Görres[I] siger i sin »Christelige Mystik[0001]« (II. 39), at som nærmest sig frembydende Kjendetegn paa et i det gjenfødte Liv til høiere Harmoni klarificeret Legeme maa den Vellugt gjælde, med hvilken det dufter. »Som nemlig hæslig Lugt er Udtryk for et sygeligt og til Misklang sønderrevet organisk Liv, saaledes vil dettes indre Harmoni vise sig i den fra det udgaaende Vellugt. Den Talemaade »im Geruche der Heiligkeit zu stehen« er derfor ingenlunde en blot billedlig, den er afledet af Erfaringen, efterat det utallige Gange har stadfæstet sig, at en Vellugt udgaaer fra Saadanne, der føre et helligt Liv.« Og han anfører utallige historiske Exempler.
Ifald Görres[II] har Ret, hvad jeg ikke betvivler, da maa de Personligheder, jeg til Slutning vil skildre, have lugtet ganske fortræffeligt; thi det er Personligheder, i hvilke Kirken og Görres[III] have Velbehagelighed. Jeg vil, for at afslutte og afrunde Billedet af den romantiske Gruppe, charakterisere Dem de Mænd, der førte dens Principer over i Livet og i Politiken. Jeg vælger som Repræsentant for Tydsklands Politikere af denne Retning den iblandt dem, der i alle Henseender synes mig at være den interessanteste, Friedrich Gentz[IV].*)
|346| Den Formens absolute Ligegyldighed mod Indholdet, som Romantiken havde proclameret i Poesien, blev af Gentz[VIII] praktiseret i Politiken. Som Kleist[IX] er den tydske Mérimée[X], er Gentz[XI] den tydske Talleyrand[XII]. Som moden Mand havde han kunnet sætte under sit Billede, hvad Metternich[XIII] satte under sit: Kun ingen Pathos! Han er den haandgribelige Personification af den romantisk-ironiske Genialitet, »Lucindes[0005]« incarnerede Aand. Typisk bliver han først efter sit 40de Aar, da paa de napoleontiske Kriges og Omvæltningers Tid Diplomatiets Virksomhed fulgte, og da Løsenet blev Reaction, det vil sige Ro, Ro for enhver Pris, Slukning af alle Europas Ildebrande, Hvile, dyb Hvile for alle Europas Trætte og Syge og Reconvalescenter, og da al Bestræbelse derfor som i en Sygestue gik ud paa at bringe Urostiftere af Veien og saa lydløst som muligt forhindre Larm og Spektakel. »Gentz[XIV] forstod,« siger Gotschall[XV], »at give den officielle Publicistik hin usigelige Fernis, hin classiske Glathed, hin olympiske Høihed, der urørt af de Dødeliges Skjæbner ikke lod nogen Draabe Nektar og Ambrosia gaae tilspilde af Gudeskaalen, om saa end Blodet flød i Strømme i de lavere Regioner. Denne fornemme Gliden hen over de smaa Anstød, ved hvilke Nationer splittedes og knustes, gav Datidens absolutistiske Congrespolitik et blidt gratiøst Udtryk. Man hørte kun Pustet, ikke |347| Knaldet; det var den lydløse Myrden med en Vindbøsse.« Man repræsenterede udadtil Legitimitetens Princip. I Virkeligheden var det Løgn og Hykleri; i Virkeligheden var man yderst lidet legitim, naar Ens Interesser bød En det Modsatte. I saa Tilfælde gik det ganske til efter Goethes[XVI] Ord: »Ingen er mere legitim end den, som kan hævde sig.« Den Sag, man forfægtede, var da ikke den gode. Men selv en slet Sags Forsvarer faaer Interesse, ifald han besidder et fremragende Talent. Og Gentz[XVII] er lutter Talent. Med Rette siger Varnhagen[XVIII] om ham: »Aldrig er det tydske Skolestøv blevet hvirvlet iveiret med større Glands, aldrig har den pedantiske Kraft slaaet ud i yppigere Fylde.«
Fr. v. Gentz[XIX] blev født i Breslau[a] 1764 af borgerlige Forældre, og naar han senere hen svang sig op til de høieste Stillinger og levede i de høieste Samfundskredse, saa skyldte han ikke sin Fødsel Noget, men sin Dygtighed Alt. Han studerede i Kønigsberg[b], lagde sig med stor Alvor efter Kants[XX] Philosophi og stod, dengang endnu en sværmerisk Yngling, i et inderligt og platonisk Forhold til en ung ulykkelig Kone Elisabeth Graun[XXI]. 1786 kommer han til Berlin[c], faaer en Ansættelse først som Geheimesecretair, saa som Krigsraad, og her gifter han sig af ydre Hensyn med Datteren[XXII] af en Finantsraad[XXIII]. I Berlin[d] styrtede han sig ind i en endeløs Række af tøilesløse |348| Udsvævelser og deltog i alle de jammerlige Glæder, som dyrkedes ved Hoffet, hvor en modbydelig Blanding af enerverede Syndere og fromladne Bedesøstre omgave den gamle Konge Friedrich Wilhelm II[XXIV].
Under dette Levnet overrumplede den franske Revolution ham. Dens første Virkning var at tænde en ungdommelig Begeistring i hans Sjæl. »Hvis denne Revolution skulde strande,« skriver han, »vilde jeg holde det for et af de haardeste Ulykkestilfælde, der nogensinde have ramt Menneskeslægten. Den er Philosophiens praktiske Triumph, det første Exempel paa en Regjeringsform, der grundes paa Principer og et sammenhængende System. Den er Haabet og Trøsten overfor saa mange gamle Onder, under hvilke Menneskeheden sukker. Skulde denne Revolution mislykkes, vilde alle disse Onder blive endnu mere ulægelige. Jeg forestiller mig saa levende, hvorledes allevegne Fortvivlelsens Taushed til Trods for Fornuften vilde tilstaae, at Menneskene kun kunne være lykkelige som Slaver, og hvorledes alle store og smaa Tyranner vilde benytte sig af denne frygtelige Tilstaaelse til at hævne sig for den Skræk, som den franske Nations Opvaagnen har indjaget dem.«
Men snart bragte de Rædsler, den franske Revolution førte med sig, ham til ganske at skifte Standpunkt. Han blev pludseligt den ivrigste |349| Forfægter af den gamle Tid. Kampen imod den offentlige Menings Overmagt, »mod Daarskaben, der gaaer i Horder«, blev hans Livsopgave. Han er ikke istand til, i den franske Revolution at see det nødvendige Resultat af Aarhundreders Uret og Gjæring, han indbilder sig, at det er Overmaalet af kold Forstandscultur, af Oplysning, der er Aarsag til Anarchiet. Dette er et sandt romantisk Træk. »Menneskerettighederne«, som han i sin første Afhandling: »Om Rettens Oprindelse og øverste Principer[0006]« saa varmt havde forfægtet, synes ham nu kun som »elementære Forstudier« at kunne være af Betydning for Statsmanden. Disse Rettigheders Theori var ham, med Hensyn til Statskunsten, kun hvad Skytsets mathematiske Theori er for Bombekastningen. Langsomt uddannes nu den egentlige reactionære Anskuelse hos ham, som er den, at ikke Folket, men Regjeringen er Hovedfactoren i Statslivet. Folkets Medvirkning under Lovgivningen betragtes af ham som en blot Form, og Friheden skrumper ind til en frisk, glad Lydighed. Under Omgang med Wilh. v. Humboldt[XXV], og under Indtryk af Tidens æsthetiske Ideer om harmonisk Privatliv og Statsliv, mildnes dog atter denne Ophidselse, og nu bliver den engelske Forfatning Gentz's[XXVI] Ideal. Da Fr. Wilhelm III[XXVII]. bestiger Thronen, lader Gentz[XXVIII] sig endog henrive til at indlevere et Sendebrev til Majestæten, i hvilket han med varme Ord |350| opfordrer ham til at tilstede Pressefrihed – Pressefrihed, som han selv ikke mange Aar efter betegner som Ophavet til alt Ondt. Den loyale Goethe[XXIX] var høist forbauset over dette Forsøg paa ligesom at ville »aftrodse« sin Souveræn Noget, og da Kongen ignorerede Brevet, lod Gentz[XXX] det hurtigt falde, og sørgede kun for at bringe det i Forglemmelse. Fra nu af er det, at han bliver betalt af den engelske Regjering; han sælger sig just ei, men han bliver regelmæssigt og rundeligt betalt, belønnet for sin politiske Virksomhed i Englands Interesse. Og han behøvede Penge. Haand i Haand med høit Spil, stadigt forviltret Samliv med Skuespillerinder og Dandserinder, uophørlig Nattesvir komme Anfald af Sentimentalitet og, som han skriver, »ein halbes, zwar artiges, doch wüstes Leben« med hans egen Kone. April 1801 noterer han i sin Dagbog: »dyb Rørelse over en Hunds Død«. Under en Reise til Weimar[e], hvor han træffer alle Tidens poetiske Storheder, lærer han Digterinden Amalie v. Imhof[XXXI] at kjende, fatter en lidenskabelig Kjærlighed til hende, og samtidigt de bedste Forsætter om at forbedre sit Levnet. Men neppe hjemkommen til Berlin[f], skriver han: »Effekt af Forsætterne i Weimar[g]. 23. December tabte jeg Alt, hvad jeg havde, i Hazardspil.« Han skriver endnu nogen Tid Breve paa 6 til 8 Ark til Amalie v. Imhof[XXXII], saa bliver han rasende forelsket i Skuespillerinden |351| Christel Eigensatz[XXXIII] og glemmer Alt derover: »Maintenant, c'est le délire complet«, hedder det i Dagbogen. Midt under alt dette forlader hans Kone ham og ansøger om Skilsmisse. Gentz[XXXIV] søger samme Aften at glemme denne Gjenvordighed ved Trente et quarante. Da et længere Ophold i Berlin[h] imidlertid af mange Grunde nu er bleven ham pinligt, ja umuligt, modtager han et Tilbud om Ansættelse i Østerrig og gaaer til Wien[i]. Her er det, at han lidt efter lidt overgiver sin hele Selvstændighed i Metternichs[XXXV] Hænder.
Men før den Tid falder Gentz's[XXXVI] store og geniale Periode. Den Sløvhed, hvormed man i Wien[j] fandt sig i det franske Supremati, i Nederlag og Ydmygelser uden Tal og Maal, kaldte Alt, hvad der var i Gentz[XXXVII] af Genialt og Levende, af Slagfærdigt og Præsent, i Vaaben. Det brændende Had mod Napoleon[XXXVIII], som besjælede ham, og som frembragte hans aandelige Livsgjerning, gjør ham under Ulykkerne og den almindelige Nedslaaethed en kort Tid til det tydske Folks Demosthenes[XXXIX], kun at hans Lidenskab alene gjaldt Uafhængighed, ikke Frihed. I Napoleon[XL] syntes den hele Revolution ham concentreret. Han vilde end ikke vige tilbage for et Middel som Snigmord imod ham. Af al Magt, rastløst arbeider han paa en Alliance mellem de tydske Magter og paa en Reisning af det tydske Folk. Dog efter sin Natur henvender han sig ei saameget til Folket, |352| som til de faa Udvalgte, i hvem han seer Folkets Skjæbne. Hans Fortale til de »politiske Fragmenter[0007]«, hans Proclamationer og Krigsmanifester, ere skrevne med kraftig Lidenskab, i en flydende, pompøs, men mandig Stil, hvis rhetoriske Sving er bredt, men aldrig smagløst. Selv Slagene ved Ulm[k] og Austerlitz[l] knuste ham ikke. Men med dyb Sorg iagttager han i Preussen[m] før Slaget ved Jena[n] det hele preussiske Væsens Elendighed. Medens Johannes v. Müller[XLI] og Andre, paa hvem han havde stolet, lade sig smigre og vinde af Napoleon[XLII] og falde fra, bliver han alene ubøielig og fast, og taler i det berømte Brev til Müller[XLIII] med blodigt revsende Haan om dem, »hvis Liv er en uophørlig Capitulation.« Men da i Aarene 1809 og 1810 Ævret var opgivet i Østerrig, og som det almindeligt gaaer i Landene, Letsindigheden og Nydelsessygen steg til sit Høieste med Nederlagene og Ulykken, var ogsaa Gentz[XLIV] saa dybt nede i de bedøvende Nydelsers Hvirvel, at hans ødelagte Formuesomstændigheder lode ham see Forbindelsen med Metternich[XLV] som den eneste frelsende Planke i Skibbrudet. Indflydelsen fra den Mand, som Talleyrand[XLVI] kaldte »Ugepolitikeren«, fordi hans Synskreds ei rakte videre end en Uge frem, og hvem en anseet Russer[XLVII] har kaldt »lakeret Støv«, var ikke til Baade for en Charakter som Gentz’s[XLVIII]. Fra nu af begynde i hans Breve Klagerne at lyde over »en sjælelig Slaphed, Modløshed, Tomhed, Indifferens«, som han før hverken kjendte |353| eller anede, og som han træffende betegner som »en Art aandelig Tæring.« Nu er det, han benævner sig selv »helvedes blaseret«. »Tro mig, jeg er helvedes blaseret, jeg har seet og nydt saameget af Verden, at man med Illusioner og Skuepenge ikke mere udretter Noget hos mig.« »Jeg er ikke mere henrykt over Noget, tvertimod kold, blaseret, haanlig, gjennemtrængt mere end tilladeligt af Overbevisningen om alle Andres Taabelighed og min egen – ikke Visdom – men Klarsynethed, og inderligt saa at sige djævelsk glad ved, at de store Sager tilsidst tage saadan en latterlig Ende.« Saa slap er han bleven, at den endelige Afgjørelse af Napoleons[XLIX] Skjæbne, som han tilforn saa heftigt havde ønsket, lader ham i den Grad kold. »Jeg er bleven uendeligt gammel og slet«, tilstaaer han, som tidligere anført, selv med den elskværdige Friedrich-Schlegelske Frækhed, der aldrig forlod ham. Paa denne Tid er det, at Dødsangsten begynder at blive permanent hos ham, og fra nu af noterer han stadigt i sin Dagbog, om den paa et vist Tidspunkt er i Tiltagende eller Aftagende. Alle et nervøst Fruentimmers Svagheder have sat sig Vidnesbyrd i hans Breve. I denne Henseende er især Brevvexlingen mellem ham og Adam Müller[L] latterlig. De ere begge lige bange for Torden, og Frygten for Uveir trækker sig igjennem alle Brevene. Ja, undertiden er selv Virk|354|ningen af et Brev ham for stærk. Han skriver til Müller: »Deres Breve knuse (zerschmettern) mine blødagtige Følenerver.« Dødsangsten var nærmere Frygt for at blive myrdet. Da Kotzebue[LI] var falden for Sands[LII] Dolk, naaede denne Frygt for at blive et Offer for den liberale Ungdoms Had sin Høide. Synet af en blank Kniv kunde, som han selv tilstaaer i sine Breve, bringe ham til at falde i Afmagt. Han skriver til Rahel[LIII] 1814: »Nu er Gudskelov Alt ude i Paris[o]. Jeg er Gudskelov meget rask. Jeg er vexelvis i Baden[p] og Wien[q], spiser til Frokost vexelvis Briocher med fortræffeligt Smør og andre guddommelige Kager, har erhvervet mig Møbler, over hvilke mit Hjerte hopper i Livet, og frygter langt mindre for Døden.«
Han seer paa denne Tid hen til Görres[LIV], som til den Eneste, der endnu forstaaer at skrive, og er selv ude af Stand til enhver Art Production. Paa samme Tid staaer han socialt paa et saadant Høidepunkt, at han kan negte sig hjemme for Souveræner. I hans Dagbog for 31te October 1814 staaer: »Refusé le prince royal de Bavière, le roi de Danemark etc.« Han træffer sammen med Talleyrand[LV] og henrives til den høieste Beundring; for at give denne Beundring en praktisk Retning, overrækker den kloge franske Diplomat ham en Gave af 24,000 Gylden fra Kongen af Frankrig. I Slutningen af 1814 skriver han i sin Dagbog: »Skuet af de offentlige Anliggender er sørgeligt. […] Da jeg imidlertid ikke har Noget at bebreide |355| mig, saa tjener det nøie Kjendskab til alt dette smaalige, Verden regjerende Væsens beklagelige Gang langtfra at bedrøve mig, mig kun til Amusement, og jeg nyder dette Skuespil, som gav man det for min Privatfornøielse.« Taler Gentz[LVI] ikke her som Jean Pauls[LVII] Roquairol[lviii]? Livstræt, som han er, er enhver Rolighedsforstyrrelse ham absolut imod. At opretholde det Bestaaende for enhver Pris, bliver hans Opgave. I 1815 betænker han sig end ikke paa at forsvare Pariserfredens Fortræffelighed overfor Görres[LIX]. Han var for klog og kold, for stor en Hader af Phrasen til ikke at lade sin blodige Spot gaae ud over Burschenschafterne, den gammeltydske Dragt og Declamationerne om Teutoburgerwald[r] og det velske Tant, men Sands[LX] Attentat blev grebet som Paaskud til at forbyde de patriotiske Foreninger, da man sporede Mordanslag og Forbrydelse overalt. Gentz[LXI] fik Universiteterne stillede under Curatel og Pressen kneblet. Han skriver nu om Pressefriheden: »Det bliver ved min Sætning: til Værn mod Pressens Misbrug bør i et vist Antal Aar slet Intet trykkes. Denne Sætning som Regel, med yderst faa Undtagelser, som en Domstol af anerkjendt Capacitet har at fastsætte, vil i kort Tid føre os tilbage til Gud og Sandheden.«
Da den græske Frihedskrig udbryder, sees det, at han trods sin reactionære Iver dog er altfor forstandig til, som Adam Müller[LXII] og de Øvrige, |356| for fuldt Alvor at troe paa Legitimitetsprincipet† og Kongemagten af Guds Naade som aabenbarede Sandheder. I 1818 havde han skrevet til Müller[LXIII]:
»De er det eneste Menneske i Tydskland, om hvem jeg siger, at han skriver guddommeligt, saa ofte han vil, og af al Frækhed i vore Dage er der ingen, der forbauser og opbringer mig mere end den at ville maale sig med Dem […] Deres System er et sluttet Hele. At ville angribe det fra nogensomhelst Side vilde være frugtesløst. Man kan kun være helt i det eller helt udenfor det. Kan De bevise os, gjøre os begribeligt, at al sund Videnskab, Indsigt i Naturen, Lovgivning og Samfundsforfatning, ja endog Historie (som De etsteds paastaaer) er Værk af en guddommelig Aabenbaring og kun kan udgaae fra en saadan, saa har De (hvad mig angaaer idetmindste) vundet Alt; saalænge dette ikke lykkes Dem, staae vi fjernt, beundre Dem, elske Dem ogsaa – men ere ved en uoverstigelig Kløft skilte fra Dem«. Man maa vide, at Adam Müller[LXIV] endog af den hellige Trefoldighed beviste, at ethvert paa et enkelt Princip hvilende nationaløkonomisk System maatte være falsk. Han beviser saaledes Nødvendigheden af »die Dreifelderwirthschaft«. Nu, da Grækenland reiser sig, ytrer Gentz[LXV], at Legitimitetsprincipet, som opstaaet i Tiden, ogsaa maa modificeres i Tiden, og udbryder i disse mærkværdige Ord: »Jeg var mig stedse bevidst, at trods mine Fuldmagtgiveres Maje|357|stæt og Styrke og trods de enkelte Seire, vi tilfægtede os, Tidsaanden dog tilsidst vilde blive mægtigere end vi, at Pressen, saameget jeg foragter dens Udskeielser, ikke vilde miste sin frygtelige Overlegenhed over al vor Visdom, og at Diplomaternes Kunst saa lidet som Vold vilde kunne holde Verdenshjulet tilbage.«
I sit 65.† Aar fornam saa den opslidte, gigtsvage, lidende Olding et dobbelt Sværmeri, der stod i den barokkeste Modsætning til hans Alder og Aandsretning. Ynglingen dukkede op i ham igjen. Den ene Gjenstand for hans Beundring var den da 19-aarige Dandserinde Fanny Elsler[LXVI], for hvem hans Begeistring og Lidenskab ingen Grændse kjender. I hans Breve hedder det: »Jeg har ene og alene vundet hende ved min Elskovs Tryllekraft. Da hun lærte mig at kjende, troede hun endnu ikke, at der gaves en saadan Kjærlighed […] Tænk Dem den Salighed, der ligger i en daglig helt uforstyrret Omgang med en Person, hos hvem Alt henrykker mig, et Væsen, der ei har nødig »som Venus at stige op af Havet«, i hvis Øie, hvis Hænder, hvis enkelte Yndigheder jeg Timer igjennem kan fordybe mig, hvis Stemme fortryller mig, og med hvem jeg fører uendelige Samtaler som med den lærvilligste Elev – jeg opdrager hende med faderlig Omhu – en Elev, der paa een Gang er min Elskede og mit Barn.«
Det andet Sværmeri, der overrumplede ham |358| var det for Heines[LXVII] da lige udkomne »Buch der Lieder[0008]«. Han kan længe nok kalde den forvovne Poet »en forrykt Eventyrer«. Den gamle Reactionære kunde ikke modstaae Trylleriet. »Dagligt,« skriver han, »vederkvæger jeg mig ved »Buch der Lieder[0009]«. Med Prokesch[LXVIII] bader jeg mig hele Timer i disse melancholske Vande. Selv de Digte, der streife nær hen til virkelig Gudsbespottelse, læser jeg ikke uden den dybeste Bevægelse og anklager mig ofte selv for, at jeg saa ofte og gjerne læser dem.« Hans modtagelige Natur kunde her ikke modstaae. Rigtigt har han betegnet sig selv som Kvinde. Med en Vending, der erindrer om det hermaphroditiske Træk i »Lucinde[0010]«, skriver han til Rahel[LXIX]: »Veed De, kjære, hvorfor vort Forhold er blevet saa stort og fuldkomment. De er et uendeligt producerende, jeg et uendeligt modtagende Væsen; De er en stor Mand og jeg den første af alle Kvinder, som har levet.« Han var nu paa det Punkt, at han blev forfærdet over et kraftigt Haandtryk; ja Synet af et krigerisk Overskjæg kunde skræmme ham. Besøg af uskyldige Reisende indjog ham Angst, fordi han saae forklædte Mordere i dem. I det sidste Aar blev hans Holdning bøiet, hans Gang snigende og usikker. De klare og kloge Øine, for hvilke han som Yngling var bekjendt, vare nu som tilslørede og Blikket sky. I Selskab søgte han at give sig Contenance bag et Par store sorte Briller. |359| Da Fanny Elsler[LXX] en Dag ved en Fest bragte ham et Glas skummende Champagne, kredentsede hun ham det med det drillende Ord: »Krukken gaaer saa længe tilvands, til den kommer hankeløs hjem.« Gentz svarte: »Naa, mig og Metternich holder det vel ud.« I disse Ord ligger Standpunktets Charakter og Dom. I religiøs Henseende var Gentz[LXXI] yderst vaklende, snart lod han sig forlyde med, at Religionen kun var ham et politisk Anliggende, snart gjorde han, der dog ikke udvortes gik over til Katholicismen, denne paa romantisk Vis de yderste Indrømmelser. Ikke blot at han ligger i Støvet for den katholske Mystiker Adam Müller[LXXII], der bogstaveligt betragter Napoleon[LXXIII] som en Incarnation af Djævelen og f. Ex. i et Brev til Gentz[LXXIV] af Juli 1806 taler om, at det »for den Christne gjælder om at overvinde den Bonaparte, vi have i os«, men vi læse f. Ex. i hans Ansøgning til Keiseren af Østerrig om Ansættelse denne Motivering af hans Udvandring fra Preussen[s]: »endelig for ei at fortie Noget min længe nærede Uvillie imod Protestantismen, i hvis oprindelige Charakter og fremskridende ondartede Tendents jeg efter mangfoldig anstrengende Prøvelse troer at have opdaget Roden til al vore Dages Fordærvelse og en af Hovedkilderne til Europas Forfald.«
I politisk Henseende betegner han med skarp Bevidsthed den klare Reaction, og han skyer ikke |360| som andre hykleriske Reactionære Ordet. I et Brev fra Verona[t] 1822 fortæller han, at han ved en Diner hos Metternich[LXXV] første Gang har seet Chateaubriand[LXXVI], der er yderst elskværdig og smigrende imod ham: »Han sagde blandt Andet, at det var et mærkværdigt Phænomen, som umuligt vilde undgaae Historiens Opmærksomhed, at for fire, fem Aar siden en Haandfuld Mennesker – de lode sig tælle paa Fingrene – havde hævet sig i Europa for at bekjæmpe Revolutionen, og at det var lykkedes disse den Dag idag med Cabinetter og Armeer at drage i Felten mod den fælles Fjende. Som den dristige Reactions Epoche betegnede han i Frankrig Stiftelsen af le Conservateur[0011], i Tydskland Congressen i Carlsbad. Han seer med sangvinsk Mod ud i Fremtiden og betragter det gode Partis Seir som vis. Al sand Kraft og alle sande Talenter vare paa vor Side, concentreret i omtrent ti eller tolv Hoveder. Intet vilde være os farligere end at anslaae de Revolutionæres Angreb høit eller endog blot at frygte dem; de vare med al deres Larm elendige Vrøvlere, og jeg kunde neppe forestille mig, hvor dybt saadanne Folk som Benjamin Constant[LXXVII], Guizot[LXXVIII], Royer-Collard[LXXIX] nutildags vare sunkne i den offentlige Mening, selv som Skribenter. Dette og Mere sagde han iøvrigt uden Liv, med stor Kulde og Ro.«
Gentz[LXXX] anede, da han skrev dette, ikke, hvil|361|ken Overraskelse der snart skulde være ham forbeholdt af denne Mand. To Aar efter indtraf den Begivenhed, der betegner Vendepunktet i Aarhundredets Litteraturhistorie, Grændseskjellet mellem Vandene, Chateaubriands[LXXXI] Udstødelse af Ministeriet og Overgang til den liberale Opposition, hvis Fører han bliver. Det er denne Begivenhed, som tilligemed Byrons[LXXXII] samtidigt indtrædende Død kalder Liberalismen i Vaaben den hele civiliserede Verden over.
Gentz[LXXXIII] kan ikke beherske sin Harme. Han skriver efter Chateaubriands[LXXXIV] Artikel[0012] i »Journal des Débats[0013]« om Censurens Ophævelse til en Ven: »Jeg underskriver ethvert Ord, som De siger om Chateaubriand[LXXXV]. Ogsaa mig har i lang Tid Intet rystet og oprørt saaledes, som denne virkeligt ryggesløse Artikel. Det er et Værk af et Menneske, der, da det ikke vil lykkes ham at forstyrre sine Fjender i deres Rolighed med Trommer og Piber, endelig griber Faklen og stikker Taget over deres Hoveder i Brand. Da man i Frankrig i dette Øieblik vover Alt, hvad man har Lyst til, saa ligger der intet Uforklarligt i denne Beslutning; thi hvo der strax ved det første Skridt paa Veien til en hævnsyg Opposition i den Grad kunde krænke Pligt, Ære og Velanstændighed, som dette Utyske (Unhold) gjør paa Trediedagen efter sin Afskedigelse, han maatte tilsidst, naar Følelsen af hans Afmagt stedse |362| mere og mere irriterede ham, gaae saa vidt som han uden Fare for at blive indespærret (og hvor er den i hans Land!) [desværre!] blot kunde vove.«
Men Gentz’s[LXXXVI] Vrede standsede ikke Begivenhedernes Gang, og snart laa den Reaction, han repræsenterer, i sine sidste Krampetrækninger.
Et af Gentz's[LXXXVII] Breve fra 1820 lyder saaledes:
»Hvad er Duller[LXXXVIII], hvad er La Mennais[LXXXIX], hvad ere (med Undtagelse af Bonald[XC]) alle vor Tids Skribenter i Sammenligning med Maistre[XCI]! Bogen »Om Paven[0014]« er efter min Følelse den mest ophøiede og vigtige, der er udkommet i det sidste halve Aarhundrede. De har ikke læst den, hvor kunde De ellers lade være at tale om den! Følg De mit Raad, læs den ikke à bâtons rompus, ikke under den Larm og de Adspredelser, hvoraf De stedse er omringet, men gjem denne Lecture til et Tidspunkt, hvor De har stadig Ro og kan concentrere Deres Tanker. Deres saakaldte Venner kjende den sikkert, men sige intet Ord derom. Saadan Føde er alle disse lunkne, kritiske Sjæle for stærk. Mig har den kostet mere end een søvnløs Nat; men hvilken Nydelse har jeg ikke kjøbt derfor! Saa meget Dybsind i Forening med en saa forbausende Lærdom, med et politisk Blik, som ingen Montesquieu[XCII] nogensinde har havt det, med en Burke's[XCIII] Veltalenhed, en undertiden til høi Poesi grændsende Begeistring, dertil endnu alle |363| verdslige Talenter, en Behændighed, en Finhed, en Skaansel mod Personerne, imedens man træder deres Lærdomme og Meninger i Støvet, en uhyre Verdenskundskab – og alt det for saadanne Resultater, for en saadan Sag! Nei, nu troer jeg fuldt og fast, at Kirken aldrig vil gaae under. Naar ogsaa blot een Dag hvert Aarhundrede en saadan Stjerne lyser, saa maa den ikke alene bestaae, men seire. Bogen har nogle svage Sider! jeg siger det, for at min Beundring ikke skal synes blind; men de tabe sig som Pletter i Solen. Andre maa vel før Maistre[XCIV] have følt, hvad Paven er, men sagt det har ingen Skribent som han. Denne overordentlige Bog, af hvilken vor Tids elendige Slægt neppe mere tager Notits, er Frugten af et halvt Liv. Forfatteren, en nu mere end 70aarig Mand, har aabenbart arbeidet 20 Aar paa den. Man burde opreise ham et Mindesmærke i en af de store Kirker i Rom. Alle Konger skulde trænge sig hen til ham; og dog har han kun med Nød og Neppe, efterat han havde sat sin hele Formue til, erholdt Titel af Minister og saa Meget, at han kan leve meget indskrænket i Turin[u]. Aldrig har et Menneske havt større Ret end han til at sige til sine Børn:
Hvilken Mand! og hvor faa af de Samtidige vide endog blot, at han lever!«
|364| Her er det Punkt, hvor den tydske Reaction peger over i den franske. For at antyde mit Arbeides Retning og vise, hvilken Kurs vi holde, vil jeg endnu flygtigt tegne Dem dette Hoved, det mest energiske i den franske Reactionstid. Grev Joseph de Maistre[XCV]*)
blev født i Aaret 1754 i Chambéry[w] i Savoien[x] i en Familie, som tilhørte den høie Embedsstand, og i hvilken en streng og religiøs Aand var herskende. De Maistre[XCVI] opdroges i saa absolut en Lydighed, at han endnu ved Universitetet i Turin[y] aldrig tillod sig at læse en Bog, uden at have skrevet til sin Fader for at spørge om Tilladelse. Han fordybede sig fra Barndommen af i de alvorligste Studier, og kunde syv Sprog, hvad der er en Sjeldenhed hos en Franskfødt. 32 Aar gammel blev han gift og var den fortræffeligste Familiefader. Da bankede den franske Revolution paa hans Dør, Savoyen[z] blev indlemmet i Frankrig, og han forlod sit Hjem for at blive sin Konge tro. Han opholdt sig nu nogle Aar i Schweiz og omgikkes nogen Tid Madame de Staël[XCVII], der beundrede hans Geni, og hvem han bedømmer saaledes: »Jeg kjender intet mere forrykt Hoved; det er den ufeilbarlige Virkning, som den moderne Philosophi har paa enhver |365| Kvinde; men hendes Hjerte er paa ingen Maade slet: i denne Henseende gjør man hende Uret. Hun er forbausende aandrig, især naar hun ikke stræber at være det. Da vi hverken i Theologi eller i Politik just ere af samme Skole, have vi i Schweiz givet Scener, man kunde døe af Latter over, dog uden nogensinde at blive Uvenner.«Det afgjørende Træk i De Maistres[XCVIII] politiske Grundanskuelse er, at han virkeligt og bogstaveligt troede paa Forsynets Regimente paa Jorden. Thi vel træffer man ofte nok Mennesker, der sige, at de troe derpaa, men det er sjeldnere, at man træffer nogle, der i alle deres Handlinger eller alle deres Domme bære sig ad, som om de troede paa Forsynet. For ret at faae Indtryk af denne hans Tro, bør man læse hans »Considérations sur la France[0021]«, der udkom 1797, dette mærkværdige Skrift, i hvilket han forudsiger Restaurationen endog i Enkeltheder. En af hans Yndlingssætninger var: »Verden er fuld af retfærdige Straffe og Dødsdomme, hvis Udøvere ere meget skyldige«. Han var af Naturen ikke Handlingens men Betragtningens Mand, og som handlende og i sine Principer for Handling ikke uden Moderation. Han siger f. Ex., at hvis han var Minister for en Nation, der ikke vilde vide af Jesuiterne, vilde han ikke raade til deres Tilbagekaldelse, men definerer saa rigtignok Nationen som Foreningen af |366| Souverænen og hans Aristokrati – en ikke synderligt demokratisk Definition.
Kongen af Sardinien[aa], som var bleven nødt til at tye ud paa sin Klippeø og trængtes fra alle Sider, sendte i 1802 De Maistre[XCIX] som sin Gesandt til St. Petersborg[ab], og der blev han 14 Aar, smerteligt adskilt fra sin Familie, lidende under alle de Begivenheder, som opfyldte Europa, følende Stødet af enhver af Napoleons[C] Seire, forladt, saa fattig at han ikke engang havde en Pelts om Vinteren. Dog kalder han ikke, som de tydske Reactionære, Bonaparte for en Djævel. Han skriver: »Bonaparte kalder sig Guds Udsending. Intet er mere sandt. Bonaparte kommer directe fra Himlen, – som Lynet«. Ja han bestræber sig endog af Kjærlighed til sit Land for, hvormeget det end koster ham, at opnaae en Samtale med Keiseren og tale Sardiniens[ac] Sag. Det mislykkes, dog tager Napoleon[CI], som anerkjendte Geniet i alle Leire, ham ingenlunde hans Dristighed ilde op; det gjør derimod hans eget Hof. Man er meget fornærmet, og lader ham vide, at Cabinettet er blevet forbauset over det Skridt, han har gjort. Med stolt Ironi svarer han: »Cabinettet er blevet forbauset! Saa er Alt tabt. Forgjæves styrter Verden sammen, Gud bevare os for en uforudseet Idee! Og det er det, som endnu mere levende overbeviser mig om, at jeg ikke er Eders Mand; thi jeg kan love Eder at besørge hans Majestæts Anliggender saa |367| godt som en Anden, men jeg kan ikke love Eder, aldrig at forbause Eder. Det er en Mangel i min Charakter, som jeg ikke kan raade Bod paa«. Han sandede, hvad han etsteds har sagt, at det at stole paa Standhaftigheden af et Hofs Velvillie, »bogstaveligt er det Samme som at lægge sig paa en Møllevinge for at sove trygt«. Imidlertid nagede mange Sorger Faderhjertet. Hans yngste lille Pige var ham helt fremmed. I hans Breve forekommer om hende det rørende Ord, at naar han om Natten overanstrengt af Arbeide ligger vaagen paa sit Leie, troer han »at høre det græde i Turin[ad]«. Hans Søn deltager i Krigen mod Napoleon[CII]. »Ingen veed,« siger han, »hvad Krig vil sige, naar han ikke har en Søn, som er med«, »jeg stræber, saa godt jeg kan, at afbryde de Drømme om afhuggede Arme og knuste Hoveder, som uophørligt pine mig; saa spiser jeg til Aften som en Yngling, sover som et Barn og vaagner som en Mand, det vil sige tidligt«.
Man seer, at denne Lovpriser af Baal og Bøddel havde et godt menneskekjærligt Hjerte. Han mangler i sine private Udtalelser hverken Humor eller Godlidenhed. Han havde, som Sainte-Beuve[CIII] beundringsværdigt har sagt om ham, »intet Andet af Forfatteren end Talentet«.
Elskværdigst viser han sig maaske i Brevene til sin Datter[CIV]:*)
»Du spørger mig, mit kjære Barn, |368| hvoraf det kommer, at Kvinderne ere fordømte til Middelmaadighed. Det ere de ingenlunde. De kunne endogsaa blive ophøiede, men paa kvindelig Maade. Ethvert Væsen bør holde sig paa sin Plads og ikke efterstræbe andre Fortrin end dem, der tilhøre det. Jeg har her en Hund ved Navn Biribi, som er vor Glæde: hvis den en Dag fik Lyst til at lade sig sadle og tøile for at bære mig ud paa Landet, saa vilde jeg være ligesaa lidt fornøiet med den, som med Din Broders engelske Hest, hvis den fik Lyst til at hoppe op paa mine Knæ eller drikke Caffe med mig. Visse Kvinders Vildfarelse bestaaer i at indbilde sig, at de for at være distinguerede maa være det som Mænd. Hvis en smuk Dame for tyve Aar siden havde spurgt mig: Troer De ikke, at en Dame kan være en stor General ligesaagodt som en Mand, saa vilde jeg ikke have undladt at svare: Ganske vist Frue; hvis De commanderede en Armee, vilde Fjenden kaste sig paa Knæ for Dem, ligesom jeg gjør, og De vilde drage ind i den fjendtlige Hovedstad med Trommer og klingende Spil. Hvis hun havde sagt til mig: Hvad forhindrer mig fra at kunne ligesaa megen Astronomi som Newton[CV]? vilde jeg ligesaa oprigtigt have svaret: Intetsomhelst, min guddommelige Skjønhed. Tag Kikkerten, og Stjernerne ville ansee det for en stor Ære at blive lorgneterede af deres smukke Øine og skynde sig med at sige Dem alle deres Hemme|369|ligheder. Se, saaledes taler man til Kvinderne baade i Vers og i Prosa. Men den er brav dum, som tager det for gode Varer.« Han viser nu, at Kvindens Kald er at føde og opdrage Mænd og fortsætter: »Forresten, mit kjære Barn, bør man ikke overdrive Noget. Jeg troer, at Kvinderne i Almindelighed ikke bør lægge sig efter Kundskaber, som stride mod deres Pligter, men jeg er meget langt fra at troe, at de bør være fuldkomment uvidende. Jeg vil ikke have, de skulle troe, at Peking[ae] ligger i Frankrig, eller at Alexander den Store[CVI] friede til en Datter af Ludvig den 14de[CVII].« Og i et følgende Brev: »Jeg seer, Du er bleven noget vred over mine impertinente Udfald mod de lærde Kvinder; vi maae imidlertid nødvendigvis slutte Fred inden Paaske, og Sagen synes mig saameget des lettere, som Du sikkert ikke har forstaaet mig rigtigt. Jeg har aldrig sagt, at Kvinderne vare Aber, jeg sværger Dig til ved Alt, hvad der er mest helligt, at jeg altid har fundet dem uden Sammenligning smukkere, elskværdigere og nyttigere end Aber, jeg har kun sagt, og det fragaaer jeg ikke, at de Kvinder, som ville være Mænd, kun ere Aber, thi det at ville være Lærd er at ville være Mand. Jeg finder, at den hellig Aand har vist sig i Besiddelse af megen Aand ved at indrette det saaledes, hvor trist det end kan synes. Jeg bøier mig dybt for den Frøken, om hvem Du taler, som har indladt |370| sig paa et episk Digt, men Gud bevare mig for at være hendes Mand, jeg vilde være altfor bange for at see hende nedkomme i mit Hus med en eller anden Tragoedie eller endog med en eller anden Farce; thi naar Talentet engang er i Fart, saa standser det ikke saa let.«»Det, som er bedst i Dit Brev og mest afgjørende, det er Din Iagttagelse over Materialierne til den menneskelige Skabelse. Strengt taget er det kun Manden, der er Aske og Støv. Hvis man vilde sige ham Sandheden i Ansigtet, saa maatte han kaldes Skarn, istedenfor at Kvinden blev gjort af et Dynd, der allerede var præpareret og hævet til Værdigheden Ribben. Corpo di Bacco! questo vuol dir molto. Forresten, mit kjære Barn, kan Du efter min Anskuelse ei tale formeget om Kvindernes Adel, end ikke om de borgerlige Kvinders; der bør for en Mand ikke være noget mere Fortræffeligt end en Kvinde, ganske som for en Kvinde o. s. v. […] Men det er netop i Kraft af denne høie Idee, som jeg har om disse sublime Ribben, at jeg bliver alvorlig vred, naar jeg seer nogle, som ville gjøre sig til primitivt Dynd. Det synes mig, at Spørgsmaalet hermed er fuldstændigt klaret.«
Man undres ved at see den strengt orthodoxe Katholik spøge saa frit med den bibelske Legende; men selv i Vittigheden og Spøgen fornegter det reactionære Grundtræk sig ikke. Det er overhovedet |371| eiendommeligt for de Maistre[CVIII], at en vis pirrende Vittighed hos ham gaaer Haand i Haand med Udbruddets voldsomme og dæmoniske Energi, en Energi, der blandt Andet ytrer sig i et saadant lille Symptom, som at Ordet à brûle-pourpoint er hans Yndlingsord; det sigter som bekjendt ordret til at brænde et Ildvaaben af paa selve Modstanderens Frakke. I »Soirées de Saint-Pétersbourg[0023]« lader han sin Forbitrelse gaae ud over Baco[CIX]; han siger, og med en Indsigt, hvis Resultat den nyeste Naturvidenskab er tilbøielig til at godkjende: »Baco[CX] var et Barometer, der meldte smukt Veir, og da han meldte det, saa troede man, det var ham, der havde skabt det.« I sine Breve siger han saa: »Jeg veed ikke, hvordan det gik til, at jeg kom til at slaaes paa Liv og Død med den salig Kantsler Baco[CXI]. Vi have boxet med hinanden som to Boxere fra Fleetstreet[af], og har han end revet mig nogle Haar ud af Hovedet, saa skulde jeg troe, at hans Paryk ikke mere sidder paa sin Plads.«
Naar han kommer ind paa sine Yndlingsideer: at det gjælder om at holde Staterne sammen med Straf og Tugt, har hans Vittighed undertiden næsten en voltairisk Charakter, saaledes hvor han i anden Del af Soiréerne[0024] taler om de Maader, hvorpaa man kan vedligeholde Corpsaanden. Hvilken grændseløs Menneskeforagt ligger der ikke her i Spøgen! »Til at hævde Æren og Disciplinen,« siger |372| han, »i et Corps eller en hvilkensomhelst Association ere priviligerede Belønninger end ikke saa virksomme som priviligerede Straffe.« Han viser, hvorledes Romerne havde hittet paa at gjøre den militaire Bastonnade til en Forret, idet Soldaterne alene havde Ret til at blive bankede med Vinstokke. Ingen Mand, der ikke var Militær, kunde blive banket med en Vinstok, og intet andet Træ end dette kunde bruges til at banke en Militair. »Jeg begriber ikke, at ikke en lignende Idee er opstaaet i en moderne Souveræns Hjerne. Hvis jeg blev adspurgt angaaende dette Punkt, vilde min Tanke ikke gaae tilbage til Vinstokken, thi slaviske Efterligninger nytte Intet. Jeg vilde foreslaa Laurbærtræet.« Det udvikles nu, hvorledes et stort Drivhus burde oprettes i Hovedstaden, bestemt udelukkende til at frembringe det nødvendige Laurbærtræ til i Underofficierernes Hænder at garve Ryggene paa den russiske Armee. Dette Drivhus skulde staae under Inspection af en General, der var Ridder af St. Georgs Ordnen idetmindste af anden Klasse, og som skulde bære Titelen »Overinspecteur over Laurbærdrivhuset.« Planterne skulde ikke kunne passes, pleies og beskjæres af Andre end af gamle Invalider af et uplettet Rygte. Modellen til Stokkene, der alle burde være nøiagtigt ens, skulde opbevares i Krigsministeriet i et rødt Etui; enhver Stok skulde hænge i Underofficierens Knap|373|hul i et St. Georgsbaand, og paa Drivhusets Fronton skulde man læse: Det er mit Træ, som frembringer mine Blade.
De Maistres[CXII] Hovedværk, »Bogen om Paven[0025]«, indeholder denne geniale Reactionæres Anskuelser i en Sum. Han siger heri: »En stor og mægtig Nation har nylig for vore Øine gjort den største Anstrengelse henimod Frihed, som Verden har seet. Hvad har den opnaaet? Den har bedækket sig med Latter og Skam, for tilsidst at sætte en corsikansk Gendarme[CXIII] paa den franske Konges Throne.« Han viser, hvorledes det katholske Dogme, som Alverden veed, forbyder enhver Art Revolte, medens Protestantismen, der gaaer ud fra Folkets Souverænitet, lægger Afgjørelsen i den indre Følelse, der skal skrive sig fra et vist moralsk Instinct (Pag. 160): »Der er saamegen Analogi, saamegen Broder-Lighed, saamegen indbyrdes Afhængighed mellem den pavelige og den kongelige Magt, at man aldrig har rokket den Første uden at røre den Sidste«, og han citerer til Bevis disse Ord af Luther[CXIV]: »Fyrsterne ere i Almindelighed de største Narre og de mest topmaalte Skurke af Verden; man kan ikke vente sig noget Godt af dem, de ere Guds Bødler, som han bruger til at tugte os med.« (Pag. 174.) Han viser, at Protestantismen, der ikke respecterer Kongemagten, heller ingen Respect har for Ægteskabet: »Havde Luther[CXV] ikke den Frækhed at skrive i sin |374| Commentar til Genesis 1525[0026], at med Hensyn til det Spørgsmaal, om man tør have flere Koner, stiller Patriarchernes Autoritet os frit, at Tingen hverken er tilladt eller forbudt, og at han for sin Part ikke afgjør Noget, en opbyggelig Theori, der snart fandt sin Anvendelse i Landgreven af Hessen-Cassels[CXVI] Hus.« De veed, at Luther[CXVII] tillod denne Souveræn at gifte sig med to Koner paa engang. – Han hævder det Paradox, at Mennesket af Naturen er Slave, og at Intet er mere usandt end Rousseaus[CXVIII] Sætning: Mennesket er født frit og ligger dog overalt i Lænker. Tvertimod, Mennesket er født Slave, og først Christendommen har paa overnaturlig Maade gjort det frit. Derfor kalder han ogsaa den christne Kvinde et i Sandhed overnaturligt Væsen. De begriber da, i hvilke Udtryk han taler om Voltaire[CXIX], den Mand, »i hvis Hænder Helvede havde nedlagt sin hele Magt«. Bogen culminerer i hans Statstheori: »Monarchiet er et Mirakel, og istedenfor at ære det som saadant, skjælde vi det ud for Despoti. Den Soldat, der ikke dræber et Menneske, naar en legitim Fyrste befaler det, er ikke mindre skyldig, end den, som begaaer et Drab uden Ordre.« De Stater, der have indført Protestantismen, ere blevne straffede igjennem Berøvelse af deres dyrebare Monarcher. Thi de Maistre[CXX] har udregnet, at Fyrsternes Regjeringstid er kortere i de protestantiske Lande end i de katholske. Kun een Vanskelighed |375| møder ham her, som han ikke kan forklare. Mine Tilhørere, det er os, som volder ham den. Han finder, at i Danmark alene blandt de protestantiske Lande leve Fyrsterne efter Reformationen ligesaa længe som før den. »Danmark synes i Kraft af en eller anden skjult, men sikkert for Nationen hæderlig Grund, ikke at have undergaaet denne Lov om Regjeringstidens Forkortelse.« (Pag. 383.)
Den energiske Forsvarer af Fortidens System kunde i Slutningen af sit Liv endelig ikke dye sig for at give den store Miskjendte, Inqvisitionen, en Æresopreisning. Det skete i »Lettres à un gentilhomme russe sur l'inquisition espagnole[0027]«. Han forsøger i denne Bog af al sin Magt at vaske de Sorte saa hvide som muligt, men man maa ved Læsningen mindes det dybsindige Ord, som den gamle Tiger siger i Indernes »Hitopadesa[0028]«: »Ligefuldt – ligefuldt,« siger Tigeren, »er det Rygte, at Tigrene æde Mennesker, svært at gjendrive.« Han oplyser her først en stor Mængde Usandheder, der ere blevne sagte om Inqvisitionen, og viser, at den aldeles ikke var nogen geistlig, men en verdslig Domstol. Det Parti af Bogen, der har Interesse for os, er imidlertid det, hvor han forsvarer Inqvisitionens Bedrifter. Han siger: »I Spanien og Portugal som andensteds lader man ethvert Menneske i Fred, der holder sig rolig; hvad den Uforsigtige angaaer, der dogmatiserer eller forstyrrer den offentlige Orden, da kan han kun beklage sig over sig selv.« |376| »Den moderne Sophist, der i Mag converserer i sit Cabinet, bryder sig lidet om, at Luthers[CXXI] Argumenter have frembragt Trediveaarskrigen; men de gamle Lovgivere, der vidste, hvad disse ulykkesvangre Lærdomme alt kunde koste Menneskene, straffede saare retfærdigt med Døden en Forbrydelse, der var istand til at ryste Samfundet i dets Grund og at bade det i Blod.« »Det er i Kraft af Inqvisitionen, at der i de sidste 300 Aar har været mere Lykke og Ro i Spanien end i det øvrige Europa.«
Foran dette Skrift har de Maistre[CXXII] sat et Citat, der lærer, at alle store Mænd have været intolerante, og at man maa være det. »Hvis man paa sin Vei,« har Encyclopædisten Grimm[CXXIII] sagt, »møder en skikkelig Fyrste, saa bør man prædike Tolerance for ham, for at han kan gaae i Snaren, og det knuste Parti faae Tid til at reise sig ved den Tolerance, der tilstaaes det, og saa knuse sin Modstander, naar Touren kommer til det at herske. Derfor er Voltaires[CXXIV] Prædiken[0029], der vaaser om Tolerance, en Prædiken, som kun passer for Tossehoveder og dem, som lade sig narre, eller for Folk, der slet ingen Interesse have i Sagen.«
Heri skjuler sig en grov Sophisme. Det seer et Barn, at enhver sand Lidenskab umuliggjør Tolerance. Men er derfor Voltaires[CXXV] Princip en Løgn? Nei, Knuden løses let og simpelt. I Theorien gjælder Intolerancens Princip, i Praxis |377| Tolerancens. Paa Theoriens Omraade ingen Pietet, ingen Tolerance, ingen Skaansel! Thi Løgnen skal hugges sønder og sammen, og Daarskaben skal sprænges i Luften, og Reactionen skal flaaes. Men nu Løgneren og Tossen og den Reactionære? skal han maaskee ogsaa hugges sønder og sammen eller flaaes eller sprænges i Luften? Han skal gaae sin Gang. Praxis – det er Tolerancens Omraade.
Mit Hverv er endt. Jeg har fra mange Sider i den Hensigt at levere en virkeligt productiv Kritik, og med den Bestræbelse at forlade de udtraadte Veie og finde paa engang nye og sande Synspunkter, skildret Dem den stigende Reaction i den tydske Romantik: den Reaction, der i Frankrig naaer en saadan Høide, at Omslaget bliver en historisk Nødvendighed. Og da Frihedens Lys først bliver tændt paa nogle faa Punkter: i Grækenland, i Frankrig, saa flyver dette Lys fra Punkt til Punkt, til Frihedens Bauner lyse fra alle høie Steder i Europa. – Saa følge nye Reactioner og nye Frihedskampe.
Vi leve hertillands for Øieblikket i en Reactionens Tid. En saadan følger altid paa uoverlagte og tøilesløse Frihedsbestræbelser. De veed, at Phaeton, Apollons Søn, en Dag fik Lov til at kjøre Solgudens Vogn og styrede den saa slet, at Solen afsved Alt og stak Byerne og deres Paladser i Brand. Et Sagn fortæller, at enkelte af Oldtidens |378| Folk herover bleve saa forfærdede, at de gave sig til at anraabe Guderne om evigt Mørke. Vi have paa Afstand været Vidner til Phaetons Kjørsel. Og den, som er lydhør, fornemmer tydeligt Ordene: Mørke! mere Mørke! i Raabene rundt omkring os. Gid vi i Tide vilde besinde os og vise os forstandigere end hine Oldtidens Folk!
højresiderne i kapitel 14 har i førsteudgaven klummetitlen »Romantisk Politik.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
forvandlet, renset for urenheder.
af Joseph von Görres' Die christliche Mystik, 1836-1842 Görres 1837, 2:39-40.
samlebetegnelse for krige mellem (primært) Frankrig under ledelse af Napoleon 1. og de europæiske stormagter i perioden 1803-1815.
af Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, 1855 Gottschall 1855, 1:358.
der sigtes til den politik, der blev ført som følge af Wienerkongressen - navnet på de forhandlinger, der fra september 1814 til juni 1815 i Wien foregik mellem stormagterne om en nyordning efter Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Friedrich von Gentz deltog her som den østrigske statsmand og politiker Clemens von Metternichs betroede sekretær.
omtrentligt citat fra et brev fra Goethe, dateret 7.11.1816, til C.F. Zelter Goethe 1999, 35:58.
af Karl August Varnhagen von Enses Galerie von Bildnissen aus Rahel's Umgang und Briefwechsel, 1836 Varnhagen von Ense 1836, 2:159.
betroet person, der under gehejmerådsmøder nedfælder de trufne beslutninger.
revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 5.12.1790, til Christian Garve Gentz 1909, 1:178-179.
der sigtes (bl.a.) til det berygtede rædselsherredømme 1793-1794 - på fransk kaldet La Terreur - hvorunder tusindvis af såkaldte modstandere af revolutionen blev henrettet.
af Friedrich von Gentzs forord til Betrachtungen über die französische Revolution, 1793 Gentz 1793, 1:XXIV.
revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
der sigtes til Déclaration des Droits de l’Homme et du Citoyen de 1789, der blev vedtaget af den franske nationalforsamling 26.8.1789. Erklæringen består af en fortale og 17 punkter.
citatet er ikke identificeret.
af et brev fra Goethe, dateret 2.5.1798, til Schiller Goethe 1998, 31:513.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 472): »et halvt, vel behageligt, men dog udskejende Liv«; af Friedrich von Gentz' dagbog for august/september 1801 Gentz 1861:12.
af Friedrich von Gentz' dagbog for april 1801 Gentz 1861:11.
af Friedrich von Gentz' dagbog for 1802, formentlig januar Gentz 1861:26.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 472): »Nu er det det fuldstændige Delirium«; af Friedrich von Gentz' dagbog for 5.4.1802 Gentz 1861:28.
det af GB anførte omtales i Friedrich von Gentz' dagbog for 21.2.1802 Gentz 1861:26-27.
hasardspil (kort), der gennem tiden har været almindeligt udbudt ved kasinoer m.m.
der sigtes til to slag, der fandt sted ved hhv. den tyske by Ulm (16.-19.10.1805) og den bøhmiske landsby Austerlitz (2.12.1805). Begge slag havde Napoleon 1. som sejrherre.
slag ved den tyske by Jena, hvor Napoleon 1.s tropper 14.10.1806 besejrede en preussisk hær.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 27.2.1807, til Johannes Müller Gentz 1840, 4:273.
den franske politiker og diplomat Charles Maurice de Talleyrands karakteristik af den østrigske statsmand og politiker Clemens von Metternich skulle angiveligt være fremsat under Wienekongressen - navnet på de forhandlinger, der fra september 1814 til juni 1815 i Wien foregik mellem stormagterne om en nyordning efter Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Friedrich von Gentz var her til stede som Metternichs betroede sekretær.
af et brev fra Andreas Merian von Falkach, dateret »Ende 1814«, til Karl von Nostitz. Merian von Falkach blev født i Schweiz, men fungerede en del af sit liv som statsråd i russisk tjeneste Nostitz 1848:180.
omtrentligt citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 21.10.1810, til Adam Müller Gentz 1840, 4:364.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 21.10.1810, til Adam Müller Gentz 1840, 4:364.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 21.10.1810, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:120.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 21.4.1813, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:172.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 23.6.1813, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:128.
et udsagn svarende til det af GB anførte er ikke fundet i Friedrich von Gentz' brevveksling med Adam Müller. Muligvis tænkes der på et brev fra Gentz, dateret 8.10.1813, til Rahel Varnhagen von Ense, hvori et lignende tekststed findes Gentz 1838, 1:161.
den tyske forfatter August von Kotzebue blev i 1819 myrdet i Mannheim af den teologistuderende Karl Ludwig Sand, som efterfølgende blev henrettet.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 10.6.1814, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:174-175.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 475): »Afslaaet at modtage Kronprinsen af Bayern, Kongen af Danmark o. s. v.«; af Friedrich von Gentz' dagbog for 31.10.1814 Gentz 1861:333.
af Friedrich von Gentz' dagbog for december 1814, formentlig en af de sidste dage i måneden Gentz 1861:352.
fredsslutning indgået 20.11.1815 mellem Frankrig og stormagterne som endelig afslutning på Napoleonskrigene. Frankrig havde kort forinden lidt det endelige nederlag, og fredsslutningen bestod bl.a. i en række militære og økonomiske pålæg og krav til Frankrig.
studenterkorporationer med et stærkt patriotisk præg, som i deres virkede agerede for et samlet, frit Tyskland. Den første korporation blev dannet i juni 1815.
tysk skov og højdedrag, der ifølge antik tradition er stedet, hvor en germansk styrke under ledelse af Arminius (på tysk Hermann) i 9 e.Kr. udslettede tre romerske legioner under ledelse af Publius Quinctilius Varus.
den tyske forfatter August von Kotzebue blev i 1819 myrdet i Mannheim af den teologistuderende Karl Ludwig Sand, som efterfølgende blev henrettet. Mordet gav stødet til de såkaldte Karlsbader Beschlüsse, der bl.a. forbød studenterkorporationerne (Burschenschaften).
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 7.10.1819, til Adam Müller Gentz 1857:301.
Grækenlands væbnede kamp 1821-1829 for at opnå selvstændighed fra Det Osmanniske Rige.
grundsætning, der efter Napoleonskrigenes afslutning blev udviklet af en alliance af europæiske stater. Ifølge legitimitetsprincippet skulle ethvert angreb fra folket på de enkelte landes enevældige (og gudgivne) magt betragtes som et brud på styrets guddommelige rettigheder, hvilket ikke kunne tolereres eller anerkendes af alliancen.
dvs. et kongedømme, der skylder Guds særlige nåde sin eksistens, og hvor kongen alene står til ansvar over for Gud (fx den danske enevælde 1660-1848). Det faste udtryk »Af Guds Naade« har rod i en række tekststeder i Det Nye Testamente, bl.a. 1. Korintherbrev (15,10).
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 19.4.1818, til Adam Müller Gentz 1857:248.
egl. betegnelse for en tidligere anvendt dyrkningspraksis inden for landbruget, hvor jorden deltes i tre felter, hvor der på de to dyrkedes hhv. vinter- og sommerafgrøder. Det tredje felt lå brak. Der roteredes fortløbende mellem felterne.
grundsætning, der efter Napoleonskrigenes afslutning blev udviklet af en alliance af europæiske stater. Ifølge legitimitetsprincippet skulle ethvert angreb fra folket på de enkelte landes enevældige (og gudgivne) magt betragtes som et brud på styrets guddommelige rettigheder, hvilket ikke kunne tolereres eller anerkendes af alliancen.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret oktober 1827, til Amalie von Helvig Gentz 1840, 5:322.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 18.10.1830, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:205-206.
Venus (gr. Afrodite), den romerske gudinde for kærlighed, skønhed og frugtbarhed, har tilnavnet Anadyomene, dvs. den, der er steget op af havet. Navnet har angiveligt sammenhæng med Hesiods beretning om, at kærlighedsgudinden blev født i havet.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 21.4.1832, til Johann Friedrich Cotta Gentz 1840, 5:214.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 19.10.1830, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:209-210.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz, blot dateret 1803, til Rahel Varnhagen von Ense Gentz 1838, 1:113.
GB følger her Friedrich Försters Preussens Helden im Krieg und Frieden, 1849-1861 Førster 1861, 7:226-227.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret juli 1806, til Adam Müller Gentz 1857:82.
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 9.5.1806, til den østrigske kejser Frans 1. Gentz 1870:11.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz. dateret 18.10.1822, til Joseph von Pilat Gentz 1867, 1:78-79.
ultraroyalistisk avis grundlagt i 1818 af bl.a. François-René de Chateaubriand. Avisen udkom frem til 1820 og havde som formål at arbejde for genskabelsen af det førrevolutionære Frankrig.
tysk konference afholdt i den bøhmiske by Karlovy Vary (Karlsbad) i august 1819, hvor det besluttedes at undertrykke nationale og liberale bevægelser i befolkningen. Dette betød i praksis bl.a. et forbud mod studenterforeninger og en indskrænkning af pressens frihed. Beslutningerne blev stadfæstet af Forbundsdagen i september 1819 og gjaldt frem til 1848.
François-René de Chateaubriand blev i juni 1824 afsat som Frankrigs udenrigsminister pga. uenighed om et fremsat lovforslag.
Byron døde i foråret 1824 af gigtfeber i den græske by Messolongi, hvortil han var kommet for at kæmpe på grækernes side i kampen mod tyrkerne under Den Græske Frihedskrig (1821-1829).
af et brev fra Friedrich von Gentz, dateret 5.10.1824, til en ikke angivet modtager Gentz 1867, 1:97.
sammensat citat fra et brev fra Friedrich von Gentz. dateret 2.12.1820, til Joseph von Pilat Gentz 1867, 1:65-66.
fransk vending med betydningen: usammenhængende.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 480): »Lær min Dreng, Alvor af mig og virkeligt Arbejd, / det at gøre Lykken af Andre!«; af Vergils Aeneide, 12:435-436 Vergil 1996:370.
revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
af et brev fra Joseph de Maistre, dateret august 1805, til madame la marquise de Priero Maistre 1853, 1:91.
dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem Napoleon 1.s fald i 1815 og den folkelige opstand i juli 1830.
*** ufærdig; afventer.
refererer del af et brev fra Joseph de Maistre, med dobbeltdateringen 22.12.1816 / 3.1.1817, til M. le chevalier de Saint-Réal Maistre 1853, 1:448.
af et brev fra Joseph de Maistre, med dobbeltdateringen 24.7.1807 / 12.7.1817, til M. le comte d'Avaray Maistre 1853, 1:140.
af et brev fra Joseph de Maistre, dateret maj 1808, til en ikke navngivet modtager Maistre 1853, 1:186.
af et brev fra Joseph de Maistre, dateret maj 1808, til en ikke navngivet modtager Maistre 1853, 1:180.
af et brev fra Joseph de Maistre, med dobbeltdateringen 14.4.1806 / 26.4.1806, til en ikke navngivet modtager Maistre 1853, 1:102.
af et brev fra Joseph de Maistre, dateret 11.2.1807, til M. le comte Deodati.
af et brev fra Joseph de Maistre, med dobbeltdateringen 2.5.1805 / 14.5.1805, til madame la comtesse de Goltz Maistre 1853, 1:80-81.
af Charles Augustin Sainte-Beuves »Lettres et opusculus inédits du comte Joseph de Maistre«, 1851, der findes i hans Causeries du Lundi, 1851-1862 Sainte-Beuve 1852, 4:166.
GB's henvisning gælder førstetrykket af Joseph de Maistres Lettres et opuscules enédits du comte Joseph Maistre, 1851 Maistre 1851, 1:144-145.
sammensat citat fra et brev fra Joseph de Maistre, blot dateret 1808, til Constance de Maistre Maistre 1853, 1:189-190.
af et brev fra Joseph de Maistre, blot dateret 1808, til Constance de Maistre Maistre 1853, 1:190.
af et brev fra Joseph de Maistre, dateret 11.8.1809, til Constance de Maistre Maistre 1853, 1:204-205.
af et brev fra Joseph de Maistre, dateret 11.8.1809, til Constance de Maistre Maistre 1853, 1:206.
allusion til Skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor det beskrives, hvordan Gud skaber mennesket. Først skabte Gud Adam: »Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen« (2,7) og siden Eva af et af Adams ribben: »Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam« (2,21-22). Der citeres efter den autoriserede 1992-oversættelse af Det Gamle Testamente.
(it.) Død og pine! Det siger en hel del.
(fr.) hovedkulds, uden omsvøb. Kan også have betydningen: på nært hold.
afJoseph de Maistres Les soirées de Saint-Pétersbourg, 1821. Det citerede findes i værkets 5. samtale (fr. entretien) Maistre 1821, 1:389.
af et brev fra Joseph de Maistre, dateret 6.11.1815, til M. le comte de Noailles Maistre 1853, 1:373.
afJoseph de Maistres Les soirées de Saint-Pétersbourg, 1821. Det citerede findes i værkets 7. samtale (fr. entretien) Maistre 1821, 2:10.
afJoseph de Maistres Les soirées de Saint-Pétersbourg, 1821. Det citerede findes i værkets 7. samtale (fr. entretien) Maistre 1821, 2:11.
GB følger her en beskrivelse givet af »Le Chevalier« i 7. samtale (fr. entretien) i Joseph de Maistres Les soirées de Saint-Pétersbourg, 1821 Maistre 1821, 2:12.
den højeste russiske militærorden, indstiftet i 1769 af kejserinde Katarina 2. den Store. Ordenen er inddelt i fire klasser, hvor »anden Klasse» er den næsthøjeste.
af Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 1:217.
der er ikke fundet en udgave, der passer med GB's sidehenvisninger til Joseph de Maistres Du pape, 1819.
af Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 1:238.
af Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 1:239.
der er ikke fundet en udgave, der passer med GB's sidehenvisninger til Joseph de Maistres Du pape, 1819.
af Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 1:272.
landgreve Philip 1. den Storsindede blev som ung mand gift med en kvinde, som han ikke selv havde valgt, og ægteskabet var ikke lykkeligt. Han ønskede derfor at gifte sig med endnu en kvinde (uden at opløse det eksisterende ægteskab), og da han havde sluttet sig til Martin Luther, rettede han derfor ved flere lejligheder henvendelse til Luther for at høre om muligheden herfor. Luther frarådede det hver gang, men endte dog med i 1539 at acceptere landgrevens ønske om bigami. Det andet ægteskab blev indgået året efter.
af Jean-Jacques Rousseaus Le contrat social; ou, Principes du droit politique, 1762 Rousseau 1964, 3:351.
af Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 2:275.
sammensat citat fra Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 2:113-114.
af Joseph de Maistres Du pape, 1819 Maistre 1821, 2:135.
der er ikke fundet en udgave, der passer med GB's sidehenvisninger til Joseph de Maistres Du pape, 1819.
af 1. bog (om erhvervelse af venner), 2. fabel (om den gamle rejsende og tigeren) i Narayanas Hitopadesha Narayana 1848:7.
af Joseph de Maistres Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822 Maistre 1822:46-47.
af Joseph de Maistres Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822 Maistre 1822:54-55.
sammenfattende betegnelse for en række krige i Centraleuropa i perioden 1618-1648. Forholdet mellem katolicisme og protestantisme i Det Tysk-romerske Rige var et centralt stridspunkt i krigene, og Danmark og Sverige var blandt de lande, der i en årrække kæmpede på lutheransk side.
af Joseph de Maistres Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822 Maistre 1822:90.
af det upaginerede forord til Joseph de Maistres Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822 Maistre 1822:[2].
historien om Faeton, i græsk mytologi søn af solguden Helios (i nogle myter er han dog søn af Apollon), kendes fra en række kilder, bl.a. Ovid. Da Faeton mister kontrollen over sin faders solvogn, og Jorden antændes, dræber Zeus Faeton med sit lyn og forhindrer dermed en altødelæggende verdensbrand.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik