V.

Men jeg forlader Striden om disse Enkeltheder for at vende tilbage til Hr. 44^[I] og fremhæve et Helheden rammende Ord i en af den høitærede Forfatters tidligere Artikler imod mig. Det er dette: »Er Du forvisset om, at Menneskeslægten ved at tilegne sig din Overbevisning vil gaae et |74| Skridt fremad i Oplysning og Sædelighed?« Jeg svarer: Derom er jeg forvisset. Ja jeg svarer: Den Forvisning, jeg føler derom, er af samme Art, som den jeg føler om min egen Existents, om at der gives en Verden udenfor mig og om at Solen vil staae op imorgen. Denne Forvisning er min Styrke. Og den er stærk, fordi den er møisomt tilkjæmpet. Hvor mange Beskyldninger for Overfladiskhed og for Ubekjendtskab med Sjælelivets Alvor man end retter mod mig, saa veed jeg dog med mig selv, at jeg har gjennemgaaet alle hine Brydninger, om hvilke man fortæller mig at de gives, og at jeg Skridt for Skridt har kjæmpet mig frem eller rettere af mine Tankers nødvendige Udvikling er bleven ført frem til det Standpunkt, hvorpaa jeg nu staaer. I bebreide mig, at jeg ikke fremfører noget Nyt! og I da, som henvise mig til lutter Standpunkter, jeg har indtaget og forladt! Man troer, at jeg Intet har følt, at jeg ikke kjender Smerten ved Bruddet med det Overleverede. Man troer det, fordi det er min Natur imod at give mine Følelser til Pris for Offentligheden. Hvad jeg undgaaer mest af Alt er Salvelse. Jeg maa da finde mig i at høre Beskyldningen for Lethed og Mangel paa Alvor. Saaledes bebreider man mig jo ogsaa hvad man kalder min lette Sprogform. Men ligesom en kyndig Betragter allerede af hvad der foreligger for Offentligheden og ved Sammenligning af mine første Ar|75|beider med de senere vil kunne see, at hvad Herredømme jeg maatte besidde over Sproget ikke er medfødt, men erhvervet efter en besværlig Kamp dermed, saaledes vil det maaskee ikke undgaae et kyndigt Øie, at der bag den tilsyneladende Lethed, hvormed jeg omtaler de store Problemer, ligge alvorlige indre Erfaringer og indre Kamp.

Og saa endnu et Slutningsord. Man behandler mig, som om de Ideer, af hvilke jeg er inspireret og som jeg udtaler, vare Opspind af mig. Disse Ideer ere det intelligente Europas. Er man skyldig, ifald man har dem, saa er Skylden ikke min, men den europæiske Videnskabeligheds. Eller rettere: ere Mændene af den yngre Generation skyldige, naar de nære disse Overbevisninger, saa ligger den sande Skyld hos Mændene af den ældre Generation. Hvorfor opdroge I os ikke bedre? Kunne hine Ideer gjendrives, hvi gjendrev I dem da ikke for os? Var det muligt at udruste den nulevende Slægt til seierrig Kamp imod den frie Tanke, hvi rustede I os da ikke? I gjorde det ikke, fordi I ikke kunde, fordi disse Ideer ikke lade sig gjendrive. I gjorde det ikke, fordi Mange af Eder (Førerne i Pressen f. Ex.), langt fra at kjende Tidsalderens Ideer, endnu mindre begeistrede for dem, intet Andet have formaaet end at holde os i Bekjendtskab med dem, saalænge indtil vi vare helt udvoxne og selv maatte søge os vor Vei. Paa den anden Side kunde I heller ikke lægge os Skyklapper for Øinene eller |76| putte os Bomuld i Ørene. Den Slægt, I tale til, er en Slægt, som har studeret og atter studeret Feuerbach^[II], som har seet den sammenlignende Mythologi blive til, som har fulgt den religionshistoriske Kritik paa dens første store Felttog og været Vidne til dens Erobringer. Vi have gjennemgaaet Renan^[III], medens I endnu neppe ere saa vidt, at I kunne stave hans Navn. I maa tale et andet Sprog til os, end til den Slægt, der 1848 saa op til Eder, vi forstaae Jer ikke mere, saa lidet som I forstaae os. Have I ikke formaaet at lægge os Svar og Gjendrivelse paa Læben overfor Kritiken og dens store, alvorsfulde Gjerning, saa er det høist ubilligt af Eder at undre Eder over, at vi antage det for sandt, som bærer Sandhedens Præg paa sit Aasyn, og som I ikke bringe ud af Verden fordi I lade som om det ikke var til. Og til Æreskjænderne iblandt Jer vil jeg sige: Bringer os kun i Vanry hos Folket! I kunne ikke evigt holde det paa det Aandstrin, hvorpaa det staaer, om end Usandfærdigheden endnu nogen Tid vil samle det talrigste Tilhæng. Uvidenheden var altid Løgnens Livvagt. Men den Tid vil komme, da endog den store Befolkning vil ledes og væmmes ved de Levninger af forbigangne Tiders Fordomme, som I nu byde den til Føde! Den Tid vil komme, da man opdager, at den Epoche, I repræsentere, er død, om I end negte det og lade Liget (som Liget af hin assyriske Konge) vedblive at føre Regimentet af Navn.

|77| Vil jeg hermed udtale, at jeg ikke har taget feil? Langtfra. Jeg har feilet ikke blot i et og andet Enkelt, men i et meget væsenligt Punkt. Jeg har taget feil af den traditionelle Stemnings Magt herhjemme. Jeg gjør ikke herved nogen Indrømmelse i Realiteten, end ikke den ringeste, men jeg gjør en Indrømmelse med Hensyn til Polemikens Methode. Jeg troede, vi var videre fremme end vi er. Mit Liv har f. Ex. ikke bragt mig i personlig Berøring med grundtvigianske Kredse eller Cliquer. Jeg har maaskee aldrig tilfulde vurderet deres Indflydelse herhjemme og efter et længere Ophold i Udlandet har jeg været endmere udsat for at oversee den. De have ikke det mindste mere Ret, fordi de have Magt og jeg tilbagekalder ikke i mindste Maade min Polemik imod dem, men jeg indrømmer ganske villig, at der maa kjæmpes paa en anden Maade imod en talrig og velorganiseret Hær end imod de sidste Rester af en opløst Armee. Jeg forlanger blot, at man skal gjøre Forskjel paa Methoden og paa Realiteten. Methoden er et Tids- og Omstændigheds-Spørgsmaal, og griber en Polemiker feil med Hensyn til den, saa hævner det sig først og fremmest paa ham selv. Det har været let for mine Modstandere at blæse Appel til alle de traditionelle Vaner og Anskuelser, hvori det danske Folk sidder nok saa hyggeligt, og væbne dem imod mig. Realiteten er derimod en Sag, hvis Betydning ligger over Tiden og i min Iver for |78| at faae den frem tager jeg mig ikke et Feilsyn paa mine Modstanderes foreløbige Styrke i dette Øieblik saa særdeles nær, selv om det har paadraget mig en Hagl af litterære Ubehageligheder og rimeligvis endnu en rum Tid vil stille mig blot som Skive for Angrebene fra den modsatte Leir.

Jeg begyndte med at sige, at disse Angreb ikke alle vare loyale; jeg kan efter at have oplyst deres Beskaffenhed sige, at de kun undtagelsesvis have været det. Læseren vil uden Tvivl see denne lille Bog behandlet som den forrige større. Men jeg tør haabe, at han da vil betænke, hvor ulige Stridens Vilkaar ere fordelte mellem mig og mine Modstandere. Jeg har ikke Adgang til de Blade, hvor Angrebene paa mig foretages. Jeg har derfor været nødsaget til at svare med en Bog. Men den, der ved Hjælp af Bøger, som kun sælges i nogle hundrede Exemplarer, skal kjæmpe mod anonyme Avisartikler i saa godt som alle Landets Blade, Artikler, af hvilke de fleste og farligste (i Hovedbladene) omspredes i Tusinder af Exemplarer, er omtrent situeret som en Mand, hvem den Opgave blev stillet: med en Kanon, der kun kunde affyres een Gang om Maaneden at forsvare sig mod et helt Compagni af godt skjulte Skytter, hvis Vaaben skjød saa og saa mange Skud i Minuttet og rækkede 10 Gange saa langt som hans.