a. Et ekspresarbejde

Når man vurderer resultatet Emigrantlitteraturen (1872), må man for det første tage højde for, at der var tale om et ekspresarbejde. Og med tanke på hvor lidt Brandes vidste om den litteratur, som skulle være emnet for den første forelæsningsrække, kan valget af dette emne måske bedst betegnes som et halsbrækkende eksperiment. Professoraspirantens viden om det tidlige 1800-tals franske såkaldte emigrantlitteratur begrænsede sig reelt til en ganske lille håndfuld bøger, som han endda for fleres vedkommende kun kendte andenhånds eller i hvert fald ikke havde tid til at genopfriske forud for de12 forelæsninger, som forløb to gange ugentligt mellem 3. november og 16. december 1871.

Som en slags idé- og litteraturhistorisk prolog til emnet behandler Brandes J.J. Rousseaus brevroman Julie ou La Nouvelle Héloïse (1761) og Goethes debutroman Die Leiden des jungen Werthers (1774). Den franske emigrantlitteratur afhandles herefter via nedslag i fem værker: Chateaubriands lille selvbiografiske roman René (1802), Senancours hermed beslægtede eremitroman Obermann (1804), Constants kærlighedsroman Adolphe (1816) samt Madame de Staëls to romaner Delphine (1802) og Corinne ou l'Italie (1807). Som Henning Fenger lakonisk bemærker: ”ingen meget imponerende litteraturliste for en ansøger til universitetets lærestol i det videnskabelige studium af digtekunsten” (Fenger 1955:390). Hertil kommer nu det forhold, at tiden heller ikke tillod Brandes at gå ind i nogen dybere eller selvstændig læsning af de fem værker, hvorfor karakteristikken i alle tilfælde støtter sig stærkt til iagttagelser fra andre, navnlig Sainte-Beuves litterære portrætter af de franske romantikere.

b. Et hegelsk drama

Men hvad Brandes savnede i viden om sit emne, kompenserede han for gennem sin grandiose oratoriske iscenesættelse af sit forehavende. Selve indledningsforelæsningen er en retorisk magtdemonstration – en mellemting mellem et politisk manifest og en teaterforestilling, der vakte opsigt ikke bare ved sine flabede og åbenlyst unuancerede udfald mod dansk romantik og guldalderlitteratur, men også ved sin selvsikre fremstilling af den revolutionære hovedstrøm i 1800-tallets europæiske litteratur som en uafvendelig hegelsk proces i historien, som før eller siden ville indhente og oversvømme den søvnige lille udkantsnation. Uden at ryste på hånden udkaster Brandes sin plan for de kommende seks forelæsningsrækker som et ”stort Drama” i seks akter (Brandes 1872a:12-13) om den menneskelige frihedstankes realisering og endelige sejr i historien – med det fælleseuropæiske revolutionsår 1848 som historisk vendepunkt.

Indledningsforelæsningen er, som Emigrantlitteraturen som helhed, spækket med prægnante billeder og fyndige udsagn – som fx Brandes’ sammenligning af den danske litteratur med et lille kapel i en stor kirke, som har sit hovedalter et andet sted (Brandes 1872a:10), eller brugen af Æsops fabel om ræven og storken, der serverer lækkerier for hinanden henholdsvis på en flad tallerken og i en høj smalhalset vase (Brandes 1872a:8-9) – som billede på den manglende kommunikation mellem de europæiske litteraturer og dermed behovet for den sammenlignende litteraturbetragtning, der udgjorde forelæsningernes litteraturkritiske program.

Afsættet for det hele er den Taine-inspirerede betragtning af litteratur som historisk-psykologisk dokument: ”Et Folks Litteratur fremstiller, naar denne Litteratur er fuldstændig, dets Anskuelsers og Følelsers hele Historie” (Brandes 1872a:9), hedder det, idet Brandes lancerer sit ærinde i Emigrantlitteraturen som en undersøgelse af de historiske typer i litteraturen, der inkarnerer det store idé- og litteraturhistoriske tidsskifte fra Voltaire og oplysningens fornuftsfilosofi til følelsernes og lidenskabens gennembrud hos Rousseau og hans arvtagere i den tidlige europæiske romantik. ”Hvad jeg søger at skildre Dem er den Aandstilstand, paa een Gang kraftig og usund, det eiendommelige Opsving og den eiendommelige Sjælesygdom, som betegner Begyndelsen af vort Aarhundrede” (Brandes 1872a:74).

Hovedbegivenheden eller den hegelske ”Action”, der igangsætter denne udvikling, er ”Menneskeaandens store Revolution” (Brandes 1872a:74), som Brandes ser som en toleddet bevægelse: ”Individet emanciperes […] Og Tanken frigjøres” (Brandes 1872a:74 og 76). Brandes opfatter revolutionen som den psykologiske og følelsesmæssige proces, der finder sted, idet mennesket frigør sig fra traditionelle samfundsautoriteter og erobrer den magt, som det tidligere havde overdraget sine guder og konger. Men på samme måde som Den Franske Revolution først mundede ud i rædselsherredømme og siden hen kejserdømmets rekonsolidering, fører også individets frigørelse til nye sjælesygdomme og anomalier. Individet hævder sig selv og den frie tankes ret, men med til den nye mulighedssans og jegbevidsthed hører ikke en tilsvarende magt, hvorfor resultatet bliver skuffelse, melankoli og i yderste instans – som i tilfældet Goethes Werther – selvmord.

Med eksemplet Werther som den første figur i værkets litteratur- og åndshistoriske typegalleri står det samtidig klart, at den revolution og den frigørelse, der er tale om, ikke så meget relaterer til revolutionen som social, politisk og historisk fænomen. Det er de følelsesmæssige aspekter af revolutionen og de europæiske samfunds modernisering i perioden, som interesserer Brandes. Historien om den unge Werthers ulykkelige kærlighed til Lotte er i hans optik ikke bare historien om en individuel lidenskab, men et udtryk for ”en hel Epoches Lidenskaber, Længsler og Kvaler”, nærmere bestemt af ”Misforholdet mellem Hjertets Uendelighed og Samfundets Skranker” (Brandes 1872a:51 og 55).

Til at analysere denne problematik indforskrives et typegalleri af figurer fra 1800-tallets franske emigrantlitteratur. Det gælder i første omgang skuffelsens unge mænd i litteraturen som Chateaubriands René, Senancours Obermann og Constants Adolphe, der som lærlinge af Rousseau og Werther er udstyret med et overmål af drømme, følelser og lidenskaber, der ikke lader sig realisere, hvorfor de i stedet må tage flugten væk fra samfundets krav – ud i naturen, væk fra civilisationen eller helt ud af denne verden. I anden omgang gælder det en række moderne og anderledes handlekraftige kvindefigurer i skikkelse af Constants Eleonore og Madame de Stäels Corinne. Den frigørelseshistorie, som udfoldes i Emigrantlitteraturen, handler med andre ord også om køn. Den Franske Revolution og den menneskelige frihedstanke er den overordnede historiske ramme for undersøgelsen, men et vigtigt sidemotiv er kvindens emancipation i idéernes og litteraturens historie.

c. En kærlighedshistorie

Hermed er vi samtidig på sporet af den historie, som udgør det næsten melodramatiske plot i forelæsningsrækken. For nøjagtigt som Hovedstrømninger som helhed er også Emigrantlitteraturen opbygget som et drama med et omslag midtvejs i historien. Og ligesom Brandes i indledningsforelæsningen kunne udpege frihedshelten Lord Byron som den, der ”ene Mand frembringer Omslaget i det store Drama” (Brandes 1872a:13), er også Emigrantlitteraturen udstyret med en helt, her i skikkelse af en heltinde, nemlig Madame de Staël. De Staël optræder her i rollen som forfatteren, der ved sine moderne kvindefigurer og ved sit eget levende eksempel frembringer et epokeskifte i fransk og europæisk litteratur ved at indføre et nyt perspektiv på kærligheden som lidenskab og ægteskabet som institution i samfundet.

Omslaget i Emigrantlitteraturen indvarsles af den lange og deltaljerede gennemgang af Benjamin Constants selvbiografiske roman-novelle Adolphe (kap. 8-10), bygget over det ulige og ulykkelige kærlighedsvenskab mellem forfatteren og Madame de Staël. Adolphe udgør for Brandes et revolutionerende eksperiment og nybrud i opfattelsen af kærlighed og lidenskab ved ukonventionelt at iscenesætte en kærlighedshistorie mellem en ung mand og en moden og gift kvinde. I fokus for Brandes’ læsning står bogens kvindelige hovedkarakter Eleonore, der i romanen ofrer alt – sit hjem, sin formue og sin borgerlige anseelse – til fordel for sin passionerede, men umulige kærlighed til Adolphe.

Hvad der især interesserer Brandes, er det historisk nye og normoverskridende i dette arrangement. Hvor den traditionelle fremstilling af kærlighedsforholdet i litteraturen forudsatte, at manden var ældre end kvinden, idet fremstillingen af kvinden var forbundet med en forestilling om den unge pige som selve uskyldens og kyskhedens inkarnation, lægger Constant med sit eksperiment op til en ny naturvidenskabelig opfattelse af kærligheden som et kompleks, et ”mixtum compositum” af forskelligartede følelser og lidenskaber (Brandes 1872a:98-99).

Det historisk skelsættende og det for alvor pikante ved Adolphe ligger for Brandes i, at romanen beskriver et flygtigt og udenomsægteskabeligt kærlighedsforhold med lidenskaben som drivkraft og med kvinden som den aktive og udfarende part. I selve denne omvendelse af den traditionelle rollefordeling mellem kønnene ser han et kritisk og revolutionært potentiale, som åbner op for en ny måde at tænke kærlighed og lidenskab på – uden om borgerlige konventioner og fri af den traditionelle litterære opfattelse kvinden som inkarnationen af dyd og uskyldighed. Kærligheden sekulariseres, men frigøres i samme bevægelse fra sin kulturelle dødvægt af borgerlige fortøjninger: ”Aldersforskjellen omstyrter Betragtningen af Elskoven som Samfundsmagt” (Brandes 1872a:104), idet kærligheden og den erotiske tiltrækningskræft ikke længere udgør et forspil til et borgerligt bryllup.

Ved at iscenesætte denne utraditionelle kærlighedshistorie åbnede Adolphe i Brandes’ optik ikke bare op for en ny og mere nøgtern forståelse af kærlighedens komplekse psykologi. Romanen var samtidig skelsættende ved at introducere en ny type i litteraturhistorien: den modne og erfarne kvinde – ”kvinden på tredive ” (”la femme de trente ans”), som hun navngives i Balzacs roman af samme navn, skrevet mellem 1829 og 1842. Men nok så vigtigt var det også, at romanen appellerede til Brandes’ smag for litterær sladder og personhistorier, for så vidt som romanens fascinerende moderne kvindetype Eleonore var bygget over en virkelig model i form af Madame de Staël, ”den Kvinde, der kjæmpede den største Kamp, som nogensinde i Verdenshistorien en Kvinde har kjæmpet med rent aandelige Vaaben” 1872a:125).

d. Madame de Staël

Adolphe-analysen danner overgangen til de to følgende forelæsninger, som er helliget heltinden de Staël. Først i form af en fokuseret diskussion af brevromanen Delphine (1801), der fortsætter temaet fra Adolphe ved at handle om modsætningen mellem individet og samfundet og mellem kærligheden og ægteskabet som institution. Romanen handler om to elskende, Delphine og Léonce, der ikke kan få hinanden, fordi han er blevet narret ind i et ulykkeligt og uharmonisk ægteskab med en anden (og fra ham væsensforskellig kvinde), og fordi loven i et katolsk land som Frankrig, hvor handlingen udspiller sig, forbyder skilsmisse. Bogen, som udkom året før den senere kejser Napoleon indgik konkordatet med paven i Rom, kan læses som et angreb på det uopløselige ægteskab som religiøs og juridisk indstiftet samfundsinstitution – et emne, der passer som fod i hose til Brandes’ emancipatoriske agenda. Men derudover giver romanen også Brandes anledning til at udfolde en længere ekskurs om ægteskabets status i de nordeuropæiske og protestantiske samfund, hvor skilsmisse ikke er forbudt ved lov, men hvor det ifølge Brandes i stedet er samfundsmoralen, den offentlige mening og frygten for omverdenens fordømmelse, der fungerer som garanter for ægteskabets ukrænkelighed.

Det er i denne sammenhæng, at Brandes smider den berømte bombe i form af sin Taine-inspirerede analyse af det danske og nordiske begreb om ”Hjemmet” og det heri implicerede ideal om kvinden som husligt væsen. Denne moralske forestilling mener han at kunne føre tilbage til ”en eneste, grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed”, nemlig det råkolde nordiske klima og ”Nødvendigheden af kunstig Varme” (Brandes 1872a:151). Og den nyligt hjemvendte Italiensturist sætter trumf på: ”Uden kunstig Varme, i Sollysets fulde Pragt, vise alle hine skjønne Idealer, Pligter og Dyder sig – ikke usande men relative.” (sst). Dette kække udsagn udgjorde et af de provokatoriske slagnumre i forelæsningsrækken og var noget af det, der vakte allermest anstød, da bogen udkom i 1872, hvorfor Brandes også i senere udgaver af Emigrantlitteraturen valgte at udelade passagen.

I forelæsningen indgår ekskursen om hjemmet imidlertid også som del af en argumentation og som en demonstration af Brandes’ kongstanke om den sammenlignende litteraturbetragtning som en læsemåde, der kan føre til national selvkritik og befrielse fra nationale fordomme. Dette tema står samtidig i centrum for den følgende forelæsning, som handler om Madame de Staël i rollen som kritiker og som kosmopolitisk formidlingsfigur mellem de europæiske kulturer – en indsats, der især manifesterede sig i hovedværket De l’Allemagne (Om Tyskland, 1810, udgivet 1813 i London). I denne bog argumenterede de Staël for det kætterske synspunkt, at Frankrig kunne lære af de seneste litterære fornyelser i Tyskland. Fransk litteratur og åndsliv var ifølge de Staël stivnet i gold fornuftsfilosofi og et klassicistisk regelrytteri, hvorimod hun i den følsomme tyske ”Sturm-und-Drang”-digtning og i Immanuel Kants idealistiske filosofi så en mere frugtbar model for litterær fornyelse. I Paris blev de Staëls forsøg på at indføre ånden fra den tyske romantik imidlertid anset for et anslag mod Frankrigs litterære hegemoni i Europa, og bogen nedkaldte Napoleons vrede og censur, hvilket var den direkte årsag til, at forfatteren måtte søge i eksil på familiens slot Coppet ved Genèvesøen i Schweiz. Brandes knytter her en analogi mellem de Staëls rolle som kritisk eksilforfatter og Voltaires kamp for frihed og tolerance fra eksilet i Ferney i århundredet forinden.

I forelæsningens stærkt sympatiserende og heroiserende beskrivelse af de Staël som kritisk og kosmopolitisk eksilforfatter indgik også et element af selvidentifikation fra Brandes’ side. Med en variation over nøgleformuleringen fra Delphine-læsningen opsummerer han hendes indsats som den ”at gjøre Franskmændenes nationale Poetik relativ for Nationen” (Brandes 1872a:167-168) – med andre ord den samme operation, som Brandes havde sat sig for at gennemføre i forhold til dansk litteratur og national identitet.

e. Corinne ou l'Italie – eller erobringen af kunstens autonomi

Højdepunktet i Emigrantlitteraturen er Brandes’ medrivende kommentar til de Staëls roman Corinne ou l'Italie (Corinna eller Italien, 1807). Igen er afsættet her en kærlighedsroman om to elskende, der ikke kan få hinanden, fordi moral og kulturelle normer lægger forhindringer i vejen. Det er historien om den unge digterinde Corinne, en moderne kvindetype af blandet nationalitet, halvt italiener og halvt englænder. Hun elsker den unge englænder Oswald, og kærligheden er gengældt, men alligevel kan forbindelsen ikke blive til noget, fordi Oswald ikke kan passe den selvstændige og passionerede italienerinde ind i sit billede af kvinden. Brandes kalder Corinne for ”et Digt om Nationalfordomme” (Brandes 1872a:199), og de fordomme der hér står for skud, er først og fremmest Oswalds protestantiske kønsmoral og patriarkalske kvindesyn. Men Oswalds livsholdning viser sig også på et andet område, som tillægges en afgørende betydning i romanen, nemlig i hans totale mangel på modtagelighed for kunsten og det æstetiskes rolle i tilværelsen, som gør ham ude af stand til at forstå Corinne.

Romanen udspiller sig i Rom, hvor Corinne forgæves forsøger at åbne Oswalds øjne for glæden ved sanserne og de æstetiske oplevelser i kunsten. Brandes’ læsning af romanen forløber som en lystvandring rundt i byens kulturelle og arkitektoniske seværdigheder, som han supplerer med rejseminder fra sin egen Italiensrejse. Forelæsningen er bemærkelsesværdig ikke alene ved sit personlige og subjektive præg, men også og måske især ved sin overraskende omfavnelse og besyngelse af ”Katholicismens liberale Forhold til Kunsten” (Brandes 1872a:219), sådan som Brandes mente at se denne manifesteret i italiensk renæssancekunst og arkitektur. Med sin tilbøjelighed til katolicisme synes Brandes nærmest at tilsidesætte sin antikirkelige dagsorden i en højere sags tjeneste. Men hvilken?

For Brandes står den italienske renæssances kunstneriske og arkitektoniske hovedværker som Michelangelos fresker i det Sixtinske Kapel i Rom, Peterskirken sammesteds og Markuskirken i Venedig som monumenter over en æstetisk sensibilitet og frigjort menneskelighed, som udgør den totale kontrast til den nordiske protestantismes kunstfjendske askese. Men samtidig forsøger han at argumentere for en forbindelse eller historisk parallel mellem 1400- og 1500-tallets italienske renæssance og den del af den tyske romantik på tærsklen til 1800-tallet, som vendte sig bort fra oplysningstidens stejle fornuftstro og på ny orienterede sig mod katolicismen. I de Staëls roman er det Corinne, der fremfører denne orientering mod katolicismen for dens generøsitet, moralske overbærenhed og æstetiske liberalitet. Brandes ser denne åbenhed for katolicismens æstetiske kultur som et udtryk for den indflydelse, de Staël havde modtaget fra brødrene Schlegel og fra Immanuel Kants æstetik, som opfattede kunsten som et selvstændigt og selvberoende område af den menneskelige erkendelse, som ikke skulle underlægges moralske eller sociale krav. Læsningen af Corinne udvikler sig således samtidig til et stykke anskuelsesundervisning i den æstetiske betragtning af kunst.

I romanen lader de Staël Oswald forarges moralsk over den kropslige nøgenhed og sanselighed i Michelangelos fremstilling af guddommen og profeterne i det Sixtinske Kapel, ligesom det falder den protestantiske nordbo for brystet, at de italienske renæssancekunstnere kunne finde på at udsmykke kristne bygninger med figurer fra antikkens hedenske gudeverden. Men netop i den frie maleriske behandling af religiøse motiver og i den liberale omgang med forskellige billedtraditioner ser Brandes et afgørende tegn på renæssancekunstens gryende modernitet. Et andet sted i romanen fører Corinne Oswald ind i Colosseum, hvor den moralske englænder ikke kan føle andet end indignation ved tanken om al det kristne blod, der er blevet udgydt på dette sted. Også denne scene udlægges af Brandes som et eksempel på den manglende kunstfølelse i protestantismen. Han parafraserer Kants inddeling af den menneskelige erkendelse i tre forskellige sfærer eller domæner: den praktisk-moralske, den teoretiske og den æstetiske og kan konkludere, at Oswald er en mand, der savner den æstetiske disposition: ”Han har ingen Øine, hans Forstand og hans Moral have berøvet hans Sandser deres Friskhed. Derfor formaaer han ikke at glemme Indholdet over Formen […]” (Brandes 1872a:209).

At glemme indholdet over formen bliver på den måde den overraskende udgangssalut til Emigrantlitteraturen – overraskende ikke mindst i lyset af åbningsforelæsningens krav om at sætte indhold og ”problemer” til debat. Brandes’ begejstring for katolicismens æstetiske kultur kan ses som et led i hans opgør med den hjemlige protestantisme, som var blevet næret af hans indtryk under Italiensopholdet. Selv Brandes’ ungdomsidol Søren Kierkegaard må nu høre for sin protestantiske mangel på ”kunstnerisk Dannelse” (Brandes 1872a:212). Men den æstetiske disposition og evnen til at vurdere kunst som kunst bliver hos Brandes samtidig til en slags lakmusprøve på modernitet. Da han til slut skal illustrere sin tanke om katolicismens liberalitet i forhold til kunsten, griber han til egne iagttagelser fra Markuskirken i Venedig, som fremmales som et formeligt sansebombardement, en ”malerisk” arkitektur i kulørt marmor og forgyldte ornamenter. Som for at sætte trumf på og understrege pointen om at den kunstneriske form her er sat fri af bygningens religiøse indhold og funktion, sammenligner han kirken med en haremskvinde, ”en deilig, hvilende Haremsskjønhed, tungt belæsset med Guld, Perler og funklende Diamanter, med den rigeste Brocade, der dækker hendes mauriske Løibænk” (Brandes 1872a:221), og han finder støtte til denne fortolkning ved at citere fra kirkens latinske indskrift, hvor værkets to ophavsmænd Francisco og Valerio Zuccato – i Brandes’ udlægning – opfordrer til at se på kirken som et kunstværk.

Emigrantlitteraturen ender således noget overraskende som en apologi for kunstens autonomi og den tidlige tyske romantiks æstetiske arvegods. Et passioneret forsvar for en slags ”l’art pour l’art” (Brandes 1872a:210), som Brandes mente at finde den i den katolske renæssancekunsts artistiske frihed i forhold til kirkens religiøse dogmer, og som han på tærsklen til 1800-tallet så genopstå i Kants og den tidlige tyske romantiks insisteren på kunsten og den æstetiske smagsdom som et særligt område af den menneskelige erkendelse med sine egne særlige love.

I det hele taget er det værd at hæfte sig ved det overvejende positive syn på romantikken, som præger Emigrantlitteraturen, og som står i mærkbar kontrast til perspektivet i de følgende bind af Hovedstrømninger, som skulle anlægge en mere krigerisk attitude til romantikkens senere manifestationer i Tyskland og Frankrig. Den franske emigrantlitteratur var for Brandes den ”sunde” del af reaktionen på 1700-tallet, ”en Art Romantik før Romantiken” (Brandes 1872a:227), dvs. før romantikken underlagde sig de gamle autoriteter i form af kirke og kongemagt og blev til hegemoniske skoler i forskellige nationale aftapninger.

f. Komparatisme og kulturmøde

Emigrantlitteraturen fortolker således den tidlige romantik som et kosmopolitisk forehavende – en europæisk blandingskultur, som opstod af mødet mellem folk, nationaliteter og kulturer efter Den Franske Revolution. Med et begreb fra det sene 1900-tals postkoloniale litteraturkritik kan man sige, at Brandes betoner den indbyggede ”hybriditet” i romantikkens kulturelle poetik, som kom til udtryk i det paradoks, at den i Frankrig blev anset for ’tysk’, mens den i Tyskland blev anset for ’romansk’. Det er i dette perspektiv, at kosmopolitten og revolutionens intellektuelle first lady Madame de Staël kan indsættes i rollen som den store litteraturhistoriske formidlings- og reformatorfigur, hvis historiske mission det var at foranstalte en dialog og en syntese mellem tilsyneladende uforenelige europæiske kultur- og idétraditioner – mellem Syd og Nord, mellem katolicisme og protestantisme og mellem 1700-tallets fornuftstro og 1800-tallets nye æstetiske sensibilitet.

At gøre den nationale poetik relativ for nationen. Sådan sammenfattede Brandes de Staëls indsats med en formulering, som i virkeligheden også kunne gælde for hans eget projekt. Med sin sammenlignende litteraturbetragtning og sin insisteren på at behandle de europæiske hovedlitteraturer som et samlet kompleks ydede Brandes hermed et pionerbidrag til etableringen af den moderne komparative litteraturvidenskab, som i de følgende årtier skulle udvikle sig til en selvstændig fagdisciplin med egne tidsskrifter, lærestole og videnskabelige standarder – fri af de gamle nationalfilologier, som havde tjent opkomsten af 1800-tallets europæiske nationalstater. Men når Brandes undertiden nævnes som ”père du comparatisme” (Madsen 2004:65), er det også vigtigt at have blik for en afgørende forskel mellem Brandes’ metode og den senere komparative litteraturvidenskab. Den komparative litteraturvidenskab, sådan som den skulle blive praktiseret og institutionaliseret som akademisk disciplin i de følgende årtier, var først og fremmest en metode til at undersøge og påvise påvirkninger mellem de europæiske litteraturer – en erkendelsesinteresse som ikke spiller nogen rolle hos Brandes, hvor det sammenlignende perspektiv altid tjener et andet formål. Lars Peter Rømhild har sammenfattet forskellen på følgende måde: ”He [Brandes] made comparisons to stimulate thinking and sometimes to produce influences, but in most cases not to show former influences and explain them genetically” (Rømhild 1980:286).

Brandes’ komparatisme var med andre ord underordnet hans kulturhistoriske og kulturkritiske interesse i litterære tekster som psykologiske dokumenter for skiftende epokers tanker og følelser. Mod slutningen af Emigrantlitteraturen opsummerer han programmatisk sit synspunkt – her med polemisk adresse til den hegelske begrebsæstetik: ”Man troer at Digtarterne og Digterværkerne skyde ud af hinanden som Grenene paa et Træ, istedenfor at studere dem i deres Sammenhæng med Culturen, med det hele Liv.” (Brandes 1872a:269). I Brandes’ idé om den sammenlignende litteraturbetragtning lå en vision om at litteratur og litteraturkritik kunne fungere som medier for kulturdiplomati og for udveksling af idéer mellem folk og nationer. Men som vi skal se, var det ikke dette fredelige budskab, som kom til at stå i fokus for modtagelsen af værket i den danske offentlighed i 1872. Det blev tværtimod den mest polemiske, negative og krigeriske del af Brandes’ udspil, som den offentlige modtagelse fæstnede sig ved.

a. Den samtidige modtagelse

Afholdelsen i november og december 1871 af de tolv offentlige forelæsninger blev et tilløbsstykke, som trak fulde auditorier på Københavns Universitet og gjorde Brandes til det store samtaleemne i byen. I et brev til Georges Noufflard fra 17. november kan han triumferende berette om de tumultagtige scener ved den fjerde forelæsning, hvor næsten 400 mennesker – heraf ifølge Brandes omkring 150 kvinder! – måtte presse sig sammen og flere tage plads på trappen og ude i sneen på Vor Frue Plads foran auditoriet i ventetiden, før de blev lukket ind (Brandes 1952:39). I pressen svirrede rygterne om den unge rebel, der fra universitetets kateder fremførte sit flammende angreb på samfundsordenen, nationen, kristendommen og ægteskabet.

Som Brandes mere ydmygt skriver i det korte forord til den trykte udgave af Emigrantlitteraturen, var det for at undgå de verserende ”Misforstaaelser […] Fordreielser og Overdrivelser” (Brandes 1872a:5), at han valgte at udgive forelæsningerne. Men havde han næret et ønske om hermed at kunne dæmpe gemytterne og lægge låg på skandalen, måtte han tro om igen. Udgivelsen af forelæsningerne blev i stedet en mediebegivenhed, som mobiliserede toneangivende dele af den danske intelligentsia til at iværksætte en målrettet kampagne mod Brandes, der udsattes for anklager om både usædelighed, uvidenskabelighed og socialisme. Kampagnen ødelagde Brandes’ chancer for at få den eftertragtede stilling som professor i æstetik og fik ydermere den konsekvens, at han i en årrække blev udsat for et regulært Berufsverbot i flere københavnske aviser og tidsskrifter, hvor han hidtil havde ernæret sig som litteraturkritiker og teateranmelder.

Som Beth Juncker har vist, samlede kritikken og debatten om Emigrantlitteraturen sig især om tre indbyrdes sammenhængende temaer: det litterære, det moralsk-religiøse og det samfundsmæssige (Juncker 1980). Det første handlede om Emigrantlitteraturen som forskning, om Brandes’ metode og dennes videnskabelighed eller mangel på samme. Det moralsk-religiøse gik på Brandes’ ateisme og agitation for ”den frie Tanke” og undsigelse af kristendommen som øverste autoritet i tilværelsen. Det samfundsmæssige handlede især om det samfundsnedbrydende element i Brandes’ program og dets affinitet til den samtidige socialisme.

At en litterær afhandling af en liberal fritænker som Brandes overhovedet kunne blive sat i bås med socialisme, siger lidt om den nervøse og perplekse stemning, som herskede i Danmark i kølvandet på Kommunardopstanden i Paris i maj 1871. København havde i sommeren 1871 været vidne til de første spæde tegn på socialisme med Louis Pios lancering af Danmarks første arbejderavis Socialisten og med organiseringen af den første strejke i landet på skibsværftet Burmeister & Wain i september, og skæbnen ville, at den danske afdeling af Første Internationale så dagens lys netop måneden før Brandes holdt sine forelæsninger. Sammenfaldet af disse begivenheder forklarer hvorfor socialismen blev den politiske kontekst, som Emigrantlitteraturen blev læst ind i – om end man heller ikke skal undervurdere, at der var tale om en bevidst vildledningsstrategi fra Brandes’ modstanderes side.

Kampagnen blev anført af de to nationalliberale dagblade Fædrelandet og Dagbladet og det grundtvigianske organ Hejmdal. Nationalliberalismens flagskib Fædrelandet afsatte ikke mindre end 9 store artikler (heraf 7 forsideartikler) til sagen, mens Hejmdal kørte en serie på 5 store forsideartikler, hvilket indikerer med hvilken alvor man så på ”problemet” Brandes.

Ser vi først på modtagelsen i Fædrelandet, er det iøjnefaldende, hvordan man i den nationalliberale lejr så på Brandes som en overløber, der havde gjort front imod den nationalliberale dannelse, som havde opfostret ham. Ligeledes står det her klart, i hvor høj grad debatten om Emigrantlitteraturen var en politisk debat, hvilket også fremgår af det forhold, at to af de mest artikulerede stemmer i kritikken tilhørte to af periodens mest profilerede nationalliberale politikere og personligheder, digteren og redaktør ved Fædrelandet Carl Ploug (1813-1894) og teologen, biskop D.G. Monrad (1811-1887), der som konseilspræsident 1863-1864 havde haft et hovedansvar for den danske politik under krigen i 1864.

Carl Ploug slog i Fædrelandet tonen an med en kommentar 17. februar, hvor han omtalte Brandes som en ”uvaarn Tøs” og som en ”Petroleuse” – det udtryk som under Pariserkommunen anvendtes om de kvindelige terrorister, der benyttede sig af petroleum til ildspåsættelse. Anklagen mod Brandes for at stå i ledtog med socialismen kom i stand via følgende associationsrække: Først anholdt Ploug Brandes’ uforsigtige omtale af selvmordet (i anledning af Senancourts Obermann) som den ultimative form for individets emancipation fra den kristne etik; dernæst gik han i rette med Brandes’ respektløse dissekering af begrebet ”hjem”, som han opfattede som en hån mod familielivet og dermed mod en af de bærende søjler i den nationalliberale kultursyntese. Herefter gik Ploug ind på en diskussion af den af Brandes anvendte figur om individets kamp mod samfundet, som han mente fik en særegen betydning, når denne ”med koldt Blod” førtes fra universitetets katedre ”for en Mængde ubefæstede og letbevægelige unge Mennesker” og ”paa et Tidspunkt, da opløsende Kræfter have begyndt at røre sig”. Det fremgår her tydeligt, at det var selve tidspunktet og timingen for Brandes’ forelæsninger, der gjorde dem kontroversielle. Selve det forhold at en gruppe, især unge mennesker, havde været forsamlet til en forelæsningsrække, som havde karakter af agitation, var nok til at skyde Brandes socialisme i skoene. Ploug endte sit indlæg med at kalde den unge brandstifter til orden ved at minde ham om hans jødiske herkomst og opfordre ham til at optræde med større taknemmelighed mod ”det Samfund, der har givet hans Fædre gjæstfri Ly”.

Brandes forsøgte at tage til genmæle mod Plougs anklager og antisemitiske udfald mod hans ret til at ytre sig, men måtte nu gøre sig den bitre erfaring, at aviser og tidsskrifter, hvor han tidligere havde publiceret sin litterære kritik og teateranmeldelser, lukkede sig for ham, således at han var nødt til at indrykke sit svar til Ploug som et betalt inserat i Dagbladet (22.2.). Samtidig fortsatte Fædrelandet sin kampagne, idet forfatteren og kritikeren Rudolf Schmidt over to forsideartikler (9.3. og 11.3.) tog grovfilen i brug mod Brandes, der blev dadlet for sin subjektivitet og mangel på originalitet som forsker og igen måtte lægge øre til anklagerne for socialisme. ”Bag Hr. Brandes’s Forevisning af æsthetisk Nips”, konkluderede Schmidt, ”røber der sig et afgørende Misnøje med Samfundsindretningen i det Hele, et fanatisk Ønske om at ordne den om fra Grunden” (Fædrelandet 11.3.).

Et andet vigtigt angrebspunkt i den nationalliberale kritik gik på selve Brandes’ kritiske metode og bestod i at sige, at Emigrantlitteraturen slet ikke var æstetik eller videnskab, men derimod agitation – ”et socialt Tendensindlæg”. Kritikeren Peter Hansen fremfører denne anke i sin anmeldelse i Dagbladet (27.3.), og D.G. Monrad gentager synspunktet i sin artikelserie om ”Den frie Tanke og Dr. Brandes’s Forelæsninger” (Fædrelandet 4.-6.4.). Monrad afviste Brandes’ fordring om social problemdebat ud fra et princip om kunstens autonomi: ”Naturligvis har Konsten sine egne Problemer, men de ere rent konstneriske” (Fædrelandet 4.4.). I lighed med Peter Hansen og Rudolf Schmidt efterlyste han æstetiske vurderinger af de behandlede værker hos Brandes. Emigrantlitteraturen blev med andre ord (forsøgt) vurderet ud fra kriterier fra den spekulative hegelske æstetik, som Brandes havde forladt med sin tilslutning til Taines positivisme.

Den grundtvigianske opposition mod Brandes tegnedes af forfatteren og juristen Carl Rosenberg, der i en artikelrække med titlen ””Den frie Tanke” og det danske Aandsliv i det 19de Hundredaar” (Hejmdal 11.-15.3.) tog til genmæle mod Brandes’ påstand om dansk litteraturs hendøende tilstand. Det passede ikke, mente Rosenberg, der i stedet satte sig for at vise, hvordan dansk litteratur i 1800-tallet havde oplevet en frodig blomstringsperiode på basis af den grundtvigske treenighed af det nordiske, det folkelige og det kristelige. Dansk litteratur havde ikke nødig at søge efter ”fremmed” næring i Europa. Af samme grund fandt Rosenberg det heller ikke nødigt at gå nærmere ind i en beskrivelse af emnet for Emigrantlitteraturen, ”det store Hospital for Sindssyge, som Forfatteren fører os ind i” (Hejmdal 11.3.).

Den nationalliberale-grundtvigianske koalition mod Brandes blotlagde på den måde en vis xenofobi i datidens danske kulturelite, som Brandes også sidenhen i sin karriere skulle få at føle. Henry J. Gibbons har opsummeret elementerne i den nationale modstand mod Brandes på følgende måde: ”Brandesianism was Jewish, udansk, foreign, European, Asiatic, oriental, or – perhaps worst of all – French.” (Gibbons 1980:64). Mest direkte kom den antisemitiske tendens til syne i den nationalliberale kritik, hos Ploug og Rudolf Schmidt, som ikke vidste pænere at sige om Brandes’ veltalenhed og stilistiske brillans som skribent, end at denne egenskab ”snarest er at betragte som en Arvelod, der overalt følger den semitiske Stamme” (Fædrelandet 9.3.1872). I en anonymt udgivet pjece om Den ny sensualistiske Lære og Dr. Brandes mente Dr. Schleisner tilsvarende, at Brandes’ æstetiske vurderinger ubevidst bar med sig et ”Stænk af Orientalisme” (Schleisner 1872:16), som gjorde ham ude af stand til at forstå den nationale danske kunst og litteratur.

Med mere eller mindre ufine midler bidrog kampagnen mod Emigrantlitteraturen således til at skabe billedet af Brandes som en persona non grata, en fjende af det etablerede samfund, som af samme grund var uegnet til at beklæde et embede som statens tjener.

b. Modtagelsen i Tyskland

Den modstand, der prægede den danske modtagelse af Emigrantlitteraturen, træder ekstra i relief, når man sammenligner med værkets modtagelse i nabolandene. Svenske og norske anmeldere var anderledes positivt indstillede over for værket, som blev fremhævet for sin originalitet og sin levende og engagerede fremstillingsform. Og endnu stærkere fremstår kontrasten, når man ser på Emigrantlitteraturens modtagelse i Tyskland, hvor bogen udkom i september 1872. Brandes havde her en god advokat i oversætteren Adolf Strodtmann, som med sin velvillige introduktion til den tyske udgave og med sin til dels heroiserende omtale af Brandes i bogen Das geistige Leben in Dänemark fra 1873 sørgede for, at Brandes fik den bedst tænkelige entré på det tyske litteraturmarked (jf. Bruns 1977). Brandes blev således i Tyskland modtaget som den dristige unge fritænker, som havde udfordret den danske ortodoksi og var blevet slået ned af en reaktionær dansk opinion. Den tyske modtagelse var for så vidt ikke mindre politisk end den danske; blot var tendensen og vurderingen af værket den modsatte, idet Brandes blev modtaget med åbne arme af tyske liberale kritikere og anmeldere.

Af de meget positive og imødekommende anmeldelser og omtaler af Emigrantlitteraturen i tyske medier fremgår tydeligt, at anmelderne var blevet grundigt informeret om værkets skæbne i Danmark. I Das Magazin für die Literatur des Auslandes (nr. 49, 1872, s. 640) refererer Theodor Storm loyalt Brandes’ opgør med ”die Versumpfung” [forsumpetheden] i skandinavisk åndsliv og forudser, at Emigrantlitteraturen vil få en skelsættende betydning for udbredelsen af europæiske friheds- og fremskridtsidéer i Norden – ”Eine bittere Medizin zwar, aber hoffentlich von heilsamen Folgen” [en bitter medicin, men forhåbentlig med helbredende effekter] (St. 1872:640). Anmelderen noterer samtidig med en vis tilfredshed, at Brandes’ litteraturhistoriske drama vil have sit klimaks i det unge, liberale Tyskland.

I Literarisches Centralblatt hylder den anonyme anmelder tilsvarende Brandes for hans kompromisløse angreb mod dansk selvtilstrækkelighed og selvsikkerhed. Anmeldelsen hæfter sig især ved Brandes som retoriker og agitator – ”Ein literarischer Gambetta proclamiert Brandes darin die geistige Revolution” [Som en litterær Gambetta proklamerer Brandes i Danmark den åndelige revolution] (Anon. 1873:820). Forelæsningerne roses for deres åndrighed og elegante karakteriseringskunst, og Brandes sammenlignes med en læge, der træder ind på en tillukket og ildelugtende sygestue og beordrer skodderne trukket fra og vinduerne lukket op, så luften og solen kan komme ind i lokalet. Anmelderen anholder Emigrantlitteraturens hang til forenklede modstillinger, men roser samtidig værket for dets slående analogier mellem forskellige kulturtraditioner. Brandes’ reformarbejde har vores fulde sympati, slutter anmeldelsen.

På samme måde hylder Robert Waldmüller (pseudonym for forfatteren og maleren Charles Edouard Duboc) i Blätter für literarische Unterhaltung (Waldmüller 1874:92-93) Brandes som en ensom forkæmper for frihed og moderne videnskab i de skandinaviske lande, men ”Er hat bei diesem Kampfe die liberalen Elemente aller Nationen auf seiner Seite” [Han har i disse kampe de liberale elementer i alle nationer på sin side] (Waldmüller 1874:93). Brandes roses igen for sin friske og levende fremstillingsform, og Waldmüller vurderer Emigrantlitteraturen som et værk af almen europæisk interesse.

De tre eksempler viser, hvordan der i Tyskland var anderledes gode udfoldelsesmuligheder for en liberal og kosmopolitisk kritiker og formidler som Brandes, og den positive interesse var medvirkende til, at Brandes i de følgende år satte ind på at skabe sig en karriere i Tyskland. Takket være Strodtmann udkom de tre følgende bind Hovedstrømninger nærmest simultant i tyske udgaver (Brandes 1873, 1874 og 1876), og i 1874 blev Brandes hyret som fast skribent ved Julius Rodenbergs nystartede liberale tidsskrift Deutsche Rundschau, hvor han de følgende 15 år skulle publicere en række centrale afhandlinger om europæiske forfattere og kulturpersonligheder, kulminerende med den store afhandling om Friedrich Nietzsche i 1890.

Samtidig med Brandes’ tiltrædelse ved Deutsche Rundschau fremkom i tidsskriftets oktober-nummer en anmeldelse af de første tre bind af Hovedstrømninger ved Friedrich Kreyssig. Også Kreyssig hylder den kosmopolitiske ambition i værket og Brandes som progressiv fortaler for frihed og moderne videnskab, men herudover hæfter han sig også ved det fagligt nyskabende ved Brandes’ metode. Hovedstrømninger er ikke litteraturhistorie i traditionel forstand, hverken biografisk-genetiske forfatterportrætter, bibliografiske annaler eller æstetisk kunstkritik. ”Wer also das Buch zur Hand nähme, um etwa auf eine Prüfung über Literaturgeschichte sich vorzubereiten, der ginge gewiss an die falsche Adresse” [den der altså måtte tage bogen i hånden med det formål at forberede sig til en eksamen i litteraturhistorie, går galt i byen]. Men hvad Brandes derimod gør synligt, er litteraturens ”tankearbejde” og de store forskydninger i det tyske og det franske samfunds ”psykologi” i perioden (Kreyssig 1874:140). Kreyssig bemærker samtidig, at Brandes ikke viger tilbage for slagord og anekdoter, men også dette træk fremhæves som et eksempel på Brandes’ originalitet og frigjorthed i forhold til den hegelske skole i æstetikken.

Da Emigrantlitteraturen i 1882 udkom i en revideret tysk andenudgave (Brandes 1882), fulgte endnu en meget anerkendende anmeldelse i Blätter für literarische Unterhaltung af Otto Weddigen, der fremhæver Brandes’ værk som et pionerbidrag til den sammenlignende litteraturvidenskab. Weddigen peger desuden på Brandes’ kulturhistoriske og psykologiske litteraturbetragtning som værkets store merit: ”Es ist kein Buch in dem gewöhnlichen Sinne unserer Literaturgeschichten, es ist kein Sammelsurium von Namen und Daten, sondern ein Erzeugnis, welches die Literaturen vom psychologischen Standpunkt aus betrachtet” [det er ikke litteraturhistorie i konventionel forstand, ikke et sammensurium af navne og årstal, men derimod et produkt af en psykologisk betragtning af litteraturerne] (Weddigen 1882:750).

De to sidstnævnte anmeldelser vidner om Brandes’ voksende renommé i Tyskland som litteraturkritiker og kosmopolitisk formidler – en god europæer og kulturmissionær, som Friedrich Nietzsche opsummerede hans rolle i det før citerede privatbrev fra 1887 (Brandes 1966:441). I samme periode kom Brandes også til at spille en hovedrolle for introduktionen af moderne skandinavisk litteratur, fx Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, i Tyskland. Den status og prestige som Brandes nød i unge radikale litteraturmiljøer i Tyskland, fremgår af følgende karakteristik fremsat af teaterkritikeren, dramatikeren og stifteren af den naturalistiske teaterscene Freie Bühne i Berlin, Otto Brahm, i Frankfurter Zeitung 13.3. 1884 i anledning af en opførelse af Ibsens drama Gengangere:

Ikke uden misundelse kan vi tyskere se på den nordiske poesis udvikling […] en sammenhængende litteraturbevægelse […] som sigter mod befrielse af sindene fra det dybe mørke […] Det er med en „gylden hensynsløshed“ at Ibsen og Bjørnson og det unge Skandinavien, som har en fører i Georg Brandes, kæmper mod det middelalderlige pres, som bebyrder sindene i disse biskopregerede lande […] Først da Georg Brandes, for omtrent 15 år siden vakte sine landsmænd ved at fortælle om ‚Hovedstrømninger‘ i den moderne litteratur, brød en ny epoke igennem; ligesom den klassiske periode i vores litteratur førtes frem af Lessing og Herder, er dette gennembrud sket under tilskyndelse af en ren kritisk ånd (Brahm 1913:74).

På toppen af den skandinaviske bølge og Brandes’ berømmelse i Tyskland udkom i 1890’erne en række samlede nyudgivelser af Hovedstrømninger og dermed også en ny række af anmeldelser, hvor den fortsatte anerkendelse af Brandes’ som den store moderne gennembrudsfigur blandes med begyndende kritiske røster. Et eksempel herpå er Franz Mehrings anmeldelse af de samlede Hovedstrømninger i Die neue Zeit, hvor Brandes møder kritik for sin borgerlige og idealistiske historieforståelse: ”Als bürgerlicher Schriftsteller bewegt sich Brandes immer auf idealistischem Boden; er behauptet zwar gelegentlich überall ins Leben zurückzugreifen, aber die Erkenntnis, dass sich die literarische Bewegung in letzter Instanz aus der ökonomischen Entwicklung erklärt, ist ihm fremd” [Som borgerlig forfatter færdes Brandes altid på idealistisk grund; han hævder ganske vist lejlighedsvis, at han overalt griber tilbage til livet, men den erkendelse, at den litterære bevægelse i sidste instans er en afbildning af den økonomiske udvikling, er ham fremmed]. Mehring ender dog med at prise Brandes for hans levende og åndrige stil, der ”schmeckt wie feuriger Wein, verglichen mit der faden Limonade der preussischen Literaturgeschichte” [der smager som fyrig vin, sammenlignet med den preussiske litteraturhistories fade limonade” (Mehring 1893-1894:311).

c. Modtagelsen i Frankrig

Den velvillige tyske modtagelse af Emigrantlitteraturen kan sammenholdes med bogens skæbne i Frankrig. Når en sådan sammenligning er særlig interessant, er det ikke bare fordi Emigrantlitteraturen handlede om fransk litteratur, men også fordi Frankrig i samtiden nød en status som hovedland i den litterære verdensrepublik. Paris var det kulturelle centrum for kunstnerisk og litterær innovation i Europa og verden – stedet hvorfra nye litterære og kunstneriske bevægelser blev udstukket og de gældende kriterier for litterær kvalitet og modernitet blev fastsat. Af disse grunde udgjorde det franske marked for Brandes og følgende generationer af moderne skandinaviske forfattere det forjættede land og det eftertragtede marked, hvor man mere end noget andet sted i verden ønskede at få sine tekster publiceret og bedømt. Men som vi skal se, var Frankrig samtidig det sted i Europa, hvor Brandes havde sværest ved at skabe sig et navn, fordi den nationale arrogance og modstand mod fremmede litterære påvirkninger her var så meget stærkere end andetsteds.

Emigrantlitteraturen blev ellers grundigt introduceret allerede i 1873 i form af en over 30 sider lang artikel af Henri Blaze de Bury i novembernummeret af tidens førende kosmopolitiske kulturtidsskrift Revue des deux mondes. Artiklen rummer ingen kritisk evaluering af værket, men byder på et kongenialt og medrivende resumé af hovedtankerne i Emigrantlitteraturen (baseret på den tyske oversættelse) suppleret med en række franske originalcitater fra Chateaubriand og Madame de Staël. Den fransktalende verden havde således tidligt lejlighed til at stifte bekendtskab med Brandes’ sammenlignende litteraturbetragtning og hans litteraturhistoriske hovedtese om hovedstrømmen i det 19. århundredes europæiske litteratur som en vekselvirkning mellem ånden fra Voltaire og ånden fra Rousseau.

Alligevel skulle der gå næsten 10 år, før den franske offentlighed igen hørte om Brandes, denne gang i form af en kritisk portrætartikel ved Arvède Barine (pseudonym for Madame Charles Vincens) i La Revue Bleue (Barine 1883). Denne artikel er særlig interessant ved at indeholde en moralsk og ideologisk funderet kritik af Brandes’ menneske- og samfundssyn i Emigrantlitteraturen. Barine karakteriserede Brandes som en ”sekterisk” discipel af Rousseau og mente, at hans temperament var løbet af med ham i hans lidenskabelige kamp for naturens ret og individets frihed på bekostning af ”civilisation” og samfundsmoral. Som modargument gjorde hun gældende, at samfundslove og moralske adfærdsregler i et moderne civiliseret samfund også og især havde den funktion at beskytte mennesker mod overgreb. Barine anfægtede hermed det demokratiske afsæt for Brandes’ radikalisme, idet hun antydede at konsekvensens af hans kamp for individets frisættelse i realiteten ville være en legitimering af den stærkes ret.

På trods af disse og andre mere litteraturhistoriske indvendinger endte Barine dog med at udtrykke sin store anerkendelse af Brandes’ dristige forsøg på at fremstille en syntese af dette kaotiske kapitel i fransk litteraturhistorie ud fra modstillingen Voltaire-Rousseau, og hun spåede Brandes en stor fremtidig karriere. Af afslutningen på anmeldelsen fremgår det, at Brandes’ værk appellerede til en vis form for nationalfølelse hos den franske kritiker, som fremhævede det som danskerens største fortjeneste at have demonstreret, hvordan hovedstrømninger i det 19. århundredes europæiske litteratur havde deres udspring i Frankrig. ”Vi er ikke længere meget forvænt med den slags komplimenter”, slutter anmeldelsen (Barine 1883:764).

Den afsluttende formulering giver et lille indblik i den nationale nederlagsstemning, som prægede det kulturelle klima i Frankrig efter nederlaget i Den Fransk-tyske Krig i 1870. Denne nederlagsstemning er samtidig en vigtig del af forklaringen på den relative lukkethed, som kendetegnede det litterære marked i Frankrig i perioden – i sammenligning med udviklingen på det samtidige tyske bogmarked, der bl.a. kendetegnedes ved en svulmende oversættelsesaktivitet, ikke mindst af skandinavisk litteratur. Der var således også historiske og strukturelle årsager til, at det gik trægt med udbredelsen af Hovedstrømninger i Frankrig, hvor kun ét af de seks bind, nemlig det femte (Den romantiske Skole i Frankrig) nåede at udkomme i fransk oversættelse i perioden.

I takt med at Brandes i løbet af eksilperioden i Berlin (1877-1883) havde skabt sig en position som europæisk litteraturkritiker i Tyskland, var det hans store skuffelse, at der var så behersket interesse for hans værker i Frankrig. Hans skuffelse over situationen kommer eksemplarisk til udtryk i et brev til vennen Noufflard 26.1.1888. Den konkrete baggrund var her den ironiske, at to engelske tidsskrifter, The Spectator og Saturday Review, havde omtalt tyskeren Georg Brandes som ”den største nulevende kritiker”, hvilket gav Brandes anledning til at anstille nogle betragtninger over magtforholdene i den litterære verdensrepublik:

Je lis toujours beaucoup de Français. J’aime votre littérature plus que toute autre. J’ai écrit plus de livres sur la France que sur tout autre pays et pourtant je suis parfaitement inconnu en France. Quand j’avais écrit un seul article sur les Flamands on était prêt à m’ériger des statues en Flandre; tout les poètes m’envoyaient leurs œuvres, tous les journaux parlaient de moi. Quand j’ai écrit deux petits articles sur les écrivains Russes sans même savoir leur langue, on a été tellement touché de mes connaissances qu’on m’a loué, m’a traduit, m’a fait venir. Sur la France j’ai écrit plus de volumes que je n’ai écrit d’articles sur la Russie, et on sait à peine que j’existe. Un certain Charles Simond veut me traduire; depuis deux ans il cherche en vain un éditeur, bien que Paul Bourget m’ait offert d’écrire une introduction. Cela m’attriste un peu, car une réputation n’est pas consacrée aussi longtemps que la France n’a pas dit son mot.

[Jeg læser stadig meget på fransk. Jeg elsker jeres litteratur mere end nogen anden. Jeg har skrevet flere bøger om Frankrig end om noget andet land, og alligevel er jeg aldeles ukendt i Frankrig. Da jeg havde skrevet en enkelt artikel om flamsk litteratur, var man parat til at rejse mig en statue; alle digtere sendte mig deres værker; alle aviserne talte om mig. Da jeg havde skrevet to små artikler om russiske digtere, endda uden at kende sproget, var man så rørt over min viden, at jeg blev rost, oversat og inviteret til at komme. Jeg har skrevet flere bøger om Frankrig, end jeg har skrevet artikler om Rusland, og man véd knap nok, at jeg eksisterer. En vis Charles Simond vil oversætte mig; han har i to år forgæves ledt efter en udgiver, selvom Paul Bourget for længe siden lovede at skrive en introduktion. Det ærgrer mig, for en forfatters anseelse er ikke stadfæstet, så længe Frankrig ikke har afsagt sin dom.] (Brandes 1952:131-132)

Den franske dom fremkom imidlertid i 1893 i form af en ny 20-siders recenserende artikel i Revue de deux mondes, hvor kritikeren Jean Thorel tog Hovedstrømninger under kærlig behandling foranlediget af den nyligt udgivne, samlede tyske udgave af Die Litteratur des neunzehnten Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen, udgivet af Leipziger-forlaget Veit & Cie (1882-1892).

Thorel forholdt sig indledningsvis til Brandes’ voksende ry som europæisk kritiker i Tyskland og til det synspunkt, fremsat af tyske kritikere, at det skyldtes fransk nationalchauvinisme, at hans værk hidtil var blevet ignoreret i Frankrig. Men den manglende franske anerkendelse skyldtes snarere, mente Thorel, at Brandes slet ikke var litteraturkritiker, men først og fremmest polemiker, hvis hovedsag fra starten havde været at bekæmpe og ødelægge enhver form for religion. Brandes’ antiklerikale dagsorden var imidlertid mindre relevant i fransk sammenhæng, og hvad den danske kritiker havde at sige om fransk litteratur i Emigrantlitteraturen imponerede ikke den franske kritiker. Brandes’ lille udvalg af forfattere og værker fra perioden var ”fuldstændig utilstrækkeligt” og alt for selektivt til at indfri ambitionen om at skildre en hovedstrømning i 1800-tallets psykologi (Thorel 1893:343). Thorel opponerede desuden mod selve det abstrakte hegelske skema, der lå til grund for Brandes’ dramatiske anordning af 1800-tallets europæiske litteraturhistorie som en vekselvirkning og syntese mellem ånden fra Voltaire og ånden fra Rousseau, idet han stillede sig uforstående overfor, hvad det for en ”liberal” ånd, som kunne udpeges som den fælles åndelige kvintessens af Voltaire, Rousseau, Lessing og Schiller.

Samtidig påpegede Thorel en selvmodsigelse i Brandes’ metode og program for den sammenlignende litteraturbetragtning, som bestod i at han på den ene side talte om den hidtil manglende udveksling mellem de europæiske nationallitteraturer og på den anden side hævdede, at de litterære værker og typer i de forskellige litteraturer var kausalt betinget og bestemt af hinanden. Ville man virkelig studere den dybereliggende og varige påvirkninger mellem litteraturerne, mente Thorel, måtte man forlade det politiserende samtidsperspektiv på litteraturen og i stedet gå til kilderne. Man mærker i denne indvending indflydelsen fra den samtidige komparative litteraturvidenskab, som havde sat nye videnskabelige standarder for litteraturkritik, hvor en positivistisk interesse for påvirkninger mellem værker og forfattere var trådt i stedet for den ældre litteraturhistories romantisk-idealistiske forestillinger om en fælles ånd i historien. Ud fra dette perspektiv kritiserede Thorel også opbygningen af de seks bind Hovedstrømninger, idet han fremførte, at bindet om den romantiske skole i Tyskland burde være kommet før det om den franske emigrantlitteratur. De Staël forudsatte de tyske romantikere og ikke omvendt. Problemet var igen det politiserende hegelske skema, som satte de abstrakte hovedstrømninger og modstillinger mellem aktion og reaktion over litteraturhistoriske fakta og kronologi og førte til en kunstig opsplitning af periodens litteratur – en disposition, som især går ud over Chateaubriand, hvis værk uhensigtsmæssig splittes op mellem bind 1 og bind 3.

I slutningen af sin anmeldelse satte den franske kritiker alle våben ind på at frakende Brandes enhver legitimitet og originalitet som litteraturhistoriker. Brandes’ værk var intet andet end ”en lang, forvirret og indirekte forsvarstale [plaidoyer]” for politiske idéer som var litteraturen fremmede eller som i sin konsekvens ville have krævet en helt anden tilgang end den i værket anlagte. Som litteraturhistorie betragtet var Brandes’ arbejde intet andet end en forgængelig kompilation:

[…] quelque bruit qui ait été fait autour de son nom et de ses livres, on s’aperçoit, le premier moment d’étonnement passé, qu’il n’y a là rien qui mérite d’arrêter l’attention plus qu’il ne convient de le faire pour une compilation, momentanement utile à cause de la masse des materiaux qui y sont rassemblés, mais que demain le premier compilateur venu pourra refaire avec plus de méthode et de clarté, ce qui rendra tout de suite inutile, – même comme compilation, – toute l’œuvre de M. Brandes.

[uanset hvilken larm der har stået omkring hans navn og hans bøger opdager man, så snart den første overraskelse har lagt sig, at der ikke er noget i hans værk som fortjener en større opmærksomhed end det er passende at vise for en kompilation, som er brugbar i øjeblikket på grund af den mængde af materiale der her er sat sammen, men som i morgen vil kunne gøres om med mere metode og større klarhed af den første kompilator der melder sig, hvilket straks vil gøre hr. Brandes’ hele værk ubrugeligt – også som kompilation.] (Thorel 1893:358).

Thorels voldsomme undsigelse af Brandes indskriver sig i en debat i 1890’ernes litterære Frankrig, som handlede om, hvordan man skulle forholde sig til de nye og fremmede litterære udtryk og påvirkninger, som blev indført i landet i perioden. I lighed med Tyskland blev også Frankrig i dette årti vidne til en skandinavisk modebølge, som manifesterede sig i oversættelser og opsætninger af moderne skandinaviske dramatikere som Ibsen, Bjørnson og Strindberg på parisiske scener. Men samtidig kunne den franske litterære offentlighed også mønstre en lige så stærk modstand imod den verserende ”scandinavophilie” eller ”nordomanie”, artikuleret af nationalt orienterede litterater og teaterkritikere, som ønskede at forsvare Frankrigs nationale poetik og hegemoni i den litterære verdensrepublik mod fremmed indflydelse. Thorels kritiske frakendelse af Brandes’ status som førende europæisk litteraturkritiker indgik også i dette mønster.

I forhold til den positive modtagelse af Brandes i Tyskland, er det interessant at det var i det republikanske og sekulære Frankrig, at Brandes’ værk blev mødt af de mest engagerede moralske og ideologiske modstemmer. Ydermere er det interessant at notere sig, at flere af de indvendinger Brandes blev mødt med i den franske kritik (så som anklagen for at politisere kunsten og fornægte religionen), var de samme som han var blevet mødt med af den nationalliberale danske offentlighed i 1872 – dog med den vigtige forskel at franske kritikere godt kunne kende forskel på liberalisme og socialisme. På samme måde som det var sket i Danmark efter nederlaget i 1864 havde Frankrigs nederlag i Den Fransk-tyske Krig i 1871 gjort den politiske og litterære opinion i landet mere national og dermed mindre modtagelig for en kosmopolitisk kritiker som Brandes.

Til sammen viser eksemplerne, hvordan politiske forhold både hjemme og ude spillede ind i receptionen af Emigrantlitteraturen.

d. Senere forskning

Paul V. Rubow betragtes gerne som grundlæggeren af den videnskabelige Brandes-forskning med afhandlingen ”Georg Brandes’ Forhold til Hippolyte Taine og C.A. Sainte-Beuve” (trykt i Edda VI 1916 og Litterære Studier, 1928), der kortlægger, hvordan Brandes’ tidligste løbebane som litteraturkritiker tog form under påvirkningen fra de to franske forbilleder. Rubow angav hermed retningen for den tidlige Brandes-forskning, der først og fremmest var komparatistisk anlagt, dvs. den gik på at påvise de afgørende litterære, filosofiske og teoretiske påvirkninger, som formede Brandes som kritiker. I Georg Brandes’ Briller (1932) betoner Rubow forholdet til filosoffen Søren Kierkegaard som afgørende for dannelsen af Brandes’ stridslystne personlighed.

Et nødvendigt supplement til Rubow er Gunnar Ahlströms disputats Georg Brandes’ Hovedstrømninger (1937), der undersøger påvirkningen fra Hegel og den tyske venstrehegelianisme som den væsentlige ideologiske og historiefilosofiske inspiration for Hovedstrømninger.

Henning Fengers disputats Georg Brandes’ Læreår (1955) kortlægger hele Brandes’ litterære og videnskabelige dannelsesproces op til gennembruddet med Emigrantlitteraturen – med særlig vægt på den inspiration, han modtog fra den franske romantik. En hovedpointe i afhandlingen kommer til udtryk i den prægnante karakteristisk af Brandes som ”en romantiker, der tilbragte sit liv med at bekæmpe romantiken” (Fenger 1955:407).

I Den unge Brandes. Miljø. Venner. Rejser. Kriser (1957) – efterfølgeren til disputatsen – fremlægger Fenger en alternativ fortolkning af baggrunden for Emigrantlitteraturen, som sprænger rammerne for den komparative tilgang ved at søge årsagen til Brandes’ konfrontationslyst og kritik af ægteskabet i et biografisk forhold: Brandes’ umulige, men så meget desto mere passionerede kærlighedsaffære med den tolv år ældre (ulykkeligt) gifte kvinde Caroline David. ”Man forstår ikke meget af Brandes 1867-72, hvis man ikke kender dette forhold, der er den hemmelige kode til hans kritiske skrifter, ikke mindst til forelæsningerne 1871 og 1872.” (Fenger 1957:119-120).

Det biografiske synspunkt på Brandes er sidenhen fulgt til dørs af Jørgen Knudsen i Georg Brandes. Frigørelsens vej 1842-77 (1985), som udgør første bind af forfatterens store Brandes-biografi i otte bind (1985-2004).

Bertil Nolins monografi Den gode europén (1965) med undertitlen Studier i Georg Brandes’ idéutveckling 1871-1893 følger op, hvor Rubow og Fenger slap, idet den analyserer Brandes’ aktivitet og udvikling som kritiker i løbet af den 20-årige periode, hvor Hovedstrømninger blev til. Afhandlingen henter sin titel fra Nietzsches berømte og tidligere citerede karakteristik af Brandes som ”den gode europæer og kulturmissionær” og kortlægger, hvordan Brandes skrev sig frem til denne status via sin brede orientering i tysk, engelsk, slavisk og fransk samtidslitteratur. Nolin er også forfatter til den bedste allround-indføring i Brandes’ forfatterskab i form af den engelsksprogede introduktion Georg Brandes (1976), som også rummer en kort og præcis analyse af forløbet og affæren omkring Emigrantlitteraturen.

I forlængelse af den komparatistiske tradition inden for Brandes-forskning, som fokuserede på Brandes som litteraturkritiker, har en central retning inden for forskningen siden 1970’erne sat fokus på den politiske og aktivistiske dimension i Brandes’ virke. I 100-året for Emigrantlitteraturen afholdtes således på Københavns Universitet en række forelæsninger, der i 1973 blev udgivet under titlen Den politiske Georg Brandes, redigeret af Hans Hertel og Sven Møller Kristensen. Samme Hertel og Kristensen stod i 1978 bag organiseringen af et internationalt symposium med deltagelse af henved 30 specialister fra 11 lande, hvilket i 1980 mundede ud i udgivelsen af antologien The Activist Critic. A symposium on the political ideas, literary methods and international reception of Georg Brandes, som udgør en milepæl i moderne Brandes-forskning både ved at analysere Brandes’ indsats som liberal og aktivistisk kritiker og ved at følge receptionen af hans værker i Europa og resten af verden.

Brandes’ rolle, status og udbredelse som international litteraturkritiker og intellektuel var igen i 2008 genstand for en international konference, afholdt i Nancy i Frankrig. Konferencen resulterede i 2010 i udgivelsen af bogen Grands courants d’échanges Intellectuels: Georg Brandes et La France, L’Allemagne, L’Angleterre (Bourguignon m.fl. 2010), der ligeledes rummer en række interessante bidrag til belysning af Brandes’ internationale virkningshistorie.

Inden for det seneste tiår er der i Danmark fremkommet tre ph.d.-afhandlinger, som har indeholdt analyser af Emigrantlitteraturen. Svend Skrivers afhandling Europæere i 1800-tallets danske litteratur: Om Jens Baggesen, P.L. Møller og Georg Brandes (2007) rummer en litteraturhistoriografisk analyse af de narrative greb og ”internationaliseringsstrategier” i Emigrantlitteraturen, dog uden at inddrage Brandes’ internationale publikationsstrategier og værkets transmission i udlandet.

Pelle Oliver Larsen leverer i Professoratet. Kampen om Det Filosofiske Fakultet 1870-1920 (2016) en detaljeret sociologisk undersøgelse af forløbet omkring Georg Brandes’ udeblevne ansættelse i det æstetiske professorat ved Københavns Universitet efter 1872. Afhandlingen kortlægger, hvordan det var moralsk-religiøse hensyn, snarere end videnskabelige argumenter, der lå til grund, da et flertal af professorerne på fakultetet modsatte sig Brandes’ ansættelse.

Endelig er Georg Brandes’ modsætningsfyldte forhold til jødedommen blevet gjort til genstand for en selvstændig undersøgelse af Søren Blak Hjortshøj i afhandlingen Georg Brandes’ Representations of Jewishness (2017). Det er afhandlingens tese, at selvom Brandes ofte distancerede sig fra det jødiske, kan det samtidig iagttages, hvordan han gennem hele sit forfatterskab interesserede sig for jødens rolle i historien og de jødiske bidrag til udvikling af den vestlige civilisation. Hjortshøj argumenterer således for det synspunkt, som også har været fremført ovenfor, at der er en sammenhæng mellem Brandes’ kosmopolitiske blik på litteraturhistorien og hans egne specifikke erfaringer som jøde. Gennem en analyse af eksil-toposet i Brandes’ tidlige forfatterskab demonstrerer Hjortshøj, hvordan Brandes anså den moderne europæiske jøde som en historisk type, der netop i kraft af sin hjemløshed og manglende forankring i én national tradition var særlig disponeret for at spille en rolle som kosmopolitisk brobygger og pioner i Europas kulturelle og politiske modernisering (Hjortshøj 2017:43-77).

e. Afsluttende perspektiv

Hermed er vi tilbage ved spørgsmålet om Brandes’ aktualitet i det 21. århundrede. Som antydet flere gange undervejs kan både Brandes’ kosmopolitiske blik på europæisk kultur og hans stærke indlevelse i emigrantens erfaring bringes i dialog med synspunkter i det sene 1900-tals postkoloniale litteraturkritik, som ligeledes har interesseret sig for sammenhængen mellem vestlig modernitet, mobilitet og migration. En grundtanke i den postkoloniale litteraturkritik er, at moderne vestlig identitet på afgørende måder er formet af de europæiske nationers fortid som kolonimagter og de forskellige langtidseffekter heraf. Den postkoloniale litteraturkritik betoner således europæisk og vestlig kultur og identitet som et fænomen som er blevet til i mødet med det fremmede og som har emigrantens erfaringer af hjemløshed og fremmedhed indbygget i sig – som en på én gang traumatisk, men også nødvendig og uomgængelig erfaring og del af sig selv.

Som den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Edward W. Said har fremhævet, er moderne vestlig kultur i vid udstrækning et produkt af eksilerede, emigranter og flygtninge. Said betoner sammesteds, hvordan eksil- og emigrantlitteratur kan artikulere ”en kontrapunktisk bevidsthed” (Said 2000:148), dvs. en opmærksomhed på forskellighed og en åbenhed for det fremmede, som sætter os i stand til at omgås mennesker og kulturelle udtryksformer, der er forskellige fra vore egne. En anden central stemme inden for den postkoloniale litteraturkritik, indisk-engelske Homi K. Bhabha, har med sit begreb om ”hybriditet” udpeget raceblanding og kulturmøde til at være selve kreativitetens og innovationens sted i en globaliseret kultur (Bhabha 2008).

Sådanne tænkemåder kan næsten lyde som romantisk fortidsmusik i lyset af vor tids globale flygtninge- og migrationsstrømme og genopvakte nationalismer, men giver også anledning til at genoverveje aktualiteten af Brandes’ komparative og kulturkritiske metode.