Vistnok Intet har i Efterverdenens almindelige Omdømme skadet Heine[I] mere end hans Aabenmundethed paa det kjønslige Omraade. Enkelte Grupper af hans Poesier er endog af den Grund gjennemgaaende meget ilde omtalte, saaledes de Digte, der udgjøre Samlingen »Verschiedene[0001]«, af hvilke de fleste iøvrigt ere blevne uretfærdigt fordømte, andre ganske vist er ret platte i deres Tankegang, ligesom deres Indhold er alt andet end sublimt. Goethe[II] havde i »Der Gott und die Bajadere[0002]« givet et Exempel paa, at endog meget dristige Æmner kunde adles ved Stilens Storhed, og selv hvor han, som i de venetianske Epigrammer[0003], behandler Bajaderer, der ingenlunde lutres gjennem Elskov, og dvæler ved Digterens Forhold til dem, virker allerede det antike Versemaal fjernende og der forekommer intet anstødeligt Ord; endelig drukne disse faa løsslupne Epigrammer i Massen af Goethes[III] andre Digtninge; man føler ogsaa ved Læsningen af dem, at han er den Mand, hvem Alnaturen skabte for gjennem ham at faa at vide, hvorledes den helt saa ud. |239|
Hos Heine[IV] optager Aabenmundetheden med Hensyn til hans Forhold til det andet Kjøn for stor en Plads og er ikke altid smagfuld. Den skaffer ham ti Læsere for hver en, den fjerner; men den ene, den fjerner, var undertiden mere værd end de ti, den forskaffer.
Og dog er denne Aabenmundethed i en vis Henseende tillige hans Styrke. Den havde ikke behøvet at være saa personlig, men ellers er den ganske nødvendig for den, der ikke blot vil omspænde det Alvorliges Halvkugle, men det Komiskes med. Og den nærmer Heine[V] til alle Tiders ypperste, rent komiske Digter.
I Slutningen af sit »Vinteræventyr[0004]« udtaler Heine[VI] umiddelbart efter det kaade Sted, hvor han lugter sig til Kundskab om Tysklands Fremtid ved at stikke Hovedet ned i Karl den Stores[VII] Tronstol, at de ædleste Gratier have stemt hans Lyras Strenge, og at denne Lyra er den samme, som engang hans Fader lod tone, »den salig Herr Aristofanes[VIII], den Musernes Yndling«. Han tilføjer, at i sit sidste Kapitel har han søgt at efterligne Fuglene[0005], »det bedste af Faders Dramer«.
Han har da sat sin Ære i at udlede sin Kunst fra det gamle Grækenlands største komiske Digter.
Man studser i første Øjeblik derover. Thi medens adskillige andre tyske Poeter som Platen[IX] og Prutz[X] have efterlignet den aristofaniske Komedies Former: Trimetrene, Korene, Parabasen, den hele, |240| af den græske Komiker-Skole oparbejdede, paa én Gang frie og faste Kunstform, har Heine[XI] end ikke gjort et Forsøg paa at tilegne sig denne Digtform, saa lidt som nogen anden. Det er ejendommeligt for ham, at saa ihærdigt stræbende og ubetinget samvittighedsfuld som han var med Hensyn til det enkelte metriske eller ubundne Udtryks slaaende Sikkerhed — jeg har aldrig set et saa gjennemrettet Haandskrift som det til hans »Atta Troll[0006]« i det kongelige Bibliothek i Berlin[a] — saa umuligt var det ham at paalægge sig de store Formers kunstneriske Tvang. Det svarer til at i hans større Digtninge den hele Plan er ganske løs, men hver enkelt Linje atter og atter gjennemarbejdet.
Man kan vel uden Overdrivelse sige, at aldrig har han som Kunstner stillet sig en Opgave og løst den.
En eneste Gang har han gjort Forsøg paa en sammenhængende større Prosakomposition, en Roman eller Novelle. Den er bleven staaende som Brudstykke, hvad enten nu virkelig, som det siges, den største Del af Manuskriptet er gaaet tilgrunde ved en Ildebrand, eller det aldrig er blevet fuldendt, hvad jeg for min Del troer. Og selv dette Fragment »Rabbien fra Bacharach[0007]« er nøjere betragtet kun en Omskrivning af Heines[XII] egne private Forhold, satte tilbage i den fjerne Fortid.
Aldrig har han heller forsøgt sig i en strengt sammenhængende metrisk Komposition. Hans to |241| eneste større Digtninge »Atta Tro11[0008]« og »Vinteræventyret[0009]« er frie, lunefulde Fantasier, Sæbebobler, der vugge sig paa Hjærnespind, kun sammenholdte ved Tonens Enhed og den indre Bygnings Ensartethed.
At oversætte eller bearbejde Aristofanes[XIII] har ikke kunnet falde Heine[XIV] ind. Han var ikke som Goethe[XV], der trods sin uhyre selvstændige Produktivitet nedlod sig til at oversætte og bearbejde for sine Landsmænd (Diderot[XVI], Benvenuto Cellini[XVII], Voltaire[XVIII]). Da Goethe[XIX] møder Aristofanes[XX] paa sin Vej, fortrylles han af ham, og han, ikke Heine[XXI], giver sig til at omplante »Fuglene[0010]« paa tysk Grund, men — betegnende nok — han underkaster Skuespillet den Forvandling, at Satiren fra politisk bliver litterær. De to politisk utilfredse Hovedpersoner er hos Goethe[XXII] blevne litterære Æventyrere; ved Uglen vilde han — som godtgjort i et Brev fra Jacobi[XXIII] til Heinse[XXIV] — ramme Klopstock[XXV], ved Papegøjen den unge Cramer[XXVI]. Det var i Epilogen til denne Bearbejdelse, at Goethe[XXVII] gav Aristofanes[XXVIII] den udødelige Betegnelse »Gratiernes uopdragne Yndling«, som passer saa godt paa Heine[XXIX].
Var Heine[XXX] nu altfor lidt arbejdsom til nogensinde at studere, oversætte, bearbejde eller efterligne en Oldtidsdigter, saa vilde han dog aldrig som Goethe[XXXI] eller Platen[XXXII] have kunnet gjøre blotte Litteraturkomoedier ud af de aristofaniske; netop den store politiske Satire tiltrak ham.
Rimeligvis er Heine[XXXIII] det vittigste Menneske, |242| der har levet, i det mindste det vittigste, som har levet i den moderne Tid. Vistnok staar Voltaire[XXXIV] som en Slags Personliggjørelse af Viddet, men hans Vid er forstandigt og tørt, ikke digterisk, ikke Fantasivid som Heines[XXXV].
Det var i sin Tid uklogt af Platen[XXXVI], at han, stolt og stiv som han var, skrev det Værk, hvori han vilde haane Heine[XXXVII], »Der romantische Oedipus[0011]« i den aristofaniske Komedies ydre Form og Manér; thi han havde kun Versenes Finhed og Ordenes Grovhed tilfælles med Aristofanes[XXXVIII]. Heine[XXXIX] derimod havde alle Aristofanes’s[XL] Hovedegenskaber i Forening: Viddet og Vildskaben og Fantasien og den smeltende Lyrik og Skamløsheden, Alt i Gratiens Form. Uden Gratie og Vid er Skamløsheden visselig en lav og frastødende Egenskab. Men i denne sin Forening med høje Evner er den ualmindelig. Den aristofaniske Digter maa og kan ikke have den Stolthed, der gyser tilbage for at more de Gemene, dem, der kun forstaa En, naar de møde En i Snavset. Han tør ikke sky til et vist Punkt at give sig til Pris, det vil sige: at give sit moralske Væsen til Pris for at indvinde et større digterisk Felt.
Det nytter ikke, at en Autor, der, som Platen[XLI] (eller som Hauch[XLII] i »Den babyloniske Taarnbygning[0012]«) først og fremmest vil gjøre Indtryk af »en ædel Digter« og indgyde Respekt ved sin Person — det nytter ikke, han forkynder, at han vil »seine Gegner zermalmen mit wirklichem Witz«. Man |243| kan ikke paa én Gang optræde som fin Mand og som Aristofaniker. Man strander i denne sidste Egenskab, ifald man sætter større Pris paa de Andres Agtelse end paa Kunstens Triumf. Men hos den virkelige Aristofaniker faaer Poesien til Gjengjæld et Omfang som aldrig hos den højtidelige Digter (en Schiller[XLIII] eller en Hugo[XLIV]); den afspejler Menneskelivet helt fra dets højeste til dets laveste Funktioner.
Saa faa formelle Berøringspunkter der er mellem Heines[XLV] lyrisk-satiriske Digte og Aristofanes’s[XLVI] store fantastiske Skuespil, saa er det dog sandsynligt, at der ikke siden den græske Oldtids Dage er opstaaet et med Aristofanes’s[XLVII] mere beslægtet Vid end Heinrich Heines[XLVIII].
Dette Udsagn beroer ikke paa nogen Miskjendelse af den umaadelige Forskjel imellem deres Livsværks Karakter. Den aristofaniske Komedie er med sin storartede og fasttømrede Kunstform Udtrykket for et helt Folks kunstneriske Dannelse, fremgaaet af religiøse Fester som et Festmonument. Som grundlagt og underbygget af en hel Række fremragende Forgængere, hvis Stil var ensartet, hvis Talent var beslægtet og hvis Arv Aristofanes[XLIX] overtog (omtrent som Shakespeare[L] sine Forgængeres) er den Aristofaniske Komedie som Form et kollektivt Arbejde i langt højere Grad end den Heine’ske Strofe er det. Selv ganske bortset fra Eupolis’s[LI] og Kratinos’s[LII] Beskyldninger mod Aristofanes[LIII] for |244| utilladelig Tilegnelse af Forgængeres Indfald kunne vi alene af »Ridderne[0013]« se, at allerede Komikeren Magnes[LIV] har opført Stykker med Titler som Fuglene, Vesperne, Frøerne; de som Krybdyr, Insekter, Fugle forklædte Kor var da Noget, Aristofanes[LV] ikke opfandt, men overtog. Kun fordi vi ikke kjende den græske Digters Forløbere, staar hans Livsværk nu for os som en rent individuel Frembringelse, som Typen paa stor fantastisk Komik, og næsten al moderne Komik og Fantastik synes forsagt og spinkel i Sammenligning med dens Kjækhed.
Hans Verden er den forkerte. Naar i »Freden[0014]« Trygaios[lvi] sadler en stinkende Skarnbasse og paa den som paa sin Pegasus stiger gjennem Luften til Gudernes Boliger, eller naar han siden ved Hjælp af et favnelangt Reb trækker Freden op af den dybe Brønd, hvori Krigen har styrtet hende ned, saa er dette Ting, der fremføres, som var det tilvante, kjendte Muligheder, og han lader dem uden nogen Forklaring foregaa for vore Øjne, saa vi tvinges til at tro paa dem. — Naar vi i »Fuglene[0015]« høre to simple Fyre, der optræde som Vismænd, udvikle deres forrykte Planer til at bygge en By i Skyerne, lyder det i vore Øren fra først af vanvittigt nok, og naar vi se Fuglene modtage dem med Ærefrygt, faa vi ikke derved bedre Tanker om deres Intelligens, nyde tværtimod Komiken at de dumme Dyr vente sig Frelsen fra dem. Dog naar vi saa endelig høre, at Byen virkelig er bygget, at |245| Alt er lykkedes, og se, hvorledes Held og Lykke følger Foretagendet, saa føle vi, at den Verden, vi her iagttage, ikke er den, vi til dagligt Brug opholde os i, men en, med hvis Love det stemmer, som strider imod Lovene i vor.
Denne nye Verden er da rent fantastisk, forsaavidt den staar i Strid med Sandsynlighedslove og Naturlove. Det er en Verden, hvor selve Galskaben triumferer, og Digteren lader som var dette ganske i sin Orden. Først naar Tilskueren betænker hvor vel denne forkerte Verden kan ligge, hvor det vel gaar saaledes til, hvor den politiske Uforskammethed drives i saa stor Stil og langt fra at staa tilskamme vinder Tillid og belønnes — føres han tilbage til Virkeligheden, idet han i denne Verden gjenkjender sin egen, sit eget Hjem, Athen[b].
Af de aristofaniske Stykker, vi besidde, foregaa »Fuglene[0016]«, »Frøerne[0017]«, »Freden[0018]«, enten slet ikke eller ikke helt paa Jorden; det er meteoriske eller underjordiske Skuespil. Det er ogsaa kun i dem, at Guder forekomme, rigtignok blot for at gjennemhegles, latterliggjøres eller gjennemprygles. Men i Virkelighedens Verden aabenbare de sig ikke; thi kun i den fantastiske troes der paa dem.
Se en saadan overnaturlig Verden vover Heine[LVII] som moderne Digter slet ikke at hensætte, skjønt han ikke kan undvære den. Derfor hans stadigt tilbagevendende, stadigt fornyede Brug og Misbrug af Drømmen, hvortil vi neppe hos nogen anden |246| moderne Digter finde et Sidestykke. Men indenfor Drømmen som Ramme vover han da ogsaa det Overordentlige, det Aristofaniske.
Som alt berørt: Han ligner Aristofanes[LVIII] i Dybden af sin Skamløshed og i Højdeflugten af sin Lyrik.
Vel spille Hentydningerne til Fordøjelsens Besværligheder og deslige en noget mindre Rolle hos Heine[LIX] end hos Aristofanes[LX], der jo iøvrigt selv, som han erklærer, ringeagtede denne Art Komik. Den duede efter hans Udsagn kun til at fremkalde det mindst udviklede Publikums Latter. Men der tales hos Heine[LXI] hyppigt og undertiden bredt om slige Ting (bredest i Polemiken mod Platen[LXII]) og man sikrer sig næsten ligesaa ofte mod visse hæslige Insekter hos Heine[LXIII] som hos Aristofanes[LXIV].
Skjøndt Heine[LXV] selvfølgelig ikke kan føre et saadant Frisprog med Hensyn til det Kjønslige som den gamle Græker, saa negter han sig til Gjengjæld ikke nogen Hentydning, der kan bøde paa hvad Udtalelserne maa mangle i Ligefremhed. Nu og da er der næsten ingen Omskrivning tilstede, og Cynismen, som ellers antydes ved et Smil eller en Grimace, les ud i Verden af fuld Hals — saaledes i Slutningen af »Vinteræventyret[0019]«, i Digte som »Den Vantro« og lignende.
Og atter som hos Aristofanes[LXVI]: Fra denne stadige Dvælen ved alt det i Mennesket, som minder om, at det i sin første Spire udvikles mellem en |247| Blære og en Endetarm, hæver Heine[LXVII] sig til den fineste, sarteste Lyrik. Han, som saa godt kjender Naturvæsenernes materielle Oprindelse, udleder i et af sine Digte Alt fra Nattergalesangen:
Det minder formelig om de dejlige Vers i »Fuglene[0020]«, i hvilke det hedder:
Hos Heine[LXVIII] som hos Aristofanes[LXIX] gaar det ud over Guderne. Alligevel er naturligvis Satiren hos ham forsigtigere end hos den gamle Græker; den moderne Verden taaler mindre Skjæmt paa dette Omraade end den antike. Naar Dionysos, selve Komediens Gud, i »Frøerne[0021]« viser sig storpralende og fejg, faar den ene Dragt Prygl efter den anden og tilsidst anraaber sin Præst, der inde blandt Tilskuerne indtog en Æresplads, om Bistand i Nøden, saa gives der intet Sidestykke til den Art Gudsbespottelse hos Heine[LXX], der skrev under Politiets og det moderne Samfunds Censur. Og dog nægter han sig ikke ret meget fra den lette Spøg til den drøje Skjæmt og de mest bidende Spotterier. Bekjendt er Hyacinths[lxxi] Forklaring i »Reisebilder[0022]« af de forskjellige Religioners Værdi. Han vrager Katholi|248|cismen, der med sin Klokkeklang, sin Røgelseduft og sin »Melankolik« ikke er nogen Religion for en Hamburger, prøver Protestantismen ved at sætte i Lotteriet paa de Psalmetal, han finder paa den sorte Tavle i en luthersk Kirke, og affærdiger Jødedommen med de bekjendte Ord: »Det er slet ikke nogen Religion, men en Ulykke«. — Lystigt og dristigt er Digtet »Disputation«[0023], hvor Rabbien og Kapucineren tale hver for sin Dogmatik, prisende hver sin Læres Salighedstilstand i ret anstødelige Udtryk, indtil Kongebruden, som skal afgjøre Trætten, erklærer sig ude af Stand dertil: det Eneste, hun har mærket, er at Kapuciner og Rabbiner stinke begge to. — Formelig dramatisk er Religionsspotteriet endelig paa det Sted i Heines[LXXII] Bog om Börne[LXXIII][0024], hvor han fortæller, hvorledes han under sit Ophold paa Helgoland[c] hyppigt inddrages i Disputer med en preussisk Justitsraad om Treenigheden, og dernæst beretter hvorledes under Disputen Stemmer lyde op gjennem det tynde Gulv fra Værelset nedenunder, hvor en flegmatisk Hollænder udvikler for Værtinden, hvordan man gjør Forskjel paa Kabeljau, Laberdan og Stokfisk: det er i Grunden Et og det Samme, men med tre Navne, der svare til tre forskjellige Grader af Nedsaltning.
Hvad de jordiske Magthavere angaar, er Heine[LXXIV] visselig ikke mindre dristig og ikke mindre fantastisk i sin Komik end Aristofanes[LXXV].
Aristofanes[LXXVI] viste Mod i sine Angreb paa Kleon[LXXVII] |249| og Theramenes[LXXVIII]; han slumpede nu og da til at forsvare den gode Sag; men i Regelen hævdede han den slette, gjorde sig til Talsmand for en uholdbar Konservatisme og for uretfærdige Angreb. Heine[LXXIX] var sjældnere uretfærdig og aldrig konservativ. Men han minder om Aristofanes[LXXX] ved sit aristokratiske Hang og ved Angrebenes Form, bl. A. ved sin morsomme Benytten af kjendte, pathetiske Digtersteder.
Der findes hos ham en hel Række vittige Angreb paa Friedrich Wilhelm IV[LXXXI], i »Vinteræventyret[0025]«, hvor Hammonia[lxxxii] advarer Heine[LXXXIII] mod »Kongen af Thule«, og i Digtet »Der neue Alexander«[0026]; ligeledes en hel Gruppe af Poesier mod Kong Ludvig af Bayern[LXXXIV] og hans Virksomhed. Denne sidste Konge, hvem Heine[LXXXV] fra først af selv havde lovprist, var som Mæcenas[LXXXVI] smigret af en stor Kunstner- og Digterskare i Samtiden. I sine »Lobgesänge auf König Ludwig«[0027] angriber Heine[LXXXVII] alle hans Svagheder, hans Skjønhedsgalleri i Münchenerslottet, hans daarlige Vers, hans Ærgrelse over at adskillige af ham beskyttede berømte Videnskabsmænd og Kunstnere lode sig drage fra Bayern[d] til Preussen[e]. Om Skjønhedsgalleriet hedder det:
|250| I Anledning af de berømte Mænds Udvandring til Preussen[f] faar Heine[LXXXVIII] Leilighed til at give sin gamle Prygledreng Massmann[LXXXIX] et Sidehug:
Om Kong Ludvigs[XCIII] Forhold til Poesien hedder det endelig her:
Endnu vittigere er Parodien paa Kong Ludvigs[XCV] Versebygning i denne Indskrift, der sættes over Atta Troll i det baierske »Walhalla«:
Versenes Haardhed og de tvungne Participiums-Konstruktioner minde i lige Grad om Stilen i Kong Ludvigs[XCVI] Vers, som disse møde enhver Rejsende paa Murene af Buegangene i München.
Dette er dog kun personlig Satire mod kronede Hoveder. Men hos Heine[XCVII] som hos Aristofanes[XCVIII] breder Satiren sig over den hele politiske, sociale og litterære Tilstand, og da er det, at han behøver Drømmen som kunstnerisk Hjælpemiddel. Den fører ham som den græske Digter ned under Jorden eller op i en fantastisk Verden over Skyerne.
Saaledes, som allerede paavist, især i »Vinteræventyret[0028]«. Man se her, med hvilken Omhu og med hvilket Mesterskab Heine[XCIX] har forberedt den fantastiske Skildring af Barbarossas[C] underjordiske Opholdssted i Küffhäuser[g]. Først Indførelsen af Omkvædet i en gammel Æventyrsang: Sol, du klagende Flamme! og Fortællingen af det gamle Sagn om Solen som Anklager af en ung Jomfrus Morder, dernæst Skildringen af den skikkelige gamle Amme, der sang hin Vise og fortalte saa mange smukke Historier, den om Kongedatteren som Gaasepige og den om Kejseren i Bjerget, som nu vidtløftigt berettes — indtil Rammen gaar i Glemme og vi se Barbarossa[CI] for os med sine jernklædte Mænd, |252| høre ham kalde dem til deres Heste, til Vaaben, til Kamp, for at hævne den Forsmædelse, som Morderne have ladet gaa ud over den gyldenlokkede Germania. Paany føres saa Alt tilbage til Ammestuevisens Stemning og dens nu med Begejstring og Jubel istemte Slutningsrim: »Sol! du klagende Flamme!« Der er et aristofanisk Sving i denne poetiske Udmaling af det gamle Arsenal, de tomme Rustninger, de falmede Faner, de sovende Soldater og saa Omslaget, Appellen til den vaagnende Kraft og Anraabelsen om hellere at faa Middelalderen igjen end Datidens skinhellige Preussen[h] med dets Blanding af gothisk Galskab og moderne Løgn. I de to følgende Afsnit fortsættes Skildringen af Bjergets Indre og føres Samtaler med Barbarossa[CII] som Drømmetilstande under Søvnen i en Rejsevogn.
Paa samme Maade er den preusserfjendske Fantasi i Værtshuset i Minden[i] begrundet. Heine[CIII] vil have den preussiske Ørn frem, vil lade den blive plukket og skudt. Hvis Aristofanes[CIV] havde havt et lignende Mellemværende med en Ørn, saa vilde han have indført den uden videre lige for vore Øjne. Heine[CV] maa gaa tilværks ad den sædvanlige Omvej. Hos ham bliver i den begyndende Drømmetilstand under Halvsøvn den røde Sengekvast over hans Hoved til en Ørn med Fjær og Kløer, der truer med at hakke Leveren ud af hans Bryst og mod hvilken han udsynger sit Had.
Kun paa ganske enkelte Steder er Heines[CVI] |253| kunstneriske Fremgangsmaade dristigere, den store Grækers mere lig. Saaledes i den prægtige Tale til Ulvene om Natten i Teutoburgerwald[j]. Den Rejsende hører dem hyle ved Midnat om Vognen, hvis ene Hjul er gaaet af. Han stiger ud og holder til de vilde Bestier en Tale:
Og Talen er en humoristisk Kopi af dem, som store Mænd ved slige Lejligheder pleje at holde: Denne Time er evigt uforglemmelig. Det er Løgn, at han er gaaet over til Hundene; han har aldrig tænkt paa at blive Hofraad i Lammehjorden. Den Faarepels, han nu og da har hængt om sig, har han kun brugt til at varme sig med, han er og bliver Ulv og vil altid hyle med Ulvene.
En direkte Efterligning af Paisteteros’[cvii] Bryllup med Basileia[cviii] i »Fuglene[0029]« er endelig, som af Heine[CIX] selv udtalt, Scenen mellem Digteren og Hamburg[k] som den kraftige Kvinde med Murkronen. Den er yderst kaad, drengeagtigt overgiven og i sin Lystenhed i Grunden mere anstødelig end lignende Steder hos Aristofanes[CX], der jo aldrig fremfører sig selv paa Scenen uden for at forsvare sig som Digter. Heines[CXI] Skamløshed er om end mindre vidtgaaende dog mere personlig end hans. |254|
I »Atta Troll[0030]« er Sammenligningen med Aristofanes[CXII] end mere nærliggende. Fantasien er her friere, fordi Hovedpersonen ikke er et Menneske, men en Bjørn. Der er en overordentlig Fantasi udfoldet paa det Sted, hvor den efter sin Flugt danser i Maaneskin for sine Unger. Der er en uforlignelig Humor i dens Deklamation mod Menneskerettighederne og dens Pukken paa Bjørnenes ældre Rettigheder, som minder om den dejlige Parabase i »Fuglene[0031]«, hvor det godtgjøres, at Fugleverdenen er den ældste: Alt stammer fra Ur-Ægget, Alt oprinder af Elskov, og Fuglene er Elskovsbørn. Overmaade morsom er Bjørnens Stolthed af Dyreverdenen, morsomst dog, fordi Heine[CXIII] benytter den til i dens Ytringer at indslynge overgivne Spydigheder mod dem, han vil tillivs, saaledes mod Freiligrath[CXIV]† , hvis populære men taabelige Digt »Löwenritt[0032]« ligesom det uheldige »Der Mohrenkönig[0033]« havde vakt hans lystigste Spot:
|255| En god Del af hvad Bjørnen siger, klinger som Satire over dumt kommunistisk Demokrati. Der er Ordgyderiet mod Ejendommen: Bjørnene fødes uden Lommer, Menneskene fylde deres. Og der er Ordgyderiet om Ligheden:
Men iøvrigt er det en uskyldig, braadløs Satire, der rent fantastisk driver Gjæk med Klerikale som med Kommunister, med Misanthroper som med Revolutionære, med Verdensborgere som med Nationale — thi Bjørnen har Noget af Alles Talemaader. Hvor vidunderlig er ikke Atta Trolls Prædiken mod Atheismen og dens Udvikling af sit deistiske System, den, som begynder:
Der er et muntert Dybsind i denne Formaningstale imod Feuerbach[CXVI] og Bauer[CXVII], og et Vid, der er aandfuldt som Voltaires[CXVIII], men rigere, varmere, i Skildringen af Skaberguden:
|256| Hvilken Humor i Udmalingen af de Bjørnehelgene, der danse om hans Trone!
Dog har Bjørnen nu end Noget af alle Partiers Talemaader, saa har han dog mest af Urtyskernes. Over dem gaaer det i Særdeleshed ud. De velslikkede Bjørnejomfruer minde om tyske Præstedøtre; den yngste Bjørneunge slaaer Kolbøtter som selve Massmann[CXIX] og er som han den hjemmefødte Dannelses Blomst, har aldrig kunnet lære noget andet Sprog end Modersmaalet, hverken Græsk eller Romersk.
Saaledes fører Heine[CXX] ad vildt fantastiske Omveje altid Læseren tilbage til sit Fædrelands Virkelighed.
Aristofanisk er ogsaa i denne Henseende Stedet, hvor det regner, og der raabes: Sex og tredive Konger for en Paraply! og Stedet, hvor man atter er kommet i Ly, og det hedder: Sex og tredive Konger for en Slaabrok!
Aldeles aristofanisk er endelig det undertrykte Sted, hvor Fuglen Hut-Hut fortæller om hvorledes Salomon[cxxi] og Balkis[cxxii] give hinanden Gaader at gjætte efter Døden:
Balkis[cxxiii], til hvem Spørgsmaalet stilles, sender Lønbud rundt i alle tyske Riger og Lande, men saa |257| ofte hun forkynder Salomon[cxxiv] Fundet af en ganske ualmindelig Usling, lyder Svaret:
Og det udvikles som det Mærkelige ved Tyskland, at saa tidt man troer at have opdaget den største Usselryg der, saa opstaar der en endnu større: Intet Fremskridt er saa sikkert som det, der finder Sted i den almindelige Pjaltethed. Igaar endnu syntes X. den største Pjalt; idag er han kun en Underpjalt i Sammenligning med N.N. Det er et Bevis paa Heines[CXXV] kunstneriske Rigdomsfornemmelse, at han i Digtets endelige Redaktion har vraget et saadant Middel til at ramme sine Modstandere én for én paa den morsomste Maade.
Endelig er der ogsaa i den rent litterære Satire en ikke ringe Lighed mellem Fremgangsmaaden hos Heine[CXXVI] og hos Aristofanes[CXXVII]. Et Exempel er Satiren over den schwabiske Digterskole i »Atta Troll[0034]«: Katten i Hexens Hytte, som er en forvandlet Schwaberdigter, der vil blive til Menneske igjen, dersom en ren Jomfru kan læse Gustav Pfizers[CXXVIII] Digte i Sylvesternatten uden at falde i Søvn. Et andet Exempel er Satiren sammesteds over disse letpudsige Linjer af Freiligrath’s[CXXIX]† »Der Mohrenfürst[0035]« med deres urimeligt søgte Lignelse:
|258| Det er et Digt om en Negerkonge, der fanges, kommer til Europa, maa tromme udenfor en Cirkus, tænker paa sin fordums Storhed og trommer sin Tromme itu. Men at den sorte Mand i Teltaabningen skal ligne Maanen mellem Skyer er unægtelig komisk.
Hos Heine[CXXX] hænger den røde Tunge ud af Bjørnens sorte Gab som Maanen viser sig mellem hvide Skyer. Og i Digtets Slutning træffer Heine[CXXXI] i Jardin des plantes[l] en Neger, der passer Dyrene, og der aabenbarer sig for ham som den Freiligrath’ske† Negerkonge, der har giftet sig med en hvid Kokkepige fra Elsass[m], hvis Fødder minde ham om Elefanternes i hans Hjemstavn og hvis Fransk klinger i hans Øren som Negersprog. Hun har givet ham saa godt at spise, at han har faaet sig en lille rund, sort Mave. Den glimter frem igjennem Skjorten som en sort Maane, der træder frem af hvide Skyer.
Ikke mindst endelig spores der noget Aristofanisk i den hensynsløse og brutale Satire over Platen[CXXXII] i Reisebilledernes[0036] sidste Del. Ja endog visse lystige Fif i den litterære Strid er fælles for den græske og den tyske Komiker. I »Frøerne[0037]« faaer Æschylos[CXXXIII] under Væddekampen med Euripides[CXXXIV], hvem Aristofanes[CXXXV] forfølger med sit Had, et Omkvæd, der omtrent er enstydigt med »spiller op paa den gamle Lire«, til at passe ind i Alt, hvad Euripides[CXXXVI] citerer af sig selv. I Rejsebillederne[0038] |259| hævner Heine[CXXXVII] sig paa Platen[CXXXVIII] ved at lade Hyacinth[cxxxix] afvexlende hefte Ordene »von vorn« og »von hinten« til dennes Vers, og underkaster dem derved den ondskabsfuldeste Forvanskning.
Den aristofaniske Komedie er som en udspændt Hvælving, bedækket med storstilede Fresker — Heines[CXL] Komik er sammenlignet med dens hvad overfor Freskerne omhyggeligt udførte Staffelibilleder er. Der er Lys og Plads i hint græske Lystspil som i Michel Angelo’s[CXLI] sixtinske Kapel[n]: Alt er her som i Capella sistina[o] stort, rummeligt, vældigt, skabt af en Aand, der trodser vedtagne Regler ved sin Følelses lyriske Storm, sine Forkortningers Dristighed og sine Allegoriers Magt. Kun at Michel Angelo’s[CXLII] Verden er tragisk, vildt højtidelig, medens Aristofanes’s[CXLIII] Verden er en dithyrambisk, en Verden af Karikaturer i en Ramme af græske Livsforhold.
Sammenlignet med Aristofanes[CXLIV] er Heine[CXLV] en Privatmand, der lever i sit Hjem. Aristofanes[CXLVI] færdes i Theatrets fulde Dagslys med Tusinder af Tilhørere omkring sig; Heine[CXLVII] meddeler sig til sit Publikum enlig fra sin Stue. Men de Syner, der male sig paa hans Øjes Nethinde alene, have et mere glødende og heftigt Liv end de, som Aristofanes[CXLVIII] legemliggjorde paa en Scene. Og hans Bestræbelser have ikke det rent lokale Præg som den græske Digters. Han henvender sig, hvor han er ypperst, til Millioner udenfor sit Folk, ja til en |260| Elite blandt alle dem, der kunne læse. Hans Lyrik er personligere, inderligere og mere nervøs end nogen Grækers, som hans Satire er viet almene Ideer, der for Aristofanes[CXLIX] ikke havde Existens. Han er ikke mindre vittig end sin græske Forgjænger, og han har bestandig kjæmpet for politisk Udvikling og personlig Frihed, medens Euripides’s[CL] og Sokrates’s[CLI] Avindsmand hyppigst fægtede for en Fortid, der uigjenkaldeligt var forbi og som han selv allermindst tilhørte.
højresiderne i kapitel 16 har i førsteudgaven klummetitlen »Heine og Aristofanes.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
fra det 27. kapitel af Heinrich Heines satiriske epos Deutschland. Ein Wintermärchen, 1844 Heine 1985, 4:155.
fra det 27. kapitel af Heinrich Heines satiriske epos Deutschland. Ein Wintermärchen, 1844 Heine 1985, 4:156.
GB sigter til et brev fra Friedrich Heinrich Jacobi til Wilhelm Heinse, dateret Pempelfort 20.-24.10.1780; ifølge dette brevs ordlyd lignes den unge Cramer dog ikke ved en papegøje, men ved en and Goethe in vertraulichen Briefen, 1982, 1:262.
af Goethes epilog til hans tyske oversættelse af Aristofanes' komedie Fuglene: Die Vögel, 1787 Goethe 1787:62.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 486): »knuse sine Modstandere med virkelig Vittighed«. Citatet har ikke kunnet identificeres.
GB sigter formentlig til Aristofanes' komedie Ridderne, opført 424 f.Kr., v. 499-550, hvor der imidlertid ikke omtales ældre teaterstykkers titler.
der sigtes til Heinrich Heines digt »Der Ungläubige« i afsnittet »Lamentazionen« i hans digtsamling Romanzero, 1851.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 489): »Nattergalen var allerførst, / og sang sin Vise: Zykyht! Zykyht!« Citat fra digt IX fra afsnittet »Neuer Frühling« i Heinrich Heines digtsamling Neue Gedichte, 1844 Heine 1983, 2:15.
fra Aristofanes' komedie Fuglene, opført 414 f.Kr., v. 676-680.
i græsk mytologi gud for vegetation (særligt vin) og ekstase. I Athen blev han i oldtiden fejret hvert forår med opførelse af tragedier, komedier og satyrspil i Dionysosteatret.
fra rejsebeskrivelsen »Die Bäder von Lukka« i det tredje bind af Heinrich Heines satiriske værk Reisebilder, 1830 Heine 1986, 7:115.
fra rejsebeskrivelsen »Die Bäder von Lukka« i det tredje bind af Heinrich Heines satiriske værk Reisebilder, 1830 Heine 1986, 7:116.
henviser til digtet »Disputation« i afsnittet »Hebräische Melodien« i Heines digtsamling Romanzero, 1851.
refererer til Heinrich Heines Ludwig Börne. Eine Denkschrift, 1839 Heine 1978, 11:45-46.
der refereres til to komedier af Aristofanes, begge skrevet under Den Peloponnesiske Krig mellem Athen og bystaterne på Peloponnes, 431-404 f.Kr. Et hovedtema i Ridderne, opført 424 f.Kr., er angrebet på politikeren Kleon, mens Theramenes et par steder i Frøerne, opført 405 f.Kr., hånes for at være en utroværdig vendekåbe.
kong Ludwig 1. af Bayern indrettede mellem 1827 og 1850 sit »Schönheitengalerie« på slottet Nymphenburg i München. Det findes endnu på stedet og består af 38 portrætmalerier af smukke unge kvinder, alle dalevende og med relation til München.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 490): »Han elsker Kunst, og de skønneste Mø'r, / dem lader han portrætere, / og gaar i dette malte Serail / som Kunst-Eunuk at spasere.« Citat fra Heinrich Heines digt »Lobgesänge auf König Ludwig«, som udkom i tidsskriftet Deutsch-französische Jahrbücher i 1844 Heine 1983, 2:142.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 491): »Cornelius og Schelling, den Sjæl, / lad dem gaa deres Gang med hinanden, / for den ene slap Indbildningskraften op, / den anden misted Forstanden. / Men at man af min Krone stjal / Juvelen, at Rejsepas man / min Kolbøttemester givet har, / min Menneske-Ædelsten, Massmann. / Det har mig bøjet, det gav mig mit Knæk, / mit Hjerte det sønderflænger; / mig fattes den Mand, der i sin Kunst / klatred op af de højeste Stænger.« Citat fra Heinrich Heines digt »Lobgesänge auf König Ludwig«, som udkom i tidsskriftet Deutsch-französische Jahrbücher i 1844 Heine 1983, 2:144.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 491): »Hr. Ludvig er en stor Poet. / Naar han synger, saa styrter Apollo / ned for ham paa Knæ: Aa hold op! jeg bli'r gal! / hør min Bøn, jeg dig be'r tusindfold, o!« Citat fra Heinrich Heines digt »Lobgesänge auf König Ludwig«, som udkom i tidsskriftet Deutsch-französische Jahrbücher i 1844 Heine 1983, 2:143.
i en byggestil som et græsk tempel lod kong Ludwig 1. af Bayern opføre en mindehal, der fik navnet Walhalla. Den stod færdig i 1842 og ligger i Donaustauf. Walhalla er smykket med buster og indskrifter til ære for flere end hundrede personer fra den tysksprogede kulturs historie.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 491): »Atta Troll, Tendensbjørn, from og / dybt moralsk, som Husbond brunstig, / der forført af Tidsaandsdjævlen, / blev en Sansculot som Skovmand, / daarlig Danser, med sit lodne / Bryst dog fuldt af pligtstærk Alvor, / stinkende ret tit, var vistnok / ej Talent, men Karakter dog.« Citat fra kap. 24 af Heinrich Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:79.
sansculotter (fr. 'uden knæbukser', dvs. bærende lange bukser) var under Den Franske Revolution 1789-1799 et øgenavn for en gruppe politisk yderliggående håndværkere, småhandlende og lønarbejdere.
ifølge et sagn, der har en vis lighed med den danske myte om Holger Danske, sidder den middelalderlige kejser Friedrich Barbarossa i dyb søvn inde i et bjerg i Kyffhäuser sydøst for Harzen. På stedet opførtes i 1890'erne et gigantisk mindesmærke for Barbarossa.
fra 14. kapitel af Heinrich Heines satiriske epos Deutschland. Ein Wintermärchen, 1844 Heine 1985, 4:119-123.
fra 14. kapitel af Heinrich Heines satiriske epos Deutschland. Ein Wintermärchen, 1844 Heine 1985, 4:123.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 493): »Medulve! jeg er stolt af idag / i Eders Midte at dvæle, / hvor kærlige Hyl mig imøde slaar / fra saa mange ædle Sjæle.« Citat fra 12. kapitel af Heinrich Heines satiriske epos Deutschland. Ein Wintermärchen, 1844 Heine 1985, 4:117.
i antikkens billedkunst blev en befæstet by med blomstrende handel undertiden symbolsk fremstillet som en kvinde med murkrone på hovedet; fra og med renæssancen vandt et antikiserende billedsprog generelt indpas i europæisk kunst, således også symbolske personifikationer af denne art.
Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789, som blev vedtaget 26.8.1789 i Paris af den franske Nationalforsamling.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 494): »Gives der ej lærde Hunde? / Ikke Heste, som kan regne? / Skriver Æsler ej Kritiker? / Spiller Aber ej Komedie? / Synger ikke Nattergalen? / Er F. Freiligrath ej Digter? / Hvem besang vel Løven bedre / end dens Landsmand, Dromedaren?« Sammensat citat fra kap. 5 af Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:23-24.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 494): »Grundig Lighed! Hvert et Æsel / Adkomst har til højest Embed, / Løven derimod til Møllen / trave skal med Sæk paa Ryggen.« Citat fra kap. 6 af Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:26.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 494): »Vogt dig blot for menneskelig / Tænkemaade; den er rædsom; / iblandt Menneskene gives / ingen, ingen ordenlige.« Citat fra kap. 8 af Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:30.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 494): »Se didop! I Stjerneteltet / paa den gyldne Herskertrone, / verdensvældig, majestætisk, / sidder en uhyre Isbjørn.« Citat fra kap. 8 af Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:30.
fra kap. 21 af Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:65.
fra kap. 21 af Heines ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:66.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 495): »Hvem er vel den største Pjalt / mellem alle tyske Pjalter, / der i alle seks og tredive / tyske Forbundsstater lever?«. Citat fra det oprindelige kap. 19 af Atta Troll. Ein Sommernachtstraum, som udkom i Zeitung für die elegante Welt 1.3.1843. Kapitlet udgik i bogversionen 1847 Heine 1985, 4:234.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 495): »Barn! der er en endnu større!« Citat fra det oprindelige kap. 19 af Atta Troll. Ein Sommernachtstraum, som udkom i Zeitung für die elegante Welt 1.3.1843. Kapitlet udgik i bogversionen 1847 Heine 1985, 4:235.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 496): »Ud af det skinnende hvide Telt / gaar sort en fyrstelig Neger, en Helt. / Slig træder af skinnende Skyers Port / Maanen ud, formørket og sort.« Citat fra Ferdinand Freiligraths digt »Der Mohrenfürst«, som første gang udkom i hans digtsamling Gedichte, 1838 Freiligrath 1838:50.
af Aristofanes' komedie Frøerne, v. 1209 m.fl.; dette steds ordlyd ændrede GB i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 496) således, at der står: »et Omkvæd, der omtrent er enstydigt med »fordærvede sit Vers««.
(ty.) forfra og bagfra. Fra rejsebeskrivelsen »Die Bäder von Lukka« i det tredje bind af Heinrich Heines satiriske værk Reisebilder, 1830 Heine 1986, 7:130.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik