Levned, 3 (1908)

18.

Det blev et meget arbejdsomt Efteraar. Jeg nedskrev femte Bind af Hovedstrømninger og rettede det paa Dansk og Tysk.

Boghandler Philipsen[I], den senere Raadmand, havde i Kjøbenhavn opfordret mig til at samarbejde mine i forskellige Blade og Tidsskrifter offenliggjorte Breve fra Berlin til en Bog; jeg begyndte at samle og gennemse dem.

Siden jeg udgav mit Skrift om Tegnér[II] havde forskellige Korrespondenter henvendt sig til mig med Oplysninger om hans Personlighed, mest nedsættende og af ringe Værd; i den senere Tid havde blandt dem især en gjort sig gældende, Kontraktprosten H. Schönbeck[III] fra Quistofta i Skaane, |42| der længe havde skrevet mig til i Anledning af Tegnér[IV], hvem han studerede, og nu tilsendte mig en Masse Papirer, der efter hans Paastand var paalidelige, mest Optegnelser af Samtidiges Vidnesbyrd, Rygter og tildels ondartede Beskyldninger, som satte baade Bispen[V] og hans Hus i ugunstig Belysning. Adskilligt deraf syntes mig mistænkeligt, andet havde Sandhedens Præg og forekom troværdigt, saa meget mere som det ganske stemte med hvad Bjørnson[VI] i Sverig havde erfaret; men alt dette lod sig efter Sagens Natur ikke kontrollere af mig, og jeg begik en Fejl ved at hentyde dertil i en Artikel, jeg paa Opfordring skrev til Hundredaarsdagen for Tegnérs[VII] Fødsel og som jeg har udeladt af mine Skrifter. Den gav Anledning til berettiget Indsigelse, men ogsaa til Deklamationer mod mig fra visse svenske Hold, hvorfra en sanddru Skildring af Tegnérs[VIII] Menneskevæsen ikke var at vente.

Blandt de mange, som skrev mig til, rørte mig i dette Efteraar en gammel Dame, en Frk. Clara Andersen[IX], der i mine yngre Aar havde digtet adskillige Skuespil for Teatret. Hun sendte mig sit først da udgivne Stykke Rosa og Rosita, foran hvilken hun havde ladet trykke en mig af Minde gaaet Side af en Artikel, jeg i 1869 havde skrevet derom, med disse Ord som Tilegnelse: »I det Haab at den modne, berømte Mand ikke har noget imod at mindes om den smukke og milde Dom, han skrev som ungt Menneske, tillader jeg mig at sende Dem min lille Bog.« Saa spædt det Talent end var, som bar dette Skuespil, der var saa megen god Kultur fra den foregaaende Tidsalder i den gamle Dames[X] Væsen og Kunst, at jeg blev helt bevæget ved Modtagelsen. Der veksledes derefter nogle Breve.

Frk. Andersen[XI] var en af de mange, hvem Høedt[XII] havde fremmet med Raad og Daad.

  • Forrige afsnit: 17.
  • Næste afsnit: 19.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.