Af nordiske Forfattere opholdt paa den Tid Knut Hamsun[I] som fra Amerika tilbagevendt Begynder sig i Kjøbenhavn. I jo plumpere Forhold han derovre havde levet, des større Kærlighed nærede han til det Forfinede. Blandt Digterne havde den Gang J. P. Jacobsen[II] hans hele Beundring. Bjørnson[III], hvem han senere skulde forgude, vurderede han paa det Tidspunkt slet ikke. Hans Modenhed var ikke saa stor som hans Selvstændighed. Han ringeagtede Jesus[IV], Shakespeare[V], Goethe[VI] og Henrik Ibsen[VII]. Han var elskværdig og beskeden, endog lærvillig, naar man var alene med ham. Han søgte mig tidt. En Aften indbød jeg ham til Børneselskab, da jeg havde engageret en Taskenspiller til at gøre Kunster for de smaa. Min yngste lille Datter[VIII], der havde Øjne som en Falk, opdagede enhver skjult Silketraad, der forklarede Miraklet, og ærgrede derved Taskenspilleren. Jeg selv var dummere; jeg forstod ved den Lejlighed saa lidt som ved andre, hvorledes Taskenspillerkunststykker gaar for sig. Den Aften var Hamsun[IX] simpel og ligetil. Men da han havde sendt mig Sult, hvis først offenliggjorte Brudstykke jeg havde beundret, men hvis Helhed jeg havde tilladt mig at finde »lidt monoton«, modtog jeg fra ham en djærv Skrivelse, der beviste mig, hvor ringe min Kunstforstand var. Netop det, jeg dadlede, var Bogens største Fortrin; netop det, jeg savnede, vilde Hamsun[X] som fornem Skribent ikke nedlade sig til. Deraf lærte jeg for titusinde Gang, at selv naar en Forfatter udtrykkeligt æsker Ens Kritik, gør man klogt i at undslaa sig for at angive Grænsen, hvor Ens Beundring glipper.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
