Det er da bestandig Katholicismens Parti, som Corinna[i], den kunstelskende Digterinde, tager overfor den protestantiske Oswald[ii]. Katholicismen lister sig ind i Hjerterne ad mange Veie. Den er saa snedig, at den Ingen støder bort, men frembyder Enhver netop den Side af dens Væsen, som kan tiltale ham. Det var dens Skjønhedsside, dens nære og varme Forhold til Phantasilivet og Kunsten, som i dette Aarhundredes Begyndelse efter Oplysningsperiodens Forstandsprosa gav den et ikke ventet Opsving. Derfor er det, som De have seet, ogsaa fortrinsvis paa Phantasiens og Kunstens Vegne, at Corinna[iii] lovpriser den italienske Katholicisme. Imidlertid har hun jo tilmed, som Citater af hendes Roman have lært Dem, overordentlig meget tilovers for denne Religions moralske Overbærenhed og Liberalitet, og hendes hele Stilling til den er forsonlig, ja mere end forsonlig, hun har, naar hun forsvarer den, Udtryk, som røbe Anerkjendelse og Beundring. De begriber, hvilken Opposition der heri ligger |223| skjult mod hele det 18de Aarhundredes Frankrig, der med Voltaire[IV] i Spidsen havde forfulgt og forhaanet Katholicismen, og som uden synderlig Kjærlighed til den protestantiske Orthodoxi, dog altid havde ytret en lydelig Forkjærlighed for Protestantismen med dens Uafhængighed af Pavemagten, dens gifte Præster og dens Uvillie mod Munkelivets Askese.
Denne Velvillie† mod Religionen var i Frankrig noget Nyt. Den skrev sig ogsaa fra Tydskland af. De protestantiske Lande havde ingen Grund havt til den Overdrivelse, hvormed man i Frankrig angreb Religion og Kirke.
Man tilstod Tro og Overtro idetmindste en poetisk Gyldighed. Frederik den Store[VI] selv, som gjør sig til Voltaire’s[VII] Apostel i Tydskland, viger tilbage for Holbachs[VIII] Lære. I England hævede den skotske Philosophi sig imod den franske Sensualisme, der oprindeligt var kommet til Frankrig fra England, og i Tydskland stiller Kant[IX] sin Pligtlære mod Epicuræismen og vækker Fichte[X] og Schiller[XI].Den amerikanske Frihedskrig og Revolutionens første Dage har ganske vist overalt sin Indflydelse. I Italien besynger Alfieri[XII] den amerikanske Frihed og Bastillens Fald, i England begeistres Coleridge[XIII] og Southey[XIV], i Skotland Burns[XV], Campbell[XVI], Montgommery[XVII], i Tydskland endelig hele Skaren af Klop|224|stocks[XVIII] Tilhængere og Fichte[XIX], der betegner sig selv som Elev af Rousseau[XX]. Ja i Aaret 1795 gaae to unge Mennesker, hvis Navne senere skulde blive verdensberømte, ud paa en ensom Mark og plante i naiv Begeistring over Revolutionen et Frihedstræ. Deres Navne vare Schelling[XXI] og Hegel[XXII].
Men da nu i Frankrig de religieuse og politiske Overdrivelser fremtraadte, der vare at vente efter Litteraturens theoretiske Overspændthed hos Encyclopedisterne, faldt først i Italien Alfieri[XXIII] fra, han bliver Franskhader og benytter Voltaire’s[XXIV] gamle Skjeldsord mod de Franske »Tigeraben«.
I England og Skotland staaer snart den udpræget conservative Walter Scott[XXV] i Midten og Spidsen af Litteraturen. I Tydskland trække Klopstock[XXVI] og Wieland[XXVII] sig tilbage i Afsky for Terrorismens Rædsler. Goethe[XXVIII] opgiver sin Virksomhed som Statsmand, og medens Frankrig nu ombytter sin litterære Tidsalder med en politisk, trækker Tydskland sig tilbage til sine litterære Interesser.
Den hele Litteraturgruppe, hvis Udfoldelse og Dannelse vi have fulgt, udvikler sig, skjøndt fransk, udenfor Frankrig. Til Forstaaelse af den er det nødvendigt bestandig at have for Øie det korte og voldsomt gjennemagiterede Tidsrum, i hvilket den gamle Statsorden blev opløst, Legitimiteten sprængt, de herskende Stænder slaaede til Jorden og den positive Religion ryddet tilside af Mænd, der oftere gjennem en polemisk Philosophi |225| end gjennem en rent videnskabelig Dannelse havde befriet sig fra dens Aag, og som derfor ved en ikke altid ærlig Angrebskrig havde ægget alle dem, der klarere eller dunklere følte en Uretfærdighed i alle de Beskyldninger, der rettedes mod den gamle Tilstand, og hvis aandelige og sædelige Trang, hvis hele Følelsesliv ikke fornam nogen Tilfredsstillelse ved den nye. Jo mere abstract og upraktisk Humanitets- og Fremskridts-Ideen havde vist sig, des nærmere maatte et Omslag i Sympathier og Stemninger ligge. Omslaget kom, Reactionen begyndte. Jeg har skildret Dem, hvorledes Reactionen i sin første Form altid kun var betinget, hvorledes revolutionære Ideer uophørligt blandes med de Tanker, der vende sig reagerende mod Voltaire[XXIX]. Det første Træk er kun det at tage Rousseau’s[XXX] Vaaben og rette dem imod hans Modstander. Fra Begyndelsen af indeholder den Litteratur, hvori Reactionen kommer tilorde, baade sunde og usunde Retninger. Jeg har i min Skildring lagt an paa, saa meget som muligt, af Emigrantlitteraturen at fremdrage de sunde Partier eller idetmindste de Værker, i hvilke Reactionen endnu ikke er en Underkastelse under Autoriteter, men den naturlige og berettigede Hævden af Følelse, Sjæl, Lidenskab og Poesi i Modsætning til Forstandskulde, exact Beregning og en af Regler og døde Traditioner omspændt Litteratur, som den, der under Keiserdømmet førte sit matte og blod|226|løse Liv paa Frankrigs egen Grund. Chateaubriand[XXXI] bryder igjennem med sine Episoders bevægede Lidenskabelighed og kraftige, farverige Naturmalerier, Sénancour[XXXII] frembringer et Værk, i hvilke den senere Tids Romantikere see de Følelser, ligesom forbilledligt udtalte, der besjæle dem, Constant[XXXIII] giver i sit eneste poetiske Skrift Samtiden et Mønster paa psychologisk Skildring og et Vink om, hvor mange gode Følelser og Kræfter der ofres paa den moderne Samfundsordens Alter. Ret bliver den franske Emigrantlitteratur sig dog først sine Bestræbelser og sin gode Aand bevidst gjennem Mme de Staël[XXXIV]. Det er denne Kvinde, hvis Skikkelse behersker hele Gruppen. I hendes Skrifter er alt det samlet, som var berettiget og ædelt i Emigranternes Production: de reactionære og revolutionære Tendentser, der hos Gruppens andre Medlemmer splitte deres forskjellige Virksomheder og Værker, samles hos hende til een Bestræbelse, der hverken er reactionær eller revolutionær, men reformatorisk.
Den Litteratur, hvortil hun støtter sig, den, til hvis Skildring jeg nu gaaer over, er, som jeg har vist Dem, den romantiske Litteratur i Tydskland. Men den hele Gruppe af Skrifter, jeg har tilladt mig at give det fælles Navn: Emigrantlitteratur, kan betegnes som en Art Romantik før Romantiken, det vil sige: før den romantiske Skole i Frankrig, som den bebuder. Den staaer i nær Berøring |227| med den germaniske Aand, og deri ligger det, at Mme de Staël[XXXV] i sin Bog »Om Tydskland[0002]« kalder Rousseau[XXXVI], Bernardin de Saint-Pierre[XXXVII] og Chateaubriand[XXXVIII] for Tydskere uden at vide det.
Men saa besynderligt gaaer det til i Begyndelsen af dette Aarhundrede med dets Folkeblanding, at medens disse romantiske Personligheder med en vis Ret betegnes som tydske, staaer hele den Litteratur, der imidlertid har udviklet sig i Tydskland i saa stærk en Modsætning til hvad der hidtil havde været betragtet som det germaniske Aandslivs Særkjende, at den med Grund betegnes som romantisk, og »romantisk« vil i Virkeligheden sige »romansk«. Den germaniske Stammes Poesi havde hos Shakspeare[XXXIX], hos Milton[XL] og hos Schiller[XLI] fulgt et Kald til at dømme og forbedre Verden. Nu derimod slog den i Tydskland under de fortvivlede og nedværdigende politiske Forhold ind paa en Vei, der førte bort fra Nutiden, fra det folkelige og offentlige Liv.
Overalt hvor det praktiske Forhold til Samfundet var uundgaaeligt: i Historieforskning, i Statslære, i Religion, greb man med Forkjærlighed Fortidens, især Middelalderens Stoffer og Former, søgte tilbage til Mystikerne fra det 14de Aarhundrede, til Riddertiden og Katholicismen. Alt antog katholske og romanske Former i den romantisk-romanske Skole. Man eftergjorde i Tydskland efter det spanske Drama, fortrinsvis |228| efter Calderon[XLII], Snørkler og Former, som vare aldeles ensartede med dem, man nys havde forkastet og spottet i det franske Drama. Man bekjæmpede hvad der mindede om det gamle Rom[a] hos de nyere Franske, men kun for at sætte de romanske Folkeslags phantastiske Middelalder istedenfor deres Oldtid. Heri ligger det, at denne Skoles Tendentser saa let blive tilegnede i de romanske Lande. løvrigt forstaaer det sig af sig selv, at snart mere og mere det særligt Tydske, Inderligheden og Sværmeriet, det, som har sin Kilde i »Gemyttets« Dybder, i Forening med Uhygge og Spøgelsefrygt blandede sig ind i og besjælede alt det fra først af Romanske.
Tydsklands store Aander delte sig nu i to Skoler. Den ene, den fremadskridende, sluttede sig til Fichte[XLIII] og Schiller[XLIV], den anden, som efter de store politiske Revolutioner længtes efter Fred, den rent artistiske, der ikke vilde indrømme, at Kunsten havde noget Formaal udenfor sig selv, den middelalderligt sindede og derfor halvt katholske, samlede sig om Schelling[XLV] og Brødrene[XLVI] Schlegel[XLVII] og hyldede Goethe[XLVIII], hvis Poesi med sit Had til den politiske Virkelighed, med sin Natursymbolik, med sin Forkjærlighed for den bildende Kunst og med sin Udmunden i »det vestøstlige Diwan’s[0003]« østerlandske og ørkesløse Drømmerier stod som dens naturlige Forgjænger og Veiviser.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
højresiderne i kapitel 17 har i førsteudgaven klummetitlerne »Sympathi for Religionen.« og »Europæisk Reaction.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
Georg G. Gervinus: Geschichte des 19. Jahrhunderts, 1-8, Leipzig 1855-1866.
medarbejderne ved oplysningstidens store franske leksikon Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers, 1-28, Paris 1751-1772.
Voltaire omtaler i flere af sine breve de franske som halvt tigre, halvt aber, og Frankrig som abernes og tigrenes land, fx i et brev af 7.8.1766 til d'Alembert Voltaire 1968, 98:143.
dvs. hånet.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.