Wackenroders[I] Bog[0001], der danner Udgangspunktet for Romantikens Forhold til det Musikalske og Musiken, danner paa samme Tid Udgangspunktet for dens Forhold til Kunsten. Som Winckelmanns[II] første kunstbegeistrede Skrifter fremkaldte Lysten til Studiet af den antike Kunstverden, saaledes vakte Wackenroder[III] paa sin Side Kjærligheden til den tydsk-middelalderlige Kunst og dens Tidsalder. Med naiv Begeistring begynder han med at omskrive og oversætte saadanne Brudstykker af Vasaris[IV] gamle Kunstnerbiographier[0002], som gaae |153| ud paa at skildre de berømte italienske Mesteres Storhed og sjælelige Høihed. Han forherliger f. Ex. Leonardo[V], dog ikke efter hans Eiendommelighed, ikke som dette bestemte Individ eller gjennem kunstforstandig Kritik, men under Titlen: »Mønsteret paa en kunstrig og tilmed høilærd Maler, fremstillet i Leonardo da Vincis[VI] Liv[0003]«, og Afhandlingen indledes med disse sværmeriske Ord: »Den Tidsalder, da Malerkunsten gjenopstod i Italien, har bragt Mænd til Verden, til hvem vor Tid med Rette burde see op som til Helgene i Glorien.« Hvor overordentlig lidet helgenagtigt Italiens store Kunstnere under Renaissancen netop efter Vasaris[VII] Skildring af deres Levnetsløb levede, det oversees helt. Lige i sin allerførste Spire er den romantiske Kunstanskuelse forgiftet af Følelsesreactionen, og idet Kritikeren folder sine Hænder for at tilbede, glemmer han at aabne sine Øine for at see.
Mellem disse Stykker indfletter Wackenroder[VIII] nogle Linier, der bære Overskriften: »Længsel efter Italien[0004]«, hvori den Opfattelse af Italien første Gang kommer frem, som senere bliver den gjennemgaaende og obligate. Det at længes efter Italien og at elske Italien bliver som bekjendt en aldeles bestemt Paragraph i en ægte Romantikers Katechismus. Den ægte Romantiker foragter Enhver som aandløs, der ikke priser Italien og Rom. I Poesien gav denne Længsel sig Luft |154| i Masser af lyriske Digte, som opspæde og udtvære Mignon's[ix] guddommelige og ligesaa malende som poetiske Sang (Mignon[x] nøies med at sige: »Die Myrthe still und hoch der Lorbeer steht«, disse Digte udtale sig i Superlativer), og i Litteraturen i det Hele opkom det Italien, som jeg troer, man bedst og kortest kunde kalde Leopold Robert's[XI] Italien, – skjøndt dette Udtryk endnu er for bestemt – et Land, som aldrig har existeret paa andet Landkort end det romantiske. Det virkelige Italien med dets kraftige Farver og levende Bevægelse findes ikke her. Farven er erstattet ved idealistiske Former, Bevægelsen forstenet, for ikke at bryde et Sammenspil af skjønne og bølgende Linier. Italien blev for Romantiken det Samme som Dulcinea[xii] for Don Quichote[xiii], Idealet, om hvilket man paa et Par flaue, almindelige Betegnelser nær saa at sige ikke vidste Noget. Naar et bestemt, virkeligt Land skal være Længslernes Maal og Skjønhedens Hjemstavn, saa taber det ved denne Forfremmelse efterhaanden i Skildringen al sin virkelige og levende Skjønhed. Dog, det er jo heller ikke den virkelige og levende Skjønhed, som den senere Romantiker elsker i Italien, det er Italien som Ruin, det er Katholicismen som Mumie, det er den forkrøblede Folkeaand, der hermetisk indesluttet af en dels stupid, dels nederdrægtig Geistlighed har holdt sig uoplyst og naiv, det er her |155| som overalt det Forbigangnes matte og ulevedygtige Poesi.
Dog, Forherligelsen af Italien og af de fromme eller for fromme ansete italienske Malere er kun den Stige, ad hvilken Klosterbroderen[xiv] stiger op til Lovprisningen af sit egentlige Idol, Albrecht Dürer[XV]. Sværmeriet for denne Tydsklands Kunstapostel knytter sig til Begeistringen for det gamle Nürnberg[a]. Da Tieck[XVI] og Wackenroder[XVII] i Fællesskab i Aaret 1793 havde begivet sig paa Reise igjennem Tydskland, havde Nürnberg[b] været deres Hovedvalfartsted. Jo oftere de saae Byen, med des større Deltagelse, ja Andagt, vendte de tilbage til den. »I sin hele Fylde traadte her det tydske Kunstliv dem imøde. Hvad de hidtil dunkelt havde anet, var her for længe siden blevet til levende Virkelighed. Hvor rig paa Mindesmærker af alle Kunstarter var ikke denne By med St. Sebaldus[c]- og St. Lorents[d]-Kirkerne, med sine Værker af Albrecht Dürer[XVIII], Vischer[XIX] og Krafft[XX]. Her var Haandværket ved Kunstsands og ivrig Flid blevet adlet til Kunst. Her var hvert Hus et Mindesmærke om Fortiden, hver Brønd, hver Bænk et Vidnesbyrd om Fædrenes stille, simple og tankerige Liv. Endnu havde ingen bleg Overkalkning gjort Husene ens. De prangede stateligt med brogede Billeder, der vare laante af Digtninge og Sagn. Ottnit[XXI] og Siegmot, Dietrich og andre gammeltydske Helte stode ud|156|skaarne som Beskyttere og Vogtere over Dørene. Der hvilede over den gamle, ærværdige Rigsstad med dens Vidundere og Underligheder en Duft af Poesi, som Politikens og Oplysningens Trækvind paa andre Steder forlængst havde bortblæst.«*)
Middelalder, gamle Huse, gamle katholske Kirker, gamle Niebelungenhelte over Dørene, jeg skulde troe, det var Noget for to unge, »angehende« Romantikere. I en Slags Kunstrus gjennemgik Vennerne Kirkerne og Kirkegaardene, de stode ved Albrecht Dürer's[XXII] og Hans Sachs's[XXIII] Grave, og idet en svunden Verden nu steg op for deres Blik, blev det gamle Nürnbergs[e] Liv af sig selv til en Kunstroman for dem. Det Afsnit i »Hjerteudgydelserne[0006]«, som fører Titlen »Albrecht Dürer's[XXIV] Æresminde[0007]«, bliver det første Foster af disse Stemninger og samtidigt et Udtryk for den unge Mands varme Nationalfølelse. »Da Albrecht førte Penslen, da var Tydskeren endnu en eiendommelig og udpræget Charakter paa Verdensskuepladsen, og hans Billede gjengiver, ikke blot udvortes, men ogsaa inderligt, denne tydske Charakters alvorlige, ligefremme og kraftige Væsen trofast og tydeligt. I vore Dage er dette Præg gaaet tabt i Kunsten som i Livet. Den tydske Kunst, der indenfor Nürnbergs[f] Ringmure var en from, husligt opdraget Yngling, er nu blevet til en Ver|157|densmand, der tilligemed det Smaastadsagtige ogsaa har mistet sin Eiendommelighed.« – Og dog er denne Nationalfølelse i Kunsten ikke Grundfølelsen hos Wackenroder[XXV], den hviler i en mere omfattende. Først og sidst prækes i den lille Bog imod al Intolerance i Kunsten. Udløsningen fra al Regeltvang, begrundet paa den dybe og ægte Skjønhedsglæde, forkyndes i et Sprog, der viser, hvor modtagelig og mimoseagtigt sensibel det nye Kunstevangeliums Forkynder er. »Den,« siger han, »hvis finere Nerver overhovedet ere bevægelige og modtagelige for den hemmelige Tiltrækning, der ligger skjult i Kunsten, hans Sjæl vil ofte der, hvor en Anden ligegyldig gaaer forbi, blive inderlig rørt, han vil blive delagtig i den Lykke: i sit Liv at finde hyppigere Anledning end andre Mennesker til vederkvægende indre Bevægelser og Stemninger.«
Disse indre Bevægelser og Stemninger fremkaldtes, som jeg har vist Dem, naturligst og lettest ved den musikalske Behandling af Poesien og Musiken selv, langt mindre naturligt ved fast bestemte legemlige Kunstformer.
Have vi nu Ret i den Opfattelse, at det er i den absolut musikalske Type af Poesi, at det Wackenroderske Kunstideal naaer sin sande og høieste Udformning, saa begriber man let, hvorledes det maatte gaae, da Tieck[XXVI] efter Wackenroders[XXVII] Død med Benyttelse af dennes efterladte |158| Papirer besluttede at skrive en Fortælling, i hvilken Klosterbroderens[xxviii] Længsler og Doctriner skulde vinde levende Skikkelse og personlig Form. Den tydske Malers Brev fra Rom[g] til Vennen i Nürnberg[h] blev Spiren til den nye Kunstner-Roman, der efter sin Helt, en gammeltydsk Maler fra Dürers[XXIX] Tid, fik Titlen: »Frantz Sternbalds Vandringer, en gammeltydsk Fortælling[0008].« Charaktertegningen blev ubestemt og svag, Handlingen gik aldeles op i Samtale, Begivenhederne spille – frit og phantastisk som Drømme, der da ogsaa atter og atter forekomme, – med de matte Conversationsfigurer, der udgjøre Skriftets Helte og Heltinder, og selv disse Begivenheder afbrydes hvert Øieblik af de indlagte, pligtskyldigt-improviserede Sange, der bedst betegnes ved den Ytring af Sternbalds[xxx] Ven Florestan[xxxi], at man i Ord og Vers maatte kunne forme sig en hel Samtale af lutter Toner. Hvor Begivenhedernes Traad bliver allertyndest og Versenes Silke spindes allerfinest, udfylde endelig Musiknumre Pauserne. En primitiv Musik, Valdhorn eller Skalmei, foredrages, ja saa hyppigt, at Forfatteren senere i »Zerbino[0009]« selv gjør Løier med sin Overflod paa Valdhornmusik.
Det er derfor unægteligt en fin og slaaende Dom af Goethe[XXXII], som vi gjennem et af Carolines Breve[0010] (I. 219) erfare. Goethe[XXXIII] har sagt: »man burde egentlig heller kalde Bogen musikalske Van|159|dringer paa Grund af de mange musikalske Fornemmelser og Stemninger; Alt var i Bogen undtagen Maleren. Skulde det være en Kunstnerroman, saa maatte dog overmaade meget Andet end Kunst komme paa Tale i Bogen […] han savnede den rette Gehalt, og det Kunstneriske kom til at tage sig ud som en forkert Bestræbelse […] der var imidlertid mange smukke Solnedgange deri«. Endnu langt skarpere og mere gjennemtrængende er dog Carolines[XXXIV] egen Dom. Hun skriver: »Om første Del kun saa Meget, at jeg bestandig er tvivlraadig, om Tieck[XXXV] ikke i »Sternbald[0011]« med Forsæt har villet skildre Kjærligheden til Kunst som en forkert Bestræbelse, der falder daarligt ud ligesom i »Wilhelm Meister[0012]«, men i saa Fald findes aabenbart en anden Mangel – der turde da være for lidet af det Menneskelige i Bogen. Den anden Del har ikke givet mig noget Lys desangaaende. Det er samme Ubestemthed, det fattes paa gjennemgribende Kraft – man haaber bestandig paa noget Afgjørende, paa at man et aller andet Sted vil see Frants[xxxvi] gjøre et betydeligt Fremskridt. Gjør han det? Her er atter mange smukke Solopgange og Foraarsstemninger; Dag og Nat vexle flittigt, Sol, Maane og Stjerner stige op, Fuglene synge; alt dette er meget artigt, men dog tomt, og hvilken smaalig Vexlen af Stemninger og Følelser i »Sternbald[0013]«, smaaligt fremstillet! Af Vers er der næsten |160| altfor mange, og de fare saa løst ind og ud af hinanden som de sammenknyttede Historier og Begivenheder, i hvilke der tilmed findes mange fine Spor af al Slags Efterligning.«
Men naar der da ikke er nogen Handling i denne Bog, hvad handler den da om? Først indeholder den Kunstbetragtning, dernæst Naturbetragtning.
Først møde vi uendelige Reflexioner og Doctriner om Kunst og Poesi, gjennemtrukne med udvandede lyriske Digte, der alle ligne hinanden paa et Haar. Et enkelt stort Digt om Arion[0014] udmærker sig blandt Bunken og betegner Bogens Aand. Alle de tre romantiske Koryphæer A. W. Schlegel[XXXVII], Tieck[XXXVIII] og Novalis[XXXIX] have forherliget Arion. P.L. Møller[XL] forherligede ham senere paa Dansk. De begriber, i hvilken Grad Sagnet om Digteren som Naturens Herre, begeistrende selv Havuhyrerne, baaret af Delphiner, uangribelig, uovervindelig og tilsidst udødelig i Mindet, maatte røre deres Hjerter. Arion var jo deres Symbol, deres Helt. Al deres Poesi er i visse Maader jo kun Forsøg paa at udlægge Sagnet om Arion, og hvad er efter dem vel alle de Ekcho- og Efterklangsbøger andet, der forherlige Digtere, Kunstnere, Skuespillere, Troubadourer, heltemodige og uimodstaaelige Tenorer! Narcissus burde være Titelbilledet for alle den Art Bøger. Hvad er altsaa Indholdet her? Trivielle Gjendrivelser af den trivielle Indvending |161| mod Kunsten, at den ikke er nyttig, triviel Forklaring af, at Kunsten bør være national, »da vi nu engang ikke ere Italienere, og en Italiener aldrig vil føle tydsk«, Hymner til Albrecht Dürer[XLI]; det er endog i Beundringen for ham, at de to Elskende første Gang mødes, som Werther[xlii] og Lotte[xliii] i Begeistringen for Klopstock[XLIV]; det er Stemninger, som dem, der hos os komme til Orde i Sibberns[XLV] første »Gabrielis[0015]« og i Oehlenschlägers[XLVI] »Correggio[0016]«. Visse bestemte Træk af »Correggio[0017]« ere endogsaa forud givne her f. Ex. det Motiv, at en Kunstner i Madonnabilledet fremstiller sin egen Hustru og endydermere Kunstnerens Sorg over at skulle skilles ved sin Frembringelse. En lang Ordsymphoni til Ære for Strasburger-Dom[i] følges af bitre Sidehug til »de umodne raa Stenmasser i Mailand[j] og Pisa[k] og den usammenhængende Bygning, Domen[l]† i Lucca«. Fremdeles Begeistring for Till Uglspil, som i de satiriske Litteraturcomoedier for Hans Wurst[xlvii], fordi disse Herrer menes at repræsentere Phantasi og Ironi. Beundring for den Dürerske Hjort med Korset mellem Takkerne og for den »sande, fromme og rørende« Maade, hvorpaa Ridderen foran den strækker sine Been. Dette Billede er visseligt deiligt og naivt, men latterligt er det at see det godtgjort, at af alle de Maader, hvorpaa en Knælendes Been kan anbringes, er denne Maade at strække dem paa dog den allerchristeligste.
|162| Atter og atter kommer den Tanke tilbage, at al sand Kunst maa være allegorisk, det vil sige marvløs og blodløs. De fleste af Digtene ere Allegorier, Hoveddigtet er en lang Allegori om Phantasus, uden Gnist af Phantasi i elendige Vers:
Vi have Reminiscentser af denne Spot over de prosaiske Menneskers Udfald imod Phantasien rundtomkring i Andersens[XLVIII] Eventyr. Dette Digt foredrages i Maaneskin. Som et idealt Sujet for Malerkunsten skildres dette Billede: »En Pilegrim i Maaneskin som Allegori paa Menneskeheden† .« – »Er vi maaskee Andet end vandrende vildfarende Pilegrimme? Kan Noget oplyse vor Vei uden Lyset fra oven?« Vi have stærke Spor af denne Aandsretning endnu hos Hauch[XLIX], i den stadige Henpegen paa det Hinsides, i Forkjærligheden for Eremit- og Pilegrimsfigurerne.
Dog paa dette Standpunkt af Romantiken sprudler trods den blodløse Spiritualisme endnu en ubehersket Sandselighed i Veiret. Tizian[L] og især Correggio[LI] lovprises af Frants[lii], da han er |163| bleven helt udviklet som Maler, langt over alle andre Kunstnere. Især prises Correggio[LIII]. Om ham hedder det: »I det Mindste skulde efter ham Ingen understaae sig til at fremstille Elskov eller Vellyst, thi for ingen anden Aand har det Glorrige i Sandseverdenen aabenbaret sig som for ham.«
Snart blev dette Standpunkt som bekjendt opgivet og ved Conseqventsens Magt et andet indtaget. Brødrene Sulpize-Boisserée[LIV] fra Kölln[m] opholdt sig i Paris[n], da Fr. Schlegel[LV] i 1802 studerede der. Schlegel[LVI] holdt Privatforelæsninger for dem, og de gammeltydske Malerier i Louvre[o] erindrede dem om nogle gamle Malerier i deres Fødeby, som den herskende akademiske Smag havde bragt i Forglemmelse. Senere lykkedes det dem at frelse et temmeligt stort Antal af fremragende Kunstværker, hvoraf allerede 1808 en Samling fremgik, der fik den største Betydning for Kunsthistorien. Den Omstændighed, at under de Napoleontiske Krige saamange Klostre bleve aabnede, rømmede og ophævede, blev af en væsentlig Indflydelse paa Kjendskabet til den gamle forglemte Kunst. I Fr. Schlegels[LVII] Afhandling om Raphael[0018] i »Europa[0019]« sammenstiller han den ældre førraphaeliske Periode med den følgende: »Fra denne nyere Skole,« hedder det, »der betegnes ved Raphael[LVIII], Tizian[LIX], Correggio[LX], Giulio Romano[LXI], Michel Angelo[LXII] er Kunstens Fordærvelse oprindeligt at udlede.« Denne Sætning bliver betragtet som saa |164| indlysende, at Schlegel[LXIII] end ikke finder det nødvendigt at forsøge en Begrundelse, ja to Sider derefter tilstaaer han endog, at han slet ikke kjender Michel Angelo[LXIV] af Selvsyn. Man har her den romantiske Frækhed i dens Blomst. Dette Monstrum af en Kunstkritiker, der for desbedre at forgude de gamle hellige Klostermalerier, udleder Kunstens Fordærvelse fra Raphael[LXV], Correggio[LXVI], Tizian[LXVII] og Michel Angelo[LXVIII], tilstaaer uden mindste Blu, at han end ikke selv har seet det aller Ringeste af denne Kunstens største Aand. Han finder Dommen over ham i sin sædelige Bevidsthed, uden smaalig Erfaring.
Dog vi behøve ikke at gaae saavidt frem. Allerede her i »Sternbald[0020]« gaaer Klosterbroderfromheden med sin hele andægtige Smægten igjen i et Heldøreri uden Mage. Det var dette, som irriterede Goethe[LXIX]. Det Standpunkt at ville gjøre Fromheden til Grundlag for den sande Kunstvirksomhed, det Standpunkt, som hele Gruppen af de nytydske nazarenske Malere snart gav sig til at realisere, var en uafbrudt Gjenstand for hans Spot. Han brugte bestandig det Udtryk om Nazarenerne, at de sternbaldiserede.
Direkte mod Romantikerne retter han da paa denne Tid det Skrift[0021], han udgav til Minde om Winckelmann[LXX]. Det hedder her:
»Skildringen af det antike mod denne Verden og dens Goder rettede Sindelag fører os umiddel|165|bart til den Betragtning, at saadanne Fortrin kun ere forenelige med et hedensk Sind. Hin Tillid til sig selv, hin Virken i det Nærværende, den rene Ærefrygt for Guderne som Stamfædre, Beundringen for dem næsten kun som for Kunstværker, Hengivelsen i en overmægtig Skjæbne, og den paa Eftermælets høie Betydning, altsaa atter paa denne Verden beroende Udsigt ud i Fremtiden, alt dette hører saa nødvendigt sammen, danner et saa uadskilleligt Hele, forener sig til en af Naturen selv tilsigtet Tilstand af det menneskelige Væsen, saa at vi iagttage en uforstyrrelig Sundhed i Nydelsens høieste Øieblik som i Opofrelsens eller Undergangens smerteligste. – Dette hedenske Sindelag lyser frem af alle Winckelmanns[LXXI] Handlinger og Skrifter. […] Denne hans Fjernen sig fra enhver christelig Tænkemaade, ja hans Uvillie imod den maa man have for Øie, naar man vil bedømme hans saakaldte Religionsforandring. Winckelmann[LXXII] følte, at man for i Rom[p] at være en Romer, for inderligt at væve sig sammen med Livet der, nødvendigvis maatte bekjende sig til hin Menighed, hengive sig til dens Tro, rette sig efter dens Skikke. Denne Beslutning blev lettet ham derved, at den protestantiske Daab ikke havde formaaet at indvie ham som en grundigt født Hedning til Christen. […] Ganske vist sætter der sig en Art Plet paa Enhver, der forandrer Religion, fra hvilken det synes umuligt at rense ham. Men|166|neskene skatte den udholdende Villie saameget des mere, jo mere de alle ere delte i Partier og bestandig have deres egen Sikkerhed og Ro for Øie. Udholde skal man der, hvor Skjæbnen snarere end et Valg har stillet os. – Var dette nu den ene, meget alvorlige Side, saa lader Sagen sig ogsaa see fra en anden, fra hvilken man kan tage den lettere og muntrere. Visse Tilstande i Mennesket, visse moralske Pletter, som vi ingenlunde billige, have en særegen Tiltrækningskraft for vor Phantasi. […] Personer, der ellers maaskee kun vilde forekomme os mærkværdige eller elskværdige, synes os nu forunderlige, og det lader sig ikke negte, at Religionsforandringen mærkeligt har forhøiet det Romantiske i Winckelmanns[LXXIII] Liv og Væsen for vor Indbildningskraft.«
Man begriber, at disse Ord bragte Romantikerne, der dengang alle stode paa Springet til at gaae over til Katholicismen, i den høieste Forbitrelse. Fra nu af var det forbi med Goethe[LXXIV]-Dyrkelsen. Tieck[LXXV] var i Rom, og det Rygte udbredte sig, at han var ifærd med at antage den katholske Tro, som hans Kone og Datter i ethvert Tilfælde antog. Fr. Schlegel[LXXVI] er da lige paa Nippet til at foretage Skridtet. Han opholder sig i Kölln[q] og holder Forelæsninger, paa samme Tid som han paa alle mulige Steder: i Kölln[r], Paris[s], Würzburg[t], München[u] o. s. v. ansøger om en fast Ansættelse. »Paa ret klækkelige Betingelser,« skriver han i |167| Juni 1804, »var jeg endog gaaet til Moskau[v] eller Dorpat[w]. Dog,« siger han, »vilde jeg foretrække Rhinen[x].« Mon fordi Egnen der er katholsk? Nei. »Laxen er her uovertræffelig, ligeledes Krebsen, desuden Vinen.« Da han senere afgjort gaaer over til Katholicismen, er som bekjendt Metternichs[LXXVII] pecuniære Tilbud det afgjørende Motiv. Lax, Krebs og Vin lod han sig da bringe til Østerrig. Nu bliver han som rasende over Skriftet om Winckelmann[LXXVIII], om hvilket han udtaler sig med grændseløs Foragt. Men allermorsomst er det dog at see, hvorledes dette lille Arbeide falder som en Bombe ned mellem de rigtige politiske Reactionære i Wien[y]. Gentz[LXXIX], som allerede da nærmede sig det Standpunkt, hvorpaa han stod, da han 1814 skrev til Rahel[LXXX], at han var bleven »uendelig gammel og uendelig slet«, og som han charakteriserer saaledes: »Jeg maa skildre Dem den Skikkelse, min Verdensforagt og min Egoisme nu har antaget. Jeg beskjæftiger mig, saasnart jeg kun kan kaste Pennen, med intet Andet end med Indretningen af mine Værelser, og studerer uden Afbrydelse paa, hvorledes jeg kan skaffe mig bestandig flere Penge til Meubler, Parfums og ethvert Raffinement i saakaldt Luxus. Min Appetit til Maden er desværre borte. I dette Fag driver jeg endnu kun Frokosten med nogen Interesse.« – Gentz[LXXXI] skriver 1805 saaledes til sin værdige Ven, Adam Müller[LXXXII].
|168| »Hvad der har frapperet mig overordentligt i Deres Brev, det er Deres Dom over Goethes[LXXXIII] nyeste Producter. Jeg kjender dem begge, men havde ikke vovet at udtale mig saaledes om dem. At jeg tænker om dem som De, kun endnu noget mindre gunstigt, vil jeg ikke negte. Noterne til Rameau ere kun trivielle og platte. Endnu den Dag idag at vaase saaledes om Voltaire[LXXXIV] og d'Alembert[LXXXV], er dog virkelig ikke en Goethe[LXXXVI] tilladt. Afhandlingerne om Winckelmann[LXXXVII][0022] ere atheistiske. Et saa bittert, lumsk Had til Christendommen havde jeg aldrig tiltroet Goethe[LXXXVIII], om jeg end fra denne Side længe ventede mig noget Ondt af ham. Hvilken uanstændig, cynisk, faunagtig Glæde synes han ikke at have følt ved den Opdagelse, at W. egentlig var »en født Hedning«, og af den Grund har været saa ligegyldig mod alle christelige Religionspartier. Nei! fra disse to Bøger reiser Goethe[LXXXIX] sig i mit Omdømme ikke saa let igjen«.*)
Saaledes seer De, at Goethes[XC] Afhandling naaede lige til sin Adresse, og at Romantikernes Kunstbetragtning fornam som et Slag i Ansigtet i det Øieblik, Goethe[XCI] stillede sin imod den.
Ved den Naturbetragtning, som svarer til denne Betragtning af Kunsten, maae vi endnu dvæle. Naturbetragtningen drager, som baade |169| Goethe[XCII] og Caroline[XCIII] antydede, i »Sternbald[0024]« Interessen bort fra Personer og Handling.
Jeg har tidligere skildret, hvorledes Rousseau[XCIV] gjenopdagede Naturfølelsen. Som Sainte-Beuve[XCV] etsteds har sagt i Anledning af Rousseaus[XCVI] Par Ord om Svalen, der byggede Rede paa hans første Hjem: »Denne Svale var det, som i Litteraturen spaaede Sommerens Komme«. Det er denne Naturfølelse, der, som jeg har vist det, gaaer igjen i »Werther[0025]«. Den Metamorphose, den nu undergaaer, er den, at Naturbetragtningen, der hos Rousseau[XCVII] havde været følsom, hos Romantikerne bliver phantastisk. Derfor deres Tilbagesøgen til Legender og Eventyr, til Folkeovertroen med alle dens Alfer og Kobolder. Goethe[XCVIII] havde sagt: »Natur hat weder Kern noch Schale, Alles ist sie mit einem Male«, Romantikerne vilde kun holde sig til Kjernen, til det hemmelighedsfuldt Inderlige, som de søge at faae frem, efter først at have lagt det ind. Det anelsesfulde Sind speiler sig i Naturen og seer lutter Anelser. Tieck[XCIX] danner som bekjendt Ordet Waldeinsamkeit (Vennerne paastode, at det maatte hedde Waldeseinsamkeit). Romantiken raaber med zitrende Stemme ind i Skoveensomheden, og Ekcho bringer den lutter zitrende Gjenklang tilbage. Alexander v. Humboldt[C] har vist, hvorledes Oldtidens Mennesker egentlig kun fandt Skjønhed i Naturen, forsaavidt den var smilende, venlig og Menneskene nyttig. Omvendt |170| Romantikerne: For dem er Naturen uskjøn, forsaavidt den er nyttig, og de finde den skjønnest i dens Vildhed, eller naar den indjager uvis Angst. Nattens og Bjerggrubernes Mørke, den Eensomhed, i hvilken den paniske Skræk berører Sindet med sin Gysen, er Romantikeren kjær, og den Tieckske Fuldmaane straaler saa ufravigeligt derover, som var den en Theatermaane af oliet Papir med en Lanterne i Ryggen. Jeg siger den Tieckske; thi han er blandt alle disse unge Skribenter det uomtvistelige Ophav til det romantiske Maaneskinslandskab, i hvilket man maa tænke sig alle Figurerne fra hans Skrifter anbragte. Det synes mig heller ikke vanskeligt at forklare, hvorfor det netop bliver ham, som opfinder Skoveensomheden, den maanebeskinnede Tryllenat og Resten. Tieck[CI] er født i Berlin[z], den af alle større Byer, hvis Omegn vel omtrent afgiver de færreste skjønne Naturindtryk. Aldrig troer jeg at have seet et fattigere Landskab end det, som dannes af disse brandenburgske Sandstepper, paa hvilke de tynde lange Grantræer staae stivt i Geledder som preussiske Soldater. Som Rousseau[CII] i en paradisisk skjøn Natur – Egnen omkring Genève[aa] og Montblanc[ab] – blev directe, umiddelbart, sentimentalt betaget af Naturen, saaledes fik Tieck[CIII] i en naturløs Egn den sygelige Hovedstadslængsel efter Skov og Bjerg, som affødte Phantasteriet overfor Naturen. Det kolde og dagklare Berlin[ac] med sin |171| moderne nordtydske Rationalisme vakte Urskovslængsler og Tilbøieligheder til en Urpoesi.
Vil De overbevise Dem om Sandheden heraf, da gaa til Tiecks[CIV] eget Levnet. Læs i hans Biographi Fremstillingen af Opholdet i Halle[ad] 1792:*)
»Hvor meget anderledes, rigere og venligere traadte ikke Naturen ham imøde i den grønne Saaledalend paa de flade Heder om Berlin[ae]. Med dobbelt Magt greb ham hin Følelse af uendelig Længsel, som indtil den smerteligste Ophidselse fyldte hans Hjerte, naar han om Foraaret streifede igjennem Skoven. Da vendte hin Naturdrukkenskab tilbage, en hemmelighedsfuld Magt syntes at drive ham frem. Intetsteds dvælede han hellere end paa den saakaldte Høltybænk i Nærheden af Giebichenstein[af]. Herfra oversaa han Flod og Dal. Hvor ofte saa han ei Solen synke bag Aftenskyerne og Maanen i tusinde gyldne Straaler speile sig i de blidt bevægede Bølger og drømmerisk blinke gjennem Buske og Grene! Her har han hvilet mangen Sommernat og drukket Natur i fulde Drag.«Føler De den Udespærredes Naturlængsel i Skildringen, et Syn paa Naturen, der til Baggrund har Synet af Brosten?
Og med endnu bestemtere Træk er den Tieckske Naturopfattelse knyttet til hans person|172|lige Naturindtryk i Beskrivelsen af den Aften, som fulgte paa den anstrengende Fodvandring, Tieck[CV] og Wackenroder[CVI] i Fællesskab foretoge i Fichtelgebirge[ag]:*)
»Wackenroder[CVII], der var uvant med saadanne Strabadser, kastede sig strax paa Sengen. Men Tieck[CVIII] var for bevæget; han kunde efter Alt, hvad han paa den Dag havde oplevet, ikke sove. Naturaanderne vaagnede op. Han aabnede Vinduet. Det var den mildeste, herligste Sommernat. Maanelyset flød i fulde Straaler ned over ham. Der laa den for ham, den maanebeskinnede Tryllenat, Naturen med sine ældgamle og evigt unge Eventyr og Vidundere. Atter svulmede hans hele Hjerte. Til hvilket fjernt, ubekjendt Maal drog det ham ikke med uimodstaaelig Kraft! Mildt og beroligende klang et Valdhorns svævende Toner igjennem Natten. Han følte sig vemodigt bevæget og dog uendelig lykkelig.«De seer: end ikke Valdhornet fattes. Hvad der fattes, det er det bestemte bekjendte Maal. Saaledes ogsaa i »Sternbald[0028]«, hvor den omflakkende, kun af Længsler og anelsesfuld Begeistring ledede Maler, som han selv siger, stedse glemmer sit egentlige Maal. »Man kan,« siger en af Bogens Personer, »ikke glemme sit Maal, fordi det fornuftige Menneske allerede forud har indrettet sig saaledes, at han intet Maal har.« Føler De ikke, |173| i hvilken Grad denne bestemte Art af Naturfølelse og den Vilkaarlighed, hvorpaa jeg bestandig har gjort Dem opmærksom, staae i Sammenhæng og fremgaae af hinanden?
Lad os da see, hvad det er for Landskaber, Frants Sternbald[cix] forstaaer og maler, og hvorledes det er, han maler og forstaaer dem:
Et Sted hedder det: (p. 45) »Frants[cx] vilde til at tegne Landskabet, men den virkelige Natur syntes ham tør mod dens Speilbillede i Vandet.« Alle faste Omrids, alle bestemte Contourer det er den tørre Prosa, Speilbilledet i Vandet, det er Billedet i 2den Potents, romantisk Raffinement, Reflex og Reflexion. – Et andet Sted (p. 336) siger Frants[cxi]: »Jeg gad male eensomme, gyselige Egne, møre itubristede Broer mellem to steile Klipper over en Afgrund, gjennem hvilken en Skovstrøm skummende bryder sig Vei: vildfarende Vandringsmænd, hvis Gevandter flagre i den fugtige Vind, frygtelige Røverskikkelser, der springe frem af Hulveien, anholdte og plyndrede Vogne, Kamp med de Reisende.« Pure Theatercoulisser, mellem hvilke der opføres Melodrama! – Og i hvad Aand skal Naturen opfattes? »Undertiden,« siger Frants[cxii], »kjæmper min Indbildningskraft og giver sig ikke tilfreds, før den har udtænkt og iværksat noget Uhørt. Yderst selsomme Skikkelser vilde jeg da male i en forvirret, næsten uforstaaelig Forbindelse, Figurer, der vare sam|174|mensankede af alle Dyrearter og forneden endte i Planter: Insekter og Orme, som jeg vilde paatrykke en vidunderlig Lighed med menneskelige Charakterer, saa at Sindsstemninger og Lidenskaber ytrede sig forunderligt og dog frygteligt o. s. v.« Store Himmel, hvilket Landskab, hvilken Lobscowse af Rariteter! Hører De ikke allerede her Hoffmann[CXIII] komme anstigende med sin Armee af 10,000 Grimacer, troer man ikke at see Noachs Ark for sig, kun at Elephanten staaer paa Hovedet paa en Snabel, der ender som en Hornfisk, medens Hundens Been ere fire Asparges o. s. v.? Er det ikke her som i »Freischütz[0029]« den hellige Antonius's[CXIV] Fristelser, malt af Teniers[CXV] eller endnu bedre af Höllen-Brueghel[CXVI] med den hele Hexesabbath? For den ægte Romantiker tager Naturen med sin Mylr af levende Former og Væsener sig ud som et Legetøisskab, og dette Legetøi snakker og pludrer som Legetøiet i Andersens[CXVII] Eventyr. Læs f. Ex. endnu denne Skildring af et romantisk Landskab i Novalis's† [CXVIII] »Heinrich v. Ofterdingen[0030]«: »Paa en Høi saae de et romantisk Land, der var oversaaet med Byer og Borge, med Templer og Gravsteder, og som forenede al de beboede Sletters Ynde med Ørkenens og steile Klippeegnes frygtelige Tillokkelser. De skjønneste Farver vare tilstede i de lykkeligste Blandinger, Bjergspidserne glimrede som Fyrværkeri i deres Is- og Sneedække. Sletten |175| smilte i det friskeste Grønt. Horizonten smykkede sig med alle Nuancer af Blaat, og fra Havets Mørke vaiede utallige brogede Vimpler fra talrige Flaader. Her saa man et Skibbrud i Baggrunden, foran det et muntert Gjæstebud, hist det skrækkeligt skjønne Udbrud af en Vulkan, en Jordrystelses Ødelæggelser og i Forgrunden et elskende Par under skyggende Træer skjænkende hinanden de sødeste Kjærtegn; til Siden et frygteligt Slag og midt i det et Theater fuldt af de latterligste Masker; paa den anden Side i Forgrunden et ungdommeligt Lig paa en Baare, som en utrøstelig Elsker fastholdt, og de grædende Forældre ved Siden af; i Baggrunden en elskelig Moder med sit Barn ved Brystet og Engle hvilende ved hendes Fødder og kiggende frem af Grenene over hendes Hoved.«
Hvilket Potpourri! Over alt dette ligger saa det uundgaaelige, lysegule Skjær fra alle Elskendes Ven og Velynder, Beskytter og Røber, Romantikernes høieste Trøst og Guddom: Manden i Maanen; det er Romantikernes sande Frelsermand. Hans runde Physiognomi, hans høire og venstre Profil have al den Tydelighed, som et romantisk Physiognomi overhovedet modtager. Det er hans gule Livree, som alle Romantikens Riddere bære. Og en større Maaneskinsridder end Frants Sternbald[cxix] skal man søge om.
»Jeg vilde ønske,« siger han, »at jeg kunde |176| gjennemstrømme hele Verden med Elskovssang, røre ved Maaneskinnet og Morgenrøden, saa at de gav Gjenklang af min Kval og Lykke, saa at Melodien greb Træer, Grene, Blade og Græs, og de alle spillende min Sang maatte gjentage den som med Millioner af Tunger«. Og derpaa synger han sagte.
Mondscheinlied*)
Her er Alt! Maanens flimrende Flammer, Buske med blinkende Hoveder, Bølger der rulle Fuldmaaneansigtet, Aander, som springe paa Bølgerne, Nat som hos Novalis[CXX], Natblomster, Nattergal, ja en Nattergal, hvis Toner atter flyde som blændende Maanestraaler.
Og aldeles stereotypt vender dette tilbage. Et Sted (p. 48) har Frants[cxxi] en Drøm: »Han |177| malede ubemærket Eremiten, hans Andagt, Skoven med dens Maaneskjær, ja det lykkedes ham endog, og han kunde ikke begribe hvorledes, at bringe Nattergalens Toner ind i Maleriet.« O musikalske Malerkunst! Havde Goethe[CXXII] saa ikke Ret i at finde mere Musik end Maleri i Bogen?
Hvor høist charakteristisk er det nu ikke at see Den, der saaledes har svælget i en fattig og gold Naturs phantastiske Grimacer føle sig ganske ilde tilpas, naar han staaer overfor et rigt og yppigt Landskab, der sprudler af Sundhedens Saft og Kraft som Syd-Englands. De veed, at Shakspeare[CXXIII] aldrig har havt en inderligere og mere lidenskabelig Beundrer end Tieck[CXXIV]. De begriber, i hvilken Grad det var hans Ønske engang at staae midt i den Natur og midt i de Omgivelser, i hvilke hans store Lærer og Mester havde tilbragt sit Liv, og hvorfra han havde indsuget sine første Indtryk. Han ventede sig selvfølgelig Meget. Men ak! hvilken Skuffelse! I Shakspeares[CXXV] Natur følte Shakspeares[CXXVI] indbildte Aandsbeslægtede sig ilde tilpas. Hvad der udmærker Syd-Englands Landskab, er en næsten utrolig Frodighed og Kraft. Men Grøden er for Romantikeren upoetisk, fordi den er nyttig, fordi den har et Formaal; kun den Blomst er romantisk, der aldrig sætter Frugt. Man fatter da Skuffelsen. Ingensteds seer man saa mægtige, saa bredtskyggende Egetræer, ingensteds saa høit og saftigt Grønsvær. |178| Saa langt Øiet rækker, seer man det uendelige grønne Græsteppe strække sig ud over bølgende Høie og fede Enge, hvor det prægtige Hornkvæg græsser og tygger Drøv. Hvide, gule, blaa Markblomster og Kornblomster afbryde massevis Farvens Ensformighed og udaande en Duft, som Luftens stadige Fugtighed gjør saa frisk, at den aldrig bedøver. Hele denne Vegetation er frisk, ikke som Sydens formfuld og plastisk. Den vandrige, vædskerige Plante varer ikke længe, Livet strømmer flygtigt og rask igjennem den. Om Træer og Planter ligger den fugtige Luft som en lysende Damp, hvis bløde Flor i Almindelighed fanger og mildner Solstraalerne, og over den lyseblaa Himmel glider som i Danmark bestandig et Skylag. Er Himlen imellemstunder fuldkommen klar, og lykkes det Solen et Øieblik uden nogen Gjennemfart gjennem Taager at naae til Jorden, da lyse Regn- og Dugdraaberne paa det friske, saftige Græs og paa de utallige brogede Blomsters silke- og fløielsagtige Kronblade mere end Perler og Guld. Hvad gjør det, at dette Græs er bestemt til at fortæres? Hører det ikke netop til dets Skjønhed, at det seer saa nærende ud? Hvad gjør det, at de frugtbare Agre ere dyrkede med alle Agerdyrkningskunstens fortrinligste Redskaber, eller at Kvæget er passet og pudset med den sindrigste Omhu, seer ikke Dyre- og Planteverdenen netop derved saa |179| kraftig, nærende og velnæret ud? Det er ganske vist ikke Ørkenens eller Oceanets eller Schweitzerlandskabets ophøiede Skjønhed. Men skulde denne Natur ikke have sin Poesi? hvo har en Aftenstund opholdt sig i Parkerne ved Kew[ah] med deres uhyre gamle Ege og har ikke følt sig stærkt fristet til at give Alfedandsen fra »De lystige Kvinder i Windsor[0032]« eller »Sommernatsdrømmen[0033]« disse Omgivelser til Sceneri! Det var i disse Omgivelser, at Shakspeare[CXXVII] digtede dem. Man aner, med hvilke Øine han saa paa dette Landskab. – Med hvilke Øine betragter Tieck[CXXVIII] det?
»Endelig ønskede han*)
at lære England udenfor London[ai] at kjende. Hvorhen kunde denne Udflugt gaae, om ikke til Shakspeares[CXXIX] Fødested? Først til Oxford[aj]. Men heller ikke Naturen kunde Tieck[CXXX] afvinde nogen Smag. Det var et yppigt grønt, et herligt dyrket Land, hvorigjennem de kjørte; men det var en lavet, tilskaaret Natur [ingen Urpoesi!] Oprindelighedens Charakter havde den tabt. Den manglede Umiddelbarheden, hin Hellighed, som han kaldte det, der tiltaler Gemyttet, og som saa ofte havde rørt ham i Hjemmets fattige Egne. Ved Industrien var den bleven berøvet sin digteriske Duft.«Det er da altsaa klart, at der i den hjemlige Natur maa have været Noget, der kom hans person|180|lige Aandsretning imøde. Den phantastiske Naturbetragtning vilde ikke have naaet en saadan Høide netop i dette Land, hvis der ikke i selve Naturen her var noget Phantastisk. Tydeligt nok er den tydske Natur kommen den phantastiske Betragter i Møde paa Halvveien. Jeg har tidligere gjennem en Skildring af italiensk Natur vist Dem, af hvilken uromantisk Art dens høieste Skjønhed er. Jeg vil trods Schwartzwald[ak], og trods Bloksbjerg[al] heller ikke ligefrem indrømme, at den tydske Naturs Skjønhed er phantastisk; thi som Taine[CXXXI] har sagt: Kunstens Skjønhed er kun phantastisk, Naturens er mere end phantastisk; thi det Phantastiske er kun en Sygdom i vor menneskelige Hjerne. Men den frembyder Tilknytningspunkter for en vis Art Phantasteri. Især maa man mærke, at det charakteristisk tydske Landskab er uden Berøring med Havet og mangler det vide befriende Pust, som Havet giver. Disse Flod- og Bjerglandskaber have aldrig den aabne frie Horizont, hvortil vi ere vante. Men lad mig for ikke at udtrykke mig almindeligt, gaae lige løs paa Sagen, paa selve den Natur, i hvilken Tieck[CXXXII] længst og stadigst levede, Egnen omkring Dresden[am], det saakaldte sachsiske Schweitz[an]. Lad mig med faa Ord skildre Dem, hvordan den for mig seer ud, og lad mig saa vise Dem, hvordan den seer ud for en romantisk Digter. Jeg behøver heller ikke her at tale ubestemt og vagt; thi |181| jeg har kjendt flere romantiske Digtere personligt, og jeg har for flere Aar siden netop gjennemreist denne Egn med en ung tydsk Digter af den romantiske Retning.
Jeg har nylig for at opfriske Erindringen atter tilbragt nogle Dage i den klare Bjergluft, skuende ud over Böhmens[ao] Klippeland og Høisletter, der ligne et Hav, af hvilket skarptrandede Bjerge dukke op som Øer, med uoverskuelig Rigdom af Marker og granbevoxede Fjelde. Man gaaer gjennem Uttenwalder Grund[ap] op paa Bastei[aq]. Dalen er indesluttet af høie, lagvis optaarnede phantastiske Sandstensfjelde med Graner klyngende sig ind i hver Revne. Tidt ligger den øvre Del af Bjerget truende helt ud over den lavere og synes at ville falde ned. Mange underlige Luner af Naturen forekomme: Porte, endog tredobbelte Porte i Klippen. Naar man stiger op paa Bastei[ar], har man paa venstre Haand det vidunderlige Landskab, i hvilket de steile Klipper ligne uhyre Gravstene som paa en Jødekirkegaard, et forfærdeligt, tragisk Landskab, passende til Decoration for de døde Nonners Dands i »Robert le diable[0035].« Fra Bastei[as] har man endelig lige for sig den uhyre Slette med sine steile Klippeøer – Klippefæstningen Königsstein[at] ligger paa en saadan – med lige, sikre Linier, haarde, uden ringeste malerisk Skjønhed. – Kuhstall[au] er en uhyre Rundbue, som Klippen danner. De seer, at denne |182| Natur bestandig tager sig ud som dannet af Menneskehaand, som Kunst, som Product af Phantasi. Udsigten deroppe fra var, da jeg sidste Gang saa den, forunderligt imponerende i det skjønneste Sollys. Over de vældige Granskove, der bedækkede de underliggende Høider, og hvis Toppe saae ud som Filt eller Uld, laa et kraftigt blaagrønt Skjær tragtformet stigende op langs de omliggende Bjerge. De böhmiske Landsbyer laae gruppevis fordelte, skinnende som Ruder i Solen; langt borte Basaltbjerge, nærmere pyramideformige, firkantede eller obeliskagtige Klipper. Stod et enkelt Løvtræ nede mellem Granskovene, tindrede dets da i Efteraaret gulige Løv i de mørke Omgivelser som Guldpletter. Ellers var der intet andet Gult end Lavarterne langs nogle Klippesider. Disse Klipper saae ud, som om Kjæmper i Tidernes Morgen havde sloges med dem, ligesom Børn slaaes med Sten eller havde stablet dem ovenpaa hverandre i Leg. Fra Vinterbjerget[av] see Bjergene ud som Levninger af Cyclopernes By. Man seer f. Ex. en vældig Bjergside, steil og glat som en Mur, grandækket midt i et Landskab af umaadelig Vidde. Prebischthor[aw] endelig er maaskee det skjønneste af det Alt. Atter der har Klippen dannet noget Phantastisk: en aaben Port; en uhyre aldeles lige Klippebjælke, har lagt sig som Overligger over to Klippetaarne. Man kan sidde oppe under den og har da to Landskaber for sig, et under Buen |183| tilvenstre og et aabent paa høire Haand. Da jeg ved Aftentid sad der, var det første haardt, koldt, strengt; over det andet, i det andet gik Solen ned, rød og glødende. Det første Landskab var som Dur, det andet som Moll, det første havde intet Øie, det andet lyste og straalte.
Se her har De en nøiagtig Rapport om, hvordan Naturen for mig tog sig ud, altsaa om hvordan den seer ud, betragtet af en kold og ædruelig Realist. Den tydske Romantiker, med hvem jeg første Gang fulgte, syntes mig mindre bevæget ved Skuet, end jeg selv. Idetmindste sagde han i Dagens Løb Lidet eller Intet. Men da vi ud paa Natten skulde til at stige ned af Bjerget, da blev hans Phantasi paa engang levende. Det var helt mørkt, og Mørket virkede stærkt paa hans Nerver. Det forekom ham, jo mere Mørket faldt paa, som om flere og flere af Naturaanderne kom frem. Og da vi nu i det Fjerne opdagede de første oplyste Punkter, Ruder i de Huse, som laae langs Bjergene, men hvis Omrids man paa Grund af Mørket ikke kunde see, var det ham, som om Ruderne sad i selve Klippen, som havde Klippen hævet sig, og man kunde see ind, hvis man gik nær nok hen. Disse Ruder vare ham som store Øine, hvormed Bjergaanden saa ud paa os; det var ham, som om disse store Skovskrænter betragtede os. Han var i en uhyggelig og barok, ægte romantisk Stemning, og jeg kunde ikke følge ham. Men jeg fik |184| ved denne Leilighed praktisk og personligt à brûle-pourpoint et Indtryk af, hvorledes en tydsk Romantiker fra den gode gamle Tid saa paa Naturen, hvorledes den først ved Nattetid blev Natur for ham, hvorledes han ikke saa paa den, men ved Siden af den og om bagved den, og ved at iagttage hvormeget Mere og tillige hvormeget Mindre min Ledsager følte overfor Landskabet end jeg, begreb jeg Berettigelsen og Ensidigheden, Unaturligheden og Poesien i den romantiske Naturbetragtning.
højresiderne i kapitel 8 har i førsteudgaven klummetitlen »Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
af Wilhelm Heinrich Wackenroders Herzensergießungen eines kunstliebenden Klosterbruders, 1797 Wackenroder 1797:61.
af et digt fra Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796 Goethe 1992, 9:181.
af Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855 Köpke 1855, 1:159-160.
Ortnit; i tysk heltedigtning en ung konge og helt, som dræbes af en drage.
Siegenot; i tysk heltedigtning en kæmpe, der ender sit liv i kamp med helten Didrik fra Bern.
der sigtes til sagnfiguren Didrik fra Bern, der optræder i tysk og nordisk middelalderdigtning. Figurens historiske udgangspunkt er beretninger om ostrogoterkongen Theodrik den Stores levned.
(ty.) vordende.
sammensat citat fra Wilhelm Heinrich Wackenroders Herzensergießungen eines kunstliebenden Klosterbruders, 1797 Wackenroder 1797:121-123.
af Wilhelm Heinrich Wackenroders Herzensergießungen eines kunstliebenden Klosterbruders, 1797 Wackenroder 1797:164.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798 Tieck 1798, 2:82.
i Ludwig Tiecks »Prinz Zerbino, oder die Reise nach dem guten Geschmack«, 1799, afbrydes et syngende valdhorn af karakteren Nestor med ordene: »Um Gottes willen, schweige doch nur, denn du bist mir das fatalste von allen diesen Instrumenten. Da ist ein Buch kürzlich herausgekommen, mich dünkt, Sternbalds Wanderungen, da ist um's dritte Wort vom Waldhorn die Rede und immer wieder Waldhorn« Tieck 1797:328.
af et brev fra Caroline Schlegel, dateret 17.10.1798, til Friedrich Schlegel Schlegel 1871, 1:219.
sammensat citat fra et brev fra Caroline Schlegel, dateret 17.10.1798, til Friedrich Schlegel Schlegel 1871, 1:219.
den halvmytiske græske digter Arion blev ifølge Herodot (bog 1:24) reddet fra druknedøden af en delfin. Arion var en velhavende mand, og på en sørejse blev han af mandskabet, der ville stjæle hans penge, tvunget til at springe i havet. Han fik dog lov til først at spille en sang. Sangen lokkede en delfin til, der siden bar ham i sikkerhed.
der er ikke tale om et citat, men en udkrystallisering af et herskende synspunkt.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:224.
hovedperson i en europæisk folkebog af samme navn, der siden senmiddelalderen er fremkommet i adskillige udgaver. Till Uglspil er som karakter en nar og spøgefugl, der driver gæk med alt og alle.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798 Tieck 1798, 1:198.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 313): »Den lunefulde Fantasus, / en underlig Olding, / følger stedse sit taabelige Lune. / Nu har de bundet ham fast / for at han skal lade sine Narrestreger fare, / ikke forstyrre fornuftig Tænkning, / ikke lede arme Mennesker vild o. s. v.«; af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798 Tieck 1798, 2:307.
ikke et citat, men en slags billedtitel fra GB's hånd.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798 Tieck 1798, 2:123.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798 Tieck 1798, 2:346.
under Napoleon 1. blev klostrene i Tyskland, Italien, Spanien og Portugal nedlagt og inddraget, da man mistænkte munkene for at bedrive reaktionær virksomhed.
af Friedrich Schlegels artikel »Vom Raphael«, 1803 Schlegel 1803:13-14.
tysk kunstnergruppe grundlagt 1809 med rødder i tysk romantik og med det sigte at genoplive det gammeltyske religiøse maleri. Navnet Nazarenerne skyldes, at gruppen i deres udseende tilstræbte et Jesusideal.
sammensat citat fra Goethes Winckelmann und sein Jahrhundert, 1805 Goethe 1998, 19:181-187.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich Schlegel, dateret 19.7.1804, til Caroline Paulus Reichlin-Meldegg 1853, 2:317.
der er tale om året 1813.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 23.6.1813, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:128.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 30.4.1814, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:173.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 13.6.1805, til Adam Müller Gentz 1857:48-49.
der sigtes til værket Rameau's Neffe, 1805. Værket, der er en oversættelse efter et da uudgivet manuskript af Denis Diderot, er oversat af og forsynet med fyldige noter af Goethe. Først i 1821 udkom Diderots værk på fransk med titlen Le neveu de Rameau.
af Goethes Winckelmann und sein Jahrhundert, 1805 Goethe 1998, 19:186.
GB følger her muligvis Jean Pierre Gaberels Rousseau et Les Genevois, 1858, hvor det hedder: »Cette idée, nous aimons à la retrouver chez M. Sainte-Beuve. »Rousseau, dit-il, fut, dans son siècle, l'hirondelle qui annonçait un printemps nouveau pour la langue française (…)«« Geberel 1858:14.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 317): »Naturen har hverken Kærne eller Skal, Ret eller Vrang, / Alt er den paa én Gang«; af Goethes digt »Allerdings. Dem Physiker«, der første gang blev trykt (uden titel) i Goethes Zur Naturwissenschaft überhaupt, besonders zur Morphologie, bd. 1:3, 1820. Siden bl.a. optaget som en del af et større digt i Goethes værker Goethe 1988, 2:507.
den romantiske tanke om skovensomhed (Waldeinsamkeit) er i høj grad knyttet til Ludwig Tiecks »Der blonde Eckbert«, 1797, hvori der flere gange forekommer en sang med førstelinjen »Waldeinsamkeit« Tieck 1828, 4:152.
af Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855 Köpke 1855, 1:139.
af Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:338.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:45-46.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854. Det citerede findes på s. 330-331, ikke som anført på s. 336 Tieck 1843, 16:330-331.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:331.
Den hellige Antonius var en kristen eneboer, som i sin ensomhed i den libyske ørken ifølge legenden kæmpede mod Djævelens mange fristelser og pinsler. Fristelserne er et hyppigt anvendt motiv i kunstneriske fremstillinger, hvor det seksuelle ofte betones.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1978, 1:347-348.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:248.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 322): »»Maaneskinssang«: // Bagved Søen en Flimren og Flammen. / Hisset Bjergtoppe, guldskinnende, skønne. / Alvorsfuldt susende bøjer de grønne / Buske de blinkende Hoveder sammen. // Bølge, ruller du Glansen herop, / Maanens rundt venlige Aasyns Fylde? / Træerne strækker Grene og Top / ud, at Maanen dem sødt kan forgylde. // Aander med Et paa Bølgerne springer, / Natblomster aabner sig, dufter og klinger, / Nattergalen i Løvværket øm / digterisk forkynder sin Drøm. / Som lyse blændende Straaler Tonerne flyder, / ved Bjergets Skraaning Velkommen de Ekkoet byder«; af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:248-249.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854. Det citerede findes på s. 84, ikke som anført på s. 48 Tieck 1843, 16:84.
af Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855 Köpke 1855, 1:376.
der henvises til Hippolyte Taines »L’Italie et la Vie italienne, souvenirs de voyage«, der blev trykt over 11 numre af Revue des Deux Mondes, 1864-1866. Det af GB anførte findes i 11. del, 15.5.1866, s. 351.
der henvises til Giacomo Meyerbeers opera Robert le Diable, uropført 1831, III,9-10, hvor afdøde nonner kaldes til live for at deltage i en vild og løssluppen dans.
GB anfører i Levned, 1905-1908, at der ikke var tale om en tysk, men en dansk romantiker, nemlig M.A. Goldschmidt Brandes 1907, 2:105.
(fr.) hovedkulds, uden omsvøb. Kan også have betydningen: på nært hold.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik