Det var meget langt fra, at de forbundne Romantikere med Tilfredshed saa »Lucinde[0001]« komme frem. Vi have seet, hvorledes Caroline[I] snart lod sit satiriske Lune spille imod den, og A. W. Schlegel[II], Schelling[III], Steffens[IV] og de Andre betragtede den mellem sig som et enfant terrible, hvorledes saa end officielt deres Udtalelser løde. A. W. Schlegel[V] siger vel i en Sonnet til Friedrich[VI]:
ligesom han, da Kotzebue[VIII] i Anledning af Bogen mod Friedrich[IX] skrev sit Lystspil »Den Hyperboreiske Æsel[0002]«, svarede med den vittige Satire »Ehrenpforte des Präsidenten v. Kotzebue[0003]«, men privat kaldte han Bogen »en taabelig Rhapsodi«. Tieck[X] be|113|nævnede den en besynderlig Chimære, og selv Schleiermacher[XI] søgte at fragaae sit Forfatterskab til »Brevene om Lucinde[0004]«, da senere den protestantisk-rationalistiske Retning hos ham fik Overvægt over den sandseligt-mystiske. Ikke desmindre eller rettere saameget mere er det af Vigtighed for os at kaste et Blik paa disse Breves Natur, hvis Formaal det er at fremstille »Lucinde[0005]« ei blot som en uskyldig, men som en god og hellig Bog, der retfærdiggjøres ved ædle Kvinders Sysselsættelse med den og Begeistring for den. Den ene af disse Kvinder, hvis Breve laa til Grund, var Schleiermachers[XII] Søster Ernestine[XIII], den anden hans Elskede, Eleonore Grunow[XIV].
At gjennemgaae Brevene enkeltvis har nutildags ikke mere nogen Interesse. Vi ville kun fastholde de mest fremspringende Punkter. Da »Lucinde[0006]« er Romantikernes eneste Forsøg i social Retning, og da Belysningen af Ægteskabet overhovedet næsten er den eneste sociale Opgave, hvormed Litteraturen i dette Aarhundredes Begyndelse sysselsætter sig – kun Goethes[XV] »Wanderjahre[0007]« tager som Rousseaus[XVI] Romaner, men i endnu større Omfang de sociale Problemer under Behandling – saa har det sin Betydning at sammenligne de forskjellige europæiske Hovedlitteraturers Udtalelser om dette Punkt.
Schleiermachers[XVII] Skrift er rettet mod Snerperiet. Strax i Begyndelsen hedder det: »Nær havde |114| jeg troet, at Du nylig var bleven en Snerpe. I saa Tilfælde vilde jeg bede Dig ved næste Leilighed at indskibe Dig til England, hvorhen jeg havde Lyst til at forvise hele Racen.« Og et helt Afsnit af Bogen er rettet mod den falske Skamfølelse, der udelukker den rette Blu og afstedkommer saamange unyttige Ulykker.
»Den ængstelige og indskrænkede Blufærdighed,*)
der nu er Samfundets Charaktermærke, har sin Grund i Bevidstheden om en stor og almindelig Forkerthed og om en dyb Fordærvelse. Hvad skal det tilsidst blive til? Det maa bestandig gribe videre om sig; naar man i den Grad gjør Jagt paa det Ublufærdige, vil man til Slutning indbilde sig at finde noget Saadant i enhver Ideekreds, og al Tale og al Selskabelighed maa høre op. […] Den fuldkomne Fordærvelse og den fuldendte Dannelse, ved hvilken man vender tilbage til Uskyldigheden, gjøre begge Ende paa Undseelsen; hin dræber saavel den sande som den falske, for denne ophører Undseelsen at være Noget, hvorpaa der maa anvendes særlig Opmærksomhed og lægges særlig Vægt. […]Overlæg kun, kjære Barn, om ikke alt Aandigt i Mennesket begynder med en instinctagtig ubestemt indre Drift og først lidt efter lidt ved Selvvirksomked og Øvelse udarbeides til en i |115| sig fuldendt Gjerning. Førend det kommer saavidt, kan der jo slet ikke tales om et blivende Forhold mellem indre Bevægelser og bestemte Gjenstande. Hvorfor skulde det være anderledes med Kjærligheden end med alt det Øvrige? Skulde den maaskee, der er det Høieste i Mennesket, strax ved det første Forsøg være fuldkommen? skulde det at elske være lettere end den simple Kunst at spise og drikke? Ogsaa i Kjærligheden maa der gives »foreløbige Forsøg«, af hvilke der ikke fremgaaer noget Blivende, men af hvilke ethvert bidrager til at gjøre Følelsen bestemtere og herligere. Ved disse Forsøg kan Forholdet til en bestemt Gjenstand kun være noget Tilfældigt, i Begyndelsen ofte kun en Indbildning, og altid noget høist Forgjængeligt – ligesaa forgjængeligt som Følelsen selv, der snart viger for en klarere og inderligere. Saaledes finder Du det ganske vist hos de modneste og mest dannede Mennesker, der smile over deres første Kjærlighed som over en barnlig og løierlig Begyndelse og ofte leve ganske ligegyldige hen ved Siden af den formentlige Gjenstand. Efter Sagens Natur maa det ogsaa være saaledes, og her at fordre Troskab og ville stifte et varigt Forhold var en ligesaa skadelig som tom Indbildning.«
Schleiermacher[XVIII] advarer derfor mod, hvad han kalder Hjernespindet om den første Kjærligheds Hellighed. »Tro blot ikke, at Alt beroer paa, |116| om den bliver til Noget. De Romaner, der forfægte dette og lade Kjærligheden mellem de samme to Mennesker udvikle sig fra den første raa Begyndelse til den høieste Fuldkommenhed i eet Træk, ere ligesaa fordærvelige, som de ere slette, og de, der skrive dem, forstaae sig i Almindelighed ligesaa slet paa Kjærligheden som paa Kunsten. – Naar den meer eller mindre ubestemte Længsel efter Kjærlighed retter sig paa en bestemt Gjenstand, opstaaer derved nødvendigvis et bestemt Forhold, idet der gives et Punkt, paa hvilket den størst mulige Tilnærmelse finder Sted. Naar I have naaet dette og følt, at det ikke er det rette, paa hvilket I kunne blive, hvad er der da Andet at gjøre for Jer, end at I atter fjerne Jer fra hinanden? Kun efter at et saadant Forsøg er fuldendt som Forsøg, kan Erindringen derom og Reflexionen derover virke til nærmere Bestemmelse af Længsel og Følelse og saaledes forberede et andet, bedre Forsøg. Skulde heri vel ligge en Forpligtelse til atter at anstille dette Forsøg med det samme Subject? Hvori skulde den ligge? Jeg for min Del finder dette ligesaa naturstridigt som Kjærlighed imellem Broder og Søster. Giv Dig altsaa heri uindskrænket Frihed, og sørg kun for at fastholde en ren Sands og en fin Følelse for, hvad der er et saadant Forsøg, for at Du ikke skal fastholde og sanctionere et saadant, der ikke er eller skal blive |117| til mere, ved Hengivelsen, der efter sin Natur burde begrunde en sand og varig Kjærlighed. Et saadant Misgreb, der er Følge af og Aarsag til de usaligste Skuffelser, er det Skrækkeligste, der kan hænde Dig, og vid, at dette egentlig er at lade sig forføre. Dog naar Du har grebet den sande Kjærlighed og føler Dig paa det Punkt, ud fra hvilket Du kan fuldkommengjøre dit Gemyt og forme dit Liv skjønt og værdigt, saa vil af sig selv enhver Tilbageholdenhed og enhver Sky for Foreningens sidste og skjønneste Segl synes Dig Affectation og Snerperi. Det farligste er kun, at ethvert Forsøg efter sin Natur tilstræber dette Punkt. Mættelsespunktet er kun at finde ved Overmættelse. Den sunde Følelse vil imidlertid, saa ofte Forsøget nærmer sig dette Punkt, føle en hellig Sky, der er noget meget Høiere end et fremmed Magtbud, eller hvad man almindeligt kalder Blu og Tugt.«
Sunde og forstandige Reflexioner! men hvor betegnende er hele dette Grubleri over Følelsen ikke for den Nation, Forfatteren tilhører. En Italiener sagde engang til mig: »Hvad der mest forbauser os i de germaniske Nationers Følelsesliv, det er dog Maaden, hvorpaa de opfatte og dyrke Kjærligheden. Hos dem er Kjærligheden en Religion, Noget, hvorpaa et godt Menneske bør troe. Og denne Religion har sin Theologi. De levere dens Philosophi, dens Metaphysik, hvad |118| veed jeg. Vi elske »simplement«, som Franskmændene sige.« Denne Replik faldt mig ind ved Læsningen af Schleiermacher[XIX]. Hvormegen Skarpsindighed er her ikke udfoldet, for at bevise, at Menneskene, naar de elske, ei bør lade sig forstyrre af falske Theorier, og hvilken klippefast Tro paa den Kjærlighed, der skal »fuldkommengjøre og fuldende Gemyttet«, ligger ikke til Grund! Det er lærerigt til Sammenligning at hiddrage beslægtede Udtalelser af andre Nationers store Forfattere; Nationalpræget springer stærkere frem.
George Sand[XX], hvis første Romaner repræsentere den samme Bevægelse i Frankrig, som »Lucinde[0009]« indleder i Tydskland, siger i »Jacques[0010]« og »Lucretia Floriani[0011]« gjennem Hovedpersonerne som gjennem en Maske følgende:
»Paul[xxi] og Virginie[xxii] kunde stadigt og uforstyrret elske hinanden. Thi de vare to Børn, opdragne af samme Moder. Vi komme fra altfor forskjellige Egne. […] For at to Væsener altid skulde forstaae hinanden og forblive forenede ved en uforanderlig Kjærlighed, maatte en ensartet Opdragelse have dannet dem som Børn, og de samme Troeslærdomme, de† samme sjælelige Vaner, ja det samme ydre Væsen findes hos dem begge. Men vi forpinte Affødninger af et stormfuldt og fordærvet Samfund, der staar† som en Stedmoder overfor sine splittede Børn og i sine Vildhedsperioder er mere grusomt end den vilde Tilstand, |119| med hvilken Ret undre vi os efter saa store offentlige Spaltninger over Hjerternes uafbrudte Skilsmisse og Umuligheden af inderlig Harmoni?«
De seer, at George Sand[XXIII] er langt mindre sikker end Schleiermacher[XXIV] paa Sandsynligheden eller Muligheden af, at Individet træffer den saakaldte »Rette«, til hvem Kjærligheden »fuldender Gemyttet«. Jacques[xxv] siger: »Ægteskabet er nu og altid efter min Mening en af de mest odiøse Institutioner. Jeg tvivler ikke paa, at det vil blive afskaffet, hvis Menneskeslægten gjør noget Fremskridt henimod Retfærdighed og Fornuft; et mere menneskeligt og ikke mindre helligt Baand vil da erstatte dette og vil formaae at sikre Børnenes Existents uden for bestandig at lænkebinde Forældrenes Frihed. Men Mændene ere altfor raae og Kvinderne altfor feige til at forlange en mere ædel Lov end den Jernlov, som behersker dem. For Væsener uden Samvittighed og uden Dyd passe tunge Lænker. De Forbedringer, som nogle ædle Aander drømme om, er det umuligt at virkeliggjøre i dette Aarhundrede; disse Aander glemme, at de ere hundrede Aar forud for deres Samtidige, og at førend man forandrer Loven, maa man forandre Mennesket.« – Paa Bryllupsdagen siger Jacques[xxvi] til sin Brud: »Samfundet vil nu dictere Dig en Edsformular. Du vil maatte sværge at være mig tro og at være mig lydig, det vil sige aldrig at ville elske nogen Anden end mig, |120| og at lyde mig i Alt. Den første af disse Eder er en Absurditet, den anden er en Lavhed.«
George Sands[XXVII] Tankegang i alle disse Bøger er den, at det, efterat Kjærligheden er ophørt, vedblivende at opretholde dens ydre Skin gjennem Kjærtegn o. s. v. er den egentlige Immoralitet i Elskov. Jacques[xxviii] siger: »Jeg har aldrig bearbeidet min Indbildningsskraft for paany at tænde eller gjenoplive en Følelse i min Sjæl, som ikke mere fandtes der; jeg har aldrig paalagt mig selv Elskov som en Pligt, Bestandighed som en Rolle. Naar jeg har følt Elskoven slukkes i min Sjæl, har jeg sagt det uden at skamme mig derover og uden Samvittighedsnag.« Og endnu mere indtrængende udbryder Lucretia Floriani[xxix]: »Af alle disse Forelskelser, som jeg barnligt og blindt havde givet efter for, syntes ingen og ingen Forbindelse mig saa dadelværdig som den, jeg tiltrods for mig selv forsøgte at lade vare udover dens Tid.«
Den franske Forfatterinde seer saaledes den stadige Kjærlighed til En og Samme som en kun paa visse Betingelser existerende Mulighed, og hendes Opfattelse af Elskoven er ikke som Schleiermachers[XXX] den, at den er den høieste Dannelsesmagt, men den, at den som uimodstaaelig Naturmagt, som hele Sjælen fyldende Lidenskab er skjøn, ja det Skjønneste i Menneskelivet. Institutionerne bør rette sig efter dens Natur, da den |121| ikke kan forandre sin Natur efter Institutionerne. Som Discipel af Rousseau[XXXI] taler hun Naturens Sag.
Vil De da endelig med mig kaste et Blik i et Skrift af en samtidig engelsk Forfatter af samme Aandsretning: Shelley's[XXXII] »Queen Mab[0012]«, og vil de navnlig agte paa de Anmærkninger, hvormed han har forsynet Digtet, da vil De see en tredie Nuance af Oppositionen mod den herskende Tankegang. Shelley[XXXIII] siger: »Den Samfundstilstand, i hvilken vi befinde os, er en Blanding af feudal Vildhed og ufuldkommen Civilisation. Først nylig har Menneskeheden indrømmet, at Lyksalighed er Ethikens eneste Maal, som alle andre Videnskabers, og forkastet den fanatiske Idee at ville korsfæste Kjødet af Kjærlighed til Gud.« De seer, han gaaer som ægte Englænder ud fra Nytte- eller Lykke-Principet som det høieste. »Kjærlighed,« siger han, »er en uundgaaelig Følge af Iagttagelse af Elskværdighed. Kjærlighed visner under Tvang; dens eiendommelige Væsen er Frihed; den kan hverken trives sammen med Lydighed eller med Skinsyge eller med Frygt; den er renest, fuldkomnest og grændseløsest, hvor dens Dyrkere leve i Tillid, Lighed og aaben Hengivelse. […]
Mand og Kvinde burde saalænge vedblive at være forenede, som de elske hinanden; enhver Lov, der forpligtede dem til Samliv endog blot et Øieblik efter, at deres Tilbøielighed var udslukt, burde ansees for et utaaleligt og høist |122| uværdigt Tyranni. I hvilken Grad vilde man ikke see et afskyeligt Formynderskab over den individuelle Frihed i en Lov, der gjorde Venskabets Baand uopløselige trods den menneskelige Aands Luner, Ubestandighed, Evne til at feile og Evne til at blive fuldkomnere. Og hvor meget tungere og utaaleligere ere da ikke Lænker paa Elskoven end paa Venskabet, da Elskov er heftigere og lunefuldere, mere afhængig af Indbildningskraftens zarte Eiendommelighed og mindre istand til at tilfredsstilles ved sin Gjenstands øiensynlige Fortrin! […]
Elskoven er fri. At afgive det Løfte evigt at ville elske den samme Kvinde er ikke mindre taabeligt end at love evigt at ville hænge ved den samme Tro. […]
Det nuværende Tvangssystem har i de fleste Tilfælde kun den Virkning at skabe Hyklere eller aabenlyse Fjender. Mennesker med Finfølelse og Hjertensgodhed, der ulykkeligvis ere forbundne med En, som de umuligt kunne elske, tilbringe deres Livs skjønneste Tid med ufrugtbare Bestræbelser efter at synes anderledes, end de ere. Den Overbevisning, at Ægteskabet er uopløseligt, fører i høieste Grad de Sletteste i Fristelse; de hengive sig hensynsløst til Bitterhed og alle det huslige Livs smaa Tyrannier, da de vide, at deres Offer ikke kan appellere til Nogen. […]
Prostitutionen er en direkte Frembringelse af Ægteskabet og de Vildfarelser, der følge deraf. |123| Kvindelige Væsener blive udelukkede fra Samfundets Sympathier og Fordele af ingen anden Grund, end fordi de lyde en naturlig Tilbøieligheds Bud […] Har en Kvinde adlydt en Drift, der følger af den aldrig feilende Natur (sic!), erklærer Samfundet hende Krig, evig og skaanselløs Krig; hun maa være den føielige Slavinde, hun tør ikke gribe til Repressalier. Samfundet tilkommer Retten til Forfølgelse, hende den Pligt at taale den. Hun lever et Skammens Liv; den høie og bitre Haanlatter spærrer hende enhver Tilbagevenden. Hun døer som af en langvarig Sygdom; men hun har feilet, hun er Forbrydersken – og Samfundet den rene og dydige Matrone, der slynger hende som et Misfoster bort fra sin Barm. Coelibat er en munkeagtig og evangelisk Overtro, ja selv en større Fjende af det naturlige Maadehold end den aandløse Sandselighed. Det nager ved Roden af al Lykke og fordømmer Halvdelen af Menneskeslægten til Elendighed, for at nogle Faa kunne glæde sig ved et lovligt Monopol. Man havde ikke kunnet udtænke et System, der optraadte med mere raffineret Fjendskhed imod den menneskelige Lykke end Ægteskabet, om man var gaaet ud derpaa. Jeg troer, at af Ægteskabets Afskaffelse vil et rigtigt og naturligt Forhold mellem Kjønnene fremgaae. Jeg siger ingenlunde, at dette Forhold vilde være et hyppigt vexlende; det synes mig tvertimod at fremgaae af Forholdet |124| mellem Forældre og Børn, at en saadan Forbindelse i Regelen vilde være af lang Varighed og udmærke sig fremfor alle andre ved Høimod og Hengivenhed. – I Virkeligheden danne Religion og Moral, som de nuomstunder ere beskafne, en praktisk Elendighedens og Trældommens Lovbog; den menneskelige Lykkes Genius maa rive ethvert Blad ud af den forrykte Gudsbog, før Mennesket kan læse Skriften i sit Hjerte. Hvor vilde den i Snørliv og Flitter oppudsede Moral skrækkes for sit eget modbydelige Billede, naar den saa ind i Naturens Speil!«
Atter her altsaa Paaberaabelse af Naturen, men Synspunktet er dog ganske forskjelligt. Shelley[XXXIV], den begeistrede og lidenskabelige Atheist, seer Samfundets Grundulykke i den overleverede Religion; den »aldrig feilende« Natur er den Guddom, han sætter i Bibelgudens Sted. Han betragter Krav paa Lykke som Menneskets Ret, og som Englænder hævder han uden mange psychologiske Grublerier den individuelle Frihed overfor ydre Loves Tvang. Schleiermacher[XXXV] advarer mod det Ufornuftige, fordi det binder, naar det er begaaet; men han, den protestantiske Præst, hidser kun indirecte til Opposition imod det. George Sand[XXXVI] oprøres over det Uværdige; i hendes, den franske Digterindes Moral spiller Æren den samme Rolle som Fornuften i Schleiermachers[XXXVII], og det er hendes Ideal af mandig Æresfølelse, Jacques[xxxviii], |125| hvem hun lægger en Protest i den menneskelige Æres Navn i Munden. Shelley[XXXIX] endelig reiser sig som den personlige Friheds Talsmand og Ridder. Han vil have Trældommen bort. Den snart landflygtige engelske Frihedsapostel gaaer uden Tøven løs paa Institutionerne. George Sand[XL] har aldrig directe angrebet Ægteskabet. I Fortalen til »Mauprat[0013]« siger hun endog: »Det er mod Ægtemændene, jeg har udtalt mig, og spørger man mig da, hvad jeg vil sætte i Stedet for dem, svarer jeg simpelthen: Ægteskabet.« Shelley[XLI] derimod, der strax opfatter enhver Ulykke politisk og socialt, vil reformere Menneskene ad den ydre Lovgivnings Vei, i Kraft af Overbevisningen om, at Staten i saa yderlig Grad som muligt bør sikre Individet den fulde Udøvelse af sin Frihed som Borger.
De seer let, at af disse tre Repræsentanter for en og samme Sag er Schleiermacher[XLII] den mest reflecterte og mest tilbageholdne. For ham er Gemyttet og dets Inderlighed det Høieste, som Hjertet er det for George Sand[XLIII], og Lyksaligheden er det for Shelley[XLIV]. Hver af de tre store Skribenter fremstiller sit Folk, og man forstaaer ved Sammenligningen bedre Charakteren af denne hele Bevægelse, som i Aarhundredets Begyndelse tog sine første Tilløb, men som hverken kan vinde Ro eller Form eller hidføre gode og beroligende Resultater, førend Kvindens Frigjørelse i aandelig |126| og social Henseende er naaet saa vidt, at hun staaer selvstændig overfor Manden og gjennem Litteraturen og Lovgivningen varetager sit eget Tarv.
højresiderne i kapitel 6 har i førsteudgaven klummetitlen »Schleiermachers Breve.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 281): »Dig bragte Elskovs Andagt til at digte. / Du til et Tempel Livet om vil danne, / hvor Guddomsret befrir og sletter Brøden. / Og for at Ofret ej skal Altret svigte, / bortførte du fra Himlens Slettelande / den lysende Lucindes høje Gløden«; af August Wilhelm Schlegels sonet »An Friedrich Schlegel«, 1800 Schlegel 1800:204.
af et brev fra August Wilhelm Schlegel, dateret 29.12.1834, til Windichmann Schlegel 1846, 8:291.
af forordet til 11. bind af Ludwig Tiecks Schriften, 1829 Tieck 1829, 11:LXXVII.
af Friedrich Schleiermachers Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800 Schleiermacher 1800:23.
af Friedrich Schleiermachers Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800 Schleiermacher 1800:70.
af Friedrich Schleiermachers Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800 Schleiermacher 1800:72.
sammensat citat fra Friedrich Schleiermachers Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800 Schleiermacher 1800:90-91.
af Friedrich Schleiermachers Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800 Schleiermacher 1800:91.
sammensat citat fra Friedrich Schleiermachers Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800 Schleiermacher 1800:91-94.
det citerede ses ikke i de to af GB nævnte romaner eller i George Sands øvrige forfatterskab. Den berømte konstellation Paul og Virginie nævnes i flere af Sands værker, men ikke på en måde svarende til det citerede.
af George Sands Jacques, 1834 Sand 1834, 1:79-80.
af George Sands Jacques, 1834 Sand 1834, 1:151.
af George Sands Jacques, 1834 Sand 1834, 1:112-113.
af George Sands Lucrezia Floriani, 1847.
Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813, består af 10 sange, som forfatteren har udstyret med 17 forklarende og udbyggende noter, der afslutter værket som en samlet helhed.
sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:252.
af Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:251.
af Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:251-252.
af Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:253.
sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:253.
sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:254-255.
førsteudgaven af Mauprat, 1837, rummer ikke en fortale, men en sådan - dateret 5.6.1851 - kom dog til i senere udgaver. Fortalen kredser om ægteskabet, men ikke med den citerede ordlyd.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik