Side om Side med Balzac[I] sees fra vore Dages Synspunkt en anden fransk Forfatter, hvem i Datiden Ingen faldt paa at sidestille med ham og hvis litterære Existens var ligesaa ubemærket |291| og tilbagetrukken som Balzac’s[II] var larmende og pladsoptagende. Af de Samtidige ydede mærkeligt nok kun Balzac[III] ham en fuld og ubeskaaren Anerkjendelse. Det er Henri Beyle[IV]. Nutildags staaer for den yngre Slægt i Frankrig Beyle[V] og Balzac[VI] som et hinanden supplerende Par lige saa fuldt som Lamartine[VII] og Victor Hugo[VIII]. Sammenstillingen af de to Skribenter kan forsaavidt synes besynderlig som den ene har skrevet en hundrede Romaner, den anden nogle faa og kun to større; men disse sidste Bøgers Kvalitet er saa overordentlig, at den sætter deres Forfatter i lige Rang med Ophavsmanden til den moderne Roman, og blandt Beyle’s[IX] øvrige (biografiske, theoretiske, kritiske, reisebeskrivende) Skrifter – han har i Alt efterladt en Snes Bind – er der enkelte, som have udøvet en ligesaa stor litterær Indflydelse som hans digteriske Production.
Til Balzac[X] forholder Beyle[XI] sig som en reflecterende Aand forholder sig til en iagttagende, som en Tænker i Kunsten forholder sig til en Seer. Vi see Balzac’s[XII] Personer ind i Hjertet, ind i den »Lidenskabens dunkle Purpurmølle«, der er Drivkraften i dem; Beyle’s[XIII] Personer styres ud fra Hovedet, »det aabne Lys- og Lyd-Rum«*)
; det ligger i at Beyle[XIV] selv var en Logiker, som Balzac[XV] en sprudlende rig, animalsk Natur. Til |292| Victor Hugo[XVI] forholder Beyle[XVII] sig omtrent som Leonardo da Vinci[XVIII] forholder sig til Michel Angelo[XIX]. Hos Hugo[XX] opstaaer af en plastisk Fantasi en Menneskehed, der overjordisk kolossal og muskuløs er fastholdt i en evigt kjæmpende og lidende Stilling, hos Beyle[XXI] oprinder af en hemmelighedsfuld, sammensat og forfinet Intelligens en lille Række af Mands- og Kvindehoveder, der ved deres dybe og gaadefulde Udtryk, deres dragende, besnærende, søde og forbryderiske Smil virke og fængsle magisk. Vistnok staaer Michel Angelo[XXII] lige saa skyhøit over Victor Hugo[XXIII] som Leonardo[XXIV] over Beyle[XXV], men ligesom Hugo[XXVI] nærmer sig til Stilen i Michel Angelo’s[XXVII] Moses, saaledes har Beyle’s[XXVIII] Hertuginde af Sanseverina[xxix] et Slægtskab med Leonardo’s[XXX] Mona Lisa, og i Forholdet er der trods de store Italieneres mægtige Overlegenhed ikke ringe Lighed. Beyle[XXXI] er Ideologen blandt Datidens franske Skribenter som Leonardo[XXXII] Ideologen blandt Renaissancens store Malere.Vi ere allerede trufne paa Beyle[XXXIII] som en af Høvdingerne i de Forpostkampe, der vare rettede mod den vedtagne franske Tragoediestil og mod den i den klassiske Leir hyldede Chauvinisme, der underkjendte de fremmede Litteraturer blot som fremmede. Han var i hine Fægtninger en af dem, der først brød Vei og skaffede Luft. Ingen tilføiede Keiserdømmets Litteratorer føleligere Nederlag end denne Forfatter, der i visse |293| Maader helt og holdent var Keiserdømmets Mand. Allerede den Omstændighed giver nemlig Beyle[XXXIV] en fremragende Særstilling i den romantiske Gruppe, at han er den eneste af 1830 Aarets store Skribenter, som har gjort Keisertiden med. Ind i Tidsalderen rager med sin hele Production denne ene Mand, der har seet Slaget ved Marengo[a] og Indtoget i Milano[b], Slaget ved Jena[c] og Indtoget i Berlin[d], og som har oplevet Moskwas[e] Brand og Tilbagetoget gjennem Rusland. Han alene blandt dem alle har vexlet Ord med Napoleon[XXXV], ligesom han alene iblandt dem har omgaaedes Byron[XXXVI]. Han er kun et Aar yngre end Nodier[XXXVII], men medens denne som Forløber ikke var stort mere end en Herold, hvis Fanfarer forkyndte og vakte, var Beyle[XXXVIII] som Forløber en bereden Combattant med Spyd og Fane, en af de Uhlaner, der ganske ene indtage en Stad. Som i Nodiers[XXXIX] aandelige Liv den franske Revolution var den store Kjendsgjerning, der beherskede Alt – han kunde ikke blive træt af at skildre dens ledende Mænd og dens Ofre, dens Fængselsliv, dens Sammensværgelser, dens hemmelige Selskaber o. s. v. – saaledes var i Beyle’s[XL] aandelige Liv Napoleons[XLI] Løbebane og Fald den afgjørende Kjendsgjerning.
Marie Henri Beyle[XLII] fødtes i Grenoble[f] 23 Januar 1783 i en Familie, der tilhørte det høiere Bourgeoisie, Retsadelen. Kun otte Aar gammel mistede han sin Moder, følte Tabet og vendte i |294| sine Tanker bestandig tilbage dertil. Faderen var indesluttet, gav sig ikke af med sine Børn, behandlede dem med den yderste Strenghed og overlod Sønnens Opdragelse til fattige Geistlige, hvilke Drengen gav sig til at afskye som Tyranner og Hyklere. Der udviklede sig tidligt mellem ham og Faderen et sandt Had, som aldrig ophørte. Fra Morfaderen, en yderst dannet Læge, og dennes Hus, blev der Drengen alt det Gode til Del, som han i sin Barndom lærte at kjende, men saa strengt bleve ligefuldt Faderens grusomme Ledetanker for Opdragelsen fulgte, at Henri[XLIII] i Fjortenaarsalderen endnu ikke kjendte mere end to eller tre jævnaldrende Børn. Denne Dreng, i hvem der laa Spirerne til den dybeste Originalitet, i hvis Naturel en haardnakket Selvstændighed var et Grundtræk, hvis Temperament medførte en heftig, efter ualmindelige Handlinger tørstende Energi og i hvem et tidligt vakt, glødende Sandseliv allerede var i Udbrud, blev underkastet et saa stærkt, saa vedholdende, saa ubøieligt og ubetinget Opdragelsestryk, at den lidenskabeligste indre Revolte maatte blive Følgen. Da Abbeder, som levede i stadig Angst for Revolutionen og dens Følger, opdroge Drengen til Katholik og Royalist, blev Ynglingen naturnødvendigt revolutionær, Bonapartist og Fritænker i Ordets videstgaaende Mening. Men den uafbrudte Strid mellem hans Slægtninges Villie og hans egne Ønsker |295| avlede desuden Mistillid, en Mistro til Menneskene saa dyb, at den aldrig mere udslettedes af hans Sind. Og til Angsten for at bedrages eller holdes for Nar af Andre til Bedste for deres Interesser kom snart Frygten for at skuffe sig selv og derigjennem Vanen til bestandig at være paa sin Post, stadig Selvpaapasning og Selvkontrol.
Der var i hans Væsen Noget, der lader sig udlede af den Provinds, i hvilken han fødtes og i hvilken hans Familie bevislig havde været bosat et Par hundrede Aar. Beboerne af Dauphiné[g] ere livlige, haardnakkede, raisonnerende, lige forskjellige fra Provençalerne i Syd og Pariserne i Nord. Provençaleren giver sine Følelser et larmende eller veltalende Udtryk, han bander og skjælder ud, naar han er vred eller krænket; Pariseren er høflig, vittig, overfladisk og glimrende. Karaktererne i Dauphiné[h] have en særegen Haardnakkethed; de ere paa engang dybe og fine; de gjemme paa en Krænkelse og hævne den, men give sig aldrig Luft i Skjældsord. I Beyle’s[XLIV] Familie var det en Tradition, at Slægten paa mødrene Side stammede fra Italien; Beyle’s[XLV] Moder læste ogsaa Dante[XLVI] og Ariosto[XLVII] i Originalsproget, hvad dengang var noget høist ualmindeligt for en Provindsdame, og man kunde maaskee forklare hans egen lidenskabelige Forkjærlighed for det italienske Væsen allerede deraf. Dauphiné[i] var jo forøvrigt lige |296| til 1349 en fra Frankrig adskilt og i sin Politik halvt italiensk Stat. Beyle[XLVIII] indbildte sig desuden, at Ludvig den 11te[XLIX], der som Dauphin i flere Aar styrede Landet, havde meddelt Indbyggerne Noget af sit omsigtige Geni, der altid var paa sin Post mod den første Indskydelse. Hvor usandsynligt dette end er, saa er selve Antagelsen charakteristisk.
Omgivelserne uddybede tidligt det Præg af Mistro, som Hjemmet havde givet Henri Beyle[L]. Da han endelig opnaaede den saa længe eftertragtede Frihed, det vil sige: blev sat i en Skole som andre Drenge, ventede en stor Skuffelse ham. Den lille stærke, tæt og svært byggede Dreng med det livlige Blik og det talende Fysiognomi, der paa Grund af sin faste Gang, sine herkuliske Lemmer og sit runde Hercules-Hoved i Skolen fik Tilnavnet »det vandrende Taarn«, var tiltrods for det ironiske Træk om Munden en Enthousiast. Han fandt i Skoledrengene ikke de muntre, elskværdige og ædelsindede Kammerater, som han havde forestilt sig, men istedenfor en Bande høist egoistiske Hvalpe. »Denne Skuffelse«, sagde han, da han engang fortalte sin Ven Colomb[LI] derom, »har gjentaget sig i Løbet af hele mit Liv«. »Jeg havde», fortsatte han, »heller intet Held med mig overfor mine Kammerater; jeg indseer nu, at jeg dengang besad en meget latterlig Blanding af Hovmod og Trang til at more mig. |297| Jeg besvarede de andre Drenges hvasseste Egoisme med mine spansk adelige Æresbegreber, og jeg var halvt fortvivlet, naar de legede indbyrdes og lode mig staae«. Man sammenligne disse Ord med den unge Fabrice’s[lii] bitre Skuffelse (i »La Chartreuse de Parme[0001]« fra 1839), da han under Slaget ved Waterloo[j] beder Soldaterne, han møder, om et Stykke Brød og affærdiges med en Vittighed: »Dette haarde Ord og den almindelige Grinen, der fulgte, overvældede Fabrice[liii]. Krigen var da altsaa ikke hint ædle og fælles Opsving af Aander, der elskede Hæderen over Alt, saaledes som han havde tænkt sig den efter Napoleons[LIV] Proclamationer!« Man kan let forestille sig, hvilke Erindringer om vilde Udbrud af dyrisk Egoisme Beyle[LV] havde samlet under sine Felttog; ud fra dem har han øiensynligt formet Fabrice’s[lvi] Erfaringer. Han har fra først af dannet sig for idealt et Begreb om Kammeratskabsfølelsen mellem Skoledrenge som mellem Soldater.
Omtrent fra 1798 af lagde han sig med Lidenskab efter Mathematik, og det, som han sagde sine Venner, af den betegnende Grund, at han, der afskyede Hykleri, fandt Hykleri i andre Videnskaber, men ansaa det for umuligt i Mathematiken. En Del bidrog vel ogsaa til hans Iver det straalende Ry, som netop paa hin Tid udgik fra den unge franske General i Italien, hvem |298| Mathematiken gjennem Artillerividenskaben havde ført fra en Seir og Triumf til en anden.
Efter at have endt sine Studier ankom han til Paris[k] den 10de November 1799 netop Dagen efter den 18de Brumaire. Han havde et Anbefalingsbrev til Familien Daru, der var i Slægt med hans Forældre, og da Pierre Daru[LVII] efter Statscoupet blev udnævnt til Generalsecretær for Krigen og Inspectør over Revuerne, knyttede han Beyle[LVIII] til sit Ministerium. Jeg troer at finde en Erindring om hin Volontærstilling hos Daru[LIX] i Julien’s[lx] Ansættelse hos Grev de la Mole[lxi] (i »Rouge et noir[0002]«). Colomb[LXII] fortæller, at Beyle[LXIII] en af de første Dage, da Daru[LXIV] dicterede ham et Brev, i Distraction skrev »cela« med to l’er og modtog en spøgende, men derfor ikke mindre ydmygende Irettesættelse derfor; det samme Træk findes nøiagtigt i Romanen. Ikke desmindre var Daru[LXV] øiensynligt en ganske anderledes fintfølende og elskværdig Beskytter end Hr. de la Mole[lxvi] og han blev fra først til sidst sin unge Protégé en trofast Hjælper. Det var et Spil af Skjæbnen, at denne Mand, der ved Siden af sin eminente Begavelse for den krigerske Administration besad fremragende litterære Talenter og som ved sin Horats-Oversættelse og sin historiske Prosa er et godt Udtryk for Keiserdømmets litterære Stil ligesom han overhovedet var et Slags Midtpunkt for dets Litteratorer, næsten under alle sine Felttog |299| havde i sin nærmeste Nærhed en af Banebryderne for den følgende Periodes Litteratur, naturligvis uden at ane den Begavelse hos sin Underordnede, som denne selv heller ikke endnu kunde være sig fuldt bevidst.
Da Daru[LXVII] og hans yngre Broder[LXVIII] under Carnot[LXIX] som Krigsminister havde forberedt det mindeværdige Felttog i Italien Aar 1800, og efter Befaling begave sig ned til Hæren, opfordrede Brødrene Beyle[LXX] til at støde til dem dernede uden at de dog endnu kunde give ham nogen bestemt Bestilling. Den syttenaarige Yngling, der med sit i lige Grad energiske og poetiske Temperament kun drømte om Bedrift og sværmede for den første Consul[LXXI], lod sig det ikke sige to Gange. Han pakkede en Snes originale Autorer i sin Vadsæk, reiste til Genf[l], besteg der, uden nogensinde at have lært at ride, en Hest, Daru[LXXII] havde efterladt som syg og der nu var Reconvalescent, og red den 22de Mai, 2 Dage efter Napoleon[LXXIII], under mange Vanskeligheder over Sanct Bernhard[m]. I de første Dage af Juni naaede han Milano[n], den By, hvor han skulde lære Livsglæden at kjende, og som bestandig skulde spille saa mægtig en Rolle i hans Forestillingskreds; han blev Vidne til den Storm af Jubel og Henrykkelse, der hilste Afrystelsen af det østerrigske Aag, og den 14 Juni deltog han som Amateur i Slaget ved Marengo. Efter nogle Maaneder at have været ansat |300| ved Intendanturen traadte han – som en pudsig Anmærkning til 5te Kapitel af »Rouge et Noir[0003]« minder Læseren om – ind i det sjette Dragonregiment som Vagtmester, blev ved Romanego[o] udnævnt til Underlieutenant og som saadan snart derefter til Adjutant hos General Michaud[LXXIV]. Han udmærkede sig i alle de følgende Træfninger, særligt ved Castel-Franco[p], baade ved sit Mod og ved den Iver, Nøiagtighed og Forstand, hvormed han udførte de forskjellige Hverv, der bleve ham overdragne. Vil man have et nøiagtigt Billede af den unge Beyle’s[LXXV] Følelsesliv som Tilskuer til Slaget ved Marengo behøver man øiensynligt kun at studere Fabrice del Dongo’s[lxxvi] barnligt enthousiastiske og heroiske Stemninger som Tilskuer til Waterloo[q]slaget. Denne Skildring skylder utvivlsomt den tro Gjengivelse af personlige Oplevelser en Del af sit uforlignelige Mesterskab. Hint Tidsrum, der begynder med Ynglingens Ridt over Alperne og som ender med hans Udtræden af Hæren efter Freden ved Amiens, var i Beyle’s[LXXVII] Erindring den fuldkomne Lykkes Tid i hans Liv, rig paa brogede, romantiske Indtryk, en Tid, der rummede forvoven Bedrift, den første Duel, ungdommelige Kjærlighedshistorier, Bivouaclivets og Salonlivets Poesi i et deiligt Land, hvor de fremmede Seirherrer af en sorgløs, naivt lidenskabelig Befolkning, hvem ingen Skrupler hindrede i at stille sin Glædestørst, hilstes som Befriere og Helte. |301|
Da han fra denne sin første store Udflugt vendte hjem til Grenoble[r], hvor Alt var ved det Gamle og hvor hans Familie nærede Ærefrygt for Alt, hvad han foragtede, medens den afskyede Alt, hvorfor han nærede Begeistring, fik det unge Brushoved efter en Række voldsomme Sammenstød Tilladelse til at tage Ophold i Paris[s]. Her studerede han Montaigne[LXXVIII], Montesquieu[LXXIX] og det 18de Aarhundredes Filosofer, særlig Cabanis[LXXX] og de Tracy[LXXXI], hvem han mange Aar senere skulde lære fortroligt at kjende, men hvis »Ideologi« alt fra hans tidligste Ungdom af var Gjenstand for hans mest levende Beundring. Han tog desuden Undervisning i Engelsk.
Dette rolige Studereliv, der varede et Par Aar, afbrødes ved en burlesk Episode. I 1805 forelskede Beyle[LXXXII] sig under et Ophold i sin Fødeby i en ung og smuk Skuespillerinde[LXXXIII] der, og da han som gjenelsket ikke kunde tænke sig at leve adskilt fra sin Skjønne, men denne snart derefter blev ansat i Marseille[t], havde han intet andet Middel til at følge hende derhen end det at indtræde som Commis i en større Colonialvareforretning der i Staden. I det Aar, hans Lidenskab varede, følte han sig lykkelig paa sin Kontorstol, men da Skuespillerinden pludselig giftede sig med en Russer, vendte Beyle[LXXXIV] tilbage til Paris[u] og fulgte en Opfordring fra Martial Daru[LXXXV] til at følge ham til Hæren. Han havde netop gjenoptaget sine |302| litterære Arbeider, men tog dog imod Tilbudet, var med i Jena[v]slaget, deltog i Napoleons[LXXXVI] Triumftog ind i Berlin [w] og udnævntes til Intendant over Keiserens Domæner i Brunsvig[x]. I denne Stilling lærte han i de to følgende Aar noget Tydsk og nogen tydsk Litteratur at kjende og udmærkede sig ved sin Tjenstiver. Han skulde udskrive en Krigsskat paa 5 Millioner, istedenfor udskrev han 7; det var hvad man dengang kaldte at have »le feu sacré«. Da Keiseren hørte derom, spurgte han, hvilken Auditeur der havde gjort det og sagde »Det var godt gjort«. Han indlagde sig iøvrigt Ære paa andre mere sympathetiske Maader. I 1809 var han med Levnetsmidlerne og de Syge bleven efterladt i en lille tydsk By, der saasnart Garnisonen havde forladt den, lod Stormklokken gaae for at plyndre Magasinerne og angribe Hospitalet. Officiererne tabte Hovedet, men Beyle[LXXXVII] lod Reconvalescenterne, de Saarede og Syge, Alt hvad der kunde være oven Senge, bevæbne, stillede de afmægtigste paa Post i Vinduerne, som han lod forvandle til Skydeskaar, og foretog med de øvrige i broget Flok et Udfald, som spredte Opløbet.
Han fulgte Hæren til Wien[y], blev anvendt ved de Underhandlinger, der gik forud for Napoleons[LXXXVIII] Ægteskab med Marie Louise[LXXXIX], udnævntes til Inspektør over Kronens Mobiliar-Formue og Bygninger, havde som saadan Adgang til Hoffet og blev forestilt for Keiserinden. |303|
Efter et nyt Ophold i Milano[z] opnaaede han i 1812 Tilladelse til at gjøre Felttoget mod Rusland med. Han havde allerede i de tidligere Campagner følt sin Æventyrlyst mere end tilfredsstillet, havde væmmedes og lidt under Synet af de mange Lig og havde, naar hans Vognhjul skar igjennem de Faldnes Indvolde trængt til at rive sig løs igjennem et Fantasiliv og skrevet hjem efter poetiske Skrifter. Men Krigen fristede ham stedse paany. Vi see ham, der senere skulde nedlægge saa fine og dybe Iagttagelser over Folkepsychologi i sine Bøger, under den store Armee’s Overgang over Niemen[aa] studere Fysiognomiet og Temperamentet hos de forskjellige Racer, af hvilke den bestod. Man føler hvilken Adgang til de interessanteste og mest befrugtende Erfaringer Deltagelsen i et saadant Tog og Synet af en saadan Hær maatte byde den tilkommende Forfatter. Alligevel har han allerede i Smolensk[ab] nok. Han skriver derfra:
»Hvor et Menneske dog forandrer sig! Den Tørst efter at see, som jeg i gamle Dage havde, er ganske slukt; siden jeg har seet Milano[ac] og Italien, frastøder Alt mig ved sin Plumphed. Vil Du troe, at uden nogensomhelst personlig Grund er jeg undertiden paa Nippet til at fælde Taarer. I dette Ocean af Barbari ikke en Tone, der stemmer med min Sjæl! Alt er grovt, skident, stinkende i bogstavelig og overført Forstand. Jeg |304| har kun havt en Smule Fornøielse ved at lade spille lidt for mig paa et forstemt Piano af en Fyr, der er saa musikalsk som jeg katholsk. Ærgjerrighed har ikke mere nogen Magt over mig; det smukkeste Ridderbaand vilde ikke synes mig nogen Opreisning for hvad jeg døier. Jeg forestiller mig de Høider, som min Aand beboer – hvor den componerer Bøger, hører Cimarosa[XC] og elsker Angela[XCI] i et smukt Klima – som yndige Høie; langt fra dem nede i Slettelandet ligger de giftige Sumpe, i hvilke jeg nu er sunket ned [...] Vil du tænke dig, at jeg har en stor Fornøielse af at sysle med de officielle Documenter, der angaae Italien. Jeg har havt to eller tre italienske Forretningsanliggender, der, selv efter at de vare ordnede, have beskjæftiget min Indbildningskraft som en Roman«.
Den samme Dobbelthed i hans Væsen, Trangen til at sysselsætte Indbildningskraften under Driften til at handle og see Handlinger, spores i hans Dagbog fra Moskwa[ad]. Under Branden skriver han: »Ilden nærmede sig hurtigt det Hus, vi havde forladt. Vore Vogne blev, fem, sex Timer staaende paa Boulevarden. Kjed af denne Uvirksomhed gik jeg hen at see paa Ilden og blev en Time eller to hos Joinville[XCII] [...] vi drak en Flaske Vin som gav os tilbage til Livet. Jeg læste nogle Linier i en engelsk Oversættelse af »Paul og Virginie«, som midt under den almindelige Plumphed gjengav mig en Smule aandeligt Liv«.
Beyle[XCIII] blev under det forfærdelige Tilbagetog gjennem Rusland udnævnt til Generaldirektør for Forsyningen af de tre Pladser Minsk[ae], Witebsk[af] og Mohiloff[ag], han indlagde sig særlig Fortjeneste ved Orcha[ah] idet han der skaffede Hæren Levnetsmidler for tre Dage, de eneste Levnetsmidler, den fik mellem Moskwa[ai] og Beresina[aj]. Den Koldblodighed og Fasthed, som fra hans tidligste Ungdom havde været eiendommelig for ham, forlod ham ikke her. Det er tidt fortalt, hvorledes han paa en af de værste Dage, da han vel raget og omhyggelig paaklædt meldte sig hos sin Chef Daru, modtog Complimenten »De er en modig Mand, Hr. Beyle[XCIV], De har barberet Dem idag«.
Han mistede paa Tilbagetoget Alt, sine Heste, sine Vogne, sin Bagage og sine Penge, ja selv de Nødskillinger, med hvilke han havde anseet det for rigtigst at forsyne sig, gik tabt. Ved hans Afreise havde hans Søster erstattet alle Knapperne i en af hans Overfrakker med Tyve- og Fyrretyve-Francs Stykker, der omhyggeligt bleve overtrukne med Klæde. Ved hans Hjemkomst spurgte hun ham, om disse Penge vare komne ham til Nytte. Med megen Møie huskede han saa, at han havde foræret en Opvarter etsteds i Nærheden af Wilna[ak] denne Overfrakke som udslidt. Dette Træk er betegnende, fordi Beyle[XCV], der i lige saa høi Grad |306| var Diplomat som Poet, paa eengang var yderlig forsigtig og yderlig glemsom.
Han traadte paany ind i sit Embede i Paris[al]; han fulgte i 1813 Keiserens Hovedkvarter til Mainz[am], Erfurth[an], Lützen[ao], Dresden[ap]; han blev Chef for Intendanturen i Schlesien[aq]. Saa tyede han med svækket Helbred ned til Comosøen[ar], til den Egn, hvor han bestandig søgte hen som til Lyksalighedens Ø, og som sædvanlig udfyldte her et dolce far niente de Pauser, en lykkelig Kjærlighed levnede ham. Han spillede endnu en Rolle under Napoleons[XCVI] Forsvar i 1814; men med Napoleons[XCVII] Fald var hans Carriere i udvortes Forstand forbi. Han mistede Alt, sin Embedsstilling, sine Indtægter, sin Samfundsstilling, sine Udsigter, bar Tabet ikke blot uden Klage, men med Munterhed, tog med filosofisk Ligevægt sit Parti og var fra nu af Kosmopolit, Kunstelsker, Dilettant og Skribent.
Fra 1814 til 1821 beboede Beyle[XCVIII] med en enkelt Afbrydelse i 1817 sit kjære Milano[as]. Han forlod det end ikke i de hundrede Dage, eftersom han ansaa Napoleons[XCIX] Sag for tabt. Lidenskabeligt indtaget i den italienske Musik og Sang som han var, tilbragte han lykkelige Aftener i La Scala Theatret[at] og lærte i Stadens ypperste Kredse, i Grev Porro’s[C] Hus, i Lodovico de Brême’s[CI] Theaterloge Italiens Digtere og Frihedsmænd, Silvio Pellico[CII], Manzoni[CIII] o. s. v., desuden saa berømte |307| Reisende som Byron[CIV], Madame de Staël[CV], Wilhelm Schlegel[CVI], overhovedet en hel Række af Englands og Tydsklands mest fremragende Personligheder at kjende; af en flereaarig Kjærlighedsforbindelse, i hvilken han med sin Evne til at fornemme Lykken følte sig fuldstændigt lykkelig, blev han pludselig udrevet, da i Sommeren 1821 det østerrigske Politis iøvrigt aldeles grundløse Mistanke over Hals og Hoved fordrev ham fra Staden som Carbonaro.
Han ankom sønderknust til Paris[au], og det var under det overvældende Indtryk af sin Sindslidelse ved at være adskilt fra den Kvinde, der var ham kjærest, at han gav sig til at skrive sin berømte Bog »De l’amour[0004]«. Hidtil havde han kun udgivet sine Biografier af Haydn[CVII] og Mozart[CVIII][0005], der dog kun ere Bearbeidelser af italienske og tydske Skrifter, og sin »Histoire de la peinture en Italie[0006]«, som i ydmygtstolte Udtryk blev Fangen paa St. Helena[av] tilegnet; ingen af disse Bøger havde gjort ringeste Opsigt, den sidste erhvervede ham imidlertid Filosofen de Tracy’s[CIX] Velvillie og Venskab, og Beyle[CX], der fra først af følte sig fuldstændig isoleret i Paris[aw], hvorfra en Del af hans gamle Omgangsvenner under Keiserdømmet vare landsforviste, medens andre havde forskjertset hans Agtelse ved Kryberi for de nye Magthavere, traf hos de Tracy[CXI] Blomsten af Datidens gode Selskab, Lafayette[CXII], |308| Greven af Ségur[CXIII], Benjamin Constant[CXIV], medens han samtidig i den berømte Sangerinde Giuditta Pasta’s[CXV] og nogle lignende Salon’er traf sammen med den opvoxende Slægt af Skribenter, Mænd som Mérimée[CXVI], Jacquemont† [CXVII] o. s. v. Fra 1821-30 blev Beyle[CXVIII], fraseet nogle Udflugter til England og Italien, boende i Paris[ax]; fra 1830 af og til sin Død var han paany Embedsmand, Indehaver af en Art Sinecure som Consul i Italien først et Aar i Triest[ay], hvor han følte sig ilde tilpas, saa Resten af Tiden i Civita-Vecchia[az], hvor Opholdet næsten var enstydigt med et Ophold i det nærliggende Rom[ba]. Han levede her under den Himmel, han altid havde elsket og iblandt det Folk, han foretrak, men† kjedede sig i sin Ensomhed og Ørkesløshed over al Maade. Han var en elskværdig og kundskabsrig Cicerone for de Landsmænd, der opsøgte og behagede ham, men han længtes bestandig tilbage til Paris[bb], skjøndt han med en Rest af Keisertidens Soldateraand ikke mere betragtede sig som Franskmand siden Louis-Philippe’s[CXIX] Regjering 1840 i Striden om det orientalske Spørgsmaal uden Sværdslag havde givet tabt overfor Europa. I sine sidste Leveaar var han sygelig. Han døde pludselig af et Slagtilfælde under en Orlov i Paris[bc].*)
højresiderne i kapitel 18 har i førsteudgaven klummetitlen »Beyle.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
citater fra andenudgaven af den schweiziske forfatter Gottfried Kellers delvis selvbiografiske roman Der grüne Heinrich, 1879-1880 Keller 2015:465.
marmorskulptur udført 1513-1516 af den italienske billedhugger Michelangelo, i kirken San Pietro in Vincoli i Rom.
La Gioconda, portrætmaleri udført ca. 1503-1506 af den italienske maler Leonardo da Vinci (nu på Musée du Louvre i Paris).
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
der hentydes til en række militære slag og erobringer under Revolutions- og Napoleonskrigene med Napoleon som henholdsvis førstekonsul og kejser: erobringen af Milano 2.6.1800; sejren over østrigerne ved den norditaliensk landsby Spinetta Marengo 14.6.1800; sejren over Prøjsen og Saksen ved den tyske by Jena 14.10.1806 samt erobringen af Berlin 27.10.1806.
der hentydes til den voldsomme brand anstiftet af russerne selv, da Moskva blev erobret af de franske styrker under Napoleon 1.s russiske felttog 14.9.1812. Eftersom franskmændene fandt en nedbrændt by rømmet for mennesker, var eneste mulighed et tilbagetog gennem den russiske vinter med store militære tab til følge.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
her i negativ betydning som noget, der udsender opsigtsvækkende, men stadig skiftende eller blinkende lys.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) fætter og biograf Romain Colombs bog Mon cousin Stendhal, 1845 Colomb 1997:20.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) fætter og biograf Romain Colombs bog Mon cousin Stendhal, 1845 Colomb 1997:15.
Napoleon 1.s sidste slag ved den nu belgiske landsby Waterloo 18.6.1815, hvor han blev besejret af en britisk-prøjsisk-nederlandsk hær.
citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:70.
der hentydes til Napoleon Bonaparte, der var leder af den franske hærs Italiensfelttog i 1796 og 1797.
ifølge den franske revolutionskalender datoen 9.11.1799. På denne og den følgende dag gennemførte Napoleon Bonaparte det såkaldte Brumairekup, der afskaffede republikken og indførte konsulatet.
stilling inden for den millitære administration indført under Den Franske Revolution og siden fortsat af Napoleon Bonaparte: Inspektøren havde ansvar for aflønning og forvaltning af tropperne.
citeret i Marie-Henri Beyles (Stendhals) fætter og biograf Romain Colombs bog Mon cousin Stendhal, 1845 Colomb 1997:26.
passagen optræder i let varieret form i Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:448.
der hentydes til Pierre Darus oversættelse af den romerske digter Horats udgivet som Oeuvres d'Horace traduites en vers, 1797, samt hans mange historiske værker fx Histoire de la république de Venise, 1819-1822, og Histoire de Bretagne, 1826.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
der hentydes til Napoleon Bonapartes andet Italiensfelttog,1799-1800, med bl.a Slaget ved Marengo 14.6.1800.
der hentydes til Napoleon Bonapartes erobring af Milano 2.6.1800 og den efterfølgende sejr over østrigerne ved den norditaliensk landsby Spinetta Marengo 14.6.1800.
der hentydes til en redaktionel fodnote trykt i 1854-udgaven af Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir: »L'auteur était sous-lieutenant au 6e dragons en 1800.« Stendhal 1854:21.
Napoleon 1.s sidste slag ved den nu belgiske landsby Waterloo 18.6.1815, hvor han blev besejret af en britisk-prøjsisk-nederlandsk hær.
fredstraktaten mellem Frankrig og Storbritannien 25.3.1802 som afslutning på Revolutionskrigene.
(fr.: idéologie), begrebet er dannet af den franske filosof Antoine Destutt de Tracy i 1796 og udviklet i firbindsværket Éléments d’idéologie, 1801-1815.
slag ved den tyske by Jena, hvor Napoleon 1. besejrede den prøjsiske og saksiske hær 14.10.1806.
der hentydes til Napoleon 1.s erobring af Berlin 27.10.1806.
(fr.) den hellige ild, gejsten.
citatet findes gengivet i lidt forskellig form i diverse samtidige litteraturhistorier. Her citeres formentlig fra Prosper Mérimées essay om Marie-Henri Beyle (Stendhal), trykt som forord til hans brevudgave Correspondance inédite de Stendhal, 1855 Stendhal 1855, 1:XXII.
Napoleon 1.s invasion af Rusland 24.6.-12.12.1812.
her i betydningen: type.
sammensat citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til vennen Félix Faure, 24.8.1812 Stendhal 1855, 1:13.
der hentydes til den voldsomme brand anstiftet af russerne selv, da Moskva blev erobret af de franske styrker under Napoleon 1.s russiske felttog 14.9.1812. Eftersom franskmændene fandt en nedbrændt by rømmet for mennesker, var eneste mulighed et tilbagetog gennem den russiske vinter med store militære tab til følge.
sammensat citat angiveligt fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) dagbog 14.-15.9.1812, citeret i et brev til vennen Félix Faure, 4.10.1812 Stendhal 1855, 1:17.
muligvis hentydes til James Cobbs libretto til den populære Paul and Virginia A Musical Entertainment. In Two Acts, 1800. Stykket er baseret på Jacques-Henri Bernardin de Saint-Pierres roman Paul et Virginie, men det kan Stendhal næppe have læst i engelsk oversættelse under Moskvas brand, eftersom den først udkom fire år senere i 1816.
citeret i Prosper Mérimées essay om Marie-Henri Beyle (Stendhal), trykt som forord til hans brevudgave Correspondance inédite de Stendhal, 1855 Stendhal 1855, 1:X.
(gr.: Elysion), ifølge græsk og romersk mytologi et paradisisk sted, hvor særligt udvalgte lever evigt.
der hentydes til Napoleon 1.s nederlag til stormagterne Storbritannien, Rusland, Østrig og Prøjsen med indtagelsen af Paris 30.3.1814. Efter nederlaget blev han tvunget til at abdicere og forvist til øen Elba, hvorefter den bourbonske Ludvig 18. regerede Franskrig, indtil Napoleon i marts 1815 vendte tilbage i et forsøg på at retablere kejserdømmet.
betegnelse for perioden fra Napoleon 1.s tilbagevenden fra eksilet på Elba 20.3.1815 til det endelige nederlag ved Waterloo 18.6.1815.
den hentydes til Marie-Henri Beyles (Stendhals) ulykkelige forelskelse i borgerfruen Matilde Dembowski, som han mødte i Milano i 1818. Matilde var involveret i den såkaldte Carboneria, en forbudt patriotisk bevægelse, der bl.a. spillede en rolle i de mislykkede italienske revolutioner mod det østrigske overherredømme i 1820-1821. På grund af sin forbindelse blev også Beyle beskyldt for at sympatisere med Carbonerismen og blev udvist af Milano i juni 1821, hvorefter han vendte tilbage til Paris.
dvs. Napoleon 1., som efter sit endelige nederlag i 1815 blev forvist til den britiske koloni Sankt Helena, hvor han døde i 1821. Førsteudgaven af Stendhals værk Histoire de la peinture en Italie, 1817, bærer dedikationen: »Au plus grand / des souverains existants, / à l'homme juste / qui eût été libéral par son cœur, / quand même la politique / ne lui eût pas dit / que c'est aujourd'hui / le seul moyen de régner«.
det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
der hentydes til den såkaldte orientalske krise under Den Egyptisk-osmanske Krig, 1839-1841. Osmannerne havde med støtte fra Rusland, Storbritannien, Østrig og Prøjsen krævet, at Egypten skulle trække sig tilbage fra de besatte områder i Syrien og Arabien, men dette krav afvistes af Egypten med støtte fra Frankrig. For at undgå krig endte franskmændene imidlertid med at skifte side, hvorefter de britiske og østrigske styrker indtog Syrien.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik