Kjenderne af Heines[I] Skrifter og Breve ville have bemærket det inderlige Venskab og Vaabenbroderskab, der i hans Ungdom knyttede ham til Karl Immermann[II]. Han havde tilbudt Immermann[III] at indføre nogle Epigrammer af denne i sine »Reisebilder[0001]«, og virkelig bragte Værket mellem Afsnittene Norderney[0002] og Bogen Le Grand[0003] et halvt Ark Xenier af Immermann[IV], der spottede forskjellige af Datidens litterære Personer og Tilstande, blandt Andet gav de i østerlandske Former digtende Poeter en Snært, af hvilken Platen[V] følte sig ramt og som fremkaldte hans dramatiske Satire »Der romantische Oedipus[0004]« og derigjennem atter Heines[VI] Svar.
Det var et mærkeligt Træf, at Platen[VII] i sin Ubehændighed skulde med ét Slag stemple de to Mænd som Romantikere, der hver for sig have bidraget deres, og mere end Platen[VIII] selv, til at bringe en ny Aand og en ny Kunst til at vikle |279| sig ud af det romantiske Svøb, idet de hver paa sin Vis ere blevne Grundlæggere af moderne Digtning.
Karl Immermann[IX] (født 1796) var en tre—fire Aar ældre end Heine[X], Søn af en streng, regelret Embedsmand i Magdeburg[a], selv en fast og paalideligt udviklet Personlighed, tidligt præget af den gammelpreussiske Aand, af hvilken der hos Heine[XI] ikke fandtes Spor. De var Modsætninger næsten i Alt.
Immermann[XII] deltog som Frivillig i Slaget ved Waterloo[b], drog med Hæren ind i Paris[c], fik sin Afsked som Officer og studerede Jurisprudens i Halle[d], hvor han med sin strenge Retsfølelse kom til at lægge sig ud med den mægtige Studenterforbindelse Teutonia, der havde anmasset sig en Art moralsk Overhøjhed over alle de Studerende, vilde hævde den sædelige Renhed ved Raaheder og viste sig lige herskesyg og brutal. Mod denne førte han en flereaarig Kamp. Gjentagne Gange maatte han anraabe Statsmagten om Hjælp i Anledning af de Krænkelser og Forfølgelser, for hvilke han derfor gjordes til Gjenstand. Følgen var, at han af det herskende Parti blev lagt for Had som Angiver — og det saa meget mere som den politiske Reaktion uden hans Skyld tog Anledning af denne Opposition mod nedarvet Uskik i Studenterforbindelserne til at fortrædige og undertrykke disse. Immermann[XIII] var fra da af en isoleret Skikkelse. Meget i hans Væsen, meget af det Tørre og Sære har sin Rod i dette Forhold. For Stolthed og |280| Selvfølelse var denne Isolerthed desuden den gunstigste Jordbund.
I 1819 blev Immermann[XIV] ansat som juridisk Embedsmand (Divisionsauditør) i Byen Münster[e] i Westphalen[f], en gammel strengt katholsk Provinsby, i hvilken han fra først af følte sig uensartet med Alle og Alt. Men her lærte han efter kort Tids Forløb den Kvinde at kjende, som blev Skjæbnen i hans Liv.
Elisa von Lützow[XV] var oprindeligt dansk. Hun var gift med Brigadekommandøren Adolph von Lützow[XVI], den berømte Fører for det af Körner[XVII] besungne Friskarekorps, men født Grevinde Ahlefeldt-Laurvig[XVIII] fra Tranekjær[g] paa Langeland[h], dengang 29 Aar gammel og efter de Samtidiges Vidnesbyrd henrivende ved Ynde, Anstand, Sjæl og i al Fornemhed hjertevindende Personlighed. Fra sin tidligste Ungdom af havde hun gjort et dybt Indtryk paa de Mænd, der kom indenfor hendes Kreds.
Hun var voxet op som den formentlige Arving til store Rigdomme, men i ulykkelige Familieforhold; Faderen og Moderen var blevne fremmede for hinanden og levede fra hendes fjortende Aar af adskilte. Grev Ahlefeldt[XIX], en Yndling af Frederik den Sjette[XX], var en fornøjelsessyg Paschanatur med et vexlende Harem; en Musik- og Theaterven, der havde et fast Kapel og holdt tyske og franske Skuespillertrupper paa Tranekjær[i], saa gjæstfri og tankeløst ødsel, at selv hans Formuesforhold ikke |281| forslog til denne Ødselhed. Anledningen til at Elisa[XXI] lærte Immermann[XXII] at kjende, var den, at hun behøvede retskyndig Hjælp, da hendes Fader[XXIII] ikke blot holdt hendes Mødrenearv tilbage — Moderen var død 1812 — men end ikke vilde udbetale den hende tilsikrede aarlige Rente.
Længe havde Grev Ahlefeldt[XXIV] nægtet sit Samtykke til sin Datters Forbindelse med den uformuende og endnu ubekjendte fremmede Officer. Han gav det endelig i Aaret 1810, og da 1813 paa Frederik Wilhelm III’s[XXV] Opfordring den preussiske Ungdom med levende Glæde greb til Vaaben og Lützow[XXVI] dannede de sorte Jægeres navnkundige Frikorps, saa fandt Lützowerne, »den vilde, forvovne Jagt«, deres Valkyrie i Chefens dejlige Hustru, der af den hele Skare blev tilbedt som et højere Væsen. Elisa[XXVII], der fra Barndommen af synes at have talt Tysk, følte sig paa tysk Grund ganske som Datter af sit nye Fædreland og gik fuldstændigt op i dets Skjæbner. Hun begejstrede de Tapre, plejede med heltemodig Udholdenhed de Saarede, var de ypperste unge Mænds Fortrolige, deres Hjælp og Trøsterinde, og efter en Sejr bragte man altid hende den fineste Del af Byttet. Den Lieutenant, der efter Slaget ved Belle-Alliance[j] først steg ind i Napoleons[XXVIII] erobrede Vogn, bragte hende endog et Par Handsker og et Par Glas af Kejserens som Erindring.
Efter Fredsslutningen boede hun med sin Mand |282| i de forskjellige Byer, til hvilke han blev forsat, fra 1817 af i Münster[k], hvis stive, smaalige, bigotte Væsen vel var hende forhadt, men hvor hun som overalt samlede en enthusiastisk Kreds om sig, der glædede sig ved hendes ualmindelige Skjønhedssans og den fine Intelligens, hun uden at være veltalende lagde for Dagen i sine Samtaler eller blot ved et Smil og et Nik.
Paa Immermann[XXIX] virkede hun fra første Møde af som en Aabenbaring fra en højere, ædlere Verden, efter hvilken han under sit ensomme, glædeløse Liv havde smægtet. I det slotlignende Hus, der var Lützows[XXX] Tjenestebolig, et fordums Kloster med høje Vinduer og mægtige Fløjdøre, hvor hun levede omgivet af Blomster, Byster, Bøger, Billeder, Fugle, Hunde og Beundrere, tog hun sig ud som en Ridderdame fra fordums Tid eller som en af hine Renæssancetidens Prinsesser, der drog Digtere til deres Hof og inspirerede dem.
Aaret 1825 bragte en stor Forandring i Elisa’s[XXXI] Skjæbne. Den godmodige og ridderlige, men flygtige og letfængelige Lützow[XXXII] forelskede sig saa heftigt i en koket og ubetydelig Dame, at han anmodede sin Hustru om at give ham sin Frihed tilbage. Hun var ingenlunde forberedt paa et saadant Skridt, men et Ord fra Lützow[XXXIII] til en Ven, hvortil hun var bleven Vidne, og som gik ud paa at han fra først af havde været fast besluttet paa at ægte en rig Arving, havde bragt |283| hende til at se den Udholdenhed, hvormed han i deres tidlige Ungdom holdt fast ved hende, i et nyt Lys — saa han i hendes Øjne havde tabt saare meget. Stolt som hun var, erklærede hun nu strax, at hun ikke vilde staa hans Lykke i Vejen og gav øjeblikkeligt sit Samtykke til en Skilsmisse, hvis Aarsag hun holdt hemmelig overfor Alle.
Intet heftigt Ord blev vexlet mellem Ægtefolkene. April 1825 fandt Skilsmissen Sted. Før og efter den sendte Lützow[XXXIV] Elisa[XXXV] Breve, der røbe det mest levende Venskab og den varmeste Beundring. For ham fik Begivenheden kun ulykkelige Følger. Han blev almindeligt dadlet for det foretagne Skridt; da det kom til Stykket, gav hans lunefulde Dame ham en Kurv; for sent angrede han at have givet Afkald paa Elisa[XXXVI] for at løbe efter et Blændværk, og da han nogle Aar efter for at faa Hus og Hjem paany, giftede sig med sin afdøde Broders Enke, viste hans anden Hustru sig saa vanskelig af Karakter, at han tilbragte sine sidste Leveaar i en rent ud fortvivlet Ulykkestilstand.
For Elisa[XXXVII], hvem Skilsmissen gjorde hjemløs og stillede ganske ene i Livet, hidførte Begivenheden efterhaanden en stedse intimere Tilnærmelse fra den unge Digters Side, der i hende saa sit Ideal. Immermann[XXXVIII] ønskede lidenskabeligt at knytte hende til sig for bestandig. Men Elisa[XXXIX] gyste tilbage for et andet Ægteskab; selve Institutionen |284| var ved de Skuffelser, hendes Liv havde bragt hende, bleven hende forhadt; ogsaa de sex Aar, hun var ældre end han, gjorde hende betænkelig. Da Immermann[XL] i 1827 opnaaede en Ansættelse som Landretsraad i Düsseldorf[l], bestormede han Elisa[XLI] med Bønner om at følge ham derhen. Hun indvilligede, skjønt hun paany erklærede ikke at ville indgaa noget Ægteskab med ham; derimod gave begge Parter hinanden det Løfte aldrig at ville tænke paa Giftermaal med nogen Anden.
De to Elskende beboede i Landsbyen Derendorf[m] ved Düsseldorf[n] et Landsted med en mægtig, rosenfyldt Have, som de udsmykkede til et elegant og harmonisk Hjem, i hvilket han og hun havde deres særskilte Værelser. I en lang Aarrække levede de her et righoldigt og lykkeligt Liv. Düsseldorf[o] var dengang et Samlingssted for et ikke ringe Antal af Tysklands ypperste Kunstnere, Malere som Schadow[XLII], Lessing[XLIII], Hildebrandt[XLIV]. Derhen søgte desuden Poeter (som Grabbe[XLV]), Komponister (som Mendelssohn[XLVI]), Kunstelskere og Kunstforskere (som Schnaase[XLVII]) fra alle Egne af Tyskland. Immermanns[XLVIII] og Elisa von Ahlefeldts[XLIX] Hus blev et Foreningspunkt for alle disse Aander. Allerede i Münster[p] havde han i Elisas[L] Kreds røbet et ualmindeligt Talent som Forelæser af dramatiske Digterværker. Han fortsatte her med halv offentlige Forelæsninger af denne Art. Og heraf udviklede sig Lyst til at lede et Theater. Han indstuderede med Düsseldorfs[q] |285| Skuespillerselskab en Række Mønsterforestillinger, fremmede Kunstnere kom ham til Hjælp, den store Skuespiller Seydelmann[LI] fra Berlin[r] spillede Nathan[lii], Felix Mendelssohn[LIII] satte to Operaer i Scene og dirigerede Opførelsen.
Da i 1832 Elisas[LIV] Fader døde, arvede hun vel ikke de Rigdomme, der i hendes Ungdom syntes at maatte falde i hendes Lod, men erholdt af en Fætter, hvem Grevskabet tilfaldt, fra nu af en meget rigelig Livrente. Med Immermann[LV] foretog hun nu flere Rejser, langs Rhinen[s], til Dresden[t], i Holland; en Rejse, som Immermann[LVI] foretog alene, er den, som findes beskrevet i hans »Reisejournal[0005]«, der helt bestaar af de til Elisa[LVII] sendte Breve. Alt Andet, hvad han skrev, blev til under hendes Øjne og underkastedes hendes vel kjærlige men ikke ganske sjældent dadlende Kritik.
Efter tre Aars Bestaaen maatte det af Immermann[LVIII] ledede Theater til Digterens store Sorg af Mangel paa Statsunderstøttelse gaa ind. Han stræbte at adsprede sig ved en Rejse i det frankiske Schweiz (1837), som han har beskrevet. Ogsaa de Breve, af hvilke hans »Fränkische Reise[0006]« bestaar, ere alle skrevne til Elisa[LIX]. Det var de sidste, han sendte hende. Thi paa denne Rejse saa han for første Gang i Magdeburg[u] en ganske ung attenaarig Pige, Marianne Niemeyer[LX], der gjorde et heftigt Indtryk paa ham. Da han atter traf sammen med Elisa[LXI] og med hende tiltraadte Hjem|286|rejsen til Düsseldorf[v], opfordrede han hende til hendes Forundring endnu engang til at indgaa Ægteskab med ham. Hun afslog som sædvanligt. Det er som havde han forud været sikker paa Svaret og villet have sin Samvittighed fri. Umiddelbart derefter aabnede han, uden at sige Elisa[LXII] Noget derom, en levende Brevvexling med Marianne[LXIII], friede og fik Ja. Elisa[LXIV] erfor hans Forlovelse af Andre, og besluttede strax at bryde op og rejse bort.
I August 1839 forlod hun Düsseldorf[w] med en Veninde, ledsaget af Immermann[LXV] til Köln[x]: Indtil da havde hun trods sine 49 Aar bevaret sin Skjønhed; nu blev hun paa én Gang gammel. I October 1839 blev Immermann[LXVI] gift; i August 1840 døde han. Elisa[LXVII] overlevede ham endnu i 15 Aar
.Det er tydeligt nok, at Forholdet til Elisa[LXIX], der mange Aar igjennem var en Glæde og Støtte for Immermann[LXX], tilsidst blev ham en Byrde. Men uforsvarligt er det (som Goedeke[LXXI] har gjort) at fremstille dette Forhold som om først dets Opløsning og det paafølgende legitime Giftermaal havde givet Immermann[LXXII] den digteriske Kraft, han i sit sidste Hovedværk »Münchhausen[0008]« har lagt for Dagen. »Münchhausen[0009]« er ganske lige saa fuldt som Immermanns[LXXIII] andre Værker undfanget og udført under Samlivet med Elisa[LXXIV].
Hendes Skikkelse og hans Stilling til hende |287| har paa mange Maader og mange Punkter paavirket hans Digtning. Man har fundet Spor af hende i hans Drama »Petrarca[0010]«, der behandler Petrarcas[LXXV] Kjærlighed til Laura[lxxvi] og som gaar ud paa at fremstille en saadan højbaaren Elskovs uimodstaaelige† Magt, selv om den gjælder en Kvinde, der ikke er fri. Man har villet gjenfinde hendes Anskuelser om Kjærlighedens ubetingede Ret som saadan i Skuespillet »Cardenio og Celinde[0011]«. Hun synes fremdeles at have staaet Model til Heltinden i Lystspillet »Den skjelmske Grevinde[0012]« og er ganske utvivlsomt Forbilledet for Johanne[lxxvii] i Romanen »Epigonerne[0013]«. Dog alt dette er forsvindende i Sammenligning med den udviklende og forfinende Indflydelse, hun overhovedet har øvet paa Immermann[LXXVIII] som Digter.
Det er gaaet besynderligt med hans Ry. Af alle hans Skrifter læses i vore Dage endnu kun et eneste, Romanen »Münchhausen[0014]«, og nøjere bestemt er det af denne Roman, der vil bringe hans Navn til Efterverdenen, atter kun et enkelt Afsnit, næppe dens Halvdel (som man i den senere Tid endog har udløst af Sammenhængen med det øvrige og udgivet for sig). Dette ene Afsnit opvejer i Virkeligheden Immermanns[LXXIX] hele øvrige Production.
Romanen »Münchhausen[0015]« var anlagt som romantiske Fortællinger i Regelen var, forsætligt uordentligt; Bogen begynder f. Ex. med ellevte Kapitel. Helten, en westphalsk Friherre, er en Efterkommer |288| af den gamle Lyve-Münchhausen[LXXX] og fantastisk løgnagtig som han. Det Hele skulde være et satirisk Repertorium over al Slags Humbug og Vindmageri i Datiden, hvori Digterens Lune kunde tumle sig frit. Men ud af alt dette Frie og Flagrende, der svarer til Titlen »En Historie i Arabesker[0016]«, viklede sig efterhaanden den store landlige Novelle, der er bleven staaende i den tyske Litteratur under Titlen »Der Oberhof[0017]«. Dens Hovedfigurer, Sognefogeden (der Hofschulze) og den blonde Lisbeth[lxxxi] indeholde en ny Sandhed og en ny Poesi. De bevæge sig paa Westphalens[y] »røde Jord« og indføre for første Gang i Litteraturen det menige tyske Folk uden Hyrde-Idyllens Sødlighed og uden Operettens balletagtige Forvanskning, vel stærkt stiliseret, men med dets Egenart og dets Stammepræg. Der er i disse Karakterer en kraftig og frisk Naturlighed, der ikke vil blive forældet.
»Der Oberhof[0018]« er bleven Grundtypen for alle europæiske Bondefortællinger, og der gives Punkter, paa hvilke den overtræffer dem alle, saa gammeldags den end i visse Maader allerede nu kan synes. Hundrede fantastiske Traade strække sig fra denne mesterlige Novelle ind i den store romantiske Roman, men man kan uden Vanskelighed klippe dem over, og har da her ligesom det faste Krystal liggende for sig, til hvilket Romantiken i Immermanns[LXXXII] Sjæl tilsidst fortættede sig.
Man er nutildags vant til i Bondefortællingerne |289| at se en ligefrem Udløber af Romantiken. De have ikke desmindre i Norden som i Frankrig dannet Overgangen til en mere naturtro Kunst end den romantiske var. I Tyskland var det i Virkeligheden en Sfæreforandring, som skete, da Immermann[LXXXIII] opgav det historiske eller fantastiske Jambedrama, der snart foregik i et, snart i et andet Land, han aldrig havde set, og fremstillede en simpel, menneskelig Handling i det lidet kjendte Westphalen[z], hvor han havde levet og virket som Dommer. Det var dengang endnu et Land uden Jernbaner og uden Industri, men et Land, som, partriarkalsk og sundt i sine Sæder og Skikke, blot behøvede at gjengives med den Troskab, der forklarer, for at Skildringen langt skulde overtræffe alle tidligere, vilkaarlige Fostre af hans digteriske Indbildningskraft.
Fra den store Gaardmand, der er Novellens Hovedperson, nedstamme alle tyske og mange fremmede Bondenovellers grundkraftige, dybtselvstændige Storbønder. Men han overgaar alle Auerbachs[LXXXIV] iøvrigt ofte saa fortræffelige Bønder ved den saa at sige historiske Storhed, der er meddelt Skikkelsen og som beroer paa dens inderlige Forhold til en tusindaarig Fortid i Landet. Denne Storbonde fremtræder paa Baggrunden af fjerne og glemte Tiders i hine Egne endnu levende Traditioner.
Han er en ægte Bonde. Han er slet ikke elskværdig; han har ikke havt Tid til at lægge |290| sig efter elskværdigt Væsen, har fra sin Ungdom af maattet gjøre sig Livet altfor surt dertil. Han er helt igjennem sund Forstand, Alvor, Stivsindethed, Standsstolthed og tilladelig Egennytte. Men der er noget Granitagtigt i hans Væsens Grundlag. Som ægte Bonde er han klog, ja snu i Handel og Vandel, altid rede til at give sine Standsfæller et Raad om hvorledes de kunne forsvare en slet Sag overfor Autoriteter, der ville expropriere, altid paa sin Post mod Regjeringens Udsendinge, selv hvor det gjælder Fremskridt som Anlæg af nye Veje, kold i alle sine Familieforhold, bunden til alle Landbostandens Fordomme.
Og dog er han stor. Han udøver en Herskers Indflydelse og sætter bestandig igjennem, hvad han vil. Han regjerer ikke blot paa sin store Gaard som en streng og faderlig Oldtidskonge, opretholdende god gammel Skik, havende et Øje med Alle og Alt, revsende med et Ordsprog, belønnende med Æren af at tjene hos ham, men han har som den uden Sammenligning Første blandt sine Omgivelser formaaet sine Naboer til i ham at se deres Fører og har saa ledet dem til stiltiende, uden Oprør eller Modstand af nogensomhelst Art, at frigjøre sig fra Statsmagtens og Myndighedernes Overhøjhed og regjere sig selv med ham som en Art Dommer over sig i de gamle israelitiske Dommeres Stil. I hans Egn finde ingen Retstrætter Sted og kjendes ingen Kriminalsager. Ingen fører Proces og Ingen |291| angiver nogen Forbrydelse. Det kunde se ud som var denne Egn en Skyldfrihedens og Fredens Oase. Den er langt fra at være det; men fra Middelalderen af have de gamle hemmelige Retter (»Vehmgerichte«) existeret her, og Bønderne ere under den store Bondes Ledelse komne overens om at opretholde disse og selv sørge for Ret og Retfærdighed iblandt deres egne. De samles om Natten i Hemmelighed paa et ensomt Sted, en gammel Høj og afgjøre der selv deres Stridigheder ved Domme, som agtes og holdes i Hævd, uden at de dog nogensinde anvende anden Straf end en Art Sætten i Acht af Misdæderen, der rammer ham saa haardt som nogen Statsstraf vilde kunne. Thi en Bonde, fra hvem Alle trække sig tilbage, hvem Ingen i Egnen og i Landet vil staa bi og Ingen kjendes ved, lider, selv uden at der skeer ham nogen Overlast, Isolerthedens Pine næsten saa fuldt som den, der sidder i et Cellefængsel.
Som Sindbillede paa sin Magt og Værdighed gjemmer den gamle »Hofschulze« en Kaarde, om hvilken han troer, at den er — hvad den efter Sagnet kaldes — Karl den Stores[LXXXV] Sværd og som i hans Øjne er det dyrebareste Klenodie i hans Gaard. Det fører han, naar han fælder Dom. Sværdet, der er gravet op af Jorden, er i Virkeligheden et ganske almindeligt Værge, kun et Par Hundrede Aar gammelt, og beundringsværdigt er det fremstilt, hvorledes Tvivlen om Sværdets Ælde |292| nu og da træder den gamle Bonde nær og hvorledes han med ægte Bondekløgt stræber at slaa den ned for bestandig. Han lader en Oldgransker der i Egnen som Betaling for en dejlig Amfora, han afhænder til ham, udstede et skriftligt Bevis for at Sværdet virkelig har været den store Karls[LXXXVI].
En Vagabond har efter en Kjærlighedshistorie med Storbondens Datter dræbt hans Søn i Nødværge. Den tragiske Katastrofe i Fortællingen beroer paa, at denne Landstryger for at hævne sig i Anledning af den Ban, der er bleven lyst over ham og har forspildt hans Liv, stjæler det gamle Sværd og gjemmer det saaledes, at Bonden aldrig finder det mere. Dette umaadelige Tab knækker den gamle Mand. Alle Hemmelighederne ved Vehmen og Sværdet røbes, og den gamle Bonde bliver i den Anledning forhørt.
»Hr. Dommer!«, siger han i sin sidste Tale, »jeg seer nok, at jeg med mit Sværd og med Hemmeligheden om Domstolen staar som en Nar der i Skriverens Skrifter, og Narrestreger blev, om jeg ikke tager fejl, de Ting kaldte, ved hvilke mit Hjerte hænger. Jeg vil nu gjerne klare, hvad for en Sammenhæng det har med de Narrestreger.« Og han udvikler nu, hvorledes han lige fra han kunde tænke, har set, at efter Ulykker som Haglvejr, Oversvømmelser, Misvæxt eller Kvægpest kom der til Sognet nogle af »de Herrer, der forstaa sig paa Skriveri og paa at vide det bedre end de |293| Folk, hvem Sagen angaar«; de noterede Ulykken bagefter, men var aldrig tilstede for at afhjælpe den og naar der siden blev sendt nogle Penge, kom disse aldrig i de rigtige Hænder: »Forbausende underlig var især én Ting. Undertiden gjorde en Herre fra Skriveriet mange Ting iblandt os Bønder, hvorover vi maatte le højt, og saa kom en saadan Herre et Par Aar efter kjørende med Fire gjennem Egnen og havde en Mine som havde han hjulpet med ved Verdens Skabelse, og havde alleslags brogede Baandstumper foran i Kjolen. Som jeg nu betragtede alt dette med mine enfoldige Tanker, mente jeg tilsidst, at de Herrer fra Skriveriet egentlig kun hjalp os Bønder lidet og egentlig heller ikke vilde det, men bare skrive og lidt efter lidt skrive sig til en Vogn med fire Heste [...] Og saa tænkte jeg, at et ordentligt Menneske altid kommer gjennem Verden, naar han agter paa Vejr og Vind og ser paa sine Fødder og i sine Hænder og holder redeligt sammen med sine Naboer [...] Og først vænnede jeg mig selv af med Tanken om Hjælp udefra, og betalte mine Skatter og bar mine Byrder [...] og siden vænte jeg ogsaa Folkene rundt om dertil. De tog Exempel af mig, og saadan kom mange Sager, angaaende hvilke man andensteds gjorde stort Hallo, ikke udenfor vore Markskjel [...] Og da Sagen først var i Gang, saa afgjorde vi Alting imellem os. For om Mit og Dit og om hvem den Mur og den Engstrimmel |294| tilhører, kan man let nok blive klar med sin Bondeforstand. Og naar der er gjort Indbrud, saa kjender næsten altid Landsbyen Tyven, skjøndt det rigtignok ikke lader sig strengt bevise, hvorfor da ogsaa saadan en udpeget Slyngel gaar ganske frækt og forsmædeligt omkring og glæder sig ved sit Bytte, som den Bestjaalne ikke faar igjen. Saa haandhævede vi da Retten i al Fredsommelighed, og Ingen kunde gjøre os noget derfor, for vi gjorde Ingen nogen Fortræd; vi omgikkes kun ikke med den, som var uretfærdig og fræk, naar vi havde lyst Bannen over ham; men der var større Frygt derfor mellem Folk end for Dom og Fængsel.«
»Og,« siger han tilsidst, »hvis nu alle Mennesker sluttede sig saadan sammen, Borger med Borger, Kjøbmand med Kjøbmand, Adelsmand med Adelsmand og den Lærde med den Lærde, saa synes jeg, Alting maatte gaa meget bedre. Menneskene vilde saa ikke være som de dumme Børn, der altid skraale paa Far og Mor, men Enhver var ligesom en Fyrste i sit Hus og med sine Lige. Først da vilde ogsaa Kongen være en rigtig stor Potentat og en Herre uden Mage, for han var da Herre over fire Gange hundredtusind Fyrster.«
Hvor Bogen slutter, føle vi, at nu, da Hemmeligheden er røbet og Sværdet borte, vil Fristolen gaa ind. Men Forfatteren har næsten direkte udtalt sin Mening med dette Parti af Handlingen, idet han lader den forstandige Diaconus[lxxxvii] udtale, at |295| det Selvstændighedens Ord, som denne Bonde og hans Venner have fundet og formet, det er det virkelige Løsen, som ikke gaar tabt, selv om det røbes, og at den Ide, de have sluttet sig om, nemlig at Mennesket afhænger af sin Næste, ikke af Fremmede, der paa forkunstlet Maade drive deres Spil med ham, ikke behøver Stenene under gamle Linde for at være i sin gode Ret. For ham er endelig selve Storbonden, dette gamle vældige Menneske, Karl den Stores[LXXXVIII] sande Sværd, som ingen Tyvshaand kan stjæle, Rigets sande Marv.
Man mærke, at dette er skrevet af en Digter, som var juridisk Embedsmand og en preussisk Embedsmands Søn.
I Modsætning til Fogdens mægtige og haarde Skikkelse, men ligesaa sikkert har Immermann[LXXXIX] tegnet Heltinden, det unge Landbarn, den lyshaarede Lisbeth[xc]. I hende forelsker den unge Grev Oswald[xci] sig, der strejfer Landet rundt tilfods, og det er disse to purt unge Væseners Kjærlighed, hvis skjæbnerige Historie udgjør Fortællingens Hovedtiltrækning. Immermann[XCII] havde længe i sine Værker vist sig gjennemtrængt af Troen paa Kjærlighedens uindskrænkede Magt over Menneskebørn, men her har han fremstilt en ungdommelig Forelskelses Liv som ingensinde før. Her er det to unge uskyldige Hjerter som banker og brænder. I Anelsernes Fylde, rige paa sunde, tunge, spirende og svulmende Forhaabninger finde de hinanden. Ingen |296| Forsagelse eller Skuffelse har endnu ranet dem en eneste Draabe af deres varme Blod. Original er Maaden, hvorpaa Afstanden imellem dem langt om længe forkortes: Den unge Jæger, der er den sletteste Skytte af Verden, da han fra sine† Forældre har arvet Driften til at skyde og Manglen paa Evne til at træffe, afgiver paa Jagt en eneste Gang i sit Liv et Skud, der naaer et levende Maal, og træffer da den unge Pige med en Ladning Hagl i Skuldren. Hans dybe Skamfølelse i den Anledning glider efterhaanden over i heftig Forelskelse. Da hun sidenhen er helbredt og de to have fundet hinanden, gaa de en Dag ud i Skoven sammen:
»Jeg vil bede dine Saar om Tilgivelse,« sagde han, »tog hendes Tørklæde af og kyssede de fine røde Punkter mellem Brystet og den lysende hvide Skulder. Hun fandt sig deri uden at vægre sig; hun havde lagt sine smaa Hænder overkors i sit Skjød. Saaledes sad hun der som et hengivent Offer for Kjærligheden; men hun saa’ undseligt bedende paa ham. Det Blik kunde han ikke taale. Han lagde hastigt Tørklædet paany tilrette om hendes Bryst og Skuldre, faldt ned for hendes Fødder, trykkede hendes Knæ mod sit Hjerte og gik saa nogle Skridt bort fra hende for at blive Herre over sin Bevægelse.«
Sligt lader sig daarligt gjengive. Den maa læses, som den forekommer i Originalen, denne Mark-Idyl mellem de Elskende, hvor de maale |297| deres Højde mod hinanden, hvor han leger med hendes Lokker og hun stadigt ikke kan faa andre Ord over sine Læber end: O du! — Der er et Maaltid, de holder med Hvedebrød og Æbler, som de kjøber undervejs, begge lige enige om, at Romanskriverne lyve, naar de paastaa, at Kjærlighed lever af Luften. Hun spiser af hans Haand og han af hendes. Det er saa ægte og saa godt som Noget af hvad Auerbach[XCIII], Keller[XCIV] eller Bjørnson[XCV] senere har skrevet af lignende Art.
Og Immermann[XCVI] staar her ikke mindre højt i Skildringen af Kjærlighedens Ulykke end af dens Lykke. Intet i hans Novelle staar over Stedet, hvor den gamle Bonde røber Lisbeth[xcvii], at hendes Elskede er en høj fornem Mand, og berøver hende Troen paa at Oswald[xcviii] vil tage hende til Ægte. Denne har kun fortiet hende sin Stilling og givet sig ud for en simpel Forstmand i den Hensigt senere at volde hende en glædelig Overraskelse. Tænkte hun forstandigt efter, vilde hun kunne slutte, at hun ingen Troløshed har at frygte af ham. Men† hun er med ét Slag ved Efterretningen om at den Elskede har løjet, revet ud af sin hele Ligevægt, og Immermann[XCIX] har her det dybe Ord: »Thi Kjærlighed er, saa længe den forbliver uforstyrret, guddommelig Skarpsindighed [...] men rokket, drevet ind paa falske Formodningers Baner, er den Afsind, der gaar Domkirker forbi uden at se dem og omvendt anser Muldvarpeskud for Alpe|298|toppe.« Disse Ord er dybe, fordi der heri er en saa sand Psykologi af en Følelse, der helt bunder i det Ubevidste. Hos Heine[C] var Elskovspsykologien saa simpel; naar han klager, er det altid over Troløsheden som en med Bevidsthed gjort Uret. Immermann[CI] har her angivet det Nattevandreragtige i Følelsens Bevægelser, den Søvngængersikkerhed, som den uberørt af forstyrrende Magter har.
I det Store som i det Fine er da denne første Bondefortælling lødig Poesi. Det Romantisk-Fantastiske spiller ind over dens Omkreds: allerede den hemmelige Rettergang, Karl den Stores[CII] Sværd, Sværmeriet for gamle Skikke er romantiske Træk, ja selv Lisbeths[ciii] fantastiske Afstamning, at denne sanddru unge Sjæl skal være den løgnagtige Münchhausens[CIV] uægte Datter røber, hvorledes Fortællingen groer ud af en romantisk Fortidslitteratur. Men netop derved betegner den des mere slaaende den møjsomme og dog kraftige Fortætningsproces, under hvilken en moderne Virkelighedssans for det Folkeligtsunde fremgik af den nærmest foregaaende Tids vilkaarlige Fantasteri.
Det viser sig med Immermann[CV] som med Daniel Defoe[CVI], Abbed Prévost[CVII], Wessel[CVIII], Chamisso[CIX], Bernardin de Saint-Pierre[CX], at et enkelt Bind er nok til at bevare en Forfatters Navn gjennem Tiderne, selv om alt det meget Øvrige, han har skrevet, hurtigt er gaaet helt i Glemme. Af Immermann[CXI] har i Grunden intet Andet holdt sig. Han har skrevet |299| spøgefulde Heltedigte som »Tulifäntchen«[0019], der i sin Tid vakte Bifald og nu er ulæselige. Han har skrevet Arbejder, som for deres Tid maa betegnes som fortjenstfulde, men som nu tæres af Møl og Rust, saaledes Dramet »Merlin[0020]« (1831) i smukke Vers, et stort romantisk Opus, uheldigt Modstykke til anden Del af Goethe’s[CXII] »Faust[0021]«, eller som den historiske Tragoedie, der først havde Titlen »Das Trauerspiel in Tirol[0022]«, senere fik Navnet »Andreas Hofer«. Af disse Skuespil er det sidste det bedste, grundet som det er paa Immermanns[CXIII] Barndomsminder om den store Kamp mod Franskmændene i [aa]Tyrol og digtet med Evne og Vilje til sanddru og upartisk Skildring af de to saa ulige, med hinanden kjæmpende Folkefærd og deres modsatte Kultur. Som Stykket i sin ældste Form forelaa (1826), som det er kritiseret af Börne[CXIV] i hans »Dramaturgische Blätter[0023]« og spottet af Platen[CXV] i »Der romantische Oedipus[0024]«, er det interessant, sært som en Bastard, avlet af Kleist’s[CXVI] Genius med Schillers[CXVII] Muse; thi det minder paa én Gang ved Heltens Beskaffenhed om Schillers[CXVIII] »Wilhelm Tell[0025]« og ved Kjærlighedshistorien mellem Franskmanden og Tyrolerinden med dens rædselsfulde Udgang om Kleists[CXIX] »Die Hermannschlacht[0026]«. Men dets Mangel paa dybere gaaende, gribende Originalitet gjorde det udygtigt til et langt Liv, og da Immermann[CXX] endelig i 1831 underkastede det en Omarbejdelse, der borttog Alt, hvad der havde |300| vakt Anstød og fremkaldt Modsigelse, hele Kjærlighedsforholdet og det (ligeledes om Kleist[CXXI] erindrende) Træk med Sværdet, som Englen bringer Hofer[CXXII] tilbage i Drømme — skar han selv Hjertet ud af Livet paa sit Drama. Allerede af Stolthed burde han have holdt paa den Figur, Platen[CXXIII] havde haanet som den skændige »Depeschenmordbrandehebruchstyrolerin«.
Det var et usaligt Spil af Omstændigheder, der bragte to frihedselskende Mænd som Immermann[CXXIV] og Platen[CXXV] og to saa sjældne Aander som Platen[CXXVI] og Heine[CXXVII] til at optræde som bitre Fjender af hinanden. Hvad der gav Anledning til den litterære Fejde, til de plumpe og stygge Udfald mod Immermann[CXXVIII] og Heine[CXXIX] i »Der romantische Oedipus[0027]« og til Immermanns[CXXX] Gjensvar »Der im Irrgarten der Metrik umhertaumelnde Cavalier[0028]« samt til Heine’s[CXXXI] stinkende og allerede ved Stanken dræbende Udfald mod Platen[CXXXII] i »Reisebilder[0029]«, det var en saa ussel Bagatel, et saa ubetydeligt (om end haanligt) Distichon af Immermann[CXXXIII], at der udfordredes en Selvfølelse og et Krigshumør som Platens[CXXXIV] for at en Kamp, ført med forgiftede Vaaben, skulde opstaa deraf.
Platens[CXXXV] Breve lære En, hvor nær han tog sig de to Linjer af Immermann[CXXXVI] i »Reisebilder[0030]«, som kunde møntes paa hans Ghaseler og hvor besluttet han var paa at tage den mest hensynsløse Hævn. Saa stor og sikker Platen[CXXXVII] var, rent som Kunstner betragtet, og saa mandigt hans Karakter |301| aabenbarer sig i hans politiske Frihedssværmeri, saa røber dog Maaden, hvorpaa han gik tilværks mod de Mænd, der havde forgrebet sig paa ham, en Selvbeundring, der virker pinligt ved sin Slaaen ud i Pral, og en Raahed, der dels er Standshovmod dels den saarede Forfængeligheds Hensynsløshed. Platens[CXXXVIII] Brev fra Rom[ab] af 18. Februar 1828 viser, at han i Virkeligheden slet ikke kjendte Immermanns[CXXXIX] »Sørgespil fra Tyrol[0031]«, som han forud var fast besluttet paa at angribe. »Der romantische Oedipus[0032]« var næsten færdig, da Platen[CXL] skrev til Fugger[CXLI]: »Især maa du meddele mig noget af Immermanns[CXLII] »Andreas Hofer[0033]«, noget af Handlingen og noget pikant Vrøvl. Jeg behøver det til Slutningen af femte Akt, hvor jeg lader ham blive fuldstændigt forrykt.« Den grænseløse Foragt, hvormed Platen[CXLIII] i sit Skuespil behandler Immermann[CXLIV], kan da trods hans Protester kun betragtes som et Udslag af Hævntørst. Og hvad Heine[CXLV] angaar, da er det i Brevene som i Skuespillet i Grunden kun Heines[CXLVI] jødiske Fødsel, som Platen[CXLVII] har at lægge ham til Last. I Skuespillet drejer Alt sig om dette Punkt: Heine[CXLVIII] er Løvsalsfestens Petrarca[CXLIX], Synagogens Stolthed. Ja saa personligt nærgaaende er Angrebet, at Nimmermann[cl] erklærer, han nok er Heines[CLI] Ven men ikke vilde være hans Elskede; thi hans Kys har Hvidløgsstank osv. Af Brevene ses det, at Platen[CLII] svævede i den fuldstændigste Vildfarelse om den Modstanders Styrke, han saaledes udæskede. |302| Han er i egen Mening bestandig den, der kan »knuse Jøden Heine[CLIII]«, saasnart han blot vil. Da Venner gjøre gjældende overfor ham, at Angreb paa Heine[CLIV] for hans Fødsel ikke er af Vægt, svarer han urokket: »At han er eller var en Jøde, er ingen moralsk Brøde, men en komisk Ingrediens. Indsigtsfulde Læsere ville dømme, om jeg ikke har benyttet det med aristofanisk Finhed.« Og saa sikker er han paa sin Ret og sin Overlegenhed, at han endnu i December 1828, kort før han rammes af Tilbageslaget fra Heine[CLV], i denne kun ser »en skamløs Jøde, en elendig Smører og Sans-culotte«; rigtignok var hans sædelige Indignation over de første Bøger af »Reisebilder[0034]« saa stor, at han betegner Forfatteren og hans Lige som »sande Satanasser«
. At han fik haanligt Svar paa haanende Tiltale var da ikke ufortjent, og hans Undervurdering saavel af Heine[CLVII] som af Immermann[CLVIII] hævnede sig haardt. Hvad der i Heines[CLIX] Polemik var uædelt, straffede sig værst paa ham selv ved den Misbilligelse, det ogsaa hos hans Venner og Beundrere vakte. Men at Navnene Immermann[CLX] og Platen[CLXI] kom til at danne en Hadets Konstellation, det beroede i Grunden kun paa Lighederne i de to Digteres Væsen, den Ensomhedsfølelse, der forenet med en bestandig aarvaagen Selvfølelse gjorde |303| dem tilbøjelige til at forkynde egen Ros og til med urimelig Bitterhed at angribe Andre uden tilgavns at have sat sig ind i deres Væsen. Begge betegne de hver paa sin Vis Overgangen fra det romantiske Væsen til det moderne. Platen[CLXII], der ganske i Romantikernes Spor stadigt syslede med fremmede Former, østerlandske som Ghaselen, sydlandske som Sonetten, gammelgræske som den aristofaniske Komedies og den pindariske Odes, naaede kort før sin tidlige Død i sine Efterladte Sange og Digte (Politiske Poesier, deriblandt Sangene om Polen) et Højdepunkt af frisindet moderne Lyrik, og Immermann[CLXIII], der hele sit Liv igjennem havde behandlet tragiske eller fantastiske Stoffer med romantisk Overspændthed eller Symbolik, gjennemtrængte umiddelbart før sin Død et Stykke af Hjemlandets Virkelighed med en sund Poesi, der virkede inspirerende paa hele Slægtled efter ham, rundt om i Europa.
højresiderne i kapitel 19 har i førsteudgaven klummetitlen »Immermann.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
dvs. otte trykte bogsider med xenier, dvs. satiriske epigrammer. Epigrammerne findes i Heinrich Heines Reisebilder, vol. 2, 1826, som afslutning på afsnittet »Die Nordsee« Heine 1973, 6:165-167.
Lützows Frikorps, et korps af frivillige i den preussiske hær, oprettet 1813 af major Ludwig von Lützow under den nationale befrielseskrig mod Frankrig og kejser Napoleon 1.
alluderer til Theodor Körners digt »Lützow's wilde Jagd«, 1813; sidste vers i hver af digtets strofer lyder: »Es ist Lützows wilde verwegene Jagd« Körner 1814:66-68.
i samtidens Tyskland ofte brugt som synonym for slaget ved Waterloo 18.6.1815, kejser Napoleon 1.s definitive nederlag. Belle Alliance er navnet på en lokalitet ganske nær Waterloo, syd for Bruxelles, Belgien.
dvs. ikke engang halvdelen.
hentyder til Dommerbogen i Det Gamle Testamente; heri berettes om 'dommerne', heltene, der fremstod, når Israels folk var i nød og frelste det fra dets fjender.
GB præciserer dette udtryk i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 518): »en Art Banlysning«.
dvs. ved den gamle hemmelige ret, den såkaldte »Vehmgericht«.
af Karl Immermanns novelle »Der Oberhof«, del af hans roman Münchhausen, 1838-1839 Immermann 1870:199.
af Karl Immermanns novelle »Der Oberhof«, del af hans roman Münchhausen, 1838-1839 Immermann 1870:199.
sammensat citat af Karl Immermanns novelle »Der Oberhof«, del af hans roman Münchhausen, 1838-1839 Immermann 1870:200-201.
dvs. i en vogn forspændt fire heste.
ordet er af GB direkte oversat fra ty. 'Freistuhl', en straffedomstol. Betegnelsen var anvendt i middelalderlig og senere germansk ret, men forældet omkring år 1800.
GB sigter til en landsbys tingsted, hvor nogle af byens mænd afgjorde retssager og andre offentlige anliggender; fra gammel tid var et tingsted markeret af store sten neden for nogle træer.
af Karl Immermanns novelle »Der Oberhof«, del af hans roman Münchhausen, 1838-1839 Immermann 1870:102.
af Karl Immermanns novelle »Der Oberhof«, del af hans roman Münchhausen, 1838-1839 Immermann 1870:149.
under Napoleonskrigene 1799-1815 blev Tyrol i 1805 afstået til Bayern, der var allieret med Frankrig. En folkelig opstand i Tyrol førte i 1809 til krig og to fransk-bayerske nederlag, og først i 1814 blev Tyrol atter del af Østrig.
dvs. hånet, latterliggjort af Platen.
en replik af Nimmermann i August von Platens lystspil Der romantische Oedipus, 1829: »O schändliche Depeschenmordbrandehebruchstyrolerinn!«, 5. akt Platen 1829:94.
dvs. hans digte i ghasel-form, tolinjede rimede strofer i gammel arabisk og persisk tradition.
af et brev, dateret i Rom 18.2.1828, fra August von Platen til Friedrich Fugger Platen 1853, 7:87.
sigter til en replik af Nimmermann i August von Platens lystspil Der romantische Oedipus, 1829, 5. akt Platen 1829:95.
sigter til et brev, dateret i Rom 18.2.1828, fra August von Platen til Friedrich Fugger Platen 1853, 7:89.
af et brev, dateret i Rom 12.3.1828, fra August von Platen til Friedrich Fugger Platen 1853, 7:100.
af et brev, dateret i Siena 13.12.1828, fra August von Platen til Friedrich Wilhelm Schelling Platen 1853, 7:145.
sansculotter (fr. 'uden knæbukser', dvs. bærende lange bukser) var under Den Franske Revolution 1789-1799 et øgenavn for en gruppe politisk yderliggående håndværkere, småhandlende og lønarbejdere.
af et brev, dateret i Siena 13.12.1828, fra August von Platen til Friedrich Wilhelm Schelling Platen 1853, 7:145.
satanas, plur. satanasse, er en alternativ form af navnet Satan.
en ghasel er et digt i form af tolinjede rimede strofer; digtformen har rod i gammel arabisk og persisk tradition.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik