Naturalismen i England (1875)

XVI.

Naar man træder ind i Thorvaldsens Museum[a], er det første Billedværk, man har paa sin høire Haand, en Marmorbuste, som forestiller en smuk ung Mand med fine og ædle Træk og med |358| krøllet Haar, Busten af Lord Byron[II]. Man forefinder den samme Buste i Gibs i Salen Nr. XII og den Portraitstatue, hvortil den efter Byrons[III] Død blev benyttet i Salen Nr. XIII. Stiller man sig foran Gibsbusten, der uden Sammenligning siger mest, vil det første Indtryk være det af elegant og fornem Skjønhed; i næste Øieblik vil man sikkert gribes af det Udtryk af Liv, der er udbredt over den og som nærmest bestaaer i en urolig Zitren over Panden, som kunde der lægge sig Skyer over den og Lyn udgaae fra disse Skyer, og i noget Voldsomt ved Bryn og Blik. Denne Pande har Uimodstaaelighedens Præg.

Naar man betænker Afstanden mellem Thorvaldsens[IV] og Byrons[V] Naturer, naar man erindrer, at Thorvaldsen[VI] sikkert aldrig har læst en Linie af den engelske Digter, og naar man tilmed veed, at Byron[VII] ikke viste sig fra sin fordelagtigste Side for Thorvaldsen[VIII], maa man høilig beundre Resultatet af hint Møde mellem de to store Mænd. Busten giver om end nødvendigvis en svag og meget ufuldstændig, dog en sand og skjøn Forestilling om en Hovedside af Byrons[IX] Charakter, der laa Thorvaldsen[X] uendelig fjernt. Det Omraade, paa hvilket han er størst, er Idyllens; vil han fremstille Alexanders[XI] Indtog i Babylon[b], lykkes Hyrderne, Faarene, Fiskeren, Børnene, Kvinderne, det hele festlige Optog ham bedre end Helten selv; thi det Heroiske er ikke i samme |359| Grad hans Sag; hvor meget mindre da det krigerske Naturel i den sammensatte og moderne Form deraf, man har betegnet som dæmonisk! Og dog har han anet Byron[XII]. Han har i Busten (ikke i Statuen) sat ham et Mindesmærke, der skjøndt det hverken tilfredsstillede Grevinde Guiccioli[XIII] eller Thomas Moore[XIV], dog er saavel Digteren som Kunstneren værdigt. Ifald han havde kjendt Byron[XV] personligt, vilde Værket formodentlig være blevet endnu fortrinligere, have havt et Træk af det Aabne og Sympathetiske, der har slaaet Enhver, som kjendte Byron[XVI] nøie. Dette kom nu ikke frem. Men det lykkedes den danske Kunstner bag det mørke Udtryk, som han antog for paataget, at trænge ind til det virkelige, dybt originale Stempel af Smerte, Uro, Geni, ædel og frygtelig Kraft.

Det er sikkert nok denne Byron[XVII], Byron[XVIII], som man kjendte ham fra Museet, med hvilken den yngre Slægt i Danmark er voxet op. Men med Billedet fulgte tillige haardnakket Anekdoten om Besøget i Thorvaldsens[XIX] Værksted og dennes Udbrud: »Han vilde nu engang være saa ulykkelig«,*)

*) Thiele: »Thorvaldsen i Rom[0001]« I, 342.
og man undrede sig uvilkaarligt over at en saa stor Mand ikke skulde være fuldstændigt naturlig. Saaledes kom vi fra først af i et skjævt eller usikkert Forhold til Byron[XX]. Og i de 50 |360| Aar, der ere hengaaede siden den store Digters Død er Slægten kommet i et lignende fremmed Forhold til ham. Han er saa langt fra at være vore Dages Helt. Hvad der endnu langt mere end hans poetiske Storhed bragte vore Bedstefædre og Bedstemødre til at sværme for ham, det har netop stødt den nulevende Generation tilbage fra ham, Legenden om ham, den hele Tradition, hvormed hans Historie er overgroet og som forhindrer os fra at see den, Theaterhelten i ham, hvis Halstørklædes Knude var Mønster, Romanhelten, der ikke kunde skille sig fra sine Pistoler, og hvis Elskovseventyr bleve ligesaa navnkundige som hans Vers, endelig Aristokraten, hvis høie Rang var ham selv saa værdifuld, men hvis Titel ikke længer virker imponerende paa en mere demokratisk Efterslægt. Vor praktiske og positive Tidsalder ringeagter den Figur som Byron[XXI] snart satte sin Ære i at være, snart i Virkeligheden var: Dilettanten. Det var ham en Æressag at drive sin Kunst som Amateur og Dilettant. I Fortalen til sine første Poesier[0002] bemærker den unge Digter, at hans Stilling og hans Bestræbelser gjøre det høist usandsynligt, at han nogensinde paany vil gribe Pennen. I April 1814 beslutter han paa Høiden af den Hæder, hans første poetiske Fortællinger[0003] have skaffet ham, aldrig mere at skrive Poesi og at undertrykke Alt, hvad han allerede havde forfattet. En Maaned efter digter |361| han »Lara[0004]«, og da Jeffrey[XXII] har kaldt Heltens Charakter altfor udarbeidet, skriver han (i et Brev fra 1822): »Hvad mene Kritikerne med udarbeidet? »Lara[0005]« skrev jeg, mens jeg klædte mig af, naar jeg kom hjem fra Baller og Maskerader i det Svirens Aar 1814.« Man føler, at han udtrykkeligt betoner den skjødesløse Productionsmaade og den Planløshed, den har til Følge, fordi han fremfor Alt vil være Verdensmand og ikke Digter af Fag, men hvad hans Geni forbød ham at være: Dilettant i Poesien. Og som han nu med Vold og Magt vilde være Dilettant paa et Omraade, hvor han aldrig kunde blive det, men hvor det nutildags undertiden støder os tilbage, at han ikke i høiere Grad respecterede sit Kald, saaledes var han omvendt uomtvistelig Dilettant paa et Felt, hvor han selv paa ingen Maade vilde være det, som Politiker nemlig. Hvor megen praktisk Sands han end, saa snart det kom til politisk Handling, altid lagde for Dagen, var hans Politik dog i sin Grund Følelses- og Eventyrerpolitik, hvad enten han deltog i Sammensværgelser som Carbonari i Ravenna[c], eller som Feltherre stod i Spidsen for Missolunghi’s[d] Sulioter. Byrons[XXIII] første Handling, da han besluttede at gaae til Grækenland var at lade gjøre forgyldte Hjelme til sig og sine Venner med sin adelige Devise som Indskrift. Vore Dages Politiker er den, som lægger bestemte Planer, fastholder og udvikler dem Aar |362| efter Aar og som endelig udfører dem haardnakket og hensynsløst uden Heltens Apparat, men med Heltens Fasthed.

Endelig har den hele Række af Byrons[XXIV] Beundrere og Efterlignere trængt sig frem imellem ham og os, fordunklet Billedet og blandet Indtrykket af den store Afdøde. Man har paaduttet ham deres Egenskaber og tillagt ham Skylden for deres Feil. Da Reactionen i Litteraturen indtraadte mod dem, der havde forstaaet ham halvt og slet, mod de Sønderrevne, de Blaserte og Interessante, saa førte den efterhaanden til, at det store Navn blev skudt tilside med alle de mindre, som fortrængtes. Det havde fortjent en bedre Lod.

George Gordon Byron[XXV] fødtes den 22.† Januar 1788 af en lidenskabelig og ulykkelig Moder[XXVI], der kort iforveien havde forladt en raa og hensynsløs Mand. Denne Mand, Capitain Byron[XXVII] ved Navn, der som Gardeofficier nogen Tid havde gjort Tjeneste i Amerika, havde allerede i sin Ungdom ved sit vilde Liv gjort sig almindelig kjendt under Navnet den gale Jack Byron; han blev retslig anklaget, da han bortførte Marquis’en af Carmarthens[XXVIII] Hustru[XXIX]; Processen endte med Skilsmisse; han ægtede Marquisen[XXX], satte hendes Formue overstyr og behandlede hende saa slet, at hun faa Aar efter døde af Græmmelse. Med sin lille Datter Augusta[XXXI] reiste han saa tilbage til England og giftede sig udelukkende af pekuniære Hensyn med |363| en rig skotsk Arving Miss Catharina Gordon[XXXII], der blev Moder til det Barn, hvis Ry endnu beskjæftiger Verden. Strax efter Brylluppet begyndte Capitain Byron[XXXIII] at valte med sin anden Hustrus Formue som med sin førstes, og i Løbet af et Aar havde han bragt den ned fra 24000 Pund til 3000. Hun forlod ham i Frankrig og fødte i London[e] sit eneste Barn. Ved Fødselen blev Barnets Fod forvredet eller beskadiget.

To Aar efter drog Moderen med sit Barn til Aberdeen[f] i Skotland, hvorhen Capitain Byron[XXXIV] i det Haab at pumpe Penge af sin Hustru under en Pause i sine Udsvævelser fulgte dem. Mrs. Byron[XXXV] optog ham nogen Tid godmodigt i sit Hus, senere vedblev han endnu længe at besøge hende, indtil han for at undgaae sine Creditorer vendte tilbage til Frankrig, hvor han kort efter døde. Da Efterretningen om hans Død naaede til hans Hustru[XXXVI], der aldrig havde ophørt at elske ham, udbrød hun i saa lidenskabelige Klageskrig, at de hørtes over hele Gaden. Kun i forskjellig Form og Grad findes da hos begge Byrons[XXXVII] Forældre som fælles Charaktertræk en stærk Lidenskabelighed, forenet med en stor Mangel paa Selvbeherskelse. Og gaaer man tilbage opefter i begge Slægter finder man samme Træk, i Moderens Familie som Selvmords- og Forgiftningsforsøg, i Faderens snart under Form af heltemodig Forvovenhed, snart i Skikkelse af vild Brutalitet. Byrons[XXXVIII] Bedstefader |364| paa fædrene Side, Admiral John Byron[XXXIX], almindelig kaldt »hardy Byron«, den kjække, deltog i Søkrig mod Spanierne og Franskmændene, gjorde Opdagelsesreiser i Sydhavet, seilede Jorden rundt og oplevede Farer, Eventyr og Skibbrud uden Tal; den Eiendommelighed, at han aldrig kunde gjøre nogen Reise uden at overfaldes af heftige Storme, skaffede ham hos Matroserne Tilnavnet »Foulweather-Jack«. Byron[XL] sammenligner sin Skjæbne med hans. Hos Digterens Grandonkel William[XLI] træder Slægtmærket uhyggeligst frem. Han var en udsvævende Slagsbroder, hvis Livs afgjørende Begivenhed var den, at han efter en Trætte dræbte sin Nabo Mr. Chaworth[XLII] i en Duel uden Secundanter. Kun som Pair af England undgik han at blive dømt for Mord, og levede skyet som en Spedalsk paa sin Eiendom Newstead. Hans Omgivelser hadede ham; hans Hustru[XLIII] skilte sig fra ham; Egnens Overtro fortalte de urimeligste Mordhistorier om ham.

Uroligt Blod havde Digteren da i sine Aarer. Men dette urolige Blod var tillige høiadeligt Blod. Paa mødrene Side var han beslægtet med Stuarterne og kunde føre sin Familie tilbage til Kong Jacob den anden[XLIV]; paa fædrene Side nedstammede han – dog med et enkelt illegitimt Led i Stamtræet, en Omstændighed, Byron[XLV] selv aldrig nævner – fra en gammel normannisk Adelsslægt, hvis ældste bekjendte Ahne Radulphus de Burun[XLVI] deltog |365| i Englands normanniske Erobring. Og da den nysnævnte Grandonkel[XLVII] mistede sin eneste Søn[XLVIII] og i 1794 sin eneste Sønnesøn[XLIX], var der al Udsigt til at hans Eiendom Newstead og med den hans Pairstitel og Pairsrettigheder vilde tilfalde det lille Barn, som han aldrig havde seet, men som han pleiede at kalde »den lamme Dreng, der boer i Aberdeen[g].«

Den lille lamme Dreng voxede da ogsaa op med denne Udsigt for Øie. Stolt og umedgjørlig var han af Natur. Da han en Dag som ganske lille fik Skjænd, fordi han havde plettet sin nye Bluse, svarede han intet Ord, men bleg som Døden greb han sig med begge Hænder foran i Brystet, og rev i et af sine (senere ikke sjeldne) Anfald af stumt Raseri Blusen i Stykker fra øverst til nederst. Moderens[L] Opdragelse var af den Art, at hun snart overøste Barnet med Skjældsord, snart med de heftigste Kjærtegn, snart lod det høre ilde for den Uret, dets Fader[LI] havde gjort mod hende, snart endog for dets Legemsfeil. Hun har saaledes sin Del af Skylden for, at denne Legemsfeil strax kastede en mørk Skygge over den lille Geordie’s[LII] Sind; han hørte sig kaldt Krøbling af sin Moders[LIII] Læber. Ved orthopædiske Maskiner og Bandager havde man forværret Ondet; Foden smertede og den stolte lille Dreng anvendte al sin Villieskraft paa at skjule denne Smerte og Besværligheden ved Gangen. Undertiden taalte han ingen |366| Hentydning til sin Vanførhed, undertiden kaldte han sig selv med bitter Humor for Klumpfod.

Uden at vise nogen Skoleflid kastede Drengen sig, saasnart han kunde læse, over historiske Bøger, dog især over Reisebeskrivelser; Grunden til hans Længsel efter Østerland blev paa denne Maade lagt i hans allerførste Aar. Han siger selv, at han ikke 10 Aar gammel havde læst mere end sex store Værker over Tyrkiet, desuden Reiser og arabiske Eventyr. Hans Yndlingsroman som lille Dreng var »Zeluco[0006]« af John Moore[LIV], hvis Helt ved Moderens slette Opdragelse efter Faderens Død bringes til at hengive sig til ethvert Lune, og hvis Temperament tilsidst bliver »saa fængeligt som Krudt«. Barnet saae sig i Speil i denne om William Lovell[lv] mindende Romanhelt. Blandt de Egenskaber, der skulde spille en afgjørende Rolle i Digterens Liv viste den lidenskabelige Tiltrækning til det andet Kjøn sig allerede hos Barnet. Kun fem Aar gammel blev han saa heftigt forelsket i en lille Pige, Mary Duff[LVI], at han, da han 11 Aar efter erfarede hendes Giftermaal, blev som lynslagen ved Efterretningen.

Til Stoltheden, Lidenskabeligheden, Melancholien og den phantastiske Reiselængsel kom som det afgjørende Charaktertræk en brændende Sandhedskærlighed, en naiv Oprigtighed, der alt som Barn gjorde sig gjældende hos den, hvem den Lod var forbeholdt som Mand at optage Kampen med |367| Samfundshykleriet i Europa. Hans Trods var kun en af Formerne for hans Sandhedskærlighed. En Anekdote fra hans Barndom viser, hvor tidligt Sandheden brændte ham som en Glød paa Tungen. Da Tjenestepigen en Dag havde taget Barnet med i Theatret for at see Shakespeare’s[LVII] »Taming of a shrew[0007]«, og man var kommen til det Sted, hvor Catharina[lviii] siger »Det er jo Maanen«, og Petruchio[lix] for at tæmme hende svarer »Hvor Du lyver! det er jo den kjære Sol«, sprang den lille Geordie[LX] indigneret over denne Usandhed op og raabte til Skuespilleren: »Og jeg siger Dem, Sir, at det er dog Maanen.«

Da George var 10 Aar gammel, døde hans Grandonkel[LXI]. Barnets første Bevægelse var at løbe ind til sin Moder[LXII] og spørge om hun ingen Forandring kunde bemærke paa ham, siden han var bleven Lord. Da næste Morgen Eleverne i Skolen bleve raabte op og hans Navn under hans Kammeraters Jubel blev ledsaget af Titelen Dominus, var Indtrykket saa dybt, at han brast ud i Taarer og ikke kunde faae det sædvanlige Svar »Adsum« over sine Læber. Hans heftigste Glæder vare tidligst og længe Forfængelighedens Triumpher. Men for at forstaae denne Sindsbevægelse maa man erindre, hvad Lordværdigheden i England betød og betyder. Adelige i streng Forstand ere i dette Land ikke mere end omtrent 400 Personer, altsaa omtrent saamange som der er Fyrster i Tydskland, |368| og Lorden, der i sit Baroni er udrustet med en næsten uindskrænket politisk og social Indflydelse, ansees neppe ringere end en regjerende Fyrste, og i Almindelighed svarer hans Rigdom til hans Rang; dette var dog her ikke Tilfældet; thi Byron[LXIII] var formueløs og Newstead Abbedi forfaldent og dybt forgjældet.

I Efteraaret 1798 begav Mrs. Byron[LXIV] sig paa Reisen til Newstead med sin lille Søn[LXV]. Da de kom til Bomhuset foran Newstead, lod Moderen[LXVI] som om hun ikke kjendte Stedet og spurgte Konen ved Bommen, hvem Parken og Slottet tilhørte. Konen svarte, at den sidste Eier[LXVII] af Abbediet var død for nogle Maaneder siden. – Og hvem er hans Arving? spurgte hun i sin Lykke. – Det skal være en lille Dreng, som boer i Aberdeen[h]. – Da kunde Tjenestepigen ikke længer holde sin Glæde tilbage. Hun kyssede den lille George[LXVIII], som hun havde paa Skjødet og raabte triumpherende: »Og ham er det, og Gud velsigne ham!«

1801 blev Drengen sat i Skole i Harrow, en af de store engelske Nationalskoler, meget yndet af Aristokratiet. Undervisningen (i Græsk og Latin) var tør og pedantisk og virkede ikke synderligt paa Byron, der gjerne stod paa en spændt Fod med sine Lærere, medens han knyttede sværmeriske Venskabsforbindelser med sine Kammerater. »Mine Skolevenskaber,« siger han i sin Dagbog fra |369| 1821, »vare Lidenskaber; thi jeg var altid voldsom.« Han var som Ven altid ædelmodig og helst Beskytter. Da Peel[LXIX], den senere Minister, en Dag blev ubarmhjertigt pryglet af en større Dreng, hvis Fag han var, blev hans Plageaand af Byron[LXX] afbrudt med en Bøn om at turde faae Halvdelen af de Kammeraten tiltænkte Slag. Da den lille Lord Gort[LXXI] af en yngre Lærer var bleven brændt med et glødende Jern i Haanden til Straf for at han havde ristet hans Franskbrød daarligt, og Drengen, da Sagen blev undersøgt, haardnakket vægrede sig ved at nævne Gjerningsmanden, tilbød Byron[LXXII] ham at blive Fag hos ham istedenfor hos Læreren med det Løfte, at han saa ikke behøvede at frygte for Mishandling. »Jeg blev hans Fag,« siger Lord Gort[LXXIII] (se Grevinde Guiccioli’s[LXXIV] Memoirer[0008]), »og var yderst lykkelig over at have faaet saa god og ædelmodig en Herre, der bestandig forærede mig Kager og Slikkerier og altid bar over med mine Feil.« Til sin Yndlingsfag, Hertugen af Dorset[LXXV] har Byron[LXXVI] i sine »Hours of idleness[0009]« henvendt smukke Vers til Erindring om Skolelivet.

Naar Byron[LXXVII] i Ferietiden var hjemme, vedblev Moderen[LXXVIII] sin ustyrlige Færd overfor ham, men istedenfor at være bange for hende, kunde han ikke lade være at lee af den lille tykke Kones Lidenskabelighed. Ikke nok med at hun slog Tallerkener og Kopper i Stykker; stundom drev |370| hun ogsaa Sønnen paa Flugt med Ildrageren og Kniven.*)

*) Forholdet mellem Moder og Søn er af D’Israeli[LXXIX], Englands nuværende Førsteminister, skildret i Romanen »Venetia[0010]« paa en saa sand og levende Maade, at jeg med Forandring af de opdigtede Navne (Cadurcis[lxxx], Plantagenet[lxxxi], Morpeth[lxxxii] o. s. v.) til de rette anfører en sammentrængt Scene af denne Bog. Vi tænke os en Formiddag paa Herresædet Annesley[i] i Nærheden af Newstead, da en Postvogn kommer kjørende ind i Gaarden, ud af hvilken stiger en lille og meget før Dame med et rødligt Ansigt og iført en Dragt, der paa en eiendommelig Maade forener det Lurvede med det Spraglede. Hun er ledsaget af en Dreng paa mellem 11 og 12 Aar, hvis Udseende i høi Grad danner Contrast til Moderens: han er bleg og slank med langt lokket Haar og store lyse Øine, hvis Glimt nu og da paa en behagelig Maade oplive et Ansigt, der i Almindelighed har et sky og utilfreds Udtryk. Det er et første Besøg. Man kommer ind træt og varm efter Kjørslen. En skrækkelig Reise! udbrød Mrs. Byron[LXXXIII], viftende sig, idet hun tog Plads, og i den Grad hed! George[LXXXIV], min Skat, buk for Fruen; har jeg ikke altid sagt dig, at du skulde bukke, naar du kom ind i en Stue? Buk for Mrs. Chaworth[LXXXV]! – Drengen gav et Slags fortrædeligt Nik; men Mrs. Chaworth[LXXXVI] tog saa hjerteligt imod ham, at hans Træk opklaredes en Smule, skjøndt han forholdt sig ganske taus og sad paa Randen af sin Stol som et Billede paa haardnakket Ligegyldighed. – En yndig Egn, Mrs. Chaworth[LXXXVII], sagde Mrs. Byron[LXXXVIII] […] Annesley[j] er et deiligt Sted, meget forskjelligt fra Abbediet, men skrækkeligt ensomt er her. Det er en stor Forandring for os, der komme fra en lille By og alle vore venlige Naboer. Meget forskjelligt fra Dulwich[k] – er det ikke, George? – Jeg hader Dulwich[l], sagde Drengen. – Hade Dulwich[m], raabte Mrs. Byron[LXXXIX], naa det maa jeg kalde Utaknemmelighed mod alle de kjære Venner. Desuden, George[XC], har jeg ikke sagt dig, at du ikke maa hade Nogen? Aa De troer ikke, Mrs. Chaworth[XCI], hvad Møie det koster at opdrage det Barn, men naar han vil, kan han være saa artig som Nogen. Kan du ikke, George[XCII]? – Lord Byron[XCIII] smilte haanligt, satte sig helt tilbage i den dybe Stol og svingede frem og tilbage med sine Fødder, der ikke mere naaede Gulvet. – Jeg er sikker paa, at Lord Byron[XCIV] altid er artig, sagde Mrs. Chaworth[XCV]. – Naa, George[XCVI], sagde Mrs. Byron[XCVII], hør blot hvad der blev sagt. Hør hvad Mrs. Chaworth[XCVIII] siger. Pas nu paa aldrig at give Fruen Anledning til at skifte Mening. – George[XCIX] krummede sin Læbe og vendte halvveis Ryggen til Selskabet. – George[C], min Skat, sig Noget! Har jeg ikke altid sagt dig, at naar du var ude i Besøg, skulde du nu og da lukke Munden op. Jeg holder ikke af snakkesalige Børn, men jeg holder af Børn, der svare, naar der bliver talt til dem. – Ingen har talt til mig, sagde Lord Byron[CI] i en tvær Tone. – George[CII], min Skat, du veed, du lovede mig at være artig! – Hvad har jeg da gjort? – Lord Byron[CIII], sagde Mrs. Chaworth[CIV] afbrydende, holder De ikke af at see Billeder? – Nei mange Tak, sagde den lille Lord i en mere høflig Tone, jeg holder af, at man lader mig i Fred. – De maa ikke, bedste Mrs. Chaworth[CV], bedømme ham efter som De seer ham nu. Han kan være saa rar, naar han vil. – Rar! mumlede den lille Lord mellem Tænderne. – Hvis De blot havde seet ham i Dulwich[n] af og til i et lille Theselskab, han var ligefrem Selskabets Perle. – Nei, jeg var ikke, sagde Lord Byron[CVI]. – George[CVII], sagde hans Moder[CVIII] igjen i en høitidelig Tone, har jeg ikke altid sagt dig, at du ikke maa sige imod? – Den lille Lord hengav sig til en undertrykt Brummen. – Man spilte en lille Comoedie sidste Jul, og han spilte ganske deiligt. Nu skulde De ikke troe det efter den Maade, hvorpaa han sidder paa sin Stol. George[CIX], min Skat, jeg fordrer, at du er artig. Sid som en Mand! – Jeg er ingen Mand, sagde Lord Byron[CX], jeg vilde ønske, jeg var. – George[CXI], sagde Moderen[CXII], har jeg ikke altid sagt dig, at du ikke maa svare mig? det passer sig ikke for Børn at svare […] George[CXIII], kan du høre hvad jeg siger, raabte Mrs. Byron[CXIV] med et Ansigt saa rødt som Skarlagen. – Alle Mennesker kan høre, hvad De siger, Mrs. Byron[CXV], sagde den lille Lord. – Kald mig ikke Mrs. Byron[CXVI], det er ikke Maaden at tale til sin Moder paa, jeg vil ikke kaldes Mrs. Byron[CXVII] af dig. Jeg har næsten Lyst til at reise mig og give dig et godt Dunk. O Mrs. Chaworth[CXVIII], sukkede hun, og en Taare trillede ned ad hendes Kind. Vidste De hvad det vil sige, at opdrage det Barn! – Kjære Frue, sagde Mrs. Chaworth[CXIX], jeg er vis paa, at Lord Byron[CXX] ikke har andet Ønske end at gjøre, hvad De helst vil have. De har vist misforstaaet ham. – Ja hun misforstaaer mig altid, sagde den lille Lord i en blødere Tone og med vaade Øine. – Saa, nu begynder han, sagde hans Moder[CXXI] og begyndte selv at græde paa det Forskrækkeligste, da i det Samme Erindringen om al hans Uartighed paany dukkede op i hendes Bevidsthed og hun foer op for at gribe til sin sædvanlige sidste Tilflugt: at give ham et godt Dunk. Hendes behændige Søn, der var vant til disse Storme, undløb, stillede en Stol foran sin Moder[CXXII], hvorover hun nær var falden, og nu løb de rundt om Stuen. I sin Fortvivlelse snappede hun en Bog og vilde kaste den i Hovedet paa ham, men med et satanisk Smil bøiede han Hovedet, saa Bogen fløi ud gjennem en Rude. Hun gjorde endnu et desperat Angreb og i sin Forskrækkelse frelste den lille Lord sig kun ved at hvirvle Mrs. Chaworth’s[CXXIII] Sybord hen foran hende. Saa faldt hun over Bordbenet og fik et hysterisk Anfald, medens Lord Byron[CXXIV] stod bleg og trodsig i en Krog.

Tænker man sig, at efter en Scene af denne Art en ung guldhaaret Pige traadte ind af Døren |371| og med et Blik formildede den trodsige Dreng, saa har man en Situation, som sikkert ofte er indtraadt paa Annesley[o] hos Familien Chaworth (Slægtninge af den Mand, hvem Byrons[CXXV] Grandonkel[CXXVI] havde |372| dræbt i Duel), naar Moder[CXXVII] og Søn[CXXVIII] vare der i Besøg og Husets unge Datter Mary Ann Chaworth[CXXIX] et Øieblik lod sine Øine hvile paa George[CXXX]. Hun var 17 Aar gammel, da Byron[CXXXI] var 15. Han |373| elskede hende lidenskabeligt og skinsygt. Paa Ballerne, hvor hun glimrede, maatte han, der ved sin Lamhed var forhindret fra at dandse, med kvalfulde Blikke see hende i de Andres Arme. En Aften hørte han endelig, hvorledes hun til Kammerpigen, som bragte Talen paa Byron[CXXXII] og hans Udsigter, sagde: »Troer Du, jeg bryder mig |374| noget om den lamme Dreng?« – han slugte Smerten og trak sig tilbage. 13 Aar senere skrev han under strømmende Taarer i Villa Diodati ved Genfersøen[p] Digtet »Drømmen[0011]«, som behandler dette Forhold – oversat paa Dansk[0012] af Poul Møller[CXXXIII] – og som leverer Beviset for, hvor dybt denne Ungdomsskufffelse gik ham til Hjerte.*)

*) Høist charakteristisk for Moderen[CXXXIV] er den Maade, hvorpaa hun to Aar efter at Byron[CXXXV] havde maattet opgive sine Forhaabninger, meddelte ham, at Mary Chaworth[CXXXVI] var bleven gift. Hun fik Efterretningen, da hun netop havde Besøg. Byron[CXXXVII]! raabte hun, jeg har en Nyhed til Dig. – Godt, hvad er det? – Hent først et Lommetørklæde, du vil faae Brug for det. – Byron[CXXXVIII] gjorde det. Da Moderen[CXXXIX] saa fortalte ham, at Miss Chaworth[CXL] var bleven gift, stak han hurtigt Lommetørklædet i Lommen og sagde med tvungen Ligegyldighed og Kulde: Er det det Hele?, medens en stærk Bleghed udbredte sig over hans Ansigt. Til Moderens[CXLI] Bemærkning, at hun troede, han vilde have sunket sammen af Sorg, tav han og ledede Samtalen over paa andre Gjenstande. Jo mindre han kunde have en Fortrolig i Moderen[CXLII], des mere maatte han føle Drift til at betroe Papiret sine Følelser og Sorger.

Forholdet mellem Moder[CXLIII] og Søn[CXLIV] blev stedse unaturligere, altsom Byron[CXLV] med mere og mere rolig Ironi mødte Moderens[CXLVI] Anfald af Raseri. Det kom til saadanne Scener, at Moder[CXLVII] og Søn[CXLVIII] engang hver for sig samme Aften sendte Bud til Apotheket med den Anmodning, at hvis den anden Part skulde |375| forlange Gift, der da maatte blive udleveret en uskadelig Mixtur istedenfor. Have de truet hinanden med Selvmord? Det er med en trist Humor, at den unge Byron[CXLIX] i sine Breve taler om de Udflugter, ved hvilke han nu og da frigjør sig for Scenerne i Hjemmet, Udflugter, om hvilke han ikke lader Nogen forudane det Ringeste, af Frygt, som han siger, »for det sædvanlige moderlige Krigshyl.«

I 1805 kom Byron[CL] til Universitetet i Cambridge[q] og tilbragte der sin Tid mindre med Studiet af Universitetets Discipliner end med alle mulige† Arter af Legemsøvelser, hvortil han allerede fra Barndommen af for at raade Bod paa sin Legemsfeil havde hengivet sig med Iver. At ride, svømme, dykke, skyde, boxe, spille Cricket og drikke, det var Færdigheder, som han satte sin Ære i at tilegne sig til Fuldkommenhed. Dandy’en begyndte at spire i ham, og i ungdommeligt Overmod morede han sig nu med at gjøre sine Udflugter sammen med en kjøn ung Pige, der fulgte ham i Mandsklæder, snart som hans Page, snart som hans yngre Broder, under hvilken sidste Benævnelse han var kaad nok til at forestille hende for en fremmed Dame i Badestedet Brighton[r]. Newstead Abbedy havde været leiet ud. Saasnart det blev ledigt, flyttede Byron[CLI] derind. Det var et virkeligt gammelt gothisk Abbedi med Refectorium og Celler, grundet alle|376|rede i 1170 med Park og Sø og Ringmur og en gothisk Brønd i Gaarden. Her levede han med sine Kammerater et af ungdommelig Trods mod alle Regler fremgaaet Svirebroderliv, holdt i en Stil og stemplet af en Originalitetssyge, hvortil genial Ungdom, der endnu ikke er bleven sig Opgaver og Formaal bevidst, saa ofte i Historien er seet at forfalde. Man stod op Kl. 2 om Middagen, fægtede, spillede Fjerboldt, skjød med Pistoler, og efter Bordet gik til den gudfrygtige Omegns Forfærdelse en Hjerneskal fyldt med Burgunder rundt. Byron[CLII] havde, da hans Gartner tilfældigvis var kommen til at opgrave et gammelt Munkekranie, i et Anfald af Lune ladet det fatte i Sølv, og han og hans Venner fandt nu en drengeagtig Morskab i, forklædte som Munke med Tonsurer, Kors, Rosenkrandse o. s. v. at benytte det som Bæger.*)

*) Den nuværende Eier af Newstead har af religiøse Grunde ladet det begrave.
Man maa dog ikke i dette Træk alene ville see en ungdommelig Cynisme af den Art, som saa tidt f. Ex. hos unge Medicinere kan forenes med megen Livslyst; en Charakter som Byrons[CLIII] har sikkert følt en Art bitter Pirring i under Drikkelaget at have et saadant Memento mori for Øie. I de Linier[0013], Byron[CLIV] har skrevet til denne Drikkeskaal, hedder det, at Berøringen af Menneskelæber altid maa være den Afdøde kjærere |377| end Ormenes Bid. Af altfor stor Freidighed udsprang hans Extravagancer dog ikke. Han havde ikke blot den Tungsindighed, der hos fremragende Naturer i den første Ungdom saa gjennemgaaende er en Følge af med endnu uprøvede Evner og Kræfter at befinde sig Ansigt til Ansigt med lutter Spørgsmaal; han havde den Melancholi, som hans særegne Naturanlæg, hans Opdragelse, hans heftige Lidenskabelighed maatte medføre. Der fortælles fra denne Periode af hans Liv et Par Anekdoter, hvorover hans Biographer pleie at blive rørte. Den første angaaer hans Hund. Han satte i 1808 paa sin Yndlingshunds Grav en høist misanthropisk Indskrift, hvori han hævede den paa den samtlige Menneskeheds Bekostning, og gjorde samtidigt et (senere tilbagetaget) Testamente, hvori han fordrede at begraves ved Siden af denne Hund som hans eneste Ven. Det andet Vidnesbyrd om hans Følelse af Forladthed er Maaden, hvorpaa hans Fødselsdag 1809 blev feiret. Paa den Dag fyldte han sit 21de† Aar og blev efter de engelske Love myndig. Denne Dag betragtes ellers efter engelsk Skik som den høieste Festdag; den feires i Adelsstanden med Dands, Illumination, Fyrværkeri og Beværtning af alle Godsets Beboere. Byron[CLV] var saa fattig at han kun for Aagerrenter formaaede at skaffe sig Penge til at lade den traditionelle hele Oxe stege og give et Bal for sine Folk. Ingen Vognrække med høie Fremmede |378| holdt den 22de Januar 1809 for Slottets Port, hverken Moder[CLVI], Søster[CLVII], Formynder [CLVIII]eller Slægtninge indfandt sig, han tilbragte Dagen paa et Hotel i London[s]. I et af hans Breve fra 1822 hedder det: »Har jeg nogensinde fortalt Dem, at den Dag jeg blev myndig, spiste jeg til Middag Skinke og Æg og drak en Flaske Ale dertil. Det er min Livret og Livdrik; men da jeg ikke kan taale nogen af Delene, bevilliger jeg mig dem kun engang hvert 4de, 5te Aar paa høie Festdage.« Det er selvfølgelig morsommere at være rig end fattig, og mere smigrende for Selvfølelsen at blive lykønsket af Slægt og Frænder end at føle sig hjemløs og ene, men i Sammenligning med de Vanskeligheder og Afsavn og Ydmygelser, som enhver ung moderne Plebeier har at kjæmpe med ved Begyndelsen af sin Bane, ere denne unge Patriciers Gjenvordigheder dog virkelig for Intet at regne. De faae deres Betydning derved, at de tidligt henviste Byron[CLIX], der som Aristokrat saa let kunde være gaaet op i Stands- og Slægtsfølelser, til de Hjælpekilder alene, som den enkelte isolerede Personlighed besad.

Det var ingen af Datidens store politiske Begivenheder, intet Indtryk af Begeistring eller Harme over de historiske Katastropher, hvorpaa Tiden var saa rig, der udrev Byron[CLX] af det regelløse og planløse Liv paa Newstead. Saadanne Begivenheder som Fox’es[CLXI] Død, som det for Eng|379|land saa vanærende Bombardement af Kjøbenhavn[t] lode den Personlighed urørt som Yngling, hvem enhver politisk Hændelse, Daad og Udaad, skulde gjennembæve som Mand. Det var en privat litterær Gjenvordighed, der frembragte det første Vendepunkt i hans Liv. Medens Byron[CLXII] fra Sommeren 1806 til Sommeren 1807 boede i den lille By Southwell[u], havde han udført sine første poetiske Forsøg og hos de yngre Medlemmer af en borgerlig Gjenbofamilie, Pigot ved Navn, fundet levende Deltagelse for disse. I Marts 1807 kom Samlingen ud under Titlen »Hours of idleness[0014]«. Blandt disse Digte er der intet meget betydeligt; de iblandt dem, som varsle om et energisk Følelsesliv tabe sig i en lang Række Skoledrengepoesier, dels Oversættelser og Efterligninger af de i Skolen læste klassiske Digtere og af Ossian, dels sentimentale og stilistisk umodne Venskabs- og Kjærlighedsdigte. Nogle faa angive os Nulevende, der jo have let ved at være bagkloge, i tydelige Omrids Byrons[CLXIII] senere Personlighed og Stil; i Digtet »To a lady[0015]« der er rettet til Mary Chaworth[CLXIV] findes et Par ægte Byronske Stropher:

If thou wert mine, had all been hush’d: –
This cheek now pale from early riot: –
With passions hectic ne’er had flush’d
But bloom’d in calm domestic quiet.
[…]
|380| But now I seek for other joys:
To think would drive my soul to madness;
In thoughtless† throngs and empty noise
I conquer half my bosom’s sadness.

Men i Virkeligheden fortjente Digtene kun liden Opmærksomhed; og da de nu vare forsynede med drengeagtige og smagløse Anmærkninger, udstyrede med en fordringsfuld Fortale og paa Titelbladet bare Ordene »en Mindreaarig« føiede til Forfatternavnet, var der i denne Digtsamling Materiale nok, som kunde ægge til Spot og Satire. I Januar 1808 bragte da »Edinburgh Review[0016]«, Datidens kritiske Høiesteret, en (rimeligvis† af Lord Brougham[CLXV] forfattet) yderst haanlig Kritik af disse Digte. »Mindreaarigheden,« hedder det heri, »pranger paa Titelbladet, endog paa Bindet […] Var Lord Byron[CLXVI] bleven dømt til at præstere et Qvantum Poesi og isteden derfor havde indleveret dette Bind, er det sandsynligt, at Retten vilde have ladet Mindreaarigheden gjælde som Undskyldning. Men nu o. s. v.« Og Kritikeren fortsætter: »Maaskee er Meningen den at tilraabe os: Se saaledes kan en Mindreaarig skrive! dette Digt har sandt for Dyden et ungt Menneske paa 18 Aar forfattet, og dette andet er af en ung Fyr paa 16! men langt fra at undre os over, at et ungt Menneske gjør meget middelmaadige Vers, troe vi snarere, at af ti velopdragne Drenge i England, gjøre de ni Vers og den tiende bedre |381| Vers end Lord Byron[CLXVII] […] Vi maa give ham at betænke, at det at de sidste Stavelser rime sig og at Versefødderne ere rigtigt talte paa Fingrene – Noget, de endda ikke altid er hos ham – ikke er Indbegrebet af Alt, hvad der fordres af en Digter. En Smule Phantasi hører ogsaa til […] o. s. v. o. s. v.« Artiklens Raad til Byron[CLXVIII] er da det at opgive Poesien og anvende sine Evner og sit Otium bedre. Som Henvendelse til Aarhundredets største engelske Digter fra En, hvis Fag det var kritisk at prøve og vurdere Aanderne, var Artiklen trods dens delvise Berettigelse unegteligt en grov Bêtise. Men for Byron[CLXIX] var den det Bedste, som kunde hænde ham. Den slog ned i hans Sjæl som en Udfordring, den saarede hans Forfængelighed dødeligt og vakte hvad der skulde overleve den: hans Stolthed. En Ven der kom til ham, lige efter at Tidsskriftet var kommet ham i Hænde, forsikrer, at han havde et saa vidunderlig skjønt Udtryk af Trods og Stolthed i sine Øine, at ingen Kunstner, der skulde fremstille en krænket Guddom, havde kunnet finde en Model af mere frygtelig Skjønhed. Overfor Omverdenen skjulte han, hvor bevæget han var; i et Brev fra de Dage beklager han, at hans Moder[CLXX] har taget sig Artiklen saa overordentlig nær, erklærer, at den hverken har forstyrret hans Ro eller hans Appetit, og bemærker kun, at disse Papirkugler have lært ham at staae for Skud; men mere end |382| ti Aar efter skriver han: »Jeg husker endnu meget levende det Indtryk Edinburgher Kritiken gjorde paa mig; det var Raseri og det Forsæt at trodse og hævne mig, men ingenlunde Nedslaaethed eller Fortvivlelse. En ubarmhjertig Kritik er Gift for en begyndende Forfatter og denne slog mig til Jorden – men jeg sprang op igjen […] fast bestemt paa at gjøre deres Ravneprophetier tilskamme og paa at det ikke skulde være sidste Gang de hørte fra mig.« Saaledes kom da ude fra Omverdenen af den Impuls, der for første Gang samlede den unge Mands lidenskabelige og spredte Sjæleliv til een eneste Følelse og et enkelt Forsæt. Med fast Beslutning og seig Udholdenhed satte han sig til at arbeide, sov om Dagen, stod op efter Solnedgang for at have mere Ro og skrev flere Maaneder itræk Nætterne igjennem indtil Morgenens Frembrud sin første navnkundige Satire[0017].

  • XVI.
    højresiderne i kapitel 16 har i førsteudgaven klummetitlen »Byron. Den individuelle Lidenskabelighed.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • hint Møde mellem de to store Mænd
    Byron aflagde i foråret 1817 Thorvaldsen et besøg i dennes atelier i Rom. Besøget er beskrevet i flere kilder, bl.a. Just Mathias Thieles Thorvaldsen i Rom, 1852-1854 Thiele 1852, 1:339-342.
    Just Mathias Thiele: Thorvaldsen i Rom, vol. 1-2, 1852-1854.
    .
  • Alexanders Indtog i Babylon
    der sigtes til en række værker fra de første årtier af 1800-tallet af Bertel Thorvaldsen forestillende Alexander 3. den Stores indtog i Babylon i 331 f.Kr.
  • Anekdoten … være saa ulykkelig«
    Byron aflagde i foråret 1817 Thorvaldsen et besøg i dennes atelier i Rom. Det citerede stammer fra Just Mathias Thieles Thorvaldsen i Rom, 1852-1854 Thiele 1852, 1:342.
    Just Mathias Thiele: Thorvaldsen i Rom, vol. 1-2, 1852-1854.
    .
  • bemærker den unge Digter … vil gribe Pennen
    af forordet til Byrons digtsamling Hours of Idleness, 1807 Byron 1833, 7:8.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Jeffrey har kaldt Heltens Charakter altfor udarbeidet
    der sigtes til Francis Jeffreys anonyme anmeldelse af en række af Byrons tragedier i The Edinburgh Review for februar 1822. Jeffreys udtalelse gælder Byrons seneste dramaer som helhed Jeffrey 1822:419.
    Francis Jeffrey: »Sardanapalus, a Tragedy. The Two Foscari, a Tragedy. Cain, a Mystery«, Francis Jeffrey (red.), The Edinburgh Review, februar, 1822 (anonym anmeldelse af en række af Byrons tragedier).
    .
  • »Hvad mene Kritikerne … Svirens Aar 1814.«
    sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 8.6.1822, til John Murray Byron 1833, 5:339.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • gaae til Grækenland
    rejse til Grækenland.
  • sin adelige Devise
    det latinske familiemotto »Crede Byron«, der betyder: Stol på Byron.
  • Pair
    fransk betegnelse for det engelske peer, der betegner et medlem af det engelske overhus og af den engelske højadel.
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • Stuarterne
    kongelig slægt, der sad på den engelske trone i perioden 1603-1714.
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • Pairstitel og Pairsrettigheder
    fransk betegnelse for det engelske peer, der betegner et medlem af det engelske overhus og af den engelske højadel (hvortil der er knyttet særlige rettigheder).
  • Han siger selv … Reiser og arabiske Eventyr
    der sigtes til en oversigt, Byron på et tidspunkt nedfældede i et eksemplar af Isaac D'Israelis An Essay on the Manners and Genius of the Literary Character, 1795 Byron 1833, 2:7.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »saa fængeligt som Krudt«
    af John Moores Zeluco. Various Views of Human Nature, Taken from Life and Manners, Foreign and Domestic, 1789 Moore 1789, 2:4.
    John Moore: Zeluco. Various Views of Human Nature, Taken from Life and Manners, Foreign and Domestic, vol. 1-2, 1789.
    .
  • »Det er jo Maanen«
    af Shakespeares The Taming of the Shrew, 1590-1591, IV.5 Shakespeare 2005:48.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • »Hvor Du lyver! det er jo den kjære Sol«
    af Shakespeares The Taming of the Shrew, 1590-1591, IV.5 Shakespeare 2005:48.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • »Og jeg siger Dem, Sir, at det er dog Maanen.«
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 1:15.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Adsum
    (lat.) jeg er til stede.
  • Newstead Abbedi
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • I Efteraaret 1798 … Gud velsigne ham!«
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 1:37.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • »Mine Skolevenskaber … jeg var altid voldsom.«
    af en af Byrons efterladte notesbøger, gengivet i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 1:63.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Fag
    engelsk skoledreng, der fungerer som tjener for en ældre elev.
  • Fag
    engelsk skoledreng, der fungerer som tjener for en ældre elev.
  • »Jeg blev hans Fag … over med mine Feil.«
    af grevinde Teresa Guicciolis Lord Byron jugé par les témoins de sa vie, 1868 Guiccioli 1868, 1:257.
    Teresa Guiccioli: Lord Byron jugé par les témoins de sa vie, vol. 1-2, 1868.
    .
  • Fag
    engelsk skoledreng, der fungerer som tjener for en ældre elev.
  • (Yndlings)fag
    engelsk skoledreng, der fungerer som tjener for en ældre elev.
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • en Postvogn kommer … trodsig i en Krog
    sammensat citat (med forandrede navne) fra Benjamin Disraelis roman Venetia, 1837 Disraeli 1837, 1:48-59.
    Benjamin Disraeli: Venetia, vol. 1-3, 1837 (udkom uden forfatternavn, men med »By the Author of »Vivian Grey« and »Henrietta Temple.«« på titelbladet).
    .
  • »Troer Du … den lamme Dreng?«
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 1:83.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Byron! raabte hun … paa andre Gjenstande
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 1:86.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »for det sædvanlige moderlige Krigshyl.«
    af et brev fra Byron, dateret 11.8.1807, til en vis Miss - [Pigot] Byron 1833, 1:172.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Newstead Abbedy
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • Berøringen af Menneskelæber … Ormenes Bid
    der sigtes til Byrons digt »Lines inscribed upon a Cup formed from a Skull«, 1814 Byron 1833, 7:217.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Han satte i 1808 … misanthropisk Indskrift
    da Byrons hund Boatswain i slutningen af 1808 døde, skrev han digtet »Epitaph to a Dog«, der står på Boatswains grav på Byrons gods Newstead Abbey. Digtet blev i 1809 i en ændret form og under titlen »Inscription on The Monument of a Favorite Dog« trykt i J.C. Hobhouses Imitations and Translations from The Ancient and Modern Classics.
  • »Har jeg nogensinde … høie Festdage.«
    af et brev fra Byron, dateret 23.11.1822, til John Murray Byron 1833, 5:370.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • vanærende Bombardement af Kjøbenhavn
    voldsomt engelsk angreb på København i dagene 2.-4.9.1807. Danmark forsøgte på dette tidspunkt at holde sig neutralt og balancere mellem de krigsførende magter Frankrig og England. I juli 1807 enedes Frankrig og Rusland imidlertid om at tvinge neutrale stater til at vende sig mod England, hvad der fik England til hastigt at sende en flåde og hær til Danmark. Danmark fik valget mellem at indgå alliance med England (og udlevere flåden) eller føre krig imod England. Kronprins Frederik 6. afviste det engelske krav, og kort efter indledtes angrebet på København. Efter tre døgns beskydning med bomber og nyopfundne brandraketter, som også forargede dele af den engelske offentlighed, overgav byen sig. En måned senere forlod den fjendtlige flådestyrke Øresund medbringende den danske flåde, så den ikke kunne benyttes af Napoleon 1. imod Storbritannien.
  • Ossian
    der sigtes til en række udgivelser, der 1760-1763 blev udsendt af James Macpherson (samlede, reviderede udgaver 1765 og 1773). Værkerne blev af Macpherson, der selv stod som oversætter, tilskrevet den gæliske digter (skjald) Ossian. Værkerne blev hurtigt voldsomt populære, men der blev dog allerede i samtiden sat spørgsmålstegn ved værkets autenticitet (og kvaliteter), og i dag tilskrives størsteparten Macpherson selv.
  • If thou wert mine … my bosom’s sadness
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 501): »Var min du blevet, da var Alting trygt. / Min Kind, hvis Bleghed nu fra Sviren stammer, / da havde aldrig blusset stygt / af Lidenskabens syge Flammer. / […] / Men nu jeg søger Lindring for min Harm, / gal blev jeg, vilde jeg at tænke prøve. / Med vidløs Tummel, / tom og daarlig Larm / forsøger jeg mit Tungsind at bedøve«; sammensat citat fra Byrons digt »To -«, 1807, der i senere udgaver fik titlen »To a Lady« Byron 1833, 7:172-173.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • paa Titelbladet bare Ordene »en Mindreaarig«
    titelbladets fulde tekst lyder: Hours of Idleness, a Series of Poems, Original and Translated, by George Gordon, Lord Byron, a Minor.
  • »Mindreaarigheden … Men nu o. s. v.«
    omtrentligt gengivet og sammensat citat fra Henry Peter Broughams anonyme anmeldelse af Byrons Hours of Idleness, 1807 Brougham 1808:285.
    Henry Peter Brougham: »Hours of Idleness: A Series of Poems, Original and Translated«, The Edinburgh Review, januar, 1808 (trykt anonymt).
    .
  • »Maaskee er Meningen den … o. s. v. o. s. v.«
    omtrentligt gengivet og sammensat citat fra Henry Peter Broughams anonyme anmeldelse af Byrons Hours of Idleness, 1807 Brougham 1808:285-286.
    Henry Peter Brougham: »Hours of Idleness: A Series of Poems, Original and Translated«, The Edinburgh Review, januar, 1808 (trykt anonymt).
    .
  • En Ven der kom til ham … frygtelig Skjønhed
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 1:207-208.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • i et Brev fra de Dage … staae for Skud
    der sigtes til et brev fra Byron, dateret 28.3.1808, til Thomas Becher Byron 1833, 1:209.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Jeg husker … Nedslaaethed eller Fortvivlelse
    af et brev fra Byron, dateret 26.4.1821, til Percy Bysshe Shelley Byron 1833, 5:144.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Jeg husker … Nedslaaethed eller Fortvivlelse
    af et brev fra Byron, dateret 26.4.1821, til Percy Bysshe Shelley Byron 1833, 5:144.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • En ubarmhjertig Kritik … sprang op igjen
    sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 26.4.1821, til John Murray Byron 1833, 5:146.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • fast bestemt … de hørte fra mig
    sammensat citat fra Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:143.
    Thomas Medwin: Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik