En mørk og taaget Dag for omtrent 20† Aar siden fulgte en lille Skare af Venner en af Frankrigs navnkundigste Mænd til Jorden i Paris[a]. Toget gik mellem to Rækker af Soldater, der vare tilstede ikke for at vise Ære, men for at holde Orden, til Fattigkirkegaarden, til »Fællesgraven«. Den Døde havde villet det saaledes. Da Jorden var bleven kastet paa Kisten, spurgte Graveren: »Er der intet Kors?« – »Nei« var Svaret.
Intet Mindesmærke viser da, hvor den Døde blev lagt, skjøndt hans Navn var kjendt over hele Europa, og intet Kors betegner Graven, skjøndt den Døde havde været Abbed og Præst, ja Kirkens første Stridsmand i lange Tider. Det var |299| Lamennais[I], der efter eget Ønske stedtes saaledes til Jorden.
Félicité de la Mennais[II] (først sent demokratiserede han sit Navn) er ligesom Chateaubriand[III] Bretagner og fødtes med sin Races Haardnakkethed i Væsen og Charakter. Mændene fra denne Provinds udgjøre ligesom Litteraturens Vendée[b], idet de med Ordet fortsætte den Kamp, deres Fædre havde ført med Vaabenmagt. Han var som Yngling spinkel, mager og feberagtigt livlig, mistede tidligt sin Moder og blev derved end mere haard og absolut. Hans religiøse Kaldelse var længe tvivlsom; som Yngling morede han sig mest med Musik og Mathematik, med Fløitespil og Vaabenøvelser, ja, han havde en alvorlig Duel, der senere viste sig som en Hindring paa den Vei, han betraadte. Han havde Kjærlighedshistorier og skrev Vers.*)*
Han var saa lidet tilbøielig til at underkaste sig under den religiøse Dogme|300|lære, at han først i sit 22de Aar, da hans religiøse Overbevisning havde modnet sig, modtog sin første Communion. Han begynder nu at give sig af med theologiske Studier, og i 1808, 26 Aar gammel, modtager han Tonsuren. Men idet han skal indvies til Præst, griber en saadan Rædsel ham for det Løfte, han staaer i Begreb med at aflægge, at han udsætter det afgjørende Skridt og i sin Melancholi og Tvivl udsætter og udsætter det paany saalænge, at han først 35 Aar gammel bliver ordineret. Hans Breve skildre hans Sjæls sønderrevne Tilstand i hele Mellemtiden; dette stolte Hjerte vred og krympede sig ved at afgive Herredømmet over sig i fremmede Hænder. Og blev det bedre, da Alt var afgjort og Løftet endelig uigjenkaldeligt givet? Nei, langtfra. Det første Brev, han sender til sin Broder strax efter at det var lykkedes fremmed Overtalelse at aflokke ham Indvilligelsen til den Præsteordination, han frygtede saa meget, skildrer med mørke Farver hans Sjælstilstand:»Jeg troer, skjøndt man har paalagt mig at tie, een Gang for alle at kunne og burde lade det komme til en Forklaring mellem os. Jeg er og kan fra nu af ikke være Andet end yderst ulykkelig. Man kan ræsonnere derover saa meget man vil, man kan vride sig saa meget man lyster for at bevise mig, at det forholder sig modsat, saa er det dog temmelig usandsynligt, at det vil |301| lykkes at overbevise mig om, at en Kjendsgjerning, jeg fornemmer, ikke er til. Al Trøst, jeg kan modtage, bestaaer da i det Godtkjøbsraad at gjøre Dyd af Nødvendighed […] Jeg attraaer kun Glemsel i enhver Betydning af dette Ord, og give Gud, at jeg kunde glemme mig selv!«
Under saa smertelige Fødselsveer fødtes hos Lamennais[IV] Troen paa hans religiøse Kald. Han overvandt sin Fortvivlelse; han, der altid maatte være Noget helt, om dette end var nok saa forskjelligt fra hans foregaaende Standpunkt, blev helt og med hele sin Sjæl Præst. Han følte sig i den Grad som saadan, at hans første Vredesudbrud, da Rom[d] i 1832 lod ham i Stikken, var dette: Jeg skal lære dem, hvad det vil sige at udæske en Præst! Han havde en stærk Sjæl og en snever Aand, han var født Partimand, skabt til voldsomt og blindt at tage Parti, til med lidenskabelig Kjærlighed og veltalende Had at forfægte hvad han i Øieblikket ansaa for den absolute Sandhed. Da han derfor mødes med Tidsalderens herskende Idee, bliver han en Stridsmand for den som ingen anden, den ivrigste, den consequenteste, den sandhedskjærligste og mest uforfærdede Forfægter af det absolute Autoritetsprincip og den absolute Underkastelse, det fordrer. Han, der selv under saa smerteligt et Sindsoprør havde nedlagt Fornuft og Selvbestemmelse i Kirkens Hænder, han den nykatholske Skoles eneste virkelige |302| Geistlige, synes ligesom ikke at ville unde de andre Mennesker bedre Livsvilkaar, end han selv har kjendt. Naar han i et Sprog, der gjemmer Stormen i sig, forkynder Myndighedens og Lydighedens Evangelium, føler man hos ham endnu mere end hos nogen Anden den personlige Lidenskab mætte sig i den almindelige Fordring og mærker, hvorledes Jeget ligesom hævder sig selv ved, da det selv een Gang for alle har maattet bøie sig under Autoriteten, nu at knække og bøie alle de andre Individers Villier og Tanker under den Regel, som det gjør til sin, idet det optræder som dens Organ.
Voldsom og haardnakket selvstændig som han var anerkjendte han i den egne Leir sandelig ingen Autoritet. Hans Udtalelser om Skolens øvrige Førere afgive en smuk Blomstersamling af Haansord. Om Bonald[V] f. Ex. en Passage som denne: »Stakkels Menneskehed! – Jeg veed ikke hvorledes i Anledning af Ordet »Menneske« Hr. de Bonald[VI] falder mig ind. Overgangen er brat. Man siger, at det stakkels Menneske i den senere Tid er bleven yderligt aandssvækket.« Om Chateaubriand[VII]: »Kongen og han, han og Kongen, det er Frankrigs hele Historie […] Man† begriber ikke, og han mindre end Nogen, at Europa kan undvære hans Talenter. Han spaaer, at det vil bekomme Europa ilde.« Om Frayssinous[VIII], der som Gallikanismens Høvding var hans Modstander: »De |303| antager ham for moderat, hvorfor? Fordi man har gjort Dem opmærksom paa noget Koldt hos ham, som De antog for Moderation, og saa var det kun størknet Had.« Det er Tonen i hans Breve. Men ligefuldt laa der i hans kraftige og blindt ikke fremfusende, men fremfarende Sjæl det Stof, hvoraf en Stridsmand uden Mage for Kirkens absolute Autoritet lod sig danne, rigtignok som det til Slutningen viste sig en Stridsmand, der bedre forstod at paatvinge de Andre Disciplinen end selv at lade sig disciplinere til hvad hans redeligste Overbevisning maatte forkaste.
I Tiden fra 1817 til 1823 udkom da i Frankrig et Værk, der i alle disse Aar formaaede at sætte Sindene i Bevægelse og som blev omstridt i en heftig Polemik, ja hvis Forfatter mellem 2det og 3die Bind maatte tage Ordet til sit Forsvar; det var Bogen »Essai sur l’indifférence en matière de religion[0001]« af Abbeden de la Mennais[IX]. I dette Værk samler Restaurationsperioden ligesom for sidste Gang sine Kræfter til et Hovedslag. Her træffe vi alle Tidens ledende Principer udtalte med en Bestemthed og med en sidste Consequents, der ligesom tyder paa, at Omslaget er nær.
Ved sin Aandsretning ja ved selve sin Titel danner dette Værk en interessant Parallel til det Skrift, hvormed i Tydskland den religiøse Renaissance i det 19de Aarhundrede indlededes: Schleiermachers[X] (i Aaret 1799) udgivne berømte »Reden |304| über die Religion an die Gebildeten unter ihren Verächtern[0002]«. Begge Bøger ere rettede mod samme Gjenstand, den hos de Dannede herskende almindelige Ringeagt og Ligegyldighed for Religionen. Begge forsøge nu, da Troen er slappet, at gjenopbygge Religiøsiteten paa et nyt Fundament. Men her er det, at Nationalitetsforskjellen hos Forfatterne kraftigt bryder frem. Den sentimentale og inderlige Schleiermacher[XI] seer ingen anden Frelse for Religionen end den med Opgivelse af alle dens Udenværker at føre den tilbage til dens egen inderste Kjærne, Individets rent personlige Følelse. Han forsøger at gaae tilbage til Menneskelivets Grund, til det Dyb, hvorfra saavel Erkjenden som Handlen oprinder, til det personlige Livs inderste Kilder. Han opfordrer sin Læser til at gjøre sig Rede for den Sjælens primitive Tilstand, i hvilken Jeget og Gjenstanden smelte sammen, og hvor der følgelig endnu ikke er Tale hverken om Anskuen af Gjenstanden eller om Fornemmen af et fra Gjenstanden forskjelligt Selv. Han betegner den som en Tilstand, man hver Gang oplever og dog ikke oplever, da det hele Liv bestaaer i dens uophørlige Ophøren og Venden tilbage. Den er, siger han, flygtig og usynlig som den Duft, der udgaaer fra beduggede Blomster og Frugter, kydsk og zart som et jomfrueligt Kys og hellig og frugtbar som en Brudgoms Favntag, ja den er ikke blot som alt dette, men alt dette selv; thi i |305| denne Menneskets Tilstand feires Universets Formæling med den incarnerede Fornuft; i denne Tilstand er Individet et Øieblik Verdens Sjæl og føler dens uendelige Liv som sit eget. »Saaledes,« siger Schleiermacher[XII], »er den første Undfangelse af ethvert levende og oprindeligt Moment i Eders Liv beskaffen, hvilket Omraade det endogsaa tilhører, og udaf et saadant voxer ogsaa enhver religiøs Sindsbevægelse.«*)*
Som Følge heraf betegner han da Følelsen, forsaavidt den udtrykker Individets og Altets fælles Liv paa den beskrevne Maade, som Fromhed. Følelserne afgive »udelukkende Religionens Elementer«. Der gives da for ham ingen Følelse som ikke er from, med mindre den udspringer af en sygelig og fordærvet Tilstand. Ja han tilføier i en Anmærkning, at dette endog gjælder om alle den sandselige Livsnydelses Følelser, forsaavidt de ikke ere naturstridige eller vildledte. Saaledes søger da altsaa Schleiermacher[XIII] at frelse Religionen ud af dens Strid med Dannelsen ved at gjøre den til Indbegrebet af alle høiere ja af alle sunde Følelser. Som ægte Tydsker hævder han pantheistisk den brede Livsstrøm gjennem alle Væsener som den hellige Flod, der er al Religiøsitets og alle Religioners Kilde. Saaledes ophæver han ethvert bestemt Troessystem; selv Troen paa |306| Gud og Udødelighed synes ham ikke væsentlig for Religionen og med Begeistring udraaber han: »Ofrer med mig ærbødigt en Lok for den hellige forstødte Spinozas[XIV] Manes! Ham gjennemtrængte den høie Verdensaand, det Uendelige var ham Et og Alt, Universet hans eneste og evige Kjærlighed; i hellig Uskyld og dyb Ydmyghed speilede han sig i den evige Verden, hvis elskværdigste Speil han atter var; fuld af Religion var han og fuld af hellig Aand.«
Man seer, at selv Oplysningsperioden ikke havde bibragt den positive Religion et haardere Slag end dette Følelsessværmeri. – Og idet Schleiermacher[XV] nu saaledes opløser Religionen i Følelse, splitter han tillige dens Autoritet ved at give den til Pris for Individualiteternes uendelige Mangfoldighed. Alle Dogmer, Regler, Forskrifter og Grundsætninger forsvinde, idet han fordrer Alt tilegnet af den enkelte Personlighed paa eiendommelig Maade. Han hævder nemlig, at »hvis En nok saa fuldkomment forstaaer hine Grundsætninger og troer at have dem inde med nok saa stor Klarhed, men ikke veed og ikke kan godtgjøre, at de ere opstaaede i ham selv som Ytringer af hans eget Gemyt og oprindeligt ere hans egne, saa maa man endelig ikke lade sig overtale til at troe, at et saadant Menneske er fromt eller fremstille ham som religiøs; thi han er det ikke, hans Sjæl har aldrig undfanget reli|307|giøst og hans Begreber ere kun underskudte Børn, avlede af andre Sjæle, som han i hemmelig Følelse af egen Svaghed har adopteret.«
Saa dybt protestantisk i dette Ords gode (ikke confessionelle) Forstand er den religiøse Gjenfødelse i Tydskland i sit Udspring. Den proclamerer den personlige Oprindelighed som den eneste religiøse Værdi og den bestemmer Følelsesinderlighedens hele vidtudstrakte Omraade som Religiøsitetens Rige. Følelsen som naturlig og sund er altid hellig, aldrig særligt hellig.
I den skarpeste og lærerigste Modsætning hertil staae Grundsætningerne i det nævnte Hovedværk af Lamennais[XVI], der udgjør det romanske og katholske Sidestykke til Schleiermachers[XVII] Taler, som den rene Udvortesheds Program. De lyde:
At Følelsen eller den umiddelbare Aabenbaring ikke er det Middel, der er skjænket Menneskene til Udfindelse af den sande Religion.
At Forskningens eller Discussionens Vei ikke er det Middel, der er skjænket Menneskene til Udfindelse af den sande Religion.
At Autoriteten er det Middel, der er skjænket Mennesket til Udfindelse af den sande Religion, saa at den sande Religion ubestrideligt er den, som hviler paa den størst mulige synlige (!) Autoritet.
For at bevise disse tre mærkværdige og curiøse Postulater er det at Lamennais[XVIII] har skrevet |308| sine fire tykke Bind, hvis skrækkeligt hullede Tankegang er denne:
Hvad det for os Mennesker gjælder om, er at finde et ufeilbarligt Kjendetegn paa hvad der er sandt og usandt. Hvad vi søge er Vished. Men hvor skulle vi finde den? Af vore Sandsninger kunne vi ikke udlede den; thi vore Sandser bedrage os, siger Lamennais[XIX]. At de selv indbyrdes rectificere de Illusioner, som de fremkalde hver for sig, er et Factum, han ikke omtaler. Vi ere efter hans Anskuelse saa meget mindre visse paa, at der existerer et nødvendigt Forhold imellem vore Sandsninger og Tingenes Realitet, som vi ikke engang ere sikre paa vor egen Existents. Hvorledes vi, ifald vi ikke ere sikre paa den, overhovedet nogensinde kunne blive sikre paa nogetsomhelst Andet, er et Spørgsmaal, han ikke besvarer. Følelsen, den indre Overbevisning om en Tings Evidents, skal være ligesaa skuffende som Sandsningen. Den uovervindelige Styrke, hvormed et Princip paatvinger sig vor Aand, afgiver jo intet Bevis for, at dette Princip er sandt. En Vildfarelse er altid mulig. At man meget vel i Almindelighed kan indrømme sin Feilbarhed og ikke desmindre ansee sig for vis paa Sandheden i en Mængde† af enkelte bestemte Tilfælde, bliver selvfølgelig ikke berørt. Nu kommer Touren til Forskningen. Det paastaaes, at den fører til Tvivl om Alt, at de høieste Axiomer ere ubevis|309|lige, og det hævdes, at vi overhovedet ingen Sikkerhed have for, at Erindringen ikke skuffer os. Dette Angreb paa den menneskelige Forskning lader sig forsaavidt ganske vist ikke afbøde, som det naturligvis er umuligt at godtgjøre Erindringens Paalidelighed uden derved, at man forudsætter Erindringens Paalidelighed. Men om det indirecte Bevis, som al menneskelig Erfaring, Stadfæsten og Forudseen leverer for denne Hypothese, mæler Lamennais[XX] ikke et eneste Ord. Saaledes naaer han da foreløbigt til fuldkommen Skepticisme. Men fuldstændig Skepticisme vilde jo imidlertid føre til fuldkomment Vanvid. Allerede Selvopholdelsesdriften tvinger os til at troe og til at handle overenstemmende med vor Tro. Det er da efter Abbedens Anskuelse denne Mangel paa Evne til at tvivle eller Visheden om, at man, hvis man tvivler, vil blive erklæret for uvidende, forrykt eller gal af alle andre Mennesker, som danner Grundvolden for al menneskelig Vished. Den almindelige Overensstemmelse (sensus communis) bliver da for os Sandhedens Segl, og der gives intet andet. Mangel paa Enighed avler strax Usikkerhed og Uvished. Et Princip, eller et Factum er mere eller mindre tvivlsomt, eftersom det er mere eller mindre almindeligt antaget og bevidnet. Hvad er altsaa for Lamennais[XXI] Definitionen paa en Videnskab? En Videnskab er en Samling af Ideer og Kjendsgjerninger, |310| hvorom man er enig. Ligesom vore Dages Erfaringsphilosopher, men ud fra et forskjelligt Udgangspunkt, tillægger han selv Geometrien intet andet Fundament end Enigheden. Hvis mangen en Vildfarelse i Videnskaben er bleven antagen for sand, da ligger det efter hans Anskuelse i, at Videnskaben kun strækker sig til et i Sammenligning med Menneskeheden ringe Antal Mennesker. Hvad er, udraaber han, nogle hundrede Lærde mod Menneskeslægten! og glemmer besynderligt nok, at Menneskeslægten aldrig har stemt overens om en eneste videnskabelig Sandhed, før Videnskabsmændene opdagede den, og overhovedet aldrig oprindeligt har været enig om nogen Tro.
Han spørger saa: Naar to Personer ere uenige med hinanden, hvad gjør de da, naar de forgjæves have søgt at overbevise hinanden? og han svarer: de søge en Voldgift. Men hvad er en Voldgift? Det er en Autoritet, og denne fastslaaer om ikke Vished saa dog Sandsynlighed til Gunst for en af de omtvistede Anskuelser. Da Fornuftoverveielsen som saadan kun skaber Tvivl, da det stærkeste Bevis imod Antagelsen af Noget altid er dette: »Du er den eneste, der tænker saaledes«, saa naae vi til Autoritetsprincipet som det eneste sande og afgjørende.
Consequent vilde denne Anskuelse føre til i Majoritetsafstemning at see det sidste Vidnes|311|byrd om Sandhed. Men vi skulle jo, som man kan begribe, havne i den katholske Religion. Det er ganske lærerigt at følge de Volter ved Hjælp af hvilke Autoritetsprincipet, saaledes opfattet som her, fører os lige i Armene paa den.
Lamennais[XXII] begynder med at definere al Læren og Erkjenden som en Adlyden af en Autoritet. Vi træffe her igjen Bonalds[XXIII] Theorier om at vi optage Sproget paa deres Autoritet, der lære os det, og med det de Sandheder, der ere nødvendige til Selvopholdelsen, Sandheder som Gud i sit mægtige Ord har aabenbaret for ethvert Folk. Det intellectuelle Liv, hvis Lov er Lydighed, er da kun en Deltagen i den høieste Fornuft, en fuldkommen Samstemmen med det Vidnesbyrd, det uendelige Væsen har givet om sig selv. Den guddommelige Fornuft, der meddeler sig ved Hjælp af Ordet, er de skabte Intelligentsers Existentsgrund ligesom Troen er deres væsentlige Existentsform. Vishedsprincipet og Livsprincipet er altsaa Et.
