Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

|[1]|

Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1873 af

G. Brandes.

Den romantiske Skole i Tydskland.

Kjøbenhavn.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).

Græbes Bogtrykkeri.

1873.

Forbemærkninger

Generel

Georg Brandes’ tekster, ikke mindst Hovedstrømningers seks bind, er levende størrelser, der ændrede sig fra udgave til udgave i kraft af forfatterens revisioner. Disse havde med stilistik og ortografi at gøre, men også med substansen. Forfatteren blev klogere og mere indlæst i sine emner, ligesom han fik nye æstetiske og ideologiske impulser.

Dette variantapparat er selektivt, idet der er anlagt et kvantitativt defineret væsentlighedskriterium ved bedømmelsen af, hvilke varianter der skal medtages, nemlig: 2 linjers ændret tekst i form af strygninger, tilføjelser eller omarbejdelser i forhold til førsteudgaven. Samme pragmatiske begreb om varians er lagt til grund i Jens Kr. Andersen og Chr. Jacksons »Georg Brandes: Emigrantlitteraturen« (Danske Studier, 1971) og i Per Dahls forarbejder til en bibliografi over Brandes’ forfatterskab. Udpegningen af varianter er foretaget ved hjælp af både digitale kollationeringsværktøjer og analog kontrollæsning. Straks nedenfor i en indledende prosaredegørelse til hvert bind af Hovedstrømninger, er den varians, der falder uden for perspektivet, karakteriseret og eksemplificeret.

Det, der sammenlignes, er i alle tilfælde 1. og 2. udgaven af de enkelte bind af Hovedstrømninger. I nogle tilfælde af udgivelseshistorien er der indimellem disse udgaver skudt en tysk udgave, som var det egentlige grundlag for revisionen. De tyske varianter er ikke medtaget i apparatet. For udgivelses- og oversættelseshistorien til de enkelte bind henvises til redegørelsen for Udgaveforhold. Her findes også i kort form en beskrivelse af de større ændringer, der forekommer i senere udgaver af de enkelte bind.

Specifik: Varianter i Den romantisk Skole i Tydskland (1875 / 1892)

Tekst, tekst og atter tekst...

[* anfør, at kap. XII og XII i førsteudgaven i andenudgaven har byttet plads og nu hedder kap. XV og XVI (XII=XVI / XIII=XV). Strikte talt er der jo tale om store sletninger og tilføjelser, men det giver ingen mening her. I så fald kan man ikke følge redigeringen gennem varianterne...]

Udeladelse

En række mindre enkeltstående sætninger eller dele af sætninger fra udeladelsen optræder spredt i resten af indledningen i 2.-udgaven

Det vil være mine Tilhørere bekjendt, hvorledes den første Række af disse Forelæsninger er bleven modtaget. Den Reaction, som det er min Agt at skildre og afsløre, har forsøgt at tilintetgjøre den Bevægelse, der gik ud paa at byde den Stangen. Det er imidlertid langt fra, at der er Udsigt til, at dette vil lykkes. Franskmændene have et Ordsprog, som siger: Nul prince n’a tué son successeur.

De kjender Planen for det Arbeide, jeg har foresat mig. De veed, at jeg vil skildre Aarhundredets Litteraturbevægelse, den spirende og stigende Reaction først i dens Principer, saa i dens Gang til dens Culmination. Jeg vil saa vise Dem, hvorledes den mødes af det fra forrige Aarhundrede kommende frisindede Pust, der svulmer til en Storm og kaster Modstanden overende. Her er mange Værker at charakterisere, mange Personligheder at tegne. Min Opgave vil være at skildre Dem disse Personligheder og Værker i Profil, i saa skarp og sikker en Profil, som det er mig muligt. Ingen kan medtage Alt. Kraftigt at belyse det Hele, men fra een Side, saaledes at Hovedtrækkene springe frem og falde i Øinene, det er mit Princip. Jeg vil paa den ene Side stræbe at tage Litteraturhistorien saa psychologisk som muligt, gaae saa dybt ned, som jeg kan, gribe de Sjælerørelser, der længst tilbage, inderst inde forberede og frembringe den hvergang foreliggende Litteratur. Dertil maa jeg bede Dem om at see saa uhildet som muligt ind i Dem selv. Og jeg vil paa den anden Side forsøge at fremstille Resultatet i saa udvortes og haandgribeligt plastisk Form som muligt. Kunde det lykkes mig at give den dulgte Følelse og den abstracte Idee, der overalt ligger til Grund, i en præcis og anskuelig Form ligesom i Silhouet og Profil, da var min Opgave løst. Helst drev jeg altid Principet helt ud i Anekdoten.

Først og fremmest fører jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet. De vil allerede kunne see det deraf, at medens ældre Polemiker i vor Litteratur f. Ex. den mellem Heiberg og Hauch, ja selv den berømte Polemik mellem Baggesen og Oehlenschläger have holdt sig paa et udelukkende litterært Gebet og ere blevne til Disputer om litterære Principer alene, er Polemiken om mine Forelæsninger ei alene ved Oppositionens Uforstand, men lige saa meget ved Skriftets Natur kommen til at berøre en Vrimmel af religiøse, sociale, moralske Spørgsmaal. De maa ikke troe, at jeg paa Grund af Alt, hvad der i Anledning af min Bog er bleven discuteret, tillægger mine Forelæsninger en særlig Betydning. Tvertimod, mit Skrift var en lille og i og for sig ikke meget betydende Production. Men det kastede et nyt Princip ud paa Markedet, og der stod et Slag omkring det. Det mest vulgaire Terrain, siger Victor Hugo, vinder en vis Glands ved at blive Valplads: Austerlitz og Marengo ere store Navne og smaa Landsbyer. Efter at have reduceret Forholdene tør jeg vel anvende dette paa min Bog.

I denne min Opfattelse af Litteraturens Forhold til Livet ligger det, at den Litteraturhistorie, jeg lærer, ikke er Salonlitteraturhistorie. Jeg griber med saa kraftig Haand, jeg formaaer, ned i det virkelige Liv og viser, hvorledes de Følelser, der faae deres Udtryk i Litteraturen, opdukke i Menneskehjertet. Men Menneskehjertet er ingen stille Pyt og ingen idyllisk Skovsø. Det er et Ocean med en undersøisk Vegetation og frygtelige Beboere. Salonlitteraturhistorien som Salonpoesien seer i Menneskelivet en Salon, en pudset Balsal, Møbler og Mennesker lige polerede; Belysningen udelukker alle mørke Kroge. Lad den, som har Lyst, tage Tingene fra denne Side, det er ikke min Sag. Som den, der vil botanisere, maa gribe om Brændenælder saavel som om Roser, saaledes maa den, der vil studere Litteraturen, vænne sig til med Naturforskerens og Lægens uforfærdede Øie at see alle Former af Menneskevæsenet i deres Forskjellighed og deres indre Sammenhæng. Om Planten stikker eller dufter, gjør den ikke mere eller mindre interessant. – Jeg vil da komme til at berøre Et og Andet, som Convenientsen ellers udelukker af Samtale og Foredrag. Jeg beder Dem aldrig at stødes herover, men agte vel og nøie paa, i hvad Aand dette skeer, agte paa den Alvor og den fuldstændige Kulde, hvormed jeg omtaler de saakaldte brændende Sujetter.

Det er tydsk Litteratur, jeg nærmest vil komme til at behandle.

Den Opgave at skildre Tysklands romantiske Skole i Sammenhæng […] (1873:[3]-6 / 1891:[1])

Tilføjelse

En række mindre enkeltstående sætninger eller dele af sætninger fra andre steder i 1.-udgavens kapitel 1 er indarbejdet i tilføjelsen

[…] eller er det.

Her er mange Værker at karakterisere, mange Personligheder at tegne. Min Opgave vil være at skildre disse Personligheder og Værker i saa skarp og sikker Profil, som det er mig mnligt. Ingen kan medtage Alt. Kraftigt at belyse Helheden saaledes, at Hovedtrækkene springe frem og falde i Øjnene, det er mit Princip. Jeg vil paa den ene Side stræbe at tage Litteraturhistorien saa psykologisk som muligt, gaa saa dybt ned, som jeg kan, gribe de Sjælerørelser, der længst tilbage, inderst inde forberede og frembringe den hvergang foreliggende Litteratur. Og jeg vil paa den anden Side forsøge at fremstille Resultatet i saa udvortes og haandgribeligt plastisk Form som muligt. Kunde det lykkes mig at give den dulgte Følelse og den abstrakte Ide, der overalt ligger til Gmnd, i en præcis og anskuelig Silhoaet, da var min Opgave løst. Helst drev jeg altid Principet helt ud i Anekdoten.Først og fremmest fører jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet. Man vil allerede kunne 86 det deraf, at medens ældre Polemiker i vor Litteratur f. Ex. den mellem Heiberg og Hanch, ja selv den berømte Polemik mellem Baggesen og Oehlenschläger have holdt sig paa et udelnkkende litterært Omraade og ere blevne til Dispater om lit- terære Principer alene, er Polemiken mod det første Bind af! dette Værk ikke alene ved Oppo- sitionens Uforstand, men lige saa meget ved Skrif- tets Natnr kommen til at berøre en Vrimmel af religiøse, sociale, moralske Spørgsmaal. Den hjem- lige Reaktion, som falte sig nærbeslægtet med den, det er min Agt at skildre og afsløre, har forsøgt at tilintetgjøre den Bevægelse, der gik ud paa at byde den Stangen. Der er imidlertid langt fra nogen Udsigt til, at dette vil lykkes. Franskmændene have et Ordsprog, som siger: Nul prince na tué son successeur.

Men naar Litteraturen føres tilbage til Livet, saa kan Fremstillingen og Forklaringen af Men- nesker og Bøger ikke blive nogen Salonlitteratur- historie. Jeg griber ned i det virkelige Liv og viser, hvorledes de Følelser, der faa deres Udtryk i Litteraturen, opdukke i Menneskehjertet. Men Menneskehjertet er ingen stille Pyt og ingen idyllisk Skovsø. Det er et Ocean med en undersøisk Vegetation og frygtelige Beboere. Salonlitteraturhistorien som Salonpoesien ser i Menneskelivet en Salon, en pudset Balsal, Møbler og Mennesker lige polerede; Belysningen udelukker alle mørke Kroge. Lad den, som har Lyst, tage Tingene fra denne Side, det er ikke min Sag. Som den, der vil botanisere, maa gribe om Brændenælder saavel som om Roser, saaledes maa den, der vil studere Litteraturen, vænne sig til med Naturforskerens og Lægens uforfærdede Øje at se alle Former af Menneskevæsenet i deres Forskjellighed og deres indre Sammenhæng. Om Planten stikker ¶6Jegeller dufter, gjør den ikke mere eller mindre interessant ; men Botanikerens rolige Interesse parrer sig gjerne og let med den rent menneskelige Glæde ved Blomsternes Skjønhed.

Idet jeg psykologisk følger de dybere Bevægelser i Litteraturen fra Land til Land, forsøger jeg at sammenpresse det flydende Materiale ved en Paavisning af, hvorledes det fra Tid til anden krystalliseres i en eller anden tydelig og fattelig Type. Overfor denne Bestræbelse frembyder denne Periode af tysk Litteratur en overordenlig Vanskelighed. Det Typiske lader sig næsten ikke paapege, fordi det netop er denne Poesis Ejendommelighed at være uden faste typiske Former. Den er ikke plastisk, men musikalsk. Den franske Romantik frembringer faste Skikkelser, den tyskes Ideal er ikke en Skikkelse men en Melodi, ingen enkelt Form men en uendelig Higen, og skal den benævne sin Længsels Gjenstand, vælger den Udtryk som »et hemmeligt Ord«, »en blaa Blomst«, »Skovensomhedens Trylleri«. — Men disse Betegnelser ere Stemningsudtryk, og til enhver Stemning svarer en bestemt psykologisk Tilstand. Opgaven er at føre enhver Stemning, Følelse eller Længsel tilbage til den Gruppe af Tilstande, hvortil den hører. Tilsammen danner denne Gruppe en Sjæl. Og med en kraftigt udpræget Ejendommelighed staar en saadan Sjæl i Litteraturen som Repræsentant for mange, der levede uden selv at kunne skildre deres Væsen, men som gjenfandt deres Væsen i Skildringen. Saaledes vil maaske den Paavisning lykkes, at Karaktertypen ikke undslipper os, fordi Digteren giver sig til at male Landskab paa Landskab istedenfor at fremstille kraftige Personligheder, eller fordi han opløser sine Digte i den Grad i Musik, at han tilsidst kun bruger Allegro eller Rondo som Overskrifter, men at disse Landskabers ganske særegne Karakter og Naturen af denne Ordmusik er et betegnende Symptom paa en Sjælstilstand, der med tilnærmelsesvis stor Nøjagtighed lader sig bestemme.

Læserne af dette Værks første Bind kjende Planen for det Arbejde, jeg har foresat mig. De vide, at jeg vil skildre Aarhundredets Litteraturbevægelse, den spirende og stigende Reaktion, først i dens Principer, saa i dens Gang til dens Kulmination. Jeg vil saa vise, hvorledes den mødes af det fra forrige Aarhundrede kommende frisindede Pust, der svulmer til en Storm og kaster Modstanden overende. Ikke at det nittende Aarhundredes Frisind nogensinde er identisk med det attendes; heller ikke saaledes at forstaa, som om Digtekunstens Former eller Videnskabens Ideer nogensinde bar det foregaaende Aarhundredes Præg; hverken Voltaire, Rousseau eller Diderot, hverken Lessing eller Schiller, hverken Hume eller Godwin fejre nogen Gjenopstandelse ; men de blive hævnede paa deres Modstandere.

I det Store og Hele betragtet er den tyske Romantik Reaktion. Som aandelig, poetisk- filosofisk Reaktion indeholder den ligefoldt talrige Spirer til ny Udvikling, utvivlsomme Frembringelser af den Fremskridtets Aand, der omdannende skaber Nyt, flyttende Skranker indvinder Jordsmon.

De ældre Romantikere begynde alle uden Undtagelse som Oplysningens Apostle. De indføre i den tyske Poesi en ny Tone og give deres Værker en ny Farve, gjenopvække desuden Folkevisernes, Folkeeventyrenes og Folkebøgernes Stemninger og Motiver. De virke fra først af befrugtende paa den tyske Videnskab ; de germapistiske Studier, de historiske, ethnografiske og juridiske Forskninger, den romanske og indiske Filologi, de naturfilosofiske Systemer og Drømmerier faa deres oprindelige Indskydelse fra Romantiken. Poetisk have Romantikerne beriget deres Folks Stemningsliv, om de end hyppigere have givet sygelige end sunde Stemninger Udtryk. Kritisk have de oprindeligt med Held tilstræbt Udvidelse af den aandelige Synskreds. I Samfundslivet have de fra først af svoret al død Vedtægt i Forholdet mellem de to Kjøn et uforgængeligt Had. Religiøst have de bedste iblandt dem i deres første Ungdom arbejdet for Inderliggjørelse af det Følelsesliv, som har det Oversanselige til Gjenstand. Politisk begyndte de, forsaavidt de ikke var ligegyldige, i Reglen som abstrakte Republikanere; dog stræbte de trods deres Universalisme efter at løfte og styrke den tyske Nationalfølelse.

Desværre fik deres Forfølgen af alle disse skjønne Øjemed en sørgelig Udgang. Hvad der vil blive staaende gjennem Tiderne af Tysklands Romantikere er ikke meget: nogle mesterlige Oversættelser af A. W. Schlegel, nogle Digtninge af Tieck, en Haandfuld lyriske Poesier af Harden berg, en anden af Eichendorff, nogle Afhandlinger af Friedrich Schlegel, nogle mindre Arbejder af Amim og Brentano, en Gruppe Noveller af Hoffmann, endelig nogle geniale Dramer og nogle Fortællinger af højeste Rang, som skyldes den store, dybe Særling Heinrich von Kleist. løvrigt er Romantikernes Livsgjeming svunden ud af den nulevende Slægts Erindring. Deres Stræben er, set i denne Afstand, som gaaet op i Røg. Sprogligt har Romantiken ved Billeder uden sanselig Bestemthed, ved Misbrug af Udtryk for det Selsomme, Dæmrende, Hemmelighedsfulde, ved archaistiske Former og Vendinger, ved den Hensigt at være uforstaaelig for de almindelige oplyste Mennesker mindre beriget end forringet og fordærvet de poetiske Kunstmidler og den digteriske Stil. Paa det poetiske Omraade løber Romantiken ud i hysterisk Andagt og blaa Dunst; paa det sociale Omraade har den kun behandlet et eneste Forhold, et Forhold af Privatlivet, det imellem Kjønnene og hyppigst med uordentlig og usund Lidenskabelighed uddelt Slag i Luften. Den har her ikke Menneskeheden, men kun nogle aristokratisk begunstigede Kunstnernaturer for Øje. Hvad det religiøse Forhold angaar, række alle de fra først af poetisk og sædeligt saa revolutionære Romantikere Halsen frem, saasnart de øjne Aaget. Og i Politiken er det dem, der dirigere Wienerkongressen og forfærdige dens Manifester, afskaffende Folkenes Tænkefrihed mellem en Kirkefest i Stefanskirken og en Østersdiner hos Fanny Eisler.

Jeg vil i det Hele sparsomt […] (1873:7 / 1891:2-8)

Omarbejdelse

***

[…] været mere end de tydske, som Mennesker, som Aander langt mindre. Dette Sidste gjælder ei blot om denne Periode, men for hele dette Aarhundrede overhovedet og absolut. Sammenlign Tieck og Oehlenschläger eller sammenlign et Øieblik i Deres Tanker de Moderne: Lenau, Auerbach, Spielhagen, Paul Heyse med Blicher, Hostrup, Andersen, Bjørnson, og De vil lægge Mærke til følgende: hos den tydske Forfatter som Tieck eller Auerbach, (jeg tænker her nærmest paa Tiecks ikke-romantiske Periode), er der i hver nok saa lille […] (1875:11)

>

[…] været mere end de tyske, som Aander mindre. Hos den tyske Forfatter er der i Regelen i hver nok saa lille […] (1891:12)

Omarbejdelse

***

[…] Digtere som Winther eller Andersen ere ligesaa fuldkomne i deres første Arbeider som i deres sidste. Hos Andre ophører den poetiske Production i en Alder, hvor man maatte vente, den først ret skulde til at udfolde sig, som hos Hostrup og Richardt. Talentet faaer undertiden med […] (1873:12)

>

[…] Digtere som Oehlenschläger, Winther eller Andersen ere ligesaa fuldkomne i deres Ungdoms Arbejder som i deres kraftige Alders. Talentet faar undertiden med […] (1891:13)

Omarbejdelse

***

[…] poetiske Ungdoms Slængkappe. Selv de yngste Forfattere hertillands gaae af Veien for Tidens Ideer. Sammenligner De f. Ex. en af vore Yngre som Bergsøe med en af Tydsklands Yngre som Spielhagen, da ligger Forskjellen ikke saa meget i den tydske Forfatters unegteligt betydeligere Evner, nei Spielhagen er en Bergsøe med Ideer – med vor Tids Ideer. Han er bevæget af alle Tidsalderens Problemer, forløfter sig undertiden paa dem, men bringer dem altid sin Tids Bevidsthed nærmere. Læg derimod Mærke til, hvad Bergsøe polemiserer imod. Mod Adelsaristokratiet, som han spotter i sine Digte, mod den katholske Religion, som han spotter i sine Romaner. Denne Kamp har sin store Betydning i Livet, hvor disse Magter endnu spille en kraftig Rolle; men det er hundrede Aar siden, at den i Litteraturen var interessant. Disse Magter høre til Litteraturens Døde, og det er ikke Umagen værd at slaae de Døde ihjel. Altsaa gjennemgaaende: de tydske Forfattere have næsten overalt, hvor de i dette Aarhundrede kunne sammenlignes med […] (1873:12-13)

>

[…] poetiske Ungdoms Slængkappe.

Gjennemgaaende gjælder det, at Tysklands romantiske Forfattere næsten overalt, hvor de kunne sammenlignes med […] (1891:13)

Omarbejdelse

***

[…] let at fatte. Enhver dømmer i slige Sager efter sit Naturel og sin Smag. Jeg for min Part vil ikke lægge Dølgsmaal paa, at min Synsmaade her er temmelig afvigende fra den gjængse. Det forekommer mig, at vi for en stor Del […] (1873:15)

>

[…] let at fatte. Den har imidlertid for en stor Del […] (1891:15)

Udeladelse

En række mindre enkeltstående sætninger eller dele af sætninger fra udeladelsen optræder spredt i resten af indledningen i 2.-udgaven

[…] mindre plastisk Charakter.

Joseph de Maistre er den franske Reactions mest udprægede Romantiker. Jeg vender tilbage til den tydske Retning. Overfor den Methode, jeg følger, frembyder denne Periode af tydsk Litteratur tilsyneladende en overordentlig Vanskelighed. Methoden bestaaer, som De veed, i psychologisk at følge de dybere Bevægelser i Litteraturen fra Land til Land og vise, hvorledes fra Tid til anden det flydende Materiale sammenpresses, krystalliseres i en eller anden tydelig og fattelig Type. Dette Typiske er det her mindre let at paapege, fordi det netop er denne Poesies Eiendommelighed at være uden faste typiske Former. Den er ikke plastisk, men musikalsk. Den franske Romantik frembringer faste Skikkelser, den tydskes Ideal er ikke en Skikkelse men en Melodi, ingen enkelt Form men en uendelig Higen, og skal den benævne sin Længsels Gjenstand, vælger den Udtryk som »et hemmeligt Ord«, »en blaa Blomst«, »Skoveensomhedens Trylleri«. – Men disse Betegnelser ere Stemningsudtryk, og til enhver Stemning svarer en bestemt psychologisk Tilstand. Opgaven er at føre enhver Stemning, Følelse eller Længsel tilbage til den Gruppe af Stemninger, hvortil den hører. Tilsammen danner denne Gruppe en Sjæl. Og med en kraftigt udpræget Eiendommelighed staaer en saadan Sjæl i Litteraturen som Repræsentant for mange, der levede uden selv at kunne skildre deres Væsen, men som gjenfandt deres Væsen i Skildringen. Saaledes vil det maaskee lykkes mig at vise Dem, at Charaktertypen ikke undslipper os, fordi Digteren giver sig til at male Landskab paa Landskab istedenfor at fremstille kraftige Personligheder, eller fordi han opløser sine Digte i den Grad i Musik, at han tilsidst kun bruger Allegro eller Rondo som Overskrifter, men at disse Landskabers ganske særegne Charakter og Naturen af denne Ordmusik er et aldeles præcist Symptom paa en Sjælstilstand, der med tilnærmelsesvis stor Nøiagtighed lader sig bestemme.

For ret at forstaae denne tydske Romantik maa man opfatte den under fire Synspunkter: poetisk, socialt, religiøst og politisk. Paa det poetiske Gebet løber den ud i hysterisk Andagt og blaa Dunst; paa det sociale Omraade har den kun behandlet et eneste Forhold, et Forhold af Privatlivet, det imellem Kjønnene og hyppigst med uordentlig og usund Lidenskabelighed uddelt Slag i Luften. Den har her ikke Menneskeheden, men kun nogle aristokratisk begunstigede Kunstnernaturer for Øie. Hvad det religiøse Forhold angaaer, række alle de i Poesien saa revolutionære Romantikere Halsen frem, saasnart de øine Aaget. Og i Politiken er det dem, der dirigere Wienercongressen og forfærdige dens Manifester, afskaffende Folkenes Tænkefrihed mellem en Kirkefest i Stephanskirken og en Østersdiner hos Fanny Elsler.

Man sige længe nok […] (1873:19-21 / 1891:19)

Omarbejdelse

***

[…] de gode og sunde Elementer af Romantiken, som vi have tilegnet os. Tro ikke dem, der sige saaledes! Romantiken var forgiftet i sine Kilder. Troer man en Flod, der har saadanne Bestanddele i sig ved sin Munding, førte Guld med sig ved sit Udspring? Se, hvorledes disse Mænd ende, og begrib af den Bue, de beskrive, hvad det var for Impulser, de gav. Hvad var han, den Steffens, der kom herind og bragte os den Ild, han havde hentet fra den tydske Himmel? En ærlig og blødagtig […] (1873:21)

>

[…] de gode og sunde Elementer af den tyske Romantik, vi have tilegnet os. Man se, hvorledes de tyske Romantikere ende, og begribe, at der i Romantiken fra først af var dulgt et reaktionært Princip, der tvang deres Løbebane ud i den Bue, den beskrev.

Friedrich Schlegel, engang Forfatter af »Luinde«. Fichtes ' fritænkerske Beundrer, der i sit »Forsøg angaaende Republikanismens Begreb« havde kaldt den demokratiske Republik, endog med Stemmeret for Kvinderne, den eneste fornuftige Statsform, omvender sig til Katholicismen, bliver Mystiker i Orthodoxiens Tjeneste og stræber i sine senere Skrifter at bane den reaktionære Enevoldsmagt Vej. Novalis og Schleiermacher, der begge oprindeligt udvise en Blanding af Pantheisme og Pietisme, af Spinoza og Zinsendorf, fjerne sig stadigt mere fra Spinoza og nærme sig Rettroenheden stedse mere: S[c]hleiermacher fornegter i sit senere Liv sine af den reneste Begejstring dikterede »Breve om Lucinde«, Novalis — der som Yngling i sine Breve kalder sig »i Stand til enhver Art Oplysning[«], ønsker at komme til at opleve «en ny Bartholomæusnat for Despoti og Fængsler«, nærer republikanske Sympathier og i Anledning af Anklagen mod Fichte for Atheisme bemærker: »den vakre Fichte strider egentlig for os alle« — ender med at prise Kongen som jordisk Fatum, fordømme Protestantismen som revolutionær, prise Pavens verdslige Magt og forherlige Jesuitismens Aand. Fouqué, Ridderen uden Frygt og Dadel, er tilsidst ikke andet end en Heldøre, der Don Quichote-agtigt sværmer for Tilbageførelsen af Lehnstidens Tilstande. Clemens Brentano, engang den overgivneste Poet, i Liv som i Digtning altid paa Fejdefod imod al nedarvet Vedtægt, bliver en hysterisk synsk Nonnes enfoldige Sekretær og fylder fem Aar igjennem hele Bind med Anna Katherina Emmerichs Betragtninger. Zacharias Werner er en Variant af den samme romantiske Type. Fra først af er han Oplysningens Mand, gaar imidlertid hurtigt over i en moralsk Opløsningstilstand; han forherliger først Luther, bliver saa Katholik og tilbagekalder denne Forherligelse, bliver endelig Præst og forener i sit Liv som i sine følsomt-skamløse Digtninge og Prædikener den raaeste Sanselighed med gejstlig Salvelse. — Eller hvad var han, den Steffens, der stormede den romantiske Himmel, bragte Romantikens Ild til Danmark og: satte Sindene i saa voldsom Bevægelse, at han blev tvungen til at forlade sit Fædreland? En ærlig og blødagtig […] (1891:19-21)

Omarbejdelse

***

[…] den kronragede Hyæne, Forfatteren af »Den christelige Mystik«, den Bog, som Kierkegaard […] (1873:24-25)

>

[…] den kronragede Hyæne, der under den store Revolution havde istemmet sin »Triumfsang over Roms Fald og det hellige romerske Riges Undergang« senere taget stor og ærefuld Del i Vækkelsen af den tyske Folkeaand under Kampen mod Napoleon, bliver Forfatter af «Den kristelige Mystik«, den Bog, som Kierkegaard […] (1891:23-24)

Udeladelse

***

[…] under deres Kjærtegn.

Se saaledes er det, at Romantiken ender, og det er dens Kilder, som ved Aarhundredets Begyndelse afgave Ungdomskilden for vor Litteratur. (1873:26 / 1891:25)

Omarbejdelse

***

[…] til historiske Ideer, af Troen paa Fremskridt og Frihed som historiske Magter. Den Enkeltes Forhold til Menneskeheden, Selvets Opofrelse for Ideen staaer i denne Litteratur […] (1873:28-29)

>

[…] til historiske Ideer. Den Enkeltes Forhold til Staten, Opofrelsen af den personlige Egenmægtighed og Originalitet, idet Jeget spændes for Statsvognen, staar i denne Litteratur […] (1891:27-28)

Omarbejdelse

En betydelig række enkeltstående sætninger eller dele af sætninger fra de omarbejdede afsnit er at finde i de omgivende kapitler i 1.- og 2.-udgaven

[…] de Christne til Mennesker«. Hos Ingen naaer Grækomanien en saadan Høide som hos Hølderlin. Hans hele Forfattervirksomhed og hans hele Liv er kun en lang Længselsklage efter det tabte Hellas. Om Tydskerne siger han, at de »staae som Gjæs med platte Fødder i det moderne Vand og afmægtigt stræbe at flagre op mod den græske Himmel«. Han kalder dem Barbarer, der ved Flid og Videnskab og selv ved Religion ere blevne endnu mere barbariske. Han jubler over Franskmændenes Seire, over »Republikanernes Kjæmpeskridt«, haaner alle »det politiske og geistlige Würtembergs og Tydsklands og Europas Lumperier«, spotter Tydskernes »bornerte Huslighed« og klager over deres Følelsesløshed for fælles Ære og fælles Eiendom. »Jeg kan,« siger han, »ei tænke mig noget Folk mere sønderrevet end de Tydske. Haandværkere seer Du, men ingen Mennesker, Tænkere, men ingen Mennesker, Præster, men ingen Mennesker, Herrer og Trælle, Unge og Satte, men ingen Mennesker«. – Man veed […] (1873:30)

>

[…] de Kristne til Mennesker«.

Først og fremmest gjælder det nu for os om at efterspore hin Stjernes Kosmogoni, det frie, romantiske Jegs Tilblivelseshistorie. Tysklands største Aander have alle staaet Fadder til dets Fødsel.

Det moderne tyske Aandsliv blev grundlagt af Lessing. Tankeklar, viljesstærk og udrustet med en levende Drift til Virksomhed, som han var, blev han paa alle Omraader, hvor han greb ind, Reformator. Med fuld Bevidsthed om, hvad han gjorde, oplyste og opdrog han det tyske Samfund. Hans Væsen var mandig Selvstændighed og rastløs Kamplyst. Hans personlige Ideal, som det aabenbarer sig i hans Liv og hans Værker, er den stolte Uafhængighed og den lyse Menneskekjærlighed, der overvinder alle konfessionelle Forskjelle. Saaledes blev hans Jeg, saa ensom han end stod i sin Tid, til en Lysets Kilde. Han blev »den tyske Prosas Prometheus«. Hans Stordaad var den, for alle følgende Tider at udløse den tyske Dannelse af Theologiens Svøb, som Luther havde udløst den af Papismens. Hans Liv og hans Kritik var Handling, og Poesiens Væsen blev for ham ogsaa Handling. Han fremstillede Karakterer, som var bevægede af dramatisk Lidenskab. Han hævdede i Modsætning til den theologiske Lære om Straf og Belønning det at gjøre det Gode for det Godes Skyld som den højeste Sædelighed. Og Verdenshistorien blev ham en Menneskeslsegtens Opdragelse. Vel er hos ham selve Ordet Opdragelse forsaavidt bragt pædagogisk, som han vidste, at Læserne ikke kunde forestille sig en Udvikling uden en guddommelig Opdrager; men ligefuldt er Ideen om den naturlige Udvikling ikke en Ide, med hvilken han er fortrolig. Historien er for ham Oplysningens Historie. Jeget er ham ikke Natur, men ren Aand.

I Grunden er det Bedste i hans Væsen den nu opdukkende Gruppe af Romantikere fuldstændigt fremmed, mere fremmed end hvilkensomhelst anden tysk Storheds Væsen, Schiller end ikke undtaget. Da det imidlertid var hans Elever, Mænd som Nicolai, Engel, Garve, Schiütz, der fra Oplysningsstandpunktet var de begyndende Romantikeres arge Fjender og hensynsløse Forfølgere, saa laa den Tanke nær at udskille Lessings store Navn fra Forbundet med dem. Det skete i en Afhandling af Friedrich Schlegel, som fremhæver Lessings store, vide Blik og forøvrigt lægger hele Vægten paa det Uregelmæssige hos ham, det dristigt Revolutionære, det Usystematiske, det Paradoxe, betoner hans krigeriske Vid og fremsøger Alt, hvad der hos ham kunde udlægges som Cynisme. Paa en blot og bar Forstandens Heros kunde Romantikerne jo ikke beraabe sig som paa en Forgjænger; de forsøgte derfor at betegne Næringsstoffet i hans Værker som blot Krydderi, som Saltet, der bevarer mod Forraadnelse.

Langt mere skyldte Romantikerne Herder. Saavel ved deres Fortsætten af Sturm-und- Drang Perioden som ved deres Evne til Forstaaen og Gjengiven af Verdenspoesien nedstamme de fra ham. I Herders Aand spirede jo det nye Aarhundrede, som Lessings Aand havde afsluttet det gamle. Han sætter Vorden og Voxen over Tænken og Handlen. For ham er det sande Menneske ikke blot et tænkende og sædeligt Væsen, men et Stykke Natur. Han elsker overalt det Oprindelige og vurderer det højest; han foretrækker Anskuelsen for Forstanden og vil overvinde Indskrænketheden ikke ved Forstand men ved Oprindelighed. Det anskuende Menneske er ham det menneskeligste. Hans eget Geni var Modtagelighed. Han udvidede sit Jeg til Forstaaen af alt Oprindeligt, men begreb i Kraft af Følelse og optog paa denne Maade en Fylde af Menneskeliv og Folkeliv i sin Sjæl.

Fra ham faa Romantikerne det, der er værdifuldest ved deres Kritik, den alsidige Modtagelighed, der ytrer sig som Drift til at oversætte og forklare; fra ham faa de den første Tilskyndelse til videnskabelig Udforskning af vesterlandske og østerlandske Sprog, fra ham udgaar deres Kjærlighed til det Folkelige i den hjemlige som i den fremmede Skriftverden, til spanske Romancer og til Shakespeareske Dramer. Herder forstod ud fra Helheden som Goethe efter ham. Hans dybtskuemde Forstaaelse af Folkeslagenes Ejendommelighed bliver hos Goethe til genialt Snarsyn overfor det Typiske i Naturen for endelig hos Schelling at forherliges som intellektuel Anskuelse. Til ham lader Romantikernes Uvilje mod Formaalsbegrebet sig føre tilbage. Hans historiske Opfattelse medførte, at Begrebet Formaal blev udvist af Historien; det Skete har Aarsager og lyder Love, men lader sig ikke forklare ved noget endnu ikke Indtraadt, et Formaal. Kun at Romantikerne overførte Formaalsløsheden paa det personlige, sjælelige Omraade. For dem er Formaalsløshed et andet Udtryk for den romantiske Genialitet: det geniale Menneske lever uden bevidste Hensigter; Formaalsløshed er Lediggang og Lediggangen de Udkaames Kjendetegn og Forret. Herder selv var vidt fjernet fra denne Karikatur af en Verdensanskuelse. Men fra ham stammer en ny Opfattelse af det geniale Jeg, den, at Geniet er det Umiddelbare o: bestaar i en vis Evne til uden nogen Opfatten i abstrakte Begreber at fornemme og anskue. Det er denne Opfattelse af det Geniale, der hos Romantikerne bliver til Ringeagt for al Erfarings-Methode i Videnskaben og til Godkjenden af de særeste Luner i Kunsten.

Goethe var Opfyldelsen af alle de Løfter, Herder havde givet. For ham var Mennesket ikke blot theoretisk det sidste Led i Natur-Altet, men i hans Digtning fremstod Menneskene som Naturer og i sin Forskning sporede han med sit Geniblik den almindelige Udviklings Love. Hans eget Jeg var en Mikrokosme og tog sig ogsaa for de mest skarpsynede blandt hans yngre Samtidige saaledes ud; »Goethe er ét med Livet selv, « siger Rahel. Og saa dyb var hans Indsigt i Naturen, saa helt var han en levende Protest mod enhver Overnaturlighedstro, at han efter Evne berøvede Geniet dets Præg af Ufattelighed og Fornuftstridighed, idet han i sit Levnet »Digtning og Sandhed« forklarede sit eget Geni, det dybeste og mest omfattende i Tidsalderen, som et ved Omstændighederne udviklet Naturprodukt, og saaledes skabte den Type af litterær Kritik, som Romantikerne stræbte imod.

Fra Goethe modtog den unge Slægt Forestillingen om den store, frie Personligheds Eet og Værd. Han havde altid levet sit eget Liv og altid aandet med fulde Lunger. Han havde uden nogensomhelst Polemik mod bestaaende Samfandstilstande omformet de Forhold, i hvilke han befandt sig, efter sin personlige Fornødenhed. Han bliver Sjælen i det ungdommelige og livsglade weimarske Hof, og med Geniets og Ungdommens Overmod river han denne Kreds med sig ind. i en Hvirvel af Fornøjelser, Fester, Skovture, Skøjteløb og Maskerader under en vild Naturglæde, der snart forklares, snart »formørkes« af mere eller mindre letsindige Kjærlighedshistorier. Jean Paul skriver til en Ven, at han kun mundtligt kan skildre ham Weimars Sæder. Naar man betænker, at allerede det, at man løb paa Skøjter, var Weimars ærbare Filistre en Skandale, vil man ikke undre sig over den gamle Wielands arrige Udbrud, at det kun syntes at gjælde om »at brutalisere den bestialske Natur.« Saa var det, at den blide og fine Kokette, Fru V. Stein, ti Aar i Træk blev Goethes Muse, Originalen til Leonore og Ifigenia. Og stor blev Forargelsen, da Goethe i sit Hus optog Christiane Vulpius, den unge Pige, til hvis Nærhed han trængte, og der trods sine Mangler aldrig forbitrede ham Livet ved at stille Fordringer til ham, og levede atten Aar med hende, inden han legitimerede sin Forbindelse.

Hvad Tyskerne kalde Lidenskabens Freigeisterei, dens Frihedsfølelse og Oprørsdrift havde været Udgangspunktet i Goethes som i Schillers Ungdomsdigtninger. De bæres af en og samme Grundstemning: Trods. De er revolutionære Udbrud og revolutionære Experimenter. Goethes »Die Geschwister« experimenterer med Elskov mellem Søskende. Hans »Stella« ender i sin oprindelige Form som Forsvar for Dobbelt-Ægteskab, og paa samme Vis skildrer Jean Paul i »Sieben-käs» Bigami som en Sag, Geniet har Lov til at begaa, naar det føler sig trykket af den først indgaaede Forpligtelse. «Götz» er det geniale Individs tragiske Undergang i Kamp mod en slap og fordærvet Tidsalder. Schillers «Die Räuber« med sin Vignet »In tyrannos« og sit Motto af Hippokrates »Hvad Laegemidler ikke helbrede, det hebreder Jernet, hvad Jernet ikke heltreder, det helbreder Ilden« er en Krigserklæring mod Samfundet. Karl Moor er den højhjertede Idealist, der i »Kastrat-Aarhundredet« nødvendigvis maa gaa tilgrunde som Forbryder. Schillers »Røvere« ere ikke Banditer, men Revolutionære. De ville ikke plyndre men straffe; de udskille sig fra Samfundet for at hævne sig paa det for begaaet Uret. Endnu mere personligt udtalt er Schillers Trods i de Digte fra hans første Periode, som han skrev under Inspiration af sin Forbindelse med Fru von Kalb. De ere omarbejdede og aldeles forvanskede i den gjængse Udgave. Man maa søge dem i en af de store historisk-kritiske Udgaver. I det Digt, som senere fik Titelen »Der Kampf«, men som oprindeligt bar Overskriften «Freigeisterei der Leidenschaft» hedder det:

Woher dies Zittern, dies unnennbare Entsetzen,
Wenn mich dein liebevoller Arm umschlang?
Weil Dich ein Eid, den auch nur Wallungen verletzen,
In fremde Fesseln zwang?

Weil ein Gebrauch, den die Gesetze heilig prägen,
Des Zufalls schwere Missethat geweiht?
Nein — unerschrocken trotz' ich dem Bund entgegen,
Den die errothende Natur bereut.

O zittre nicht — Du hast als Sülnderin geschworen,
Ein Meineid ist der Reue fromme Pflicht,
Das Herz war mein, das Du vor dem Altar verloren,
Mit Menschenfreuden spielt der Himmel nicht.

Saa pudsigt, som dette naive Sofisteri kan lyde, saa urimelig som Forsikringen er, at Himmelen ikke skulde tillade sig at lege en Smule med Menneskets Glæder, saa utvetydig er her Tendensen, og som Hettner (3, I, 375) slaaende har hemærket, siger Don Carlos næsten enslydende »Min Elskovs Rettigheder ere ældre end Alterets Formler«

.

Til den unge Dronning Elisaheth var Charlotte von Kalb Forbilledet. Denne Dame, som beherskede Schillers første Ungdom, var bleven tvungen til Ægteskab af sine Forældre. I Aaret 1784 lærte Schiller hende at kjende, og i 1788 drøftede de endnu den Plan for bestandigt at forene deres Skjæbne. Kort efter at Schiller havde forladt hende, blev hun Jean Pauls Elskerinde. (Caroline Schlegel kalder hende i Spøg Jeanette Pauline.) Han beskriver hende saaledes: »Hun har to store Egenskaber, store Øjne, som jeg endnu aldrig saa dem, og en stor Sjæl.« Det er efter hans egen Tilstaaelse hende, hvem han i et af sine Hovedværker har skildret som Titaniden Linda. Om Linda hedder det i »Titan« (118 Zykel), at hun maa skaanes ikke blot af Hensyn til sit sarte Væsen, men i sin Sky for Ægteskabet, der gaar meget vidt. Hun kan ikke engang ledsage en Veninde til Alteret; hun kalder dette Retterstedet for den kvindelige Frihed, det Baal, hvorpaa den skjønneste og frieste Elskov bliver brændt, og siger, at Kjærlighedens Heltedigt dér i det Højeste kan blive til Ægteskabets Hyrdepoesi. Forgjæves foreholder hendes forstandige Veninde hende (125 Zykel), at hendes Uvilje mod Ægteskabet umuligt kan have anden Grund end hendes Afsky for Præsterne - at det betyder evig Kjærlighed, og at enhver sand Kjærlighed maa anse sig for evig — at man tæller ligesaa mange ulykkelige Kjærlighedsforbindelser som ulykkelige Ægteskaber, om ikke flere o. s. v. Fru V. Kalb selv skriver til Jean Paul: »Hvorfor angle med det Ord forføre? Jeg beder Dem, skaan de stakkels Tingester og ængst ikke mere Deres Hjerte og Deres Samvittighed. Naturen er saamæn stenet nok. Jeg forandrer aldrig min Tænkemaade om denne Gjenstand. Jeg forstaar ikke denne Dyd og kan ikke erklære Nogen for salig for dens Skyld. Religionen her paa Jorden er ikke Andet end Udviklingen og Vedligeholdelsen af de Kræfter og Anlæg, som vort Væsen besidder. Ingen Tvang skal Skabningen taale, men heller ingen uretfærdig Resignation. Lad kun altid den kjække, kraftige, modne Menneskenatur, der er sig sin Kraft bevidst og bruger sin Kraft, have sin Vilje; men Menneskeheden i vor Generation er ussel og jammerlig. Alle vore Love ere Følger af den elendigste Ynkelighed og de usleste Behov og sjældent engang af Klogskab. Kjærlighed behaver ingen Lov.«

Der taler en stor og energisk Aand ud af dette Brev. Springet herfra og til »Lucinde«s Idé er ikke stort, men Faldet herfra og til »Lucinde«s platte Udførelse er dybt. Dog ret forstaas disse Udbrud først, naar man ser de selskabelige Forhold, fra hvilke de udsprang, og naar man véd, at de ikke ere enkelte løsrevne og tilfældige Udfald, men betingede ved de poetiske Naturers gjennemgaaende Forhold til Samfundet da.

De tyske Klassikeres Hovedkvarter og Samlingspunkt var dengang Weimar. Aarsagen til, at saa lille en By i et lille Hertugdømme blev det, lader sig uden Vanskelighed paavise. Af Tysklands to store Fyrster var Joseph den Anden altfor optagen af sine rationalistiske Reformbestræbeber, altfor ivrig for Forstandsoplysningen til at have nogen Interesse tilovers for den tyske Poesi, og den voltairianske Friedrich af Preussen var som bekjendt altfor fransk i Smag og Aandsretning til at have nogen Interesse for Tysklands Poeter. Det blev da Smaahofferne, der toge sig af dem; Schiller havde sit Tilhold i Mannheim, Jean Paul sit i Gotha, Goethe var bosat i Weimar. I mange Tider havde den poetiske Produktion i Tyskland ikke været centraliseret. Nu blev Weimar et Midtpunkt. Goethe kaldte Herder dertil; Wieland var der allerede fra 1772 af; Schiller var bleven ansat i det nærliggende Jena. Weimar var da det Sted, hvor praktisk og theoretisk Lidenskaben mest hensynsløst og fordomsfrit blev forgudet som poetisk overfor Samfundets Konveniens. »Ak! her er Kvinder!« udbryder Jean Paul, da han kommer til Weimar, »her er Alt revolutionært dristigt, og det at være Hustru betyder Intet.« Wieland tager sin tidligere Elskede, Sophie v. La Roche, i Huset »for at leve op igjen«. Schiller foreslaar Fru V. Kalb en fælles Rejse til Paris.

Saaledes begriber man, at Jean Paul under Indtrykket af Fru v. Kalbs Personlighed i Weimar kunde udraabe: »Saameget er vist, en aandigere og større Revolntion end den politiske og ligesaa morderisk som denne banker i Verdens Hjerte.«

Hvilken Revolution? Følelsens Emancipation fra Samfundets Vedtægter, Hjertets respektstridige Pukken paa sin Ret til at betragte sin Lovbog som Sædernes nye Lovbog og til at omstøbe Sæderne efter Sædeligheden, undertiden efter Tilbøjeligheden. Ud over dette vilde man Intet, tænkte man ikke paa Noget. Praktiske eller sociale Reformer havde man ikke for Øje. Det ægte Tyske viser sig her i, at man bestandig udvortes gjorde dybe Buk for enhver Regel, fra hvilken man skulkede eller kneb ud. Ikke blot hævder den ældre Goethe f. Ex. bestandig i direkte mundtlige Udtalelser de bestaaende Former af Kjønnenes Samliv som absolut nødvendige for Kulturen. Men gjennemgaaende gjælder det, at man i Bøgerne udtalte revolutionære Ideer, som man selv mere eller mindre bifaldt, og saa ved Slutningen tilbagekaldte dem, idet Helten enten tilstaar sin Uret, eller dræber sig selv, eller straffes for sin Trods eller ender med at resignere (som Karl Moor, Werther, Tasso, Linda), ganske som de kjætterske Forfattere i Middelalderen til Slutning tilføjede en Notits om, at Alt, hvad der stod i Bogen, selvfølgelig burde forstaas i Overensstemmelse med den hellige almindelige Moderkirkes Fordringer.

I denne Kreds af Weimars begavede Kvinder er det, at Madame de Staël »Stormen klædt i Skjørter«, som man har kaldt hende, under sit Besøg i Tyskland træder ind. Hun staar iblandt dem som en vild og fremmed Fugl. Hvilken Foskjel paa hendes Tendenser og deres Sympathier! Hos dem er Alt personligt, hos hende er Alt allerede socialt. Hun er optraadt offenligt, hun slaar drabelige Slag for store sociale Reformer. Disse tyske Kvinder fra Humanitetsperioden ere, selv naar de gaa videst, altfor idyllisk anlagte dertil. For hende gjælder det om at omforme Livet politisk; for dem gjælder det om at gjøre Livet poetisk. Den Tanke at kaste Handsken til en Napoleon havde aldrig kunnet falde nogen af dem ind. Hvilken Brug af en Kvindehandske, et Kjærlighedspant! Ikke Menneskerettigrhederne, men Hjertets Rettigheder er det, de forstaa, og de bekæmpe ikke Livets Uret, men dets Prosa. Forholdet mellem Samfundet og det geniale Individ antager ikke her som i Frankrig Form af en Kamp mellem individnel, revolutionær Frihed og social traditionel Nødvendighed, men Formen af en Kamp imellem den Enkeltes Ønsker som Poesi, og Politik og Samfundsregel som Prosa. Deraf den romantiske Litteraturs uafladelige Lovprisen af Evnen og Kraften til at ønske, et Thema, hvortil især Fr. Schlegel ofte vender tilbage. Det er i Virkeligheden den eneste udadgaaende Kraft, man har. Afmagten selv opfattet som Kraft.

Man finder den samme Beundring for Ønsket i »Enten-Eller«. »Det er derfor, at Aladdin er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløjne Ønsker. Hvormange er der vel, der i vor Tid i Sandhed tør ønske! o. s. v.« Barnlighed og atter Barnlighed ! Men hvem kan undre sig over, at Ønsket, Religionernes Moder og Daadløshedens Udtryk, blev Romantikernes Stikord! Ønsket er da Poesi, Samfundet Prosa. Først ud fra dette Synspunkt forstaas ogsaa Tysklands store Digteres klareste og mest lutrede Værker. Goethes »Tasso« med sin Kamp mellem Statsmand og Digter, o: mellem Virkelighed og Poesi, sin Skildring af Modsætningen mellem de to, der fuldstændiggjøre hinanden og kun ere ulige, »fordi Naturen ikke formede én Mand af dem begge«, er trods sin krystalklare Form og sin haardt tilkæmpede Resignation et Produkt af den selvsamme lange Gjæring, der afgiver den romantiske Skole alle dens Fermenter. »Wilhelm Meister« har ikke andet Æmne. Ogsaa dette Værk fremstiller den langsomme, gradvise Forsoning og Sammensmelten af det poetiske Ideal og den reale Virkelighed. Men kun de største Aander formaaede at naa til denne Højde, den store Skare af fremragende, men uklart stræbende Aander bleve staaende i Disharmonien. Og jo mere Poesien nu blev sig bevidst som Magt, jo mere Digteren følte sig i sin Værdighed, og Litteraturen blev til en lille Verden for sig med sine særegne Fag-Interesser, des mere antog Kampen mod Virkeligheden den underordnede Form af Kamp mod Filisteriet (se f. Ex. Eichendorffs Drama »Krieg den Philistern«). Det bliver da ikke Poesiens Sag at hævde det evigt Berettigede i Friheden overfor de ydre Forholds Tyranni, den hævder sig selv som Poesi overfor Livets »Prosa«. Dette er den germaniske, den tysk-nordiske, det vil sige den litterært reflekterede Forstaaelse af Poesiens Frihedsgjerning.

»Man maa erindre, siger Kierkegaard (Begrebet Ironi S. 322), at Tieck og den hele romantiske Skole traadte eller troede at træde i Forhold til en Tid, i hvilken Menneskene vare aldeles ligesom forstenede i de endelige sociale Forhold. Alt var fuldkommet og fuldendt i en guddommelig kinesisk Optimisme, der ingen fornuftig Længsel lod utilfredsstillet og intet fornuftigt Ønske uopfyldt Skik og Brugs herlige Grundsætninger og Maximer vare Gjenstand for en from Gudsdyrkelse; Alt var absolut, selv det Absolute; man afholdt sig fra Polygami, man gik med spidspullede Hatte, Alt havde sin Betydning. Enhver følte i Forhold til sin Stilling med nuanceret Værdighed, hvormeget han udrettede, hvor stor Betydning hans utrættelige Stræben havde for ham selv og det Hele. Man levede ikke kvækeragtigt letsindigt uden Agtelse for Timer og Klokkeslet, slig Ugudelighed søgte forgæves at indsnige sig. Alt gik sin rolige, sin afmaalte Gang, selv den, der gik paa Frieri; thi han vidste jo, at han gik i lovligt Ærinde og gjorde et højst alvorligt Skridt. Alt skete paa Klokkeslet. Man sværmede i Naturen St. Hansdag, man var sønderknust store Bededag, man forliebede sig, naar man fyldte sit tyvende Aar, man gik i Seng Kl. 10. Man giftede sig, man levede for Huslighed og for sin Stilling i Staten; man fik Børn, fik Familiesorger; man stod i sin fulde Manddomskraft, blev paa højere Steder bemærket i sin velsignelsesrige Virksomhed, var en Omgangsven af den Præst, under hvis Øjne man episk fuldbyrdede de mange skjønne Træk til et hæderligt Eftermæle, som man vidste, han engang med et rørt Hjerte forgjæves vilde søge at fremstamme; man var Ven i Ordets sande og oprigtige Betydning, en virkelig Ven, som man var virkelig Kancelliraad.«

Jeg ser ikke, at der i denne Skildring er nogetsomhelst Historisk. Naar jeg undtager, at man nu ikke gaar med spidspullede, men med rundpullede Hatte, ser jeg ikke, hvorfor den mindre godt skulde passe nutildags end paa enhver anden Tid. Den slutter sig ikke bestemtere om én Tidsalder end om en anden. Nej det Særegne ligger her kun i de begavede Aanders, i Romantikernes Opfattelse af Spidsborgerligbeden. »De opfattede den filosofisk som Endeligheden, intellektuelt som Indskrænketheden, ikke som vi moralsk, naar vi se den som det Usle. Op imod den holdt de deres egen uendelige Længsel […] Imod dens Prosa satte de deres ungdommelige Poesi, som vi mod dens Usselhed vor Mandsvilje«.*) [*) Kritiker og Portræter. Anden Udgave S. 204.] Som almindelig Regel gjælder det da, at de flygtede fra Samfundet og Virkeligheden med deres Længsler og Tanker. Undtagelsesvis forsøgte de, som allerede antydet, dog nu og da, om end ikke at virkeliggjøre deres Ideer i Livet, saa dog at skitsere, hvorledes de tænkte sig Gaaden løst, hvorledes Virkeligheden skulde kunne omformes saaledes, at den gik op i Poesien uden Rest.

Ikke at her er Glimt af Indignation eller Initiativ som hos franske Forfattere paa dette Omraade f Ex. hos George Sand, men man morer sig med at udkaste revolutionære eller dog skandaløse Fantasier.

Hvad Goethe havde opnaaet for sig selv, nemlig at tildanne sine Omgivelsers private og sociale Forhold efter sin Personligheds Tarv, det blev for den nye Generation Udgangspunktet. Man begyndte alt i Ungdommen at se Verden forsaavidt fra Goethes Synspunkt. Og saa gjorde man det Maal af Frihed, som han havde tilkjæmpet sig, og de Betingelser, som han havde behøvet for at naa til den fulde Udfoldelse af sine Kræfter og Evner, til Gjennemsnitsmaalet eller rettere til det Minimum, som ethvert nok saa ubetydeligt Talent trængte til. Man forvandlede hans Naturels Fornødenheder til en Doktrin, oversaa den Forsagelse, han møjsomt havde indøvet sig, og de Ofre, han havde bragt, og opstillede ikke blot en Lære om Lidenskabens ubetingede Eet, men prædikede med tør Liderlighed og pedantisk Letfærdighed Sansernes Frigjørelse. Et ganske andet Element end Goethes mægtige Selvhævdelse gjorde desuden sin Indflydelse gjældende, og dette Element var Berliner-Atmosfæren. Goethes frie Menneskelighed fik i Berlin en rigelig Tilsætning af den spotske og kristendomsfjendske Aand, der havde udbredt sig fra Frederik den Stores Hof, og af den Tøjlesløshed, paa hvilken hans Efterfølgers Hof havde givet Exemplet.

Dog Goethe og Schiller banede Romantiken Vej, ikke blot positivt ved Lidenskabens »Freigeisterei«, men ogsaa negativt ved den bevidste Modsætning, hvori de i deres senere Aar stillede sig til deres egen Tidsalder. Romantikernes Virkelighedssky forefindes i en anden Form allerede hos dem.

Man véd […] (1891:29-46)

Omarbejdelse

***

[…] præparerede Knoklerne. Og da strax efter Julirevolutionen den 81aarige Goethe modtog en Bekjendt med Udraabet: »Nu, hvad tænker De om den store Begivenhed, Vulcanen er kommet til Udbrud«, og den Paagjældende svarte med en Hjerteudgydelse om den kongelige Families Fordrivelse, afviste Goethe Misforstaaelsen; han havde talt om den lige i Akademiet udbrudte videnskabelige Kamp mellem Cuvier og Geoffroy de Saint-Hilaire.

Herved forstaaes ogsaa den store Fjernhed […] (1873:31)

>

[…] præparerede Knoklerne.

Sligt gjør En den store Fjernhed […]

Omarbejdelse

Underoverskrift

[…] paa denne Tid.

Sit philosophisk-videnskabelige Udtryk fik denne Aandsretning i Fichtes Videnskabslære. Det absolute Jeg […] (1873:43)

>

[…] paa denne Tid.

Dog Herders, Goethes og Schillers Aand er kun en af Romantikens to Hovedfaktorer. Den anden er Fichtes Filosofi. Det var den Fichte'ske Lære om Jeget, der gav den romantiske Individualitet dens Præg og Sving. Sætningerne: Alt, hvad der er, er for os — Hvad der er for os, kan kun være ved os — I Jegets Virksomhed er al saavel sanselig som oversanselig Væren indesluttet — disse Sætninger fik, idet de fra det metafysiske Omraade overflyttedes til det sjælelige, en ganske ny Udtydning. Det absolute Jeg […] (1891:58)

Tilføjelse

Om Fichte og romantisk fantasi

[…] Aarhundredes Vilkaarlighed.

Fichtes Lære om det verdenssættende, verdensskabende Jeg stod i heftig Strid med »den sunde Menneskeforstand«. Netop dette var i Romantikernes Øjne et Hovedfortrin. »Videnskabslæren« var videnskabelig Paradoxi, men Paradoxet var for dem Tankelivets Blomst. Endelig var denne Læres Grundtanke ligesaa radikal som paradox. Den var bleven til under Indtrykket af det Forsøg, som den franske Revolution havde gjort paa at forvandle den hele historisk nedarvede Samfundsorden til en Fornuftstat. Jegets Eneherredømme, det var den Verdensforfatning, som Fichte begreb, og derfor fandt Romantiken i Jeglæren den Løftestang, med hvilken den troede at knnne løfte den gamle Verden ud af dens Hængsler.

Allerede hos Fichte begyndte den romantiske Forgudelse af Fantasien. Han forklarede Verden ved en ubevidst, dog for en Tænker begribelig Handling af det paa en Gang frie og bundne Jeg. Denne Handling er, hedder det, et Udslag af den skabende Indbildningskraft. Først ved den bliver altsaa den Verden, som vi opfatte gjennem Sanserne, for os til en virkelig Verden. Fra den skabende Indbildningskraft udgaar da hos ham Menneskeaandens hele Virksomhed; den er den Drift, der af ham betegnes som det stræbende Jegs indre Kraft. Analogien med den Fantasivirksomhed, der er mægtig i Kunsten, ligger da nær. Men allerede hos Fichte blev det overset, at Fantasien ingenlunde er en Skaberevne, kun en Evne til at omdanne, omforme, idet dens Virksomhed kun har Forestillingernes Form, ikke deres Indhold, til Gjenstand.

Fichte siger, at han »ikke behøver Tingene og ikke bruger dem, fordi de ophæve hans Selvstændighed og Uafhængighed af Alt, hvad der er udenfor ham«. Nær beslægtet er den Sætning af Fr. Schlegel, at »et ret filosofisk Menneske maatte efter Behag kunne stemme sig selv filosofisk eller filologisk, kritisk eller poetisk, historisk eller rhetorisk, antikt eller moderne, ganske vilkaarligt, som man stemmer et Instrument, og det til enhver Tid og i enhver Grad.«

Jegets kunstneriske Almagt og Digterens Vilkaarlighed taaler efter den romantiske Lære ingen Lov over sig. I denne Opfattelse ligger Spiren til den berygtede romantiske Ironi i Kunsten, for hvilken Alt paa en Gang er Alvor og Spøg, og der som evig Selvparodi, som forstyrrende Leg med Illusionen, der snart ophæves, snart paany forsøges tilvejebragt, i mange af Romantikernes Yndlingsværker tilintetgjør enhver ren Virkning.

Idet nu Romantikernes Lære og Livsanskuelse saaledes bliver til ved en Sammenfletten af Poesi og Filosofi, ved en Parring af Digterdrømme med Tankespind, opstaar den som Produkt af rent aandelige Magter, ikke som Resultat af et Forhold, hvori de stille sig til det virkelige Liv. Deraf Romantikens overvættes aandige Karakter. Deraf Alt, hvad der i denne Digten om Poesi og Tænken over Filosofi var Selvfordobling og Opløftelse til højere Potenser. Deraf dens Leven og Aanden i en højere Verden, en anden Natur. Og dette er ogsaa Oprindelsen til alt Symbolsk og Allegorisk i disse halvt digteriske, halvt filosofiske Værker. Der opstod en Poesi, som havde Præget af en Religion og tilsidst flød over i Religionen, og som snarere skyldte et Liv i Stemninger end et Liv i aandelig Frembringen sin Tilværelse. Saaledes bliver det forstaaeligt, at, som A. W. Schlegel selv har sagt, det ofte »snarere var Følelsernes luftige Melodi, der blev angivet, end Følelserne selv, der blev udsungne i deres hele Kraft og Fylde«. Man vilde ikke meddele Læseren selve Sagen, men en Anelse om Sagen. Ikke i klart Sollys, men i Dæmringens Halvlys eller i hemmelighedsfuldt skjælvende Maanelys, i det Fjerne, langt ude i Horisonten eller i Drømme øjnes derfor de romantiske Skikkelser. Deraf ogsaa den romantiske Fortynden af Udtrykket for det, som iagttages med Sanserne (Blitzeln, Aeugeln, Hinschatten) og Sammenblandingen af Udtrykkene for forskjelligartede Sanseudtryk, hvorved alle Billeder blive udviskede indtil Ubestemthed. I Tiecks »Zerbino« hedder det om Blomsterne:

Die Farbe klingt, die Form ertönt, jedwede
Hat nach der Form und Farbe Zung' und Rede.
[…]
Sich Farbe, Duft, Gesang Geschwister nennen.

Det Principielle i denne Digtning var ikke som i Sturm-und-Drang Perioden Lidenskaben men Indbildningskraftens frie Spil, en Fantasivirksomhed, der ikke var indskrænket af Følelse og Forstand. Den romantiske Fantasi, der nu løftes paa Tronen, har den Ejendommelighed, at den ikke er bunden hverken af Forstandens Love eller af Følelsens Forhold til Virkeligheden. Den højere, poetiske Rækkefølge af Forestillingerne, som nu indføres, erklærer Tankelovene Krig:, ja spotter dem som Spidsborgerlighed. Indfald, Griller og Luner træde i Stedet. Men idet Fantasien vil undvære Virkeligheden, hævner den ringeagtede Virkelighed sig ved Fantasiens Ulegemlighed eller Blodfattigdom, og idet Fantasien vil byde Forstanden Trods, opstaar den pinlige Modsigelse, at dette sker med fuld Bevidsthed, saa Forstanden altsaa skal uddrives med Forstand. Sjældent har en poetisk Skole saaledes som denne arbejdet under Trykket af bevidst Grubleri over sit eget Væsen. Fuldtbe vidst Hensigt er dens Frembringelsers Kjendetegn.

Fra først af tilfaldt der den romantiske Gruppe en altfor stor aandelig Arvelod. Den begyndte, netop som Tyskland havde naaet sin højeste digteriske Blomstring. Derfor er dens Mænd saa tidligt modne; de var Epigoner; de forefandt banet Vej. De erhvervede sig tidligt saa stort et Grundfond af kunstnerisk Teknik og litteraturhistorisk Viden, at ingen anden Generation i Tyskland paa langt nær var begyndt med en lignende Kapital. De tilegnede sig Goethes, Schillers, Shakespeares Sprog som det første Klædebon for deres Aand, og idet de fra denne Begyndelse gik videre frem, frembragte de hvad Goethe har kaldt »de forcerede Talenters« Tidsalder. Saa vel Studiet af virkelige Menneskekarakterer som Gjennemførelsen af bestemte kunstneriske Ideer erstattedes hos dem af en urolig Fantasis Vilkaarlighed.

Fælles for alle […] (1873:44 / 1891:59-64)

Omarbejdelse

***

[…] Nødraabet efter Poesi og Frihed.

Den første betydeligere Production, der møder os, er Tiecks »William Lovell«. Denne Romans første Del, forfattet i Tiecks 21de Aar, udkom 1795. Nu og da anslaaes allerede her med Hensyn til Kunstsmagen de Strenge, som den romantiske Skole senere spillede paa.

William Lovell kommer til Paris (som Tieck da aldrig havde seet) og er naturligvis opfyldt af stor Modbydelighed for Alt, hvad han oplever: (I. 49–52). »Byen er en grim, uregelmæssig Stenhob. I hele Paris har man Følelsen af at være i et Fængsel. – Man taler og snakker hele Dage uden en eneste Gang at sige, hvad man tænker. – Jeg er af Kjedsomhed gaaet nogle Gange i Theatret. Tragoedierne bestaae af Epigrammer uden Handling og Følelse, og Tirader, der tage sig ud, som naar paa gamle Malerier Ordene hænge ud af Munden paa Personerne. Jo mere Skuespilleren fjerner sig fra Naturen, for des større bliver han anseet. – I den store verdensberømte Pariser-Opera faldt jeg i Søvn.« Det er de Indtryk, som Lovell, der i Bogen er Englænder, har modtaget af Paris omkring Revolutionstiden – den hele traditionelle tydske Foragt for fransk Væsen og fransk Kunst, dobbelt komisk her, fordi den er lært udenad efter Bøger. I Modsætning hertil udbryder Lovell i Theâtre français: »O Sophokles, o guddommelige Shakspeare!«, og meget betegnende siger han: »Jeg hader Menneskene, som med deres eftergjorte lille Sol [skal være Fornuften] lyse op i enhver hyggelig Dæmring og forjage de elskværdige Skyggebilleder, der boede saa trygt under det hvælvede Løvtag. I vor Tidsalder er det blevet en Slags Dag, men den romantiske Nat- og Morgenbelysning var skjønnere end dette graa Lys fra en skyet Himmel«.

Undtager man disse enkelte Stænk, synes Bogen ellers ved første Øiekast ikke at have nogen af de Egenskaber, som man pleier at betegne som de romantiske Frembringelsers; men i Virkeligheden viser intet Værk bedre og sikrere end dette, hvori de romantiske Tendentser grunde. »William Lovell« har laant sin Grundtanke og Brevformen fra en i høi Grad usædelig fransk Roman af den materialistiske Skribent Rétif de la Brétonne: »Le paysan perverti«. Det er ikke uden Betydning, at vi strax her kunne føre en romantisk Production tilbage til den franske Materialisme; det er i Virkeligheden fra den, at den mørke romantiske Skjæbnetro stammer. »Lovell« er en Bog, hvis Læsning i vore Dage er i høi Grad besværlig. Formen er trættende bred, alle Charaktererne staae som i Taager. Bipersoner som den ædle gamle Tjener ere trivielle Richardsonske Reminiscentser, og der findes hverken et drastisk Træk eller en plastisk Situation. Bogens Fortrin, som er ligesaa tydsk som dens Mangler, bestaaer i en udholdende og haardnakket psychologisk Reflexion. Dens Helt er en Yngling, der lidt efter lidt langsomt og sikkert føres til at opløse alle faste og substantielle Livsmagter, alle overleverede og godkjendte Regler for Livet, paa en saadan Maade, at han ender i en ren Forbryderexistents med den mest forhærdede Egoisme til Grundvold. Man har Uret, synes jeg, i at undre sig over, at Tieck i saa ung en Alder kunde skildre Sligt. Er det ikke netop i de tidligste Ungdomsaar, at Ynglingen, hvis Blik endnu slet ikke formaaer at vende sig udad, bestandig sysselsat med alt det Forunderlige, der viser sig for hans Blik, naar han seer ind i sit eget Hjerte, uafladeligt maa optrævle sig selv, undersøge sine egne Tilstande, see sig selv i det Speil, som hans egen Bevidsthed rækker ham? Der gives for mange Gemytter ingen mere selvkritisk Alder end Perioden omkring det 20de Aar. Man har endnu saa god Tid i Livet, saa god Tid til at gjøre sig Rede for sig selv; man tilbringer sine Dage med at lære det Instrument at kjende, hvorpaa man hele Livet igjennem skal spille; man stemmer det, man agter paa, hvorledes det er stemt. Den Tid er endnu fjern, hvor man rask væk bemægtiger sig sig selv og benytter sig som Instrument, hvad enten det nu er som Violin eller som Brækjern, eller som hvad det nu kan falde. Og byder Omverdenen nu ved Omstændighedernes Beskaffenhed hverken Opgaver eller Næring, og vedbliver Individet at leve af sit eget Blod, da maa uundgaaeligt Reflexionssygen føre til, at Individualiteten opplukkes eller udhules.

Det for Digteren, for Retningen, for Tidspunktet Eiendommelige er her det Følelsens Phantasteri, hvori den selvkritiske Reflexion slaaer over. Individet vover for Alvor at gjøre det tilfældigt bestemte, umiddelbare Jeg, som har opløst Alt, hvad Vedtægt respecterer, til alle Tings Norm og alle Reglers Ophav. Forvridningen af Fichtes Totaltanke og den psychologiske Sammenhæng med den kan her ikke miskjendes. Man læse følgende Vers af »Lovell« og den efterfølgende Reflexion: (»Lovell« I. 178.)

Willkommen, erhabenster Gedanke,
Der hoch zum Gotte mich erhebt.
Die Wesen sind, weil wir sie dachten,
In trüber Ferne liegt die Welt,
Es fällt in ihre dunkeln Schachten
Ein Schimmer, den wir mit uns brachten.
Warum sie nicht in wilde Trümmer fällt?
Wir sind das Schicksal, das sie aufrecht hält!
Den bangen Ketten froh entronnen
Geh’ ich nun kühn durchs Leben hin
Den harten Pflichten abgewonnen,
Von feigen Thoren nur ersonnen.
Die Tugend ist nur, weil ich selber bin,
Ein Wiederschein in meinem innern Sinn.
Was kümmern mich Gestalten, deren matten
Lichtglanz ich selbst hervorgebracht?
Mag Tugend sich und Laster gatten!
Sie sind nur Dunst und Nebelschatten,
Das Licht aus mir fällt in die finstre Nacht.
Die Tugend ist nur, weil ich sie gedacht.

»Saaledes behersker min ydre Sands den physiske, min indre Sands den moralske Verden. Alt underkaster sig min Vilkaarlighed; ethvert Phænomen, enhver Handling kan jeg kalde hvad det behager mig; den levende og livløse Verden hænger i Kjæder, som min Aand styrer; mit hele Liv er kun en Drøm, hvis mangfoldige Skikkelser forene sig efter min Villie. Jeg selv er den eneste Lov i den hele Natur og denne Lov lyder Alt«. Man seer, at naar Friedrich Schlegel senere i sin Polemik mod Fichte udraaber: »Fichte er ikke nok absolut Idealist, fordi han ikke er nok Kritiker og Universalist; jeg og Hardenberg (Novalis) ere det dog mere«, saa har allerede 10 Aar i Forveien, og længe før der var Tale om Romantik og romantisk Skole, Tieck øinet den Vei, som den nye Skole vilde slaae ind paa: Individualitetens Opgaaen i personlig Vilkaarlighed og denne Vilkaarligheds Ophøielse til Livets og Kunstens Kilde under Navnet Phantasi. Lovell fører denne Bane ud over alle afstukne Grændser. Medens Johannes Forføreren, der i vor Litteratur fuldender og afslutter denne Type, bestandig holder sig indenfor et vist Schema, i Afstand fra det Ethiske, hvilket han betragter som en kjedelig og fortrædelig Magt, og som han derfor heller aldrig angriber i Fronten, lader Lovell som den alsidigere, dristigere anlagte, om end slettere udførte Charakter, sig hverken skræmme tilbage af Forræderi, Drab eller Giftmord. Han er den i den hele Periode varierede Don-Juan-Faust-Type med en Tilsætning af Schillers Frants Moor. Selvbeskuelsens Blaserthed har her ført til grændseløs Menneskeforagt og hensynsløs Bortfeien af alle Illusioner, og der øines ingen anden Trøst end den, at Hykleriet afsløres, og den hæslige Sandhed sees. I hvor dyb en Sammenhæng med Meget af hvad Romantikerne siden frembragte staaer ikke en Udtalelse som denne (I, 212): »Visselig er Vellyst vort Væsens store Hemmelighed; selv den reneste og inderligste Elskov vil dukke sig i denne Brønd. – Kun Letsind, kun Indsigt i Illusionen kan frelse os, og derfor er Amalie Intet for mig mere, siden jeg indseer, at Poesie, Kunst og selv Andagt kun er forklædt og tilhyllet Vellyst – – Intet uden Sandselighed er det første bevægende Hjul i vort Maskineri – – Sandselighed og Vellyst er Musikens, Maleriets og alle Kunsters Aand; alle Menneskets Ønsker flyve om denne Pol som Myggene om det brændende Lys; – – derfor ere Boccacio og Ariost de største Digtere, og Tizian og den kaade Correggio staae høit over Dominichino og den fromme Raphael. Jeg antager endog Andagten for at være en afledet Kanal for den raa Sandsedrift, der bryder sig i tusind mangfoldige Farver.« Man kunde troe, at denne Lovell, i hvis Reflexioner Sandseligheden spiller saa stor en Rolle, var skildret som en Natur, hvis Instincter ledede den paa Afveie. Lige omvendt! Han er kold som Is, kold som Kierkegaards Skygge af en Forfører, der endog i dette Træk er anticiperet her. Han begaaer ei sine Udskeielser med Kjød og Blod, men med en phantastisk exalteret Hjerne. Han er et purt Cerebralmenneske, en Nordtydsker af det reneste Vand. Og i et bestemt Punkt er han tilmed allerede ved Anticipation romantisk i en uventet Grad. Da han helt er udbrændt, da hver Gnist af Overbevisning er udslukt hos ham, og alle hans Følelser ligge »døde og slagtede« omkring ham, tyer han til Troen paa det Vidunderlige og sætter sin Lid til mystiske Meddelelser, som en gammel Bedrager har foregjøglet ham Udsigten til. Dette Træk, som charakteristisk nok ei findes i det franske Forbillede, udfordredes for at supplere Figuren.

Saa udhulet er her Individualiteten, saa lidet veier den i sin egen Haand, at den forekommer sig lige sand og usand i ethvert Moment; den er bleven sig fremmed og har ligesaa liden Tillid til sig selv som til nogen objectiv Magt. Den staaer udenfor, hvad den selv oplever. Det forekommer den, at den spiller en Rolle, naar den handler. Lovell fortæller, hvorledes han har forført en ung Pige, Emilie Burton: »Jeg kastede mig pludselig ned for hendes Fødder og tilstod hende, at alene en heftig Kjærlighed havde bevæget mig til mit Ophold i Slottet; jeg sagde, at dette skulde være mit sidste Forsøg paa, om der gaves noget menneskeligt Hjerte, der endnu vilde tage sig af mig, for igjen at forsone mig med Livet og Skjæbnen. Hun var skjøn, og som i et Skuespil spillede jeg min Rolle videre med en forunderlig Begeistring; Alt, hvad jeg sagde, lykkedes mig, jeg talte med Ild og dog uden Affektation« (»Lovell« II, 110); og senere hedder det: »At hun selv paa nogen Tid har forspildt sin huslige Lykke, er hendes egen Skyld; at hun efter den gjængse Synsmaade nu maa skamme sig for mange Mennesker, kan ikke bebreides mig. Jeg gav en Rolle overfor hende, hun kom mig imøde med en anden, og vi spillede saaledes med megen Alvor et Stykke af en daarlig Digter, og nu gjør det os atter ondt, at vi saaledes have spildt Tiden.« Altsaa et Spil, en Rolle var det Hele. Man har her allerede udfoldet i en litterær Figur, hvad senere blev til et Livs Virkelighed i Charakterer som Fr. Schlegels og Gentz's, og man har her psychologisk charakteriseret, hvad kunstnerisk bestemt blev til Romantikernes meget omtalte Ironi. Her i Charakteren den nøgne Egoisme, der tager Livet som en Rolle, i Kunsten Misforstaaelse og Overdrivelse af Schillers Grundtanke, at den æsthetiske Virksomhed er »en Leg«, et Spil ↄ: en Virken uden ydre Formaal, saa at den sande Kunstform bliver den, der hvert Øjeblik itubryder Formen, umuliggjør Illusionen og ender i Selvparodien, saaledes som det skeer i Tiecks Lystspil. Der er her den allernøieste Sammenhæng mellem Maaden, paa hvilken Helten handler og Maaden, paa hvilken Comoedien skrives. Ironien er en og den samme. Alt kan føres tilbage til den samme Selviskhed og Uvirkelighed.

For ret at forstaae den Sjælstilstand, som er skildret i »Lovell«, er det ikke nok, at vi see dens fremtidige Conseqventser, vi maa her som tidligere ved René see, hvori dette psychologiske Moment er begrundet, og hvoraf det er betinget. Betinget er det ved den hele Selvraadighed, i hvilken Tiden gjærer. Derfor mødes de forskjelligste Digteraander i Typens Udformning. Som en Blaserthedens Titan hører Lovell hjemme i en Slægt af Titaner.

Jean Paul, der er 10 Aar ældre end Tieck, 4 Aar yngre end Schiller, begyndte, 2 Aar før »Lovell« blev anlagt, en Skildring af Racen i sin »Faustiade« Romanen »Titan«. Jean Paul er i mange Maader Romantikens Forløber; indenfor den romantiske Skole bliver han reproduceret af Hoffmann, ligesom Goethe af Tieck. Han er Romantiker først og sidst ved den grændseløse Vilkaarlighed, hvormed han som Kunstner gaaer tilværks. Han har, som Auerbach har sagt det om ham, »Studiehoveder, Stemninger, Charaktertræk, psychologiske Forviklinger, Billeder i Almindelighed liggende færdige, som han vilkaarligt overfører paa givne Charakterer og Situationer«, han skyder alle mulige nok saa uvedkommende Indfald ind i sine Fortællingers elastiske Ramme. Dernæst er han Romantiker ved sin grændseløse Selvraadighed; thi man hører ham og atter ham gjennem alle hans Personer, hvad de saa hedde, fremdeles ved sin Alt beherskende og ingen fast Kunstform respecterende Humor, endelig ved sin hele Stilling som den antike Dannelses Antipode. Men hvad han saa end i Kunsten var, saa var han i Livet ikke Virkelighedens, men Frihedens Mand, dens lidenskabelige Forkjæmper, Fichtes Ligemand i begeistret Pathos; han bekjæmper hverken Oplysningen eller Fornuften eller Reformationen eller Revolutionen, han er overbevist om den historiske Værdi og den fulde Gyldighed af de Ideer, som det er det 18de Aarhundredes Hæder at have bragt frem og forfægtet. Derfor vender han sig advarende mod Romantikernes tomme og demoraliserende Phantasteri.

I »Titan« forekommer den kraftigst udprægede af Jean Pauls Idealfigurer, Roquairol, Idealfigurer siger jeg, fordi han som fortrinlig realistisk Idyldigter frembragte en hel anden Art Charakterer. Roquairol er en Prototyp for den Form, hvori Tiden støber sin Lidenskab og sin Fortvivlelse.

Han er den rasende og dybt reflecterede Attraa, der bliver til Phantasteri, fordi den er en Kraft, som Forholdene ikke tage i Brug, og som ikke har de Evner i sig, hvormed man tilegner sig eller gjennembryder og behersker Virkeligheden. Attraaen bliver saaledes en Sygdom, der slaaer ind og som fører til Selvbeskuelse og Selvmord. Vil De høre Roquairol skildre sig selv i et Brev (»Titan«, 3die B. 88 Zykel):

»See kun paa mig, jeg tager min Maske af, convulsiviske Bevægelser gaae over mit Ansigt som paa Folk, der have taget Gift. Jeg har drukket mig fuld i Gift, jeg har slugt Giftkuglen, Jordkuglen. – Jeg er som et udhulet Træ, forkullet af en phantastisk Ild. Naar Jegets Indvoldsorme, Vrede, Henrykkelse, Elskov og andre lignende igjen give sig til at krybe om og fortære hinanden, da seer jeg fra mit Jeg ned paa dem, og jeg skjærer dem i Stykker som Polyper og stikker dem ind i hinanden. Da skuer jeg atter paa denne min Skuen, og da dette gaaer for sig i det Uendelige, hvad har man saa af det Alt? Naar Andre have en Troes-Idealisme, saa har jeg en Hjertets Idealisme, og Enhver, der ofte har gjennemgaaet alle Følelser, paa Theatret, paa Papiret eller paa Jorden, har den som jeg. Hvad nytter det til? – Ofte seer jeg paa Bjergene og Floderne og Landet rundt om mig, og det er mig, som kunde de i et Øieblik flagre fra hverandre og jeg med. – Der gives en kold, kjæk Aand i Mennesket, hvem Intet angaaer, ikke engang Dyden, thi han vælger den først, og han er dens Skaber ei dens Skabning. Jeg oplevede engang paa Havet en Storm, hvor alt Vandet rasende og takket og skummende splittedes og kastedes i Bølger, medens den stille Sol saa til foroven – bliv saadan! Hjertet er Stormen, Himlen, det er Jeget! – Troer Du, at Roman- og Tragoedieforfatterne, Genierne iblandt dem, der tusinde Gange tilbunds have efterabet Alt, det Guddommelige og det Jordiske, ere anderledes end jeg? hvad der i Virkeligheden holder dem og de Øvrige oppe, det er Hungeren efter Penge og Ros. – Aberne ere Genierne blandt Dyrene; og Genierne ere Aber i æsthetisk Eftergjøren, i Hjerteløshed, Ondskab, Skadefryd, Vellyst og – Lystighed.«

Han fortæller, hvorledes han uden selv at føle Andet end en af Kjedsomhed udspringende Drift har besnæret sin Vens Søster:

»Jeg mistede Intet – i mig er ingen Uskyld – jeg vandt Intet – jeg hader Sandsernes Lyst – den sorte Skygge, som Nogle kalde Anger, foer bred afsted efter Tryllelanternens flygtende, brogede Lystbilleder. Men er det Sorte mindre optisk end det Brogede?«

Den, der omhyggeligt vil læse blot dette korte Citat af Jean Pauls enorme fire Binds Roman, vil see, hvorledes atter her en Forbindelseslinie imellem Livet og Kunsten er draget. Uvilkaarligt men høist betydningsfuldt bruger Roquairol den frembringende Kunstners Natur som Symbol paa sin, og Udtrykkene »udhulet af en phantastisk Ild« og »Hjertets Idealisme« (det Samme, som jeg har kaldt Subjectivisme) ere saa skarpt betegnende, som vare de valgte kategorisk. Ja saa bevidst har Digteren været sig, hvad det var, han vilde skildre, at han (efterat Roquairol har begaaet sin sidste og afskyeligste Forbrydelse, forvexlet med Albano, Helten, at besøge dennes Elskede, Linda, om Natten) lader ham døe paa et Theater, lader ham skyde sig selv under Udførelsen af en Rolle, der ender med Selvmord, endnu til det yderste Øieblik levende i Skinnets og Spillets Verden, forvexlende eller sammenblandende Virkelighed og Phantasi. Blev ikke det at gjøre Virkeligheden phantastisk eller poetisk et Løsen for den følgende Slægt? Det var den Opgave, den satte sig, og som den stræbte at løse i al sin Production; det er en Stræben henimod dens Løsning, som forklarer og undskylder dens Forvildelser, hvor den skizzerer en Omformning af Virkeligheden som f. Ex. i Schlegels »Lucinde«.

Det store Problem om Forholdet mellem Poesien og Livet, Fortvivlelsen over deres dybe, bitre Disharmoni, den rastløse Famlen efter en Forsoning, den er det, som ligger bagved den uhyre store Gruppe af tydsk Litteratur lige fra Sturm- und Drang-Periodens Tid til Romantikens Ophør. For at forstaae saavel »Lucinde« som »Lovell« maa man derfor gaae tilbage. Begge forstaaes de bedre gjennem Jean Pauls »Titan«, Lovell gjennem Titaniden Roquairol, Lucinde gjennem Titaniden Linda. (1873:44-58)

>

[…]Nødraabet efter Poesi og Frihed.

Selvets frie Vilkaarlighed isolerer. Ikke desmindre dannede disse Mænd snart en Skole, og efterat den hurtigt havde opløst sig, fandt paa flere Punkter interessante Gruppedannelser Sted.

Det beroer paa, at de havde fattet det Forsæt, i Fællesskab at hjælpe den af Tysklands største Aander indvundne Verdensbetragtning til Sejr, tilkjæmpe den Herredømmet. De vilde indføre Geniernes Livsanskuelse i Livet selv, give den Udtryk i Kritiken, i Digtningen, i Kunstopfattelsen, i det religiøse Foredrag, i Besvarelsen af de sociale, ja af de politiske Spørgsmaal, og foreløbig vilde de især udrette dette ved voldsom litterær Polemik.

Der var heri Noget af store og stærke Naturers Trang til at meddele en hel Skare af Medstræbende én Vilje og én Synsmaade og Noget af stærkt angrebne og omtvistede Talenters Tilbøjelighed til at stille en lille men overlegen Hob overfor det store Antal af Modstandere. Hos de Bedste var Dannelsen af en Skole eller et Parti et Resultat af netop den samme Mangel paa en Statsorganisation, som var den første Betingelse for hin isolerende Vilkaarlighed. Følelsen af at tilhøre et Folk uden Stats-Enhed og uden samlet Kraft avlede en Stræben efter at bibringe de ledende Mænd af Aandsaristokratiet en ny samlende Grundsynsmaade. (1891:64-65)

Omarbejdelse

I 2.-udgaven erstattes 1.-udgavens kap. III af kap. II (om Hölderlin), kap. III (om A.W. Schlegel) og kap. IV (om Tieck og Jean Paul). 2.-udgavens kap. II-III er nyskrevne, men en række mindre enkeltstående sætninger eller dele af sætninger fra 1.-udgavens kap. 2 er indarbejdet i 2.-udgavens kap. II. 2.-udgavens kap. IV består i vid udstrækning af et længere, sammenhængende udsnit af 1.-udgavens kap. 2

III.

Jeg har skildret Dem, hvorledes Romantiken fra sin negative Side: Virkelighedsskyen og Vilkaarligheden var forberedt ved den ældre Litteratur, ved Göthe og Schiller og vist Dem, i hvilke Livsforhold dette havde sin Grund. De vil nu see, hvorledes Romantiken ogsaa omvendt fra sin positive Side i allerhøieste Grad var forberedt ved hvad der gik forud.

Lad os endnu et Øieblik blive ved Roquairol. Lad os see bort fra den særegne Nuance af dæmonisk Phantasteri, som Charakteren her har modtaget. Hvad udgjør saa dens Fond? Dens Fond er Lidenskab, det vil sige, hvad Tydskerne kalde Lidenskabens »Freigeisterei«, dens Frihedsfølelse og Omvæltningstrang. Men det er netop denne Følelse, som var Udgangspunktet for den moderne tydske Litteratur i Goethes og Schillers Ungdomsdigtninge. De bæres af en og samme Grundstemning: Trods. De ere Udtryk for en og samme Opposition. De ere revolutionære Udbrud og revolutionære Experimenter. Goethes »Die Geschwister« experimenterer med Elskov mellem Sødskende. Hans »Stella« ender i sin oprindelige Form som Forsvar for Dobbelt-Ægteskab, og paa samme Vis skildrer Jean Paul i »Siebenkäs« Bigami som en Sag, Geniet har Lov til at begaae, naar det føler sig trykket af den først indgaaede Forpligtelse. »Götz« er det geniale Individs tragiske Undergang i Kamp mod en slap og fordærvet Tidsalder. Schillers »Die Räuber« med sin Vignet»In tyrannos« og sit Motto af Hippokrates »Hvad Lægemidler ei helbrede, det helbreder Jernet, hvad Jernet ei helbreder, det helbreder Ilden« er en Krigserklæring mod Samfundet. Karl Moor er den høihjertede Idealist, der i »Castrataarhundredet« nødvendigvis maa gaae tilgrunde som Forbryder. Schillers Røvere ere ikke Banditer, men Revolutionære. De ville ikke plyndre, men straffe, de ville ikke Postsækken, men Privilegierne tillivs, de udsondre sig fra Samfundet for at hævne sig paa det for begaaet Uret. I Schillers »Røvere« (1781) leger Revolutionen »Røvere«, 8 Aar før den bryder løs for Alvor. Endnu mere personligt udtalt er Schillers Trods i de Digte fra hans første Periode, som han skrev under Inspiration af sin Forbindelse med Fru von Kalb. De ere omarbeidede og aldeles forvanskede i den gjængse Udgave. De maa søge dem i den store fortræffelige historisk-kritiske Udgave, der endnu ikke er sluttet. I det Digt, som senere fik Titelen »Der Kampf«, men som oprindeligt bar Titelen »Freigeisterei der Leidenschaft« hedder det:

Woher dies Zittern, dies unnennbare Entsetzen,
Wenn mich dein liebevoller Arm umschlang?
Weil Dich ein Eid, den auch nur Wallungen verletzen,
In fremde Fesseln zwang?
Weil ein Gebrauch, den die Gesetze heilig prägen,
Des Zufalls schwere Missethat geweiht?
Nein – unerschrocken trotz’ ich dem Bund entgegen,
Den die erröthende Natur bereut.
O zittre nicht – Du hast als Sünderin geschworen,
Ein Meineid ist der Reue fromme Pflicht,
Das Herz war mein, das Du vor dem Altar verloren,
Mit Menschenfreuden spielt der Himmel nicht.

Saa pudsigt, som dette naive Sophisteri kan lyde, saa tvivlsomt det maa synes, om Himmelen ikke skulde tillade sig at lege en lille Smule med Menneskets Glæder, saa utvetydig er her Tendentsen, og som Hettner (3, I, 375) slaaende har bemærket, siger Don Carlos næsten enslydende »Min Elskovs Rettigheder ere ældre end Alterets Formler«. Thi »Don Carlos«, som tre Gange blev omarbeidet, efter hvad der hvergang var Schillers herskende Passion, har i sit andet Udkast Angrebet paa Ægteskabet til Hovedtanke.

Til den unge Dronning Elisabeth var Charlotte von Kalb Forbilledet. Denne Dame, som beherskede Schillers første Ungdom, var bleven tvungen til Ægteskab af sine Forældre. I Aaret 1784 lærte Schiller hende at kjende, og i 1788 drøftede de endnu den Plan for bestandigt at forene deres Skjæbne. Det er i hendes Hus, at Schiller anbringer den ulykkelige Hølderlin, da denne har maattet forlade sin Huslærerplads paa Grund af sin Forstaaelse med Husets Dame Susette Gontard. Kort efter at Schiller havde forladt hende, blev hun Jean Pauls Elskerinde. (Caroline Schlegel kalder hende i Spøg Jeanette Pauline.) Han beskriver hende saaledes: »Hun har to store Egenskaber, store Øine, som jeg endnu aldrig saa dem, og en stor Sjæl.« Det er efter hans egen Tilstaaelse hende, hvem han har stillet overfor Roquairol som Titaniden Linda. Om Linda hedder det i »Titan« (118 Zykel), at hun maa skaanes ikke blot af Hensyn til sit zarte Væsen, men i sin Sky for Ægteskabet, der gaaer meget vidt. Hun kan ikke engang ledsage en Veninde til Alteret; hun kalder dette Retterstedet for den kvindelige Frihed, det Baal, hvorpaa den skjønneste og frieste Elskov bliver brændt, og siger, at Kjærlighedens Heltedigt der i det Høieste kan blive til Ægteskabets Hyrdepoesi. Og det er forgjæves, at hendes forstandige Veninde foreholder hende (125 Zykel), at hendes Uvillie mod Ægteskabet umuligt kan have anden Grund end hendes Afsky for Præsterne – at det ægteskabelige Baand jo kun betyder evig Kjærlighed, og at enhver sand Kjærlighed maa ansee sig for evig – at man tæller ligesaa mange, om ikke flere ulykkelige Kjærlighedsforbindelser som ulykkelige Ægteskaber o. s. v. Fru v. Kalb selv skriver til Jean Paul: »Hvorfor angle med det Ord forføre? Jeg beder Dem, skaan de stakkels Tingester og ængst ikke mere Deres Hjerte og Deres Samvittighed. Naturen er saamæn stenet nok. Jeg forandrer aldrig min Tænkemaade om denne Gjenstand. Jeg forstaaer ikke denne Dyd og kan ikke erklære Nogen for salig for dens Skyld. Religionen her paa Jorden er ikke Andet end Udviklingen og Vedligeholdelsen af de Kræfter og Anlæg, som vort Væsen besidder. Ingen Tvang skal Skabningen taale, men heller ingen uretfærdig Resignation. Lad kun altid den kjække, kraftige, modne, sig sin Kraft bevidste Menneskehed have sin Villie; men Menneskeheden i vor Generation er ussel og jammerlig. Alle vore Love ere Følger af den elendigste Ynkelighed og de usleste Behov og sjeldent engang af Klogskab. Kjærlighed behøver ingen Lov.«

Der taler en stor og energisk Aand ud af dette Brev. Springet herfra og til »Lucindes« Idee er ikke stort, men Faldet herfra og til »Lucindes« platte Udførelse er dybt. Dog ret forstaaes disse Udbrud først, naar man seer de selskabelige Forhold, fra hvilke de udsprang, og naar man veed, at de ei ere enkelte, løsrevne og tilfældige Udfald, men betingede ved de poetiske Naturers gjennemgaaende Forhold til Samfundet da. De tydske Klassikeres Hovedkvarteer og Samlingspunkt var dengang Weimar. Aarsagen til, at saa lille en By i et lille Hertugdømme blev det, lader sig uden Vanskelighed paavise. Af Tydsklands to store Fyrster var Joseph den 2den altfor optagen af sine rationalistiske Reformbestræbelser, altfor ivrig for Forstandsoplysningen til at have nogen Interesse tilovers for den tydske Poesi, og den voltairianske Friedrich af Preussen var som bekjendt altfor fransk i Smag og Aandsretning til at have nogen Interesse for Tydsklands Poeter. Det blev da Smaahofferne, der toge sig af dem; Schiller havde sit Tilhold i Mannheim, Jean Paul sit i Gotha, Goethe var bosat i Weimar. I mange Tider havde den poetiske Production i Tydskland ikke været centraliseret. Nu blev Weimar et Midtpunkt. Goethe kaldte Herder og Wieland dertil og fik Schiller anbragt i sin Nærhed i Jena. Weimar var da det Sted, hvor praktisk og theoretisk Lidenskaben mest hensynsløst og fordomsfrit blev forgudet som poetisk overfor Samfundets Convenients. »Ak! her er Kvinder!« udbryder Jean Paul, da han kommer til Weimar, »her er Alt revolutionært dristigt, og det at være Hustru betyder Intet.« Wieland tager sin tidligere Elskede, La Roche, i Huset »for at leve op igjen«. Schiller foreslaaer Fru v. Kalb en fælles Reise til Paris.

Goethe er den, som ved sin Ankomst til Weimar bringer hele Sturm- und Drang-Perioden med sig. Man kan ikke tænke sig et eiendommeligere og friskere Selskab end dette: Hertugen og Hertuginden 18 Aar gamle, Goethe 26 Aar, Hertuginde Amalia, Karl August's Moder, kun 36 Aar gammel og fuld af ubunden Livslyst. I dette Hof bliver Goethe Sjælen, og med Ungdommens Overmod hvirvler han denne Kreds med sig i Fornøielser, Fester, Landpartier, Væddeløb og Maskerader, i en ofte »rasende« Lystighed, en vild Naturglæde, der snart forklares snart »formørkes« ved mere eller mindre letfærdige Kjærlighedshistorier. Jean Paul skriver til sin Ven, at han kun mundtligt kan skildre ham Weimars Sæder. Naar man betænker, at allerede det, at man løb paa Skøiter, var Weimars ærbare Philistre en Skandale, vil man ikke undre sig over den gamle Wielands arrige Udbrud, at det kun syntes at gjælde om »at brutalisere den bestialske Natur.« Saa var det, at den blide og fine Coquette, Fru v. Stein, 10 Aar i Træk blev Goethes Muse, Originalen til Leonore og Iphigenia. Og stor blev Forargelsen, da Goethe optog Christiane Vulpius »den lille Blomst, lysende som Stjerner, skjøn som et Øie« i sit Hus og levede 18 Aar med hende, inden han legitimerede sin Forbindelse. Schiller var gift med Charlotte v. Lengenfeldt, men hendes Søster, Karoline, Schillers »Ideal«, med hvem han følte sig inderligere beslægtet, skilte sig fra sin Mand og flyttede ind i Huset. Saaledes begriber man, at Jean Paul under Indtrykket af Fru v. Kalbs Personlighed her i Weimar kan udraabe: »Saameget er vist, en aandigere og større Revolution end den politiske og ligesaa morderisk som denne banker i Verdens Hjerte.«

Hvilken Revolution? Følelsens Emancipation fra Samfundets Vedtægter, Hjertets respectstridige Pukken paa sin Ret til at betragte sin Lovbog som Sædernes nye Codex og til at omstøbe Sæderne efter Sædeligheden, undertiden efter Tilbøieligheden. Ud over dette vilde man Intet, tænkte man ikke paa Noget. Praktiske eller sociale Reformer havde man ikke for Øie. Det ægte Tydske viser sig her i, at man bestandig udvortes gjorde dybe Buk for enhver Regel, fra hvilken man skulkede eller kneb ud. Ikke blot hævder den ældre Goethe f. Ex. bestandig i direkte Udtalelser i Samtaler de bestaaende Former af Kjønnenes Samliv som absolut nødvendige for Culturen. Men gjennemgaaende gjælder det, at man i Bøgerne udtalte revolutionære Ideer, som man selv mere eller mindre bifaldt, og saa ved Slutningen tilbagekaldte dem, idet Helten enten tilstaaer sin Uret, eller dræber sig selv, eller straffes for sin Trods eller ender med at resignere (som Karl Moor, Werther, Tasso, Linda), ganske som de kjætterske Forfattere i Middelalderen til Slutning tilføiede en Notits om, at Alt, hvad der stod i Bogen, selvfølgelig burde forstaaes i Overensstemmelse med den hellige almindelige Moderkirkes Fordringer.

I denne Kreds af Weimars begavede Kvinder er det, at Madame de Staël »Stormen klædt i Skjørter«, som man kaldte hende, under sit Besøg i Tydskland træder ind. Hun staaer iblandt dem som en vild og fremmed Fugl. Hvilken Forskjel paa hendes Tendentser og deres Sympathier! Hos dem er Alt personligt, hos hende er Alt allerede socialt. Hun er optraadt offentligt, hun slaaer drabelige Slag for store sociale Reformer. Disse tydske Kvinder fra Humanitetsperioden ere, selv naar de gaae videst, altfor idyllisk anlagte dertil. For hende gjælder det om at omforme Livet politisk; for dem gjælder det om at gjøre Livet poetisk. Den Tanke at kaste Handsken til en Napoleon havde aldrig kunnet falde nogen af dem ind. Hvilken Brug af en Kvindehandske, af et Kjærlighedspant! Ikke Menneskerettighederne, men Hjertets Rettigheder er det, de forstaae, og de bekjæmpe ikke Livets Uret, men dets Prosa. Forholdet mellem Samfundet og det geniale Individ antager ikke her som i Frankrig Form af en Kamp mellem individuel, revolutionær Frihed og social, traditionel Nødvendighed, men Formen af en Kamp imellem den Enkeltes Ønsker som Poesi, og Politik og Samfundsregel som Prosa. Deraf den romantiske Litteraturs uafladelige Lovprisning af Evnen og Kraften til at ønske, et Thema, hvortil især Fr. Schlegel ofte vender tilbage. Det er i Virkeligheden den eneste udadgaaende Kraft man har, Afmagten selv opfattet som Kraft. De finder den samme Beundring for Ønsket i »Enten–Eller«. »Det er derfor, at »Aladdin« er saa styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, Dristighed i de mest forfløine Ønsker. Hvormange er der vel, der i vor Tid i Sandhed tør ønske! o. s .v .« Barnlighed og atter Barnlighed! Men hvo kan undre sig over, at Ønsket, Religionernes Moder og Daadløshedens Udtryk blev Romantikernes Stikord. Ønsket er da Poesi, Samfundet Prosa. Først ud fra dette Synspunkt forstaaes ogsaa Tydsklands store Digteres klareste og mest lutrede Værker. Goethes »Tasso« med sin Kamp mellem Statsmand og Digter, ↄ: mellem Virkelighed og Poesi, sin Skildring af Modsætningen mellem de to, der supplere hinanden og kun ere ulige, »fordi Naturen ikke formede een Mand af dem begge«, er trods sin krystalklare Form og sin haardt tilkjæmpede Resignation et Product af den selvsamme lange Gjæring, der afgiver den romantiske Skole alle dens Fermenter. »Wilhelm Meister« har intet andet Sujet. Ogsaa dette Værk fremstiller den langsomme, gradvise Forsoning og Sammensmelten af det poetiske Ideal og den reale Virkelighed. Men kun de største Aander formaaede at naae til denne Høide, den store Skare af fremragende, men uklart stræbende Aander bleve staaende i Disharmonien. Og jo mere Poesien nu blev sig bevidst som Magt, jo mere Digteren følte sig i sin Værdighed, og Litteraturen blev til en lille Verden for sig med sine særegne Fag-Interesser, des mere antog Kampen mod Virkeligheden den underordnede Form af Kamp mod Philisteriet (see f. Ex. Eichendorffs Drama »Krieg den Philistern«). Det bliver da ikke Poesiens Sag at hævde det evigt Berettigede i Friheden overfor de ydre Forholds Tyranni, den hævder sig selv som Poesi overfor Livets »Prosa«. Dette er den germaniske, den tydsk-nordiske, det vil sige den litterært reflecterede Forstaaelse af Poesiens Frihedsgjerning.

»Man maa erindre,« siger Kierkegaard, (»Begrebet Ironi« S. 322), »at Tieck og den hele romantiske Skole traadte eller troede at træde i Forhold til en Tid, i hvilken Menneskene vare aldeles ligesom forstenede i de endelige sociale Forhold. Alt var fuldkommet og fuldendt i en guddommelig chinesisk Optimisme, der ingen fornuftig Længsel lod utilfredsstillet og intet fornuftigt Ønske uopfyldt. Skik og Brugs herlige Grundsætninger og Maximer vare Gjenstand for en from Gudsdyrkelse; Alt var absolut, selv det Absolute; man afholdt sig fra Polygami, man gik med spidspullede Hatte, Alt havde sin Betydning. Enhver følte i Forhold til sin Stilling med nuanceret Værdighed, hvormeget han udrettede, hvor stor Betydning hans utrættelige Stræben havde for ham selv og det Hele. Man levede ikke qvækeragtigt letsindigt uden Agtelse for Timer og Klokkeslet, slig Ugudelighed søgte forgjæves at indsnige sig. Alt gik sin rolige, sin afmaalte Gang, selv den, der gik paa Frieri; thi han vidste jo, at han gik i lovligt Ærinde og gjorde et høist alvorligt Skridt. Alt skete paa Klokkeslet. Man sværmede i Naturen St. Hansdag, man var synderknust store Bededag, man forliebede sig, naar man fyldte sit 20de Aar, man gik i Seng Kl. 10. Man giftede sig, man levede for Huslighed og for sin Stilling i Staten; man fik Børn, fik Familiesorger; man stod i sin fulde Manddomskraft, blev paa høiere Steder bemærket i sin velsignelsesrige Virksomhed, var en Omgangsven af den Præst, under hvis Øine man episk fuldbyrdede de mange skjønne Træk til et hæderligt Eftermæle, som man vidste, han engang med et rørt Hjerte forgjæves vilde søge at fremstamme; man var Ven i Ordets sande og oprigtige Betydning, en virkelig Ven, som man var virkelig Cancelliraad.«

Jeg seer ikke, at der i denne Skildring er nogetsomhelst Historisk. Naar jeg undtager, at man nu ikke gaaer med spidspullede, men med rundpullede Hatte, seer jeg ikke, hvorfor den mindre godt skulde passe paa 1873 end paa enhver anden Tid. Den slutter sig ikke bestemtere om een Tidsalder end om en anden. Nei det Særegne ligger her kun i de begavede Aanders, i Romantikernes Opfattelse af Spidsborgerligheden. »De opfattede den philosophisk som Endeligheden, intellectuelt som Indskrænketheden, ikke som vi moralsk, naar vi see den som det Usle. Op imod den holdt de deres egen uendelige Længsel […] Imod dens Prosa satte de deres ungdommelige Poesi, som vi mod dens Usselhed vor Mandsvillie«.*) [*) G. Brandes: Kritiker og Portraiter 234.] Som almindelig Regel gjælder det da, at de flygtede fra Samfundet og Virkeligheden med deres Længsler og Tanker. Undtagelsesvis forsøgte de, som allerede antydet, dog nu og da, om end ikke at virkeliggjøre deres Ideer i Livet, saa dog at skizzere, hvorledes de tænkte sig Gaaden løst, hvorledes Virkeligheden skulde kunne omformes saaledes, at den gik op i Poesien uden Rest.

Ikke at her er Glimt af Indignation eller Initiativ som hos franske Forfattere paa dette Omraade f. Ex. hos George Sand, men man morer sig med at udkaste revolutionære eller dog skandaløse Phantasier. (1873:58-70)

>

II.

Udenfor den Gruppe, der danner Overgangen fra Goethes og Schillers Hellenisme til den romantiske Retning, staar uden at tilhøre den romantiske Skole en enkelt Skikkelse, en af Tidsalderens ædleste og fineste Aander, Hölderlin. Han staar i et lignende Forløber-Forhold til de tyske Romantikere som en anden Græker, André Chénier, til de franske, og dog er han nøjagtigt deres Samtidige. Han bliver opdraget med den romantiske Skoles senere Filosof, Schelling, og med den store, efterromantiske Tænker Hegel og slutter Venskab med dem begge. Men af de egentlige Romantikere havde han ikke lært Nogen at kjende, da Vanvid rev ham ud af den aandeligt virksomme Verden.

Hölderlin blev født 1770 og bukkede under for Sindssygen i Aaret 1802. Hans Liv som Digter og Forfatter er da kun lidet længere end Hardenbergs og Wackenroders, skjøndt han i endnu henved fyrretyve Aar overlevede sig selv.

Der laa oprindeligt aldeles ikke i Romantikernes Stræben den Polemik mod Hellenismen, der synes Efterverdenen et af dens Hovedkjendemærker. Tværtimod, naar man undtager Tieck, der slet ikke medbragte nogen Sans for gammelgræsk Væsen, er de Alle begejstrede for det gamle Hellas, saaledes især Brødrene Schlegel, Schleiermacher og Schelling. De gik ud paa at føle sig ind i alt Menneskeligt og fandt fra Begyndelsen af det Menneskeliges hele Fylde hos Grækerne. De længtes ud af deres Tidsalders kunstige Samfundsbygning, ud imod Naturen, og fandt fra først af den evige Natur hos Grækerne alene. Det ægte Menneskelige var dem tillige ægte græsk. Fr. Schlegel f. Ex. træder ud i Livet med Haabet om at blive for Litteraturen, hvad Winckelmann havde været for Kunsten. I hans Afhandlinger »Om Diotima« og »Om Studiet af den græske Poesi« blive græsk Dannelse og græsk Digtning principielt betegnede som de ubetinget første. Den senere Schlegel aabenbarer sig her især i Stræben efter at bekjæmpe den moderne Tids falske Skamfølelse og hævde det Skjønnes Selvherlighed overfor Morallove, der er Kunsten fremmede. Schlegelsk er ogsaa Paavisningen af, at det skortede Aristoteles paa Sans for Grækernes egentlige Naturpoesi.

Ganske den samme Begejstring for det gamle Grækenland, kun anderledes varig, udgjorde Hölderlins Væsen og opfyldte det helt; og denne Begejstring søgte ikke sit Udtryk i Studier og Afhandlinger, men havde saavel i Prosa som i Vers rent lyrisk Form. Hölderlin var en stor Lyriker og var, selv som Dramatiker og Romanforfatter, ikke andet. Meget træffende har Haym sagt om hans Roman: »Svælgen i Idealet, Stranden af Idealet og Sorg over det strandede Ideal: det er det Thema, som Hyperionsbrevene gjennemføre med en Svingkraft, som aldrig mattes, og en Inderlighed, der bestandig bliver sig lig […] han lider under det Uoprettelige«. Og da Idealet nu legemliggjør sig for ham i det græske Liv, saaledes som han drømmer, det har været, saa er hans hele Forfattervirksomhed en eneste lang Længselsklage efter det tabte Hellas. Intet kunde være mindre græsk og mere romantisk end en saadan Længsel; den har ganske samme overstadige Karakter hos Schack Staffeldt, der samtidigt i sine Vers længes efter det Gammelnordiske, og hos Wackenroder, der sværmer for det Gammeltyske. Som Hölderlins Landskaber er ugræske, saaledes er ogsaa hans moderne Grækere i »Hyperion« ganske uhistoriske og unationale; de er ædle, af Schiller paavirkede, tyske Sværmere. Han har vist ret godt følt det; men ham forekom de enkelte udkaarne Aanders Lod i Tyskland frygtelig. Skjønt han i sine Digte viser sig som varm Patriot og har besunget det romantiske Heidelberg i antike Strofer, var dog Tyskhed og Græcitet for ham Modsætninger som Barbari og Kultur. I et Brev til sin Broder skriver han om sit eget Forhold til Grækerne: »Trods al min gode Vilje kan ogsaa jeg i Alt, hvad jeg gjør og tænker, kun usikkert famle i disse enestaaende Menneskers Spor, og er i hvad jeg foretager mig og udtaler ofte kun saameget des mere kejtet og urimelig, som jeg, ligesom Gjæssene, staar med de platte Fødder i det moderne Vand og afmægtigt stræber at hæve mig paa mine Vinger op imod den græske Himmel. » Og i Slutningen af »Hyperion« hedder det om Tyskerne: »Barbarer er de fra Arildstid af. Ved Flid og Videnskab, ja selv ved Religion er de kun blevne endnu mere barbariske, dybt ude af Stand til nogensomhelst guddommelig Følelse , fordærvede indtil Marv og Ben med Hensyn til Nydelse af de hellige Gratiers Lykke; i deres Overdriven og deres Ynkelighed er de utaalelige for enhver vel artet Sjæl, dumpe og harmoniløse som Skaarene af en ituslaaet Vase.« Om Tysklands Digtere og Kunstnere siger han, at de afgive et hjerteskjærende Skue: «De leve i Verden som Fremmede i deres eget Hus […] de voxe op fulde af Kjærlighed, Aand og Haab ; sér man dem syv Aar senere, saa vandre de som Skygger, stille og kolde«.

Derfor jubler Hölderlin over Franskmændenes Sejre, over »Republikanernes Kjæmpeskridt«, haaner alle »det politiske og gejstlige Würtembergs og Tysklands og Europas Pjalterier«, spotter Tyskernes »bornerte Huslighed« og klager over deres Følelsesløshed for fælles Ære og fælles Ejendom. »Jeg kan«, siger han, »ikke tænke mig noget Folk mere sønderrevet end det tyske. Haandværkere sér Du, men ingen Mennesker, Tænkere, men ingen Mennesker, Præster, men ingen Mennesker, Herrer og Trælle, Unge og Satte, men ingen Mennesker«.

Ganske stemmende med Tidsalderens Aand og meget fjern fra Hellenisme er ogsaa den Opfattelse af Staten, som gjør sig gjældende i »Hyperion« : »Staten tør ikke fordre, hvad den ikke kan tiltvinge sig; men hvad Kjærlighed og Aand skjænker, det lader sig ikke tiltvinge. Det lade den uantastet, eller man tage dens Lov og opslaa den paa Gabestokken! Ved Himlen! Den Mand véd ikke, hvad Synd han begaar, som vil gjøre Staten til en Skole for Moral. Altid er Staten bleven et Helvede, naar Mennesket har villet gjøre den til sin Himmel.«

Ganske ugræsk, helt og holdent romantisk er ogsaa den Kjærlighed, som Helten i »Hyperion« nærer til sin Diotima; det er den samme dybe og tragiske Følelse, der bandt Hölderlin som fattig Huslærer til sine Elevers Moder, Fru Susette Gontard, og som blev Skjæbnen i hans Liv. Aldrig har en Hellener talt om sin Elskede med den religiøse Tilbedelse, som Hölderlin ytrer for sin »Grækerinde«: »Kjære Ven! der gives paa denne Jord et Væsen, i hvilket min Aand Aartusinder igjennem kan og vil hvile, og saa endnu se, hvor stymperagtig al vor Tænken og Forstaaen er overfor Naturen« og ganske den samme romantiske, om Petrarcha mindende Tone anslaar Hyperion, naar han taler om Diotima. Diotima er »det Eneste, som Hyperions Sjæl søgte, det Fuldkomne, som vi henlægge til Egne hinsides Stjernerne«. Hun er Skjønheden, det virkeliggjorte Ideal. Kjærligheden er for ham Religion, og hans Religion er Kjærlighed til Skjønhed. Skjønhedsidealet er det Højeste, Ubetingede; som Begreb tilhører det Fornuftverdenen, som Billed Fantasiverdenen. Den æsthetiske Anskuelse overvinder for Hölderlin de Grænser, Kant drog mellem Forstandens og Indbildningskraftens Omraader. Som poetisk-filosofisk Ekstase, der paa én Gang er beslægtet med Schillers Hellenisme og Schellings transscendentale Idealisme, er Hölderlins Lære allerede forud for Romantikens Tid romantisk.

En spirende Romantik findes endelig i det Skjær af kristelig Stemning, der er udbredt over hans halvt moderne Pantheisme. Han var fra først af bestemt til Theolog; han havde lidt under en Klosteropdragelses Haardhed. Tiltrods for de mange Vidnesbyrd om et fromt Sindelag, der træde frem i hans Breve, var han imidlertid i sine Digtninge Hedning. Han holdt ikke af Præster og satte sig stadigt mod sine Kjæres Ønske, at han skulde blive Gejstlig. I hans »Empedokles« findes denne betegnende Replik af Helten til Præsten Hermokrates:

Da weisst es ja, ich hab es dir bedeutet,
Ich kenne dich und deine schlimme Zunft.
Und lange war's ein Räthsel mir, wie euch
In ihrem Runde duldet die Natur.
Ach, als ich noch ein Knabe war, da mied
Euch Allverderber schon mein frommes Herz,
Das unbestechbar, innig liebend hing
An Sonn' und Aether und den Beten allen
Der grossen ferngeahndeten Natur;
Denn wohl hab ich' s gefuhlt in meiner Furcht,
Dass ihr des Herzens freie Götterliebe
Bereden mSctitet zu gemeinem Dienst,
Und dass ich's treiben sollte so, wie ihr.
Hinweg! ich kann vor mir den Man[n] nicht sehn,
Der Göttliches wie ein Gewerbe treibt,
Sein Angesicht ist falsch und kalt und todt,
Wie seine Götter sind.

Af den Fromladenhed, med hvilken de andre Romantikere ende, der begyndte ganske anderledes fritænkersk end Hölderlin, findes der hos ham intet Spor. Dog er hans Hellenisme ikke hedensk som Goethe's og Schiller's. Der gaar igjennem den en Inderlighed, som er beslægtet med kristelig Andagt; hans poetiske Bønner til Solen, til Jorden, til »Fader Æther« er en Troendes Bønner, og naar han, som i »Empedokles« behandler et rent hedensk Stof, gaar det ham som senere Kleist, da denne skriver sin »Amphitryon« : den kristelige Legende skinner igjennem Behandlingsmaaden. Empedokles staar overfor sin Tids Farisæere som Jesus overfor sit Lands. Empedokles er som Jesus den store Profet, og den Kultus, der drives med ham, saavel som hans frivillige Offerdød, vækker Stemninger, der have en fjern Lighed med de kristeligt religiøse. I sarte, lette Omrids, ligesom udkastede af en ren Aand , forekomme hos Hölderlin Ideer og Stemninger, der i den romantiske Skole blive udviklede, overdrevne, karikerede eller simpelthen tilbagekaldte.


III.

I Aaret 1797 udgav den trediveaarige August Wilhelm Schlegel det første Bind af sin Shakespeare-Oversættelse. Til nogle af Stykkerne, som denne Udgave bringer, er der blevet fundet flere Udkast og Koncepter, som gjøre det muligt at forfølge Oversætterens haardnakkede og geniale Stræben; og fra disse gulnede og støvede Blade fører, naar de læses opmærksomt, en lige Vej ind til A. W. Schlegels og hans Hustrus Sjæleliv, ja videre helt op til de frieste Højdepunkter, fra hvilke man overskuer Tidsalderens aandelige Liv.*) [*) M. Bernays: Zur Entstehungsgeschichte des Schlegelschen Shakespeare.]

Allerede tilsyneladende ubetydelige Enkeltheder er lærerige. Arbejdet foreligger ikke altid i A. W. Schlegels Haandskrift. I Vinteren 1795-96 begyndte Schlegel Arbejdet med »Romeo og Julie«, og vi have fra det første Aar af hans Ægteskab med Caroline Böhmer - Giftermaalet fandt Sted 1796 - en fuldstændig, af Schlegel senere gjennemsét Afskrift af det første Udkast, udført med Carolines Haand. Endnu i September 1797 skrev hun, som hendes Breve udvise, »Hvad I vil« af for ham efter et næsten ulæseligt Originalmanuskript. Og hun var mere end blot Afskriverinde. Hun har arbejdet med paa Schlegels Afhandling om »Romeo og Julie«, der næst Goethes Studier over Hamlet i »Wilhelm Meister« er det bedste, som til hin Tid var udkommet i Tyskland om Shakespeare. Man gjenkjender hende af og til paa Udbrud af en kvindelig Følelse og paa en større Blødhed i Stilen, end man ellers er vant til at træffe hos Schlegel. Hun forstod ogsaa ganske anderledes end de Samtidige den fulde Betydning af et Arbejde, der gik ud paa at indlemme Shakespeare, hel og uforfalsket, i den tyske Litteratur. Hendes Interesse for Arbejdet og for Oversætteren har dog, som Haandskrifterne lære, ikke holdt sig udover Samlivets første Aar. I Begyndelsen er hendes Haandskrift fremherskende; i Manuskripterne til de Stykker, som sysselsætte Schlegel i Aarene 1797-98, er hendes Medvirkning endnu tydeligt at spore, skjøndt hendes Skrifttegn vise sig sjældnere ved Siden af de mandlige. For sidste Gang findes Spor af Carolines Pen i Haandskriftet til »Kjøbmanden af Venedig«, som stammer fra de sidste Maaneder af Aaret 1778. I Oktober dette Aar var Schelling traadt ind i Romantikernes Kreds i Jena. Fra da af findes intet Bogstav mere af hendes Haand.

Blandt Manuskripterne er der især to, som aabne et dybere Indblik i Schlegels Udviklingsgang. Det er to forskjellige Texter til »En Sommernatsdrøm«.

Før A. W. Schlegels Tid havde Ingen i Tyskland eller andensteds prøvet paa gjennemgaaende at oversætte Shakespeares Vers paa Vers. Der existerede kun to ældre tørre Prosa-Oversættelser, Wielands og Eschenburgs. Som ung Student i Göttingen gjorde Schlegel det første, rent fragmentariske Forsøg paa at gjengive Versene i »Sommernatsdrømmen« ved tyske Vers. Han havde fra Barnsben af været »en lidenskabelig Versemager«. Dette Talent var øjensynligt nedarvet. Et halvt Aarhundrede før han og hans Broder optraadte, havde ligeledes to Brødre Schlegel havt et Navn i Litteraturen, Johan Elias, der længe levede i Kjøbenhavn, sluttede sig til Holberg og i alt Dramaturgisk var en Forløber for Lessing, og Johan Adolf, August Wilhelms og Friedrichs Fader, der vel var uden synderlig Originalitet, men udrustet med en afgjort sproglig og formel Begavelse.

Som ung Student, hvis Væsen tidligt ytrede sig i en Blanding af filologisk Bøjelighed og digterisk Selvbestemmelse, nærede Wilhelm en lidenskabelig Længsel efter at gjøre Bekjendtskab med Bürger, der som Professor ved Göttinger Universitetet førte et ulykkeligt og isoleret Liv, idet hans Digter-Ry her, hvor kun Faglærdom gjaldt, ingen Anseelse skaffede ham, medens Agtelsen for hans Karakter havde lidt, altsom hans samtidige Forhold til hans Hustru og dennes Søster blev bekjendt. Bürger, der i Göttingen følte sig som en Forvist, optog med den inderligste Varme den fine, talentfulde Elev, der forud for ham havde en sikrere Smag og et bedre ordnet Kundskabsforraad. Bürger stod dengang endnu som Tysklands første Lyriker og første Verskunstner. Schlegel lærte ham alle sproglige, metriske, tekniske Kunstgreb af, alle Midlerne til ved Ordvalg og Ordstilling, ved Behandling af Rytmen og Versemaalene at frembringe en kunstnerisk Virkning, og gik med sin medfødte Gave til Efterdigten saa vidt i Tilegnelsen af Bürgers poetiske Ejendommelighed som det var muligt for hans ganske forskjelligartede Naturel. Hans Digt »Ariadne« klinger som var det skrevet af Bürger. I Sonetten, hvis dengang i Tyskland nyopdagede Form det lykkedes Bürger at beherske, kom Schlegel ham saa nær, at man, da Schlegels samlede Værker mange Aar senere bleve udgivne, ved Uagtsomhed har optaget to Sonetter, der er digtede af Bürger.

Læreren hyldede da ogsaa den megetlovende Elev i en udmærket Sonet, der begynder:

Junger Aar, dein königlicher Flug
Wird den Druck der Wolken überwinden,
Wird die Bahn zum Sonnentempel finden,
Oder Phöbus' Wort in mir ist Lug.
Og der slutter med disse beskedentsmukke Linjer:
Dich zum Dienst des Sonnengotts zu krönen
Hielt ich nicht den eignen Kranz zu wert,
Doch - dir ist ein besserer beschert.

Schlegel svarede med en Analyse af Bürgers kolde Pragtstykke »Das hobe Lied von der Einzigen«, der priser dette Digt som et episk Vidunder, og sammen med Bürger begyndte han nu en Oversættelse af »Sommernatsdrømmen« saaledes, at han gjorde Hovedarbejdet, Bürger kun gik det Skrevne efter. Imidlertid stod han endnu fuldstændigt under den Bürger'ske Tekniks Herredømme, og Manuskripterne lære os, at han altid underkastede sig Bürgers Ændringer, særligt dennes Hang til det Fuldttonende, altfor Kraftige. Dog Bürger gjorde sig som Oversætter ikke Ulejlighed med at give saa klart et Spejlbillede, han formaaede, af Shakespeare's Særegenheder; han gav kun Billedet af sin egen Ejendommelighed, idet han med en vis Voldsomhed fremhævede de drøje og kaade Repliker og de Steder, hvor vildfarne Lidenskaber møde hinanden; han forstærkede og overdrev ethvert Træk, der svarede til hans Forkjærlighed for en djærv Spøg, og drev den Trolddom ud, der laa over de ømme og fine Partier. Saa stor en Forkjærlighed den unge Schlegel end af Naturen havde for Elegance, saa stræbte han dog ogsaa i denne Henseende at vandre i sin Mesters Spor og blev ikke sjældent grov og plump, hvor han troede at være naturlig og frisk.

Bedre end Bürger havde Herder kunnet vejlede den unge Schlegel. I de Brudstykker af Shakespeare 'ske Scener, som findes i hans »Stimmen der Völker«, havde han alt forlængst givet et Mønster paa den rette Fremgangsmaade ved en poetisk Oversættelse fra Engelsk til Tysk. Dersom Schlegel som Shakespeare-Oversætter havde gaaet i Skole hos ham, vilde han aldrig være falden paa at gjengive den femfodede Jambe ved Alexandrinervers eller paa at forandre Alfesangenes Versemaal. Ingen havde nemlig dybere end Herder følt den Wielandske Oversættelses Utilstrækkelighed. Den Aand, i hvilken han ønskede Shakespeare fortysket gjenopstod nu hos Schlegel, der trods alle sit første Forsøgs Mangler tidligt overtraf ham.

Hurtigt gjorde Schlegel sig fri fra Bürgers Indflydelse. For Bürger var Kunstens højeste Opgave den at være folkelig. Efterat Schlegel i 1791 som Huslærer i Amsterdam rumligt var kommen i en Afstand fra Bürger og havde fordybet sig i Schillers Værker, slog han ikke blot i sine digteriske Forsøg ind i Schillers Tone og skrev en følt og sympathetisk Kritik af dennes Digt »Die Kunstler«, men han fik ogsaa gjennem Schillers Kunstfilosofi et højere Begreb om Kunstens Væsen. I hans metriske Stil foregik der en Forvandling i Retning af det Højtpathetiske og Værdige. Schiller kunde imidlertid næsten lige saa lidt som Bürger hos Schlegel udvikle Evnen til fuld Forstaaelse af Shakespeare, han, der i sin Oversættelse af »Macbeth« forvandlede Hexene til græske Furier og lagde Portneren en opbyggelig Sang i Munden istedenfor den djærvt burleske Monolog. Var Bürgers Naturlighed én Fare, saa var Schillers Pathos en anden.

Dog paa samme Tid som Schillers Lære om Kunstens høje Betydning oplyste Schlegel, ansporede de Samlede Digtninge, der udkom af Goethe, for hvem han nu først fik Øjnene op, hans Drift til at forske, forklare og oversætte paa digterisk Vis. Som alt berørt fik denne første Udgave af Goethes samlede Skrifter en meget kold og daarlig Modtagelse. Hovedaarsagen var, at man stadigt ventede nye Værker i Stil med »Werther« eller »Götz« og Ingenting forstod af Goethes Aandsudvikling. For Schlegels kritiske Naturel gik Goethes hele Mangesidighed op. Han forstod og vurderede hin Evne til med foreløbig kunstnerisk Selvopgiven at lade Gjenstandene virke rent og fuldt paa sig, der hos Goethe havde avlet en Form, som aldrig var vilkaarligt valgt, altid fordret af Stoffet. Han forstod, at han som poetisk Oversætter maatte vise en lignende Selvfornægtelse og udfolde en lignende Evne til aandelig Gjenføden af Sagen. Kvindelig Modtagelighed for de fineste Ejendommeligheder hos den fremmede Original og mandlig Evne til Formning ud fra en Helhedsanskuelse var nødvendige for Oversætteren, og begge disse Evner fandtes hos Goethe; thi hans Væsen var Mangfoldighed, hans Navn Legio, hans Aand Proteus.

Det stod endnu tilbage at overvinde de sprogligt-tekniske Vanskeligheder. Dog netop her var Goethes Exempel epokegjørende. Han havde omformet det tyske Sprog. Ved at gaa igjennem hans Hænder havde det vundet saa meget i Smidighed og Omfang, vundet en saa stor Rigdom i Udtrykket for det Ophøjede som for det Yndefulde, at det frembød Schlegel netop det gjennemspillede Instrument, han havde Behov. I sin Bürger'ske Tid havde han endnu opfattet den tekniske Fuldkommenhed som en udvortes, der lod sig opnaa ved haardnakket Filen; nu begreb han, at den fuldendte Teknik bestemmes indenfra, ikke er andet end Udtrykket for den Stil-Enhed, der er betinget ved Grundstemningen. Og nu begyndte han at se sin Livsopgave som den dobbelte, at fremstille de fremmede Folkeslags Mesterværker i det tyske Sprog og kritisk at udlægge de fortrinligste udenlandske og hjemlige Digterværker for sine Landsmænd.

Nu forstod han ogsaa paa en ny Maade Fichte, den Ven og Vaabenbroder, som Romantikerne saa hurtigt vandt sig. Wilhelm Schlegel indsaa, at Fichtes filosofiske Jeglære paa den mest abstrakte Maade indeholdt Tanken om Menneskeaandens ubegrænsede Evne til at gjenfinde sig i Alt og finde Altet i sig. Schlegels smidige Aand slyngede sig om denne stærke Grundtanke hos Fichte.

Her greb den stadigt førte Brevvexling med den yngre Broder ind. Han var som den yngre af Wilhelm bleven draget ind i den ny Litteraturbevægelses Farvand, og blev, stridbar som han var, saasnart han troede at være kommen til den sande Indsigt, dens hensynsløseste Forkjæmper. Forskjellen mellem Brødrene er denne: Den ældre var, til Trods for hans litterære Anskuelsers Dristighed, den regelmæssigere Aand. Skjønhedssans og Formsans var tidligt udviklede hos ham. Hans Hovedtalent var et formelt, og Maade og Maal, Nøjagtighed og Behændighed var medfødte Egenskaber hos ham. Naar han ikke hidsedes altfor stærkt, viste han ogsaa som Polemiker Maadehold, vidste forholdsvis tidligt, hvad han vilde og kunde, og brød med Fasthed og Udholdenhed de Ideer og Synsmaader Bane, til hvis Talsmand han en Gang havde gjort sig. Han blev den romantiske Skoles Grundlægger og var fuldstændig rustet til denne Gjerning, han, hvem hans Broder spøgende kaldte »den guddommelige Skolemester« eller »Universets Skolemester«.

Friedrich Schlegel var den uroligere Aand, den ægte Sektskifter; han vilde sit hele Liv igjennem, som han siger i et Brev, »ikke blot prædike og ivre som Luther, men ogsaa som Muhamed verdenserobrende underlægge sig Aandernes Rige med Ordets Ildsværd«. Det skortede ham hverken paa Initiativ eller paa saa kolossale Planer, at Muligheden til deres Virkeliggjørelse stod i et skrigende Misforhold til hans Evner. Evigt vaklende, uden Holdning og Midtpunkt, de hundrede Brudstykkers Mand, men rig paa frugtbare Indfald, paa Paradoxer, paa aandrige Pointer var han altid udsat for Fristelsen til at ville imponere ved »mystisk Terminologi« og altid udsat for Fald ned i det Flove og Meningsløse. Langt mere træffende, end Nogen anede, sagde Novalis i et Brev til ham: »Kongen af Thule, kjære Schlegel, var din Stamfader, du er i Familie med Undergangen.« Som Kritiker var han lidenskabeligere, mindre upartisk end Wilhelm, som Digter har han kun en eller to Gange i sit Liv truffet Naturtonen og han styrtede i sin »Alarcos« ned i en Afgrund af Ynkværdighed, i hvilken Broderen med sin fine Sans og sin strenge Korrekthed aldrig havde kunnet synke. Den ældre Broder havde givet den yngre den litterære Indvielse, den yngre drev den ældre fremad, men han fordærvede ved sin Uelskværdighed dennes Forhold til Schiller, ja tilsidst endog det Wilhelm saa dyrebare og saa længe opretholdte Forhold til Goethe.

Foreløbigt lod Wilhelm nu Oversættelsen af Shakespeare ligge og kastede sig over de sydlige Landes Poeter. Han forsøgte sig i alle Retninger, oversatte fragmentarisk Homer, græske Elegikere, Lyrikere, Dramatikere, Idyldigtere, næsten alle de latinske Digtere, desuden Italienere, Spaniere, Portugisere, senere endog indisk Poesi, for at gjøre Tysklands Sprog til et Pantheon for det Guddommelige i alle Tungemaal. Længst dvælede han ved Dante, dog uden at være i Besiddelse af det Herredømme over Formen, som udkrævedes; han rimede i hver Terzin kun to Linjer, saa Versemaalets Karakter forvanskedes, og Sammenfletningen af Stroferne faldt bort.

Dernæst tog han »Romeo og Julie« samt »Hamlet« for sig. Han sendte Brudstykker af sine Oversættelser til Friedrich, der atter overgav dem til Caroline. Hendes Dom var i Regelen gunstig ; men hun udtalte den Dadel, at Sproget havde faaet en altfor gammeldags Farve, og tillagde den forudgaaende Bearbejdelse af Dante Skylden derfor, da Wilhelm efter hendes Opfattelse ved den altfor meget havde vænnet sig til forældede Ord og Vendinger. Han havde netop kort forinden indset, at han maatte vogte sig for den slikkede Elegance, som han havde tilkjæmpet sig efter Opgivelsen af den Bürgerske Stil; nu forfaldt han til den modsatte Yderlighed, til Archaismer, til det Knortede og Haarde.

1797 sendte han de første Prøver af »Romeo og Julie« til Schiller. De bleve trykte i »Die Horen«. Og strax derefter bragte Tidsskriftet Schlegels Afhandling: »Noget om William Shakespeare i Anledning af Wilhelm Meister«. I »Wilhelm Meister« havde jo Goethe fremstilt Stræben efter Forstaaelse af Shakespeare som et betydeligt Element i den tyske Dannelse. Ved Samtalerne om Hamlet havde han gjendrevet den dumme Fordom, at Shakespeare havde været et raat Naturgeni uden kunstnerisk Bevidsthed. Dersom denne Fordom havde havt Ret, saa kom det jo i en tysk Oversættelse ikke synderligt an paa Formgivningen. Hos en saa overlegen Kunstner som den Shakespeare derimod, der fremstilles i »Wilhelm Meister«, var det klart, at Harmonien mellem Indhold og Form ikke turde brydes. Og dog havde selv Goethe endnu ikke været videre, end at han uden at føle Anstød havde meddelt, hvad han anførte af Hamlet, i den gamle Prosa- Oversættelse; det havde end ikke for ham været indlysende, hvor ganske her Sag og Kunstform var sammensmeltede. Langsomt arbejder Schlegel sig fremad. Selv er han endnu saa hildet, at han mener ikke at kunne undvære Alexandrinerverset ; kun »saavidt muligt« beholder han i »Romeo» den femfodede Jambe; Scenen mellem Munken og Romeo oversætter han i Alexandrinere, idet han undskylder sig med, at disse Vers skade mindre i Sentenser og Skildringer end i de egentligt dialogiserede Steder. Romeos hele Lyrik gaar derved tabt.

Han føler det selv, og saa begynder han da med Jernflid og haardnakket Begejstring endnu engang, kaster Alexandrinerne over Bord og tvinger sig til i det vidtløftige tyske Sprog at sige det Samme i ti eller elleve Stavelser, hvortil han tidligere brugte tolv eller tretten. Længe forekommer det ham en uløselig Opgave at gjengive Vers ved Vers uden at føje nogen Linje til Originalens. Oversættelsen svulmer under hans Hænder som fordum under Bürgers. Fjorten engelske Vers blive til nitten eller tyve tyske. Det er, synes det ham, umuligt at fatte sig kortere, indtil han endelig fra Grunden af indser, hvorledes Shakespeare opfører sin Kunstbygning og nu giver Afkald paa al Fylde og alt Fyld, som Shakespeare ikke har. Og hvert Vers gjengives ved et enkelt Vers. Han bander og jamrer over Tyskens Vidtløftighed og Utilstrækkelighed; hans Sprog har jo ganske andre Skranker, ganske andre Vendinger end det engelske. Han kan ikke gjere Shakespeare's Arbejde efter; det bliver en Stammen og Hakken uden Klang og Flugt; men han tvinger sig, tvinger Sproget og frembringer sin Efterdigtning.

»Schlegels Shakespeare«, siger Scherer med Rette, »stiller sig i den Afstand, hvori gjenfrembringende Kunst staar til frembringende men med den Lighed, som det Fuldkomne har med det Fuldkomne, nær op til de Værker, Goethe og Schiller skjænkede os paa den Tid, da de virkede i Fællesskab«.

Herredømmet over Formen var ham fra da af sikret, og han høstede nu Frugterne af sin Møje. Han stod som Mester, han aabnede sin Haand, og fra 1797 til 1801 faldt sexten af Shakespeare's Dramer fra denne Haand ned i det tyske Folks Skjød, udadlelige som var de skrevne af en indfødt Digter af Shakespeare's Rang. Man overveje ret, hvad dette vil sige. Det betyder i Virkeligheden ikke meget mindre, end om - ved Siden af Goethe og Schiller - i Midten af forrige Aarhundrede ogsaa Shakespeare var kommen til Verden i Tyskland. Han fødtes 1564 i England; gjenfødt blev han i 1767 i sin tyske Oversætter. Han udgav 1597 »Romeo og Julie« i London; Sørgespillet udkom 1797 i Berlin som et nyfødt Værk. Da Shakespeare saaledes gjenopstod i Tyskland, virkede han med fuld Kraft paa et Publikum, der vel var mindre aandsbeslægtet med ham end hans oprindelige, og for hvem han ikke mere kjæmpede Dagens Kamp, men som i flere Henseender endog var modnere til at forstaa ham end det, han skrev for i sin Tid. Han begyndte at give de Millioner, der ikke forstode Engelsk, Næring af sin Aands Brød. Nu først opdagede Mellem og Nord-Europa ham. Nu først blev den hele germaniskgothiske Verden hans Menighed. Men vi have ogsaa set, hvor meget der udkrævedes, for at et tilsyneladende saa fordringsløst Aandsværk af denne høje Rang skulde komme i Stand. Vi kunne jo læse et stort Stykke af det tyske Aandslivs Historie en Menneskealder igjennem i Udkastene og Haandskrif terne dertil. For at bringe det tilveje var intet Ringere nødvendigt, end at Lessings Kritik, Wielands og Eschenburgs Forsøg havde forberedt Jordbunden, at dernæst et Geni som Herder havde sammenfattet Alt, hvad der i den tyske Aand var af Anlæg til Modtagsomhed og sindrig Gjætning, og at han med sit Dictator-Naturel havde gjort den unge Goethe til sin Elev. Goethe efterligner dog i sin i Prosa skrevne «Götz» kun en Prosa-Shakespeare. Saa maatte der fødes et Talent med A. W. Schlegels i sin Art enestaaende Ejendommelighed, et Talent, i hvilket den filologiske Evne og den formelle Smidighed var nedarvet; fremdeles maatte dette Talent komme derhen, hvor det kunde indvinde Tidsalderens højeste tekniske Fuldkommenhed, saa paany befri sig fra den Bürger'ske Forkjærlighed for det altfor Drøje. Det maatte modtage Paavirkning af Schillers Kunstbegejstring, styre udenom Schillers Forkjærlighed for det Pathetiske og Sky for det Burleske, indvinde den fulde Forstaaelse af Goethe, overtage det af ham udviklede Sprog som en Arv, opnaa en endnu finere Indsigt end hans i Nødvendigheden af Overensstemmelse mellem Form og Indhold hos Shakespeare, have et beslægtet Talents ansporende Iver og en Kvindes prøvende Kritik i sin Nærhed: Hundreder af Kilder maatte strømme sammen, hundrede Omstændigheder træffe sammen, Personer lære hinanden at kjende, Aander mødes og befrugte hverandre, for at Værket kunde staa der i sin beskedne Ynde; en ringe Ting, Oversættelsen af en for et Par hundrede Aar siden afdød Poet, men den ædleste Næring for Millioner og bestemt til at øve en dyb og varig Indflydelse paa den tyske Poesi.


IV.

Tungt Blod, der avlede Spøgelsefrygt og Spøgelsesyner, medfødt Tungsindighed indtil Randen af Vanvid, en klar, ædru Forstand, der uophørligt var tilbøjelig til at gjøre Lysets Rettigheder gjældende, og en ganske usædvanlig Evne til at leve i Stemninger og fremkalde Stemninger, det var Grundegenskaber hos Ludvig Tieck. Han var blandt den romantiske Skoles Digtere den frugtbareste, og han skrev, efter at Skolen var sprængt, en lang Række fine Noveller, der skildrede Samtid og Fortid paa en Maade, der kom Virkeligheden nærmere end Skik var i romantisk Poesi.

Han fødtes 1773 som Søn af en Rebslager i Berlin, modtog allerede i Skolen et dybt Indtryk af saadanne Klassikere som Goethe, Shakespeare og Holberg, og formaaede som Yngling at efterligne Shakespeare's Alfepoesi saavel som Ossian's Vemodstoner, men blev i et Tidsrum af sin tidlige Ungdom ved den Svaghed, han viste i at lade sig benytte og udnytte af ældre Litteratorer, foranlediget til et ganske usundt og skjødesløst Megetskriveri. Blev nu end saaledes den Aand og Retning, i hvilken han skulde skrive, ham paanødet, saa kan hans personlige Ejendommelighed dog spores selv i disse værdiløse Arbejder. Under Ledelse af hans Lærer Rambach skrev eller bearbejdede han i Oplysningstidens Aand sentimentale Historier om ædle Røvere eller han forfattede Rædselsscener i Stil med Franz Moors Dødsscene. Men nu og da lod han i parodierende Bemærkninger sin egen højere Synsmaade skinne igjennem.

Noget senere forfattede han, den tilkommende Romantiker, for Oplysningstidens gamle Kamphane, Nicolai, gammelkloge Almanakhistorier, der gjøre Nar af Overtroen, og i hvilke der kun stænkvis forekommer Glimt af Ironi, som naar Udtryk af Foragt for »den dumme Middelalder« eller for »det Shakespeare'ske Spøgelsevæsen« lægges en ærkedum gammel Mand i Munden. Han skrev vel især disse Ting, fordi han havde solgt sin Pen, imidlertid røber sig ikke desmindre heri Trætheden hos en Tungsindig, der saalænge har udtømt sig i sørgmodige Spørgsmaal og Tvivlsmaal af enhversomhelst Art, at han uden megen Selvovervindelse giver den Stemme det sidste Ord, der tvært imod al Genisyge lovsynger den forstandige, borgerlige Middelvej. Den Raadvildhed, hvori han indadtil var stedt, spejler sig ikke mindre klart i hans paa Bestilling rationalistiske Fortællinger end i det Spøgelseagtige, det Grusomt-Vellystige og det koldt Cyniske i hans Noveller og Skuespil fra Begyndelsen af Halvfemserne, i hvilke der tilsyneladende er nedlagt mere af hans eget Væsen.

Den første betydeligere Produktion af Tieck, der møder os, er »William Lovell«. Denne Romans første Del, forfattet i Tiecks 21de Aar, udkom 1795. Nu og da anslaas allerede her med Hensyn til Kunstsmagen de Strenge, som den romantiske Skole senere spillede paa.

William Lovell kommer til Paris (som Tieck da aldrig havde set) og er naturligvis opfyldt af stor Modbydelighed for Alt, hvad han oplever: »Byen er en grim, uregelmæssig Stenhob. I hele Paris har man Følelsen af at være i et Fængsel. […] Man taler og snakker hele Dagen uden en eneste Gang at sige, hvad man tænker […] Jeg er af Kjedsomhed gaaet nogle Gange i Theatret. Tragedierne bestaa af Epigrammer uden Handling og Følelse og Tirader, der tage sig ud, som naar paa gamle Malerier Ordene hænge ud af Munden paa Personerne. Jo mere Skuespilleren fjerner sig fra Naturen, for des større bliver han ansét […] I den store verdensberømte Pariser- Opera faldt jeg i Søvn.« Det er de Indtryk, som Lovell, der i Bogen er Englænder, har modtaget af Paris omkring Revolutionstiden — den hele traditionelle tyske Foragt for fransk Væsen og fransk Kunst, dobbelt urimelig her, fordi den er lært udenad efter Bøger. I Modsætning hertil udbryder Lovell i Theâtre français: »O Sofokles, o guddommelige Shakespeare!« , og meget betegnende siger han: »Jeg hader Menneskene, som med deres eftergjorte lille Sol [skal være Fornuften] lyse op i enhver hyggelig Dæmring og forjage de elskværdige Skyggebilleder, der boede saa trygt under det hvælvede Løvtag. I vor Tidsalder er det blevet en Slags Dag, men den romantiske Nat- og Morgenbelysning var skjønnere end dette graa Lys fra en skyet Himmel.

»Undtager man disse enkelte Stænk, synes Bogen ellers ved første Øjekast ikke at have nogen af de Egenskaber, som man plejer at betegne som de romantiske Frembringelsers; men i Virkeligheden viser intet Værk bedre og sikrere end dette, hvori de romantiske Tendenser grunde. William Loveli har laant sin Grundtanke og Brevformen fra en fransk Roman af den materialistiske Skribent Rétif de la Brétonne: Le paysan perverti. Det er ikke uden Betydning, at vi strax her kunne føre en romantisk Produktion tilbage til den franske Materialisme; det er i Virkeligheden fra den, at den mørke romantiske Skjæbnetro stammer. Lovell er en Bog, hvis Læsning i vore Dage er i høj Grad besværlig. Formen er trættende bred, alle Karaktererne staa som i Taager. Bipersoner som den ædle gamle Tjener ere trivielle Richardsonske Reminiscenser, og der findes hverken et drastisk Træk eller en plastisk Situation. Bogens Fortrin, som er ligesaa tysk som dens Mangler, bestaar i en udholdende og haardnakket psykologisk Reflexion. Dens Helt er en Yngling, der lidt efter lidt langsomt og sikkert føres til at opløse alle faste Livsmagter, alle overleverede og godkjendte Regler for Livet paa en saadan Maade, at han ender i en ren Forbryderexistens med en forhærdet Egoisme til Grundvold. Man har Uret, synes jeg, naar man andrer sig over, at Tieck i saa ung en Alder kunde skildre Sligt. Er det ikke netop i de tidligste Ungdomsaar, at Ynglingen, hvis Blik endnu slet ikke formaar at vende sig udad, men som bestandig er sysselsat med alt det Forunderlige, der viser sig for ham, naar han sér ind i sit eget Hjerte, uafladeligt maa optrævle sig selv, undersøge sine egne Tilstande, sé sig i det Spejl, som hans egen Bevidsthed rækker ham? Der gives for mange Gemytter ingen mere selvkritisk Alder end Perioden omkring det tyvende Aar. Man har endnu saa god Tid i Livet, saa god Tid til at gjøre sig Rede for sig selv; man tilbringe sine Dage med at lære det Instrument at kjende, hvorpaa man hele Livet igjennem skal spille; man stemmer det; man agter paa, hvorledes det er stemt. Den Tid er endnu fjern, hvor man raskvæk bemægtiger sig sig selv og benytter sig som Instrument, hvad enten det nu er som Violin eller som Brækjern, eller som hvad det nu kan falde. Og byder Omverdenen ved Omstændighedernes Beskaffenhed hverken Opgaver eller Næring, og vedbliver Individet at leve af sit eget Blod, da maa uundgaaeligt Reflexionssygen føre til, at Personligheden opplukkes eller udhules.

Det for Digteren, for Retningen, for Tidspunktet Ejendommelige er her det Følelsens Fantasteri, hvori den selvkritiske Reflexion slaar over. Individet vover for Alvor at gjøre det tilfældigt bestemte, umiddelbart givne Jeg, som har opløst Alt, hvad Vedtægt respekterer, til alle Tings Norm og alle Reglers Ophav. Forvridningen af Fichtes Totaltanke og den psykologiske Sammenhæng med den kan her ikke miskjendes. Man læse følgende Vers af Lovell og den efterfølgende Reflexion:

Willkommen, erhabenster Gedanke,
Der hoch zum Gotte mich erbebt.

Die Wesen sind, weil wir sie dachten,
In trüber Ferne liegt die Welt,
Es fällt in ihre dunkeln Schachten
Ein Schimmer, den wir mit uns brachten.
Warum sie nicht in wilde Trümmer fällt?
Wir sind das Schicksal, das sie aufrecht hält!

Den bangen Ketten froh entronnen
Geh' ich nun kühn durchs Leben hin
Den harten Pflichten abgewonnen,
Von feigen Thoren nur ersonnen.
Die Tugend ist nur, weil ich selber bin,
Ein Wiederschein in meinem innern Sinn.

Was kümmern mich Gestalten, deren matten
Lichtglanz ich selbst hervorgebracht?
Mag Tugend sich und Laster gatten!
Sie sind nur Dunst und Nebelschatten,
Das Licht aus mir, fällt in die finstre Nacht.
Die Tugend ist nur, weil ich sie gedacht.

»Saaledes behersker min ydre Sans den legemlige, min indre Sans den aandelige Verden. Alt er underordnet min Vilkaarlighed ; enhver Ting, enhver Handling kan jeg kalde hvad det behager mig; den levende og livløse Verden hænger i Kjæder, som min Aand styrer; mit hele Liv er kun en Drøm, hvis mangfoldige Skikkelser forene sig efter min Vilje. Jeg selv er den eneste Lov i den hele Natur og denne Lov lyder Alt«.

Man sér, at naar Friedrich Schlegel senere udraaber: »Fichte er ikke nok absolut Idealist, fordi han ikke er nok Kritiker og Universalist; jeg og Hardenberg (Novalis) ere det dog mere,« saa har allerede ti Aar i Forvejen, og længe før der blev Tale om Romantik og romantisk Skole, Tieck øjnet den Vej, som den nye Skole vilde slaa ind paa: Individualitetens Opgaaen i personlig Vilkaarlighed og denne Vilkaarligheds Ophøjelse til Livets og Kunstens Kilde under Navnet Fantasi. Lovell føres ad denne Bane ud over alle afstukne Grænser. Medens »Johannes Forføreren,« der i vor Litteratur fuldender og afslutter denne Type, bestandig holder sig indenfor et vist Skema, i Afstand fra det Ethiske, hvilket han betragter som en kjedelig og fortrædelig Magt, og som han derfor heller aldrig angriber i Fronten, lader Lovell som den alsidigere, dristigere anlagte, om end slettere udførte Karakter, sig hverken skræmme tilbage af Forræderi, Drab eller Giftmord. Han er den i den hele Periode varierede Don-Juan-Faust-Type med en Tilsætning af Schillers Franz Moor. Selvbeskuelsens Blaserthed har her ført til grænseløs Menneskeforagt, til hensynsløs Bortfejen af alle Illusioner, og der øjnes ingen anden Trøst end den, at Hykleriet afsløres og den hæslige Sandhed sés. I hvor dyb en Sammenhæng med Meget af hvad Romantikerne siden frembragte staar ikke en Udtalelse som denne : »Visselig er Vellyst vort Væsens store Hemmelighed; selv den reneste og inderligste Elskov vil dukke sig i denne Brønd […] Kun Letsind, kun Indsigt i Illusionen kan frelse os, og derfor er Amalie Intet for mig mere, siden jeg indser, at Poesi, Kunst og selv Andagt kun er forklædt og tilhyllet Vellyst […] Intet uden Sanselighed er det første bevægende Hjul i vort Maskineri […] Sanselighed og Vellyst er Musikens, Maleriets og alle Kunsters Aand; alle Menneskets Ønsker flyve om denne Pol som Myggene om det brændende Lys; […] derfor ere Boccacio og Ariost de største Digtere, og Tizian og den kaade Correggio staa højt over Dominichino og den fromme Rafael. Jeg antager endog Andagten for at være en afledet Kanal for den raa Sansedrift, der bryder sig i tusind mangfoldige Farver.« - Man kunde tro, at denne Lovell, i hvis Reflexioner Sanseligheden spiller saa stor en Rolle, var skildret som en Natur, hvis Instinkter ledede den paa Afveje. Lige omvendt! Han er kold som Is, kold som Kierkegaards Skygge af en Forfører, der endog i dette Træk er foregrebet her. Han begaar ikke sine Udskejelser med Kjød og Blod, men med en fantastisk exalteret Hjerne. Han er et purt Cerebral menneske, en Nordtysker af det reneste Vand. Og i et bestemt Punkt er han tilmed allerede ved Anticipation romantisk i en uventet Grad. Da han helt er udbrændt, da hver Gnist af Overbevisning er udslukt hos ham, og alle hans Følelser ligge »døde og slagtede« omkring ham, tyer han til Troen paa det Vidunderlige og sætter sin Lid til mystiske Meddelelser, som en gammel Bedrager har foregjøglet ham Udsigten til. Dette Træk, som karakteristisk nok ikke findes i det franske Forbillede, udfordredes for at supplere Figuren.

Saa udhulet er her Personligheden, saa lidet vejer den i sin egen Haand, at den forekommer sig lige sand og usand paa ethvert Tidspunkt ; den er bleven sig fremmed og har ligesaa liden Tillid til sig selv som til nogen Magt udenfor sig. Den staar udenfor, hvad den selv oplever. Det forekommer den, at den spiller en Rolle, naar den handler. Lovell fortæller, hvorledes han har forført en ung Pige, Emilie Burton: »Jeg kastede mig pludselig ned for hendes Fødder og tilstod hende, at alene en heftig Kjærlighed havde bevæget mig til mit Ophold paa Slottet; jeg sagde, at dette skulde være mit sidste Forsøg paa at erfare, om der gaves noget menneskeligt Hjerte, der endnu vilde tage sig af mig, for igjen at forsone mig med Livet og Skjæbnen. Hun var skjøn, og som i et Skuespil spillede jeg min Rolle videre med en forunderlig Begejstring; Alt, hvad jeg sagde, lykkedes mig, jeg talte med Ild og dog uden Affektation,« og senere hedder det: »At hun selv paa nogen Tid har forspildt sin huslige Lykke, er hendes egen Skyld ; at hun efter den gængse Synsmaade nu maa skamme sig for mange Mennesker, kan ikke bebrejdes mig. Jeg gav en Rolle overfor hende, hun kom mig imøde med en anden, vi spillede saaledes med megen Alvor et Stykke af en daarlig Digter, og nu gjør det os bagefter ondt, at vi saaledes have spildt Tiden.« Altsaa et Spil, en Rolle var det Hele. Man har her allerede udfoldet i en litterær Figur, hvad senere blev til et Livs Virkelighed i Karakterer som Fr. Schlegels og Gentz's, og man har her i et enkelt Menneskes Sjæleliv, hvad kunstnerisk bestemt blev til Romantikernes meget omtalte Ironi. Her i Karakteren den nøgne Egoisme, der tager Livet som en Rolle, i Kunsten Misforstaaelse og Overdrivelse af Schillers Grundtanke, at den æsthetiske Virksomhed er »en Leg«, et Spil o: en Virken uden ydre Formaal, saa den sande Kunstform bliver den, der hvert Øjeblik itubryder Formen, umuliggjør Illusionen og ender i Selvparodien, saaledes som det sker i Tiecks Lystspil. Der er her den allernøjeste Sammenhæng mellem Maaden, paa hvilken Helten handler og Maaden, paa hvilken Komedien skrives. Ironien er en og den samme. Alt kan føres tilbage til den samme Selviskhed og Uvirkelighed*) [*) Tieck: William Lovell, I 49—62. 172, 178, 212, II 110.].

For ret at forstaa den Sjælstilstand, som er skildret i »Lovell«, er det ikke nok, at vi sé dens fremtidige Konsekvenser, vi maa her som tidligere ved René sé, hvori den grunder, og hvoraf den er betinget. Betinget er den ved den hele Selvraadighed, i hvilken Tiden gjærer. Derfor mødes de forskjelligste Digteraander i Typens Udformning. Som en Blaserthedens Titan hører Lovell hjemme i en Slægt af Titaner.

Jean Paul, der var ti Aar ældre end Tieck, fire Aar yngre end Schiller, begyndte, to Aar før »Lovell« blev anlagt, en Skildring af Racen i sin saakaldte Faustiade, Romanen »Titan«. Jean Paul er i mange Maader Romantikens Forløber; indenfor den romantiske Skole bliver han reproduceret af Hoffmann, ligesom Goethe af Tieck. Han er Romantiker først og sidst ved den grænseløse Vilkaarlighed, hvormed han som Kunstner gaar tilværks. Han har, som Auerbach siger om ham, »Studiehoveder, Stemninger, Karaktertræk, psykologiske Forviklinger, Billeder i Almindelighed liggende færdige, som han vilkaarligt overfører paa givne Karakterer og Situationer«, han skyder alle mulige nok saa uvedkommende Indfald ind i sine Fortællingers elastiske Ramme. Dernæst er han Romantiker ved sin Selvoptagethed; thi man hører ham og atter ham gjennem alle hans Personer, hvad de saa hedde; er det fremdeles ved sin berømte Humor, der behersker Alt hos ham og ingen fast Kunstform respekterer, endelig ved sin hele Stilling som den antike Dannelses Antipode. Men hvad han saa end i Kunsten var, saa var han i Livet ikke Vilkaarlighedens, men Frihedens Mand, dens lidenskabelige Forkjæmper, Fichtes Ligemand i begejstret Pathos; han bekjæmpede hverken Oplysningen eller Fornuften eller Reformationen eller Revolutionen, han var overbevist om den historiske Værdi og den fulde Gyldighed af de Ideer, som det er det attende Aarhundredes Hæder at have bragt frem og forfægtet. Derfor vendte han sig advarende mod Romantikernes tomme og demoraliserende Fantasteri.

I Titan forekommer den kraftigst udprægede af Jean Pauls Idealfigurer, Roquairol. Hans Styrke laa ellers ikke i Frembringelsen af Idealfigurer. Han var først og fremmest en fortrinlig realistisk Idyldigter.

Roquairol er et Forbillede for den Form, hvori Tiden støber sin Lidenskab og sin Fortvivlelse. Han er den rasende og dybt reflekterede Attraa, der bliver til Fantasteri, fordi den er en Kraft, som Forholdene ikke tage i Brug, og som ikke har de Evner i sig, hvormed man tilegner sig eller gjennembryder og behersker Virkeligheden. Attraaen bliver saaledes en Sygdom, der slaar ind og som fører til Selvbeskuelse og Selvmord. Man høre Roquairol skildre sig selv i et Brev (Titan, 3dje B. 88 Zykel):

»Sé kun paa mig, jeg tager min Maske af, konvulsiviske Bevægelser gaa over mit Ansigt som paa Folk, der have taget Gift. Jeg har drukket mig fuld i Gift, jeg har slugt Giftkuglen, Jordkuglen. — Jeg er som et udhulet Træ, forkullet af en fantastisk Ild. Naar Jegets Indvoldsorme, Vrede, Henrykkelse, Elskov og andre lignende af og til give sig til at krybe om i mig og fortære hinanden, saa ser jeg fra mit Jeg ned paa dem, og jeg skjærer dem i Stykker som Polyper og stikker dem ind i hinanden. Saa ser jeg atter som Tilskuer paa min Skuen, og da dette gaar for sig i det Uendelige, hvad har man saa af det Alt? Naar Andre have en Tros-Idealisme, saa har jeg en Hjærtets Idealisme, og Enhver, der ofte har gjennemlevet alle Følelser, paa Theatret, paa Papiret eller paa Jorden, har den som jeg. Hvad nytter det til? — Ofte sér jeg paa Bjergene og Floderne og Landet rundt om mig, og det er mig, som kunde de hvert Øjeblik flagre fra hverandre og gaa op i Røg, og jeg med […] Der gives en kold, kjæk Aand i Mennesket, hvem Intet angaar, ikke engang Dyden, thi han vælger den, hvis han vil, og han er dens Skaber, ikke dens Skabning. Jeg oplevede engang paa Havet en Storm, hvor Vandet rasende og kamtakket og skummende splittedes og kastedes i Bølger, medens den stille Sol saa til foroven — bliv saadan! Hjertet er Stormen, Himlen, det er Jeget! […] Tror Du, at Roman- og Tragedieforfatteme. Genierne iblandt dem, der tusinde Gange tilbunds have efterabet Alt, det Guddommelige og det Jordiske, er anderledes end jeg? hvad der i Virkeligheden holder dem og de Øvrige oppe, det er Hungeren efter Penge og Ros […] Aberne er Genierne blandt Dyrene; og Genierne er Aber i æsthetisk Eftergjøren, i Hjerteløshed, Ondskab, Skadefryd, Vellyst og — Lystighed.«

Han fortæller, hvorledes han uden selv at føle Andet end en af Kjedsomhed udspringende Drift har besnæret sin Vens Søster:

»Jeg mistede Intet — i mig er ingen Uskyld — jeg vandt Intet — jeg hader Sansernes Lyst — den sorte Skygge, som Nogle kalde Anger, foer bred afsted efter Tryllelanternens flygtende, brogede Lystbilleder. Men er det Sorte mindre optisk end det Brogede?«

Den, der omhyggeligt vil læse blot dette korte Citat af Jean Pauls enorme fire Binds Roman, vil sé, hvorledes atter her en Forbindelseslinje imellem Livet og Kunsten er draget. Uvilkaarligt men højst betydningsfuldt bruger Roquairol den frembringende Kunstners Natur som Symbol paa sin, og Udtrykkene »udhulet af en fantastisk Ild« og »Hjærtets Idealisme« (det Samme, der ovenfor betegnedes som Subjektivisme) er saa skarpt betegnende, som var de valgte kategorisk. Ja saa bevidst har Digteren været sig, hvad det var, han vilde skildre, at Roquairol efter at have begaaet sin sidste og afskyeligste Forbrydelse, den, forvexlet med Albano, Helten, at besøge dennes Elskede, Linda, om Natten, dør for sin egen Haand paa et Theater, skyder sig under Udførelsen af en Rolle, der ender med Selvmord, endnu til det yderste Øjeblik levende i Skinnets og Spillets Verden, forvexlende eller sammenblandende Virkelighed og Fantasteri. Det at gjøre Virkeligheden fantastisk eller poetisk blev jo et Løsen for den følgende Slægt. Det var den Opgave, den satte sig, og som den stræbte at løse i al sin Frembringen; det er en Stræben henimod dens Løsning, som forklarer og undskylder dens Forvildelser, hvor den skitserer en Omformning af Virkeligheden som f. Ex. i Schlegels »Lucinde«.

Det store Problem om Forholdet mellem Poesien og Livet, Fortvivlelsen over deres dybe, bitre Disharmoni, den rastløse Famlen efter en Forsoning, den er det, som ligger bagved den hele store Gruppe af tysk Litteratur fra Sturm- und Drang-Periodens Tid til Romantikens Ophør. For at forstaa saavel »Lucinde« som »Lovell« maa man derfor gaa tilbage. Begge forstaas de bedre gjennem Jean Pauls »Titan«, Lovell gjennem Titaniden Roquairol, som Lucinde gjennem Titaniden Linda. (1891:65-103)

Udeladelse

Om et Ibsen-citat

[…] Romantikernes øvrige Himmelstormerier ikke fik det ringeste praktiske Udslag. »Lad os gjøre det om igjen radicalere«, staaer der hos Henrik Ibsen. Jeg vil hellere roligt og lidenskabsløst sige: Lad os tage Problemerne op paany i nye Former og behandle dem paa andre Maader, vi, som ere fast besluttede paa, at vi ikke ville tilbage, men frem. (1873:78-79 / 1891:111)

Omarbejdelse

***

[…] hun for Forældrene Interesse. Vi, som nutildags tørste efter Virkelighed, vi ville have den Uret afskaffet, at Poesien kun fordeles til Digtere og Malere. Vi ville have Kredsen af dens Yndlinge udvidet, ja sprængt.

Man forstaaer da let […] (1873:83)

>

[…] hun for Forældrene Interesse. Kun Digtere og Malere have Lod og Del i Poesien. Man forstaar da let […] (1891:115)

Tilføjelse

***

[…] om Tidsaanden og meget lærerigt er det at se, at medens Wilhelm Schlegel efter Goethes Raad modsætter sig dette Digts Optagelse i »Athenäum«, skriver den egentligt Angrebne, Novalis, derom: Hvorfor «Widerporst» ikke maa trykkes, forstaar jeg ikke ret. For Atheismens Skyld? Men tænk blot paa »Die Götter Griechenlands«. (1873:88 / 1891:120-121)

Moden var revolutionær […]

Omarbejdelse

Om Pauline Wiesel

[…] Pauline Wiesel, i hvis Boudoir Prinds Louis Ferdinand, den revolutionære Ungdoms Catilina, gik ud og ind, hun om hvem en Samtidig skriver: »Jeg betragter hende […] (1873:89)

>

[…] Pauline Wiesel, gift med en aandrig Cyniker og Materialist, hvis Skepticisme gjorde et dybt og forstyrrende Indtryk paa den unge Tieck, hvem han tjente til Model for hans Abdallah og hans Lovell. Hun var en af den unge og dristige Prins Louis Ferdinands mange Elskerinder; men for hende havde han fattet en sand Lidenskab, der endnu for os blusser i hans Breve. En Samtidig skriver om hende: »Jeg betragter hende […] (1891:121)

Omarbejdelse

Om en kreds af intellektuelle kvinder

[…] fandt Sted. De mest begavede af disse unge Kvinder vare den klartseende, fintfølende, Gnister sprudende Rahel Levin, senere Varnhagens Hustru, den skjønne, opvakte og kundskabsrige Henriette, gift med Lægen Marcus Herz og endelig Moses Mendelssohns kloge […] (1873:89-90)

>

[…] fandt Sted. Modellen til Lucinde var Moses Mendelssohns kloge […] (1891:122)

Tilføjelse

Om Dorothea Veits roman Florentin, 1801

[…] ingen Hensigter har.

Helten har Dorothea givet Træk, der øjensynligt svare til Friedrichs Karakterejendommeligheder, som disse tog sig ud for hendes beundrende Kvindeøjne. Det hedder om ham: »Trods et ganske besynderligt, hyppigt frastødende Væsen forstaar han at gjøre sig vel lidt af Alle og drager ethvert Hjerte til sig uden at bekymre sig stort derom. Det hjælper ikke, om man væbner sig med hele sin Stolthed imod ham; man bliver paa en eller anden Maade dog ganske hans. Ofte er det ret ærgerligt, at man ikke kan modstaa ham, da han selv ikke er til at holde fast. Stundom synes det som forbandt han med sine Ord endnu en anden Mening end den der ligefrem ligger i dem; en anden Gang sætter han et ligegyldigt Ansigt op selv til de mest smigrende Ting, der blive ham sagte, som var sligt blot hvad der tilkom ham; til andre Tider har han sin største Glæde af et tilfældigt Ord, der er blevet henkastet uden nogen Hensigt og forstaar at lægge en ganske særegen Betydning ind deri eller faa den ud deraf […] Men De kan tænke Dem, hvor ofte han i Selskab giver Anstød.«

Saaledes minde ogsaa Florentins Bekjendelser, især angaaende hans tøjlesløse Liv som Yngling i Venedig, om Friedrichs Ungdomsoplevelser i Leipzig. Skjøndt Florentin er Italiener, føler han sig tiltrukket af tysk Kunst og tyske Kunstnere; han lærer selv at tegne og male, og ernærer sig snart som genial romantisk Dilettant i Malerkunsten, snart som ikke mindre romantisk Spillemand, der drager om fra Landsby til Landsby. Hans Afstamning er hemmelighedsfuld. Han er, som han selv kalder sig, »den Fattige, den Ensomme, den Udstødte, Tilfældets Barn«: »Mig driver noget Unævneligt fremad, som jeg maa kalde min Skjæbne.« Han flyer ethvert dyrebart Forhold, der vilde binde ham: »Alene vil jeg bære den Forbandelse, der er udtalt over mig.«*) [*) Florentin S. 66, 80, 170, 106, 230, 310.]

Det er nødvendigt at eftervise i det Enkelte, hvor uskyldige og i hvor høj Grad romantiske disse Betegnelser er. Men ikke desto mindre […] (1873:95 / 1891:127-129)

Udeladelse

***

[…] den for sig selv.

Heri er paa den ene Side noget Smukt og Frit, paa den anden noget Stødende. Man maa beklage, at de, der hørte sammen, havde saa mange Omveie nødig for at finde hinanden, men man forstaaer ret godt Charaktererne og deres Forhold. Dommen er bleven besørget af de Paagjældendes Samtid.

Men endnu en anden […] (1873:109 / 1891:142-143)

Tilføjelse

Om Novalis' syn på Friedrich Schlegels Lucinde, 1799

[…] saa »Lucinde« komme frem. Novalis er endda den af dem, som forholder sig mest anerkjendende. Han finder, at der gives faa saa individuelle Bøger, mener, at man i den kan iagttage Bevægelserne i Forfatterens Indre saa nøje, som de kemiske Kræfters Spil ved et Stykke Sukkers Opløsning i et Glas Vand. Det foruroliger ham noget, at der i »Lucinde« hersker en Svimmelhed, som gjør det tænkende Menneske til Drift og Naturkraft alene og som betager Læseren saaledes, at han maa interessere sig for et blot vellystigt Instinkt. Han finder endvidere det Hele hverken let og simpelt nok eller tilstrækkeligt rent for Skolestøv. Men han roser, at der ikke mangler »romantiske Akkorder«, og det er ikke saa meget Indholdet som Formen, han har imod.

Strax efter den første Gjennemlæsning skriver han til Caroline Schlegel: »Paa Ideerne er der Intet at udsætte; men der er ligefuldt adskilligt i Udtryksmaaden, som synes mig laant fra Krates [Cynikeren]. Dog det Postulat: Vær cynisk! er jo endnu ikke gjængse — og selv meget inderligt udviklede Kvinder turde ville dadle den skjønne Athenienserinde for at hun har taget Torvet til Brudekammer.«*) [*) Novalis: Briefwechsel S. 123.]

Sandt nok! Kun havde den stakkels Dorothea ingen Skyld i denne Profanation, om hun end ikke følte sig oprørt, som vi paa hendes Vegne, over at hun saaledes blev stillet tilskue; Dadelen træffer alene den ædle Athenienser.

Vi have […] (1873:112 / 1891:145-147)

Omarbejdelse

Om Schleiermachers syn på ægteskabet

Sunde og forstandige Reflexioner! men hvor betegnende er hele dette Grubleri […] (1873:117)

>

Sunde og forstandige Overvejelser, ganske vist, men hverken udtømmende eller overvindende de egentlige Vanskeligheder. Schleiermacher advarer mod Misgreb, men kan ikke afhjælpe Misgrebet uden at træde Ægteskabets Hellighed, som han ikke vil anfægte, for nær. Thi hvad skal ske, naar Misgrebet allerede har fundet Sted? Og hvad skal ske, naar Misgrebet kun fandt Sted paa den ene Side, naar den Enes Kjærlighed er udslukt, medens den Andens endnu varer ved? Og overhovedet ikke et Ord og ikke en Tanke tilovers for den Kjendsgjerning, at Ægteskabet som Institution ikke er til for de to Elskendes Skyld, men oprindeligt havde det Øjemed, at sikre Børnene Faderens Formue, dernæst har bestaaet, fordi det forekom Samfundet det eneste Middel til at sikre de opvoxende Slægtled! Schleiermacher søger idealistisk efter nye sædelige Fundamenter; men de sande, de praktiske Vanskeligheder overser han helt. Og hvor betegnende er hele dette Grubleri […] (1891:152-153)

Omarbejdelse

***

[…] bort fra sin Barm. Coelibat er en munkeagtig […] (1873:123)

>

[…] bort fra sin Barm. Den fanatiske Kyskhedsidé, der udelukker unge Mænd fra Samkvem med fine Kvinder for at kaste dem i lastefulde Fruentimmers Arme […] er en munkeagtig […] (1891:158-159)

Tilføjelse

Om Tieck

[…] den sande, »den rene Poesi«. Hans »Den skjønne Magelones Kjærlighedshistorie« er et godt Exempel. Selv i Prosa- Afsnittene af denne Fortælling klinger og toner Alt, Heltens Stemningsliv, og de Landskaber, der udgjøre Baggrunden for det. Greven hører ingen Lyd omkring sig ; thi »en indre Musik overdøvede Træernes Hvislen og Vandspringenes rislende Plasken«. Dog virkelig, sød Musik overdøver atter den indvortes. »Musiken flød som en mumlende Bæk, og han saa Fyrstindens Ynde komme svømmende paa disse Sølvvande, og saa hvorledes Musikens Bølger kyssede hendes Klædebons Søm […] Musiken var nu den eneste Bevægelse, det eneste Liv i Naturene. Endelig udaander Musikens Klang. »Som en blaa Lysstrøm« synke Tonerne i Dybet, og nu begynder Ridderen selv at synge.

Saaledes synger i den »Poesiens Have«, der forekommer i »Zerbino«, Roserne og Tulipanerne, Fuglene og Himmelblaaet, Kilderne og Stormen, Strømmen og Aanderne. Saaledes hedder det ogsaa i »Blaubart«: »Blumen küssen sich mit Tönen«. Alt har i denne Poesi sin Musik: Maaneskin, Vellyst, Malerier, og omvendt tales om Musikens Straaler, Duft og Skikkelser: »De sang med søde Struber og holdt bestandig Takt med Maaneskinnets Musik.« Man havde jo vendt […] (1873:136 / 1891:172-173)

Omarbejdelse

Om Tieck og Jens Baggesen

[…] klamre sig. De udfylde Sonnet- og Canzone-Rammerne, som Damerne Canevas med Broderi. Dog ikke blot Metrum […] (1873:139)

>

[…] klamre sig. De udfyldte Sonet- og Canzone-Rammerne, som Damer udfylde et Kanevas med Broderi. De ophobede i den Grad Rimene, strøede dem saa tæt, at Meningen gik tabt i denne Rim-Overflod. Tieck skriver i »Magelone«:

Errungen,
Bezwungen
Von Lieb ist das Glück,
Verschwunden
Die Stunden,
Sie fliehen zurück;
Und seelige Lust
Sie stillet,
Erfüllet
Die trunkene, wonneklopfende Brust.

Baggesen giver i sin »Faust« følgende Parodi paa dette romantiske Klingklang:

Mit Ahnsinn Wahnsinn, lächelndweinend,
Einend —
Mit Schiefe Tiefe, dunkelmeinend,
Scheinend —
Der Enge Läng' entflammt in weiten Breiten,
Muss licht der Dichter durch die Zeiten gleiten.

Og ikke blot Metrum […] (1891:176)

Tilføjelse

Om Hoffmann

[…] romantiske Ideal hos Tieck.

For Hoffmann, der medbragte en saa dyb og ejendommelig musikalsk Begavelse, at han næsten ikke kan opfattes som Digter alene, men maa tages som Digter-Musiker, var det imidlertid ganske anderledes Alvor med denne Musiceren i Ord end for Tieck.

Han levede og aandede i Musik; han var ikke mindre frugtbar som Komponist end som Forfatter, og en meget stor Del af hans Forfatterskab har desuden en fantasifuld Opfattelse af Musiken og af de største Komponister til Gjenstand. I sygelig Tilstand, i Feberfantasier plejede han at forvexle sine Sygevogtere med Instrumenter. »Idag er jeg ogsaa bleven slemt plaget af Fløjten,« sagde han om En, der talte meget sagte og desuden havde noget Smægtende i sit Tonefald. Om en Anden, der havde en grov Basstemme, brugte han Udtrykket: »Den hele Eftermiddag har den ulidelige Fagot pint mig«.

Hvor han i sine »Fantasistykker« indfører Gluck, lader han ham tale om Toneforholdene som om Personer:

»Det blev atter Nat. Da traadte to Kolosser i glimrende Kyradser frem imod mig, det var Grundtonen og Kvinten. De rev mig i Vejret, men deres Øjne smilte: jeg véd, hvad der fylder dit Bryst med Længsel; den blide og bløde Yngling Terts, vil snart træde ind imellem Kolosserne.« Et andet Sted taler Kreisler om, »at give sig Dolkestødet med en umaadelig Kvint«. Hvad der hos de øvrige Romantikere kun er følsomt-fantastisk, bliver hos ham oversat paa det Gyseligt- Burleske's Sprog.

I Afhandlingen »Kreislers musikalsk-poetiske Klub« betegner han nogle Toners Særpræg med Navne paa Farver, og frembringer saaledes et Maleri af en sammenhængende Række Sindstilstande. Han havde enkelte fine og stærkt nervøse Naturers særegent skarpe Sans for det virkeligt og utvivlsomt existerende Slægtskab mellem Toner og Farver.

Som en Potensering af alle hine Tieck'ske Forsøg paa at laane den rene Musik Ord, maa et Sted hos ham fremhæves, hvor der, efterat Kreisler har spillet, i Klaveret høres en Brusen af overvættes herlige Tonestrømme og Akkorder. Det hedder ægte romantisk med Sammenblanding af alle Sanse-Indtryk om denne Musik: »Dens Duft glimrede i flammende, hemmelighedsfuldt sammenslyngede Kredse.« Og nu følger en vel aldrig tilforn forsøgt Karakteristik af de forskjellige Tonarter ved Hjælp af stemningsfulde Ord.

A-Mol Akkord (mezzo forte).
Ak! de bære mig ned i den evige Længsels Land, men idet de gribe mig, vaagner Smerten og skaffer sig Udvej, sprængende mit Bryst.

E-Dur Sext Akkord (ancora piu forte).
Hold Dig standhaftigt, mit Hjerte! - brist ikke, berørt af den sviende Straale, der trængte ind i Brystet. - Friskt Mod, min Sjæl! - løft Dig op i det Element, som fødte Dig og som er dit Hjem.

E-Dur Terts Akkord (forte). De have rakt mig en herlig Krone, men hvad der saaledes lyser og gnistrer i Diamanterne, det er de tusind Taarer, som jeg har fældet, og i Guldet straale de Flammer, der fortærede mig. — Mod og Magt, Tillid og Kraft tilkomme den, der er kaldet til Hersker i Aandernes Rige.

A-Mol (harpeggiando dolce). Hvorfor flyer Du, hulde Pige? Kan Du det, da usynlige Baand dog holde Dig fast? Du formaar ikke at sige, ikke at fremklage, hvad det er, der saaledes har taget Bo i dit Sind som en nagende Pine, som dog bringer Dig til at skjælve i sød Lyst. Men alt skal Du faa at vide, naar jeg taler med Dig, kjæler for Dig i det Aandesprog, som jeg er i Stand til at tale og som Du saa godt forstaar!

[…]

Es Dur (forte). Følg efter ham! - følg efter ham! - Grøn er hans Dragt som den mørkegrønne Skov - sød Skovhornsklang er der i hans længselsfulde Ord! - Hører Du det rasle bag Buskene - hører Du det klinge? - Skovhornstoner, fulde af Vellyst og Vemod - ham er det - hurtigt! lad os drage ham imøde!

Tilsidst udebliver da […] (1873:147 / 1891:183-186)

Omarbejdelse

Om Tieck som operakomponist

[…] egen Afmagt havde henvist.

Af de Componister, hvem dette lykkes, er Weber uden Sammenligning […] (1873:150)

>

[…] egen Afmagt havde henvist.

Tiecks dramatiserede Eventyr, som »Blaubart«, lignede i Virkeligheden Operatexter. Operaen kan jo ogsaa netop bruge det Fantastiske og Sagnagtige saaledes som Romantikerne frembragte det. Som Digter af Operatexter havde Tieck kunnet have en Fremtid. Han har imidlertid kun skrevet en eneste Text, og den blev ikke komponeret. Ikkedestomindre kom det romantiske Ideal til sin Ret i Musiken. E. T. A. Hoffmann udgjør Overgangen fra den romantiske Digtning til den romantiske Komposition. Vi træffe i ham som Operakomponist ikke blot den musikalske Fortolker af den af Romantikerne forherligede Fortidsdigter Calderon, men vi sé ham broderligt forenet med de samtidige Romantikere. Han komponerer Brentano's »De lystige Musikanter«, Zacharias Werners »Korset ved Østersøen« og behandler med stort Held Fouqués »Undine« som Opera i tre Akter.

Han er som Operakomponist dog mindre en egentlig Tonedigter end en genial Oversætter af det poetiske Indhold paa Musikens Sprog. Kun hvad der svarede til hans digteriske Ejendommelighed, til Rædselens og Aandefrygtens Omraade, lykkedes ham efter de bedste Kjenderes Vidnesbyrd fortræffeligt. Saaledes i »Korset ved Østersøen« de raa, umenneskelige Oldpreusseres Sange med deres Udtryk for utæmmelige Lidenskaber; saaledes i »Undine« alle Aandescenerne, det spøgelseagtige Eventyrliv, der fremkalder en sød Gysen.

Ingen ringere end Carl Maria von Weber har prist denne sidste Opera af Hoffmann i varme Ord, og blandt de Komponister, hvem det lykkedes at give det romantiske Kunstideal Form i Musiken, er Weber uden Sammenligning […] (1891:189-190)

Omarbejdelse

***

[…] at elske Italien bliver som bekjendt en aldeles bestemt […] (1873:153)

>

[…] at elske Italien var i Tyskland ikke noget nyt; allerede Goethes Fader, der ikke var nogen Sværmer, havde kjendt denne Følelse, men nu blev Forgudelsen af et Italien, der ikke lignede det virkelige, en aldeles bestemt […] (1891:194)

Tilføjelse

***

[…] Romantikere. Deres Sværmeri for det skjønne Nürnbergs Skatte er i og for sig langt naturligere end det attende Aarhundredes lange Blindhed for dem. Som Ordet »gotisk« endnu for Lessing kun havde betydet »barbarisk«, saaledes havde den tyske Renæssance været Winckelmann en lukket Bog. Nu bleve Nürnbergs Herligheder betragtede med friske Øjne. I en Slags Kunstrus […] (1873:156 / 1891:197)

Omarbejdelse

***

[…] havde bragt i Forglemmelse. Senere lykkedes det dem at frelse et temmeligt stort Antal af fremragende Kunstværker, hvoraf allerede 1808 en Samling fremgik, der fik den største Betydning for Kunsthistorien. Den Omstændighed, at under de Napoleontiske Krige saamange Klostre bleve aabnede, rømmede og ophævede, blev af en væsentlig Indflydelse paa Kjendskabet til den gamle forglemte Kunst. I Fr. Schlegels Afhandling om Raphael i »Europa« sammenstiller han den ældre førraphaeliske Periode med den følgende: »Fra denne nyere Skole, […] (1873:163)

>

[…] havde bragt i Forglemmelse. Napoleons Ranen af Billeder allevegnefra havde desuden til Følge, at en Mængde tyske Kunstskatte nu var samlede i Paris, saa Studiet af dem var meget lettet.

Hvad Tyskerne havde frembragt i Middelalderen lod sig bedst se af de Billedhuggerarbejder og Malerier, som efter Ophævelsen af milde Stiftelser og Klostre massevis blev kastede ud paa Markedet. De kunstneriske Mindesmærker forstodes dengang ikke mere; ligegyldig lod man Kirkerne blive forvandlede til Stenbrud og kastede den kosteligste Billedkunst ud paa Gaden. Man solgte Mesterværker til hvilkensomhelst Pris og nærede endda Medlidenhed med Kjøberne, til hvem man var blevet disse Marskandiservarer kvit. Af Altertavler blev der ofte gjort Vindvesskodder, Dueslag, Bordplader eller Skraatag; Opsynsmænd og Vægtere i Klosterbygningerne lagde ofte i med saadanne store gamle Malerier paa Træ, thi i Regelen var selv de bedste blandt disse Malerier næsten ukjendelige af Kjærterøg, Støv og Smuds.*) [*) Sepp: Görres und seine Zeit. S. 89, 90.]

Efterat Fr. Schlegel i sit Tidsskrift »Europa« først havde gjort opmærksom paa den store Rigdom af gammeltyske Malerier, begyndte Brødrene Boisserée at samle det Adsplittede, at rejse opad og nedad langs Rhinen og især rundt om i Nederlandene for at efterspore de saa længe ringeagtede Værker. Saaledes opstod allerede 1808 en Samling af nederlandske og tyske Mestere, der fik stor Betydning for Kunsthistorien.

Den gjenopvakte Glæde ved den primitive germaniske Kunst bevirkede, at man ogsaa i den romanske Kunst begyndte at foretrække de Primitive. Ære være de Primitive! Men i sin Afhandling om »Rafael« i »Europa« priser Fr. Schlegel den førrafaeliske Periode paa den følgendes Bekostning saaledes: »Fra denne nyere Skole, […] (1891:204-205)

Omarbejdelse

Om Tiecks beundring for Shakespeare

[…] som Syd-Englands. De veed, at Shakspeare aldrig har havt en inderligere og mere lidenskabelig Beundrer end Tieck. De begriber, i hvilken Grad det var hans Ønske engang at […] (1873:177)

>

[…] som Syd-Englands. Shakespeare har haft faa saa inderlige og lidenskabelige Beundrere som Tieck. Meget naturligt nærede han Ønsket om engang at […] (1891:219)

Omarbejdelse

***

[…] lyste og straalte.

Se her har De en nøiagtig Rapport om, hvordan Naturen for mig tog sig ud, altsaa om hvordan den seer ud, betragtet af en kold og ædruelig Realist. Den tydske Romantiker, med hvem jeg […] (1873:183)

>

[…] lyste og straalte.

Saaledes tog denne Natur sig ud, betragtet af en almindelig, ædru Rejsende. Den Romantiker, med hvem jeg […] (1891:224)

Tilføjelse

Om Goldschmidt

den romantiske Naturbetragtning.*) [*) Det Ovenstaaende indeholder en sanddru Fremstilling af disse Naturomgivelsers Virkning paa den danske Digter M. Goldschmidt i Efteraaret 1872. Senere Anm.] (1873:184 / 1891:225)

Omarbejdelse

Om Johan Ludvig Heiberg

[…]indeslutter en ny o. s. v.

Vi gjenfinde Speilkabinettet med dets Reflexionsfordobling […] (1873:191)

>

[…] indeslutter en ny o. s. v.

I den dramatiske Digtning bliver denne Fremgangsmaade paa meget morsom Maade efterlignet at J. L. Heiberg i hans vittige litterært-polemiske Lystspil »Julespøg og Nytaarsløjer«. Mindre fri og selvstændig er den Hoffmann'ske Efterligning »Prinsesse Blandina«, hvor der er indlagt Optrin, i hvilke Regissøren og Direktøren bag Scenen drøfte Stykket. Regissøren siger: »Hr. Maskinmester, vil De give Klokkesignalet til at det skal blive Nat.« - Direktøren: »Hvad er det? Skal det nu paa en Gang blive Nat? Det forstyrrer Illusionen. Det er jo kun et Par Minutter siden, at Digteren Roderich har spist Frokost i Ørkenen.« - Regissøren: »Men det staar saadan i Textbogen.« - Direktøren: »Saa er det Bogen, som er forrykt, og saa er Stykket jo skrevet uden nogetsomhelst Kjendskab til Theatret.«

Udenfor den egentlige Digtning gjenfinde vi Spejlkabinettet med dets Reflexionsfordobling […] (1891:233)

Tilføjelse

Om Søren Kierkegaard

[…] Hjerte til Pris, og især for ikke at være tvungen til Talen i eget Navn med det kjedsommelige Ansvar dette medfører, stiller Kierkegaard […] (1873:193 / 1891:235)

Omarbejdelse

Om Hoffmann

[…] hos Achim v. Arnim i »Die beiden Waldemar«. Hvad der interesserer Hoffmann i Individet, det er ikke Personligheden, men dens Speilbillede eller Dobbeltbillede. For ham er Jeget kun en Maske over en anden Maske, og han morer sig med at skalle disse Masker af. Hvad vi saae antydet hos Roquairol, det er realiseret hos ham.

Lader os et Øieblik dvæle ved Helten […] (1873:199)

>

[…] hos Achim v. Arnim i »Die beiden Waldemar«, hos Chamisso i Digtet »Erscheinung«, hos Brentano, spøgende behandlet, i »Die mehreren Wehmüller». For E. T. A. Hoffmann er Jeget kun en Maske over en anden Maske, og han morer sig med at skalle disse Masker af. Hvad vi saa antydet hos Roquairol er udført hos ham.

Hoffmanns Levnet giver Nøglen til den individuelle Manér, som den romantiske Selvfordobling antog hos ham. Han blev født 1776 i Königsberg som Søn af Forældre, der levede i et uharmonisk, snart opløst Ægteskab. Moderen stammede fra en Famille, i hvilken der herskede den pinligste Kjærlighed til Orden og den strengeste Sømmelighedsfølelse med Hensyn til alle ydre Former; Faderen var ligesaa uregelmæssig som aandrig og havde uordentlige Tilbøjeligheder, der vare hans Svigerforældres Familie en Gru. Tidligt mistede Theodor Hoffmann sin Moder, og en Onkels pedantisk strenge Opdragelse gjorde de kun sjældent mulige Udbrud af den geniale Drengs Luner des mere vilde og gale. Han gav sig Luft i sære musikalske Kompositioner, men fremfor Alt i højst talentfulde Karikaturtegninger. Saa begyndte han at studere Jus som Brødstudium og syslede ved Siden deraf ivrigt med Musiken. Tidligt stod han i et lidenskabeligt Kjærlighedsforhold til en ung gift Kone. Han elskede hende med et Sværmeri,der nær havde gjort ham forrykt i Hovedet, og stod i Begreb med at ligge fuldstændigt under for sine Sindsbevægelser, da han, tyve Aar gammel, rev sig løs ved at forlade sin Fædreneby.

Snart derefter blev han ansat i Posen, hvor den Vildskab i Fornøjelser og Udsvævelser, som herskede i Datidens Polen, rev ham ganske med sig og væsenligt forandrede hans Karakter. Fra Posen blev han — betegnende nok fordi han i sine Karikaturer havde givet en af sine højeste Foresatte til Pris for Latteren - forflyttet til Plozk, hvor han atter tog sig noget sammen. Efter faa Aars Forløb fik han (1804) en Ansættelse som Regjeringsraad i det dengang preussiske Warschan. Det brogede og rige Liv i Warschau, der var hovedstadsagtigt og tillige ganske fremmedartet for en Tysker, har givet Hoffmann hans endelige Præg som Skribent. Meget af det Gale og Besynderlige i hans Forfatterskab lader sig føre tilbage til Warschauer Livslysten og Ubundetheden. Her traf han Zacharias Werner, hvem det polske Liv, som det var ved Aarhundredets Begyndelse, heller ikke havde ladet uberørt. Og her levede han, selv en lidenskabelig Dyrker af Musiken, med andre Musikbegejstrede, og fandt, mens han omhyggeligt passede sit Embede, Tid til at dekorere flere Sale al fresco, forsyne et Bibliotheksværelse med Hautreliefs, som han udførte i Bronce, og til at male et Kabinet i ægyptisk Stil, i hvilket forunderlige Fremstillinger af ægyptiske Guder behændigt var sammenflettede med Karikaturer af hans Bekjendte, som han havde forsynet med Haler og Vinger. Her i Warschau dirigerede han ogsaa for første Gang Koncerter.

1806 blev som bekjendt den preussiske Regjering i Warschau styrtet. Hoffmann saa først den russiske Hærs Fortrav, bestaaende af Tatarer, Kosakker og Baschkirer, fylde Byens Gader. Snart derefter rykkede Murats Ryttere ind i Warschau. Hele den Folkevandring, som Napoleons Felttog satte i Bevægelse, har han iagttaget, og senere har han sét Napoleon selv, i hvem han som god Tysker afskyede Tyrannen. I Dresden var han i 1813 i nærmeste Nærhed Vidne til flere mindre Kampe og til et Slag; han saa en Valplads, oplevede Hungersnød og en Art Pest, som Krigen der medførte; kort sagt alle Tidsalderens Rædsler befrugtede hans Indbildningskraft — ejendommeligt nok fra først af kun paa den Maade, at det ytrede sig i en Række pudsige Karikaturer af de Franske.

Han havde i en ung Alder giftet sig med en smuk polsk Dame, der blev ham en kjærlig og taalmodig Hustru; hende har han tilsyneladende havt at takke for, at han med sit saa ophidsede Nervesystem dog levede saa længe, som han gjorde. Hans Ægteskab udelukkede ikke heftige Lidenskaber for andre Kvinder, men alle disse Forelskelser synes dog snarere at have havt deres Rod i Indbildningskraften end i en virkelig Følelse. Ogsaa i Erotiken var han Fantast. Tre Dage efter at en ung Frøken, i hvem han var forelsket indtil den yderste Overspændthed, har forlovet sig med en anden, er han allerede fuldstændig trøstet og ved Selvironi frigjort for sin Lidenskab. Den blotte Vrængen hjælper ham bort over det Værste.

Efter at han havde været Theaterarkitekt i Bamberg og senere Musikdirektør i Dresden, tilbragte han sine sidste Leveaar som Medlem af Kammerretten i Berlin. Her blev den saa forforbausende [sic] udrustede Mand, der kunde skrive Bøger, fantasere paa Klaveret, komponere Operaer og tegne Karikaturer, og som sprudlede af Vid, saasnart han var i Stemning, en Løve i det selskabelige Liv og Stamgjæst i Vinstuerne. Han satte her største Delen af sin Arbejdskraft og sit poetiske Talent til paa flygtige Iagttagelser under Stemninger, med hvilke han førte skarp Kontrol, og som han Dag for Dag beskrev i en Art Dagbog.

Det er næsten en Selvfølge, at denne saa omhyggelige Iagttager af sine egne Stemninger og af andre Menneskers udvortes, især grimace agtige Ejendommeligheder, kun havde ringe Natursans. Han var ingen Ven af den fri Natur. Naar han om Sommeren gik sig en Spadseretur, var det kun for at komme til et eller andet offenligt Sted, hvor han traf Mennesker. Undervejs fandtes der ikke let et Vinhus eller et Konditori, hvor han ikke faldt ind om saa blot for at se, om der var Folk og hvad Slags Folk der var. Saaledes forklares den paafaldende Mangel paa Sans for Friluftsnaturen i hans Værker. Hans Aand følte sig hjemme i Vinstuen, ikke i Skovensomheden. Dog var hans Sans for Naturskjønhed end svag, saa var hans Begejstring for Kunsten des mere heftig, og paa ægte romantisk Vis er Halvdelen af hvad han har frembragt Poesi om Kunst.

I en saaledes anlagt og udviklet Digterindividualitet var den særegent romantiske Opfattelse af den menneskelige Personlighed bestemt ved det altfor modtagelige og altfor spændte Nervesystem saavel som ved uregelmæssig Levemaade. Jeg finder i hans Dagbøger disse Optegnelser:

1804: Fra 4 til 10 biskoppet i den nye Klub. Uhyre Spændthed henad Aften. Alle Nerver ophidsede af den krydrede Vin. Anfægtelser af Dødstanker. Dobbeltgjænger.

1809: Besynderligt Indfald paa Ballet den 6te. Jeg tænker mig mit Jeg sét gjennem et mangfoldiggjørende Glas - alle Skikkelser, der bevæge sig om mig, er mine Jeg'er, og jeg ærgrer mig over, hvad de gjøre og lade o. s. v.

1810: Hvorfor tænker jeg sovende og vaagen saa ofte paa Vanviddet?

Det var en fast Forestilling hos ham, at hvor der vederfares et Menneske noget Godt, dèr lurer det Onde altid i Baggrunden og lammer Virkningerne af den gode Vilje. Som han udtrykker det: Djævlen lægger sin Hale paa Alt. Altid forfulgtes han, siger hans Biograf Hitzig, af Anelsen om hemmelighedsfulde Rædsler, der vilde bryde ind i hans Liv: Dohbeltgjængere, forfærdende Skikkelser af enhver Art. Naar han beskrev dem, saa han sig ængstelig om, ja naar han arbejdede om Natten, vækkede han ikke sjældent sin Hustru med Bøn om hun vilde holde ham med Selskab, til han var færdig. Han meddelte sine digtede Figurer sin egen Spøgelsefrygt. Han tegnede sine Karakterer, »som han selv var tegnet i Skabningens store Bog«. Derfor foretrak han ogsaa selv blandt sine Arbejder dem, der enten give de gyseligste Skildringer af Vanviddet eller de mest aandeagtige Vrængbilleder, som f. Ex. Brambilla.

Hans kunstneriske Virkemiddel, der snart blev til Manér, er den skjærende Kontrast, paa hvilken han bygger sine Sceners snart skrækindjagende, snart komiske Effekter. Fra det platteste Hverdagsliv blive vi pludseligt hensatte i en Verden af de vildeste Grimacer og de mest brogede, taskenspilleragtigt skiftende Mirakler, indtil Alt begynder at svimle for os og intet Forhold, ingen Art Liv, ingen Personlighed mere synes os fast og sluttet. Man kommer stadigt i Tvivl om man har at gjøre med den virkelige Person eller med dens Spøgelse, dens Spejlbillede, dens Væsen i en anden Skikkelse eller anden Potens eller endelig med dens fantastiske Dobbeltgjænger.

I en lettere og mere overfladisk Fortælling fra hans senere Aar »Der Doppelgänger« ligne de to unge Hovedpersoner hinanden saa meget, at den ene af dem bestandig bliver taget for den anden; den ene bliver saaret istedenfor den anden; den enes Forlovede kan end ikke se Forskjel paa dem o. s. v. Forvexling uden Ende og rigelig Udnytten af Skrækken for Dobbeltgjængeri er saaledes bleven mulig. Den rationalistiske Forklaring er her (omtrent som i Brentano's »Die mehreren Wehmüller«) hidtrukket ved Haarene, kun fordi Hoffmann for en Afvexlings Skyld engang vilde gjøre det Forsøg at give en Forklaring. Den forklarer Ingenting: Hovedsagen er for Hoffmann den fantastisk gyselige Effekt som for Brentano den fantastisk-lystige. Kunstværdi har »Dobbeltgjængeren« ikke.

Dristigere og vittigere er Opfindelsen i Fortællingen »Meddelelse om Hunden Berganzas nyeste Skjæbner«. Her forbliver det for det Første uafgjort, om Hunden ikke er et forvandlet Menneske; den siger selv: »Naar Alt kommer til Alt, er jeg virkelig Montiel, hvem den Hundemaske, der skulde straffe ham, nu tjener til Glæde og Moro«. For det Andet sér her endog Hunden som Hund sig i dobbelt Skikkelse og føler sit Væsens Enhed opløse sig: »Undertiden saa jeg mig bogstavelig ligge for mig som en anden Berganza, og det var dog ligefuldt mig selv, og jeg var ogsaa den Berganza, der saa den anden lide under Hexenes Næver, og den gjøede og knurrede af den, der laa der.«

Endnu større er Dristigheden, endnu vildere Fantasteriet i Fortællingen »Der goldene Topf«. Her er en grim gammel Æblekjærling i Dresden tillige den smukke Bronce-Dørhammer paa Arkivaren Lindhorsts Dør; Dørhammerens Metalansigt fortrækker sig undertiden til Kjærlingens grinende Smil; desuden er hun den fæle Fru Rauerin, Spaakvinde af Profession, og den gamle rare Lise, der har været en kjærlig Amme for Fortællingens unge Heltinde; hun kan (ligesom Spaakvinden i »Dobbeltgjængeren«) pludseligt skifte Dragt, Skikkelse, Udseende. Da hendes Afstamning bliver opklaret, erfare vi, at hendes Papa ikke er andet end »en lumpen Fjerkost« til at støve af med, taget af en Drages Vinge, og hendes Mama »en elendig Runkelroe«.

Den tørre Arkivar Lindhorst, der kun synes at føle sig hjemme i sin blomstrede Slobrok i sit Bibliothek blandt gamle Haandskrifter, er tillige den største Troldmand og fortæller pludseligt midt under den almindeligste Samtale de mest forrykte Ting, som var de de naturligste af Verden. Han har, fortæller han f. Ex., engang været usynlig tilstede i et Selskab, ganske simpelt fordi han sad i Punschebollen. En anden Gang tager han sin Slobrok af, stiger uden videre ned i et Bæger fuldt af antændt Arak, forsvinder i Flammerne og lader sig drikke.

Øjensynligt har Hoffmann ved disse dobbelte og tredobbelte Existenser, f. Ex. ved Arkivarens Dobbelttilværelse som Registrator om Dagen og Salamander om Natten, tænkt paa den dybe Modsætning, der var mellem hans Embedsvirksomhed som Jurist, som omhyggelig Kriminaldommer, der paa det Strengeste holdt sig fra alt Skjønaandsvæsen, og saa hans frie Liv ved Nattetid som Konge i den uindskrænkede Indbildningskrafts Rige, for hvilket Virkeligheden som saadan slet ikke var til.

Det betydeligste Indtryk blandt alle Hoffmanns Fortællinger gjør dog »Die Elixiere des Teufels«. Lad os et Øjeblik dvæle ved Helten […] (1891:241-250)

Omarbejdelse

Hoffmann-citat oversættes fra tysk til dansk

»Hihihi – hihihi – Brü-der-lein, Brü-der-lein Me-dar-dus […] ich bin da […] bin da – ma-mach auf […] auf, wir wo-wollen in den Wa-Wald gehn.« Da troer han […] (1873:202)

>

»Hihihi - hihihi - Lil-le-Broer, Lil-le-Broer Me-dar-dus […] jeg er her […] er her […] lu-luk op […] op, vi vi-vil gaa i Sko-Sko-ven.« Da troer han […] (1891:252)

Omarbejdelse

Dagbogcitat af Hoffmann

[…] gnaven, høist caduk, exotisk, men miserabel; senza entusiasmo […] (1873:209)

>

[…] gnaven, ganske affældig, besynderlig, men elendig, i hvilken jeg følte dyb Ærefrygt for mig selv og forfaldt til ubændig Selvros; senza entusiasmo […] (1891:259)

Omarbejdelse

Om Chamisso

[…] mistet sin Skygge, maa udstaae. Chamissos Laurbær tillade ikke Hoffmann at sove. (1873:211)

>

mistet sin Skygge, maa udstaa.

»Peter Schlemihl« beviser imidlertid, hvor forskjelligartede Personligheder Romantiken som Aandsform formaaede at meddele et ensartet Præg. Thi der lader sig ikke let tænke en Hoffmann mere ulig Natur end Chamisso; Motivet til Chamisso's Eventyr er da ogsaa ligesaa simpelt og gribende som Motiverne hos Hoifmann er sygelige og selsomme.

Adalbert v. Chamisso, en født Franskmand, der mærkværdig hurtigt og fuldstændigt føjede sig efter tysk Væsen, ja udviklede mere end én Egenskab, som man i Reglen anser for ægte germanisk, kom til Verden 1781 som Søn af adelige Forældre paa Slottet Boncourt i Champagne. Da han ved Rædselsherredømmet var bleven fordrevet fra Frankrig, blev han Page hos Dronning Luise af Preussen, og tyve Aar gammel Lieutenant i den preussiske Hær. Han var et gjennemalvorligt, fuldtlødigt Menneske, af lutter Alvor noget kejtet, men aandeligt kjernesund, en modig, ærekjær Mand, der paa én Gang havde noget af Tyskerens Ubebjælpsomhed og meget af Franskmandens Livlighed.

Stik modsat Hoffmann var han ingen selskabelig Karakter, men des mere en Ynder af Naturen. Han ønskede, at han paa hede Sommerdage turde gaa nøgen omkring i sin Have med sin Pibe i Munden. I den moderne Klædedragt, i moderne Husliv og selskabelige Former saa han kun byrdefulde Lænker. Hans levende Natursans gjorde ham til Verdensomsejler, gjorde visse Punkter i Sydhavet til hans Yndlings-Øer og aabenbarer sig paa talrige Steder i hans Poesier.

Alligevel bliver han som Digter ved den umærkelige aandelige Tvang, som Tidsalderen udøver, tvunget ind i den romantiske Opfatnings- og Behandlingsmaade. Kun med den Ejendommelighed, at naar han i et Digt som »Erscheinung« behandler det romantiske Dobbeltgjængeri, saa opfatter han det med en vis energisk Moral og behandler det, saa Læseren faar Indtrykket af en alvorlig Fortvivlelse: Fortælleren kommer ved Nattetid hjem og ser sig selv staa ved sin Pult. »Hvem er Du?« spørger han Spøgelset. »Hvem forstyrrer mig?« svarer det andet Jeg.

Und er: »So lass uns, wer du sei'st, erfahren!«
Und ich: »Ein solcher bin ich, der getrachtet
Nur einzig nach dem Schonen, Guten, Wahren;
Der Opfer nie dem Götzendienst geschlachtet,
Und nie gefröhnt dem weltlich eitlen Brauch,
Verkannt, verhöhnt, der Schmerzen nie geachtet;
Der irrend zwar und träumend oft den Rauch
Für Bramme hielt, doch muthig beim Brwachen
Das Rechte nur verfocht: — bist du das auch?«
Und er mit wildem, kreischend lautem Lachen:
»Der du dich rühmst zu sein, der bin ich nicht.
Gar anders ist's bestellt um meine Sachen.
Ich bin ein feiger, lügenhafter Wicht,
Ein Heuchler mir und andern, tief im Herzen
Nur Eigennutz, und Trug im Angesicht.
Verkannter Edler du mit deinen Schmerzen,
Wer kennt sich nun? wer gab das rechte Zeichen?
Wer soll, ich oder du, sein Selbst verscherzen?
Tritt her, so du es wagst, ich will dir weichen!«
Drauf mit Entsetzen ich zu jenem Graus:
»Du bist es, bleib, und lass hinweg mich schleichen!«
- Und schlich, zu weinen, in die Nacht hinaus.

Den bitre moralske Selverkjendelse giver her det hele Spøgeri en overraskende betydningsfuld Mening.

Ved Chamisso's dobbelte Nationalitet, særligt ved den dybe Spaltning mellem det Land, hvor han fødtes, og hans Adoptiv-Fædreland led han i sin Ungdom megen Hjertekval. I et af hans Breve til Varnhagen fra 1. December 1805 hedder det: »Intet Folk, intet Fædreland, alene maa vi slaa os igjennem! skriver Du. - Se det var talt ud af mit Hjerte, saa jeg blev helt forskrækket og maatte tørre de rullende Taarer af Kinderne. - Aa, det maå, have staaet at læse i alle, alle mine Breve.«

Da Napoleon 1806, idet han begyndte Krigen mod Preussen, udstedte en Befaling, hvorefter enhver Franskmand, der tjente i Fjendens Rækker, saasnart han blev tagen til Fange skulde stilles for en Krigsret og skydes inden fire og tyve Timers Forløb, saa Chamisso, der forgjæves havde ansøgt om Afsked, sig truet med en æreløs Død.

Han besøgte i det følgende Aar Frankrig, men i Paris var der Intet, som fængslede ham. »Hvor jeg end er,« klager han, »savner jeg et Fædreland. Landet og Menneskene er mig fremmede, derfor maa jeg stadigt længes. Han var en af de evnerigeste og tapreste tyske Officerer - hans Adfærd ved Fæstningen Hamelns Overgivelse til de Franske beviser det - men han ønskede som født Franskmand og Beundrer af Napoleon ikke at deltage i Krigen mod Frankrig og Kejseren.

Da Chamisso havde opnaaet sin Afsked fra den preussiske Hær, opholdt han sig nogen Tid ved Fru de Staëls Hof og lærte der hendes internationale Kreds at kjende. Saa satte Aaret 1813, der bragte Preussens Krigserklæring mod Frankrig, den stakkels fransk-tyske Mand paa den haardeste Prøve. Hans Hjerte var delt; han ønskede Napoleons Fald, fordi han afskyede Despotiet, men han følte samtidigt enhver Beskjæmmelse, der vederfores de fra Rusland tilbagevendende Franskmænd, og enhver Forhaanelse af Kejseren som ramte den ham selv. Og denne saa naturlige Følelse blev ikke engang skaanet af hans tyske Omgivelser. Ofte udraabte han i Fortvivlelse: »Nej, Tiden har intet Sværd for mig.« »At handle og ikke at handle,« siger han i et Brev fra Maj 1813, »var for mig lige smerteligt.«

Af denne Stemning fremgik hans poetiske Hovedværk »Peter Schlemihl«. De Verdensbegivenheder, der oprev ham, gjorde ham tillige digterisk frugtbar, og saaledes blev Sommeren 1813 den, der gjør Tidsskjel i hans Liv. Han var jo Manden uden Fædreland - »jeg havde intet Fædreland mere, eller endnu intet Fædreland,« siger han selv - og saa digter han Eventyret om Manden uden Skygge. Skyggen er trods sin Intethed, ligesom Fædrelandet, Hjemmet, et af Menneskets Naturgoder, en Ejendommelighed, der tilkommer Manden fra Fødselen af og er ligesom sammenvoxet med ham. Under almindelige Forhold bliver Fædrelandet opfattet som et saa naturligt Eje, at det neppe anses for et særegent Gode; det bliver, omtrent som Skyggen, betragtet som noget, man selvfølgeligt har. Sin hele Vemod, sit Livs største Kval har da Chamisso nedlagt i den dristigt opfundne Fabel. Og mærkværdigt nok: han har her ikke blot givet et Kraftuddrag af det, han hidtil havde oplevet, i et digterisk Sindbilled; men han har anende antydet sin Fremtid, sin Rejse omkring Jorden, sin naturvidenskabelige Virksomhed. Efterat Schlemihl er undsluppen fra Djævelens Fristelser, kommer han ved et Tilfælde i Besiddelse af Syvmilestøvlerne, der bringe ham til alle Jordens Lande og sætte ham i Stand til at drive sit Yndlingsstudium med fuld Kraft. Schlemihl siger selv: »Klart stod pludselig min Fremtid for min Sjæl. Ved tidlig Skyld udelukket af det menneskelige Samfund, blev jeg til Gjengjæld henvist til Naturen, som jeg stedse havde elsket; Jorden blev givet mig til en rig Have, Studiet mig forundt til at rette og styrke min Livsførelse, og Videnskaben skjænket mig til Formaal.«

Ved Opfindelsens Oprindelighed, ligesom ved Formens ejendommelige Klarhed, der er et gjennemgaaende Træk i alle Chamisso's Frembringelser og synes at være hans aandelige Arv som Franskmand, gjorde dette Eventyr en overordentlig Lykke og blev oversat paa næsten alle Sprog. Ti Aar efter dets Udgivelse blev de Modelamper, der ikke kastede Skygge, opkaldte: Lamper à la Schlemihl.

Man forstaar da, at Chamisso's Laurbær ikke tillode Hoffmann at sove. (1891:261-266)

Omarbejdelse

GB om sin fremstilling

[…] ikke dømme men charakterisere. Jeg giver ikke og vil ikke give Værkerne Skudsmaal og Digterne Charakter, jeg angiver Dem en historisk Retning, der i mange Aar har været vor Dannelses Fundament, og jeg viser Dem, hvad den gaaer ud paa, og hvortil den fører.

Idet Romantiken med […] (1873:211-212)

>

[…] ikke dømme men karakterisere.

Idet Romantiken med […] (1891:267)

Tilføjelse

Om Novalis

[…] den hensynsløseste Følelse er hans Princip.

Friedrich von Hardenberg blev født i Maj 1772 i Wiederstedt i Grevskabet Mansfeld som Søn af en gammeladelig Familie. Hans Fader, en kraftig, fyrig Natur, havde, 31 Aar gammel efter »et meget verdsligt Levnet«, da han var rystet ved sin første Hustrus Død, omvendt sig til de engelske Methodisters Tro, og blev senere religiøst paavirket af Herrnhuterne, særligt af Grev Zinzendorf. Faderens ældre Broder, en stiv Aristokrat med ringe Dannelse, der var udpræget pietistisk og legitimistisk sindet, vedblev desuden stadigt at staa som Autoritet for den yngre Broder. I dennes andet Ægteskab herskede den ældres Vilje enevældigt; hans strenge Grundsætninger tilstedede end ikke Familien den ringeste selskabelige Omgang; Børnene maatte omhyggeligt skjule deres barnlige og ungdommelige Fornøjelser. 1787 blev Novalis' Fader ansat som Direktør for Saltværkerne i den lille By Weissenfels.

Indførelsen i den Hardenbergske Familie gjorde i 1799 et dybt Indtryk paa Tieck. Kopke siger: »Et alvorligt, stille Liv, en prunkløs, men sand Fromhed herskede her. Familien hyldede Herrnhuternes Lære, og levede og virkede i denne Læres Aand. Den gamle Hardenberg, der tidligere havde været en kraftig Soldat, var nu en høj, ærværdig Skikkelse, og stod som Patriark iblandt talentfulde Sønner og yndefulde Døtre. Forandringer og Oplysning var ham i hvilkensomhelst Form forhadt; han elskede og priste den gamle, miskjendte Tid, og naar Lejligheden var dertil, kunde han udtale sine Anskuelser djærvt og hensynsløst og lue op i pludselig Vrede.«

Her har man en Scene af denne Families huslige Liv: En Dag hørte Tieck den gamle Herre skjælde og smælde ret voldsomt i Værelset ved Siden af. »Hvad er der hændt?« spurgte han urolig en netop indtrædende Tjener. »Ingenting,« svarede denne tørt, »Herren giver Religionstime.« Den gamle Hardenberg plejede at lede Andagtsøvelserne og prøve de yngre Børn i Troessager, og herved gik det undertiden stormfuldt til.

Af dette Hjem udgik Friedrich von Hardenberg. Han var et drømmende, meget svageligt Barn, en opvakt, ærgjerrig Dreng. 1791 gik han til Jena for at studere Jus ved Universitetet der; det havde dengang sin G-lanstid med Lærere som Reinhold, Fichte og Schiller. Særligt vækkende vare for Novalis Schillers Forelæsninger. Schiller blev den unge Mand »det fuldendte Mønster paa Humanitet«. Ogsaa med Fichte blev han nærmere bekjendt, og kaldte ham begejstret »Opfinderen af Love for det nye Verdenssystem«. Man havde da ikke i den unge Hardenberg kunnet ane den tilkommende Forherliger af Obskurantismen.

I denne første Ungdomstid se vi ham forfalden til lidenskabelige Grublerier over sit eget Jeg og vaklende i alle sine Planer; snart vil han med største Iver drive sine Studier, snart opgive alle videnskabelige Sysselsættelser for at gjøre sig til Soldat. Saa underligt det klinger, saa er i dette Tidsrum de Frihedsmænd, der have været afgjorte Apostle for Nytte-Evangeliet, de Forbilleder, han priser. Til sin Broder skriver han: »Kjøb dig Franklins Ungdomslevnet og lad denne Bog og dens Genius være din Ledsager!« En Smule ungdommeligt Letsind gjør sig i denne Periode af og til gjældende hos ham; han kommer nu og da i Forlegenhed ved Gjæld, han har gjort, men svarer samtidigt Faderen med overlegen Forstand, naar denne vil tage denne Ungdomsdaarlighed altfor højtideligt.

Ved den franske Revolutions Udbrud, der naturligvis satte saavel Faderen som Onkelen i den yderste Forbitrelse, se vi Friedrich med hans et Par Aar ældre Broder levende tage Parti for Revolutionen og dens Ideer.

Da de smaa Forhold i Sachsen afskrækkede Friedrich, erklærede hans Slægtning, den daværende Minister v. Hardenberg, den senere Statskansler, sig beredt til at skaffe ham en Ansættelse i Preussen; Planen strandede paa Faderens Betænkeligheder ved at sætte Sønnen i Huset hos sin liberalere Fætter i Berlin. Saaledes blev Friedrich for sin praktiske Uddannelses Skyld, nærmest for at gjøre sig fortrolig med kursachsiske Rets- og Forvaltningsforhold, sendt til Tennstedt ved Erfurt til den fortræffelige Kredsamtmand Just.

Novalis's første Ven blandt Romantikerne var Friedrich Schlegel, hvem han allerede lærte at kjende paa Universitetet. Vennerne havde mange Berøringspunkter, og Novalis stod fra først af ganske under Schlegels Indflydelse. I et Brev fra hans 25de Aar til Schlegel hedder det: »For mig har du været Ypperstepræsten i Eleusis. Du har lært mig at kjende Himmel og Helved, ved din Hjælp har jeg smagt paa Frugten fra Kundskabens Træ.« Den unge Hardenberg viser sig politisk ganske fordomsfri, han er indtaget i Schlegels Vært paa Grund af denne Mands »ærlige Republikanisme« og skjemter med at Schlegel ligefuldt »som Rigorist« tager baade ham og Værten deres Loyalitet mod Fyrstehuset ilde op. Han skatter Friedrich Schlegel som Kritiker uendeligt højt, beundrer Finheden af hans kritiske Net, gjennem hvilket ingen nok saa lille Fisk kan slippe, og kalder ham endog »den deflogistiserede Lessing«.

Da Schlegel 1797 besøgte Hardenberg i hans Hjem, fandt han Vennen ganske nedbrudt. Denne havde næret en heftig Kjærlighed, der fyldte ham helt, til et ganske ungt Pigebarn, Sophie von Kuhn, og nu havde Døden berøvet ham den Elskede. Han fortvivlede, en sand Længsel efter Døden betog ham; han troede, at hans Legeme maatte bukke under for denne Længsel efter den Bortgangne og denne Attraa efter Døden. Uden egentlige Selvmordsplaner kaldte han den Drift til Tilintetgjøreise, som han følte i sig, »en fast Beslutning, der skulde gjøre hans Død til et frivilligt Offer«. Og under disse Dødstanker skrev han sine »Hymner til Natten«.

Det Overmaal af Fortvivlelse, som han hengav sig til, den barokke Omstændighed, at Sophie kun var tolv Aar gammel, da han forelskede sig i hende, saa at hans Kjærlighed til hende falder i Tiden fra hendes tolvte til hendes femtende Aar, synes at tale for det gjennemgaaende Sygelige og Unaturlige i Novalis's Anlæg. Og dertil kommer endnu, at vi et Aar derefter finde ham forlovet paany med en Datter af Bjergværksforstanderen v. Charpentier. Ganske vist staar, som La Rochefoucauld siger, vore Lidenskabers Styrke ikke i noget Forhold til deres Varighed, men ret besynderligt er det dog, saa hurtigt at trøste sig med en anden, naar man et Aar igjennem har syslet med Dødstanken som med sin eneste Glæde eller Vellyst, og har talt, som indesluttede Graven Ens Et og Alt. Ikke engang den kummerlige Udflugt fattes, at Julie synes ham den gjenfødte Sophie, hvad jo rigtignok Romantikernes Dvælen ved Ideen om en Forudtilværelse kunde lægge ret nær. Her som ellers i Hardenbergs Levnet er imidlertid det tilsyneladende Unaturlige en let forstaaelig Affødning af Forholdene: Sophie v. Kuhn synes omtrent som Auguste Böhmer at have været et Barn, der i Udvikling var langt forud for sine Aar. Hun traadte den 23aarige Yngling imøde paa én Gang med Barnets og Jomfruens Tiltrækning; hendes Træk var ædle, de dybe, mørke Øjne med det store Blik syntes at rumme en Verden. Ogsaa Andre, der have betragtet hende med roligt Blod, kalde hende »en himmelsk Skabning«; hendes Lokkehoved syntes at svæve over den fine Skikkelse.

Sophies Hjem, hendes Forældres muntre, gjæstfrie Hus stod i den stærkeste Modsætning til det, fra hvilket den unge Hardenberg var udgaaet; den hele Familie virkede fortryllende paa ham som senere paa hans ældre Broder. Saaledes blev den endnu uudviklede unge Pige, der maaske ved et længere Samliv vilde have skuffet ham som for verdslig eller for ubetydelig, hans Muse, hans Beatrice, hans Ideal. Og da næsten samtidigt med hendes Død hans Broder Erasmus, med hvem et smukt, aabent Venskab forbandt ham, blev revet bort af Brystsyge, er det naturligt nok, at det var ham, som havde Livet tabt al Tiltrækning for ham. Døden forekom ham ikke blot som Forløsning; men med sit Anlæg til Mystik talte han om den som om »et frivilligt Offer«. I sin Dagbog skrev han paa dette Tidspunkt: »Min Død skal være Beviset paa min Følelse for det Højeste; ægte Opofrelse, ikke Flugt eller Nødhjælp.«

Under denne Krise begyndte han at nærme sig den positive Kristendom. Ikke at han egentlig gav sig til at hylde nogensomhelst bestemt Bekjendelse, endsige nogen Bogstavtro, men hans hedenske Længsel efter Døden antog en kristelig Farve. Hans Sjæleliv havde inderst inde længe været saaledes beskaffent, at han uden Tidsalderens historiske Strømning, der greb Aanderne, lige saa godt havde kunnet blive en afgjort Modstander af enhver Kirkelære. Endnu syntes det at kunne gjælde om ham, hvad Friedrich Schlegel - endog et Aar senere - skrev til ham; »Maaské har du endnu Valget mellem at være den sidste Kristne, den gamle Religions Brutus, eller at blive det nye Evangeliums Christus.» Kort derefter var Afgjørelsen truffen.

Endnu i December 1798 føler han sig overfor sin bibeltroende Ven Just kun som den rene Inderligheds Apostel. Han hænger ikke som denne »med barnligt Sind ved en hemmelighedsfuld gammel Texts uforanderlige Skrifttegn«, han bryder sig mindre om Bogstaven, og er mere tilbøjelig til at bane sig sin egen Vej til Urverdenen; han sér i Kristendommens Lærdomme en sindbilledlig Foregriben af den almindelige Verdensreligion. »De vil,« skriver han til Just, »ikke miskjende det fortrinligste Element i min Existens, Fantasien, i denne Opfattelse af Religionen.« Han betegner med andre Ord med fuld Bevidsthed Fantasien som Kilden til sin religiøse Udvikling.

Samme Aar (1798) sendte han Wilhelm Schlegel til dennes Tidsskrift »Athenäum« nogle Brudstykker med Bøn om at betegne Forfatteren som Novalis, »der er et gammelt Navn i min Slægt, og ikke helt upassende«.

Da Tieck i Sommeren 1799 kom i Besøg til Jena, traf han for første Gang sammen med Hardenberg. Wilhelm Schlegel bragte Bekjendtskabet i Stand, der snart udviklede sig til et sværmerisk Venskab. I bevæget Samtale tilbragte de den første Aften; de aabnede deres Hjerter for hinanden og drak Dus. Ved Midnatstid gik de ud i det Fri for at nyde Sommernatten. Fuldmaanen, siger Köpke, laa magisk og glansfuld over Højderne om Jena. Henad Morgen ledsagede Vennerne Novalis hjem. Tieck har i »Phantasus« sat denne Aften et Minde.

Det var Tiecks Indvirkning, der nu begynder, som foranledigede Novalis til Affattelse af dennes Hovedværk »Heinrich von Ofterdingen«. Under Arbejdet paa denne Bog gjorde Svindsot Ende paa hans unge Liv. Han døde, kun 29 Aar gammel, to Aar efter hint Møde med Tieck og Wilhelm Schlegel. Denne tidlige Død i Forening med hans store Originalitet og sjældne Skjønhed har lagt et poetisk Skjær om hans Skikkelse. Han, den nye Retnings Johannes, lignede ogsaa i sit Ydre den mest aandige blandt Apostlene. Hans Pande var næsten gjennemsigtig, hans brune Øjne lyste med usædvanlig Glans. I de tre sidste Aar af hans Liv læste man i hans Ansigt, at han var mærket til en tidlig Død.

Novalis var 17 Aar gammel […] (1873:215 / 1891:271-279)

Omarbejdelse

Om Novalis

[…] denne praktiske Mystik.« (A. Ruge.)

Tieck talte med Begeistring om Musiken, der lærer os […] (1873:217)

>

[…] denne praktiske Mystik.« (A. Ruge.)

Novalis er sig meget vel bevidst, at hans hektiske Indbildningskraft trods al dens paastaaede Aandighed kredser om Vellyst. I et Brev til Caroline Schlegel om Lucinde siger han: »Jeg véd, at Fantasien holder mest af det Usædeligste, det mest graadigt Dyriske; imidlertid véd jeg ogsaa, i hvor høj Grad al Fantasi er som en Drøm, der ynder Natten, Meningsløsheden og Ensomheden.« Han har udtalt om Fantasien i Almindelighed, hvad der gjaldt om hans.

Tieck har talt med Begejstring om Musiken, der lærer os […] (1891:281)

Omarbejdelse

Novalis-citat oversættes fra tysk til dansk

[…] Lystens og Ulystens Kraft«, »deren begeisternde Wirkungen wir so ausgezeichnet in den wollüstigen Empfindungen zu bemerken glauben

Til denne vellystige […] (1873:218)

>

[…] Lystens og Ulystens Kraft, hvis henrykkende Virkninger vi saa udpræget bemærke i de vellystige Fornemmelser.«

Til denne vellystige […] (1891:282)

Omarbejdelse

Om Clemens Brentano

[…] optrædende Personer Spøgelser. Clemens Brentano, den romantiske Skoles enfant perdu, i sin Ungdom uforbederlig Løgner, hvis største Glæde var at røre Damerne til Taarer ved Beretninger om sine egne aldeles opdigtede Lidelser*, gik i den modnere Alder over til Katholicismen og tilbragte 6 Aar af sit Liv med tilbedende Beundring af Nonnen Katharina Emmerich, der personligt oplevede alle Frelserens Kvaler, der ligesom Middelalderens Helgene blev Gjenstand for Stigmatisationens Mirakel, og som bar Mærkerne af alle Frelserens Saar til Skue paa sit Legeme. Brentano forfattede med utrættelig Flid den udførlige Fremstilling af hendes Legende.

Mystiken betegner […] (1873:222)

>

[…] optrædende Personer Spøgelser. Hos Clemens Brentano bliver Mystiken, selv hvor han naaer højest, det Grundelement, der gjennemtrænger hans hele Kunstform og giver hvad han fortæller Tiltrækning og Farve.

Mystiken betegner […] (1891:285-286)

Omarbejdelse

Om Tieck og Friedrich Schlegel

[…]som Tieck forgjæves nu og da har bestræbt sig for at bringe i Forglemmelse.

Heri hedder det […] (1873:228)

>

[…] som Tieck forgjæves, ved at stryge i den, søgte at bringe i Forglemmelse og som Friedrich Schlegel senere ved Udeladen af et Hovedsted forfalskede til Udtryk for den rene Papisme. (1891:292)

Heri hedder det […] (1891:292)

Omarbejdelse

Om Julian og templet i Jerusalem

[…] Fuldendelsen af Køllner Dom, som Julian, Romantikeren paa Thronen, i Oldtiden havde sysselsat sig med Gjenopførelsen af Templet i Jerusalem. Digteren havde villet […] (1873:234)

>

Fuldendelsen af Kølner Dom. Novalis havde villet

Omarbejdelse

Om Novalis

[…] Velsignelse og lod den staae.

Novalis var født 1772. Han kom til Verden i en meget orthodox Familie i den lille By Weissenfels. Indtrædelsen i denne Familie gjorde endnu i 1799 et dybt Indtryk paa Tieck. Han siger: »Et alvorligt stille Liv, en prunkløs, men sand Fromhed herskede her. Familien hyldede Herrnhuternes Lære og levede og virkede i denne Retning. Den gamle Hardenberg, der tidligere havde været en kraftig Soldat, en høi ærværdig Natur, stod som en Patriarch i Midten af talentfulde Sønner og elskelige Døtre. Forandringer og Oplysning vare ham i enhver Form forhadte; han priste og elskede den gamle miskjendte Tid, og naar Leiligheden tilbød sig, kunde han djærvt og hensynsløst udtale sine Anskuelser eller lue op i pludselig Forbitrelse.«

Vil De have en Scene af Huslivet der? En Dag hørte Tieck den gamle Herre dundre og skjælde i Sideværelset. Hvad er der hændt? spurgte han bekymret et indtrædende Tyende. Ingenting, svarede denne tørt, Herren giver Religionstime. – Den gamle Hardenberg pleiede at lede Andagtsøvelserne og prøve de yngre Børn i Troessager, og herved gik det undertiden stormfuldt til.

Af dette Hjem gik Novalis ud. Han var et indadvendt, i høi Grad sygeligt Barn. I sin Ungdom, da han endnu ikke var gaaet op i Sværmen og Grublen, var han en lidenskabelig Beundrer af de store Frihedsmænd Fichte og Schiller, hvis Værker han atter og atter studerede, og hvis Indflydelse spores i hans første Forsøg, og i politisk Henseende var han da Republikaner. Senere gik Alt dette over. Fra Republikaner blev han snart Royalist indtil Fanatisme. Hans første Ven blandt Romantikerne var Fr. Schlegel. De kjendte hinanden fra Universitetsaarene. Da Schlegel 1797 besøgte Novalis i hans Hjem, fandt han ham fuldstændig knust. Han havde næret en heftig, hele hans Væsen optagende Kjærlighed til en ung mærkværdig Pige Sophie v. Kühn, og nu havde Døden pludselig berøvet ham hende. Han fortvivlede, og det var under de Selvmordslyster og med de Dødstanker, som dette Tab fremkaldte i hans Sjæl, at han skrev sine »Hymner til Natten«. Det Overmaal af Fortvivlelse, hvortil han hengav sig, tilligemed den barokke Omstændighed, at Sophie var kun 12 Aar gammel, da han forelskede sig i hende, saa hans Elskov til hende falder i Perioden fra hendes 12te til hendes 15de Aar, synes mig i høi Grad at tale for det gjennemgaaende Sygelige og Unaturlige i Novalis's Anlæg. Og hertil kommer endnu, at Aaret efter træffe vi ham forlovet paany, denne Gang med en Datter af Bjergværksbestyreren v. Charpentier. Visselig staaer, som La Rochefoucauld siger, vore Lidenskabers Styrke ikke i noget Forhold til deres Varighed, men høist besynderlig bliver dog den saa pludselige Trøsten sig med en Anden, naar man et Aar igjennem har syslet med Tanken om Døden som sin eneste Glæde og Vellyst og talt, som om Graven gjemte Ens Alt. End ikke den kummerlige Udflugt mangler, at Julie synes ham den gjenfødte Sophie, Noget hvortil Romantikernes Præexistentstheori aabnede en Udvei. Da Tieck i Sommeren 1799 kom til Jena, traf han første Gang sammen med Novalis. A. W. Schlegel bragte Bekjendtskabet istand, der hurtigt gik over til sværmerisk Venskab. En skjøn Sommeraften vare Vennerne første Gang sammen. I bevægede Samtaler aabnede de deres Hjerter for hinanden og drak Broderskab. Ved Midnat traadte de ud i Sommernatten. Fuldmaanen, siger Köpke, laa magisk og glandsfuld over Høiderne ved Jena. Henad Morgenen ledsagede de alle Novalis hjem til Weissenfels. Tieck har i »Phantasus« sat denne Aften et Minde. Tiecks Paavirkning, som da begynder, var det, som foranledigede Novalis til Frembringelsen af sit Hovedværk »Heinrich v. Ofterdingen«. Under Udarbeidelsen af dette rev Brystsygen ham bort. To Aar efter hint Møde var han ikke mere. Han blev kun 29 Aar gammel, og denne Omstændighed i Forening med hans store Originalitet og sjeldne Skjønhed har kastet et poetisk Skjær over hans Skikkelse. Han, den nye Retnings Johannes, lignede ogsaa i sit Ydre en Johannes. Hans Pande var som gjennemsigtig, hans brune Øine glimrede med en ualmindelig Glands. I de sidste tre Aar, han levede, saa man paa ham, at han var mærket til en tidlig Død.

Saavel denne tidlige Død som denne særegne Art af Skjønhed har foranlediget Kritiken til at sammenligne ham med den unge berømte engelske Digter, der fødtes 20 Aar efter ham, Shelley nemlig. Endnu for ganske nylig har i »Revue des deux mondes« en Forfatter, Blaze de Bury fremhævet denne Analogi. Han siger […] (1873:235-239)

>

[…] Velsignelse og lod den staa.

Det Profetiske i Novalis's Ydre og Optræden, hans fuldtlødige lyriske Talent, hans særegne Skjønhed og især hans tidlige Død have foranlediget Kritiken til at sammenligne ham med den unge engelske Digter Shelley, der blev født tyve Aar efter ham. Blaze de Bury har i »Revne des deux mondes« fremdraget denne Analogi. Han siger […] (1891:299)

Omarbejdelse

Brandes om sin fremstilling

[…] litterære Bevægelse, som det er min Opgave at skildre for Dem. Og dog veed jeg ikke noget Middel til skarpere at fremhæve dette Omslag end netop denne Modsætning.

Tillad mig at gjenkalde Dem Hovedtrækkene af […] (1873:239)

>

[…] litterære Bevægelse.

Man gjenkalde sig blot Hovedtrækkene af […] (1891:299)

Omarbejdelse

Om Shelley

[…] havde lært Usædelighed og Irreligiøsitet. Hvor han under sin Omflakken i Udlandet traf paa Landsmænd, blev han paa det Raaeste haanet og mishandlet af dem som Atheist. 29 Aar gammel endte han saa sin pinte og hjemløse […] (1873:240)

>

[…] havde lært »Usædelighed og Irreligiøsitet«. Han forlod England for bestandigt og levede fra nu af i frivillig Landflygtighed. Da han var 29 Aar gammel, gjorde saa en pludselig Død Ende paa hans pinte og hjemløse […] (1891:300)

Omarbejdelse

Forkortelse af et Shelley-citat

[…] Altet evig Aand bliver uantastet. […] Alle Religioner i Verden forbyde Prøvelse og ville ikke tilstede noget Forstandsraisonnement; det er Autoriteten, som forlanger, at man skal troe paa Gud; denne Gud selv er blot begrundet paa nogle Menneskers Autoritet, der paastaae, at de kjende ham og ere udsendte fra ham for at forkynde ham paa Jorden. […]

Det er umuligt […] (1873:242)

>

[…] Altet evig Aand er uanfægtet deraf […] Det er umuligt […] (1891:302)

Omarbejdelse

Om Novalis og Shelley

[…] paa Jorden.«

De seer af de anførte Citater, som kunde forøges med utallige andre, at der mellem Novalis med hans indadvendte Gemytsliv og Shelley med hans udadvendte Frihedstrang er den mest fuldstændige Modsætning. Blaze de Bury finder imidlertid kun Ligheder; han bedømmer Shelley yderst sympathetisk, og da hans Afhandling blev oversat paa Dansk, havde man den Morskab i »Fædrelandet« at læse følgende: »Stakkels Shelley! hans Existents var en Personification af den moderne Digters. Han kjæmpede uden Ophør og indtil sin Død for Tankens og Phantasiens Rettigheder imod Fordommene i en Tidsalder, der ikke havde noget ædlere Barn end han, og som altid vægrede sig ved at anerkjende ham. Det maa indrømmes, at Shelley havde studeret Spinoza, en Forbrydelse over alle Forbrydelser i Fanatikernes Øine, og som hverken Bisperne i Exeter eller Oxford eller Lordkantslerne tilgive […] Man anklagede ham for Gudsfornægtelse. De Retslærde, Aviserne, alle Storbritanniens Sladdersøstre slyngede Forbandelsen imod den mystiske Drømmer«. Det staaer at læse i »Fædrelandet« for November ifjor. Stakkels Shelley! Hvorfor fødtes han ikke i Danmark! Da var det gaaet ham anderledes; Bisperne for Sjællands og Aarhus Stift havde taget ham i Forsvar, Aviserne havde velsignet ham, og han var i levende Live bleven rost i »Fædrelandet«!

Her har De da de to Digtere, man har villet udgive for Tvillingaander. I poetisk Rang staae de omtrent lige høit. I Henseende til poetisk Skjønhed ere de nogenlunde hinandens Lige. Men det er ikke paa Skjønhed alene, det kommer an i Litteraturen. Det er den Vildfarelse, vi altfor længe have næret. Ingen af de to Digtere besidder den hele Sandhed; men paa hvis Side er der vel mest?

Det kommer an paa, hvordan man mener, at Sandheden seer ud. For Novalis var […] (1873:244-245)

>

[…] paa Jorden.«

Man sér af de anførte Citater, som kunde forøges med utallige andre, at der mellem Novalis med hans indadvendte Gemytsliv og Shelley med hans udadvendte Frihedstrang finder den mest fuldstændige Modsætning Sted.

Dette er da de to Digtere, man har villet udgive for Tvillingaander. Som lyriske Digtere staa de begge højt, om end Shelley er en digterisk Genius af mangefold højere Rang. Men selv om Novalis som Digter kom Shelley nærmere end han gjør, hvor ringe er ikke det Maal af Sandhed, der findes i hans Værker, i Sammenligning med Indholdsværdien i Shelleys!

For Novalis var […] (1891:303-304)

Omarbejdelse

Om Daniel Defoe

[…] Blod for dem. Jeg husker, hvorledes jeg som Dreng en Dag læste en Biographi af »Robinson Crusoes« Forfatter De Foe. De kjender maaskee hans Livs ublide Skjæbner. Han var den bedste og retsindigste Sjæl, lidenskabelig i Alt, hvad han foretog sig, de fattige Klassers Talsmand. Han tilbragte lange Tider af sit Liv i Fængsler. Een Gang blev han for en Brochures […] (1873:245-246)

>

[…] Blod for dem. I ældre Biografier af Defoe, Robinson Crusoes Forfatter, fortælles det, at han i Juli 1703 for en Brochures […] (1891:304)

Omarbejdelse

Om Daniel Defoe

[…] som Dreng, men dette Billede brændte sig ind i min Sjæl, og jeg tænkte dengang ved mig selv, at saaledes maatte Sandheden rimeligvis see ud. Jeg tænkte: Hvis et Menneske […] (1873:246)

>

[…] som Dreng, og véd jeg end nu, at Defoe fik Lov at beholde sine Øren, saa Pope tager fejl, naar han skriver:

Earless on high stood unabasbed Defoe

og véd jeg end desuden at Defoe ikke var den rene Karakter, hvorfor jeg dengang holdt ham, ligemeget - dette Billede er stort, og det brændte sig ind i min Sjæl, thi det indeholder en evig Situation. Som den dømte Skribent her saa ud i Gabestokken, saaledes sér i Almindelighed her paa Jorden Sandheden ud. Og jeg husker, jeg tænkte dengang ved mig selv: Hvis et Menneske […] (1891:305)

Udeladelse

Om Philine i Goethes »Wilhelm Meisters Lehrjahre«, 1795-1796

[…] i Philine, der stedse benævnes med saadanne Udtryk som »Die angenehme Sünderin«, »Die zierliche Sünderin«. Den harmoniske Dannelse […] (1873:250 / 1891:308)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] i deres Ispallads, ligesom Aanden slumrer, naar den er bunden i Rettens strenge Former. Befrielsen kommer fra Fabelen ↄ: Poesien og dens Broder Eros. Eros er Barn af den geskjæftige urolige Fader »der Sinn«, Forstanden. Moderen er det trofaste varme, smertebevægede Hjerte. Men Eros's Melkesøster er Foster af en Utroskab fra Faderens Side. Hende har den yppige Ginnistan, Phantasien, Maanens Datter født. Ved Siden af disse Skikkelser staaer som Husaltrets Vogterinde Sophia, den himmelske Visdom. Fabel kalder sig Sophias Guddatter. Men fjendtlige Magter vinde Overhaand i Huset. Medens Kjærligheden og Phantasien gaae sammen paa Reiser, indvikler Skriveren Tyendet i en Sammensværgelse. Skriveren er Prosaens Aand, den indskrænkede, forstandsstolte Oplysning; han skildres som […] (1873:257-258)

>

[…] i deres Ispallads. De udfries af Fabelen o: Poesien og dens Broder Eros. Eros er Barn af den urolige Fader, Forstanden, og den trofaste Moder, Hjertet. Fabelen er Foster af en Utroskab fra Forstandens Side, avlet af ham med Maanens Datter Fantasi. Hun kalder sig en Guddatter af Husaltrets Vogterinde Sophia, den himmelske Visdom.

Mod de gode Magter i denne skeletagtige Allegori foranstalter Skriveren en Sammensværgelse. Skriveren er Prosaens, den indskrænkede Oplysnings Aand; han skildres som […] (1891:316)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] det Ondes Rige, hvor de dødbringende Parzer huse, men de formaae ikke at gjøre den Noget. Den dræber det Onde, idet den giver dem til Pris for Tarantlerne, det vil sige Lidenskaberne. Nu er Tid og Dødelighed […] (1873:258)

>

[…] det Ondes Rige og udrydder det Onde ved at give de dødbringende Parcer Lidenskaberne i Vold. Saa er Tid og Dødelighed […] (1891:317)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] Priesterin der Herzen.

Sophie spiller samme Rolle i dette Digt som Beatrice i Dantes.

Ligesom nu Verdensskjæbnen er fremstillet her som et Eventyr, saaledes skulde i Romanen Menneskeskjæbnen fremstilles som en romanagtig, tilsidst i Eventyr overgaaende Begivenhed. Saa dunkel, saa allegorisk som denne Roman er, beroer det i den, som har Værd, dog derpaa, at den saa fuldt som ethvert andet levende Digterværk er oplevet. Forherligelsen af den gamle Mestersanger skulde gaae ud paa en Forgudelse af Poesien; men denne Apotheoses Helt er Hardenberg selv. Heinrich, der fødes til Digter, lever et stille Liv i Forældrenes Hus i Eisenach, som Hardenberg i sit Fædrenehjem. En Drøm, der synes […] (1873:259)

>

[…] Priesterin der Herzen.

Sophie indtager samme Plads i denne forstandstørre Allegori som Beatrice i Dantes berømte Digtning.

Selve Romanens Forherligelse af en gammel Mestersanger og derigjennem af Poesien er kun en Omskrivning af Hardenbergs egne Skjæbner og Bestræbelser. Heinrich v. Ofterdingens stille Barndomshjem minder om Hardenbergs eget. En Drøm, der synes […] (1891:317-318)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] blaa Blomst hans Kjærligheds Maal. Nu træder han ud i Verden. Med Moderen og i Selskab med Kjøbmænd drager han til sin Bedstefader paa mødrene Side i Augsburg. Mange brogede Livsbilleder træde ham imøde paa Veien; de ere bestemte til i Forening med hans Ledsageres Fortællinger at udvide hans Synskreds og udvikle den Poesi, der slumrer i hans Sjæl […] (1873:260)

>

[…] blaa Blomst hans Maal.

Heinrich rejser med sin Moder og sammen med nogle Kjøbmænd til Augsburg for at lære Verden at kjende. Dels Rejsehændelserne, dels hans Rejsekammeraters Fortællinger berige ham med Indtryk og befrugte de Spirer til digterisk Frembringen, der findes i hans Sjæl […] (1891:318)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802, og Victor Hugos »La Captive«, 1829

[…] østerlandsk Kvinde, der erindrer ham om den krigerske Modsætning imellem Vesten og Østen, som den da i Middelalderen bevægede Tiden. Det er interessant at sammenligne denne Kvindes inderlige Sang med Victor Hugos brillante Digt »La captive« i »Les Orientales«. Sujettet er beslægtet […] (1873:260-261)

>

[…] østerlandsk Kvinde, hvis inderlige Klagesang det er ganske lærerigt at sammenligne med den fangne Østerlænderindes Klage »La captive« i Victor Hugos »Les Orientales«. Æmnet er beslægtet […] (1891:319)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] Losung hier.

Naturens og Historiens Poesi træder Heinrich imøde i en Bjergmands og en Eneboers Skikkelse. I Eneboerens Bog, der svarer til Kullemandens hos Ingemann, er det, han finder sin egen Livsskjæbne optegnet. Endelig ankomme de Reisende til Augsburg, og Heinrichs Bestemmelse synes hurtigt at skulle opfyldes. I Klingsohr […] (1873:261)

>

[…] Losung hier.

I en hemmelighedsfuld Eneboers Bog, der er Forbilledet til Kullemandens Bog i Ingemanns »Valdemar Sejer«, finder Heinrich sin egen Livsskjæbne optegnet.

De Rejsende ankomme til Augsburg, og Heinrich lærer her en Digter og en henrivende ung Pige at kjende. I Klingsohr […] (1891:319)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] i ethvert Minut?«

I Klingsohrs Datter Mathilde træffer Heinrich Gjenstanden for sin elskovsfulde Længsel. Han er tilmode som ved Synet af den blaa Blomst. Han synes at staae ved Maalet, som Novalis, da han havde fundet Sophie v. Kühn. Da drukner den Elskede. I dyb Sorg forlader nu Heinrich Augsburg. En Vision ganske af den Art, som Novalis selv havde […] (1873:262)

>

[…] i ethvert Minut?«

Da Heinrich sér Klingsohrs Datter Mathilde, er al hans Elskovslængsel tilfredsstillet. Han er tilmode som ved Drømme-Synet af den blaa Blomst. Da drukner den Elskede. Heinrich mister hende som Novalis selv havde mistet Sophie von Kühn. Ganske nedbrudt forlader han Augsburg. Saa trøster et Syn (som de Syner, Novalis selv havde […] (1891:320)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] de Stemninger, som Novalis har givet Udtryk i Hymnerne til Natten. Men han dukker op igjen fra de Døde. Et nyt vidunderligt Væsen har sluttet sig til ham. Hun erstatter ham Mathilde […] (1873:262-263)

>

[…] de Stemninger, som er udtrykte i Novalis's Hymner til Natten og vender saa fra Aaandeverdenen tilbage til Livet. Han elsker for anden Gang, og et ikke mindre underfuldt Væsen end det, der var Gjenstand for hans første Kjærlighed. Cyane erstatter ham Mathilde […] (1891:321)

Omarbejdelse

Om Novalis' »Heinrich von Ofterdingen«, 1802

[…] hans anden Elskede. Denne Dobbeltkjærlighed var som Novalis’s egen kun een. Alle Tids- og Livsforskjelle ophæves nu i hans Gemyts Enhed. Gemyttets, Kjærlighedens og den […] (1873:263)

>

[…] hans anden Elskede - ganske som Julie i Novalis's eget Liv blev opfattet som den gjenfødte Sophie. Og nu bliver »Gemyttets Fest« højtideligholdt som Kjærlighedens og den […] (1891:321))

Omarbejdelse

***

[…] i noget Gemyt.« Her synes mig Grundvildfarelsen at stikke. Altsaa ikke for Livet og dets Bedrifter er Poesien et Udtryk, nei Livets Bedrifter have til Udgangspunkt Poesien. Den skaber Liv. Lad det gjælde om megen Poesi, men er der […] (1873:266)

>

[…] noget Gemyt.«

Grundvildfarelsen lod sig ikke formulere skarpere. Ikke for Livet og dets Bedrifter er Poesien efter denne Anskuelse et Udtryk, nej Liv og Daad har Poesien til Udgangspunkt. Den skaber Liv. Upaatvivleligt gives der Poesi, om hvilken dette kan være sandt, men er der […] (1891:324)

Omarbejdelse

***

[…] til det høieste Sværmeri. Lad mig for at gjøre Dem bekjendt med Noget af det Skjønneste, han har frembragt, give Dem Exempler paa begge Dele.

Hvor nydelig er ikke i Romanen den Sang […] (1873:266)

>

[…] til det højeste Sværmeri. Det Skjønneste, han har frembragt, er rimeligvis et Digt om unge Pigers sanselige Attraa og et andet om unge Mænds Længsel mod hinanden i ungdommeligt Venskabs Sværmeri.

Henrivende er i Romanen den Sang […] (1891:324)

Tilføjelse

Om Schack Staffeldt

[…] Romantikerne skildre.

Neppe en af de egentligt tyske Romantikere er den romantiske Længsels Digter som den tyskfødte, dansk digtende Schack Staffeldt. Men hos ham er Længselen ikke fremstillet, som satte den ogsaa udadtil Mennesket i Uro. Den er hos ham for dyb til at kunne tilfredsstilles ved nogen Forflytning i Rummet. Hos en hel Række af de senere Romantikere derimod træder Længselen frem som den urolige Attraa, der driver Mennesket fra Sted til Sted.

Mest typisk synes […] (1873:270 / 1891:329)

Omarbejdelse

Om Joseph Freiherr von Eichendorff

[…] yngre Forfatter, Joseph, Freiherr v. Eichendorff, Discipel af Tieck, en af Romantikernes Ultra, et fromt, elskværdigt Gemyt. Eichendorff var Østerriger af Nationalitet, sydtydsk af Temperament, katholsk fra Fødselen af, og ender med, fra sit ultramontane Standpunkt at gaae løs paa den hele tidligere tydske Poesi som irreligiøs. Han seer med Ringeagt ned […] (1873:271)

>

[…] yngre Forfatter, Joseph, Friherre von Eichendorff, Discipel af Tieck, en Ultra-Romantiker med et fromt, elskværdigt Sind.

Eichendorff blev født 1788 i det øvre Schlesien som Søn af en højadelig Familie. Hans første Opdragelse blev, da Slægten var katholsk, ledet af en katholsk Gejstlig. Ved Universitetet i Halle, ved hvilket han laa fra 1805 for at studere Jus, hørte han blandt andre Professorer Schleiermacher og Steffens, af hvilke især den sidste tiltrak ham stærkt. Her gjorde han ogsaa det første Bekjendtskab med de romantiske Digtninge, og Novalis aabnede ham en ny, anelsesrig Drømmeverden. Strax i sine første Ferier besøgte han i Wandsbeck den gamle Claudius, hvem han fra sine Drengeaar af nærede en lidenskabelig Kjærlighed til, fordi Claudius's Blad »Wandsbecker Bote« i den Tid, da han af sin Hovmester blev plaget med Børnebøger i Oplysningstidens Stil, havde været hans bedste Trøst. Noget af Claudius's milde Lune findes ogsaa i Eichendorffs Poesi.

1807 drog han til Heidelberg, gjorde Bekjendtskab med de der levende Romantikere, blandt hvilke Arnim, Brentano og Görres var de mest fremragende, og blev Medarbejder saavel paa Udgaven af Folkeviserne i »Des Knaben Wunderhorn« som paa Görres' Skrift om Folkebøgerne. 1809 traf han i Berlin igjen sammen med Arnim og Brentano; han blev her ogsaa bekjendt med Adam Mïller, der gjorde et ikke ringe Indtryk paa ham, og blev desuden stærkt greben af Fichtes Forelæsninger.

Da der ikke viste sig Udsigter for ham i det daværende Preussen, gik han i 1810 til Wien for at træde ind i østerrigsk Statstjeneste, omgikkes med Friedrich Schlegel, sluttede et hjerteligt Venskab med dennes Stedsøn, Maleren Philip Veit, og skrev sin første altfor romantiske Roman »Ahnung und Gegenwart«, der er blot Fantasteri og Lyrik. Men allerede her vilde han, som i sine senere Frembringelser, stille »Menneskets indre Sundhed og Friskhed, dets inderlige Samstemmen med Naturen i Skove, Strømme og Bjerge, i lysende Morgener og drømmeriske Stjernenætter i Modsætning til den store Verdens tomme Fornøjelser og Tidsalderens affekterede Snerperi eller virkelige Fordærvethed«. Her, som i alle hans Arbejder, er det Eventyrlige fremherskende. Saasnart han forlader det lystige romantiske Flakkelivs Omraade, staar han i Fare for at forfalde til det Spøgelseagtige og Græsselige.

Hans Hensigt at gaa i østerrigsk Tjeneste blev forpurret ved den Beslutning, han fattede, at deltage i Krigen mod Napoleon. Han traadte ind i det Lützowske Frikorps og blev indlemmet i en Landeværnsbataillon. Neppe havde han faaet sin Afsked, før han efter Napoleons Tilbagekomst fra Elba atter meldte sig til Krigstjeneste og han rykkede med de tyske Tropper ind i Paris. Da han senere fik Ansættelse i det preussiske Kultusministerium, udviklede han sig til en samvittighedsfuld og dygtig Embedsmand, indtil en Konflikt mellem Regjeringen og de katholske Biskopper (1840) bragte ham som overbevist Katholik i et spændt Forhold til Ministeren. Man gav ham ikke strax den Afsked, han søgte om, men overdrog ham Affattelsen af en Betænkning om Istandsættelsen af Slottet Marienburg.

Han studerede bl. A. Spansk, oversatte flere »Autos sacramentales« af Calderon og nærmede sig under disse Studier stedse mere de ultramontane Førere. I sine senere Leveaar behandlede han Tysklands nyere Litteraturhistorie i katholsk Aand. Han fremstillede især den romantiske Skole og dens katholiserende Tendenser saaledes som var disse Tendenser det Betydeligste og Sandeste ved Skolen og skildrede enkelte af Førernes Omslag med Hensyn til disse Bestræbelser som et Frafald fra Sandheden og overhovedet som et Tegn paa litterært Forfald. Han saa med Ringeagt ned […] (1891:329-331)

Udeladelse

***

[…] af Betydenhed vare Jøder«. Dette gjælder som bekjendt næsten kun for Tydsklands Vedkommende, hvor Heine, Börne og Herwegh, Lassalle og Karl Marx ganske vist ikke have været forsigtige i Valget af deres Forældre. Og et andet Sted […] (1873:277 / 1891:338)

Omarbejdelse

Om ønskets rolle i den romantiske tankegang

[…] sit Liv herpaa og ikke heller sin Poesi. Det er sandt, at vi […] (1873:281)

>

[…] sit Liv herpaa.

Længselen avler det afmægtige Ønske, og Romantiken er Ønskets Poesi. Det romantiske Ønske er saa genialt, at dets Opfyldelse er givet i den romantiske Verden. Hvad Ønsket lover, det holder Livet. Den ægte romantiske Helt kommer sovende til Lykken. Denne Poesi vækker derfor hos den naive Læser Forestillingen om en Verden, hvor Alt lykkes den, der kun længes rigtig heftigt og ønsker af al Magt, en Verden, hvor alle Hindringer ryddes af Vejen uden Arbejde, uden Indsigt og uden Møje.

Det er evigt sandt, at vi længes. Og det er ikke mindre sandt, at vi […] (1891:342)

Omarbejdelse

Om digtningens rolle

[…] ende som Læge. Der er intet Andet for: vi maa alle blive Læger, Digteren med. (1873:282)

>

[…] ende som Læge.

Og saa lidet som en Livsanskuelse kan grundes paa Længselen, saa lidet en Poesi, der har et Forhold til Livet og der i Tidens Længde kan tilfredsstille. Digtningens Opgave er altid den, i sammentrængt Form at give et Billede af et Folks og en Tidsalders hele Liv. Romantiken har kastet Vrag paa denne Opgave. Den har, som man mest typisk iagttager det hos Novalis i Tyskland, hos Schack Staffeldt i Danmark, sløjfet den hele ydre Virkelighed for ud af Digterens Indre, af hans poetiske Længsel at skabe et poetisk-fllosofisk System. Den fremstiller ikke Menneskeliv i Bredden og Dybden, men nogle aandrige Personers Drømmerier. Sky-Staden fra Aristofanes's »Fugle« med dens Luftkasteller er dens Længsels hellige Stad. (1891:344)

Tilføjelse

Hele kapitlet om Arnim og Brentano tilføjes i 2.-udgaven

XIV.

Herders »Stimmen der Volker« fra 1767 havde kun indeholdt tyve tyske Folkeviser; Herder udtalte dog allerede dengang Ønsket om at komme til at opleve Udgivelsen af en stor Samling ældre tyske »Nationalsange«, som han kaldte dem. 1806 udgave L. A. von Arnim og Clemens Brentano det første Bind af »Des Knaben Wunderhorn«, der indeholdt 210 tyske Folkeviser; 1808 blev Værket forøget med endnu to Bind af omtrent samme Omfang. Denne Samling var ikke blot kultnrhistorisk af største Interesse, men gjør desnden Tidsskjel med Hensyn til Udviklingen af den tyske Lyrik og den tyske Digtning i Almindelighed. Her ansloges den Naturtone, der mange Aar igjennem gav den romantiske og efterromantiske Lyrik dens Friskhed og fulde Klang. Selv da hos Heine et rent moderne Indhold afløste det romantiske, blev Rytme og Form og mangen næsten umærkelig Vending i Diktionen stadigt ved at være befrugtet af Folkevisens naive Ynde. Den tyske Lyriks Overlegenhed over den franske i dette Aarhundrede beror maaske mest paa den Venden sig bort fra alt blot Rhetorisk, som skyldes Paavirkningen fra »Des Knaben Wunderhorn«.

Mødtes nu end de to Udgivere af denne store Samling i deres Kjærlighed til den gamle Folkepoesi og i deres Maade at gjengive Versene paa, uden diplomatisk Nøjagtighed, i let moderniseret Skikkelse og omhyggeligt rensede for alt Raat eller blot vel Djærvt, og var de end begge helt og holdent Romantikere i deres Grundsyn, saa var de dog som Karakterer af helt forskjellig Art.

Ludwig Achim von Arnim var født 1781 i Berlin, syslede i Göttingen med Naturvidenskaberne og gjorde saa en Rejse igjennem Tyskland for at studere Landet og Menneskene og samle Folkeviser. Senere boede han en Tid lang i Heidelberg, hvor han traf sammen med Clemens Brentano og Görres. I Forening med dem udgav han i 1808 Einsiedlerzeitnng, til hvilket litterære Organ ogsaa Tieck, Uhland, Hölderlin og Jakob Grimm leverede Bidrag, og han fortsatte senere Bladet under Titlen »TröstEinsamkeit«.

1811 giftede han sig med Brentano's Søster, den senere berømte Bettina, og levede nu afvexlende i Berlin og paa sit Gods Wiepersdorf som brandenburgsk Landadelsmand. Han holdt Romantiken ude af sin private Existens. Han var i sit Liv et sundt Menneske, en forstandig Landmand, en ædruelig Protestant [o]g Preusser. Eichendorff har tegnet ham med de Ord: »Mandigt smuk, høj af Væxt, frimodig, fyrig og mild, brav og paalidelig i Et og Alt, trofast mod sine Venner, selv naar disse blev forladte af alle Andre. Arnim var i Virkeligheden, hvad Andre gjerne vilde synes ved middelalderlig Oppudsning: En ridderlig Skikkelse. Eichendorff bemærker derfor om ham, at der altid for Samtiden vedblev at være noget Besynderligt og Fremmedartet ved ham.

Noget Besynderligt og Fremmedartet maatte der klæbe ved hans Væsen. Thi saa sat og ædruelig, saa rolig og harmonisk som Arnim var i sit Liv, et saa uroligt og blandet Indtryk gjør hvad han digterisk har frembragt. Han selv var af én Støbning, hans Værker er det aldrig.

Han har foruden nu ulæselige Skuespil efterladt to store Romaner og en Række Noveller, der aflægge rigeligt Vidnesbyrd om Fantasimennesket i ham. Ordet Fantasimenneske passer imidlertid lige saa godt paa Brentano som paa ham. Den første iøjnefaldende Forskjel imellem dem er, at medens Brentano har sin Styrke i det Naivt-Fantastiske, er Fantasteriet hos Arnim uden nogensomhelst Barnlighed, alvorligt selv under dets vildeste Spring. Med al sin Kjærlighed til det Folkelige, med al sin Stræben efter at aabne de Dannedes Øjne for det Barnligtsimple, forblev han ogsaa i sin Digtning Aristokrat, holdt altid paa sin Værdighed, gav sig aldrig hen som Brentano. Naar hans Sangmø bliver gal, saa er Galskaben kold, næsten stiv, ikke som Brentano's hed og lystig.

Han havde et stort, men stakaandet Talent til plastisk Fremstilling. Det kommer til sin Ret i enkelte, ganske korte Noveller og i endnu kortere Brudstykker af hans store Romaner; men mellem de Beskrivelser og Skikkelser, der er udførte med fuld digterisk Kraft ligger en Masse Fyld: vidtløftige Udskejelser fra Æmnet, indskudte Fortællinger, der have lidet eller intet at gjøre med Hovedsagen, eventyrlige, umulige Træk, mod hvilke selv den mest uudviklede Virkelighedssans maa gjøre Indsigelse. Snart bruger han Folke-Overtroens hele Forraad og behandler det med hellig Alvor - Lérfigurer, der er blevne levende ved Trolddom, en Alrune Rod, der udvikler sig til Feltmarschallen Cornelius Nepos. Snart tyer han til et fuldstændigt Tilbehør af gammeldags Roman-Virkemidler som: eventyrlig Afstamning, Forklædninger, Forsvinden, Gjenfinden af mistede Børn, mærkværdige Sammentræf efter Aartiers Forløb. Endelig anvender han en Masse Romancer, Ballader og Viser, som med meget tarvelig Begrundelse, i Reglen som skrevne af de forekommende Personer, afbryde Handlingen, og let flydende, men lidet melodiøse, som de er, kun fare Læseren forbi for strax at glemmes.

Hans største Roman om hans Samtid »Armuth, Reichthum, Schuld und Busse der Grafin Dolores. Eine wahre Geschichte zur lehrreichen Unterhaltung armer Fräulein aufgeschrieben« (1810) er som Helhed lige saa slæbende som Titlen er. Ogsaa denne Roman nedstammer fra »Wilhelm Meister«. Den skildrer stærkt forskjelligartede, fornemme og begavede Folks indre Liv under meget afvexlende Kaar. Kun har her, modsat Behandlingen i »Meister«, Alt et blødagtigt og fromladent Præg.

Romanen aabnes med Skildringen af et paa Grund af Ejerens Fattigdom forfaldent, greveligt Slot. Denne Beskrivelse er gribende og god; den har i den franske Litteratur en Parallel i Udmalingen af »Elendighedens Slot« i Th. Gautiers »Capitaine Fracasse«. Den Vemod, der knytter sig til fordums Pragt og nuværende Forladthed, hviler over dette første Kapitel. Med sikker Haand udkastes saa den fattige Frøken, Grevinde Dolores's noget letsindige og egenkjærlige Karakter. Hun opnaaer at fængsle en fornem og rig ung Mand, Grev Karl, der forelsker sig sværmerisk i hende og gifter sig med hende efter at have overvundet forskjellige ydre og indre Vanskeligheder. I denne Greves Skikkelse er det lykkedes Arnim, maaske for første Gang i den tyske Litteratur, at fremstille nøjagtigt det, som Englænderne mene med Betegnelsen a perfect gentleman, et Begreb, for hvilket andre Folkeslag ikke have noget tilsvarende Udtryk. En Gentleman er en Mand af Ære, mandig, alvorlig, skabt til at befale; desuden er han en god Kristen, samvittighedsfuld, uegennyttig, Beskytter af sine Omgivelser, ikke blot god af Naturanlæg, men moralsk af Princip. I denne Karakter synes Arnim at have legemliggjort noget af det Bedste i hans eget Væsen; desværre har han ikke formaaet at meddele den tilstrækkeligt Liv; der ligger en Drømmetaage om denne Mand, der lever i de fineste Følelser, uafladeligt skriver Vers og stedse taler et romantisk beaandet Sprog.

Romanens Vendepunkt er den unge Grevindes Forførelse. Hun besnæres af en spansk Hertug, der under et falsk Navn og med en urigtig Titel faar Indpas i Huset og som ikke blot højligt smigrer hendes Forfængelighed, men ved Mesmersk Magnetisme bringer hende under sin Indflydelse og med kun altfor romantisk Mystik indbilder hende, at han staar i hemmelighedsfuld Forbindelse med højere, ja med guddommelige Magter. Det er, som havde Arnim ved Udførelsen af denne Skikkelse tænkt paa Zacharias Werner som Model. Man finder hos ham nøjagtigt samme Blanding af fræk Lystenhed og fromladent Hemmelighedskræmmeri, og det er endogsaa sikkert, at der hos Werners Moder udviklede sig den fixe Idé, at hun var Jomfru Maria og hendes Søn Verdens Frelser, hvad der afgiver en interessant Parallel til det følgende Sted. I »Grevinde Dolores« sker Forførelsen saaledes:

»Markesen saa med et stort Blik i Vejret, hævede sine Hænder og syntes ydmygt at hilse et Væsen over ham. Han sagde noget, men hun hørte ikke hvad det var, og ængstelig spurgte Grevinden ham hvad han saa. Han svarte, at han saa Guds Moder, der trykkede hende ind til ham og som holdt en Krans af Roser over hendes Hoved med de Ord: Følg mig efter! Dolores trykkede sig forskrækket op mod ham, og indbildte sig, at hun blev trykket ind til ham; hun mærkede hans Aande, indbildte sig, det var den guddommelige Aande, og udraabte : »Jeg føler hende, jeg føler hendes Aande, den er hed som Østerland og som en Moders Kjærlighed.« - Da raabte han: »Og jeg er hendes Søn!« og styrtede sig i krampagtig Skjælven hen over Grevinden. Allerede ofte før havde han talt til hende om en underfuld Fornyelse af det hellige Sagn; han syntes bevidstløs, da hun fremstammede Ordene: »Ja, det er Dig, Du Vældigste, Du Helligste, som er blevet skjænket mig iklædt svag, menneskelig Natur!« - »Og Du er min evige Brud,« sukkede han.

Det synes næsten, som havde Arnim her engang ved Hjælp af opdigtede Figurer villet fremstille sine romantiske Meningsfællers, en Werners eller en Brentano's, mystisk-sanselige Udsvævelser. Han var jo selv næsten den eneste af Gruppen, der trods al digterisk Forkjærlighed for Katholicismen, sit hele Liv igjennem forblev en haardnakket Protestant. Og netop den Art Religiøsitet, der blandede sig ind i hans romantiske Samtidiges Tøjlesløshed, synes Arnim at ville forklare, naar han giver den magnetiserende Forførers Psykologi i følgende Ord: »Vi vilde gjøre Uret i helt at drage denne Hertugens Fromhed i Tvivl, der syntes hans religiøse Frue saa ren. Der var i ham ogsaa et Anlæg til Fromhed, og det var et saadant Anlæg, der havde tiltrukket ham hos Clelia, skjøndt rigtignok ikke længe … siden hjemfaldt han til en overtroisk Frygt. Han havde overlevet sine Laster. Nu var det ikke blot Sans for Fromhed, der drev ham til Siciliens Valfartssteder og til alle anselige Gejstlige; han svindlede sig ind i den Fromhed, der hos hans Hustru var oprigtig. Den blev ham et nyt Pirringsmiddel, hvis Styrke ha[n] imidlertid stedse maatte forøge. Religionen blev ham en ny Art Opium; hans Natur fordrede stedse mere, saa længe indtil han ikke mere kunde fordre noget. (Grevinde Dolores II 136 ff.).

Og som Arnim i denne Roman med Fasthed tugter Udskejelserne indenfor den romantiske Kreds, saaledes snærter han ogsaa med skarpt Vid en Modstander af Romantikerne, Jens Baggesen. Denne havde netop i Heidelberg, hvor han maa være truffet sammen med Arnim, skrevet en Række satiriske Sonetter mod de romantiske Digtere, »Litteratur-Sansculotterne paa det tyske Parnas«, som han kaldte dem. Han udgav disse Sonetter samme Aar, i hvilket »Dolores« udkom, under denne Titel: »Der Karfunkel- oder Klingklingel-Almanach, ein Taschenbuch für vollendete Romantiker und angehende Mystiker auf das Jahr der Gnade 1810.«

Utvivlsomt er det mindre Baggesens Vers end det Holdningsløse i hans Personlighed, som har ægget Arnim til Spot. Denne Fjende af Romantikerne bar sig jo i sit Liv planløsere og lunefuldere ad end nogen Romantiker; det Sære og Selsomme i hans Optræden maatte interessere Arnim, der følte sig draget til Alt, hvad der var selsomt og usandsynligt.

Digteren Waller holder i Arnims Roman sit Indtog paa en højst pudsig Maade. Han rejser tilfods, idet han fører en Hest ved Tøjlen, paa hvilken hans Kone sidder, indpakket i Puder; hans to Sønner ride ved Siden af paa to store langhornede Gedebukke. Om ham selv siges det, at »hans meget udarbejdede, foldede, solbrændte, haarrige Ansigt røbede megen Aand.« Kun Ordet »haarrig«, som er føjet til for at dække en Smule over Brugen af Modellen, passer ikke paa Baggesens skjægløse Ydre, ellers er alle Betegnelserne træffende nok. Som Wallers Maner bliver det fremstilt »at tage det Alvorlige spøgefuldt, det Spøgefulde alvorligt og bringe i Forvirring ved Besynderligheder«. Han har, siger han, giftet sig, for ikke at gjøre sin Kone ulykkelig; hun har iøvrigt altid været ham fatal. Han rejser en Æreport foran Husdøren, da han venter sin Kone, anbringer poetiske Indskrifter paa den, river saa, da hun bliver forsinket paa Rejsen, Æreporten ned, og modtager hende med heftige Bebrejdelser. Waller har, ligesom Baggesen, en Landejendom, forstaar sig imidlertid, saa lidt som han, paa Landvæsen; da hans Kone trods den bedste Vilje heller ikke forstaar sig det ringeste derpaa, maa han gaa fra Gaarden og drage ind til Byen. Derover »jubler hele hans Hjerte«. Han sværger sin Kone til, at han nu vil blive rigtigt flittig; men Intet lykkes for ham. Han beskriver sin Ulykke i følgende Ord: »Saa vækkede hun mig altid tidligt om Morgenen, havde allerede lagt i i mit Værelse og kogt Kaffe til mig og der skulde jeg nu arbejde; det var til at falde i Søvn over.« Da Greven erkyndiger sig om han virkelig lider Nød og tilbyder ham sin Hjælp, forsikrer Waller ham ganske i Baggesens Aand om at »han lever ret godt af sin Forfattervirksomhed og sin Gjæld, ogsaa gjerne vil lægge Beslag paa hans Velvilje«. Hans Evne til Underholdning viser Amim Retfærdighed. Det hedder om ham, at han paa én Aften gav et Forraad af Indfald og Historier til Pris, som ellers hos ham kunde holde ud i Maaneder. Meget fint og træffende er det Træk, at Waller ikke kan lade være med selv at prise den skjønne, afvejede Takt i sine Hexametre og roser sig af at Voss længst har skjænket ham sin ubetingede Anerkjendelse derfor. Som bekjendt var Baggesen gammeldags nok i sin Smag til, selv i det korte Tidsrum, hvor han beundrede og forherligede Goethe, at sætte Voss som Versekunstner over ham, og som Digter i de antike Versemaal dannede han sig ganske efter Voss. Aldeles afluret Baggesen er Wallers Vending, at »i Kraft af tredsindstyve destillerede Æggesnapse« er han kommen under Vejr med Fiffet ved de Voss'ske Hexametre; en af Baggesens Yndlingstalemaader (anvendt i Labyrinthen), var jo denne »paa utallige destillerte Æggesopkeners udtrykkelige Befaling«.

Skarp og vittig er trods sin Karikeren Skildringen af hvorledes Waller om Natten finder sin syge Hustru død, forsøger at vække hende til Live, og: da det ikke lykkes, i et forunderligt Raseri strækker sig ud ved hendes Side paa Sengen. Saaledes liggende udbryder han i de skjønneste Elegier over den Afdøde og tillader pludseligt hvad han før paa ingen Maade vilde tilstede, nemlig at det afsjælede Legeme bliver lagt ind i et andet Værelse. Her modtager han Besøg af en Præst og tre smukke Piger fra Landet, Døtre af en meget rig Amtmand der i Nærheden, der staaende omkring ham med taarefulde Øjne høre paa hans Sværmerier. Han hilser dem paa Vers som de tre Gratier, der er komne for at trøste ham for Tabet af den Elskede, skildrer dem sin tabte Lykke, beskriver dem sin fremtidige Ensomhed og sine forladte Børns sørgelige Stilling; saa troer han pludselig at høre sin Hustrus Stemme og gjentager gysende hendes enkelte, afbrudte Ord, der byde ham at gribe den smukkeste af de tre unge Pigers Haand og stikke sin Vielsesring paa hendes Finger. Han føler sig, siger han, overbevist om, at hun kan og vil trøste ham ; han udmaler hende et henrivende Kunstnerliv. Da han imidlertid faar en Kurv, taber han aldeles ikke Fatningen, men siger smilende, at det Hele kun har været et skjønt, mildt Sansebedrag.

Tydeligt nok ligger her Baggesens ustadige Væsen i Kjærlighedssager til Grund; af det uroligt Elskovssyge i hans Naturel med de pludselige, tilsyneladende ubegrundede Omslag i hans Stemningsliv, som det afstedkom, er der her skabt en lystig og dristigt tegnet Karikatur. Arnims Stræben er imidlertid afgjort rettet paa at fremhæve saadanne typiske Træk, der kunde anskueliggjøre det Vilkaarlige og Flanede i et helt Slægtleds Følelsesliv og give det til Pris for Latteren.

Hans syv Aar senere udgivne, iøvrigt ufuldendte, historiske Roman »Die Kronenwächter« (1817) har, som den tidligere, nogle Skikkelser, der fremtræde med stor Fylde og Skarphed, men ved Siden deraf altfor meget Romanagtigt i dette Ords slette Forstand, altfor meget ubehersket Stof af mystisk og lyrisk Art I Romanens Baggrund rager mangekantet hint hemmelighedsfulde, fortryllede Slot i Vejret, hvis syv Taarne er fuldstændigt gjennemsigtige; de synes byggede af Glasstykker, thi ethvert af dem kaster en broget Regnbue paa sorte Klipper, ja paa en fjerntstaaende sort Flaske. I dette Slot have Kronevogterne, der værne om Hohenstaufernes Krone, deres lønlige Tilflugtssted og herfra gaa de handlende og hævnende ud i Livet. Dog denne mystiske Baggrund er ikke Hovedsagen. Hvad man bevarer i sin Erindring af Romanen, det er nogle Hovedfigurer, der er hensatte med en djærv Kraft, som i tysk Litteratur sidenhen maaske kun er naaet af Gottfried Keller i hans historiske Noveller.

Der er f. Ex. Heltens Plejemoder, Fru Hildegard, om hvem det strax i Begyndelsen af Romanen saa morsomt hedder: »Den nye Taarnvægter Martin har idag giftet sig med den forriges Enke, fordi hun deroppe i Taarnet er bleven for svær til at kunne komme ned ad den snevre Vindeltrappe. Vi kan. dog sandelig ikke for Konens Skyld lade Taarnet bryde ned, og saa maatte hun da bekvemme sig til Giftermaalet; ellers havde hun hellere taget vor Skriver Berthold. Pastoren har maattet splidse dem sammen deroppe.« Det, der her bliver sagt om Enkens Fedme, er ikke sandt, men derfor er det som Indledning til Bogen ikke mindre originalt.

Handlingen foregaar i Luthers Dage, og Luther forekommer som Baggrundsfigur. Paa det Sted, hvor han optræder, hedder det med en hos Romantikerne sjælden Varme om ham: »Som et Bjerg udsender Vandstrømme mod Øst og Vest, saaledes forenede denne Mand Modsætninger, der ellers aldrig findes sammen: Ydmyghed og Stolthed, Bevidsthed om den Bane, han slog ind paa, og villig Agten paa Andres Raad, klar Forstand og blind Tro.«

Livligt indgriber i Handlingen Dr. Faust, Folkebøgernes Faust, den berømte Læge og Alchymist, med svært, ildrødt Ansigt, hvidblond Haar og skaldet Isse, med røde Pludderhoser og ti Æreskjæder. Han er halvt et Geni, halvt en Charlatan og optræder her som Udøver af Underkure.

Den finest udførte Figur er en Kvindeskikkelse, Heltens Forlovede, Anna Zähringer, Datter af hans Ungdomselskede Apollonia; hun er den høje tyske Jomfru med kraftig Væxt og ædel Gang, men har tillige den sanselige Tiltrækningskraft, som Gottfried Keller forstaar at meddele sine unge Kvinder.

Ogsaa her svarer Helten, Borgermesteren Berthold, til Arnims personlige Ideal. Han er en Ætling af adelige Stamfædre, men opvoxet i smaa Kaar, derfor simpel og jævn i al sin Gjøren og Laden, et godt, bravt, stille Menneske, men samtidigt i ingen Henseende horgerligt sindet, helt og holdent Adelsmanden, der længes efter Rustninger og Turneringer og der uden nogen Forskole eller Forberedelse vinder Prisen i det første Dystløb, hvori han deltager.

Naturligvis fattes der ikke mystiske Træk. Kunde Arnim end ikke frigjøre sig for dem i sin moderne Roman, hvor f. Ex. en Landsbypræst har den Evne, med et eneste Blik at kunne bringe Koner, der ikke have kunnet faa Børn, i velsignede Omstændigheder - saa forekomme slige Træk i denne Fortælling, som bevæger sig i fjerne Tider, endnu meget hyppigere og langt mere forstyrrende. Berthold er f. Ex. bleven helbredet af Faust ved at faa Blod fra en meget blodrig Dreng overført i sine Aarer. Men det er ham bestandig som om hin Anton derved havde erhvervet sig en Slags Ret til hans Elskede, og virkeligt føler ogsaa Anton sig strax hemmelighedsfuldt draget til Anna.

Romanen falder, som alle Arnims vidtløftigere Forsøg, fra hinanden i Brokker, skjøndt dette Stykværk har digterisk Værdi. Kun i de ganske smaa Noveller er det lykkedes Arnim at udføre noget Helt. Han har i »Philander« behændigt og smagfuldt fornyet Moscherosch's Stil fra Trediveaarskrigens Tid. Han har i »Fürst Ganzgott und Sanger Halbgott« humoristisk begrundet det hos Romantikerne saa yndede Motiv, Dobbeltgjængeri, ved stærk Lighed mellem Halvbrødre, der ikke kjende hinanden, og deraf formet en let Satire over Smaahoffers Stivhed og Tvangsformer. Endelig har han i den fine Novelle »Der tolle Invalide auf dem Fort Ratonneau« leveret sit bedste og tillige for hans Personlighed mest betegnende Arbejde. Denne Novelle opviser alt det Ualmindelige og Uhørte, som er ejendommeligt for Arnims Æmner, uden derfor paa noget Punkt at gaa udenfor det Muliges Grænse. Og den har en Kjærne af rørende Menneskelighed.

Begyndelsen er saa fantastisk, saa lunefuldt barok som næsten altid hos Arnim: Den gamle Kommandant i Marseille, Grev Durande, sidder om Aftenen ved sin Kamin, skyder med sit Træben Olietræsgrene ind i Flammerne, og drømmer ved den knitrende Ild om Konstruktionen af nye Arter Fyrværkeri, da han pludseligt bemærker, at hans Træben er kommet i Brand. Da han raaber paa Hjælp, forsøger en fremmed Kone, der netop er traadt ind i Værelset, at slukke Ilden med sit Forklæde; Træbenets Gløden sætter ogsaa Forklædet i lys Lue, og først da Folk fra Gaden af styrte ind med Vandspande, blive de begge to frelste. Konen var kommen for at afgive et Bønskrift for hendes Mand, der efter et Saar i Hovedet er bleven højst besynderlig og sær. Han er ellers den braveste og dygtigste Sergeant, men til sine Tider som gal og aldeles uomgjængelig. Dels af Medlidenhed dels af Interesse overdrager Kommandanten ham Overbefalingen over et Fort, der kun behøver en Besætning af to Mand, og hvor Sergeanten derfor ikke løber stor Fare for at komme i Uenighed med sine Omgivelser.

Neppe er dog hans Indtog i Fortet sket, før han faar et Anfald af fnysende Galskab, forjager sin gode Kone, nægter de to Soldater, som skulle lyde ham, at maatte komme ind, erklærer Kommandanten Krig, og fra den høje, utilgjængelige Klipperede aabner en Ild med Flinte- og Kanonkugler mod Marseille. Tre Dage igjennem holder han hele Byen i Skræk; allerede er Forberedelserne til et nødvendigt Stormløb mod Fortet trufne trods den sikre Udsigt til at sætte ikke faa Menneskeliv til og trods Faren for at den Gale skal sprænge Krudttaarnet i Luften - da hans kjække Kone, som elsker ham, hvor syg og gal han end er, tilbyder alene at bestige Fortet og afvæbne sin Mand. Han fyrer, men hun gaar uforsagt, ledet af sin Kjærlighed, op ad den snevre Klippevæg, ved hvis Ende to med Kardætsker ladede Kanoner oppebie hende. Under den heftige Sindsbevægelse, som griber den Gale, gaar hans gamle Saar i Hovedet nu op paany, han vakler sin Kone imøde - han og hun og Byen er reddede.

Er nu end denne lille Historie noget skjæmmet ved Indførelsen af overnaturlige Magter - en urimelig Forbandelse fra Svigermoderens Side har foraarsaget al Ulykken - saa er det Heles simple Mening dog en Forherligelse af den stærke og smukke Kjærlighed, der i sin Almagt uddriver selv Djævelen.

Ogsaa den humane Medfølelse med Menigmand, der klæder den aristokratiske Romantiker godt, fremtræder her som i andre Fortællinger af Arnim. Det er den samme Forkjærlighed for dem, der er enfoldige af Hjerte, som gav sig Udtryk i hans Samlen af Folkeviserne og som i »Dolores« giver sig tilkjende i disse Ord af Helten: »Jeg sværger Dig til, at ofte, naar jeg for nogle usle Linjer, der indeholdt en ganske overflødig Formalitet, matte betale et Par Thaler, følte jeg en rasende Lyst til at slaa Tænderne ind paa Justitsembedsmanden med Blækhuset. Hvert Øjeblik var jeg forberedt paa, at en Lynstraale vilde fare ned fra Himlen og brænde hele hans Dokumentsmøreri op. Naar jeg føler det saaledes, hvor meget skarpere smerter da ikke en saadan Udgift de Fattige, der maaske maa arbejde en hel Uge fra Morgen til sildig Aften for at skrabe de Penge sammen.« Hermed stemmer hans Bemærkning i Afhandlingen »Om Folkeviser«, at Folket er kommet til »at betragte Lovene som en Stormvind eller en anden umenneskelig Magt, overfor hvilken man maa væbne sig eller krybe i Skjul eller fortvivle«.

Hans adelige Sindelag bryder sig overalt Vej igjennem hans romantiske Lunespil.

Ved Siden af ham staar hans Fælle som Samler og Udgiver af de tyske Folkeviser, Clemens Brentano (1778—1842), beslægtet med ham ved sin vilde Husholdning med en rig Fantasi, men ham modsat som ustadig og upaalidelig Person. Brentano er af Naturen mere sprudlende anlagt og smidigere end Arnim; han er en mere glimrende aandelig Fremtoning, der imidlertid ikke som Menneske, kun som psykisk Tilfælde vækker Interesse. Menneskelig Deltagelse indgyder han kun forsaavidt han ikke, saaledes som hans Aandsfrænde Zacharias Werner, overlader sig til sentimental Gemenhed. Han handler aldrig lavt, men han er aldrig i strængeste Forstand sanddru, før han, aandelig sløvet, opgiver enhver Fordring paa at virke som Digter eller overhovedet som Forfatter, og kun lever for sine religiøse Sværmerier. Thi det forholder sig næsten med ham som med Hölderlin, der saa ung ramtes af Vanvid; de sidste femogtyve Aar af hans Liv er gaaede tabt for Poesien.

Oprindeligt er han blandt Romantikerne Skalken, den ustadige Skjælmsmester og Uglspil, der ikke kan lade være ved egen Skyld at miste de Venner, han vinder, og lige saa lidt lade være, selv at sprænge eller fordærve de Stemninger, han med kyndig Haand fremkalder. Der findes hos ham den ellers hos Romantikerne saa sjældne Evne til Gratie i Kunsten, parret med en vis Inderlighed. Det gik ham som adskillige andre frembringende Aander; med Pennen i Haand blev han dybere, alvorligere og fremfor Alt inderligere end han i Livet var. Derfor virker han ikke sjældent som Kunstner ægte, uden derfor som Menneske at have været sand.

Som aandelig Personlighed havde han ingen Rygrad. Og da han ikke fandt noget Hold i sig selv, kjendte han overfor Autoritetstroen kun to Væremaader: et Oprør imod den, der overskred alt Maal, og en Underkastelse, der gjorde det samme. Mellem disse Yderligheder svingede hans Væsen, indtil det slog sig til Ro i Underkastelsen.

Af alle menneskelige Anlæg og Evner havde han, Erkeromantikeren, kun stræbt at udvikle Fantasien. Slaaende sand er den følgende Bekjendelse, der findes i et af hans Breve: »O mit Barn, vi havde ikke næret andet hos os end Fantasien, og den har spist os halvt op til Tak.« Den Art fri Fantasi, der udfolder sig ganske uden Modvægt, er nu kun altfor beslægtet med den frie Løgn, og saaledes var Brentano i sin Ungdom en uforbederlig Løgnhals, hvis største Morskab det var at røre Damerne til Taarer ved Meddelelser om sine ganske opdigtede Kvaler.

Brentano var den romantiske Skoles enfant perdu. Man kunde ogsaa kalde ham Poesiens fortabte Søn. Som den fortabte Søn i det Nye Testamente var han en stor Ødeland, øste de talrige, gode og vittige Indfald, han fik, de frugtbare Situationer, han opfandt, ud i Digtninge og Afhandlinger uden fast Form og derfor uden Modstandskraft overfor Tiden, der saa hurtigt faar Bugt med alt Formløst. Da han endnu ikke var fyrretyve Aar gammel, havde han lagt sin Aand øde, sat Alt over Styr, og begjærede, som Bibelens sunkne unge Mand, »at fylde sin Bug med Svineføde«, den Svineføde, som kun uvidende og overtroiske Mennesker aad; det vil sige: han lod sig 1817 omvende til Bigotteri, begyndte paany som i sin tidligste Ungdom at gaa til Skrifte, og trak sig Aaret derefter helt tilbage fra Omgang med Mennesker for at tilbringe de sex næste Aar af sit Liv i tilbedende Dyrkelse af den med Christi Saarmærker tegnede Nonne Catharina Emmerich, fra hvis Sygeleje han ikke veg. Han ansaa denne fromme og enfoldige, men nervøst ødelagte og hallucinerede Piges legemlige Skrøbeligheder for lige saa mange underfulde Naadetegn, troede at finde Sporene af alle Forløserens Saar paa hendes Legeme, saa' med ærefrygtsfuld og medlidende Bæven disse Mærker fra Tid til anden bløde, hørte ud af hendes Ord sikre Beviser paa en hemmelighedsfuld, overnaturlig Fjernsynethed og gjengav paa det Omhyggeligste hendes Syner. Han skrev hendes Livs Historie, nedskrev hendes Betragtninger og forfattede efter hendes Meddelelser »Den allersaligste Jomfru Marias Levnet«. Efter hendes Død (1824) vedblev han at være saa godt som udelukkende sysselsat med Udarbejdelsen af de fjorten Bind Manuskript, han paa Grundlag af hendes mundtlige Ytringer havde nedskrevet.

I høj Grad har i hans Levnetsløb Mefistofeles's Ord af Goethes Faust bekræftet sig:

Verachte nur Vernunft und Wissenschaft, Des Menschen allerhochste Kraft,
Lass nur in Blend- und Zaubferwerken
Dich von dem LUgengeist bestarken,
So hab' ich dich schon unbedingt.

Øjenforblændelsen og Trolddomskunsterne skortede det ikke paa i hans Existens og han, som havde begyndt med at spotte Forstandskulturen som flad og gold, forfaldt tilsidst til en Aandløshed, der var endnu langt goldere og fladere end den tommeste Rationalisme. Han var saa lidet en Hykler som den gode Sjæl, Catharina Emmerich, nogensinde var en Bedragerske. Men hans Trang til at finde en fast ydre Støtte for sit vaklende Jeg, der tilmed var knækket og fuldt af Ruelse over en letsindig Ungdom, bragte ham til med al sin Sjæls Sværmeri at klamre sig til Kirkens Mirakelverden, ganske som han tidligere havde klamret sig til en poetisk Eventyr- og Spøgelseverden.

Han endte i et Slags fromt Vanvid, hvis Sværmen kun af og til blev afbrudt ved hans gamle Lyst til at drive Abespil. Han erklærede f. Ex. at han i sine Tegninger efter Catharina Emmerichs Visioner havde afbildet Apostlene med den mest samvittighedsfulde Troskab, men havde, som Bettina opdagede, ligefuldt ikke kunnet negte sig den Spas at hænge om Halsen paa Apostelen Paulus som Rejsetaske en gammel besynderlig og komisk Tobakspung, som han tidligere havde ejet og om hvilken allehaande lystige Historier var i Omløb iblandt hans Bekjendte.

Clemens Brentano var paa fædrene Side af italiensk Afstamning. Hans Bedstefader fra Tremezzo ved Comosøen havde i Frankfurt am Main grundet et Handelshus. Paa mødrene Side nedstammede han fra Forfatterinden Sophie Laroche, Wielands Veninde.

Han saa ud som Mængden forestiller sig en Digter; han var smuk, temmelig bleg og mager og havde sorte Lokker, der hang vildt om Hovedet. Hans Hudfarve var sydlandsk, hans Øjne, der overskyggedes af lange Øjenhaar, var brune og ildfulde; hans Blik var flygtigt. Han sang med en smuk, dyb Stemme gjerne sine egne Sange, idet han ledsagede dem paa Guitarren.

Efterat man forgjæves havde sat ham i Kjøbmandslære, gik han i 1797 til Jena, hvor han lærte de mest navnkundige Romantikere, Fr. Schlegel, Steffens og andre at kjende, der paa Grund af hans gale Streger og »ofte ondskabsfulde Pralerier og Løgne« ikke sjældent truede ham med Ørefigen og undertiden virkelig gav ham Prygl. Men han kunde ikke lade være med blot af ubehersket Lune at krænke Andre. Da han endnu var ganske ung, forelskede han sig i Jena i en begavet Dame, Sophie Mereau, gift med en Professor der, og oplevede med hende alle Slags Eventyr, af hvilke hans første Arbejde »Godwi eller Moderens Stenbillede. En forvildet Roman« indeholder en Gjenklang. Da i Aaret 1802 Fr. Tieck udførte hans Byste i Marmor, skildrede Fru Mereau Indtrykket i de følgende Linjer, som en sand Forelskelse har indgivet:

Welch süsses Bild erschuf der Künstler hier?
Von welchem milden Himmelsstrich erzeuget?
Nennt keine Inschrift seinen Namen mir,
Da diese todte Lippe ewig schweiget?

Nach Hohem loht im Auge die Begier,
Begeistrung auf die Stirne niedersteiget,
Um die, nur von der schönen Locken Zier
Geschmücket, noch kein Lorbeerkranz sich beuget.

Ein Dichter ist es. Seine Lippen prangen
Von Lieb umwebt, mit wunderselgem Leben,
Die Augen gab' ihm sinnend die Romanze.

Und schalkhaft wohnt der Scherz auf seinen Wangen;
Den Namen wird der Ruhm ihm einstens geben,
Das Haupt ihm schmiickend mit dem Lorbeerkranze.

Brentano opnaaede Lykke tidligere end Hæder. 1803 blev han gift med sin Elskede, Sophie Mereau, der var bleven skilt fra sin Mand, og levede nu et Par lykkelige Aar med hende, indtil hun i 1806 døde i Barselseng.

I Heidelberg udgav han med Arnim »Des Knaben Wunderhorn« og med Görres »Die Geschichte des Uhrmachers BOGS«. Paa egen Haand havde han allerede udgivet en hel Række Digtninge (Ponce de Leon, De lystige Musikanter, En farende Svends Krønike). I Frankfurt indlod han sig paa et Forhold, der danner et særligt tragikomisk Mellemspil i hans paa den Art Tilfælde ikke fattige Liv. Han bortførte en ung Pige, Auguste Busmann, en Niece af Bankier'en Bethmann, der havde fattet en Lidenskab for ham, og bragte hende til Cassel, hvor han giftede sig med hende. Det siges, at han allerede paa Vejen til Kirken havde villet løbe fra hende, men at den energiske Brud holdt ham fast. Faa Dage efter Brylluppet kastede hun sin Vielsesring ud af Vinduet. Hun plejede at sprænge igjennem Gaderne med Fjer i Hatten paa en Hest med et stort rødt Dækken, der flagrede bag ud. Hun skal have plaget sin Mand paa mangfoldige Maader. Blandt de Pinsler, han maatte udstaa, nævnes som en af de værste den, som foranledigedes ved »den Færdigbed, med hvilken hans Kone forstod at slaa Tromme med Fødderne mod Sengens Fod-Ende - en Hvirvel, der regelmæssigt fulgtes af et med Tæernes Negle mod Lagenet udført Pizzicato*) [*) Gödeke: Grundriss z. Gesch. der deutschen Dichtung III erste Abth. 31.]. Det blev ham saa utaaleligt, at han løb bort. Den tapre Dame satte endnu samme Aar Skilsmissen igjennem og giftede sig snart paany.

Brentano bosatte sig i Berlin og blev snart meget hyldet i Selskabskredse dèr paa Grund af sin Evne til Underholdning, sit vittige Lune og sine raketagtige Indfald. Han skrev der sine Eventyr og de fleste af sine »Romancer om Rosenkransen«. I Böhmen, hvor hans yngre Broder Christian forvaltede Familiegodset Bukowan, digtede han Skuespillet »Prags Grundlæggelse«. Efterat han 1816 var vendt tilbage til Berlin, skrev han den berømte Fortælling »Geschichte vom braven Kasperl und der schönen Nannerl«, videre »Die mehreren Wehmïller« og »Die drei Nüsse«. Her omvendte han sig og levede fra nu af ikke mere for Litteraturen; han udgav overhovedet fra nu af kun Bøger for at afstaa Indtægten til velgjørende Formaal.

Steffens har sagt om Brentano, at han er den eneste af Romantikerne, der synes rigtigt at vide, at han Ingenting vil. Han har kaldt ham en ironisk legende Kronos, der i ren fantastisk Dialektik tilintetgjør ethvert hestemt Udsagn med det følgende og saaledes fortærer sine egne Børn. Brentano har imidlertid som Lyriker, som Eventyrdigter og som Novellist frembragt Kunstværker af blivende Værd, om end ikke mange.

Som Digter har han noget Inderligt, Trohjærtet, noget indsmigrende Sødt; han forstaar at fortætte Stemningen, men udsætter sig i Reglen for at udvande og forspilde den ved Gjentagelser, ved Omkvæd eller ved Indblanding af uartikulerede Lyd som »Ru ku ku kuh« og lignende. Næsten alle hans Digte indeholde enkelte fortrinlige Strofer, men næsten allesammen er de ogsaa for lange. Han har af Folkevisen tilegnet sig Bredden. Original er han i Vers som disse af »Dichters Blumenstrauss«:

Ein verstimmend Fühlgewächschen,
Ein Verlangen abgewandt,
Ein erstarrend Zitterhexchen,
Zuckeflämmchen, nie verbrannt.

Offnes Räthsel, nie zu lösen,
Steter Wechsel, fest gewöhnt,
Wesen, wie noch keins gewesen,
Leicht versöhnt und schwer verschönt.

[…]

Auf dem Kehlchen wiegt das Köpfchen
Blumenglöckchen auf dem Stiel,
Seelchen, selig Thaueatröpfchen
Das hinein vom Himmel fiel.

Reiner, feiner Nacken! sterben
Möcht in Küssen ich an dir,
Könnt ich nur mein Küssen erben,
Liess ich gem, mein Leben hier.

Det Let-Maniererede i disse Strofer er overordentlig betegnende for Brentano; han er helt igjennem Manierist, som Lyriker ikke mindre end som Fortæller, men hans Maner gjør sjældent Indtryk af det Affekterede, den afgiver kun Vidnesbyrd om hans Væsens halvt syge Blødhed.

Simpel og rørende klinger igjennem »Spinderskens Sang« Smerten over den lange Adskillelse fra Sophie Mereau. Digtet begynder:

Es sang vor langen Jahren
Wohl auch die Nachtigall,
Das war wohl süsser Schall,
Da wir zusammen waren.

Ich sing und kann nicht weinen,
Und spinne so allein
Den Faden klar und rein,
So lang der Mond wird scheinen.

Da wir zusammen waren,
Da sang die Nachtigall, Nun mahnet mich ihr Schall,
Dass du von mir gefahren.

So oft der Mond mag scheinen
Gedenk ich dein allein,
Mein Herz ist klar und rein,
Gott wolle uns vereinen.

Med Rette har man prist Brentano for at han i sin Romance »Loreley« har skabt den Skikkelse, der ved andre Digteres Behandling, især ved Heines berømte Sang er bleven saa levende og folkelig, at man skulde tro, den stammede fra et virkeligt Folkesagn. Med Urette har man (som Grisebach og efter ham Scherer) deri villet se en Forringelse af Heines Ære. Man har kun villet indrømme Heine den større litterære Behændighed, men tillagt Brentano den rigere Opfindelsesevne. Dette er især uretfærdigt af den Grund, at Brentano selv har opnaaet sine skjønneste lyriske Virkninger netop ved Benyttelse og Bearbejdelse af Folkeviser. Man læse f. Ex. Brentano's skjønne Sang: »Es ist ein Schnitter, der heisst Tod«. Digtet findes som »Erntelied« i »Des Knaben "Wunderhorn« og begynder der saaledes:

Es ist ein Schnitter, der heisst Tod,
Hat Gewalt vom höchsten Gott,
Heut wetzt er das Messer,
Es schneidt schon viel besser.

Bald wird er drein schneiden,
Wir müssen's nur leiden.
Hüte dich, schön's Blümelein!

Hos Brentano er Strofen mere tilfilet. Den lyder hos ham:

Es ist ein Schnitter, der heisst Tod,
Er mäht das Korn, wenn Gott's gebot,
Schon wetzt er die Sense,
Dass schneidend sie glänze;
Bald wird er dich schneiden,
Du musst es nur leiden;
Musst in den Erntekranz hinein,
Hüte dich, schönes Blümelein!

De følgende Strofer er i deres oprindelige Form ikke blot simplere, men ogsaa smukkere end i Brentano's. Det hedder f. Ex. i den gamle Vise:

Viel hundert Tausend ungezählt,
Was nur unter die Sichel fällt,
Ihr Rosen, Ihr Liljen,
Euch wird er austilgen.
Auch die Kaiserkronen
Wird er nicht verschonen.
Hüte dich, schönes Blümelein!

Hos Brentano:

Viel hunderttausend ohne Zahl,
Ihr sinket durch der Sense Strahl;
Weh' Rosen, weh' Lilien,
Weh' krause Basilien!

Selbst euch Kaiserkronen
Wird er nicht verschonen.
Ihr müsst zum Erntekranz hinein.
Hüte dich, schönes Blümelein!

Ved Opregning af forskjellige Plantenavne udspinder han den gamle Kirkesangs sex Strofer til fjorten, som man ikke kommer igjennem uden Aandeløshed. Hans store Digtcyclus »Romancerne om Rosenkransen«, en romantisk Variation af Faust-Æmnet, er rettet mod Kundskabstørsten og Stoltheden af megen Viden. Faustskikkelsen er her forandret til det mefistofelisk onde Princip. Ogsaa i dette Digt, som i Loreley, forbereder Brentano Heinrich Heines Stil. Romancerne er skrevne i firføddede Trochæer, hvis Tonefald og hele Karakter har banet Vejen for Stilen i Heines trochæiske Digtninge, især ved den skjelmske Modsætning mellem lette Vers paa den ene Side, og lærde Navne, vanskeligt juridisk Stof og Brokker af middelalderlige Lønlærdomme paa den anden.

Som Prosaist havde Brentano med sin »Godwi« begyndt i Lucindes Stil. Bogen gaar i sin første Del ud paa, at den ægte Sædelighed bestaar i frimodig Sanselighed og Usædeligheden i en Tilbagetrængen eller Fornægten af Sanseligheden. Heltinden prædiker med bakkantisk Vildhed Vellystens Evangelium og Had til Ægteskabet som til al Dydstvang. I anden Del spottes paa ægte romantisk Vis selve første Del og de der tegnede Karakterer. Godwi, Helten i første Bind, træder i Baggrunden, og Digteren selv, under Pseudonymet Maria, indtager hans Plads. Vi erfare, at Digteren, kun i den Hensigt at faa Datteren af en af Personerne i første Del til Ægte, har skaffet sig den Brevvexling, af hvilken første Del bestaar. Han haaber ved Udgivelsen af den at vinde sin Elskedes Haand. Da imidlertid første Bind mishager, rejser han med den til Godwi, Hovedpersonen, for at erfare hvad Kjærlighedseventyr denne videre har havt. Godwi læser forbauset sin egen Historie. Med Bogen i Haanden fører han Forfatteren omkring i sin Have og siger, pegende paa en Dam: »Det er den Dam, i hvilken jeg falder Side 266 i første Bind«. Her er da Lidenskabens romantiske Freigeisterei forbundet med den ikke mindre romantiske Ironi og Selvfordobling.

Den revolutionære Lidenskabelighed slog hos Brentano endnu mere afgjort end hos Friedrich Schlegel om og blev til Afkald paa Fornuften. Omvendelsen havde desuden hos ham som hos Werner Præget af taaredrivende Syndsbevidsthed. Han fortæller i sit »Lebens Umriss der Anna Catharina Emmerich« uden nogensteds endog blot at tænke paa en fysiologisk Forklaring, at hendes Længsel efter den hellige Nadvere var uimodstaaelig, saa hun ofte om Natten følte sig dragen til den, forlod sin Celle og om Morgenen blev funden knælende med udbredte Arme udenfor den lukkede Kirkedør; det falder ham aldrig ind, at hendes Tilstand kan være sygelig, end ikke naar hun, som han selv meddeler, fortalte alle Omstændighederne ved sine Saarmærkers Frembrud saaledes som var det altsammen hændt en anden Klosterdame, der boede ikke langt borte.

Han har alligevel i det midterste Tidsrum af sit litterære Liv forfattet nogle Prosa-Arbejder, som have lidt mere end litteraturhistorisk Interesse. Saaledes f. Ex. Eventyret »Gockel, Hinkel und Gackeleia«, hvilket han først nedskrev i fast, kortfattet Form, men i sine sidste Leveaar udblødte med Vievand og udvidede stærkt. Eventyret giver en Forestilling om den uudtømmelige Fylde af muntre og barokke Indfald, som maa have givet hans mundtlige Underholdning den store Tiltrækningskraft. Brentano aabenbarer sig her som sand Virtuos i en med Ord og Begreber legende Prosastil, der vel bringer det indbyrdes Fjerneste i Forbindelse, men med forbausende Behændighed altid bliver i Billedet og fastholder Ideforbindelsernes Traad. Hvad der ligger til Grund er ofte kun det løseste Indfald, den tilfældigste Reminiscens (som hint i Brentanos Barndom henkastede Ord af Goethe's Moder: »Dette er ingen Dukke, kun en smuk Kunstfigur«), men det flygtige Motiv er med en Kontrapunktists ubønhørlige kunstneriske Strenghed gjennemført, varieret og beriget hele Stoffet igjennem. Som Prøve paa hans Fremgangsmaade læse man følgende Passus af dette Hønse-Eventyr, i hvilket alle Forestillinger og alle Ord Hundreder af Sider igjennem have undergaaet en Omdannelse, der har tilpasset dem til Hønseverdenen:

»Franskmændene havde medtaget Slottet saa slemt, at de efterlod det i en ret afskyelig Tilstand. Deres Konge Hanri havde sagt, at enhver Franskmand om Søndagen skulde have en Høne i sin Gryde, og at naar der ikke var nogen, skulde han stikke en Hanefa'er i Gryden og koge sig en Suppe. Det holdt de strengt paa, og saa sig overalt om efter hvordan enhver af dem kunde komme til sin Høne. Da de nu i deres Hjem var blevne færdige med Hønerne, saa gjorde de ikke mange Omstændigheder, naar det gjaldt at plukke Fjær*) [*) Uoversætteligt Ordspil: sie machten nicht viel Federlesens.], men havde en Høne at plukke snart med en, snart med en anden af deres Naboer. De betragtede Landkortet som en Spiseseddel, og hvor der stod noget om Høns, Høne eller Hane, der satte de en Streg med rødt Blæk og gik løs derpaa med Kjøkkenkniv og Bradspid. Saa gik de over Hanebæk, stak Store- og Lille-Høningen i Gryden og kom da ogsaa tilsidst til Hanauer-Land. Da de nu fandt Kykel-Ro, Greven af Hanaus herlige Slot, i Skoven, statuerede de et Exempel og lod den røde Hane slaa Vingerne ud fra Taget.«

Der gjøres i denne Eventyrstil en saa voldsom Jagt paa Ordspil, at det næsten minder om Maaden, hvorpaa i enkelte af Shakespeares Skuespil de unge Mennesker lægge deres overmodige Lystighed for Dagen.

Langt vægtigere, om end ikke meget mindre maniereret, er Stilen i Brentanos berømteste Fortælling »Geschichte vom braven Kasperl und dem schönen Annerl«.

Stoffet er taget fra »Des Knaben "Wunderhorn«. Denne Samling indeholder (II 204) en kort Vise »Weltlich Recht« om den skjønne Nannerl, der bliver ført ud af Skam-Porten for at henrettes og gjerne vil dø for at komme til sit Barn.

Der Fähndrich kam geritten und schwenket seine Fahn:
Halt still mit der schönen Nanerl, ich bringe Pardon.

Fähndrich, lieber Fähndrich, sie ist ja schon todt;
Gut Nacht, meine schöne Nanerl, deine Seel ist bei Gott.

Brentano lader den hele Historie blive fortalt en tidlig Sommernat paa aaben Gade af en simpel Kone, den smukke Anneris eller Nanerls 88aarige Bedstemoder. Det er lykkedes ham at gjengive den ældgamle, religiøse og meget overtroiske Kones Maade at tale paa saa træffende, at man hele Tiden igjennem har hendes Skikkelse for Øje. Ved den Gamles ulogiske Fortælling, der bevæger sig frem springvis og saa midt imellem indhenter det Oversprungne, har han formaaet med fuldendt Kunst at holde Læseren i stadig Spænding. Man erfarer under Fremstillingens Gang aldrig nok til at vinde et Overblik, men altid nok til at bevare Interessen og være spændt paa Løsningen af Gaaden, det vil sige paa Forklaringen af Fortællerindens gaadefulde Talemaader. Sjældent er de Slør, der dække en Række Begivenheder for Læseren, blevne løftede med saa sikker Haand, ét for ét.

Et andet Fortrin ved Kompositionen er den Energi, med hvilken Grundmotivet Ære (den falske og den sande Ære, Skamfølelsen af Ærekjærhed og den virkelige Skjændsel, i hvilken Æresygen kan drive En ind) er fastholdt og udviklet gjennem begge Hovedpersonernes Oplevelser og Handlinger. Kasperl, den brave, ærekjære Uhlan, hos hvem Æresfølelsen er skjærpet indtil følsom Ømhed, gaar til Grunde af Sorg over sin Faders og sin Stedbroders æreløse Færd. Kun ved Selvmord bliver han skaanet for den Kval at erfare sin Elskedes, den smukke Annerl's Skjæbne. Over hendes Liv har et græsseligt Fatum raadet. Digterens mørke Overtro har fundet Behag i at drive hende ind i Ulykke og Død med den uimodstaaelige Magt, som ligger i en hemmelighedsfuld Forudbestemmelse. Hendes Moder har i sin Tid elsket en Jæger, der skal henrettes for et Mord. Da Barnet kommer til Skarpretteren, skjælver hans Bøddelsværd inde i Skabet - et ufejlbarligt Tegn paa, at Sværdet tørster efter hendes Blod. Da Jægeren faar Dødshugget, flyver hans Hoved hen til Annerl og bider sig med Tænderne fast i Barnets lille Kjole. Den Vending »Det har med Tænderne trukket hende dertil« bliver stadigt paany brugt om den Magt, der styrter hende i Ulykke. Hun synker i Vanære af Hang til Æren; hun bliver nemlig forført af en fornem Mand under et falsk Ægteskabsløfte; hun kvæler i sin Jammer og Forvildelse sit nyfødte Barn, angiver saa sig selv for Domstolene, og bøder med sit unge Liv, da hendes Forfører, Fændriken, ankommer for sent til Retterstedet med Benaadning.

Denne simple Indholdsangivelse viser, hvorvidt Brentano her har hyldet den romantiske Doktrinarisme. Varsler, tildels af rent umulig Art, spille en Hovedrolle; Skjæbnetragediens hele tyrkiske Fatalisme leverer Synspunktet for Heltindens Levnetsløb, og ved Siden deraf fremtræder uden nogen Udjævning af Modsigelsen den ægte katholske Betragtningsmaade, at det er en Synd, der straffer sig, det, at Helten har foretrukket Ærens rent menneskelige Princip for Naadens kirkelige. Ikke desmindre har Fortællingen foruden kunstnerisk Stil ogsaa folkelig Tone. Aanden i hin simple Folkevise, af hvilken Stoffet er taget, svæver derover. Og hvad der er endnu betydningsfuldere: denne korte Novelle er forsaavidt banebrydende i den tyske Litteratur, som den adskilligt før Immermanns »Oberhof« aabner Landsbyhistoriernes Æra, og med sin naive om end en Smule kunstlede Tone anslaar den Streng, der saa længe efter endnu klinger igjen hos Anerbach og andre. (1891:344-381)

Omarbejdelse

Om Frihedskrigen

[…] Befolkningens Henrykkelse med, at Landet helt og fuldt blev gjengivet sig selv. Napoleons Magt var knust. Det tydske Folk havde hævnet Revolutionen paa den, der havde forraadt dens Sag. Forsaavidt kaldtes Krigen med Rette »Frihedskrig«. Men snart maatte det vise sig, selv for den mindst Indsigtsfulde, at denne Krig, ligesom Janus, havde et dobbelt Ansigt […] (1873:291)

>

[…] Befolkningens Henrykkelse med Fremmedherredømmets Fald. Men »Frihedskrigen«, som den blev kaldt, havde et dobbelt Ansigt […] (1891:447)

Omarbejdelse

***

[…] Arndt, Tydsklands Grundtvig, en Grundtvig med mere Frisind og mindre Theologi end vor. Hos ham blev Hadet mod det Franske til fix Idee. Samtidig med at han skrev sine mandige og kraftige Frihedssange, kaldte han hele den tydske Oldtid til Vaaben som Reserve i Kampen mod den fremmede Hær. Den gammeltydske Mythologi og de gammeltydske Bedrifter, Hermann og Teutoburgerwalds Urskove, Wodan og Druiderne, de hellige Ege og den guddommelige urtydske Djervhed og Grovhed med uredt Haar og to frygtelige Næver paa Skaft kom til Ære. De uslebne Sæder skulde borge for den tydske Sædelighed. Arndt angreb det franske Sprog og de franske Moder, ja forsøgte endog at indføre en almindelig tydsk Nationaldragt. Han grundlagde »Burschenschafterne«, de christelig-germaniske Studenterforeninger, der en Tid lang kunde synes Frihedens Bærere, men hvis romantiske Aandsretning umuliggjorde enhver virksom Arbeiden i Frihedens Tjeneste. Deres Ideal var Middelalderens tydsk-romerske Rige med dets Keiser. Til Kampen for dette Ideal forberedte man sig ved Legemsøvelser. Turnforeningerne supplerede Studenterforeningerne. Arndt og Jahn, den saakaldte »Turnvater«, begyndte paa Markerne om Berlin at indexercere den tydske Ungdom i den Kraftgymnastik, der skulde gjøre den frisch, fröhlich, fromm, frei, og Jahn optraadte efter Arndt's Exempel i Litteraturen med Skrifter, der i et bundaffecteret Kraftsprog forsvare disse Bestræbelser til Bedste for den tydske Idee mod alle Arter af Angreb.

Det varede […] (1873:292-294)

>

[…] Arndt, Tysklands Grundtvig. Hos ham blev Hadet mod det Franske til fix Idé. Hans »Geist der Zeit«, hvis første Del udkom 1806, øvede stærk Indflydelse. Samtidig med at han skrev sine mandige og kraftige Frihedssange, angreb han det franske Sprog og de franske Moder, ja forsøgte endog at indføre en almindelig tysk Nationaldragt. Paa samme Tid var Gymnastikens Indfører, den saakaldte »Turnvater« Jahn, ivrigt sysselsat med Tanken om ved Legemsøvelser at gjøre den tyske Ungdom krigsdygtig. Paa Hasenhaide ved Berlin begyndte han 1811 sin gymnastiske Undervisning, men allerede tidligere var han efter Arndts Exempel optraadt i Litteraturen med Skrifter, som i et affekteret Kraftsprog søgte at opflamme Nationalfølelsen. Saaledes kom den gammeltyske Mythologi og de gammeltyske Bedrifter, Hermann og Teutoburgerwalds Urskove, Wodan og Druiderne, de hellige Ege og den guddommelige urtyske Djervhed og Grovhed med uredt Haar og to frygtelige Næver paa Skaft paany til Ære. De uslebne Sæder skulde borge for den tyske Sædelighed.

Det varede […] (1891:449-450)

Omarbejdelse

***

[…] umyndige Aander bleve da romantisk stikkende i Religion og Fædrelandskjærlighed. Man feiler, naar man troer, det var Frihedsbegeistring, der bragte Sand til at myrde Kotzebue, det var Moralitet og Patriotisme, der gav den unge bornerte Student Mordvaabnet i Hænde imod den letfærdige Hofraad, der virkede i det russiske Diplomatis Tjeneste mod Burschenschafternes Idealer. Der var Jesuiter blandt Sands nærmeste Venner. Man faaer et klart Begreb om, hvad man dengang forstod ved Frihed, naar man veed, at Mænd som Arndt og Görres dengang gjaldt for Frihedshelte: Arndt, som senere med Forbitrelse angreb, hvad han kaldte Industrialismen […] (1873:295)

>

[…] umyndige Aander bleve stikkende i Romantiken. Det er ikke uden Betydning at Mænd, der som Arndt og Görres dengang gjaldt for Frihedshelte, snart udtalte sig i ganske frihedsfjendsk Retning: Arndt angreb med Forbitrelse hvad man kaldte Industrialismen […] (1891:451)

Omarbejdelse

Om Friedrich de la Motte Fouqués Der Held des Nordens, 1808-1810

[…] tredie Del Aslaug. Det er, som De seer, en dramatiseret Fremstilling af »Vølsungasaga«. Heine siger herom: »Sigurd Fofnersbane« er […] (1873:307)

>

[…] tredje Del Aslaug. »Nordens Helt« er tilegnet Fichte og øjensynligt udsprunget af den Følelse for tysk Folkepræg og oprindeligt germanisk Liv, som han havde pustet Ild i. Det er en Trehed af lyrisk rhetoriske Læsedramer i Jamber, og hvor Sproget bliver højtideligere eller lidenskabeligere, er Værket skrevet i korte Vers, der ved Rytme og Bogstavrim skulle minde om gammelnordiske Versemaal. Indtrykket er omtrent det, vi modtage ved Læsningen af en af Richard Wagners Operatexter, der behandle den gammelnordiske Sagnverden.

Versene have en god, undertiden noget søgt Klang, Følelserne ere ædle og ridderlige, Storheden overmenneskelig og dog barnligt-sødlig. Belysningen bengalsk. Heltens legemlige Styrke og Hærdethed overgaar ethvert Begreb; han spalter en Ambolt med ét Hug; han stiger udenfra op til det højeste Stokværk af et Taarn, og springer, da han har kigget ind gjennem den øverste Glug og sét, hvad han vilde, roligt ned igjen uden at komme til Skade. Aandeligt er han mindre fremragende.

Heine siger om denne dramatiserede Bearbejdelse af Völsungesaga: »Sigurd Fofnersbane« er […] (1891:462-463)

Tilføjelse

Om Friedrich de la Motte Fouqués Der Held des Nordens, 1808-1810

[…] Figurer og Helte.

De er alle tilhobe Wehmüllers Nationalansigter fra Brentano's Novelle, de 39 veltrufne ungarske Nationalansigter, der var malte forud, før Kunstneren kom til Ungarn, og hvorimellem Enhver kunde vælge sig sit Portræt. Medens hos Arnim og Brentano Alt er sært og ejendommeligt. Situationer saavelsom Personligheder, er Alting her almindeliggjort, almenmenneskeligt eller grundtysk. En Konge er stedse en Helte- eller Theaterkonge; en Dronning er enten stolt med brunt Haar eller mild med blonde Lokker o. s. v. Det Almene staar fast; først bagefter tilføjes i »Nationalansigterne» de individuelle Træk.

Kun vexle Nationalansigterne efter de forskjellige Lande. I Danmark bliver […] (1873:307 / 1891:464)

Omarbejdelse

[…] det romantiske Dramas christelig-mystiske Charakter.

Den tydske Romantik har efter Tieck frembragt to betydelige Dramatikere, Zacharias Werner […] (1873:311)

>

det romantiske Dramas kristeligt-mystiske Karakter.

Som Dramatikere komme Arnim og Brentano næsten ikke i Betragtning. Den sidste fremtræder i sit gale Lystspil »Ponce de Leon«, hvis Dialog bevæger sig i trættende Ordspilsvittigheder, som en Elev af Shakespeare, der kun har tilegnet sig det Skruede i Mesterens Ungdomsstil; i hans store romantiske Drama »Prags Grundlæggelse« erstatte Trolddomskunster og Mirakler, Syner og Spaadomme, magisk virkende Ringe og Forbandelser virkelige Karakterer og virkelig Handling. Forunderlige Anelser og aldrig fejlende Fjernsynethed bestemmer Begivenhedernes Gang.

Der ligger i den Maade, paa hvilken den slaviske Oldtid her er romantisk dramatiseret af Brentano, en Art Analogi med Behandlingsmaaden af lignende Stoifer hos den polske Romantiker Slowacki (i »Lilla Weneda« f. Fx.). Brentano har som Slowacki forstaaet ud fra enkelte raa Gudesagn og Overleveringer at konstruere et Billede af det slaviske Hedenskab, som er udkastet med en vis Intuition. De romantiske Digtere havde jo i alle Lande skarpere Sans for religiøs Mystik end for dramatisk Sandhed og Virkning. Det hedder sig endogsaa at dette Skuespil af Brentano har paavirket Brødrene Grimm's samtidige mythologiske Studier.

Arnims store »Sørgespil i to Lystspil«, som han selv betegner det, med Titlen »Halle og Jerusalem«, i hvilket Sagnet om den evige Jøde og Historien om Cardenio og CGelinde er sammenvævede, hører til det Utaaleligste, den tyske Romantik har frembragt: et Læsedrama paa 400 Sider i stort Oktav, der begynder som en vild Studenterkomedie i Halle og fortsættes som en Pilegrimsmysterie i Jerusalem. Det drejer sig om den middelalderlige Grundtanke, at den hellige Grav er Verdens Midtpunkt og ender med Aabenbaringen af tre lysende Kors over Hovedpersonernes Grave.

Der forekommer her en Scene, i hvilken Celinde om Natten vil skjære Hjertet ud af Brystet paa sin døde Elsker for ved Hjælp af de Trolddomskunster, hun dermed kan udføre, at vinde sin levende Elskedes Hjerte; den Døde stiger med blødende Hjerte op af Kisten og beklager sig over den Medfart, han lider, i Vers som disse:

Geliebte, du durchbohrst mein Herz,
Das ist bittrer als der Hölle Schmerz.

Strax derefter afslører Kirketjeneren sig som den skinbarlige Djævel og bortfører Celindes onde Moder som sin Brud.

I en anden Scene skal Celinde i en Klippehule føde et Barn. Dette gaar paa Tbeatret saaledes til: Der kommer en Stork, som bærer et Barn i Næbbet og styrer sin Flugt ind i Hulen, efter den kommer en hel Sky af Storke, som trække mod Syd og synge:

Hast du schwer am Kind getragen,
Musst sie mit den Flügeln schlagen,
Hast du müssen lange reisen,
Musst sie mit dem Schnabel beissen osv.

Barnet er dødfødt og den stakkels Moder fortvivler. Denne Kjendsgjerning bliver os paany meddelt af en Stork:

In meiner Wut
In der Reiseglut
Hab ich das Kind erdrückt osv.

Og nu følge strax herpaa pathetiske Scener, og det af saa modbydeligt græsselig Art som den, der til Overskrift har »Fristelserne i Ørkenen«, i hvilken Ahasverus kjæmper med den Fristelse, af Sult at æde en lille levende Dreng op, der sammen med ham er bleven reddet fra et Skibbrud. Den evige Jøde siger: »Hvilken skrækkelig Lyst jeg dog har til dette Kjød, jeg føler det allerede paa Tungen, mærker, hvor saftigt det møder min Gane …« Han vil rask gribe til; i det Øjeblik raaber Drengen: Fader! Fader! og hurtigt sætter den Gamle sig til sin Bog.

Helt imod Slutningen bliver der midt under den Gudstjeneste, som Ridderne af den hellige Grav afholde, rettet et Udfald mod de Romantikere, som ikke mene det alvorligt med deres Religiøsitet. En Rejsende siger: »Jeg vil befri den hellige Grav fra Tyrkernes Magt.« Herpaa svarer en af Digterens Yndlingsfigurer: »Gjør det først, sig det saa!« og derefter følger denne utroligt udramatiske Parenthes: (Den Rejsende vender sig beskjæmmet bort og drager ud i den vide Verden og taler om Kristendom med Tusinder af Ord, men hans Ord have ikke det evige Livs Kraft, fordi hans Kjærlighed er uden Gjerning; fra ham stamme alle de nye poetiske Kristne, jeg taler om dem, der kun er Kristne i deres Digte).« Naar endogsaa Digterens »Jeg« dukker parenthetisk op midt i Dramet, saa er den dramatiske Form egentlig ikke at betragte som existerende. Saa vidt er selv Tieck og Hoffmann aldrig gaaede.

Den tyske Romantik har kun frembragt to virkelige Dramatikere, Zacharias Werner […] (1891:384-388)

Omarbejdelse

Om Heinrich Kleist

[…] romantisk-poetiske Vanvid. Hvad vi her især maae agte paa er den Maade […] (1873:312)

>

romantisk-poetiske Vanvid.

Tredive Skridt fra Wannsee ved Berlin, halvtredsindstyve Skridt fra Kroen ligger en Gravsten med Indskrift: Heinrich von Kleist.

Der skjød den 20. November 1811 Tysklands dalevende største Digter af den yngre Slægt, 34 Aar gammel, først en Veninde saa sig selv med to sikre Pistolskud. Man har tidligere troet, at et roligt Venskab forenede de to. I Aaret 1873 kom imidlertid de mellem dem vexlede Breve for Dagen, hvis usunde Lidenskabelighed tyder paa, at de nærede en fra begge Sider lige overophidset Følelse for hinanden og at begges Forstand var angreben. Kleist tiltaler Veninden, Fru Henriette Vogel, med Udtryk som »min Jette, mit Alt, mine Slotte, Agre, Enge og Vinbjerge, mit Livs Sol, mit Bryllup, mine Børns Daab, mit Sørgespil, mit Ry, min Skytsengel, min Kerub og Seraf!«, medens hun svarer: »Mit Værn og Værge, mit Sværd, mit Spyd, mit Panser, mit Skjold« og deslige.

Saavidt var det tilsidst efter mangfoldige og mangeaarige Ulykker kommet med denne udkaarne Aand.

Heinrich v. Kleist var af adelig Slægt, udgaaet fra en gammel preussisk Officersfamilie, der i det attende Aarhundrede havde frembragt en Digter, og han havde allerede som ung Fændrik gjort et Felttog med, da den militære Stand blev ham forhadt, og den uklare Følelse af hans overordentlige Evner drev ham til at forsøge sig som Videnskabsdyrker. Han begyndte 1799 at studere ved Universitetet i hans Fødeby Frankfurt an der Oder. Her fordybede han sig i Filosofi, Mathematik, gamle Sprog, og levede tiltrods for sin Ungdom et Liv i grublende Alvor, ganske indadvendt i stum Lidenskabelighed. Paa kejtet, næsten pedantisk Maade stræbte han at opdrage sin Søster og uddanne sin Forlovede til at forstaa ham. I det følgende Aar forlod han Frankfurt for i Berlin at studere videre. Allerede tidligt udviklede der sig hos ham en skjæbnesvanger Drift til i alle Anliggender at sætte Alt paa ét Kort; hans Biograf Wilbrandt har træffende sammenlignet hans Karakter med Werthers: som Werthers havde han Sjælens mørke Utilfredsstillethed, det tunge Blod, den bitre Indesluttethed, en ligesom med Hænder gribende og befølende Indbildningskraft, Forstandens indædte Grublen, den stadige Dvælen ved alt Kvalfuldt, Følelsens brusende Overstrømmen.

Da Troen paa hans Digterkald vaagnede hos ham, vovede han i lang Tid ikke at røbe sig for sine Nærmeste; han fjernede sig, isolerede sig for at vinde Klarhed over sine Evner. Da for første Gang Planen til en Digtning spirede i ham, forekom det ham, som smilede »noget som jordisk Lykke« ham imøde for Fremtiden. Dristig og voldsom som han var, haabede han strax ved første Forsøg at kunne frembringe et Mesterværk. Forsøget mislykkedes for den umodne Begynder. Da han et Aar senere fattede Planen til det Sørgespil, der skulde sysselsætte ham hele hans Ungdom igjennem, nemlig »Robert Guiscard« var det i den ganske bestemte Hensigt, at overbyde Goethes og Schillers klassiske Poesi »ved et nyt Kunstprincip«; han vilde sammensmelte Æschylos og Shakespeare, Antikens og Renæssancens Fortrin i sin Kunst, forene Dyrkelsen af det Skjønne med Trofasthed mod Naturen, udadlelig Form med tragiske Sammenstøds yderste Rædsler.

Han havde endnu ikke Kraft til at frembringe noget Helt og maatte lægge Værket tilside. I den slappe Stemning, som det mislykkede Forsøg fremkaldte, vendte han sig til Videnskaben. Han vilde kun Et, finde Sandheden, og det Sandheden ganske i Almindelighed. Med Autodidaktens naive Tillid kastede han sig over Filosofien i det Haab, i den at finde den hele og fulde Sandhed, efter hvilken han kunde rette sig i Liv og Død.

Det var Kants Filosofi, som han gav sig til at studere, og det Indtryk, den gjorde paa ham, var ubetinget nedslaaende. Han havde ventet, i Filosofien at finde en Religion, og Erkjendelseslæren beviste ham, at vi overhovedet ikke kunne naa Sandheden, aldrig erfare hvad Tingen er i sig selv, men kun formaa at sé Gjenstandene saaledes, som vore Organer vise os dem, det vil sige, at den som har grønne Briller, sér dem grønne og den som har røde, sér lutter Rødt. Det var ham, som om hans eneste og højeste Maal var sunket sammen, da han indsaa, at Sandhedens Erkjendelse, som han havde forestilt sig den, ikke var mulig.

I denne sjælelige Opløsningstilstand fattede han som andre Romantikere Tanken om at klamre sig til et System af Dogmer, enten til den protestantiske Rettroenhed eller til den katholske Religion som den myndigst, bydende og ældste. Fra Dresden af skriver han: »Intet var saa egnet til at føre mig bort fra Videnskabens sørgelige Omraade som de Kunstværker, der er ophobede i denne By … Dog ingensteds følte jeg mit Hjerte saaledes rørt som i den katholske Kirke, hvor den mest ophøjede Musik forener sig med de andre Kunster om med Magt at gribe Hjertet. Vor Gudstjeneste er slet ikke nogen. Den taler kun til den kolde Forstand; men til alle Sanser taler den katholske Fest … Ak kun en Draabe Glemsel, og med Vellyst var jeg bleven Katholik.«

Han overvinder vel disse Griller, men at tvinge sig til Arbejd er ham umuligt, efter at han er kommen til Kundskab om, at Sandhed ikke er at finde her paa Jorden. For at gjøre Ende paa denne pinlige Tilstand af Formaalsløshed, griber han til en iøvrigt ganske planløs Rejse til Paris. Brevene fra Paris vise, hvor frugtesløst dette hans Forsøg paa at vinde Klarhed over sit Livskald var. Han bryder med sin Forlovede, fordi hun ikke blindt vil følge ham, da han af hende fordrer, at hun skal rejse til Schweiz med ham og leve ved hans Side som Bondekone. Til sin Fødeby vil han af Stolthed ikke vende tilbage, før han har fuldført Noget, der svarer til hans ærgjerrige Forsæt.

Han drager til Weimar, stadigt opfyldt af den Opgave at udføre sit Drama »Robert Guiscard«. Han omgaaes med Wieland og kommer til at bo i hans Hus; den Gamles Godhed, Datterens stille Ømhed for ham fængsler ham der. Han bliver imidlertid ved at være indesluttet og adspredt. Endelig tilstaar han den elskværdigt deltagende gamle Mester paa dennes Spørgsmaal, at han arbejder paa et Sørgespil, men har et saa højt Ideal for Øje, at det endnu bestandig har været ham umuligt at bringe sin Digtning paa Papiret.

Da det en Eftermiddag i en heldig Stund lykkedes Wieland at faa sin Gjæst til at fremsige nogle Brudstykker af Hovedscenerne efter Hukommelsen, kom Tilhøreren i Fyr og Flamme af Beundring. Wieland fik det Indtryk, at dersom Æschylos's, Sofokles's og Shakespeare's Aander forenede sig om at skabe en Tragedie, saa maatte det blive saadan noget som »Robert Guiscard«, ifald ellers det Hele svarede til hvad han havde hørt.

Den unge Digters Glæde var stor, men varede ikke længe. Snart drev Forholdene ham atter bort, først til Leipzig, saa til Dresden. Her høre vi ham for første Gang gjøre en ung Pige (der var bedrøvet over hendes Forlovedes formentlige Ligegyldighed) det Forslag, som han hyppigt havde paa Læberne overfor senere Venner og Veninder, nemlig, at han skulde tage en Pistol og skyde dem begge ihjel. Allerede kort Tid derefter rettede han et lignende Forslag til sin trofaste, senere berømte Ven von Pfuel. Pfuel kom til den Overbevisning, at for Kleist og hans Tragedie vilde Intet være bedre end nye Rejser. Kleist greb med Iver denne Tanke. Kort før sin Afrejse fra Dresden til Schweiz fik han et Brev fra Wieland, der indgød ham ny Tillid og lang Tid igjennem vedblev at være hans bedste Trøst. Wieland kunde ikke tro, skrev han, at nogen ydre Hindring skulde kunne gjøre Kleist Fuldendelsen af hans Mesterværk umulig: »Intet er umuligt for den hellige Muse, der begejstrer Dem. De maa fuldføre Deres Guiscard, laa end det hele Kaukasus trykkende over Dem.«

Paa Kleist's Rejse til Schweiz og Norditalien, der optog Sommeren og Efteraaret 1803, blev der ikke skrevet noget, og i den fortvivlede Følelse af sine Evners Utilstrækkelighed, i den Tro, kun at have »et halvt Talent«. opgav han en Tidlang al digterisk Stræben. Han rejste over Lyon til Paris, stedse plaget af Tanker paa Døden. I Paris brændte han sin »Guiscard« og alle sine Papirer; han besluttede at gaa i Krigstjeneste hos de forhadte Franskmænd og deltage i den store Expedition, som dengang forberedtes fra Boulogne af, i den sikre Forventning, at Foretagendet vilde strande og han som den hele Hær finde sin Grav i England. Han vilde melde sig som simpel Soldat, men blev afvist. Ved et tilfældigt Sammentræf med en Bekjendt, der tog ham under sin Beskyttelse, blev han sat i Stand til at vende tilbage til Tyskland, hvor han efter mange Gjenvordigheder og Skuffelser fik et lille Embede i Königsberg.

Kleist havde villet kappes med Goethe. »Jeg vil rive ham Kransen af Panden« havde tidligt været Omkvædet i hans Bekjendelser som i hans Drømmerier - det lyder som et Udsagn af en Gal. Og dog, naar man retter Blikket paa det Brudstykke af det aldrig helt udførte Drama »Guiscard«, der er blevet frelst i en Afskrift, saa forbauses man. Vel kunde denne Digtning, saa lidt som nogen anden, rane en Genius, hvis Aand svæver over to Aarhundreder, dens Hæderskrans; men ikke des mindre staar dette Fragment i Højde med meget af det Skjønneste, som Goethe har frembragt.

Kleist har i sin Fantasi dannet sig Billedet af en stor Mand, en stor Fører, og han meddeler os strax Indtrykket af hans Storhed ved at vise os, hvor meget der afhænger af ham, af hans Liv, og hvorledes Tusinder og atter Tusinder se op til ham som til deres Hersker og eneste Redningsmand.

Den store Eventyrer, Robert Guiscard, Søn af Tancred af Hauteville, ligger med sin Hær for Konstantinopel, som han har lovet sig selv at indtage og beholde. Men Skjæbnen staar ham imod; Pest er brudt ud i hans Lejr og gaar sin Rædselsgang gjennem hans Hær. Kleist selv havde jo mødt en saadan tilintetgjørende Skjæbne paa den Sejersbane, som hans Indbildningskraft havde udmalt ham, og storladent er det Billede af en Helt, der kjæmper mod en overmægtig Skjæbne, som han saa længe havde baaret i sin Sjæl. Guiscard har selv Pesten i sig; den raser i hans Indvolde; dens Gift fortærer hans Knogler. Han, som altid før var sejerrig, han, Syditaliens Erobrer, Roms Overvinder, Sejerherren over Venedig og Grækenland, ser nu sin Undergang for Øje, føler den i sig. En Sværm af Normanner bølger om hans Telt for at anraabe ham om at føre Hæren bort fra denne forfærdelige Lejrplads, hvor alle føle Pestens Giftpust i deres Ansigt. Rygtet om, at han er syg, har allerede begyndt at brede sig. Men Ingen tør faa Sandheden at vide endnu, og Guiscard er for stolt til at lade Nogen ane, hvad han lider.

Saa aabner hans Telt sig, og han, i hvis Bryst der luer som et Krater, hvis Strube tørster uden nogensinde at kunne slukke sin Tørst, og hvis Haand er saa svag, at han den hele Nat ikke har formaaet blot at bevæge den, han træder høj og værdig ud gjennem Teltaabningen og viser sig for den forsamlede Mængde, staar der saa stærk, saa munter i sin Overlegenhed, at selv de, som troede at vide det Værste, ikke mere vide, hvad de skulle tro.

Og det er ikke blot stort, det er dybt, dette Kleist's Ideal. Denne Guiscard, der staar oprejst, medens Sygen nager i hans Knogler, det er jo Kleist selv, hans hele ulykkelige Liv igjennem, indtil han jager sig Pistolkuglen ind i Hjernen; han selv er denne store Genius, hvis Planer mislykkes paa Grund af Pesten udenfor ham og i ham.

Kleist opgav snart sin Embedsvirksomhed og vendte tilbage til Poesien. Særlig interessant er nu den Maade […] (1891:388-397)

Omarbejdelse

Om Heinrich von Kleist

[…] Kvinder kun er Phraser. At see ham og elske ham […] (1873:315)

>

[… ] Kvinder kun er Talemaader. Han selv havde jo villet elskes paa denne Maade af sin Wilhelmine. Han havde senere rettet et saa overspændt Forlangende til en ung Pige, hvem han havde lært at kjende hos Körners i Dresden og som havde faaet ham kjær, at Forholdet mellem dem af den Grund var bleven opløst. Nu tyede han med sit Ideal over i Poesien.

At sé ham og elske ham […] (1891:400)

Omarbejdelse

Om Heinrich von Kleists Penthesilea, 1808

[…] undsluppen Tigerinde. Hendes Elskov ytrer sig […] (1873:319)

>

[… ] undsluppen Tigerinde.

Tydeligt nok har Kleist meddelt Amazonedronningen sin personlige Følemaade. Hun vil ikke eje andet end Achilles, som han ikke havde villet eller ikke vilde opnaa andet end Hæderskransen. Som hun i vild Hast vil erobre sig den Elskede, saaledes havde han med ét Slag ved »Robert Guiscard« villet naa Maalet. Som Kleist kan hun kun leve, naar hun tilkjæmper sig Alt, hvad hun attraar. »Rasende maatte jeg kaldes,« siger hun ganske som hendes Digter havde kunnet sige det, »om jeg ikke prøvede mine Kræfter, saa langt Mulighedens Omraade naaer.«

Hun hader Acliilles saa stærkt som man kan tænke sig, at Kleist i mørke Timer har forbandet den Skjæbne, der formente ham at vinde det højeste Ry. Hun tilintetgjør Achilles tilsidst ved sit Had, som Kleist i et Anfald af Fortvivlelse havde tilintetgjort sit elskede Arbejde, sin »Guiscard«. Men hun elsker ham viljeløst, med glødende Inderlighed.*) [*) Smlgn. Otto Brahm: Heinrich von Kleist.] Da Achilles har saaret hende i Kampen, klager hun (i Dramets tidligste Form) i Udtryk, som hentyde til Digteren selv:

Mir diesen Busen zu zerschmettern, Prothoe!
Die Brust, so woll Gesang, Asteria!
Ein Lied, jedweder Saitengriff auf ihn!

Da hun endelig er paa Nippet til at opgive Alt, siger hun, næsten som Kleist i mange af Brevene til hans Søster:

Das Aeusserste, das Menschenkrafte leisten
Hab ich gethan, Unmögliches versucht,
Mein Alles hab' ich an den Wurf gesetzt;
Der Würfel, der entscheidet, liegt, er liegt;
Begreifen muss ich's - - und dass ich verlor.

Saaledes forstaas det ogsaa, at Pfuel, den tro Ven, fandt Kleist grædende, da han lige havde nedskrevet Penthesilea's Død, og saaledes forklares ogsaa hans Ord angaaende Stykket til en Veninde: »Det er sandt, mit inderste Væsen er deri; det har De opfattet som en Seerske: min Sjæls hele Kval og al dens Glans paa én Gang.«

Dog dette personlige Træk udelukker ikke Indholdets alment romantiske Mystik. Penthesileas Elskov ytrer sig […] (1891:404-406)

Udeladelse

Om Heinrich von Kleist og Adam Müller

[…] Adam Müller hørte. Det var i Forening med Müller, at Kleist to Gange udgav et Tidsskrift, og han glædede sig ved dennes særlige Protection, som vi f. Ex. see det af Brevvexlingen mellem Gentz og Adam Müller, hvor der er saamegen Tale om Kleist. Ingen Lovprisning er her Müller for høi. Man kan undres […] (1873:322 / 1891:409)

Omarbejdelse

Om Heinrich von Kleist

[…] Overskyggelse af den hellige Aand.«

De seer saaledes, at det ikke er en Grille af mig, naar jeg mener at kunne see det Natlige i Naturen og det Natligt-mysteriøse i Religionen gjennembryde Charakteren og Kunstformen hos denne Romantikens første Dramatiker.*) [*) Hvor dybt denne Tendents til det Mystisk-sensuelle gaaer, kan her som overalt sees af den Hyppighed, hvormed det aabenbarer sig hos de forskjelligste Forfattere. I Achim v. Arnims ypperste Arbeide: »Armuth, Reichthum, Schuld und Busse der Gräfin Dolores« (1810) foregaaer Grevindens Forførelse paa følgende Maade: Marchesen anstiller sig, som om han i en Vision seer Guds Moder. »Han sagde, at han saa Guds Moder, der trykkede Dolores til ham og holdt en Krands af Roser over hende med de Ord: Følg mig efter! – Dolores trykkede sig forskrækket ind til ham og mente, hun blev trykket op imod ham; hun følte hans Aande og mente, det var den guddommelige Aande, og raabte: Jeg føler hende, jeg føler hendes Aande; den er hed som Orienten og som en Moders Kjærlighed. – Ved disse Ord raabte han: »Og jeg er hendes Søn« og styrtede krampagtigt hen over Grevinden. Allerede ofte havde han talt til hende om en vidunderlig Fornyelse af den hellige Mythe.« – Vi have den moderne Bevidstheds Dom over denne Mystik i Paul Heyses mesterlige Roman »Kinder der Welt« (Lorinser).]

Kleist blev født 1776 i Frankfurt a. d. Oder. Hans Fader var Officier. Nitten Aar gammel blev han Fændrik i Garden ved Potsdam og gjorde Rhinfelttoget med. Senere tog han, da den militære Stand mishagede ham, Afsked og drev med overordentlig Energi de forskjelligste videnskabelige Studier, især Mathematik og Philosophi. Man seer ham helt fortabe sig i Studiet af Kant, og fornemmer gjennem hans Breve den dybe Fortvivlelse, han følte over det trøstesløse Resultat, hvortil den kantiske Philosophi syntes ham at føre: »at den, der har grønne Briller, seer Tingene grønt, og den, der har røde, seer dem rødt.« En stadig uafbrudt Melancholi ledsager ham under alle disse Studier. Der er Øieblikke, hvor han er ifærd med at opgive ethvert Haab om at naae Sandheden ad videnskabelig Vei. I Dresden skriver han: »Intet var saa skikket til at føre mig bort fra Videnskabens sørgelige Felt, som de i denne Stad ophobede Kunstværker […] men intetsteds fandt jeg mig rørt i mit Inderste, uden i den katholske Kirke, hvor den mest ophøiede Musik forener sig med de øvrige Kunster om voldsomt at bevæge Hjertet. Vor Gudstjeneste er Intet. Den taler kun til den kolde Forstand; men til alle Sandser taler den katholske Fest. Midtfor Alteret paa dets nederste Trin knælede en simpel Mand, bedende med Inderlighed; ham pinte ingen Tvivl, han troede. Jeg havde en ubeskrivelig Længsel efter at lægge mig ned ved Siden af ham og græde. Ak, kun en Draabe Glemsel, og jeg var med Vellyst bleven katholsk.«

Kleists Væsen var høist besynderligt og virkede trods hans Elskværdighed frastødende paa de Fleste. Han havde den Vane at sidde grublende i Andres Nærværelse, var som hans Prinds af Homburg forfalden til den høieste Grad af Distraction, standsede undertiden ved et enkelt Ord midt i en Samtale, stirrede hen for sig og syntes at underholde sig med sig selv. Goethe siger om ham: »Hos mig opvakte Kleist, trods det reneste Forsæt om oprigtig Deltagelse, kun Gysen og Afsky som et af Naturen skjønt anlagt Legeme, der var angrebet af en ulægelig Sygdom«. Da Lystspillet »Der zerbrochene Krug« paa Grund af den vilkaarlige Actinddeling, Goethe underkastede det, faldt igjennem paa Weimartheatret, skrev Kleist sine til Privatlivet sigtende Epigrammer mod Goethe (om det »frühreife« Barn, der allerede har et Bryllupsdigt færdigt paa Forældrenes Bryllupsdag) og sendte endog Digteren en Udfordring. I alle hans Digtninge gjenfindes det sygelige Træk. Endog i »Kohlhaas«, der er saa berømt for sin Bestemthed, ender Alt i Drømmelivet. Tilsidst optræder en vidunderlig Zigeunerske, der er Kohlhaas's afdøde Hustru, den syge, halvt afsindige Kurfyrste og andre spøgelseagtige Skikkelser, der staae i den skarpeste Modsætning til det friske Dagslys i Fortællingens Begyndelse. »Den hellige Cecilie« fører os ind i Galehusets Mysterier, og Afsindigheden har her faaet en Dosis Katholicisme i Tilgift. Temmelig tidligt forfaldt Kleist til Brugen af Opium. Et dybt og opmandende Indtryk gjorde Fædrelandets Ulykker under de napoleontiske Krige paa ham. Alt, hvad der gjøres, især alt det romantiske Røre forekommer ham mat og elendigt. Fichtes »Taler til den tydske Nation« ere ham en Væmmelse. Han haaner Fichte som en Pedant uden Handlekraft. Dyb Foragt nærer han for Medlemmerne af »Tugendbund« og deres frygtsomme Daadløshed. Han skriver sit Drama »Hermannslaget«, for at opfordre sine Landsmænd til at behandle Napoleon, som Hermann behandlede Varus. Mod den handlesvage Ungdom ere disse Ord i »Hermannslaget« rettede: »De skrive for at befrie Tydskland med Ciffre, sende med Livsfare hinanden Sendebud, som Romerne hænge, forsamle sig i Tusmørke, spise, drikke og sove, naar Natten kommer, hos deres Koner.« »Det Haab: Augustus døer imorgen, lokker dem bedækkede med Skam og Skjændsel fra en Uge til en anden.« Han vil have en Krig, som Spanierne førte den, med Mord og Edsbrud, med brændende Landsbyer og forgiftede Brønde. Alt imellem komme saa Selvmordstanker frem. Engang havde han nær dræbt sig med Opium. – I 1811 indtraf Katastrophen. Gjennem Adam Müller var han bleven […] (1873:328-332)

>

[…] Overskyggelse af den hellige Aand.«

Allerede 1806 havde Kleist opgivet sit Embede og forladt Königsberg. Han var, da Krigen brød ud mellem Frankrig og Preussen, en Tidlang ved en Misforstaaelse kommen i fransk Fangenskab og var saa 1808 flyttet til Dresden, hvor han kom i Forbindelse med Adam Müller. Som tidligere Fr. Schlegel, havde Müller nu den Ærgjerrighed som den romantiske Læres Apostel og Profet at styre Aanderne; han viste Kleist en glødende Beundring, og opnaaede desværre en ikke ringe Indflydelse paa ham. Müller var en Rhetor, der havde skaffet sig et Indblik i alle Videnskaber og som netop stod i Begreb med at forkynde en ny Filosofi, der skulde overvinde alle tidligere Ensidigbeder. Hans Lære var Læren om »Modsætningerne«, om den evigt flydende, evigt sig fornyende og ophævende »Modsætning«, Punkt og Antipunkt: det attende Aarhundredes Aand og Romantikens var kun Forklædninger af den ene og samme Sandhed, og denne var han i Aaret 1805 formentlig for bestandig bleven Indehaver af, da han var gaaet over til den katholske Kirke.

Efterat Adam Müller var bleven Katholik, gik hans Aandsliv i Begyndelsen ganske op i Mystik. Han studerede Skyernes »hemmelighedsrige Liv«, betragtede sin sygelige Skræk for Uvejr som en Naadegave fra Himlen, og indbildte sig, mathematisk at kunne udregne Geniernes aandelige Udvikling. Saa nærmede han sig til Gentz og slog ind paa en praktisk-politisk Retning, først som preussisk Fremskridtspatriot, senere som Reaktionær i Metternichs Tjeneste.

1808 grundede Müller og Kleist i Dresden Tidsskriftet »Phöbus«, i hvilket en Række af Kleists bedste Arbejder først blev offentliggjorte.

Det er meget betegnende, at hvad der tiltalte Müller i »Amphitryon«, det var netop hint Element af hedensk-kristelig Mystik, som f. Ex. aabenbarer sig i den følgende, ordlydende efter Forkyndelsen af Jesu Fødsel tilpassede Replik:

Dir wird ein Sohn geboren, dess Name Hercules.

Ind i det Personlige i Digterværket trængte han ikke. Det Centrale i Stykket er Alkmenes Karakter, Midtpunktet i hendes Væsen er atter den Kraft, hvormed hun værger sig mod at lade sin Fred forstyrre, sin Følelse forvirre, og Midtpunktet i hendes Skjæbne er den Kval, hun lider, da hendes inderste Følelse bliver usikker og vaklende ved hendes Ægtefælles Fremtræden i dobbelt Skikkelse.

Goethe, som uden at forstaa Kjærnen i Kleists Væsen, paa sin geniale Maade begreb meget af hans indre Liv, har sagt det dybe Ord om ham, at han gik ud paa »Forvirring af Følelsen.« Kleist var, i en Grad som faa Mennesker, anlagt paa Følelsens Sikkerhed; Forvirring af Følelsen var for ham den egentligt tragiske Skjæbne, og dog blev hans hele og stærke Følelse atter og atter usikker paany:

I Kraft af en Familie-Vedtægt var Kleist bleven preussisk Officer; men Familietraditionen og hans personlige Tilbøjelighed stode i Strid med hinanden; han udholdt ikke det disciplinerede Liv og gik ud af Hæren. Han havde været forelsket og havde bundet sig; hans Følelse for Wilhelmine var stærk, men hans Selvopholdelsesdrift som Kunstner var endnu stærkere, og saaledes kom hans Følelse i Forvirring og han opløste Forholdet. Han havde følt sig som Digter, som Geni; alligevel var alle hans Tilløb endte med en Følelse af Mangel paa Evne, og i fuld Forvirring havde han da tænkt paa at gaa i fransk Krigstjeneste for saaledes at finde Døden. Deraf hans uafladelige Kredsen om Følelsen som Problem. I den mønsterværdige lille Novelle »Die Marquise von O.« er Problemet tydeligt. Marquisen véd, saa lidt som Alkmene, hvem det er, som i Mørket har favnet hende; ogsaa hendes Følelse er bleven forvirret; hendes Nærmeste miskjende hende, og da den russiske Officer, som hun holder for sin Redningsmand og der afslører sig som den Skyldige, vender angerfuld tilbage, sønderslide afvexlende vildt Had og forsonet Kjærlighed hendes skyldfri Sind. Paa lignende Maade bliver i Michael Kohlhaas's Sjæl den oprindeligt saa sikre Retsfølelse gjort usikker og tilsidst helt bragt i Forvirring ved den Uret, han lider.

Kleist selv lod sig af saaret Retsfølelse forlede til at krænke Goethe, ligesom han af saaret Stolthed brød med Venner og Bekjendte. Han sendte den af ham i lige Grad beundrede og misundte Goethe sin »Penthesilea« og oplevede den Skuffelse, at Dramet, som det var at vente, vakte Mesterens Uvilje. Goethe, der desværre kun var skarptseende overfor den frastødende Side af Kleists Væsen, siger om ham: »Hos mig opvakte Kleist tiltrods for min oprigtige Deltagelse og det af den udspringende Forsæt at dømme mildt, kun Gysen og Afsky, som et af Naturen skjønt anlagt Legeme, der er angrebet af en uhelbredelig Sygdom.« Da Lystspillet »Der zerbrochene Krug« paa Grund af den vilkaarlige Akt-Inddeling, Goethe havde underkastet det, faldt igjennem paa Weimartheatret, »forvirredes« ganske Følelsen hos den Skuffede, og han skrev Epigrammer om den store Mands Privatliv - deriblandt det stygge og lave om det »tidligt modne« Barn, der allerede havde Bryllupsdigtet færdigt til Forældrenes Bryllupsdag.

Derfra stammer det sygelige Træk i alle hans Digtninge. Selv i »Kohlhaas«, dette Mesterværk af Fortællerkunst, hvor fra først af enhver Skikkelse er tegnet med genial Bestemthed, ender Alt i Drømmeliv. Henimod Slutningen optræder en selsom Zigeunerske, der bliver betegnet som Kohlhaas's afdøde Hustrus omflakkende Aand; desuden en anden spøgelseagtig Skikkelse, den syge, tilsidst halvt vanvittige Kurfyrste af Sachsen - figurer, der staa i den skarpeste Modsætning til de friske, dagklare Skikkelser i Fortællingens Begyndelse. »Den hellige Cæcilie« er en katholsk Legende, hvis Tendens er rettet mod Billedstormeriet. Digteren svælger her med en vis Tilfredsstillelse i overtroiske Forestillinger og lader den hellige Jomtru straffe Fjenderne af den katholske Kirkes Billedpragt med pludseligt Vanvid.

Temmelig tidligt forfaldt Kleist til Nydelsen af Opium. Man mindes her derom.

I Aaret 1809 optræder Digteren som lidenskabelig politisk Agitator. Hans Stemme klinger nu en Tidlang rigt og fuldt. Han bebrejder sine Landsmænd, at de ikke have Tillid nok til Hjerternes hemmelighedsfulde Kraft. Han kalder Napoleon en Synder, hvem intet menneskeligt Sprog formaar at stemple tilstrækkeligt. Alt hvad der foretages mod Franskmændene, synes ham mat og elendigt. Fichte's »Taler til den tyske Nation« er ham en Væmmelse; han haaner Fichte som en Pedant uden Handlekraft. Dyb Foragt nærer han for Medlemmerne af »Tugendbund« med deres frygtsomme Daadløshed. Han skriver sit Sørgespil »Hermanns-Slaget« for at opfordre sine Landsmænd til at behandle Napoleon som Hermann behandlede Varus. Mod den handlesvage Ungdom er disse Ord af Dramaet rettede:

Die schreiben, Deutschland zu befreien,
Mit Chiffren, schicken mit Gefahr des Lebens
Einander Boten, die die Römer hängen
Versammeln sich um Zwielicht - essen, trinken,
Und schlafen, kommt die Nacht, bei ihren Frauen.
[…]
Die Hoffnung: morgen stirbt Augustus
Lockt sie, bedeckt mit Scbmach und Schande,
Von einer Woche in die andere.

Saa lidet har han gjort for at bevare Oldtidsfarven, at han lader Hermann tale om en »Vexel« og Varus sammenligne Cheruskerfyrsten med en »Dervisch«.

Han vilde have en Krig, som Spanierne førte den, med Mord og Edsbrud, med brændende Landsbyer og forgiftede Brønde.

Saa fandt Slaget ved Wagram Sted, og alle Kleist's Forhaabninger var tilintetgjorte. Han spurgte gysende sig selv, om der da ikke gaves nogen Retfærdighed paa Jorden.

Ingen Trøst i det offentlige Liv, ingen Udsigter i Privatlivet: Ingen Penge, intet Udkomme. Ingen Opmuntring, intet Bifald. Hans Nærmeste og Kjæreste skattede ham ikke. Han skriver kort før sin Død til en moderlig Veninde: »Saa vilde jeg dog hellere ti Gange lide Døden end endnu en Gang opleve, hvad jeg nylig følte i Frankfurt ved Middagsbordet mellem mine to Søstre. Den Tanke, at mine Fortjenester, de være nu større eller mindre, slet ikke anerkjendes af dem, saa jeg betragtes som et ganske unyttigt Medlem af det menneskelige Samfund, der ikke mere fortjener nogensomhelst Deltagelse, berøver mig ikke blot Fremtiden, men forgifter mig Fortiden.«

Han vidste tilsidst slet ingen anden Udvej til at tjene sit Brød end den, paany at blive Officer, hvad han saa nødigt vilde, og det vilde sige at vende tilbage til en Livsstilling, han tolv Aar tidligere havde opgivet. Han ejede imidlertid ikke engang de til en Officers Udrustning nødvendige Penge. En Ansøgning til Hardenberg om Hjælp forblev ubesvaret. Netop paa dette Tidspunkt var det saa, at Preussen saa sig tvunget til den Skam at indgaa Forbundet med Napoleon mod Rusland. Ingen større Forvirring af Fædrelandsvennens Følelse lod sig tænke, end den, som maatte følge deraf. Han, »Hermanns-Slagets« Digter, Napoleons Dødsfjende, tvunget til som preussisk Officer at kjæmpe for sit Fædrelands Ydmyger!

Under dette sidste Pligtsammenstød brast hans Hjerte. »Min Sjæl er saa træt,« skriver han, »at naar jeg blot stikker Næsen ud af Vinduet, smerter Dagslyset mig, som skinner paa den.«

Han var moden til Afgjørelsen. Gjennem Adam Muller var han bleven […] (1891:415-422)

Omarbejdelse

Om Heinrich von Kleist og Zacharias Werner

[…] November 1811. H. v. K.

Saaledes sønderbrødes den saa skjønt anlagte Digterpersonlighed omtrent som et af hans egne Kunstværker, ved mørke og uhyggelige Natureiendommeligheder, der sløve Villien og tilintetgjøre Aandens Spændkraft og Frihed.

I den anden navnkundige tydske Dramatiker, Zacharias Werner, var der langt mindre at sønderbryde […] (1873:334)

>

[…] November 1811. H. v. K.

Kleist var den stejleste Karakter i Datidens aandelige Verden i Tyskland, og han havde tilmed et overfuldt Hjerte. Han vilde bygge paa Følelsens Grund, efter at han havde opgivet at naa til Sandhedens Erkjendelse. Rent digterisk formaaede han at gjøre det, som han i »Kohlhaas« bygger paa Retsfølelsen, i »Käthchen von Heilbronn« paa den ubetingede Hengivenheds Følelse. Men i den virkelige Verden, hvori han ved sin Fødsel var sat, havde Ingen Brug for hel, stærk Følelse af den Art som hans. Han fandt da ikke denne Følelse hos Andre, og hvor han selv fulgte den, blev han overalt ladt i Stikken. Ak! Intet var helt paa denne Jord, ikke engang hans Kald!

Ingen elskede Helhed som han, og Ingen var ustadigere, sygeligere, mere splittet. Altid var han en Fortvivlende, evigt vaklede han mellem den højeste Stræben og Driften til Selvmord. Derfor se vi ham, den største af Romantikerne, modtagelig for næsten alle de Vildfarelser, som hans digteriske Samtidige er udsatte for. De fleste Karakterer i hans Værker blive, omtrent som hans egen skjønt og stort anlagte Personlighed, nedbrudte ved mørke og uhyggelige Naturejendommeligheder, der sløve Viljen og tilintetgjøre Aandens frie Spændkraft. Dog i Litteraturen vil Heinrich von Kleist blive staaende, ligesom Alle, der blive staaende i den, ved den Styrke og Lidenskab, med hvilken han har levet og skrevet.*) [*)Adolf Wilbrandt: Heinrich von Kleist 1863. Otto Brahm: Heinrich von Kleist 1884.]

I den romantiske Skoles anden navnkundige Dramatiker var der langt mindre at sønderbryde […] (1891:424-425)

Omarbejdelse

Om Zacharias Werner

[…] den romantiske Type. Han blev født af en sindssyg Moder, der indbildte sig, at hun var Jomfru Maria og Sønnen Verdens Frelser. Denne Frelser førte et i høi Grad forvorpent og usædeligt Liv, men gik af religiøse Aarsager ind i Frimurerordenen, ved hvis Hjælp han mente, at en ny, dybere Religiøsitet skulde udbrede sig over Verden. Han blev ansat som Embedsmand i Warschau, giftede sig tre Gange og lod sig tre Gange skille i Løbet af 6 Aar. En stor Indflydelse fik en Præst […] (1873:334-335)

>

[…] den romantiske Type.

Zacharias Werner blev født 1768 i Königsberg som Søn af en Universitetsprofessor, der tillige var Theatercensor. Saaledes fik han allerede som Barn Lejlighed til næsten dagligt at se Skuespil og til i sin tidligste Ungdom at lære Theatervæsenets hele Teknik at kjende. Efter en Udtalelse af Hoffmann at dømme, var hans Moder »højtbegavet med Aand og Fantasi.« Hun hengav sig til et overspændt, mystisk Sværmeri og vandt derved ingen ringe Indflydelse paa sin Søns ildfulde Indbildningskraft, men blev i sine modnere Aar greben af en Sindssygdom, under hvilken den Idé udviklede sig hos hende, at hun var Jomfru Maria og Sønnen Verdens Frelser.

Zacharias Werner førte som ung Student et saare letfærdigt Liv; hans Temperament var sangvinsk og hans Sanselighed stærk. I sit tyvende Aar udgav han et Bind lyriske Digte, der ligesom Friedrich Schlegels og andre Romantikeres første Frembringelser ikke er isprængt med nogensomhelst Mystik, men i det attende Aarhundredes Stil ivrer mod »Fromladenhed, hellig Dumhed, Hykleri og Jesuitisme.« Endnu forholdsvis ung anslog han dog selv den fromladne Tone. Skjøndt han vedblev med sine Udsvævelser, kan man ikke uden videre kalde ham en Hykler, thi han begik og angrede dem afvexlende. Hans Væsen var ustadigt, som han selv har betegnet det i sit sidste Digt »Unstäts Morgenpsalm«, og allerede i Prologen til »Söhne des Thals« kalder han sig en »Ustadig«, der stedse »vandrer, veklager, advarer.«

Af religiøse Grunde traadte Werner ind i Frimurerordenen; han havde den Tro, at ved dens Hjælp vilde en ny, dybere Religiøsitet udbrede sig over Verden. Af økonomiske Grunde tog han mod et Embede som Kammersekretær i den preussiske Statstjeneste og blev i denne Egenskab 1795 forflyttet til Warschau. Han havde netop rettet tre ildfulde Hymner til de i deres Frihedskamp saa ulykkelige Polakker - en Slagsang, et Opraab og en Sørgesang - da han som preussisk Stats-Embedsmand holdt sit Indtog i det erobrede Warschau, hvor han tilbragte ti behagelige Aar. Han giftede sig der tre Gange, de to første Gange saa overilet, at han snart efter Brylluppet lod sig skille; tredje Gang varede Ægteskabet med en i særlig Grad elskværdig Polakinde nogle Aar. Fra hende blev han skilt i 1805. Ved denne Skilsmisse erklærede han sig for den alene skyldige Part. »Jeg er vel,« skriver han i et Brev til Hitzig i den Anledning, »intet slet Menneske, men i mange Henseender en Svækling (Gud styrker mig dog til Gjengjæld i andre Henseender), ængstelig, lunefuld, gjerrig, urenlig; Du véd det jo.« Selvportrætet smigrer ikke.

Imidlertid havde først Schleiermachers Taler om Religionen, dernæst Jakob Böhme gjort et ikke overfladisk Indtryk paa ham. Kunst og Religion blev ham Et. »Hvorfor,« skriver han til Hitzig, »have vi dog ikke ét Navn for disse to enstydige Ord?« De betegne for ham fra først af hvad han snart kalder den levende Følelse for den store Natur, snart en ren Sjæls ligefremme, fordringsløse Udstrømmen i Naturens rene Hav. I Poesien føler han, efter sin egen Erklæring, »ganske som Tieck.« Om den kirkelige Katholicisme taler han i Warschau endnu med en vis Kulde; han tager den i Forsvar »ikke som Troessystem, men som en paany opgravet mythologisk Guldgrube.«

Paa én Dag, den 24. Februar 1804, berøvede Døden ham hans Moder og hans fortroligste, polske Ven Mnioch. Deraf Titlen paa den ti Aar senere digtede Skjæbnetragedie »Den 24. Februar.«*) [*) Se Hovedstrømninger I Emigrantlitteraturen. 2den Udg. S. 301.]

Efter at Werner havde henvendt sig til alle mulige Beskyttere og Velyndere med Ansøgninger om de ved deres Forbindelser vilde skaffe ham et Embede, hvorved der var saa lidt som muligt at gjøre og saa meget som muligt at tjene, lykkedes det ham endelig, igjennem en Minister, der i lige høj Grad interesserede sig for Religion og for Frimureri, at opnaa et mageligt og indbringende Embede i Berlin. Han gav sig først hen til alle Hovedstadens Fornøjelser og Nydelser, men følte efter Preussens Nederlag og Napoleons Indtog Drift til et omflakkende Liv. Han stod fri og alene, da alle hans Ægteskaber havde været barnløse, og han havde ved sin Moders Død arvet en Formue. Han gjorde Rejser i Tyskland og i Østerrig, det »gudsvelsignede« Land, som han kalder det, gjorde Fru de Staels Bekjendtskab, opholdt sig i længere Tid hos hende i Coppet, og opnaaede i Weimar af Fyrst-Primas Dalberg en aarlig Pension. En Professor Passow, der lærte ham at kjende her, skriver om ham til Voss: »Werner har mishaget mig forfærdeligt, fordi jeg ikke to Gange har fundet ham ens, hvad der foranledigedes af hans utaalelige Stræben efter overalt at behage. Det afhang altsaa af Enhver, om han vilde have ham frivol indtil den dybeste Gemenhed eller andægtig indtil den mest moderne Aandighed.« En stor Indflydelse fik en Præst […] (1891:424-429)

Omarbejdelse

Om Zacharias Werner

[…] Overgang til Katholicismen. Werner er Hovedrepræsentanten for den mystiske Poesi. Som saadan fik han 1805 en Sinecure i Berlin, hørte nogen Tid til Mme de Staëls Hof, hvor han blev meget beundret, begyndte efter sit Religionsskifte i Rom det afsindigste Liv, dagligt delt mellem de mest dyriske Udsvævelser og brændende Ekstase, mellem de gemeneste Sandsenydelser og Andagt og Bøn. Som Præst i Wien holdt han saa under uhyre Tilløb Prædikener i Abraham a Santa Claras Maneer, om hvilken Munken i »Wallenstein« kan give Dem en Idee, fulde af den høieste Svulst og de platteste Cynismer og Obscøniteter, af Forbandelser mod Kjætterne og Lovprisninger af den hellige Rosenkrands.*) [*) Jul. Schmidt II. 30.] Hans Liv er Nøglen […] (1873:335-336)

>

[…] Overgang til Katholicismen.

I November 1809 foretog Werner fra Coppet af en Rejse til Rom, hvor han opholdt sig i flere Aar. Her fulgte i Aaret 1810 hans Omvendelse. Han havde under sine Vandreaar ført det afsindigste Liv, dagligt delt mellem lave Udsvævelser og glødende Troes-Sværmeri, mellem dyriske Sansenydelser og Andagt og Bøn. De Brudstykker af hans Dagbøger, der i to smaa Bind er blevne udgivne af Schütz, røbe en Raahed i Sanselivet, en Hundskhed i Følelseslivet og en Frækhed i Udtryksmaaden, der virke saa meget des modbydeligere, som Udbrud af den jammerligste Sønderknuselse og den dybeste Selvforagt afbryde den omhyggelige Optegnen af hans sensuelle Oplevelser.

I en testamentarisk Skrivelse til hans Venner (dateret September 1812) nævner han de to Bevæggrunde, der forbyde ham et offentligt Skriftemaal: »den ene er den, at det at blotte og aabne en Pestgrube er farligt for de Omstaaendes, endnu ikke Smittedes Helbred; den anden den, at der i mine Skrifter, som Gud tilgive mig, blandt en Mængde giftige Svampe og andet Ukrudt dog ogsaa hist og her findes en lægende Urt, for hvilken stakkels syge Mennesker, hvem den maaske kunde være nyttig, sikkert vilde gyse tilbage med Forfærdelse, ifald de kjendte den forpestede Agerjord, hvoraf den er spiret frem.«

Efter at Werner, ejendommeligt nok først efter sin Omvendelse, havde begyndt at studere Theologi og i et Præste-Seminarium havde gjort sig bekjendt med den katholske Kirketjeneste, lod han sig indvie til Præst og optraadte i Wien 1814 under Kongressen før første Gang som Prædikant. Han gjorde Lykke. Han imponerede Mængden ved sin lange, magre Skikkelse, der lignede en Martyrs, og ved sit lange, magre Ansigt med stor fremspringende Næse og et Par ildfulde, mørkebrune Øjne, der lynede under de svære Øjenbryn. Under uhyre Tilløb holdt han Prædikener, om hvilke Munkens i »Wallenstein's Lejr« kan give en svag Forestilling, fulde af overspændt Svulst og de platteste Uanstændigheder, i hvilke Vid og Forstand er parrede med asketisk Nonsens og kjedsommeligt Vaas, medens Forbandelser mod Kjætterne vexle med Lovprisninger af den hellige Rosenkrans. - Han døde i Wien 1823.*) [*) Hitzig: Lebens-Abriss Zacharias Werners, 1823. Schütz: Zacharias Werner, Biographie und Charakteristik, 1841.]

Werner er Hovedrepræsentanten for den mystiske Poesi. Hans Liv er Nøglen […] (1873:335 / 1891:429-431)

Omarbejdelse

Om Joseph Görres

[…] i alle Henseender synes mig at være den interessanteste, Friedrich Gentz.*) [*) »Briefwechsel zwischen Gentz u. A. Müller«. – Dr. K. Mendelssohn-Bartholdy: »Fr. v. Gentz«. – »Aus dem Nachlasse Fr. v. Gentz« I-II.]

Den Formens absolute Ligegyldighed mod Indholdet, som Romantiken havde proclameret i Poesien, blev af Gentz praktiseret […] (1873:345-346)

>

[…] i alle Henseender er interessantest, Friedrich Gentz.

Joseph Görres blev født 1776 ved Rhinen; han sad paa Skolebænk med Clemens Brentano og blev paa den Tid, da franske Tropper oversvømmede Tyskland, revet ind med i den revolutionære Bevægelse. Han havde endnu ikke begyndt sine Universitetsstudier, da han som Medlem af Jakobinerklubben i sin Fødeby Koblenz optraadte som Talsmand for Frihedsideer, og da han som Grundlægger af «Det røde Blad« gav de tyske Frihedsmænd et Organ. Fortiden forekom ham afskyværdig, Frankrig det forjættede Land, den øvrige Verden Trældommens Rige.

Da i 1798 den franske Hær marscherede ind i Rom, jublede Görres højt over Roms Fald og Kirkestatens Undergang. Otte Dage efter Indtoget, skriver han i sit Blad: »Af Klerkevæsenet ville vi rive Masken, sunde Ideer ville vi overalt bringe i Omløb. Ogsaa vi have svoret alt Præsteri og Munkeri evigt Had og arbejde paa Folkenes Vel; desuden arbejde vi for Fyrsterne, idet vi bevise deres Undværlighed og skaffe dem Regjeringssorgerne fra Halsen.«

Hans Stil er overmodig, ungdommeligt vittig, en ægte Folketribuns og Bladskrivers Stil. Dog findes der en vis Fanatisme i hans Haan, der som al Fanatisme har Muligheden til et fuldstændigt Omslag i sig. Da Forhandlingerne paa Kongressen i Rastatt gjorde Ophævelsen af den gejstlige Kurværdighed, af Bispedømmer og Abbedier let forudseelig, udbød Görres i sit Blad under Overskriften »Tilfals« følgende Varer til Salg: »En hel Skibsladning af Frihedstræfrø, hvis Blomster give de skjønneste Buketter til de Allerhøjeste Prinser og Prinsesser […] 12,000 Stykker Menneskefæ, fortræffeligt dresserede, der kan hugge, skyde, stikke, gjøre højre og venstre om. Efter at man i tolv Aar har afrettet dem med Stokkeprygl, er de endelig bragte saavidt, at de lade sig skyde ihjel for deres Herrer uden saa meget som at mukke derved […] Tre Kurhætter af fintgarvet Bøffelskind. De dertil hørende Krumstave er indvendigt udfyldte med Bly og forsynede med Dolke, udvendigt omslyngede med kunstige Slanger; det foroven udførte Guds Øje er blindt.«

Da Franskmændene 30. December 1797 besatte Mainz paany og Efterretningen naaede til Koblenz, skrev Görres sin vilde Triumfsang over det romersk-tyske Rige: »Den tredivte December 1797, den Dag, da Overgangen over Main fandt Sted, afgik i Regensburg i den blomstrende Alder af 955 Aar, 5 Maaneder, 28 Dage ved en blid og salig Død det hellige romerske Rige, højklodset Ihukommelse, efter fuldstændig Afkræftelse og paa Grund af et Slagtilfælde, men ved fuld Bevidsthed og forsynet med alle hellige Sakramenter […] Den Hensovede var født i Verdun i Juni Maaned Aar 842 [843]; da han saa Verdens Lys, flammede paa Issepunktet over os en ulykkessvanger Parykkomet. Den unge Fyr blev opdragen ved Karl den Enfoldiges, Ludvig Barnets og deres Efterfølgeres Hof […] Men hans Tilbøjelighed til et stillesiddende Liv, i Forbindelse med lidenskabelig Iver for Religionen svækkede bestandig mere hans allerede forud vaklende Helbred […] indtil han endelig i en Alder af omtrent halvtredje hundrede Aar paa Korstogenes Tid blev vanvittig o. s. v.«

- Gorres anslaar hermed den Tone, der en Menneskealder senere klinger igjen i Börnes Pariserbreve.

Med Haan aabner Görres den Dødes Testamente, i hvilket den franske Republik er indsat til retlig Arving af den hele venstre Rhinbred og Hans Excellence General Bonaparte til Testamentets Fuldbyrder.

Denne Tid er Görres' stormende Ungdomsperiode. Allerede i Aaret 1800 trækker han sig tilbage fra den aktive Politik efter at et Besøg i Paris har helbredt ham for hans Samfølelse med Franskmændene. Dog er han endnu bestandig ivrig Fremskridtsmand. Intet skræmmer ham mere end Muligheden af det Forbigangnes Tilbagevenden, hvis Resultater vilde være: et trykkende Despoti, der var forbitret ved langvarige Savn og delvis berettiget ved de indtraadte Begivenheder, fremdeles Præsteskabets Gjenindførelse og den politiske og religiøse Fanatismes forenede Reaktion. Fremmedherredømmets Tryk vækker dernæst hans Nationalfølelse. Ved Universitetet i Heidelberg træder han ind i sin romantiske Periode; han holder Foredrag over Poesiens og Filosofiens Væsen, begynder at sværme for Nibelungenlied, studerer gammeltysk Historie og vil opklare det tyske Folks Oldtid i Digtning og Sagn. Her træffer han sammen med sin Skolekammerat Clemens Brentano, lærer Arnim nærmere at kjende og kommer i Berøring med Tieck, Brødrene Schlegel og Brødrene Grimm. Han udgiver »Kindermythen«, »Die deutschen Volksbucher« og sin Samling »Altdeutsche Volks- und Meisterlieder«.

Den romantiske Bevægelse, der ikke blot førte til Nationalfølelse men næsten ligesaa stærkt til Universalitet, ledede ham til Studiet af det da endnu kun lidet opdyrkede persiske Sprog; han drev det til næsten uden Hjælpemidler at oversætte Firdusis hele Epopé i kunstfuld Prosa. 1818 kom han som Ordfører for en Deputation fra Staden Koblenz til Berlin; han vovede overfor Kongen frimodigt at trænge paa Opfyldelsen af det under Frihedskrigen givne Løfte om en konstitutionel Forfatning, hvad der havde Unaade og mangeaarig Landflygtighed til Følge for ham.

Indtil 1824 vedblev Görres overvejende at være den tysksindede Romantiker. Fra da af til sin Død (1848) er han Repræsentanten for den klerikale Reaktion. I »Teutschland und die Revolution« (1820) helder han allerede stærkt til Katholicismen. Han siger her: »Med Reformationen indtraadte det andet Syndefald«. Som Historiker fordybede han sig i Middelalderens Studium, og han begyndte nu med at ære Hierarkiet som den eneste Magt, der kunde sætte en forsvarlig Dæmning for det uindskrænkede Monarki til Bedste for Folkenes Frihed. Snart gik han under Brentanos og Franz Baaders Indflydelse over til Troen paa Syner og stemtes helt klerikalt. Clemens Brentano gjorde netop dengang som i Oldtiden Apollinaris af Tyana Indtryk paa en Slægt, der var modtagelig for theosofisk Overspændthed. Det var det Tidspunkt, hvor Fru de Krüdener stiftede den hellige Alliance.

Alle[re]de 1826 betegnede Joseph de Maistre Görres paa Grund af Bogen »Der Kampf der Kirchenfreiheit mit der Staatsgewalt in der katholischen Schweiz« som den Mand, af hvem katholsk Polemik først var bleven ført genialt og retfærdigt og dog paa djærvere og mere rystende Maade end nogensinde før. En saadan Ros fra saadanne Læber vejer tungt; den betyder desuden, at vi staa ved den Grænselinje, hvor den tyske Romantik glider over i den franske Universalreaktion.

1827 fulgte det som Forarbejde til »Mystiken« interessante Skrift af Görres »Emanuel Swedenborg, hans Visioner og hans Forhold til Kirken.«

Da Clemens Brentano 1833 flyttede til München, hvor ogsaa Görres havde taget Ophold, mødte de gamle Venner fra Skoletiden hinanden igjen. Brentano's Indflydelse paa Görres var ikke ringe; den første var nu fuldstændigt gaaet op i Overtro; selv Schellings nye Aabenbaringens Filosofi var ham ikke himmelvendt nok. Da unge Theologer en Dag talte om den, udbrød Brentano: »Gaa De væk med Deres Ros; en Draabe Vievand er mig kjærere end den hele Schellingske Filosofi.« Han havde bragt alle sine Optegnelser angaaende Catharina Emmerich's Syner og efter hendes Meddelelser med til München; Evangelierne behøvede han ikke mere; om Christi Udsagn og Rejser vidste han gjennem Seerinden mere end den hellige Skrift. Endog et Landkort over Palæstina havde Helgeninden aabenbaret ham. I denne Brentano's Kreds af Mirakler og Myther blev Görres nu draget helt ind, og han skrev sin »Mystik« (fire Bind 1836—42) den mest forrykte Bog, som den tyske Romantik har frembragt.

Jo dybere Görres kom ind i Hexe- og Trolddomsvæsenet, des uhyggeligere blev hans eget Væsen. Han troede selv at være besat af den onde Aand, og klagede f. Ex. engang over, at Djævelen, der ikke taalte Indgreb i sit Magtomraade, havde ranet ham et Haandskrift - der senere gjenfandtes i hans Reol.

Paa den Tid da Kölner Stridighederne udbrød, optraadte Görres som de Ultramontanes Ordfører overfor det preussiske Ministerium; han benyttede under den lidenskabelige Polemik som de katholske Rhinlandes Talsmand mod Protestantismen Bibelens Stil: Modstanderne var ham en Øgleyngel; den preussiske Stat syntes ham besjælet af en ond Dæmon, der i afgjørende Øjeblikke steg op af Staten som af en Dyndgrav. Han betegnede hin Dæmon som den stive Knokkelmand, »hvem man beviser for megen Ære, naar man kalder ham en Aand»; thi, siger han, det er den samme, der i Oldefædrenes Tid i den preussiske Hær førte den Stok, som kunde prygle syv Rygge paa én Gang.

Denne Polemik indbragte Görres Beundring fra de franske Katholikers Fører, Grev Montalembert. I det katholske Tyskland blev han prist som en Kirkefader; man kaldte ham »den katholske Luther«. Det lykkedes ham at drage den bayerske Regjering ind med i Bevægelsen; den gav Pressen frie Tøjler overfor det protestantiske Preussens Regjering, og Görres' Haab gik ud paa, at Bayern skulde optage Kampen som katholsk Stormagt.

Han nægtede sig ikke noget Udbrud af religiøs-politisk Fanatisme, gik f. Ex. saa vidt som til at bruge det Kraftudtryk, at Regjeringerne ved at tillade blandede Ægteskaber tvang den katholske Ægtefælle til »at opdrage dobbelte Bastarder«, og det skjøndt Kongen af Bayern var Søn af en protestantisk Moder og selv levede i blandet Ægteskab. Da senere Striden udbrød angaaende Ægtheden af Christi hellige Kjortel i Trier, var han henrykt over at det lykkedes at sætte en Valfart til den hellige Kjortel i Scene, i hvilken Rhinlænderne for at ærgre de protestantiske Preussere deltoge i et Antal af en Million. For Görres var Valfarten til Trier »den sejrende Kirkes Triumf«. Tvivlen om det hellige Klædebons Ægthed og den Indvending, at der jo ogsaa andensteds forevistes saadanne Klædninger afviste han med at henpege til den mirakuløse Mangfoldiggjørelse af Brødet i det nye Testamente.*) [*) Sepp: Görres und seine Zeitgenossen. Nordlingen 1877.]

Formens fuldstændige Uafhængighed af Indholdet, som Romantiken havde forkyndt i Digtekunsten, blev af Gentz praktiseret […] (1891:465-473)

Omarbejdelse

Afsnit om de Maistre erstattes af en generel sammenfatning

[…] vide endog blot, at han lever!«

Her er det Punkt, hvor den tydske Reaction peger over i den franske. For at antyde mit Arbeides Retning og vise, hvilken Kurs vi holde, vil jeg endnu flygtigt tegne Dem dette Hoved, det mest energiske i den franske Reactionstid. Grev Joseph de Maistre* blev født i Aaret 1754 i Chambéry i Savoien i en Familie, som tilhørte den høie Embedsstand, og i hvilken en streng og religiøs Aand var herskende. De Maistre opdroges i saa absolut en Lydighed, at han endnu ved Universitetet i Turin aldrig tillod sig at læse en Bog, uden at have skrevet til sin Fader for at spørge om Tilladelse. Han fordybede sig fra Barndommen af i de alvorligste Studier, og kunde syv Sprog, hvad der er en Sjeldenhed hos en Franskfødt. 32 Aar gammel blev han gift og var den fortræffeligste Familiefader. Da bankede den franske Revolution paa hans Dør, Savoyen blev indlemmet i Frankrig, og han forlod sit Hjem for at blive sin Konge tro. Han opholdt sig nu nogle Aar i Schweiz og omgikkes nogen Tid Madame de Staël, der beundrede hans Geni, og hvem han bedømmer saaledes: »Jeg kjender intet mere forrykt Hoved; det er den ufeilbarlige Virkning, som den moderne Philosophi har paa enhver Kvinde; men hendes Hjerte er paa ingen Maade slet: i denne Henseende gjør man hende Uret. Hun er forbausende aandrig, især naar hun ikke stræber at være det. Da vi hverken i Theologi eller i Politik just ere af samme Skole, have vi i Schweiz givet Scener, man kunde døe af Latter over, dog uden nogensinde at blive Uvenner.«

Det afgjørende Træk i De Maistres politiske Grundanskuelse er, at han virkeligt og bogstaveligt troede paa Forsynets Regimente paa Jorden. Thi vel træffer man ofte nok Mennesker, der sige, at de troe derpaa, men det er sjeldnere, at man træffer nogle, der i alle deres Handlinger eller alle deres Domme bære sig ad, som om de troede paa Forsynet. For ret at faae Indtryk af denne hans Tro, bør man læse hans »Considérations sur la France«, der udkom 1797, dette mærkværdige Skrift, i hvilket han forudsiger Restaurationen endog i Enkeltheder. En af hans Yndlingssætninger var: »Verden er fuld af retfærdige Straffe og Dødsdomme, hvis Udøvere ere meget skyldige«. Han var af Naturen ikke Handlingens men Betragtningens Mand, og som handlende og i sine Principer for Handling ikke uden Moderation. Han siger f. Ex., at hvis han var Minister for en Nation, der ikke vilde vide af Jesuiterne, vilde han ikke raade til deres Tilbagekaldelse, men definerer saa rigtignok Nationen som Foreningen af Souverænen og hans Aristokrati – en ikke synderligt demokratisk Definition.

Kongen af Sardinien, som var bleven nødt til at tye ud paa sin Klippeø og trængtes fra alle Sider, sendte i 1802 De Maistre som sin Gesandt til St. Petersborg, og der blev han 14 Aar, smerteligt adskilt fra sin Familie, lidende under alle de Begivenheder, som opfyldte Europa, følende Stødet af enhver af Napoleons Seire, forladt, saa fattig at han ikke engang havde en Pelts om Vinteren. Dog kalder han ikke, som de tydske Reactionære, Bonaparte for en Djævel. Han skriver: »Bonaparte kalder sig Guds Udsending. Intet er mere sandt. Bonaparte kommer directe fra Himlen, – som Lynet«. Ja han bestræber sig endog af Kjærlighed til sit Land for, hvormeget det end koster ham, at opnaae en Samtale med Keiseren og tale Sardiniens Sag. Det mislykkes, dog tager Napoleon, som anerkjendte Geniet i alle Leire, ham ingenlunde hans Dristighed ilde op; det gjør derimod hans eget Hof. Man er meget fornærmet, og lader ham vide, at Cabinettet er blevet forbauset over det Skridt, han har gjort. Med stolt Ironi svarer han: »Cabinettet er blevet forbauset! Saa er Alt tabt. Forgjæves styrter Verden sammen, Gud bevare os for en uforudseet Idee! Og det er det, som endnu mere levende overbeviser mig om, at jeg ikke er Eders Mand; thi jeg kan love Eder at besørge hans Majestæts Anliggender saa godt som en Anden, men jeg kan ikke love Eder, aldrig at forbause Eder. Det er en Mangel i min Charakter, som jeg ikke kan raade Bod paa«. Han sandede, hvad han etsteds har sagt, at det at stole paa Standhaftigheden af et Hofs Velvillie, »bogstaveligt er det Samme som at lægge sig paa en Møllevinge for at sove trygt«. Imidlertid nagede mange Sorger Faderhjertet. Hans yngste lille Pige var ham helt fremmed. I hans Breve forekommer om hende det rørende Ord, at naar han om Natten overanstrengt af Arbeide ligger vaagen paa sit Leie, troer han »at høre det græde i Turin«. Hans Søn deltager i Krigen mod Napoleon. »Ingen veed,« siger han, »hvad Krig vil sige, naar han ikke har en Søn, som er med«, »jeg stræber, saa godt jeg kan, at afbryde de Drømme om afhuggede Arme og knuste Hoveder, som uophørligt pine mig; saa spiser jeg til Aften som en Yngling, sover som et Barn og vaagner som en Mand, det vil sige tidligt«.

Man seer, at denne Lovpriser af Baal og Bøddel havde et godt menneskekjærligt Hjerte. Han mangler i sine private Udtalelser hverken Humor eller Godlidenhed. Han havde, som Sainte-Beuve beundringsværdigt har sagt om ham, »intet Andet af Forfatteren end Talentet«.

Elskværdigst viser han sig maaske i Brevene til sin Datter*: »Du spørger mig, mit kjære Barn, hvoraf det kommer, at Kvinderne ere fordømte til Middelmaadighed. Det ere de ingenlunde. De kunne endogsaa blive ophøiede, men paa kvindelig Maade. Ethvert Væsen bør holde sig paa sin Plads og ikke efterstræbe andre Fortrin end dem, der tilhøre det. Jeg har her en Hund ved Navn Biribi, som er vor Glæde: hvis den en Dag fik Lyst til at lade sig sadle og tøile for at bære mig ud paa Landet, saa vilde jeg være ligesaa lidt fornøiet med den, som med Din Broders engelske Hest, hvis den fik Lyst til at hoppe op paa mine Knæ eller drikke Caffe med mig. Visse Kvinders Vildfarelse bestaaer i at indbilde sig, at de for at være distinguerede maa være det som Mænd. Hvis en smuk Dame for tyve Aar siden havde spurgt mig: Troer De ikke, at en Dame kan være en stor General ligesaagodt som en Mand, saa vilde jeg ikke have undladt at svare: Ganske vist Frue; hvis De commanderede en Armee, vilde Fjenden kaste sig paa Knæ for Dem, ligesom jeg gjør, og De vilde drage ind i den fjendtlige Hovedstad med Trommer og klingende Spil. Hvis hun havde sagt til mig: Hvad forhindrer mig fra at kunne ligesaa megen Astronomi som Newton? vilde jeg ligesaa oprigtigt have svaret: Intetsomhelst, min guddommelige Skjønhed. Tag Kikkerten, og Stjernerne ville ansee det for en stor Ære at blive lorgneterede af deres smukke Øine og skynde sig med at sige Dem alle deres Hemmeligheder. Se, saaledes taler man til Kvinderne baade i Vers og i Prosa. Men den er brav dum, som tager det for gode Varer.« Han viser nu, at Kvindens Kald er at føde og opdrage Mænd og fortsætter: »Forresten, mit kjære Barn, bør man ikke overdrive Noget. Jeg troer, at Kvinderne i Almindelighed ikke bør lægge sig efter Kundskaber, som stride mod deres Pligter, men jeg er meget langt fra at troe, at de bør være fuldkomment uvidende. Jeg vil ikke have, de skulle troe, at Peking ligger i Frankrig, eller at Alexander den Store friede til en Datter af Ludvig den 14de.« Og i et følgende Brev: »Jeg seer, Du er bleven noget vred over mine impertinente Udfald mod de lærde Kvinder; vi maae imidlertid nødvendigvis slutte Fred inden Paaske, og Sagen synes mig saameget des lettere, som Du sikkert ikke har forstaaet mig rigtigt. Jeg har aldrig sagt, at Kvinderne vare Aber, jeg sværger Dig til ved Alt, hvad der er mest helligt, at jeg altid har fundet dem uden Sammenligning smukkere, elskværdigere og nyttigere end Aber, jeg har kun sagt, og det fragaaer jeg ikke, at de Kvinder, som ville være Mænd, kun ere Aber, thi det at ville være Lærd er at ville være Mand. Jeg finder, at den hellig Aand har vist sig i Besiddelse af megen Aand ved at indrette det saaledes, hvor trist det end kan synes. Jeg bøier mig dybt for den Frøken, om hvem Du taler, som har indladt sig paa et episk Digt, men Gud bevare mig for at være hendes Mand, jeg vilde være altfor bange for at see hende nedkomme i mit Hus med en eller anden Tragoedie eller endog med en eller anden Farce; thi naar Talentet engang er i Fart, saa standser det ikke saa let.«

»Det, som er bedst i Dit Brev og mest afgjørende, det er Din Iagttagelse over Materialierne til den menneskelige Skabelse. Strengt taget er det kun Manden, der er Aske og Støv. Hvis man vilde sige ham Sandheden i Ansigtet, saa maatte han kaldes Skarn, istedenfor at Kvinden blev gjort af et Dynd, der allerede var præpareret og hævet til Værdigheden Ribben. Corpo di Bacco! questo vuol dir molto. Forresten, mit kjære Barn, kan Du efter min Anskuelse ei tale formeget om Kvindernes Adel, end ikke om de borgerlige Kvinders; der bør for en Mand ikke være noget mere Fortræffeligt end en Kvinde, ganske som for en Kvinde o. s. v. […] Men det er netop i Kraft af denne høie Idee, som jeg har om disse sublime Ribben, at jeg bliver alvorlig vred, naar jeg seer nogle, som ville gjøre sig til primitivt Dynd. Det synes mig, at Spørgsmaalet hermed er fuldstændigt klaret.«

Man undres ved at see den strengt orthodoxe Katholik spøge saa frit med den bibelske Legende; men selv i Vittigheden og Spøgen fornegter det reactionære Grundtræk sig ikke. Det er overhovedet eiendommeligt for de Maistre, at en vis pirrende Vittighed hos ham gaaer Haand i Haand med Udbruddets voldsomme og dæmoniske Energi, en Energi, der blandt Andet ytrer sig i et saadant lille Symptom, som at Ordet à brûle-pourpoint er hans Yndlingsord; det sigter som bekjendt ordret til at brænde et Ildvaaben af paa selve Modstanderens Frakke. I »Soirées de Saint-Pétersbourg« lader han sin Forbitrelse gaae ud over Baco; han siger, og med en Indsigt, hvis Resultat den nyeste Naturvidenskab er tilbøielig til at godkjende: »Baco var et Barometer, der meldte smukt Veir, og da han meldte det, saa troede man, det var ham, der havde skabt det.« I sine Breve siger han saa: »Jeg veed ikke, hvordan det gik til, at jeg kom til at slaaes paa Liv og Død med den salig Kantsler Baco. Vi have boxet med hinanden som to Boxere fra Fleetstreet, og har han end revet mig nogle Haar ud af Hovedet, saa skulde jeg troe, at hans Paryk ikke mere sidder paa sin Plads.«

Naar han kommer ind paa sine Yndlingsideer: at det gjælder om at holde Staterne sammen med Straf og Tugt, har hans Vittighed undertiden næsten en voltairisk Charakter, saaledes hvor han i anden Del af Soiréerne taler om de Maader, hvorpaa man kan vedligeholde Corpsaanden. Hvilken grændseløs Menneskeforagt ligger der ikke her i Spøgen! »Til at hævde Æren og Disciplinen,« siger han, »i et Corps eller en hvilkensomhelst Association ere priviligerede Belønninger end ikke saa virksomme som priviligerede Straffe.« Han viser, hvorledes Romerne havde hittet paa at gjøre den militaire Bastonnade til en Forret, idet Soldaterne alene havde Ret til at blive bankede med Vinstokke. Ingen Mand, der ikke var Militær, kunde blive banket med en Vinstok, og intet andet Træ end dette kunde bruges til at banke en Militair. »Jeg begriber ikke, at ikke en lignende Idee er opstaaet i en moderne Souveræns Hjerne. Hvis jeg blev adspurgt angaaende dette Punkt, vilde min Tanke ikke gaae tilbage til Vinstokken, thi slaviske Efterligninger nytte Intet. Jeg vilde foreslaa Laurbærtræet.« Det udvikles nu, hvorledes et stort Drivhus burde oprettes i Hovedstaden, bestemt udelukkende til at frembringe det nødvendige Laurbærtræ til i Underofficierernes Hænder at garve Ryggene paa den russiske Armee. Dette Drivhus skulde staae under Inspection af en General, der var Ridder af St. Georgs Ordnen idetmindste af anden Klasse, og som skulde bære Titelen »Overinspecteur over Laurbærdrivhuset.« Planterne skulde ikke kunne passes, pleies og beskjæres af Andre end af gamle Invalider af et uplettet Rygte. Modellen til Stokkene, der alle burde være nøiagtigt ens, skulde opbevares i Krigsministeriet i et rødt Etui; enhver Stok skulde hænge i Underofficierens Knaphul i et St. Georgsbaand, og paa Drivhusets Fronton skulde man læse: Det er mit Træ, som frembringer mine Blade.

De Maistres Hovedværk, »Bogen om Paven«, indeholder denne geniale Reactionæres Anskuelser i en Sum. Han siger heri: »En stor og mægtig Nation har nylig for vore Øine gjort den største Anstrengelse henimod Frihed, som Verden har seet. Hvad har den opnaaet? Den har bedækket sig med Latter og Skam, for tilsidst at sætte en corsikansk Gendarme paa den franske Konges Throne.« Han viser, hvorledes det katholske Dogme, som Alverden veed, forbyder enhver Art Revolte, medens Protestantismen, der gaaer ud fra Folkets Souverænitet, lægger Afgjørelsen i den indre Følelse, der skal skrive sig fra et vist moralsk Instinct (Pag. 160): »Der er saamegen Analogi, saamegen Broder-Lighed, saamegen indbyrdes Afhængighed mellem den pavelige og den kongelige Magt, at man aldrig har rokket den Første uden at røre den Sidste«, og han citerer til Bevis disse Ord af Luther: »Fyrsterne ere i Almindelighed de største Narre og de mest topmaalte Skurke af Verden; man kan ikke vente sig noget Godt af dem, de ere Guds Bødler, som han bruger til at tugte os med.« (Pag. 174.) Han viser, at Protestantismen, der ikke respecterer Kongemagten, heller ingen Respect har for Ægteskabet: »Havde Luther ikke den Frækhed at skrive i sin Commentar til Genesis 1525, at med Hensyn til det Spørgsmaal, om man tør have flere Koner, stiller Patriarchernes Autoritet os frit, at Tingen hverken er tilladt eller forbudt, og at han for sin Part ikke afgjør Noget, en opbyggelig Theori, der snart fandt sin Anvendelse i Landgreven af Hessen-Cassels Hus.« De veed, at Luther tillod denne Souveræn at gifte sig med to Koner paa engang. – Han hævder det Paradox, at Mennesket af Naturen er Slave, og at Intet er mere usandt end Rousseaus Sætning: Mennesket er født frit og ligger dog overalt i Lænker. Tvertimod, Mennesket er født Slave, og først Christendommen har paa overnaturlig Maade gjort det frit. Derfor kalder han ogsaa den christne Kvinde et i Sandhed overnaturligt Væsen. De begriber da, i hvilke Udtryk han taler om Voltaire, den Mand, »i hvis Hænder Helvede havde nedlagt sin hele Magt«. Bogen culminerer i hans Statstheori: »Monarchiet er et Mirakel, og istedenfor at ære det som saadant, skjælde vi det ud for Despoti. Den Soldat, der ikke dræber et Menneske, naar en legitim Fyrste befaler det, er ikke mindre skyldig, end den, som begaaer et Drab uden Ordre.« De Stater, der have indført Protestantismen, ere blevne straffede igjennem Berøvelse af deres dyrebare Monarcher. Thi de Maistre har udregnet, at Fyrsternes Regjeringstid er kortere i de protestantiske Lande end i de katholske. Kun een Vanskelighed møder ham her, som han ikke kan forklare. Mine Tilhørere, det er os, som volder ham den. Han finder, at i Danmark alene blandt de protestantiske Lande leve Fyrsterne efter Reformationen ligesaa længe som før den. »Danmark synes i Kraft af en eller anden skjult, men sikkert for Nationen hæderlig Grund, ikke at have undergaaet denne Lov om Regjeringstidens Forkortelse.« (Pag. 383.)

Den energiske Forsvarer af Fortidens System kunde i Slutningen af sit Liv endelig ikke dye sig for at give den store Miskjendte, Inqvisitionen, en Æresopreisning. Det skete i »Lettres à un gentilhomme russe sur l'inquisition espagnole«. Han forsøger i denne Bog af al sin Magt at vaske de Sorte saa hvide som muligt, men man maa ved Læsningen mindes det dybsindige Ord, som den gamle Tiger siger i Indernes »Hitopadesa«: »Ligefuldt – ligefuldt,« siger Tigeren, »er det Rygte, at Tigrene æde Mennesker, svært at gjendrive.« Han oplyser her først en stor Mængde Usandheder, der ere blevne sagte om Inqvisitionen, og viser, at den aldeles ikke var nogen geistlig, men en verdslig Domstol. Det Parti af Bogen, der har Interesse for os, er imidlertid det, hvor han forsvarer Inqvisitionens Bedrifter. Han siger: »I Spanien og Portugal som andensteds lader man ethvert Menneske i Fred, der holder sig rolig; hvad den Uforsigtige angaaer, der dogmatiserer eller forstyrrer den offentlige Orden, da kan han kun beklage sig over sig selv.« »Den moderne Sophist, der i Mag converserer i sit Cabinet, bryder sig lidet om, at Luthers Argumenter have frembragt Trediveaarskrigen; men de gamle Lovgivere, der vidste, hvad disse ulykkesvangre Lærdomme alt kunde koste Menneskene, straffede saare retfærdigt med Døden en Forbrydelse, der var istand til at ryste Samfundet i dets Grund og at bade det i Blod.« »Det er i Kraft af Inqvisitionen, at der i de sidste 300 Aar har været mere Lykke og Ro i Spanien end i det øvrige Europa.«

Foran dette Skrift har de Maistre sat et Citat, der lærer, at alle store Mænd have været intolerante, og at man maa være det. »Hvis man paa sin Vei,« har Encyclopædisten Grimm sagt, »møder en skikkelig Fyrste, saa bør man prædike Tolerance for ham, for at han kan gaae i Snaren, og det knuste Parti faae Tid til at reise sig ved den Tolerance, der tilstaaes det, og saa knuse sin Modstander, naar Touren kommer til det at herske. Derfor er Voltaires Prædiken, der vaaser om Tolerance, en Prædiken, som kun passer for Tossehoveder og dem, som lade sig narre, eller for Folk, der slet ingen Interesse have i Sagen.«

Heri skjuler sig en grov Sophisme. Det seer et Barn, at enhver sand Lidenskab umuliggjør Tolerance. Men er derfor Voltaires Princip en Løgn? Nei, Knuden løses let og simpelt. I Theorien gjælder Intolerancens Princip, i Praxis Tolerancens. Paa Theoriens Omraade ingen Pietet, ingen Tolerance, ingen Skaansel! Thi Løgnen skal hugges sønder og sammen, og Daarskaben skal sprænges i Luften, og Reactionen skal flaaes. Men nu Løgneren og Tossen og den Reactionære? skal han maaskee ogsaa hugges sønder og sammen eller flaaes eller sprænges i Luften? Han skal gaae sin Gang. Praxis – det er Tolerancens Omraade.

Mit Hverv er endt. Jeg har fra mange Sider i den Hensigt at levere en virkeligt productiv Kritik, og med den Bestræbelse at forlade de udtraadte Veie og finde paa engang nye og sande Synspunkter, skildret Dem den stigende Reaction i den tydske Romantik: den Reaction, der i Frankrig naaer en saadan Høide, at Omslaget bliver en historisk Nødvendighed. Og da Frihedens Lys først bliver tændt paa nogle faa Punkter: i Grækenland, i Frankrig, saa flyver dette Lys fra Punkt til Punkt, til Frihedens Bauner lyse fra alle høie Steder i Europa. – Saa følge nye Reactioner og nye Frihedskampe.

Vi leve hertillands for Øieblikket i en Reactionens Tid. En saadan følger altid paa uoverlagte og tøilesløse Frihedsbestræbelser. De veed, at Phaeton, Apollons Søn, en Dag fik Lov til at kjøre Solgudens Vogn og styrede den saa slet, at Solen afsved Alt og stak Byerne og deres Paladser i Brand. Et Sagn fortæller, at enkelte af Oldtidens Folk herover bleve saa forfærdede, at de gave sig til at anraabe Guderne om evigt Mørke. Vi have paa Afstand været Vidner til Phaetons Kjørsel. Og den, som er lydhør, fornemmer tydeligt Ordene: Mørke! mere Mørke! i Raabene rundt omkring os. Gid vi i Tide vilde besinde os og vise os forstandigere end hine Oldtidens Folk! (1873:363-378)

>

[…] vide endog blot, at han er til!»

Vi staa her igjen ved et Punkt, hvor den tyske Reaktion peger over mod den franske.*) [*) Smlgn. Briefwechsel zwischen Priedrich Gentzund Adam Heinrich Müiller. Stuttgart 1857. - K. Mendelssohn-Bartholdy: Friedrich von Gentz. Leipzig 1867. - Aus dem Nachlasse Friedrichs von Gentz. 2 Bände.Wien 1867.]

Den franske er i sit inderste Væsen politisk og religiøs som den tyske litterær. Den er aabent og følgestrengt katholsk, medens den tyske kun glider ind i Katholicisme. Den er overhovedet for nedarvet Autoritet paa alle aandelige og sociale Omraader, og de Maistre er dens tydeligste og reneste Karakter paa samme Tid som han er et af dens største og kraftigste Talenter. Denne vittige og energiske Forherliger af Bøddelen og Talsmand for Kjætterbaalene er Oplysningens og Humanitetsidealernes Modstander af Princip og for Alvor.

De tyske Romantikere holdt af Tusmørket og Maaneskinnet. Rationalismens skarpe Dagslys og Lynene fra den franske Revolution havde drevet dem til at befinde sig bedst i Skumring. Men hvad er selv Novalis' Kjærlighed til Natten i Sammenligning med Lovprisningen af Mørket hos Joseph de Maistre! Sagnet fortæller, at Faeton, Apollons Søn, en Dag fik Lov at kjøre Solgudens Vogn og styrede den saa slet, at Solen afsved Alt og stak Byerne og deres Paladser i Brand. Sagnet tilføjer, at en af Oldtidens Stammer herover bleve saa forfærdet, at dens Mænd gave sig til at anraabe Guderne om evigt Mørke. De Maistre er en Ætling af hin Stamme, storstilet ved sin Fremstillingsevne som ved sin Forsynstro og sin Menneskeforagt. Der gives endnu den Dag idag Ætlinger af Stammen, men skrumpede ind til Dværgeskikkelse, og de gjøre sig saa meget des mere gjældende, jo ubetydeligere og frygtsommere de er. Ogsaa deres Løsen er Mørke! mere Mørke! og de raabe des højere, jo fattigere de er paa Tanker og Formaal; dog deres Tro er nuomstunder kun Troen paa Mørkets Magt.


For Den, der i den tyske Romantik især studerer den stigende Reaktion imod det attende Aarhundredes Aand, er det slaaende, hvormeget Tysklands Romantikere med Hensyn til Karakterens Helhed og Kraft staa tilbage for en Reaktionær som de Maistre. Dog de var jo ikke heller Statsmænd og Politikere, men Forfattere og Poeter, og selv de iblandt dem, der som Gentz danne Overgangen fra Litteratur til Politik have inderst inde kun Betydning som Skribenter.

Fra det rent litterære Synspunkt har den romantiske Skole i Tyskland en blivende Interesse. Man behøver kun at sammenligne den med de romantiske Grupper i andre Lande for at faa det fulde Indtryk af dens Mænds Originalitet og betydelige Egenskaber.

En romantisk Strømning bruser i Aarhuudredets første Aartier igjennem Sindene i næsten alle Europas Lande. Men med afgjørende Oprindelighed fremtræder Romantiken kun i Tyskland, England og Frankrig. Her alene udgjør den en europæisk »Hovedstrømning«. I de slaviske Lande spores især en Efterdønning af engelsk Romantik. I de skandinaviske Lande er den romantiske Litteratur stærkt paavirket af den tyske.*) [*) Den danske Romantik er af Forfatteren forsøgt karakteriseret i en Række Monografier: om Oehlenschläger, Schack Staffeldt, Hauch, Ingemann, J. L. Heiberg, Hertz, Hostrup, H. C. Andersen, M. Goldschmidt i „Essays", »Danske Digtere«, »Mennesker og Værker«, »Kritiker og Portræter« og »Æsthetiske Studier"« Den svenske Romantik er berørt i Skriftet »Esaias Tegnér«. Om den polske og russiske Romantik se »Indtryk fra Polen« og »Indtryk fra Rusland«.]

I Sverig, hvor Romantiken optraadte som »Fosforisme« » eller som saakaldt »ny Skole«, bekjæmpede den, som overalt, den gammelfranske Smag i Litteraturen, der her blev repræsenteret af det svenske Akademi. 1807 blev Aurora-Forbundet stiftet af Atterbom, Hammarsköld og Palmblad. Man forkyndte i alt Yæsenligt den tysk-romantiske Skoles Principer; man beundrede den Schellingske Filosofi og udtalte sig med al Schellingianernes Dialektik om Forholdet mellem Metafysik og Kristendom; man haanede Oplysningen, behandlede Medlemmerne af den gamle Skole som en Samling pudrede Parykblokke og forfulgte Alexandrinerne med Sonetter. løvrigt Madonna- og Calderondyrkelse, Virak for Schlegelerne og for Tieck, Sværmeri for Kongedømmet af Guds Naade. Atterbom gjenkalder ved sin naturfilosofiske Symbolik i visse Maader Tieck, Stagnelius i visse Maader Novalis. Ikke desmindre har Retningen selvfølgeligt sin udpræget nationale Karakter.

I Norge staar den ensomme Wergeland trods sin i høj Grad sværmeriske Natur som en Protest mod tysk-romantisk Aand. Men Andreas Munch er en udpræget Romantiker af den tyske Retning. Og naar de norske Folke-Eventyr gjenfortælles og udgives (af Asbjørnsen og Moe), de norske Folkeviser samles (af Landstad), saa er dette Foretagender, som udføres i Kraft af den Bevægelse, hvori Romantikens Forkjærlighed for det Folkelige havde sat Sindene i Nordeuropa.

I Danmark er Forholdet mellem tysk og hjemlig Romantik af meget sammensat Natur. Digterne faa i Regelen det første Stød til deres Udvikling fra Tyskland, men gaa saa deres egne Veje. Oehlenschläger vækkes af Steffens og paavirkes i Aarhundredets første Aar af Tieck. Det er under Paavirkning af tysk Romantik, at Grundtvig bryder med sin tidlige Ungdoms Rationalisme, og der fandtes i Tyskland Analogier til hans Nationalfølelse og Folkelighed. Fouqué's og Hoffmanns Indflydelse gjør sig gjældende paa Ingemann; Hauch sværmer for Novalis, J. L. Heiberg lærer som Eventyrdramatiker af Tieck, Andersen som fantastik Fortæller af Hoffmann. Schack Staffeldt endelig, den tyskfødte, er en fuldblods Romantiker, der ganske gaar op i Dyrkelsen af den blaa Blomst.

Dog er end den fremmede Indflydelse, som i dette Skrift paavist, helt igjennem at spore, saa er den nationale og almentnordiske Selvstændighed ligefuldt umiskjendelig og stærk. (1891:491-495)

Udeladelse

Dedikation til Hans Brøchner

Efterskrift
til Hr. Professor H. Brøchner.

Kjære Hr. Professor!

Det er en Selvfølge, at dette Bind lige saa fuldt som det foregaaende er tilegnet Dem. Det indeholder med mine Universitetsforelæsninger som Grundlag Adskilligt, som ikke kunde finde Plads eller ikke vilde være paa sin Plads i det mundtlige Foredrag. Det har været mit Haab under Udarbeidelsen, at Mænd, som De, vilde finde Behag i denne Bog. En Bog er for mig en Handling. De vil bedømme den som saadan.

De kjender Heines Ord, Hr. Professor!: »Sonderbar! und immer ist es die Religion, und immer die Moral, und immer der Patriotismus, womit alle schlechten Subjecte ihre Angriffe beschönigen! sie greifen uns an, nicht aus schäbigen Privatinteressen, nicht aus Schriftstellerneid, nicht aus angeborenem Knechtsinn, sondern um den lieben Gott, um die guten Sitten und das Vaterland zu retten.« – Lykkeligvis opveies for mig en hel Pakke af anonyme Artikler og Brochurer af et Ord fra Dem.

Kjøbenhavn, April 1873.

Deres

G. B.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.