Mme de Staëls[I] Forfattervirksomhed kan bestandig sees fra to Sider. Den falder ligesom i to Dele, en mandlig og en kvindelig Virksomhed, den philosophiske og den digteriske, Ideerne og Følelserne. En særegen Inderlighed i Følelsens Behandling røber overalt, at Forfatteren er en Kvinde. Naar engang det Øieblik kommer, da man forsøger paa at skrive Kvindens Psychologi, og naar man vil forsøge paa at bestemme den kvindelige Phantasies og den kvindelige Aands Eiendommelighed til Forskjel fra den mandlige — |191| og saa langt staaer Psychologien tilbage, at der endnu ikke er gjort det ringeste Forsøg derpaa — ville Mme de Staël’s[II] Skrifter blive en af de værdifuldeste Kilder. Det Kvindelige røber sig maaskee først i Maaden, hvorpaa den mandlige Hovedfigur er tegnet. Til enhver af hans fremtrædende Egenskaber anfører Forfatterinden dens Aarsager, hans ædle Charakter forklares ved hans Opdragelse, hans aristokratiske Herkomst og hans Stolthed, hans Tungsind forklares ved Englænderens »Spleen« og ved hans ulykkelige Forhold til en Fader, hvem han tilbeder, som Mme de Staël[III] tilbad sin, og til hvis Skygge han staaer i det samme Afhængighedsforhold som Søren Kierkegaard[IV] stod i til sin afdøde Faders: kun Eet lader Forfatterinden henstaae uforklaret, og det er hans physiske Mod. At udsætte sit Liv er ham i den Grad let og elementært, som for os Andre at skrive orthographisk. Det er et curiøst og gjennemgaaende Træk, at kvindelige Romanforfattere næsten ufravigeligt udruste deres Helte med det forvovneste Mod, et Mod, der aldrig er tilkjæmpet, men staaer ligesom abstract udenfor Personligheden, paa samme Tid som det er en af talrige store Forfattere bemærket Kjendsgjerning, at det i de moderne Samfund især er Kvinderne, som forhindre Mændene fra at vove, og som Kvinderne ligesaa gjennemgaaende vise de feigeste offentlige Personligheder (de Præster, der salvere deres Liv |192| under Epidemier, de Krigshelte, der angribe Fjenden paa Papiret) den største, undertiden mest hysteriske Beundring og Hyldest. Forklaringen synes at være den, at Mandsmodet er den Egenskab, der som den høieste Potents af det Mandlige bliver et Slags Ideal for Kvinden, men et Ideal, som hun ei forstaaer, som hun ikke kjender igjen i Virkeligheden, og som hun derfor skildrer helst og daarligst.
Hvad jeg her har sagt gjælder om Oswalds[v] heltemodige Adfærd under Branden i Ancona[a], hvor han under de rædselsfuldeste Omstændigheder bliver hele Byens Frelser. Han alene forsøger med sine Englændere koldblodigt dens Slukning og iværksætter denne. Han befrier de i Ghettoen indespærrede Jøder, som Befolkningen i sin Fanatisme vil lade brænde som Sonofre. Han vover sig ind i det brændende Galehus, ind i Værelset, hvor de mest rasende Fanger opholde sig, behersker og befrier de af Luer omspændte Vanvittige, løser deres Lænker og lader end ikke en Eneste af de Modstræbende tilbage. Den hele Scene er fortalt med en i Sandhed grandios Phantasi. Men, som sagt, det er i det Psychologiske, at der spores nogen Svaghed. Da det imidlertid gjælder om at skildre Indtrykkene af denne Handling paa Corinnas[vi] kvindelige Hjerte, tager Mme de Staël[VII] sin fulde Opreisning. Oswald[viii] havde ved en Bortreise over Hals og Hoved undflyet al Taksigelse, men da han paa |193| Tilbageveien atter kommer til Ancona[b] med Corinna[ix], bliver han gjenkjendt, og Corinna[x] vækkes om Morgenen ved Skrigene: »Leve Lord Nelvil[xi], leve vor Velgjører!« Hun begiver sig ud paa Pladsen, og hun, Digterinden, hvis Navn er berømt Italien over, er hurtig kjendt og modtaget med Henrykkelse af den forsamlede Mængde. Mængden anraaber hende om at være dens Ordfører og at tolke dens Taknemmelighedsfølelse for Oswald[xii]. Hvor forbauset bliver han ikke, da han træder ud paa Pladsen og seer Corinna[xiii] i Spidsen for Folkehoben. »Hun takkede Lord Nelvil[xiv] i Folkets Navn og gjorde det med saamegen Ynde og Adel, at alle Anconas[c] Indbyggere vare henrykte derover.« Og, tilføier Forfatterinden med kvindelig Finhed, hun sagde vi, idet hun talte om dem. »De har frelst os, vi skylde Dem Livet.« Dette vi er en Perle. Og, hedder det videre, da hun nærmede sig for i deres Navn at tilbyde Lord Nelvil[xv] den Krands af Ege- og Laurbærblade, som de havde flettet til ham, greb en ubeskrivelig Bevægelse hende, hun følte sig ligesom frygtsom, idet hun nærmede sig Oswald[xvi]. I dette Øieblik kastede den hele Befolkning, der i Italien er saa letbevægelig og saa enthousiastisk, sig paa Knæ foran ham, og ufrivillig sank Corinna[xvii] paa Knæ idet hun tilbød ham Krandsen. Det er i Skildringen af de kvindelige Følelser, at Mme de Staël[XVIII] har sin Styrke, Følel|194|serne hos et kvindeligt Geni, der lider Geniets hele Martyrium.
Af Alt rører den huslige Lykke og den kvindelige Renhed hende dybest. Hvor dybt føler hun ikke, da hun læser denne Indskrift paa en romersk Hustrus Sarkophag: »Ingen Plet har besudlet mit Liv fra Brylluppet af indtil Baalet, jeg har levet ren mellem Brudefaklen og Baalets Fakkel.« Men denne Hymens Lykke var ikke hende forundt, Corinna[xix] saa lidet som Mignon[xx], disse to Længselens Børn, der hver for sig i den franske og i den tydske Litteratur personificere Italien. Corinna[xxi] er den sidste Ætling af hine Italiens ædle og ensomme Sibyller, om hvilke Traditionen overalt fortæller saa meget. Hun skabtes til at lide, hun, som selv siger at vor arme menneskelige Natur ikke kjender det Uendelige ad anden Vei end igjennem Lidelsen. Men før hun gaaer under som det sidste Offer paa den antike Arena, smykkes hun som Ofret og føres i Triumph.
Da vi lære hende at kjende, træffe vi hende under Optoget til Capitol[d], simpelt, men malerisk klædt, med antike Cameer i Haaret, med det fine røde Shawl slynget turbanlignende om sit Hoved, som paa Gérards[XXII] bekjendte smukke Portræt af Mme de Staël[XXIII]. Det er det Costume, som svarer til Corinna[xxiv]; hun, de farverige Egnes Barn, har endnu ikke tabt Farvesandsen, har endog i det stive, regelrette England bevaret friske Sandser |195| og Kjærligheden til hin Treenighed af skjønne Ting: Guld, Purpur og Marmor.
Og som alle Periodens andre store Typer ville vi hidsætte hende i de Omgivelser, der svare til hende og hvori hun hører hjemme som René[xxv] i Urskovene, Obermann[xxvi] paa Høialperne og Saint Preux[xxvii] ved Genfersøen[e]. Corinnas[xxviii] Skikkelse er bevaret for Efterverdenen i det bekjendte Maleri, af hvilket Kobbere sees overalt: Corinna[xxix], som improviserer paa Cap Misene[f].
Hendes vulkanske og straalende Natur hører hjemme i denne straalende og vulkanske Egn. Neapels[g] Golf synes at være eet stort, sunket Krater, omringet af smilende Byer og skovbeklædte Bjerge; omsluttende sit Hav, der er endnu langt mere blaat end Himlen, ligner den et smaragdgrønt Bæger, fyldt med en Vin som skummer og hvis Rande og Sider smykkes med Vinløv og Ranker. Inderst inde ved Landet straaler Havet dybt azurblaat, længere ude er det vinfarvet, som allerede Homer[XXX] kaldte det, og over dette lyser en Himmel, der ikke, som det almindelig troes, er mere blaa end vor, men som snarere er mere bleg, kun at dens Blaat har som et Underlag af hvid Ild, der lyser hvidligt og blaaligt glødende. I denne Egn satte de Gamle Helvede. I Avernersøens[h] Grotte var Nedgangen dertil, dette kaldte de Helvede, dette Paradis. De have ment, at den vulkanske Oprindelse og Omgivelse viste, at Tartaros var |196| nær. Overalt de vulkanske Former. Et stort Bjerg har en Side som om det var skaaret igjennem med en Kniv. Det halve Bjerg er faldet ned i Jordskjælv. Cap Misene[i], Landets yderste Pynt, der paa den ene Side lukker Golfen med Nisidas[j] lille Klippeø foran sig, Procida[k] og Ischia[l] bag sig, bestod eengang ikke som nu af to adskilte Høider, men var Et. Vesuvs[m] to Kratere fremkom ved det Udbrud, der slugte Pompeii[n]. Overalt Frugtbarhed og Ild. Faa Skridt fra Solfataras[o] Svovldampe, der stige op mellem Lavagruset, ligge Marker, som helt bestaae af tindrende røde Valmuer, andre med store blaa Blomster, stærkt duftende lodne Mynter, Urter, der naae En til midt paa Livet, en Rigdom, en Mylr, en Frugtbarhed og Yppighed, som om denne bugnende Fylde kunde skyde op igjen paa en eneste Nat, hvis man fældede det Hele. Og hertil kommer den overvældende Vellugt: et Krydr, som aldrig mærkes i Norden, en uhyre Symphoni af Millioner forskjellige Planters Duft.
Det er hen ad Aften, at Corinnas[xxxi] Selskab drager ud paa Cap Misene[p]. Man seer derfra ind over den store By, man hører ligesom i den dumpe Larm dens Hjertebanken. Overalt for Ens Øie flamme efter Solnedgang Lys, i alle Veienes Spor ligge de; tvers over Veien langs op ad Bjergsiderne springe og flyve de klare Flammer i Luften, mange større end Sølvdalere eller Specier; |197| de, som flyve høiere oppe, ligne ganske løsrevne og bevægelige Stjerner. Alle disse Flammer, der bevæge sig i lange Spring og slukkes et Secund efter hvert Spring, ere Sydens lysende Insekter. I Mørket hensætte disse Tusinder af Flammer En i »Tusind og een Nat[0001]«. Overfor lyser, seet fra Cap Misene[q], den høirøde Lavastrøm ned ad Vesuvs[r] mørke Side.
Her er det, at man bringer Corinna[xxxii] hendes Lyre, og hun besynger først Pragten af denne Natur, Storheden af de Minder, der knytte sig til den, til Cumæ[s], hvor Sibyllen boede, til Gaeta[t], som ligger bagved, hvor Cicero[XXXIII] udaandede for Tyrannens Dolk, til Capri[u] og Bajæ[v], som bevare Mindet om Tibers[XXXIV] og Neros[XXXV] Rædselsgjerninger, til Nisida[w], hvor Brutus[XXXVI] og Portia[XXXVII] sagde hinanden det sidste Farvel, til Sorrent[x], hvor Tasso, undsluppen fra Galehuset, ussel, forfulgt, med uredt Skjæg og sønderrevne Klæder bankede paa sin Søsters Dør, der end ikke strax kunde kjende ham igjen, og som saa ikke kunde tale for Taarer. Her er det, hun ender med en Elegi om al Jordelivets Kval og al Jordelivets Lykke.
Og vil De høre, hvorledes Corinna[xxxviii] taler, naar hun er inspireret, midt i denne Natur, hvor Skjønheden er bygget paa Undergangen, hvor Lykken aabenbarer sig som en flyvende, hurtigt slukket Flamme, og hvor Vulcanen bestandig truer Frugtbarheden.
|198|Hun siger: »Jesus tillod en svag og maaskee angrende Kvinde at bade hans Fødder med de kostbareste Salver; han stødte dem tilbage, der raadede hende til at opbevare denne Vellugt til en nyttigere Brug. »Lad hende kun gjøre det, sagde han, thi jeg er kun kort Tid sammen med Jer.« Ak! Alt hvad der er godt og sublimt paa denne Jord er kun kort Tid sammen med os. Alderen, Svagheden, Døden udtørrer snart den Dugdraabe, som falder ned fra Himlen og som hviler paa Blomster. Lad os da blande Alt, Elskov, Religion, Geni og Solen og Vellugten og Musik og Poesi; der gives ingen anden Atheisme end Kulde, Egoisme og Lavhed. Det hedder: »Naar To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, saa vil jeg være midt iblandt Eder.« Og hvad er det, o min Gud, at være forsamlede i dit Navn, hvis det ikke er at nyde din skjønne Naturs ophøiede Gaver og ære Dig derfor og takke Dig for Livet og fremfor Alt at takke Dig, naar et Hjerte, der ligeledes er skabt af Dig, møder og svarer vort.«
Saaledes taler hun under sin dobbelte Inspiration paa Høiden af sit Liv, forsøgende paa at flette Geniet og Kjærlighedens Lykke sammen. Men kun et Øieblik lykkes det hende at vikle Myrthen og Laurbærgrenen ind i hinanden, de springe tilbage, rive sig fra hinanden, og Corinna[xxxix] forvandles fra den begeistrede Sibylle til endnu |199| en af de mange fortvivlede og sønderbrudte Aander, gjennem hvilke Aarhundredets Genius protesterer mod det Samfund, der, som hine tilsyneladende sikre Byer, er undergravet af vulkanske Flammer, Flammer, som aldrig beroliges, men som give sig Luft i den ene Revolution eller Eruption efter den anden hele vort urolige og ulykkelige Aarhundrede igjennem.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
højresiderne i kapitel 15 har i førsteudgaven klummetitlen »Corinna.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
hymen, dvs. ægteskabet.
underverdenen if. græsk mytologi.
de to romerske byer Pompeji og Herculaneum blev ødelagt og totalt begravet ved vulkanen Vesuvs kraftige udbrud i august 79.
store mønter af lødigt sølv, udmøntet i flere europæiske lande under forskelligt navn fra 1600-tallet til 1800-tallet. En daler »in specie«, dvs. præget i ét stykke (som én mønt), skal forstås i modsætning til en daler i småmønter, som alle havde et meget ringere sølvindhold. En speciedaler måler ca. 3,5 cm i diameter.
if. antikke myter (og Vergil i hans epos Æneiden) var Sibyllen en spåkvinde i Cumæ nær Napoli; hun blev ærbødigt konsulteret om fremtiden på lignende vis som præstinden Pythia i oraklet i Delfi.
efter drabet på Julius Cæsar i 44 f.Kr. iværksatte Octavian (den senere kejser Augustus) proskriptioner, dvs. en konfiskation af statsfjendtlige personers ejendom. Cicero blev likvideret i 43 f.Kr. nær Formia mellem Rom og Napoli under en sådan handling.
under den romerske borgerkrig tog Brutus - en af Julius Cæsars drabsmænd i 44 f.Kr. - afsked med sin kone på øen Nisida nær Napoli; ægtefællerne begik selvmord i 42 f.Kr. efter det militære nederlag ved Filippi i Nordgrækenland.
den italienske digter Torquato Tasso sad indespærret som psykisk ustabil, men flygtede i 1577 til sin søster Cornelia i Sorrento.
citatet rummer to bibelsteder fra NT: Matt. 26,6-13 med par. (salvningen i Bethania) og Matt. 18,20 (om menighedens myndighed). Det er hentet fra Madame de Staël: Corinne ou l'Italie, 1807, Livre X, Chapitre V Staël 2000:261-262.
i antikke myter navn på en kvinde, der med dunkle udsagn kan forudsige fremtiden.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.