Den sandsynligste Datum for Heinrich Heines[I] Fødsel er 13. December 1797† . Hans Fader, Samson Heine[II] fra Hannover[a], havde i sin Ungdom som Proviantmester med Officersrang hos Prins Ernst af Cumberland[III] gjort et Felttog med i Flandern[b] og Brabant[c], men havde efter sit Ægteskab med Peira (Betty) von Geldern[IV] nedsat sig som Kjøbmand i Düsseldorf[d]. Han var en smuk, rolig, gravitetisk Mand, lidet begavet, ogsaa en middelmaadig Kjøbmand, uden Forstand paa Kunst og Poesi, men med en barnagtig Kjærlighed til |167| Uniformer og med noble Passioner: for Spil, Theaterdamer, Hunde og Heste. Han skal have havt tolv Heste med sig, da han flyttede til Düsseldorf[e]. — Moderen, der havde faaet en god Opdragelse og talte fransk og engelsk saa flydende som tysk, var forstandig, sjælfuld, musikalsk, Elev af Rousseau[V], hvis »Emil[0001]« hun havde studeret, en Beundrerinde af Goethe[VI], tidligt paa sin Post mod Fordom og Konveniens, og i Modsætning til Faderen, der saa op til Napoleon[VII], lidenskabelig Patriot. Opdragelse var hendes Yndlingstanke, og hun underviste med stor Omhu og Taalmodighed sine Børn. Begge Forældrene vare i religiøs Henseende frisindede, Faderen indifferent, Moderen Deist, dog lode de deres Børn iagttage det gammeldags jødiske Ceremoniel.
Efter en kort Tid at have besøgt en jødisk Pogeskole, i hvilken maaske Grunden blev lagt til den Bibelkundskab, der er saa hyppigt fremtrædende i Heinrich Heines[VIII] Skrifter, blev Drengen sat i en af franske Gejstlige, mest Jesuiter, ledet katholsk Undervisningsanstalt, som var indrettet i et tidligere Franciscanerkloster, men hvis Lærere dog var ogsaa verdsligt dannede Mænd. Han havde i Hjemmet havt en lykkelig Barndom, fandt ogsaa i Skolen Venner og Beskyttere, der toge sig af ham, naar han paa Grund af sin Konfession eller sin Spottelyst var truet med Overlast.
Det tidligst paafaldende Træk hos den til|168|kommende Digter var en stedse tiltagende Nervøsitet, der ytrede sig i, at al Larm var ham forhadt og pinlig. Endog en smuk klangfuld Stemme som hans Søsters, endsige Klaverspil og højrøstet Tale virkede paa ham som Skrig og Støj. Og skarp som hans Hørelse var hans Lugtesans. Tobaksrøg var tidligt ham, som Goethe[IX], en Gru. For Musik havde han ingen Sans, og at danse lærte han aldrig. Femten Aar gammel begyndte han at skrive gode Vers.
Rhinlandet[f] med dets Livsglæde, men ogsaa med dets Overtro, Sagn og Legender, den katholske Kultus i disse Egne med dens middelalderlige Bygninger og Ceremonier og Valfarter, over hvilke den herskende romantiske Poesi kastede sit forklarende Skjær, Indtrykkene af den israelitiske Afstamning, af Bibelens[0002] Poesi og de samtidige Jøders i Undertryktheden avlede Frihedslængsel og Selvironi, Sværmeriet for Franskmændene og Napoleon[X] paa den ene Side og den strax derefter følgende Paavirkning af Tysklands patriotiske Vækkelse, hvilken bragte alle Disciplene i Skolens øverste Klasse, deriblandt Heine[XI], til at melde sig — mest forgjæves — som Frivillige under Frihedskrigen 1813: alle disse ydre Forhold og sjælelige Tildragelser formede og prægede Drengens Sind. Han læste helst store Humorister som Cervantes[XII] og Swift[XIII]. »Don Quichote«[0003] og »Gullivers Rejse«[0004] var hans Yndlingsbøger. |169|
I sit sextende Aar havde han en første romantisk Forelskelse i en ligeledes sexten Aar gammel Datter af en Skarpretter, Josefa[XIV] ved Navn, som boede i Huset hos sin af hele Egnen skyede og frygtede Tante, hvis Mand ogsaa havde været Skarpretter. Heine[XV] har beskrevet den unge Pige som selsom og bleg med rytmisk ædle Bevægelser, et fintskaaret Ansigt med store mørke Øjne og blodrødt Haar. Hun kunde mange Folkeviser og lærte ham dem, var efter hans eget Udsagn den første, som vakte hans Sans for Folkepoesien, og øvede overhovedet ved den Skjønhed, der omstraalede hende, og den Uhygge og Rædsel, der omgav hende, en ikke ringe Indflydelse paa den vordende Digter. Man sporer i Heines[XVI] første Digte en Forkjærlighed for Døds- og Gravtanker, der synes at stamme fra dette ømme Forhold mellem de to Børn. I Heines[XVII] »Drømmebilleder«[0005] Nr. 6 synes den Usalighed, for hvilken den i Drømmen aabenbarede unge Kvindes Hengivelse alene kan kjøbes, at symbolisere den Uære, som hang ved Skarpretterens hele Slægt og der virkede som en Forbandelse paa Enhver, der traadte i Forbindelse med den.
Fra 1816 fortrænges Josefas[XVIII] Billede i Heines[XIX] Sjæl af en anden ung Piges. Forældrene havde bestemt deres Harry[XX] (saaledes skreves Fornavnet oprindeligt) til Kjøbmandsstanden. Rothschildernes glimrende Bane havde gjort et dybt Indtryk paa dem. Man sendte Sønnen først paa en Handels|170|skole i Düsseldorf[g], saa et Par Maaneder til en Banquier i Frankfurt[h] og anbragte ham dernæst paa et Kontor i Hamburg[i], hvor en Onkel af ham, den bekjendte Salomon Heine[XXI], havde svunget sig op til en Matador i Handelsverdenen. Ved Hjælp af den rige Onkel, af hvem Brodersønnen sit Liv igjennem forblev afhængig, aabnede denne i 1818 under Firmaet »Harry Heine & Comp.« i Hamburg[j] en Kommissionsforretning i engelske Manufakturvarer, der som det var at vente allerede i det følgende Foraar maatte indstille sine Betalinger. I Onkelens Hus fandt Heine[XXII] imidlertid ikke blot den knarvurne Velgjører, der trods sin Godhed aldrig forstod ham og altid ærgrede sig over ham, men i dennes tredie Datter Amalie Heine[XXIII] den Kvinde, der blev hans Ungdoms Skjæbne, og som han under talrige Navne (Maria, Zuleima, Molly, Eveline, Ottilie og andre) har besunget og forbandet. Hendes Ynde bliver han aldrig træt af at prise; hun straaler i Skjønhedsglans som den, der steg af Bølgernes Skum; hendes Øjne, Læber og Kinder ligne Madonnabilledets i Kölner Dôm[k], hendes Øjne er Violer, hendes Hænder Liljer osv., men det synes, som om hun aldrig har elsket ham. Haabet har han ialtfald med Tiden at kunne vinde hende, et og andet Vidnesbyrd om Velvilje har han maaske ogsaa modtaget, og saa meget synes af hans Digte klart, at hendes Giftermaal med en Anden, en Godsejer fra Königsberg[l], i Aaret 1821 |171| ramte ham som et Slag og efterhaanden kom til at staa for ham som et utilgiveligt Forræderi.
Ny Hjælp fra Onkelen satte Heine[XXIV] i Stand til at slaa ind paa den studerende Vej, da han havde vist sig saa uskikket til Kjøbmandsvirksomheden, der var bleven ham i højeste Grad imod. Efter at have oplevet Jødefejden i Hamburg[m] 1819 rejste Heine[XXV] over Düsseldorf[n] til Bonn[o] for at dyrke det juridiske Studium dér og erhverve sig den juridiske Doctorgrad, som Onkelen fordrede, han skulde tage.
Universitetet i Bonn[p], der havde været lukket i flere Aar under det franske Regimente, var da nylig aabnet paany og havde en Række af fortræffelige Professorer; men da netop samtidigt Forfølgelsen af Burschenschafterne og af alle nationale Bevægelser indenfor Studenterverdenen i Kraft af Karlsbader-Beslutningerne begyndte, blev Heine[XXVI] strax ved sin Ankomst til Universitetet i Anledning af en Studenterfest paa Aarsdagen for Slaget ved Leipzig[q], taget i Forhør og inddraget i en smaalig og frugtesløs politisk Proces, der ikke kunde andet end vække hans mest personlige Afsky for den indbrydende Reaktion. Det Vidnesbyrd, han ved Universitetets Optagelsesprøver i 1819 erholdt, lød paa, at han ikke havde lært Græsk, kun havde ringe Indsigt og Øvelse i Latin og ikke havde formaaet at indstille sig til Examen i Mathematik, men at han »ikke var uden alle Kund|172|skaber i Historie« og at »hans tyske Arbejde, skjønt underligt affattet, beviste en god Bestræbelse.«
Den unge Student i den Fløjels Jakke med Kniplings-Mansketter og Kalvekryds beflittede sig i Klædedragt og Optræden paa en skjødesløs Elegance† . Han var af Middelhøjde, bar sit lysebrune Haar temmelig langt om det skjægløse Ansigt, havde regelmæssige Træk, en næsten græsk Næse, blaa Øjne, en stor udtryksfuld Mund, hvis Læber hyppigt fortrak sig til det kolde og spotske Smil, der saa hyppigt omtales i hans Digte, og ualmindeligt smukke, hvide Hænder.
Han hørte Forelæsninger over det tyske Sprogs Historie, over Tacitus’s[XXVII] »Germania[0006]«, over Niebelungenlied[0007], i det Hele paa den ene Side litteratur- og kulturhistoriske Foredrag, paa den anden Side juridiske Forelæsninger over Romerret og germanisk Statsret. Af Professorerne udøvede den romantiske Skoles Chef A. W. Schlegel[XXVIII] en afgjørende Indflydelse paa den vordende Digter, som forelagde ham sine Vers og i dette Tidsrum skrev sin første Tragedie »Almansor[0008]«.
I Slutningen af 1820 drog Heine[XXIX] fra Bonn[r] til Universitetet i Göttingen[s] med gode Forsætter om juridisk Flid, men Staden behagede ham, hvad hans »Harzreise[0009]« noksom vidner om, kun saare lidet, og da han efter faa Maaneders Ophold i Anledning af en ubetydelig Strid med en anden Student fik Consilium abeundi, rejste han 1821 til |173| Berlin[t]. Indført i Varnhagens[XXX] Hus, Byens aandelige Midtpunkt, hvor Rahel[XXXI] samlede Dannelsens, Talentets og Blodets Aristokrati omkring sig, lærte han snart Blomsten af Berlins[u] bedste Selskab at kjende. I Lutter og Wegeners endnu existerende Vinstue i Behrenstrasse[v] traf han ved Nattetid sammen med Datidens gode Hoveder og geniale Zigeunere, deriblandt Mænd som E. T. A. Hoffmann[XXXII] og Grabbe[XXXIII]. Og her lykkedes det ham efter flere frugtesløse Henvendelser at finde en Forlægger, der erklærede sig villig til at udgive hans første Digtsamling[0010] og honorere den med fyrretyve Friexemplarer. Den udkom December 1821, gjorde hans Navn bekjendt, næsten berømt, og allerede den fremkaldte baade Efterligninger og Parodier.
Heine[XXXIV] hørte ved Universitetet Datidens ypperste Lærde: Hegel[XXXV], hvem han med Lidenskab dyrkede, Bopp[XXXVI], den indiske, og Wolff[XXXVII], den klassiske Filolog, samt Juristen Eduard Gans[XXXVIII]. Med ungdommelig Iver indlod han sig med en Kreds af Mænd, der attraaede en Reform af Jødedommen og tilstræbte at indvie dens Bekjendere i europæisk Kultur. Med ikke mindre ungdommelig Forbitrelse angreb han under det fremmede Kostyme i »Almansor[0011]« de frafaldne Jøder, der opgave den fælles Sag, og indirekte Kristendommen, der stod for ham som fjendtlig Magt. Tragedien udkom — sammen med Heines[XXXIX] andet Begynderarbejde »William Ratcliff[0012]« — |174| 1823, blev opført, men faldt paa Grund af Racehadet mod Forfatteren igjennem. (G. Karpeles[XL]: Biographie Heinrich Heine’s[0013]. 1885.)
Opholdet i Berlin[w] viste sig ikke fremmende for Heines[XLI] Brødstudium. Han havde allerede i Hamburg[x] vænnet sig til et ret letfærdigt Levnet, og han fortsatte det her. For at samle sig rejste han i 1823 til Lüneburg[y] til sine Forældre, derfra til Hamburg[z] og paany til Göttingen[aa], hvor han i 1825 disputerede for den juridiske Doctorgrad. Strax derefter lod han sig døbe. Han skiftede Religion, ikke af Overbevisning om Christendommens Sandhed, tværtimod under en levende Følelse af Antipathi mod den og Skam over det Skridt, han foretog, men fordi han vilde gjøre et Forsøg paa at unddrage sig den ydmygende og trykkende Afhængighed af Onkelen og ikke kunde opnaa Indtægter, Livsstilling eller Embed paa andet Vilkaar. Man finder hans Stemninger fra hine Dage gjengivne i det med Urette overroste Brudstykke »Rabbien fra Bacherach«[0014], der kun paa enkelte Punkter fortalt med Liv og Kunst i Virkeligheden godtgjør Heines[XLII] Evneløshed overfor den Opgave at skrive en historisk Roman, men som i sin Slutning ved den Selvskildring, Digteren her under en fremmed Maske har givet, røber Skamfølelsen ved nominelt at være gaaet over til et Troessamfund, der var ham Fjendens Lejr. |175|
I Brevvexlingen mellem Varnhagen[XLIII] og Rahel[XLIV] finder man stænkvis malende Ord om Heines[XLV] Person og Væsen i hine Dage. Mærkværdigt nok citerer Varnhagen[XLVI] strax første Gang, han omtaler »vor lille Heine[XLVII]«, et Udbrud af Rahel[XLVIII] til denne, der er utroligt slaaende, fordi det viser, med hvilket Skarpblik hun har udfundet netop den Digterpersonlighed, med hvem Heine[XLIX] havde Noget tilfælles, og under hvis Paavirkning han delvis befandt sig, men som han paa ingen Maade turde ligne under Straf af som Menneske og Digter at gaa tilgrunde. Udbruddet lyder: »De maa ikke blive nogen Brentano[L], jeg taaler det ikke!« Rahel[LI] skriver humoristisk: Heine[LII] maa og skal blive »væsentlig«, selv om han skal prygles dertil. »Menneske, bliv væsentlig!«
Og hvor godt har ikke Varnhagen[LIII] selv kjendt ham, hvor fin er ikke den følgende, sex Aar senere Vending i et Brev til Rahel[LIV]: »Og nu har du foruden de andre kloge og flinke Mennesker, som more dig, ogsaa Heine[LV], den ejendommelige, berejste, friske Heine[LVI] hos dig! Frisk behøver ikke her at betyde: som han kommer fra Havet; ogsaa nedsaltede Sild kalder man jo netop i denne Egenskab friske.« Næsten i samme Lignelse bevæger sig denne Ytring om Heine[LVII] som trediveaarig: »Forhaabentlig ser du ham tidt og benytter han Omgangen med dig til sit Bedste. Han maa kon|176|servere sig i en god aandelig Atmosfære; thi der er noget ved ham, som let fordærves.«
Rahel[LXIV] og Varnhagen[LXV] bleve de første Forfægtere af Heines[LXVI] Talent. Den ældste rosende Anmeldelse af hans Digte stammer fra hans fine diplomatiske Beskytter. Men man føler ret vel, at Parret har havt et skarpt og bekymret Blik for de Svagheder i hans Karakter, der kunde blive farlige og fordærvelige for de store digteriske Evner.
højresiderne i kapitel 12 har i førsteudgaven klummetitlen »Heine.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
af Heinrich Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:31-33.
Rothschild, en rig og økonomisk magtfuld tysk-jødisk bankierfamilie i Frankfurt, der i løbet af 1800-tallet udstrakte sin virksomhed til en række andre lande i Europa.
dvs. kærlighedsgudinden Afrodite, der ifølge den græske mytologi blev født af havets skum; romerne identificerede hende med Venus.
byen Bonn var omfattet af Rhinforbundet, der bestod 1806-1813 og var indgået efter fransk pres. Det blev udgjort af en række tyske fyrstestater, der fra opløsningen af Det Tysk-romerske Rige i 1806 deltog i Napoleonskrigene på fransk side.
de tyske studenterkorporationer, der i deres virke agiterede for et samlet, frit Tyskland. Den første studenterkorporation blev dannet i juni 1815 med baggrund i den tyske frihedskrig imod kejser Napoleon 1.s Frankrig. Mellem 1819 og 1848 var de forbudt i henhold til Karlsbad-beslutningerne fra 1819.
en tysk konference i byen Karlsbad (nuværende Karlovy Vary, Tjekkiet) vedtog i august 1819 en række bestemmelser om at undertrykke liberale og nationale bevægelser i de tyske stater; studenterforeninger blev forbudt, pressefriheden blev indskrænket, og en kommission blev nedsat til eftersporing og optrævling af revolutionære planer. Bestemmelserne blev ophævet i 1848.
koalitionens hærstyrker (bestående af Preussen, Østrig, Rusland og Sverige) vandt i dagene 16.-19.10.1813 en afgørende militær sejr over kejser Napoleon 1.s franske hær i slaget ved Leipzig i Sachsen.
............. ***.
.......... ***.
(lat.) råd om at gå bort, dvs. en midlertidig bortvisning fra et universitet.
Lutter & Wegner har siden 1811 drevet vinstue og restaurant i den centrale del af Berlin.
hentyder til Heinrich Heines jødiske afstamning.
af brev, dateret 22.7.1823, fra forfatteren Karl August Varnhagen von Ense til hustruen Rahel Varnhagen von Ense Varnhagen von Ense 1875, 6:48.
en udtalelse af Rahel Varnhagen von Ense om Heinrich Heine, som Karl August Varnhagen von Ense citerer i et brev fra 22.7.1823 til hende Varnhagen von Ense 1875, 6:48.
de sidste ord er et citat fra den tyske mystiker Angelus Silesius' Der Cherubinische Wandersmann, 1675 (»Mensch, werde wesentlich!«); af et brev, dateret 24.7.1823, fra Rahel Varnhagen von Ense til ægtemanden Karl August Varnhagen von Ense Varnhagen von Ense 1875, 6:55-56.
af et brev, dateret 4.3.1829, fra forfatteren Karl August Varnhagen von Ense til hustruen Rahel Varnhagen von Ense Varnhagen von Ense 1875, 6:316.
af et brev, dateret 11.3.1829, fra forfatteren Karl August Varnhagen von Ense til Rahel Varnhagen von Ense Varnhagen von Ense 1875, 6:344.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 445): »Heine ser jeg næsten ikke; han kaster sig saa at sige om i sig selv, siger, at han maa arbejde meget, er næsten overrasket over, at noget saa Virkeligt har ramt ham som Faderens Død og Moderens Sorg derover . . . . Han ser raskere ud; klager næsten ikke mere; men mangt et forbigaaende Minespil har sat sig fast i hans Træk, som ikke klæder dem godt; saaledes har han en Trækning ved Munden, naar han taler, som tidligere næsten forekom mig at være en lille Ynde, skønt den aldrig gav Vidnesbyrd om noget Kønt. — Jeg vilde netop skrive til dig om Heine. Summen, jeg har faaet ud, er og bliver hans store Talent; men det maa modnes i ham, ellers bliver det indholdstomt og udhules til Manér.« Sammensat citat af to breve, dateret 11.3.1829 og 15.3.1829, fra Rahel Varnhagen von Ense til ægtemanden Karl August Varnhagen von Ense Varnhagen von Ense 1875, 6:347 og 356.
GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 445): »For Heine gives der kun én Frelse; han maa indvinde Sandhedsgrund og indvendigt være ret grundfæstet i den; saa kan han sende sit Talent ud i Verden paa Strejftog for at det kan samle Bytte og gøre kaade Streger.« Citat af et brev, dateret 16.3.1829, fra forfatteren Karl August Varnhagen von Ense til Rahel Varnhagen von Ense Varnhagen von Ense 1875, 6:365.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik