Jeg skildrede Dem det romantiske Gemyt som den dumpe Inderlighed uden Stræben og uden Tendents, som den gloende Ovn, i hvilken Friheden kvaltes, og enhver Retning udefter dræbtes. Dog, dette er ikke den fulde Sandhed. En eneste Tendents udadtil er tilbage, den som man kalder Længsel. Længselen, det er Formen for den romantiske Stræben, Moder til al dens Poesi. Hvad er Længsel? Det er Savn og Attraa i Forening i og for sig uden Villie eller Beslutning om at opnaae det Savnede og uden Valg af Midler til at faae det i sin Magt. Og hvorpaa gaaer denne Længsel ud? Ja paa hvad Andet end paa det, hvorpaa al Længsel og Attraa i Verden gaaer ud, med hvor store eller hvor hyklerske Ord den end drapperer sig? Paa Nydelse og Lykke. Romantikeren bruger ikke dette Udtryk Lykke, men det er det, han mener. Han siger ikke Lykke, han siger Idealet. Men man lade sig blot ikke skræmme af Ord. Det for Romantikeren Eiendommelige er nu ikke hans Søgen af denne Lykke, men hans Tro paa at denne Lykke er til. Han veed, den maa være ham forbeholdt, at den maa findes et Sted, at den vil komme uforvarende over ham. Og da den nu er en Himmelens Gave, og da han ikke selv er dens Skaber, kan han føre sit Liv saa planløst, han vil, ledet alene af sin ubestemte Længsel. Det gjælder kun om at fastholde Troen |248| paa, at denne Længsel vil finde sin Gjenstand. Og det er saa let at fastholde denne Tro. Thi Alt omkring ham indeholder Varsler og Anelser om den. Det var Novalis[I], der gav den det berømte og hemmelighedsfulde Navn: »Den blaa Blomst«. Men Udtrykket maa selvfølgelig ikke forstaaes bogstaveligt. Den blaa Blomst, det er et hemmelighedsfuldt Symbol, omtrent som Fisken for de første Christne. Det er en Abbreviatur, et forkortet, sammentrængt Udtryk, i hvilket alt det Uendelige er sammenfattet, hvorefter et smægtende Menneskehjerte kan længes. Den blaa Blomst er Symbolet paa den fuldkomne Tilfredsstillelse, paa den hele Sjælen udfyldende Lykke. Derfor skimtes den, længe før den mødes. Derfor drømmes der om den, længe før den sees. Derfor anes den saa hist saa her, og det viser sig at det var en Skuffelse; den øines et Moment blandt andre Blomster og forsvinder; men Individet fornemmer dens Duft, snart svagt, snart stærkere, saa han beruses af Duften. Om han da end som Sommerfuglen flagrer fra Blomst til Blomst og dvæler snart ved Violen, snart ved den tropiske Plante, søger og higer han dog bestandig efter Et, den fuldkomne ideale Lykke.
Om denne Længsel og dens Gjenstand er det, at Novalis’s[II] Hovedværk dreier sig. Dette Værk maa vi studere og, for at forstaae det, see hvorledes det opstaaer. Den første Forudsætning |249| for denne Roman er den moderne Tids Hovedroman »Wilhelm Meister[0001]«, og man kan tydeligt forfølge den aandelige Proces, ved hvilken »Wilhelm Meister[0002]« langsomt omsmeltes til »Heinrich v. Ofterdingen[0003]«. Wilhelm Meister[iii] handler ikke, han dannes. Han stræber ikke, han længes. Han jager efter Idealer og søger dem først ved Theatret, saa i Virkeligheden. Ogsaa Wilhelm Meister[iv] er et Foster af Gemyt. Det er Gemyttet, som omspænder alle de her optrædende Personer. Ikke blot at disse Personer selv ere sjælfulde som i saamangen moderne engelsk Roman, af Dickens[V] f. Ex.; men der er ligesom Sjæl i den særegne dæmpende og fortonende Atmosphære udenom Personerne, intet Træk staaer realistisk krast eller bestemt, Gemyttets Børn have bløde Contourer. Heiberg[VI] har engang sammenfattet den Goetheske Verdensanskuelse, hvortil han selv slutter sig, i denne Sætning: Goethe[VII] er hverken umoralsk eller irreligiøs, som man siger, men han viser, at der ingen absolute Pligtregler gives, og at vi bør indordne vor Religion under vor Poesi og Philosophi. Det Originale i »Wilhelm Meister[0004]« er da, at den stive Skole- eller Lærebogsagtige Sædelighed, de spidsborgerlige Moral- og Retskaffenhedsregler her ere omformede saaledes, at det Moralske ikke mere udgives for at være den absolute Livsmagt, men sees som et betydningsfuldt Princip i Livet, som en af flere berettigede og beherskede Magter, |250| omtrent som for Naturforskeren Hjernen ikke, hvor betydningsfuld den end er, staaer som Et og Alt, men spiller sin Rolle i Forening med Hjertet, Leveren og de øvrige Organer. Saaledes er f. Ex. i »Wilhelm Meister[0005]« Sandseligheden ikke udskjældt som dyrisk, men fremstillet uden Pedanteri, som skjøn og lokkende, i Philine[viii], der stedse benævnes med saadanne Udtryk som »Die angenehme Sünderin«, »Die zierliche Sünderin«. Den harmoniske Dannelse indvindes af Wilhelm[ix] igjennem mange tvetydige Forhold; den ædle og sikre Verdenstone, det medfødte Aristokratiske i en skjøn Natur forherliges i Kvindeskikkelserne; den Overlegenhed og Frihed i Væsen og Sind, som lykkelige og stærkt begunstigede Forhold give, fremhæves med varm Sympathi i Skildringen af de adelig Fødte. At det Ædle og det Adelige i denne Skildring mange Gange synes at løbe ud paa Et, kan vel i vore Dage støde os, men havde jo da sin Grund i det samtidige Tydsklands jammerlige og ufrie Samfundsforhold. Da Bogen ikke er Virkelighedens, men Gemyttets Barn, er der i dens hele ydre Præg noget Abstract. Meget er tilsløret, Meget forfinet, Alt er saaledes idealiseret, at den ydre Verden staaer i Skyggen af den indre. For det Første forekomme kun private Begivenheder og Personer. Vi høre vel om Krig og kunne nogenlunde slutte os til, at det maa være Revolutionskrigene, hvortil der sigtes; men |251| noget Bestemt siges ikke herom. Stedet angives ligeledes rent almindeligt, man kan gjætte paa Mellemtydskland, men Localiteten holdes ubestemt, og Landskabet gjør sig aldrig gjældende med nogen præcis Charakter, men klinger kun med som svagt Accompagnement til Stemningen. I den Verden her skildres, hvor Kunsten, bagvendt nok som det da gik til i Tydskland, er Forskolen til Livet, ikke omvendt, er Verdensliv og Statsliv kun »en Smule Theaterlarm bag Coulisserne«.*)
Ingen af Personerne have et udvortes praktisk Øiemed, de drives afsted af deres Længslers og Luners Strøm, de flakke frit omkring uden at bekymre sig om Forholdenes Skranker eller Landenes Grændser, lutter »pasløse« Existentser. Betydningsfuldt vidner om det Midtpunktsøgende i Gemyttet et saadant Træk som, at Goethe[X] undgaaer enhver psychologisk Yderlighed. En saadan Yderlighed er Forbrydelsen, opfattet som criminel: Selv hvor Goethe[XI] berører det Uhyggelige, som f. Ex. Elskov mellem Sødskende, Harpespillerens[xii] Skjæbne, vil han kun det skal gribe, ikke at det skal dømmes; han stiller det ikke for den moralske Domstol, end mindre for den juridiske. Ja, det Allersmerteligste mister endog sin Braad ved Meddelelsens Form. Harpespillerens[xiii] Mund er lukket, hans Historie kommer aldrig |252| over hans Læber; først efter hans Død meddeles hans Skjæbne af en rolig Fremmed.I denne saa stærkt idealiserede Verden, der fra Digterens Haand har modtaget et Skjønhedsstempel, er det nu, at Wilhelm[xiv] flakker om uden Plan men ikke uden Formaal, han søger efter Idealet: Idealet af en Livsstilling, Idealet af en Kvinde, Idealet af Dannelse. Han er først Kjøbmand, saa Skuespiller, saa Læge. Han elsker Marianne[xv], saa Grevinden[xvi], saa Therese[xvii], saa Nathalie[xviii]. Han sætter Dannelsen først i Erfaring, saa i aandelig Finhed, saa i Resignation, og han ender i anden Del med sociale Reformplaner og Reformforsøg, der i sin Tid gjorde »Vandreaarene[0007]« til et af de Værker, som de socialistiske Revolutionære ivrigst henførte til deres Retning. Men det Særegne ved Bogen er, at Wilhelm[xix] bestandig omformer sit Ideal. Han finder det ikke, han taber det saa at sige; ikke som om han blev Spidsborger, men Ordet taber sin Mening for ham. Det gaaer ham overfor Livet, som det tidt gaaer den unge Mand overfor Philosophien. Han kaster sig over den, for i den at finde Oplysning om Gud, om Evigheden, om Livets Formaal og om sin Sjæls Udødelighed, men under Studiet tabe disse Ord den Mening for ham, hvori han tidligere tog dem, han faaer et Svar paa sine Spørgsmaal, men et Svar, som lærer ham, at disse Spørgsmaal maatte stilles anderledes. Saaledes gaaer det Wilhelm[xx] i Virkeligheden med sin Længsel efter et forudfattet Ideal. Andre have favnet Skyen for Juno, han lader Skyen fare og trykker Juno til sit Hjerte.
Næst efter »Klosterbroderens Hjerteudgydelser[0008]« var det Goethes[XXI] »Meister[0009]«, der affødte »Sternbald[0010]«. Den er gjennemgaaende en Efterklang af dette mægtige Værk. Strax da »Meister[0011]« kom ud, lagde Tieck[XXII] Planen til den først 41 Aar senere udkomne, høist interessante Novelle »Der junge Tischlermeister[0012]« i hvilken Helten, en i æsthetisk Henseende næsten altfor fint dannet Snedker, gjennemgaaer en med »Meisters[0013]« fuldkomment beslægtet Udviklingsgang i Forhold til adelige Kredse, til Skuespilkunst og Theater og med Theaterkjærlighedshistorier. Han opfører som ægte Romantiker Shakspearske Lystspil paa et efter Shakspearsk Mønster indrettet Salontheater og er Elsker saavel i Coulisserne som paa Scenen. Foreløbig blev imidlertid denne Plan skudt tilside for »Sternbald[0014]«. Den moderne Haandværker maatte vige Pladsen for Kunstneren fra Dürers[XXIII] romantiske Tid. I denne Bog er Gemyttet sat paa Thronen, men som purt Gemyt skilt fra Fornuft og Klarhed. Derfor er hele Bogen lutter Attraa og Smægten. Saaledes hedder det her f. Ex. om Reformationen, at den istedenfor en guddommelig Religionsfylde kun har avlet en fornuftig Tomhed, i hvilken alle Hjerter smægte. Og saaledes bliver den milde Sand|254|selighed i Goethes[XXIV] Roman her til en brutal William Lovellsk Attraa. Naar Helten seer ind i sig selv, seer han som Lovell[xxv] »en uudgrundelig Hvirvel, en henbrusende larmende Gaade«, og i anden Udgave følte Tieck[XXVI] sig foranlediget til at bortskjære en Del af de altfor hyppige, lystne Bade- og Drikkescener, mellem hvilke Helten i sin urolige Higen tumles.
Dog Hovedsagen er, at her paa en ganske anden Maade end hos Goethe[XXVII] Virkeligheden forfines og destilleres. Den fortyndes, til den gaaer op i Stemningsduft, til Charakteren drukner i Landskabet og Handlingen i Valdhornmusik. Det er i »Sternbald[0015]« Søndag hver Dag, og der raader her en stadig Andagtsstemning med Ørkesløshed og Klokkeklang. Bogens Livsanskuelse ligger i disse Ord af Sternbald[xxviii]: »Vi kunne i denne Verden kun ville (ↄ: ønske, længes), kun leve i Forsætter, den egentlige Handlen ligger hinsides«. Derfor handles her aldrig, de optrædende Personer fare uplastiske som Cometer om som Cometer, deres Liv er Rækken af deres tilfældigt og uforsætligt oplevede Eventyr; de ere altid paa Reisen efter Idealet, og da dette jo altid antages for bosat i Nærheden af Rom[a], ender Bogen der, forøvrigt uden Slutning, og den blev aldrig senere fortsat. I samme Grad nu som »Sternbald[0016]« er mere drømmeagtig og usammenhængende end »Meister[0017]«, i samme Grad sætter Novalis[XXIX] den over hin. Thi,† siger |255| han: Kjernen i min Philosophi er, at Poesi er det absolut Reelle, og Alt des sandere, jo mere poetisk. Digteren skal derfor ikke idealisere, men trylle. Den sande Poesi er Eventyrets Poesi. Et Eventyr er som et Drømmebillede uden Sammenhæng, og Eventyrets Styrke er den, at være Sandhedens Verden absolut modsat og dog aldeles lig. Den fremtidige Verden er, siger han, det fornuftige Chaos, det Chaos, der kjæmper sig igjennem. Det ægte Eventyr maa derfor tillige være prophetisk Fremstilling, ideal, absolut nødvendig Fremstilling. Den ægte Eventyrdigter er Fremtidens Seer. Romanen er derfor ligesom den frie Historie, ligesom Historiens Mythologi. Da Kjærligheden er den Form af Sædeligheden, der betinger Muligheden af Magi, er den Romanens Sjæl, Urgrunden i alle Romaner. Thi hvor sand Kjærlighed er, der forekomme Eventyr, magiske Begivenheder.
Ud fra denne Novalis's[XXX] Anskuelse om Poesiens og Romanens sande Væsen er det let at forstaae hans Domme om »Wilhelm Meister[0018]«, som han i sin tidligste Ungdom i høieste Grad havde beundret. I »Wilhelm Meister[0019]« bøies jo netop Poesien ligesom i »Tasso[0020]« ind under Virkeligheden. For Novalis[XXXI] er dette det Skjændigste af Alt, Synd mod Poesiens Helligaand. Ikke tilintetgjøres eller begrændses skal Poesien i Romanen, men forherliges, forklares.
|256| Han beslutter da at skrive en Roman, som skal være det direkte Modstykke til »Meister[0021]«. Ja han bestemmer med smaalig Omsigt, at endog ved fuldkomment eens Tryk og Format skal »Heinrich v. Ofterdingen[0022]« fremstille sig som Sidestykke til Goethes[XXXII] Bog[0023]. Det er jo den, som skal fældes, dens verdslige Livsanskuelse, som skal beseires af »Ofterdingens[0024]« mystisk-magiske. Han skriver til Tieck[XXXIII]: »Min Roman er i fuld Gang – det Hele skal være en Apotheose af Poesien. Heinrich v. Ofterdingen[0025] bliver i første Del moden til Digter, i anden Del forklaret som Digter. Den vil have mangehaande Ligheder med din »Sternbald[0026]«, kun ikke Letheden, dog er denne Mangel maaske ei ugunstig for Indholdet.« Om Goethe[XXXIV] og »Wilhelm Meister[0027]« dømmer han saaledes: »Goethe[XXXV] er ganske praktisk Digter. Han er i sine Værker, hvad Englænderen er med Hensyn til sine Varer: høist ligefrem, net, bekvem og varig. – Han har som Englænderne en naturlig økonomisk og en gjennem Forstand erhvervet ædel Smag. »Wilh. Meisters Læreaar[0028]« er paa en vis Maade aldeles prosaisk og moderne. Det Romantiske gaaer tilgrunde deri, ogsaa Naturpoesien, det Underfulde. Bogen handler kun om sædvanlige menneskelige Ting, Naturen og Mysterierne ere ganske glemte. Det er en poetiseret borgerlig og huslig Historie, det Underfulde deri bliver udtrykkelig behandlet som Poesi og Sværmeri. Kunstnerisk Atheisme |257| er Bogens Aand. – »Wilh. Meister[0029]« er egentlig en »Candide[0030]«, rettet imod Poesien«.
I Modsætning hertil vil da Novalis[XXXVI] levere en Roman, i hvilken Alt tilsidst opløser sig i Poesi, eller hvad der i hans Sprog er det Samme, i hvilken Verden til Slutning bliver Gemyt. Thi Alt er Gemyt. »Naturen er for vort Gemyt, hvad Legemet er for Lyset,« hedder det i Bogen. »Legemet holder det tilbage, bryder det i eiendommelige Farver o. s. v. Menneskene ere Krystaller for vort Gemyt«.
Det i Romanen indlagte Eventyr indeholder Nøglen til det Hele. Eventyret skal vise, hvorledes den sande evige Verden bliver til, skildre Tilbagebringelsen af det Elskovens og Poesiens Rige, hvori det store Verdensgemyt »overalt bevæger sig og blomstrer uendeligt«. Da, som det hedder i et af Novalis’s[XXXVII] Fragmenter, den nuværende Himmel og Jord er af prosaisk Natur og vor Tid en Nyttens Periode, maa en poetisk Dommedag gaae forud, en Fortryllelse løses, inden det nye Liv kan blomstre frem: Kong Arctur[xxxviii] og hans Datter slumre indefrosne i deres Ispallads, ligesom Aanden slumrer, naar den er bunden i Rettens strenge Former. Befrielsen kommer fra Fabelen[xxxix] ↄ: Poesien og dens Broder Eros[xl]. Eros[xli] er Barn af den geskjæftige urolige Fader »der Sinn[xlii]«, Forstanden. Moderen er det trofaste varme, smertebevægede Hjerte. Men Eros's[xliii] Melkesøster er Foster af en |258| Utroskab fra Faderens Side. Hende har den yppige Ginnistan[xliv], Phantasien, Maanens Datter født. Ved Siden af disse Skikkelser staaer som Husaltrets Vogterinde Sophia[xlv], den himmelske Visdom. Fabel[xlvi] kalder sig Sophias[xlvii] Guddatter. Men fjendtlige Magter vinde Overhaand i Huset. Medens Kjærligheden og Phantasien gaae sammen paa Reiser, indvikler Skriveren[xlviii] Tyendet i en Sammensværgelse. Skriveren[xlix] er Prosaens Aand, den indskrænkede, forstandsstolte Oplysning; han skildres som bestandig skrivende. Naar Sophia[l] da dypper det Skrevne i en Skaal, der staaer paa Alteret, bliver stundom en lille Smule af det staaende, stundom udslettes Alt. Rammer nogle Draaber fra Skaalen ham, falder en Mængde Tal og geometriske Figurer ned, som han med megen Iver trækker paa en Traad og binder sig til Prydelse om den magre Hals. Skriveren[li] er Novalis's[LII] Nureddin[liii]. Ved hans Anslag blive Faderen[liv] og Moderen[lv] bundne, Alteret nedbrudt. Til Lykke er Fabelen[lvi] undkommen. Den kommer først ned i det Ondes Rige, hvor de dødbringende Parzer huse, men de formaae ikke at gjøre den Noget. Den dræber det Onde, idet den giver dem til Pris for Tarantlerne, det vil sige Lidenskaberne. Nu er Tid og Dødelighed ophævet. »Hørret er spundet op, det Livløse er atter besjælet, det Levende vil regjere«. I en almindelig Verdensbrand lider Moderen[lvii], Hjertet, Flammedøden; i Baalet |259| gaaer den tidligere Verdens glimrende Stjerne, Solen, tilgrunde, Flammen drager mod Nord og smelter Isen om Arcturs[lviii] Palads. Eros[lix] og Fabel[lx] drage ind deri gjennem en forvandlet og blomstrende Verden. Fabel[lxi] har fuldendt sin Sendelse; thi hun fører Eros[lxii] til hans Elskede, Kongens Datter. Den strenge Ret har afstaaet sit Herredømme til Poesi og Elskov.
Sophie[lxiv] spiller samme Rolle i dette Digt som Beatrice[lxv] i Dantes[LXVI][0031].
Ligesom nu Verdensskjæbnen er fremstillet her som et Eventyr, saaledes skulde i Romanen Menneskeskjæbnen fremstilles som en romanagtig, tilsidst i Eventyr overgaaende Begivenhed. Saa dunkel, saa allegorisk som denne Roman er, beroer det i den, som har Værd, dog derpaa, at den saa fuldt som ethvert andet levende Digterværk er oplevet. Forherligelsen af den gamle Mestersanger skulde gaae ud paa en Forgudelse af Poesien; men denne Apotheoses Helt er Hardenberg[LXVII] selv. Heinrich[lxviii], der fødes til Digter, lever et stille Liv i Forældrenes Hus i Eisenach[b], som Hardenberg[LXIX] i sit Fædrenehjem. En Drøm, der synes endnu mere underfuld, fordi Faderen engang som Yngling har drømt en lignende, |260| lader ham forudane sit Digterlivs hemmelige Lykke og viser ham i Form af en vidunderlig blaa Blomst hans Kjærligheds Maal. Nu træder han ud i Verden. Med Moderen og i Selskab med Kjøbmænd drager han til sin Bedstefader paa mødrene Side i Augsburg[c]. Mange brogede Livsbilleder træde ham imøde paa Veien; de ere bestemte til i Forening med hans Ledsageres Fortællinger at udvide hans Synskreds og udvikle den Poesi, der slumrer i hans Sjæl. Thi al deres Tale dreier sig om Poesi og Digtere, de fortælle ham Arionssagnet og Folkeeventyr, i hvilke Digteren stilles i Rang med Kongen, og philosophere overhovedet over Poesien og Kunsten, ikke som Kjøbmænd fra Middelalderens mest barbariske Tid, men som Romantikere fra 1801. En af dem giver f. Ex. følgende pantheistiske Forklaring af Menneskets Drift til bildende Kunst: »Naturen vil selv have Nydelse af sin store Kunstmæssighed, og derfor har den forvandlet sig til Mennesker, i hvilke den nu selv glæder sig over sin Herlighed, udsondrer det Behagelige og Elskelige ved Tingene og frembringer det for sig alene paa en saadan Maade, at den paa mangfoldig Vis og overalt og altid kan have og nyde det.«
Paa en Ridderborg møder Heinrich[lxx] en østerlandsk Kvinde, der erindrer ham om den krigerske Modsætning imellem Vesten og Østen, som den da i Middelalderen bevægede Tiden. Det er interessant |261| at sammenligne denne Kvindes inderlige Sang med Victor Hugos[LXXI] brillante Digt »La captive[0032]« i »Les Orientales[0033]«. Sujettet er beslægtet. Hugos[LXXII]
gjenkalder den tydske Sangs følelsesfulde
Naturens og Historiens Poesi træder Heinrich[lxxiii] imøde i en Bjergmands og en Eneboers Skikkelse. I Eneboerens Bog, der svarer til Kullemandens[lxxiv] hos Ingemann[LXXV], er det, han finder sin egen Livsskjæbne optegnet. Endelig ankomme de Reisende til Augsburg[d], og Heinrichs[lxxvi] Bestemmelse synes hurtigt at skulle opfyldes. I Klingsohr[lxxvii] staaer den udviklede Digter for ham, en Digter, hvis Udtalelser paa mange Maader minde om Goethes[LXXVIII]. Næsten Alt, hvad denne Digter siger, er saa overraskende fornuftigt og sundt, at man neppe begriber, at Novalis[LXXIX] selv ei har kunnet tage sig Noget deraf til Hjerte. Saaledes siger han: »Jeg kan ikke noksom anprise Jer at følge Eders naturlige Lyst til at vide, hvorledes Alt skeer efter Causallovene. Intet er Digteren uundværligere end Indsigt i enhver Gjernings Natur og Bekjendtskab med Mid|262|lerne til at naae ethvert Maal […] Begeistring uden Forstand er unyttig og farlig, og Digteren vil kun kunne gjøre faa Undere, ifald han selv studser over Undere […] Den unge Digter kan ei være for kold, for betænksom. Til den sande melodiske Veltalenhed hører en omfattende, opmærksom, rolig Forstand.« Dog i eet Punkt ere Klingsohr[lxxx] og Novalis[LXXXI] aldeles enige, nemlig i, at Alt er og maa være Poesi. »Det er ret slemt, at Poesien har et særskilt Navn, og Digterne udgjøre et særegent Laug. Poesien er slet ikke noget Særligt. Det er den menneskelige Aands eiendommelige Handlemaade. Digter og tragter ikke ethvert Menneske i ethvert Minut?«
I Klingsohrs[lxxxii] Datter Mathilde[lxxxiii] træffer Heinrich[lxxxiv] Gjenstanden for sin elskovsfulde Længsel. Han er tilmode som ved Synet af den blaa Blomst. Han synes at staae ved Maalet, som Novalis[LXXXV], da han havde fundet Sophie v. Kühn[LXXXVI]. Da drukner den Elskede. I dyb Sorg forlader nu Heinrich[lxxxvii] Augsburg[e]. En Vision ganske af den Art, som Novalis[LXXXVIII] selv havde havt ved Sophies[LXXXIX] Grav, trøster ham, han seer den Afdøde og hører hendes Stemme.
I et fjernt Kloster, hvis Munke, Præster for Vedligeholdelsen af »den hellige Ild i unge Gemytter«, synes at udgjøre en Art Aandekoloni, lever han blandt Afdøde. Han gjennemlever de Stemninger, som Novalis[XC] har givet Udtryk i Hymnerne |263| til Natten[0034]. Men han dukker op igjen fra de Døde. Et nyt vidunderligt Væsen har sluttet sig til ham. Hun erstatter ham Mathilde[xci]. – Anden Del er kun udkastet: Hele Verden flakker Heinrich[xcii] rundt. Efter at have oplevet alt Jordisk skulde han »vende tilbage til sit Gemyt som til sit gamle Hjem.« Her forandrer Verden sig til et rent poetisk Aanderige. Verden bliver Drøm, Drømmen Verden. Han finder Mathilde[xciii] igjen, men Mathilde[xciv] er ikke mere forskjellig fra Cyane[xcv], hans anden Elskede. Denne Dobbeltkjærlighed var som Novalis's[XCVI] egen kun een. Alle Tids- og Livsforskjelle ophæves nu i hans Gemyts Enhed. Gemyttets, Kjærlighedens og den evige Troskabs Fest bliver feiret. Ved denne Fest feirer Allegorien sine skjønneste Triumpher. Det gode og det onde Princip træde op i Væddekamp og synge Vexelsange, ligeledes Videnskaberne, ja endog Mathematiken. Indiske Planter blive besjungne. Formodentlig har Lotusblomsten som mere eller mindre egnet til blaa Blomst skullet spille en Rolle. – Slutningen er kun yderst let antydet. Heinrich[xcvii] finder den blaa Blomst, det er Mathilde[xcviii] […] »Heinrich[xcix] plukker den blaa Blomst og forløser Mathilde[c] fra den Fortryllelse, som har overvældet hende; men hun mistes atter. Han stivner af Smerte og bliver til en Sten. Edda[ci] (den blaa Blomst, Østerlænderinden, Mathilde[cii]) [Firdobbeltgjængeri!] ofrer sig til Stenen, han forvandler sig |264| til et klingende Træ. Cyane[ciii] omhugger Træet, og opbrænder sig med det, han bliver til en gylden Vædder. Edda[civ], Mathilde[cv] maa ofre den, og han bliver atter Menneske. Under alle disse Forandringer har han alleslags underlige Samtaler.« Man troer det villigt. Det i vor Litteratur til »Heinrich v. Ofterdingen[0035]« nærmest svarende Digt er Ingemanns[CVI] af Grundtvig[CVII] beundrede »De sorte Riddere[0036]«. Hvor beslægtet Ingemanns[CVIII] Stemningsliv under Udarbeidelsen var med den tydske Romantikers, kan sees af hans Autobiographi. »Det store bevægede Verdensliv udenfor mig agtede jeg i hele denne Periode kun lidet paa. Selv Flammerne fra Moskau[f], den store Armees Undergang og Napoleons[CIX] Fald vare mig transitoriske Phænomener […]; selv i Tydsklands Befrielseskamp saa jeg kun det søndersplittede Folkeliv i Tvedragt med sig selv og de ædleste Kræfter uden Enhed og Sammenhold i deres Inderste. Mellem Ideelivet og Menneskelivet blev der mig et svælgende Dyb, som kun Kjærlighedens og Poesiens himmelske Regnbue kunde lægge Broen over […] Jeg digtede mig ind i en Eventyrverdens Labyrinth, hvori Kjærligheden var min Ariadnetraad, og hvori jeg med Livspoesiens Verdensharpe, hvis Strenge Genien udspænder imellem Fjelde over Afgrundene, vilde dysse Tilværelsens Uhyrer i Søvn og opløse alle Dissonantser og Gaader i |265| den forstyrrede Verdensharmoni.« Man veed, hvor grueligt Resultatet blev.
Det er tydeligt nok, at Novalis[CX] i »Ofterdingen[0037]« har naaet sit Øiemed at frembringe Noget, der er »Wilhelm Meister[0038]« saa uligt som muligt. Den blaa Blomst var jo Idealets Symbol. Her er Virkeligheden gaaet helt op i Idealet, og Idealet gaaet helt op i Symbolet. Poesien er revet fuldstændigt løs fra Livet. Ja Novalis[CXI] mener, at dette er det Rette. Saaledes siges der i Romanen om Digterne: »Store og mangfoldige Begivenheder vilde forstyrre dem. Et simpelt Liv er deres Lod, og kun gjennem Fortællinger og Skrifter maae de gjøre sig bekjendt med Verdens rige Indhold og talløse Phænomener. Kun sjeldent tør under deres Livs Forløb en Begivenhed paa nogen Tid drage dem ind med i sin raske Hvirvel for ved nogle Erfaringer at underrette dem nøiere om de handlende Menneskers Stilling og Charakter. Derimod bliver deres følsomme Sind allerede tilstrækkeligt beskjæftiget af nære ubetydelige Phænomener. – Da de allerede her paa Jorden ere i Besiddelse af den himmelske Ro og ikke rives med af jordiske Begjærligheder, indaande de kun Duften af de jordiske Frugter og ere frie Gjæster, hvis gyldne Fod kun træder let, og hvis Nærværelse uvilkaarligt udbreder Vingerne i Alle […] Naar man sammenligner Digteren med Helten, |266| finder man, at Digterens Sange ei sjeldent have vakt Heltemodet i ungdommelige Hjerter, men at Heltegjerninger vistnok aldrig have kaldt Poesiens Aand tillive i noget Gemyt.« Her synes mig Grundvildfarelsen at stikke. Altsaa ikke for Livet og dets Bedrifter er Poesien et Udtryk, nei Livets Bedrifter have til Udgangspunkt Poesien. Den skaber Liv. Lad det gjælde om megen Poesi, men er der en Poesi, om hvilken det aldrig kan gjælde, da er det vel denne. Til hvilken Bedrift i al Verden skulde den vel kunne opflamme? Til at forvandle sig til et syngende Træ eller til en gylden Vædder? Her er jo nemlig slet ikke Tale om Bedrift, her er kun Tale om Længsel. Alt det Bedste i Novalis's[CXII] Poesie er kun et Udtryk for denne Længsel, der strækker sig fra den rene Naturattraa til det høieste Sværmeri. Lad mig for at gjøre Dem bekjendt med Noget af det Skjønneste, han har frembragt, give Dem Exempler paa begge Dele.
Hvor nydelig er ikke i Romanen den Sang, i hvilken de unge Piger klage over deres haarde Lod i Livet:
|268| Her er den blaa Blomst, som De seer, kun den forbudne Frugt. Men med hvilket sødt Skjælmeri er ikke Længselen udtrykt! I en helt anden høitidelig og inderlig Stil er den kommet til Orde i dette Digt til en Ven:
Her er Længselen omtrent som Korsfarernes, en Søgen ud i det vide Fjerne efter et ophøiet Maal. Den blaa Blomst smelter sammen med den blaa Horizont. Dens Farve antyder jo ogsaa Fjernhed. Lad os da endnu engang rette vor Opmærksomhed paa den. I Spielhagens[CXIII] »Problematische Naturen[0039]« siger En af Personerne: »De husker vel den blaa Blomst i Novalis’s[CXIV] Fortælling? Det er den Blomst, som endnu ingen Døde|269|ligs Øie har skuet, og hvis Duft dog opfylder Verden. Ikke enhver Skabning er fint nok organiseret til at fornemme dens Duft; men Nattergalen er beruset af den, naar den i Maaneskin eller ved Morgengry synger, klager og hulker, og det Samme var og er alle de taabelige Mennesker, som i Prosa og Vers have klaget deres bitre Nød for Himlen, og endda Millioner Andre, hvem ingen Gud har forlenet Evnen til at udtale, hvad de lide, men som i deres stumme Kval see til Himlen, der ingen Barmhjertighed har med dem. Ak fra denne Sygdom gives der ingen Redning – ingen undtagen Døden. Den, der engang har indaandet Duften af den blaa Blomst, har ikke en rolig Time mere i dette Liv. Som om han var en ryggesløs Morder, som om han havde stødt Herren bort fra sin Dørtærskel, saaledes drives han frem uden Rist eller Ro, hvormeget hans mødige Lemmer end smerte ham, og hvor inderlig han end længes efter at lægge sit trætte Hoved til Hvile. Vel beder han i en eller anden Hytte om en Lædskedrik, naar Tørsten plager ham, men han giver det tømte Bæger tilbage uden at takke; thi der svømmer et hæsligt Kryb i Vandet, eller Bægeret var ikke rent. I ethvert Fald, Vederkvægelse fandt han ikke: Vederkvægelse! hvor er det Øie, vi engang have skuet ind i for aldrig mere at ville skue ind i et andet, mere ildfuldt, mere straalende! Hvor er den |270| Barm, vi engang have hvilet ved for aldrig mere at ville høre et andet varmere, mere elskovsglødende Hjertes Banken? Hvor er det, hvor? […]« »Kjærlighed,« svares der, »er Duften af den blaa Blomst, der, som De nys sagde, fylder den hele Verden, og i ethvert Væsen, som De elsker af hele Deres Hjerte, har De fundet den blaa Blomst.«
»De løser alligevel ikke Gaaden paa denne Maade,« svarer Helten sagte og sørgmodigt; »thi netop den Betingelse, at vi skulle elske af vort hele Hjerte, […] den kunne vi ikke fyldestgjøre. Hvem af os kan elske med hele sit Hjerte? Vi ere Alle saa trætte og udmattede, at vi ikke ere i Besiddelse af det Mod og den Kraft, som udfordres til en sand, alvorlig Kjærlighed, der ikke finder Ro eller Hvile, før hver en Tanke i vor Sjæl, hver en Følelse i vort Hjerte, hver en Blodsdraabe i vore Aarer tilhører den.«
Denne sidste Fortolkning er fin og smuk, den er ikke usand, men den er ikke udtømmende. Den blaa Blomst er ikke blot i Kjærlighed, men i alle Livets Retninger den fuldkomne og forsaavidt ideale, men rent personlige Lykke. Da denne efter sit Væsen ei kan naaes, er Længselen efter den den bestandige, urolige Higen fra Sted til Sted, som alle Romantikerne skildre.
Mest typisk synes Fremstillingen mig i Eichendorffs[CXV] Roman »Leben eines Taugenichts[0040]« (1824). Denne Bog er forfattet 20 Aar efter |271| »Ofterdingen[0041]« af en dog kun 10 Aar yngre Forfatter, Joseph, Freiherr v. Eichendorff[CXVI], Discipel af Tieck[CXVII], en af Romantikernes Ultra, et fromt, elskværdigt Gemyt. Eichendorff[CXVIII] var Østerriger af Nationalitet, sydtydsk af Temperament, katholsk fra Fødselen af, og ender med, fra sit ultramontane Standpunkt at gaae løs paa den hele tidligere tydske Poesi som irreligiøs. Han seer med Ringeagt ned paa Schillers[CXIX] Helte med deres »rhetoriske Idealitet« og paa Goethes[CXX] Smaadigte med deres »symbolske Naturpoesi«. I Modsætning hertil var, siger han, Romantikens Idee Hjemvee, Længselen efter det tabte Hjem, ↄ: efter en Alle omfattende Kirke. Men den har begaaet Frafald fra denne sin Grundtanke. Med disse usunde Ideer forener Eichendorff[CXXI] en virkelig, ægte poetisk Begavelse af stærkt lyrisk Natur, og Ingen har bedre end han i musikalsk, sammentrængt Form givet et Billede af den romantiske Skoles Længsler og Idealer. I den lille Bog »En Døgenigts Liv[0042]« summer og klinger den hele oprindelige Romantik som indelukket i et Bur. Her er Alt: Skovduft og Fuglesang, Reiselængsel og Reiselyst, særligt til Italien, Søndagsstemning og Maaneskin, det ægte romantiske Landstryger- og Dagdriverliv, en Uvirksomhed, »saa at Lemmerne ordentlig af den lange Lediggang gaae af Led,« og det er ham, »som skulde han af Dovenskab falde fra hinanden.«
|272| Døgenigten[cxxii] er en ung, fattig Møllersøn, hvis Livs eneste Lyst er at ligge under Træerne og see op mod Himlen, at sværme rundt med en Cither paa sin Bag, at synge sværmeriske Viser til samme Cither, ubekymret om alle denne Jords Herligheder, men saa skjønt, at alle Hjerter længes. »Enhver,« siger han, »har sin Plads anvist paa denne Jord, har sin varme Kakkelovn, sin Kop Kaffe, sin Kone, sit Glas Vin om Aftenen og er saaledes ret tilfreds. Jeg føler mig aldrig ret tilpas.« Han tilbeder en høi, fornem, deilig Dame, han har seet et Par Gange, og skriver hende fra sit underordnede Stade i Livet (han er Gartner) en overordentlig smuk og følelsesfuld Vise til:
Ved hendes Indflydelse forfremmes han til Skatteopkræver paa Slottet og arver fra sin Forgjænger en prægtig rød Slaabrok med gule Prikker, grønne Tøfler, en Nathue og nogle Piber med lange Rør. Iført sin nye Herlighed, rygende af den længste Pibe, han kan finde, tilbringer han nogen Tid i et stille Otium, rykkende alle Kartoflerne og Grøntsagerne op af sin Have og plantende Blomster i Stedet, lyttende med Henrykkelse efter fjerne Jagthorns- og Posthorns-Toner, hver Morgen ydmygt læggende sin Bouquet paa et Stenbord, hvor hans Dame vil finde den, indtil hun endelig forsvinder fra hans Horizont. Som han en skjøn Dag nu sidder alene med sin Regnskabsbog og sin støvede Cither, falder en Morgenstraale fra Vinduet netop blinkende over dens Strenge. »Det gav en rigtig Klang i mit Hjerte. Ja kom kun hid, Du tro Instrument, vort Rige er ikke af denne Verden.« Saa forlader han Regnskabsbog, Slaabrok, Tøfler og Piber for at vandre ud i den vide, vide Verden, først til Italien.
Døgenigten[cxxiii] er nu den mest pudserligt keitede og barnagtige Mathis, man kan finde; sjæleligt talt er han 10 Aar gammel og bliver aldrig æl|274|dre. I enkelte delicate Situationer, hvor hans Uskyld fristes, er han kydsk af Uerfarenhed, som en af H. C. Andersens[CXXIV] Helte, Improvisatoren[cxxv] eller O. T.[cxxvi] Han aner aldrig, hvad der hænder ham. Alt foregaaer med ham uden Indgriben fra hans Side. Omkring ham gruppere sig lutter Personer, der drive ligesaa frie Bestillinger som han, Malere, der reise til Italien, en Kunstner, der bortfører sin Dame, Musikanter, som drage fra By til By og Studenter paa Fodvandring, syngende Studenterviser. Overfor dette søgende og flakkende Liv tager det daglige sig selvfølgelig ud som et evindeligt Einerlei. Da Helten kommer tilbage til sin Fødeby, finder han den nye Skatteopkræver i sin Dør, iklædt den samme Slaabrok med Prikker, de samme Tøfler o. s. v. Det er Situationen i Heibergs[CXXVII] »Alferne[0043]« mellem Grimmemann[cxxviii] og Mannegrimm[cxxix]. Efter hele sit Liv igjennem at have søgt sin blaa Blomst, finder han hende i sit Hjem, og den første Henrykkelse skildres spøgende, næsten i H. C. Andersens[CXXX] Maneer saaledes: »Jeg var saa vel tilmode over, at hun snakkede saa muntert og fortroligt med mig, jeg havde kunnet høre paa hende lige til Morgenstunden. Jeg var saadan rigtig fornøiet i min Sjæl og trak en Haandfuld Krakmandler op af Lommen, som jeg havde bragt med fra Italien; hun tog ogsaa af dem, vi knækkede dem nu og saae tilfredse ud i den stille Egn.«
|275| Døgenigten[cxxxi] er her en Repræsentant for den romantiske Søgen og Higen, omtrent som hos os de unge Elskere ere det i Heibergs[CXXXII] Ungdomsarbeider »Dristigt vovet halvt er vundet[0044]« og »Pottemager Walter[0045]«. Han repræsenterer de brødløse Kunster, den fuglefrie, unyttige Kunst, og den uendelige Længsel.
Den uendelige Længsel! Fasthold dette Ord, paa den er det, den romantiske Poesi er bygget. Kast et Blik over paa vor egen Litteratur, ogsaa her træffer De i en vis Periode den frie Vandrelyst og dens Længsel gjort til Livsprincipet. Først Udvee, saa Hjemvee. Tænk et Øieblik paa en Forfatter som Goldschmidt, hvis hele Poesi i Virkeligheden har sin Kilde i Længsel, i »sugende Savn« for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk. Eller gaa tilbage og tag saadanne Tvillingaander som Poul Møller[CXXXIII] og Christian Winther[CXXXIV], og De vil finde samme Tendents og samme Type.
Poul Møllers[CXXXV] Type det er »Den krøllede Frits[cxxxvi]«. Bondedrengens Sang:
indeholder lutter Udvee.
Denne Sang vækker Vandrelysten i Heltens Indre, og han begiver sig paa Vei for at opsøge |276| »den ubekjendte Skjønne«. Han finder først Marie[cxxxvii], saa Sophie[cxxxviii], og ægte romantisk ender Fortællingen midt i; thi denne Flakken og Søgen kan fortsættes i det Uendelige, saa længe den ungdommelige Længsel holder ud.
Den eneste egentlige Type, Chr. Winther[CXXXIX] har dannet, det er Folmer Sanger[cxl] i »Hjortens Flugt[0046]«. Denne Skikkelse, i hvilken Winthers[CXLI] hele Poesi er personificeret, er i Et og Alt den romantiske Ubundethed i Person. Grunden er her den romantiske Uro og Søgen, Vilkaarlighed og Længsel, Trangen til at strække sig frit under Trækronerne og lytte efter Kildevældets Tale, til ustadig og rastløs at vandre og flakke om under Sang. Hans sidste Vise er et sandt Romantikens Program.
En fin elskværdig Sandselighed danner her det nye varierende Element i Modsætning til den grovkornede Sundhed og Drøihed, som Poul Møller[CXLII] har givet sin Frits[cxliii] med af sit Eget. Men lad os ret forstaae dette romantiske Træk hos Poul Møller[CXLIV], netop fordi hans Sundhed forøvrigt saa let bringer til at oversee det, og saalænge har bragt os dertil. Med hans Begeistring for en Fortid, der var høist forskjellig fra det Billede, han giver af den:
med hans romantiske Kjærlighed til denne Uvi|277|denhedens og Trældommens Tid, hænger hans Had til alle liberale Bestræbelser i Nutiden sammen. I hans Biographi[0047] hedder det (Pag. 96): »Det var en Paastand, som han i sine senere Aar med comisk Alvorlighed forfægtede, at alle liberale Agitatorer af Betydenhed vare Jøder«. Dette gjælder som bekjendt næsten kun for Tydsklands Vedkommende, hvor Heine[CXLV], Börne[CXLVI] og Herwegh[CXLVII], Lassalle[CXLVIII] og Karl Marx[CXLIX] ganske vist ikke have været forsigtige i Valget af deres Forældre. Og et andet Sted (Pag. 157) siges der: »Han var overhovedet tilbøielig til at betragte de Liberales Stræben som et Udtryk af lavere Naturtilskyndelser, saasom af Herskesyge eller Egennytte, hildet i det Materielles Tjeneste, og derfor fjendtlig mod sand Poesi, Kunst og andre af Livets høiere Interesser. Man seer dette f. Ex. af den Forbindelse, han, som før omtalt, vilde finde mellem Liberalismen og Judaismen, mod hvilken sidste han ingenlunde var gunstig stemt.« Der ligger, synes mig, en god Klump Bornerthed i disse Ord. Føi nu hertil hans daarlige Afhandling om Udødeligheden[0048], hans »Kunstneren mellem Oprørerne[0049]«, hans Ytringer om Kvindens Emancipation, at for en Kvinde det at skrive er det Samme som at trumfe dygtigt i Bordet eller med en rask mandhaftig Spytten beskrive Buer i Luften, at Mme de Staël[CL] og George Sand[CLI] ere aandelige Vanskabninger, at det er uskjønt, »ja vederstyggeligt« for en Kvinde at skrive |278| Digte – saa har De Billedet af en endnu mere reactionær Romantiker end de tydske, og man kan ikke undre sig over, at ogsaa for ham den evindelige Higen bliver Poesiens Udgangspunkt. Hans Student reproduceres i Hostrups[CLII] Studenter. Ogsaa de flakke om:
Jeg kan ikke modstaae Lysten til at vise Dem, hvilke sygelige Former denne hele Livet gjennemtrængende Længsel kan faae hos mindre sunde romantiske Gemytter. Den bekjendte tydske Æsthetiker Frants Horn[CLIII] har skrevet en Selvbiographi[0050], i hvilken han fortæller, at allerede i hans tredie eller fjerde Aar var han i Stand til poetisk Smægten og til Anelsen om et tilhyllet Liv i det tilsyneladende Døde, samt at blandt verdslige Sange tiltrak ham først og med uimodstaaeligt Trylleri et barnligt-mystisk Folkevers. Hvilket troer De? intet Andet end det gode gamle: Oldenborre flyv! flyv!
De andre Børn vare haardhjertede nok til at lee af dette Digt. Men ham syntes det saa rø|279|rende. Den stakkels Oldenborre var et fader- og moderløst† Barn. Faderen var i Krig, og »hvor kunde den ikke føre ham hen!« Og Moderen? om hende »vare Efterretningerne endnu ubestemtere.« I Pommern[i]! og Pommern[j] brændt! Hvilket Spillerum for Phantasien, og nu tilmed den stakkels Oldenborre, der baaret af sine Savn, søgende fløi ud i den vide, vide Verden. Sandelig, man bliver Barn igjen. Men lad os fastholde Sagens Idee:
Individets Længsel efter den uendelige Lykke beroer, som jeg sagde, paa den Tro, at denne uendelige Lykke maa være at finde for Individet. Men denne Tro paa Lykken, den beroer paany paa Individets romantiske Overbevisning om dets egen uendelige Vigtighed. Selve Udødeligheden er jo kun en Følge af denne Individets kosmiske Vigtighed. Og denne Tro paa Individets uendelige Betydning er ægte middelalderlig. Hele Videnskaber, som Astrologien, vare dengang grundede paa den. Selv Himlens Stjerner stode i Forhold til det enkelte Individs Skjæbne, beskjæftigede sig ligesom med den. Himmel og Jord med Alt, hvad som derudi befandtes, dreiede sig om Individet. Derfor savne Romantikerne Astrologien og ønske den tilbage. Den blaa Blomst er i Astrologien Individets Stjerne, som i Alchymien de Vises Sten (Smlgn. Hauchs[CLIV] »Guldmageren[0051]«). I sine Forelæsninger »Über Litteratur, Kunst |280| und Geist des Zeitalters[0052]« (1802) siger A. W. Schlegel[CLV]: »I den Mening, i hvilken man kan kalde Kepler[CLVI] den sidste store Astrolog, maa Astronomien atter blive til Astrologi. – Astrologien er ved en anmassende Videnskabelighed, som den ikke kunde hævde, kommen i Foragt; men ved den Maade, hvorpaa Sagen er udført, kan dens Idee ikke nedværdiges, en Idee, for hvilken uforgjængelige Sandheder ligge til Grund. Stjernernes dynamiske Indvirkning, at de ere besjælede af Intelligentser og omtrent som Underguddomme udøve Skaberkraft i de dem underlagte Sphærer, det er ubestrideligt en langt høiere Forestillingsmaade, end at tænke sig dem som døde, mechanisk-regjerede Masser.« Og saaledes siger Heiberg[CLVII] i Brevet til Buntzen[CLVIII]: »Man maa indrømme, at Middelalderen med sin alchymistiske og astrologiske Overtro, som dog var grundet i Troen paa Naturens og paa Aandens Enhed […] stod […] i sand videnskabelig Aand høit over den nuværende Tid med dens nygterne Forsagen af det Eneste, som det i sidste Instans kommer an paa.« Og ganske paa samme Maade priser han Astrologien som »grundet paa Middelalderens dybsindige Mystik«, i sin Afhandling om Hveen[0053]. Naar selv Heiberg[CLIX] kunde prise de astrologiske Fordomme hos Tycho Brahe[CLX], kan man saa undre sig over, at Grundtvig gav ham Ret i Antagelsen af Jorden som Verdenscentrum? Romantik! Romantik!
|281| Romantikerne vilde grunde en Livsanskuelse og en Poesi paa Savnet, det vil sige paa Længsel, en Poesi, som hvilede paa Forestillingen om det enkelte Individs uendelige Vigtighed. Den, der vil grunde sin Livsbetragtning paa Savnet, er nu for saa vidt altid forstandigere, end den, som vil grunde den paa Glæden, hvad enten det er paa den nuværende eller paa den Vellyst og Salighed, som er ivente. Thi al den Glæde, vi kjende, er undermineret af Sorg og Savn, og saa er det dog bedre og vissere at bygge paa Savnet. Men Romantikerne bygge ikke paa Savnet alene, men paa dets Tilfredsstillelse, de smægte hen, de flakke om i Længsel efter den blaa Blomst, der vinker dem i det Fjerne.
Men Længsel er Uvirksomhed, næres og trives i Uvirksomhed. Den, som har den romantiske Livsanskuelse bag sig, vil ikke grunde sit Liv herpaa og ikke heller sin Poesi. Det er sandt, at vi maa bygge paa noget Vist. Men under al den Uvished og Usikkerhed og Tvivl, hvoraf vi ere omringede, er der Et, som er vist og ubortdisputerligt, det er Smerten. Og som Smerten er vis, saaledes er ogsaa Lindringens og Befrielsens Gode vist. Det er vist, at det er høist ubehageligt at være lidende, bunden eller fængslet, det er vist, at det er en stor Vederkvægelse at blive helbredet, at faae sine Baand løste, at faae sit Fængsels Dør slaaet op paa vid Gab. Hic |282| Rhodus, hic salta! Her er en Frihedens Gjerning at gjøre, her er Mulighed for en Befrielsens Poesi. Man kan gaae med Hovedet fuldt af Vaklen og Tvivl, hverken vide ud eller ind, om hvad man skal troe, eller hvad man skal gjøre: i det Øieblik man paa sin Gang opdager, at der er En, som har faaet sine Fingre i Klemme, at en eller anden tung Dør er faldet i paa et Medmenneskes Haand, da er der ikke mere Tvivl om, hvad man har at gjøre; man maa see at faae Døren op og Haanden ud.
Og nu træffer det sig saa heldigt eller saa uheldigt, mine Tilhørere, at der altid er nok, der have faaet Fingrene i Klemme, nok, der lide, nok, der sidde i alle Arter af Fængsler, Uvidenhedens, Afhængighedens, Dumhedens og Trældommens Fængsler. Dem maae vi have ud, og derom maa saavel vort Liv som vor Poesi dreie sig. Romantikeren jager egoistisk efter sin personlige Lykke og mener, at han selv er af uendelig Vigtighed. Den nye Tids Barn vil ikke speide op til Himlen efter sin Stjerne eller ud i Horizonten efter den blaa Blomst. Længsel er Uvirksomhed. Men han vil virke. Han vil forstaae, hvad Goethe[CLXI] mente med at lade Wilhelm Meister[clxii] ende som Læge. Der er intet Andet for: vi maa alle blive Læger, Digteren med.
højresiderne i kapitel 11 har i førsteudgaven klummetitlen »Længselen, den blaa Blomst.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
der sigtes til den blå blomst som bærende længselssymbol i Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802.
der sigtes til J.L. Heibergs indbydelsesskrift Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, 1833 Heiberg 1833:47.
(ty.) den behagelige synderinde; betegnelse for Philine i Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796 Goethe 1992, 9:310.
(ty.) den sirlige synderinde; betegnelse for Philine i Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796 Goethe 1992, 9:549.
fællesbetegnelse for en række europæiske storkrige fra 1792 og ca. ti år frem. Revolutionskrigene havde baggrund i Den Franske Revolution, der brød ud i 1789. Revolutionskrigene gled over i Napoleonskrigene, der varede frem til 1815.
af Berthold Auerbachs Goethe und die Erzählungskunst, 1861. Hos GB med henvisning til Auerbachs samleværk Deutsche Abende. Neue Folge, 1867 Auerbach 1867:30.
af Berthold Auerbachs Goethe und die Erzählungskunst, 1861. GB følger optrykket i Auerbachs samleværk Deutsche Abende. Neue Folge, 1867 Auerbach 1867:30.
talemåde (lat. nubes pro Junone) med betydningen: at blive narret eller skuffet, når man tror, man har fundet eller opnået noget væsentligt. Talemåden har rod i det klassiske sagn om, hvordan Zeus (Jupiter) lod kong Ixion, der var gæst hos guderne, favne en sky i stedet for den efterstræbte Hera (Juno).
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:336.
citatet er ikke identificeret.
2. udgave af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798, udkom i 1843 i bd. 16 af Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854. 1843-udgaven afviger ganske meget fra 1.-udgaven.
af Ludwig Tiecks Franz Sternbald's Wanderungen, 1798. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1843, 16:277.
GB følger her Rudolf Hayms Die romantische Schule, 1870 Haym 1870:378-381.
af et fragment uden titel af Novalis, skrevet ca. 1798 Novalis 1965, 2:647.
af et fragment uden titel, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1968, 3:454.
af et fragment med titlen »Romant[ik] etc«, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1968, 3:281.
af et fragment uden titel af Novalis, skrevet i sommeren eller efteråret 1800 Novalis 1968, 3:668.
af et fragment med titlen »Romantik«, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1968, 3:255.
sammensat citat fra et brev fra Novalis, dateret 23.2.1800, til Ludwig Tieck Novalis 1975, 4:322.
sammensat citat fra et fragment uden titel af Novalis, skrevet ca. 1798 Novalis 1965, 2:640.
af et fragment uden titel af Novalis, skrevet i slutningen af 1799 eller begyndelsen af 1800 Novalis 1968, 3:638.
af et fragment uden titel af Novalis, dateret 11.2.1800 Novalis 1968, 3:646.
sammensat citat fra Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:280.
citatet er ikke identificeret.
af et fragment med titlen »Cosmol[ogie]«, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1968, 3:312-313.
det romerske navn for moirerne, græsk mytologis tre skæbnegudinder.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:310.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 380): »Grundfæstet er nu Evighedens Rige, / en kærlig Fred afslutter alle Krige. / Fortidens Kval er nu kun Drøm og Minde, / Sophia evigt Hjerternes Præstinde«; af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:315.
henviser til Dantes La Divina Commedia, skrevet 1307-1321, hvori kvindeskikkelsen Beatrice fører vandringsmanden Dante til Paradisets øverste trin. Biografisk set afspejler brugen af Beatrice i værket den helt unge Dantes betagelse af den jævnaldrende Beatrice Portinari.
fortælling om den halvmytiske græske digter og musiker Arion, som ifølge Herodot (bog 1:24) blev reddet fra druknedøden af en delfin. Arion var en velhavende mand, og på en sørejse blev han af mandskabet, der ville stjæle hans penge, tvunget til at springe i havet. Han fik dog lov til først at spille en sang. Sangen lokkede en delfin til, der siden bar ham i sikkerhed.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:209.
af Victor Hugos digt »La Captive« fra samlingen Les Orientales, 1829 Hugo 1912, 1:667.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:235.
sammensat citat fra Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:281.
den grundsætning, at alt, hvad der sker, har en årsag, og at samme årsag altid fremkalder samme virkning.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:287.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802. Værket blev posthumt udgivet af Ludwig Tieck, som udstyrede det med en art efterskrift, hvori han skrev om værket og Novalis' videre plan med det. Det citerede stammer herfra Novali 1960, 1:361.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802. Værket blev posthumt udgivet af Ludwig Tieck, som udstyrede det med en art efterskrift, hvori han skrev om værket og Novalis' videre plan med det. Det citerede stammer herfra Novalis 1960, 1:367.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802. Værket blev posthumt udgivet af Ludwig Tieck, som udstyrede det med en art efterskrift, hvori han skrev om værket og Novalis' videre plan med det. Det citerede stammer herfra Novalis 1960, 1:368.
sammensat citat fra B.S. Ingemanns Tilbageblik paa mit Liv og min Forfatter-Periode fra 1811 til 1837, 1863 Ingemann 1998:286-287.
der sigtes til Napoleon 1.s storstilede invasion af Rusland, der blev påbegyndt i juni 1812. Selv om Moskva i efteråret samme år blev indtaget, blev felttoget en massiv fiasko. Moskva viste sig at være rømmet, og byen blev kort efter ramt af omfattende brande. Den russiske kejser ignorerede Napoleon 1.s fredstilbud, og da den russiske vinter nærmede sig, begyndte den franske tilbagetrækning i oktober. Sult, kulde og kosakangreb betød, at over 500.000 mand mistede livet under felttoget. Året efter blev Napoleon 1.s tropper besejret ved Leipzig, og i 1814 blev Paris indtaget, hvilket betød, at Napoleon 1. af sine marskaller blev tvunget til at abdicere.
flygtige, forbigående.
efter Napoleon 1.s nederlag i Rusland i 1812 drev en koalition af Frankrigs fjender, deriblandt Preussen, i fællesskab de franske besættelsestropper ud af Tyskland. Afgørende blev sejren over Napoleon 1.s tropper i Slaget ved Leipzig i oktober 1813.
sammensat citat fra Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:267.
af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:272-273.
gengiver Novalis' digt »An Adolph Selmniz«, skrevet 1795-1797, trykt posthumt 1802 Novalis 1960, 1:385-386.
sammensat citat fra Friedrich Spielhagens Problematische Naturen, 1861 Spielhagen 1861, 2:113-115.
Joseph von Eichendorffs »Aus dem Leben eines Taugenichts« udkom i 1826, ikke 1824 som anført.
dvs. knyttet til ultramontanismen - en centraleuropæisk katolsk strømning, der støttede en stærk pavemagt.
af Joseph von Eichendorffs Geschichte der poetischen Literatur Deutschlands, 1857 Eichendorff 1857, 2:1-2.
af Joseph von Eichendorffs »Aus dem Leben eines Taugenichts«, 1826 Eichendorff 1826:72.
sammensat citat fra Joseph von Eichendorffs »Aus dem Leben eines Taugenichts«, 1826 Eichendorff 1826:27.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 388): »Hvorhen jeg end kan skue, / i Mark, i Skov, ved Vold, / paa Fjæld saa vel som ved Tue, / o høje, skønne Frue, / jeg hilser dig tusindfold. // Her i min Have finder / jeg yndige Blomster nok. / I Kransene, som jeg vinder, / jeg tusinde Tanker binder / og Hilsener med i Flok. // Jeg tør hende ingen give, / hun er for skøn og stor. / Visne Kransene blive. / Kun Elskoven er i Live / og evigt i Hjertet gror. // Med Skovl og Hakke i Dynger / min Jord jeg kaster brav; / om Kval end mit Hjerte tynger, / jeg graver væk, og synger / og graver mig snart min Grav«; af Joseph von Eichendorffs »Aus dem Leben eines Taugenichts«, 1826 Eichendorff 1826:15.
der alluderes til Jesu ord i Johannesevangeliet 18,36; af Joseph von Eichendorffs »Aus dem Leben eines Taugenichts«, 1826. Eichendorff 1826:33.
af Joseph von Eichendorffs »Aus dem Leben eines Taugenichts«, 1826 Eichendorff 1826:135.
udtrykket optræder bl.a. i Meïr Goldschmidts roman Hjemløs, 1853-1857 Goldschmidt 1999, 2:248.
af Poul Martin Møllers digt »Farvel«, formodentlig skrevet 1819, trykt 1839. Digtet blev af Møller indlemmet i den ufuldendte »En dansk Students Eventyr«, skrevet 1824, trykt 1843 Møller 1856, 2:82.
af Poul Martin Møllers ufuldendte »En dansk Students Eventyr«, skrevet 1824, trykt 1843 Møller 1856, 2:83.
af Poul Martin Møllers digt »Før og Nu«, formodentlig skrevet 1816, trykt 1839. Møller 1855, 1:57.
af F.C. Olsens »Poul Møllers Levnet med Breve fra hans Haand«, 1843 Møller 1856, 6:96.
af F.C. Olsens »Poul Møllers Levnet med Breve fra hans Haand«, 1843 Møller 1856, 6:157.
jødedommen, den jødiske religion.
det omtalte synspunkt optræder i Poul Martin Møllers tekst »Qvindelighed«, skrevet 1822/1823, trykt 1839 Møller 1856, 5:10-11.
det omtalte synspunkt optræder i Poul Martin Møllers tekst »Qvindelighed«, skrevet 1822/1823, trykt 1839. Synspunktet er dog ikke alene knyttet til George Sand og Madame de Staël, men til alle »Poetricer« Møller 1856, 5:10.
det omtalte synspunkt optræder i Poul Martin Møllers tekst »Qvindelighed«, skrevet 1822/1823, trykt 1839 Møller 1856, 5:10.
af Christian Hostrups Eventyr paa Fodrejsen, 1849 Hostrup 1849:16.
af Franz Horns posthumt udgivne selvbiografi Franz Horn, 1839 Horn 1839:8-9.
inden for alkymien betegnelsen for en særlig magisk sten, der kan omdanne uædle metaller til ædle. Stenen antoges at bestå af de fire elementer (vand, jord, ild og luft) og at være verdens centrum. Alkymien blev særligt dyrket ca. 800-1700.
af August Wilhelm Schlegels forelæsningsrække »Ueber Litteratur, Kunst und Geist des Zeitalters«, 1803 Schlegel 1803:54.
af et brev fra J.L. Heiberg, dateret 10.4.1859, til Andreas Buntzen Heiberg 1861, 2:436-437.
af J.L. Heibergs afhandling »Hveen, tilforn Danmarks Observatorium«, 1846 Heiberg 1861, 9:251.
*** if. FLN i en anmeldelse i Maanedsskrift for Christendom 1830/1831; bestilt fra KB 30.1.18.
(lat.) her er Rhodos, spring her; bevinget udtryk med betydningen: Vis nu hvad du duer til. Udtrykket har rod i en fabel af Æsop Æsop 2012:147.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik