III.

I de fremragende blandt denne Tidsalders frihedselskende Digtere og Skribenter personificeres forskjellige af de nu berørte Afskygninger. Adalbert von Chamisso^[I]Adalbert von Chamisso (1781-1838): tysk forfatter og lyriker. Af fransk afstamning., der med sin berømte Prosafortælling »Peter Schlemihl^[0001]Adalbert von Chamisso: Peter Schlemihl's wundersame Geschichte, fortælling, 1814.« og overhovedet ved visse Sider af sit Væsen tilhører den tyskromantiske Retning, medens han i andre Henseender staar fransk Aand og fransk Digtning nær, er i flere af |23| sine ejendommeligste Digte ja endog i sine epigrammatiske Smaavers et Organ for de Bedstes Sørgmodighed over den stedse stigende politiske og sociale Reaktion. Allerede i Digtet »Die goldene Zeit^[0002]Adalbert von Chamisso: Die goldene Zeit, digt, 1822.« fra 1822 ⁕spotter] dvs. håner, gør nar af.spotter han en Tidsalder, i hvilken den er Jacobiner, der offentligt har udtalt, at to og to er fire, i »Nachtwächterlied^[0003]Adalbert von Chamisso: Nachtwächterlied, digt, 1826.« Jesuiterherredømmet, i »Josva^[0004]Adalbert von Chamisso: Josua, episk digt, 1829.« og »Der Dampfross^[0005]Adalbert von Chamisso: Das Dampfross, digt, 1830.« haaner han dem, der have ranet Tiden dens Hemmelighed og forstaa at skrue den tilbage fra Dag til Dag, i »Das Gebet der Witwe^[0006]Adalbert von Chamisso: Das Gebet der Witwe, digt, 1831.« giver han med dyb Pessimisme Billedet af de Herskendes hjerteløse og for det menige Folks Skjæbne ganske ligegyldige Regimente, endelig samler han sin Grundanskuelse af Datiden i hine bittert humoristiske fire Linjer, der vemodigt præsentere sig som en flerstemmig Kjædesang:

I principiel Kamp med Romantiken staar efter en Ungdomsstræben, der saavel ved Stoffernes Valg som ved Efterligning af det spanske Dramas Former var romantisk, Grev August von Platen-Hallermünde^[II]August Graf von Platen-Hallermünde (1796-1835): tysk greve og lyriker. . Han gjennemhaaner de sidste Udslag af Romantiken i Tyskland, iøvrigt uden den nødvendige Takt og Kritik til at skjelne mellem |24| dem, som hørte og ikke hørte til Romantikernes Gruppe, men fra Litteraturdramaet gaar han over til den politiske Lyrik, alt eftersom det mere og mere gaar op for ham, at de offentlige Tilstandes Elendighed er Grundaarsagen til det tyske Folks Mangel paa Sans for Kraft og Stil og Form ogsaa i Poesien. Han formaar ikke at udholde Livet i Tyskland, tyer ned til Siciliens^[a]Sicilien, ø i Italien. solfyldte Luft og Minder om Antiken for at glemme sit Nordens tunge Atmosfære og Statsuvæsenets Tryk. Han kan ligefuldt ikke rive sine Tanker løs fra Forsmædelsen i Hjemmet. Han skriver sin Berliner-Nationallied^[0007]August Graf von Platen-Hallermünde: Berliner Nationallied, digt, 1832., som aabnes med Koret:

Og man finder hos ham dette bitre Udbrud af national Selvforagt, nedskrevet under Harmen over at hans Poesier skamstryges af Censuren:

Saa romantisk Platens^[III]August Graf von Platen-Hallermünde (1796-1835): tysk greve og lyriker. Modstander Heinrich Heine^[IV]Heinrich Heine (1797-1856): tysk forfatter og lyriker. Fra 1831 bosat i Paris. end begynder, skinner dog i hans Prosa snart den moderne Aand igjennem. Endnu før |25| han har anslaaet den egentlig politiske Streng, morer han sig i sine »Reisebilder^[0008]Heinrich Heine: Reisebilder, vol. 1-4.« med en udæskende Spot over tyske Tilstande og over tysk Stumphed, som finder sig i dem. I Ludwig Börne^[V]Ludwig Börne (1786-1837): tysk forfatter, skribent, litterat. Hed før 1818 Juda Löb Baruch., saa rent æsthetisk han længe kunde synes, da han Aartier igjennem kun optraadte som Theaterkritiker og Forfatter af novellistiske Smaating, var fra først af i Virkeligheden den abstracte, politiske Frihedskjærlighed den eneste Interesse.

At disse Forfattere fandt Læsere og Beundrere er et Vidnesbyrd om at den tænkende Del af det tyske Folk i Slutningen ⁕af Tyverne] dvs. af 1820'erne.af Tyverne efterhaanden aflagde sin Autoritetstro saavel paa det politiske som paa det almindeligt aandelige Omraade. Paa dette Tidspunkt dreves Forfølgelsen af Burschen-Forbindelserne med lidenskabeligst Iver. De bleve allevegne opløste. Men de dannede sig bestandig paany, ja i en enkelt tysk Stat, i Bayern^[c]Bayern, delstat i Tyskland (kongerige indtil 1918)., bleve de ved Kong Ludvigs^[VI] Ludvig-Filip (Louis Philippe) (1773-1850): konge af Frankrig 1830-1848. Kaldet Borgerkongen. Regjeringstiltrædelse endog tilladte af Politiet. I de Spaltninger, som indtraadte imellem dem, røber sig de forskjellige Strømninger, som gik gjennem Folkesindet da. I Erlangen^[d]Erlangen, by i Tyskland. dannede sig fra 1827 af tre mod hinanden fjendtligt sindede Forbindelser: Teutonia, Arminia og Germania:

Teutonia var Organ for den rene Romantik, den religiøse Mystik og havde erklæret al Politik for sig uvedkommende. Arminia’s Grundsætninger vare streng Sædelighed og videnskabelig Stræben; |26| som dens Formaal betegnedes Omformning af de offentlige Tilstande med Tysklands Enhed og Frihed for Øje. Germania endelig svarede til den radikale Strømning i Tiden. Den havde ladet de ældre Tugendbund’s Krav paa streng Sædelighed falde havde sagt sig løs fra alle Autoriteter og al Autoritetstro, ogsaa den religiøse, og vedkjendte sig den Anskuelse, at Maalet — der ogsaa for denne Forbindelse var Tysklands Enhed og Frihed — kun kunde naaes gjennem Revolution. Skjønt den efter sit Væsen var rent politisk, kan man neppe gjøre sig for ringe Tanker om dens Betydning og Farlighed

Disse tre Grundretninger fandtes snart repræsenterede paa alle tyske Universiteter og betegnende nok blev den, som Germania var Talsmand for, i Regelen den, som greb Sindene stærkest.