende Broder. Digtet er helliget »M. Alph. de L.«; allerede Ordet Harpe maatte lede Tanken hen paa Lamartine. Man finder her i mere kunstneriske Former og med større Dannelse den samme aandelige Bevægelse, der hos os aabenbarer sig i Grundtvigs tidligste Digte.
Men denne Opposition mod Fortiden fører os til et Punkt, der fordrer nogen Dvælen, nemlig den nye Skoles Stilling til
Autoritetsprincipet i Litteraturen, [...] (1874:274-282)

>

[...] I Lamartines og Hugos Lyrik, som allerede i Chateaubriands Prosa, var der trods den ubetingede Hævdelse af Autoritetens Princip en skjult eller spirende Opposition mod Autoritetsprincipet i Litteraturen, [...] (1892:353)

Udeladelse

Om jakobineren

[...] Lakoniske og Sublime. Jakobineren er, som han etsteds, jeg troer i en fransk Avisartikel, i Spøg er bleven kaldt »et klassisk Dyr«. Med samme Lidenskab, [...] (1874:283 / 1892:354)

Omarbejdelse

Om Joseph de Maistre

[...] mest forhadte Modstandere. Bonalds kolde, demonstrerende [...] (1874:285)

>

[...] mest forhadte Modstandere, det attende Aarhundredes Filosofer, Det gjælder fremfor nogen om De Maistre. Hans Mangel paa historisk og kritisk Sans, saavel som paa religiøs Bevægethed, hans Hang til dogmatiske Systemer, hans Rethaveri, der fik Luft i Raisonnementer uden Smidighed, Alt dette i Forening, der saa ganske stammede fra det 18de Aarhundrede, gav sig Udtryk i hint Aarhundredes Form. Bonalds kolde, demonstrerende [...] (1892:356-357)

Omarbejdelse

Om Victor Hugo og den romantiske poetik

[...] at bære dette Slæb?«, og han taler om hin sminkede, pudrede med Skjønhedspletter bedækkede Poesi, hin Litteratur med Fiskebensskjørter og Falbelader. Nu retter han sine første Kølleslag mod Boileau. I Oderne havde han endnu iagttaget den gamle sproglige Etiquette (han betegner f. Ex. Conventet med Ordet »Senat«) og kun gjort enkelte forsigtige Forsøg paa metrisk Fornyelse af den gamle Form, hvis Hensigt var at gjøre Odestilen mindre stiv og tung. Nu gaaer han mere hensynsløst tilværks, som nødvendigt var. Hvo veed ikke hvad hin Etiquette vilde sige! Man havde en [...] (1874:291-292)

>

[...] at bære dette Slæb?« Som man ser, han beraaber sig nu stik imod Restaurationstidens Aand paa Napoleon som en Art Berner. Og han taler om »hin sminkede, pudrede og med Skjønhedspletter bedækkede Poesi, hin Litteratur med Fiskebensskjørter og Falbelader.« Nu retter han sine første Kølleslag mod Boileau. Saa ny Lamartine end havde forekommet baade ved sin Form og ved sit Indhold, han havde beholdt mangfoldige af de klassiske Omskrivninger. Tiltrods for sin Uvilje mod Lyren havde han tidtnok nævnt den i sin Poesi, og han foretrak altid det abstrakte Ord for det konkrete. I Oderne havde Hugo endnu iagttaget den gamle sproglige Etikette (han betegner f. Ex. Konventet med Ordet »Senat«) og kun gjort enkelte forsigtige Forsøg paa metrisk Fornyelse af den gamle Form, hvis Hensigt var at gjøre Odestilen mindre stiv og tung. Nu gik han mere hensynsløst tilværks. Hin Etikette var af følgende Beskaffenhed: Man havde en [...] (1892:363)

Omarbejdelse

Om Alfred de Vigny

[...] Privilegiet paa den høie Stil. Derfor vakte det samtidig med Romantismens første Optræden gjorte Forsøg paa at indføre Shakspeare i Frankrig saa stor Forfærdelse. Det er bekjendt, at »Othello«, da Stykket i Alfred de Vigny’s Oversættelse opførtes paa Odéon, altsaa for et Studenterpublicum, det liberaleste og mindst snerpede i Paris, faldt igjennem, fordi Ordet »Lommetørklæde« blev nævnt. Ved Opførelsen af Lebruns »Cid« fremkaldte Ordet »chambre« (Sovekammer) en Mishagsmumlen, og Mlle Mars negtede endnu langt senere at overtage Dona Sol’s Rolle i »Hernani«, med mindre enkelte saadanne Ord bleve strøgne. Det var da ikke til at undres [...] (1874:293)

>

[...] Privilegiet paa den høje Stil. Ved Opførelsen af Lebruns »Cid« fremkaldte Ordet »chambre« (Sovekammer) en Mishagsmumlen. Derfor vakte det samtidig med Romantismens første Optræden gjorte Forsøg paa at indføre Shakespeare i Frankrig saa stor Forfærdelse. Det er bekjendt, at »Othello«, da Stykket i Alfred de Vignys Oversættelse opførtes paa Odéon, altsaa for et Studenterpublikum, det mest frisindede og mindst snerpede i Paris, faldt igjennem, fordi Ordet »Lommetørklæde« blev nævnt. Grev Alfred de Vigny, der var født 1797 i en gammeladelig Familie, opdraget i legitimistiske Traditioner og alt 1814 indtraadt som Lieutenant i Kongens Tjeneste, udviklede sig hurtigt til en af Tidsalderens interessanteste og selvstændigste Aander og tog paa mange litterære Omraader et Initiativ, som Hugo kun fulgte. Før Hugo skrev han en historisk Roman i Walter Scotts Manér (Cinq-Mars 1826), før Hugo fik han et Drama opført, der ved sin Stil satte Sindene i stærk Bevægelse (Oversættelsen af Othello paa rimede Vers 1829) og tidligere end Hugo indvarslede han selve Verseformens Frigjørelse og Smidiggjørelse i lyriske Digte. Det var jo imidlertid ikke til at undres [...] (1892:364-365)

Omarbejdelse

Den nye potiske stil hos Alfred de Vigny og Victor Hugo

[...] C’est Paris!
Hvilken Kunstform! hvilken malerisk Klarhed, hvilken Korthed og Kraft! Alexandrinerne forsvinde langt borte i Horizonten. Endnu et Skridt, og »Orientalernes« Farvepragt udbreder sig for vort Øie.
Fra det Øieblik [...] (1874:297)

>

[...] C'est Paris!
Den Kunstform, den maleriske Kraft, den Vellyd og den Fynd, som udmærkede slige Strofer af De Vigny og Hugo, var noget helt Nyt i fransk Poesi.
Fra det Øjeblik [...] (1892:369)

Omarbejdelse

Om Félicité de Lamennais

[...] maatte forkaste.
I Tiden fra 1817 [...] (1874:303)

>

[...] maatte forkaste.
Allerede i 1808 havde han forfattet sine »Overvejelser over Kirkens Stilling i Frankrig«, der bleve beslaglagte af Napoleons Politi. Senere havde han med stærk Begejstring hilset de tilbagevendende Bourbon'er. Dog endnu var han ikke berømt. Men i Tiden fra 1817 [...] (1892:375)

Udeladelse

Om Joseph de Vigny og pavens ufejlbarhed

[...] Talen er om Paven. Er Søcapitainen ikke Souverain paa sit Skib og som Følge deraf at betragte som ufeilbarlig? Gives der nogen Appel fra ham eller gives der nogen Appel fra en hvilkensomhelst anden Høiesteret?
Dette skarpsindige Forsvar [...] (1874:317 / 1892:389)

Omarbejdelse

Ny fodnote i 2.-udgaven hentet fra s. 331 og 350 i 1.-udgaven

[...] Lamennais’ berømte Hovedværk.
Vi have ladet os[...] (1874:331)

>

[...] berømte Hovedværk.*)[*) Smlgn. Den franske Æsthetik i vore Dage S. 97. Lamennais: Essai sur l'indifférence. Progrés de la revolution et de la guerre contre l'église. Correspondance par M. Forgues. Oeuvres inédits par M. Blaize. — Schleiermacher: Reden über die Religion. — Renan: Essais de morale et de critique. — Schérer: Mélanges de critique religieuse.]
XIII.
Vi have ladet os [...] (1892:403)

Omarbejdelse

Om legenden om den hellige salve

[...] Den blev slaaet i Smadder. Ikke desmindre fandtes der nu en Troende,[...] (1874:332)

>

[...] Den blev slaaet i Smadder. Det var i fromme Katholikers Øjne en Helligbrøde uden Lige. Rigtignok havde den ældste Forfatter, som omtaler Chlodovech's (Clovis's) Daab, Gregor af Tours, ingen Anelse om at denne lille Flaske, af Størrelse som en Figen, fyldt med himmelsk Salvningsolie, ved denne Lejlighed blev anvendt. Men nogle Aarhundreder efter nedskrives forskjellige Sagn, efter hvilke som nogle sige, den Helligaand i Skikkelse af en Due, som andre paastaa en Engel fra Himlen har bragt Flasken ind i Domkirken i Reims, og disse Overleveringer, der havde holdt sig som folkelig Tro, bleve opfriskede paany. Den Mand, der i 1793 havde været Præst ved Saint-Remi i Reims, og hvem den hellige Ampulla var bleven affordret, afgav nu den Erklæring, at han, før han udleverede Klenodiet, havde udtaget deraf Størstedelen af den størknede Salve, den indeholdt, og bragte den tilstede.*) [*) Anmærkningerne til Lamartine's Chant du sacre.] Der fandtes desuden en Troende, [...] (1892:404-405)

Omarbejdelse

Forkortelse af citat af Pierre-Jean de Béranger

[...] til det Yderste. Jeg anfører et Par Stropher som Prøve:
Le sacre de Charles-le Simple.
Français, que Reims a réunis,
Criez: Montjoie et Saint-Denis!
On a refait la sainte-ampoule,
Et comme au temps de nos aïeux
Des passereaux lâchés en foule
Dans l’église volent joyeux.
D’un joug brisé ces vains présages
Font sourire sa majesté.
Le peuple s’écrie: Oiseaux, plus que nous soyez sages;
Gardez bien, gardez bien votre liberté.
Aux pieds des prélats cousus d’or,
Charles dit son Confiteor.
On l’habille, on le baise, on l’huile,
Puis, au bruit des hymnes sacrés,
Il met la main sur l’Évangile.
Son confesseur lui dit: »Jurez.
»Rome, que l’article concerne,
»Relève d’un serment prêté.«
Le peuple s’écrie: Oiseaux, voilà comme on gouverne;
Gardez bien, gardez bien votre liberté.
De Charlemagne en vrai luron,
Dès qu’il a mis le ceinturon,
Charles s’étend sur la poussière.
Roi, crie un soldat, levez-vous!
»Non, dit l’évêque; et, par saint Pierre
»Je te couronne: enrichis-nous.
»Ce qui vient de Dieu vient des prêtres.
»Vive la légitimité!«
Le peuple s’écrie: Oiseaux, notre maître a des maîtres;
Gardez bien, gardez bien votre liberté.
Oiseaux, ce roi [...] (1874:333-335)

>

[...] til det Yderste. Han anraaber de Spurve, man efter gammel Skik havde sluppet ind i Kirken for at de frit kunde flyve om derinde, og beder dem passe bedre paa deres Frihed end Menneskene have gjort. Her et Par Strofer som Prøve:
Français, que Reims a réunis,
Criez: Montjoie et Saint-Denis!
On a refait la sainte-ampoule,
Et comme au temps de nos aïeux
Des passereaux lâchés en foule
Dans l’église volent joyeux.
D’un joug brisé ces vains présages
Font sourire sa majesté.
Le peuple s’écrie: Oiseaux, plus que nous soyez sages;
Gardez bien, gardez bien votre liberté.
Oiseaux, ce roi [...] (1892:406-407)

Tilføjelse

Om Napoleon som mytisk skikkelse

[...] mægtigt paa Sindene. I Virkeligheden var hans nødtvungne anden Tronfrasigelse uden Storhed, og hans Plan at overgive sig til Englands Beskyttelse kun ubesindig. Men Englændernes Uædelmodighed kom hans Ry til Gode. Den fjerne ensomme [...] (1874:336 / 1892:408)

Omarbejdelse

Om Napoleon som mytisk skikkelse

[...] afstod ham til Oden, Meditationen, Dithyramben, den krigerske Chanson og Heltedigtet, kort sagt til Legenden. Selv hans fordums [...] (1874:336)

>

[...] afstod ham til Lyriken og til Sagnet. Selv hans fordums [...] (1892:408)

Omarbejdelse

Om Pierre-Jean de Bérangers digt om Napoleon »Les souvenirs du peuple«

[...] gribe til Vaaben.« Og Ungdommen, som [...] (1874:336)

>

[...] gribe til Vaaben.« Béranger skrev det sjælfulde Digt »Les souvenirs du peuple«, som maaske tegnede Sagnhelten simplest, skjønnest og mindst overensstemmende med Virkeligheden; thi det skildrede ham ligesaa godlidende som stor. Det er det Digt, der begynder: On parlera de sa gloire
Sous le chaume bien longtemps.
L'humble toit, dans cinquante ans,
Ne connaîtra pas d'autre histoire.
Fortællingen om Kejseren er lagt den gamle Bedstemoder i Munden, der paa forskjellige Tidspunkter af sit Liv har set ham, snart som Sejerherre, snart som lykkelig Fader paa Vejen til Notre Dame, snart som Frankrigs Forsvarer mod de forbundne Hære. Her en Strofe som Prøve: Mes enfants, dans ce village,
Suivi de rois, il passa.
Voilà bien longtemps de ça:
Je venais d'entrer en ménage.
A pied grimpant le côteau,
Où pour voir je m'étais mise,
11 avait petit chapeau
Avec redingote grise.
Près de lui je me troublai,
Il me dit: Bonjour, ma chère,
Bonjour, ma chère.
— Il vous a parlé, grand'mère!
Il vous a parlé!
Ungdommen, som [...] (1892:409-410)

Omarbejdelse

Om Paul-Louis Courier

[...] paany. Den klassiske Pamphletist Paul-Louis Courier gjennemhaanede Regjeringen paa den blodigste Maade. Han samlede sin politiske Theori i Sætningen: »Folket skal paabyde Regjeringen den Vei, den skal gaae, som man angiver Veien til en Kudsk, man betaler, og som skal kjøre os ikke hvorhen han vil eller som han vil, men hvorhen vi ville kjøre og ad den Vei, vi foreskrive ham«. Regjeringen tabte Proces paa Proces mod Courier.
En af de morsomste og for os nutildags interessanteste af hans Pamphletter er den, i hvilken han udtaler sig mod Kjøbet af Chambord. Den unge
Hertug af Bordeaux, [...] (1874:343-344)

>

[...] paany.
Den klassiske Pamfletist Courier forfulgte dernæst Regjeringen med blodig Haan.
Paul-Louis Courier, der fødtes i Paris 1773, var en af Tidsalderens fineste og i sproglig Henseende en af dens allerførste Skribenter. Fra sin Fader, en rig Borgermand, der i sin Ungdom nær var bleven myrdet for et Elskovseventyr med en fornem Dame, arvede han et brændende Had til den ørkesløse og hovmodige Adelsstand. Tyve Aar gammel blev han Artilleriofficer, deltog i Revolutionens Krige, men indsugede kun Lede til Krig og følte sig fra sin tidligste Ungdom lidenskabeligt dragen til Litteraturen, især den antike, hvilken han dyrkede som en Filolog. I 1795 forlod han uden Tilladelse den franske Hær, der laa for Mainz, og tilbragte sin Tid med at oversætte fra Latin. I 1798 var han atter Officer i Italien, studerede dernæst i Paris, gik paany som Chef for en Artilleri-Eskadron til Italien, holdt sig rolig under Kejserdømmet, og levede efter dets Fald som Landmand og Hellenist paa sin Gaard i en Landsby i Touraine.
Det var de Forfølgelser, som det sejrende Præsteparti iværksatte mod Enhver, han være nok saa ringe, i hvem det ude i Landet sporede en Fjende, der bragte Paul-Louis Courier til at træde offenligt op som Forfatter. I 1816 skrev han en »Ansøgning til de to Kamre«, for første Gang holdt i den jævne, kloge Bondestil, han med de reneste græske Mønstre for Øje forstod at anslaa. I sit simple, klare, altid dæmpede Sprog fortæller han her om de klerikale Provinstyranners smaalige Forurettelser af stakkels Bønder, som var skyldige i ikke at have hilset en Præst eller have »talt ondt om Regjeringen«. Han indrømmer Sandsynligheden af Beskyldningernes Rigtighed; thi man er i hans Egn ikke præstekjær, og der er meget faa Folk i Egnen, som vide, hvad Regjeringen er. Han viser dernæst, hvorledes halvaarlig Fængselsstraf uden Lov og Dom, og Elendighed, Fortvivlelse, Sygdom og Død, paaførte de Fængsledes Slægtninge og Børn, er Straffen som rammer Forseelser uden Vægt. Fyrretyve Gendarmer slippes løs paa en Landsby, blot den mistænkes for »Bonapartisme«; de Mistænkte rives nøgne ud af deres Senge og bindes som Misdædere: »Man fører dem bort; deres Slægtninge, deres Børn vilde have fulgt dem, hvis Autoriteten havde tilladt det. Autoriteten, mine Herrer! det er det store Ord i Frankrig ... Overalt staar skrevet: Ikke Grunde; Autoriteten. Det er sandt nok, at denne Autoritet ikke er Kirkeforsamlingernes eller Kirkefædrenes, endnu mindre Rettens; men det er Gendarmernes, og den er saa god som en anden.«
Courier skrev ikke Bøger, ikke engang Brochurer. Hvad han virkede ved var Flyveskrifter paa et Par Blade, højest et Ark, i hvilke han med stor satirisk Kunst, med tilsyneladende naiv Djærvhed, rettede en gjennem flere Aar (lige til hans Død for en Snigmorders Skud) fortsat Agitation mod det legitime Kongedømmes Regjeringssystem.
En Perle af fin Humor er hans »Ansøgning til Deputeretkammeret for Landboerne, som man forhindrer i at danse«. Dens Anledning var det af skinhellige Sognefogeder og Præster udvirkede Forbad mod Bøndernes Dans paa Landsbyernes Torve. Han afslører Hykleriet, der har affødt de nye Helligdagsanordninger, og den Skade, de gjøre. Han véd meget vel, at Helligdagen i sin Tid blev indstiftet til Slavers og Livegnes Bedste; men der gives ikke i Frankrig Slaver og Livegne mere. Nu arbejde Bønderne for sig selv, naar Skatterne er betalte, og at tvinge dem til Lediggang, det er en Urimelighed; det er værre end selve Afgifterne. Thi de komme idetmindste Hofmændene til Gode, men Lediggangen kommer Ingen til Gode. Han skildrer de unge hidsige Præster rundt om i Landsbyerne, der tordne mod Dans og alle Fornøjelser, og i Modsætning til dem den gamle, firsindstyveaarige Præst i Véretz, der er elsket af sin Menighed for sin Humanitet, men som hades og forfølges, fordi han under Revolutionen var edfæstet, og hvis Død som Følge af et Overfald han i et senere Flyveskrift maa melde. Han taler om alt dette uden Harme, kun med Hjertesukket: »Din Vilje ske, o Herre!«, han kan imidlertid ikke lade være at tilføje: »Men hvem skulde have forudsagt det ved Ansterlitz?«
Han indrømmer, at Landbefolkningen nu er meget roligere og meget lykkeligere end før Revolutionen, men han hævder, at den ogsaa er meget mindre troende: »Præsten i Azai, der sidste Paaske ønskede fire Mand, der havde været til Alters, til at bære Tronhimmelen, kunde ikke finde dem i Byen. Bonden er saa glad over den Jord, han saa nylig er bleven Ejer af, [det konfiskerede Adels- og Kirkegods], at han gaar helt op i Arbejdet med den, og over den glemmer Religionen og alt Andet. Han indrømmer Lamennais Ret til at bebrejde Befolkningen Ligegyldighed med Hensyn til det Religiøse. »Vi høre ikke til de Lunkne, som Vorherre efter Skriftens Ord spytter ud; det er værre endnu: vi er kolde.«
Man træffer neppe nogensteds mere levende Skildringer af Samfundstilstandene ude i Landet i Ludvig d. 18des sidste Regjeringsaar end hos Courier.
Man satte ham atter og atter i Fængsel for hans Flyveblade; han skræmmedes ikke deraf. I sit »Réponse aux lettres anonymes«, siger han: »Det er ikke mit gode Hoved, men min Dumhed, som har bragt mig i Fængsel. Jeg har simpelthen troet paa Grundloven (la Charte); jeg lod mig tage ved Næsen af Grundloven; det tilstaar jeg til min store Skam ... Aldrig i mit Liv vilde jeg uden Grundloven være falden paa at tale til Offenligheden om de Ting, der interessere mig. Robespierre, Barras og den store Napoleon havde tyve Aar igjennem lært mig at holde min Mund ... Men saa kom Grundloven, og man sagde: Tal, Du er en fri Mand, skriv væk, lad trykke; Pressefriheden og alle andre Friheder er sikrede. Hvad er Du bange for? ... Saa sagde jeg med Hatten i begge mine Hænder: Hvad om I kunde have den Naade at lade os danse paa vores Torv om Søndagen ... Gendarmer, hurtigt i Hullet med ham; den højest mulige Straf, desuden Pengebøde osv.«
I et andet Brev, der er forfattet med overlegen Ro men med svidende Bitterhed, skildrer han Følgerne af Præsternes Coelibat. En af de Præster, der har raset mod Bøndernes uskyldige Dans, er bleven afsløret som Forfører og Morder. Først har han myrdet en Kvinde, som han havde staaet i Forhold til, og de øvrige Præster have søgt at give Ægtemanden Skylden for Drabet, dernæst har han myrdet og sønderskaaret en ganske ung Pige, hvem han havde besvangret, og er af sine Foresatte bleven bragt straffri over Grænsen, saa han nu paany prædiker, æres og dyrkes i Savoien. Courier viser, hvilke af Overtro og Havesyge udsprungne Forbrydelser, der finde Sted i rettroende Egne, hvor man for ingen Pris vilde spise Kjødmad om Fredagen; han siger: »Det er den sande Tro, ærlig, barnlig, ikke at mistænke for Hykleri« og tilføjer lige blodigt og fyndigt: »Man siger, at Moralen er grundet paa den.«
Hemmeligt maatte han udgive de Far Blade, som bære Titlen »Piéce diplomatiqne«, et opdigtet Brev fra Kong Lndvig til hans Fætter Ferdinand af Spanien, skrevet 1823, da Franskmændenes Felttog i Spanien for at føre denne fordærvede Bonrbon tilbage til hans Hovedstad, var heldigt endt. Det er en Satire over Ludvigs Forhold til Repræsentativforfatningen, som Fætteren ikke vil vide af, men om hvilken Ludvig paastaar, at den langtfra at genere tvertimod er behagelig og indbringende for Kongen.
Overmaade vittigt er endelig Flyveskriftet »Simple discours«, en Pamflet, i hvilken Courier vovede at udtale sig mod det af Hofmænd foreslaaede Kjeb af Godset og Slottet Chambord til Tronarvingen ved en almindelig Folkesubskription. Den spæde
Hertug af Bordeaux, [...] (1892:416-422)

Tilføjelse

Om digtere af den immanueliske og legitimistiske retning

[...] i Autoritetsskolen selv. De Mænd, der som Prosaskribenter eller som Digtere havde tilhørt den immanueliske og legitimistiske Retning, følte deres Principer vakle.
Vi have allerede [...] (1874:345 / 1892:423)

Omarbejdelse

Om Alfred de Vigny

[...] af det Gamle. Lamartine vedblev vel [...] (1874:345)

>

[...] af det Gamle.
Man sporer det skarpt hos Alfred de Vigny, som hører til en Aldersklasse, der er noget yngre end Lamartine, noget ældre end Hugo. Han fødtes som vi saa, i en kongetro Familie; hans Fader, der havde været Officer under Ludvig den 15de og glimret ved Hoffet, mistede alle sine Godser ved Revolutionens Konfiskeringer. Efter Kejserdømmets Fald blev Sønnen, sexten Aar gammel, udrustet paa egen Bekostning, optaget i Gardens Gendarmkorps. Under de hundrede Dage ledsagede han Kongen et Stykke Vej paa hans Flugt; da de vare forbi, blev han Lieutenant i den kongelige Fodgarde. Men Bedrifternes Tid var omme, og kun Garnisonslivets Kjedsomhed laa for ham. Han bødede paa den ved et energisk aandeligt Liv.
Man havde i hans Drengeaar gjort hvad man kunde for at holde hans Tanker borte fra Napoleon og hvad hans var. Han var derfor ogsaa, da Skoletiden neppe var endt, med den hvide Kokarde paa sin Pande traadt ind i Bourbonernes Garde. Men utaknemmelige som de var, fordi de mente, at Alt skyldtes dem, lode de ham vente ni Aar paa Forfremmelse, indtil han ved Anciennitet blev Kaptajn.
Da han begyndte at skrive, vakte hans Bøger Mishag ved det enfoldige Hof. Man fandt hans loyale Skrifter oprørske. At han havde stillet Ludvig den 13de i Skygge for Richelieu paadrog ham Beskyldningen for Liberalisme. Hvad nyttede det at hans Fader havde indprentet ham Dyrkelsen af Huset Bourbon, fra han var Barn. Denne Dyrkelse stod snart for ham som hvad den var: »Overtro, politisk Overtro, rodløs, barnagtig, gammel Fordom om adelig Troskabspligt, en Slags vassalagtig Vedhængen.«*) [*) Journal d'un poéte. S. 47.]
Af ren Ridderlighed kunde han vel vedblivende indtage en Holdning som Kongedømmets Mand, ligesom han, saa nødigt han vilde, havde forsvaret det under Julirevolutionen, ifald det havde paakaldt hans Tjeneste som forhenværende Officer, men i sit Indre var han tabt for det, uden at han derfor blev Demokrat, »Verden vakler,« skriver han i sin Dagbog, »mellem to Urimeligheder: Kongedømmet af Guds Naade og Folkesuveræniteten.«
For Troen var han endnu tidligere gaaet tabt. Tiltrods for alle Englene og Erkeenglene, Tronerne og Fyrstendømmerne i hans Ungdomsdigte var han mindst af alt egnet til en Troens Bidder. Af Naturel var han en Tungsindig og en Vantro, tungsindig i en saadan Grad, at han sit Liv igjennem var hjemfalden til en Melankoli, hvori ingen Straale af Haab eller øjeblikkelig Livsglæde synes at være falden, og vantro overfor den Reli- gion, han med Læberne bekjendte, i en saadan Grad, at han nærede en Art personlig Bitterhed mod Forestillingerne om Gud og personlig Udødelighed.
Allerede i 1824 samler han i sin Dagbog sin Livsanskuelse i dette Billede: »Jeg forestiller mig en Flok Mænd, Kvinder og Børn i dyb Savn. De vaagne i et Fængsel. De vænne sig til deres Fængsel og lave sig smaa Haver i dets Gaard. Lidt efter lidt bemærke de, at man bortfører dem, en efter en, for bestandigt. De véd hverken hvorfor de er i Fængsel eller hvorhen man fører dem derefter, og de véd, at de aldrig ville faa det at vide. — Imidlertid findes der iblandt dem ... Folk, som fortælle hvad der bliver af dem efter Fængselstiden, dog uden at vide det. Er de ikke gale? — Det er klart, at Fængslets Herre, Guvernøren, ifald han havde villet, havde kunnet lade os kjende baade vor Arrestordre og Aktstykkerne i vor Proces. Da han ikke har villet det eller nogensinde i Fremtiden vil det, saa lad os nøjes med at takke ham for det mere eller mindre gode Logis, han har forundt os ...«
Der er i denne Lignelse en ikke ringe Haan mod Theologerne, der give sig ud for at vide Besked, og en ikke ringe Bitterhed bag Taknemmeligheden mod »Fængselets Herre«. Eller hvad siger man om dette umiddelbart derefter tilføjede Træk: »Hvor Gud er god, hvilken tilbedelsesværdig Fangevogter han er, der saar saa mange Blomster i vort Fængsels Gaard ... Hvad er det mon for en beundringsværdig og trøstende Medlidenhed, der gjør vor Straf saa mild? Thi intet Folk har tvivlet paa, at vi straffes — man véd kun ikke for hvad.« Sex Aar senere vender han tilbage til det samme Billede med denne Vending: Jeg føler paa mit Hoved Vægten af en Straffedom, hvorunder jeg stadigt lider, o Herre! men da jeg hverken kjender min Brøde eller Anklagen imod mig, finder jeg mig i mit Fængsel. Jeg fletter Straa i det for undertiden at glemme. Thi dertil indskrænker det menneskelige Arbejde sig. Jeg er forberedt paa alle mulige Onder, og jeg velsigner Dig, Herre, for hver Dag, som er gaaet hen uden Ulykke.«
Men to Aar derefter igjen ytrer han uden Omsvøb sin Tanke: »Jorden er oprørt over de Uretfærdigheder, Skabelsen har medført; den taler ikke aabent af Skræk for Evigheden; men den harmes over den Gud, der skabte det Onde og Døden. Naar der opstaar en Foragter af Guderne, som Ajax, Oileus's Søn, saa knæsætter Verden ham og elsker ham. En saadan er Satan; saadanne ere Orestes og Don Juan. Alle de, som have kjæmpet mod den uretfærdige Himmel, have besiddet Menneskenes Beundring og hemmelige Kjærlighed.«
De Vigny's Dagbogsoptegnelser vise, at man under Restaurationen indtil dens sidste Dage godt indsaa Sammenhængen mellem det litterære, blot formelle, Autoritetsprincip og det i Virkeligheden raadende. Som bekjendt blev Modstanden mod den spirende Romantisme drevet ikke mindre ivrigt af den politiske Opposition (der i den unge Skole saa en Støtte for Klerikalismen) end af de principielt Konservative. De Vigny fortæller at han i Vinteren 1829 har spurgt Benjamin Constant, hvorfor man »i Kammerets Venstre med et saadant Raseri forfulgte Poesien«. Han svarede »at det var af Frygt for Skinnet af at ville bryde alle Lænker; man vilde bevare de letteste, de litterære.«
Da Julirevolutionen kom, faldt de Vigny's Hengivenhed for Restaurationen samtidigt med Kongehuset selv. Han skriver: »Jeg føler mig lykkelig over at være traadt ud af Hæren; tretten Aars slet belønnede Tjenester have gjort mig kvit overfor Bourbon'erne ... Jeg har for bestandig sluttet af med generende politisk Overtro.«
Ogsaa hos Lamartine sporedes i denne Tid en aandelig Udvikling af betænkelig Art. Han
vedblev vel [...] (1892:423-428)

Omarbejdelse

Om François-René de Chateaubriands politiske rolle under genindsættelsen af enevælden i 1823

[...] sin Politiks Mesterstykke.*) [*) Om Enkelthederne ved denne Afskedigelse kan eftersees Guizot: Mémoires pour servir à l'histoire de mon temps, Fremmedudgaven 263 ff.] Man forhaanede Chateaubriand, den Mand, hvem man paa en Maade skyldte Alt, ham, der havde lagt Grundstenen til den hele Bygning, som man havde opført. Christelig Ydmyghed var ikke Grundtrækket i hans Charakter, og han vendte ikke den høire Kind til, naar man slog ham paa den venstre. I Juni 1824 gik han aabent over til Oppositionen, blev dens Fører og overtog Ledelsen af »Journal des Débats«. Han trak snart [...] (1874:346)

>

[...] sin Politiks Mesterstykke. Man forhaanede Chateaubriand, den Mand, hvem man paa en Maade skyldte Alt, ham, der havde lagt Grundstenen til den hele Bygning, som man havde opført.*) [*) Om Enkelthederne ved denne Afskedigelse se Chateaubriand: Congrés de Vérone II 502 ff. og Guizot: Mémoires pour servir à l'histoire de mon temps, Fremmedudgaven 263 ff.] Og Utaknemmeligheden var lige saa skrigende fra hans Kollegers som fra Hoffets Side, thi det var Chateaubriand, der første Gang havde gjort Villéle og Corbiére til Ministre.*) [*) Aktstykkerne findes i Mémoires d'outre-tombe VII 269 ff.]
Han stod netop da iblandt de Kongetro paa Højden af sin Popularitet, og med Rette; thi Kabinets-Krigen i Spanien, som han satte igjennem trods mangeartet Modstand i Europa og trods den i Frankrig selv raadende Ulyst til at føre den, var vel beregnet og egnet til at styrke den i Agtelse stærkt sunkne Legitimitet.
Ikke at Chateaubriand selv var uskyldig nok til at sætte ringeste Pris paa hin Ferdinand af Spanien, som franske Tropper skulde ofre deres Blod for at gjenindsætte paa en Trone, hvor hans Folk ikke havde villet taale ham længer. Han har karakteriseret ham som en Ordbryder og Forræder. Han har kaldt ham en Despot, der lod sig lede af sine kvindelige Slægtninges Raseri, betegnet ham som en af den Art fejge Tyranner, der ikke give Fred før de have foranstaltet en Omvæltning, og saa sidde skjæl vende, naar den er indtraadt.
Chateaubriands Øjemed med Krigen var dette: Han gik ud fra, at Frankrig var undermineret af bonapartistiske og republikanske Sammensværgelser, der strakte sig langt ind i Hæren; han vidste at Misfornøjelsen med Restaurationen var almindelig. Han besluttede derfor i Tillid til Kejser Alexanders Sympathi at spille Va-Banque trods Cannings Protester og Metternichs Fraraaden. Der var altid en Sandsynlighed for Sejr, og i saa Fald var med ét Slag Sammensværgelserne kvalte, alle Partier forenede omkring samme Kokarde, og de Bourbonske Familietroner befæstede paa én Gang i Spanien og Frankrig. I Tilfælde af Sejr, som Spaniernes indbyrdes Splittelse maaske endog gjorde let — hvad jo virkelig viste sig — vilde det franske Folk opleve det Skuespil at se den trefarvede Fane neje sig for den hvide, for første Gang siden Napoleons Glansdage høre Budskabet om franske Yaabens Sejre og tilmed i et Land, hvis Modstand selve den store Kejser ikke havde kunnet bryde. Alt dette var »nye Kranse for den hellige Ludvigs Æt«, som Chateaubriand siger, og — nye Laurbær for dens Udenrigsminister, som han ikke tænkte mindre paa.*) [*) Chateaubriand: Congrés de Vérone I 20, 41, II 528.]
Som bekjendt lykkedes det den franske Hær under Anførsel af Dauphin'en, Hertugen af Angouléme, næsten uden Blodsudgydelse at befri Ferdinand i Cadix og føre ham tilbage til Madrid. Ferdinand skrev strax et Takkebrev til Ludvig d. 18de. For Ludvig skrev Chateaubriand Svaret, som det er ganske morsomt at sammenligne med den opdigtede Skrivelse fra Ludvig til Ferdinand hos Paul-Louis Courier. Chateaubriand lægger her den spanske Majestæt paa Hjerte at undgaa al Vilkaarlighed, »der langt fra at styrke Kongens Magt kan svækker den«, et godt Raad, som Ferdinand gjorde sig saare faa Sorger over.
Ved det franske Hof var man saa svimlende stolt over sin spanske Triumf, at man ganske oversaa Ophavsmanden til den, hvem man desuden ikke led. Hertuginden af Angouléme henvendte i sin Glæde over sin Ægtemands Sejervindinger ikke et Ord til Chateaubriand, da han efter Meddelelsen om Ferdinands Befrielse indfandt sig for at ønske til Lykke. Og Ministrene Villéle og Corbiére misundte ham og frygtede, at han vilde indtage deres Pladser, hvad ikke faldt ham ind; men de skyldte ham for meget til at kunne tilgive ham det. Der dannede sig en Hof- og Minister-Sammensværgelse imod ham. Corbiére afskar ham 5. Juni 1824 Ordet i Kammeret for at forhindre, at han umiddelbart før sit Fald høstede en oratorisk Triumf, og da han, som ligefuldt ikke anede Uraad, den 6. Juni om Morgenen indfandt sig i Tuilerierne for at gjøre Kongens Broder sin Opvartning, erfor han sin Afsked paa den Maade, at en Adjutant sagde til ham: »Hr. Vicomte, jeg ventede ikke at se Dem her, har De ikke modtaget Noget?« Kort efter overbragte hans Sekretær ham hans af Kongen udstedte Afsked i Form af en Ordonnans paa en halv Snes Linjer. Intet Under, at han følte sig »dødeligt krænket over Brevets Tone og den Maade, hvorpaa han var bleven jaget bort«.*) [*) Congrés de Vérone II 508-528.] I Anledning af, at Villéle senere vilde undskylde sig med en Forsinkelse af Afskedsbrevet, uden hvilken den ydmygende Afvisning paa Slottet vilde være bleven sparet Chateaubriand, bemærker denne med Rette, at man »ikke skriver til en Mand af en vis Betydning et Brev, som man vilde rødme over at adressere til en Lakaj, man satte paa Døren«.
Kristelig Ydmyghed var ikke Grundtrækket i Chateaubriands Karakter, og han vendte ikke den højre Kind til, naar man slog ham paa den venstre. Han skriver meget betegnende: »Min lange Vedhængen ved de samme Følelser fortjente dog maaske noget Hensyn. Det var mig umuligt, helt at sætte tilside hvad jeg maaske alligevel var værd, eller ganske at glemme, at jeg var Religionens Gjenoprejser og Forfatter til »Le génie du christianisme«.
Religionens Gjenoprejser følte sig da ikke forpligtet til at handle i dens Aand. Han siger naivt: »Det vilde have været bedre, om jeg havde vist mig ydmygere, mere nedslaaet, mere kristelig. Ulykkeligvis er jeg ikke fejlfri, besidder ikke den evangeliske Fuldkommenhed. Hvis en Mand gav mig et Ørefigen, vilde jeg ikke række den anden Kind til. Dersom han var Undersaat, vilde jeg have hans Liv eller han fik mit; dersom han var Konge ...«
Sætningen slutter ikke, fordi Chateaubriands Handlemaade gjorde Slutningen overflødig. Han traadte aabent over i Oppositionen og vel at mærke i den systematiske Opposition, der altid havde forekommet ham at være den eneste, hvori der« under den repræsentative Aegjeringsform var Mening, da al anden Opposition var afmægtig. Strax Dagen efter hans Fald sluttede den existerende Opposition sig med Varme til ham. En Artikel af Bertin i Journal des Debats indrømmede ham Førerstillingen, og han selv blev nu den faktiske Leder af Bladet.
Han trak snart [...] (1892:429-434)

Tilføjelse

Citat fra Pierre-Jean Bérangers digt til François-René de Chateaubriand

[...] besunget af denne.
Son éloquence à ces rois fit l'aumône:
Prodigue fée, en ses enchantements
Plus elle voit de rouille å leur vieux trône,
Plus elle y sème et fleurs et diamants.
Mais de nos droits il gardait la mémoire.
Les insensés dirent: Le ciel est beau.
Chassons eet homme, et soufflons sur sa gloire,
Comme au grand jour on éteint un flambeau.

Victor Hugo skrev [...] (1874:347 / 1892:434)

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.