Da Menneskeheden nu er skabt for Sandhed, kan den almindelige Fornuft ikke fare vild. Anderledes den individuelle Fornuft, den kan oversvømmes af Tvivlen. Skiller den sig fra Samfundet, døer den. Væ soli! udbryder Lamennais[XXIV], ve den Enkelte! Den Hovmodige, siger han, indbilder sig, at man forlanger, han skal opgive sin Fornuft, naar man fordrer, han skal bøie sig for |312| Autoriteten. Langt fra! Autoriteten er kun den almindelige, gjennem Vidnesbyrd aabenbarede Fornuft; »den besjæler og bevarer det Universum, den har skabt. Uden den ingen Existents, ingen Sandhed, ingen Orden.«
Det er da kun Autoriteten, der giver Vished angaaende Religionen. »Religionen er ikke blot et System af Kundskaber, – den er desuden, den er fortrinsvis en Lov.« Men ingen Lov uden Autoritet, disse to Ideer svare til hinanden. Saaledes hviler Religionen nødvendigvis paa Autoriteten og den sande Religion paa den største Autoritet. Den defineres som »Systemet af de Love, der følge af Fornuftvæsenernes Natur«, og til at lære disse at kjende skal Autoriteten følgelig være det eneste Middel.
Lad os engang følge Sammenknytningen i dette Net af Sophismer for saa at pille det fra hinanden.
Traaden er den: Intelligentsen udvikler sig kun ved Hjælp af Ordet eller Vidnesbyrdet. Vidnesbyrdet existerer kun i Samfundet. Altsaa kan Mennesket kun leve i Samfundet. Altsaa fandt der nødvendigvis Samfund Sted mellem Gud og det første Menneske. [Man mærke Postulatet om en Adam, Bonalds[XXV] Theori om at Gud gav Adam Sproget, overhovedet Elementer tagne fra den positive Religion som Autoritet, brugte som Bevis for, at den positive Religion hviler paa |313| Autoritet]. Nødvendigheden af Vidnesbyrdet indeholder Nødvendigheden af Troen, uden hvilken Vidnesbyrdet vilde være uden Virkning. Altsaa ligger Troen i Menneskets Natur og er den første Livsbetingelse. Troens Vished afhænger af dens Overensstemmelse med Fornuften ↄ: af Storheden af den Autoritet, som aflægger Vidnesbyrdet. Altsaa er Guds Vidnesbyrd uendeligt vist, eftersom det ikke er andet end Aabenbarelsen af den uendelige Fornuft eller af den største Autoritet. Der er intet Vidnesbyrd muligt uden i Samfundet. Altsaa er ingen Autoritet og Vished mulig uden i Samfundet. Intet menneskeligt Samfund kan existere uden i Kraft af det Samfund, der oprindeligt blev oprettet mellem Gud og Menneske i Kraft af de Sandheder eller Love, hans Ord oprindeligt har aabenbaret. Altsaa kunne disse Sandheder ikke gaae tabt i noget Samfund uden at dette Samfund gaaer tilgrunde. De maa følgelig kunne gjenfindes i alle Samfund. Disse for et Samfund nødvendige Sandheder bevares kun igjennem Vidnesbyrdet, der ikke har Kraft eller Virkning uden ved Autoriteten. Altsaa: som der ikke existerer nogen Autoritet uden i Samfundet, saaledes existerer Samfundet ikke uden ved Autoriteten, og hvor der ikke er Autoritet, er der intetsteds noget Samfund. Men nu gives der to Arter af Samfund; thi Mennesket staaer dels i timelige Forhold til sine Lige, dels i evige For|314|hold til Gud og sine Medmennesker. Disse to Samfund ere det politiske eller borgerlige (timelige) og det aandelige (evige) Samfund. Følgelig gives der to Autoriteter og disse to Autoriteter ere ufeilbare hver i sin Orden.
Det seer jo overmaade logisk ud; ifald Ergo var nok til et Bevis, vilde der ikke mangle Beviser. Men lad os prøve Argumentationen paa et Par Punkter.
Jeget, siger Lamennais[XXVI], kan ikke alene udvikle sig til Selvbevidsthed. Det er sandt, og vi slutte deraf, hvad man deraf kan slutte, naar vi sige, at Jeget følgelig har udviklet sig gjennem et Du. Det er en Tanke, som fremfor Alle Feuerbach[XXVII] indtrængende har udtalt og varieret. Men Lamennais[XXVIII], som til Udgangspunkt tager den gammeltestamentariske Antagelse om et eneste enkelt Menneske, der existerer forud for hele Slægten, bygger Læren om dette Menneskes Underholdning med Gud og Alt, hvad deraf følger, paa denne Grund, der synker med Bygningen.
Lamennais[XXIX] vil fremdeles paavise det ufeilbarlige Kjendetegn paa Sandheden. Dette Kjendetegn skal den almindelige Overensstemmelse være. Men hvorpaa hviler denne Overensstemmelses Autoritet? Har den en Grund eller er den et Factum?
Hvis den har en Grund, hvis den almindelige Fornuft bør afgive Regelen for den indivi|315|duelle Fornuft, saa er jo denne af Lamennais[XXX] saa forsmaaede og ringeagtede individuelle Fornuft i sidste Instants den høieste Dommer over Sandheden. Thi dels er det den, der tillægger den almindelige Overensstemmelse den saa høie Værdi, dels er det den, som afgjør, hvorvidt der i hvert enkelt Tilfælde finder almindelig Overensstemmelse Sted eller ei.
Hvis den almindelige Overensstemmelses Autoritet derimod er et Factum, det vil sige en Sag, som simpelthen følger af vor Natur, saa er den Vished, den indgyder os, i ingen Henseende forskjellig fra al anden Vished. Men nu har Lamennais[XXXI] jo netop selv protesteret imod at udlede Vished af en indre Følelse, ja endog bekjæmpet vor Vished om vor egen Existents, da den Vished, vi behøve, er den ufeilbarlige – hvad i al Verden skal da nu gjøre den ureflecterede Autoritetstro mere ufeilbarlig end enhver anden Vished?
Lamennais’[XXXII] Argumentation mundede endelig ud i to ufeilbare Autoriteter. Man hører allerede paa Ordet »ufeilbar«, at den katholske Kirke ikke er fjern. Det brænder allerede. Ufeilbarheden insinueres som en ligefrem Consequents af Autoriteten. Der er et Punkt, hvor alle den kirkelige Restaurations Theoretikere mødes, et Punkt hvorom De Maistre[XXXIII], som indleder den, er fuldkomment enig med Lamennais[XXXIV], som afslutter den, |316| hvor betinget end forresten (som hans Correspondance udviser) den Tilslutning var, som han ydede sin nyeste Discipels øvrige Paradoxer. Man maa erindre, at i det forrige Aarhundrede syntes Pavemagten død. En Pave havde corresponderet med Voltaire[XXXV] og modtaget Dedicationen af hans »Mahomet[0004]«. Paven havde selv afskaffet sine trofaste Janitscharer Jesuiterne. Den religiøse Reaction indvarsles da ved at man atter hævder, ja endog fra katholsk Synspunkt seet overdriver Pavens Betydning. De Maistre[XXXVI] havde sagt: Uden Pave ingen Autoritet; uden Autoritet ingen Tro ↄ: uden Pave, ingen Tro. Saaledes bliver Pavens Overhøihed Christendommens egentlige Kjerne og Princip, indtil Paven i vore Dage (hos Biskop Ségur[XXXVII]) forvandles til et Sacramente, til »Jesu virkelige Nærværelse paa Jorden«.
Tankegangen hos De Maistre[XXXVIII] var denne: Der gives ingen Religion uden een synlig Kirke, der gives ingen Kirke uden Regjering, ingen Regjering uden Souverainitet og ingen Souverainitet uden Ufeilbarhed. Han appellerer til Principet om Kongens Uansvarlighed. Den er for ham ganske det Samme som Ufeilbarheden for Pavernes Vedkommende. Enhver Regjering, siger han, er ifølge sit Væsen absolut, taaler ingen Opsætsighed; fra det Øieblik af, da man har Lov til at sætte sig op imod den under Paaskud af, at den er uretfærdig eller tager feil, existerer der ikke |317| mere Noget, der kan kaldes Regjering. Ja han søger gjennem Analogier at vise, hvor fortrolig man i alle andre Livssphærer er med den Ufeilbarhedstanke† , som det hører til god Tone at stødes over, naar Talen er om Paven. Er Søcapitainen ikke Souverain paa sit Skib og som Følge deraf at betragte som ufeilbarlig? Gives der nogen Appel fra ham eller gives der nogen Appel fra en hvilkensomhelst anden Høiesteret?
Dette skarpsindige Forsvar har ganske sikkert alle de Fortrin, som et Forsvar for en forud tabt Sag kan besidde. Men at man maa betragte Souverainen som ufeilbar, skjøndt han ikke er det, viser det, at Paven som Kirkens Souverain virkelig er ufeilbar? At der altid maa være en høieste Magt, som kan fordre den ydre Underkastelse, viser det, at denne Magt ogsaa med Rette kan kræve Sindenes Tilslutning? Eller er maaskee den ydre Underkastelse nok? De Maistre[XXXIX] tilstaaer det i Grunden. Han siger: »Hvad selve Dogmet om Pavens Ufeilbarhed angaaer, da have vi ingen Interesse i at sætte det i Tvivl. Naar der frembyder sig et af hine theologiske Spørgsmaal, som absolut bør underkastes en Høiesteretsdom, saa er det ikke af Interesse for os, at det bliver afgjort paa denne eller hin Maade, men vel, at det bliver afgjort uopholdeligt og uden Appel.«
Lamennais[XL], der som De Maistre[XLI] naaer til |318| to ufeilbare Autoriteter, Statens og Kirkens, gaaer som den, der er en Generation yngre end sin Lærer, endnu et langt Skridt videre ad den begyndte Vei. Da det i Længden viser sig umuligt at fastholde de to Ufeilbarheder hver i sin Sphære, betænker han sig ikke paa at afgjøre, hvilken af dem der i Collisionstilfælde maa vige. Han drager selv den sidste Consequents, idet han siger: »Den aandelige Myndighed repræsenterer Retfærdighedens og Sandhedens uforanderlige Lov, den verdslige Magt derimod Styrken, som tvinger de oprørske Villier til at underkaste sig denne Lov. Styrken er nødvendigvis underordnet Loven, Staten underordnet Kirken. I modsat Fald maatte man antage to uafhængige Magter, den ene Retfærdighedens og Sandhedens Bevarer, den anden blind og derfor efter sin Natur ødelæggende for Retfærdighed og Sandhed.«*)*
En stolt og det 19de Aarhundrede værdig Consequents!Man lærer heraf, hvad Magt Lamennais[XLII] vilde have den katholske Kirke tillagt. Vi have endnu tilbage at see Slutningsspringet, hvorved det bevises, at den katholske Kirke er selve den Autoritet, hvorom der er talt saa vidt og bredt. Lamennais[XLIII] siger: »I Valget af en Religion redu|319|cerer da Alt sig til at vide, om der nogensteds existerer en saadan Autoritet, som vi have defineret, eller med andre Ord, om der existerer et aandeligt og synligt Samfund, der erklærer (!!), at det besidder denne Autoritet. Vi sige et synligt Samfund, fordi ethvert Vidnesbyrd er udvortes [man erindrer, at den indre Stemmes Dom er forkastet], vi sige dernæst, at dette Vidnesbyrd vilde levere det visse Bevis for den Autoritet, hvorom her tales, fordi det vilde være Udtryk for den mest almindelige Fornuft.«
»Hvis der ikke gaves et saadant Samfund, vilde den eneste sande Religion være Menneskeslægtens overleverede Religion ↄ: det Indbegreb af Dogmer og Forskrifter, som ere helligede ved alle Folks Tradition og oprindeligt ere aabenbarede af Gud.«
»Hvis der derimod gives et saadant Samfund, da udgjøre dets Dogmer og Forskrifter den sande Religion.« – Fra det nu naaede Høidepunkt gaaer Resten af Bevisførelsen af sig selv.
»Siden Jesu Christi Tid har det christne Samfund ubestrideligt altid besiddet den største Autoritet. Iblandt de forskjellige Troessamfund tilkommer Præget af størst Autoritet synligt den katholske Kirke. Saaledes sees det, at i den alene findes alle de Sandheder, der ere nødvendige for Mennesket, i den alene det fuldstændige Kjend|320|skab til Fornuftens Pligter eller Love, i den alene Vished, Frelse og Liv.«
Saaledes ere vi da lykkeligt løbne i Havn. Men ikke nok med, at vi ere ankomne som Vrag; endnu i sidste Øieblik lide vi Skibbrud i Havnen. Thi Lamennais[XLIV] tilstaaer i Værkets Slutning meget aabent, at alle Religioner hvile paa Autoritet, og at ikke desmindre de oprindelige Traditioner i dem alle med Undtagelse af een ere blevne mere eller mindre forvanskede ved Tilføielser, der maa betegnes som Vildfarelser; »men,« siger han, »selve disse Vildfarelser ere atter kun blevne tagne for gyldige i Kraft af Autoriteten og existere kun ved den.« Hvilken Tilstaaelse! Den vipper hele Argumentationen overende.
Lamennais[XLV] mærker dog Intet dertil. Med Bifald citerer han disse Ord af en anden katholsk Forfatter: »Den katholske Religion er en Autoritetens Religion, og derfor er den alene en Vishedens og Rolighedens Religion.« Med Triumph beraaber han sig ogsaa paa det Udsagn af Rousseau[XLVI], at »hvis Nogen om Søndagen kunde bevise ham, at han i Troessager var forpligtet til at underkaste sig en Andens Afgjørelse, vilde han om Mandagen lade sig gjøre til Katholik, og ethvert consequent og sandhedskjærligt Menneske bære sig ad som han.« Lamennais[XLVII] applauderer, sikker som han er paa at have ført dette Bevis for, at Individet i Troessager bør underkaste sig |321| Autoriteten. Store Himmel hvilket Bevis! Et eneste Pust og det ligger.
Et af to: Enten hviler den katholske Kirke paa den almindelige Anerkjendelse af dens Sandhed eller den gjør det ikke. Hviler den derpaa, saa er den jo almindelig anerkjendt og behøver intet Forsvar, da den ingen Fornegtere har. Hviler den derimod ikke derpaa, saa er den ifølge Theorien falsk, og intet Forsvar kan hjælpe den.
Men ikke nok hermed: Selve denne Lære, at den almindelige Overensstemmelse afgiver Kjendetegnet paa det Sande, selv den maa jo ogsaa bevise sin Sandhed ved at den er almindelig anerkjendt. Men lader der sig nu tænke en mere blodig Skjæbnens Ironi end den, at den ikke blot blev almindelig bestridt, men at Kirken selv i 1832 forkastede denne Lære? Saaledes stod altsaa Lamennais[XLVIII] pludseligt alene med den Lære, at det var Summen af alle de Andre, der havde Ret. Lader der sig tænke en mere latterlig Modsigelse? Ja, der lader sig tænke en, nemlig den, som strax efter indtraf: at Lamennais[XLIX] som Kirkens lydige Søn, bøiende sig under dens Autoritet, selv frafaldt og afsvor denne sin Lære om Kirkens Autoritet som Sandhedens ufeilbare Kjendemærke.
Men vi behøve ikke at kaste Blikket saa langt frem som til 1832 for at see, hvorledes Autoritetsprincipets Mænd kom i Strid med deres |322| eget Princip. Hvad man end forfægter, maa man først og fremmest have Frihed til at tale. Det er det Guddommelige ved Friheden, at selv dens Hadere trænge til den og nødes til at anraabe om den. Bladet »Le conservateur[0005]« begyndte med paa det Ivrigste at hævde Pressefrihed og var siden høiligt generet heraf. Man kunde ikke godt negte Andre en Frihed, man havde fordret for sig selv; man kunde ikke godt – men man gjorde det. Ganske lige saadan gik det med Hensyn til Spørgsmaalet om parlamentarisk Regjering eller som man da kaldte det det parlamentariske Prærogativ. Ved Begyndelsen af Restaurationen er det den katholske og monarchiske Skole i Frankrig, der gjennem sine Bladartikler og sine Talere kuldkaster det første Ministerium, som var udgaaet af Kongemagtens frie Valg. Man vilde selv til Roret. Saaledes var det da Autoritetsprincipets Skole, der i Frankrig først fastslog de stik modsatte Principer: Pressefriheden i dette Ords mest udstrakte Betydning og den parlamentariske Majoritets afgjørende Indflydelse. Man undergravede selv den Grund, hvorpaa Autoriteten hvilede.
Hos den stolte og lidenskabelige Præst Lamennais[L] er Udviklingen i denne Retning til at controllere Punkt for Punkt. Chartet, som jo paa det Nøieste hang sammen med Kongemagten, sikrede idetmindste paa Papiret Religionsfrihed. |323| Men denne Religionsfrihed opbringer Lamennais[LI], der jo veed, at kun een Religion er den sande. Det er paa hin Tid, at det ynkelige Ordspil kommer i Mode, at Retten til Samvittighedsfrihed er Retten til at være fri for at have Samvittighed. Han og hans Tilhængere hævde da, at man bør følge sin Samvittighed. Det gjør efter deres Mening Modstanderne ikke. Men de glemme, at der er en Pligt, der gaaer forud for den at følge sin Samvittighed, det er den at oplyse sin Samvittighed. Hvis det er umoralsk at handle imod sin Samvittighed, er det det ikke mindre at danne sig en Samvittighed efter falske og vilkaarlige Principer. – I Samvittighedens og Autoritetens Navn protesterer da Lamennais[LII] mod Statens Confessionsløshed, der af ham betegnes som »den politiske Atheisme«. Han udslynger Stikordet: I Frankrig er Loven Atheist. Ja, han gaaer videre. Han viser i et navnkundigt Brev, som han indrykkede i Bladet »Den hvide Fane[0006]« og rettede til Biskop Frayssinous[LIII], at da det Folk, som det nu gjaldt om at opdrage, var født i Blod, nær ved Ludvig den 16des[LIV] Skafot og Fornuftgudindens Alter, kunde kun Christus frelse det og Christendommen opdrage det. Men al Opdragelse i Frankrig var efter hans Paastand atheistisk. »Overdriver jeg, Monseigneur, naar jeg siger, at der i Frankrig gives Opdragelsesanstalter, der staae i mere eller mindre directe Forbindelse med Universitetet, hvor Børnene blive op|324|dragne i praktisk Atheisme og Had til Christendommen? I en af disse Lastens og Irreligiøsitetens gyselige Huler har man seet 30 Elever gaae til Herrens Bord, beholde den indviede Hostie og begaae en Helligbrøde, som Loven fordum vilde have straffet, idet de med den have forseglet de Breve, de have skrevet til deres Forældre […] En ugudelig, fordærvet, revolutionær Race danner sig under Universitetets Indflydelse.«
Man var meget ilde tilmode over disse indiscrete Oplysninger og i høi Grad generet ved disse Angreb paa Statens Grundlov fra en Leir, hvis varme Understøttelse man troede at kunne gjøre Regning paa. Da Lamennais[LV] nu som Følge heraf mødte stor Kulde og modtog Irettesættelser istedenfor Tak, gik han endnu et Skridt videre.
Jeg har allerede vist, hvorledes hans Lære førte til i Collisionstilfælde at ofre den verdslige Ufeilbarhed for den geistlige Overufeilbarhed. Men dette var i Virkeligheden Et med at indrømme den revolutionære og philosophiske Skole, at den havde Ret i at forkaste den† ukrænkelige og uigjenkaldelige Charakter, som den monarchiske Skole vilde tildele det legitime Kongedømme. Det var desuden at gjøre den hele verdslige Magt afhængig af Paven. Alle Frankrigs Bisper svarede med en Erklæring, i hvilken de hævdede den verdslige Magts Uafhængighed af Pavestolen.
