Forbundsraadets Beslutning om Undertrykkelse af det unge Tysklands Skrifter kvalte ikke blot i Fødselen den lovede »Deutsche Revue[0001]«, men ogsaa Mundts[I] »Literarischer Zodiacus[0002]«, der udgaves i Leipzig[a], og Laube’s[II] »Mitternachtszeitung[0003]«, der udkom i Braunschweig[b]. Mundt[III] havde forgjæves med en forsigtig Mands hele Tapperhed skyndt sig med strax efter Menzels[IV] første Angreb paa Gutzkow[V] og hans Venner at bringe en Række skarpe Artikler mod Heine[VI], Gutzkow[VII] og Wienbarg[VIII]. Det nyttede ham Intet.
I den nærmest følgende Tid saa det ud, som |345| var Meningen med Forbundsbeslutningen den, ikke blot at ramme Alt, hvad de banlyste Forfattere hidtil havde skrevet, men ogsaa Alt, hvad de i Fremtiden maatte ville udgive. Saaledes hed det udtrykkeligt i et preussisk Ministerialreskript af 11. December 1835 at »hvad H. Heine’s[IX] fremtidige litterære Frembringelser angaar, de være udkomne hvor og i hvad Sprog det maatte være, saa var de underkastede samme Bestemmelser som Gutzkows[X], Wienbargs[XI], Laube’s[XII] og Mundt’s[XIII] Skrifter.« Ja man gik ikke alene ud paa at faa de nævnte Forfattere til at forstumme, men forbød — som i Rusland, naar Regjeringen dér vil Nogen tillivs — at nævne deres Navne paa Tryk, var det end for at udtale sig nedsættende om dem. Mundts[XIV] Navn blev derfor strøget af Listen paa Medarbejderne af Berliner Jahrbücher für wissenschaftliche Kritik[0004], og i Avertissementerne om Varnhagens[XV] og Mundts[XVI] Udgave af Knebels[XVII] litterære Efterladenskaber turde kun Varnhagen[XVIII] nævnes som Udgiver.
Særligt strenge Forholdsregler greb man samtidigt til imod den udenlandske Presse. Nogle faa uskyldige engelske og franske Blade bleve tilladte. Mod de øvrige greb man den Udvej at fordre Postpengene for dem betalte som for Breve, hvorved Prisen for enhver Avis blev mindst 500 Thaler aarligt
|346|Det unge Tysklands ledende Mænd var saaledes af Regjeringen blevne stillede overfor det Tvangsvalg enten ubetinget at forstumme og i stille Trods se Tiden an, eller ogsaa at kalde deres Fortid tilbage, give ydmygende Løfter med Hensyn til deres Fremtid og saaledes tilkjøbe sig andre Vilkaar. Det kan ikke undre Nogen, der har gjort Erfaringer med Hensyn til Gjennemsnitsmandhaftigheden i den litterære Verden, at saare faa bestode Prøven og at omvendt deres Tal var stort, som greb den sidste Udvej. Hverken Heine[XX], Wienbarg[XXI] eller Gutzkow[XXII] gave Kjøb; iøvrigt florerede, som det var at vente, saare megen Ynkelighed. I Skarevis havde de unge Skribenter pukket paa deres filosofisk revolutionære, politisk oppositionelle Ideer. Nu skyndte de sig at godtgjøre deres filosofiske Tamhed, deres politiske Uskadelighed. Det havde været et Hædersnavn, dette Navn Det unge Tyskland. Nu, da de, der bar det, saa sig stillede under Politiets specielle Opsigt, nu vilde Ingen mere kjendes derved; nu paastod hver enkelt, at han idetmindste hørte ikke dertil, og havde han nogensinde gjort det, saa var det en gammel død Historie og han var siden den Tid bleven en rigtig pæn Mand. Det viste sig her som saa tidt, at den moderne lærde Opdragelse blot meddeler løse Kundskaber, ikke optugter Karakterer, og sjældnest endda blandt det skrivende Folk.
August Lewald[XXIII], som i Et og Alt tilhørte |347| Gruppen, fik Forbudet mod sit Tidsskrift Europa[0006] hævet ved at afgive en Erklæring om aldrig at have ladet Noget trykke, der stred imod Staten, Religionen og Sæderne, saa hvis det unge Tysklands Tendenser gik ud derpaa, kunde han ikke være kompromitteret ved dem. Eduard Duller[XXIV], der som Gutzkows[XXV] Medredaktør havde udgivet Bladet »Phoenix[0007]«, fraskrev sig offentligt enhver Sympathi med det unge Tysklands Bestræbelser og sagde sig løs fra sin tidligere Medarbejders hele Retning. Theodor Mundt[XXVI] afgav den Erklæring, at »den fabrikerede Kategori« Det unge Tyskland altid havde været ham fremmed, da det lod sig forudsé, at en saadan Benævnelse før eller senere vilde blive et litterært Øgenavn (Ekelname), ja i Tilegnelsen af sit nye Tidsskrift »Dioskuren für Wissenschaft und Kunst[0008]« betonede han, at det her overfor de sidste Tiders litterære Udskejelser gjaldt om at lægge en Overbevisning for Dagen, »i hvilken der ikke fandtes nogetsomhelst Nedbrydende« (worin nichts Verheerendes wuchert).
Spagest bar dog maaske Heinrich Laube[XXVII] sig ad, han, som havde været den ugenerteste, mest udæskende af de Unge, han, hvem Heine[XXVIII] med en Vending, der nu blev latterlig, havde kaldt »en af hine Fægtere, der dø paa Arenaen«. I »A11gemeine Zeitung[0009]« afgav han først en Erklæring, der gik ud paa, at han ved at love Dr. Gutzkow[XXIX] Bidrag til den nye Revue[0010] aldrig havde villet fremme |348| Tendenser hos det saakaldte unge Tyskland, som gik ud paa at angribe den bestaaende Civilisation, endsige forstyrre eller true den. Tværtimod han havde fra først af tilkjendegivet, at en egentlig solidarisk Deltagen ikke passede for ham.
Og Nytaarsdag 1836 skrev han i Programmet til sin »Mitternachtszeitung[0011]«, som han opnaaede Retten til at udgive mod ikke med sit Navn at figurere som Redaktør, at han var bleven en Anden, Litteraturen var ham ikke mere et Udtryk for politiske Ønsker, han vilde ikke tage Parti i Øjeblikkets litterære Kampe, ikke i »Skandalen, der tumler sig med uredt Haar og uvaskede Hænder«; nej han havde allerede længe tænkt paa at danne »en nyromantisk Skole«, og han vilde ingen opløsende, ødelæggende Elementer have med deri. Det gjaldt om at fremme det Bestaaende, ikke erklære det Krig. Han vilde vel ikke slutte sig til Menzel[XXX] [dog ikke!] men kunde heller ikke gaa med de Angrebne, det saakaldte unge Tyskland osv. Han, som havde været den kaadeste, viste sig som den behændigste af alle til paa Stedet at gjøre helt Omkring.
Som det var at vente bragte Bladene nu desuden Dag for Dag nye Erklæringer fra alle de preussiske Universitetsprofessorer, der havde været uforsigtige nok til at love Medarbejden ved Deutsche Revue[0012]. En efter En rensede Ulrici[XXXI], Eduard Gans[XXXII], Hotho[XXXIII], Rosenkranz[XXXIV] og Trendelenburg[XXXV], Hegelianere |349| og Antihegelianere, sig for al Medskyld. Embedsmandssjælen i dem fortrød. De kappedes om at lægge Gutzkow[XXXVI] saa langt fra sig som muligt.
Heine[XXXVII], der ikke var af dem, som i en snever Vending tabe Modet eller Hovedet, og som dels paa Grund af sit Ry, dels paa Grund af den personlige Sikkerhed, hans Ophold i Udlandet gav ham, kunde tage sig Banstraalen lettere end de andre, svarede paa det Forbud, der ramte hans Skrifter, med en Skrivelse af 28. Januar 1836 rettet til Forbundsdagen og holdt i en højtidelig Stil, over hvilken han strax efter privat i et vittigt Brev til sin Forlægger gjør sig lystig. Han udtaler her sin Forbauselse over at være bleven dømt uden Forhør og uden at have havt Lejlighed til noget forudgaaende Forsvar, og foreholder Forbundsdagen, at saaledes bar ikke det hellige romerske Rige sig ad overfor Martin Luther[XXXVIII], med hvem han vel ingenlunde sammenligner sig, »men Eleven beraaber sig gjerne paa Mesteren«. Hvad han vil nedlægge Protest imod, er dog især det, at Nogen skal anse hans nødtvungne Taushed nu (som han naturligvis i stille Sind var fast besluttet paa snarest at bryde) for en Indrømmen af strafværdige Tendenser eller endog for en Fornegten af hans tidligere Skrifter. — Til Laube[XXXIX], hvis Holdning da endnu ikke var ham bekjendt, skrev han samtidigt, at man i det politiske Spørgsmaal foreløbigt kunde gjøre saa mange Indrømmelser, det skulde være, |350| da de politiske Former var ligegyldige, saa længe Kampen om de højeste Livsprinciper var uafgjort, men at paa den frie Diskussion om Religion og Moral maatte de holde, da det ellers var ude med al protestantisk Tænkefrihed. Vi have set, at Laube[XL], da det nu var nødvendigt at stikke Piben ind, foretrak at stikke alle Piberne, politiske, religiøse og moralske, ind paa én Gang.
En lille Trøst for de af Angiveriet Ramte var det, at Angiveren ikke døde i Synden. Heine[XLI] skrev »Ueber den Denuncianten[0013]« og Börne[XLII] »Menzel der Franzosenfresser[0014]«, der med Rette anses for hans vittigste og tillige mest hjertevarme Skrift.
Værst for Menzel[XLIII] var dog Heines[XLIV] Angreb, fordi denne med hele sin tigeragtige Kraft kastede sig over ham, saa der ikke blev mere tilbage af ham end en latterlig Byldt.
Heine[XLV] viser, hvor godt Menzel[XLVI] har passet Tiden til sit Angiveri, en Tid, da Bevægelsespartiets Høvdinge dels var landflygtige, dels forstummede, dels sad godt gjemte bag Slaa og Gitter. Han blotter Hykleriet hos Menzel[XLVII], der, saalænge han selv var i Kompagni med Gutzkow[XLVIII], i kummerfuld Taushed var Vidne til den Livsfare, hvori Kristendommen svævede. Han vil ingenlunde negte ham »en vis legemlig Moralitet«: Dyden kan nemlig Enhver øve alene, men til Lasten udfordres altid to. Ogsaa bliver Hr. Menzel[XLIX] paa det mest Glimrende understøttet af sit Ydre, saasnart han vil fly Lasten. |351| Heine[L] har en altfor fordelagtig Mening om Lastens gode Smag til at kunne tro, den vilde løbe efter en Menzel[LI]. Den stakkels Goethe[LII] var i den Henseende ikke saa heldigt begavet. Hvad Menzels[LIII] Politik angaar, tør Heine[LIV] ikke tale om den [...] af Politik. Og hvad hans Privatmenneskeliv angaar — der staar som ved en Trykfejl: Privatschelmenleben — kan han heller ikke udelade sig om det allerede af Mangel paa Plads.
Heine[LV] har aldrig skrevet noget paa en Gang saa Grovt og saa Tilintetgjørende.
Hvorledes gik det imidlertid Gutzkow[LVI], der saa ung, 24 Aar gammel, var bleven en Art Midtpunkt for de litterære Begivenheder og mod hvem »Filisterhærens Goliath« havde rejst sig? Han var i første Øjeblik overrasket og nedslaaet; han gjorde den første lærerige Livserfaring. Hans Synd var den at have udtalt sig naivt og oprigtigt i en middelmaadig Roman, og nu saa han sig pludselig udskreget som en Samfundspest, spottet af sine Fjender, forladt og fornegtet af sine Venner. Rolig lod han sig sammenligne med de Mænd, der havde forberedt Jan van Leydens[LVII] Grueligheder i Münster[c], Ejendomsfordelingen og Ægteskabet med† tolv Kvinder paa én Gang. Han var uerfaren nok til at se Retsforhandlingerne imøde med Forestillinger om Sejr, og da man i Mannheim[d] arresterede ham, var det ham en Lise at betræde Fængslet. Her var han fri for Avisernes Katte|352|musik, her hørte han kun den stille Piben af Musene, der parvis løb over hans Seng. Et fredeligt Liv, et Liv i uafbrudt, stilfærdig Frembringen aabnede sig for ham. Han skrev sin Roman Seraphine[0015] og et Arbejde »Philosophie der That und des Ereignisses[0016]«, en Art Kritik af Hegels[LVIII] Historiens Filosofi[0017]. Han kom ud af Fængslet og tog med Fasthed, om end med større Forsigtighed i Udtrykkene, foreløbigt anonymt, fat paa sin Livsgjerning paany.
Han havde et Aarstid forinden i Berlin[e] været forelsket i en ung Pige, og det unge Par havde forlovet sig. Men Berliner-Aviserne kaldte ham Gudsfornægter. Den unge Dames Moder var et hysterisk Vrøvl. Den ene Dag omfavnede hun Gutzkow[LIX], den anden Dag greb hun en Kjøkkenkniv, truede ham med den og tilraabte sin Datter: Han eller jeg! Altsom det saa mere og mere betænkeligt ud at ville binde sin Fremtid til Gutzkows[LX], blev Moderens milde Dage sjældnere, de umilde hyppigere, og som lydig Datter trak den unge Dame sig tilbage. Denne Begivenhed havde gjort et uhyre Indtryk paa Gutzkows[LXI] unge Hjærte. Han havde erfaret, hvorledes en Overbevisning, der strider imod Omgivelsernes, ogsaa i det private Liv isolerer, hvorledes den, der trodser Samfundet omkring sig, udsætter sig for at gaa glip ikke blot af Velvære men af Elskovslykke.
Den Færd, hans Venner nu udviste imod ham, |353| var et Sidestykke. Næppe løsladt af Fængslet mødte han Bebrejdelser og Anklager fra Personer, han tidligere havde lovet litterær Sysselsættelse og der nu ikke blot saa deres Forhaabninger skuffede men sig selv blotstillede som engang beskyttede af ham.
Af hine første erotiske Skuffelser fremgik en af hans bedste mindre Noveller, »Sadducæeren fra Amsterdam[0018]«. Og da nu disse tidligste Verdenserfaringer forenede sig med dem, formedes det Stemningsliv i hans Sind, af hvilket mange Aar efter Dramatiseringen af hin Novelle fik Karakter: hans ypperste Drama og vistnok overhovedet ypperste Digterværk »Uriel Acosta[0019]«.
Helten deri er en historisk Personlighed, Gabriel, senere Uriel, Acosta[LXII] f. 1594, en Religionsfilosof af jødisk Afstamning, men hvis Forældre allerede var døbte. Paa Grund af Vantro overfor Kristendommen maatte han flygte fra sit Fødeland Portugal til Holland, hvor han oprindeligt nærmede sig Jøderne, men snart begyndte at udgive Skrifter, der forholdt sig kritisk til de jødiske Dogmer som til de kristelige. Han blev idømt først Pengebøder, saa en vanærende Bod, nemlig den: efter forud skeet Tilbagekaldelse af sine Vildfarelser at lægge sig ned foran Synagogens Tærskel og lade alle de Troende træde ham under Fødder. Efter syv Aars Forfølgelser underkastede han sig denne Bod, men gjorde saa, beskjæmmet |354| og fortvivlet over at have kaldt sine Anskuelser tilbage, (i 1647) ved et Pistolskud Ende paa sit Liv. Han var Spinozas[LXIII] Forgjænger og efter Overleveringen hans Lærer.
»Sadducæeren fra Amsterdam[0020]« er en lille Novelle i gammeldags Manér, i hvilken de vigtigste af det senere Dramas Hovedpersoner allerede ere skitserede. I Judith[lxiv], Acosta’s[LXV] vaklende og tilsidst troløse Elskede, er øjensynligt den ustadige lille Berlinerinde tegnet. Stilen er naiv og svag. Hvor Spinoza[LXVI] indføres, hedder det: »Hun kaldte, og hendes eneste Barn, en syvaars Dreng, ilte sin Onkel imøde, hvem han i Maaneskinnet let kunde kjende. Blotter Eders Hoveder! denne Dreng var Baruch Spinoza[LXVII].«
Hvad der har draget Gutzkow[LXVIII] som ung til Stoffet, det var øjensynligt dets pathetiske Karakter i Almindelighed, Historien om en af den frie Tankes første Martyrer.
I vore Dage læse vi et saadant Levnet uden synderlig Sindsbevægelse. De aandeligt Frigjorte vide, at Udviklingen endnu ikke er videre fremskreden, end at de taales. De have i det Stykke Liv, de have bag sig, i den Grad vænnet sig til at høre det fordømme, de vurdere højest, og det lovprise, som de anse for lavt eller forrykt, at intet Stof af denne Art mere gjør Indtryk.
Men for Slægten fra 1830 i Tyskland var det anderledes. Selv det Punkt, at Uriel Acosta[LXIX] bad om Naade og kaldte tilbage, kjølnede ikke Gutzkows[LXX] |355| Interesse for ham. Han skriver i Novellen: »Vi som er vante til at leve i et ligesom medfødt, stadigt fortsat Martyrium for vor Overbevisnings Skyld, bør ikke lade os forlede til at bryde Staven over en Mand, der havde Mod til at optræde mod Dogmerne i en fanatisk, intolerant Religion, og som dog kunde være i Stand til at krybe hen imod den Haand, der havde tugtet ham.« Han skildrer Forvirringen i Uriels[LXXI] Sjæl: Troen er som Staven, der leder den Blinde. Bliver Mennesket pludseligt seende, har dets Øjne endnu ingen Øvelse i at skjelne Tingene, mindst Stavens tusindaarige Øvelse i at værne det mod Fald, og saa famler det værre end før.
Efter at den af Menzel[LXXII] løsladte Storm var bruset hen over Gutzkows[LXXIII] Hoved, fik dette Stof nødvendigvis en helt ny Betydning for ham. Ved at gjennemse det fandt han ikke blot, at det indeholdt Muligheder af rent dramatisk Art, men at dets Hovedpunkter stemmede med Hovedpunkter af hans egen Existens: Ogsaa han var jo bleven lyst i Ban og belagt med Interdikt. Ogsaa han var bleven fornegtet efter at være bleven forbandet. Ogsaa han maatte bøde for sine dristige Tanker. Ogsaa ham havde man kastet ned paa den krænkede Kirkes Tærskel, og hele Sværmen var gaaet over ham og havde trampet paa ham.
Da han endelig i 1846 i Paris[f] under Indtrykket af store Skuespilleres tragiske Spillemaade |356| gav Æmnet dramatisk Form, foretog han nogle Forandringer. Han hævede den kvindelige Hovedfigur for at forøge Stoffets Interesse. Judith[lxxiv] er i Tragedien »Uriel Acosta[0021]« en Andens Forlovede; Uriel[LXXV] er hendes Lærer. Men da Rabbinerne i højtideligt Optog udtale den skrækkelige Forbandelse over ham, da Alle vige for ham og han bliver alene tilbage paa Scenens ene Side, medens Ordene lyde imod ham:
saa skrider Judith[lxxvi] tværs over Scenen og stiller sig ved hans Side med det bekjendte, skjønne Udbrud, der ender med Verset:
Fra Novellen tog Gutzkow[LXXVII] dernæst en Figur, som dér neppe er antydet, og gjorde af den en uforglemmelig Skikkelse, Dramets ypperste og mest originale: Rabbinernes Ældste, den 90aarige Ben Akiba[lxxviii]. Denne Olding har i Grunden kun én afgjørende Replik, som han atter og atter gjentager til Uriel[LXXIX] og til de Andre:
Beundringsværdige Ord! Ben Akiba[lxxx], det er Alderdommen, som har set det Altsammen før, set Kirken anfægtet, set Kirken sejre; set Tvivlerne og Kjæm|357|perne rejse sig, ydmyges, slaas ned og dø. De Andre tro, at Sligt er nyt; det er altsammen gammelt, det fører ikke til noget. Ben Akiba[lxxxi], det er den dogmatiske Konservatisme i Menneskeskikkelse, Erfaringen, der ryster paa sit tunge Hoved. Hører Ungdommen paa ham, er Selvopgivelse den uundgaaelige Følge.
Uriel[LXXXII] lader sig overtale til at kalde tilbage. Han gjør det for sin Moders og Judiths[lxxxiii] Skyld. Hans gamle, blinde, troende Moder kommer til ham, og i en Scene, der altid paa Theatret gjør et dybt Indtryk, bevæger hun ham blot ved sin stille Værdighed og store Kjærlighed, uden med et Ord at bønfalde ham om for hendes Skyld at gjøre noget Skridt — til at tilbagekalde og underkaste sig den vanærende Straf. Ved at udsætte sig for den haaber han at tage Stenen fra sin Moders Hjærte og gjøre sig det muligt at vinde Judith[lxxxiv] til Brud. Men medens han holdes indelukket for at forberede sig til Boden, dør hans Moder og tvinges Judith[lxxxv] til Ægteskab med Ben Jochai[lxxxvi]. Han nedværdiger sig forgjæves. Judith[lxxxvii] dræber sig med Gift og Uriel[LXXXVIII], som det historisk skete, med et Pistolskud.
»Uriel Acosta[0022]« er ved sit Æmne enestaaende i Datidens tyske Litteratur. Det er en Tankefrihedens Tragedie, et Drama, der bærer kraftigere Vidnesbyrd end noget andet om den Tidsalder, af hvilken det fremgik — en Tid rig paa energisk Frihedsstræben og rigere paa Undertrykkelse — og |358| om det unge Tysklands Aand, kjækt fremstormende som den var, men kun altfor tilbøjelig til Frafald og Tilbagekaldelser. Dette Drama er endelig et fuldttonende Vidne om dets Digters hele Art og Talent. Den, der vil sammenligne Gutzkows[LXXXIX] »Acosta[0023]« med Heine’s[XC] »Almansor[0024]«, vil sande de ovenfor udtalte Ord, at det unge Tysklands bedste Mænd i deres bedste Øjeblikke lagde en mandig Alvor for Dagen, som ikke findes hos Heine[XCI].
»Uriel Acosta[0025]« har nu i lange Tider været et Yndlingsstykke paa alle tyske Scener. Dets rene Stil, der ved sin Stofbehandling kan minde om Lessings[XCII] »Nathan[0026]«, har Sving og Pathos forud for Lessing[XCIII]. Trods adskillige Svagheder — Scenen med Spinoza[XCIV] f. Ex. — er dets dramatiske Bygning fast.
Stykket er det af Gutzkows[XCV] Arbejder, der er naaet videst omkring. Det er blevet oversat paa alle slaviske og alle romanske Sprog, desuden paa Engelsk, paa Ungarsk, paa Svensk, er dog saavidt vides endnu ikke udgivet paa Dansk.
I Tyskland blev »Uriel Acosta[0027]«, som Gutzkow[XCVI] træffende har sagt, et Slags Barometer for de offentlige Tilstande. Saasnart den kirkelige Reaktion var i Stigen, blev det gjerne forbudt paa en hel Række Scener. Skete et Systemskifte, blev Stykket givet frit. For Østerrig er det betegnende, at det stadig turde gives i Rigets Provinser, medens paa Burgtheatret[g] Konkordatet med Paven stod i |359| Vejen. Til danske Scener er Stykket, som venteligt var, hverken i hine Dage eller senere naaet.
Efter 1835 skriver Gutzkow[XCVII] ikke mere noget Barnagtigt eller Umodent. Han er fra nu af den store rastløse Arbejder i Litteraturen, en Forsker og Skildrer paa det kritiske Omraade, der formaaede at bringe enhver Fortidsskikkelse eller Samtidsfigur i Forbindelse med Datidens Krav og Problemer, en skarptseende Sondrer af Strømningerne i Tiden, en Psykolog af Rang i Forstaaelsen af den enkelte Karakter. Hans »Goethe[0028]« (1836) er et tænksomt lille Skrift, nærmest følt som Protest imod Menzel[XCVIII]; hans lange Række af Portraiter (Zeitgenossen, senere Säcularbilder) røbe Evner, der sidenhen kom Romanforfatteren til Gode; hans Levnetsbeskrivelse af Börne[XCIX] (1840) rejser denne det unge Tysklands Stamfader et Æreminde og gjør Front imod Heine[C], der ved sit ukloge og lidet højsindede Skrift om Börne[CI] havde tabt Terrain hos den unge Slægt.
En særegen Interesse knytter sig til Gutzkows[CII] datidige dramatiske Forsøg, fordi han og Laube[CIII] var de første tyske Skribenter af Rang, der efter Kleists[CIV] Dage traadte i Forhold til Theatret paany og tilkjæmpede sig en agtet Plads paa Tysklands Scener. Gutzkow[CV] begynder tungt med nutildags utilfredsstillende, følsomme Dramer. »Richard Savage oder der Sohn einer Mutter[0029]« fra 1839 er en eneste stor Overspændthed: en genial engelsk Digter, der er voxet op uden at kjende sine Forældre, gjen|360|finder sin Moder i en smuk og glimrende, aristokratisk Verdensdame, der ikke paa nogen Maade vil vide af ham, men fornegter og forjager ham. Hele Stykket fyldes af hans frugtesløse Forsøg paa at vinde denne Moders kolde Hjerte. »Werner oder Herz und Welt[0030]« fra 1840 er et borgerligt rørende Skuespil, der drejer sig om den hos Gutzkow[CVI] oftere varierede Kamp i Mandens Hjerte mellem en ældre Kjærlighed og en ny Forbindelse. Heinrich Werner[cvii] har ladet sig adoptere og adle under Navnet von Jordan, og har forladt en fattig men henrivende ung Pige for at ægte en Dame af Stand. Men i sine nye, rige Forhold savner han sin borgerlige Ungdoms rolige Studieliv og især sin tidligere Forlovede, ved hvem hans Hjerte endnu hænger. Da træffer han pludseligt hende, Marie Winter[cviii], i sit eget Hus, hvor hun er bleven antaget som Opdragerinde. Efter at han i nogen Tid har vaklet mellem sin Hustru og den unge Pige, som det er hans Forsæt kun at elske platonisk, men som han i Virkeligheden elsker langt højere end noget andet Væsen, kommer det til en huslig Krise. Hustruen pukker paa sin Ret, en Ret, der afvises af Heinrich[cix]. Hans Moral er en højere, friere end hendes, medens hun »gruer for hans Grundsætninger«. Endelig overhugges Knuden ved en deus ex machina, idet en ung Ven af Heinrich[cx] bliver enig med Marie[cxi] om at de, for at det engang bestaaende Ægteskab ikke yderligere skal nedbrydes, ville gifte sig med |361| hinanden. Som man ser, er her Spidsen brudt af det tragiske Motiv.
Først med »Zopf und Schwert[0031]« fra 1843 naaede Gutzkow[CXII] til at skrive et Skuespil, der med en vis Fornøjelse lader sig se. Stykket har holdt sig paa tyske Scener, medens det aldrig har kunnet faa fast Fod udenfor Tyskland, fordi det er en Art Nationaldrama. Der banker en Preussers Hjerte deri. Det er Friedrich Wilhelm I[CXIII] og Forholdene ved hans Hof, som Gutzkow[CXIV] har villet fremstille i et historisk Lystspil som de, hvormed Scribe[CXV] i Datiden gjorde saa megen Lykke. Saa overfladisk som hos Scribe[CXVI] er dog den historiske Opfattelse ingenlunde her. Gutzkow[CXVII] har havt Sans baade for de værdifulde og for de humoristiske Sider af den gjærrige Familietyrans og spartansk strenge Monarks Karakter. Men allerede Lystspilformen gjorde en virkelig Fordybelse i Preusserkongens Væsen umulig. Og desuden laa det ikke for Gutzkow[CXVIII], endnu mindre for Laube[CXIX], at grave i de historiske Karakterer og Situationer til de stødte paa den historiske Sandhed i dens Modsætning til al Vedtægt. De brugte kun det Historiske som Vehikel for en mere eller mindre sindrigt slynget Handling. Man behøver derfor kun at tage de første Bind af Carlyle’s[CXX] »Frederik den Store[0032]« i Haanden for at møde et saa meget mægtigere og mere gribende Billed af den barokke Preusserkonge med de lange Grenaderer, at Gutzkows[CXXI] i Sammen|362|ligning svinder ind til en afdæmpet Spøg. Og man behøver kun at blade i Heltinden, Wilhelmine af Baireuths[CXXII] Memoirer for at se, der i Forholdet mellem Faderen og hende ikke var Rum for noget Lystspil. Lader man imidlertid Tanken paa det virkeligt Stedfundne fare, saa har man her for sig et vakkert Intriguestykke med en vis historisk Kolorit, der nødvendigvis maa bevare en Affektionsværdi for preussisk sindede Tilskuere. »Zopf und Schwert[0033]« er et Slags spøgefuldt Pendant til Kleist’s[CXXIII] alvorlige »Prinz von Homburg[0034]«.
Af Gutzkows[CXXIV] øvrige Dramer fra Fyrrerne er »Das Urbild des Tartüffe[0035]« det, som har gjort mest Lykke, men det er et saare overvurderet Arbejd. Meget nydeligt er derimod det fordringsløse Lejlighedsskuespil »Der Königslieutenant[0036]«, som behandler Goethe[CXXV] i halvvoxen Alder og som blev skrevet til hans Hundredaarsfest.
Udenfor dette Skrifts Ramme falde de enorme kulturhistoriske Romaner »Die Ritter des Geistes[0037]«, »Der Zauberer von Rom[0038]« o. fl. som Gutzkow[CXXVI] forfattede i Reaktionsperioden efter 1848 og som i saa høj Grad befæstede hans Herredømme over Datidens Menneskers Sind. De er Forbillederne for den senere lange Række af Spielhagen[CXXVII]ske Romaner.
Næst Gutzkow[CXXVIII] staar Heinrich Laube[CXXIX] som den nye Gruppes betydeligste Mand. Laube[CXXX] (født i Sprottau[h] i Schlesien[i] 1806) er et tydeligt Fysiognomi og et frisk, ufortrødent Talent med strøm|363|mende verve, med Sans for hvad der virker og tager sig ud, med Evne til let, men i de fleste Tilfælde tilstrækkelig Karakteristik og fra først af med mange dristige Andenhaandstanker uden Dybde. Han er ikke uden Følelse, ikke helt uden Alvor, men dog mest ejendommelig ved et rask, energisk, praktisk Naturel. Han havde fra 1826 af studeret Theologi i Halle[j] og Breslau[k] og havde fra 1832 af begyndt en journalistisk Virksomhed i Leipzig[l]. Der var i hans upedantiske Skrivemaade som i hans ydre Optræden noget, der synes at tyde paa slavisk Blod i hans Aarer. Han yndede som Bursch at gaa i polske Snorefrakker, at opfinde geniale Huer og Kapper, og han skrev med en Flothed og Voldsomhed, med en umoden Naturlighed og med en Mangel paa Grundighed, der ikke mindede om den tyske Skole. Hans Blod var hedt og løb let; hans Temperament var sangvinsk-cholerisk uden nogen Afskygning af Melankoli.
Som Medlem af et Burschenschaft† og fordi han altfor ligefrem havde tilkjendegivet sin Sympathi for Julirevolutionen og dens Eftervirkninger i Tyskland blev han i 1834 udvist af Sachsen[m] og sat ni Maaneder i Fængsel i Berlin[n]. Han har skildret sin Fængselstid direkte i Indledningen til sit Drama »Monaldeschi[0039]« — Ensformigheden i hin underskjønne Sommer 1834, Indespærringen uden en Bog, med et Bord, en Skammel, en Seng, en Lerkrukke med Vand og et Natbord med Blikredskaber. Indirekte |364| og mere gribende har han malt denne Tid i tredje Del af »Das junge Europa[0040]«, hvor Valerius[cxxxi] paa møjsomt tilranede Papirstumper nedskriver sine Indtryk under det lange Ophold i et preussisk Fængsel.
For billigt at bedømme hans Optræden efter Forbundsraadets Interdikt af hans Skrifter som hørende Det unge Tyskland til, maa man betænke, at dette Slag ramte ham lige efter hans Løsladelse, og at han, trods sin ængstelige Forsigtighed overfor denne Kjendelse, i 1837, kort efter sit Giftermaal, for Deltagelse i Burschenschafternes Bestræbelser blev idømt en ny Fængselsstraf. Denne Gang var Straffen mild. Øjensynligt paa Grund af Fyrst Pückler-Muskau’s[CXXXII] Protektion blev Laube[CXXXIII] dømt til at afsone sin Brøde i et Jagthus paa Muskau[o]. For en Celle fik han en Sal; istedenfor et Vindve under Loftet otte Vinduer, der aabnede sig mod tre Himmelegne. Ja endog en kort Spadseretur i den verdensberømte Park blev ham dagligt tilladt. Han kunde læse og skrive saa meget han vilde; hans Hustru delte hans Fængsel med ham. Fra da af optræder han politisk yderst moderat, ja da han i 1848 vælges ind i den tyske Nationalforsamling, slutter han sig ikke til det republikanske men til det »arvekejserlige« Parti.
Laube[CXXXIV] begynder i Litteraturen som en Elev af Heine[CXXXV]. Hans »Reisenovellen[0041]« (en lang Række Bind) er direkte Afledninger af »Reisebilder[0042]«; men særegent for ham er det, at Paavirkningen fra |365| Heine[CXXXVI] stadigt krydses med Paavirkning af Heinse[CXXXVII]. Fra Heine[CXXXVIII] tager han Stilens Kaadhed og Esprit, fra Heine[CXXXIX] stammer tildels ogsaa det hos ham undertiden ret ubehagelige personlige Lapseri; men fra Wilhelm Heinse[CXL], som han i højeste Maade beundrede og hvis Værker han udgav, stammer den uforblommede Sanselighed, der er en formelig Kultus af Kvindens ydre Skjønhed, og som altid tager Munden fuld. Kun at denne Dyrkelse af kvindelige Former og Farver, dette Sværmeri for det Kjødelige hos Heinse[CXLI] er mere oprindeligt, mere naivt bakkantisk, mere oprigtigt religiøst, medens man hos Laube[CXLII] stundum saares af en vis Raahed, stundum føler Tilbøjeligheden til at ærgre den gode Borger, stundum stødes af en Art næsten personligt Praleri med Kvindebetvinger-Evner.
Da Laube[CXLIII] som gammel Mand begyndte at udgive sine Ungdomsskrifter paany, blev den nye Slægt forbauset over Smagløsheder hos ham, som nogle og fyrretyve Aar tidligere havde tiltalt Datidens Ungdom, og mangen En istemmede da den strenge Dom, som Emil Kuh[CXLIV] kort forinden havde fældet i det Afsnit om Det unge Tyskland, som findes i hans Værk om Hebbel[CXLV]. Men det er ubilligt over nogle grove og taktløse Enkeltheder at overse Helhedspræget i denne Produktion.
I »Reisenovellerne[0043]« er der, saa rask de end er nedskrevne, lidet Originalt. Allerede Afsnittet »Leipzig« med dets franske Sympathier og dets |366| Ærefrygt for Napoleon[CXLVI] er altfor stærkt paavirket af »Reisebilder[0044]«. Ogsaa Laube[CXLVII] vil have set den store Kejser som Barn, men er dog ikke sikrere derpaa end at han lader det henstaa som uafgjort, om Synet var Drøm eller Virkelighed; ogsaa Laube[CXLVIII] har (i Kavalleristen Gardy[cxlix]) sin Tambour Legrand[cl].
Men vil man have det fulde Indtryk af Laube’s[CLI] Ungdomsvæsen, bør man gjennemlæse hans Roman »Det unge Europa[0045]« (4 Bind, 1833— 37). Et stort Stykke af hans Udvikling ligger overskueligt for En i denne, nu ikke med Urette glemte, Bog, som kun for Historikeren bevarer en levende Interesse. Dens tre Dele: Poeterne, Krigerne og Borgerne er Arbejder af højst forskjellig Art og Værdi.
Den første Del staar helt under Paavirkning af Heinses[CLII] »Ardinghello[0046]«. Det er en Prosahymne til Kvindens Skjønhed og Kjærlighedens Frihed. Formen er svært gammeldags. Man maa arbejde sig igjennem en Roman i Breve, der omspænder mindst en halv Snes Personers erotiske Skjæbner. Men Totalindtrykket er det af unge livslystne, livskraftige Mænds stormende, begejstrede Attraa, af unge, dristige eller ømme, Kvinders resolute Hengivelse, af en Slægt, i hvis Aarer gløder en Frihedstrang, politisk, social, erotisk, der sprænger alle Former og alle Vedtægter. Vi faa et Indblik i en digtet, romantisk Verden, Laubes[CLIII] Ungdomsdrømmes, hvor der er mange Kræfter, megen ubunden Livsfylde og lutter Illusioner om Verdens|367|fornyelse gjennem Revolutioner af forskjellig Art. Det er en Roman om skjønne mandlige og kvindelige Legemer og Sjæle, hvis Væsen er Oprør mod Kristendom og Ægteskab.
Mellem første og anden Del er øjensynligt en ikke ringe Forandring foregaaet med Forfatterens Sindelag. Imellem dem falder hans Indtryk af Reaktionens Styrke; mellem dem synes han modnet til Mand. Medens man i første Del neppe kunde holde Personerne ude fra hverandre — Mændene adskilte sig kun ved det mere eller mindre ubændige, erotiske og regeltrodsende Temperament, Kvinderne kun ved Uensartetheden af deres legemlige Yndigheder — føres vi i anden Del ind i en Verden, hvor man har reelle Frihedsformaal af national og politisk Art. Brevformen er her opgivet og der forekommer forholdsvis faa Personer.
Det er den polske Opstand som skildres, idet Valerius[cliv], en af Hovedpersonerne fra første Del, af almindelig Frihedsbegejstring gjør den med. Selve Stoffet har en vis Interesse, om end hist og her altfor meget blot Historisk er optaget. Polakkerne som Folk er skildrede med Blik for deres Ejendommeligheder, upartisk og sikkert: den levende Nationalfølelse hos Høje og Lave, Adelens Fordomme og Tyranni, Menigmands Vildhed og Kraft træder frem som alt dette spejler sig i den tyske Frivilliges Sind. Den Mistillid, han som Fremmed møder, den Mangel paa Frisind hos Frihedsmændene, |368| som han iagttager overfor sin Ven, en polsk Officer af jødisk Afstamning, lader ham miste stedse flere Illusioner om den gyldne Fremtid, der vil opstaa for Europa i Julirevolutionens Følge. Gjennem Bogen drager sig tragiske Stemninger: Vi se hvorledes Polakkernes Opsving foregaar til ingen Nytte og skjæbnebestemt ender med det knusende Nederlag, og vi se hvorledes den unge Jøde Joel[clv] trods al sin tapre Stræben efter paa Valpladsene at opnaa Ligeberettigelse med sine aristokratiske Landsmænd aldrig formaar at hæve sig op af sin Stilling som det polske Samfunds Paria. Hans Elskede tør ikke tænke paa at række ham sin Haand; selv en simpel Bonde forsmaar hans Deltagelse. Da Oprøret er tilintetgjort, lægger han i Fortvivlelse Uniformen bort for som Sjakkerjøde at vandre fra By til By. De Kristne forstøde ham, Jøderne har han selv længst ved sit Forbund med de Kristne stødt fra sig, Menneskerettigheder har han ikke; saa vil han da glemme sine Kundskaber, sin Filosofi, sin Evne til Videnskab og Vaabenbrug, og flakke om og handle med Baand, som hans Forfædre har gjort det.
Denne Figur har en særlig Interesse for Danske, da Goldschmidt[CLVI] øjensynligt fra den har taget nogle af Hovedmotiverne til Hovedpersonen i sin Roman En Jøde[0047], der ogsaa bliver polsk Officer under Frihedskampen og ligeledes i fortvivlet Bitterhed, efter at være stødt tilbage overalt, ender udenfor Samfundet som Aagerkarl. |369|
Tredje Del af Laubes[CLVII] Roman »Borgerne[0048]« er mindre helstøbt. Interessantest i den er to Træk: at første Dels mest ubændige Helt Hippolyt[clviii] tilsidst fortvivler over den moderne Verdens Civilisation, der ingen Plads har for den store Undtagelse, men fordrer at Alle skulle være lige smaa, og det Træk, at Bogens næst efter ham videstgaaende Frihedsenthusiast, den fra først af saa djærve Constantin[clix], der gik til Paris[p] og sloges paa Barrikader i Julidagene, her faa Aar efter optræder som preussisk Overdommer, ubøjeligt fanatisk i sin Strenghed mod politiske Revolutionære. Constantin[clx] udvikler vidtløftigt, hvilke Indtryk det er, der have bragt ham til at skifte Overbevisning (Laube[CLXI] har øjensynligt havt levende Modeller til denne Personlighed); imidlertid er Forfatteren dog endnu saa betaget af sine Ungdomsidealer, at han lader denne Mand dø for sin egen Haand af Fortvivlelse over at have sveget disse.
Laube[CLXII] har som bekjendt fra Aaret 1849 af og til sin for faa Aar siden indtrufne Død ganske levet for Theatret. Han udviklede sig hurtigt til Tysklands og Østerrigs dygtigste og mest ansete Theaterleder, der som saadan imidlertid bestandig bevarede en Forkjærlighed for det franske Skuespil. Hvad han selv har skrevet for Scenen, er det, der længst vil bevare hans Navn.
Blandt den lange Række historiske Dramer, han har leveret, er de betydeligste — det første |370| »Monaldeschi[0049]« (fra 1834), Struensee[0050] (fra 1844) og Die Karlsschüler[0051] (fra 1847) — betegnende for det unge Tydsklands Idealer som de formede sig i Laubes[CLXIII] Sind. Det sidste af disse Skuespil er blevet populært og spilles endnu stadigt; de andre er effektfulde Theaterstykker i en nu forældet Smag.
Monaldeschi’s[CLXIV] Karakter er anlagt med Friskhed. Han er den dristige Æventyrer, som ingen Betænkeligheder kjender og intet højere Formaal har end det at ville frem, leve Livet stærkt og rigt, men som véd hvad Magten er værd, og vil bruge den værdigt: Hippolyt[clxv] fra Det unge Europa[0052] i historisk Kostyme. Dronning Christinas[CLXVI] mere sammensatte Kvinde-Natur har Laube[CLXVII] ikke magtet, skjønt der er givet Elementer, af hvilke en fremragende Fremstillerinde vilde kunne faa noget Ejendommeligt ud. Men Stykket som Helhed synker sammen under de erotiske Sceners utaalelige Sentimentalitet (Monaldeschi[CLXVIII] elsker romantisk en Frøken Sylva Brahe[clxix]) og det lider som Kunstværk under Forfatterens Ængstelighed for at saare et Filisterpublikums Decens. Det virkelige Forhold mellem Christine[CLXX] og Monaldeschi[CLXXI] er udvisket indtil Utydelighed. De skarpe Kanter er slebne af det historiske Stof for at det kan presses ind i Theaterromantikkens Former.
I »Struensee[0053]«, det andet af Laube’s[CLXXII] Dramer, i hvilket Handlingen er henlagt til et nordisk Hof, er der drevet et endnu friere Spil med Historien og de historiske Karakterer. Struensee[CLXXIII] er her den |371| ædle frihedselskende Reformator, hvis Fejl kun er en altfor stor tysk Humanitet, der ømmer sig ved at udgyde Blod. Var han blot en Smule mindre højsindet og mere hensynsløs, havde han med Lethed holdt sig ved Magten. Hans Svaghed, som fælder ham, er et ridderligt, platonisk Sværmeri for Caroline Mathilde[CLXXIV], der ligesaa uskyldigt gjengjælder hans Følelser. Christian den Syvende[CLXXV] er bleven en af Tungsind angrebet, men værdig, noget ordknap Monark. Struensee[CLXXVI] styrtes her af lutter Tyskere, som dels misunde ham, dels harmes over at han ikke vil opfylde deres urimelige Ønsker, og Stykkets bitre Lære er den, at Ingen er en tysk Aandshelt saa gram som hans egne Landsmænd; altid har det været saadan, at uden Nationalfølelse endogsaa overfor fremmede have Tyske været Tyskeren værst.
Selv om man forsøger at se rent bort fra Bruddet med det Historiske, er denne sentimentalt-erotiske, »for alt Ædelt og Skjønt begejstrede« Struensee[CLXXVII] en rent uvirkelig Skikkelse som Parvenu-Minister. Saa let har Laube[CLXXVIII] taget sig det endog med Begivenhedernes Gang, at Struensee[CLXXIX] som en anden Marquis Posa[clxxx] falder for et Skud, der efter Guldbergs[CLXXXI] Ordre affyres paa Slottet hin 17. Januar 1772, da han blev fængslet. Til Forfatterens Undskyldning bør det dog tilføjes, at en Hovedaarsag til alle disse Omdigtninger laa i Nødvendigheden af at arrangere det Historiske saaledes, at |372| Censuren ikke skulde forbyde Stykket af Hensyn til en venligsindet Magt; hvor skrap den var faar man et Begreb om, naar man hos Laube[CLXXXII] læser, hvorledes Stykket i Preussen[q] ligefuldt i Aarevis blev forbudt for ikke at saare det danske Kongehus.
Forbausende er det dog, at det aldeles uskyldige og mod Statsautoriteten uendeligt hensynsfulde Skuespil om Schillers[CLXXXIII] Ungdom »Die Karlsschüler[0054]« ved sin Fremkomst i 1846 forbødes i Østerrig, Preussen[r], Hannover[s], Würtemberg[t], Hessen-Cassel[u], samtlige Storhertugdømmer og flere Hertugdømmer paa én Gang. Det indeholder i Grunden ikke andet end en Forherligelse af den tyske Nationaldigter gjennem en Fremstilling af de bekjendte Vanskeligheder, der mødte ham som ung Regiments-Feltskjær i Hertug Karl af Würtembergs[CLXXXIV] Tjeneste, og det slutter med hans Flugt fra Stuttgart[v] til Mannheim[w]. Der danner en Parallel til Gutzkows[CLXXXV] Lystspil om Goethe’s[CLXXXVI] Ungdom »Der Koenigslieutenant[0055]«, som det ved dramatisk Liv overtræffer. Atter her er den skarpe historiske Sandhed ofret. Hertug Karls[CLXXXVII] Karakter er mildnet og afdæmpet nøjagtigt som Kong Friedrich Wilhelms[CLXXXVIII] i Gutzkow’s[CLXXXIX] »Zopf und Schwert[0056]«. Dette er Kunst, som ikke blot har været nødt til at tage Hensyn, men som er kommet til Verden under Trykket af en Vedtægt, der har listet sig helt ind i Digterens Sind. Dog dette Sind var let og den Haand, der har nedskrevet disse Scener, var en let Haand. Af den Glans, |373| der omstraaler Hovedpersonens Navn, er noget faldet paa Stykket. Saalænge Schiller[CXC] bevarer sin høje Popularitet i Tydskland, vil man rimeligvis have Fornøjelse af at se denne Omskrivning af hans Ungdoms Historie, en Historie, der rigtignok nu kjendes nøjere end da »Die Karlsschüler[0057]« blev til. Udenfor Tydskland vil et Skuespil som dette neppe virke.
Næst Gutzkow[CXCI] og Laube[CXCII] er Mundt[CXCIII] det hyppigst forekommende Navn, saa tidt i Datiden det unge Tydsklands Førere nævnes. Som Organ for Gruppens Følelser og Ideer staar han omtrent i Aaret 1835 paa sin Højde. I det Aar udgiver han det af hans historisk fremstillende Arbejder, der ene fik Betydning for Ungdommens Sjæleliv, nemlig Værket »Charlotte Stieglitz, ein Denkmal[0058]«. Det henrev vel mest paa Grund af sit Stof, men dog ogsaa paa Grund af den følelsesfulde Behandlings Pietet Tusinder af Hjerter. Og i det samme Aar udkom hans »Madonna, Unterhaltungen mit einer Heiligen[0059]«, det af alle Mundts[CXCIV] Skrifter, der er mest betegnende for det unge Tydsklands Følemaade og for hans eget Væsen.
Theodor Mundt[CXCV], født i Potsdam[x] 1808, var en hengiven Sjæl, Sag og Person hengiven, paa én Gang med Sværmeri og med Forstand. Han var ikke blot som Wienbarg[CXCVI] en begejstret Natur, men – med mindre Tapperhed ganske vist – en langt rigere og mangesidigere Aand. Og dog var han en Aand uden Ægg, en Forstand uden Skarphed, en |374| Fantast uden Gratie, en Skribent uden Konturer, en Stilist uden Fynd. Ene hans Bog om Charlotte Stieglitz[CXCVII] har overlevet ham, og det er Gjenstandens Skyld. Han kunde være baade hvas og bidsk og uretfærdig, som svage Naturer tidt ere eller blive det, men selv hans hvasseste Udfald er ikke Udbrud af noget krigerisk Naturel, kun Selvforsvar og Selvhævdelse, grundet paa Misforstaaen af en Modpart, kun ufarlige Stød af en rasende Bede.
Det overrasker den moderne Læser, at et Arbejde som Mundts[CXCVIII] »Madonna[0060]« nogensinde har kunnet betragtes som en farlig Bog. Man maa have de Regjerendes hele Angst for Skygger i Erindring for at forstaa det. Men den kan ikke forsømmes af Nogen, der vil studere Tidsalderen; thi der er noget Typisk i det Udtryk, den giver Ungdommens Tanker og Sværmerier.
»Madonna[0061]« er ved selve sin Formløshed karakteristisk for Mundt[CXCIX] og for dem, hvis litterære Smag faldt sammen med hans. Det er Lyrik i Prosa, Rejseskildringer, personlige Bekjendelser, verdensomdannende Theorier om Kjødets Æresoprejsning i Kraft af en hidtil ukjendt Mystik, Alt leiret om en novellistisk meddelt Kvindeskjæbne.
Bogen indledes med en Posthorns-Symfoni, ret velskrevet i gammel romantisk Stil, men med et uromantisk Indhold. Den forherliger Bevægelsen, det Stikord, Mundt[CC] opfandt og hvori han forelskede sig. Bevægelsen er for ham hvad for Andre Frem|375|skridtet, Kampen for Frihed var, den nye Tids Løsen. Han taler om Bevægelsespartiet; den nye Litteratur er ham Bevægelseslitteratur (Bewegungsliteratur)† selve »Madonna[0062]« stempler han i en Efterskrift som en Bevægelsens Bog. Udtrykket er, som man ser, ret neutralt og uskyldigt.
Læselig er i »Madonna[0063]« nutildags kun den kvindelige Hovedpersons Meddelelse om sit Liv og Levnet. Forfatteren træffer hende i en lille bøhmisk Landsby, standser slagen over hendes sælsomme Skjønhed, da han ser hende paa Gaden som Deltagerinde i en katholsk Procession. Ved et Tilfælde tyer han senere paa Dagen netop ind i hendes gamle Faders Hus, vinder (ret forrykt) den gamle bornerte Mands Hjerte ved den Salvelse, hvormed han fortæller ham om Casanova[CCI], der har levet der i Egnen paa Slottet Dux[y], opnaar en Indbydelse til at blive der til Aften og tilbringer en Del af Natten i en sværmerisk Samtale med Datteren, i hvem han finder en Kvinde, der efter hans Forestillinger maa kaldes Helgeninde, en verdslig Helgeninde (eine Weltheilige) og der som saadan skjænker ham et Favntag og et Kys under hede Taarer. Da han den næste Morgen maa forlade Egnen, lægger hun snart derefter sit hele Væsen og alle sine Oplevelser aabent frem for ham i en umaadelig Epistel »En verdslig Sjæls Bekjendelser«.
Den stakkels Pige er et Offer. Fra hendes Fædreneby Teplitz[z] og fra hendes Forældre har en |376| fordærvet kvindelig Slægning lokket det fattige Barn til Dresden[aa], og har under Skin af at sikre dets Fremtid opdraget det for en rig og fornem Vellystning. Med Indtrædelsen i den voxne Alder skal hun blive dennes Bytte. Alle Forberedelser er allerede trufne; hun er ved Nattetid indelukket i et Værelse med sin Velgjører og Efterstræber, ved hvem hun væmmes – da hun ved en Kraftanstrengelse gjør sig fri, bryder ud, og i sin Fortvivlelse tyer til en ung Theolog, der boer i samme Hus og i hvis Værelse hun skimter Lys. Længe har hun elsket ham som han hende. Nu hengiver hun sig med blufærdig Enthusiasme til ham, der ikke nænner at støde hende tilbage. Men Dagen derpaa begaar han Selvmord af kristelig Anger over denne Synd, og den unge Pige maa paa sin Fod vandre fra Dresden[ab] til sin fædrene Landsby i Bøhmen[ac], hvor hun, som har deltaget i en Hovedstads Liv og Adspredelser, nu forsmægter i sin Faders Hytte. Oldingen er lam, desuden stokbornert af katholsk Fanatisme.
Denne Histories Pointe synes at være den unge Piges Uskyld i Selvhengivelsen, skjønt denne i Verdens Øjne er en Brøde. Fortælleren ser i hende en Helgeninde, en Madonna, Indbegrebet af elskelig og typisk Kvindelighed. En verdslig Helgeninde er hun ganske vist, men, lærer han: der kan slet ikke tænkes Noget, der er mere helligt end det Verdslige, ikke gives Noget, der er mere gejstligt |377| end det. Og han fremsætter sin, hverken nye eller mærkværdige, men en Smule særegent formulerede Lære om den nødvendige Sammensmeltning af Kjød og Aand og om at Modsætningen mellem Gejstligt og Verdsligt nu maa falde. »Verden og Kjødet maa atter gjenindsættes i deres Rettigheder, for at Aanden ikke mere skal bo i sjette Etage som i Tydskland.« Og gjennem Fortællingen af en langtudspunden bøhmisk Legende om Libussa naaer han til sin Jubelhymne: »Den frie Kvinde er suveræn; hun afgjøre, hun tale, thi hun tør tale! Og den frie Kjærligheds Lykke er sød!«
Mundt[CCII] var begyndt som Hegelianer, men er her naaet til en Omændring af Hegelianismen i Retning af fantastisk Mystik: Christus har sagt, at hans Rige ikke er af denne Verden, og dog er han kommet til os og er selv bleven Verden. Gud har af Kjærlighedslyst dykket sig ned i Kjødet, og denne Verdens Kjød er blevet helliget, idet det blev Gud. Saaledes blomstrer Guds Rige overalt paa Jorden, men er ligefuldt, som Christus forkyndte, ikke af denne Verden, det vil sige ikke af den Verden, der blot er Kjød og som ikke vil indlade sig med Tankens frie Bevægelse. — Vidtløftigt tumler Mundt[CCIII] nu som en ikke ret udlært Pedant med en Polemik mod »det Dennesidige«, der er uden »det Hinsides« og mod »det Hinsides«, der ikke vil vide af »det Dennesidige«, og ender saa i Begejstring for hvad han kalder Billedet |378| (modsat aandløs Materie og legemløs Aand). »O I Filosofer! hvad der mangler Eder, det er Billedet [...] jeg kjæmper for Billedets Gjenindsættelse i dets Rettigheder!«
Var nogen Mand ikke anlagt til Fører og Mester for Andre, saa var det denne salvelsesfulde Forkynder af altfor indlysende Sandheder. Han har siden da skrevet en lang Række af historiske Romaner – en endnu meget længere Række leveredes af hans Hustru under Pseudonymet Louise Mühlbach – desuden et ikke ringe Antal af kritiske og litteraturhistoriske Skrifter. Iblandt disse er et af de bedste hans »Geschichte der Litteratur der Gegenwart[0065]« 1842, fordi Forfatteren der taler om hvad han kjender tilgavns; men ogsaa denne Bog er som alle hans andre et formløst Arbejde, fuldt af ubehærsket Stof og plettet af kun tilsyneladende dybsindig Aandrighed. Saaledes finder han her en særegen Betydning i at Hegel[CCV] netop blev bortrevet af Cholera: Hegels[CCVI] Aandssystem, siger han, var et Alt nivellerende Juste-milieu-System som Casimir Periers[CCVII], derfor maatte de begge dø af denne Alle nivellerende Sygdom. Den maa betragtes som det fysiske Udtryk for Tidens almindelige Kval. Livet havde af Angst og Uro ført Krig mod sine egne Indvolde og bødede nu tilsidst for sin Attraa efter at erkjende og begribe sig selv, med den sidste |379| mulige Akt af Selvreflexion: den at spy sig selv ud. (Mundt[CCVIII]: Litt. der Gegenwart[0066] S. 355).
Den især som Theaterdirektør bekjendte Feodor Wehl[CCIX] har i et Skrift »Das junge Deutschland[0067]«, som mest bestaar af Breve til Udgiveren, bestræbt sig for at give Læseverdenen en bedre Ide om Mundt[CCX] end den i vore Dage fremherskende, og det er lykkedes ham at bibringe os den Forestilling, at Mundt[CCXI] var en Mand med megen god Vilje, ikke faa Kundskaber og ikke ringe Varme for det, han følte sig tiltalt af. Men for nogen betydelig Kraft vil denne Skribent aldrig kunne gjælde.
I Grunden ere de Forfattere af anden Rang, der som Gustav Kühne[CCXII], Hermann Marggraff[CCXIII] og Alexander Jung[CCXIV], danne det unge Tydsklands Bagtrop, lige saa fremragende som han. De ere alle som han halvt publicistiske, halvt digteriske Talenter. Det er Mænd med Karakter, med Dannelse og udpræget stilistisk Evne, gjennemtrængte af de samme Grundforestillinger, som findes hos Mændene i første Linje.
Den der f. Ex. vil gjennemlæse Kühne’s[CCXV] »Weibliche und männliche Charaktere[0068]« (fra 1838) overraskes behageligt ved Fremstillingens Sving og Glands, ikke mindre end ved Rigtigheden af de Domme om offentlige Personligheder, som fældes. Hans Heltinder er som alle disse Mænds: Rahel[CCXVI], Bettina[CCXVII], Charlotte Stieglitz[CCXVIII]; han ser paa dem med sine egne Øjne og skildrer dem med Enthusiasme, |380| uden Fraser. De Digtere, han karakteriser og forherliger, er ikke blot store Fortids-Radikale som Shelley[CCXIX], ikke blot hele Rækken af Datidens Friheds-Lyrikere fra Anastasius Grün[CCXX] til Karl Beck[CCXXI], men saa rolige Aander som Rückert[CCXXII] og Chamisso[CCXXIII]. Han er vel uden stærk Originalitet, men ogsaa uden Ensidighed og Fordomme.
Det Samme kan siges om Hermann Marggraff[CCXXIV]. Hans Bog »Deutschlands jüngste Literatur- und Culturepoche[0069]« (1839) gaar vel i det unge Tysklands Spor men Forfatteren har forbeholdt sig sin fulde Selvstændighed. Han er en tænksom, kritisk prøvende Mand, der skriver godt for sig, altid naturligt, undertiden aandrigt, og hvor han fejler, er det langt snarere paa Grund af konservative Tendenser end paa Grund af altfor vidtgaaende Modernisme.
Naar man da ikke netop søger den nye Gruppes enfants perdus, og saadanne har enhver Retning, kan man ingenlunde sige at den gav Anledning til de lidenskabelige Angreb, for hvilke den blev Gjenstand. De stærkeste Overdrivelser og Smagløsheder er gjennemgaaende paa Angribernes Side, ikke paa det unge Tysklands.
En saadan Angriber var den dengang aldrende Tieck[CCXXV]. I flere af sine Noveller gjorde han Udfald mod Det unge Tyskland, mest direkte retter han sin Satire imod det i Novellen »Der Wassermensch[0070]«. Rigtignok er Karikaturen her saa grov, at Virkningen forspildes. |381|
Den unge Florheim[ccxxvi], der repræsenterer den Ungdom, Tieck[CCXXVII] vil tillivs, er halvgal af Begejstring for Franskmænd og for Jøder; han viser sig som Frihedsmand og Demokrat i Ytringer, til hvilke en normal Skoledreng vilde være altfor moden. Han vil, at der aldrig maa gives nogen Concert, paa hvilken ikke Marseillaisen[0071] spilles – for at Menneskene ikke skulle glemme hvad der er Hovedsagen. I alle Bøger, selv i Kogebøger, vil han have Billeder anbragt af de vigtigste Frihedshelte som Mirabeau[CCXXVIII], Washington[CCXXIX], Franklin[CCXXX], Kosciuszko[CCXXXI]. I Almanakkerne fordrer han Maaneden Juli’s Navn trykt med røde Bogstaver for at holde Erindringen frisk om den glorværdige Julirevolution, og han haaber, at »alle Ædle« ville forene sig om at lade Substantiverne Fyrste, Herre, Konge, Hertug, Greve, Junker osv. trykke med smaa Forbogstaver for saaledes at vise Ringeagt for disse Begreber.
Da Geheimeraaden, som i Novellen repræsenterer den forstandige Konservatisme, spørger Florheim[ccxxxii], hvorledes han og hans (Sie, die Sie sich das junge Deutschland nennen) haabe at gjennemføre deres Planer mod det Bestaaende, svarer denne naivt: Ved evindelig Skjælden ud paa alt det, som staar os i Vejen. Og han udvikler, at saaledes behandlede de allerede den gamle Goethe[CCXXXIII] i hans sidste Leveaar – en Vending, der ganske strider mod Sandheden – nu, da de er Bevægelsens Parti og allerede har bemægtiget sig de fleste og mest |382| læste Blade, er de i Stand til at stifte et usynligt og dog aabenbart Forbund, der strækker sig over hele Tyskland, slaar enhver Forfatter ned, der ikke hører til dem, og ved hensynsløs Brug af den gjensidige Lovprisning driver dem alle i Vejret.
Virkeligheden saa ganske anderledes ud. Karikaturen har her den dobbelte Fejl, ikke at ligne og ikke at være morsom. Mundt[CCXXXV] tog en aandrig Hævn over Tieck[CCXXXVI], da han nogle Aar derefter gav det første Stød til Opførelsen af Tiecks[CCXXXVII] Eventyrkomedier i Berlin[ad].
højresiderne i kapitel 22 har i førsteudgaven klummetitlen »Gutzkow, Laube, Mundt.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
af en officiel skrivelse (et ministerialreskript) fra den preussiske regering, dateret Berlin 11.12.1835.
Theodor Mundts officielle erklæring har ikke kunnet verificeres.
af Theodor Mundts forord til det første bind af hans tidsskrift Dioskuren. Für Wissenschaft und Kunst, 1836 Dioskuren 1836, 1:[ix-x].
citatet af Heinrich Heine har ikke kunnet identificeres.
af Heinrich Laubes program til Mitternachtszeitung, dateret 1.1.1836.
af Heinrich Heines brev til »Hohe Bundesversammlung«, dateret Paris 28.1.1836.
af Heinrich Heines »Über den Denunzianten«, 1837, der blev trykt som forord til tredje bind af Der Salon Heine 1978, 11:159.
ty.: 'privatgavtyvliv'; GB sigter til Heinrich Heines »Über den Denunzianten«, 1837; der er ikke tale om en trykfejl hos Heine Heine 1978, 11:161.
dvs. udtale sig om, ytre sig om, udlade sig om.
allusion til Det Gamle Testamente, Første Samuelsbog, kap. 17, der beretter om den jødiske kong Davids kamp mod filistrenes kæmpekriger Goliat.
dvs. hånet, latterliggjort.
af Karl Gutzkows novelle »Der Sadducäer von Amsterdam«, trykt i Novellen,1834 (projekt-gutenberg uden år:22).
af Karl Gutzkows novelle »Der Sadducäer von Amsterdam«, trykt i Novellen, 1834 (projekt-gutenberg uden år:29-30).
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 556): »Ve den Ven, / der i din Jammer Troskab dig bevarer! / Aldrig i Kærlighed et Kvindehjerte / sig giver hen til dig«; et sammensat citat af en replik af rabbineren De Santos i Karl Gutzkows drama Uriel Acosta, 1846, II,7 Gutzkow 1910:43.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 556): »Elsket han er. Troer sandere Profeter!«; af Karl Gutzkows drama Uriel Acosta, 1846, II,7 Gutzkow 1910:44.
GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 556): »Det var Altsammen før.«; af Karl Gutzkows drama Uriel Acosta, 1846, IV,2 Gutzkow 1910:72.
kejserriget Østrig og den katolske kirke indgik i 1855 en aftale (et konkordat) om en række anliggender vedrørende det indbyrdes forhold mellem kirke og stat.
af en replik af hustruen Julie von Jordan i Karl Gutzkows drama Werner oder Herz und Welt, 1840 Gutzkow Meisterdramen:173.
i 1800-tallets første halvdel et medlem af et Burschenschaft, dvs. en studenterklub eller studenterkorporation. Denne studenterbevægelse, der organiseredes fra 1815, var i begyndelsen tæt sammenvævet med en tysk-national og liberal bevidsthed.
en tysk studenterklub eller studenterkorporation. Denne studenterbevægelse, der organiseredes fra 1815, var i begyndelsen tæt sammenvævet med en tysk-national og liberal bevidsthed.
folkelig opstand i Frankrig i juli 1830, der resulterede i afskaffelsen af det restaurerede kongedømme under bourbonerne og bragte Ludvig-Filip på tronen.
i den tyske nationalforsamling, Frankfurt am Main 1848-1849, var det et politisk mål for »die erbkaiserliche Partei« at få indsat en arvekejser som statsoverhoved for et samlet tysk rige.
en folkelig national opstand i november 1830 i den russiske del af Polen; opstanden førte til dannelsen af en provisorisk regering, der styrede denne del af Polen indtil de russiske troppers indtagelse af Warszawa i september 1831.
væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
dvs. under Julirevolutionen i 1830.
disse karakteriserende ord kan ikke påvises i teksten til Heinrich Laubes drama Struensee, 1847.
GB sigter til, at en vædder, der er kastreret (en såkaldt bede), er mindre aggressiv end sine artsfæller.
af Theodor Mundts roman Madonna. Unterhaltungen mit einer Heiligen, 1835 Mundt 1835:274.
af Theodor Mundts roman Madonna. Unterhaltungen mit einer Heiligen, 1835 Mundt 1835:326.
henviser til Johannesevangeliet 18,36 i Det Nye Testamente.
af Theodor Mundts roman Madonna. Unterhaltungen mit einer Heiligen, 1835 Mundt 1835:406.
(fr.) fortabte børn; samtidig en allusion til Heinrich Heines digt »Enfant perdü«, trykt i digtsamlingen Romanzero, 1851. som det sidste digt i digtcyklussen »Lazarus«.
væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
af Ludwig Tiecks novelle »Der Wassermensch«, trykt i det første bind af Gesammelte Novellen, 1835 Tieck 1835, 1:78-79.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik