I sin første Periode var Romantiken absolut upolitisk. Den forherliger som hos Novalis[I] det Bestaaende, den stiller sig underdanigt til Konge- og Præstemagt, men i sin Poesi er den gjennemgaaende politisk farveløs.
Tiecks[II] satiriske Lystspil have f. Ex. i deres ydre Form et aristophanisk Tilsnit. Men hvorpaa gaaer deres Satire ud? Aldrig er den rettet mod nogen politisk Personlighed eller Retning. I Korthed kan man svare, at disse Lystspil polemisere mod Oplysningen. Hvad var Oplysningen, og hvad forstod Tieck[III] ved dette Ord? Hans Biograph giver os Besked derom. Paa den Tid, siger han, vare de mest ansete og navnkundige Mænd i Berlin[a], der hidtil havde ledet den offentlige Mening, dannede under Frederik den Stores[IV] Regjering. De havde optaget det 18de Aarhundredes herskende Anskuelser i deres Kjød og Blod. Det var moralske, pligtopfyldende Mænd, der med stor Embedsiver, ofte med Jernflid arbeidede i alle Videnskabens og Administrationens Fag. Hvad enten de vare Medlemmer af Regjeringen, Theologer, Skolemænd, Kritikere, Populærphilosopher eller Digtere, gik de ud paa at gjøre Religion og Videnskab nyttig og ved ydre Forholdsregler at opdrage Menneskeslægten. Da det for dem først og fremmest maatte gjælde om at popularisere, kom de nødvendigvis til at opspæde og udtræde |284| Stoffet; da de søgte det almindeligt Forstaaelige, kom de ofte til at nivellere Høit og Lavt i en gjennemgaaende Middelmaadighed. En vis ulastelig borgerlig Vandel blev deres moralske Ideal, som i Sammenligning med den gamle Troesinderlighed syntes ringe og fladt. De beraabte sig gjennemgaaende paa Lessing[V] som deres store Mand og mente at have Traditionerne fra hans Virksomhed for sig. Man begriber let, at de vendte sig polemisk mod Goethe[VI], som Lessing[VII] selv havde gjort det, og at de overhovedet maatte have en høist indskrænket Opfattelse af Phantasiens Betydning og Værd. For dem var den den ydre Nyttes Træl, og havde kun Værd som Moralens Organ.
Spot over denne Publicums moralske Tendents finder De rundt omkring hos Tieck[VIII]. Saaledes f. Ex. i »Den bestøvlede Kat[0001]«. Katten, Hinze[ix], gaaer om Aftenen om i vemodige Tanker. Han begynder at synge en Jægersang, en Nattergal slaaer i en nærstaaende Busk. »Den synger fortræffeligt,« siger han, »denne Skovens Sangerske, hvor delicat maatte den ikke smage! – Jordens Store ere dog ret lykkelige, at de kunne spise saamange Nattergale og Lærker, de lyste, vi stakkels simple Folk maa nøies med Sangen, med den skjønne Natur, med den ubegribeligt søde Harmoni. – Det er fatalt, at jeg ikke kan høre Noget synge, uden at faae Lyst til at spise det.«
|285| Parterret tramper, Kattens uædle Tankegang oprører de brave Tilskuere. Hinze[x] lader da Nattergalen i Fred, men da en Kanin kort efter springer forbi, fanger han den behændigt og kommer den i sin Pose. Det er hans Agt at forære den til Kongen for at vinde dennes Hjerte for sin Herre. Han siger nu: »Det Vildt er et Slags Sødskendebarn til mig, ja det er Verdens Gang nutildags, Slægtninge mod Slægtninge, Broder mod Broder!« Imidlertid faaer han Lyst til selv at spise Kaninen, men betvinger sig og raaber: »Fy skam Dig, Hinze[xi]! – Er det ikke den Ædles Pligt at opofre sig og sine Tilbøieligheder for sine Medskabningers Lykke? Det er Endeformaalet, til hvilket vi ere blevne skabte, og hvo der ei kan det – o det var bedre for ham, om hans Moder aldrig havde født ham!« – Han vil gaae, men man klapper voldsomt og raaber almindeligt Da Capo, han maa sige det sidste Stykke endnu engang, saa bukker han og gaaer med Kaninen. Tilskuerne ere i den syvende Himmel af Henrykkelse, som over en Tirade af Iffland[XII]. Af ligesaa litterær Natur er Satiren i Tiecks[XIII] »Daümling[0002]« (Tommeliden). Den er rettet mod den antike Aandsretning i Litteraturen, særligt mod Goethe[XIV]. De begriber, at et Sujet som Tommeliden, tildels behandlet i den græske Tragoedies heroiske Versemaal, maa frembyde adskilligt Pudsigt. Alle Trækkene fra Middelalderens Folkeeventyr stilles |286| i den antike Stils Belysning. Saaledes hedder det f. Ex. om Syvmilestøvlerne:
»Tro De mig, jeg kan see paa disse Støvler, at de stamme fra den gamle Grækertid. Nei, nei! saadant Arbeide gjør ingen Moderne, saa sikkert, simpelt, ædelt i Tilsnittet, saadanne Sting! det er et Værk af Phidias[XV], det lader jeg mig ikke afdisputere. Se kun engang, naar jeg stiller den ene saaledes hen, hvor ganske ophøiet, plastisk, i stille Storhed, ingen Overflod, intet Broderi, ingen gothiske Bisager, Intet af hin romantiske Sammenblanden i vor Tid, hvor Saal, Læder, Klapper, Folder, Sværte, Vox, Alt maa bidrage til at frembringe Mangfoldighed, Glands og et blændende Væsen, som ikke indeholder noget Idealt. Nutildags skal Læderet glindse, Saalen knirke, naar man træder, elendigt Rimeri, som de Gamle ikke kjendte.« Man føler Brugen af Goethes[XVI] Yndlingsord i denne pompeuse Beskrivelse.
Ypperligst og vittigst forsvarer Tieck[XVII] sig dog imod Beskyldningen for overdreven Følsomhed. De iblandt os, der beundre Prosper Mérimée[XVIII] kunne betragte Satiren som rettet mod dem. Tieck[XIX] hævner sig paa sine Kritikere ved at lægge deres Indvendinger i Munden paa Leidgast[xx], en Menneskeæder, der lige er kommen hjem, har lugtet Menneskekjød og nu beslutter at spise Tommeliden[xxi] og alle hans Sødskende til Frokost næste Morgen. Foreløbigt skulle de bringes op paa |287| Loftet. »Naar blot ikke Eders egne tre Smaae vaagne!« indvendes der. »Hvorfor?« »For saa ere de fremmede Børn sandelig ikke sikre. Jeres ere saa forhippede paa Menneskekjød, at de nylig nær havde suget Blodet ud af mig selv.« »Er det muligt? den Forstand og Dannelse havde jeg ikke tiltroet dem.« Hans Kone græder. »Kone, lad være med den Følsomhed. Jeg kan ikke udstaae den blødagtige Opdragelse; alle disse Fordomme, al denne Overtro og dette Sværmeri har jeg altid forbudt at komme frem, ægte djærv Natur det er min Sag.«
I hvor mange Retninger denne Satire nu saaledes end gaaer, saa er den dog i alle Retninger litterær. Ud over Litteraturen og ind paa Livets Omraade naaer den aldrig. Iflland[XXII] og Kotzebue[XXIII], den antike Kothurnestil og den spidsborgerligt bornerte Kritik, »Tryllefløitens[0003]« Text og Nicolais[XXIV] Reisebeskrivelser, det akademiske Pedanteri og Litteraturtidenden, det er de stadige Syndebukke. Engang imellem er det for at ramme Oplysningen og dens Attributer nødvendigt at gaae et Skridt videre. Saaledes kommer Kongen i »Den bestøvlede Kat[0004]«, som sætter den Hoflærde paa lige Trin med Hofnarren, som lever for Soldaterliv og Gamachevæsen, som fryder sig ved at høre Astronomiens store Tal remses op, og som giver hele sin Gunst til Gjengjæld for en velsmagende Kanin, ganske vist ikke til at stille |288| Kongemagten i det gunstigste Lys. Men dette er skeet halvt tilfældigt. Naar Loven her i Stykket kaldes »Popanz« (Skræmmebillede, Bussemand), der som Mus maa krybe i et Musehul og bliver ædt af Katten, og naar Hinze[xxv] kort efter raaber: Leve tiers état! da er dette et ægte Exempel paa det egentlige romantiske Vaas, fuldstændigt meningsløst, Slag i Vandet efter Ingenting. – Kun i et eneste Stykke fra Tiecks[XXVI] Ungdom »Hanswurst[xxvii] som Emigrant[0005]« er der en virkelig politisk Satire; thi Hanswurst[xxviii] er her ingen Anden end Prindsen af Artois[xxix] som Emigrant og fattig Stymper, der maa ride paa sin Tjeners Ryg i Mangel af Ridehest. Men dette Stykke blev hele Tiecks[XXX] Liv igjennem utrykt.
Det er derfor let at forstaae, at Kotzebues[XXXI] Forsøg paa ad politisk Vei at ramme Tieck[XXXII] maatte mislykkes. Da han i Aaret 1802 havde opnaaet Adgang til Hoffet, stræbte han at hævne sig paa sin Modstander ved at forelæse Kongen Paradescenen af »Zerbino[0006]« med Hentydninger. Men Kongen overhørte disse, og det Hele havde ikke videre Følger. Tieck[XXXIII] er meget stolt og glad over at kunne bevidne sin fuldstændige Uskyldighed: Stykket var skrevet allerede 1796 under helt forskjellige Forhold og refererer sig udelukkende til Ungdomsindtryk. Og han har Ret til at være stolt, forsaavidt personlig pasquilagtig Satire ligger langt udenfor Digtekunstens Hori|289|zont. Men fraseet dette gjør denne Anekdote netop et tragikomisk Indtryk. Himlen veed det, denne Poesi var ufarlig. Himlen veed, der var ingen Aarsag for nogen Konge eller Regjering i Verden til i ringeste Maade at bekymre sig om dens satiriske Udfald. Skade kun, at den bedste satiriske Poesi ikke er den, som lader Alle trygge. Aristophanes's[XXXIV] Lystspil, hvormed man saa gjerne har villet sammenligne Tiecks[XXXV], vare betydeligt mindre ufarlige og uskadelige, og den Art satiriske Værker som Molières[XXXVI] »Tartuffe[0007]« eller Beaumarchais’s[XXXVII] »Figaro[0008]« have den Eiendommelighed, at de ikke foregaae paa Maanen og at de polemisere mod Andet end de daarlige Poeter og den moraliserende Poesi.
Det var da ogsaa langt fra, at Romantiken vedblev at holde sig i denne Afstand fra Samfund og Politik.
Aaret 1806 var det kritiske Aar for Preussen[b] og Tydskland.*)
Landet var helt i den fremmede Erobrers Magt. Men derfor dateres ogsaa alle de aandelige Reformbestræbelser fra dette Aar. Man var naaet saa dybt ned i Ulykken, at en energisk Opadstræben var uundgaaeligt nødvendig. Den ufortrødne og geniale Friherre v. Stein[XXXVIII] begyndte Reorganisationen af det preussiske Samfund, Scharnhorst[XXXIX] omdannede Militærvæsenet, |290| ja selv paa Universitetsdannelsen og den studerende Ungdom kastede man et prøvende Blik og kaldte i 1808 Fichte[XL] til Berlin[c]. Denne Kaldelse var i flere Henseender mærkværdig. Ved den vilde man vise, at en ny og anden Aand fra nu af skulde raade. Da Fichte[XLI] 1792 forfattede sit første Værk »Kritik af al Aabenbaring[0010]«, vovede han kun at trykke det anonymt. Da han senere udgav sin Bog »Tilbagefordring af Tankens Frihed[0011]«, vovede han end ikke at anføre den By, i hvilken Bogen blev trykt. Den udkom i Heliopolis, ligeledes anonymt. Da han endelig var bleven ansat i Jena[d], fik han sin Afsked paa Grund af Anklagen for Atheisme. Nu, da det kneb, sadlede man pludselig om og vendte sig til ham for at bringe en Reisning af Ungdommen tilveie. De veed, at han med sine »Taler til den tydske Nation[0012]« overtraf alle Forventninger. Det viste sig, ikke at have været nogen daarlig Beregning at trykke den forfulgte Tænker den tydske Fane i Haanden. Medens de franske Bajonetter blinkede udenfor Vinduet, og de franske Trommer overdøvede hans Ord, holdt han paa Universitetet i Berlin[e] de mindeværdige Taler, der sloge Reveille for Tydskernes Øren, og som dreve hine Bajonetter paa Flugt; thi fra disse Taler er det, at Omslaget i Nationens Stemning dateres. I disse Taler blev den Fichteske Philosophi til Begeistring, til Poesi, og hvad Under, om denne |291| Poesi snart blev som en Fakkel, ved hvilken mange andre poetiske Fakler tændtes, som Körner's[XLII], Schenkendorf's[XLIII] eller Arndt's[XLIV]. Den længe forberedte Frihedskrig brød da ud i 1813 og endte efter vexlende Omskiftninger til Befolkningens Henrykkelse med, at Landet helt og fuldt blev gjengivet sig selv. Napoleons[XLV] Magt var knust. Det tydske Folk havde hævnet Revolutionen paa den, der havde forraadt dens Sag. Forsaavidt kaldtes Krigen med Rette »Frihedskrig«. Men snart maatte det vise sig, selv for den mindst Indsigtsfulde, at denne Krig, ligesom Janus, havde et dobbelt Ansigt. Frihedskrigen var Opstand mod et frygteligt Tyranni, men mod et saadant, der repræsenterede Revolutionens Ideer. Den var Kamp for Arne og Hjem, men paa Commando af de gamle Dynastier. Man havde bekjæmpet det revolutionære Tyranni til Bedste for det reactionære Fyrstevæsen. Og fremdeles: Selve den Begeistring, hvormed der var kjæmpet, indeholdt to høist forskjellige Elementer, der vel i første Øieblik kunde synes saaledes sammenblandede, at man ikke faldt paa at skille dem ud fra hinanden, men som kun altfor snart røbede deres stik modsatte Charakter. Paa den ene Side Forbitrelsen hos det ene Folk mod det andet, Nationalfordommen, der er som sammenvoxet med Nationalfølelsen, Beundringen for alt Tydsk, Hadet mod alt Fransk. Paa den anden Side Begeistringen for |292| Frihed, Villien til Uafhængighed, Kamp ikke blot i Tydsklands men i Menneskehedens Navn for disse store almenmenneskelige Goder.Allerede i Fichtes[XLVI] Taler kan denne Dobbelthed spores. Han havde sagt, at kun det Folk, som var et Urfolk og forstod sin egen Aands Dybder, sit eget Sprog, ↄ: sig selv, kunde være frit og være Verdens Befrier, og, tilføiede han, dette Folk er Tydskerne. I disse Ord lurer det germaniske Nationalhovmod, og snart fik dette Sædekorn Væxt. Den frie og lyse, ungdommelige og sunde Frihedsbegeistring fik sit Udtryk i Theodor Körners[XLVII] heltemodige Lyrik. Det var Schillerske Strenge, som her bleve anslaaede, og den nye Tids levende Genius, som gjennem dem greb alle Hjerter. Men Begeistringen for Fædrelandet blev hos en Gruppe af andre Digtere til Sværmeri for det tydske Rige og den tydske Keiser, ↄ: for Middelalderens Tydskland, og man gav sig til at besynge Fortidens Herlighed. Max v. Schenkendorf[XLVIII] sang med Vemod:
og mindedes med smægtende Melancholi den Tid, da Røverridderne fra deres Borge beherskede By og Land. Han sang Hymner til de gamle Domkirker, rørte med hellig Gysen om i Kapellernes Helgen- og Ridderben, og skrev et Digt[0013] til Minde om Carl den Stores[XLIX] tusindaarige Fødselsdag. Ved |293| Siden af ham virkede Ernst Moritz Arndt[L], Tydsklands Grundtvig, en Grundtvig med mere Frisind og mindre Theologi end vor. Hos ham blev Hadet mod det Franske til fix Idee. Samtidig med at han skrev sine mandige og kraftige Frihedssange, kaldte han hele den tydske Oldtid til Vaaben som Reserve i Kampen mod den fremmede Hær. Den gammeltydske Mythologi og de gammeltydske Bedrifter, Hermann og Teutoburgerwalds[f] Urskove, Wodan og Druiderne, de hellige Ege og den guddommelige urtydske Djervhed og Grovhed med uredt Haar og to frygtelige Næver paa Skaft kom til Ære. De uslebne Sæder skulde borge for den tydske Sædelighed. Arndt[LI] angreb det franske Sprog og de franske Moder, ja forsøgte endog at indføre en almindelig tydsk Nationaldragt. Han grundlagde »Burschenschafterne«, de christelig-germaniske Studenterforeninger, der en Tid lang kunde synes Frihedens Bærere, men hvis romantiske Aandsretning umuliggjorde enhver virksom Arbeiden i Frihedens Tjeneste. Deres Ideal var Middelalderens tydsk-romerske Rige med dets Keiser. Til Kampen for dette Ideal forberedte man sig ved Legemsøvelser. Turnforeningerne supplerede Studenterforeningerne. Arndt[LII] og Jahn, den saakaldte »Turnvater«, begyndte paa Markerne om Berlin[g] at indexercere den tydske Ungdom i den Kraftgymnastik, der skulde gjøre den frisch, fröhlich, fromm, frei, og Jahn optraadte efter Arndt's[LIII] Exempel i Littera|294|turen med Skrifter, der i et bundaffecteret Kraftsprog forsvare disse Bestræbelser til Bedste for den tydske Idee mod alle Arter af Angreb.
Det varede dog ikke længe, før alle disse patriotiske Ideer og Foretagender bleve tagne i Beslag af Reactionens Aand. Ikke den Frihed, som det gjaldt om at erobre, men Tydsklands svundne Fortid blev Gjenstand for Dyrkelse. Man begyndte at studere den tydske Historie med en Iver, som ingensinde før, og med en særlig Tilbøielighed til at udfinde det særligt Tydske. Man begyndte med Brødrene Grimm[LIV] i Spidsen at studere det tydske Sprog historisk og grammatisk, og man forelskede sig paa dette Omraade som paa alle andre sygeligt i Fortiden og dens Naivetet. Saa glimrende Resultater som disse Studier end have bragt Videnskaben, saa sikkert er det, at de i Tydskland avlede de værste Frihedsfjender imellem deres Dyrkere, Mænd, som overalt toge Parti for Fortiden imod Nutiden.
Til det patriotiske Sværmeri kom saa det religiøse. Overfor Franskmændenes Frivolitet havde man opstillet den særligt germaniske Sædelighed, overfor Franskmændenes Fritænkeri stillede man den særligt germaniske Christendom. Da Fjendens Religion var Menneskeheden, den menneskelige Aand i dens Klarhed og Frihed, saa blev Nationalreligionen Christendom, den christelige Aand i dens Dunkelhed og Tvang. Man troede saaledes at blive mere religiøs, altsom man |295| blev det mindre. Thi det er en staaende Sandhed, en Formel, som gjælder for alle Tider og alle Lande, at da sand Religion vil sige Begeistring for den levende nærværende Aand og Idee, som Mængden endnu ikke fatter, vil Den, som er opfyldt af Tidens levende Aand, synes irreligiøs, men være religiøs, Den derimod, som er opfyldt af en forbigangen, en afdød Tids Aand eller Tro, være i høi Grad irreligiøs, men synes og kaldes religiøs.
Frihedskrigens umyndige Aander bleve da romantisk stikkende i Religion og Fædrelandskjærlighed. Man feiler, naar man troer, det var Frihedsbegeistring, der bragte Sand[LV] til at myrde Kotzebue[LVI], det var Moralitet og Patriotisme, der gav den unge bornerte Student Mordvaabnet i Hænde imod den letfærdige Hofraad, der virkede i det russiske Diplomatis Tjeneste mod Burschenschafternes Idealer. Der var Jesuiter blandt Sands[LVII] nærmeste Venner. Man faaer et klart Begreb om, hvad man dengang forstod ved Frihed, naar man veed, at Mænd som Arndt[LVIII] og Görres[LIX] dengang gjaldt for Frihedshelte: Arndt, som senere med Forbitrelse angreb, hvad han kaldte Industrialismen, ↄ: den moderne Tids Industri i Modsætning til de gamle Haandværkslaug, som ivrede imod Maskinerne og Dampen, der berøvede Fødderne deres Ret [til at gaae], Tapperheden dens Arbeide, Bjerg og Dal deres Betydning, og som |296| kjæmpede for Afslutning af Adelsstanden med en »gylden Bog« og for Stamgodser og Majorater som det eneste Værn mod Opløsningen af alt Fast i Samfundet og mod Oversvømmelsen af Proletariat og Pøbel – fremdeles Görres[LX], der dengang endnu havde nogle Reminiscentser tilbage fra den Tid, da han redigerede »Det røde Blad[0014]«, men der endte som Forfatter til »den christelige Mystik[0015]« og med saa vild en Reaction, at han endog optraadte imod den reactionære Pietisme i Preussen[h] som ikke vidtgaaende nok, og nødte Leo[LXI] til at tage til Orde imod ham.
Et ganske eiendommeligt Udtryk fik i Poesien den af Frihedskrigene udsprungne christelig-germaniske Reaction gjennem Baronen De la Motte Fouqués[LXII] Romaner. Han havde som Cavalleriofficier gjort Frihedskrigen med. Fouqué[LXIII] er især den store Læseverden bekjendt igjennem sin yndefulde lille Fortælling »Undine[0016]«, uden Tvivl efter Tiecks[LXIV] »Alferne[0017]« og maaskee endnu mere end dette Eventyr, der hos os er blevet populært gjennem Heibergs[LXV] Bearbeidelse deraf i Lystspillet af samme Navn, det Skrift, i hvilket den romantiske Naturpoesi lagde sit skjønneste og rigeste Indhold for Dagen. Undine[lxvi] er den eneste virkelig levende og anskuelige Skikkelse, som Fouqué[LXVII] har frembragt. Aarsagen, hvorfor den lykkedes ham, var rimeligvis den, at han her gik ud paa at fremstille et Væsen, der kun var halvveis Menneske, |297| halvveis Naturelement, Bølge, Skum, Vandets kjølige Friskhed og vilde Bevægelse, et Væsen, som det hedder, uden Sjæl; thi saalænge Undine[lxviii] endnu ikke har givet sig hen til Ridderen, er hun endnu i magisk Forbund med det urolige sjælløse Hav. Det er hende, der stænker dets Skum mod Vinduet, og som lader det stige saalænge, til det gjør Halvøen til en Ø, og Ridderen er en Fange i Fiskerhytten. Fouqué[LXIX], der var Digter uden at være Psycholog, fandt i dette Naturvæsen, der repræsenterede et af Elementerne og derfor selv kun bestod af et eneste Livselement, en Gjenstand for sin Phantasi, som denne var fuldstændig voxen, og i hvis Billede Andersen[LXX] senere skabte »Den lille Havfrue[0018]«. Efter Brudenatten faaer Undine[lxxi] Sjæl og forvandles nu til Typen af den lydige, ømme og følelsesfulde tydske Hustru. Ridderens Haardhed imod hende dræber hende, efter at hun først i sin uendelige Godhed har ladet Gaardens Brønd dække til med en uhyre Sten, for at lukke sin Onkel Vandaanden Kühleborn[lxxii] den eneste Vei, ad hvilken han kunde stige op i Slottet og hævne hende paa Ridderen. Da denne trods alle Advarsler er hende utro, og da hans Brud i sit Overmod lader Stenen tage bort fra Brønden, tvinges Undine[lxxiii] af Skjæbnen til at svæve op gjennem denne og bringe ham Døden i et Kys. Skjøndt dette Stof var ægte middelalderligt, laant fra den hos Holberg[LXXIV] saa hyppigt forekommende Paracelsus[LXXV], |298| der i sin Theori om Elementaraanderne havde benyttet gammel Folketro som Grundlag, og skjøndt Udførelsen i det Enkelte paa mange Steder er baade fromladen og sødladen, havde Digtningen dog her til sit eget Bedste et friskt hedensk Anstrøg. Undines[lxxvi] Originalitet ligger i hendes hedenske Naturel, som det ytrer sig inden Daaben, og ægte græsk er den Tanke, at ikke Manden med Benraden henter den Døende, men at Naturaanden bringer ham Døden i et elskovsfuldt Kys.
Men samtidig med at Fouqué[LXXVII] i dette lille Eventyr nedlagde Alt, hvad der var i hans Aand af oprindeligt og genialt, begyndte han under Indtrykkene af det nationale Opsving den lange Række af Ridderromaner, som indledes med »Der Zauberring[0019]« 1815. Denne Bog blev et Evangelium for den romantiske Reaction. Adelen og Junkerne saae sig i Speil i alle disse gamle Harnisker og Skjolde og frydede deres Øie ved Synet. Det var intet virkeligt Historiemaleri, der her oprulledes. Den Riddertid, der her blev skildret, var en aldeles phantastisk Tidsalder, i hvilken ædle velvoxne Mænd med Sølvhjelme med og uden Fjederbusk, eller Jernhjelme med forgyldte Glentevinger snart med op- snart med nedslaaede Vizirer, iførte lysende Harnisker af Sølv eller matte Harnisker, indlagte med Guld, foer afsted paa vælige, snart elegante, snart djerve Heste af alle Racer og Farver, splintrende Landserne |299| imod hinanden, dog siddende som støbte i Sadlen, eller styrtende til Jorden, men reisende sig som Lynet, dragende et tveægget Slagsværd. Ridderne ere stolte og tapre, de trofaste Væbnere gaae i Døden for deres Herrer, de slanke Frøkener uddele Kampprisen ved Tourneringerne og elske Ridderne »minniglich«. Alt gaaer til efter Ærens Lovbog, ja efter den eller den bestemte Paragraph i Ærens Lovbog.
Alt er conventionelt. Først og fremmest den sødladne, smægtende Stil, der gaaer ud paa at forherlige denne høiadelige Verden. Kun Exempler kunne give Dem en Forestilling om den. Bertha[lxxviii] sidder ved en Aa, og hendes Billede sees i Vandet. »Bertha[lxxix] rødmede saa klart, at det saa ud i Vandet, som om en Stjerne blev tændt deri.« »De sang saa smukt og fornøiet – en Morgensang – at det var, som om den nedgaaende Sol paany vilde staae op paa Grund af al den Længsel, der laa i Sangen.« Forskjønnende Tillægsord tilføies overalt: »Ynglingens og den unge Piges Hjerte brændte af yndig Nysgjerrighed.« »I den gamle Ridders Øine trængte to store krystalklare Draaber sig frem.« En uhyre Vægt lægges som hos os i Ingemanns[LXXX] Romaner paa Beskrivelsen af de pragtfulde ridderlige Beklædningsgjenstande og Brugssager. »Han var smuk at see til i sit Harnisk af det dybest blaa Staal, prægtigt indfattet og overlynet med rige gyldne Zira|300|ter, med sit sortebrune Haar og zirligt studsede Mundskjæg, under hvilket den friske Mund yndigt smilede, og to Rækker perlehvide Tænder lod sig see.« En adelig Dame fortæller om sine Ulykker og giver sig Tid til at indflette Beskrivelser som denne: »Jeg gik bedrøvet op og ned i mit Gemak uden at ville høre Noget om de Lege, til hvilke de andre adelige Jomfruer vilde indbyde mig den Aften, og viste ærgerlig min Terne tilbage, da hun bragte mig en skjøn, med Perlemoder indlagt Medestang med en lang Guldsnøre og Sølvkrog ind i mit Kammer.« Mærkeligt er det, at man i en Verden, hvor man i den Grad omgiver sig med Perlemoder, Guld og Sølv, finder det nødvendigt udtrykkeligt at bemærke, at man har havt disse fornemme Materialier i Hænde. Og Følelserne ere af samme Stof: Perlemoder og Guldtraad. Ikke et eneste Pust af naturlig ubehersket Tilbøielighed, aldrig en Handling, som stammer fra oprindelig ureflecteret Lidenskab. Alle Følelser og Lidenskaber ere som Riddernes Skoleheste underkastede en fuldstændig Dressur. Man veed altid forud, hvorledes Alting vil gaae. Ridderne tale venskabeligt med hinanden, ja behandle hinanden med den udsøgte Høflighed, som er priviligerede Væsener egen. Da lader den Ene uforvarende et Ord falde, (om en Dame, om en Tournering) der gjør det til en Nødvendighed for den Anden at udfordre ham paa Liv og Død. |301| Uden mindste smaaligt Nag eller Harme klæde de to Kjæmper sig nu i Vaaben, svinge sig paa deres fnysende Gangere, Svendene slutte Kreds og holde, hvis det er Midnat, Faklerne i Veiret, man hugger af bedste Evne løs paa hinanden, og idet den Ene synker blodig til Jorden, kaster den Anden med Broderømhed sig over ham, forbinder med udsøgt Saarlægekunst hans Saar, giver ham sin Arm, og »høit tonende« vandre de begge i klirrende Rustninger derfra. De seer let, at Menneskesjælens hele rige Liv her forsøges voldsomt tilbageført til nogle faa conventionelle Elementer: Æren, Troskaben, Kjærligheden med Knæfald i Tugt og Ære.
I Forening hermed staaer den dybeste Foragt for alle andre Stænder end den priviligerede. Helten, Ridder Otto[lxxxi], er paa en Maskerade hos sin Ven, den unge Kjøbmand Tebaldo[lxxxii]. Her optræde nogle Gjøglere og opføre forskjellige Scener. Blandt andre kommer en Krigsmand i Harnisk, der bøier sig for Plutus[lxxxiii], Rigdommens Gud, og siger følgende Vers:
Plutus[lxxxiv] vilde netop give et sindrigt Svar, da foer Hr. Otto v. Trautwangen[lxxxv] i sin Vrede i Veiret og raabte: »Den Knægt der skjænder sit Harnisk, og jeg vil bevise ham det paa hans Hoved, ifald han har Mod til at møde mig.« |302| Halvt smilende halvt forskrækket saa Selskabet hen paa den unge Forbitrede, medens Tebaldo[lxxxvi] med stor Harme jagede Gjøglerne ud, forekastede dem den Nedrighed at nære saa skjændige Anskuelser og for bestandig forbød de Bestyrtede sit Hus. Da vendte han sig skamrød mod Otto[lxxxvii] og bad ham med de mest udsøgte og zirlige Ord ikke at skyde Skylden paa ham, for at hint Pøbelpak havde indbildt sig at hædre den rige Kjøbmandsstand ved en saa oprørende Sammenligning med Vaabenhaandværket.« Ja, ikke nok hermed, samme Aften træffer Otto[lxxxviii] i Værtshuset, hvor han boer, en vis Ridder Archimbald[lxxxix], med hvem han faaer Lyst til at bytte Harnisk. »Jeg tænker, vi kunne passe Harnisk med hinanden; thi vi ere begge af den gamle, høitydske Heltevæxt«, og han faaer istedenfor sit Sølvpandser et sort. Herved synes en hel Forvandling at foregaae med ham, hvad egentlig ei kan undre, naar man husker, hvilken Rolle Costumeringen spiller her. I Virkeligheden ere disse Riddere jo ikke Andet end udstoppede Rustninger, og man faaer samme Indtryk af dem, som man modtager, naar man i Londons Tower[i] eller i Dresden[j] træder ind i en af de Sale, hvor de tomme Rustninger holde, ridende paa de tomme Hesterustninger. Hvad Rolle Pantseret spiller, kan sees af en af Ottos[xc] tidligere Tvekampe, i hvilken Ridder Heerdegen[xci], der bærer et rustent Harnisk, bestandig ud af sin |303| rustne Jernkurv raaber med rusten Stemme: Bertha[xcii]! Bertha[xciii]! medens Otto[xciv] ligesom med Sølvstemme raaber ud af sin Sølvhjelm: Gabriele[xcv]! Gabriele[xcvi]! Da Otto[xcvii] nu altsaa i den nye Rustning den næste Morgen vender tilbage til Tebaldo[xcviii], der netop staaer og udmaaler kostelige Stoffer i sin Gaard, er han bleven endnu saa mange Gange skjønnere og mandhaftigere, at den unge Kjøbmand næsten skammer sig over at være til i hans Nærværelse. »Da slog Hr. Otto v. Trautwangen[xcix] Viziret i Veiret, og Tebaldo[c] raabte, trædende et Skridt tilbage i halv Forfærdelse: »O Gud, hvormange Gange herligere er I nu, end I var igaar, og jeg maa nu staae for Jer med Alenen i Haanden!« Dermed slog han det zirlige Kjøbmandsredskab imod en Pille, saa det sprang i mange Stykker. Da det nu var sammensat af Elfenben og Guld, mente alle Tjenerne, at dette kun kunde være skeet ved en Feiltagelse.« De søge da at trøste deres Herre, men han hører ikke paa dem og beder blot om at maatte opgive alt Kjøbmandsvæsen og følge Otto[ci] som Væbner. Troer De ikke, at man den Dag idag kan gjenfinde disse Synsmaader i en preussisk Cavalleriofficiers Adfærd overfor en Kjøbmand?
I Virkeligheden er dette en Poesi for Cavalleriofficierer. Det Eneste, som det er lykkedes Fouqué[CII] at beherske psychologisk her i Bogen, det er Hestene, og det af samme Aarsag som det |304| lykkedes ham at gjøre Undine[ciii] levende, fordi Psychologien her kan nøies med det Elementære. De husker, hvilken Rolle ogsaa hos os i Ingemanns[CIV] Romaner de mælkehvide Dystløberhingste og de sorte staalklædte Stridsheste spille. Naar Drost Peder Hessel[cv] i en maarskindsbræmmet Skarlagenskappe og med en hvid Fjederbusk i Hatten holder midt paa Veien paa en høi staalgraa Hingst, og der ved Ridderens Side staaer hans lille sortsmudsede Væbner Claus Skirmen[cvi] med en vever urolig lille Nordbak ved Haanden, da ligger ogsaa her al den Charakteristik, hvortil Digteren er istand, i den høie staalgraa Hingst og den lille hurtige Nordbak; det er Drostens og hans Væbners livagtige Portraiter.
Og saaledes her: Folkos[cvii] Hest skildres som en slankhalset, letfodet Hingst af sølvgraa Farve. »Da den kom i Gabrieles[cviii] Nærhed, bøiede den paa sin Rytters Vink Forbenene, foer saa med Vælde i Veiret og derpaa med saa slanke Spring, at den næsten syntes at flyve, og de gyldne Bjælder paa Sadel og Hovedtøi tonede yndigt, tilbage til sin Plads. Der stod den lydig stille, et smykket Billede, og dreiede det fine, smidige Hoved under de rige Tæpper ligesom smigrende og spørgende, om den havde udført Alt rigtigt?« – Galanteri, Æresfølelse, Troskab! hvad er der mere i Ridderne? – »Underligt stak overfor den Archimbalds[cix] Ganger af, tigret med hvidt Skum, der steilende og |305| sparkende truede med at sprænge de Sølvkjæder, i hvilke to Væbnere af alle Kræfter søgte at holde den tilbage. Dens Øine luede saa heftigt, at man vel kunde sammenligne dem med brændende Fakler, og med det høire Forben huggede den vældigt i Jorden, som hulede den sin stærke Rytters Fjende en Grav.« – Djærvhed, brændende Kamplyst, ubændig Kraft! – hvad er der mere i Ridderne?
Ridder Otto[cx] faaer en Hest af sin Fader. »Ynglingen ilte ned og saa, hvorledes der nedenunder stod en Mængde Stridsmænd med en lysebrun Hest med gyldne Tøiler. Sid nu strax op, sagde Faderen til ham, og forsøg, hvorledes et saa ædelt Dyr finder sig i at være jer Eiendom. Og den unge Ridder Otto v. Trautwangen[cxi] kastede Hesten med vældig Overmagt snart hid, snart did, saa at Væbnerne forbausedes og vare af den Mening, at denne ædle Fole vel maatte erkjende sin rette Rytter, og at hans Magt over den maatte være af en særegen, ganske uhørt Betydning. Fra Hesten sprang nu Ridderen med klirrende Sving og styrtede sig i sin Faders Arme. Men Stridshingsten snøftede vildt imod Væbnerne, der greb dens Tøiler, og huggede ind paa dem, til den brød sig sin Bane og travede efter sin unge Herre, hos hvem den saa blev staaende, og kjærtegnende lagde den sit Hoved paa hans Skulder.« – Ubetvingelighed til den Forud|306|bestemte kommer, han, hvis Magt over Hjertet ogsaa føles som værende af »særegen, ganske uhørt Betydning«, og fra det Øieblik af evig Hengivenhed og de ømmeste Kjærtegn! – hvad Andet og Mere er der i den unge, knibske Ridderfrøken i det Øieblik, den rette Ridder viser sig i Døren? – Søkongen Arinbjørn[cxii] har været Skyld i, at Otto[cxiii] i det afgjørende Øieblik ved Trolddom gik glip af sin Elskede og Trylleringen. Han rider hen ad en øde Vei. Da kommer en vild, brun Hest travende, som begynder en forbitret Kamp med Søkongens Hest og kaster den til Jorden, endnu før Rytteren kan springe af, saa Alt ligger hulter til bulter og den snøftende Hingst skaanselsløst hugger ind. Saa klog, saa hengiven er denne Hest. Er det da underligt, at Otto[cxiv] siger de ellers utrolige Ord om den: »At denne Hest seer saa lysebrun ud, gjør den ganske særligt kjær for mig. Lysebrun er mig en rigtig engleligt huld Farve; min salig Moder havde saadanne store lysebrune Øine, og da Himlen saa ud af dem, forekommer den hele Farve mig som en lysende Hilsen fra Himlen«.
Saaledes culminerer da Ridderromanen i Adelspsychologi eller Hestepsychologi, hvad i dette Tilfælde omtrent kommer ud paa et. I »Trylleringen[0020]« holder, som man vittigt har sagt det, Nuancerne i Charakteristiken af Riddere fra alle Verdens Hjørner sig til Menneskehedens Urtyper og Solens Schatteringer. |307| Man kan netop kjende en Mohr fra en Finlænder. Og denne Bog følges af en Mængde andre Romaner af samme Art, hvoriblandt »Islænderen Tjodulf's Farter[0021]« er den bekjendteste, ligesom den forberedes af den store Trilogi, Fouqué’s[CXV] Hovedværk »Nordens Helt[0022]«, hvis første Del hedder »Sigurd Fofnersbane[0023]«, anden Del »Sigurds Hævn[0024]«, tredie Del »Aslaug[0025]«. Det er, som De seer, en dramatiseret Fremstilling af »Vølsungasaga«. Heine[CXVI] siger herom: »»Sigurd Fofnersbane[0026]« er et dristigt Værk, hvori den gammelskandinaviske Heltesaga afspeiler sig med alt sit Kjæmpe- og Tryllevæsen. Dramaets Hovedperson Sigurd[cxvii] er en uhyre Skikkelse. Han er stærk som Norges Fjelde og ubændig som Havet, der bruser om Norge. Han har saa meget Mod som hundrede Løver og saa megen Forstand som to Æsler.« Og dette Sidste kan være Emblemet for alle disse den romantisk-ridderlige Phantasies Figurer og Helte.
I Danmark bliver Ridderromantiken under Frederik den 6te[CXVIII] royalistisk og national: Dannerdrot, Dannerhof, Dannevang, Dannerdrost, Dannemand, Dannekvinde. I Tydskland bliver den efter Frihedskrigen junkerlig og national: »Den Fremmede havde seet sig vide om i Verden, men var dog bleven ved at være en tro, from Tydsker, eller rettere var først udenlands bleven det, fordi Afstanden viste ham, hvor dyrebart det gamle Tydskland |308| var.« (»Der Zauberring[0027]«). I begge Lande er Romantikens politiske Tendents den samme.
højresiderne i kapitel 12 har i førsteudgaven klummetitlen »Den romantiske Poesi og Politiken.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
gengiver synspunkter fra Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855 Köpke 1855, 1:188.
af Ludwig Tiecks »Der gestiefelte Kater«, 1797, II,2 Tieck 1828, 5:206-207.
af Ludwig Tiecks »Der gestiefelte Kater«, 1797, II,2 Tieck 1828, 5:210.
af Ludwig Tiecks »Der gestiefelte Kater«, 1797, II,2 Tieck 1828, 5:210.
dansk navn på hovedpersonen i et udbredt (folke)eventyr, som findes i en række eventyrsamlinger af bl.a. brødrene Grimm og Charles Perrault. På tysk hedder figuren Däumchen/Däumling (også bogstaveret Daümling).
sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen«, 1812, III,7 Tieck 1812:535-536.
alluderer til den tyske arkæolog og kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmanns berømte beskrivelse af antikken som præget af »edle Einfalt und stille Grösse« i Gedanken über die Nachahmung der Griechischen Werke ind der Malerey und Bildbauerkunst, 1755 Winckelmann 1756:24.
sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen«, 1812, II,3 Tieck 1812:506-507.
(fr.) tredjestand; den uprivilegerede stand på de franske stænderforsamlinger ved siden af adel og gejstlige. Af Ludwig Tiecks »Der gestiefelte Kater«, 1797, III,7 Tieck 1828, 5:268.
GB følger her Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855 Köpke 1855, 1:284.
i 1806 tiltrådte en række tyske fyrstestater det såkaldte Rhinforbund, der blev oprettet af Napoleon 1. Preussen følte sig truet heraf og gik samme år alene i krig. Det blev dog til knusende nederlag ved Jena og Auerstedt, og Berlin blev efterfølgende indtaget.
trykstedet er angivet til at være »Heliopolis, im letzten Jahre der alten Finsterniss«. Bogen blev trykt i Danzig, det tyske navn på den polske by Gdańsk.
Berlin var fra oktober 1806 til december 1808 besat af Napoleon 1.s tropper. J.G. Fichte holdt fra december 1807 til marts 1808 fjorten taler ved videnskabsakademiet i Berlin. Talerne, der fik stor indflydelse, blev i 1808 trykt under titlen Reden an die deutsche Nation.
krig i 1813, hvor en koalition af Frankrigs fjender efter Napoleon 1.s nederlag i Rusland i 1812 i fællesskab drev de franske besættelsestropper ud af Tyskland.
Janus er en antik romersk guddom med to ansigter, hvor det ene skuer frem og det andet tilbage.
GB følger her Arnold Ruges »Zur Geschichte des deutschen Geistes seit den Freiheitskriegen«, 1846 Ruge 1847, 2:63-64.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 456): »De høje, adelige Skikkelser / ved Rhinens Strøm da vandred op og ned«; der er formentlig tale om et upræcist citat fra Max von Schenkendorfs digt »Das Lied vom Rhein«, der blev trykt i 1815 i Gedichte. GB følger her Arnold Ruges »Zur Geschichte des deutschen Geistes seit den Freiheitskriegen«, 1846 Ruge 1847, 2:69.
der menes her tusindåret for Karl den Stores død (2.1.1814).
der sigtes til den germanske høvding Arminius' (på tysk Hermann) bedrifter. Særlig kendt er han for i 9 e.Kr. at have organiseret og ledet et oprør, hvorunder tre romerske legioner ifølge antik tradition blev udslettet i Teutoburgerskoven (Teutoburger Wald).
frankisk navn for Odin.
valgsprog for den såkaldte turnbevægelse - en folkelig tysk bevægelse i 1800-tallet. Bevægelsen, der alene var henvendt til drenge og mænd, var samlet om gymnastik og andre fysiske udfoldelser.
den tyske forfatter August von Kotzebue blev i 1819 myrdet i Mannheim af den teologistuderende Karl Ludwig Sand, som efterfølgende blev henrettet. Mordet gav stødet til de såkaldte Karlsbader Beschlüsse, der bl.a. forbød studenterkorporationerne (Burschenschaften).
der sigtes til Ernst Moritz Arndts afhandling Ein Wort über die Pflegung und Erhaltung der Forsten und der Bauern im Sinne einer höheren d.h. menschlichen Gesetzgebung, 1820 (1815-1816 som artikelrække i tidsskriftet Der Wächter). Heri foreslår Arndt udarbejdelsen af en såkaldt »goldenes Buch« som et redskab til at kortlægge og begrænse den i hans øjne alt for omfattende adelsstand Arndt 1820:143.
der sigtes til Heinrich Leos Sendschreiben an J. Görres, 1838, hvori Leo bl.a. går i rette med, hvad han opfatter som Joseph von Görres' yderligtgående religiøse synspunkter.
samlebetegnelse for en række slag på det europæiske kontinent 1813-1815. Fælles for slagene er, at de krigsførende parter var Frankrig, der havde underlagt sig en række lande, på den ene side og en koalition af Frankrigs fjender på den anden side. Frankrig blev under Frihedskrigene langsomt, men sikkert trængt tilbage.
ifølge medicineren og mystikeren Paracelsus (egl. Theophrastus Bombastus von Hohenheim), der virkede i første halvdel af 1500-tallet, er der i verden fire slags ånder, der er knyttet til hvert sit element: vand (nymfer/undiner), luft (sylfer), jord (pygmæer/gnomer og ild (salamandre/vulkaner). Ludvig Holbergs skrifter rummer en række hentydninger til Paracelsus.
GB følger her Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, 1855 Gottschall 1855, 1:315.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:3.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:5.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:8.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:33.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:19-20.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:11.
det citerede ses ikke i værket.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter af de to verslinjer (bd. 4, s. 460): »For Buler Sølv og Guld for Blod! / Saa slaas jeg som en Kæmpe god«; af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:80-81.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:88.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:90.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:21-22.
sammensat citat fra Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:22.
sammensat citat fra Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:48-49.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 2:5.
sammensat citat fra Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 2:19.
af Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, 1872 Gottschall 1872, 1:411.
islandsk saga omhandlende den sagnhistoriske kongeslægt vølsunger.
af Heinrich Heines Die romantische Schule, 1836 Heine 1979, 8/1:227.
krig i 1813, hvor en koalition af Frankrigs fjender efter Napoleon 1.s nederlag i Rusland i 1812 i fællesskab drev de franske besættelsestropper ud af Tyskland.
af Friedrich de la Motte Fouqués Der Zauberring, 1813 Fouque 1816, 1:55.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik