Der fandtes i Frankrig under Keiserdømmet ingen Poesi. Napoleon[I] var Tidens eneste Digter. Rækken af hans Krige og Seirvindinger var een stor Iliade, Felttoget til Rusland en gigantisk Tragoedie, hvormed ingen, der var udarbeidet ved en Pult, kunde maale sig. Allerede under Revolutionen var af beslægtede Aarsager Poesien forsvunden. Enkelte Digtere skreve vel endnu Tragoedier i den gamle Stil, kun at de havde forvandlet Voltaires[II] philosophiske Tragoedie til en politisk og toge Roms[a] og Grækenlands Republiker til Indtægt for den nye franske Republik, der fandt Forbillederne til sine Helte i hvad man kaldte Roms[b] og Athens[c] Sansculotter; men den Interesse, der knyttede sig til Skuespillene, var ringe i Sammenligning med den, som Nationalforsamlingens og Conventets store Dramer frembød. Som i Oldtiden Gladiatorkampene tilintetgjorde Interessen for de Skuespil, i hvilke Ingen virkelig blev dræbt, saaledes bleve Slutningsscenerne af Conventets Debatter, i hvilke de Overvundne førtes bort til Skafottet, frygtelige Concurrenter med Tragoediernes femte Akt. Melpomenes Dolk kunde i Længden ikke rivalisere i Interesse med Guillotinen. Hvem kunde poetisk fremkalde en Sindsbevægelse, der svarede til den, som Tilskuerne følte ved Kongens og |164| Dronningens Anklagelse, Domfældelse og Død, hvem kunde paa Scenen spinde en Intrigue, der var knyttet saa godt som Robespierres[III] og Dantons[IV] mod Vergniaud[V] og Gironden, eller som Contrarevolutionens mod Robespierre[VI]! Man har Vidnesbyrd om, at de Samtidige havde denne Følelse. Shakspeares[VII] navnkundige Oversætter Ducis[VIII] skriver til en Ven, der opfordrede ham til at arbeide for Theatret: »Hvad taler Du til mig om Tragoedier! Tragoedien er rundt om ude paa Gaden. Saasnart jeg sætter Foden udenfor min Dør, gaaer jeg i Blod indtil Anklerne.« At der ikke laa nogen Overdrivelse i disse Ord, viser et Brev fra Chaumette[IX], som i 1793 sendes til Øvrigheden i Paris[d], hvori der særligt klages over, at Nærsynede bestandig vare udsatte for at træde i Menneskeblod.
Under Napoleon[X] kom endnu den Omstændighed til, at man havde en Herre. Forsøgte en enkelt Skribent som Raynouard[XI] at fjerne sig en Smule fra de slagne Veie, blev han standset i sine Bestræbelser. Hans Stykke »Stænderne i Blois[0001]«, der var bleven spilt i Saint-Cloud[e], blev ved udtrykkelig Ordre fra Keiseren[XII] selv forbudt i Paris[f]. Kanonerne alene havde Ordet. Den Kanon, der plantet foran Invalidehotellet[g] bestandig forkyndte Seir paa Seir, overdøvede alle andre Røster. Og alle ungdommeligt begeistrede Hjerter, alle de ildfulde Sjæle, der til andre |165| Tider vilde have givet sig Luft i Poesi, alle de, der følte hedest for Friheden og Revolutionens Ideer, strømmede nu til Fanerne og søgte ved at beruse sig i Krigshæder at glemme deres Længsel efter Frihed og Poesi. Som en sjælfuld Sang i et Værelse afbrydes og ophører, naar en uafbrudt Rumlen af svære Vogne ryster Gaden, saaledes sluktes det aandelige Liv. Et Par Anekdoter fra Keiserdømmets Tid skildre Larmen og Trykket. Man spurgte Metaphysikeren Sièyes[XIII]: »Hvad tænker De i denne Tid?« Han svarede: »Jeg tænker ikke.« Man spurgte General Lafayette[XIV]: »Hvad har De gjort for Deres Overbevisning under Keiserdømmet?« Han svarede: »Jeg blev staaende opreist.«
Kun enkelte Kunstarter lode sig inspirere af Epochen: Malerkunsten og Skuespilkunsten. Gérard[XV] malte Slaget ved Austerlitz[h], Gros[XVI] de Pestbefængte i Jaffa[i], Slagene ved Abukir[j] og ved Pyramiderne. Talma[XVII], der efter sit eget Udsagn en Aften, da han var sammen med Førerne for Girondinernes Parti, første Gang havde forstaaet og lært at spille Roms[k] Republikanere, ikke som Drengene i den latinske Skole forestille sig dem, men som Mænd, Talma[XVIII] lærte af Napoleon[XIX] at spille Cæsarer og Konger. Efter den bekjendte Tradition lod Bonaparte[XX] sig af Talma[XXI] lære at indtage keiserlige Stillinger. Det Omvendte er Sandheden. Det var af Napoleon[XXII], at Talma[XXIII] |166| lærte den Myndighed i Optræden, den korte befalende Tone, de bydende Haandbevægelser, som han senere bragte paa Scenen. Under sin sidste Sygdom laa han endnu fortæret af Feber og halvt vanvittig og undersøgte i Speilet Sporene af Afsind og Rædsel paa sit Ansigt. »Jeg har dem her,« raabte han og slog sig for Panden; »hvis jeg igjen kommer til at spille, skal jeg gjøre det nøiagtigt saaledes, naar jeg forestiller Karl den 6te[XXIV] som gal.« Saa lidenskabeligt elskede han sin Kunst. Han reiste sig imidlertid aldrig mere, og med ham døde den eneste af Ordets Kunster, der under Keiserdømmet havde blomstret.
Kun een Afart af Litteraturen vinder en Indflydelse, som den aldrig før havde havt, den yngste af alle dens Arter, der hidtil ubetydelig snart bliver en Magt, nemlig Journalistiken. Det bekjendte Dagblad »Journal des Débats[0002]« bliver stiftet for at indlede Kampen mod Voltaire[XXV] og give Tidens herskende Ideer et Organ. Man brugte alle Midler. Ganske som den Dag idag den clericale Presse i Frankrig betegner Voltaire[XXVI] som »den elendige Preusser«, saaledes opsøgte man nu i Voltaires[XXVII] Breve de Steder, der kunde stemple ham som Landsforræder. Man fandt da i Brevene til Kongen af Preussen[XXVIII] den platte Compliment: »Hver Gang jeg skriver til Deres Majestæt, skjælver jeg som vore Regimenter ved |167| Rossbach[l]« og haabede ved Hjælp af slige Citater at hidse Seirherren ved Jena[m] imod Philosopherne af denne Skole. Man gjorde ogsaa særligt gjældende, at efter Samtidiges Vidnesbyrd havde Hovedaarsagen til den franske Hærs Modløshed i Kampen mod Friedrich[XXIX] været den, at Officiererne nærede en Slags fanatisk Beundring for Kongen af Preussen[XXX], der gik saavidt, at de end ikke kunde tænke sig Muligheden af at slaae en Feltherre, der repræsenterede alle de Ideer, som besjælede dem selv. Istedenfor nu heraf at drage en Slutning til Fordel for hine Ideer, drog man tvertimod en ugunstig Slutning med Hensyn til de Personer, der som Voltaire[XXXI] havde udbredt dem i Frankrig, og stemplede dem som Landsforrædere. For at give en Idee om Bladets Tone, anfører jeg disse Ord af Hovedredacteuren: »Naar jeg siger det 18de Aarhundredes Philosophi, mener jeg Alt, hvad der er falskt i Lovgivning, Moral og Politik.« – Endnu et andet Organ var i den nykatholske Skoles Hænder, »Mercure[0003]«, der til Hovedredacteurer havde Chateaubriand[XXXII] og Bonald[XXXIII]. Imod disse mægtige Organer forsøgte de Skribenter, der udgjorde Levningerne af det 18de Aarhundredes Armee en Kamp, men Tiden bragte dem ingen Medbør.
Som tidligere de kjæmpende Magters hele Iver var gaaet ud paa at vinde Publicum eller Folket for sig og deres Ideer, saaledes gik nu |168| under Despotiet alle Bestræbelser ud paa at vinde Magthaverens Person. »Journal des Débats[0004]« forsøgte at vinde Keiseren imod Philosophien. Philosopherne søgte at opbringe ham mod »Journal des Débats[0005]«. De Clericale pegede paa Philosopherne og sagde: »Tag dig iagt for de Mænd, der skrive saaledes. De ere Nedbrydere af Fag, de hade Dig, om saa blot fordi Du er Architekt, og ville nedbryde den Bygning, Du opfører.« Philosopherne hviskede ham fra den anden Side i Øret: »Veed Du, hvad de Mennesker i den anden Leir ville? De ville narre Dig til at opføre et Hus, hvis Nøgler de saa ville udbede sig til en anden. Ved at følge deres Raad arbeider Du hen imod at gjøre Dig selv overflødig. Hører Du ikke, at de bestandig raabe paa Orden. Snart vil Du være den eneste Uorden, som er tilbage i Frankrig. Man vil da tvinge Dig til at fortrække, som Architekten gaaer, naar Husets Herre tager sin Eiendom i Besiddelse.«
Det var utvivlsomt, som da ogsaa Fremtiden viste, Philosopherne, der her havde Ret. Tilhængerne af den nykatholske Skole vare og bleve inderligt knyttede til det gamle Dynasti. Deres Methode var den at rose Delille[XXXIV], fordi han var i Unaade, og Chateaubriand[XXXV], som især siden Hertugen af Enghiens[XXXVI] Drab indtog en fjendtlig Holdning imod Napoleon[XXXVII], kort at vikle det politiske Spørgsmaal ind i de litterære Debatter. Man |169| priste Racine[XXXVIII], men paa en saadan Maade, at det saaes, det var Ludvig d. 14de[XXXIX], man mente; man hudflettede Voltaire[XL], men saaledes at man ramte det revolutionære Parti bag hans Ryg; man fremhævede Lyssiderne ved det gamle Regimente under Paaskud af at skrive Fortidens Historie, og beviste saa godt man kunde, at det hvilede paa Rettens og Retfærdighedens Principer under Paaskud af at give et Cursus i Philosophi.
Napoleon[XLI], der paa det Opmærksomste fulgte med Bladlitteraturen, tabte tilsidst Taalmodigheden. En Note er bleven os opbevaret, som blev tilstillet en af Napoleons[XLII] Embedsmænd for at overgives til Keiserens Privatcorrespondent, »Mercure’s[0006]« Udgiver Fiévée[XLIII], hvori ethvert Ord er charakteristisk. Fremfor Alting er dog her Overgangen fra den upersonlige til den personlige Udtryksmaade interessant. Hvem der er Notens Forfatter, siges aldeles ikke i den; i Begyndelsen taler det ubestemte, anonyme Væsen, man kalder Regjeringen, pludseligt føler man, hvem der styrer Pennen, Løven viser sin Klo. Noten lyder: »Hr. de Lavalette[XLIV] skal gaae til Hr. Fiévée[XLV] og sige til ham, at man læser »Journal des Débats[0007]« med mere Opmærksomhed end de andre Blade, da det har 10 Gange flere Abonnenter, og at man deri bemærker Artikler, skrevne i en for Bourbonerne aldeles gunstig Aand og følgelig med stor Ligegyldighed for Statens Vel; at man har besluttet |170| at undertrykke Alt, hvad der er altfor ildesindet i dette Blad; at Systemet er at vente med stor Langmodighed; at det imidlertid nu ikke er nok, at de ikke ere direkte fjendtlige; at man har Ret til at fordre, at de ere det herskende Dynasti helt hengivne og at de ikke tolerere men bekjæmpe Alt, hvad der kan give Bourbonerne Glands eller hidkalde Erindringer, der ere dem gunstige; at man imidlertid endnu ikke har taget et bestemt Parti; men at man er tilbøielig til at lade »Journal des Débats[0008]« vedblive at komme ud, hvis man forestiller mig Mænd, hvortil jeg kan have Tillid, og som jeg kan sætte i Spidsen for dette Blad.« Man seer hvorledes Forholdene udviklede sig. I Løbet af Keiserens Regjering trængtes Nykatholicismen mere og mere tilbage fra den Gunst og Bevaagenhed, hvorover den fra først af kunde glæde sig, og først under Bourbonerne triumpherede den absolut paany. Strax efter Napoleons[XLVI] Tronbestigelse skrive Chateaubriand[XLVII], Bonald[XLVIII] og De Maistre[XLIX] frit, »Journal des Débats[0009]« opmuntres til at føre sit Korstog mod det 18de Aarhundredes Philosophi, Paven besøger Napoleon[L] i Paris[n], Geistligheden er hædret, Frayssinous[LI] præker frit. Henimod Keiserdømmets Ophør ere Førerne for det katholske Parti tvungne til at tie, »Journal des Débats[0010]« confiskeret, Paven Fange, Kleresiet Keiseren forhadt og Prædikestolene lukkede for Frayssinous[LII]. Først efter 1814 foretages samtidigt |171| med den politiske Restauration en Fornyelse af den religiøse, der yderligere befæster hvad ved Concordatet var begyndt.
Er det nu end ikke for Meget sagt, at der under Napoleon[LIII] ikke gaves nogen egentlig Poesi, saa er det dog ikke mindre vist, at der under ham blev gjort et ikke betydningsløst Forsøg paa at give det 19de Aarhundredes Frankrig, hvad Voltaire[LIV] havde forsøgt at give det forrige i »Henriaden[0011]«: hverken mere eller mindre end en stor national Epopee.
Opgaven var betænkelig, det kan ikke negtes. Paa en Tid, da Frankrig fyldte Europa med Helte som Ney[LV] og Murat[LVI] og alle det nye Keiserdømmes Marechaller, da Napoleon[LVII] forbandt alle Frankrigs aabne Vunder med erobrede fjendtlige Faner, da Nutidens Bedrifter satte alle Fortidens i Skygge, hvor da finde en passende Helt til et Epos og Bedrifter, som kunde fængsle Læseverdenen!
Den Mand, som vovede et saadant Foretagende, var ingen ringere end den, som først paa en opsigtvækkende Maade havde indledet Periodens litterære Bevægelse, den af Alle, som var mest »en vue«, nemlig Chateaubriand[LVIII]. Han følte ikke blot Tilbøielighed, men ogsaa en Slags Forpligtelse til at skrive en Epopee. Han havde jo i sit første Værk paastaaet, at den christelige Religions Legender overgik de hedenske Myther |172| langt i Skjønhed, at den bød Digteren Mere, at alle Charakterer: Fader, Ægtemand, Elsker og Brud vare skjønnere og mere poetiske som christne end som naturlige Mennesker. Det gjaldt for ham om at føie Exemplet til Reglen, Beviset til Læresætningen, og for at godtgjøre Sandheden af sin Paastand og Styrken af sit Talent, besluttede han at forfatte et christeligt Epos. Han søgte da ikke sine Helte paa nogen af Europas store Valpladse; Navne som Marengo[o] og Austerlitz[p] gjorde intet Indtryk paa ham. I Overensstemmelse med den hele Aandsretning, han havde indledt, valgte han sig ikke active, men passive Helte, overhovedet ikke Helte, men Martyrer til Gjenstand for sin Fremstillingsgave og betitlede saaledes sit Epos, der iøvrigt for os mere ligner en almindelig to Binds Roman, siden det er skrevet i Prosa: »Martyrerne eller Religionens Triumph[0012]«. For ret at forstaae dette Valg af Stoffet, maa man betænke, at den Ideekreds, hvori Mændene af denne Skole levede, i Virkeligheden ikke var Keiserdømmets, men de tilbagevendte Emigranters. Man havde endnu ikke kommet sig af sin Rædsel over Revolutionens Gjerninger. Man saa i Revolutionens Førere lutter Blodmænd, i det knuste Parti lutter Ofre. Den egentlige Helt var for disse Mænd ikke Napoleon[LIX], den foretagende Kriger, men Ludvig den 16de[LX], den uskyldige Martyr. Hvad vare de andet end Martyrer alle de christne |173| Præster, der for deres Troes Skyld vare blevne myrdede i Septemberdagene, alle de mod Kongemagten af Guds Naade trofaste Mænd og Kvinder, der havde lidt Døden i Vendée![q] Saa skyldfrie Ofre som Prindsesse Lamballe[LXI] eller de unge Piger i Verdun[r] under Revolutionen og som Enghien[LXII] i den seneste Tid, det var Heltinder og Helte, som vare en Forherligelse værd, tusinde Gange mere end de, der besudlede sig med Blod paa alle Europas Valpladser.
Allerede i Aaret 1802 havde Chateaubriand[LXIII] faaet Ideen til sit Epos, i 1806 vare de første Sange færdige. Men Handlingen skulde foregaae over hele den i Oldtiden kjendte Verden. Chateaubriand[LXIV] var ingen magelig Natur, det var ikke hans Tilbøielighed at gjøre Værket færdigt snarest muligt for saa let det lod sig gjøre at komme til at hvile paa sine Laurbær. Han brød da af og reiste i Juli 1806 ud for at besøge Grækenland, Orienten, Jerusalem[s], Ægypten, Carthago[t] og vende hjem over Spanien til Paris[u]. Denne Reises nærmeste Formaal var da, som han aabent tilstaaer i Fortalen til den senere udgivne »Itinéraire[0013]« at fuldkommengjøre det paabegyndte Digt. Han siger: »Jeg har ikke foretaget denne Reise for at beskrive den. Jeg havde en Hensigt med den; denne Hensigt har jeg opfyldt i »Martyrerne[0014]«; jeg søgte Billeder, det var Alt.«
Det var imidlertid ikke Alt, hverken Alt |174| hvad der laa i Chateaubriands[LXV] Hensigt med Reisen, eller Alt hvad han ønskede, man skulde see i den. Chateaubriand[LXVI] er Childe Harold[lxvii] før den sande; Chateaubriand[LXVIII] er Restaurationens Byron[LXIX]. Ligesom hans René[lxx] er de Byronske Heltes Forløber† , saaledes er han selv paa sine Pilgrimsfarter en Forgjænger for hin halv opdigtede, halv virkelige Harold[lxxi], hvem Lysten til Eventyr og Længslen efter Indtryk jager fra Land til Land. Men som Restaurationstidens Byron[LXXII] kan han ikke som den engelske Lord, der endnu følte Vikingeblodet i sine Aarer, nøies med ærligt at tilstaae et saa enkelt Motiv til sine Farter. Det vilde lidet have været i Restaurationstidens Aand, lidet have stemmet med Chateaubriands[LXXIII] Rolle i Tiden at drage til Jerusalem[v] for at studere Landskaber, fylde sin Palet med Farver og sin Skizzebog med Udkast. Naar Childe Harold[lxxiv] taler om sin Pilgrimsfart, tager han Ordet i overført Betydning, Chateaubriand[LXXV] bruger det ganske bogstaveligt. Han meddeler Alle, at han reiser til det hellige Land for at opbygges ved Skuet af de hellige Steder. Han bringer Vand fra Jordans Flod[w] med tilbage, og da senere Greven af Chambord[LXXVI] bliver født, har han det paa rede Haand, saa at det kongelige Barn kan blive døbt dermed. Han siger selv: »Det kan synes underligt, nutildags at tale om hellige Løfter og Pilegrimsfarter; men paa dette Punkt er jeg som bekjendt uden Skam |175| og har allerede forlængst stillet mig selv i de Overtroiskes og Svages Rækker. Jeg vil maaskee blive den sidste Franskmand, der er draget ud fra mit Land til det hellige Land med en middelalderlig Pilgrims Ideer, Formaal og Følelser. Men har jeg end ikke de Dyder, som fordum glimrede hos Herrerne til Coucy[x], Nesles[y], Chastillon[z] og Montfort[aa], saa har jeg idetmindste Troen tilbage, og paa dette Mærke vilde endda de gamle Korsfarere kjende mig som en af deres egne.«
Er det nu allerede et stærkt Stykke af en rent moderne Aand som Chateaubriand[LXXVII] at tillægge sig Pilgrimsfølelser og Pilgrimsformaal, da de gamle Pilgrimme, saavidt vides, ikke reiste ud efter Billeder og Indtryk til litterære Productioner, hvad skal man saa sige, naar man i Chateaubriands[LXXVIII] efterladte »Memoirer[0015]« finder en Tilstaaelse om hvad det fjernere Formaal var med denne Opsøgen af Billeder, som kaster det grelleste Lys over hine sidst anførte Ord. Han haabede ved sine Anstrengelser for at opnaae Berømmelse, ved sine Studier og Reiser at vinde en Dames Gunst, i hvem han var forelsket. I og for sig betragtet, er jo Intet mere naturligt. Han var endnu ung. Han var brændende ærgjerrig og elskede med Lidenskab. Hvad Under, at han sagde til sig selv: Ry, større Ry, med fuldere Ret erhvervet Ry for bedre at fortjene hende, for at vise hende |176| mit alvorlige Forsæt at gjøre mig værdig til hendes Yndest. Hun synes tilmed at have været ærgjerrig paa hans Vegne, at have ladet ham øine Besiddelsen af hende langt ude som en Løn for nye Anstrengelser. Lad der endog være noget Middelalderligt og om Riddertiden Mindende i dette Forhold! men hvilken Prælatsjæl maa man ikke have for her at ville tale om Korsfart og Pilgrimsgang! Chateaubriand[LXXIX] siger i »Mémoires d’outre-tombe[0016]«: »Men har jeg ogsaa i Reisebeskrivelsen sagt Alt om denne Reise, der begyndte i Desdemonas[lxxx] og Othellos[lxxxi] Havnestad? Gik jeg til Christi Grav med et angrende Sindelag? En eneste Tanke fortærede mig; jeg talte med Utaalmodighed Øieblikkene. Fra Dækket af mit Skib, med Øinene fæstede paa Aftenstjernen, bad jeg den om Medbør for at komme hurtigt afsted, om Hæder for at blive elsket. Jeg haabede at erhverve mig Hæder i Sparta[ab], i Zion[ac], i Memphis[ad], i Carthago[ae] og at bringe den med til Alhambra[af]. Vilde man have bevaret Erindringen om mig saa udholdende som jeg aflagde mine Prøver? […] Hvis jeg hemmeligt nyder et Øiebliks Lykke, saa er den forvirret ved Erindringen om hine Forførelsens, Fortryllelsens og Deliriets Dage.«
Saaledes taler Tannhaüser[lxxxii], da han er sluppen ud af Venusbjerget, men Peter Eremita[LXXXIII] førte ikke dette Sprog, da han vendte tilbage fra den |177| hellige Grav. Den Dame, der havde sat Chateaubriand[LXXXIV] Stævne i Alhambra[ag] var den unge Madame de Mouchy[LXXXV], der skildres af Samtidige som et Vidunder af Skjønhed, Ynde og Finhed. Hun døde i Vanvid. – Chateaubriand[LXXXVI] var gift lige siden 1792. Hans Ægteskab var maaske en Ubesindighed, men burde han som den christelige Morals saa ivrige Talsmand ikke have respecteret det, hvordan det saa var indgaaet? Han skildrer dets Stiftelse saaledes i sine Memoirer: »Affairen blev drevet uden mit Vidende […] Jeg følte mig i ingen Henseende skikket til Ægtemand. Alle mine Illusioner levede endnu, Intet var udtømt i mig; mit Livs Energi var endog fordoblet ved mine Reiser. Jeg var stadig plaget af Musen. Min Søster[LXXXVII] holdt af Mlle de Lavigne[LXXXVIII] og saa i dette Ægteskab en uafhængig Stilling for mig: Gjør det da, sagde jeg. Hos mig er den offentlige Personlighed urokkelig, men den private et Bytte for hvemsomhelst, der vil bemægtige sig den, og for at undgaae en Times Fortrædeligheder kunde jeg gjøre mig til Slave for et Aarhundrede.« Lykkeligvis følte han sig ikke altfor bunden. Som hjemvendt Pilgrim skrev han da sin Epopee.
En Epopee i det 19de Aarhundrede! Der gives i vore Dage ikke mere Nogen, som troer paa Muligheden deraf. En klarere Indsigt end den, nogen tidligere Tid har besiddet i de histo|178|riske Betingelser for de store Oldtidsepopeers Opstaaen har overbevist os om det Unyttige i nutildags at ville kappes med Værker af den Friskhed og Naivetet som »Iliaden[0017]« og »Odysseen[0018]«. Ligesaa lidt som nogen virkelig Digter nutildags kunde falde paa at efterligne »Vedahymnerne[0019]«, »Davids Psalmer[0020]« eller »Völuspà[0021]«, lige saa lidt forsøger Nogen nutildags at rivalisere med de uforgjængelige Værker, hvori i Tidernes Morgen et Folk barnligt har ladet sin hele Gude- og Sagnlære glide Tilhøreren forbi, som Grækerne have gjort det i deres nationale Heltedigte, Tydskerne i »Niebelungenlied[0022]« og Finnerne i »Kalevala[0023]«. De Epopeer, der som Virgils[LXXXIX] og Tassos[XC], som Camoens’[XCI], Klopstocks[XCII] og Voltaires[XCIII] efterligne hine gamle Folkeværker med Bevidsthed og Studium og som have forvandlet det Miraculøse i dem til et dødt episk Maskineri, have aldrig kunnet hævde sig i Rang med deres Forbilleder og have Værd i samme Grad, som de i Tid og Aand staae dem endnu nogenlunde nær. Jo mindre Naivetet de besidde, des koldere staae vi overfor dem. De ikke mislykkede episke Digte, der ere skrevne i den nyere Tid, jeg nævner som Exempel Goethes[XCIV] »Hermann og Dorothea[0024]«, eller i vore Dage Hamerlings[XCV] »Der König von Zion[0025]«, have ganske opgivet det episke Apparat. Men dette var ingenlunde Chateaubriands[XCVI] Hensigt. Tvertimod! Det gjaldt jo netop om at |179| fordoble det, om at lade det christelige Apparat straale i dets Overlegenhed over det antike.
Da han ikke er Versificator, beslutter han at skrive sit Værk i Prosa; men hvor stor en Mester han end er i denne Kunstart, aner man allerede, hvorledes han vil famle efter en Stil.
Alle mulige Paavirkninger krydse hos ham hverandre: Homer[XCVII] og »Johannes’ Aabenbaring[0026]«, Dante[XCVIII] og Milton[XCIX], Kirkefædrene og Suetonius[C]. Handlingen foregaaer paa Diocletians[CI] Tid, Halvdelen af de optrædende Personer ere Hedninge, Halvdelen Christne. Helten Eudorus[cii] vinder en ung hedensk Piges Hjerte, omvender hende og døer sammen med hende som Martyr i Colosseum[ah] i Rom[ai]. Hendes Fader er Græker og Præst for Homer[CIII]. Episoderne foregaae i det gamle Gallien[aj].
Jeg vil give nogle Exempler paa, til hvilken Maneer og hvilke Overdrivelser Efterligningen af den homeriske Stil har ledet Forfatteren. For det Første gjør han sine Grækere altfor troende, de udtrykke sig med ligesaa barnlig Tro til Guderne som de homeriske Helte, fra hvilke de ere skilte ved vel 1100 Aar. Hvo veed ikke, at hin Tids Grækere vare fuldkomment skeptiske overfor deres Guder og mere end halvveis Rationalister, selv naar de troede paa dem. Den unge græske Pige træffer i en Skov Eudorus[civ] hvilende under et Træ. Han er ung og smuk. Han staaer hurtigt op, da han bemærker hende. »Hvorledes,« |180| sagde hun forvirret til ham, »er Du ikke Jægeren Endymion[cv]?« – »Og Du,« sagde den unge Mand, ikke mindre forbauset, »er Du ikke en Engel?« – Dette er ikke Complimenter, men ment i fuldt Alvor. Dog saa let har neppe nogensinde unge Elskende bogstaveligt anseet hinanden for Sagnfigurer og overjordiske Væsener. – Cymodoce’s[cvi] Fader siger i samme Stil til den unge Mand: »Min Gjæst, tilgiv min Frimodighed, jeg har altid adlydt Sandheden, Datter af Saturn og Moder til Dyden.« Allerede paa Platons[CVII] Tid formaaede en Græker godt at nævne Sandheden uden at omtale hverken dens Forældre eller Dydens Bedsteforældre.
Endnu et Par Vendinger, der see ud som oversatte fra Homer[CVIII]: Da den unge Pige forbauses ved at see Eudorus[cix], som hun ikke kjender, og vil vide, hvem han er, siger hun: »I hvilken Havn er dit Skib løbet ind? Kommer Du fra Tyrus[ak], der er saa berømt for sine Kjøbmænds Rigdom? eller fra det yndige Korinth[al], efter at have modtaget rige Gaver af dine Gjæstevenner« o. s. v.
Alt dette gaaer endnu nogenlunde an i Dialogen, men hvad skal man sige, naar Fortælleren selv, snart glemmende de 1500 Aar, der skille ham fra sine Personer, slaaer ind i samme Taleform som de, snart atter bruger Vendinger hentede fra Middelalderens Ridderromancer. I rent homerisk |181| Stil siger han f. Ex.: Intet vilde have forstyrret Demodocus’[cx] Glæde, ifald han havde kunnet finde en Husbond for sin Datter, der havde behandlet hende med alt skyldigt Hensyn, efter at have ført hende til et af Rigdomme opfyldt Hus. Og i Kjæmpevisetone hedder det om Velleda[cxi], den galliske Druide: »fille de roi a moins de beauté, de noblesse et de grandeur.«
Og taler nu Digteren undertiden i en Stil, som om han selv var den sidste Homeride, saa tale til Gjengjæld hans Personer ofte, som forudanede de den hele moderne Dannelse. Saaledes siger den christne Biskop Cyril[cxii] om de hedenske Myther: »En Tid vil maaskee komme, da disse den barnlige Oldtids Usandheder kun ville være sindrige Fabler, Gjenstande for Digternes Sange. Men i vore Dage forvirre de Aanderne.« Hvilken oplyst Mand!
At gjennemgaae det hele Digt ligger ikke i min Plan. Det ligger endog udenfor min Plan at stille det betydelige Talent, som Forfatteren her udfolder, i dets fulde Lys. Jeg kan i det Høieste gjøre en Læser af Bogen opmærksom paa Skjønheden af enkelte Scener som for Exempel den, hvor den græske Familie ankommer i Besøg hos den christne, der netop binder Neg paa Marken, eller paa Episoder som Velledas[cxiii] Død. Over det første Sted er udbredt en egen religiøst-idyllisk Ynde; det minder om »Ruth’s |182| Bog[0027]« og har dog en rent evangelisk Duft. Velleda[cxiv] har Chateaubriand[CXV] skrevet som Digter med sit Genies hele Ild og guddommelige Raseri. Jeg kan kun give nogle Draaber af Værkets Saft; man maa saa bedømme hele Frugten efter dem.
Jeg gaaer lige løs paa Chateaubriands[CXVI] Thesis, den christelige Vidunderverdens Brugbarhed for Poesien. Man behøvede intet bedre Bevis end hans Digt for, at den hele christelige Poesi i vore Dage er een stor Anachronisme. Jeg tager først hans Helvede for mig, fordi dette i Almindelighed er lykkedes Digterne bedre end Skildringen af de Saliges Tilstand. Enhver kjender Dantes[CXVII], Enhver veed, hvorledes hos ham en hel Hærskare af forvovne Hoveder dukke op af Rædslernes Vande og Luer, saa kraftigt tegnede, at de beherske det hele Digt. De iblandt hans Fordømte, som man bevarer i Erindringen, det er de næsten overmenneskeligt trodsige og stolte italienske Adelsmænd fra hans egen Tid, Farinata[CXVIII] for Exempel. Hvad Milton[CXIX] angaaer, da er som bekjendt ingen Skikkelse lykkedes ham bedre end hans Satan, og ikke uden Grund har man fundet Forbilledet til denne i hans Tidsalders energiske puritanske Rebeller, der selv som overvundne ikke ophørte at byde Kongemagten Trods. Enhver Tid digter sin Lucifer i sit Billede. Chateaubriand’s[CXX] Oprører er da heller ikke Traditio|183|nens Djævel, nei det er en Djævel, som har gjort den franske Revolution. Saasnart han og hans Hofstat lukker Munden op, fare alle Stikordene fra Republikens Tider dem ud af Munden. Skal Satan holde en Tale til sine Hærskarer, saa forbauses Læseren ved at høre Toner fra 1790 klinge igjen deri. Efter nogle indledende bibelske Phraser falder han over i Revolutionens Frihedshymners Stil, som Chateaubriand[CXXI] ikke har undseet sig for til Fryd for Efterkommernes vantrevne Slægt at vrænge efter.
Satan siger: »I Nationernes Guder, I Troner, I Nidkjære, I uovervindelige Hære af Krigere, I høimodige Børn af dette stærke Fædreland, Hæderens Dag er kommet.«
Saa var den franske Litteratur da naaet saavidt, at Marseillaisen blev lagt i Djævelens Mund af Landets største Digter.
Og hvad er han saa denne Djævel? En Gnist af Liv faaer han kun ved at parodiere Rouget de Lisle[CXXII]. Ellers er han den benløseste og blodløseste Allegori, som tænkes kan. Se ham fare ned i sit Rige: »Hurtigere end Tanken gjennemfarer han hele Rummet, der engang vil forsvinde [hvilket Tankeexperiment!]; hinsides Chaos’s brølende Rester naaer han til Grænd|184|serne af hine Egne, der ere uforgjængelige som Hævnen, der dannede dem, forbandede Egne, Dødens Grav og Vugge, hvor Tiden ikke udgjør Ordenen, og som endnu ville existere, naar Universet er bortført som et Telt, der er reist for en Dag […] han følger ingen Vei gjennem Mørket, men draget af sine Forbrydelsers Vægt [!] synker han naturligt ned mod Helvede.« Der staaer »naturligt«; mig forekommer han naturligst at minde om Niels Klim[cxxiii]. Alle Omgivelserne i hans Rige ere enten Allegorier, som virke desmere komisk, jo mere Digteren har villet forfærde med dem, eller Karrikaturer af Voltairianerne og Voltaire[CXXIV], der tage sig ud midt i Epopeen som Stumper af arrige Avisartikler, der ved en Feiltagelse ere komne ind deri. Døden skildres: »Et Spøgelse springer frem paa Tærskelen af den ubønhørlige Port; det viser sig som en mørk Plet paa Flammerne fra Fængslet bag det. Man skimter Helvedslysets gule Straaler i Mellemrummene mellem dets Knokler. Det er Døden. Grebet af Rædsel vender Satan Hovedet bort for at undvige Skelettets Kys.« Her er endnu to andre Dæmoner: »Bundet med hundrede Knuder af Diamant [!] sidder Fortvivlelsens Dæmon paa en Trone af Bronze og behersker Sorgernes Rige; ved Indgangen til den første Forsal ligger Smerternes Evighed paa en Jernseng; den er ubevægelig, selv dens Hjerte |185| banker ikke. Den holder i sin Haand et uudtømmeligt Timeglas. Den kjender og siger kun Ordet »Aldrig«. – Omtrent saaledes sidder en Automat paa et Uhr og siger kun Ordet »Kuk«.«
Ligner dette nu ingen Verdens Ting, saa ligne den falske Visdoms Dæmoner altfor latterligt. Vi saae, at alle Tidens religiøse Ideer kunde rummes i Ordet Orden. Derfor fremhæves ogsaa Ordenen her i Helvede saavel som i Himmerig. I Anledning af en indre Strid i Helvede hedder det: »Man vilde have seet en frygtelig Kamp, hvis ikke Gud, som alene er Ophavsmand til al Orden, selv i Helvede, havde bragt Larmen til Taushed«, og om den falske Visdoms Dæmon staaer der: »Han dadlede den Almægtiges Værker, han vilde i sit Hovmod indrette en anden Orden mellem Englene og i den høieste Visdoms Rige; det er ham, som blev Fader til Atheismen, det gyselige Spøgelse, som Satan selv ikke havde avlet, og som blev forelsket i Døden.« Det synes mig høist eiendommeligt, at det netop er en Forandring i Ordenen, ja i Rangforordningen ved det guddommelige Hof, som denne allerbrandguleste Djævel har villet iværksætte.
Han taler. »Hans Stemmes falske Strenghed, hans tilsyneladende Ro bedrage den forblændede Mængde: Helvedes Monarcher! I veed det, jeg har altid været imod Voldsomheder, vi kunne kun seire ved Tankeudvikling, Blidhed og Overtalelse. |186| Lad mig mellem mine Dyrkere, ja mellem de Christne udbrede hine samfundsopløsende Principer, der underminere Rigernes Grundvold.« Man sammenligne nu blot disse Udtryk med dem, med hvilke i Epopeen Datidens Philosopher beskrives. »Disse en tom Videnskabs Disciple angribe de Christne, prise et stille Liv, leve for de Stores Fødder og bede om Guld. Nogle af dem beskjæftige sig alvorligt med at danne en Art platonisk Stat, hvor lutter forstandige Mennesker skulle henleve deres Dage som Venner og Brødre. De grunde dybt over Naturens Hemmeligheder. Nogle af dem see Alt i Tanken, andre Alt i Materien, andre præke Republik, skjøndt de leve i et Monarchi. De paastaae, at man bør omstyrte hele Samfundet for at gjenopbygge det efter en ny Plan. Atter andre ville ligesom de Troende lære Folket Moral […] Splidagtige med Hensyn til det Gode, enige om det Onde, latterligt indbildske, antagende sig selv for sublime Genier opfinde disse Sophister alle Arter af bizarre Ideer og Systemer. Hierokles[cxxv] gaaer i Spidsen for dem, og han er sandelig værdig til at anføre en saadan Bataillon […] Der ligger noget cynisk og skjændigt i alle hans Træk; man seer, at hans uædle Hænder kun daarligt ville due til at føre Soldatens Kaarde, men at de let vilde kunne holde Atheistens Pen eller Bødlens Sværd.« Talen er om Rom[am] og om Hierokles[cxxvi]. Men at dette skal |187| være Paris[an] og at dette skal være Voltaire[CXXVII], behøver ingen nærmere Paavisning.
Saavidt var det kommet i den franske Litteratur, at man beskyldte Voltaire[CXXVIII], der ikke een, men en halv Snes Gange havde slaaet de katholske Bødler Sværdet af Haanden og kastet dem in effigie paa det Baal, hvorpaa de vilde opbrænde uskyldige Stakler, for særligt at egne sig til Bøddelhaandværket. Og saa dum var man bleven, at man, for ret at male Djævelen sort, malede ham af som Atheist. Men hvad i al Verden end Satan og alle hans Staldbrødre ere, Atheister hverken ere de eller kunne de være. De have dog virkelig faaet Kjærligheden at føle. Paul Heyse[CXXIX] har skrevet det træffende Epigram:
og herimod lader der sig virkelig Intet indvende.
Lad os da vende Blikket fra Chateaubriands[CXXX] Helvede til hans Paradis. Det er altid en vanskelig Sag at skulle skildre Paradiset; Helvede veed vi Alle hvad er; men hvad Paradiset angaaer, saa mangler man Oplysninger; »on manque des renseignements«, som en fransk Dame sagde. Det var dobbelt vanskeligt i en Tid som hin, da Parny[CXXXI] saa at sige forud havde skrevet Parodien paa ethvert Forsøg i denne Retning i sin »La guerre des dieux[0028]« og da alle dannede Mennesker |188| endnu havde Hovedet fuldt† af Brudstykker af dette gudsforgaaene Digt, som man neppe vilde fordriste sig til at nævne paa dansk Grund, hvis ikke N. M. Petersen[CXXXII], forført af den smukke Rolle, som Parny[CXXXIII] har tildelt de nordiske Guder, og øiensynligt i Tillid til, at intet Menneske anede hvad Digtet indeholdt, havde rost det og citeret flere Stykker af det i Slutningen af sin »nordiske Mythologi[0029]« (S. 440). Glandsscenerne deri, som Treenighedens Ankomst paa Olympen[ao] eller Gudernes Gjenbesøg i den christne Himmel, høre til det Fortrinligste, noget komisk Digt kan opvise, hvorvel Behandlingen ikke svarer til den grandiose Titel, men er zirlig og fløielsagtig i det 18de Aarhundredes Poesies eller nærmere i Fløiels-Breughels[CXXXIV] Maneer. Og dog betvivler jeg, at det er lykkedes selv Parny’s[CXXXV] Kaadhed at gjøre den orthodoxe Himmel saa komisk som Chateaubriands[CXXXVI] Begeistring gjør den. Her nogle Prøver:
»I Centrum af de skabte Verdener midt iblandt de utallige Stjerner, der gjøre Tjeneste som Volde, Alleer og Veie, svømmer den umaadelige Guds By, hvis Vidundere ingen Dødeligs Tunge kan fortælle. Den Evige lagde selv dens tolv Fundamenter og omgav den med den Jaspismur, som den høitelskede Discipel saa Engelen med Guldalenen maale. Beklædt med den Høiestes Hæder er Jerusalem[ap] pyntet som en Brud for sin Brudgom […] Stoffets Rigdom kappes her om Prisen |189| med Formernes Fuldkommenhed. Her hænge Galerier af Saphirer og Diamanter, der svagt ere efterlignede af Menneskets Geni i Babylons[aq] Haver, her hæve sig Triumphbuer, dannede af de mest glimrende Stjerner, her kjæde Buegange af Sole sig sammen, der uden Ophør fortsætte sig gjennem Firmamentets Rum […]«
Himlen forlade et skrøbeligt Menneske sin Synd! men en stakkels indfødt Kjøbenhavner minder dette mest om den Pragt, hvori Tivoli viste sig for ham som Barn en Aften, naar der var Vauxhall. – Vi gjøre et Indblik i den hellige Stad. Her samles og skilles Cherubernes og Seraphernes, Englenes og Erkeenglenes, Tronernes og Fyrstendømmernes Chor; thi disse Væsner, som dog syntes at kunne prisgives til Spøgen, siden de hos Parny[CXXXVII] havde faaet saamange Prygl, holde deres høitidelige Indtog paany.*)
Ja de føle sig fra nu af saa husvante paa Parnasset, at vi |190| endnu† træffe hele Armeen forsamlet i de Vigny’s[CXXXIX] »Eloa[0031]« (1823), og i Victor Hugos[CXL] »Oder[0032]« (f. Ex. Livre I Ode 5, Ode 9, Ode 10). Vi erfare, hvad de bestille, »Nogle bevogte Zebaoths og Elohims 20,000 Stridsvogne, Andre vaage over Herrens Pilekogger og over hans uundgaaelige Lyn, hans frygtelige Gangere, der bringe Pest, Krig, Hungersnød og Død. Een Million af disse ivrige Genier regulere Stjernernes Bevægelser og afløse efter Tour hverandre i disse prægtige Beskjæftigelser som Skildvagter, der vaage for en stor Armee.«*)Alle de Sager, som Englene passe paa, ligge hen som i et stort Rustkammer for at benyttes ved given Leilighed. Vi see dem i en følgende Skildring komme til Anvendelse. Det er, da Treenigheden har spaaet de Salige Eudorus’s[cxlii] Martyrium: »Da disse Kirkens Skjæbner bleve de |191| Udkaarne meddelte gjennem et eneste Ord af den Almægtige, afbrødes Sangen og ophørte Englenes Gjerning. Der blev i Himlen en halv Times Taushed. Alle de Himmelske sloge deres Øine ned mod Jorden, Maria lod fra Firmamentets Høide et første Kjærlighedens Blik falde ned paa det zarte Offer, der var hendes Ømhed betroet. Bekjendernes Palmer bleve paany grønne i deres Hænder. Den ildfulde Eskadron aabnede sine glorværdige Rækker for at give Plads for de nye Martyrer. Beseireren af den gamle Drage Michael forbereder sin frygtelige Landse; rundtom ham bedække hans udødelige Ledsagere sig med glimrende Kyradser, Skjoldene af Diamant og Guld, Herrens Pilekogger, de flammende Sværd blive nedtagne fra de evige Buegange [Lofter], Immanuels Vogn skjælver paa sin Axe af Ild og Lyn, Cheruberne rulle deres fremstormende Vinger rundt og tænde deres Øines Raseri (et allument la fureur de leurs yeux).« Det er halvt Maskerade og halvt Ballet.
Gaae vi fra Attributerne til Saligheden selv, da beskrives den saaledes: »De Udkaarnes høieste Gode er at vide, at dette umaadelige Gode er grændseløst, de ere uophørligt i den liflige Tilstand, hvori en Dødelig er, naar han lige har udført en dydig eller heltemodig Handling, hvori et ophøiet Genie befinder sig, der undfanger en stor Tanke, eller et Menneske, der føler enten en legi|192|tim [!] Kjærligheds Henrykkelse eller et Venskab, der længe har været prøvet i Ulykken. Den Høiestes Skjønhed og Almagt er Gjenstand for deres stadige Underholdning: o Gud, sige de, hvor stor er Du!«
Det er neppe lykkedes Chateaubriand[CXLIII] at gjøre Saligheden synderlig fattelig. Man føler nærmest Medlidenhed med den stakkels Gud, der hele Tiden maa høre sin egen Lovsang. Han skildres saaledes: »Langtfra Englenes Øie i Ildens og Lysets Rum fuldbyrdes Treenighedens Mysterium. Aanden, der bestandig stiger op og ned fra Søn til Fader og fra Fader til Søn, forener sig med dem i disse uigjennemtrængelige Dybder. En Triangel af Ild viser sig da ved Indgangen til det Allerhelligste, Kloderne standse af Ærefrygt og Skræk, Englenes Hosianna forstummer […] Ildtriangelen forsvinder, Oraklet aabner sig, og man seer de tre Magter. Baaret af en Trone af Skyer holder Faderen et Compas i Haanden, en Cirkel ligger under hans Fødder, Sønnen sidder ved hans Høire, bevæbnet med Lynet, Aanden hæver sig til Venstre som en Lyssøile. Jehovah gjør et Tegn, og de beroligede Tider gjenoptage deres Løb.« Der forekommer Intet om, hvormange Gange om Dagen, Ugen eller Maaneden denne pompøse Ceremoni finder Sted. Maaskee er det i Mellemrummene mellem disse Fuldbyrdelser af Treenighedens Mysterium, |193| at Guddommen deler sig; thi undertiden synes den delt: »Anraabt af Mildhedens og Fredens Gud til Bedste for den truede Kirke lod den stærke og frygtelige Gud Himlen sine Planer vide.«*)
Til dagligt Brug sidder Sønnen uafbrudt ved |194| et mystisk Bord, og 24 Oldinge, klædte i hvide Kjortler og med Guldkroner paa Hovedet, sidde paa Troner ved hans Side. Nærved ham staaer hans levende Vogn, hvis Hjul spye Ild. »Naar Folkenes Forventede værdiges at vise sig for de Udkaarne i et helt og fuldstændigt Syn, saa falde disse ned som døde for hans Aasyn, men han udstrækker sin Høire og siger til dem: Reiser Eder op, I min Faders Velsignede! Seer paa mig, jeg er den Første og den Sidste.«
Det kunde synes, at om ogsaa denne Gymnastik den første Gang kan have noget Tiltrækkende eller Overraskende for de Udkaarne, maa Fornøielsen ved at styrte næsegrus ned som død og derpaa faae Lov til at reise sig for at betragte bestandig det Samme, i meget høi Grad tabe sig ved Vanen. Men man bør maaskee erindre, at vi ikke tør anlægge vor endelige Erfaringsmaalestok paa disse overjordiske Glæder.
Og hermed lade vi Chateaubriand[CXLV] beholde sit Himmerige. Jeg troer ikke, at det kan kaldes mindre besynderligt end Parny’s[CXLVI]. Eller hvad er mest besynderligt, at Lammet som hos Parny[CXLVII] kommer brægende ind, eller at som hos vor Digter de hellige Oldinges Dragter blive hvidnede i Lammets Blod? Jeg vil imidlertid ikke ophobe Exempler paa denne Himmels Overnaturligheder, jeg vil hellere anføre et Par Træk, hvorved den røber sig som moderne Arbeide. I psychologisk |195| Henseende er det saaledes interessant, at hvor vildt og vilkaarligt Alt i dette Himmerige end gaaer til, som kunde det rystes fra hinanden ved en Nysen, kan Digteren dog ikke undslaae sig for Paavirkning af den Tid, hvori han lever. Selv i dette Himmerige er der Naturlove. Der staaer saaledes udtrykkeligt om de Salige, at de ynde at lære de Love at kjende, efter hvilke de tunge Legemer med saa stor Lethed fare igjennem Ætheren. Dette Træk anticiperer ligesom Standpunktet i Byrons[CXLVIII] »Kain[0033]«. Dernæst er det i æsthetisk Henseende interessant at see, hvorledes Chateaubriand[CXLIX] paa de Punkter, hvor han ikke laaner fra Apokalypsen eller Milton[CL], danner sine Billeder, de Billeder, ved Hjælp af hvilke han vil give en Forestilling om Paradisets Pragt. Medens Dante[CLI], for at give et Begreb om Himmeriges Lyshav, tyer til den religiøse Visions Aabenbaringer, til den mystiske Roses Pragt, som Rosen i den gothiske Kirke svagt søger at efterligne, saa nødes den moderne, bereiste, i positive Erfaringers Verden opfostrede Chateaubriand[CLII] til at tye til Indtrykkene fra sine Udenlandsreiser. De himmelske Buegange sammenlignes med Babylons[ar] Haver, med Palmyras[as] Søiler i Ørkenens Sand. Da de Salige gjennemile den skabte Verden, siges der om det Skuespil, der viser sig for dem: »Saadan viser sig for de Reisendes Øie Indiens stolte Sletter, Delhis[at] og Cochinchinas[au] rige |196| Dale, hine Kyster, som ere bedækkede med Perler og som dufte af Ambra, hvor de stille Bølger lægge sig til Hvile ved Foden af blomstrende Kaneltræer.« Billedet er noget vel naturligt og realistisk til et saa spiritualistisk Sujet. Man ømmer sig ved at skulle forestille sig alle disse Erkeengle i cochinchinesiske Omgivelser. Men i slige Træk hævner Naturen sig paa den, der troer at kunne sætte sig ud over den eller frembringe noget Høiere end den. Da denne Retning senere i Litteraturen fortsættes videre, see vi hos De Vigny[CLIII], der skriver under Ossians[CLIV] Indflydelse lige saa fuldt som under Miltons[CLV], Himmelrummets Æther sammenlignet med de skotske Fjeldes Taager, ja da Lucifers Skikkelse skimtes langt borte ude i Rummet af Engelen Eloa[clvi], sammenlignes denne utydelige Form med en omflakkende Skotlænderindes viftende Plaid, som den sees gjennem det svævende Net af de Skyer, der sænke sig over Bjergenes Spidser. Der synes at være langt fra en Engel til en Plaid.
Det Sceneri og de Landskaber, der for denne Gruppe af Digtere staae som de ideale, det er ikke som for de tydske Romantikere Potpourri- eller Lobescowse-Landskabet,*)
nei lige omvendt i Overensstemmelse med Periodens hele Aand det paradisiske Landskab, hvori den strengeste Orden |197| hersker, symmetrisk, architektonisk, abstraheret af en Abstraction af Claude Lorrain[CLVII]. Se f. Ex. Begyndelsen til De Vigny’s[CLVIII] »Syndfloden[0035]«; jeg gjengiver Versene ved Prosa:»Jorden var smilende og i sin første Blomstring –, Dagen havde endnu det samme Lys, – der kronede Himlens Høider, – da Gud lod den falde fra sine skabende Hænder for at forskjønne sit Værk. – Intet havde forvansket Naturens Form, – og de regelmæssige Bjerges uhyre Architektur – hævede sig med lige Trin imod Himlen – uden at Noget havde brudt en Ring i deres Kjæde […] Flodernes Løb til Havet var reguleret – i en fuldkommen Orden, der ikke var forstyrret. – Aldrig vilde en Reisende under Træets Løv – langt fra Floden have fundet den blanke Muslingeskal, – og Perlen beboede sit Krystalpalads; – enhver Skat hvilede i det Element, hvor den blev til – uden nogensinde at overskride det himmelske Forbud.«
I Overensstemmelse med denne Tendents mod det Ideale og Abstracte i Landskabet bliver Sceneriet mere og mere forlagt til Himmelrummet. Chateaubriand[CLIX] er endnu Mester for at skildre det jordiske Sceneri fuldt saa vel som det himmelske; de Vigny[CLX] pleier i sine ældste Digte ægte seraphisk at lade Handlingen foregaae mellem Himmel og Jord; Victor Hugos[CLXI] Ode »Ludvig d. 17de[0036]« foregaaer ved Himlens Porte, hans »Vision[0037]« i |198| Himmelrummet, i det himmelske Jerusalem[av], og »de tro Seraphers Vogn, besaaet med Øine, glimrende af Gnister, med de larmende Flammehjul og de fire Vinger, der dreie sig rundt«, spiller ogsaa en Rolle her, »hvor Helgene og glorværdige Martyrer, tilbedende den ubekjendte Væsenhed (Essence), under en brændende Sky beskue den mysteriøse Triangel« o. s. v. Lord Byron[CLXII], der ogsaa ynder Ætheren som Milieu, om end en mindre theologisk Æther, og der ligesom de Vigny[CLXIII] har gjort en Syndflodsstudie, foretrækker dog anderledes urolige Landskaber og har først som Søens Maler sin rette Horizont. Han fører Poesien fra de luftige Omgivelser ned til dette friske og salte Element.
Det er da neppe lykkedes Chateaubriand[CLXIV] at bevise hvad han vilde, den christelige Inspirations poetiske Overlegenhed over den blot poetiske. Overalt hvor han forsøger derpaa, blotter eller dømmer han sig selv. Jeg skal endnu nævne eet, men et afgjørende Exempel.
Da hans Helt Eudorus[clxv] seiler igjennem Megaras[aw] Golf med Ægina[ax] foran sig, Piræus[ay] paa høire, Corinth[az] paa venstre Haand, og seer alle disse Byer, der tilforn vare saa blomstrende, nu ligge hen i Ruiner, fælder en Græker, der er ombord paa Skibet, Taarer ved Erindringen om sit Fædrelands fordums Storhed, og det skildres smukt, hvorledes den Enkelte ligesom føler sin |199| private Sorg svinde ind ved Skuet af de store, overvældende Ulykker, der knuse hele Folkeslag. Eudorus[clxvi] siger saa: »Denne Lære syntes at ligge over min unge Fornuft, og dog forstod jeg den, medens de andre unge Mænd, der vare med ombord, vare uimodtagelige for den. Hvoraf kom denne Forskjel? Af vore Religioner. De vare Hedninge, jeg var Christen.« Saaledes forsøger Chateaubriand[CLXVII] at hævde den christelige Følelse denne udsøgte Sands for Naturomgivelserne og for den Lære, de kunne give, en Sands, som Hedningen som Hedning skal mangle.
Men nu træffer det sig saa uheldigt for Theorien, at hele dette Sted ikke er Andet end en Oversættelse af et berømt, fra Oldtiden opbevaret Brev fra Sulpicius[CLXVIII] til Cicero[CLXIX],*)
altsaa er forfattet af en Hedning. Det er da ikke skikket til Bevis for, hvilke poetiske Følelser Hedningen maa mangle. Men dette Træk er symbolsk. Saaledes udgives de positive Religioner bestandig for at være i Besiddelse af visse overnaturlige Skjønheder og Egenskaber, der skulle fattes Naturen som Natur, og dog er alt det i dem, der har poetisk eller sædeligt Værd, kun afskrevet, kun oversat fra selve den uforanderlige og uforbederlige Hedning Naturen. Som Feuerbach[CLXX] sagde det: Theologiens sande Væsen er Anthropologi.|200| Kaste vi da et Blik tilbage over denne dristige Digtning, dette forvovne Forsøg paa at tvinge det 19de Aarhundredes litterære Smag tilbage til »Johannes’ Aabenbarings[0039]« og Dantes[CLXXI] Standpunkt, saa lader det sig ikke negte, at dette Forsøg paa at feire »Religionens Triumph« er mislykkedes. Hvad der duer deraf, det er netop de rent menneskelige Partier, af hvilke vi i det Følgende ville gjennemgaae et. Digterens egen religiøse Begeistring var altfor vaklende til at Aarhundredets Tvivl og Kulde overfor Mirakelverdenen ikke skulde have sat sig Spor i hans Product.
Han hyklede ingenlunde ligefrem; men han bedrog sig selv. Et Bevis paa, hvor rørt han selv kunde blive ved Læsningen af sine »Martyrer[0040]« er nylig kommen for Dagen i det fine og elskværdige (pseudonyme, posthume?) Skrift: »Les enchantements de Prudence[0041]« af Mme de Saman[CLXXII], den sidste unge Kvinde, der blev elsket af Chateaubriand[CLXXIII], og der elskede ham igjen. Hun fortæller heri først om hvorledes de i Sommeren 1828 pleiede at træffe hinanden paa Austerlitz-broen[ba] og spise til Middag sammen i Jardin des Plantes[bb] i et ensomt Værelse der. »Han forlangte Champagne for, som han sagde, at oplive min Kulde, og jeg sang da for ham nogle Sange af Béranger[CLXXIV]: »Mon âme[0042]«, »la bonne vieille[0043]«, »le Dieu des bons gens[0044]« etc. Han hørte dem henrykt.« Hun |201| skildrer med varme Farver disse Stævnemøder,*)
og fortæller saa, hvorledes det hørte til Chateaubriands[CLXXVII] største Glæder at høre hende, der i hele Skriftet viser den fineste poetiske Sands, læse hans poetiske Arbeider høit for ham. Især glædede det ham at høre sine Landskabsskildringer fra hendes Læber. »Men undertiden,« siger hun, »tog jeg for at røre ham inderligere »Martyrerne[0046]« frem, og læste de vise Bekjenderes Taler og Lovsange, Fængslets og Pinslernes pathetiske Scener. Han kunde ikke holde sine Taarer tilbage; en Dag græd han; jeg blev ved at læse; hans Graad steg til Hulken; jeg vedblev og hans Hulken brød voldsomt frem, da jeg kom til det Sted, hvor Eudorus[clxxviii] hemmeligt har tilbudt at lade sig ofre for sin Moders Frelse, der med altfor stor Svaghed havde elsket sine Børn. Ved disse Ord kunde han ikke styre sig mere. Det var Sindsbevægelser, der vendte tilbage til deres Kilde. Han var forgrædt, henreven, ramt fra alle Sider i sin exalterede Sjæl. Han viste sig rørt og taknemmelig. Han sagde mig, at han aldrig havde følt en saadan Nydelse. Han gav mig alle de |202| søde Navne, som man giver Muserne. Han fandt mig smuk. Han roste især mine Øine, mit Blik. Han indbildte sig i sin Lidenskab aldrig at have seet noget Lignende.« Hun var da en Snees Aar, han netop 60 Aar gammel. Man seer af det anførte Citat, at endog saa kolde Steder i »Martyrerne[0047]« som de hvidklædte Oldinges Taler have været følte af Digteren selv; man røres ved denne unge og ædle Kvindes sværmeriske Beundring for en Olding; han vinder ligesom i Værd for Læseren ved selv i den Alder at have kunnet vinde en saadan Kvindes Elskov; men i hvilket underlig blandet Selskab fremtræder dog ikke i dette Tilfælde Hjertegrebetheden, der er saa sjelden hos Chateaubriand[CLXXIX], at den her næsten kan betegnes som et »Unicum«! Champagne, Bérangers[CLXXX] Viser, Kjærlighedserklæringer og Kjærtegn, Graad over »Martyrerne[0048]«, Opløsthed i Hulken og nye Kjærlighedserklæringer! Hvilke Omgivelser for en orthodox Epopee! hvilken kun altfor menneskelig Skrøbelighed hos en seraphisk Digter, Ex-Minister og fordums Jerusalemsfarer!*)
højresiderne i kapitel 5 har i førsteudgaven klummetitlen »En Pilgrim og hans seraphiske Epopee.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Reactionen i Frankrig.«.
det absolutte kejserdømme begyndte med Napoleon 1.s kroning i 1804 og sluttede i 1814/1815 med genindførelsen af monarkiet.
der sigtes til Homers Iliaden fra ca. 700 f. Kr.. Iliaden er et længere græsk epos (fortællende digt) om grækernes belejring af Troja.
Napoleon 1.s felttog i Rusland forløb fra 24.6.1812 til 14.12.1812 og kulminerede i Slaget ved Borodino 7.9.1812, der var uhyre blodigt og medførte store tab for både de franske og de russiske styrker.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af Konsulatet og kejserdømmet.
François de Voltaire skrev en række tragedier med filosofisk indhold, som fik stor succes i hans samtid, fx Oedipe, 1718, Brutus, 1730, Zaïre, 1732, Mérope, 1743, og Sémiramis, 1748.
der sigtes til republikken under Romerriget i 509-27 f.Kr. og det athenske demokrati i 507-322 f.Kr.
den første franske republik blev 22.9.1792 oprettet af Nationalkonventet (det franske parlamentariske styre i 1792-1795).
en gruppering under Den Franske Revolution, 1789-1799, der udgjorde en samling af politisk aktive håndværkere, lønarbejdere og småhandlende og især gjorde sig gældende under det republikanske styre, Nationalkonventet, i 1792-1795. Ordet sansculot anvendes også som øgenavn for de yderligtgående revolutionære.
den selvbestaltede lovgivende forsamling proklameret af generalstændernes tredjestand (borgerne) 17.6.1789.
Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki og dannede den første franske republik.
i græsk mytologi er Melpomene tragediedigternes muse, der som en af sine attributter har en maske og en blodig dolk. GB sigter formentlig til Johan Ludvig Heibergs udtalelse om William Shakespeares tragedie Richard 3. Heiberg tvivlede på, at vi »nogensinde kunne vænne os til at se Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv«, fra et brev til skuespilleren Frederik Høedt dateret 26.11.1852, genoptrykt i Prosaiske Skrifter, vol. 7, 1861, s. 394.
Ludvig 16. af Frankrig blev af Nationalkonventet, det republikanske styre i 1792-1795, dømt til døden for landsforræderi efter at være blevet anklaget for at have samarbejdet med europæiske fyrstehuse om en intervention af Frankrig. Han blev guillotineret 21.1.1793. Hans dronning Marie-Antoinette, der var Østriger og også havde øvet indflydelse på den udenlandske modstand mod revolutionen, blev guillotineret 16.10.1793.
under Nationalkonventet, det franske republikanske styre i 1792-1794, kæmpede Maximilien Robespierre og Georges-Jacques Danton, der var tilhængere af den politiske gruppering Jakobinerne, mod den anden gruppering, Gironden, og Pierre Victurnien Vergniaud, der var girondiner. Den politiske kamp førte til, at girondinerne mistede magten og 21 deputerede girondinere, bl.a. Vergniaud, 31.10.1793 blev henrettet.
i 1794 udstedte Nationalkonventets velfærdsudvalg, der blev ledet af Maximilien Robespierre, og som havde til opgave at arbejde for folkets sikkerhed, en lov (Loi de la Grand Terreur) mod de kontrarevolutionære, dvs. dem, der modarbejdede revolutionen, bl.a. royalisterne. Anledningen var et politisk motiveret mordforsøg på Robespierre. Loven forkortede revolutionsdomstolens juridiske proces mod de anklagede og førte til mange henrettelser. På grund af interne stridigheder i konventet førte loven imidlertid også til Robespierres henrettelse.
citatet findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853 Nettement 1853, 2:448.
brevet gengives i Louis Blancs Histoire de la révolution française, 1847-1862 Blanc 1857, 9:469.
Napoleon regerede Frankrig først som førstekonsul i 1799-1804 og derefter som kejser i 1804-1814/1815.
det gamle invalidehotel i Paris, Hôtel des Invalides, der i 1670-1677 blev bygget som hjem for invalide krigsveteraner, blev af Napoleon udvidet væsentligt og kom til at rumme 5000 boliger.
anekdoterne gengives i Alfred Nettements Historie de la littérature française sous la restauration, 1853 Nettement 1853, 1:80-81.
François Gérards oliemaleri Bataille d’Austerlitz, 1810 (Château de Versailles). Maleriet skildrer slaget ved Austerlitz 2.12.1805, hvor Napoleon 1. besejrede koalitionen af russiske og østrigske styrker.
Antoine-Jean Gros' oliemalerie Bonaparte visitant les pestiférés de Jaffa, 1804 (Louvre). Maleriet skildrer den pest, der udbrød i Jaffa efter slaget 3.-7.3.1799, hvor Napoleon Bonaparte besejrede de osmanniske og albanske styrker.
Antoine-Jean Gros' oliemalerier Bataille d'Aboukir, 1806 (Château de Versailles), og Bonaparte haranguant l'armée avant la bataille des Pyramides, 21 juillet 1798, 1810 (Château de Versailles). Malerierne skildrer slagene i Egypten 25.7.1799 og 21.7.1798, hvor Napoleon Bonaparte besejrede de osmanniske styrker.
blandt lederne af Girondinerne, tilhængerne af den radikale politiske gruppering Gironden under Den Franske Revolution i 1789-1799, var bl.a Jacques-Pierre Brissot og Pierre Victurnien Vergniaud.
citatet findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853 Nettement 1853, 2:469.
citatet findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853 Nettement 1853, 1:93.
der sigtes til Napoleon 1., der i slaget ved den tyske by Jena 14.10.1806 besejrede de preussiske og sachsiske tropper.
citatet findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853 Nettement 1853, 1:94.
citatet findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853.
Jacques Delille faldt i unåde hos Napoleon 1. på grund af sit antirevolutionære digt »La pitie«, 1803.
den franske hertug Louis-Antoine af Enghien var af den adelige Bourbon-slægt og kæmpede fra sit eksil imod republikken og for monarkiets genoprettelse. Selvom han befandt sig i det tyske grevskab Baden, blev han af Napoleon Bonaparte anklaget for landsforræderi, fanget og henrettet. Det viste sig senere, at Bonapartes anklager var falske. François-René de Chateaubriand var stærk modstander af henrettelsen og fratrådte som en reaktion derpå sin stilling som højtstående funktionær i Napoleon 1.s regering.
citatet findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853 Nettement 1853, 1:100.
medlemmerne af den franske fyrsteslægt Bourbon, hvoraf flere efterkommere havde siddet på den franske trone. Fyrsteslægten var centrum for royalisternes politiske bestræbelser på at genindføre monarkiet og derfor Napoleon 1.s modstandere.
pave Pius 7. rejste til Paris i 1804 og deltog i Napoleon 1.s kroning.
under erobringen af Rom tog Napoleon 1. i 1809 pave Pius 7. til fange og fragtede ham til Frankrig.
den 5.7.1801 indgik det republikanske styre i Frankrig og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
(fr.) påskønnede; GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 126): »paaagtede«.
der sigtes til François-René de Chateaubriands første værker Atala, 1801, og René, 1802, der udgjorde episoder af fremstillingen i hovedværket Génie du christianisme, 1802. Bøgerne gengiver myten om det ædle vilde menneske, som endnu ikke er blevet korrumperet af civilisationen.
der sigtes til slaget ved Marengo 14.6.1800, hvor Napoleon Bonaparte besejrede de østrigske styrker, og til slaget ved Austerlitz 2.12.1805, hvor Napoleon 1. besejrede koalitionen af russiske og østrigske styrker.
det absolutte kejserdømme begyndte med Napoleon 1.s kroning i 1804 og sluttede i 1814/1815 med genindførelsen af monarkiet.
i løbet af Napoleon 1.s kejserdømme i 1804-1814/1815 vendte mange af de franskmænd, især royalister, der var emigreret under Den Franske Revolution, 1789-1799, tilbage til Frankrig.
der sigtes til septembermyrderierne i Paris 2.-6.9.1792, en massakre, hvor ca. 1400 fængslede royalister og klerikale blev myrdet af radikale revolutionære. Årsagen var, at de revolutionære frygtede, at Paris ville blive angrebet af udenlandske styrker, og at de fængslede i så fald ville blive befriet og tilslutte sig fjenden.
i det franske departement Vendée indledtes i marts 1793 en stor opstand mod revolutionen. Opstanden blev anført af royalister og katolske klerikale, men blev i 1794 brutalt slået ned af det franske styre.
der sigtes til slaget ved den franske by Verdun 20.8.1792, hvor de preussiske styrker besejrede de franske.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af Konsulatet og kejserdømmet.
den franske hertug Louis-Antoine af Enghien var af den adelige Bourbon-slægt og kæmpede fra sit eksil imod republikken og for monarkiets genoprettelse. Selvom han befandt sig i det tyske grevskab Baden, blev han af Napoleon Bonaparte anklaget for landsforræderi, fanget og henrettet. Det viste sig senere, at Bonapartes anklager var falske.
citat fra François-René de Chateaubriands rejsebeskrivelse Itinéraire de Paris à Jérusalem, 1811 Chateaubriand 1969, 2:701.
citat fra François-René de Chateaubriands rejsebeskrivelse Itinéraire de Paris à Jérusalem, 1811 Chateaubriand 1969, 2:769-770.
sammensat citat fra manuskriptet fra 1834 til Mémoires d'outre-tombe, der udkom posthumt 1849-1850 Chateaubriand 1951, 2:1007.
der sigtes til den franske munk Peter Eremit, der drog på pilgrimsfærd til Jerusalem og besøgte Jesu grav på Golgata. Her modtog han ifølge legenden åbenbaringer. Peter Eremit vendte senere tilbage til Jerusalem som leder af korstogene.
citat fra François-René de Chateaubriands erindringsværk Mémoires d'outre-tombe, udgivet posthumt 1849-1850 Chateaubriand 1951, 1:287.
replikker fra François-René Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:114.
citat fra François-René Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:127.
citat fra François-René Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:114.
citat fra François-René Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:109.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 131-132): »Kongemø har ringere Skønhed, Adel og Værdighed«; citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:261.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:135.
scenen findes i François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:125.
episoden findes i François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:274.
der sigtes til den florentinske forfatter Dante Alighieris beskrivelse af helvede (inferno) i hovedværket Divina Commedia, ca. 1307.
der sigtes til John Miltons beskrivelse af Satan som en oprører mod Gud i det episke langdigt Paradise Lost, 1667.
Den Franske Revolution i 1789-1799, fra enevældens fald under folkets kamp mod privilegiesamfundet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:238.
François-René de Chateaubriand parafraserer i Satan-figurens replik de to første verslinjer af den franske revolutionssang La marseillaise, 1792. Sangens verslinjer lyder: »Allons enfants de la Patrie / Le jour de gloire est arrivé!«.
sammensat citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:233-234.
sammensat citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:234-235.
sammensat citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:235 og 237.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:241.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:240.
sammensat citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:240-241.
sammensat og ændret citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:166-168.
citat fra den tyske digter Paul von Heyses digt »Sprüche« udgivet i Gedichte, første bind af Gesammelte Werke, 1872-1914 Heyse 1872, 1:67.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 136): »Man mangler Oplysninger«. Citatet findes i Charles-Augustin Sainte-Beuves afhandling Chateaubriand et son groupe littéraire sous l'empire, 1861 Sainte-Beuve, 1861, 1:7.
den flamske maler Jan Brueghel den ældre fik tilnavnet Fløjls-Brueghel pga. hans maleriers bløde udtryk og motiver.
sammensat citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:139.
her i betydningen: lysende, glansfuld.
citat fra Évariste de Parnys La guerre des dieux, 1799 Parny 1799:167.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:141.
citat fra Évariste de Parnys La guerre des dieux, 1799 Parny 1799:19.
sammensat citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:149.
her i betydningen: lysende, glansfuld.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:142.
sammensat citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:145.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:146.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:145.
citat fra François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:145.
der sigtes til lammet i Évariste de Parnys La Guerre des dieux, 1799 Parny 1799:8.
der sigtes til François-René de Chateaubriands Les martyrs, ou le triomphe de la religion chrétienne, vol. 1-2, 1809 Chateaubriand 1969, 2:149.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik