Levned, 2 (1907)

3.

Bismarck^[I] stod tiltrods for sin Orlov da paa Magtens Højdepunkt, var netop i Færd med at skille sig fra de Nationalliberale for at regere med de Konservative og med at opgive sin Frihandelspolitik til Bedste for Værnetold. Han forstod til Gavns med falsk Venlighed at lokke de Ministre ud i Afgrunden, som Hensynet til Kejseren gjorde ham det vanskeligt at skille sig ved. Naar han talte i Rigsdagen, var der Dødstaushed. Han anstrengte sig ikke for at opnaa den Veltalenhed, der bestaar i et flydende Foredrag; den var ham negtet af Naturen, og han satte øjensynligt ingen Pris paa den. Han stod gerne ligesom usikker og legede med en Blyant, søgte sine Ord, prøvede sig frem; men hans Genialitet røbede sig i, at han af og til formede en Sætning, der var saaledes præget, saa anskuelig og saa drivende af Liv, at den forblev uforglemmelig. (Saaledes naar han mod Lasker^[II] talte om de Byherrer, der ikke forstod Landmanden: »Vor Sol bager dem ikke, vor Regn gør dem ikke vaad«). Men selv naar hans Tale ikke frembød stærke Lyspunkter, |255| virkede den dog overlegent som kommende fra den eneste Mand i Rigsdagen, hvis Navn man endnu vilde huske og kende om 500 Aar. Forestillingen derom, som Medlemmerne ikke kunde unddrage sig, gav hans Ord en Autoritet, som ingen andens havde, selv om de var sandere og rigtigere end hans.

Enhver nogenlunde anset Fremmed, der lagde sit Kort i Rigskanslerpalæet, modtog en Indbydelse til en af Fyrstens^[III] store Bierabende; men det kunde ikke falde mig ind at søge Bismarcks^[IV] personlige Bekendtskab, saa lidet som jeg i Paris havde stræbt at gøre Victor Hugos^[V]. Jeg sagde mig selv, at hvor interessant det kunde være for mig at faa et personligt Indtryk af slige store Mænd, saa kunde dog ikke jeg have fjerneste Interesse for dem. – Jeg fulgte imidlertid med største Opmærksomhed Bismarcks^[VI] Handlinger, Taler og politiske Planer og kom derved efterhaanden til at fjerne mig stærkt fra de Liberales Opfattelse af ham, saa meget jeg end ellers sympatiserede med dem.

Da Bismarcks^[VII] afgørende Brud med Manchester-Principerne havde fundet Sted, forekom den Maade, hvorpaa de Frisindede førte Kampen imod ham, mig saa urimelig, at jeg fire Aar efter min Bosættelse i Tyskland, offentliggjorde en Artikel, Statssocialismens Modstandere, hvori jeg trods meget stærke Forbehold gav ham Ret overfor dem. Jeg skrev i den: »Det vilde være stiv Doktrinarisme, hvis man under den nu staaende økonomisk-politiske Strid, blot paa Grund af Regeringens Heldning til den religiøse Reaktion samt dens Benytten sig af de gamle Stamme- og Stands-Fordomme, vilde betegne den som ubetinget reaktionær, og tro, at Fremskridtsmændene i dette Tilfælde betyder Fremskridtet. Tvertimod! Det er her Bismarck^[VIII], som betegner det moderne Standpunkt, eller rettere sagt Omvæltningen, fremfor Alt Initiativet, det geniale Vovestykke, og det er |256| Fremskridtspartierne, som betegner den tankefattige og ufrugtbare Konservatisme.«^*

^*)Samlede Skrifter XIV 334.

Jeg havde den Tilfredsstillelse, at Hørup^[IX] gav mig Ret i denne Synsmaade; men jeg behøver neppe at sige, hvilken Opstandelse min Artikel foraarsagede i den frisindede Lejr, hvor jeg i Berlin selv havde opslaaet mit Telt. Forbitrelsen var ikke ringe; jeg blev atter og atter angrebet i Bambergers^[X] Organ, Die Tribüne; Mommsen^[XI] skummede; de mange, der vilde mig vel, lod mig forstaa, at jeg havde skadet mig uberegneligt. Men til det gode tyske Selskabs Ære maa det siges, at et halvt Aar derefter havde man tilgivet mig min Uoverensstemmelse i politisk Grundsyn og glemt det Hele.

Til Gengæld blev hin Artikel med Udeladelse af den for Bismarcks^[XII] Tilhæng lidet smigrende Begyndelse og Slutning aftrykt og lovprist i det Uendelige af de Liberales Modstandere. Bismarcks^[XIII] Pressebureau lod den indrykke i alle de Blade i Indland og Udland, der stod til dets Raadighed; den blev sikkert offentliggjort i mindst en Million Eksemplarer og er af alt, hvad jeg har skrevet, det, som har faaet størst Udbredelse.

Forrige afsnit: 2.
Næste afsnit: 4.