Af Restaurationstidens Personligheder er der en egen Klasse, som særligt skarpt betegner Perioden, det er de Omvendte. Denne Race maatte nødvendigvis forekomme temmelig talrig, da en saa anstrengt troende Tid fulgte paa en saa lidet troende. Laharpes[I] Omvendelse havde allerede under Revolutionen vakt megen Opmærksomhed. Chateaubriand[II] selv var omvendt. Hos de Omvendte seer man maaskee skarpest, af hvad Art den nye Aand var, da den hos dem brydes med den gamle og overvinder den. Endelig er den Omvendte altid lidenskabelig, helt fuld af sin Lære og har derfor det mest udprægede Physiognomi. Gjælder det som Regel, at en Tidsalders Aand afspeiler sig typisk i dens mest fremtrædende Charakterer, saa gjælder dette dobbelt om den, hvis Charakter er den at være omvendt, især hvis denne Personlighed er en Kvinde. Er det paa Grund af Kvindens receptive Natur sjeldnere Tilfældet, at hun fører sin Tidsalder videre, saa sees det derimod hvert Øieblik, at hun leverer det mest udprægede og udtryksfulde Billede af dens Aand. Som Emigranterne gruppere sig om Mme de Staël[III], som Romantikernes Førere samle sig om Caroline Schlegel[IV], saaledes finder Restaurationstidens Aand sit poetisk-religiøse Udtryk i Mme de Krüdener[V].
|204|I Mme de Staëls[VI] Roman »Delphine[0001]« forekommer der en Scene, hvor Heltinden fortryller et helt Selskab ved sin gratiøse og talende Udførelse af en vis fremmed Dands, Shavlsdandsen. Dette Træk var grundet paa noget Oplevet. Det var den unge og yndefulde Baronesse de Krüdener[VII], der udmærkede sig blandt Andet ved sin Dands. Det hedder i »Delphine[0002]«: »Aldrig har Ynde og Skjønhed frembragt en mere overordentlig Virkning paa et talrigt Selskab. Denne fremmede Dands har en Tiltrækning, hvorom Intet, vi have seet, kan give en Idee. Det er en rent asiatisk Blanding af Indolents og Livlighed, af Melancholi og Livsglæde. Undertiden, naar Melodien blev blidere, gik Delphine[viii] nogle Skridt frem med foroverbøiet Hoved, med korslagte Arme, som om visse Erindringer eller Savn pludselig havde blandet sig ind i en Fests hele Pragt, men snart begyndte hun paany sin livfulde og lette Dands, indviklet i et indisk Shavl, der fremhævede hendes Figur, faldt tilbage med hendes lange Haar og gjorde hendes hele Skikkelse til et henrivende Maleri.« Jeg troer, at Ordet asiatisk her er det betegnende Ord. Joubert[IX] skriver 1803 om Mme de Krüdener[X]: »Hun har Ynde og noget Asiatisk ved sig, Natur i Overdrivelsen. Den yderliggaaende Sensibilitet existerer ikke let uden Exaltation.«
Julie-Barbe de Wietinghoff[XI] var født 1764 i |205| Riga[a] i Lifland[b] og paa engang opdraget paa Fransk og Tydsk. Atten Aar gammel blev hun gift med den 20 Aar ældre Baron Krüdener[XII], russisk Diplomat, der havde været 2 Gange gift og begge Gange havde ladet sig skille fra sin Kone. Hendes Hjerte havde ingen Lod i denne Afgjørelse, men Partiet blev anseet for glimrende og hendes Forfængelighed har følt sig tilfredsstillet paa samme Tid som hendes Mand ikke var hende imod. Han synes at have været forstandig, brav, gjennemdannet og kold, ved sin Stilling bundet til alle Samfundets Convenientser. Hurtigt indføres hun ved hans Side i det 18de Aarhundredes mest glimrende Selskab. Efter et Besøg ved Joseph den 2dens[XIII] Hof i Wien[c] begiver Parret sig til Venedig[d], derfra hele Italien rundt, da Hr. de Krüdener[XIV] bliver kaldet som russisk Gesandt til Kjøbenhavn[e]. Strax efter Brylluppet var en ung og begavet Mand Alexander Stakiew[XV], hendes Mands Privatsecretair, bleven lidenskabelig forelsket i hende, men saa stor var hans Beundring for De Krüdener[XVI] og for sin Kjærligheds Gjenstand, at ingen Stavelse kom over hans Læber. Da han endelig skriftede sin Lidenskab, var det for Manden. Denne var uforsigtig nok til at vise Brevet til sin Kone, der herved for første Gang fik Vished om Stakiew’s[XVII] Følelser for hende, Følelser hun vel ikke havde gjengjældt, men maaskee dog ved medfødt Coquetteri havde |206| holdt i Live. Visheden om at kunne fremkalde en saadan Lidenskab steg hende til Hovedet. Stakiew[XVIII] havde fjernet sig, men al den Uro, som gjærede i hendes unge kvindelige Hjerte, kom nu til Udbrud. Opfyldt af en brændende Trang til at elske og blive elsket havde hun først forsøgt at finde det Ideal, hvorom hun drømte, i sin Mand. Da han mere faderligt end forelsket kun søgte at holde hendes Exaltation i Tømme, bøiedes hendes Væsen tilbage i sig selv, og hun sørgede over at være, hvad man senere har kaldt uforstaaet, men hvad hun kaldte ufølt. Stakiew’s[XIX] Lidenskab var faret hende forbi som et Ildpust og havde ligesom optøet den ydre Kulde, der bandt hendes Sensibilitet. Den maatte have et Afløb og neppe ankommen til Kjøbenhavn[f], der som Opholdssted forekom hende at være det skrækkeligste af alle – man erindrer, at dette foregaaer for 100 Aar siden –, kastede hun sig ind i en Vrimmel af selskabelige, tidsspildende og aandsfortærende Fornøielser, hvormed det letsindigste Coquetteri til Høire og Venstre gik i Følge. Følgen af alle disse Balaftener og private Theaterforestillinger var angrebne Nerver og et angrebet Bryst, saa at et Vinterophold i Sydfrankrig blev forordnet af Lægerne. Men allerede i Paris[g] lever Mme de Krüdener[XX] op paany; i denne Intelligentsens By føler hun sig pludselig slaaet af sin Uvidenhed, faaer litteraire |207| Interesser og opsøger Samtidens store Skribenter, Barthélemy[XXI], Forfatter til »Den unge Anacharsis[0003]«, og Bernardin de Saint-Pierre[XXII], for hvis »Paul og Virginie[0004]« hun bestandig havde sværmet. Hun dyrker St. Pierre[XXIII] og Naturen, men har samtidigt hos sin Modehandlerinde en Regning paa 20000 francs. I Sydfrankrig forelsker en ung Officier sig i hende, og efter nogen Tids Kamp gjengjælder hun, nu mindre uerfaren end i Kjøbenhavn[h], hans Kjærlighed. Under den første Revolutionstids Forfølgelser fører Hr. de Frègeville[XXIV] (det var Officierens Navn) hende ud af Frankrig forklædt som hendes Kudsk. Før hun gjenseer sin Mand, meddeler hun ham, at det ægteskabelige Baand imellem dem er brudt. Han er rede til at tilgive. Hun opholder sig i de følgende Aar rundt omkring i Europa adskilt fra sin Mand og ikke mindre fra Hr. de Frègeville[XXV], men førende et Liv som det, de galanteste Damer henimod Slutningen af det 18de Aarhundrede tillod sig; det er nok at sige, at hendes Mand i sine intimeste Breve fra 1793 til 1794 aldrig omtaler sin Kone. Det varede dog ikke længe, før Ægtefolkene paany vare forenede. Hr. de Krüdener[XXVI], som snart blev russisk Gesandt i Berlin[i], viste sin Kone det største Venskab og den mest fuldendte Opmærksomhed. Fra nu af begynder man hos Mme de Krüdener[XXVII] at kunne finde Spor til den eiendommelige Art af Fromhed, der snart |208| skulde udvikle sig saa kraftigt hos hende. Hun havde aldrig været nogen Skjønhed, men dog altid en Personlighed med sjeldent Udtryk og sjelden Ynde. Den Simpelhed i Smag og Optræden, som ti Aar tidligere havde gjort hende saa forførerisk, havde nu veget Pladsen for en Lyst til at klæde sig mere eiendommeligt og bizart end smukt og simpelt, hun dækkede sit endnu bestandig skjønne askefarvede Haar efter Tidens Mode med en Paryk. Hendes Træk og hendes Hudfarve havde ikke mere Ungdommens Friskhed. Paa dette Tidspunkt er det som sagt at hendes urolige, endnu bestandig til stærke Sindsbevægelser trængende Hjerte aabner sig for de første Glimt af religiøst Sværmeri. Jeg finder i et Brev fra hende til hendes nærmeste Veninde disse Ord: »Skal jeg tilstaae Dig det, det er i mit Hjertes Ydmyghed jeg taler, Du veed, at jeg ikke er hovmodig, kan den Christne være det? Jeg troer, at Gud har villet velsigne min Mand fra det Øieblik af, da jeg atter er vendt tilbage til ham. Der er ingen Art af Goder eller Begunstigelser, som han ikke opnaaer. Hvorfor skulde jeg ikke troe, at et fromt Hjerte, som beder til Himlen simpelt og tillidsfuldt om at hjelpe det at bidrage til en Andens Lykke, maa faae sin Bøn opfyldt?« – Nei, hvorfor skulde man ikke troe det, jeg for min Part vilde gjerne troe, at det er Mme de Krüdeners[XXVIII] Nær|209|værelse, der bringer Forsynet til at overhobe Baronen med Ordner, hvis man ikke med stor Sikkerhed vidste, at det var en anden mindre romantisk Aarsag, der havde bevæget Keiser Paul den Første[XXIX] dertil. Sagen var den, at midt under en Fest, som Baronen gav i Berlin[j] for det preussiske Kongehus og Storfyrstinde Helene[XXX], ankom en Depeche fra Selvherskeren over alle Russer, der befalede Krüdener[XXXI] øieblikkelig at erklære Preussen Krig. Majestæterne vare endnu i Huset. I Stedet for imidlertid at splitte Festen ved at vise de Dandsende dette Medusahoved, lod Gesandten roligt sine Gjæster dandse, og da han som Politiker indsaa, hvor skjæbnesvanger og uklog en saadan Krig vilde være for Rusland, skrev han istedenfor at adlyde Ordren et fraraadende Brev til sin Keiser, vel vidende, at efter al menneskelig Beregning var fra nu af Siberien[k] ham vis til hans Død. Selvfølgelig sagde han intet Ord herom til sin Kone. Det Usandsynlige skete, Paul[XXXII] blev omstemt, og i sin Beundring for sin Ministers Mod og Klogskab overøste han ham med Beviser paa sin Yndest. Man seer altsaa, at der gives en anden Forklaring end Mme de Krüdeners[XXXIII]. Fra nu af antage hendes Breve en mere og mere religiøs og opbygget Charakter. Hun betegner nu Religionen som sit Tilflugtssted mod Melancholi, hun taler om de tusinde Kilder til Glæde, som udspringe fra den. |210| Midt i alt dette en ny Kjærlighedsforbindelse og et nyt Brud. Hun havde paany forladt sin Mand, denne Gang imod hans Ønske og boer i Paris[l]. Chateaubriand[XXXIV] forærer hende her det første Exemplar af sin »Génie du christianisme[0005]«, som Mme de Staël[XXXV] finder paa hendes Bord. – Hun overraskes i Paris[m] ved Efterretningen om Krüdeners[XXXVI] pludselige Død. Hun lukker sig inde, hun sørger og angrer. Det havde været »hendes Yndlingsdrøm engang paany at vende tilbage til ham, lette ham Aarenes Byrde og gjengjælde hans uendelige Godhed.« Det varede dog ikke længe, før Mme de Krüdener[XXXVII] opgav sin Indesluttethed. Efter først i en lille Fortælling at have efterlignet Saint Pierre’s[XXXVIII] Maneer havde hun nu ikke foretaget sig noget Ringere end at skrive en Roman. Dens Navn var »Valérie[0006]«; hendes Ungdoms Forhold til Alexander Stakiew[XXXIX] havde afgivet dens Indhold; jeg kommer senere tilbage til den. Den er inspireret af »Werther[0007]«, sjælfuld, fint og ypperligt skrevet. Det var imidlertid ikke Mme de Krüdener[XL] nok at skrive en Roman, det gjaldt om at faae den læst og bemærket. Maaden, hvorpaa hun greb dette an, viser, at hun paa dette Tidspunkt til Trods for sine Tilløb endnu ikke havde forsaget Verden helt. Hun nøiedes ikke med de almindelige Fif som at underkaste Bogen i Manuscript den ene Kritikers Bedømmelse efter den anden, at læse den op i Selskab |211| helt eller i Partier, nei, det gjaldt for hende om grundigt at forberede sit succes. Hun tilskrev da først en Ven i Paris[n], Doctor Gay[XLI], en ubekjendt og forfængelig Læge, hvis Carrière hun havde lovet i Tidens Løb at tage sig af, følgende Linier:
[…] »Jeg har en anden Bøn at bede Dem om: lad en god Versemager gjøre nogle Vers til vor Veninde Sidonie[xlii] (Sidonie[xliii] er Heltinden i Mme de Krüdeners[XLIV] første Fortælling). Over disse Vers, som jeg ikke behøver at anbefale Dem, og som bør være saa smagfulde som muligt, skal kun staae denne Overskrift: Til Sidonie[xlv]. Man skal sige til hende: Hvorfor boer Du i Provindserne, hvorfor berøver Dit tilbagetrukne Liv os Din Ynde og Dit Vid? Kalder den Lykke, Du gjør, Dig da ikke til Paris[o]? Dine Yndigheder, Dine Talenter ville kun der blive beundrede, som de bør beundres. Man har skildret Din fortryllende Dands, men hvo kan skildre Alt, hvad der udmærker Dig! – Min Ven, det er til Venskabet, at jeg betroer dette, jeg er ganske skamfuld paa Sidonie’s[xlvi] Vegne, thi jeg kjender hendes Beskedenhed. De veed, at hun ikke er forfængelig, jeg har da mere væsentlige Grunde end en elendig Forfængelighed baade til at bede Dem lade disse Vers skrive og til andet mere: Sig især, at hun lever saa tilbagetrukket, og at man kun i Paris[p] bliver paaskjønnet. Sørg for, at man ikke gjætter paa Dem. Lad disse Vers blive trykte i Af|212|tenavisen. Det er sandt, at Sidonie[xlvii] er bleven skildret som dandsende i »Delphine[0008]«. Læs det, det vil more Dem. Men der maa ikke staae, at det er i »Delphine[0009]«, at man har skildret hende. Kun af Overskriften »Til Sidonie[xlviii]« maa det kunne sees, til hvem Versene er. Vær saa god at betale Avisen. Jeg haaber at kunne forklare Dem mine Bevæggrunde. Send mig hurtigt den Avis, hvori det bliver trykt. Hvis Avisen ikke vil indlade sig derpaa eller hvis det varer for længe, saa send mig Manuscriptet, og man vil faae det indrykket i en herværende Avis. De forpligter derved i høi Grad Deres Veninde, hun vil mundlig forklare Dem, hvorfor hun har bedet Dem derom. De kjender hendes Skyhed, hendes Hang til Ensomhed og hendes ringe Lyst til at blive rost, men det gjælder om at gjøre hende en væsentlig Tjeneste.«
14 Dage senere nyt Brev om samme Gjenstand, nye Forespørgsler, om Doctoren har læst »Delphine[0010]«. Bestandigt samme Thema: »Mme de Staël[XLIX] har sagt til Sidonie[l], at hun har villet skildre hendes Dands, og De kan finde det i første Bind. Hun har efter Fleres Mening der malt Sidonie’s[li] Ansigt, hendes Maade at tale paa og hendes Indbildningskraft, og saa har hun blandet sine egne religiøse og politiske Meninger ind deri, thi Sidonie[lii] har en dyb Religiøsitet og blander sig meget lidt i Politiken.« Nu følge nye An|213|visninger med Hensyn til Digtet. »Der maa vel staae, at man har skildret hendes Talent til at dandse, men der maa ikke staae man, men simpelthen: En dygtig Pensel malede Din Dands, den Lykke, Du gjør overalt, er bekjendt, Dine Yndigheder ere blevne besungne ligesaavel som Dit Vid, og dog skjuler Du dem uophørligt for Verden. Indgetogenhed, ensomt Liv, det er hvad Du foretrækker. Der søger Du Lykken i Din Fromhed, i Naturen og i Studier etc. etc. etc., se, kjære Ven, det er hvad jeg forlanger af Dem, jeg skal senere forklare Dem hvorfor.«
Elegien ankommer, Mme de Krüdener[LIII] kvitterer for Modtagelsen i følgende Brev: »Det er ikke mere end billigt, kjære Doctor, at De selv faaer en Afskrift af den yndige Elegi, De har skrevet for mig, jeg sender Dem hermed en, jeg ønsker selv at beholde Deres.« Elegien lyder:
»Hvad søger Du i Dit ensomme Liv? Paris[q], som er besnæret af den Fortryllelse, der udgaaer fra Dig, af Din Ynde, af de glimrende Gaver, som Himlen har skjænket Dig, tilbyder Dig jo dog Hjerter nok, som Din fintfølende Aand har lagt i Lænker. Vi saae Dig, vi flokkedes om Dig hin Dag; da Du udøvede Elegancens forførende, Skjønhedens betvingende Magt, hin Dag, da Du, vis paa Geniets Palme, ikke vragede de Lovprisninger, der tilfalde Talentet. Allerede dengang fik en sindrig Sanger Dig til at smile, da han |214| vovede at føie sin spæde Stemme til de Vises Chor og udkastede Billedet af Din magiske Dands; men svinder ikke Mindet om hine Festdage for det Tordenslag, hvormed Himlen nu har ramt Dig? Forene vore Hjerter sig ikke med Dine melancholske Tanker, have de ikke i taus Andagt sukket ved Din Smerte? Vi ville ikke krænke Dig med afmægtig Trøst, denne opstillede Tribut, som man yder en opstillet Sorg: Vi hørte Dig sukke og vi sukkede med. – Vi sukkede med, og Du flyer! Hvorfor flyer Du? Sørgefloret bedækker os, Kunsterne forstumme rundt om Dig, Elskoven skjuler sig, og med den det hele livfulde Følge, der fordum udgjorde Din Lyst og Din Hæder.«
Halvdelen af Elegien er endnu tilbage, men jeg bryder af. Brevet slutter saa: »Jeg sender Dem denne Elegie, hvis antike Farve [!] og Skjønhed jeg beundrer. Uden at ville tilegne mig andet af den end den Smerte, som De rigtigt har iagttaget hos mig, og som De har villet formilde, har jeg saameget Andet at sige Dem, kjære Doctor, langt mere smigrende for Dem, men her er ikke mere Plads, og mit erkjendtlige Hjerte kan kun sende Deres sublime og for Menneskeheden saa nyttige Kunst [!] min Tak.«
Doctor Gay[LIV] lod det ikke blive derved, men gav sig saa til at rime sin Prosa. Hans Veninde skriver til ham: »Sidonie[lv] har overdraget mig at bevidne den elskværdigste af alle Venner |215| hendes ømmeste Tak. Versene vare yndige, de ere allerede trykte. Hvilken lykkelig Gave har ikke den, som har skrevet dem! Hvor man seer, at han er Sidonies[lvi] Ven! Hvor han maler, hvad han vil sige! Det er Sjælen selv, som har ført Penslen i hvert eneste Strøg, og det er en saa ophøiet Sjæl […] Sidonie[lvii] har ogsaa modtaget en Elegi i Prosa, som De maa kjende og som hun finder yderst skjøn. Hvilket smukt Talent der ligger i denne ophøiede og simple Maneer, og hvor maa man elske den Aand, der forstaaer at tale et saadant Sprog. Man har forandret nogle Vers, meget lidt, de ere lykkedes fortrinligt og have opfyldt Hensigten.«
Man seer, at Sidonie[lviii] ikke nøiedes med at skrive Kladderne til Lovsangene over sig, men ogsaa gik Renskriften efter. Iøvrigt troer jeg ikke, her behøves nogen Commentar. Den utrættelige Doctor forfatter endnu flere Digte, og nye Anmodninger om at plage alle mulige Kritikere følge. Hvad den religiøst bevægede Historiker Michaud[LIX] angaaer, der anvendte 30 Aar af sit Liv paa at skrive Korstogenes Historie, da gjorde hans meget nære Forhold til Digterinden enhver Opfordring overflødig. Han skrev en varm Kritik. Endelig er da Mme de Krüdener[LX] saa vidt, at hun kan skrive til sin Veninde: »Min Helbred er langt bedre, jeg har været otte Nætter itræk paa Bal uden at føle nogen Ulempe deraf. Hvil|216|ken Lykke, min Veninde, jeg kan ikke sige Dig, hvor feteret jeg er, og det regner ned med Vers; Æresbevisningerne overvælde mig, man strides om et Ord af mig som om en Gunst. Det er tusinde Gange mere end jeg fortjener, men Forsynet ynder at overvælde sine Børn med Velgjerninger, selv naar de ikke fortjene det […] Jeg vilde betragte det som en Feighed ikke at producere et Værk, som jeg antager for nyttigt og betragter derfor min Reise til Paris[r] som en Pligt, medens mit Hjerte, min Indbildningskraft, Alt drager mig til Genfersøen[s].« Saa reiser hun da til Paris[t], og i December 1803 udkommer »Valérie[0011]«. Alle Mme de Krüdeners[LXI] Batterier holdt parate til at give Bogen Salut. Ikke en eneste Effect gik tabt; alle Kritikens Klokker klemtede. Som en dygtig General manglede hun ikke selv paa Valpladsen; hun kjørte fra det ene Modemagazin til det andet for incognito at forlange snart Skjærf, snart Hatte, snart Fjær, snart Guirlander, snart Baand à la Valérie[lxii]. Da nu Kræmmerne saae denne fremmede, endnu smukke og meget elegante Dame komme kjørende i sin Vogn for med en saadan Sikkerhed at forlange de Phantasigjenstande, hun opfandt, gjorde de deres Yderste for at komme paa det Rene med hvad det var hun ønskede og tilfredsstille hende. Naar de unge Piger i Magasinerne bleve aldeles forbausede ved disse uhørte Forlangender og benægtede disse Varers Existents, |217| smilte Mme de Krüdener[LXIII] med saa megen Godhed og beklagede dem saameget, fordi de endnu ikke kjendte Romanen »Valérie[0012]«, at hun snart havde gjort dem til ivrige Proselyter af sin Bog. Med sine Indkjøb kjørte hun saa til en ny Boutik og opnaaede derved i faa Dage en saa rasende Concurrence mellem Kjøbmændene med Hensyn til Sager à la Valérie[lxiv], at hendes Veninder, naar de paa hendes Angivelser begave sig hen til de Handlende og spurgte om disse Varer, bleve uskyldige Medskyldige i hendes Kunstgreb og ikke kunde Andet end afgive deres Vidnesbyrd for hendes Triumph.
Mme de Krüdener[LXV] skriver nu til sin Veninde: »»Valérie’s[0013]« succès er fuldendt og uhørt. Man sagde endnu forleden til mig: Der er noget overnaturligt i dette Held. Ja min Veninde, Himlen har villet at disse Ideer, denne renere Moral skulde udbrede sig i Frankrig, hvor den endnu er mindre kjendt.«
Neppe er denne feberagtige Trang til at gjøre sig gjældende bleven tilfredsstillet, neppe har dette raffinerede Hykleri faaet Tid til at udfolde sig i sin fulde Blomst, før Mme de Krüdeners[LXVI] virkelige Omvendelse indtræder. Hermed gik det saaledes til. En Dag i Aaret 1805 hændte det sig, at da hun i Riga[u] sad i sit Vindue og hilste ned til en af sine talrige Tilbedere, hvem hun havde udmærket i Skaren, blev denne |218| Mand ramt af et pludseligt Slag og faldt død om. Denne Begivenhed henkastede hende i den yderste Melancholi. Under denne hendes melancholske Tilstand skete det saa, at hun, som jo dog ikke af Melancholi kunde rive sig løs fra Jordelivets uafviselige Fornødenheder, en Dag sendte Bud til en Skomager for at han skulde tage Maal af hende til et Par Sko. Manden kom, hun saa slet ikke paa ham, medens han tog Maal. Pludselig bliver hun slaaet af det glade Udtryk i hans Ansigt. »Er De lykkelig?« siger hun til ham. »Jeg er det lykkeligste Menneske af Verden« var Svaret. Denne Skomager var en Opvakt, han hørte til de mæhriske Brødres Menighed. Synet af hans Lykke virkede saa stærkt paa hendes let bevægelige Hjerte, at hun atter og atter besøgte ham, hos ham lærte flere og flere af de mæhriske Brødre at kjende og snart var ligesaa opfyldt af Christendommens Sandhed som han. Med den samme Lidenskab, hvormed hun havde omfattet alle Gjenstandene for sin Ungdoms Kjærlighed, omfattede hun nu Gjenstanden for sin ældre Alders Følelser. Fra nu af viser det religiøse Sværmeri sig ligeligt i hendes Ord og Handlinger. Hendes hele tidligere Liv synes hende Vildfarelse og Daarskab. Hun er kun Et, Kjærlighed til sin Frelser. »Der er ikke en Tanke i mig, som ikke vil behage ham, tjene ham, ofre ham Alt, ham, som forunder mig kun |219| at ville udaande Kjærlighed over alle mine Medmennesker og som i Fremtiden kun viser mig Glimt af Saligheden. O, hvis Menneskene blot vidste, hvilken Lykke man nyder i Religionen, hvor vilde de da ikke skye alle andre Bekymringer end den for deres Sjæl!«
Det er i denne Sindstilstand, at hun kort efter Slaget ved Jena[v] gjør Dronning Louise af Preussens[LXVII] nærmere Bekjendtskab. Nedbrudt af Ulykkerne, som denne var, viste hun sig modtagelig for Mme de Krüdeners[LXVIII] glødende religiøse Veltalenhed. Denne opnaaede den største Indflydelse paa hende og gjennem hende paa Kongen. Jeg anfører som Bevis disse Ord af et langt senere Brev fra Dronningen til hende. »Jeg skylder Deres fortræffelige Hjerte en Tilstaaelse, der, som jeg sikkert veed, vil aflokke Dem Glædestaarer. Det er, at De har gjort mig bedre end jeg var. Deres sanddru Tale, de Samtaler, vi have havt sammen om Religion og Christendom, have gjort det dybeste Indtryk paa mig.« Med Dronningen besøgte hun de Syge og Saarede paa Hospitalerne. Kort derefter traf hun Dronning Hortense[LXIX], der ligeledes følte sig stærkt tiltrukken af hende, saa stærkt, at hun endog modtog hende hver Morgen som sin stadige Gjæst. Umiddelbart derefter gjør hun Jung-Stilling’s[LXX] Bekjendtskab. Hans religiøse Begeistring stemmede med hendes. Hun begynder nu at give Exempel paa enhver Art af |220| christelig Ydmyghed. I Carlsruhe[w] stiger hun op til de smudsigste Kvistkamre for at udføre Kjærlighedsgjerninger. Da hun en Dag paa Gaden træffer en ung Tjenestepige grædende over at skulle feie den, tager hun hende Kosten ud af Haanden og feier for hende. Hun slutter sig nu til en Præst ved Navn Frédéric Fontaine[LXXI], der er bekjendt i Egnen for at kunne gjøre Mirakler, og træder gjennem ham ligeledes i Forbindelse med en ekstasisk Bondepige, Maria Kummrin[LXXII], der stod i stadig Forbindelse med Serapher og Cheruber og som i sine clairvoyante Tilstande gav Orakelsvar og propheterede. Denne Pige spaaede Mme de Krüdener[LXXIII] en høi Sendelse i Guds Rige og betegnede Fontaine[LXXIV], der iøvrigt snart viste sig at være en ualmindelig Hykler og Slyngel, som hendes Apostel. Mme de Krüdener[LXXV] skriver da nu med fuld Overbevisning til sin Veninde: »Tænk at jeg i Ordets bogstavelige Forstand har oplevet Mirakler. Du har ingen Anelse om den Lykke, de føle, der helt give sig hen til Jesus Christus. Jeg har af hans Godhed og Barmhjertighed faaet det positive Løfte, at han vil opfylde de Bønner, jeg retter til ham for mine Slægtninge og Venner.«
Det lader sig ikke nægte, at de Udtryk, hvormed hun skildrer den nye Flamme i sit Indre, have en betænkelig Lighed med Udtrykkene for slet ikke himmelsk Kjærlighed. Om Gud hedder det: »Hvor skulde jeg kunne sige, hvilken Ømhed |221| der brænder i mit Hjerte, hvorledes mine Taarer trille, hvilke Ord der skjælve i hele mit Væsen, naar jeg føler mig saaledes elsket, jeg stakkels Jordorm! Nyligt sagde jeg til Gud: Hvad kan jeg sige Dig, o Du min Høitelskede! (O mon bienaimé), o kunde jeg raabe det ud over hele Verden, gjennem alle Himlene hvor høit jeg elsker Dig! O kunde jeg føre ikke alene alle Mennesker, men alle de oprørske Aander tilbage til Dig!«
Der findes et Billede i Vaticanet[x] af en moderne Italiener, paa hvilket en Nonne knæler for Christus, der besvarer hendes svømmende Blik med de ømmeste Øiekast. Det faldt mig uvilkaarligt ind, da jeg læste Mme de Krüdeners[LXXVI] Udbrud under hendes religiøse Rus. Et andet Sted hedder det: »Hvad det gjælder om er, at elske og bringe Andre til at elske den elskværdigste (le plus aimable), den bedste, den ømmeste af alle Fædre.« Under hendes religiøse Rundreiser, paa hvilke hun overalt præker og omvender, har en ung Missionær sluttet sig til hende, en af de Mange, af hvem hun blev skuffet; men strax efter hans Ankomst udmaler hun deres fælles Gudstjeneste i Ord som disse: »Hvilken Aand! kan De forestille Dem Lyksaligheden af vore Communioner? Intet afmaler den; vi kunde ikke engang høre, hvad der blev sagt.« Det er umuligt at læse dette, uden at mindes nogle Ord af en af hendes Ung|222|domstilbedere: »Lezay[LXXVII] paastaaer (siger Chênedollé[LXXVIII]), at Mme de Krüdener[LXXIX] i de mest afgjørende Øieblikke med sin Elsker gjør en Bøn til Gud og siger: »Min Gud, hvor jeg er lykkelig! Jeg beder Dig om Tilgivelse for dette Overmaal af Lykke!«« Og han tilføier: »Elle reçoit ce sacrifice comme une personne qui va recevoir sa communion.«*)*
Analoge religiøse Stemninger findes iøvrigt hos alle Tiders Mystikere.At hun personlig var overbevist om sin Villies Renhed og fuldstændig oprigtig i sin hele Væremaade er dog hævet over al Tvivl. Ikke blot at hun selv er omvendt, men Omvender-Lidenskaben syder i hendes Indre. Atter og atter kommer den Tanke tilbage hos hende, at omvende endog Djævelen og Helvedes Beboere (je ne puis m’empêcher de désirer que l’enfer vienne à ce Dieu qui est si bon, etc.). Det forstaaer sig, at hun maatte bære megen og haard Miskjendelse af dem, der ikke kunde troe paa den Forandring, der var foregaaet med hende. Endog hendes egen Moder foragtede hende og ophørte at skrive. Men ingen Miskjendelse rokkede hendes religiøse Begeistring. I Reglen ledet af Maria Kummrin’s[LXXXII] Spaadomme, Varsler og Syner, drager hun fra By til By. I Basel[y] uddeler hun religiøse Smaaskrifter |223| til Soldaterne og omvender efter sin egen Mening den halve Garnison.
Snart faaer hun ogsaa Spaadomsgave. Spaadomsgaven er paa denne Tid hyppig. Saavel De Maistre[LXXXIII] som Bonald[LXXXIV] spaaede mange Aar i Forveien Restaurationen og bleve høiligt anseete derfor. Hvor deres Prophetier imidlertid antage et bestemtere Præg, gaaer det dem som det gamle Testamentes: de slaae ikke ind. For blot at nævne nogle Exempler, saa siger De Maistre[LXXXV] i Anledning af Planerne til Oprettelse af et Regjeringssæde i Nordamerika: »Man kan vædde ti mod en paa, at Byen ikke vil blive bygget, eller at den ikke vil blive kaldt Washington[z], eller at Congressen ikke vil komme til at residere der«, og alle disse tre Ting skete. Saaledes spaaede han ogsaa, at Restaurationen af Bourbonerne vilde skee i dybeste Fred uden Hjælp af de Fremmede, at Souverainitetsideen og Adelsmagten vilde gaae styrkede ud af Revolutionen etc. Naar adskillige af Bonalds[LXXXVI] Prophetier (i »Théorie du pouvoir[0015]«) sloge noget bedre ind, da ligger det simpelt i, at den, som spaaer det Forgjængeliges Ophør, nødvendigvis engang faaer Ret, og at der er Ting angaaende Fremtiden, om hvilke der, som Hamlet[lxxxvii] siger, ikke behøves nogen Aand fra Graven for at sige os dem. Mme de Krüdeners[LXXXVIII] Spaadomme fik imidlertid mere at betyde end nogen af Restaurationstidens andre Propheters. I et Brev fra |224| Strassburg[aa] til en russisk Hofdame havde hun (October 1814) skrevet: »Vi skulle snart see det skyldige Frankrig tugtet, det, som ifølge den Eviges Bestemmelse skulde have været skaanet, ifald det havde vedblevet at underkaste sig Korset.« Hvorledes kunde dette senere, efter Napoleons[LXXXIX] Tilbagekomst fra Elba[ab], udlægges anderledes end som en mystisk Forudviden derom! Hun havde fremdeles skrevet: »Uveiret nærmer sig; de Lillier, som den Evige havde bevaret, hint Symbol, der bestaaer i en ren, spæd Blomst, som et Jernscepter har knækket, fordi den Evige vilde det saaledes, disse Lillier, der havde burdet appellere til Guds Renhed og Kjærlighed, have vist sig for at forsvinde.« Hvad kunde dette være Andet end en Spaadom om Ludvig d. 18des[XC] Flugt for Napoleon[XCI]! Efterretningen om disse Prophetier fløi Europa rundt, men naaede allerførst til Keiser Alexander[XCII], paa hvem de gjorde det dybeste Indtryk. Stærkt plaget som han var af Samvittighedsnag, stærkt svækket som han var af allehaande Udskeielser, befandt han sig i høi Grad prædisponeret til en Paavirkning af religiøs Mystik. Paa Reisen fra Wien[ac] gjorde han i Heidelberg[ad] personligt Mme de Krüdeners[XCIII] Bekjendtskab. Snart var hendes Indflydelse almægtig over ham. De indelukkede sig halve Dage sammen, bedende i Forening, læsende sammen i Skriften, discuterende theologiske Problemer. Tiden før Slaget |225| ved Waterloo[ae] tilbringe de i Heidelberg[af] med Psalmelæsning. Efterretningen om de tabte Slag ved Ligny[ag] og Quatre-Bras[ah] 16de og 17de Juni træffer Alexander[XCIV] midt i »Davids Psalmer[0016]«, der trøste ham over Nederlaget og forvisse ham om hans Sags Retfærdighed. Han beder og faster. Den 18de Juni leveres Slaget ved Waterloo[ai]; paa Efterretningen derom reiser Alexander[XCV] til Paris[aj], men forlanger, at Mme de Krüdener[XCVI] strax skal følge ham. Hans høieste Sorg i dette Øieblik er, at hans Broder Constantin[XCVII] ikke ogsaa er omvendt. Vor Prophetinde besøger, før hun reiser fra Heidelberg[ak], de i Fængslet der sig befindende Dødsdømte, præker med stor Virkning for dem og følger saa Keiseren, over hvis christelige Hensigter hun er i den høieste Ekstase. I Paris[al] naaer hendes Indflydelse Høidepunktet. Keiseren besøger hende samme Aften, hun kommer; hendes Bopæl bliver saaledes indrettet, at Keiseren hver Time paa Dagen ved Hjælp af en hemmelig Dør fra sit Palais kan komme til hendes Hus. Iøvrigt fristede ingen Adspredelse, ingen Fornøielse ham, hvem Franskmændene faa Aar tidligere havde kjendt som saa verdslig. »Jeg er Christi Discipel, sagde han, jeg gaaer med Evangeliet i Haanden og kjender kun det.« Og hans Veninde skriver om ham: »Alexander[XCVIII] er Guds Udvalgte. Han vandrer ad Forsagelsens Veie.« Man maatte sikkert tye til Udtryk hentede fra »Johannes’ Aabenbaring[0017]« for at |226| betegne, hvad hun egentlig saa i ham: Noget som en Opretter af det tusindaarige Rige, en Fredens Engel med Magtens flammende Sværd, Lysets blonde Fyrste eller lignende, medens Napoleon[XCIX] for hende som for Adam Müller[C] og Consorter var Djævelen selv.*)*
Alexander[CI] skulde gjenoprette Christendommen paa Jorden, udslette indtil det sidste Spor af Revolutionen og alle dens Gjerninger. Til Gjengjæld kjendte da Alexanders[CII] Ærefrygt og Taknemmelighed ingen Grændser. I Begyndelsen af September fandt en storartet Revue over 150,000 Mand russiske Tropper Sted for Alexanders[CIII] Øine paa Camps des Vertus[am] i Champagne[an]. Mme de Krüdener[CIV] kunde ikke fattes der. Om Morgenen tidligt allerede hentede Keiserens Vogne hende, og han modtog hende ikke som en Yndlingsundersaat, men som et Sendebud fra Himlen, der skulde føre hans Tropper til Seir. »Mest med blottet Hoved, eller med en lille Straahat paa Hovedet, hvilken hun dog gjerne hang over Armen, med sine endnu bestandig blonde Haar, der hang i Fletninger ned over Skuldrene, medens en Lok nu og da faldt ned over Panden, iført en mørk og simpel Kjole, der blev elegant ved den Maade, hun bar den paa, og som sammenholdtes af et simpelt Bælte, saaledes ankom hun ved Daggry, saaledes |227| stod hun i Bønnens Øieblik for Fronten af de forbausede Tropper.«*)*Under dette Samliv med Alexander[CVI] er det da, at Mme de Krüdener[CVII] undfanger en Idee, som man kunde kalde oprørende, ifald den ikke kom fra en stakkels fjantet Kvindes af gammelt Galanteri og ny Religiøsitet forskruede Hjerne, Ideen til »den hellige Alliance«. Det er nuomstunder afgjørende bevist, at det er hende, Europa og Civilisationen har havt at takke for Ideen til den. En Mand, der er tilbøielig til langt at undervurdere hendes Indflydelse, og som har Uret, hvor han benegter den, Dronning Louise af Preussens[CVIII] høitelskede Broder, Storhertugen af Mecklenburg-Strelitz[CIX] skriver: »Mme de Krüdener[CX] har aldrig udøvet den ringeste Indflydelse paa min englelige Søster af Preussen, ikke heller paa Kongen, hendes Gemal, der bedømte denne sørgelig berømte Kvinde fuldkomment rigtig. Hvad derimod Keiser Alexander[CXI] angaaer, da havde hun til Gjengjæld saaledes bemægtiget sig ham, at den hellige Alliance, som Keiseren foreslog og satte igjennem, bør betragtes som denne Kvindes Værk alene; vær vis paa, at jeg ikke vilde sige det, naar jeg ikke vidste det positivt.«
Nogle Dage efter Ankomsten til Paris[ao] sagde |228| Alexander[CXII] til sin Veninde: »Jeg forlader Frankrig, men før min Afreise vil jeg i et offentligt Actstykke give Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand den Ære, vi skylde ham for den Beskyttelse, han har forundt os, og indbyde alle Folk til at slutte sig sammen i Underdanighed under Evangeliet.« Han overrakte hende hermed et Papir, det var Udkastet til Tractaten mellem de tre Monarcher. Capefigue[CXIII], som har seet det, skriver: »Jeg har liggende for mig Originalen til denne Tractat, helt skrevet med Keiser Alexanders[CXIV] Haand med Rettelser af Mme de Krüdener[CXV]. Ordet »den hellige Alliance« er skrevet af denne overordentlige Kvinde.« – Altsaa endog til Navnet er hun Ophav. Hun valgte det med en Hentydning til Spaadommene om de sidste Dage hos Propheten Daniel.
Naar man nu, som vi, har fulgt denne Kvindes Fortid, har seet, hvem og hvad hun var, og naar man paa den anden Side har noget Begreb om Revolutionen og hvad den var, saa synes det En ikke sandsynligt, at alle hine apokalyptiske Reminiscentser og hellige Principer, formulerede af den Kvindehaand, der 11 Aar før kjøbte Skjærfene og Hattene à la Valérie[cxvi], og af den samme Pen, der forfattede Elegien til Sidonie[cxvii], i Længden skulde have Kraft til at modstaae Revolutionens fornyede Dønninger. Thi man maa ikke troe, at Revolutionen er forbi. |229| Vi ere og leve endnu midt i den. Hvor tre ere forsamlede i dens Navn, der er den midt iblandt dem.
I Tractaten erklære »i den høihellige og udelelige Treenigheds Navn« de tre Monarcher »høitideligt, at det nærværende Actstykke har til Hensigt for Universets Aasyn at aabenbare deres urokkelige Beslutning om til Regel for deres Færd, det være sig i Styrelsen af deres respective Stater eller i deres politiske Forhold til enhver anden Regjering, kun at tage den hellige Religions Forskrifter om Retfærdighed, Kjærlighed og Fred, der langtfra blot at være anvendelige i det private Liv omvendt bør have directe Indflydelse paa Fyrsternes Beslutninger som det eneste Middel til at grundlægge de menneskelige Institutioner og raade Bod paa deres Ufuldkommenheder.«
Det var Ordlyden. Hvad der fra først af var oprigtigt og velment af det keiserlige Svaghovede, det blev med hykkelsk Kløgt accepteret af hans kronede Brødre. Cætera qui nescit! Hvo veed ikke, hvad den hellige Alliance kom til at betyde, Indvarslingen af den almindelige europæiske Reaction med Brutaliteten til Indhold og Løgnen til Form. Det var i dens Navn, at i vort Aarhundredes sørgeligste Aarti enhver selv den svageste Stræben mod aandelig og politisk Frihed blev forfulgt eller kvalt. Frivilligt |230| sluttede sig til Alliancen den Magt, der havde den største Interesse deraf, nemlig Paven. Uden smaalig Hensyntagen til sin Stilling som den romersk-katholske Kirkes Hoved hævede Paven til Skyerne sine Colleger: Alexander[CXVIII], den græske Pave, Kongen af Preussen[CXIX], den lutherske Pave, og Kongen af England[CXX], den anglikanske Pave. Paa Wienercongressen fremlagde saa Pius[CXXI] et Restaurationsproject, i Sammenligning med hvilket alle Fortidens Restauratorers Drømme blegnede og alle tidligere Forsøg paa at føre de førrevolutionære Tilstande tilbage reduceredes til Intet. Med et Pennestrøg var Revolutionens og Keiserdømmets Existents udslettet. Det hellige romerske Rige skulde gjenoprettes, desuden hele Middelalderens Samfundsorden, Tiender, Kirkegodser, Skattefrihed for Geistligheden og Inquisition.
Resten af Mme de Krüdeners[CXXII] Liv frembyder ingen verdenshistorisk Interesse. Hun blev stedse mere oprigtig og stedse mere fanatisk i sin Tro; hendes Drift til at lægge den for Dagen i Gjerninger blev stedse mere brændende hed. At hjælpe Fattige og Syge blev hende en Hjertesag og Livssag. Men fra det Øieblik af, hun forsøger at tage Christendommen praktisk, skifter hendes hele Stilling Charakter. Magthaverne, Øvrighederne, alle de Store, der saalænge hun holdt sig til Hofferne, havde gjort hende deres |231| Opvartning, saae, saasnart hun henvendte sig til Befolkningen, med sikkert Instinct en Fjende i hende. Snart drog hun gjennem Schweitz i helligt-vanvittige Fest- og Triumphtog, snart joges hun forfulgt fra By til By. I Basel[ap] rasede Præsterne imod hende og fik hende fordrevet, i Baden[aq], hvor hun under en Hungersnød udviste en storartet Velgjørenhed, blev hendes Hus omringet af Gensdarmer og de, der havde søgt Tilflugt hos hende, splittede ad; fra Luzern[ar] blev hun udjaget af Politiet; da hun forsøgte at naae ind i Frankrig gjennem Elsass[as], blev Adgangen hende forbudt og Tilbagereisen til Baden[at] ligeledes forment hende. Med Politi blev hun endelig escorteret lige til Rusland, saaledes, at hun af det Würtembergske Politi blev afgivet til det Baierske, af dette til det Sachsiske, af dette til det Preussiske og endelig af dette sidste til sit eget Lands. Alexanders[CXXIII] Naade havde hun for bestandig mistet. De Skildringer, hun i sine religiøse Tidsskrifter og Brochurer havde givet af Samfundsuretten, af de Fattiges grændseløse Nød og Magthavernes uretfærdige Undertrykkelser, vare overalt blevne betegnede som Socialisme og Communisme; Christendom, som hun forstod den, kunde ikke være Autoriteterne tilpas. Tilmed viste hun sig naiv nok til uforsigtigt at udtale sin Begeistring for Grækernes Frihedskamp og til paa en formentlig for Keiseren compromit|232|terende Maade at lade sig forlyde med, at han som Stifter af den hellige Alliance burde og maatte gaae i Spidsen for et Korstog mod Tyrkiet. Forstødt af Alexander[CXXIV] forlod hun St. Petersborg[au] og levede fra nu af som Selvplager og Missionær. Hun led Nød, undertiden Sult, pinte sig selv, lindrede Andres Nød, hvor hun kunde, og døde i 1824 under en Missionsreise paa Krim[av].
Et interessant Modstykke til den fransk-russiske Mme de Krüdener[CXXV] danner den tydsk-russiske Sværmerske Fyrstinde Gallitzin[CXXVI], hvis Optræden falder i Slutningen af det 18de Aarhundrede som Mme de Krüdeners[CXXVII] i Begyndelsen af det 19de. Man seer dennes Eiendommelighed skarpere, naar man kaster et Blik paa Fyrstindens Liv. Hun er som Aand et rent tydsk Phænomen, ligesaa enkelt som hendes yngre Samtidige raffineret og sammensat, paa engang naiv og sentimental, en skjøn Sjæl og et svagt Hovede. Hendes Mand er som Krüdener[CXXVIII] meget verdslig, en Ven og Beundrer af Diderot[CXXIX], der først opfordrer Fyrstinden til at studere og indgiver hende Mod dertil, men som senere finder en ivrig Modstander i hende. Ligesaa ligegyldig for sit Kjøns Fortrin, som Mme de Krüdener[CXXX] var coquet, lader Fyrstinden sit Haar afrage for at umuliggjøre sig Deltagelse i Selskabslivet og trækker sig tilbage fra Verden allerede 24 Aar gammel. For ganske at løsrive sig fra al |233| Egoisme »bragte hun Gud af Kjærlighed Ofret af sin Forstand«. Hendes Ubekjendtskab med Verden viser sig i et saadant lille Træk som at hun, da hendes Søn ønsker at gaae i fremmed Krigstjeneste, henvender sig først til den preussiske Overgeneral, senere til den østerrigske for at opnaae Tilladelse til at medgive ham en Ledsager, der kan beskytte ham imod Militærlivets uregelmæssige Sæder, og med Forundring begge Gange modtager det Svar, at en Officier ikke kan medbringe en saadan mandlig Gouvernante til Hæren. Hendes religiøse Sværmeri betegnes bedst ved en Frembringelse som denne:
Gebet der Liebe.
Tonen er hos hende trods al sin Inderlighed dog ligesaa pietistisk-abstract som hos Mme de Krüdener[CXXXI] mystisk-sensuel.*)*
Hvad vi i Mme de Krüdener[CXXXIV] have for os er |234| da en Aand, der fra først af er saaledes udrustet, at den synes skabt til at udrette noget Betydeligt. Thi den har et Fond af levende Følsomhed, en Sum af Livskraft, der synes at kunne strække til for et Par Menneskeliv, ikke som sund Vegeteren, men i Kraft af den indre Uro, der er dens Princip, og af den indre Ild, der synes at kunne kaste Gnister til alle Sider uden Ophør. Der er i hende et oprindeligt Fond af russisk Flygtighed og Bøielighed, tydsk Sentimentalitet, fransk Formsands og »asiatisk«-sandselig Ynde. Hun træder ud i Livet uden nogen solid Opdragelse bag sig og uden noget alvorligt Forsæt foran sig, med en stærk Trang til Lykke, med noget digterisk Anlæg, altsaa forud bestemt til et Liv i Illusioner. Da hun seer sig omgivet af Beundrere, nyder hun svimlende denne Tilfredsstillelse† . Hun begynder da at betragte sig selv som et høiere Væsen. Saalænge hun bevarer den materielle Troskab mod sin Mand, lever hun i den Illusion, at hun er en Pligtens Heltinde. Da hun bryder den, skifter hun Ideal og forvandles for sig selv til Idealet af den skjønne Synderinde. Hun bruger etsteds om Genferdamerne det Udtryk, at de hverken have Uskyldighedens Tiltrækning eller »Syndens Gratie«. Hun har tillagt sig den sidste. Hun vedblev jo dog at besidde den Del af Idealet, som bestaaer i at være den første i sin Art, unique. Heri ligger |235| det, at hun indbildte sig at medbringe Lykken (Ordener og Titler) til sin Mand. Al Illusion bestaaer i en urigtig Sammenknytning af Aarsag og Virkning, den religiøse Illusion som de andre. Men den religiøse Illusion er dobbelt, den henfører Virkningen ikke til sin Aarsag, men direkte til et ubestemt Ophav, Tilværelsens Midtpunkt – første Illusion – og i Tilværelsens Midtpunkt anbringes saa dernæst ikke, som det antages, Guddommen, men Individet selv – anden Illusion. Vor Heltinde troer, at hendes Mand faaer Ordenerne directe fra Gud, men Aarsagen, hvorfor Gud giver ham dem, det er hun selv og ingen Anden. Hun er den sande Aarsag og Gud kun det Middel, hvorigjennem hun virker. Sit verdslige Levnet vedbliver hun at føre, saalænge det endnu formaaer at skjænke hende Illusioner. Men en Dame med Aand og Nerver trættes i Længden ved dette Liv, ved den nye Tilbeders tilbageskuende Skinsyge paa den forrige, og ledes tilsidst ved for 10de Gang at narre sig selv og en Anden med de Ord: »Jeg elsker Dig og har aldrig elsket nogen Anden.« Da alle Illusioner ved dette Levnet ere forbi, aabner der sig for den Livstrætte Muligheden til en ny Illusion, der endog peger ud over Graven. Det Slagtilfælde, der rammer hendes Tilbeder, betragter hun med samme Øine, hvormed den hellige Augustin[CXXXV], Pascal[CXXXVI] eller Luther[CXXXVII] have betragtet lignende |236| Begivenheder. Det er et Vink, en Advarsel til hende. Den glade Skomager er vis paa at høre til Guds Udvalgte. Da hun erfarer Hemmeligheden ved hans Glæde, vil hun ikke staae tilbage, men ogsaa høre til dem. Troen paa Gud er for hende Tilfredsstillelsen af det Ønske at være udvalgt og foretrukken. Hun anseer sig for omvendt og er paa Bunden af sin Sjæl den, hun var. Idet hun lægger Guddommen de Ord i Munden, hvormed han forvisser hende om sin Ømhed, hvad gjør hun da Andet end at skrive Epistlerne og Elegierne til Sidonie[cxxxviii] om igjen! Echoet af hendes egen Selvtilbedelse naaer til hende som en Røst fra Skyerne, og hun takker nu som fordum Gud for at være bleven saaledes udmærket – af sig selv. Hvad hun attraaer er nu som før det at elskes. Men ligesom Chateaubriand[CXXXIX] gaaer til sit jordiske Alhambra[aw] ad en Omvei over det jordiske Jerusalem[ax], saaledes lægger hun Veien til sit himmelske Alhambra[ay] over det himmelske Zion[az]. Forskjellen er kun den, at han vil bedrage de Andre, hun bedrager sig selv. Hun er en Coquette ligesom han og Lamartine[CXL]; kun at de ere stolte Coquetter, medens hun er ydmyg.
Dog det afgjørende Træk, som betegner hende i Modsætning til dem, ligger ikke i Charakteren, men i Intelligentsen og i selve hendes Natur som Kvinde. Chateaubriand[CXLI] har som Mand idetmindste |237| et svagt Begreb om Videnskab, der gjør det umuligt for ham at lade sig narre af Mirakelmænd og Landsby-Sibyller. Hun derimod er Kvinde og i Reactionsperioder er Definitionen paa en Kvinde den: En Kvinde er et Præstebytte. Uden videnskabelige Forudsætninger bliver hun, naar ganske enkelte, ualmindeligt gunstige Omstændigheder undtages, lidt før eller lidt senere, men i Regelen uundgaaeligt et Bytte for sin Begeistring, der ikke veed, hvor den vil hen, for sine ubestemte Længsler, der ikke vide, hvad de attraae, for sin Feighed, der skræmmes af Livets Ulykker, endelig for alle sine Illusioner, og alle disse Magter: Begeistring, Længsel, Frygt og Drømmeri aflevere deres Offer bundet paa Hænder og Fødder som Bytte til Kirken, hvis Autoritet jo desuden fra den tidligste Barndom af gjennem Opdragelsen er bleven indprentet Sjælen. Saaledes gik det Mme de Krüdener[CXLII]. Af det aandelige Liv, som hun tangerer, gaae de betydningsfulde Frihedskampe, den uafhængige Forskning, Oplysningsiveren, Tænker-begeistringen hende uforstaaede forbi; hvad hun forstaaer og tilegner sig af Tidsalderen, det er kun den ene Side: Frivoliteten. Da Reactionen mod det 18de Aarhundrede begynder og selvfølgelig begynder med at foreholde den forløbne Periode dens Ugudelighed og Frivolitet, giver Mme de Krüdener[CXLIII] den øieblikkelig Ret, fordi hun føler sig truffet, fordi hun selv i hele sin Tids|238|alder ikke har seet eller havt Øie for andet end Letfærdigheden og de hensynsløse Sæder.
Reactionen tager til, og den faaer sin Poesi, en Poesi om alt det Overnaturlige, som Digteren indbilder sin Læser at han troer paa. Bøgerne fyldes med Troner og Fyrstendømmer, Cheruber og Serapher; det er for Digterne tilsyneladende hellig Alvor dermed; det falder dem kun end ikke ind, at noget Menneske kunde falde paa at tage det for Alvor. Hvilket Epigram skrives ikke over den hele Fægten for Traditionen, da der endelig kommer en Kvinde, som er naiv nok til at tage Alt bogstaveligt, som troer den unge Pige, der fortæller at have omgaaedes Engle, og den Mand, der vil have havt de overnaturlige Syner, som det var Tidens høieste Mode at synge om! Digterne havde begyndt at forherlige Miraklet og Propheten. Her kommer en stakkels naiv Magdalena og tager dem paa Ordet og troer paa de Mirakler, der vises hende, og forsøger sig selv i Prophetier. Man er netop rede til at ryste paa Hovedet af hende og smile, da det viser sig, at Tidens Mægtige tage hende for fulde. Hun bliver en Magt. Chateaubriand[CXLIV], som ikke troer paa hende eller med hende, men som troer paa hendes Indflydelse, forsøger at vinde hende for sine politiske Planer men bliver afvist. Hun vil kun Et, gjengive Christendommen dens ved Revolutionen styrtede Autoritet. For hende har Revolu|239|tionen kun udført een Gjerning, den at styrte den hellige Tradition; hun for sin Del vil kun udføre een Gjerning, den modsatte, den at gjengive Christendommen dens verdensoverskyggende Herredømme. Alexander[CXLV] griber Tanken, Magterne adoptere den som klogt politisk Middel. Saalænge hun kun vil hævde Christendommens Autoritet, saalænge hun kun vil reformere og omvende Folkene fra oven af, og i Forbund med Fyrsterne, staaer hun paa Ærens og Forgudelsens Tinde. Men Omslaget skeer. Den religiøse Consequents tvinger hende til at forsøge en Folkenes Omvendelse fra neden af ved at begive sig midt ud iblandt dem, ved at drive Christendommen praktisk istedenfor theoretisk, og paa de gamle Apostles Maneer. Hvilken Naivetet! Hun er saa naiv, at hun mener, Magthaverne maa see disse Forsøg med ligesaa gunstige Øine som hendes tidligere Bestræbelser. Hun begriber end ikke, at Autoriteten frygter enhver alvorlig Sysselsættelse med dens eget Princip, naar denne Sysselsættelse ikke er den officielle. Fra det Øieblik af, hun virkelig optræder som Christen, behandles hun som Revolutionær. Autoritetsprincipets Forfægtere see i den Følelse af Menneskenes almindelige Broderskab, der leder hende, og i den Ekstase, hvormed hun taler de Fattiges og Undertryktes Sag, et Bevis for at hun er – Socialist og Communist. Og saaledes faldt det da i hendes Lod praktisk at |240| vise, hvad Christendommens Gjenindsættelse som Autoritet betød. Man vilde netop kun have den som Autoritet, som Magt, som Orden. Man brugte den som man benyttede Politiet, Hæren, Fængslerne for at holde Alt i Ro og Autoritetsprincipet oppe. Fra det Øieblik af, da den blev taget personligt og individuelt, og sat saaledes i Værk, at man kunde frygte, den vilde afstedkomme sociale Bevægelser, fra det Øieblik af var den Uordenen, og Autoriteterne befordrede den i Mme de Krüdeners[CXLVI] Person hurtigst muligt fra Grændse til Grændse.*)*
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