Saaledes var da Lamennais[LVI], Autoritetens |325| Mand, nu baade brouilleret med de geistlige og de verdslige Autoriteter.
Hans Optræden som Demokrat ligger denne Gang udenfor vor Ramme. Vi ville her kun agte paa de Spirer til hans nye Retning, der fandtes i hans gamle Autoritetstheori. Thi det er det høist Interessante ved denne Theori, at den ingenlunde er af den gode, gamle, brutale Art, som de Theorier, der opstode hos Bonald[LVII] og De Maistre[LVIII] lige efter Revolutionen. Reactionen er her langt mere rationel, altsaa langt mindre principfast. Ethvert alvorligt Forsøg paa at begrunde Autoritetsprincipet er eo ipso at give det et Dødsstød; thi Autoriteten hviler ikke paa Grunde. Lamennais’[LIX] Theori, der ved første Blik kunde synes saa absolutistisk, var ved nærmere Betragtning i høi Grad populær. Den hele Bygning hvilte paa Læren om Menneskeslægtens Autoritet. Men under hint Princip om Menneskeslægtens Autoritet rørte sig et andet, og hvilket andet vel end hint gamle Rousseauske, af Reactionens Mænd saa energisk bekjæmpede Folkesouverainitetens Princip! Læserne mærkede det ikke strax; Forfatteren følte det heller ikke; men det laa der, det slumrede og en skjøn Dag vaagnede det og kjendtes igjen af Alle. – Lamennais[LX] vilde erstatte Monarchiet med Theokratiet. Men Theokratiet var ikke populært, i alt Fald kun populært, naar Ordet omskreves efter det gamle Ordsprog: vox populi, vox dei, |326| naar Guds Røst altsaa betød Folkets Røst. Det praktiske Resultat af hans Lærdomme blev da kun Svækkelsen af den verdslige Myndighed, der skulde underkastes den almindelige Fornufts Dom; thi den almindelige Fornuft, der først var bleven personificeret i den souveraine Kirke, personificeredes meget snart i det souveraine Folk. Da Lamennais[LXI] endte med at kalde Aanderne til Oprør i »Paroles d’un croyant[0007]«, viste det sig, at han kun havde gjort den Frontforandring nu at ville Theokratiet til Bedste for Folkene istedenfor tidligere til Bedste for Fyrsten.
Julirevolutionen sikrer ham Pressefrihed, og den første Brug, han gjør af den, er den at fordre Undervisningsfrihed og Kirkens Adskillelse fra Staten. Han haaber saaledes at kunne bringe hele Undervisningen ind under Kirken og faae den berøvet sit verdslige Præg. Da han i Slutningen af 1830 grunder Bladet »Avenir[0008]«, er dets Program Adskillelsen af Kirke og Stat. Alle Angreb besvarer han med Appel til Rom[e], hvis Program nødvendigvis maa og skal falde sammen med Bladets; men Vaticanet[f] tier haardnakket. Sagen var, at Pavemagten ikke havde det Allerringeste tilovers for Lamennais’[LXII] Liberalisme og aldeles ikke følte sig oplagt til at give Afkald paa Statens Tilskud til Kirken. Da nu Modstanderne vedbleve at paastaae, at Lamennais’[LXIII] og hans Medarbeideres Meninger ikke stode i Over|327|ensstemmelse med den katholske Orthodoxi, reiste i Februar 1831 Lamennais[LXIV] til Rom[g] for at spørge Paven, om det, som han udtrykte sig, »var en Forbrydelse at kjæmpe for Gud, Retfærdighed og Sandhed, og om han overhovedet burde fortsætte sine Bestræbelser«. Man holdt ham i Rom[h] hen med Snak og Udflugter lige til August 1832. Saa udkom den Bulle, hvori han, Indifferentismens Forfølger, dømtes for religiøs Indifferentisme. Det hedder her: »Af denne Indifferentismens urene Kilde udstrømmer ogsaa den vildfarende og absurde Sætning eller det Delirium, at man bør hævde og sikre Alle Samvittighedsfrihed […] Men, som Augustinus[LXV] sagde, hvilken værre Død gives der end Frihed til at fare vild? Thi det forstaaer sig, at naar enhver Tøile tages bort, der kan holde Menneskene indenfor Sandhedens Stier, saa styrter deres Natur, der helder til det Onde, ned i Afgrunden […] Hertil henhører ogsaa den afskyelige Frihed, for hvilken man aldrig kan have Rædsel og Modbydelighed nok, som benævnes Boghandelens Frihed til at offentliggjøre et hvilketsomhelst Skrift, en Frihed, som Nogle med saa megen Iver vove at forfægte«.*)*
Det var |328| rene Ord for Pengene, som man siger; Lamennais[LXVII] underkastede sig, og hans Blad gik ind. Det er let at forstaae, at han følte det, som var der rakt ham et Malurtbæger, let at begribe, at der nu ikke behøvedes mere end en Draabe for at bringe det til at flyde over. Han stod fra nu af paa Springet til at kaste sig over i Revolutionens Arme. Han gjorde kort Tid efter dette Spring.Men hvad der for os, der blive staaende ved det første Udviklingsstadium hos Lamennais[LXVIII], er psychologisk interessant, det er at iagttage hvorledes hans naive Autoritetstro undergraves, saasnart han i Rom[i] faar Leilighed til at see Helligdommen nærved. Han skriver privat fra Rom[j]:
»Paven er from og vilde gjerne det Gode; men fremmed som han er for Verden, er han fuldstændig uvidende saavel om Kirkens som om Samfundets Tilstand: ubevægelig i det Mørke, der fortætter sig omkring ham, sidder han og græder og beder; hans Rolle, hans Mission er |329| at forberede og fremskynde de sidste Nedbrydninger, som maae gaae forud for den sociale Gjenfødelse, og uden hvilke denne enten vilde være umulig eller dog ufuldstændig; derfor har Gud givet ham i Hænderne paa Mennesker, der staae saa lavt, som det overhovedet er muligt at staae; æresyge, gjerrige, fordærvede som de ere, paakalde de i deres fæiske Raseri Tartarerne for i Europa at oprette hvad de kalde Ordenen.«
Er det ikke et mærkværdigt Træf, at ogsaa Lamennais[LXIX] skal ende med at støde an mod dette Ord, der saa fuldstændigt havde opbygget den hele Generation. Som Victor Hugo[LXX] under sine Forsøg paa at hævde Smagsautoriteten tilsidst føler sig tvungen til at kritisere og udvide Begrebet Orden, saaledes nødes Lamennais[LXXI] under sin Kamp for Katholicismen til det Samme. Med hvilken Vemod og hvilken Lidenskab skildrer han ikke i sine Breve den Corruption, han har fundet blandt hine »Ordenens« Piller i Rom[k]:
»Katholicismen var mit Liv, fordi den er Menneskehedens Liv; jeg vilde forsvare den, jeg vilde drage den op af den Afgrund, ned i hvilken den hver Dag synker dybere, Intet var mere let. Bisperne have fundet, at det ikke var dem tilpas. Saa stod da Rom[l] tilbage. Jeg reiste derhen, og jeg saa den infameste Kloak, der nogensinde har besudlet menneskelige Blikke. Tar|[330]|quiniernes kjæmpemæssige Afløbsrende vilde være for snever for saameget Skarn. Der hersker ingen anden Gud end Egennytten; man vilde der gjerne sælge Folkene, sælge Menneskeslægten, sælge de tre Personer i den hellige Treenighed, hver for sig eller alle under Et, for et Stykke Jord og for nogle Piastre.«
Saaledes viste sig paa nært Hold for Lamennais[LXXII] den Magt, til hvis mest uforfærdede Ridder han havde gjort sig. Hvad Under at han skiftede Front! hvad Under at han ligesom de gamle Saxeres hedenske Præster, med hvem Renan[LXXIII] har sammenlignet ham, selv med et sikkert rammende Øxehug nedhuggede den Guddom, til hvis Alter han havde kaldt den modstræbende Verden!
Dog interessantere endnu end dette Klarsyn paa et enkelt Punkt ere de Glimt af en høiere Erkjendelse i Almindelighed, der nu spores i Lamennais’[LXXIV] Breve. Indtil nu havde han søgt den absolute Sandhed, og det var Autoriteten, der skulde garantere ham denne. Nu naaer han med Et til Relativitetsideen, den Idee, som grundigst og fuldstændigst gjør det af med Autoritetsprincipet: »Jo ældre jeg bliver, des mere undrer jeg mig over at see, at de Meninger, der have dybest Rødder i os, afhænge af den Tid, hvori vi have levet, af det Samfund, hvori vi ere fødte, og af tusinde ligesaa forbigaaende Omstændighe|[331]|der. Tænk blot, hvilke Meninger vi vilde have, hvis vi vare komne 10 Aarhundreder tidligere til Verden eller i samme Aarhundrede i Teheran[m], i Benares[n], paa Otaheiti[o]!«*)*
Der er mere sand Philosophi i disse Par Ord end i hele Lamennais’[LXXV] berømte Hovedværk.Vi have ladet os drage et Par Aar for langt frem i Tiden ved at følge Lamennais[LXXVI] til det Punkt, hvor han foretog Overgangen til Demokratiet. Da i 1823 »Essai sur l’indifférence[0010]« foreligger færdig, vil han endnu som alle Restaurationstidens andre Theokrater ved Kirkens Autoritet styrke Fyrstens.
Imidlertid døer denne Fyrste og Carl d. 10de[LXXVII] bestiger Tronen. Han bestiger den med al mulig Pomp og Pragt. Man fører ham til Reims[p] for at han kan blive salvet. Den 20 Mai 1825 fandt Salvningen Sted, og det syntes som om al gammel monarchisk og clerical Overtro i den Anledning var steget op af Graven. Det var saaledes en gammel Tro, at kronede Hoveder vare istand til at kurere Kjertelsyge. Denne Mening var saa uomtvistet, at under Ludvig d. 15de[LXXVIII], der ogsaa gjorde Brug af dette gamle Privilegium, en Dame fra Valenciennes[q], der havde ladet sig berøre af Kongens Hænder og der i den Hensigt at |332| gjøre sin Lykke havde indsendt en Lægeattest for at hun nu var ganske fri for Kjertelsyge, fik det Svar: »De Prærogativer som Kongerne af Frankrig nyde med Hensyn til Helbredelse af Kjertelsyge ere blevne godtgjorte ved saa authentiske Beviser, at de ikke trænge til at stadfæstes ved nye Vidnesbyrd.«
Det var under Ludvig d. 15de[LXXIX]. Under Carl d. 10de[LXXX] viste man sig ikke mindre rettroende. Jeg har fortalt, hvorledes det under Revolutionen gik Ampullaen med den hellige Olie. Den blev slaaet i Smadder. Ikke desmindre fandtes der nu en Troende, som paastod, at han, dengang da Helligbrøden blev begaaet, havde opsamlet nogle Skaar med Draaber af den hellige Olie og bevaret dem til nu. Præst og Kirkeforstander anerkjendte Skaarene for ægte. Carl d. 10de[LXXXI] lyksaliggjorde da en skjøn Dag sit Land med Budskabet om, at han vilde lade sig salve med Clovis’[LXXXII] hellige Olie. Skaarene bleve føiede ind i en ny med Guld og Ædelstene bedækket Ampulla, og de kostbare Draaber fortyndede med andre. Jeg har alt i Anledning af Napoleons[LXXXIII] Kroning berørt, hvorledes Salvningen gik for sig. Kl. 10 næste Morgen besteg Kongen en prægtig Skimmel og red med et glimrende Følge og escorteret af en Trop Gardehusarer til St. Marculphs-Hospitalet[r]. Der ventede den første Livlæge og den første Livchirurg i Spidsen for 121 Kjertelsyge. |333| Kongen forrettede en kort Bøn i Hospitalskapellet og gav sig saa tappert til Arbeidet med at kurere dem. Den berømte Chirurg Dupuytren skammede sig ikke ved at være behjælpelig og holde de Syges Hoved iveiret under Comoedien.
Høitideligheden blev besunget af Lamartine[LXXXIV] i en hel Cyclus af Digte (»Chant du sacre[0011]«) og af Victor Hugo[LXXXV] i en begeistret Ode. Men i Anledning af denne mindeværdige Begivenhed blev der tillige skrevet en lille Chanson, der snart skulde paadrage sin Digter en Retssag og en Dom. Digtet hed »Karl den Enfoldiges Salvning[0012]« og var forfattet af Béranger[LXXXVI].
I Victor Hugos[LXXXVII] Ode »Le sacre de Charles X[0013]« var Tonen, som den følgende Strophe betegner den, troende, bibelsk og monarchisk:
Hos Béranger[LXXXVIII] derimod var den respectstridig til det Yderste. Jeg anfører et Par Stropher som Prøve:|334|
Le sacre de Charles-le Simple.
Med Undtagelse af Delavigne[LXXXIX], der nedstammer directe fra det 18de Aarhundrede, og som i sine »Messéniennes[0014]« aldrig skilte Revolutionens Principer fra Nationalfølelsen, var Béranger[XC] den eneste Digter, der havde holdt sig udenfor den herskende Gruppe af Aander og Talenter. Han var født 1780, oplevede 9 Aar gammel Bastillens Indtagelse og forvandt aldrig dette Indtryk saalidt som Indtrykkene af sin Børnelæsning Voltaire[XCI]. En Anekdote fra hans Barndom viser, hvor tidligt han havde dannet sig sin Livsbetragtning. En Dag, da Béranger[XCII] var 13 Aar gammel og netop stod og lo yderst haanligt af sin Tante, der under et voldsomt Uveir bestænkede Stuen med Vievand, hændte det sig, at Lynet pludseligt slog ned i Stuen lige ved Siden af ham, saa han nogen Tid laa hen i fuldstændig Lamhed. Man antog ham for død. Da han slaaer Øinene op, er hans første Ord til hans gode og fromme Tante det triumpherende Udraab: »Naa, hvad hjælper saa dit |336| Vievand!« Anekdoten er sand og er med megen Indignation fortalt af clericale Skribenter. I samme Aand var det, at han nu gik løs paa Bourbonerne, og deres Vievand hjalp dem ikke Noget.
Men paa samme Tid som de gjorde sig latterlige, viste sig det besynderlige Phænomen, at Napoleon[XCIII] fra forhadt var bleven poetisk, fra en historisk Skikkelse bleven til en mythisk. Endnu medens han levede, var han bleven til en Sagnhelt. Den pludselige Ubevægelighed, der hos ham nødtvungent var fulgt paa en Virksomhed, der havde holdt hele Europa i Aande, virkede mægtigt paa Sindene. Den fjerne ensomme Klippeø ude i det store Ocean syntes ligesom kun at være Fodstykke for Helten. Den virkelige Bonaparte[XCIV] forvandledes til en ideal Napoleon[XCV]. Historien afstod ham til Oden, Meditationen, Dithyramben, den krigerske Chanson og Heltedigtet, kort sagt til Legenden. Selv hans fordums Fjender kunde ikke holde et Udbrud af Beundring tilbage for denne Mand, hvem Alle bestandig havde Øinene henvendt paa. Chateaubriand[XCVI] sagde dengang de bekjendte Ord, at »Napoleons[XCVII] graa Frakke og Hat paa Enden af en Stok paa Kysten ved Brest[s] vilde være nok til at bringe hele Europa til at gribe til Vaaben.« Og Ungdommen, som nylig havde været glad ved at turde bryde sine Geledder og afryste den tyranniske Disciplin, længtes nu atter efter |337| Austerlitz[t]solen. Den havde, siger Musset[XCVIII], drømt om Moskaus[u] Is og Pyramidernes Sol. Nu syntes Jorden den tom. »Kongen af Frankrig sad paa sin Trone og Nogle rakte ham deres Hat, og han kastede en Almisse i den, og Andre rakte ham et Crucifix, og han kyssede det. Og naar de Unge talte om Hæder, svarte man dem »Bliv Præster!« og naar de talte om Ære, svarte man »Bliv Præster!« og naar de talte om Haab, om Elskov, om Kraft og Liv, bestandig: Bliv Præster!«*)*
Saa bleve de da Præster. Hvorfor og hvordan de bleve det, kan man see i de Romaner, der skildre Tiden, f. Ex. i Beyle’s[C] »Rouge et noir[0016]«. Men det var Præsternes gyldne Tid. Allerede 7 Juni† 1814, tre Dage efter Chartet, var den famøse Ordonnants udkommen, der forordnede tvungen Høitideligholdelse af Søn- og Festdage. Man skulde nu under Straf af Pengebøde være katholsk. Selv Ikke-Katholske bleve tvungne til at smykke deres Huse, naar Sacramentet blev baaret forbi. 7 Aug. 1814 blev Jesuiterordenen høitideligt gjenoprettet. Al Undervisning blev lagt i Geistlighedens Hænder. Man gik ud paa at knuse Universitetet allerede af den Grund, at en stor Del af den studerende Ungdom havde del|338|taget i Paris’[v] Forsvar mod de Fremmede, altsaa i en Uafhængighedskamp.
Fra nu af begynder i den katholske Kirke en kortvarig Gjæring, til hvilken Lamennais’[CI] Kamp med Gallikanismen hører, hvilken efter en Snes Aars Forløb fører til et hidtil ukjendt Særsyn, det Særsyn, at Katholikerne ere blevne enige. Katholicisme og Ultramontanisme bliver Et. Og endnu et Særsyn af beslægtet Art, som ingen tidligere Tid havde seet, oplever vort Aarhundrede. Den kirkelige Enighed udbreder sig videre endnu end til de egentlige Troesfæller. Den protestantiske Kirke strækker Haanden ud imod den katholske, som den engang havde bekjæmpet som den babyloniske Skjøge. Kaste vi da et Blik ud over Kirkens senere Udvikling, finde vi, at i vore Dage er Forskjellen mellem den orthodoxe Protestantisme og Katholicisme kun et Skin, kun Forskjellen mellem Bibelens eller Pavens Ufeilbarhed. Protestanterne forkaste det 18de Aarhundredes Rationalisme og det 19de Aarhundredes Kritik, gaae tilbage til det 16de og 17de Aarhundredes Bekjendelser og finde dem ikke orthodoxe nok; Luther[CII] er gaaet dem for vidt. Schleiermacher[CIII] gjælder for vantro i det orthodoxe Tydskland, Bossuet[CIV] nævnes aldrig mere af Frankrigs Katholiker. Han gjælder for Kjætter, fordi han ikke er ultramontan. Selv Montalembert[CV] nævner ham i sin »Des intérêts catholiques au 19me siècle[0017]« med en vis |339| Misbilligelse. Ikke nok hermed: de katholske Polemikere hengive sig til Betragtninger over Verdenshistorien, der føre til en Art Korstog imod de store hedenske Genier, der have grundlagt Europas Civilisation, som f. Ex. Pindar[CVI], Plato[CVII], Virgil[CVIII],*)*
en Polemik, hvortil Grundtvigs[CX] tidligste verdenshistoriske Fordømmelsesdomme i vor egen Litteratur afgive et Sidestykke. Med Jubel udraaber derfor Montalembert[CXI] i det nysnævnte Skrift: »Løgnehistorien, Parodihistorien, Declamationshistorien, som den forfattedes af Voltaire[CXII], Dulaure[CXIII] og Schiller[CXIV], der opdroge vore Fædre, vilde i vore Dage neppe blive taalt i en Feuilleton.« Man behøver kun at gjennemblade Lamennais’[CXV] »Correspondance[0020]« for at faae det Indtryk, at Julirevolutionen for en stor Del var foraarsaget ved Præstepartiets Adfærd. Navnlig viste Jesuiterne sig som Galskabens Grenaderer. Missionærer udsendtes over hele Frankrig. Deres brændende Tro skyldtes deres grove Uvidenhed. De omvendte undertiden hele Regimenter paa een Gang, der saa førtes til Altrene af deres Officierer.Mariadyrkelsen tog et Opsving som ingensinde før. Den samme Bevægelse foregaaer i vore Dage (kun hurtigere) med Troen paa Maria som i Middelalderen med Troen paa Christus. |340| Hun forvandles lidt efter lidt fra et menneskeligt til et guddommeligt Væsen.
Følge vi for et Øieblik den religiøse Reactions Bevægelse ud over den Periode, vi behandle, saa see vi, hvorledes man med Kjæmpeskridt gaaer videre ad den betraadte Vei. Dogmet om Marias ubesmittede Undfangelse, for hvilket Middelalderen i det 12te Aarhundrede var veget tilbage, fastslaaes i vore Dage. Maria fortrænger umærkeligt Christus og bliver Frankrigs Guddom, som hun tilforn var Italiens og Spaniens. Med Stolthed forkynde Katholikerne, at Marias Aarhundrede er fulgt paa Voltaires[CXVI] Aarhundrede. I en Lærebog, efter hvilken de katholske Præster opdrages,*)*
hedder det: »Man bør hædre den hellige Jomfru som den evige Faders Hustru, da han med hende og i hende har avlet vor Herre Jesus Christus; man bør i hende hædre alle de guddommelige og tilbedelsesværdige Fuldkommenheder, som Gud har ladet gaae over til hendes Person, idet han med overordentlig Overflod har meddelt hende sin Frugtbarhed, sin Visdom, sin Hellighed og sin guddommelige Livsfylde.« I en Bog, som Erkebisp Malou[CXVII] har udgivet om den ubesmittede Undfangelse, skildres Maria som paa een Gang Datter af Gud, Hustru til Gud og Mo|341|der til Gud. Treenighedens Slægtskabsforhold blive her saa indviklede, at Maria† bl. A. bliver Datter af sin egen Søn. I en Bog af Abbed Guillou† [CXVIII]: »Le Mois de Marie[0022]« fremstilles hun endog som en Art Overgudinde, til hvem man derfor helst bør bede: »At være Guds Moder, det vil sige at have en Art Almagt over selve Gud og, om det er tilladt at sige saa, at bevare en Art Autoritet over ham.« Saaledes havner Autoriteten tilsidst hos Madonna. Paa de gamle Scholastikeres Vis giver man sig til hos Kirkens Fædre at samle Bevissteder for den ubesmittede Undfangelse. En enkelt Geistlig ved Navn Passaglia[CXIX] har alene samlet 8000. Ja Erkebiskop Malou[CXX] erklærer at kunne levere ikke mindre end 800,000 Beviser derfor. Man svimler. Føi hertil Reliquiedyrkelsen, som fulgte omkring Midten af vort Aarhundrede; thi Reliquierne, der under Revolutionen havde ophørt at gjøre Mirakler, gjøre paany Mirakler for den Generation, der er opdragen af Jesuiterne. Man finder Jesu hellige Kjole. Men tvende Byer gjøre Fordring paa at besidde den og begge have deres Kjole anerkjendt som den ene sande af en Pave. Man valfarter da til dem begge to. Görres[CXXI] jubler i sine »Historisch-politische† Blätter[0023]« over Pilgrimsfarten til den hellige Kjole i Trier[w]. Da den hellige Jomfru aabenbarer sig i La Salette[x], vandre ikke mindre end 300,000 Pilegrimme til Stedet.|342|Endelig udmunder den religiøse Reaction da i Pius d. 9des[CXXII] »Syllabus«, hin berømte Bulle, der stempler den frie Tanke som et Frihedens Delirium, fordømmer borgerligt Ægteskab, Adskillelsen af Kirke og Stat, Religionsfrihed, Pressefrihed og Talefrihed og fordømmer den Vildfarelse, at Kirken skal forsone sig med »Fremskridtet, Liberalismen og den moderne Civilisation«. Dog næsten endnu curiøsere end »Syllabus« ere Forsvarsskrifterne derfor, den tydske Biskop Kettlers[CXXIII] betitlet »Den falske Frihed og den sande Frihed[0024]« og den franske Biskop Dupanloups[CXXIV] »La convention du 15 septembre† et l’Encyclique du 8 décembre[0025]«, der forklarer og retfærdiggjør Pavens Kamp mod »den frække Fornegtelse af alle de store Sandheder, der udgjøre Grundvolden for det menneskelige Samfund«. Man maa kun ikke troe, at disse Brochurer ere meget paafaldende i deres Form eller fulde af iøinefaldende Taabeligheder. De ligne i Tone og Indhold mest en moderat Artikel i en dansk liberal Avis.
Jeg har angivet de Resultater, hvortil den nykatholske Retning førte. Men vel at mærke disse Resultater høre kun Historien, ikke mere Litteraturhistorien til. Enhver Retning er altid historisk længe efter at den har ophørt at være litteraturhistorisk. Dette er den kun, saa længe den endnu har ikke blot Magthavere, Hertuger og Bisper, men Aander og |343| Talenter i sin Tjeneste. Det har den religiøse Reaction efter 1830 ikke mere i Frankrig. Forskjellen paa Reactionen i 1820 og paa den modbydelige og oprørende Reaction, der nu suger Marven ud af det svækkede og ulykkelige Frankrig, er den, at medens den dengang blomstrende Reaction havde næsten Alt hvad Frankrig besad af Aand og Talent i sin Tjeneste og i sin Hær, saa har den nu ikke et eneste litterært Navn at opvise. Heri ligger, at der ingen Grund er til at fortvivle om Fremtiden.
Lad os da nu see, hvorledes Reactionen i Datiden blev beseiret: Den angrebes for det første udenfra: Dagspressen bekjæmpede Obscurantismen, Béranger[CXXV] sang sine Viser om den, en enkelt driftig Forlægger Touquet[CXXVI] udgav fra 1817-24 alene 31,600 Exemplarer af Voltaire[CXXVII] (1,598,000 Bind) og 24,500 Exemplarer af Rousseau[CXXVIII]. Touquet[CXXIX] blev vel dømt af Politiet; men dette vakte en saadan Forbitrelse, at »Globe[0026]« truede med et Massefrafald fra Katholicismen. Touquet[CXXX]-Udgaverne oversvømmede da Landet paany. Den klassiske Pamphletist Paul-Louis Courier[CXXXI] gjennemhaanede Regjeringen paa den blodigste Maade. Han samlede sin politiske Theori i Sætningen: »Folket skal paabyde Regjeringen den Vei, den skal gaae, som man angiver Veien til en Kudsk, man betaler, og som skal kjøre os ikke hvorhen han vil eller som han vil, men hvorhen vi ville |344| kjøre og ad den Vei, vi foreskrive ham«. Regjeringen tabte Proces paa Proces mod Courier[CXXXII].
En af de morsomste og for os nutildags interessanteste af hans Pamphletter er den, i hvilken han udtaler sig mod Kjøbet af Chambord[y]. Den unge Hertug af Bordeaux[z], nuværende Greve af Chambord[aa], var født saa længe efter Faderens Død, at det betragtedes som en Himlens Tilskikkelse. Lamartine[CXXXIII], Victor Hugo[CXXXIV] og Musset[CXXXV] besynge den vidunderlige Begivenhed, og de to første sammenligne Henri[CXXXVI] med Bibelens Joas[CXXXVII]. Det Forslag opkommer, at aabne en Nationalsubscription til Kjøbet af Slottet Chambord[ab], og sit Princip at chicanere tro, skriver Courier[CXXXVIII] herimod fra et Bondestandpunkt. Endelig giver snart den hele Historieskrivning med Undtagelse af Michaud[CXXXIX] sig til at arbeide for Fremskridtets Sag. Thiers[CXL] begynder 1823 sin Historie, der gjør samme Virkning som Bérangers[CXLI] Sange.
Det havde hidtil altid været Skik i Frankrig, at Regjeringen understøttede Litteraturen. Med Undtagelse af Napoleon[CXLII] havde alle Frankrigs Regenter gjort det. Man ventede det af Bourbonerne, men det skete ikke, med hvor sværmerisk en Sympathi end fra først af Digterne og Forfatterne kom dem imøde. Paa de faa, som vare antidynastisk sindede, hævnede man sig saa godt man kunde; for at straffe Béranger[CXLIII] trak man hans Rival Désaugiers† [CXLIV] til Hoffet; for at |345| straffe Delavigne[CXLV] afsatte man ham fra hans Embede som Bibliothekar.
Men værre end Angrebene udenfra vare de Spirer til Opløsning, der viste sig inde i Autoritetsskolen selv. Vi have allerede seet, at Lamennais[CXLVI] stod paa Frafaldets Rand. Og som hos ham, saaledes opdagede man snart hos alle de andre Spirerne til det Nye midt under deres Forfægten af det Gamle. Lamartine[CXLVII] vedblev vel at synge sine religiøse Hymner; men den strenge Genfer[ac]præst Vinet[CXLVIII] opdagede snart, at denne Religiøsitet kun tilsyneladende var Christendom, og at der under de christelige Talemaader lurede en meget lidet orthodox Pantheisme.*)*
Victor Hugo[CL], der efter sin første Optræden skulde antages for mere paalidelig, viste sig snart, ikke blot ved sine Digtes Form, men ved deres Indhold, som en usikker Acquisition. Efterat hans kongeligsindede Moders Indflydelse længe havde været overveiende hos ham, dukker, alt som den Napoleontiske Legende er ifærd med at danne sig, Paavirkningen fra Faderen atter op, og han, som var begyndt med at stave Bonapartes[CLI] Navn paa Italiensk, skriver 1827 sin første Ode til Vendômesøilen, i hvilken den glødende Begeistring for Keiseren og Keisertiden hos ham for |346| første Gang giver sig Luft: den vakte megen Opsigt og stor Forundring. Man forudanede fra nu af i ham den Digter, der tre Aar senere i Fortalen til »Hernani[0027]« skulde definere Romantismen som »Liberalismen i Litteraturen«.
Men hvad der allermest fremmede Autoritetsskolens Opløsning, det var at Bourbonerne i 1824 havde gjort deres store og afgjørende Dumhed overfor Litteraturen. Chateaubriand[CLII] var paa den haanligste Maade bleven udstødt af Ministeriet Villèle[CLIII], og det netop i det Øieblik, da han havde skaffet det Bourbonske Navn en Triumph ved den lykkeligt tilendebragte spanske Krig, som han pleiede at kalde sin politiske »René[0028]«, det vil sige sin Politiks Mesterstykke.*)*
Man forhaanede Chateaubriand[CLV], den Mand, hvem man paa en Maade skyldte Alt, ham, der havde lagt Grundstenen til den hele Bygning, som man havde opført. Christelig Ydmyghed var ikke Grundtrækket i hans Charakter, og han vendte ikke den høire Kind til, naar man slog ham paa den venstre. I Juni 1824 gik han aabent over til Oppositionen, blev dens Fører og overtog Ledelsen af »Journal des Débats[0030]«. Han trak snart den hele seraphiske Digterskole, hvis Patriarch han var, efter sig. |347| Lafayette[CLVI] sendte ham et Laurbærblad. Constant[CLVII] smigrede ham. Han begyndte at fraternisere med Béranger[CLVIII] og blev besunget af denne. Victor Hugo[CLIX] skrev en Ode til ham (Livre III Ode 2), der skulde paa eengang forherlige og trøste, og hvori der forekom Ord som disse: »Hvad vilde Du ogsaa ved et Hof?« eller: »Der gives intet Skjønnere end et Laurbærtræ, som Lynet har ramt.« Hans Frafald gav Restaurationen et Stød i Hjertet. Saalænge Restaurationstidens Skuffelser havde varet, havde Frankrigs Digterskole været »immanuelisk« og seet en Skytsengel ved hvert Menneskes Vugge og Baare. Med Chateaubriands[CLX] Illusioner faldt ogsaa alle de Andres, og istedenfor hin Skole traadte en anden, som Southey[CLXI] gav Navnet »satanisk« og som tog imod det, en Skole med skarpt Blik for det Onde og for alle Rædsler, med pessimistisk Aandsretning og revolutionære Sympathier.Men ind i den Sindsbevægelse, der var foraarsaget ved denne uforudsete og betydningsfulde Begivenhed, greb en anden endnu betydningsfuldere og følgerigere Begivenhed, der virkede Verden over: Efterretningen om Byrons[CLXII] Død.
Denne Efterretning virkede saa meget des mægtigere som den bragte Sympathierne for den første Frihedskamp, der havde fundet Sted siden Revolutionen, til at slaae ud i lyse Luer. Et nyt Ideal dannede sig i det menneskelige Sind. |348| Med Napoleon[CLXIII] var den positive Storhed falden, de virkelige Helte for en Tid forsvundne fra Jorden. Den menneskelige Beundring var tom som en Piedestal, hvis Statue er bleven den berøvet. Lord Byron[CLXIV] besatte paany den tomme Plads med sine Heltes phantastiske Storhed. Napoleon[CLXV] havde afløst Werther[clxvi], René[clxvii] og Faust[clxviii], Byrons[CLXIX] prometheiske og desperate Helte afløste Napoleon[CLXX]. Han stemte vidunderligt med Tidens Trang. Den orthodoxe Dogmatisme havde i Aarhundredets Begyndelse overvundet den revolutionært-fritænkende Dogmatisme og var nu paa sin Side undergravet og forældet. Hverken den systematiske Fornegtelse eller den systematiske Religiøsitet havde nogen Fremtid i dette Øieblik. Tilbage stod da Tvivlen som Tvivl, den poetiske Radicalisme, de tusind smertelige og urolige Spørgsmaal om Menneskelivets Maal og Værdi. Det var hvad Byron[CLXXI] bragte.
Men han spurgte ikke neutralt. Det var Oprørsaanden, som spurgte ud af ham og som gjennem hans Mund forenede de unge Slægter til et verdensborgerligt Samfund. De istemmede med ham det varselsfulde Ord
Hans Død blev langt mere end hans Liv virksom for Frihedens almindelige Sag. Restaurationen havde ført Menneskene til et Høide|349|punkt af dyrisk Underkastelse under Autoriteten, af slavisk Underkastelse under Theologien, af undersaatlig Underkastelse under Magten, til et Høidepunkt af Slaphed og Hykleri. Den var raaden indtil Marven, men udadtil støttet til Overtro og Bajonetter. I England havde Bentham[CLXXII], den radicale Philosoph, skamfuld over at see Reactionen seirrig selv i det videst fremskredne Land, forsøgt at undergrave den ved at tale til Menneskenes Interesser. Byron[CLXXIII] løslod alle Lidenskaber. Det gjaldt for ham ikke om at virke paa et enkelt Punkt, men om at revolutionere Sindene, at vække Følelsen af Tyranniet. Alliancepolitiken troede for altid at have lænket Revolutionsaanden, indbildte sig for evigt at have overhugget det Baand, der bandt dette Aarhundrede til det 18de. »Da knyttede denne ene Mand atter Traaden, som en Million Soldater havde overrevet. Amerikansk Republikanisme, tydsk Fritænkeri, fransk Omvæltningslyst, angelsachsisk Radicalisme, Alt syntes forenet i denne ene Aand. Efter Revolutionernes Undertrykkelse, Pressens Knevling, Videnskabens Selvunderkastelse traadte Indbildningskraftens Søn, den fuglefrie Digter frem foran Brechen«, og kaldte alle kraftige Aander til Vaaben endnu engang mod den fælles Fjende.*)*
Restaurationen overlever i Grunden ikke ham. |350| Autoritetsprincipet har aldrig havt en mere hensynsløs Modstander.*)*Reactionen i det franske Aandsliv begynder litterært i Følelsens Navn med Madame de Staël[CLXXXI] og den hele Gruppe af Skribenter, der slutte sig til hende, socialt i Ordenens Navn med Robespierre[CLXXXII] og den hele Skare af Revolutionsmænd, der slutte sig om ham. Det Fælles for Madame de Staël[CLXXXIII] og Robespierre[CLXXXIV] er, at de begge ere Disciple af Rousseau[CLXXXV]. Efter Reactionen imod Voltaire[CLXXXVI] følger saa Reactionen imod Rousseau[CLXXXVII]. Paa Festen for det høieste Væsen følger det store Indvielsestedeum i Notre-Dame[ad], og paa Madame de Staël[CLXXXVIII] følger Bonald[CLXXXIX]. Følelsens Princip fortrænges, eller benyttes som hos Chateaubriand[CXC] til Støtte for Autoriteten, Ordenens Princip identificeres med Autoritetsprincipet, der snart behersker alle Sphærer i Livet og Litteraturen. Dette Princip er ligesom incarneret i det første Hold af Reactionære, hvis Høvdinge ere De Maistre[CXCI] og Bonald[CXCII]. Det faaer sit |351| Heltedigt i »Martyrerne[0041]«, og Ordenens Idee behersker Skildringen af Himmelen, af Helvede og stundom selv af det jordiske Landskab. Principet faaer sit politiske Mindesmærke i »den hellige Alliance«. Det Overnaturlige fortrænger det Naturlige af Poesien. Til det seraphiske Epos svarer en seraphisk Lyrik og Erotik, desuden seraphiske Pilgrimsfarter og seraphiske Varsler og Syner.
I intet Land havde Autoritetsprincipet været saa respecteret for den litterære Forms Vedkommende som i Frankrig. Det hævdes da ogsaa af den nye Digterskole. Men ulykkeligvis sees det snart, at det nye reelle Princip, den christelige Tradition, staaer i levende Strid med Litteraturens traditionelle Principer, og Autoriteten vakler her. Paa lignende Maade er den hellige Alliances Opfinderinde bleven lyst i Kuld og Kjøn af Magthaverne, saalænge det syntes, at hendes Principer faldt fuldstændigt sammen med Magtens. I det Øieblik det iagttages, at den christelige Tradition kan komme til at staae som et urostiftende Princip overfor Autoriteterne, føle disse sig tvungne til at sønderbryde det Redskab, de nyligt benyttede, og det religiøse Broderskabs Tanke staaer i den følgende Tid som et revolutionært Princip overfor Magten og underminerer den med en Theori. Mest resolut og mest sammenhængende bliver under Restaurationstiden det politisk-religiøse Autoritetsprincip udviklet og forsvaret af Lamen|352|nais[CXCIII]; men det viser sig snart, at der under hans Lære om den almindelige Fornufts Souverainitet skjuler sig den revolutionære Theori om Folkesouverainiteten, og Principet opløser sig selv. Paa samme Tid tvinges Fjenderne af Pressens Frihed til at benytte sig af den som Middel, medens Modstanderne af det parlamentariske Regimente selv forfægte det for at styrte et Ministerium, der hindrer dem i at komme til Magten. Snart staae alle de Personligheder, vi have seet optræde, ligefra Chateaubriand[CXCIV] af til Mme de Krüdener[CXCV], fra Hugo[CXCVI] af til Lamennais[CXCVII] i Strid med de Magthavere, hvis Sag de med saa megen Iver tjente, og i Strid med det Autoritetsprincip, der havde behersket dem og Tiden. Saa falder da dette Princip for aldrig at reise sig mere.
Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet • Privatlivspolitik
