En af de første Mænd, jeg i Paris dengang havde søgt, var Emile Zola[I]. Tidligt havde jeg lagt Mærke til ham; hans Ungdomsværk Mes Haines er anført i min Disputats 1870. Jeg havde tilsendt ham min Afhandling om ham paa to Sprog, Tysk og Russisk, i Særtryk fra Deutsche Rundschau og Vestnik Jevropi. Han modtog mig godt, næsten varmt. Til en Begyndelse fremsøgte han min Afhandling paa Russisk og sagde: Skade, at jeg ikke forstaar Tysk. – Jeg svarte: Denne Tekst er russisk. - Nej, sagde han, jeg véd meget vel, at Tyskerne bruger andre Bogstaver end vi. – Det gør de, men Russerne atter andre.
|267| Skønt han selv saa længe havde sendt Artikler til Vestnik Jevropi, forvekslede han med en Franskmands sorgløse Uvidenhed tysk og russisk Skrift.
Han talte meget om den Overvurdering af fremmede Romanforfattere, hvori franske Kritikere gjorde sig skyldige for at ærgre ham og hans Venner. Man havde prist George Eliot[II] paa deres Bekostning, men George Eliot[III] var af underordnet Rang. Man havde sat Dostojevski[IV] over dem; men Dostojevski[V] var paavirket af Franskmændene, af Balzac[VI], ja af Eugène Sue[VII]. Man havde endelig lovprist Tolstoj[VIII]. Men Tolstoj[IX] var af Aandsretning evangelisk. »Og det er umuligt i Frankrig at bygge nogen ny Kunst op paa Evangelierne.« – Han søgte længe blandt sine Bøger, da han vilde give mig en til Erindring. »Jeg troer, jeg vil give Dem en Germinal,« sagde han og indskrev mit Navn. Han følte godt selv, at den var blandt det Ypperste, han havde frembragt.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
