Han var af Naturen anlagt til Munterhed og Lykke, ikke til ensom Kamp. Han var skabt til som de gamle irske Barder at sidde høithædret ved høie Herrers Bord og korte dem Tiden med Sang. Han bærer i den Grad Præget af en Lykkens Yndling, at han tidt, naar han er mest alvorlig, dog synes halvt at spøge, lige modsat Byron[I], der selv naar han spøger, er alvorlig, ja mørk. Moore[II] leger med sit Æmne og kjærtegner det, Byron[III] sønderdeler det og vender sig fra det med Lede. Begge de to Venner leve i Skuet og Gjenfremstillingen af den ydre Natur, men naar Byron[IV] seer paa den, synes selv Solen at formørkes derved, |274| medens Moore[V] med sin Forkjærlighed for Rosenrødt og Lys i Lys og Glimmer ligesom selv skaber »en Morgensol, der staaer op om Middagen«.
Heri ligger ogsaa, at man faaer et ensidigt Billede af Moore[VI], naar man, som vor Plan førte det med sig, fortrinsvis studerer ham som politisk Digter. Han er tillige en Erotiker og en af de største, sikkert den mest musikalske, som nogensinde har levet. Kun hans utroligt fine Øre for Musik kan tilnærmelsesvis forklare den Trolddom, der er i hans Sprogbehandling. En lokkende, blussende Sandselighed og en brændende Ømhed har i hans erotiske Poesier fundet Udtryk, hvis iørefaldende Velklang drager som Toner fra Elverhøi. Lad Shelleys[VII] engelske Beundrere, vante til finere og den Profane mindre let fattelige Harmonier, kun kalde disse Sange altfor søde (oversweet);*)
erotisk Lyrik kan ikke være for erotisk; »dans l’amour trop n’est pas assez.« Lyder det ikke som en mozartsk Melodi, som en af Heltens eller Zerlinas[viii] Arier i »Don Juan[0001]«, naar det hedder:|275| Det forekommer mig, at Sange af Mozart[IX] og Moore[X] beholde deres Værd, selv om Verden efter dem har havt en Schubert[XI] og en Shelley[XII]. Ingensteds afspeiler de store engelske Digteres Eiendommelighed i denne Periode sig skarpere end i deres Erotik, paa samme Tid som den hele Periodes Naturalisme paa dette Omraade sees i sin skarpeste Modsætning til Overnaturlighederne i den tydske og franske Reactionsperiodes Skildringer af Elskov.*)
Hvad Byron[XIII] siger om sin skjønneste Kvindeskikkelse, at hun var »Naturens Brud og Lidenskabens Barn« (»Don Juan[0004]« II, 202) og hvad han udtaler om Don Juan’s[xiv] og Haidée’s[xv] Elskov: »Hos Andre er det en kunstig Tilstand, en Opiumsdrøm fremkaldt ved altfor megen Ungdom og Læsning, i dem var det deres Natur eller deres Skjæbne« (ib IV, 19), det gjælder om de erotiske Skildringer i hele dette Tidsrum. Men kun i »Don Juan[0005]« har Byron[XVI] malt en lykkelig Elskov. Hans erotiske Digte ere lutter Kval og Klage. Det vidunderligste af dem alle »When we two parted[0006]« har Hulken i selve sin Rytme og udtaler Adskillelsens hele Smerte allerede i den Maade, hvorpaa Rytmen i den sidste Strophe modificeres. Der er endnu en vis Lidenskabens Ro i de første Linier:Men al Kjærlighedens Jammer er udtalt i disse Slutningsliniernes korte og stødende Tonefald:
Den Byronske Erotiks eiendommeligste Omraade er Elskovens Kval. Hos Keats[XVII] er Erotiken, som det var at vente, tungtaandende, hed, sensuel og svælgende i Duft og Toner. Man læse denne mesterlige Strophe:
|277| Shelleys[XVIII] Erotik er hyperaandig og hypersandselig paa een Gang. Den minder om Correggios[XIX]. Hos Shelley[XX] som hos Correggio[XXI] smelter Udtrykket for den høieste Hengivelse sammen med Udtrykket for den heftigste sandselige Rus; hvad han skildrer er den erotiske Dødskamp. Man læse f. Ex. den indiske Serenade[0007]:
og man sammenligne hermed den fuldstændigt ekstatiske Slutning af »Epipsychidion[0008]«:
Er Byrons[XXII] Territorium den ulykkeligt eller ensomt Elskendes Kval, saa er Shelleys[XXIII], som man seer, den lykkelige Elskovs Smerte, Selvtilintetgjørelsen i den lykkelige Kjærligheds Ekstase. Men netop fordi begge de store Digteres erotiske Omraade er saa snevert afgrændset, har ingen af dem skrevet mange erotiske Digte eller havt et Centrum for sin Production paa dette Felt.
Moore[XXIV] derimod er født Erotiker som Christian Winther[XXV] er det. Han har den erotiske Phantasi, som de andre Digtere den erotiske Passion, og i Poesien er Indbildningskraften, ikke Lidenskaben den skabende Magt. Han elsker Alt, hvad der er smukt, fint, udsøgt, blødt og lyst for dets egen Skyld uden at behøve nogen Folie eller Modsætning dertil. Han meddeler aldrig nogen begivenhedsrig Fortælling, opstiller aldrig nogen mægtig Contrast, undergraver aldrig med nogen dyb Reflexion. Han elsker Træets Blomster, ikke dets Rødder. De Gjenstande, der fængsle ham, fængsle ved første Indtryk, de ere skjønne og blændende, de glimre for Sandsen, de henrive Øiet og Øret mere end Hjertet, de ombyttes med andre med samme Egenskaber, det er en evig Glimten og Flagren. |279| Men alle centralterotiske Digtere have Sommerfuglenatur. Der gives i dette Punkt ingen mere slaaende Contrast end den mellem Wordsworth[XXVI] og Moore[XXVII]. Den første valgte med Flid Sujetter, der ere ringe og frastødende, ja hæslige i sig selv, for at udruste dem med en moralsk og aandig Skjønhed; den anden afskyer Menneskelivets smudsige Enkeltheder, viger tilbage fra alle dets skarpe Calamiteter og omgaaer Moralen med et Wielandsk Smil og Buk. Nødes han til at tage det Uskjønne med, da kaster han gjerne først et blødt og glimrende Slør derover. Man har bebreidet hans Stil dens Overbebyrdelse med prægtige Adjectiver, dens Tilbøielighed til at lade enhver Følelse tabe sig i en Lignelse, dens hele urolige Glimren og Glitren – man har kaldt den kunstig i Sammenligning med Wordsworth’s[XXVIII]. »Kunstig!« udraaber en af hans irske Beundrere, »og det naar ethvert Menneske kan nyde Moore's[XXIX] Digte, medens man maa skabe sig en ny Smag for at nyde Wordsworth’s[XXX]!« Behøves der, maa man vel spørge, Studium og progressiv Smag til at nyde det Naturlige og kun almindelig Følelse til at glæde sig over den kunstige Skjønhed? Wordsworth[XXXI] og Coleridge[XXXII] vare Digtere for Digtere, Moore[XXXIII] var Digter for et Folk. Hvad man kan indvende mod ham, følger kun af hans naturlige Begrændsning, den, at han er Musiker og Colorist, ikke Tegner; han er ude af Stand til at tegne eller beskrive en hel Gjenstand, |280| han maler kun abstracte Egenskaber ved skjønne Gjenstande. Han forherliger en Blussen, et Smil, en Stemmes Velklang hele Stropher igjennem, han giver snarere en Fortegnelse over Skjønheder, end en skjøn Contour, og tager man Voltaires[XXXIV] gamle fine Definition paa Kjærlighed: »Naturens Stof, som Indbildningskraften har broderet«, saa finder man i Moores[XXXV] erotiske Poesier ofte Broderiet saa pragtfuldt og overdaadigt, at det neppe lader Stoffet skinne igjennem. Men derfor er og bliver det dog Naturens.
Og det er ikke mere end billigt at tilføie, at i Moore’s[XXXVI] bedste og beundringsværdigste Digte er hin Billedluxus fuldstændigt forsvunden. Hvor den ægte irske Vemod har behersket† hans Sjæl, har den pustet al Flitteren bort og naaet et evigt Udtryk. »Take back the Virgin page[0009]« og især »The last rose of summer[0010]« ere ligesaa simple i Stil som fuldendte i Metrum. Disse Digte have slet ingen Lignelser. Og ikke en eneste Lignelse findes heller i den lille yndige Sang[0011], der, trods sin Korthed, for Irland har faaet en Nationalepopees Betydning, det simple Digt om den unge deilige Pige, der smykket med sjeldne Ædelstene og end mere udsat ved sin fuldendte Skjønhed trygt gik gjennem Irland fra den ene Ende til den anden, sikkert stolende paa, at dets Sønner elskede Æren høiere end Kvinder og gyldne Skatte. (»Rich and rare« o. s. v.). Om den, der har skrevet |281| en saadan Sang, kunde Byron[XXXVII] med Sandhed sige de hædrende Ord: »Moores[XXXVIII] irske Melodier[0012] ville gaae til Efterverdenen med deres Musik; og begge ville vare saalænge som Irland eller som Musik og Poesi«.
Moores[XXXIX] Levnet var lykkeligt. Han giftede sig, 31 Aar gammel, med en smuk og elskelig Pige (Miss Dyke[XL]), og levede i et fuldstændig harmonisk Ægteskab med sin trofaste »Bessy«. Hans Kaar vare vel ikke altid gode, men fra det Øieblik af, da hans Ry var almindelig anerkjendt, havde han en rigelig Indtægt af sine Skrifter. Han, som i sin Humoreske »Grand dinner of Type & Co.[0013]« har ladet de rige Boghandlere – lig Oldtidens Krigere, der efter Døden drak Mjød af deres Fjenders Kranier – drikke deres Vin af fattige Skribenters Hjerneskaller, havde personligt ingen Grund til at klage over sin Forlægger. Denne tilbød ham f. Ex. 3000 Pund for »Lalla Rookh[0014]«, før han saae en Linie af Digtet, og gav ham 4,200 Pund for hans fortræffelige Biographi[0015] af Byron[XLI]. Moore[XLII] blev ligeligt feiret af Irlændere og af Engelskmænd. Man gjorde 1818 Festmaaltid for ham i Dublin[a], hvor han hyldedes af Alt, hvad der udmærkede sig i Litteratur og Politik, og da han i 1822 kom til Paris[b], gjorde den britiske Adel der et Festmaaltid for ham. Først Alderen bragte ham Gjenvordigheder, et svækket Helbred og Sorg af hans Børn. Han døde i 1852† .
højresiderne i kapitel 13 har i førsteudgaven klummetitlen »Erotisk Lyrik.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
af John Miltons Paradise Lost, 1667 Milton 1900:280.
løst gengivet replik fra Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais' komedie La Folle journée, ou Le Mariage de Figaro, 1785, IV,1, der ligger til grund for Mozarts opera Le nozze di Figaro (uropført 1786). Replikken udsiges af Figaro.
i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 430) bringer GB digtet i en tillempet oversættelse af Emil Aarestrup (jf. Emil Aarestrups Samlede Skrifter, bd. 5, udg. af Hans Brix m.fl., 1923, s. 204): »Den unge Majmaane svømmer, Glut! / fra Ildorme Lyset strømmer, Glut! / o Vandring sød / i Lundens Skød, / naar den søvnige Verden drømmer, Glut!«; af Thomas Moores digt »The Young May Moon«, 1813 Moore 1841, 3:316.
sammensat citat fra Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:281.
af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:12.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 431): »Da vi to skiltes / i Tavshed og Kval / med bristende Hjerter / for Aaretal. / Bleg var din Kind og kold, / Kysset mer koldt. / Alt mig da varsled hvad / nu du har voldt«; af Byrons »When We Two Parted«, 1815 Byron 1833, 7:212.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 431): »Som vi hemmeligt saas, / er min Sorg nu tavs. / Ak, din Sjæl var Skum / saa falsk som et Havs. / Skulde paany jeg dig / træffe ad Aare, / hvordan vel hilse dig? / Tavs med en Taare«; af Byrons »When We Two Parted«, 1815 Byron 1833, 7:213.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 432): »Løft Klinken! aa sagte, lemfældigt, mit Godt! / Alt er tabt, hvis den Klinke blot klirrer en Smule. / Godt gjort! - nu din Mund og en Blomsterbænk blot! / Lad den gamle Mand sove og Maanen sig skjule. / Den Knop drømmer om dig. Udsprungen ved Barmen, / den tager vor Varme for Morgenvarmen. / Skovduen skal kurre saa ømt som den lyster, / mens til Melodien jeg kysser og kryster«; af John Keats' posthumt trykte digt »Song«, 1845 Keats 1889, 2:273.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 433): »O løft fra Græsset mig. / Jeg mattes, daaner, forgaar. / O lad din Elskov regne i Kys / paa min Mund, mine Øjne, mit Haar. // Min Kind er kold og farveløs. / Vildt Hjertet slaar i mit Bryst. / O pres mit Hjerte tæt op imod dit, / hvor det vil briste af Lyst«; af Percy Bysshe Shelleys posthumt trykte digt »Song, Written for an Indian Air«, 1822 Shelley 1824:163.
GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 433): »Min Aande blandes skal med din. Vi favnes / og vore Pulse slaar i samme Takt, / mens, stumt veltalende med større Magt / end Ords Veltalenhed, i henrykt Dvælen / nu vore Læber glemmer, mørkner Sjælen, / der brænder mellem dem. Hvor Livet vælder, / som koger i vort Væsens skjulte Celler, / skal Kilderne, der springer inderst inde, / i Elskovs gyldne Renhed sammen rinde / som Fjældets Kilder under Morgensolen. / […] / Eet Haab i tvende Viljer og én Hu / i dobbelt Sjæl, ét Liv, én Dødens Gru, / én Himmelfryd, én Helvedkval, én fælles / Udødelighed, fælles Undergang! / Ve mig, jeg kan ej mer, jeg overvældes. / De Ord, der som en vinget Sang / til Elskovsverdnen skulde stige smukt, / som Lænker binder de mIn Ildsjæls Flugt, / den aldrig hine Højder naaer. / Jeg stønner, synker, skælver og forgaar«; sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys anonymt udgivne digt Epipsychidion, 1821 Shelley 1821:25-26.
løst gengivet citat fra J.W. Lakes »A Biographical and Critical Sketch of Thomas Moore, Esq.«, 1827 Lake 1827:xi.
af François de Voltaires Dictionnaire philosophique, 1764 Voltaire 1855, 7:78.
af Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:241-242.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik